Ud af røret? - Dansk Center for Byhistorie

ve opfattet som ufrit.
Lægerne var i midten af 1800-tallet i en ny situation, hvor de skulle overbevise
en række af ‘Mænd i praktiske Livsstillinger’ og ikke længere ‘kun’ Danske
Kancelli eller Kongen. Engberg(1998) skriver bl.a om 1850'ernes diskussioner
i Landstinget op til vedtagelsen af ‘Lov om Sundhedsvedtægter’,
og han fremhæver, at de nationalliberale var på vagt overfor alle former for
lovgivning, at man frygtede et ‘lægediktatur’, samt alvorlige krænkelser af
ejendomsretten og den personlige frihed. Det var bystyret i fællesskab, der
skulle etablere den nye form for forebyggelse og orden, og som jeg pegede
på i kapitel 3, 4 og 5, så forslår de fleste her, at det skal foregå vha fornuftige
sanitære tekniske foranstaltninger, der både hjælper den enkelte, erhvervslivet,
sundheden osv, og mindst muligt har karakter af påbud ovenfra.
Kendetegnende er dog, at der er mange direkte henvisninger til videnskaberne
og de muligheder disse ‘videnskaber’ har for at udforske og forbedre
en række forhold. Argumenter af denne art finder jeg er centrale og mere
og mere tidstypiske for denne periode. Om den interesse ‘Hygiejnen’ fik i
Danmark fra 1850'erne og frem, således skyldtes en rationel formidling af
en blomstrende videnskabelig indsats fra lægernes side eller om det mere
skyldes enkeltstående konkrete eksempler på et effektivt samspil mellem
administrative og sagkyndige myndigheder, er tidligere blevet diskuteret.
Blomquist (1996) 251 , påpeger, at meget få læger fik adgang til ‘Videnskabernes
Selskab’ 252 , og bruger dette til at understrege, at lægerne selv måtte
kæmpe for videnskabelig anerkendelse og dette først ændrede sig med det
bakteriologiske gennembrud i 1890'erne.
Jeg er enig i, at det tydeligvis for lægerne var en kamp, at komme igennem
med det de selv anså for at være deres reformer og at de i denne kamp
brugte en lang række af kvalifikationer. De veluddannede læger og
cand.polytter jeg har citeret i de foregående kapitler, ligesom dem der følger
i de næste, var ikke ‘bare’ videnskabsmænd. De hørte til det dannede
borgerskab, var ‘lærde’, og formåede gennem skrift, tale og undersøgelser
at fremme deres sag. De var berejste, initiativrige, de dannede nye selskaber,
lavede kongresser og nye tidsskrifter. De havde retorisk og politisk
251 Petersen, N/Blomquist, H(1996) Sundhed, Byrokrati, Politik.
252
‘Videnskabernes Selskab’blev stiftet i 1742 og bestod af historie, matematik,
fysik og filosofi.
159