Samfundet omkring os 5 - stor udgave - DaMat

Kim Ursin
Samfundet
omkring os
5. udgave

Samfundet Omkring Os er udgivet af
DaMat v/ Kim Ursin
Bonderup Østergade 15, Bonderup
9690 Fjerritslev.
Tlf.: 8682 0396
E-mail: kim2000@damat.dk.
Hjemmeside: www.damat.dk
Konto: 7461 42000934240
Fotos er uden copyright tilknyttet medmindre andet er skrevet.
Ansvarshavende redaktør: Kim Ursin
Samfundet Omkring Os er sat med Garamond 13pkt.
Hvis du kan lide bogen vil jeg opfordre dig til at give et mindre beløb til
forlaget, fx 10, 15 eller 20 kroner på konto: 7461 42000934240.
Hvis du vil støtte mig som kandidat henviser jeg til hjemmesiden
www.kimursin.dk.
© DaMat 1998-2011
© Kim Ursin 1998-2011
5. udgave
Oplag: Siden 1. udgaven i 1998 er bogen downloadet ca. 12.000 gange.
As is
Da bogen er til gratis download, er bogen ”as is”, dvs. at
der nok vil være stave- og slåfejl, og det må du leve med.

Kim Ursin
Samfundet Omkring Os
5. udgave
DaMat

Indholdsfortegnelse
Forord Brug din stemme 8
Kapitel 0 Om forfatteren 10
Kapitel 1 Definition af styreformer 13
Demokrati 13
Diktatur 14
Diktatur eller tvivlsomt demokrati 14
Det kommunistiske demokrati 15
Anarki 16
Kapitel 2 Definitionen af politik 17
Rammerne for politik 17
Marslows behovspyramide 18
Kapitel 3 Grundlæggende demokrati 19
Repræsentativt demokrati 20
Storkredse 20
Hvilken person må stille op? 21
Hvilket parti må stille op? 21
Hvem må stemme? 21
Uvalgbar 21
Partiliste eller sideopstillet 21
Kandidaten 21
Forholdsvalg og
enkeltmandskredse 23
Spærregrænse 23
Industrielt demokrati 23
Økonomisk demokrati 23
Konkurrencedemokrati 24
Nærdemokrati 24
Ophævelse af demokrati 25
4

Kapitel 4 Demokratiets historie 26
kapitel 5 Folketinget 31
Hvordan kommer et parti
i Folketinget 31
Grundloven 32
Magtdelingslære 32
Regeringen 33
Hvem sidder i Folketinget 34
Partikrise eller ej 34
Folkeafstemning 35
Kapitel 6 Folketinget og den
politiske proces 36
Hvordan bliver en lov til 36
EU 36
Handlingsrammer 36
Folketing kontra regering 37
Folketinget 37
Kapitel 7 Kommune og valg 40
Store og små kommuner 41
Regionsråd 41
Kapitel 8 Bevægelse,
interesseorganisation
og partier 43
Interessefremføring og
korporatisme 43
5

Kapitel 9 Vælgere og ideologi 45
Klassepartier og ideologi 45
Ideologier i korte træk 47
Marginalvælgere 48
Kvinder 48
Klasseskel - relativ fattigdom 48
Mediernes rolle 49
Populisme 50
Realpolitik
Kapitel 10 Partier i Danmark
Gennemgang af alle større partier 56
Kapitel 11 Mediernes rolle 77
Meningsmålinger 77
Politiske tricks 78
Kapitel 12 EU og erhvervslivet 81
Udvikling i erhvervslivet 83
Fra landbrug til service 83
Frihandel 84
Kapitel 13 Økonomi 86
Keyness økonomiske teori 86
Friedmans økonomiske teori 87
Det økonomsiske kredsløb 88
BNP som rigdomsmåler 88
Big Mac indeks 89
Finanspolitik 89
6

Kapitel 14 De økonomiske
balanceproblemer 91
Arbejdsløshed 91
Kontanthjælp og dagpenge 93
Betalingsbalance 95
Statens budget 96
kapitel 15 Livsformer
Kapitel 16 Flygtninge og indvandrer 101
De historiske fejl 101
Udstødelsen 103
Integration 105
Forskellen på indvandrere
og flygtninge 106
Flygtninge 107
Kapitel 17 Kunsten at tyde et indlæg 109
Kapitel 18 Store begivenheder 113
Kanslergade forliget (1929) 113
Samarbejdspolitikken (1940-43) 114
Oliekrise (1970erne) 115
Kartoffelkuren (1986) 117
Efterlønssagen (1998) 118
11. september 2001 119
Kapitel 19 Analyse: Efter valget 2011 120
Efterord 122
Reklame 123
7

Forord
Brug din stemme
Hele samfundet omkring dig er politisk opbygget, og
hvis du ikke forstår de grundlæggende mekanismer, så stiller
du dig selv udenfor indflydelse – og dermed til en vis grad
udenfor indflydelse på dit liv.
Politik kan virke kedeligt og svært at forstå. Nogle gange virker
det som om det det ikke noget med én selv at gøre. Mere
end 14 % stemmer ikke, når der er Folketingsvalg, endnu
flere bliver hjemme, når der er afstemninger til EU eller
Kommunevalg. Politik kan synes som noget ligegyldigt. Men
intet kan være mere forkert.
I denne bog kommer jeg igennem de grundlæggende begreber
om demokrati, politik, økonomi og livsformer, ligesom
der er sat mere fokus på politiske tunge emner som flygtningedebatten,
realpolitik og lignende.
Jeg bruger mange eksempler og nogle begreber forklares
mere end en gang for forståelsens skyld.
Følgende ændringer er sket siden 4. udgave:
• Ny stor format
• Om forfatteren er tilføjet
• Styreformer er forklaret mere grundigt
• Demokratiets historie er udbygget
• Milton Friedmanns økonomiske teori er tilføjet
• Den økonomiske politik er gennemgået mere grundigt
• Data om partierne er opdateret
• Partiernes historie er tilføjet
• Mediernes rolle er belyst
• Afsnit om realpolitik er tilføjet
• Flygtninge og indvandrer kapitlet er udbygget
• Kunsten at tyde et indlæg er tilføjet
• Flere store begivenheder er tilføjet
• Analyse efter valget er tilføjet
• Korrekturlæsning er atter sket
Om at jeg er kandidat
Da jeg læste samfundsfag i tidernes morgen var det sådan at
læreren flere gange understregede at han ikke havde en holdning,
det var soleklart at manden lå et sted mellem Enhedslisten
og SF, det var jo fair nok, men det irriterede mig at han
ønskede politiske debatter på klassen, men han nægtede selv
at deltage. Læreren var komplet holdningsløs og gled af på
alt. Jeg følte, at det dræbte ethvert tilløb til debat i klasseværelset.
8

Det skyldes formentlig at lærerne i halvfjerdserne og firserne
blev anklaget for at indoktrinere eleverne (til fordel for venstrefløjen),
hvilket var noget pjat, hvis de virkelig indoktrinerede
eleverne, må man da sige de har gjort et utroligt dårligt
stykke arbejde, for gennem de sidste 30 år har der været borgerligt
styre i landet i de 20 år.
Når du læser denne bog, så ved du, hvad jeg mener, og det
står klart i bogen, hvad jeg mener, der hvor du ikke er enig
med mig, kan du bruge mine holdninger til at spejle dine egne
holdninger, for på den måde selv overveje, hvad du mener.
Du vil på intet tidspunkt være i tvivl om, hvornår det er
en holdning og hvornår det er fakta.
Mit mål er ikke, at du nødvendigvis stemmer på Liberal Alliance,
selvom jeg gerne ser det – og meget gerne personligt
på Kim Ursin – men at du tager stilling og beslutter dig til at
bruge din stemme.
Selvfølgelig er du ikke enig i alt, hvad et parti står for, det er
end ikke kandidaterne, derfor vil mit råd til dig være, at overveje
grundigt hvilke ting der betyder mest for dig og så finde
det parti, der arbejder for det. Forudsætningen for at kunne
tage den beslutning, er at du forstår i hvert fald det meste af
hvad politik egentlig er.
Brug i undervisningen
Sproget i denne bog er sådan at de fleste elever fra 7.klasse
og op kan læse det, hvis du synes denne bog er for omfattende,
vil jeg henvise til den forkortede udgave, som du ligeledes
kan finde på DaMats hjemmeside, www.damat.dk .
Den gennemgår kort politik, men har ingen uddybende forklaringer
med og er renset for politiske holdninger, og den
bør derfor ikke stå alene i undervisningen.
As is
Da bogen er gratis, så er bogen fortsat ”as is”, dvs. at der
nok fortsat vil være stave- og slå-fejl, og det må du leve med.
Jeg vil naturligvis meget gerne høre, hvis du opdager meningsforstyrrende
fejl.
Hvis du kan lide bogen vil jeg, som altid, opfordre dig til at
give et mindre beløb for bogen.
Kim Ursin
9

Kim Ursin (foto Erik Zahl 2011)
Kapitel 0
Om forfatteren
Mit navn er Kim Ursin, født i 1973 i Slagelse og opvokset i
Jylland, hvor jeg har boet næsten hele mit liv. Jeg er uddannet
lærer, siden 1991 har jeg blandet mig i den politiske debat
gennem læserbreve og ved at deltage i demonstrationer
og den slags.
De første erfaringer
Første gang jeg stiftede bekendtskab med politik og omkostningerne
ved at være politisk aktiv var i 1997, hvor det blev
heftigt debatteret om Tønder Kaserne (hvor jeg selv arbejdede)
eller om man skulle lukke Haderslev Kaserne. I et læserbrev
forklarede jeg, at det naturligvis måtte være Tønder
Kasserne, da det kun påvirkede ca. 200 familier, mens 1000
familier blev påvirket i Haderslev. Dette uddybede jeg så i
TV Syd. For mig og se var det en fuldstændig logisk betragtning.
Dagen efter måtte jeg stå ret ved en presseofficer, der råbte
og skreg. Det blev ikke bedre, da jeg med loven i hånden
påpegede, at jeg havde udtalt mig som privatperson. Ikke
desto mindre endte det med at jeg blandt mange kollegaer
fik skylden (eller æren af), at egenhændigt have lukket kasernen.
Hold da helt op, man tillade min mening vægt, tænker
jeg også den dag i dag.
I 1998 havde en artikel på min daværende hjemmeside, hvor
jeg bl.a. skrev at flygtninge skulle lære dansk og de flygtninge,
der ikke var berettiget til at være her, skulle sendes hjem.
Det affødte massivt kritik. Jeg blev kaldt både racist og nazist
og det komiske er måske det, at det jeg talte for og blev
kaldt racist for, er i dag langt mere moderat end det, som
venstrefløjen går ind for. Det er meget interessant at se
hvordan politikken flytter sig i takt med vælgerne.
Det med at have en politik og så holde fast
i den uanset vælgernes mening eksisterer ikke
rigtig længere.
Ind i politik
Gennem det meste af mit liv har jeg
overvejet at stille op til Folketinget,
men der har hele tiden været et problem,
nemlig at finde et parti, der
gik ind for det, jeg står for, nemlig
personlig frihed, lav skat og
bekæmpelse af arbejdsløshed.
Umiddelbart var Poul Nyrup
10

svaret for mig, og den politik, der blev ført fra 1991-93 da
også lige min kop the, godt hjulpet af at jeg ikke kunne fordrage
den anden statsministerkandidat Uffe Ellemann. Nyrup
skabte fremgang og vækst. Men den offentlige sektor
voksede og det ene forbud afløste det andet.
Så kom Fogh med Minimalstaten, men da han blev formand
forsvandt enhver vision i processen. Den borgerlige fløj blev
til socialdemokrater, flere forbud, skattestigninger (nu kaldt
afgifter) og halve løsninger på alt, imens sloges socialdemokraterne
internt og valgte derefter en, i mine øjne, inkompetent
formand, så jeg stod der. Jeg ville gerne blande mig i
den politiske debat, men i mine øjne var jeg partiløs.
Det var jeg indtil Liberal Alliance kom på banen, her var endelig
et parti, der ønskede at komme papirvældet til livs, endelig
et parti, der arbejdede ud fra viden og ikke følelser og
fornemmelser. I starten lignede LA dog et dødfødt projekt,
men med en helt utrolig viljestyrke og masser af arbejde lykkes
det for Anders Samuelsen og Simon Emil Amitzbøll at
løfte projektet og gøre det troværdigt. Endelig et parti, der
ville sikre både vores velfærd, sikre lav skat, personlig frihed
og få vores administration under kontrol.
Og jeg lagde mærke til noget interessant, partiet gik ud og
sagde noget ganske upopulært, såsom at afskaffe efterlønnen
da de stod til 0,0% i meningsmålingerne. I LA leflede man
ikke for laveste fællesnævner, her erklærede man, at dette er
vores politik, stem på os, hvis I er enige eller vælg et andet
parti. Det er noget, der tiltaler mig, altså den med at man har
en politik og så må vælgerne tage stilling. Det her med at løbe
efter en folkestemning er jeg meget imod.
Hvis Liberal Alliance ikke var kommet til, så ville jeg formentlig
fortsat gå og tænke over, hvor jeg egentlig skulle stille
op eller bare stemme ved næste valg.
Politik handler om holdning, viden og hvad der er
praktisk muligt
Jeg må indrømme at jeg er blevet rystet over, hvor stor uvidenhed
nogle har omkring politik, ja selv kandidater til Folketinget
virker til ikke at kende til det meste fundamentale
som magtdelingslære, grundloven, betalingsbalance etc., som
man bare skal kende til for at kunne forholde sig til en politisk
debat.
Hvordan skal man træffe en beslutning uden at have viden,
som jeg flere gange kommer ind på i bogen, så handler politik
om at man har en holdning, men så sandelig også om viden.
Hvis man hverken har det ene eller det andet, så ender
man med at stemme ud fra hvem der virker flink, men så
11

liver man altså et meget nemt offer for kandidaten, men
også for en avisholdning. Mange aviser og tv stationer har
fået politiske kommentatorer, der forsøger at forklare politiske
handlinger som om det var en fodboldkamp. Meningsmålinger
bliver til historien, mens de politiske budskaber
forsvinder. Og man skal være godt og grundig naiv for at tro
på, at disse kommentatorer ikke har en dagsorden - nemlig
at dreje tingene så det bliver negativt, fordi negative historier
sælger bedre.
I Liberal Alliance var vi nødt til købe annoncer for at fortælle
om vores politik, fordi det eneste aviserne ville skrive om,
var hvor mange procenter vi lå til i meningsmålingerne, vores
politiske budskaber blev mødt med et skuldertræk - i
bedste fald - det var svært at formidle, så heller en meningsmåling
fuldt op af en kommentator, der kunne fortælle lidt
om den meningsmåling. Hvordan pokker skal man som vælger
kunne træffe informeret beslutninger på den baggrund?
Det er strengt nødvendigt at man som vælger kender bare
lidt til hvordan det politiske system er opbygget, men det er
så sandelig også vigtigt at man kan gennemskue debatten og
ligeså vigtigt forstår, hvad der ikke bliver sagt. Ellers ender
det med at man stemmer i blinde eller måske ud fra en mere
eller mindre tilfældig sag, hvor en politiker erklærer at nu
skal der ske noget.
Jo mere viden du har, jo bedre kan du forstå, hvad der sker i
politik, fx er det påstanden fra SSF at der er blevet mere relativ
fattigdom i Danmark de seneste ti år, hvis man ikke ved
hvad relativ fattigdom er, kan man forledes til at tro, at der
er kommet flere fattige i Danmark - og det er jo skidt, ergo
må regeringen have fejlet. Men relativ fattigdom betyder bare
at i forhold til gennemsnittet er der blevet flere fattige,
men det fortæller intet om, om der er kommet flere fattige.
Det fortæller blot det, at i forhold til en gennemsnits dansker,
er der kommet flere fattige, men er gennemsnitslønnen
steget i samme periode, så kan det sagtens betyde, at de fattigste
faktisk er blevet rigere, men bare ikke i forhold til de
rigeste. Sagt med andre ord, hvis min nabo stiger med
30.000 kr. om året og jeg kun stiger med 10.000 kroner, så er
jeg blevet relativt fattigere end naboen, men jeg har jo altså
fortsat fået 0.000 kroner mere om året end tidligere.
Jeg håber, at du med denne bog kan blive klædt bedre på til
at forstå den politiske proces og dermed få større indflydelse
på dit liv, for uden viden risikerer du at blive stemmekvæg
for den pæneste og den mest veltalende politiker og det er
ikke nødvendigvis den politiker, du er enig med.
12

Kapitel 1
Definition af styreformer
Ethvert land ledes på bestemt måde, det kalder man en
styreform.
Nationalstaten som vi kender den i dag, har dog ikke eksisteret
i altid. Helt frem til midten af 1800 tallet var en stat,
grundlæggende et stykke jord som en bestemt konge/
diktatur styrede efter forgodt befindende. Landområder
blev byttet væk og stater opstod og forsvandt igen. De lokale
følte naturligvis tilknytning til sit område, men den almindelige
bonde var der næppe større forskel på om man havde
en tysk eller en dansk konge, de blev fortsat flået i skatter.
Efterhånden udviklede nationalstaten sig dog, her siger man
at der er tale om et folk, som bebor et afgrænset område,
taler samme sprog, har fælles historie, fælles kultur og vilje til
sammenhold som nation i forhold til andre folkegrupper.
I Afrika blev nationerne tegnet på et kort af kolonimagterne
uden hensyn til disse ting, det har gjort at i mange lande er
konstante konflikter og at landene nu brydes op i mindre
nationer, nogle gange under voldsomme borgerkrige.
En kort definition af 5 styreformer:
Demokrati
Et demokrati forudsætter som udgangspunkt:
• Alle myndige statsborgere kan stemme
• En person, en stemme
• Frie og hemmelige valg
• Valg mellem konkurrerende partier
• En repræsentativt valgt forsamling
• Beslutninger i de repræsentative organer tages ud fra
flertalsprincippet.
I et demokrati er der pressefrihed, i mange demokratiske
lande er der dog begrænsninger alligevel i form af begrænsninger
på hvilken form for reklamer der må bringes og hvornår
der må findes nøgenhed.
I et demokrati er der ikke censur, dvs. ingen fra staten læser
aviser eller ser fjernsprogrammer igennem inden det kommer
ud, men der er regler som skal overholdes og gør man
ikke det, kan der rettes kritik fra statens pressenævn.
Økonomisk er demokratiske lande oftest mere velstillede
13

end ved andre styreformer, ligesom borgerne generelt har
højere levestandard. Formentlig handler det om at den personlige
frihed opfordrer borgerne til at arbejde for sig selv
og ikke for staten.
Diktatur
I et diktatur er der ikke stemmeret, typisk bestemmer én person
eller kreds af personer alt. Borgeren udenfor denne
kreds har ingen mulighed for at påvirke disse beslutninger.
Et diktatur har oftest et stærkt militær bag sig. Militæret har
det med at gribe ind, hvis tingene ikke går som militæret ønsker
det. Mens en demokratisk valgt skal sørge for at behage
de stemmeberettigede, så må et diktatur sørge for at behage
dem, der støtter dennes position.
Et diktatur har kun begrænset pressefrihed eller slet ingen
pressefrihed.
I de fleste diktaturstater kan det være livsfarligt at skrive eller
sige det forkerte. Her er ordet forkert, ment i forhold til den
siddende magt.
Økonomisk er nogle af landene rige, men der er meget stor
ulighed i disse lande, dem der støtter diktatoren har ofte meget
mere end den almindelige borger, man siger at der er meget
stor ulighed i samfundet.
Diktatur eller tvivlsomt demokrati
Nogle lande har noget, der på den ene side er minder lidt
om demokrati og på den anden side diktatur.
I nogle lande har pressen rimelig stor frihed til at skrive og
sige det meste, men omvendt må den siddende regering ikke
kritiseres. Eller ikke kritiseres alt for meget. Journalisterne
skal forsøge at navigere efter en række uskrevne regler og
resultatet bliver derfor oftest at den siddende regering ikke
modtager kritik.
I Iran er der jævnligt valg. Her bliver der valgt et parlament
og en præsident. Et parlament er en folkevalgt forsamling,
mens præsidenten er valgt direkte i befolkningen, og altså
ikke nødvendigvis har opbakning fra parlamentet. Men bag
denne facade gemmer der sig et præstestyre, som ikke kan
vælges af befolkningen.
Præstestyret skal godkende alle regler og love som regeringen
og præsidenten vedtager. Præstestyret skal ligeledes godkende
alle kandidater til valg. I praksis har det betydet, at alle
kandidater skal være rettroende muslimer, og hvem der er
rettroende bestemmes suverænt af præstestyret. Hvis man er
14

imod et præstestyre, så er man ikke rettroende, med denne
logik i hånden er præstestyret reelt sikret magten.
I sådanne lande er pressen underlagt en streng censur, dvs.
at pressens tekster bliver læst igennem, inden de bliver offentliggjort.
Dermed er der tale om et meget begrænset demokrati,
hvor folkets stemme i bedste fald har meget begrænset
indflydelse eller slet ingen i praksis.
Det meste af Mellemøsten og Afrika er i dag lande med enten
diktatur eller et tvivlsomt demokrati.
Det kommunistiske demokrati
Kommunisme anses, af kommunisterne, som demokratisk,
fordi det står enhver arbejder frit for at melde sig ind i partiet
og gennem den vej at få indflydelse.
Hvorvidt det kan kaldes demokratisk, er man dog nødt til at
stille sig spørgende overfor. Først og fremmest er det kun
arbejderen, der må melde sig ind. Dermed vil man altså fra
starten have udelukket alle, der ønsker et helt nyt styresystem.
Dermed opfyldes der ikke det krav, man kan stille omkring
demokratiet at alle voksne personer kan stemme, der er ligeledes
heller ikke konkurrerende partier og endelig er der ikke
valg. Ud fra at man kan melde sig ind i partiet hævder kommunister,
at der alligevel er tale om demokrati, fordi man
kan stille forslag gennem partiet. Ligeledes er det den kommunistiske
tankegang, at partiet altid vil gøre det, som er i
almenvellets interesse og derfor er der ikke brug for mere
end et parti.
Når man ser på den måde som kommunismen er blevet og
bliver praktiseret på, vil man blive nødt til at konkludere at
kommunismen ikke er demokrati, men en diktaturform. Det
er dog vigtigt at forholde sig til, at den måde kommunisme
er praktiseret på ikke hænger sammen med den oprindelige
teori.
I teorien skulle enhver borger i et kommunistisk land være
berettiget til den samme løn, samme bolig og samme luksus,
uanset deres evner.
Ifølge Karl Marx er dette, fordi lægen ikke er mere værdifuld
end rengøringskonen, der rengør operationsstuen. Hvis
kommunisme skulle fungere i virkeligheden ville det kræve,
at alle acceptere dette og at alle ydede deres bedste uden et
økonomisk intimcement. Dette har i praksis vist sig ikke at
være muligt.
15

I teorien skulle ethvert medlem kunne forslog forandringer,
og de forslag, der var i almenvellets interesse ville så blive
vedtaget. I praksis havde enhver, der stillede kritiske forslag,
det dog med at forsvinde eller blive sendt i arbejdslejr.
Kommunisme var standard i den tidligere Østblok, i dag
praktiseres kommunisme kun i ganske få lande og ingen lande
har formået at praktisere den kommunisme som Karl
Marx lagde op til.
Kommunistiske lande blev, og bliver, i praksis drevet som
diktatur, hvor pressen er underlagt streng censur og folk der
ønsker forandringer har det med at forsvinde.
Anarki
Mest af alt er anarki fravaret af styreform, alle klarer sig selv
som man nu bedst kan og vil klare sig. Der er ingen centralstyring,
ligesom regler og love er ophævet eller kun er gældende
i små grupper.
Der risikerer at opstå anarki ved borgerkrig eller ved naturkatastrofer,
hvor myndighederne mister kontrollen over dele
af landet.
16

Kapitel 2
Definitionen af politik
Hvad er politik?
Man kan definere politik med følgende sætning:
Politik drejer sig om den autoritative fordeling af
værdier med gyldighed for samfundet
(David Easton)
Politik handler altså om en omfordeling af værdier. Staten
tager en vis del af ens indkomst og omfordeler den til andre
ting, som staten vurderer, er i almen interessen. Det kan være
sundhedssystemet, uddannelsessystemet, forsvaret eller
noget helt andet. Politik handler om at staten tager nogle
beslutninger og befolkningen følger dem. Hvis man ikke gør
det, vil det få konsekvenser.
Man kan tvinge en politisk model ned over hovedet på befolkning
gennem længere tid, men er erfaringen viser at, på
et tidspunkt vil der blive gjort oprør. Den tidligere østblok
er et eksempel på dette, den franske revolution er et andet.
Rammerne for politik
Rammerne for politik ændres konstant.
Demografiske forhold, befolkningssammensætningen, spiller
ind. I den kommende tid vil der blive flere ældre og færre
i den arbejdsdygtige alder på arbejdsmarkedet. Det tyder at
færre mennesker skal forsørge flere mennesker. Det vil påvirke
landets politik fx med øget skattetryk, øget pensionsalder,
mindre pension, mindre service eller andre ting.
De økonomiske rammer også sætter en naturlig ramme for
landets politik. Det vil ikke være forkert at påstå, der kommer
et krav om øget demokrati i takt med den økonomiske
udvikling.
Det kan skyldes, at et økonomisk veludviklet land har højere
uddannelsesniveau. Det kan også hænge sammen med, at
når de elementære behov er opfyldt, øges overskuddet til at
beskæftige sig med andre ting. (Maslovs behovspyramide)
Et autoritært styret land har som regel en mindre udviklet
økonomi. Det kan også sættes omvendt op.
Demokrati øger befolkningens interesse for samfundet, og
dermed mulighederne for økonomisk vækst. Men dette vil
næppe i sig selv give en bedre økonomi og dermed bedre
17

levestandard.
Naturens økosystem, naturens balance sætter også rammer
for de politiske beslutninger. Det kan betyde at man fx lægger
afgifter på drivhusgasser, CO2 afgifter eller lign. Nogle
landes politiske beslutningstagere er mere økologiske bevidste
end andre.
Man kan også sætte det op sådan, at når landets basale behov
er opfyldt, kommer der overskud til at beskæftige sig
med fremtidens samfund.
selvrealisering
Anerkendelse
Sociale behov
Behov for tryghed
Fysiologiske behov
Marslow’s behovs pyramide. Hvert behov skal være opfyldt i rimelig
grad, før man kan gå et trin op.
Behovspyramiden er bredt brugt i den vestlige verden som
”sandheden”, men imidlertid ligger der ingen videnskabelige undersøgelser
bag teorien.
18

Kapitel 3
Grundlæggende
demokratiteori
Et demokrati forudsætter som udgangspunkt:
• Alle myndige statsborgere kan stemme
• En person, en stemme
• Frie og hemmelige valg
• Valg mellem konkurrerende partier
• En repræsentativt valgt forsamling
• Beslutninger i de repræsentative organer tages ud fra
flertalsprincippet.
Ikke alle lande har alle seks punkter i lige stor udstrækning.
I Sverige skal borgeren tage en af partiernes stemmeseddel,
inden man går ind i stemmeboksen og så der jo ikke længere
tale om hemmelig afstemning. Minimum vil dem, der styrer
valgstedet jo kende ens politiske overbevisning. Det er blevet
drøftet i EU om man så har hemmelig afstemning.
I Danmark kræves der 20.000 underskrifter, før et parti må
stille op til Folketinget, til gengæld er man så sikret et præsentationsprogram
på tv samt adgang til en afsluttende tv
debat på valgaftenen. Det er en del af DR´s public service
aftale.
I Sverige kan enhver stille op, til gengæld er man ikke sikret
tv tid, ligesom det kræver en ret stor økonomi at opstille, da
partiet skal betale trykningen af stemmesedlerne.
Almindeligvis anses det vigtigste at dog, at enhver kan stemme
frit og at kandidaterne kan udføre deres politiske virke. I
Danmark kan alle politikere generelt arbejde frit. Heldigvis
er det et særsyn med livvagter i Danmark til andre end statsministeren,
men i nogle lande er det almindeligt at selv menige
politikere og kandidater må have livvagter.
Men også i Danmark kan det have ubehagelige konsekvenser
at være politisk aktiv. Det er dog ulovligt at fyre nogle
pga. politisk overbevisning. Således måtte Danske Bank betale
en rekord erstatning, da man fyrede en mand, der var
politisk aktiv i NSAB (Nynazistisk parti).
Generelt er der i Danmark dog meget ”højt til loftet” og det
er kun de absolut færreste, der behøver frygte repressalier
ved at være politisk aktiv.
19

Repræsentativt demokrati
Ifølge den danske grundlov er der repræsentativt demokrati i
Danmark. Vælgerne bestemmer ved hjælp af valg repræsentanter
til Folketinget, deraf navnet repræsentativt demokrati.
Storkredse
Ved Folketingsvalg er landet opdelt i 10 storkredse. I hver
storkreds bor der ca. 500.000 stemmeberettigede. I hver
storkreds vælges der repræsentanter til Folketinget. Man kan
vinde et kredsmandat eller et tillægsmandat.
Ved kommunevalg er kredsen det samme som den pågældende
kommune, og der vælges byrådsmedlemmer i hver
kreds.
Landet er inddelt i 10 storkredse og 98 kommunekredse. Hver storkreds er på ca. 500.000 vælgere,
dog er Bornholm også en storkreds, uanset antallet af vælgere.
Grafik: Andreas Müller
20

Hvilken person må stille op?
I Danmark er det tilladt for enhver, der må stemme, at stille
op.
I nogle lande med tvivlsomt demokrati skal kandidaterne
godkendes, i fx Iran skal alle godkendes af Præsterådet, i andre
lande er det militæret, der skal godkende folk. Ofte ser
man, at det bliver misbrugt af magthaverne til at beholde
magten.
I de fleste vestlige lande er det tilladt for enhver at stille op
og der er kun ganske få begrænsninger.
Hvilket parti må stille op?
Partier, der er i Folketinget må stille op. Ligeledes må ethvert
parti udenfor Folketinget stille op, såfremt partiet kan
samle ca. 20.000 underskrifter (1/175 af stemmerne ved sidste
folketingsvalg, svarende til et mandat) Der er som sådan
ingen begrænsninger på, hvad et parti må gå ind for.
Hvem må stemme?
• 18 år
• Myndig
• Dansk statsborgerskab
• Har bopæl i riget
Uvalgbar
Hvis man har lavet en forbrydelse, der er så slem at man er
uværdig til at repræsenterer landet, kan man erklæres uvalgbar.
Men selv, hvis man er uvalgbar, så man må gerne stille
op, man risikere bare at blive erklæret uvalgbar bagefter af
det organ man er valgt til.
Partiliste eller sideopstillet
Et politisk parti kan vælge at opstille en spidskandidat og
derefter nogle kandidater, der står alfabetisk på listen. Kandidaterne
er sideordnede opstillet, dvs. at den eller de som
får flest stemmer bliver valgt (underforstået at en på listen
bliver valgt).
Modsætningen er partilisten, hvor bestemmer partiet i
hvilken rækkefølge kandidaterne bliver valgt, upåagtet af
personlige stemmetal. Så fald ville jeg personligt nok have
svært ved at motivere mig til det helt store, hvis jeg stod som
nr. 8 på listen. Man kan ligeledes diskutere om det særlig demokratisk
at gøre det på den måde. Men det er en partipolitisk
debat, der skal tages i hvert enkelt parti.
Kandidaten
Det er op til hvert enkelt parti, hvordan partiets kandidater
udvælges.
21

Nogle partier udvælger deres kandidater på åbne møder,
hvor partiets medlemmer kan stemme om dem, andre partier
lader bestyrelsen udvælge dem på samme måde, som man
udvælger folk til jobs.
I Liberal Alliance er vi opstillet sideordnet ellers er jeg da
heller ikke sikker på, jeg personligt ville bruge så meget tid
på et valg. Ulempen er at det i værste fald kan blive en alle
mod alle kamp om at få den eller de pladser i Folketinget.
Alternativet ville være at partiet havde opstillet listen, udover
det åbenlyse problem med at motivere kandidater længere
nede på listen til at kæmpe, så vil det også på mig virke forkert
at en kandidat, der får fx 300 stemmer kan komme ind
selvom en anden kandidat fra samme parti får 3000 stemmer.
Det kan hurtigt blive sådan, at man ikke får de bedste
kandidater gjort til Folketingsmedlemmer, men derimod
dem, der har hængt flest plakater op eller har de mest spidse
albuer.
I Liberal Alliance udvalgte partiets ledelse, som er valgt af os
medlemmer, spidskandidaterne, mens de lokale kandidater
blev valgt af storkredsbestyrelsen.
Denne fremgang har mødt modstand i pressen. Personligt er
jeg tilhænger af den, jeg kan som almindeligt medlem ikke
sætte mig ind i fx 30 kandidaters egnethed og så udvælge de
ti spidskandidater. Jeg har valgt partiledelsen og så må jeg
have tillid til deres dømmekraft, ellers skal jeg jo stemme på
nogle andre på landsmødet. Partiledelsen må omvendt have
tillid til lokalforeningernes dømmekraft, de kan ikke sidde og
tage stilling til flere hundrede mulige kandidater.
Alternativet havde været at bede medlemmerne møde op og
stemme på hvilke kandidater de synes er mest egnede. Men
igen, kan man forvente at et almindeligt medlem skal bruge
sin tid på at gennemgå 20-30 personernes fordele og ulemper?
Det kan hurtigt blive den som holder den bedste tale
eller er mest kendt i forvejen, og at man er en god skuespiller
bliver man jo ikke nødvendigvis en god politiker af.
Jeg synes, at det er en god måde vi har valgt at gøre tingene
på, men du behøver ikke være. Det er til gengæld vigtigt, at
du overvejer, hvad du synes er godt og hvorfor.
De fleste partier har mange åbne møder, dvs. også for ikkemedlemmer,
og jeg vil opfordre dig til deltage i nogle af dem
ved de partier, som du føler dig knyttet til.
22

Forholdsvalg og enkeltmandskredse
I Danmark er det sådan, at vi har forholdsvalg. Kun få stemmer
spildes på den måde. Man får altså det antal pladser som
ens procentvis stemmeantal berettiger til. Det betyder også
at Folketinget vil have mange forholdsvis små partier.
I nogle andre lande, fx England og USA, har man
enkeltmandskredse, dvs. at landet er inddelt i kredse, den
person, der får flest stemmer får mandatet. Det betyder at
lande som England og USA har meget få partier og at der er
meget store politiske spændinger internt i partierne. Der opstår
derfor næsten partier internt i partierne.
Ved enkeltmandskredse kan et lille parti risikere at få fx 20%
af stemmerne uden at blive repræsenteret, og det kan man
synes er et demokratisk problem.
Spærregrænse
I Danmark er spærregrænsen 2 %, dvs. får man under 2 %
af de afgivne stemmer bliver man ikke repræsenteret og
stemmerne er spildte. I Tyskland er spærregrænsen 5% og i
Sverige 6%. Tidligere var spærregrænsen minimum 60.000
stemmer, hvilket i nogle valg (pga. valgdeltagelsen) kunne
være mere end 3% af stemmerne.
Forskellige former for demokrati ideologier
Disse former for demokrati eksisterer oftest i de fleste lande,
men det er vidt forskelligt i hvilket omfang.
Industrielt demokrati
Lønmodtagerne kan gennem samarbejdsudvalg påvirke ledelsen
i firmaet. Det kaldes industrielt demokrati, og det
benytter langt de fleste virksomheder i et eller andet omfang.
Medarbejderens stemme bliver hørt, men medarbejderne har
kun sjældent stemmeret og hvis de har, er det kun i begrænset
omfang.
Hvis lønmodtageren får andel i overskuddet, der eksempelvis
placeres i nogle fonde, der igen giver ejerandel af virksomheden,
kan lønmodtageren påvirke bestyrelse og på den
måde påvirke virksomheden kurs.
Økonomisk demokrati
I 1950 - 1970’erne arbejdede man aktivt på at indføre økonomisk
demokrati, hvilket betyder at medarbejderen havde
del i ejendomsretten til produktionen. Planerne blev aldrig
gennemført til fulde, da både venstre og højrefløjen var
imod forslaget. Venstrefløjen mente, at det ville skabe en
mærkværdig blanding af arbejder og kapitalismen. Hvis arbejderen
var en del af virksomheden ville lønmodtageren
23

dermed også blive kapitalist og ville få et modsætningsfyldt
forhold til forurening og fyringer.
I dag er økonomisk demokrati dog alligevel blevet en del af
lokale lønforhandlinger, i mange virksomheder er det almindeligt
at medarbejderen har aktieoptioner som en del af lønnen,
dvs. at medarbejderen kan købe en del af virksomheden
til en særlig god kurs.
Ofte skal medarbejderen dog beholde dem et vist antal år,
før de må sælges videre og atter andre bliver pålagt at sælge
dem, hvis man skifter arbejdsplads. Dermed er fordelen - og
ulempen - ved økonomisk demokrati at medarbejderen yder
en ekstra indsats for at virksomheden skal klare sig godt og
det er en måde at fastholde lønmodtageren på.
Men en egentlig kollektiv ejendomsret er der ikke sket. I stedet
har staten oprettet ATP, som en måde at drive virksomhed
på. Dette er sket med grundlæggende set stort held.
Konkurrencedemokrati:
Dette kan anses som en bekvem styreform. Man skal aflevere
sin stemme med jævne mellemrum. Det gør det muligt for
forskellige eliter (kandidater, partier) at kæmpe om magten
på en retfærdig og ordnet måde.
Deltagelsesdemokrati:
Denne ideologi afhænger af i hvor høj grad befolkning inddrages
i beslutninger, som vedkommer dem.
Borgerne antages at lære demokratiet ved at udøve det. Det
er et positivt frihedsbegreb, da det antages at staten gerne
må gribe ind for at sikre demokratiet og det enkelte individs
rettigheder.
Nærdemokrati
Der udøves, så meget demokrati i nærområdet som det er
praktisk muligt, fx spørges eleverne i skolen til råds og kan
vælge elevråd, der kan sidder med ved skolebestyrelsesmøder,
og kan ytre ønsker til ledelsen.
Demokratiet har mange fordele, men også ulemper
Per definition er demokrati godt og den eneste rigtige styreform.
Fordele opvejer da også i rigt omfang ulemper.
Fordelene er først og fremmest at borgerne har indflydelse
på eget liv og dermed også borgerens lyst og glæde ved at
arbejde og uddanne sig, hvilket igen giver dynamik og dermed
fremgang til landets bedste. Som jeg kommer ind på i
kapitel 1, så er motivationen til at yde sit bedste ikke optimal
i andre styreformer.
24

Men der er også ulemper. Demokratier er mere tøvende
overfor krig, hvilket både kan være en fordel og en ulempe. I
1930’erne er der næppe tvivl om at havde Tyskland været
omgivet af et par enevældige konger, så havde Hitler næppe
sluppet af sted med sin opbygning af hæren og brud på
fredstraktaterne. Omvendt er fred garanten for vækst og velstand
og dermed er det også en fordel ikke at gå i krigen
uden en meget god grund.
Ulempen er også den at det kan være svært for et land at gøre
det bedste for landet som helhed, for landets politikere
skal vælges af folket. Og folket vil naturligt nok vælge politikere,
der vil gøre det bedste for dem og ikke nødvendigvis
for landet som helhed. Politikere må altså navigere mellem
hvad der bedst på lang sigt og på hvad vælgerne vil acceptere.
Ulempen - og fordelen - et demokrati har, er også at selv de
meste tossede kan blive valgt på demokratisk vis. Jacob
Haugaard blev valgt på at love medvind på cykelstierne og
bedre vejr.
Ophævelse af demokrati
Hvis landets eksistens er truet kan der indføres undtagelsestilstand,
hvor de fleste demokratiske regler ophæves. Det
burde give statslederen mulighed for at træffe hurtige beslutninger.
Det er den udøvende magt, der overtaget styringen i så fald,
dvs. regeringen og monarken.
I 1920 fyrede Christian d. 10 statsminister Zahle, da denne
ikke ville udskrive nyvalg. Det førte til påskekrisen, og i en
måned havde man en statsminister, der var embedsmand og
ikke valgt af folket. Næste gang demokratiet blev sat ud af
kraft var under dele af 2. verdenskrig, hvor besættelsesmagten
Tyskland indsatte en regering bestående af embedsmænd,
officielt med Erik Scavenius som statsminister selvom
denne forsøgte at aflevere sin afsked i 1943.
25

Kapitel 4
Demokratiets historie
Demokratiet opstod formentlig i Athen
i det antikke Grækenland. I bystaten
blev væsentlige beslutninger truffet af
en forsamling på op mod 5000 mænd.
Kvinder, fremmede statsborgere og slaver
havde dog ikke hverken tale eller
stemmeret. Når en borger i Athen havde
aftjent sin værnepligt på 2 år kunne
han deltage i forsamlingen, og når han
var fyldt 30 år kunne han vælges som
embedsmand.
Demokrati betyder, at folket skal bestemme. Det har i
praksis dog vist sig at være svært for store forsamlinger at
blive enige.
Romerriget havde et senat, hvor borgere fra hele riget i Rom
skulle træffe beslutninger på vegne af andre personer og i sin
grundform er det den form for demokrati, vi har i dag. Det
kaldes repræsentativt demokrati, fordi de folkevalgte repræsenterer
andre borgere.
Men med Romerrigets omdannelse til diktatur, og senere
kollaps i år 476, forsvandt demokratiet som styreform i Europa.
Det islandske Alting blev oprettet så tidligt som i 930. Altinget
vedtog bl.a. at kristendommen skulle være landets religion.
Også i Danmark var der gennem store dele af middelalderen
en form for demokrati, hvor kongen var ”den største
høvding blandt høvdinge”.
Det er imidlertid vigtigt at huske på, at den form for demokrati,
der eksisterende i middelalderen ikke havde meget med
demokrati at gøre set nutidens øjne.
Det var kun eliten, der havde ret til at tale og stemme, og
frie valg eksisterede slet. Så det er kun ved at strække demokratibegrebet
til det yderste, at man overhovedet kan tale om
demokrati, før vi kommer til slutningen af 1700 tallet. Men
frem til enevældens indførelse havde adelen dog en vis indflydelse
på samfundet, ligesom at bønderne havde en smule
indflydelse på deres egen skæbne.
Enevælden
I 1660 blev enevældet indført i Danmark efter et ydmygen-
26

de nederlag til svenskerne. Frederik d. 3 blev derfor den første
enevældige konge i Danmark. Enevældig betød, som ordet
siger, at kongen bestemte alene.
Kongen virkede som Guds stedfortræder på Jorden. Det var
en konges pligt og ret at herske. Hvis man stillede sig imod
dette princip, satte man sig dermed op mod Guds beslutning,
der jo havde indsat kongen, ifølge kirke og monarken.
Dermed var enhver indflydelse fra befolkning helt væk.
Demokratiet genindføres
Frem til 1776 var Europa og hele den vestlige
verden styret af monarker og despoter. Der var
meget stor forskel mellem rig og fattig. Samfundet
var opdelt i samfundsklasser, som der op gennem
tiden blev stadig større spændinger mellem.
I Frankrig eksploderede det i 1789, hvor bønderne
sultede, mens Ludvig d. 14, der kaldte sig selv
for Solkongen. Han blev kendt for de berygtede
ord: ”Staten, det er mig”. Han levede i overdådig
luksus med sit hof og havde kun meget ringe kontakt
til sit folk.
Den franske konge var ikke officielt enerådig.
Ludvig d. 14 havde en regering til at hjælpe ham
med at lede landet. Han måtte ligeledes søge samtykke
med stænderforsamlingerne, men det yderst
sjældent de var samlet på nationalt plan. Det sidste
møde inden 1788 var således i 1614.
Generalstænderforsamlingen, var sammensat af de tre stænder:
Gejstligheden: Præster og andre kirkelige
Adelen: Dem der havde en kongelig titel, fx greve
Tredjestanden: Borgerskabet og de øverste lag blandt
bønderne
En del provinser havde sine egne stænderforsamlinger, og
disse provinser nød privilegier på en række områder og disse
privileger ville man forsvare.
Kun gejstligheden havde en landsdækkende organisering,
mens adelen havde retsvæsenet, som boldværk mod ændringer,
mens tredjestanden ikke havde noget landsdækkende.
Kongemagten forsøgte flere gange at gennemføre reformer,
der skulle skabe mere lighed i landet, men blev stoppet af
højesteret, der først og fremmest beskyttede adelen.
27
Ludvig 14. af Frankrig
Malet af Hyacinthe Rigaud 1701

Den franske revolution 1788-1794
Revolutionen i 1789 blev udløst af modstanden i årene
1786-88 mod de sidste forsøg på reform under den kongelige
regerings ledelse.
I denne strid fik regeringens politik, som gik ud på at udjævne
privilegierne, kun meget lidt støtte fra grupper indenfor
tredjestanden, der ligeledes i et vist omfang nød godt af adelens
fordele. Det hele endte dog med, at de gik med til at
lytte til regeringen og kongemagten, mod at man afskaffede
enevælden.
Dette førte frem til kravet om sammenkaldelse af generalstænderne.
Dette krav måtte regeringen, som var næsten bankerot, bøje
sig for i 1788. Bønskrifter til kongen viser, at kravet om repræsentative
organer var fælles for de tre stænder, men da
alle forskellige motiver, kom det alligevel til at ende galt.
Tredjestanden krævede dobbelt stemmer, hvilket regeringen
gav dem, men om der skulle tælles per hoved eller stand blev
man ikke enig i, for på den anden side havde man adelen,
der forsøgte at fastholde kongemagten og deres privilegier,
hvilket tredjestanden var imod.
Rundt omkring i landet blev det til oprør, dette oprør kunne
formentlig forholdsvis nemt være blevet nedkæmpet, men
adelen og tredjestanden ville ikke være med at til overlade
det til kongemagten (at nedkæmpe oprøret). De ville heller
ikke selv nedkæmpe oprøret, da det så ville være et brud
med monarkiet, hvilket ville svække deres forhandlinger.
Dermed endte det med at man i stedet efterkom store dele
af oprørenes krav, bl.a. at afskaffe tiende og feudalafgiften.
Dermed blev salget af korn baseret på frivillighed og markedet
blev mere frit. Bønderne, der dels havde været tvunget til
aflevere korn til adelen, dels havde været tvunget til at sælge
korn for at skaffe penge til skatter, havde nu mindre brug
for penge. Dette førte til forsyningskrise
til byerne og
førte i den sidste ende til folkerevolutionen,
der smed
kongemagten på porten.
28
Efter den blodige revolution
spredte de demokratiske vinde
sig overalt i Europa, hvor
hof og adelen frygtede lignende
opstande. På den ene
side, havde kongemagten i
Frankrig forsøgt at ændre på

tingene i tide, men de var blevet modarbejdet og havde endt
med kompromis på kompromis, der i den sidste ende kostede
hele hoffet livet. En sådan situation frygtede andre landes
monarker naturligt nok.
Den franske revolution blev først afsluttet endeligt i 1794,
hvor samfundet havde taget en dramatisk drejning og med
Napoleons opstigning til magten, var det sidste ord endnu
ikke sagt. Det kan kun anbefales at læse mere om denne meget
spændende periode i Europas historie. I denne bog vender
vi tilbage til Danmark.
En stille revolution i Danmark
I Danmark blev det til en meget lille og helt ublodig
”revolution” i 1848, da en demonstration foran hans slot
krævede en ny forfatning, der gjaldt Danmark og Slesvig.
Kongen havde få timer forinden afsat sit ministerium og
kunne derfor træde frem og love borgerne en ny forfatning
et år efter.
Allerede inden Frederik d. 7 underskrev den første grundlov
i 1849 havde han sine betænkeligheder og mente ikke,
den ville være til fordel for Danmark. Grundloven betød
nemlig at Danmark havde en helt umulig situation. Danmark
havde et demokrati i landet og et enevældigt styre i Slesvig-
Holstein.
Med novemberforfatningen (1863) forsøgte regeringen at
få samlet riget som et demokrati, hvilket gav Preussen en
undskyldning for at starte krigen mod Danmark. Den krig,
der som bekendt endte med nederlaget ved Dybbøl og endegyldigt
slog fast, at Danmark ikke længere militært kunne
være med.
Men nederlaget ved Dybbøl havde ikke kun negative konsekvenser.
Det var om noget det nederlag, der samlede riget
og gjorde Danmark til en nation.
Grunden til at Danmark i dag er en selvstændig nation skulle
vise sig ikke at handle om militær eller diplomatisk magt,
men derimod vores unikke placering. Således turde tyskerne
ikke tage hele landet i 1864, da det ville give dem kontrol
over adgangsvejene til og fra Østersøen. Det ville med sikkerhed
føre til krig mod både Sverige og Rusland.
Stormagterne var altså enige om, at det var en fordel, at de
danske farvande var styret af et lille militært ubetydeligt land.
Dette forstod de danske politikere og valgte at acceptere den
ny rolle i Europa. Fra dette tidspunkt i historien stoppede
det danske militær med at spille en betydningsfuld rolle.
29

Dette øgede Danmarks velstand ganske betydeligt, da man
fremover kun brugte få penge på militæret.
I Danmark fik kvinder stemmeret i 1915 og fra 1978 blev
stemmeretten sat ned til at alle 18-årige må stemme, medmindre
de er umyndige, og det er kun meget få i Danmark.
30

Kapitel 5
Folketinget
Der er 179 pladser i Folketinget. Heraf vælges de 175 i Danmark,
2 i Grønland og 2 på Færøerne. Mandaterne bestemmes
af befolkningsantallet og geografi i Danmark. En særregel
betyder dog at Bornholm har to mandater, uanset antallet
af borgere.
Hvordan kommer et parti i Folketinget?
Partiet skal opnå mindst 4 mandater, for at blive repræsenteret
i folketinget. Dette kalder man for spærregrænsen. Begrundelsen
er, at det vil være umuligt, eller handlingslammende
for landets politik, hvis Folketinget bestod af et utal
af små partier med 1 eller 2 mandater.
Antal vælgere
Antal mandater = --------------------------- x 100
Antal, der stemmer
Undtagelsen er, hvis en enkelt person, der stiller op i kreds
skaffer nok stemmer til et kredsmandat, i så fald trækker
denne person partiet ind i Folketinget, også selvom partiet
har mindre end 2% af stemmerne. Fremskridtspartiet fik 3
mandater ved valget i 1998 med Kirsten Jacobsen i spidsen
på denne måde.
Kun en enkelt gang er det lykkes for en løsgænger at blive
valgt, nemlig i 1994. Her blev Jacob Haugaard valgt ind på at
love mere medvind på cykelstierne og flottere julegaver. Jacob
Haugaard blev dog mere realpolitisk, da han først blev
valgt ind og fik i sin valgperiode oprettet et alkoholafvænningshjem
på Bornholm (m.m.).
For at stille op til Folketinget skal man sandsynliggøre, at
ens parti har en vis opbakning, dvs. at man skal indsamle og
få godkendt underskrifter, (1/175 af stemmerne ved sidste
folketingsvalg, svarende til et mandat), cirka 20.000. Hvis
man vil stille op som løsgænger til folketinget skal man samle
blot 150-200 underskrifter.
Et parti, der er repræsenteret i Folketinget skal ikke samle
underskrifter, da partiet jo har fremvist en vis opbakning.
Der er ingen tvivl om at en sådan regel forhindre useriøse
partier i at stille op, men det er ligeledes en ordning, der møder
kritik, fordi flere partier udenfor Folketinget mener, det
er urimelig svært, at få en godkendt underskrifterne af In-
31

Magtdelingens lære
Montesquieu (1689-1755) udformede
magtdelingslæreren, som vestlige demokratier
arbejder efter. Staten skal altid
være opdelt i tre dele, som kontrollere
hinanden. Dette burde sikre individets
rettigheder.
Lovgivende magt: Folketing
Den udøvende magt: Regering, politi
Den dømmende magt: Domstole
Man anvender udtrykket retsstat om de
lande, hvor denne magtdeling foregår.
denrigsministeriet. Underskriveren skal både underskrive for
partiet og efterfølgende skal denne bekræfte sin underskrift.
Indenrigsministeriet mener, at det ellers er for nemt at snyde
med underskifterne.
Ethvert parti må stille op til Folketinget, hvis man kan
indsamle underskrifter nok til det, og der er som sådan ingen
begrænsninger på, hvad et parti må gå ind for.
I 2005 gik Minoritetspartiet fx til valg på at afskaffe den seksuelle
aldersgrænse og indføre borgerløn. Partiet opnåede
dog kun ganske få tusinde stemmer. Men i Danmark må
man arbejde demokratisk på stort set alt.
Hvem må stille op?
I kapitel 2 er forklaret, hvem og hvordan man stiller op.
Grundloven
Samtlige love i landet er underlagt grundloven, dvs. at man
ikke kan vedtage love, der er i modstrid med denne.
Grundloven er lavet sådan, at den kan forhindre et parti i at
overtage magten af demokratiske vej, som Adolf Hitler gjorde
i 1933. Et parti kan altså ikke ændre grundloven eller afskaffe
demokratiet selvom de opnået et flertal i Folketinget.
Hvis et parti fx ønsker at afskaffe demokratiet eller monarkiet
kan dette dog godt lade sig gøres, så skal partiet ”blot”
have ændret grundloven. Dette sker efter et kompliceret sæt
regler. Grundlæggende kræver det at 66% af Folketinget skal
støtte ændringen, derefter skal befolkningen
stemme om dette. Hvis befolkningen
støtter ændringen kan den dog
først vedtages efter der har været nyt
folketingsvalg, hvor der igen skal være
flertal for ændringen med mindst 66%
af stemmerne.
En grundlovsændring er altså ikke noget
man bare lige gør. Dermed har man
sat en effektiv bremse i at et populært
parti kan lave uoprettelig skade på kort
tid.
Samtlige love i landet er underlagt
grundloven, dvs. at man ikke kan vedtage
love, der er i modstrid med denne.
Statsministeren skal ifølge grundloven udskrive valg minimum
hvert fjerde år, hvis statsministeren nægter at gøre det,
skal militæret afsætte regeringen og udskrive valg, og nægter
de at gøre det, så er det, at man taler om der er sket et stats-
32

kup. Det er aldrig sket i Danmark og intet tyder på, det vil
ske, så det er for Danmarks vedkommende langt ude i teorien.
Regeringen
Regeringen vælges ikke direkte af folket. Den vælges af Folketinget.
Efter et folketingsvalg, udpeges der af kongen/
dronningen en forhandler. Det er i den person fra det parti,
som man forventer, vil danne regering, og personen vil derfor
formentlig blive statsminister.
En regering er den udøvende magt (se boks s. 28), den består
af en statsminister og en række ministrere, der er ansvarlige
for hvert deres område. Der er intet krav om at ministre
skal være folkevalgte. Ministrene udpeges af statsministeren
og skal godkendes af den siddende regent. Vi skal mange
årtier tilbage, før regenten har afvist en minister, i dag er det
en formel sag.
Regeringen behøver ikke have et flertal bag sig, men
det må ikke have et flertal imod sig.
Forhandleren skal så have kontakt med hvert enkelt parti for
at høre, hvem partiet vil pege på som statsleder.
I praksis giver dette oftest ikke de store problemer, da dette
ofte gennem valgkampen op til valget er blevet afklaret. Det
vil være helt usandsynligt at et socialistisk parti skulle pege
på en borgerlig regering eller omvendt, men det er muligt.
Det står oftest hurtigt klart, hvem der skal danne regering.
Dette er typisk allerede en realitet på valgaftenen. I firserne
tog det dog længere tid, her var landet uden regering i mere
end tre uger, fordi den siddende statsminister Poul Schlüter
ikke umiddelbart kunne sikre sig at der ikke var flertal imod
sig selv, mens der heller ikke var flertal for Socialdemokratiets
Svend Auken.
En regering kan altså godt have forholdsvis få mandater, den
skal så bevæge sig rundt, således den ikke får et flertal imod
sig.
Hvis regeringen får et flertal imod sig ved et lovforslag, er
den ikke tvunget til at gå af, men kan ikke gennemføre forslaget
og må acceptere et nederlag. Nogle gange fører det til
at regeringen går af, men en regering kan også fremlægge et
forslag, som den ved vil blive nedstemt. Det sker så af taktiske
årsager overfor vælgerne, der kan se, hvem der stemmer
imod.
Det kan også ske det, at oppositionen, altså partierne der
33

ikke er regering, pålægger regeringen at gennemføre en politik,
som regeringen ikke ønsker. Så siger man der er flertal
udenom regeringen. Regeringen skal følge Folketingets
flertal. Ellers kan den blive udsat for et mistillidsvotum, som
vil tvinge den til at gå af.
Hvem sidder i Folketinget?
Vælgerne bestemmer, hvem der skal sidde i folketinget, men
det er partierne og deres medlemmer, som bestemmer,
hvem der opstilles som kandidater. Hvis man vil opstille til
Folketinget må man altså finde et parti, der vil opstille én
(medmindre man vil opstille som løsgænger eller oprette sit
eget parti).
Et parti som Liberal Alliance har cirka 6000 medlemmer, af
dem er omkring 1000 aktive medlemmer, og af de 1000 er
måske 200 interesseret i at stille op. Det er altså en meget
lille del af vælgerne, som bestemmer, hvem de andre vælgere
kan stemme på.
Dette ser ikke særlig demokratisk ud, men det er dog op til
én selv, at opsøge denne indflydelse gennem medlemskab af
et parti.
Partikrise eller ej?
Medlemstal i et parti = Organisationsprocent
Stemmetal ved sidste valg
Alle partier har forholdsvis lave procenter, men afspejler dog
hvor et stort bagland partiet har. For mange partier har organisationsprocenten
været nedadgående i de senere år, men
Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og i særdeleshed Liberal
Alliance har oplevet markant medlemsfremgang de senere
år.
Den lave aktivitet fra borgerne generelt har gjort, at man taler
om en krise for demokratiet.
Nogle snakker om at folketinget ved at give 20 kr. pr. stemme,
har fremmedgjort vælgere og de folkevalgte. Man kan
måske hævde, at folketinget er blevet en del af statens administration.
Andre hævder, at det er den manglende interesse
som nødvendiggjorde dette skridt.
Da Poul Nyrups regering indførte 20 kroner pr. stemme, var
begrundelsen at gøre partierne uafhængig af lobbyisme.
Dermed mente regeringen, at man bedre kunne lave den politik,
der var bedst for landet i stedet for at lave politik ud fra
hvem, der har støttet partiets kampagner.
34

Man kommer dog ikke udenom at systemet støtter de etablerede
partier, således vil et parti som Socialdemokraterne efter
et valg modtage 20 kroner x 1 million stemmer, mens et
lille parti som Kristendemokraterne vil modtage 20 kroner x
15-30..000 stemmer.
Alle partier skal offentligt oplyse bidrag på over 20.000 kroner.
Dette sker ligeledes for at modvirke lobbyisme.
Ved at skabe stor gennemsigtighed er det hensigten at vælgerne
kan gennemskue, hvilke partier der modtager støtte fra
hvilke interesseorganisationer og firmaer.
Liberal Alliance er ofte blevet kaldt for ”Saxo Bank partiet”,
fordi vi har modtaget temmelig store summer penge fra
banken til at markedsføre partiets mærkesager. Saxo Bank er
dog langt den eneste ”sponsor” af partiet, Mærsk er en anden
storsponsor. Men når man tænker nærmere over det, er
det vel egentlig ikke mærkeligt at banker, firmaer og andre
vælger at støtte netop Liberal Alliance.
Vi går ind for at sænke selskabsskatten, fjerne topskat og
hæve bundfradraget (og meget andet naturligvis). Vores motiv
til dette, er at vi ønsker at få gang i væksten og dermed
reducerer arbejdsløsheden, mens deres motiv er at tjene flere
penge. Man kan altså sige, at vi ønsker det samme ud fra vidt
forskellige motiver, men det ændrer ikke på, at vi ønsker det
samme.
For vælgeren er det altså muligt at se, hvem der betaler til
hvilke parti. Hvis man er uenig med den beslutning har man
mulighed for at handle andre steder, ligesom man kan beslutte
at handle med et firma, hvis det støtter det parti man
selv støtter.
Folkeafstemning
Ved en folkeafstemning stemmes der om en bestemt sag.
Det kan eksempelvis være om medlemskab af EF som i
1973. Dette kaldes direkte demokrati.
Nogle folkestemninger er vejledende afstemninger, folketinget
vil derfor ikke være tvunget til at følge beslutningen, men
jeg har ikke fundet et eksempel på man i Danmark ikke har
fulgt en sådan afstemning.
Denne form for demokrati bruges imidlertid ikke ret meget,
da man ikke kan forlange at landets borgere skal tage stillingen
til de mindste ting. Det kan ligeledes være svært for en
borger at sætte sig ind i om det er en fordel eller ulempe
med fx en bro. Derfor vælges repræsentanter.
35

Kapitel 6
Folketinget og den
politiske proces
En lov er et sæt regler, som skal forsøge at regulere
samfundet, så der ikke opstår anarki og lovløshed.
En lov kan være årevis om at blive til, mens andre bliver til
på få dage.
Hvordan bliver en lov til?
Alle love skal behandles tre gange. Ved første behandling er
der en principiel drøftelse af lovforslaget, dette sker i forskellige
udvalg. Derefter kommer det en tur omkring Folketinget,
hvor det drøftes af partiets ordfører på området. Derefter
er det tilbage i udvalget, hvor det bliver 2. behandlet,
processen gentages før lovforslaget kommer til afstemning i
Folketingssalen. Partierne ved altså godt, om et lovforslag vil
blive vedtaget eller ej.
EU
EU spiller en ikke ubetydelig rolle for vedtagelsen af love i
Danmark. Danmark kan blive pålagt at ophøje direktiver til
lov, dvs. at EU har besluttet en fælles lovgivning som skal
vedtages i de enkelte lande. Nogle ting er altså ikke bestemt
direkte af Danmark, men bestemt at EU, hvor Danmark kun
spiller en vis rolle.
EU traktater har altså til formål, at give EU suverænitet på
bekostning af de enkelte lande. Alle kan sætte sig ind i, at det
ikke nytter meget at kun Danmark stopper forurening af
Østersøen, hvis Polen fortsætter forureningen. Omvendt
kan EU også dikterer lovgivning som er i direkte modstrid
med danske interesser. Omkring år 2000 forbød Danmark
ukrudtsmidlet RoundUp, fordi man mente det skadede miljøet,
men da resten af EU ikke var enig i den danske forskning
endte det med at Danmark måtte acceptere salg af dette.
Handlingsrammer
Danmark er ikke længere en ø i en Europa eller verden.
Danmark er et lille land, som handler med resten af verden.
Derfor er de fleste også enige om EU er en god ting - i hvert
tilfælde som handelsunion.
Hvis Danmark har meget højere afgifter på erhvervslivet kan
en virksomhed flytte sin produktion til et andet EU land.
36

Det er i dag ligeså nemt som at flytte fra en kommune til en
anden. Derfor drejer det sig om harmonisere (ensarte) landenes
lovgivning. Det sker via. EU direktiver.
EU integrationen har medvirket til en stigende tendens til at
styrke regering og administration på bekostning af Folketinget.
Her taler vi om at korporatismen kommer til at spille
ind. Det menige folketingsmedlem har svært ved at sætte sig
ind i lovforslag, fordi han ikke har det ekspertpanel som regeringen
har til rådighed.
Man taler om at folketingsmedlemmet bliver fremmedgjort
overfor jobbet, og ikke til fulde kan forstå de love,
han er med til at vedtage.
Det er således nemt at forstille sig, hvordan den enkelte borger
må føle sig, når end ikke Folketingsmedlemmerne forstår
de vedtagne love.
Folketing kontra regering
Langt de fleste love forslås af regeringen. Det skyldes, at de
har adgang til et netværk af embedsmænd og eksperter. Det
har Folketingets medlemmer ikke, dette kan set fra en demokratisk
synsvinkel være betænkeligt. Da det netop kan gøre
det svært ved det enkelte folketingsmedlem at forstå, hvad
personen stemmer for eller imod.
Det giver god mulighed for at lobbyister kan komme til.
Lad os kort gennemgå hvad de forskellige opgaver er for
Folketinget, og dets organer.
Folketinget (179 medlemmer)
Vedtager love efter 3 behandlinger.
• 1. behandling: Principiel drøftelse af lovforslag
•
• 2. behandling: Enkelte paragrafer diskuteres,
ændringsforslag kan stilles.
Drøftelse af forslaget i sin helhed
•
• 3. behandling: Ændringsforslag stilles
Afstemning om ændringsforslag
Herefter om hele forslaget
• Bestemmer regeringsdannelse og hvor længe en regering kan
sidde
• Kontrollere den siddende regering med forspørgelser og
motiverede dagsordner.
• Åbningsdebat
• Finanslov debat
• Forespørgselsdebatter
• Debat om offentlig anliggende
37

Stående udvalg
• Hvert ministerium har et udvalg, hvert udvalg har 17 medlemmer
(valgt efter partiernes størrelse).
• "Lovværksted"
• Enhver borger i Danmark kan få foretræde for et udvalg.
• Modtager repræsentanter for interesseorganisationer
• Formandsposten bestemmes af et flertal udenom regeringen
• De fleste love er allerede (reelt) vedtaget her, inden de når ud til
afstemning
Præsidium
• Folketingets "bestyrelse"
• De fem største partier er repræsenteret.
• En formand og fire medlemmer
Ombudsmand
• Klageinstans
• Hvis man har klaget til alle andre instanser kan man bagefter
klage til ombudsmanden.
• Ombudsmanden aflægger hvert år en beretning til Folketinget
• Står under Folketinget, dog følges hans beslutning i de fleste tilfælde.
Statsrevisorer
• Revision af finansloven og dens udførelse
• Revisionen gennemgår finansloven, og ser om der bruges for lidt
eller for meget. Der er tale om en kritisk revision.
Partiernes folketingsgrupper
• De personer, som er valgt ind i folketinget
• Hver gruppe har formand og næstformand
• Gruppen er ofte mere eller mindre enerådig for partiets politik
• Ved meget vigtige sager indkaldes partiets hovedbestyrelse
• I Danmark er der stor partidisciplin, dvs. at alle i partiet stemmer
det samme -
• Medmindre stemmeafgivningen er givet fri i en sag.
• Partiet kan ekskludere et medlem, men denne mister ikke retten
til at sidde i Folketinget af den grund.
• Alle folketingsmedlemmer er valgt personligt
38

• Forholdstalsvalg
Folketingsvalg - Fakta
• Valg hvert 4. år eller når regeringen væltes eller
den udskriver valg. Statsministeren kan til enhver
tid udskrive valg med 3 ugers varsel.
• For at stille op kræves at partiet enten sidder i folketinget
eller har ca. 20.000 underskrifter.
• Enhver myndig danskstatsborger må stille op, hvis
denne har 150 underskrifter.
• 179 mandater
• Spærregrænsen er 2% (=4 mandater)
• Opstillet kandidater opstilles af partiets aktive
medlemmer, evt. hovedbestyrelse
• En regering må ikke sidde med et flertal imod sig.
• Den siddende regering kan forsætte efter valg, hvis
den ikke har et flertal imod sig.
39

Kapitel 7
Kommune og valg
En kommune er et nærområde, der styres decentralt. Dette
kaldes for nærdemokrati. Som navnet fortæller, betyder det
demokrati i nærmiljøet.
Ved kommunevalg er stemmeprocenten en smule lavere
end ved folketingsvalg.
Antal vælgere
Stemmeprocent = --------------------------- x 100
Antal, der stemmer
Kommunerne har selvstyre i et vist omfang. Der kan dog
stort set ikke rokkes ved skattetrykket, mange opgaver er
pålagt af Folketinget, og de økonomiske frie rammer er dermed
bundet på en lang række områder.
Staten udstikker hvert år en lang række rammer, for hvordan
kommunerne skal forvalte deres penge, man kan derfor med
rette påstå, at selvstyret er begrænset. Det er dog i vidt omfang
op til det enkelte byråd at beslutte lokale processer fx
vejnettet, sundhedsservice og undervisningsniveauet. Folketinget
har dog vedtaget en lang række mindstekrav, som skal
opfyldes.
I 2007 blev de 270 kommuner lagt sammen til 98 kommuner.
Det er hensigten, dette skal give mere ensartede behandling
i kommunerne og at det skal give mindre administration
per borger og i den sidste ende koste mindre. Her i
2011 er dette dog ikke tilfældet, tværtimod er administrationsomkostningerne
eksploderet. På skoleområdet bruger
man i dag 19% af pengene på administration.
Der kan være stor forskel på hvilken service hver enkelt
kommune giver borgerne. Dette skyldes mange faktorer.
I Århus har man en befolkningstæthed pr. km2 på 629. Dvs.
at der bor 629 mennesker på hver kvadratkilometer. Til sammenligning
så har en kommune som Jammerbugten en befolkningstæthed
på 45.
Tidligere bestod en kommune som Jammerbugten af fire
små kommuner, der hver havde sit rådhus, hver sin borgmester
og hver sin administration. Dette kostede mange penge,
ved at skabe et større befolkningsgrundlag i hver kommune,
40

forventes det, at hver enkelt opgave vil koste mindre per
borger. I 2007 (i 4. udgave af denne bog) skrev jeg at, det
ville blive afgjort hvorvidt det lykkes om et par år. Det tyder
desværre på at kommunerne ikke er blevet billigere at drive.
Dels er udgifterne til kommunerne fortsat med at vokse,
dels er administrationsomkostningerne vokset massivt. I snit
blev der i 2010 ansat 65 nye personer hver dag i kommunerne,
30 af dem var administrativt personale, i samme periode
er der nedlagt mere end 5000 lærerstillinger, men også hjemmehjælp,
rengøring etc. er blevet beskåret. Dermed begynder
der at tegne sig et billede af at kommunalreformen ikke
bliver den forventede succes.
Store og små kommuner
Det er naturligvis sådan at en arealmæssig stor kommune har
nogle ulemper og fordele i forhold til fx skoledistrikter og
lægedistrikter, men har måske så fordele ved andre dele af
driften, fx vil landkommuner bruge færre penge på lysreguleringer
og færre penge på vejnettet, da vejnettet bliver mindre
slidt end i byerne.
En lille kommune har kun få - hvis nogen - stordriftsfordele.
For at kompensere for at fx undervisningssystemet i en lille
kommune koster mere pr. indbygger end i en stor kommune,
har man lavet en udligningsordning, hvor de rigeste
betaler til de fattige kommuner.
En kommune har et byråd. Et byråd er folkevalgte borgere,
der har til opgave at styre kommunen og fastsætte kommuneskatten
for den enkelte kommune. Den skat ligger typisk
mellem 18-22%.
Regionsråd
Amterne blev opløst per 1. januar 2007 og blev afløst af 5
regioner. Regionernes primære opgave er indenfor sundhedsvæsenet.
Dvs. hospitaler, sygehuse, psykiatri og handicappede.
Derudover har de ansvaret for regionens kulturelle
udvikling.
Regionerne kan ikke udskrive skatter og er pålagt at løse opgaverne
indenfor nogle nøje, af staten, fastsatte økonomiske
rammer.
Samtidig er flere opgaver splittet mellem regionsrådene og
den enkelte kommune, det har vist sig at give store problemer.
Genoptræning af nogle ting er fx op til kommunerne, mens
andre ting er op til regionsrådene, og det har ført nogle groteske
sager med sig, hvor borgerne bliver fanget midt imellem.
41

Personligt mener jeg, at regionsrådene er oprettet med det
ene formål at skiftende regeringer har en syndebuk for fejl
og økonomisk kaos i sundhedssystemet.
I Liberal Alliance har vi arbejdet længe på at få nedlagt regionerne,
og i sommeren 2011 begyndte flere partier at være
åben overfor dette.
42

Kapitel 8
Bevægelse,
interesseorganisation
og partier
Parti:
Har et samlet program for samfundsudviklingen
Har et valgprogram og stiller op til valg
Har et bagland, medlemmerne er organiseret
Græsrodsbevægelse
Baseret på en enkeltsag, fx Dyrenes Beskyttelse
Har ikke en samlet plan for samfundet
Stillet ikke op til politiske valg
Spontant opstået på en enkeltsag
Medlemmerne er i langt mindre grad organiseret
Evt. aktionsformer
Interesseorganisation
Søger aktivt politisk indflydelse,
Repræsentere en bestemt gruppe. fx LO og DA
Udfører lobbyisme
Organiseret bagland
Interessefremføring og Korporatisme
Hvordan får interesseorganisationerne indflydelse ?
Interesseorganisationer får indflydelse bl.a. gennem trepartsforhandlinger.
Dvs. at industrien, arbejdere og regering diskuterer
forskellige muligheder for at nå et mål.
Eksempelvis Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Landsorganisationen
af fagforbund (LO) samt den siddende regering.
Organisationerne kan også prøve at få indflydelse gennem
lobbyisme.
Her tillægges der ingen større vægt på regeringens farve og
sammensætning. De prøver i stedet at fremlægge deres synspunkter
og påvirke beslutningsprocessen.
Det vil være næsten umuligt at komme igennem med særinteresse,
derfor fremføres der som regel almeninteresse
som argument. Det er dog værd at bemærke man udmærket
kan forklæde en særinteresse som en almeninteresse.
43

Eksempel:
Hvis DA taler for lavere mindsteløn, vil de ikke lægge vægt
på at det vil skaffe større profit, men i stedet lægge vægt på
at det vil forbedre landets konkurrenceevne og dermed forbedre
beskæftigelsen, hvilket igen vil føre til en bedre økonomi
for landet som helhed. Dermed er det i almen interesse
at sænke lønningerne, at det fører til højere profit vil ikke
blive prioriteret.
Lobbyisme anses ikke som noget positivt, da det som regel
vel være særinteresser skjult bag argumentation om almeninteresse
(se ovennævnte eksempel).
For at undgå alt for meget lobbyisme og for at undgå at interesseorganisationer
”køber” sig til indflydelse skal alle bidrag
over 20.000 kroner til partier oplyses og være offentlig tilgængelig.
Korporatisme
Korporatisme er en betegnelse for, hvordan modstående
interesseorganisationers interessevaretagelse kan forenes i et
samarbejde, som fører til fælles beslutninger. Det kan ske
direkte mellem de to parter, eller det kan ske med staten
som tredje part. Det sidste er det mest almindelige i Danmark.
Igennem korporatisme får staten stillet ekspertbistand til rådighed.
Det handler altså om at staten og interesseorganisationer
skal prøve at finde en fælles løsning, der tilfredsstiller
alle parter et langt stykke hen af vejen.
Korporatisme i Danmark kommer til udtryk igennem trepartsforhandlinger.
Man arbejder her ud fra hver organisation
og stat har samme overordnet målsætning. Det anses for
givet at hverken arbejdsgiver, arbejdstager eller stat ønsker
øget inflation og forværret konkurrenceevne.
Man forventer altså at alle parter arbejder for almeninteressen.
44

Kapitel 9
Vælgere og ideologi
Vi har allerede talt om folketinget og den politiske proces,
Nu skal vi kigge på vælgerne.
Bevægelige vælgere:
Vælgere opdeles i to grupper:
Kernevælgere, er personer, som stemmer på det samme
parti to eller flere valg i træk.
Marginal vælgere, er personer, som skifter part fra valg til
valg
Når der føres valgkamp er det primært en kamp om sidstnævnte
gruppe, mens man forventer kernevælgerne vil blive
på deres plads.
I starten af århundredet henvendte hvert parti sig til hver sin
gruppe borgere, og hvert parti havde hver sin avis. I dag er
kun de færreste aviser partiaviser og alle partier forsøger at
finde vælgere i alle samfundslag.
I Danmark er der en stigende tendens til øget antal marginalvælgere,
hvorfor vi også ser mere intense valgkampe, hvor
partierne henvender sig til alle grupper borgere.
Klassepartier og ideologi
De forskellige partier henvendte sig i det meste af sidste århundrede
altså til forskellige grupper i samfundet. Socialdemokraterne
henvendte sig til arbejderklassen og lavere uddannet,
mens Venstre henvendte sig til bønder, og Konservative
til de selvstændige. Men dette mønster passer i stigende
grad dog ikke i dag.
I dag er partier mere fragmenterede, men hvor der bl.a. kan
tales om elitebaserede partier, massebaserede partier, etniskbaserede
partier og valgbaserede partier.
Partierne i dagens folketing kan man dog grundlæggende
opdele i borgerlige og socialistiske partier, dog kan partier
fint arbejde sammen af den grund.
45

En ideologi udtaler sig om hvordan et samfund burde være.
Venstre = Socialisme
Højre = Liberalisme/konservatisme
Nogle typiske træk:
Venstre (socialisterne) Højre ("de borgerlige")
Stor offentlig sektor Lille offentlig sektor
Prioritering af beskæftigelse Prioritering af lave skatter
Styring af marked Markedskræfter
Socialisterne (venstre side af Folketinget) i dagens folketing
er Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne
og De Radikale
De borgerlige (højre side af folketinget) i dagens folketing
er Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal
Alliance.
Man kan snakke om at venstre side af folketinget ønsker at
beskytte og formynder over befolkningen. Dermed undgår
man at alt for mange "falder igennem". Den højre side går
mere ind for princippet om "sin egen lykkes smed". Det er
op til den enkelte hvorvidt man får succes eller fiasko i livet.
Dette er en meget firkantet opstilling, og det er gennem de
sidste tyve år blevet stadig svære at fastholde denne akse.
Både socialdemokraterne og partiet Venstres politik har været
præget af at søge ”mod midten”.
Det vil sige, at ingen partier i dag går ind for at afskaffe arbejdsløshedsunderstøttelse,
bistand og en lang række andre
sociale ydelser.
Der er heller ingen partier, der længere arbejder for rendyrket
socialisme eller for rendyrket liberalisme. Man taler om,
at der er trangt på midten af dansk politik. Dette skyldes i
høj grad at partierne kæmper om marginalvælgerne, som vi
vender tilbage til senere i kapitlet.
Bemærk i øvrigt at selvom DF er reformsocialister, så samarbejder
de mest med de borgerlige partier. Realpolitik har
imidlertid gjort at dette, da ingen socialistiske partier har ønsket
at samarbejde med dem.
46

Ideologier i korte træk
Konservatisme (Konservative)
At fastholde det nuværende som har vist sin bæredygtighed
og uundværlighed, fx skoler, kirke
De svage i samfundet skal beskyttes, men kun i nødvendigt
omfang.
Socialisme (EL og SF)
Planlægningsøkonomi, så produktionen ikke forårsager
arbejdsløshed og miljøødelæggelse.
Kapitalismen er af det onde, og skal bekæmpes.
Marxistiske tankegang.
Robin Hood politik.
Reformsocialisme (S, R og DF)
Markedsøkonomi under kontrol
Privatiseringer bør ikke ske
Miljø prioritering
Hård beskatning af erhvervslivet
Robin Hood politik
Liberalisme (ingen)
Ejendomsret er ukrænkelig
Staten skal ikke blande sig i mere end højst nødvendigt.
De svage må klare sig selv
Minimal stat
Socialliberalisme (Liberal Alliance og Venstre)
Ejendomsret er ukrænkelig
Staten skal ikke blande sig i mere end højst nødvendigt.
De svage i samfundet skal hjælpes til at kunne klare sig selv.
Mindre stat
Personlig frihed
Grøn ideologi (alle partier)
Vægt på miljøet
Miljøet som en afgørende faktor i alle beslutninger
Nazisme (DSNB)
Der findes en overlegen menneskerace, hvis ret og pligt det
er at herske over de øvrige racer.
I Danmark har denne ideologi ikke slået igennem, og partiet
NSAP har kun få gange kunne samle nok underskrifter til at
stille op til kommunevalg.
Det er værd at bemærke at de fleste partier i Danmark har
taget lidt fra alle ideologier. Man kan også stille sig spørgende
overfor om ret mange af partier i dag er tro mod deres
ideologi. I de sidste ti år, hvor Venstre har haft regerings-
47

magten er der kommet flere offentligt ansatte, statens budget
er øget og der er kommet over 2000 nye regler og forbud
, der har indskrænket borgernes frihed. Under Nyrup
regeringen blev der privatiseret massivt, selvom dette faktisk
er imod deres grundlæggende ideologi.
Marginalvælgere
Som tidligere nævnt forsøger partierne i dag er være mere
brede for at få flest stemmer. Marginale vælgerne er i dag
mange og dvs. at man kan flytte på dem, mens kernevælgeren
kun meget svært flyttes.
Marginal vælger antallet øges og det kan skyldes:
Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet.
Klasseskel eksisterer ikke i samme grad
Mediernes indflydelse
Kvinder
Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, kom der samtidig
en ny flok vælgere, som hver havde, eller fik, deres selvstændige
mening. Før frigørelseskampen var det almindeligt, at
kvinderne stemte det samme som deres mand. I dag forsøger
partier ofte at henvende sig direkte til kvinder ved at tale
om bløde værdier, da det antages at kvinderne helst vil tale
om dette.
Klasseskel - relativ fattigdom
Klasseskellet i Danmark eksisterer fortsat, men slet ikke i
samme grad som tidligere. Selv de fattigste har det markant
bedre end for 100 år siden.
For 100 år siden var der en reel risiko for at ens børn sultede,
mens vi i dag taler om relativ fattigdom, så talte man
dengang om fattigdom.
Relativ fattigdom betyder at man har væsentlig færre penge
til rådighed end gennemsnittet, men fortsat har penge til
mad, tøj, sko og husleje. Man har ikke fastsat en officiel fattigdomsgrænse
i Danmark, men oftest betragter man en person
som fattig, hvis denne har under halvdelen af, hvad en
gennemsnitsdansker har i løn.
Selvom det giver mening at tale om begrebet, så er der indbygget
et problem i selve begrebet. Når landet bliver rigere
vil der komme flere relativt fattige, mens der kommer færre,
når landet oplever nedgang i rigdom.
I Danmark er der kommet 50.000 flere relativt fattige de sidste
ti år. Der har været en stor økonomisk vækst, så mens
mange er blevet rigere, så er der nogle, der ikke har øget sin
48

indtægt, men da der har været økonomisk krise de sidste to
år er antallet af relativt fattige danskere faldet, fordi flere er
blevet mindre rige.
Man kan så diskutere, om denne gruppe reelt er blevet fattigere
eller rigere. Hvis naboen har fået 10.000 kroner mere til
sig selv om året og jeg kun har fået 1000 kr., er jeg så blevet
1000 kroner rigere eller 9000 kroner fattigere? Man kan også
vende den om og spørge om jeg er blevet rigere fordi naboen
er blevet fattigere.
Klasseskellet er blevet mindre og dermed giver det mindre
mening at tale om arbejderparti eller et borgerligt parti, fordi
det er blevet mindre klart, hvem der er hvem.
Udtryk som de borgerlige og arbejderklassen eksisterer dog
fortsat, men uden samme betydning som tidligere.
Mediernes rolle
Før i tiden havde hvert parti sin egen avis. Det betød at man
ikke læste modpartens argumenter. I dag beskæftiger langt
de fleste aviser sig med alle partier. Hvert partis holdning
kommer altså til udtryk. Dette har forøget marginalvælgerne,
og har gjort at partierne kan hente vælgere fra alle dele af
samfundet.
Mediernes indflydelse er i dag massiv, således har Internettet
ændret måden at tale med vælgerne på. I dag har næsten alle
kandidater/folketingsmedlemmer mere direkte adgang til
vælgerne enten via blogs eller via Facebook.
Men avisernes indtog på nettet har også gjort at de har en
meget kortere deadline, det har den fordel at der kommer
flere ting frem, men det har også den ulempe at selv ret banale
historier kan komme til at fylde urimelig meget. I mere
end fjorten dage - 24 timer i døgnet - måtte Henriette Kjær
således lægge ryg til at hendes mand var en svindler. Facebook
opdateringer bliver brugt som kilder og mere eller
mindre eksperter bliver brugt som hurtige kilder til mere eller
mindre lødige historier.
Flere politikere har efterlyst mere indhold frem for form. I
sommeren 2011 holdt Anders Samuelsen en tale på Bornholm,
hvor EB var tilstede. Fokus blev, at der kun var 30
tilhører (i øvrigt i silende regn), mens man intet skrev om,
hvad der egentlig blev sagt fra talerstolen.
Et andet eksempel var at Helle Thorning var på besøg i Libyen
og at hun der havde medbragt en rød taske, til gengæld
kunne man intet læse om, hvad mødet handlede om og hvad
hun var der for. Det bliver svært for vælgerne at træffe in-
49

formerede beslutninger ud fra sådanne dækninger af politikernes
gøren. Marginal vælgerne øges derved, men hvad
værre er, så har de svært ved at træffe beslutning, der handler
om politisk overbevisning frem for om man kan lide personen
eller ej.
Populisme
Denne, negative, betegnelse bruges på en person eller parti,
som ikke har en rigtig ideologi, men som tager stillingen alt
efter hvad der er populært at sige. Her tænker man ikke så
meget på højre/venstre men går op i enkeltsager. Der tænkes
end ikke på partiets ideologi, der tænkes på, hvad der
kan tiltrække stemmer.
Man kan hævde den idealistiske tankegang nedprioriteres, og
politik markedsføres som alt andet.
Selvom dette egentlig er en negativ betegnelse, så har praksis
vist, at alle partier i dag markedsfører sig som om de solgte
vaskepulver. Kun ganske få partier har klippefaste holdninger,
men ændrer holdninger i takt med befolkningsstemningen.
Venstre, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti
har ændret deres politik ganske markant de sidste ti år. Venstres
formand gik ind for minimalstaten frem til valget i
1998, hvor de ikke vandt regeringsmagten. SF og S har de
sidste to år ændret stort set hele deres politik. I 2008 gik S
således ind for at fjerne efterlønnen, mens de i dag kæmper
for at bevare den. I 2005 lød det fra formanden Helle Thorning
at både folkepension og efterlønnen måtte begrænses,
men det var meget upopulært og man har ændret mening.
Nogle partier går altså efter at vejre morgenluft, dvs. at de
ser hvad der er populært og skynder sig at sige noget om det.
Det sker ofte efter en tv udsendelse eller en avisartikel at en
person fra et parti træder frem og kræver handling.
Realpolitik
I Liberal Alliance har vi de samme holdninger i dag som da
vi lå på 0,0% af stemmerne. Dansk Folkeparti har også de
samme holdninger som de altid har, man kan til gengæld
godt diskutere om at partierne altid stemmer overens med
disse holdninger.
Der er nemlig nogle gange ikke altid overensstemmelse mellem
realpolitik og ideologisk politik. Det er det, som vi skal
se på i dette afsnit.
Eksempel:
Dansk Folkeparti gik til valg på at bevare efterlønnen
50

uændret, men den økonomiske realpoliti tvang partiet til at
være med til at forringe efterlønnen fra 5 til 3 år. Mod at gå
med til at forringe efterlønnen fik partiet indført øget grænsekontrol,
selvom de to sager jo intet har med hinanden at
gøre. Men DF ved at dette betyder meget for deres vælgere
og regeringen havde brug for at stemmerne, derfor gik de
med til en handel, som formentlig ikke har den helt store
betydning for kriminaliteten, selvom det markedsføres sådan.
Nogle gange er en del af handlen ligefrem at et parti får lov
til at få præsentationen overfor medierne. Her kom DF til at
markedsføre aftalen så godt, altså som om at grænserne blev
lukket, at EU reagerede voldsomt. I virkeligheden er der tale
om at ca. 1 ud af 1000 biler bliver kontrolleret. Men markedsføringen
af en aftale er vital for at kunne ”sælge” ens
forhandling til sine vælgere.
Eksempel 2:
I dette eksempel tager jeg vores eget forlig med regeringen,
fordi jeg kender meget til det.
Liberal Alliance var en af arkitekterne bag at dagpengeperioden
blev forkortet fra 4 til 2 år. Dette er i fuld overensstemmelse
med partiprogrammet og hvad vælgerne i sin tid stemte
for ved at stemme på partiet. Men det, der er interessant
er forløbet.
LA fremlagde en vækstplan, der i store træk lød, selskabsskatten
halveres, bundskatten hæves og topskatten fjernes,
maksimalt 40% skat, multimedieskatten afskaffes. Papirarbejdet
reduceres, diverse erhvervstilskud skulle væk, og så
kommer det interessante: For at dels finansierer det, dels for
at sikre arbejdskraft nok, fjernes efterlønnen og dagpengeperioden
halveres.
Inden jeg vender tilbage til, hvori paradokset består, så lad
mig forklare hvad de forskellige ting betyder og hvorfor vi
ønsker det.
Selskabsskatten er på 25% i Danmark, i EU er den i gennemsnit
23,2 % og i Bulgarien er den blot 10%. Det betyder
at hver gang en dansk virksomhed tjener 100 kroner, så skal
25 kroner betales til staten, mens en bulgarsk virksomhed
skal betale 10 kroner for hver tjent 100 kroner.
Et dansk forlag som mit eget skal altså lægge tjene mere end
mine bulgarske konkurrenter for at være konkurrencedygtigt.
Er mit overskud på 1 million før skat, så har jeg altså
750.000 kroner at investere i firmaet, mens min bulgarske
51

konkurrent har 900.000 kr. at investere. I praksis slæber den
danske virksomhed altså rundt med et anker om fødderne.
Resultatet er at mange danske virksomheder enten flytter til
udlandet eller går fallit. Andre vælger at lade sig opkøbe af et
udenlandsk selskab og slipper gennem skattelovgivningen
for at betale skat overhovedet. Vores tanke er, at hvis selskabsskatten
er lavere end vores nabolandes, så vil man flytte
sin virksomhed til Danmark, og dermed arbejdspladserne.
Bundskat, er det beløb man skal tjene, før man begynder at
betaler skat. Hvis man hæver denne grænse, så tjener folk
mere for det samme arbejde. Det kan betyde at timelønnen
falder. Det vil i særdeleshed være en fordel for lavtlønsområderne.
Man vil altså tjene det samme på at arbejde det samme.
Topskat betales ikke kun af de rigeste, faktisk betaler man
topskat allerede ved 350.000 i indtægt, dvs. man skal betale
62% af hver krone man tjener udover de 350.000 kr. Argumentet
for at have topskat er, at det skaber større lighed i
samfundet, hvilket er rigtigt. Men det har også den ulempe
at læreren ikke gider arbejde ekstra og at lægen ligger og lægger
fliser frem for at betale sig fra det. Hvis man fjerner
topskat vil man altså kunne få flere til at arbejde mere, men
endnu vigtigere man kan få lægen til at hyre en gartner frem
for at denne selv lægger fliserne i haven. Det vil skabe arbejdspladser,
for husk på at vi har lige sikret at timelønnen
blev lavere.
Derudover ønskede vi så nogle (for firmaet) administrative
tunge skatter væk, ligesom erhvervslivet ville miste nogle tilskudsordninger,
som ligeledes kan være administrativt tunge
at danse med.
Ideen var altså den, at man lavede en vækstplan, der
ville skaffe mange ekstra arbejdspladser til Danmark i
de kommende år, for at sikre at der var arbejdskraft
nok, skulle dagpengeperioden nedsættes, ligesom raske
60-årige ikke måtte forlade arbejdsmarkedet før de var
65 år.
Den pakke, der endte med at blive vedtaget var, at halvere
dagpengene, fordi det ville spare mange penge. Ja, javel ja,
men uden en vækstpakke risikerer man jo at de bare går fra
en ydelse til en anden. Det giver absolut ingen mening. Så
vores tanke var den at ja, nu fik vi så gennemført en del af
vores politik, det trak i den rigtige retning, og så var den naturlige
konsekvens af at halvere dagpengene, at man sikrede
der kom flere arbejdspladser til landet. Desværre er det ikke
gået sådan, tværtimod er der kommet endnu flere afgifter,
endnu flere blanketter at udfylde.
52

Men hvad var alternativet for Liberal Alliance, der havde de
afgørende mandater? Partiet kunne have droppet at stemme
for halveringen, som er en del af partiprogrammet, det ville
partiets vælgere have meget svært ved at forstå. Der ville også
være en ganske betydelig risiko for at være blevet til grin i
processen, fordi det jo netop var partiet, der havde presset
på for at få dagpengene halveret.
I stedet valgte partiet at være tilfreds med at få gennemført
reformen og så arbejde videre på at få gennemført de øvrige
vækstreformer senere. Man kan sige at partiet anså det som
sandsynligt, at når man halverede dagpengeperioden ville det
naturlige skridt være at sikre væksten efterfølgende. Dette
mål endte regeringen, da også med at nå til enighed om, men
langt fra på den måde som LA forstiller sig vækst. Regeringen
har valgt at give forskellige tilskud til håndværkere og
lave nogle offentlige investeringer, det private erhvervsliv fik
en fedtskat og et par andre afgifter.
Det vi kan konkludere om realpolitik er:
For et parti handler det om at trække Folketingets beslutninger
i den rigtige retning i forhold til sin egen
ideologi.
Som du kan læse, er realpolitik altså en blanding af holdning,
viden og hvad der er praktisk muligt indenfor de
rammer samfundet har. Det er vigtigt, at man har en holdning
til spørgsmålet. Holdningen afgør, hvordan man vælger,
at gribe problemet an. Hvis man ser arbejdsløse som
”dovne hunde, der bare skal have et spark”, vil man naturligt
nok gribe problemet anderledes an, end hvis man ser arbejdsløshed
som e menneskelig tragedie.
Men en holdning uden viden er helt håbløst, det nytter ikke
noget at tale om ”høj arbejdsløshed og jeg tror at…”, i politik
handler det om at indsamle viden omkring det konkrete
emne og forhåbentlig være så modtagelig overfor den viden,
at det enten bekræfter eller afkræfter et problem, og endnu
vigtigere at man kan benytte denne viden til at komme med
løsninger eller løsningsforslag, altså hvad der er praktisk muligt.
53

Kapitel 10
Partier i Danmark
Som vi har gennemgået i de forrige kapitler, så er der repræsentativt
demokrati i Danmark. Lidt firkantet og meget forenklet
betyder det, at man skal stemme på et parti til et valg,
kun de færreste kan finde partier, som de er helt enige i, og
vælger dermed et parti, der ligger rimelig tæt på ens egne
mærkesager, dvs. de sager som betyder mest for en.
Hvert parti har forskellige mærkesager, hvilket vil sige de
sager, som er dem, der betyder mest for dem, hvis man melder
sig ind i et parti og er aktivt, er det oftest nødvendigt, at
man kan tilslutte sig disse sager.
Man snakker tit om de borgerlige, midten og socialisterne.
Det skyldtes at man i gamle dage havde partier der repræsenterede
bestemte grupper i befolkningen.
Fx var socialdemokraterne et parti for arbejdere, dvs. at paritet
arbejdede altså mere eller mindre kun for at forbedre arbejdernes
vilkår i samfundet. Venstre henvendte sig til landbruget
og De Radikale henvendte sig til husmænd (folk, der
boede på landet uden at være bonde) og lærde.
Man talte derfor om at partierne lå omkring en politisk akse,
men efterhånden gav den ikke længere mening, fordi der
kom flere og flere partier og hvert parti holdt sig ikke kun at
tale for sin gruppe.
I dag kan man tale om den social-liberalistiske akse og den
grønne-markedskræfter akse. På den modsatte side kan du
se, hvor de forskellige partier ligger.
De fire begreber.
Socialistiske partier (i Danmark) går ikke ind for at indføre
kommunisme, men ønsker en høj social profil, altså velfærdsydelser,
godt sundhedsvæsen, måske endda borgerløn,
stor offentlig sektor.
Liberalisme i Danmark har, i sin oprindelig ideologi
(forklaret tidligere) trange kår og liberalisme i Danmark er
derfor ikke det samme som at afskaffe alle velfærdsydelse,
privatisering af alt og ingen statsindblanding. Liberalisme i
Danmark er nærmere lave velfærdsydelse, privatisering af
det, der kan privatiseres, lav skat, personlig frihed, fokus på
at erhvervslivet har gode kår osv.
54

EL SF
Socialisme
Grøn ideologi betyder at man tænker grønt i alle beslutninger,
fx hvis Danmark har brug for mere strøm, at man så
tænker vindmøller, selvom kulkraft vil være billigere. Naturen
er et fælles ansvar.
Markedskræfter betyder at det er markedskræfterne der
skal bestemme, fx om det skal være vindmøller eller kulkraft,
naturen er ens eget ansvar, fx at borgeren kan købe vindkraft
energi eller lade være.
Der er meget stor forskel på, hvordan man placerer dem på
På de kommende sider kan du læse om de danske partier,
der stiller op til Folketinget eller er i gang med at samle underskrifter.
Ved hvert parti skriver jeg hvad jeg tror der sker efter det
kommende valg.
Q
Soc
DF
Grøn ideologi
Rad
V
K
markedskræfter
I
liberalisme

Enhedslisten (Ø)
Partiets historie
Enhedslisten er Danmarks mest venstreorienterede parti, der
er repræsenteret i Folketinget. Partiet blev dannet af VS,
DKP og Socialistisk Arbejderparti (SAP) i 1989. EL kom
første gang i folketinget i 1994. Partiets opbygning er en kollektiv
ledelse, hvilket ved flere finanslovsforhandlinger har
givet problemer for folketingsgruppen, da denne ikke kan
gøre noget uden at have opbakning fra bestyrelsen først.
Som folketingsmedlem af EL modtager man ca. 20.000 kroner
i løn, resten af lønnen som folketingspolitiker (ca.
45.000) går til partikassen. EL er det eneste parti, hvor der er
et rotationsprincip, dvs. at ingen politikere må sidde mere
end 8 år.
Politisk leder: Kollektiv ledelse
Ideologi: Socialisme
Kernevælgere: Arbejdere, arbejdsløse, unge,
udsatte grupper
Mærkesager: Imod NATO og EU, økologi,
arbejdsløshed
Arbejdsløshed: Bør have førsteprioritet
Kriminalitet: Er et symptom på arbejdsløshed og
sociale problemer
Sundhed: Legalisering af rushmidler
Uddannelse: Flere penge, færre elever i klasserne
Offentlig sektor: Stort velfærdssamfund
Miljø: Tænke grønt i alle beslutninger
EU: Er grundlæggende imod,
men for handelsunion
Flygtninge: Ser ikke noget problem,
forbedret integration
De sidste 4 valg
EL fik i 1998 fem mandater og var SR regeringens støtteparti,
dog var det begrænset med indflydelsen, hvilket måske var
begrundelsen til at partiet gik et tilbage i 2001. I 2005 fik
partiet seks mandater, men har ikke haft nogen indflydelse.
Op til valget i 2007 valgte man at opstille fundamentalisten
Asmaa Abdol, der nægtede at give hånd til mænd og erklærede
sig godt tilfreds med at danske soldater blev dræbt i Irak.
Partiet styrtdykkede i meningsmålingerne op til valget og de
tabte 2 mandater og over 30% af stemmerne i forhold til sidste
valg. Hun er siden blevet bedt om ikke at opstille ved det
kommende valg.
Nyere betydningsfulde personer
Asmaa Abdol skulle formentlig tiltrække muslimske vælgere,
da hun var tildækket med tørklæde, men undervejs i sin
56

valgkamp lykkes det for hende at erklære sig tilhænger af den
irakiske modstandsbevægelse, der lavede terror mod civile
og dræbte danske soldater. Hun nægtede at give hånd og
formåede at sætte sharialoven over grundloven. Igen og igen
forklarede hun det med misforståelser. Valget blev en katastrofe
for EL, der mistede mere end 30% af stemmerne og
kun lige akkurat blev repræsenteret i Folketinget. Hun blev
siden, ifølge rygter, bedt om ikke at stille op igen. Senest
gjorde hun sig bemærket ved at nægte at følge de almindelige
sikkerhedsregler i en lufthavn. Det er sjældent én person i
den grad har smadret et helt parti, derfor anser jeg hende
som betydningsfuld.
Efter valget
EL har efter et valg reelt ingen indflydelse, de har malet sig
op i en krog, hvor de kun kan sige ja til S-SF´s politik, alternativet
er at vælte regeringen, hvilket vil være helt utænkeligt.
EL vil forsøge at få rullet dagpenge og efterlønsreformen
tilbage, men det er helt usandsynligt, der er flertal for
det.
57

Socialistisk Folkeparti
(F)
Partiets historie
SF er et venstreorienteret parti, hvis ideologiske udgangspunkt
er socialismen. Partiet blev stiftet af den af Danmarks
Kommunistiske Parti (DKP) ekskluderede kommunist Aksel
Larsen i 1958. SF tog fra starten afstand fra diktaturet i Sovjetunionen,
fordi partiet mente, at socialismen er udtryk for
en udvidelse af demokratiet, ikke det modsatte, således tog
SF også afstand fra en voldelig omstyrtelse af samfundet.
Med Gert Petersen og i særdeleshed senere Holger K. Nielsen
blev SF et parti, der bevægede sig fra protestparti til et
parti, der indgik i praktisk politik. I dag er lederen Villy
Søvndal.
Politisk leder: Villy Søvndal
Ideologi: Reformsocialisme
Kernevælgere: Arbejdere, unge, offentlig ansatte
Mærkesager: Arbejdsløshed, offentlig sektor
Arbejdsløshed: Kortere arbejdstid, orlovsordninger
Kriminalitet: Symptom på social ulighed
Sundhed: Ser den nuværende som pinlig
og skal forbedres
Uddannelse: Forbedring af Folkeskolen
Offentlig sektor: Forbedret og forstørres indtil dette er nået.
Miljø: Alternativ energi, grøn ideologi
EU: Kritisk tilhænger
Flygtninge: Tage maksimalt 3000, hjælp i nærområder
De sidste 4 valg
I 1998 havde SF 13 mandater, hvilket de også holdt ved valget,
hvor de fortsatte samme SR regeringens støtteparti. Det
er dog langt fra de 26 de havde i firserne. I 2001 tabte partiet
et mandat og mistede enhver indflydelse. Da partiet yderligere
mistede et mandat i 2005 var faktum at daværende formand
Holger K. Nielsen godt nok var respekteret i befolkningen,
men ikke kunne sælger stemmer og han blev derfor
udskiftet med den nuværende og jævnaldrende formand.
Det lykkes for partiet ved valget i 2007 at gå frem til 23
mandater, altså plus 12 mandater. Siden da Villy Søvndal og
hans støtter trukket partiet tættere på Socialdemokraterne.
Nyere betydningsfulde personer
Holger K. Nielsen indførte at partiet arbejdede med kompromisser,
hvilket var ukendt tidligere.
58

Efter valget
Villy Søvndal og Helle Thorning går til valg sammen og har
grundlæggende den samme politik, hvilket absolut ikke er
uden omkostninger i forhold til baglandet, der er utilfreds
med den højredrejning der er sket på fx indvandring/
flygtninge området, hvor man stort set har adopteret Dansk
Folkepartis politik.
Mange i baglandet mener man har givet køb på SFs grundholdninger
for at komme til magten, hvis den glipper, er der
risiko at for at den uro bluser op. Udover det vil SF vælgerne
opdage, at partiet enten må føre en politik, der ligger væsentligt
fra partiets partiprogram eller også vil mange vælgere
opdage, at der ikke er overensstemmelse mellem det der blev
sagt før valget, og hvad der bliver ført af politik efter valget.
59

Socialdemokraterne (A)
Partiets historie
Socialdemokratiet blev stiftet i efteråret 1871 af Louis Pio,
Harald Brix og Paul Geleff for at organisere voksende arbejderklasse
på et socialistisk grundlag, der sikrede arbejderne
retfærdige levevilkår. I 1924 blev partiet det største parti
med 36,6 procent af stemmerne, og dannede regering med
Thorvald Stauning som statsminister. Partiet er hovedarkitekten
bag vores velfærdssamfund. Fra 1924-1982 havde Socialdemokraterne
stort set magten konstant med få undtagelser.
1982-93 var den længste periode uden partiet sad i regeringen.
Partiet var sidst i regering fra 1993-2001, med Poul
Nyrup som statsminister.
Politisk leder: Helle Thorning-Smith
Ideologi: Reform socialisme
Kernevælgere: Arbejdere, offentlig ansatte, arbejdsløse
Mærkesager: Arbejdsløshed, velfærdsstaten
Arbejdsløshed: Ses som flaskehalsproblem, efteruddannelse
Kriminalitet: Forebyggelse, ser arbejdsløshed som grund.
Sundhed: Forbedres ved bedre lønninger,
import af læger
Uddannelse: Forbedres gennem mere efteruddannelse
Offentlig sektor: Så stor som det er nødvendigt
Miljø: Mere vind og sol energi
EU: Positiv
Flygtninge: En stram, human politik
De sidste 4 valg
I 1998 gik S et mandat frem, men daværende leder og statsminister
blev fældet på efterlønssagen og ved valget i 2001
måtte partiet aflevere 11 mandater og regeringsmagten.
Mogens Lykketoft blev leder året efter, men det endte med
valgnederlag i 2005 og han forlod samme aften formandsstolen.
I stedet blev den urutineret Helle Thorning-Smith
valgt ved valgkamp med få stemmer mere end Frank Jensen,
der siden trak sig fra landspolitik.
Ved valget i 2007 led hun ikke kun den tort ikke at blive
statsminister, men Socialdemokraterne gik 2 mandater tilbage
og fik det dårligste valg nogensinde i partiets historie.
Nyere betydningsfulde personer
Anker Jørgensen fik skylden for at Danmark var tæt på fallit
i firserne, dette er ikke hele sandheden, da (heller) ingen
borgerlige partier ville hjælpe med at indføre de nødvendige
reformer. Ikke destro mindre huskes han som den sidste arbejder,
der ledede landet og nyder i dag respekt overalt, hvor
han færdes.
60

Poul Nyrup Rasmussen byggede videre på den politik, der
var lagt af Poul Schlüter og hans politik førte til at Danmark
fik rekordlav arbejdsløshed og massiv privatisering, til trods
for dette voksede den offentlige sektor voldsomt i hans regeringstid.
Efter valget
Socialdemokraterne har lanceret Fair Løsning sammen med
SF, som bl.a. går ud på at alle skal arbejde 1 time mere om
ugen, dette skal efter planen indbringe 15 milliarder ekstra til
statskassen. Ingen eksperter er enige i den vurdering, til
trods for talrige henvendelser til partiet, er det ikke lykkes at
få et svar på, hvordan det giver andet end øget arbejdsløshed
at hæve arbejdsugen fra 37 til 38 timer. Dertil kommer,
hvordan det skal gennemføres. Der er kun en ting, der virker
sikkert med Socialdemokraterne, det er at de går efter magten,
men det er helt umuligt at få svar på, hvad de egentlig
vil bruge magten til. Der hele drukner i indpakning og meget
lidt indhold, der konstant ændrer sig alt efter, hvilken vej de
politiske vinde blæser.
Hvis Socialdemokraterne ikke vinder regeringsmagten, er
der lagt op til et blodigt opgør i partitoppen. Hvis de vinder
magten, tyder alt på at samfundet vil fortsætte med nogenlunde
samme politik bare med flere skatter og afgifter.
61

Radikale Venstre (B)
Partiets historie
Partiet opstod i 1905, da en gruppe i Venstre mente, at Venstre
havde svigtet en del vælgere. Dengang var et af de store
punkter at sænke valgretten til 21 år. De Radikale har ofte
været i koalitionsregeringer, hvor de har haft stor indflydelse
til trods for relativ få mandater. Partiet har samarbejdet med
både højre og venstrefløjen gennem årene, og arbejdede således
i firserne sammen med den borgerlige regering og i
halvfemserne sammen med socialdemokraterne.
Politisk leder: Margrethe Vestager
Ideologi: Socialliberalisme
Kernevælgere: Akademikere, lærere, intellektuelle
Mærkesager: Uddannelse, sænkning af skatter, miljø
Arbejdsløshed: Bekæmpes ved forbedret konkurrenceevne
og EU
Kriminalitet: Forbyggende indsats, lav arbejdsløshed
Sundhed: Forbyggende indsats, personligt ansvar
Uddannelse: Faglighed og opbygning af det hele
menneske
Offentlig sektor: Udbygges og forbedres med
(efter)uddannelse
Miljø: Bæredygtigt, økologisk og økonomisk
EU: Tilhænger
Flygtninge: Anstændig behandling, kan være en gevinst
for landet
De sidste 4 valg
I 1998 havde partiet ligget stabilt omkring 7-10 mandater i
en længere periode, hvilket hverken valget i 1998 eller 2001
ændrede på. Men i 2005 gik man 9 mandater frem og havde
17 mandater, men det var alligevel begrænset med indflydelsen.
Det fik partiet til at pege på daværende leder Marianne
Jelved som statsminister og forsøge ”den anden vej” som de
kaldte det. Pressen døbte det hurtigt til ”den forkerte vej”,
og i 2007 opstod Ny Alliance som resultat af længere tids
utilfredshed. Partiet gik ved valget samme år tilbage med 8
mandater og partiet skiftede formand til den nuværende.
Nyligt betydningsfulde personer
Niels Helveg Petersen var blev valgt første gang i 1966 og
derefter 12 valg i træk. Han var formand for partiet fra 1978-
88 og økonomiminister fra 1993-2000.
Marianne Jelved kom i Folketinget i 1987 og blev formand
et år senere. Hun var formand frem til 2007 og har været
økonomiminister i små ti år under skiftende Nyrup regeringer.
62

Efter valget
Det er lykkes for Vestager i sidste øjeblik at begynde at lave
realpolitiske forhandlinger med VK regeringen. Derfor betyder
det i virkeligheden måske ikke det helt vilde for Radikale,
hvem der vinder statsministerposten. Hvis Løkke fortsætter
har de tydeligt fremvist at de ønsker indflydelse, men vinder
Helle Thorning er der mulighed for at komme i regering,
men det er en regering, som de på afgørende punkter virker
til at være uenige med. Derfor virker det mere og mere
usandsynligt, at de går ind i regeringen, men derimod bliver
et støtteparti, der vil tage sig betalt fra sag til sag for at støtte
regeringen.
Radikale har afvist at rulle dagpengereformen tilbage, og de
har indgået aftale om at forringe efterlønnen, dette vil de
holde fast i.
63

Liberal Alliance (I)
Partiets historie
Partiet med Naser Khader i spidsen opstod som udbrydergruppe
af Det Radikale Venstre efter længere tids utilfredshed.
Partiet kom ind med 5 mandater i 2007. I sommeren
2008 skrottede man partinavnet, hele partiprogrammet og
smed de resterende medlemmer ud.
Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll designede
derefter en liberal politik sammen med Leif Mikkelsen, hvor
man har fire mærkesager, max 40% skat, færre forbud, gang
i væksten og mindre bureaukrati. Medlemmerne begyndte
hurtigt at strømme til og partiet ligger i dag til at 8-10 mandater.
Medlemmerne har pt. ikke den store indflydelse på
partiets politik, men dette vil blive ændret efter valget i 2011.
Politisk leder: Anders Samuelsen
Ideologi: Socialliberal
Kernevælgere: Liberale fra alle samfundslag
Mærkesager: 40% skat, færre forbud, gang i væksten
og mindre bureaukrati
Arbejdsløshed: Bekæmpes ved forbedret konkurrenceevne,
max 40% skat m.m.
Kriminalitet: Forbyggende indsats, lav arbejdsløshed
Sundhed: Forbyggende indsats, personligt ansvar
Uddannelse: Ønsker reform, der bygger på viden
og ikke følelser.
Offentlig sektor: Der ansættes 930 hver gang 1000 går
på pension.
Miljø: Bæredygtigt, både økonomisk og økologisk
EU: Handelsunion, imod at fjerne forbeholdene.
Flygtninge: Anstændig behandling, for indvandrer
gælder åbne grænser og lukkede kasser.
Det sidste valg
Partiet blev, under navnet Ny Alliance, valgt ind i 2007 med
5 mandater. Partiet gik derefter i opløsning af forskellige
grunde, den væsentligste var dog at Samuelsen, Seeberg og
Kahder slet ikke havde afstemt forventningerne med hinanden
inden partiet blev startet, så for Samuelsen var det er
liberalt projekt, og for Kahder et projekt, der handlede om
at holde DF udenfor indflydelse.
Siden da har partiet ændret navn, kommet med et partiprogram
og valgte at smide alle resterende medlemmer ud. Siden
da er partiet vokset til lidt over 6500 medlemmer.
64

Nyligt betydningsfulde personer
Anders Samuelsen har egenhændigt genfødt
partiet og har sikret at der er et liberalt alternativ
til de nuværende partier. Partiet kendetegner sig
ved at tage betaling på de fire mærkesager og ellers
stemme for resten.
Efter valget
LA peger på Lars Løkke som statsminister, i mangel af bedre.
LA er meget kritisk overfor den siddende regering. Fordelen
er, at hvis den fortsætter, bliver det med stor sandsynlighed
sådan at LA vil være tungen på vægtskålen, hvilket vil
give stor indflydelse. Partiet vil så kræve betaling på mærkesagerne
for at stemme for regeringens politik.
Hvis Helle Thorning bliver statsminister vil partiet fortsat
forhandle og søge indflydelse, men den bliver helt sikkert
mindre end ellers. Partiet har i meningsmålinger det sidste år
ligget og svinget mellem 8,8 % og ned til 2,5%, så det er
svært at forudsige valget. Liberal Alliance er helt sikkert at
finde i Folketinget efter valget, men om det er med 5, 8 eller
16 mandater synes helt åbent.
Liberal Alliance har haft forbløffende stor indflydelse det
sidste år, hvor det er lykkes at få halveret dagpengeperioden,
få forringet efterlønnen og nu ser det ud til at der danner sig
flertal for at nedlægge regionerne. Til gengæld måtte LA erkende
at man stod udenfor finansloven 2010, da regeringen
ikke ville imødekomme kravene om at fjerne multimedieskatten,
iværksætterskatten, fjerne fedtskatten og udligningsskatten
for pensioner.
65

Venstre (V)
Partiets historie
Partiet blev stiftet i 1870 og var dengang et modspil til partiet
Højre, som det altså var til venstre for, deraf navnet. Venstre
ville sikre frie valg, lighed for loven og ytringsfrihed. I
1901 havde partiet 76 ud af 114 pladser i Folketinget). Gennem
de næste 100 år havde Venstre i flere omgange regeringsmagten
i forskellige koalitionsregeringer og var bl.a.
med til at genoprette økonomien med Kanslergadeforliget
og Kartoffelkuren. Venstre har haft regeringsmagten siden
2001 først med Anders Fogh Rasmussen som statsminister
(til 2009) derefter overtog Lars Løkke Rasmussen.
Politisk leder: Lars Løkke Rasmussen
Ideologi: Social liberalisme (hævder de)
Kernevælgere: Selvstændige, privat ansatte, landmænd
Mærkesager: Frihed, lighed, personligt ansvar
Arbejdsløshed: Beskæres af dagpengeperiode,
kontanthjælpsloft
Kriminalitet: Strengere straffe
Sundhed: Færre, men større og bedre, hospitaler
Uddannelse: Flere gennem systemet hurtigere.
Offentlig sektor: Skal vokse mindre end den private sektor.
Miljø: Fælles EU regler, ingen grønne afgifter
indtil da
EU: Særdeles varm tilhænger
Flygtninge: Stram politik, hjælp i nærområder,
”madpakkeordning”, tvangshjemsendelse.
De sidste 4 valg
I 1998 måtte daværende leder Uffe Elleman Jensen konstatere,
at han var mindre end 1000 stemmer fra at blive landets
statsminister, han valgte umiddelbart efter at gå af som formand,
hvorefter Anders Fogh Rasmussen blev valgt. Venstre
der havde opnået et uændret 42 mandater i 1998, i 2001
gik man frem til 56 mandater og blev landets største parti.
Partiet dannede regering med De Konservative med DF
som støtteparti. I 2005 gik partiet 4 mandater tilbage, men
de beholdte regeringsmagten. Venstre er under Anders
Foghs ledelse blevet beskyldt for at være forvandlet til et Socialdemokrati
light, og at man har glemt de liberalistiske tanker
for at tækkes midtervælgerne, dvs. marginalvælgerne. I
2007 gik partiet yderligere 6 mandater tilbage og Lars Løkke
overtog formandsposten og dermed statsministerposten i
2009.
Nyere betydningsfulde ledere
Uffe Ellemann gjorde Venstre i firserne til et stort parti på
bekostning af De Konservative. Han tabte formentlig rege-
66

ingsmagten, da han hånligt erklærede sejren for sikker dagen
før valget i 1998.
Anders Fogh Rasmussen vil blive husket som den første
venstre statsminister der blev genvalgt. Han vil også blive
husket som en katastrofal leder, der først og fremmeste havde
en ambition om at beholde magten. Under hans ledelse
lykkes det at gennemføre en kommunalreform, der øgede
administrationen, en politireform, der fjernede politiet fra
gaderne og satte dem foran computerskærmen og en sundhedsreform
der ikke havde nogen virkning, ligesom de lykkes
at lave adskillige skolereformer uden at blande fagkundskaben
ind i processen. Fogh vil blive husket som en landets
absolut dårligste statsministre nogensinde.
Efter valget
Hvis det lykkes for Venstre (og Konservative) at beholde
regeringsmagten vil de formentlig for første gang være uden
absolut flertal med DF. Det vil formentlig bane vejen for at
der sammen med Radikale og Liberal Alliance kan føres liberal
politik. Hvis de taber magten er det ikke nødvendigvis
sikkert at Lars Løkke går som formand, det er muligt han
satser på et hurtigt comeback, alt efter hvordan mandatsammensætning
i Folketinget er blevet. Venstre bliver ved et nederlag
sikkert som forvandlet og vil fremføre sig som et liberalt
parti.
Venstre har gennemført dagpengereform, efterlønsreform,
fået gennemført en kommunalreform, politireform og en
sundhedsreform, deres opgave er nu at få de ting til at fungere
efter hensigten. Regionerne bliver formentlig nedlagt,
hvis regeringen fortsætter.
67

Konservative Folkeparti
(C)
Partiets historie
Partiet blev stiftet i 1915 og udspringer fra partiet Højre,
som man ønskede en fornyelse af. Konservative kæmpede
for at indføre værnepligt og styrkelse af landets forsvar, bedre
uddannelse, bekæmpelse af alkohol og bevarelse af folkekirke.
Partiet har i flere omgange været i forskellige regeringskoalitioner,
og havde fra 1982-93 statsministerposten
(Poul Schlüter). Konservative har været i regering siden
2001.
Politisk leder: Lars Barfod
Ideologi: Konservative
Kernevælgere: Middelklasse, rige, selvstændige,
funktionærer
Mærkesager: Gud, konge og fædreland, mindre skat
Arbejdsløshed: Beskæres af dagpengeperiode,
kontanthjælpsloft
Kriminalitet: Strengere straffe, flere fængsler
Sundhed: forbedres ved import af læger,
behandling i udlandet
Uddannelse: Forbedres gennem mere efteruddannelse
Offentlig sektor: Opretholdes på nuværende niveau.
Miljø: Økonomi før miljø
EU: Positiv
Flygtninge: Hjælp i nærområder, madpakkeordning,
tvangshjemsendelse, når det er muligt.
De sidste 4 valg
Efter flere store skandaler i halvfemserne med magtkampe,
efter Hans Engel kørte galt i en brandert, blev partiet næsten
halveret i 1998, hvor de gik fra 27 til 16 mandater. I 2001
beholdt de samme mandattal og overtog sammen med Venstre
regeringsmagten, i 2005 vandt de to mandater.
Siden da er både Bengt Bendtsen og Lene Espersen blevet
gået som partiformænd. Men også Lars Barfod er blevet beskyldt
for at være for samarbejdsvillig med Venstre og DF
og lade partiets mærkesager være for meget i baggrunden for
at tækkes marginalvælgerne. Partiet fik i 2007 et uændret valg
og har fortsat 18 mandater, meningsmålingerne har dog været
katastrofale de sidste to år.
Nyere betydningsfulde ledere
Poul Schlüter samlede partiet efter en række blodige interne
kampe. Han blev lidt hånligt kaldt for parfumesælgeren og
blev set som en middelmådig leder, der kun skulle være der i
68

ganske kort tid. Jeg har ikke kunne finde begrundelsen til
tilnavnet parfumesælgeren, for han er uddannet advokat.
Imidlertid lykkes det for ham at samle partiet og sikre nogle
gode valg. Han var landets statsminister fra 1982-1993, hvor
det lykkes for hans regeringer at vende en truende bankerot
til økonomisk fremgang, som Poul Nyrup kunne bygge videre
på.
Hans Engel var en lovende og populær formand, da han
kørte galt i en brandert. Han tog konsekvensen og trak sig
helt ud af politik. Det hjalp dog ikke partiet, der kastede sig
ud flere formandsopgør, der sendt partiet ned på 10% af
stemmerne.
Efter valget
Hvis det lykkes for Konservative (og Venstre) at beholde
regeringsmagten vil de formentlig for første gang være uden
absolut flertal med DF, som De Konservative har et anstrengt
forhold til. Det vil formentlig bane vejen for at der
sammen med Radikale og Liberal Alliance kan føres mere
borgerlig politik.
Det vil der være brug for, for efter ti år i regering har man
stort set ikke fået gennemført noget af sin egen politik. Af
samme grund ser man og vil man se de mest mærkværdige
markeringer fra partiet. Seneste markering kom i juli11 forslog
at give kriminelle en økonomisk bonus for at stoppe
den kriminelle løbebane, det kom samme dag, som partiet
forslog at begrænse kontanthjælpen til 2 år. Lars Barfod vil
formentlig, som nyvalgt leder, fortsætte efter valget uanset
udfaldet.
Konservative har gennemført dagpengereform, efterlønsreform,
fået gennemført en kommunalreform, politireform og
en sundhedsreform, deres opgave er nu at få de ting til at
fungere efter hensigten sammen med Venstre. Regionerne
bliver formentlig nedlagt, hvis regeringen fortsætter. Konservative
har krævet skattelettelser de sidste ti år, men der er
blevet opkrævet mere i skat år for år. De Konservative har
brug for at få gennemført nogle af deres mærkesager.
69

Dansk Folkeparti (O)
Partiets historie
Partiet blev dannet i 1995 af fire udbrydere af Fremskridtspartiet,
dette skete efter at Pia Kjærsgaard og andre højtstående
medlemmer havde tabt en afgørende afstemning. Ifølge
Kjærsgaard havde Kim Behnke lavet et kup for at blive
formand ved at der var sket et ”mystisk antal nyindmeldte”
på meget kort tid (faktisk samme dag, som der var afstemning).
På forholdsvis kort tid har partiet opnået stor indflydelse på
flere områder. Partiet er ofte kritiseret for at være topstyret,
og for at ekskludere medlemmer, der udtaler sig kritisk om
topstyringen, ligeledes bliver hvert enkelt medlem vurderet
inden man får lov til at melde sig ind.
Politisk leder: Pia Kjærsgaard
Ideologi: Konservativ socialisme
Kernevælgere: Ældre, offentlig ansatte, arbejdere
Mærkesager: Flygtninge, dyrevelfærd, ældres forhold
Arbejdsløshed: Alle skal i arbejde
Kriminalitet: Strenge straffe, sænke den
kriminelle lavalder
Sundhed: Opprioriteres
Uddannelse: Opprioriteres
Offentlig sektor: God og stor
Miljø: Vigtig
EU: Imod selve konceptet
Flygtninge: Hjælpe i nærområdet, hjemsendelse af
flygtninge, når det kan lade sig gøres.
De sidste 4 valg
I 1998 var DF til valg for første gang og modtog 13 mandater,
som dog ikke kunne bruges til en stor indflydelse, da den
daværende SR regering, kraftigt ansporet af CD, ikke ville
arbejde sammen med dem. I 2001 gik partiet frem til 22
mandater. I første omgang troede de fleste af det skyldtes
terrorangrebet i september 2001, men i 2005 gik partiet
yderligere frem og understregede dermed at partiet var kommet
for at blive. Siden 2001 har det været støtteparti for VK
regeringen og har opnået stor indflydelse. I 2007 fik partiet
et mandat mere og er lige nu på 25 mandater.
Nyligt betydningsfulde personer
Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup og Christian Thulesen-Dahl
står for den daglige ledelse af partiet og styrer reelt hvordan
alle skal stemme og opføre sig.
70

Efter valget
Efter valget tyder alt på at DF må forberede sig på en ny tid,
hvor de ikke er tungen på vægtskålen. Hvis der kommer en
SSF regering, vil de formentlig blive holdt udenfor indflydelse,
helt upåagtet af at de er mere enige med venstrefløjen
end med de borgerlige partier.
Hvis regeringen fortsætter må DF forberede sig på at VK
regeringen ikke kan nøjes med at DF, men også skal have
enten R og LA med ved forhandlingsbordet. Imidlertid har
DF fremvist gennem ti år, at de ønsker indflydelse og kan
kompromisets kunst, så det skal nok gå.
DF har lagt stemmer til dagpengereform, efterlønsreform,
kommunalreform, politireform og en sundhedsreform, deres
opgave er nu at få de ting til at fungere efter hensigten. Derudover
har de fået styrket grænsekontrollen og fået indført
et pointsystem for udlændinge. DF har med stor dygtighed
fået gennemført meget af deres politik, men der er også
kommet nogle knaster, således gik man til valg på ikke at ændre
efterlønnen, hvilket er sket.
71

Kristendemokraterne (K)
Partiets historie
Partiet blev stiftet i 1970 som reaktion på pornoens frigivelse
og abortloven. Partiets ideologi er den kristne tro og en
etisk grundholdning til alle livets facetter. Partiet gik længe
ind for at forbyde abort, men har i dag valgt at acceptere at
dette er en kvindes ret. De går ind for en grøn profil og et
medmenneskeligt udgangspunkt.
De sidste 4 valg
Efter at have siddet udenfor Folketinget 1994-98 kom partiet
igen i folketinget i 1998, man klarede valget i 1998 med få
tusinde stemmer, kun for at ryge ud af folketinget igen i
2005. Partiet kom heller ikke i Folketinget i 2007. De fik ca.
30.000 stemmer, hvilket er mindre end halvdelen af hvad der
kræves for at komme ind.
Den eneste grund til partiet er repræsenteret er, at Per Ørum
valgte at melde skifte fra Konservativ til Kristendemokraterne.
Partiet har ved det kommende valg slået sig sammen med
Fælleslisten og de stiller kun op i udvalgte kredse, hvor de
går efter et kredsmandat.
Efter valget
Kristendemokraterne kommer ikke i Folketinget efter et valg
og mit bud er at det bliver nedlagt derefter sammen med
Fælleslisten.
Kristendemokraterne stemte for finansloven i 2010 uden at
få ret meget for det, men det lykkes da at få afsat 25 millioner
til sociale indsatser.
72

Og alle de andre
Gennem tiden har der været et utal af partier, der har stillet
op til Folketingsvalg, nogle er blevet valgt ind, endnu flere er
det ikke lykkes for. Jeg ser her på nogle af de mange partier,
der nåede at spille en rolle på hver sin måde.
Centrum Demokraterne
Partiet blev stiftet i 1973 af Gladsaxe borgmester Erhard Jacobsen
i utilfredshed med Socialdemokraterne. De arbejdede
for at forbedre forholdene for husejere og bilejere. CD havde
meget stor indflydelse gennem firserne og halvfemserne
og fik gennemført en del af deres politik mens de sad i regering
først med Schlüter og siden Nyrup. I 2001 røg partiet
ud af folketinget og har siden oplevet formandskrise og er i
dag generelt anset som et dødt parti, der blot venter på at
blive nedlagt.
Fælleslisten
Det opstod som protest mod et nyt supersygehus i Vestjylland.
Til trods for mere end to år på bagen, har de ikke formået
at indsamle de nødvendige underskrifter. De stiller op
på samme liste som Kristendemokraterne. Efter valget vil
partiet nok blive nedlagt igen.
Fokus
På partiets hjemmeside skriver man: Ønsker du også bedre
balance i den måde, vi forbruger og udnytter vores naturressourcer
på? Og ønsker du også en langt bedre forebyggende
indsats overfor fysiske og psykiske sygdomme, overfor alkohol-
og narkomisbrug, over for hjemløshed og over for kriminalitet?
Så er partiet Fokus noget for dig. Udover det er
partiet meget optaget af dyrenes forhold.
Partiet har ikke formået at samle nok underskrifter til at stille
op, og tiden er ved at rinde ud for at nå det.
Det Humanistiske Parti stillede op for anden gang i 1990,
hvor partiet fik det laveste antal stemmer noget parti nogensinde
har fået ved et valg, nemlig 763 stemmer. Ifølge partiets
hjemmeside, så har de ikke mistet modet og vil stille op
igen. Det bliver ikke i 2011.
Demokratisk Fornyelse stillede op i 1994 primært for at
melde Danmark ud af EU, at indføre folkeafstemning om et
emne, hvis 25.000 ønskede det. Partiet oplevede et katastrofevalg
og fik lige knap 11.000 stemmer, under 0,3% af de
afgivne stemmer. Det lykkes ikke for partiet at samle underskrifter
nok til valget i 2001, hvorefter det blev opløst.
Fælles Kurs blev stiftet af Preben Møller Hansen og fik 4
mandater ved valget i 1987. Partiet sikrede sig en plads i hi-
73

storien dels ved at nægte at pege på hverken Poul Schlüter
eller Svend Auken, men derimod Preben Møller Hansen
som statsminister, dels ved at have en formand, der konstant
blev irettesat for grimt sprog fra talerstolen. De nåede at stille
adskillige mistillidserklæringer til regeringen, men ellers
var den generelle opfattelse at Fælles Kurs og Preben Møller
Hansen i særdeleshed var pauseklovne, og pauseklovne stopper
med at være sjove på et tidspunkt.
Ved de efterfølgende valg nåede partiet ikke over spærregrænsen,
de kunne efterfølgende ikke samle nok underskrifter
og fik øgenavnet Fælles Konkurs. I 2001 blev partiet endeligt
opløst.
Fremskridtspartiet kom i Folketinget ved jordskredsvalget
i 1973 med 28 mandater, men partiets stifter Mogens Glistrup
havde svært ved at holde sammen på partiet. Partiet
kom primært ind på at afskaffe papirnusseri og sænke skatten.
Siden valget i 1973 gik partiet mere eller mindre tilbage
ved de fleste valg. I 1984 gik de ti mandater tilbage til blot 6,
hvorefter Pia Kjærsgaard overtog ledelsen, hvor partiet blev
stabiliseret på omkring 12 mandater.
Mogens Glistrup nåede derefter både at afsone en skattedom,
blive smidt ud af partiet og vende tilbage igen i 2001.
Inden valget i 2001 nåede hele folketingsgruppen at forlade
partiet og blive løsgængere. I 2001 havde Fremskridtspartiet
taget den ellers ekskluderet Mogens Glistrup tilbage, der i
mellemtiden havde forsøgt uden held at komme i folketinget
med et nyt parti. Valgkampen blev et trist farvel til både
Fremskridtspartiet og Mogens Glistrup, der i en alder af 75,
slet ikke havde kræfter til valgkampen. Partiet fik blot 19.000
stemmer (0,6%), hvilket var noget af en kontrast til valget 28
år tidligere, hvor de fik 485.000 stemmer.
Minoritetspartiet opstillede første gang i 2005, hvor det fik
omkring 8000 stemmer. Partiet talte bl.a. for borgerløn, afskaffelse
af den seksuelle lavalder og for en mere humanistisk
og grøn politik. De fik lige under 9000 stemmer og Rene
Engelbreth Larsen valgte efter valgnederlaget at gå som
leder, så vidt vi ved, er der ikke udpeget en ny og det er
tvivlsomt om partiet genopstiller.
Retsforbundet
Fra 1924-1981 var Retsforbundet flere gange inde i Folketinget,
første gang partiet røg ud var i 1960, hvor de opnåede
2,2% af stemmerne, men da spærregrænsen dengang var
60.000 stemmer faldt de for denne. Siden da røg de ind og
ud af Folketinget flere gange, for tilslut at ryge ud i 1981 og
siden har man ikke været repræsenteret. Deres politik går på
74

den såkaldte Georgisme efter den amerikanske filosof Henry
George (1839-1897), der gik ind for at personen ejede alt,
hvad denne producerede, mens naturens ressourcer skulle
beskattes herunder jord. De stillede sidste gang op på samme
liste som Minoritetspartiet i 2005. Listen fik tilsammen
omkring 8000 stemmer. Partiet eksisterer fortsat, men de
stiller ikke op til valget i 2011.
Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti
(DNSAP)
DNSAP var et dansk nationalsocialistisk parti, der havde sin
storhedstid under Besættelsen.
DNSAP's første leder eller fører var Cay Lembcke, der efter
et kup i parti-ledelsen i 1933 afløstes af Frits Clausen. Partiet
var en efterligning af det tyske nazistparti med stor beundring
for Adolf Hitler. Et hovedprogrampunkt var en etnisk
udrensning af jøderne - uden at have en specifik plan.
DNSAP deltog i i folketingsvalgene fra 1935. Partiet fik i
1939 1,8% (tre mandater). Besættelsen 9. april 1940 førte til
en medlemstilgang. Både tilstrømningen af nye medlemmer
og besættelsesmagtens interesser førte til rygter om et nazistisk
kup. En nazistisk magtovertagelse i Danmark blev
overvejet af den tyske gesandt i Danmark i slutningen af
1940, men han besluttede at vente, til Tyskland havde vundet
krigen. DNSAP forsøgte med uniformerede massedemonstrationer
at berede grunden for et kup i sommeren
1940, men blev forhindret af københavnerne, der gik til angreb.
Uden en magtovertagelse begyndte demoraliseringen at
melde sig.
I februar 1941 splittedes DNSAPs folketingsgruppe og partiet
endnu engang, da den ene af partiets tre MF´ere meldte
sig ud. En overgang fandt partiet i kampen mod Sovjetunionen
en sag, der kunne samle. Hvervningen til Waffen SS og
Frikorps Danmark blev fra 1941 bl.a. organiseret af
DNSAP.
Ved folketingsvalget i 1943 fik DNSAP igen 3 mandater
(men lidt flere stemmer). Fra da gik det kun ned ad bakke:
Fra april til december 1943 mistede partiet næsten 5.000
medlemmer, og "føreren" Frits Clausen forsøgte, tiltagende
alkoholiseret, at redde sit omdømme ved at melde sig til tjeneste
på Østfronten. Han blev tvangsindlagt på et SShospital
til afvænning.
Hjemme i Danmark gik partiet i opløsning i interne kampe
om, hvor meget det skulle støtte tyskerne. Efter 2. verdenskrig
mistede partiet sin opbakning i befolkningen, men nogle
få forsøgte at drive partiet videre. Det blev gendannet i sep-
75

tember 1951 under ledelse af Sven Salicath, men forsvandt i
løbet af 1980erne, da de gamle aktive forsvandt.
Den nuværende Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse
opfatter sig selv som en efterfølger til DNSAP. Ved sidste
kommunevalg fik de 73 stemmer.
Danmarks Kommunistiske Parti (DKP)
Det blev stiftet på en konference i Fredericia af tre udbrydergrupper
fra Socialdemokratiet den 9. november 1919 under
navnet ’Danmarks Venstresocialistiske Parti’. I 1920
skiftede partiet navn til DKP - Danmarks Kommunistiske
Parti. Partiet var stærkt inspireret af Den Russiske Revolution
i 1917, hvor kommunister havde overtaget magten i Rusland.
Partiet blev repræsenteret i Folketinget første gang i 1932,
det blev forbudt i 1941, da Tyskland angreb USSR. Mange
kommunister kom derefter i (dansk) fangelejr, 150 endte
med i 1943 at blive overflyttet til den tyske KZ lejr Stutthof,
hvor 21 mistede livet.
I 1945 fik de deres bedste valg med 12% af stemmerne og
18 mandater, derfra gik det ned af bakke. I 1956 invaderede
Sovjet Ungarn. DKP blev i 1958 splittet i SF (der tog afstand
fra den russiske invasion) og DKP blev fik blot 1,1 %
ved valget i 1960. Først i 1973 kom man igen i Folketinget,
men røg endegyldigt ud i 1979, hvor man manglede omkring
2500 stemmer for at blive repræsenteret. I dag er DKP en
gren af Enhedslisten og har ca. 300 medlemmer.
76

Kapitel 11
Mediernes rolle
I de senere år er der sket en stigende mediebevågenhed
overfor det politiske arbejde. Man taler om at medierne er
en ny statsmagt.
Medierne bringer enkeltsager op, og/eller sætter fokus på
dele af samfundet. Det kan fx være sundsektoren, indvandring
eller noget helt andet. Da befolkningen ikke længere
stemmer efter klasse tilhørsforhold, spiller mediernes rolle
en stadig stigende rolle.
Det samme gør måde, hvorpå borgerne i dag læser/ser medierne.
Politikerne skal derfor lære at kommunikere kort og
effektivt, fordi politikeren oftest kun har få minutter til at
sige selv et kompliceret budskab på en måde, som bliver forstået
af flest muligt.
Internettet har, som tidligere nævnt, gjort at den grundige
gennemarbejdet journalistiske historie er blevet mere sjælden,
men omvendt har nettet givet politikeren mulighed for
direkte kommunikation med flere vælgere end tidligere, fx
med Facebook og blogs. Men også her støder politikerne på
problemet med at fastholde vælgerne.
Meningsmålinger og politiske kommentatorer
Det samme gør meningsmålinger, som giver politikerne et
vink med en vognstang, om deres politik er "korrekt" eller
ej. Det gør at politikerne i et vist omfang er tvunget til at lave
populære beslutninger eller i hvert fald ikke for upopulære
beslutninger. Populisme kommer dermed nemt til at herske
på bekostning af ideologi og fornuft.
Mogen Kristiansen, politisk kommentator på TV2 News udtrykte
efter en meningsmåling det således efter at LA var nede
på 4,8% tilslutning mod 5,9% måneden før:
”Hvis Liberal Alliance ikke kommer med en ny politik, så
kan det være de slet ikke kommer i Folketinget. Man kan
ikke bare sige det samme igen og igen og så tro, det går
godt”.
Efter min mening er det helt forkert. En politiker bør vel
ikke skifte standpunkt, fordi vælgerne er uenige. Burde politik
ikke handle om at fremlægge sine synspunkter, og så tager
vælgerne stilling til dem?
Men vi ser det, som Mogens Kristiansen siger. Politikere, der
77

forsøger at finde den rette stemning og siger det som befolkningen
nok helst vil høre. Det kaldes med et negativt udtryk
for populisme.
Politiske kommentatorer er blevet meget populære, de
analyserer politiske handlinger og mulige motiver til handlinger
og deres indflydelse er stor. I starten var det formentlig
meningen at de skulle ”oversætte” politik og gøre det nemmere
at forstå, men man kan begynde og spørge sig selv om
det ikke er meget magt at give til en enkelt person? Man taler
om medierne kan have en dagsorden.
Dagsorden skal ikke misforstås, sådan at medierne går efter
et bestemt parti for at skade dette parti, men derimod at medierne
går efter at skabe en historie.
Mit eksempel kommer fra Liberal Alliances landsmøde i
marts 2011, her holdt vi et rigtigt positivt og konstruktivt
møde med mange taler og stor fest om aftenen. TV2 var tilstede
hele dagen og sendte massivt fra landsmødet.
Imidlertid var dette ikke en rigtig god historie til Nyhederne
om aftenen, derfor fravalgte man alle de mange positive
vinkler og valgte i stedet at fokusere på et utilfreds medlem
af ud af 1500 medlemmer, der var mødt frem.
TV2 med Henrik Qvortrup som politisk redaktør kom efterfølgende
i voldsom skudlinje for at fordreje sandheden for
at skade Liberal Alliance. Det tror jeg ikke var formålet, formålet
var at skaffe en negativ vinkel, fordi negative historier
har det med at ”sælge bedre” og altså dermed skaffe flere
seere og i den sidste ende flere reklamekroner.
Det er en tendens i mainstream pressen generelt, negative
historier fylder mest, det er sjældent man læser om fx et vellykket
ulandsprojekt, mens man til gengæld ofte hører om de
mislykkes projekter. Det er der flere læsere i.
Politiske tricks
Regeringen er oftest dem som holdes ansvarlig for landets
politiks succes og fiasko. Dette er for det meste rimeligt, da
det kun er sjældent, der kommer et flertal udenom regeringen,
hvor regeringen bliver pålagt at lave en lov, som den
selv er imod.
Lige når der er regeringsskifte har den afgående regering dog
for vane at give den nye regering skylden for alt som de ikke
selv er lykkes med. Omvendt vil regeringen give den tidligere
regering skylden for ting, der ikke lykkes. Det er
(desværre) sjældent at man oplever en minister eller regering,
der erkender at en politik ikke er lykkes.
78

Det er vigtigt, at man som vælger lære at gennemskue de politiske
tricks, for regeringen er afhængig af vælgernes gunst
og derfor forsøger den at fremstå bedst muligt og måske
fremstille oppositionen skidt i processen. Omvendt vil oppositionen
gerne overtage regeringen og vil forsøge at fremstå
som problemlæsere, og få regeringen til at fremstå dårligt.
Eksempel 1
Miljøministeriet besluttede i et internt notat, der næppe skulle
være offentliggjort, at dårlige nyheder altid skulle flankeres
af to gode nyheder. Ministeriet benægtede det, men det ændrede
ikke på, at talte man efter, så kom der aldrig en dårlig
nyhed uden der var to gode med.
Eksempel 2
Det er upopulært at skære ned på den offentlige sektor, da
mange vælgere kan mærke det på deres egen krop, fx ved at
deres børns uddannelse bliver forringet. Dette siger man
derfor ikke direkte.
I 2002 blev gymnasierne beskåret med 1 milliard kroner, året
efter blev gymnasierne styrket med 200 millioner og yderligere
200 millioner i 2004. Dermed lykkes det for regeringen
at fremstå som om de generelt havde styrket uddannelsen,
selvom de havde beskåret den med 600 millioner.
Eksempel 3
Et andet politisk trick er præsentationen af forbedringer, så
de ser bedre ud end de i virkeligheden er.
Da regeringen besluttede at styrke efteruddannelse af uddannelsessektoren
blev det præsenteret ved at fastslå at folkeskolen
fik 200 millioner, gymnasierne 200 millioner, universiteterne
200 millioner. For de fleste lyder det som om man
tilfører 600 millioner, sandheden er dog at folkeskolen, gymnasierne
og universiteterne fik efter uddannelse for 200 millioner
i alt. Ved at præsentere hver part for sig kom tallene
til at se bedre ud.
Selvom man kan synes det er forkert at benytte sig af politiske
tricks, så er det udbredt hos alle partier. Som vælger er
man nødt til at lære disse tricks ellers bliver man snydt. Man
skal altså både være opmærksom på hvad der bliver sagt,
men også hvad der ikke bliver sagt.
79

Politisk korruption
Korruption i dansk politik er uhyre sjældent, selvom nogle
politikere har bevæget sig på gyngende grund.
Da Frank Jensen, daværende justitsminister i Nyrup regeringen
(1993-2003), ringede til statsamtet for at fremskynde sin
broders skilsmisse, gjorde Jensen sig skyldig i noget, der
kunne opfattes som magtmisbrug. Jensen mente, han havde
ringet privatperson, men måtte efterfølgende erkende, at det
kunne opfattes som at lægge pres på offentlig myndighed,
når han ringede (i kraft af sin stilling).
Regulært magtmisbrug var Brian Mikkelsen tæt på at lave, da
han sendte en mail til DR´s general direktør, hvori han redegjorde
at regeringen var utilfreds med stationens kritik af
regeringen og at det satte regeringens velvilje på prøve. Da
DR er afhængig af licensmidler, som er vedtaget af regering
og folketinget blev dette opfattet som magtmisbrug.
Det er dog vigtigt at skelne mellem denne ”lette magtmisbrug”
og korruption. Hverken Frank Jensen eller Brian Mikkelsen
gjorde noget ulovligt, men kun noget kritisabelt.
Erik Ninn Hansen gjorde sig skyldig i korruption i to omgange,
første gang var i 1968, hvor regeringen blev pålagt at
”ingen må registreres alene pga. lovligt politisk virke”, Ninn
Hansen besluttede at praksis skulle forsætte som altid. Sagen
kom først frem i 2009 og det blev besluttet ikke at forfølge
den, formentlig fordi Ninn Hansen er højt op i årene.
I 1987 bad han sit ministerium at undlade at behandle tamilers
asylansøgninger, hvilket han i 1995 bi en rigsret blev i
dømt 4 måneders betinget fængsel for.
I kommunalpolitik har der været et par sager de seneste tyve
år, men generelt er politisk korruption i Danmark minimal
og specielt set i forhold til udlandet. Derfor fylder de ganske
få sager også meget i mediebilledet, fordi sagerne netop er så
specielle.
80

Kapitel 12
EU og erhvervslivet
EU medlemskabet
Danmark tilsluttede sig 1/1-1973 EF (det Europæiske Fællesmarked).
I 1972 stemte 66% for medlemskabet, dette tal er siden faldet
ganske betydeligt, og i dag finder du ikke mange glødende
tilhængere af EU, heller ikke i Folketinget.
I 1992 stemte 51% imod den Europæiske Union, hvilket gav
chokbølger i Europa. Afstemningen afslørede, at der i næsten
alle lande er ganske betydelig modstand mod EU, i de
få lande, der afholdte folkeafstemning om emnet, var modstanden
over 40%, næsten 47% af den franske befolkning
stemte nej. EU’s største problem er, at det ikke har synderlig
folkelig opbakning. I næste alle lande er over 30% imod EU
i sin nuværende form.
Den 18. Maj 1993 stemte Danmark igen om traktaten, denne
gang med fire undtagelser. Den afstemning gav 57% for,
men dog også at hele 43% var imod. De fire undtagelser er
det militære samarbejde, det retslige samarbejde, den økonomiske
union og eu borgerskab.
Modstanden mod EU går ikke på, hvorvidt vi skal have et
samarbejde, men mere hvor tæt samarbejde vi skal have.
EU kaldes for bureaukratisk og udemokratisk. EU blander
sig i for meget, siger kritikerne. Groteske eksempler har været
vinkler på agurker, og kvoteordninger. Det har betydet at
danske vinavlere f.eks. ikke må dyrke vin, fordi Danmark
ifølge EU ikke kan dyrke vin. Gennem mere end fire årtier
har landene heller ikke kunne blive enige om, hvorvidt hovedensædet
skal være i Strassburg eller Bruxelles. Derfor
flytter man i bogstaveligste forstand mellem de to byer, dette
rejsecirkus koster europæiske skatteborgere mindst 2 milliarder
ekstra hvert år. Heller ikke et fælles andetsprog har man
kunne blive enige om og det gør at alt skal oversættes til
hver sit nationale sprog.
Men der er også store fordele ved EU, fx indenfor miljøområdet.
Det giver ikke meget mening at Danmark stopper forureningen
af Østersøen, hvis de resterende lande ikke gør
det samme. Dog har mange lande et andet, og mere, afslappet
forhold til miljø end Norden.
Det er ligeledes en fordel, at de åbne grænser betyder, at du
81

Grafik: Torben Mark Pedersen
ligeså vel kan handle i Belgien som på Sjælland. Men for
langt de fleste almindelige borgere er det svært at se den
umiddelbare fordel af EU. EU er da også flere gange lanceret
som garanti for sikkerhed og fred i Europa, og det vil da
også virke utænkeligt at to EU lande skulle gå i krig mod
hinanden. Dog har EU ingen fælles hær, så det kan ske.
Det vil ikke være forkert at påstå, at Danmark stort set kun
er med på grund af de økonomiske fordele, og i forventning
om at Europas Forenede Starter alligevel aldrig bliver til andet
end snak.
I EU har man en fælles møntfod, der kaldes euro. I Danmark
har vi fortsat vores egen krone og dette bliver næppe
ændret lige med det samme. Der har været holdt afstemning
om at indføre euro, men dette førte til ydmygende nederlag
for den daværende Nyrup regering. Siden har det været debatteret
om, der skal komme en ny afstemning, men euroen
har været under pres det seneste år, da flere lande ikke har
overholdt de økonomiske spilleregler og er på rangen af fallit.
Danmark sørger dog for at overholde alle regler for euroen,
man siger at kronen er bundet til euroen. Eurolande skal ha-
82

ve en gæld, der er under 60% af BNP og underskuddet på
landets statsbudget må ikke være mere end max 3% af BNP.
Som det ses på foregående side, så har EU som samlet overtrådt
disse vækst og stabilitetskrav under et, mens Danmark
ikke har gjort det. Derfor er store dele af EU da også kommet
i økonomiske problemer og det synes utænkeligt at
Danmark vil tilslutte sig fælles mønt på nuværende tidspunkt.
En EU traktat, der afgiver suverænitet fra Danmark til EU,
hvilket det at skifte møntfod er, skal gennem en folkeafstemning,
det pålægger grundloven folketinget.
Udvikling i erhvervslivet
For erhvervslivet er EU en klar fordel, da danske virksomheder
både importere og eksportere meget, så har det haft
en stor betydning, at der ikke længere er toldmure indenfor
EU, og det er i dag ikke mere kompliceret at sælge til kunder
i Athen end i Albertslund.
Erfaringer gennem de senere år har også fremvist at det er
ligeså nemt og godt at have sin virksomhed i et andet EU
land, som det er at have den i Danmark. I det sidste år har
mere end 200.000 arbejdspladser flyttet på den anden side af
grænsen, fordi skatterne – og dermed er timelønnen, er lavere,
hvilket giver firmaerne større profit.
Man siger, at den danske konkurrenceevne er under pres, og
det er noget som politikerne må finde en løsning på. Det
kan fx være at sænke skatterne eller på anden måde, gøre det
mere attraktivt at have sin virksomhed her i landet.
I Liberal Alliance mener vi løsningen er at sænke selskabsskatten,
sænke skatten til max 40% og hæve bundskatten,
det vil betyde at timelønningerne vil falde over tid, men arbejderen
vil have det samme udbetalt, men det vil forbedre
konkurrenceevnen.
Fra landbrug til service
Vi taler om at Danmark har udviklet sig fra et landbrugssamfund
til industrisamfund og nu til servicesamfund.
Primær sektor : landbrug, fiskeri, minedrift.
Udvinding af stoffer fra naturen
Sekundære sektor : Industri og håndværk.
Viderebearbejdning af råstoffer
Tertiære sektor : Handel, service og administration.
Op mod 70-80% af arbejdsstyrken befinder sig nu i den tertiære
sektor.
83

I 1800 tallet var 60% beskæftiget i den primære sektor, denne
andel er nu under 6%.
I dag afhænger en virksomheds størrelse ikke af dens antal af
medarbejdere. I dag er det produktiviteten og viden som er
afgørende. Men også her er Danmark presset og man ser
også en tendens til at så snart en virksomhed bliver stor eller
mellemstor, så flytter den til udlandet, hvor det er mere profitabelt
at bringe virksomhed.
Frihandel
Selvom det meste af EU´s primære sektor er under 10%, så
bruger EU over halvdelen af sin økonomi på forskellige
landbrugsstøtte ordninger. Hvilket har medført hård kritik af
EU’s støtteordning. Grunden til den store kritik bunder ud i
et skørt paradoks.
EU’s landmænd producerer med tilskud, fx betaler EU op til
2 kroner for hver tomat, der står i køledisken, men langt fra
alt kan sælges i EU, derfor eksporterer man det til bl.a. Afrika.
Dette er jo umiddelbart godt, da Afrika jo mangler mad, det
kan vi se i fjernsynet. Men, her går det galt.
EU sælger tomater til Senegal. Da EU giver tilskud til den
europæiske bonde, betyder det at tomaterne kan sælges billigt
til Senegal. Det er godt for EU’s økonomi, ud fra import
-eksport scenariet, som vi tidligere har gennemgået. Det er
naturligvis ikke godt for Senegals økonomi at skulle importere.
EU’s landbrug gør det dermed meget svært for afrikanske
bønder at sælge deres egne tomater, da de ikke får tilskud.
Man taler om at EU dumper priserne.
Mange afrikanske landbrug må derfor opgive at producere,
hvorved der skabes arbejdsløshed. Dermed bliver Senegals
økonomi dårligere, og landet kan måske ikke betale for fødevare
og landet må nu låne penge af EU for at købe varerne
eller landet får fødevarerne som nødhjælp.
På den måde er EU’s landbrugsordning, forhåbentlig utilsigtet,
med til at fastholde afrikanske borgere i arbejdsløshed og
dermed håbløshed.
Flere partier, bl.a. Enhedslisten, har derfor peget på landsbrugsordningen
som et problem og at frihandel formentlig
vil hæve afrikansk levestandard og dermed på længere sigt
fjerne hungersnød og flygtningestrømme til EU.
84

I 2008 begyndte EU at lave en liberalisering af landbruget,
men en almindelig landmand får fortsat næsten 300.000 kroner
for hver 100 hektar han dyrker. Til sammenligning får en
afrikansk bonde omkring 150 kroner, i øvrigt betalt af EU´s
landbrugsstøtte ordning. EU vil sætte dette beløb, og selvom
det umiddelbart kan virke fornuftigt, kan man jo spørge om
man ikke bare kunne fjerne støtteordningen i EU?
De Sydamerikanske lande presser også på for at fjernet støtten,
da de kun i begrænset omfang kan komme ind på markedet,
hvor EU holder priserne kunstigt lave, men politikerne
er naturligt nok bange for at det vil udkonkurrere landbruget
i Europa, for så kommer vi måske til at stå i den situation
som de fleste afrikanske lande står i.
Dette kan man naturligvis debattere, tilhængere af landbrugsordningen
spørger bl.a. om EU’s borgere vil acceptere
lavere levestandard for at udlandets levestandard kan gå op.
Modstanderne vil mene, at EU´s landbrug er brudt sammen
økonomisk, og at landbruget må lære at stå på egne ben inden
det ødelægger Europas økonomi.
85

Kapitel 13
Økonomi
Økonomisk teori
En økonomisk teori prøver at forstå
økonomien og dermed forudsige, hvad
der vil ske under bestemte økonomiske
forhold. Her er de to mest kendte
og anerkendte.
Keynes (1883-1946)
John Maynard Keynes (5. juni 1883 -
21. april 1946) var engelsk økonom.
Han regnes normalt som grundlæggeren
af makroøkonomien med sit berømte
værk The General Theory of
Employment, Interest, and Money fra
1936.
Nøgleordene i Keynes økonomiske
teori er at udbud og efterspørgsel følges
ad. Produktionens omfang og beskæftigelse vil afhænge
af efterspørgselen, en anden afgørende faktor er muligheden
for at afsætte sin produktion.
Forbrugskvote og opsparingskvote
Husholdningernes indkomst bestemmer, hvor stor del der
bruges og hvor stor del, der spares op. Dermed udleder han,
at jo mindre indkomsten er, jo mere vil blive brugt i procent
til forbrug. Den fattiges forbrugskvote vil derfor i procent
være højere end den riges. Den riges husholdning vil spare
mere op end den fattige, dermed vil den riges opsparingskvote
altså være højere end den fattiges.
Keynes mener ikke markedet overladt til sig selv kan opsluge
arbejdsløshed og dermed af sig selv afskaffe kriser. Først og
fremmest fordi lønningerne næppe vil falde, uanset hvor
meget arbejdsløshed der kommer. Fagforeningerne vil holde
lønnen oppe.
Han forslog at staten kunne stimulere landets økonomi.
Dermed øges landets forbrugskvote ved fx at give bistandshjælp.
Hvis den arbejdsløse ikke modtog nogen penge, kunne
denne heller ikke bruge nogen penge, hvorved muligheden
for afsættelse af virksomhedernes produkter ville blive
forringet.
Kritikken af Keynes er dog at det ødelægger den naturlige
balance mellem udbud og efterspørgsel, samt at hvis regerin-
86
John Maynard Keynes regnes som faderen til
moderne makroøkonomi.
Foto: http://mises.org/daily/3845 bragt med tilladelse

ger stimulere økonomien på det forkert tidspunkt kan det
føre til overophedning af landets økonomi, dvs. at virksomhederne
ikke kan følge med i efterspørgslen af varer og må
enten afvise ordre eller importere (kvalificeret) arbejdskraft
udefra, hvilket jo ikke afskaffer arbejdsløsheden.
En anden grund til arbejdsløshed kunne være mismatch,
dvs. ufuldkommenheder på arbejdsmarkedet, udbud og efterspørgsel
passede ikke sammen.
Milton Friedmans økonomiske teori
Milton Friedman (1912 - 2006) var en amerikansk
økonom, mest kendt for sit arbejde inden
for makroøkonomien og for sin støtte til laissez
faire-kapitalisme. Grundlæggende skulle økonomien
altså passe sig selv.
I 1976 fik han tildelt Nobelprisen i økonomi for
sine arbejder inden for forbrugsanalyse, monetær
historie og teori samt stabiliseringspolitik.
Milton Friedman er ligeledes kendt for sine ide-
Milton Friedman (1912 - 2006)
er om naturlig arbejdsløshed, monetarismen.
Denne grænse, som ikke er fastlagt, men varierer
alt efter hvilke forhold m.v. der er til stede i
landet, vil yderligere økonomisk-politiske tiltag for at nedsætte
ledigheden kun føre til overophedning og øget inflation,
idet kravene om kvalificeret arbejdskraft fra erhverslivet
ikke vil kunne imødekommes af de ledige. Der skabes såkaldte
flaskehalse.
I 70’erne var monetarismen et brud med Keynesianismen,
da der nu skulle accepteres en naturlig arbejdsløshed, som
man kun kunne ændre på gennem langsigtet strukturpolitik.
Hvis man kunstigt forsøger at sænke renten ved at åbne mulighed
for en større efterspørgsel af varer, vil det blot resultere
i en forventning om inflation, hvilket dernæst vil igangsætte
en ukontrollerbar løninflation, som i den sidste ende
vil føre til øget arbejdsløshed pga. dårlig konkurrenceevne.
For at kontrollere økonomien ville det bedste altså være at
kontrollere pengemængden og altså dybest set undlade at
gøre alt for meget i både op og nedgangstider, men derimod
accepterer at økonomien nogle gange går op og andre gange
går ned.
87

Det økonomiske kredsløb
Danmark består af en stor privat sektor og en stor offentlig
sektor, man kalder sådan en økonomi for en blandingsøkonomi.
Det har gennem de senere år været hensigten at mindske
den offentlige sektor, mens den private sektor skulle
vokse. Denne plan er imidlertid ikke lykkes, og i dag er 51%
forsørget af staten enten gennem passiv forsørgelse som fx
bistandshjælp, pension eller lign. eller ved at arbejde i det
offentlige.
Man kan tale om offentligt forbrug og privat forbrug. Staten
kan direkte styre det offentlige forbrug, mens det kun indirekte
kan styre det private forbrug ved hjælp af skatter og
afgifter.
Når skiftende regeringer alligevel ikke har beskåret den offentlige
økonomi, som man jo ”bare” kan gøre, så handler
det om at regeringer ønsker at blive genvalgt og offentlige
besparelser eller forringelser af service om man vil er et meget
upopulært emne.
BNP som rigdomsmåler
Bruttonationalproduktet (BNP) ses som måler for et lands
rigdom og velstand. Det er et forsøg på at opgøre samtlige
erhvervsproduktion, altså både privat og offentlig produktion.
Regnestykket ser således ud:
Offentlige udgifter for de ydelser der stilles til rådighed,
minus overførselsindkomster
+
privat sektors produktion
-
Råstoffer, halvfabrikater og tjenesteydelser som leveres til
hinanden
=
BNP
Hvis man ser på BNP per indbygger, kan man sammenligne
landenes velstand.
Anvendelighed af BNP
Det er svært at vurdere, hvorvidt BNP egentlig er et brugbart
redskab. BNP tager udelukkende hensyn til produktionen,
ikke til hverken levestandard eller befolkningens købekraft
eller varernes kvalitet.
Et andet problem med BNP er at den kun bruger registrerede
produktion. I Danmark passes langt de fleste børn udenfor
hjemmet, mens dette ikke er tilfældet i de fleste afrikanske
lande, men børnene bliver jo alligevel passet.
88

Da BNP heller ikke måler produktionen i hjemmet, vil et
land som Danmark, der ikke har mange hjemmegående forældre,
få mere i BNP end et land, hvor der er mange hjemmegående
forældre.
Den sorte økonomi er ligeledes et problem. Her tales der
om den ulovlige produktion, fx narkohandel, svindel og sort
arbejde, det må af naturlige grunde baseres på et skøn.
Dog kan BNP benyttes som en vejledende indikator.
Big Mac indeks
En populær og sjov måde at opgøre landenes købekraft på,
er det helt igennem uofficielle Big Mac indeks. McDonalds
har forretninger i de fleste af verdens lande og menuen er
identisk og burde koste det samme. Ved at se på prisen kan
man derved se landenes økonomiske styrke. Danmark har
længe ligget i toppen af dette indeks. I 2007 skulle man betale
5,08 dollars, mens man i Kina kan slippe med 1,48 dollars.
Selvom indekset er lidt for sjov, så giver det alligevel en god
indikation af lønforholdene rundt om i verden.
Finanspoliti
Finanspolitik er bestræbelsen på at udforme statens skatteopkrævning
og udgiftsafholdelse på en sådan måde, at den
har bestemte virkninger på samfundsøkonomien.
Ved højkonjunktur føres kontraktiv finanspolitik, dvs. at
staten skrumper ind.
Ved lavkonjunktur føres ekspansiv finanspolitik, dvs. at
staten vokser.
Ifølge Keynes vil udbud og efterspørgsel altid gå i sinuskurver.
Når der er højkonjunktur vil opsparingen øges blandt de
rigeste, der simpelthen ikke har noget sted at placerer deres
profit.
På et tidspunkt vil det påvirke samfundsøkonomien negativt,
der er for mange penge, der er inaktive. Dermed vil forbrugskvoten
falde, hvilket vil føre til lavkonjunktur.
Forudsætningen for Keynes teori er altså at staten bliver
mindre ved højkonjunktur, men dette er ikke sket i Danmark
(eller nogle andre europæiske lande), hverken under
Nyrup-, Fogh- eller Løkkeregeringen er staten skrumpet,
tværtimod.
Det gør, at vi her i 2011 med lavkonjunktur ikke kan pumpe
penge ud i samfundet, men tværtimod må lave spareplaner
89

for at komme igennem krisen. Dermed bliver krisen formentlig
hårdere end den behøvede være.
Man har tværtimod ladet renten falde voldsomt for at holde
gang i hjulene, hvilket Friendmann advarede imod, ligesom
man lod rentefrie lån på huse blive indført stik imod økonomernes
anbefalinger.
Begrundelsen til at man ikke trak økonomien sammen skal
formentlig ses i lyset af at regeringen har været angst for vælgernes
reaktion på dette.
Dermed kan man spørge om vælgerne i kraft af deres reaktionsmønstre
ikke er medskyldige i dette svigt? Man kan også
vende den om og spørge om det ikke er enhver politikers
ansvar tage upopulære beslutninger, som man ikke kan forvente
den almindelige borger kan sætte sig ind i de fulde
konsekvenser af?
90

Kapitel 14
De økonomiske
balanceproblemer
En forudsætning for at følge med i den politiske debat er at
man har styr på den økonomiske side af politik, hvilket også
involvere arbejdsløshed, da arbejdsløshed (eller mangel på
arbejdsløshed), betyder meget for statens budget.
Tre store balanceproblemer:
Arbejdsløshed
Betalingsbalance
Statens budget
Arbejdsløshed
Arbejdsløshed betyder, at man ufrivilligt ikke har et arbejde
og skal forsørges af andre.
Inddeling af arbejdsløshed
Sæsonkorrigerede arbejdsløshed Arbejdsløsheden er større eller mindre alt efter sæsonen.
Mange sodavandsbryggerier har fx flere ansat om
sommeren end om vinteren.
Hjemsendelsesledighed Når arbejderen sendes hjem pga. dårligt vejr, mangel på
produktionsmidler eller ved nedlagt produktion i
forbindelse med jul og nytår. Det sidstnævnte gør,
at arbejdsløshedsforsikringen er med til at betale for
virksomhedens omkostninger.
Friktionsledighed Når folk i kortere perioder (dvs. op 1-3 måneder) er
ledige mellem jobskifte.
Strukturarbejdsløshed Der er nok arbejde, men de ledige er placeret geografisk
forkert og/eller er ikke uddannet til de jobs som er til
rådighed.
Teknologisk arbejdsløshed Når en virksomhed fritstiller arbejdskraft pga. forbedret
teknologi. Dette forbedre dog tit konkurrenceevnen og
kan på længere sigt give jobs igen. Nogle økonomer
henviser dog til at nogle virksomheder blot fritstiller
gevinsten og altså ikke investere den på ny i
virksomheden, hvilket på sigt kan blive et
samfundsøkonomisk problem.
Langtidsledighed Når man gennem længere tid, mere end 2 år, er
uden arbejde.
91

Hvem er arbejdsløs?
Man taler om, at der er sket en polarisering på det danske
arbejdsmarked. Nogle klarer en lang uddannelse og de krav
som samfundet stiller, mens en anden gruppe opgiver på
halvvejen. Uddannelse anses som yderst vigtigt, særligt i vores
samfund med stigende krav til betjening af teknologi.
Restgruppe
• Den gruppe som ikke får en erhvervs
kompetencegivende uddannelse.
• Dem som kun får Folkeskolen
• Dem som kun får EFG basisår
• Frafaldet ved lærlinge og EFG uddannelser
• Frafaldet ved gymnasiale uddannelse
• Dem som kun får en gymnasial uddannelse.
Disse personer vil altid stå sidst i køen, når jobansøgningerne
skal sorteres, naturligvis sagt lidt firkantet. Det er bestemt
også muligt at en landmand vil foretrække en person med
kun 9. klasse frem for en akademisk uddannet som medhjælper.
Men der bliver færre og færre jobs, der ikke kræver en
uddannelse, dermed er sandsynlighed for arbejdsløshed markant
højere for ufaglærte end for faglærte.
Man snakker om holddeling:
A holdet Høj uddannelse, gode arbejds- og lønforhold.
B holdet Rutine opgaver, periodevis arbejdsløshed
C holdet Dem som "aldrig" kommer i arbejde.
Desværre også i høj grad ældre veluddannet fra
både A og B holdet, der snart skal på efterløn.
Der en højere arbejdsløshed blandt kvinder, og der ligeledes
højere arbejdsløshed blandt indvandre og deres børn, end
blandt højtuddannet. Kvinder er mest beskæftiget i "lavere"
stillinger. Denne tendens er dog hastigt aftagende. I Danmark
tyder alt dog på, at det handler om kvindernes valg af
karriere snarere end muligheder. Ligeledes er det naturligt at
kvinders karriere har et par stop undervejs (børn)
Udstødning fra arbejdsmarkedet
Arbejdsløshed anses af næsten alle som noget negativt. Udstødte
af arbejdsmarkedet er dem som ikke kan komme i
arbejde, selvom de gerne vil. Dog medregnes ikke pensionister
af alle former. Modtagere af offentlige ydelser i kort tid
medregnes heller ikke (sygedagpenge, kort tids arbejdsløshed).
92

Årsager til udstødning:
Som ved arbejdsløshed
Samt:
Nedslidning Fysisk eller psykisk nedslidning,
som gør én ude af stand til at arbejde.
Manglede kundskaber Fx indvandrere, der ikke formår at
lære sproget tilstrækkeligt
Kriminalitet Så grov kriminalitet at ingen vil
ansætte personen
Handicap Store psykiske eller fysiske handicaps,
der gør personen ude af stand til at
arbejde. Desværre er der en tendens
til at arbejdsgivere, private såvel som
offentlige, fravælger handicappede
alene fordi de er handicappede og må
ske kræver særlige hjælpemidler eller
hensyn.
Misbrug Misbrug af fx stoffer, alkohol eller
mad gør personen ude af stand til at
arbejde.
Kontanthjælp og dagpenge
I Danmark, og i de fleste andre lande, kan man optjene dagpenge
ved at arbejde. Hvis man mister sit job, får man en
lille løn udbetalt af staten, der kaldes for dagpenge.
I Danmark får man max 90% af sin tidligere løn og maksimalt
766 kroner (før skat) pr. dag. Man kan altså maksimalt
få en ”løn” på ca. 16.000 kroner før skat, til sammenligning
har en skolelærer ca. 30.000 plus pension. Man kan få denne
ydelse i op til 2 år i en periode på 3 år. Der er en lang række
regler, der skal overholdes og uhyrlige mængder papir, der
skal udfyldes. Hvis man ikke opfylder betingelserne mister
man sine dagpenge. Derefter kan man (måske) modtage
kontanthjælp.
Kontanthjælp er en slags overlevelseshjælp, hvor man får
ca. 10.000 kroner (før skat) samtidig med at man oftest skal i
aktivering, dvs. man skal arbejde 37 timer hver uge udover at
søge arbejde. Derudover må man ikke have nogen formue.
Kontanthjælp har vist sig i praksis at være en form for parkering
af de svageste i samfundet, for de stærkeste finder
hurtigt et arbejde med udsigten til kontanthjælp.
93

I Danmark bruger vi 14 milliarder på at aktivere folk,
dvs. at holde arbejdsløse beskæftiget med mere eller mindre
nyttige ting, men det kan også bruges af kommunen til at
dels holde andre ude af beskæftigelse og som billig arbejdskraft.
En virksomhed kan få en arbejdsløs i såkaldt jobtræning, og
det benyttes i stort omfang og det benyttes endda meget af
kommunerne selv. Man bruger dermed arbejdsløse som billig
arbejdskraft og sparer derved den almindelig, og højere,
løn.
Aktiveringsprojekter i bl.a. Odense og Ålborg går på at ordne
havearbejde for pensionister, fx at slå græsplænen hver
anden uge gennem en sæson for 400 kroner, hvilket ingen
private firmaer kan hamle op med, dermed mister firmaerne
arbejde og må afskedige folk, som så bliver arbejdsløse og
måske ender i aktivering som havemand.
I Danmark er der dog et dilemma angående dagpenge, dilemmaet
er følgende:
Arbejdsklare personer på dagpenge tager ikke (eller kun sjældent)
et arbejde, der giver mindre end dagpengene, det kan
ikke betale sig. Tidligere var dagpengeperioden 4 år, men
blev i juli 2010 sat ned til 2 år. Ideen er, at det vil få dagpengemodtageren
til at tage et lavtlønsarbejde. Dilemmaet har
været at nogle job ikke kunne besættes af arbejdsklare personer,
fordi lønnen var for lav. Regeringen håber dermed, at
flere almindelige, men dårligt lønnede, jobs kan besættes
uden at hente udenlandsk arbejdskraft.
Tanken er efter min mening god nok og vi i Liberal Alliance
var da også et af partierne bag aftalen, alligevel er vi absolut
ikke tilfreds med situationen. Forudsætningen for at dagpengemodtageren
finder et job med udsigten til kontanthjælp
(udfra heller et 25 timersjob til 12.000 end 10.000 for 37 timer)
må nødvendigvis være at arbejdet eksisterer, hvilket
kræver at regeringen laver gode betingelser for erhvervslivet.
Se afsnittet realpolitik fra s. 46.
Reel arbejdsløshed
Den reelle ledighed er under konstant debat, nogle arbejdsløse
er reelt ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, fx narkomaner,
hjemløse, psykisk syge etc., men de står alligevel i
statistikken som arbejdsløse. De modtager kontanthjælp
Andre holdes kunstigt ude af statistikken, det kan være ledige
i jobtræning, ledige i job med løntilskud eller ledige på
efteruddannelse.
94

I Danmark er den officielle ledighed på cirka 200.000 personer,
men der næsten 800.000 i den erhvervsaktive alder der
er udenfor arbejdsmarkedet, foruden studerende og pensionister.
Det er omkring 25-27% af arbejdsstyrken.
Tallene fra 2005 er hentet fra Danmarks Statistik
http://www.dst.dk/
Lav eller højkonjunktur
Arbejdsløshed hænger nøje sammen med konjunktursvingerne.
Ved lavkonjunktur er der flest arbejdsløse, og omvendt
ved højkonjunktur. Men i dag er det dog ikke nok at
blot se på om Danmark har høj eller lavkonjunktur. Da
Danmark handler med resten af verden bestemmes arbejdsløsheden
ligeledes af om der mulighed for at afsætte produktionen.
Vi kan udlede at:
Højkonjunktur hos vores handelspartnere giver højst
sandsynligt højkonjunktur i Danmark.
I gamle dage handlede Danmark primært med Tyskland og
England, men i dag handler vi med mange lande spredt over
hele verden, hvilket har vist sig at være en god ide, da vi ikke
i samme omfang er sårbare overfor lavkonjunkturer hos vores
handelspartnere, vi kan flytte salget til et andet land.
I starten af årtusindet var der således lavkonjunktur i flere
europæiske lande, uden det i væsentligt omfang påvirkede
den danske arbejdsløshed. Man kan sige, at Danmarks finanspolitik
virkede efter hensigten.
Men i 2011 tyder alt på, at det meste af den vestlige verden
er på vej mod lavkonjunktur og det vil formentlig påvirke
Danmark negativt, medmindre at vi aktivt gør noget, for at
modvirke dette.
Betalingsbalance
Betalingsbalancen er en samlet opgørelse over forholdet
mellem Danmark og udlandet. Når en virksomhed eksporter
et produkt påvirker det betalingsbalancen positivt, mens det
påvirker betalingsbalancen negativt at købe produkter i udlandet.
Ved import sendes der altså penge ud af landet, mens
der ved eksport hentes penge ind i landet.
I Danmark importerer vi meget, men vi eksporter ligeledes
meget, og mange virksomheder importerer råstoffer og eksporter
efterfølgende den færdige vare.
Det er altså bedre for dansk økonomi at købe en dansk sko
95

end at købe en japansk.
Betalingsbalancen har verdens ledere vedtaget altid skal ende
på nul. Hvis Danmarks samlede regnskab fx giver 10 milliarder
i overskud, giver Danmark derfor enten et andet land et
lån på 10 milliarder, betaler af på vores gæld eller øger valutareserverne
med 10 milliarder, eller en kombination.
Siger man betalingsbalance siger man også kapitalposter,
som er en opgørelse af investeringer og låneoptagelse i Danmark
mellem Danmark og udlandet.
Kapitalbalancen viser altså status mellem kapitalposterne i
forhold til udlandet.
Overskud på betalingsbalancen vil hermed være det samme
som underskud på kapitalposterne.
Det vil sige:
Overskud på betalingsbalancens løbende poster vil altså
nedbringe gælden til udlandet med et tilsvarende beløb
(og omvendt).
Danmark har gennem tiden optaget meget store lån i udlandet,
fordi betalingsbalancen har været negativ. Gælden til
udlandet har været på mange hundrede milliarder, dertil
kommer en stor indlandsgæld. Staten går der ind og låner
penge af private danskere via statsobligationer, men det er
ikke forbeholdt danskere at købe statsobligationer.
Statens budget
Statens budget har meget stor betydning i et land som Danmark,
hvor statens budget er meget stort og udgør halvdelen
af landets samlede økonomi. Når statens budget ikke balancerer
låner staten penge enten i udlandet eller via statsobligationer.
Det kan stimulere økonomien, men det giver naturligvis
den slagside at renterne skal betales. Dem der modtager
renterne, er dem der har købt statsobligationer, men alle
er med til at betale renterne.
Staten kunne også vælge en pengeudpumpning, men det fører
som regel til prisstigninger (inflation), fordi der er for
mange penge i omløb.
Statens budget er på omkring 940 milliarder kroner. Når der
forhandles finanslov er det altså kun en meget lille del af den
samlede økonomi man debattere i Folketinget.
Statens pengeforbrug
Statens budget et steget ca. 15% de sidste 10 år og er nu på
96

940 milliarder danske kroner. Det kan skyldes mange elementer,
men en af anklagerne er at staten ikke bruger skatteborgernes
penge med størst mulig omtanke og derfor bruger
flere penge end nødvendigt, med deraf følgende højere skatter
end nødvendigt.
Milton Friedman forklarer de generelle indstillinger til penge
sådan (se illustration):
1. You spend your own money on yourself.
2. You spend your own money on someone else.
3. You spend someone else's money on yourself.
4. You spend someone else's money on someone else
Når man bruger sine egne penge (1) på sig selv og man vil
derfor sikre sig, at man opnår maksimal værdi for pengene,
samt at man har brug for tingene. Hvis man er på restaurant,
så sikrer man sig at få den billigste ret, som man mener,
smager bedst.
Når man bruger sine egne penge på andre (2) er man meget
opmærksom på ikke at bruge for meget, men man bekymre
sig mindre om den anden får maksimal udbytte. Hvis man
altså er på restaurant, så sikre man sig at få den billigste ret,
som man kan være bekendt at give, mens man bekymre sig
mindre om modtagerens oplevelse.
Når man bruger andres penge på sig selv (3), så er man kun
opmærksom på oplevelsen og ikke prisen. Hvis man altså er
på restaurant, så sikre man sig at få den ret man vil have
uanset prisen, som man jo ikke behøver tænke over.
Men hvad sker, der så når man bruger andres penge på andre
(4). Man bekymrer sig ikke om økonomien og forsøger
heller ikke at få størst mulig værdi for penge.
Det offentlige vil altså af helt naturlige grunde komme til at
bruge flere penge end godt er. Dem, der forvalter pengene
følger ikke noget ejerskab til dem og så er det nemmere at
bruge dem.
97

Han fortæller at sagsbehandlere jo er gode mennesker, der
gerne vil gøre det bedste for andre mennesker og derfor vil
give klienterne hjælp, men da det ikke er deres egne penge
sikre de sig ikke at pengene bliver brugt optimalt og de er
heller ikke økonomiske bevidste om brug af pengene.
I Danmark har man forsøgt at imødegå dette ved at lave
mange selvforvaltende enheder, sådan at sagsbehandlere og
offentligt ansatte føler større ansvar for pengene end ellers,
dette synes umiddelbart som en god ide, men man kan også
fremføre den kritik af det system, at man har fået rigtig mange
ledere og mellemledere, samt at selv almindelige medarbejdere
bruger meget tid på at administrere økonomi og dermed
mindre tid på at løse kerneopgaven.
Økonomisk politik kort
Økonomisk politik drejer sig om at påvirke økonomien, så bestemte mål
fremmes.
Ekspansiv finanspolitik Når staten stimulerer økonomien, fx ved
skattesænkelser, tilskudsordninger m.v.
Kontraktiv finanspolitik Når staten sammentrækker økonomien, fx
ved at udskrive skatter uden at bruge de
ekstra penge.
Pengepolitik Påvirkningen af økonomien ved hjælp af
rente og penge. Hvis der trykkes flere penge
kan det føre til inflation (priserne stiger).
Der må altså ikke være flere penge i omløb
end statens har reserver til, ellers forsvinder
tilliden til pengene (der repræsenterer guld)
og man ønsker flere og flere penge for at
sælge sit produkt.
Finanspolitikkens virkninger måles med den såkaldte finanseffekt.
Hver gang staten sætter skatten op eller ned påvirkes
finanseffekten, ja faktisk påvirkes finanseffekten hver
gang der laves ændringer i finanspolitikken, medmindre skattesammensætningen
og skattesatser forbliver de samme.
Åben eller lukket økonomi
En stor del af Danmarks handel foregår med udlandet, samlet
udgør handlen med udlandet omkring 35% af BNP, med
så høj udlandshandel kaldes Danmark for en åben økonomi.
Andre lande, fx Nordkorea, handler næsten ikke med udlandet.
Deres økonomi kaldes for lukket økonomi.
98

For åbne økonomier er det vigtigt at ens virksomheder er
konkurrencedygtige med udlandet.
Konkurrenceevne politik
Politikken handler om at forbedre landets virksomheders
muligheder for at konkurrere både indenfor eksport og muligheden
for at tage kampen op med importerede produkter,
herunder kvalitet og kvantitet.
I Danmark havde man i firserne en ”køb dansk” kampagne.
Indkomstpolitik
Det gør ud på at styre indkomstdannelsen, dvs. at styre landets
lønninger under eller på linje med de lande man konkurrere
imod. Det kan ske ved at opfordre til løn tilbageholdenhed
eller ved at gribe ind i overenskomstforhandlingerne.
Efter kronens fastlåsning til euro anses indkomstpolitik som
den mest effektive måde at sikre landet betalingsbalance på.
Man kan sige at:
forbedret konkurrenceevne --> øget eksport --> flere arbejdspladser
99

Forskellige livsformer:
Kapitel 15
Livsformer
En livsformteori antager at en gruppe mennesker opfører sig
på en bestemt måde i sammenhæng mellem arbejdsliv og
produktionsliv kontra kulturelle vaner og værdier.
Borgerskabets livsform Arbejde uddelegeres til andre.
Arbejde vælges til og fra alt efter interesse
Konservativ ideologi
Selvstændig livsform Ingen klar skillelinie mellem arbejde og frihed
Man arbejder det som er nødvendigt for virksomheden.
Selvstændigheden er dominerende ideologi.
Karriere livsform Man bruger fritiden på at uddanne sig, så man bliver bedre
på arbejdet.
Arbejdet anses som en fornøjelse
Anser sig selv som ansvarlig for sin lykke eller ulykke
Lønarbejder livsform Arbejde er et nødvendigt onde, for at kunne få fritid.
Klar adskillelses af arbejde og fritid
Tilhænger af stor offentlig sektor
Marginaliseret livsform Folk i den erhvervsaktive alder, som forsørges af staten.
Forsøg på selv at underholde sig selv.
Husmor livsform Hjemmegående og passer hus, mand og børn
Baglands livsform Ægtefælle som sørger for at modparten kan klare sig
bedre på jobbet.
Selvom der ofte kan være sammenfald mellem de forskellige
livsformer, så er det dog tydeligt, at man generelt i livet er en
af dem. En lønarbejderlivsform kan godt leve et liv som karrierelivsform,
men vil så være utilfredsstillet med sit arbejde
og sit liv.
100

Kapitel 16
Flygtninge og indvandrer
Gennem de sidste 10-15 år har flygtninge og indvandringsdebatten
fyldt mere og mere, flere valg er blevet afgjort alene
på den konto. I dette kapitel vil jeg forsøge, så objektivt som
det er muligt, at gennemgå følgende:
• De historiske fejl
• Integration
• Forskellen på indvandrer og flygtninge
De fremmede er et begreb, der dækker over indvandrer,
flygtninge og andengenerationsindvandrer. Begrebet kan være
negativt ladet, hvilket dog ikke har været min hensigt i
dette kapitel.
De historiske fejl
Da Danmark i slutningen af halvtresserne og tresserne oplevede
en massiv mangel på arbejdskraft førte det i første omgang
til nul procent arbejdsløshed og til at kvinderne kom på
arbejdsmarkedet, men da dette ikke var nok, begyndte Danmark
at importerer arbejdskraft, primært fra Tyrkiet. Man
kan altså sige, at økonomien blev overophedet, og et enigt
Folketing valgte at importere arbejdskraft udefra for at dæmpe
overophedningen. Hvis man ikke havde gjort det, ville
Danmark have mistet nogle ordrer, men det er ikke det store
problem med overophedning, problemet er at det presser
lønningerne i vejret, hvilket, som beskrevet tidligere i bogen,
skader konkurrenceevnen og dermed landet i den sidste ende.
Da kun få (åbenbart) tænkte på, at der kunne komme arbejdsløshed
en dag fik alle statsborgerskab uden de store
betænkeligheder. Ligeledes fejlede man på alle områder med
at gøre dem til en del af Danmark, således lærte mange hverken
dansk eller noget om dansk kultur, mange tog deres familie
med herop og da indvandrerne kunne forsørge sig selv
gav heller ikke dette problemer. Men det gav et parallelsamfund,
men igen: Da alle var i arbejde gav det ingen problemer.
Jeg kommer tilbage til, hvorfor dette er så afgørende.
I praksis gav de over 100.000 indvandrer fra primært Tyrkiet
altså ingen problemer i tresserne og halvfjerdserne, men da
oliekriserne i 1973 og 1979 kom, begyndte problemerne.
Landet blev ramt af lavkonjunktur, der resulterede i arbejdsløshed.
Socialdemokraternes daværende formand Anker Jørgensen
101

kunne ikke gennemføre de nødvendige økonomiske reformer,
da der ikke var flertal for dem. Resultatet var, at Danmark
i starten af firserne var tæt på økonomisk kollaps.
Anker Jørgensen mente, at kurverne ville vende igen, hvilket
de som bekendt ikke gjorde. Resultatet blev derfor at den
socialdemokratiske regering blev tvunget til at overlade magten
til den såkaldte firkløverregering (konservative, Centrum
Demokraterne, Kristendemokraterne og Venstre) i starten af
firserne.
I firserne var skiftende regeringer under Poul Schlüters ledelse
nødt til at gennemføre meget skrappe økonomiske foranstaltninger,
der rettede økonomien op igen, men ligeledes
gav den effekt som Anker Jørgensen havde frygtet, nemlig
massiv arbejdsløshed.
Arbejdsløsheden blev officielt på over 450.000 personer,
men reelt formentlig det dobbelte, men fine pensionsordninger
gjorde, at mange over 50 stoppede på arbejdsmarkedet,
men ligeledes var der mange unge, der blev helt overladt til
sig selv på bistand. Dagperioden var på 9 år og nogle gik i 9
år på dagpenge. Det blev simpelthen en livsstil for dem at
være uden arbejde. Men dem, der ikke var i dagpengesystemet
måtte klare sig med en bistandshjælp og det kunne man
ligeledes gå på i årevis uden udsigt til arbejde og dermed forbedret
levestandard.
Dette førte kun til dels til bitterhed mod regeringen, men
ligeledes en, malplaceret, misundelse på de indvandrer, der
fortsat var i job. ”De tager vores job” lød det. Faktum var
dog at arbejdsløsheden blandt indvandrerne var langt højere
end blandt danskere, selv i dag er arbejdsløsheden højere
blandt indvandrere end blandt danskere. Dem, der ikke var i
arbejde, blev skældt ud over at de modtog dagpenge/
kontanthjælp og derfor var indirekte skyld i landets problemer.
Op gennem firserne begyndte der ligeledes at komme store
flygtningestrømme fra Irak og Iran (pga. krigen), og mange
danskere havde svært ved at acceptere, dels at nogle af dem
kom i arbejde, dels at man fik endnu flere at slås med om
arbejdet, dels at der kom endnu flere på overførselsindkomst
og dels at ”opførte de sig underligt”.
Hvilket egentlig var meget naturligt, da man intet gjorde for
at lære dem hverken dansk eller noget om dansk kultur. De
blev overladt til sig selv i et land, der var vidt forskelligt fra
deres eget land.
Faktum var dog det, at indvandrer og flygtninge generelt
102

havde meget svært ved at finde arbejde, når mange af indvandrerne
alligevel blev i landet skyldtes det, dels at de fik
bistandshjælp eller var dagpengeberettiget, dels at mange
havde boet her tyve år og deres børn ikke kendte andet end
Danmark, og dels at der var endnu ringere mulighed for arbejde
i hjemlandet.
Udstødelsen
Der hersker i dag ingen tvivl om at ”de fremmede” er mere
kriminelle end danskere. Dette er understøttet af Justitsministeriet.
Det er generelt er svært for kriminelle at få arbejde.
Disse kriminelle udgør ofte en del af det, vi kalder restgruppen,
hvis personen samtidig ikke kan sproget tilstrækkeligt,
ikke kan kulturen og er ufaglært, så begynder der at tegne sig
et billede af en gruppe, der ikke har det nemt på arbejdsmarkedet.
Men hvorfor er de så mere kriminelle? Lad mig se på det ved
at se på nogle af de mest almindelige udsagn nævnt i debatten
gennem de sidste 15 år.
Genetisk
Nynazister mener at indvandrer og særligt ”den muslimske
race” er genetisk mere kriminelle end den hvide race. Dette
er noget sludder, faktisk behøver man ikke engang debattere
påstanden, for med afkodningen af menneskets DNA, blev
det fastslået at alle mennesker i verden er af samme race.
Udseendet betyder altså ikke noget, sorte og hvide er af samme
menneskerace, og dermed falder hele racebegrebet til
jorden og vi vil ikke bruge mere plads på det i denne bog.
Jeg vil blot konstatere, at der er (få) personer, der mener
denne påstand helt alvorligt. I Danmark er der under 100
nynazister, men de fylder meget i mediebilledet.
Kultur
”De klumper sig sammen i ghettoer og taler deres eget
sprog”, er en anden påstand.
Langt de fleste af de oprindelige indvandrer lærte kun minimalt
dansk. Det var ikke nødvendigt for at få et job og passe
det. Det blev altså først et problem ikke at kunne dansk, da
mange rutine jobs forsvandt, fx at stå ved et samlebånd. I
dag kræves der uddannelse for at have de fleste jobs, og det
fik kun de færreste, endnu værre var det måske, at det gjorde
mange af deres børn og børnebørn heller ikke.
Dette kan synes ulogisk, men egentlig er det en naturlig konsekvens.
De fremmede talte ikke vores sprog og søgte derfor
hurtigt sammen, ja mange kommuner samlede dem ligefrem,
dermed gjorde man det legalt og almindeligt at tale sit eget
sprog.
103

Dansk blev dermed 2. sproget for mange af de fremmede.
Hvilket igen gjorde det meget sværere for dem at få sig den
nødvendige uddannelse, som nutidens arbejdspladser kræver.
Dermed øges risikoen for udstødelse, og dermed også
kriminalitet og marginalisering af den enkelte.
Mange af de fremmede har udtrykt bitterhed mod Danmark,
dette kan synes helt urimeligt, men må igen ses som en naturlig
konsekvens.
Deres bedsteforældre kom til landet som gæster, men endte
med at blive set skævt til. Mange af bedsteforældrene kunne
ikke klare det danske samfundsstigende krav og det er naturligt
at denne bitterhed er ført videre til deres børn, der altså
heller ikke lærte ordentlig dansk og derfor opsøgte de samme
bydele, hvor der boede ligesindede og igen gik det videre
til næste generation.
For der er faktisk en mental forskel på danskere og i særdeleshed
folk fra mellemøsten. Her anses det som mandens
pligt at forsøge sin familie, når manden ikke er i arbejde, mister
han sin status og endnu værre sin selvagtelse. Det påvirker
naturligt nok den familie, hvor børnene vokser op. Børnene
fik så heller ikke fik lært ordentlig dansk og ikke kunne
få lektiehjælp. Nogle hører først dansk, når de starter i skolen,
og dermed får dansk som 2. sprog. Der er her tale om
det, man kalder den sociale arv.
Man kan sige, at de fremmede på den måde bliver fremmedgjort
overfor det samfund de lever i. Derfor kan det synes
som en naturlig konsekvens af dette, at mange fremmede
henter deres familie fra hjemegnen, da danskere er
”mærkelige”, for mange har ikke tillært sig den danske kultur
og ved simpelthen ikke, hvad den går ud på.
I et fremmedgjort samfund, opvokset i bitterhed og uden
mulighed for at klare sig i uddannelsessystemet ender mange
af de fremmede i gruppe C (kap. 13). Og det er i gruppe C,
at vi finder langt størsteparten af de kriminelle. Nogle vil
endda hævde, at de ikke havde andre muligheder end kriminalitet,
hvilket selvfølgelig er noget sludder. Man vælger selv
om man vil være kriminel.
At kriminaliteten er større blandt de fremmede end blandt
danskere er altså ikke så overraskende, når det kommer til
stykket. Men det har dog, og naturligt nok, forstærket udstødelsen
af gruppen og virker dermed selvforstærkende. Dette
skal ikke ses som en undskyldning, men en forklaring, eller
viden omkring den forhøjede kriminalitet blandt etniske
grupper, og den viden skal vi bruge til at stoppe kriminalite-
104

ten, for der er ingen undskyldning eller accept af kriminalitet
fra min side.
Hvordan den sociale arv brydes er straks er helt andet
spørgsmål og det har man da også forsøgt at gøre på forskellige
mere eller mindre vellykkede måder. Her vil jeg fortælle
om nogle af dem.
Integration
Skiftende regeringer har gjort forskellige tiltag for at bryde
den onde spiral. Man taler om øget eller bedre integration,
når det kommer til praktisk handling og praktisk problemløsning
har det dog været så som så med løsningerne.
Nyrup regeringen indførte den såkaldte starthjælp, hvor
meget hjælp, der er tale om kan man dog stille sig tvivlende
overfor, for starthjælpen er blot udtryk for at man får en væsentlig
lavere bistandshjælp, for danskere er det kun den første
måned, mens det kan være helt op til 7 år for fremmede
borgere.
Starthjælpen, der dengang hed integrationsydelse, blev fjernet
igen efter kort tid, fordi resten af folketinget mente den
var fremmedfjendsk, men dog genindført efter regeringsskiftet
i 2001, nu med et andet navn, starthjælp.
Målet er, at få flere fremmede ud på arbejdsmarkedet (fordi
de så forsvinder fra restgruppe C). Starthjælpen har haft en
positiv virkning, men spørgsmålet må være, om det er den
faldende arbejdsløshed og stigende beskæftigelses skyld eller
om det er starthjælpens. De socialistiske partier mener dette,
mens, ikke overraskende, de borgerlige partier, der indførte
starthjælpen, mener det er pga. af starthjælpen at så mange
fremmede er kommet i arbejde. Nu hvor arbejdsløsheden er
stigende kommer der måske syn for sagen. Umiddelbart er
der dog intet der tyder på at indvandrer bliver mere afskediget
end danskere, det synes udelukkende at handle om uddannelsesniveau
Den nuværende regering har valgt at øge straframmerne for
kriminalitet og gjort det muligt udvise kriminelle ikke-danske
statsborgere. Den grundlæggende ide er, at man ikke samler
på kriminelle. Det må dog siges, at være symptombehandling
og ikke en løsning i sig selv.
Man har givet kommunerne besked på at sprede nye flygtninge
over hele landet og har endda indført stavnsbånd for
dem de første tre år, hvor de altså ikke må flytte til en anden
by eller bydel uden kommunens accept.
Børn bliver i dag sprogtestet allerede i 4 års alderen, hvis
105

arnets sprog ikke er udviklet nok eller ikke kan dansk, så
sættes der ind med sprogstøtte. Forældrene kan blive pålagt
at sende deres børn i børnehave.
Man taler altså om, at regeringen forsøger at bryde den sociale
arv, dvs. at uudannede forældre får uddannede børn, at
arbejdsløse forældre får arbejdende børn, at kriminelle forældre
ikke får kriminelle børn, at socialt svage forældre ikke får
socialt svage børn osv. osv.
Den sociale arv er dog i praksis særdeles svær at bryde, og
det gør opgaven vanskelig at resultaterne først viser sig efter
årtiers indsats. Specielt pigerne har dog vist sig at være meget
modtagelige og andelen af piger, der tager en uddannelse
er faktisk højere blandt de fremmede end blandt danskere.
Debat uden viden
Som du kan læse, er realpolitik altså en blanding af holdning,
viden og hvad der er praktisk muligt indenfor de
rammer samfundet har.
Det er vigtigt, at man har en vis holdning til spørgsmålet.
Holdningen afgøre hvordan man vælger, at gribe problemet
an. Hvis man ser et multietnisk samfund som en gevinst, vil
man naturligt nok gribe problemet anderledes an, end hvis
man er imod et multietnisk samfund.
Men en holdning uden viden er helt håbløst, det nytter ikke
noget at tale om ”høj kriminalitet og jeg tror at…”, i politik
handler det om at indsamle viden omkring det konkrete emne
og forhåbentlig være så modtagelig overfor den viden at
det enten bekræfter eller afkræfter et problem, og endnu vigtigere
at man kan benytte denne viden til at komme med løsninger
eller løsningsforslag, altså hvad der er praktisk muligt.
Du har sikkert hørt ”vi skal bare sende alle perkere ud”. Sætningen
er i sig selv nedsættende omkring en gruppe borgere,
men lad os for et kort sekund gå ind i sætningen. Hvem er
disse ”perkere”? Er det alle indvandrere? Er det folk med en
bestemt religiøs overbevisning? Er det nogen fra et bestemt
land? Og hvor skal vi egentlig sende dem hen? Udsagnet giver
ingen mening, og det er derfor helt umuligt, at debattere
ud fra dette standpunkt. At debattere politik uden viden er
umuligt at gøre uden at spilde sin tid.
Forskellen på indvandrer og flygtninge
Indvandrer er personer, der er kommet til landet for at arbejde
og/eller bosætte sig.
Personerne kunne, i mange tilfælde, ligeså vel være blevet i
deres hjemland, men ønsker at prøve lykken her i landet.
106

Det er fx indvandrer fra USA, England, Norge osv. Som udgangspunkt
skal man være selvforsørgende for at kunne indvandre
til Danmark, der officielt har haft indvandringsstop
de sidste godt 40 år. Det er meget svært at komme til Danmark
og bosætte sig, selv hvis man har et arbejde på hånden.
Man kan få en arbejdstilladelse, hvilket giver en lov til at
arbejde i landet, men ligeledes at man ved arbejdsløshed skal
forlade landet igen.
Indvandrer kommer primært fra vestlige lande, men der er
også mange familiesammenførte fra andre lande. Indvandrer
får dog (indirekte) statsstøtte til danskundervisning og har
ret til sundhedssektoren. Kan man klare en danskprøve har
man ligeledes adgang til uddannelsessystemet.
Indvandrer er altså personer, der ikke må ligge samfundet til
last, da man ikke ser dem som forfulgte personer, og altså
ligeså vel kunne være i deres eget land. Her er det sådan, at
staten ikke vurderer en begrundelse som kærlighed, som en
grund til at være i landet. Hvis man er kæreste med en indvandrer,
der ikke kan forsørge sig selv, så vil denne person
blive afvist. Man kan så også vælge at gifte sig med kæresten,
men så skal man fortsat kunne forsørge denne. Derudover
bliver parrets samlede tilknytning til hvert land vurderet.
Det er vores indstilling i Liberal Alliance at vi skal have åbne
grænser, men til gengæld skal alle indvandrere selv tegne diverse
forsikringer og have et job på hånden, hvis de mister
jobbet, må de forlade landet igen.
Vores slogan er: åbne grænser og lukkede kasser.
Det betyder alle, der kan og vil klare sig selv er velkomne,
mens alle andre ikke er det. Flygtninge er en helt anden sag,
som vi nu skal se på.
Flygtninge
Der er 2 slags flygtninge, selvom man officielt ikke skelner
sådan.
Reelle flygtninge er personer, der er forfulgt af deres lands
regering eller er flygtet fra hungersnød, krig eller lignende.
Personerne har altså ikke som sådan valgt Danmark for at
prøve lykken, men har søgt efter et mere sikkert sted at være.
Disse personer er altså havnet i Danmark af nød og vil
være berettiget til at være i landet, indtil det er sikkert at vende
hjem.
De skal behandles ordentligt, vi i Liberal Alliance mener at
de skal lære dansk fra dag 1 og skal i en form for aktivering.
107

Det værste, der kan ske, hvis det viser sig at de er bekvemmelighedsflygtninge,
er at de har lært noget dansk, og det er
der ingen, der har taget skade af.
Der findes også de såkaldte bekvemmelighedsflygtninge,
der er personer, der kommer fra områder af verden, hvor
der nok er ubehageligt at være, der er måske både censur,
terror, jævnligt hungersnød eller lignende. Men personerne
er ikke forfulgte personligt og har derfor intet krav på at
komme til Danmark.
For de flygtninge bliver opholdet i Danmark ikke særlig
godt. De ender med sidde i en lejr bag pigtråd og kan vente i
årevis på at blive sendt ud igen, medmindre de rejser frivilligt.
Som jeg tidligere nævnte, så er måske den vigtigste ingrediens
i politik viden, og derfor kan en debat omkring flygtninge,
indvandrer og lignende nemt blive helt håbløs, fordi
mange ikke har den viden eller er præget af fordomme og
følelser.
108

Kapitel 17
Kunsten at tyde et indlæg
Følgende indlæg blev bragt på 180grader.dk og Nordjyske.dk
i juni 2011
Centralstyring betyder at arbejdet bliver styret et sted i landet.
Det blev læreruddannelsen op til 1993. Undervisningsministeriet
bestemte timetal, hvad der skulle stå i undervisningsplanerne
og altså hvilken undervisning, der skulle til før
en lærerstuderende kunne blive lærer. Ministeriet havde altså
det fulde ansvar for uddannelsen. Ude på læreruddannelsen
havde man undervisere, en rektor og en enkelt sekretær.
Rektors ansvar var at overse at undervisning foregik godt
nok, at fordele arbejdet og det var ikke et særsyn at rektor
havde et enkelt hold eller to. De studerende fik 2500 timer
fordelt over fire år plus praktik.
Men i 1990´erne skulle der ske noget med læreruddannelsen,
man droppede at ministeriet havde ansvaret, i stedet gav
man hver læreruddannelse en sum penge og bad dem om at
uddanne lærerne. Den centrale styring forsvandt dermed og
ministeren havde altså ikke længere det direkte ansvar. Det
var ude på undervisningsstedet.
Resultatet lod ikke vente på sig. I 1998 var undervisningstimerne
faldet til 1700 og i 2010 var det nede på 1300 timer.
Administrationen er tordnet i vejret. I 2000 blev 8 % brugt
på administration, i 2010 var det 33 %.
Fra 2002 til 2010 er uddannelsen oven i købet blevet beskåret
med en tredjedel. Husk hvad jeg skrev om ansvaret, det
var ikke længere ministeriets. Og som havde undervisningsministeren
læst mine tanker, så lyder det: han ser ingen sammenhæng
mellem færre penge og færre timer til de studerende
(Undervisere juni11). Det er vel egentlig interessant. Man
forventer altså ikke at undervisningen bliver påvirket af, at
man bruger færre penge!! Bliver den så heller ikke bedre af
flere penge?
Giv friheden tilbage
Undervisningsministeriet kunne læse dette ved at man ganske
enkelt tog ansvaret tilbage. Det er nærmest tragikomisk
at høre om ”metodefrihed og selvstændighed”, når det
egentligt blot indbefatter at man sidder i små grupper og debattere
om et fag skal have 100 eller 150 timer, mens man
ved at fjerne denne ”metodefrihed” kunne give 300 timer.
109

Det har intet med frihed at gøre, hvis ministeriet igen har
ansvaret for uddannelsen, så kan underviserne koncentrere
sig om det, de er bedst til, nemlig at planlægge og gennemføre
undervisning. Nogle gange skal man spørge sig selv om
hvad frihed egentlig er. Er det frihed at sidde og debattere
økonomi, når man egentlig ikke har forstand på det eller har
interesse i det?
Men tør man?
Men det kræver selvfølgelig at regeringen at man tør tage
ansvaret for succes og dermed også risikoen for fiasko. Derfor
bliver det nok ikke til noget, og det er uanset om det er
en borgerlig eller socialistisk regering.
Nu hvor du har læst indlægget, kommer din opgave som læser.
Nemlig at forstå blogen og motivlæse den.
Der er nogle påstande, som skribenten henviser til, nemlig
Undervisere juni11, et opslag på nettet vil kunne bekræfte
tallene, men hvis det kommer fra en folketingskandidat kan
du være ret sikker på at det er kontrolleret en ekstra gang,
inden det kommer i ”trykken”.
Det bør man i hvert fald gøre, for som folketingskandidat
har man fjender. Det skal forstås på den måde, at der er 179
pladser i Folketinget og ikke flere, så selvom der måske er to
lige egnede kandidater, så er der fortsat kun 1 plads de slås
om.
Lad os i fællesskab tyde indlægget:
”Centralstyring betyder at arbejdet bliver styret et sted i landet.
Det blev læreruddannelsen op til 1993. Undervisningsministeriet
bestemte timetal, hvad der skulle stå i undervisningsplanerne og
altså hvilken undervisning, der skulle til før en lærerstuderende
kunne blive lærer. Ministeriet havde altså det fulde ansvar for
uddannelsen. Ude på læreruddannelsen havde man undervisere,
en rektor og en enkelt sekretær.”
I dette afsnit bliver præmissen for indlægget gjort klart. Ministeriet
kan måske med rette hævde at det foregik i samarbejde
med fagfolk, og hvis man er meget emsig kan man
hævde, at jeg påstår en enkelt minister bare sad og slyngede
tal ud til højere og venstre. Hvis det sker, kan det beskrives
som en forsvarsreaktion, og du kan være sikker på, at skribenten
er inde på noget af det rigtige. Medmindre selvfølgelig
at præmissen kan afvises og svarskribenten godtgøre dette.
110

”Rektors ansvar var at overse at undervisning foregik godt nok,
at fordele arbejdet og det var ikke et særsyn at rektor havde et
enkelt hold eller to. De studerende fik 2500 timer fordelt over
fire år plus praktik. ”
Her kommer det første data, det er rimelig nemt at kontrollere
om 2500 timer passer. Hvis der er skribent, der hævder
at timer blev aflyst og tallet måske derfor kun er 2450, så
bliv mistænkelig. Er svarskribenten ude i et ærinde om at
afspore debatten, og så må vi nødvendigvis spørge os selv:
Med hvilken begrundelse? Mulige begrundelser kan være at
svarskribenten ønsker politikeren skal fremstå utroværdigt,
det kan også være for at stoppe en ubehagelig debat.
”Men i 1990´erne skulle der ske noget med læreruddannelsen,
man droppede at ministeriet havde ansvaret, i stedet gav man
hver læreruddannelse en sum penge og bad dem om at uddanne
lærerne. Den centrale styring forsvandt dermed og ministeren
havde altså ikke længere det direkte ansvar. Det var ude på undervisningsstedet.”
Faktuelt er der ikke meget at komme efter, men man kan
ikke være i tvivl om, at jeg indirekte kalder det ansvarsforflygtigelse,
ministeriet er gået efter at have en syndebuk, hvis
uddannelsen bliver en fiasko. Man kan fortsat hævde, at ministeriet
har ansvaret, men det er min påstand, at nu har man
flyttet ansvaret fra ministerkontoret ud til det enkelte uddannelsessted.
Ministeren kan altså nu skælde uddannelsesstedet
ud, tidligere ville ministeren være tvunget til at forholde sig
direkte til kritikken. Det er ubehageligt, og vi er tilbage ved
min tidligere påstand i bogen, angsten for vælgernes reaktion.
Det er altså min påstand, at ministeren nu kan vaske
hænder, hver gang der er kritik.
”Resultatet lod ikke vente på sig. I 1998 var undervisningstimerne
faldet til 1700 og i 2010 var det nede på 1300 timer. Administrationen
er tordnet i vejret. I 2000 blev 8 % brugt på administration,
i 2010 var det 33 %.”
Her fortæller jeg at jeg har ret i min påstand. Uddannelsen er
ikke blevet bedre, tværtimod. Det er selvfølgelig klart, jeg
har ret i min påstand. Mit udgangspunkt, da jeg skrev indlægget
var jo netop disse tal. Havde tallene fremvist det
modsatte, havde jeg ikke skrevet indlægget. Til gengæld skriver
jeg ikke, hvorfra tallene kommer, så på det her tidspunkt,
skal man altså være på vagt.
”Fra 2002 til 2010 er uddannelsen oven i købet blevet beskåret
med en tredjedel. Husk hvad jeg skrev om ansvaret, det var ikke
længere ministeriets. Og som havde undervisningsministeren læst
mine tanker, så lyder det: han ser ingen sammenhæng mellem
111

færre penge og færre timer til de studerende (Undervisere juni11).
Det er vel egentlig interessant. Man forventer altså ikke at
undervisningen bliver påvirket af, at man bruger færre penge!!
Bliver den så heller ikke bedre af flere penge?”
Endnu en påstand og reference til en udtalelse, denne gang
er kilden med, så kan man undersøge det, hvis man vil. Der
er også et angreb på den ansvarlige minister, der hævder en
påstand, jeg finder absurd, dette ønsker jeg læseren lægger
mærke til.
”Giv friheden tilbage
Undervisningsministeriet kunne læse dette ved at man ganske
enkelt tog ansvaret tilbage. Det er nærmest tragikomisk at høre
om ”metodefrihed og selvstændighed”, når det egentligt blot
indbefatter at man sidder i små grupper og debattere om et fag
skal have 100 eller 150 timer, mens man ved at fjerne denne
”metodefrihed” kunne give 300 timer.
Det har intet med frihed at gøre, hvis ministeriet igen har ansvaret
for uddannelsen, så kan underviserne koncentrere sig om det,
de er bedst til, nemlig at planlægge og gennemføre undervisning.
Nogle gange skal man spørge sig selv om hvad frihed egentlig er.
Er det frihed at sidde og debattere økonomi, når man egentlig
ikke har forstand på det eller har interesse i det?”
Men tør man?
Men det kræver selvfølgelig at regeringen at man tør tage ansvaret
for succes og dermed også risikoen for fiasko. Derfor bliver
det nok ikke til noget, og det er uanset om det er en borgerlig
eller socialistisk regering.
En bredside mod regeringen og et løsningsforslag, som man
så kan overveje. Mit motiv med artiklen er først og fremmest
at få læreruddannelsen og dermed Folkeskolen forbedret,
i adskillige indlæg taler jeg for at lærerne skal undervise
noget mere. Jeg skriver at underviserne igen kan koncentrere
sig om at undervise, jeg siger altså mellem linjerne at underviserne
er helt uegnet til at lave økonomi og drive et undervisningssted.
Men der er selvfølgelig også det motiv, at læseren
skal synes det er et godt forslag og det burde ind i Folketinget.
Når du læser et læserbrev, en blog eller et debatindlæg, så
tænk over følgende:
Hvad står der i indlægget?
Hvad står der ikke i indlægget?
Hænger det sammen med din viden på området?
Hvad er motivet bag indlægget?
Overvej, hvad din holdning er til emnet.
112

Kapitel 18
Store begivenheder
Politik kan tolkes, analyseres og drejes alt efter politiske
tilhørsforhold. I dette kapitel vil jeg se på nogle få
sager, der ændrede dansk politik. Sagerne er analyseret
subjektiv, og skal ikke ses som en endegyldig
”løsning”. For at kunne lave disse analyser, som du ligeledes
kan lave, så kræves der blot, at man følger med
i politik og at man har de grundlæggende redskaber på
plads.
Kanslergadeforliget (1929)
I 1929 blev USA ramt af Wall Street
krakket, der på få timer forvandlede
USA's overklasse til fattige, endnu flere
blev arbejdsløse, USA var derfor nødt
til at tilbagekalde sine lån i udlandet.
Tyskland blev særdeles hårdt ramt og
fik arbejdsløshed på over 25%, inflation
og fattigdom. De tre ting, der var en
medvirkende faktor til at Adolf Hitler
kunne blive valgt til kansler i 1933.
Statsminister Thorvald Stauning (tv.),
Danmark blev i første omgang ikke
socialminister K.K. Steincke (i midten) og
Venstres forhandlingsleder Oluf Krag under ramt, men efterhånden som flere og fle-
forhandlingerne
re lande blev ramt af fattigdom, havde
Danmark intet sted at sælge sine varer
og i 1932 var arbejdsløsheden oppe på over 32%.
Kanslergadeforliget blev indgået den 30. januar 1933. Forliget
har navn efter Staunings lejlighed i Kanslergade på
Østerbro, hvor forhandlere fra Venstre søndag formiddag
den 29. januar mødtes med repræsentanter for regeringspartierne
Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Her valgte
man at sænke kronekursen med 10%, så det blev billigere
at købe danske varer og dyrere at købe udenlandske, det
øgede eksporten. Forliget indebar et et-årigt forbud mod
lockouter og strejker, samtidigt blev overenskomster forlænges
ved lov, dvs. at arbejdere bevarede deres bestående lønninger.
Arbejdsgiverne fik ikke gennemført en 20% reduktion
af lønningerne.
Derudover brugte regeringen anledningen til at starte velfærdssamfundet
med sygehuse og skolegang og skabte dermed
arbejdspladser. Der blev bl.a. indført arbejdsløshedsunderstøttelse.
Der blev startet en række statsbyggerier, ligesom
der var en sænkning af ejendomsskatter, en udvidelse af
grundskylden og en konvertering af gæld på landbrugsejendomme.
113

Under besættelsen blev kong Christian X
et stærkt symbol på national uafhængighed.
Dette billede blev taget på kongens
fødselsdag i 1940.
Resultatet lod ikke vente på sig og i 1936 var Danmark igen i
omdrejninger. Staunings regering blev i øvrigt genvalgt.
Samarbejdspolitikken (1940-43)
Den 9. april 1940 besatte Tyskland Danmark næsten uden
militærmodstand, den danske regering valgte derefter at lave
en samarbejdspolitik.
Det er debatteret meget både historisk set og i medierne
om det var den rigtige politik, man førte dengang.
Altså skulle Danmark have gjort som Norge, have
kæmpet imod overmagten og dermed tabt med æren i
behold.
Men Danmark havde ikke oprustet hæren, næsten ingen
flåde og intet flyvevåben selvom krigstrommerne
havde lydt i årevis. Man havde end ikke mobiliseret
hæren, da England erklærede Tyskland krig efter invasionen
af Polen (sammen med USSR).
Fra flere sider tyder meget på at Danmark enten kendte
datoen for invasionen eller ligefrem at invasionen
var aftalt på forhånd. Uden jeg skal tage stilling til de
Erik Scavenius (1877-1962)
oplysninger, så er det velkendt at Danmark lå strategisk
og Werner Best (1903-1989)
vigtigt, fordi Tyskland skulle bruge råstoffer fra Norge,
og man har formentlig også været nervøse for om
England ville landsætte tropper i Danmark, hvis Danmark
havde nægtet dette ville de allieret også nemt
kunne have besat Danmark. Under alle omstændigheder
kan den tyske invasion ikke
være kommet som en stor overraskelse.
Danmark var primært et transitområde uden
den store interesse fra tysk side.
Efter invasionen blev der dannet samlingsregeringer
bestående af de fire største partier,
der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt.
I første omgang virkede det til, at den
danske plan om mere eller mindre at lade
tyskerne bruge Danmark som ”motorvej” til
Norge og port til Nordsøen virkede efter
hensigten.
Regeringen blev dog tvunget til at gøre konstante
indrømmelser og tilpasninger, men
det lykkes i første halvdel af besættelse at
undgå jødeforfølgelse og opretholdelsen af
en rimelig levestandard. Dog blev det forbudt
at være kommunist og mange kommunister
blev anholdt, mens andre fortsatte med at lave aktivi-
114

teter i det skjulte.
Werner Best kom til Danmark i 1942 og blev øverste tyske
myndighed og lavede en tilpasningslinje overfor danskerne,
der mere og mere modvilligt accepterede besættelsen, mere
og mere modvilligt fordi tyskernes besættelse forringede levestandarden
mere og mere. Werner Best fortsatte tilpasningslinjen,
men sabotager, i starten organiseret af kommunisterne,
begyndte at ramme tyskerne, ligesom den generelle
modstand voksede i takt med at tyskerne led nederlag i
USSR.
I august 1943 valgte regeringen at gå af, efter at tyskerne
havde stillet en række krav efter omfattende arbejdsnedlæggelser
i landet. Tyskland indførte undtagelsestilstand og der
var departementsstyre resten af krigen.
Som svar på modstanden etablerede tysk militær og politi en
langt hårdere magtanvendelse, der førte til afvæbning af det
danske forsvar, forsøg på at pågribe de danske jøder, til arrestation
og deportation af det danske politi samt indførelse af
dødsstraf for sabotage og angreb på besættelsesmagten.
Set med nutidens øjne virker det til, at det netop var den
hårdere linje, som avlede endnu mere modstand, samt det
faktum at det i 1944 stod klart, at Tyskland ville tabe krigen.
Samarbejdet og det gode personlige forhold mellem Erik
Scavenius og Werner Best gjorde at Best valgte at advare
modstandsbevægelsen ved at lade datoen for en razzia for
jødeanholdelserne blive lækket, kun 200 jøder blev derfor
fanget, sandsynligvis var det stærkt medvirkende til at han
efter krigen slap med at blive dødsdømt og senere benådet i
1951, hvor han blev udvist af Danmark.
Erik Scavenius fik historisk set et ilde rygte for samarbejdspolitikken.
Det er meget nemt i dag at fordømme den politik,
men den daværende regeringen gjorde det, den mente
var bedst for landet, og mens det tog resten af Europa lang
tid at komme sig ovenpå krigen, så var Danmark i fulde omdrejninger
allerede få år efter. Men havde alle tænkt sådan,
havde vi nok fortsat været besat i dag.
Oliekrise (1970erne)
Siden 2. verdenskrig havde Danmark (og resten af Vesten)
oplevet en øget velstand. Biler og el-artikler som køleskabe
og fjernsyn var blevet hvermandseje, desuden var boligerne
blevet større og dermed mere ressourcekrævende.
Førhen havde det meste arbejde været manuelt. Men efterhånden
havde maskiner opnået en stigende betydning på
115

arbejdspladserne. Alt dette havde medført et stigende energiforbrug,
som olie var hovedkilden til.
Den 6. oktober 1973 udbrød der krig i Mellemøsten mellem
Israel på den ene side og Egypten samt Syrien på den anden.
OPEC vedtog på et møde den 17. oktober 1973 at nedskære
deres olieproduktion og samtidigt sætte priserne op. Selv om
nedskæringen reelt var beskeden, udløste beslutningen dramatiske
prisstigninger. Fra oktober til december 1973 steg
prisen på en tønde råolie fra 3 til 11,65 dollars. Størstedelen
af denne gevinst gik til de olieeksporterende lande. Således
steg Saudi-Arabiens olieindtægter fra 2,7 milliarder dollars i
1972 til 22,6 milliarder i 1974.
Det medførte det panik i Vesteuropa. Fra myndighedernes
side blev der gjort en lang række tiltag for at spare på olien. I
offentlige bygninger blev temperaturen sænket, kun lys i
hver anden gadelygte og der blev indført bilfrie søndage.
Desuden modtog private en lang række råd om at man burde
lukke for varmen om natten, tage brusebad i stedet for
karbad osv.
De mange sparetiltag kunne ikke ændre på den kendsgerning,
at den dyre olie medførte, at de europæiske industrilande
fik et underskud på betalingsbalancen. Desuden havde
menigmand nu langt færre penge til rådighed til køb af forbrugsgoder
(fordi de brugte pengene på opvarmning). Dette
medførte en mindsket efterspørgsel på varer, hvilket resulterede
i at virksomhederne måtte afskedige ansatte. 1960ernes
fulde beskæftigelse var blevet afløst af 1970'ernes arbejdsløshed,
hvilket skabte en negativ spiral, når folk blev arbejdsløse
brugte de færre penge og dermed blev der behov for færre
produkter, som på ny førte til nye fyringer.
Som følge af politiske uroligheder i Iran i halvåret 1978-79,
skete der et nyt fald i olieproduktionen. Dette skete samtidigt
med at Europa oplevede en streng vinter. Konsekvensen
blev, at dollarprisen på en tønde råolie fra oktober 1978
til juni 1979 steg fra 12,70 til 36.
Dette medførte yderligere betalingsbalanceunderskud og
øget arbejdsløshed i den vestlige verden, hvilket forstærkede
den negative spiral landene allerede var inde i.
Socialdemokratiet, der stort set siden 1955 havde siddet på
regeringensmagten havde udbygget velfærdsstaten voldsomt
i de gode tider i halvtresserne og tresserne, hvor både beskatningen
var steget og udgifterne til det offentlige budget
var vokset voldsomt, derfor var det begrænset, hvor meget
man havde at stå imod med, og man endte med at måtte optage
store lån i udlandet, mens man håbede på at vilkårene
116

ville ændre sig. Politisk vilje til de nødvendige økonomiske
reformer var der ikke hverken flertal eller vilje til.
Kartoffelkuren (1986)
Der var mange grunde til, at det var tæt på at gå helt galt for
Danmark i halvfjerdserne og firserne. Oliekriserne i 73 og 79
var et af de helt store problemer. Anker Jørgensens regeringer
op gennem halvfjerdserne forsøgte med flere tiltag at
imødegå krisen, men havde modsat efterfølgeren Poul
Schlüter, den tanke, at Danmark kunne arbejde sig ud af krisen.
I 1982 overtog Poul Schlüter og firekløverregeringen regeringsmagten,
og gennemførte i 1986 ”kartoffelkuren”, navnet
fordi den blev gennemført op til skolernes efterårsferie
(kartoffelferien).
Indgrebet betød at det blev dyrere at låne penge til forbrug
og boligbyggeri. Den kontraktive finanspolitik virkede efter
hensigten og allerede året efter var underskuddet på betalingsbalancen
reduceret fra 36 til 20 milliarder. Forbruget i
landet gik i stå i årene efter kartoffelkuren og folk valgte at
spare op. Nedgangen i landets aktivitet fik konsekvenser på
arbejdsmarkedet, hvor ledigheden steg til eksplosive højder,
over 450.000 personer var uden arbejde i firserne, hvilket
medførte at samfundet kom til at betale mere i overførselsindkomster,
men generelt er indgrebet betragtet som det, der
sikrede Danmarks langsigtede økonomi og fik Danmarks
økonomi tilbage på rette spor.
Da Poul Nyrup Rasmussen (S) overtog regeringsmagten i
1993 overtog han et land i fremgang, og kunne gennemfører
ekspansive reformer, der igen satte Danmark i gang. Fra
1993-2008 har Danmark befundet sig i en højkonjunktur,
også selvom flere af vores handelspartnere har haft store
økonomiske problemer. De sidste tre år har Danmark befundet
sig i lavkonjunktur.
Maastricht-traktaten (1992)
Denne traktat blev indgået i Maastricht i 1991 mellem medlemslandene
i det daværende EF, der omdannede EF til Den
Europæiske Union (EU). I Danmark blev traktaten i 1992
nedstemt ved en folkeafstemning. Det fik daværende leder
af CD Mimi Jacobsen til at udbryde at danskerne var dumme,
ved valget året efter blev partiet halveret og kommentaren
blev trukket frem af modstanderne i de kommende valgkampe.
Danmark fik indført en række forbehold angående
fælles mønt, fælles forsvarspolitik, fælles retspolitik og unionsstatsborgerskab
ved topmødet i Edinburgh senere samme
år. Det kaldes de fire undtagelser.
117

Bredt i befolkningen, specielt blandt modstanderne, var der
bitterhed over at regeringen lod den samme traktat gå til valg
igen. Da Edinburgh aftalen blev vedtaget fik unionsmodstanderne
bekræftet alle fordomme om, at alle lande ikke var
lige i EU og at Danmarks vetoret ikke var gældende.
På valgaftenen i 1993 var der store uroligheder på Nørrebro,
hvor betjente endte med at skyde på demonstranterne, der
smadrede stort set hele bydelen. Det kaldes de værste optøjer
i Danmark nogensinde. Regeringen tabte 14 mandater
ved folketingsvalget samme år, men kunne dog fortsætte.
Efterlønssagen (1998)
Ganske få dage før valget i 1998 sprang daværende Venstreformand
og statsministerkandidat Uffe Ellemann Jensen en
bombe i valgkampen, da han for åben skærm fortalte, at S-R
regeringen ønskede at ændre efterlønnen.
Efterlønnen er en dansk velfærdsordning, som betyder at
man kan trække sig tilbage før pensionsalderen. Ordningen
blev indført i 1979 af Anker Jørgensen pga. stigende ungdomsarbejdsløshed
og var kun ment for de hårdest belastede
grupper i forhold til nedslidning. I dag skal man være medlem
af en A-kasse og indbetale regelmæssigt til ordningen i
mindst 25 år. I 1998 var efterlønsordningen en ordning, der
ikke krævede indbetalinger og gjaldt fra man fra 60 år.
Uffe Ellemann mente, at SR regeringen ønskede at ændre
dette. Poul Nyrup benægtede det var tilfældet og fortalte i
meget klare vendinger, at efterlønnen bestod uændret efter
valget. S-R regeringen blev genvalgt med ganske få tusinde
stemmer og få måneder efter annoncerede regeringen, at efterlønnen
blev ændret til en indbetalingsordning i mindst 25
år samt at efterlønsalderen blev hævet til 62 og pensionsalderen
sænket til 65.
Selvom juraeksperter er enig om at Nyrup ikke, rent teknisk,
løj i valgkampen, så efterlod sagen det indtryk og var reelt
den enkeltstående sag, der gjorde at regeringen var i modvind
i sin sidste periode, således formåede Nyrup ikke at
drage fordel af, at NATO, og dermed Danmark, blev angrebet
11/9 2001 og krigen mod terror startede.
Der har været flere teorier fremme omkring efterlønssagen,
bl.a. at hvis ordningen ikke var blevet ændret, så ville samtlige
EU borgere være berettiget til efterløn og alternativet derfor
havde været at afskaffe den. Nyrup bør ifølge EU eksperter
derfor roses for at have reddet ordningen. Nyrup endte
dog med at få et spark ud af statsministerstolen. Et par år
senere stillede han op til EU parlamentet og fik over 500.000
personlige stemmer. Nyrup var tilgivet i befolkningen.
118

11. september 2001
Siden Dansk Folkeparti kom i Folketinget i 1998 havde partiet
forsøgt at sætte en dagsorden, der hed udlændinge i
Danmark. Partiet mente, at flygtninge søgte hertil pga. bistandshjælp,
høj levestandard og at deres kultur (her forstået
muslimsk kultur) var en trussel mod nationen. Denne dagsorden
var det lykkes i en vis grad at få frem. Det store problem
er den debat var, og er, efter min mening dog det, at
man aldrig formåede at skelne mellem reelle flygtninge og
bekvemmelighedsflygtninge, og begge sider af salen endte
med at råbe ukvemsord efter hinanden.
Centrum Demokraterne var det parti, der var mest positiv
overfor indvandring og så ikke de store trusler, som DF fortalte
om. Det handlede om bedre integration uden CD dog
på nogen måde specificerede, hvad det betød. Statsminister
Poul Nyrup havde set skriften på væggen og forsøgte at få
vedtaget stramninger i udlændingepolitikken, men fik ikke
opbakning fra sit eget parti, ligesom CD afviste enhver
stramning, og Mimi Jacobsen, partileder for CD, ikke forspildte
nogen chance for at fortælle DF, at de ikke var stuerene,
et udtryk som Nyrup ligeledes sagde fra talerstolen i
Folketinget.
Med angrebet 11. september 2001 ændrede dansk politik sig
fra dag til dag. Det kan naturligvis synes utroligt, at et angreb
på World Trade Center skulle påvirke dansk politik, men det
skyldes ikke kun voldsomheden, men mest af alt, at muslimske
ghettoer brød ud i fest over angrebet. Ved det efterfølgende
valg røg CD ud af folketinget, DF blev fordoblet og
den i forvejen upopulære regering (efterlønssagen) fik ikke et
ben til jorden i den efterfølgende valgkamp, hvor midten af
dansk politik blev fjernet. Regeringsskiftet var en realitet.
119

Kapitel 19
Analyse: Efter valget 2011
Senest i november 2011 holdes der Folketingsvalg. Her er
min analyse af hvad der sker.
Valgkampen
Reglerne siger at kun statsministeren kan udskrive valg, selv
hvis regeringen kommer i mindretal, er det fortsat statsministeren,
der skal udskrive valget. Regeringen kan nemlig også
vælge at gå af, uden at udskrive valg, det skete sidst i 1991,
hvor Poul Nyrup regeringen efterfølgende overtog. Lars
Løkke skal udskrive valg minimum tre uger før valget, der
senest kan komme søndag d. 13. november.
Valgkampen har reelt været i gang et stykke tid, det tyder på
at den bliver mere beskidt end nogensinde. Fagforeningen
3F blev i maj taget med bukserne ned, da det kom frem, at
de med medlemmernes penge havde betalt detektiver for at
opspore snavs på udvalgte ministrene. Samtidig er der allerede
nu blevet brugt et trecifrede millionbeløb på reklamer i
aviser og på nettet.
Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti får flertal
sammen med Enhedslisten.
Det er ikke nødvendigvis et ønskescenarium for Helle Thorning,
for med den konstellation er hun nødt til at indfri løftet
om at droppe efterlønsreformen, som hun egentlig nok
er ganske godt tilfreds med at Lars Løkke og Pia Kjærsgaard
tog skraldet for. Det næste problem hun vil støde på er at
EL vil have dagpengeperioden op til 4 år igen, og det vil store
dele af baglandet i S og SF også. Med en rød regering vil
SSF være tvunget ud i at skulle gennemføre Fair Løsning,
som ingen økonomer tror på og endnu færre forstår. Bl.a.
skal de ud og få overtalt vælgerne til at arbejde mere, mens
de skruer op for skatten. Det bliver næppe en nem opgave.
Til gengæld kan hun forvente en EL, der kan trynes, for deres
eneste alternativ til at sige ja, er at vælte regeringen. Det
synes helt usandsynligt. Der er dog ikke meget, der tyder på
at S-SF-EL kan danne flertal alene.
Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti får flertal
sammen med Enhedslisten og Radikale.
Denne situation er formentlig noget nemmere for Helle
Thorning. Hun slipper for at ændre efterlønnen tilbage igen,
dermed er hun heller ikke tvunget til at skulle overtale vælgerne
til at arbejde mere, mens skatterne stiger. Hendes problem
er at De Radikale på det seneste har fremvist at de ikke
bare stemmer ja til SSF´s politik. Helle Thorning vil opleve
120

at De Radikale vil tage sig dyrt betalt. Hun kan helt sikkert
derfor være nødt til at forhandle med alle partier i Folketinget.
Problemet bliver for Helle Thorning at det parti SSF er
mest enig med er DF, som de har gjort sig grundigt uvenner
med. Der vil næppe være nogen tvivl om at Venstre pludselig
bliver meget liberale igen og Konservative vil råbe på
skattelettelser. Liberal Alliance vil kæmpe for at få gennemført
sin politik, men det er op af bakke.
Venstre og Konservative får flertal med Dansk Folkeparti.
V og K har haft et fint sammenarbejde med DF gennem de
sidste ti år, men de sidste to år har fremvist at Lars Løkke
har et ønske med at have magten, modsat Fogh, der havde
som mål at beholde den. DF er på den måde en hæmsko.
For Liberal Alliance er det et skrækscenarium, ligesom det
stensikkert vil føre til en blodig magtkamp hos Socialdemokraterne.
EL og SF vil fortsætte med at være helt udenfor
indflydelse. For LA og Radikale er det langt fra ønskeligt.
Heldigvis for dem, tyder intet på at det bliver sådan efter et
valg.
Venstre og Konservative får flertal med Dansk Folkeparti
og Liberal Alliance
Dette er det mest sandsynlige resultat, hvis regeringen fortsætter,
men der er også den mulighed at LA og R tilsammen
kan have nok stemmer til at bringe DF udenfor indflydelse.
Det er selvfølgelig ikke et mål i sig selv, men det giver mulighed
for at VK regeringen vil kunne føre borgerlig politik,
spørgsmålet er så om man vil. Lars Løkke vil kunne manøvrere
meget mere frit end tidligere, pludselig vil han have LA
støtteparti, men De Radikale har fremvist tydeligt gennem
de sidste seks måneder at de heller ikke har den store tiltro
til den socialistiske finanspolitik. Forudsætningen for at scenariet
bliver virkeligt er bestemt tilstede, det virker helt
usandsynligt at VKO fortsat har suverænt flertal efter valget,
men at R og LA tilsammen kan mønstre 25-27 mandater synes
til gengæld ikke sandsynligt. Lige nu har de to partier
tilsammen 14 mandater, men dog har flere meningsmålinger
givet LA 10-11 mandater og Radikale ligeledes 10-11 stykker
og så er der trods alt ikke langt op.
121

Efterord
Jeg håber at du med denne bog føler dig bedre klædt på til
de kommende valg, som kan betyde meget for din fremtid.
Som jeg flere gange nævner, så handler politik om holdninger,
viden og hvad der er praktisk muligt. Det er vigtigt, du
forsøger at klarlægge dine holdninger og derefter opnår viden
om, hvem der arbejder for disse holdninger og endelig
gør dig klart, i hvilket omfang det er realistisk, at de bliver
gennemførte.
Ligeledes håber jeg du ikke har følt dette som en partibog,
men at du kan bruge mine holdninger til at få klarlagt dine
egne og dermed føler dig bedre rustet til at tage politisk stilling,
din stemme tæller, 14 % procent valgte ved sidste valg
at blive hjemme og det er simpelthen dumt, hvis du fralægger
dig ansvaret for landets fremtid og du vælger per definition
at støtte den regering, der vinder valget, fordi din stemme
kunne have valgt den anden side.
Valget er dit, men jeg vil på det kraftigste opfordre dig til at
bruge din stemme.
122

Reklame
Kim Ursin
LAD OS FÅ DEN JYSKE FORNUFT
TIL CHRISTIANSBORG
Kim Ursin
Bonderup Østergade 15
9690 Fjerritslev
2427 0296
kim@kimursin.dk
www.kimursin.dk
www.facebook.dk/kimursin

Reklame
Gang i væksten
Vi ønsker alle at der også i fremtiden er et velfærdssamfund,
derfor er det helt nødvendigt, at vi får gang i væksten
(=flere arbejdspladser).
Selskabsskatten skal halveres og reglerne skal forenkles, sådan
at virksomheder bruger sin tid på at udvikle og lave
produkter, frem for administration og papirarbejde.
Danmark har verdens højeste skattetryk for virksomheder,
det er klart, de flytter til udlandet og de tager arbejdspladserne
med.
Vi skal have produktionsvirksomheder i Danmark, vi kan
ikke alle leve af at tegne, male og slå på tromme.
SKAT
Skatten skal ned på max 40% og bundfradraget hæves. Det
vil koste blot os blot 37 ud af et budget på knap 1000 milliarder.
Topskatten gør, at lægen ligger og lægger fliser, giv ham dog
mulighed for at hyre en gartner til det og lad ham arbejde
med det, han er bedst til.
Efterlønnen skal væk, det er asocialt og fjendsk at kasserer
unge raske mennesker på 60 år. Den nuværende ordning er
en asocial ordning. Mange lavtlønnede med hårde jobs har
ikke pengene til at vælge ordningen.
Dem, der ikke kan arbejde, skal have pension. Det har ikke
noget med alder at gøre.
EFFEKTIVITET
Vores skattekroner bruges bedst ved at vise offentligt ansatte
tillid. Så behøver vi ikke aflevere op mod 70% af vores
indtægt i form af skatter og afgifter.
I dag ansættes der hver eneste dag 65 nye personer i det
offentlige. Hver 3. af dem sættes til at skrive journaler og
udfylde skemaer.
Lad de offentligt ansatte udføre deres arbejde. Spark de få
ud, der ikke gør det i stedet for at lave meningsløs kontrol
på alle.
Hvorfor spilde tiden på, at skrive hvilken slags ble Fru Jensen
bruger? Hvorfor ikke bare hjælpe hende på toilettet?

Reklame
FRIHED
I Liberal Alliance har vi en vision om at alle har ret til arbejde,
alle har ret til at bestemme over sit eget liv. Statens opgave
er at skabe rammer for, at du kan leve det liv, du ønsker.
Ikke det liv politikerne tror du ønsker.
Det er ikke op til København at fortælle dig om du må ryge,
drikke eller æde dig ihjel, ligesom det ikke er København,
der skal bestemme, hvad du må varme huset op med. Det er
heller ikke en flok mere eller mindre moralske politikere, der
skal bestemme, hvem der skal gå i seng med hvem.
Vi er voksne mennesker, der godt kan træffe egne beslutninger
om vores eget liv.
LUKKEDE KASSER, ÅBNE GRÆNSER
Vi bruger enorme kræfter på at holde grænserne lukkede for
at holde de folk ude, vi har besluttet ”nok er kriminelle”.
Det virker ikke.
Vi mener at enhver udlænding, der har et job må være i landet,
naturligvis skal man så tegne forsikringer, så man ikke
ligger samfundet til last. Hvis man har børn får de adgang til
den danske folkeskole ligesom man får adgang til danskundervisning.
Det er faktisk meget generøst.
Mister man sit arbejde må man finde et nyt indenfor 3 måneder,
ellers må man rejse hjem igen.
Husk at indvandrer har selv valgt at tage til Danmark. Flygtninge
er en helt anden sag.

Reklame
Liberal Alliance i korte træk
SKAT
Skatten skal ned på 40%, bundfradraget hæves.
Væk med topskat og efterløn
VÆKST
Erhvervslivets vilkår skal styrkes, så der bliver arbejde
til alle og velfærdssamfundet kan bestå.
EFFEKTIVITET
Vi skal have tillid til offentligt ansatte og begrænse
administrationen.
FRIHED
Vi er voksne ansvarlige mennesker, der sagtens
selv kan beslutte, hvordan vi vil leve.
Åbne grænser, lukkede kasser
Enhver der har et job må komme til landet, hvis
man ikke ligger samfundet til last.