Ud af røret? - Dansk Center for Byhistorie

lighed i Husene altid, og naar det er mere eller mindre uundgaaeligt
at skulle se paa alt det Svineri.”
“Jeg mener fremdeles at man skal have Beviser; jeg tænker derved
ikke paa Beviser af samme Art som Beviser for matematiske Sætninger,
men paa statistiske Sandsynlighedsbevise..” 420
Og han gentager, at hvis sådanne findes skal de frem på bordet, og så skal
W.C. gøres obligatorisk nu, og ikke i løbet af en årrække.
Næste taler er så Stadsingeniør Ambt. Han starter med at understrege, at
diskussionerne omkring vandklosetter altid er de samme; først kommer
landmændene og brokker sig; derefter grundejere og derefter skeptikere
som Tscherning. Lægerne søger så at bevise, at W.C er bedre for sundheden
ved at bruge statistik omkring epidemier og dødelighed. Det har lægerne
gjort i München, Berlin og Hamborg.
“..kort sagt, der findes Guds Velsignelse af Statistik, saa hvis det
bliver antaget som Bevis, er Beviset leveret for, at Vandklosetterne
ere at foretrække for, hvad man har haft i Forvejen (...)Er
det da saa muligt at faa Vandklosetter nogenlunde hurtigt? Ja
det er det, det kommer an paa Troen, hvor inderligt man tror
paa, at det er den rette Løsning.” 421
Ambt anslår, at man kan få vandklossetter i løbet af en 5-6 år og at det ikke
behøver at tage 10-30 år, man skal blot ville det. Teknisk er der ingen problemer
eller hindringer, og desuden er teknikken blevet bedre end da man
introducerede W.C i England. Der vil være vand nok til at skylle med, og en
cisterne afmåler vandet, så man hverken bruger for meget eller for lidt. Mht
frosten ved gårdklosetter, skal man blot lægge vandlåsen dybt, så giver det
ingen problemer og således prøver Ambt, at få svaret på alle de spørgsmål
og tvivl, der var kommet op på mødet.
Dette var så diskussionerne i Medicinsk Selskab og afslutningsvis bliver
man enige om ikke at lave en resolution, da der er for få læger tilstede. I
stedet udsætter man resolutionen til næste møde, hvor den - ikke overraskende
- lyder som følger:
420
Ibid, s. 43
421
Ibid s. 45
233