Indhold - Køb bogen på gyldendal.dk

Indhold
Forord ved Annick Prieur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7
FØRSTE DEL
Kapitel I
Æresfølelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21
Udfordringens og gengældelsens dialektik . . . . . . . . 25
Æresfølelsen og ære: nif og h. urma . . . . . . . . . . . . . 42
Ærens ethos . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52
Kapitel II
Huset eller den omvendte verden . . . . . . . . . . . . . . . . 57
Kapitel III
Slægtskabet som forestilling og vilje . . . . . . . . . . . . . . 75
Slægtskabsrepræsentationen og
det repræsentative slægtskab . . . . . . . . . . . . . . . . 78
Nytte, overensstemmelse og
overensstemmelsens nytte . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89
Kollektive forestillinger og hvide løgne . . . . . . . . . . 112
Det ordinære og det ekstra-ordinære . . . . . . . . . . . 129
Ægteskabsstrategier og social reproduktion . . . . . . . 143

ANDEN DEL
UDKAST TIL EN PRAKSISTEORI
Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169
Den iagttagede iagttager . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 171
De tre teoretiske erkendelsesmåder . . . . . . . . . . . . 178
Strukturer, habitus og praksisser . . . . . . . . . . . . . . 197
Inkorporeringen af strukturerne . . . . . . . . . . . . . . 222
Illusionen om reglen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 234
Geometerkroppen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 251
Tidens handling og handlingens tid . . . . . . . . . . . . 264
Den symbolske kapital . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 274
Appendiks
Økonomiske praksisser og tidslige dispositioner . . . . . . 297
Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 305
Navne- og emneregister . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 358

Forord
af Annick Prieur
Pierre Bourdieu (1930-2002) har angivet, at hans værk som udgangspunkt
har haft en undren over det, han kalder doxaens paradoks: »dette
at verdens orden, med dens ensrettede veje og dens veje med indkørsel
forbudt, i egentlig eller overført forstand, med dens forpligtelser og sanktioner,
i det store og hele bliver respekteret, at der ikke i højere grad forekommer
overskridelser eller omvæltninger, forbrydelser eller ‘vanvid’,
(…) eller endnu mere overraskende, at den etablerede orden, med dens
dominansforhold, dens rettigheder og dens overgreb, dens privilegier og
dens uretfærdigheder, til syvende og sidst består så let, når der ses bort fra
nogle historiske ulykker, og at de mest utålelige eksistensvilkår så ofte
kan fremstå som værende acceptable eller endog naturlige.« 1
Overordnet kan man sige, at det gennemgående tema i Bourdieus
værk netop er dominans eller over- og underordning. Dette studeres i en
række forskellige kontekster, som husholdningsøkonomien i algeriske
bondefamilier, giftermålspraksis i hans barndoms sydfranske landsby, eliteskolerne
i Paris, kulturelt forbrug i forskellige sociale miljøer, kønsrelationer
m.m. Det er hans analyser af, hvorledes klasseskel opretholdes og
reproduceres i et moderne samfund, på trods af ideologier om lighed, han
er mest kendt for, og specielt for uddannelsesinstitutionernes og det kulturelle
forbrugs betydning i denne sammenhæng.
Skolen analyseres som en institution, der reproducerer ulighed i og
med at skolearbejdets form, de krav, skolen stiller, og dens principper for
værdsættelse er fordelagtige for de elever, der allerede derhjemme har fået
dannet deres væremåde (habitus) og deres principper for værdsættelse i
overensstemmelse med skolens – i korthed for dem, der kommer fra hjem
med kulturel kapital. Eksamener og optagelsesprøver er mekanismer for
7

udvælgelse og fravælgelse, der anvender de kulturelt privilegeredes kriterier
for bedømmelse og dermed medvirker til at reproducere den etablerede
orden. At lykkes i skolen fremtræder som en individuel præstation,
men Bourdieu viser, på hvilke måder social baggrund er medvirkende til
succes eller til mangel på samme.
Bourdieus mest kendte bog er La Distinction fra 1979 (findes i engelsk
og tysk oversættelse og i en forkortet version på norsk). Dens hovedemne
er, hvorledes smag er forskellig inden for forskellige grupperinger i
samfundet, noget som kommer til udtryk i form af forskellige præferencer
med hensyn til billedkunst, musik, mad, møblement osv. Den enkeltes
valg på disse områder opleves som frie, men Bourdieu viser, hvilken
systematik der alligevel er i disse valg. Vi besøger de overlæssede, borgerlige
hjem, hvor det dyreste altid regnes som det bedste, og derefter de
intellektuelles mere asketiske hjem, hvor man har mere kulturel end økonomisk
kapital og derfor lider under at have en bedre smag, end man har
økonomi til. Efter besøg hos de ængstelige småborgere, som så gerne vil
være fine, men ikke rigtig ved, hvorledes de skal bære sig ad, ender rejsen
hos »de folkelige klasser«, hvis smag er styret af nødvendigheden, og hvis
præferencer er rettet mod at få mest muligt for pengene – det være sig i
form af tung og mættende mad eller prangende prydgenstande.
Noget af det smertefulde i denne sammenhæng er, at på trods af disse
forskelle i præferencer er de fleste enige om, at de socialt dominerendes
smag også er den bedste smag. Selv er man måske mere til rockmusik end
til klassisk, mere til billeder af solnedgange end til abstrakt kunst, mere
til biksemad end til sushi osv., men man ved godt, at det sidstnævnte er
det »fineste«. Social dominans handler i sit inderste om et herredømme
over perceptionskategorierne, over, hvorledes man opfatter, inddeler og
vurderer verden. Denne opfattelse er gennemgående i de dominerendes
favør. Det betyder, at de dominerede tenderer mod at nedvurdere sig selv
og det, de selv står for. Dette er en tilstand af det, Bourdieu betegner som
symbolsk vold.
I en række konkrete analyser viser Bourdieu, hvordan den symbolske
vold sætter sig i kroppen og får kroppen til at forråde os, hver gang vi er
i et socialt underlegenhedsforhold: Vi gribes af generthed, vi rødmer og
stammer. Bourdieu betegner kroppen som en huskeseddel for sociale erfaringer.
Individets historie ligger opmagasineret i kroppen i form af fø-
8

lelser og reaktionsmønstre, som i høj grad styrer vore handlinger. Det er
i den forbindelse, at han også retter sit skyts mod mange sociologiske retninger,
han mener lægger for stor vægt på bevidstheden som udgangspunkt
for handlen.
En af Bourdieus yndlingsaversioner var rational choice theory og alle
former for utilitarisme, hvor man ser mennesket som motiveret af egennytte
eller ude efter at maksimere sine præferencer. For Bourdieu var
mennesket grundlæggende et socialt væsen, hvis primære drivkraft var
jagten på anerkendelse (symbolsk kapital) fra andre mennesker. De vigtigste,
man søger anerkendelse fra, er dem, som står en selv nært – de
nærstående i en personlig, men også i en social forstand.
Bourdieu var uddannet filosof fra eliteskolen Ecole normale supérieure
i Paris i 1954. Efter et par år som filosofilærer rejste han som værnepligtig
soldat til Algeriet, som på det tidspunkt var under fransk herredømme,
og hvor der blev udkæmpet en befrielseskrig, der ledte frem til
Algeriets selvstændighed i 1962. Bourdieu blev hurtigt tilknyttet Universitetet
i Alger og kom til at arbejde sammen med etnologer, antropologer
og sociologer i empiriske studier af det algeriske samfund. Han beskriver
senere denne tid som en form for omskoling, hvor han af egen vilje steg
nedad i hierarkiet af videnskabelige discipliner og lagde afstand til den
højest rangerede disciplin, som han selv var et produkt af: filosofien.
Noget af det usædvanlige ved Bourdieu som teoretiker var hans engagement
i empiriske studier. Han var en skarp modstander af ‘teoretisk
teori’ og en varm fortaler for, at sociologiens genstandsfelt skulle være
den sociale verden i sin konkrete fremtrædelsesform. Mod slutningen af
sit liv skrev han, i et forsvar for en analyse af bøndernes ægteskabsindgåelser
ud fra en forståelse af et større marked for symbolske udvekslinger:
»Jeg har en følelse af – en følelse, som måske er rodfæstet i det specielle
i min habitus, men som gennem mange års forskningserfaring
uafladeligt er blevet bekræftet – at den eneste vej frem til en konstruktion
af modeller, der kan formaliseres og har empirisk gyldighed, er via en
opmærksomhed overfor de mest trivielle kendsgerninger, kendsgerninger,
som andre samfundsvidenskaber, der også taler om markeder, anser sig
berettigede til at overse under henvisning til en ret til abstraktion, de anser
som grundlæggende for den videnskabelige fremgangsmåde.« 2 Bourdieu
var en usædvanlig lærd mand og beherskede den ophøjede og ab-
9

strakte akademiske diskurs bedre end nogen. Men samtidig bød denne
selvhøjtidelige verden ham meget imod, og det kan mærkes i hans tekster
i form af disse stadige brud, disse skift fra abstrakt filosofi til »vulgære«
tabeller, interviewudsnit eller observationer fra dagliglivet. Det var også
denne nærhed til verden, der gav hans værk et kraftigt, kritisk potentiale.
For en generation af samfundsforskere flasket op med marxisme gav
Bourdieu ny energi på et tidspunkt, da marxismens begrænsninger blev
åbenbare. Bourdieus analyser lider ikke under marxismens økonomiske
reduktionisme. Han tilbyder også en bedre forståelse, end de marxistiske
analyser har leveret, af, hvorfor de underordnede ikke gør oprør mod dominansen.
Bourdieu var influeret af Marx, men også af sociologiens øvrige
forfædre, som Weber og Durkheim, og han satte elementer herfra
sammen med fænomenologi, særlig inspireret af Merleau-Ponty.
Fænomenologien ledte ham til at problematisere vor opfattelse af verden
og derfor også til at lægge megen vægt på refleksivitet, eftersom forskere
altid selv er en del af den sociale verden, de studerer, og altid ser den
fra deres egen position i denne verden. De kategorier, vi anvender til at
forstå den sociale verden, er aldrig objektive, men bærer en antagelse om
denne verdens inddelinger med sig. Når vi betegner nogen som højt oppe
og andre som langt nede, har vi allerede naturaliseret og selvfølgeliggjort
dominansen – den ligger i det sprog, vi anvender for at beskrive verden.
Bourdieu lagde stor vægt på, at det refleksive projekt også skulle omfatte
forskeren selv, og at forskeren skulle foretage en selvanalyse med
henblik på at afklare sine motiver og sit ståsted, og hvad dette betød for
forskningen. For Bourdieu var videnskabeligt arbejde ikke et spørgsmål
om ren rationalisme, men om stærke følelser, om lidenskab: »For at arbejde
[videnskabeligt] skal man være rasende. Og for at styre sit raseri
skal man arbejde.« I det sidste årti af sit liv tog Bourdieus raseri særlig
form af et politisk engagement, der var rettet mod neoliberalismen og
grundet i studier af dens sociale konsekvenser. Startskuddet kom med La
Misère du monde i 1993 (engelsk The Weight of the World), et kollektivt
arbejde under Bourdieus ledelse. Bogen er en interviewbaseret gennemgang
af samfundsskabte former for menneskelig lidelse i det moderne
Frankrig. Målet var at vise, at enkeltindividers smerte knyttet til arbejdsløshed,
fattigdom, opløste fællesskaber i nabolag eller på arbejdssteder,
afbrudt skolegang, skilsmisser, bristede illusioner, tab af mål og mening i
10

tilværelsen m.m. har sociale årsager, og han knyttede det specielt til afviklingen
af velfærdsstaten op gennem 80’erne – i Mitterrands regeringstid.
Denne politiske kritik gjorde ham til et meget kendt navn i den franske
offentlighed, og efterhånden også i udlandet.
Bourdieus forfatterskab har en meget stor tematisk bredde, og det gør, at
han har læsere inden for vidt forskellige faggrupper: sociologer, antropologer,
politologer, pædagoger, historikere, litterater med mere. Men det er
som regel ikke de samme tekster, de læser, og på det grundlag kan de
danne sig meget forskellige billeder af Bourdieu. Den foreliggende bog,
Udkast til en praksisteori, har været antropologernes foretrukne Bourdieu-læsning,
i hvert fald siden den udkom på engelsk i 1977, og den har
nu en klassikerstatus i antropologifaget. Dette hænger sammen med, at
bogen bygger på klassisk antropologisk feltarbejde og omhandler nogle
meget centrale temaer for antropologien, som ære og slægtskab – og med,
at den tager et opgør med den på den tid dominerende retning i antropologien,
nemlig den strukturalistiske tilgang i Claude Lévi-Strauss’ (1908-)
udformning.
Bourdieu udtaler senere om udviklingen af sin habitusteori: »For mig
var det centrale lige fra starten at gøre rede for praksisformerne i deres
mest banale og dagligdags udtryk – ritualer, valg af partner, økonomisk
adfærd i dagligdagen osv. – uden at henfalde til en objektivisme, som i
handlingen ser en mekanisk reaktion uden agens, eller en subjektivisme,
der beskriver handlingen som resultat af en bevidst og velovervejet plan,
som et individuelt, frit projekt rundet af en bevidsthed, der opstiller sine
egne mål og maksimerer sin egen nytteværdi ved hjælp af rationelle beregninger.«
3 Det, Bourdieu sigter til med betegnelsen objektivistisk, kan
være både marxistiske og strukturalistiske tilgange, det vil sige retninger,
der opfatter relationen mellem det samfundsstrukturelle og det individuelle
niveau som et mekanisk eller deterministisk forhold. Hvad den anden
tilgang i denne i sig selv strukturalistisk inspirerede modsætning er, skifter
noget mellem analyserne – fra eksistentialistisk filosofi, via symbolsk
interaktionisme og etnometodologi til utilitarisme og rational choice
theory. Nogle gange omtales alt dette som subjektfilosofi. Det er formentlig
kun ved at sætte dem op mod deterministiske tilgange, at det kan
give mening at tale om et internt slægtskab mellem disse retninger, men
11

da fremtræder det som et slægtskab i form af en betoning af, hvorledes
samfundet opstår gennem individers handlen.
I det første etnografiske eksempel i denne bog er temaet ære. Bourdieu
opstiller to yderligheder blandt de samfundsvidenskabelige fortolkninger
af fænomenet æresfejder, som normalt følger blodhævnens logik.
Hvor den ene analyserer det hele som ritualer, altså en typisk
strukturalistisk læsning, ser den anden i stedet bevidste strategier rettet
mod at nå et mål. I henhold til den første læsning vil man være tvunget
til gengældelse efter en æreskrænkelse, mens man i henhold til den anden
læsning vil søge at opnå noget med en gengældelse. Men det er kun undtagelsesvis,
mener Bourdieu, at handlinger kan forstås som ren ritualudøvelse
eller som ren strategi. Når Bourdieu indfører sit begreb om habitus,
er et af målene at overvinde denne modsætning og vise, hvordan man
i kraft af en dyb og kropslig socialisering disponeres for at handle på bestemte
måder, som ikke er så fast strukturerede, at det kan kaldes rituel
handlen, men som heller ikke er så frit vælgende og bevidste, at det kan
kaldes kalkulerende, målrettet handlen. For en mand, der er et produkt
af denne kultur, vil en æreskrænkelse fremkalde en gengældelse som en
umiddelbar og følelsesmæssig reaktion, samtidig med at han udmærket
godt ved, hvad han kan opnå ved denne handling og hvad han vil tabe
ved at undlade at udføre den.
Fra de positioner, Bourdieu betegner som subjektivistiske, kritiseres
hans handlingsteori for at være deterministisk, dvs. at de sociale strukturer
hos Bourdieu skulle determinere menneskers handlen. Dette er en forståelse
af Bourdieu som marxist eller strukturalist. Og hvad angår hans
tidlige arbejder, er der vel noget om det. Hans artikel om det kabylske hus
i denne bog, der tidligere var blevet trykt i et festskrift til Lévi-Strauss i
anledning af dennes 60-års fødselsdag i 1968, er forbilledligt strukturalistisk.
Bourdieu omtalte senere selv artiklen som »mit sidste arbejde som
lykkelig strukturalist«. 4 Her findes ingen individer, der handler i anden
forstand, end at de udfører ritualer, i betydningen faste bestemte ting, der
skal siges eller gøres ved både de ordinære gøremål (stå op om morgenen,
spise mad …) og de ekstraordinære (bryllupper, børnefødsler …). De bevæger
sig tilsyneladende søvngængeragtigt omkring, mens de siger og gør
det, man bare skal sige og gøre. Alle udsagn, der citeres, er forbud, påbud
eller ordsprog. I kabylernes hverdagsliv er der tilsyneladende faste møn-
12

stre for alt: hvor man placerer en gæst, hvor man hænger sit tøj, hvordan
man fører sin krop frem, når man træder over en tærskel, i hvilken retning
man skal kigge, når man træder ud … Både handlinger og genstande
er positioneret i et symbolsk system bestående af en serie homologe modsætninger.
I det kabylske hus er ingen placering tilfældig. Her er dyr til
den ene side, mennesker til den anden, kvinder til den ene side, mænd til
den anden, vand til den ene side, ild til den anden. Det hele er organiseret
i forhold til verdenshjørner og i forhold til modsætninger mellem
højre og venstre, det lyse og det mørke, det høje og det lave, det tørre og
det fugtige osv. Den mest grundlæggende modsætning i dette samfund går
mellem kønnene, og de skitserede modsætninger er alle knyttet hertil i et
hierarkisk forhold, hvor alt, hvad der konnoteres til det maskuline, samtidigt
konnoteres som overordnet eller som det bedste.
Bourdieu anvender tit skellet mellem opus operatum og modus operandi.
Det første kan siges at betegne det færdige værk, i dette tilfælde det
symbolske system, mens det andet kan siges at betegne proces og praksis,
i dette tilfælde den praktiske mestring. På samme måde som man ikke behøver
kende de grammatiske regler for at tale sit modersmål korrekt og
ikke behøver at være i stand til at formulere de fysiske love for vægtstangsprincippet
for at anvende det effektivt til at flytte tunge sten, kan
man handle, som om man havde et perfekt kendskab til strukturerne i et
symbolsk univers, uden at man ville være i stand til at give en verbal fremstilling
af disse strukturer – og altså uden at der er et bevidst kendskab til
disse strukturer, der ligger til grund for ens handlen. Strukturalismen kan
utvivlsomt være et godt redskab til analyse af et samfunds sociale strukturer
eller symbolske systemer, således som Bourdieu anvender den i den
pågældende artikel. Som handlingsteori kommer den derimod til kort.
Den tredje etnografiske artikel i denne bog er udformet som en kritik
af den strukturalistiske tilgang, gennem en dybdeborende analyse af kabylernes
mønstre for ægteskabsindgåelser. Det kabylske samfund er patriarkalsk,
hvilket ikke bare betyder, at mænd råder over kvinder, men
også at de ældre råder over de yngre. Ægteskaberne er alliancer mellem
familier, og på den tid, hvor Bourdieu studerede dette samfund, blev aftaler
derom officielt og til dels reelt truffet mellem de unges fædre, af og
til bedstefædre, mens mødrene viste sig at spille en stor uofficiel rolle ved
de fleste af disse aftaler. Et mål for Bourdieu er at forstå, hvordan det kan
13

være, at ægteskab mellem brødres børn betragtes som ideelle forbindelser
i Kabylien. Denne norm, med den deraf følgende endogami (indgifthed),
er en etnologisk eller antropologisk gåde, da Lévi-Strauss’ meget indflydelsesrige
analyse af slægtskabsstrukturer i Les Structures élémentaires
de la parenté (1949/1967) tog udgangspunkt i det universelle tabu mod
incest mellem forældre og børn og mellem søskende og antog, at dette
tabu sikrede menneskers samfundsdannelse ved at fremtvinge et bytte af
kvinder mellem forskellige slægter, med alliancer mellem disse slægter til
følge. Dette bytte af kvinder, hævdede Lévi-Strauss, fulgte den gaveudvekslingslogik,
Marcel Mauss havde skitseret: Man har pligt til at give en
gave, man har pligt til at modtage en gave, og man har pligt til at give en
gave tilbage. Gennem gavebytter bindes grupper af mennesker sammen.
Hvis dette passer, hvad er så pointen i at give en kvinde til en familie, man
allerede er forbundet med?
Bourdieu ønskede at forstå, hvorfor dette ideal om ægteskabsindgåelser
faktisk ikke realiseres hyppigere, end tilfældet er: Hvis der nu er en
norm om patrilineære fætter-kusine-ægteskaber, hvorfor adlyder man
den så ikke så tit som muligt – det vil sige hver gang en ung mand har en
onkel på fædrene side med en ledig datter i passende alder? I virkeligheden
udgør disse såkaldte ideelle ægteskaber kun en lille procentdel af alle
ægteskaber – hvilket åbner for at betvivle reglers betydning, både som beskrivelse
af virkeligheden og som udgangspunkt for forudsigelser. Og dermed
er det faktisk hele det strukturalistiske program, der betvivles: Strukturalismen
foregiver at finde mønstre og regler, men Bourdieu viser, at
disse mønstre på den ene side giver en langt dårligere beskrivelse af, hvad
folk gør, end den foregiver, og på den anden side anvendes disse regler
kun undtagelsesvis som handlingsanvisninger for menneskers praksis. I
stedet indfører Bourdieu begreber om strategier og interesser, der skal
forklare en handlen, som i sidste instans er rettet mod at styrke en families
økonomiske og/eller symbolske kapital (dens ære). I næste omgang
viser han, hvorledes disse strategier ikke er bevidste, men fremkommer
efter en dybtgående og kropslig indprentning af verdens strukturer, en
dannelse af en habitus, der fører til, at man handler, som om man har sat
sig bestemte mål, man vil nå ved at benytte disse strategier.
Bourdieu foregiver at vise, at ægteskabsindgåelsernes logik er langt
mere kompleks, end noget strukturalistisk skema kan gribe. Her skal der
14

tages en række andre hensyn, end hensynet til den udvalgtes position i en
slægtskabsstruktur. Personer, som strukturelt set er i samme position, kan
reelt være i vidt forskellige positioner: En fætter er ikke bare en fætter,
selv ikke hvis han er fars brors søn. Når han vurderes som ægteskabskandidat,
skal man vide, om han tilhører en dominerende eller domineret
gren af familien, om hans far og han selv er yngst eller ældst blandt
sine brødre, om han tilhører en gren, der er rig på jord (økonomisk kapital)
eller på mænd (symbolsk kapital) med mere.
Endvidere er en position i en slægtskabsstruktur faktisk ikke engang
objektivt givet, men tit et resultat af manipulation med virkeligheden eller
med repræsentationer (fremstillinger, forestillinger) af virkeligheden. I
denne forstand kan strukturen være et resultat af handlen og ikke det, der
tilskynder til handlen. At påvisningen af dette er et væsentligt mål med
artiklen, afsløres af dens ellers noget obskure titel: La parenté comme représentation
et comme volonté – »Slægtskab som forestilling og vilje« (en
implicit reference til Schopenhauers værk »Verden som vilje og forestilling«).
Hvordan slægtskabsrelationer er et resultat af en fremstilling af
virkeligheden, hvori der indgår et spillerum for manipulation, fremgår af
flere eksempler. Et handler om, hvorledes ægteskab mellem personer, der
er beslægtet gennem den ene eller begges mødre, fremstilles, som om der
er tale om et slægtskab mellem mænd. En illustration, der kræver, at man
holder tungen lige i munden: En mand, hvis mor er hans fars kusine på
fædrene side, kan gifte sig med sin morbrors datter under foregivende af,
at denne kusine er hans farfars brors sønnedatter. Og det er hun jo for så
vidt også. Pointen er, at slægtskabsrelationer gennem kvinder anses som
skammelige, mens slægtskabsrelationer gennem mænd anses som ærefulde
– og at dette påvirker fremstillingen af slægtskabsforholdene.
Når målet er at vise, at noget er komplekst, nemlig langt mere komplekst,
end et enkelt strukturalistisk skema kan gribe, bliver fremstillingen
nødvendigvis også kompleks, og formentlig vil de fleste læsere på
et tidspunkt køre fast i familiehistorierne i denne artikel eller gå vild i de
skematiserede genealogier over op til otte generationer. Jeg har ved flere
lejligheder hørt Bourdieu fremhæve – som eksempel på nyttig, praktisk
kundskab, som en lærer kan formidle til sine studerende – at han en gang
havde lært, at man skulle bruge tape for at lime flere ark sammen, når
15

man var ude i felten og skulle lave genealogier. Under læsning af denne
artikel kan man glæde sig over, hvad denne lærdom førte til.
Bourdieu sammenligner fremstillinger af slægtskabsforhold med vejkort,
som viser alle eksisterende veje, men ikke hvilke veje der faktisk
bruges. Og skal man undersøge slægtskabsforhold, er det »de nedtrådte
stier« – altså praksis – der er vigtige at kortlægge, snarere end alle de forskellige
veje, der i princippet kunne anvendes. Han stiller spørgsmålet
om, hvilken nytte man har af slægtskab. Slægtskab er ikke bare et foreliggende
faktum, men noget, der er blevet og bliver skabt. En genealogi
er et produkt af menneskers bevidste eller ubevidste strategier for at tilfredsstille
symbolske og materielle interesser, gennem ægteskabsindgåelser.
I stedet for at spørge til, hvilke regler der strukturerer slægtskabsforhold,
spørger han således til, hvilke interesser man kan have i disse
relationer. Han etablerer et skel mellem officielle og praktiserede slægtskabsrelationer
og hævder, at det er de praktiserede relationer, der fører
frem til ægteskab, og de officielle, der fejrer dem.
Officielt prises ægteskab mellem brødres børn som de ideelle ægteskaber.
Reelt er disse ægteskaber tit nødløsninger, for eksempel i et tilfælde,
hvor en af brødrene ikke har nogen mandlig arving. Reelt gør familien
noget, den ikke kan undgå, og officielt høster den så ære for at
have levet op til et ideal. Officielt betragtes ægteskab uden for slægten og
i fjerntliggende egne som noget, man ikke ønsker. Reelt giver disse ægteskaber
megen prestige, da de kræver mobilisering af betydelig social kapital
(en kapital af sociale relationer – familie, kendskab og venskab) for
at kunne realiseres, og betydelig økonomisk kapital for at kunne fejres.
Denne dobbelthed mellem en officiel og en skjult – men alligevel godt
kendt – sandhed er noget, man kan se bliver en ledetråd i en række af
Bourdieus analyser i senere værker, og den er grundlæggende for hans
forståelse af handlen. Han betegner dialektikken mellem det praktiserede
og det officielle som et grundlæggende princip bag social interaktion og
hævder, at sammenfaldet mellem de to kun er en bestemt tilstand af dette
forhold – men en privilegeret sådan, da den forener det nyttige med det
regelkonforme. Man følger kun en regel, hævder Bourdieu, når interessen
i at følge den er større end interessen i at bryde den. Det mest udspekulerede
aspekt ved regler er, at de får de handlende til at glemme, at der
findes en interesse i at følge reglerne. Derved kan man opretholde en ære-
16

fuld selvforståelse som moralsk handlende og ikke som interessestyret.
Denne tanke får senere Bourdieu 5 til at udtale, at fremskridt i verden kun
opnås gennem etablering af sociale universer, hvor mennesker har en egen
interesse i at handle godt overfor andre, fordi de kan høste ære og social
anerkendelse ved at gøre det.
Udkast til en praksisteori udkom første gang på fransk i 1972 under titlen
Esquisse d’une théorie de la pratique. I 1977 udkom en engelsk udgave
under titlen Outline of a theory of practice. Den engelske udgave betegnes
som en oversættelse af den franske, men den er i realiteten så
stærkt omarbejdet, at der ikke er tale om den samme bog. Elementerne er
byttet rundt, hele kapitler er puttet ind eller trukket ud, og mindre justeringer
er desuden foretaget undervejs i teksten. De etnografiske eksempler,
den franske udgave indledes med, er slet ikke med i den engelske.
Den engelske udgave er kortere, men der er også kommet nye elementer
ind, som for eksempel en præsentation af Bourdieus doxa-begreb, man
ofte vil finde henvisninger til. Man kan så spørge, om det ikke ville have
været bedre at tage udgangspunkt i den engelske udgave, når bogen nu
skulle komme på dansk. Men Bourdieu fraskrev sig aldrig den franske
version, og efter at den havde været udsolgt i mange år, sørgede han for,
at den i 2000 blev genudgivet af et nyt forlag (Seuil i Paris, mens førsteudgaven
var udgivet af Librairie Droz i Genève), uden at han fandt det
nødvendigt at skrive et nyt forord. Sammenlignet med hans senere bøger
giver den udførlige gennemgang af den etnografi, hans teoriudvikling
bygger på, en dybere forståelse af centrale begreber som habitus, strategi,
interesse, symbolsk kapital og af det opgør med strukturalistisk tænkning,
som er et af bogens vigtigste mål. Man kunne tænke, at når denne
bog bærer ordet »Udkast« i sin titel, kunne man springe den over og i stedet
læse Le Sens pratique (1980) eller Méditations pascaliennes (1998),
som begge fremstiller Bourdieus teori om praksis i en måske mindre skitsemæssig
form. Men hver af disse bøger har sin egen karakter. De væsentligste
elementer i Bourdieus teori om praksis er på plads allerede i
dette »udkast«, og dens karakter af work in progress og nærheden til den
etnografi, teoriudviklingen bygger på, gør på nogle måder ræsonnementerne
tydeligere og giver bogen en særlig værdi.
Men nemt er det ikke. Det er det aldrig at læse Bourdieu. Mange me-
17

ner, han skriver kluntet og med unødvendigt lange sætninger. Man kan
mene meget om denne stil, men det er at undervurdere Bourdieu, hvis
man tror, han skrev på denne måde, fordi han ikke kunne bedre. Han
mente, at det ikke var hans sprog, der var specielt komplekst, men den
sociale verden, der skulle gribes med dette sprog, der var det. Og hvis han
har ret i det, er læsningen alle anstrengelserne værd.