Rapporten - Søren Højmark Rasmussen

4
1.2 Rigkær
Et rigkær er defineret som (Buchwald & Søgaard, 2000: 55):
”Rigkær
7230 Alkaliske lavmoser
Moser og enge med konstant vandmættet jordbund, hvor grundvandet er mere eller
mindre kalkholdigt, således at den særlige rigkærsvegetation opstår. Med græsning
eller slåning er vegetationen åben og lavtvoksende som regel med mange små starer
og mosser. Uden græsning eller slåning udvikles mere højtvoksende og tilgroede
typer, som efterhånden ændres til krat eller sumpskov. En sjælden variant er
ekstremrigkær, som findes på særligt kalkrig bund. Det er en naturtype, der er gået
voldsomt tilbage, og som er forsvundet mange steder.”
Ifølge definitionen skal naturtypen have konstant vandmætning. Forekommer der
sommertørre perioder, vil naturtypen høre under ”tidvis våde enge på mager eller
kalkrig bund, ofte med blåtop'' (type 6410), hvor der netop kan forekomme variation
i grundvandsstanden (Søgaard et al., 2003: 114).
Rigkær er en fællesbetegnelse for ekstremrigkær og overgangsrigkær (Vinther, 1985:
7). De to varianter skilles ved forekomsten af karakteristiske skillearter. Typiske arter
i rigkæret er (understregede repræsenterer ekstremrigkær): Sort Skæne, Rust-Skæne,
diverse stararter, Bredbladet Kæruld, Butblomstret Siv, Kødfarvet Gøgeurt,
Purpurgøgeurt, Mygblomst, Pukkellæbe, Sumphullæbe, Vibefedt, Melet Kodriver,
Fladtrykt Kogleaks, Fåblomstret Kogleaks, Leverurt, Kærsvovlrod, Hjortetrøst,
Engrørhvene, Tagrør samt en række mosser (Buchwald & Søgaard, 2000: 55).
Eksempler på rigkærsplanter er afbildet i figur 1.3.
Figur 1.3. Udvalg af typiske rigkærsplanter. Fra venstre: Pukkellæbe, Bredbladet Kæruld, Næbstar,
Kødfarvet Gøgeurt (Biopix, 2007).
Rigkær findes på mindre arealer spredt rundt i Danmark. Gennem de sidste hundrede
år er udbredelsen af rigkær gået kraftigt tilbage. Vinther (1985: 44-45) illustrerede