Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger - Landsforeningen ...

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Håndbog for Patientrådgivere og
Bistandsværger
Landsforeningen for Patientrådgivere og
Bistandsværger i Danmark
Denne håndbog er udarbejdet som en hjælp til Patientrådgivere og Bistandsværger
S ø g m e r e i n f o r m a t i o n p å h j e m m e s i d e n w w w . i n f o - l p d . d k
December
Landsforeningen for Patientrådgivere og Bistandsværger
2012

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Indhold i Håndbogen
1 Indledning
2 Love, Bekendtgørelser og Cirkulærer
3 Uddrag af lovgivninger
4 Institutioner og Foreninger
5 Vejledninger og information
6 Behandlingsformer, medicin m.m.
7 Spørgsmål og svar – til og fra til Ministerierne
8 –
9 Arbejdsforhold og Økonomi
10 Klager
11 Grønland og Færøerne
12 -
13 Supplerende litteratur og links
14 Relaterede foreninger
Landsforeningen for Patientrådgivere og Bistandsværger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1.0 Generelt
1.1.0 Forord
14.2.0 Indledning
1.3.0 Landsforeningen for patientrådgivere og bistandsværge
1.3.1 Formål
1.3.2 Vedtægter, Landsmødet
1.3.3 LPD’s historie
1.3.4 LPD-avisen
1.3.5 Finanslovsbevillinger for bistandsværger og satspuljemidler fra sundhedsministeriet
1.3.6 LPD’s Temadage og Kurser
1.3.7 LPD’s Relationer til de offentlige myndigheder
1.0 Indledning

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1.1 Forord
“Håndbog for Patientrådgivere” udkom første gang i 1995 som et nødvendigt arbejdsredskab for
patientrådgivere og andre, der arbejdede inden for psykiatrien.
Allerede i begyndelsen af 1996 var bogen revet væk, og der udkom så en revideret udgave. Året efter - i
1997 - gjorde justitsministeriet det økonomisk muligt for os at udsende bogen i en helt ny udgave - denne
gang med et tilhørende Pc-program.
“Håndbog for Patientrådgivere” var kommet for at blive.
“Håndbog for Bistandsværger” udkom i 1997 som et nødvendigt arbejdsredskab for bistandsværgerne, og
begge håndbøger blev herefter lagt på Internettet (“LPD-info”).
Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien blev som bekendt ændret i 1999, og dette er så
årsagen til, at en revision af håndbogen nu er blevet nødvendig.
Ændringerne i denne udgave af Håndbog for Bistandsværger” blev så store, at vi måtte bede alle, der var i
besiddelse af den daværende “Håndbog for Bistandsværger”, om at tømme ringbindet for alt – og derefter
indsætte den nye håndbog.
Tredje udgave af håndbogen udkom i år 2000, og efter c. 5 år var også den forældet - og revet væk, ikke et
eksemplar tilbage.
De sidste 5 år gik uden håndbog, og også "LPD-info" var helt forældet.
Efter ca. 2 års forarbejde - hvor LPD var repræsenteret i diverse udvalg - fik vi så i nov. 2006 en ny
psykiatrilov, og så var blevet helt nødvendigt for os at få udarbejdet en ny håndbog - denne gang med
titlen "Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger."
Året 2010 blev det mest begivenhedsrige år i LPD’s historie.
20-års jubilæet blev - ligesom 10-års jubilæet - fejret med Landsmøde og temadage på Christiansborg samt
overnatning på Palace Hotel.
For første gang i LPD’s historie foreslog ministerierne, at vi opstillede et budget for alle vore aktiviteter i
indeværende år, og efter et par møder i ministerierne blev det hele bevilget.
Blandt aktiviteterne var også denne bog, og ikke alene økonomien blev klaret, alt lovstof er også tilført
håndbogen af juristerne i vore ressortministerier, Justits- og Sundhedsministeriet.
Rigtig god fornøjelse!
Bestyrelsen, LPD.
1.1 Forord

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1.2 Indledning
Håndbogen er også denne gang udgivet i ringbind for at give landsforeningen mulighed for at ajourføre
indholdet, da der hele tiden sker ændringer, dels i forhold til de psykiatriske patienter/klienter, dels i
forhold til patientrådgiveres og bistandsværgers arbejdsforhold.
Men du kan være med til at forbedre håndbogen.
Hvis du under brugen finder fejl eller mangler, kan du kontakte landsforeningen ved:
Jan Labusz
Email: jan_labusz@hotmail.com
eller
Mogens Michaelsen
e-mail: momi4862@gmail.com
På forhånd tak.
1.2 Indledning

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1.3.1 Formål
Tidligere har LPD udgivet en håndbog for både patientrådgivere og bistandsværger. Bestyrelsen har
imidlertid i samråd med vores to ministerier for området (Sundhedsministeriet og Justitsministeriet)
valgt, at der fremover kun skal udgives en håndbog, der gælder for begge områder, idet der bliver
flere og flere fællesopgaver for de to grupper.
Formålet med håndbogen er at give patientrådgiverne og bistandsværgerne et brugbart redskab i
hverdagen, så opståede spørgsmål hurtigt kan besvares.
Håndbogen udgives både digitalt og som løsblade i ringbind, så en opdatering hurtigt kan finde
sted. Desuden ligger håndbogen på LPD’s hjemmeside (www.lpd-info.dk), hvor en ny søgefunktion
på det ønskede problem skulle gøre håndbogen meget brugervenlig.
Alle, der i hverdagen arbejder med psykiatriområdet, vil derfor have rigtig stor glæde af den nye
håndbog.
En håndbog bliver dog allerbedst, hvis alle brugere er opmærksom på, at der ikke har ”indsneget”
sig fejl eller åbenlyse mangler, så LPD (send en mail til Mogens Michaelsen – email:
momi4862@gmail.com eller til Jan Labusz e-mail: jan_labusz@hotmail.com ) vil være meget glade
for sådanne henvendelser.
LPD håber, at håndbogen lever op til vores forventninger og vil være til stor gavn for ikke alene alle
patientrådgivere og bistandsværger, men for alle, der arbejder med psykiatrien.
1.3.1 Formål

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1.3.2 Vedtægter for Landsforeningen af Patientrådgivere og
Bistandsværger i Danmark (LPD)
§ 1. Navn og hjemsted
1) Foreningen er stiftet den 28.09.1990 under navnet Landsforeningen af Patientrådgivere i
Danmark (LPD), som ændret den 16.09.1995 til Landsforeningen af Patientrådgivere og
Bistandsværger i Danmark (LPD).
2) Foreningens hjemsted er formandens adresse.
§ 2. Formål
1) gennem øget samarbejde patientrådgiverne indbyrdes, at skabe ensartede og forbedrede vilkår
for patientrådgivningsarbejdet og derved fremme vore muligheder for at hjælpe sindslidende
patienter under enhver tvangsforanstaltning.
2) gennem øget samarbejde bistandsværgerne indbyrdes at skabe ensartede og forbedrede vilkår
for bistandsværgearbejdet og derved fremme vore muligheder for at hjælpe sigtede / tiltalte eller
dømte personer bedst muligt under retssagen og en eventuel idømt foranstaltning.
§ 3. Medlemsforhold
1) optagelse:
Som aktive medlemmer kan optages alle ansatte patientrådgivere, bistandsværger og
tilsynsværger.
Som passive medlemmer kan optages alle andre.
2) udmeldelse og eksklusion:
Udmeldelse skal ske skriftligt med 1 måneds varsel.
Medlemmer, der trods påkrav ikke har betalt kontingent senest 6 mdr. efter forfaldsdag kan
slettes.
Et medlem, der modarbejder foreningens formål kan ekskluderes af foreningen.
Afgørelse herom træffes af bestyrelsen. Bestyrelsens afgørelse kan omgøres af Landsmødet med
2/3 majoritet af de fremmødte.
1.3.2 Vedtægter for Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark ( LPD )

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Et medlem, der afskediges af ansættelsesmyndigheden, får status som passivt medlem.
3) kontingent:
Kontingentet fastsættes for efterfølgende regnskabsår af Landsmødet og indbetales senest inden
udgangen af februar Kontingentet er gældende for det indeværende kalenderår.
§ 4. Landsmødet
1) Landsmødet er foreningens øverste myndighed.
Alle beslutninger træffes ved simpelt flertal med undtagelse af omgørelse af bestyrelsens
beslutning om eksklusion, jf. § 3, stk. 2 og beslutning om ændring af vedtægter, jf. § 8
Afstemning foregår skriftligt, såfremt ét medlem måtte ønske dette.
Alle aktive og fremmødte medlemmer er stemmeberettigede på Landsmødet. Stemmesedler
udleveres ved landsmødets start.
Passive medlemmer er møde- og taleberettigede.
2) Der afholdes Landsmøde hvert år inden udgangen af maj. Bestyrelsen fastlægger mødested.
Indkaldelse til Landsmødet med angivelse af (foreløbig) dagsorden skal finde sted med mindst
4 ugers varsel gennem offentliggørelse i LPD-avisen eller på anden vis.
Forslag, der ønskes behandlet på Landsmødet, skal være formanden i hænde senest 14 dage før
dette, dog skal forslag til vedtægtsændringer være formanden i hænde senest 1. februar.
På Landsmødet skal følgende punkter indgå:
a) Valg af dirigent, referent og 3 stemmetællere.
b) Godkendelse af dagsorden for Landsmødet.
c) Formandens fremlægger LPD's beretning.
d) Kassererens beretning, herunder fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse.
e) Kassererens fremlægger LPD's budget for næste år samt forslag til kontingent gældende for
det efterfølgende år.
1.3.2 Vedtægter for Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark ( LPD )

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
f) Behandling af indkomne forslag.
g) Valg af formand på lige år, jf. § 5
h) Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer + suppleanter.
i) Valg af regnskabskontrollant + suppleant.
j) Eventuelt.
3) Ekstraordinært Landsmøde afholdes, såfremt bestyrelsen eller mindst 1/3 af medlemmerne
begærer dette. Formanden bestemmer stedet.
Indkaldelse sker med mindst 4 ugers varsel enten skriftligt foranlediget af formanden eller
gennem offentliggørelse i LPD-avisen eller på anden vis.
Indkaldelsen skal angive tid, sted og dagsorden.
Såfremt der ønskes ekstraordinært valg af formand, skal kandidaternes navne være formanden i
hænde senest 7 dage før mødet.
4) Der føres referat over de på såvel ordinære som ekstraordinære Landsmøder trufne beslutninger.
Referatet underskrives af referenten samt mødets dirigent
§ 5. Bestyrelsen
1) Valg af bestyrelse.
Landsmødet vælger bestyrelse og formand.
Bestyrelsen består af formand og 6 medlemmer.
Formand samt 2 medlemmer er på valg på lige år.
4 medlemmer er på valg på ulige år.
Der vælges 2 suppleanter, som er på valg hvert år.
Der skal til enhver tid sidde mindst 2 bistandsværger og mindst 2 patientrådgivere i bestyrelsen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer samt sekretær.
2) Bestyrelsens arbejde
1.3.2 Vedtægter for Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark ( LPD )

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Bestyrelsen varetager den daglige ledelse af foreningen.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fordeler selv arbejdsopgaverne.
Beslutninger i bestyrelsen træffes ved simpelt flertal, skriftligt, såfremt ét medlem måtte ønske
dette.
Bestyrelsesmøder afholdes efter behov, dog mindst 4 gange årligt.
Sekretæren fører beslutningsreferat over bestyrelsesmøderne.
3) Bestyrelsens arbejde er ulønnet. Omkostninger i forbindelse med bestyrelsesarbejdet dækkes.
§ 6. Tegningsret
Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden eller, i dennes fravær, af næstformanden.
Alle dispositioner over et bestemt beløb kræver dog bestyrelsens forudgående godkendelse.
Bestyrelsen fastsætter selv størrelsen af det førnævnte beløb.
§ 7. Regnskab og revision
1) Foreningens regnskab og kontingent følger kalenderåret.
2) Foreningens regnskab skal forud for hvert ordinært Landsmøde revideres af en
regnskabskontrollant, som vælges på Landsmødet, jf. § 4, stk.2, litra i. Regnskabskontrollanten
påtegner årsregnskabet samt anfører de bemærkninger, som revisionen måtte give anledning til.
§ 8. Ændring af vedtægter
Forslag til ændring af vedtægter vedtages, såfremt 2/3 af samtlige tilstedeværende medlemmer stemmer
herfor på Landsmødet. Forslag til vedtægtsændringer skal indsendes til formanden senest 1. februar.
Forslag tilsendes medlemmerne senest samtidig med endelig indkaldelse til Landsmødet.
1.3.2 Vedtægter for Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark ( LPD )

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 9. Opløsning af foreningen
1) Beslutning om landsforeningens opløsning kan kun træffes på et med dette formål indkaldt
landsmøde.
2) Til vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af samtlige tilstedeværende medlemmer stemmer herfor.
3) I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder dens midler organisationer med beslægtede formål.
Beslutning herom træffes af den afgående bestyrelse.
Ændret og vedtaget på Landsmødet på Hotel Palace/Scandic, København, den 3. april 2011
Godkendt af dirigent Eskild Jensen den 5. april 2011
1.3.2 Vedtægter for Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark ( LPD )

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1.3.3 LPD’s historie
Foreningen blev stiftet den 28.9.1990 på Munke-Bjergby Skole.
Forud var gået et møde i Mellerup, som SIND havde taget initiativ til. På dette møde besluttede de
tilstedeværende patientrådgivere at ville mødes senere på året for om muligt at starte en landsforening.
Efter lange diskussioner om formål og om, hvorvidt vi skulle være en fagforening eller en faglig forening,
blev foreningen da stiftet.
De første år gik det meste af tiden med en klargørelse af alle de økonomiske problemer, som
patientrådgiverne var "løbet ind i"
De sidste par år har der været lidt mere tid til oplysningsarbejde og ideologisk debat. Dette afspejler sig
bl.a. i LPD-avisernes artikler og debatsider.
Bekendtgørelse nr. 32 af 17. januar 1995om patientrådgivere og bistandsværger ændrede mange forhold
for patientrådgiverne, og samtidig blev bistandsværgerne indført under samme bekendtgørelse. Det var
helt klart, at bestemmelser for patientrådgivere var "skabelon" for de bestemmelser, der kom til at gælde
for bistandsværgerne.
På landsmødet 16. september 1995 i Dianalund kom bistandsværgerne ind i foreningen, der fik navnet
"Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark" (LPD), og landsforeningens
formålsparagraf blev ændret.
Meget hurtigt fik LPD udvidet antallet af medlemmer, og det fremtidige arbejde blev på mange måder
præget heraf - både internt og eksternt.
Der blev i foreningens bestyrelse lagt megen vægt på, at bistandsværgerne ikke skulle opleve samme
forvirrende start som patientrådgiverne i 1989, men det må indrømmes, at dette ikke lykkedes. Der er lang
vej igen.
"Lov om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, retsplejeloven og straffeloven"
blev efter to års udsættelse vedtaget i Folketinget den 19. juni 1998.
Med andre ord: Vi har nu fået en ny psykiatrilov (mm.), som vi må lære at leve med. Der er stadig nok at
tage fat på – og det vil vi stadig meget gerne.
1.3.3 LPD`s historie

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Bestyrelsen
1.3.3 LPD`s historie

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1.3.4 LPD-avisens historie
Efter at LPD blev dannet i 1990, opstod problemet med at få delagtiggjort medlemmerne om vigtige
oplysninger. Det være sig lovændringer, gode tiltag hos nogle myndigheder og dårlige hos andre. Intet
ministerium ville vide af patientrådgiverne, og Statsamterne mente, at patientrådgiverordningen var blevet
presset ned over hovederne på dem. Der var ikke afsat midler til at støtte op om ordningen.
I begyndelsen sendte LPD en masse breve til medlemmerne, hvilket både var dyrt og ikke særlig
hensigtsmæssigt - og hen ad vej en opstod da ideen til LPD-avisen. Konceptet skulle være, at man i
bladform fik trykt originale skrivelser og dokumenter sammen med gode råd fra den ene patientrådgiver til
den anden.
Vi fik et godt tilbud fra en bogtrykker i Fredericia som bl.a. ved en fejl lå inde med en masse rødt karton -
dette kunne vi få meget billigt. Så var omslaget på plads, og den første avis gik i trykken med et oplag på
400 stk. Denne blev først udsendt i ca. 150 eksemplarer som almindeligt brev, hvilket var meget dyrt og
penge havde vi ingen af - men alle var begejstrede, for det gav den enkelte patientrådgiver en følelse af
ikke at stå alene med problemerne.
Fra LPD-avisen nr. 1 (sommeren 1990) et par korte uddrag:
Redaktøren skriver i sin “leder”:
“Kære patientrådgiver.
Bladet er tænkt som et muligt middel til informationsspredning. Det er ikke et særligt flot eksemplar, du
sidder med, men et udtryk for en god mening og en dårlig økonomi.
Der er forsøgt at skaffe sponsorer, hvilket er svært - så kender du nogen, som kunne tænkes at ville støtte -
støttes vi gerne.
Planen med bladet er et led i foreningens formål, nemlig at skabe ensartede og forbedrede vilkår for
patientrådgivningsarbejdet, hvilket bl.a. kan gøres ved at oplyse om forretningsgangen rundt omkring i vort
ellers så homogeniserede Danmark.
Ideen med bladet er selvfølgelig også, at du får mulighed for at bringe dine, gode som dårlige, erfaringer
videre til andre. Det er ikke planen, at vi alle skal være ens eller uddannes til jobbet - men det grundlag, vi
arbejder på/for skal være det samme.
- så igen - nu er bladet der - brug det! “
I øvrigt var bladet på 5 A4-ark + omslag! (i dag på c. 25 A4-ark)
Nostalgi? - ja måske, men det viser lidt om den entusiasme, LPD også dengang var i besiddelse af.
Økonomien trykkede voldsomt, så voldsomt, at vi ved blad nr. 2 måtte nøjes med en avis på 16 sider, og det
blev værre endnu. Et eksemplar blev trykt af formanden på dennes kopimaskine, men vi skønnede, at
informationerne skulle ud - også selvom den daværende bestyrelse selv måtte tage pungen op af lommen
og betale portoen.
1.3.4 LPD-avisens historie

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Efterhånden løb trykkeren tør for det røde omslag, som næsten var blevet et varemærke for LPD-avisen,
samtidig med, at Tips og Lotto tilsendte os en check på et ikke særlig stort beløb, men nok til, at avisen
kunne øge både oplaget og kvaliteten. Med det øgede oplag blev det muliggjort at udsende avisen som
postbesørget blad, hvilket sjovt nok gav en portobesparelse så stor, at avisen også blev tilsendt ikkemedlemmer”
- hvilket igen gav flere medlemmer.
LPD-avisen fik et nyt økologisk omslag, så dette blev mindre “hidsigt” – indholdet blev mere omfangsrigt, og
indholdet i avisen overtog lidt af det tidligere omslags temperament. Dette gjorde, at andre faggrupper blev
interesseret i LPD’s mening, så vi i dag læses både af patienter og behandlere, ligesom avisen også læses fra
politisk hold. Vi har den glæde, at beskikkede advokater for psykiatriske patienter ringer for at få avisen til
hjælp i retsbehandlingen.
Stigningen i oplaget og dermed medlemsindbetalingerne samt tilskud fra Tips og Lotto gjorde, at vi til at
begynde med kunne udsende avisen til 370 nye bistandsværger, som derved fik nogen information, disse
var jo nu i samme situation som patientrådgiverne i 1989.
LPD-avisen i dag
Vi skriver nu år 2000 og LPD-avisen har udstået sin prøvetid, økonomisk set betales udgivelsen nu af
puljemidlerne, styret af Sundheds- og Justitsministeriet.
Måske stadig et primitivt blad, som lægger stor vægt på information og gerne ”stjæler med arme og ben”
for at videregive denne til patientrådgivere, bistandsværger og hvem der i øvrigt ønsker at følge med i
lovgivningen omkring den psykiatriske patient / den indsatte kriminelle.
Alle nye lovmæssige “tiltag” bliver straks bragt i LPD-avisen, hvorefter de havner i LPD’s håndbøger ved de
løbende revisioner. Samtidig er LPD-avisen nu på linje med håndbøgerne indgået på LPD’s hjemmeside på
Internettet (HTTP://www.lpd-info.dk), og på den måde kan alle få friske nyheder regelmæssigt.
Kan LPD-avisen på nogen måde gavne vilkårene for alle, som har deres gang i det psykiatriske system - så
gør vi det gerne.
Vi vil lade andre bedømme form og indhold, men eet står fast:
LPD-avisen er kommet for at blive -
for hvad er alternativet?
Frem til starten af 2006 var det den fynske, der fik lov til at ”styre” avisen på sin helt egen facon.
Efter 1. nummer i 2006 (nr. 66), kom der ny redaktør af avisen og denne fik i starten hjælp af et
bestyrelsesmedlem til de første numre.
De sidste par år har redaktionen kun bestået af den ansvarshavende redaktør.
Der benyttes jævnligt ad hoc. – medlemmer til specifikke opgaver, som blandt andet at tage til udvalgte
konferencer og så komme med et referat fra denne (se bl. a. referat fra Depressionsforeningen).
De øvrige bestyrelsesmedlemmer bruges selvfølgelig også til denne opgave.
1.3.4 LPD-avisens historie

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Redaktionen blev hurtig enig om, at LPD–avisen skulle have et nyt og mere tidssvarende udseende og
bygges op på en helt anden måde end tidligere, så den blev mere ”levende”.
Vi gik da fra A -5 format til A-4 format og valgte at trykke avisen på et andet papir og samtidig var vi enige
om, at der skulle billeder i avisen.
Vi opfordrede mange gange brugerne af avisen til at komme med indlæg, ligesom vi beder fagspecifikke
personer beskrive et givent emne.
Redaktionen prøver at følge ”politikken” inden for psykiatriområdet samt selvfølgelig at beskrive den
hverdag, som både patientrådgivere og bistandsværger befinder sig i.
Redaktionen får heldigvis flere og flere indlæg fra vores to hovedgrupper om både egne oplevelser af
ordningerne samt af ”klienternes” oplevelser af ”systemet”.
Redaktionen prøver i flere numre at skabe et ”tema”, som f. eks. nummeret med alle klagemulighederne,
og hvad der skal gøres med disse.
Nr. 79 omhandlede eksempelvis Sikringen i Nykøbing Sjælland.
Det nye udseende og den nye måde at sammensætte indholdet på, er kommet for at blive.
Dette bliver heldigvis tilkendegivet fra mange sider.
AVISEN BLIVER DOG ALDRIG BEDRE END BRUGERNE SELV GØR DEN TIL.
Så derfor, kære læsere af LPD-avisen, send indlæg – opfordringer – positive og negative oplevelser fra
Jeres virke som patientrådgiver og bistandsværge eller som fagperson el. andre, der arbejder med området.
Når LPD om 5 år kan fejre sit 25 års jubilæum (2015), så skulle LPD – avisen gerne være den bedste på sit
område.
Dette bliver den kun, hvis I som brugere, hjælper redaktionen med dette.
Rigtig god fornøjelse med brugen af HÅNDBOGEN og fremtidig læsning af LPD – avisen.
Ansvarshavende Redaktør
1.3.4 LPD-avisens historie

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1.3.5 Finanslovsbevillinger til bistandsværger - Satspuljemidler via
Sundhedsministeriet til Patientrådgivere
Bevillinger til LPD’s arbejde for patientrådgiverne og bistandsværgerne.
LPD kan kun lave det arbejde, som vi gør for øjeblikket for begge områder, fordi der på Justitsministeriet
budget er afsat penge til information og oplysning for bistandsværgerne. Her er vi på selve finansloven.
I Sundhedsministeriet er der afsat midler til samme opgaver for patientrådgiverne. Disse midler kommer
imidlertid fra den såkaldte ”SATSPULJE”, hvilket betyder, at det ikke er direkte midler på finansloven, men
midler givet for et antal år ad gangen.
De øjeblikkelige midler udløber i 2011, hvorefter vi også håber at komme på finansloven for
patientrådgiverne. Det er vores opfattelse, at der er politisk vilje til dette.
Det er Justitsministeriet, der i hverdagen ”styrer” begge bevillinger. LPD vil her godt bemærke, at vi har det
bedste samarbejde med ministerierne til gavn og glæde for begge områder.
LPD ser rimelig optimistisk på fremtidige bevillinger.
1.3.5 Finanslovsbevillinger bistandsværger - Satspuljemidler med sundhedsministeriet

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1.3.6 LPD’s temadage/kurser
Temadage afholdes i forbindelse med de årlige Landsmøde
Et eksempel på et kursus kunne være:
Grundkursus
for patientrådgivere og bistandsværger - Modul 1 og 2
Program:
Fredag
17.30 - 18.00
18.00 - 19.30
19.30 - 20.30
20.30 - 21.30
21.30 - 22.00
22.00 - ?
Lørdag
08.00 - 09.00
09.00 - 10.00
10.00 - 11.00
11.00 - 12.00
12.00 - 12.30
12.30 - 14.00
14.00 - 15.40
15.40 - 16.10
16.10 - 18.00
18.00 - 19.30
19.30 - 22.00
22.00 - ?
Velkomst og indkvartering
Middag
Beskikkelse, patientrådgivere, bistandsværger
Vederlag, befordring
Etik og tavshedspligt
Hyggeligt samvær m. kaffe/te
Morgenmad
Vigtigste lovgivning for patientrådgivere
Vigtigste lovgivning for bistandsværger
Fremmøde på psyk. afdeling, møde med: X
personalet
patienten
evt. pårørende, andre patienter
Fremmøde, bofællesskab, egen bolig
Introduktion vedr. eftermiddagens program
Frokost
Gruppearbejde
Kaffe/te
Plenum med indlæg fra gruppearbejdet
Middag
Løst og fast, en spørgetid
Hyggeligt samvær
1.3.6 LPD’s temadage/kurser

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Søndag
08.00 - 09.00
09.00 - 10.00
10.00 - 12.00
12.00 - 13.30
13.30 - 14.30
14.30 - 15.00
15.00 - 17.00
7.00
Morgenmad
Om patientklagenævnet
Et eksempel på en klage, behandlet i patientklagenævnet
Frokost
Om retten
Kaffe/te
Eksempel på en klage behandlet i retten
Afrejse – På gensyn!
1.3.6 LPD’s temadage/kurser

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1.3.7 LPD’s relationer til offentlige myndigheder
Der er nu ved at ske ændringer i LPD’s (og dermed patientrådgiveres og bistandsværgers) relationer
til offentlige myndigheder, idet PSYKIATRIEN er blevet flyttet fra Justitsministeriet til
sundhedsministeriet. Bistandsværgerne hører fortsat til under justitsministeriet.
Som LPD ser det nu, vil der stadig især være fem offentlige myndigheder:
Ad 1)
1. Statsamterne
2. Sygehusmyndigheden i amterne
3. Politimestrene i amterne
4. Justitsministeriet
5. Sundhedsministeriet
Patientrådgiverne er ansat af statsamterne. Bistandsværgerne er “klargjort” af statsamterne til brug
for de enkelte politikredse.
Statsamterne fører lister over såvel patientrådgivere samt over nogle af bistandsværgerne.
Ad 2)
Sygehusmyndighederne udbetaler vederlag og kørselsgodtgørelse til patientrådgiverne.
Ad 3)
Politikredsene udbetaler vederlag og kørselsgodtgørelse til bistandsværgerne og indstiller bl.a. ud
fra statsamternes lister en bistandsværge til retten i de enkelte sager.
Ad 4)
Justitsministeriet vil være bistandsværgernes øverste juridiske myndighed, som afgør
fortolkningsspørgsmål og juridiske “spidsfindigheder” for disse.
Ad 5)
Sundhedsministeriet står for lovgivningen omkring patientrådgiverens arbejde og vil især tage sig af
disse - også på det juridiske område.
Mange spørgsmål vil blive afklaret i et samarbejde mellem de to ministerier og deres embedsmænd.
1.3.7 LPD’s relationer til offentlige myndigheder

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2 Love, bekendtgørelser og cirkulærer
2.1.0 Love
2.1.1 Lov nr. 404 af 21. april 2010 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love
2.1.2 Lovbekendtgørelse nr. 790 af 10.09. 2002 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
2.1.3 Lov nr. 428 af 10.06. 2003 om ændring af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
2.1.4 Lov nr. 259 af 27.5. 81 om ikrafttræden for Grønland af lov om sindssyges hospitalsophold
2.1.5 Lov nr. 60 af 25. marts 1961 om Retslægerådet
2.1.6 Lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen
2.1.7 Lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets Ombudsmand
2.1.8 Lovbek. nr. 1365 af 7.12.2007 af forvaltningsloven
2.1.9 Lov nr. 708 af 25.06. 2010 om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om
rettens pleje
2.1.10 Bekendtgørelse nr.1203 af 10-12-2009 lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område
2.1.11 Lov nr. 519 af 6. juni 2007 om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. og lov om
behandling af personoplysninger.
2.1.12 Lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter
2.1.13 Lov nr. 1107 af 1. december 2009 om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed
2.1.14 Lov nr. 440 af 09.06. 2004 om Det Etiske Råd
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget
2.1.16 Lovbekendtgørelse nr. 913 af 13.07. 2010 af sundhedsloven
2.1.17 Lov nr.530 af 12.06. 2009 om ændring af sundhedsloven
2.1.18 Lov nr. 706 af 25.06. 2010 om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet
2.1.19 Lovbekendtgørelse nr. 1111 af 01.11. 2006 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
2.1.20 Lov nr. 533 af 26.05. 2010 om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om
rettens pleje
2.1.21 Lov 539 af 17.06. 2008 om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang
inden for sundhedsvæsenet
2.1.22 Lovbekendtgørelse nr. 24 af 21.01. 2009 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet
2.1.23 Lov nr. 433 af 4. juni 2009 om ændring af lov om offentlighed i forvaltningen
2.1.24 Lov nr.503 af 12.06. 2009 om ændring af forvaltningsloven og lov om behandling af
personoplysninger
2.2.0 Bekendtgørelser
2.2.1 Bekendtgørelse nr. 892 af 14. december 1998 om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i
henhold til strafferetlig
2.2.2 Bekendtgørelse nr. 1498 af 14.12. 2006 om fremgangsmåden ved gennemførelse af
tvangsindlæggelser
2.2.3 Bekendtgørelse nr. 1497 af 14.12. 2006 om underretning klagevejledning i forbindelse med
anvendelse af tvang i psykiatrien
2.2.4 Bekendtgørelse nr. 1499 af 14.12. 2006 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v.
på psykiatriske
2.2.5 Bekendtgørelse nr. 1496 af 14.12. 2006 om forretningsorden for de psykiatriske
patientklagenævn
2 Love, bekendtgørelser og cirkulærer

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.6 Bekendtgørelse nr. 1495 af 14.12. 2006 om patientrådgivere
2.2.7 Bekendtgørelse nr. 947 af 24. september 2009 om bistandsværger
2.2.8 Bekendtgørelse nr. 665 af 14.09. 1998 om information og samtykke og om videregivelse af
helbredsoplysning
2.2.9 Bekendtgørelse nr. 885 af 04.11. 2003 om forretningsorden for Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn
2.2.10 Bekendtgørelse nr. 1236 af 9. december 2009 om fri proces
2.2.11 Bekendtgørelse nr. 1250 af 12. december 2009 om offentlig retshjælp ved advokater
2.2.12 Bekendtgørelse nr. 664 af 14.09. 1998 om betaling for afskrifter, edb-udskrifter og fotokopier
2.2.13 Bek. nr. 674 af 26.06. 2008 om tilskud til psykologbehandling i praksissektoren for særligt
udsatte
2.2.14 Bek. nr. 1493 af 14.december 2006 om samtaler efter ophør af en tvangsforanstaltning på
psykiatriske
2.2.15 Bekendtgørelse nr. 1494 af 14.dec 2006 om undersøgelse af post, patientstuer og ejendele,
kropsvisit
2.2.16 Bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 2001 om forretningsorden for Retslægerådet
2.2.17 Bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004 om udgangstilladelse m.v
2.2.18 Bekendtgørelse nr. 1542 af 27.12.2009 om udvidet ret til behandling for psykisk syge voksne
2.2.19 Bek. nr. 787 af 16.07. 2008 om udvidet ret til undersøgelse og behandling for psykisk syge børn
2.2.20 Bekendtgørelse om tvangsprotokoller og optegnelser samt registrering og indberetning af
tvang samt udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger
2.2.21 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. Lovtidende A 2010 Udgivet den 7.
januar 2011 2. december 2010. Nr. 1729.
2.2.22 Uddrag af Bekendtgørelse af straffeloven
2.3.0 Cirkulærer
2.3.1 Cirkulære af 14. dec. 1987 om statsamternes klagevejledning på sundhedsområdet
2.3.2 Cirkulæreskrivelse til politi og anklagemyndighed om beskikkelse af bistandsværger efter
straffelovens § 71
2.3.3 Cirkulæreskrivelse om vederlag til bistandsværger
2 Love, bekendtgørelser og cirkulærer

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.1. Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love
(Ny politiklageordning m.v.)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29. oktober 2009, som ændret senest ved lov nr. 73 af 26.
januar 2010, foretages følgende ændringer:
1. Overskriften til første bog, femte afsnit, affattes således:
2. Efter § 117 indsættes:
»Femte afsnit. Politiet«
»Sjette afsnit. Den Uafhængige Politiklagemyndighed
Kapitel 11 a
§ 118. Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) er en selvstændig myndighed, der
ledes af Politiklagerådet og en direktør.
Stk. 2. Politiklagemyndigheden behandler klager over politiet, jf. kapitel 93 b, og efterforsker straffesager
mod politipersonale, jf. kapitel 93 c.
Stk. 3. Politiklagemyndigheden udøver sine funktioner i fuld uafhængighed.
§ 118 a. Politiklagerådet er Politiklagemyndighedens øverste ledelse og har det overordnede ansvar for
myndighedens virksomhed.
§ 118 b. Politiklagerådet består af 1 formand, som skal være landsdommer, 1 advokat, 1 universitetslærer i
retsvidenskab og 2 repræsentanter for offentligheden.
Stk. 2. Medlemmerne beskikkes af justitsministeren for 4 år ad gangen. Genbeskikkelse kan finde sted én
gang.
Stk. 3. Formanden beskikkes efter indstilling fra landsretterne.
Stk. 4. Advokaten beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet.
2.1.1.Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 5. Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes efter indstilling fra henholdsvis KL (Kommunernes
Landsforening) og Dansk Folkeoplysnings Samråd.
Stk. 6. Medlemmer af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af
Politiklagerådet.
Stk. 7. Der beskikkes en suppleant for hvert af rådets medlemmer. Stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på
beskikkelse af suppleanter.
§ 118 c. Politiklagemyndighedens daglige ledelse varetages af direktøren, der udnævnes og afskediges af
justitsministeren efter indstilling fra Politiklagerådet. Direktøren skal følge de anvisninger og retningslinjer,
som gives af rådet.
Stk. 2. Direktøren deltager i Politiklagerådets møder, medmindre rådet undtagelsesvis bestemmer andet.
§ 118 d. Politiklagerådet fastsætter selv sin forretningsorden og de nærmere regler om arbejdets fordeling
mellem rådet og direktøren.
§ 118 e. Politiklagemyndigheden afgiver en årlig beretning om sin virksomhed til Folketinget og
justitsministeren. Beretningen offentliggøres.«
3. I første bog ændres »Sjette afsnit. Advokater« til: »Syvende afsnit. Advokater«.
4. I § 722, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 40 i lov om social service« til: »§ 52 i lov om social service«.
5. I § 769, stk. 2, nr. 1, ændres »denne lovs« til: »straffelovens«.
6. I § 821 b, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »personfotografi«: »samt udtagelse af spyt- eller blodprøve«.
7. Kapitel 93 b affattes således:
»Kapitel 93 b
Behandling af klager over politipersonalet
§ 1019. Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger og træffer afgørelse vedrørende klager over
politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager).
Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning fra Politiklagemyndigheden bistand til undersøgelsen.
Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige undersøgelsesskridt. Politiet skal, snarest muligt
efter at sådanne undersøgelsesskridt er foretaget, underrette Politiklagemyndigheden herom.
§ 1019 a. Klage indgives til Politiklagemyndigheden. Indgives klagen til politiet eller anklagemyndigheden,
skal den straks videresendes til Politiklagemyndigheden, medmindre klagen er egnet til
notitssagsbehandling efter § 1019 k. I så fald sender politiet en kopi af klagen til Politiklagemyndigheden.
2.1.1.Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en straffesag kan endvidere
fremsættes mundtligt til retsbogen under straffesagens behandling.
Stk. 3. Klage skal indgives, senest 6 måneder efter at det forhold, som klagen angår, har fundet sted.
Politiklagemyndigheden kan i særlige tilfælde se bort fra fristen.
§ 1019 b. Politiklagemyndigheden kan af egen drift iværksætte en undersøgelse efter reglerne i dette
kapitel.
§ 1019 c. Politiklagemyndigheden undersøger sagen og sørger for, at alt relevant materiale tilvejebringes.
Politiet stiller det materiale og de oplysninger til rådighed, som Politiklagemyndigheden anmoder om.
Politiklagemyndigheden kan indhente oplysninger fra klageren, indklagede og andre.
§ 1019 d. Politiklagemyndigheden kan afvise en adfærdsklage, hvis det findes åbenbart, at der ikke er
grundlag for at indlede eller fortsætte en undersøgelse. Det skal fremgå af afgørelsen, at den er truffet på
dette grundlag.
§ 1019 e. Indklagede skal have udleveret en kopi af klagen eller en fremstilling af sagens omstændigheder
og have adgang til at udtale sig herom.
§ 1019 f. Indklagede har ret til at møde med en bisidder. Politiklagemyndigheden kan bestemme, at
udgifterne til bisidder betales af statskassen.
§ 1019 g. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til Politiklagemyndigheden, hvis forklaringen må
antages at ville udsætte den pågældende for strafansvar eller disciplinæransvar.
Stk. 2. Politiklagemyndigheden vejleder indklagede om indholdet af stk. 1 og § 1019 e, § 1019 f og § 1019 l,
stk. 1, nr. 2. Vejledningen skal gives snarest muligt, og senest inden indklagede afgiver forklaring første
gang. Det skal af sagens materiale fremgå, at indklagede har modtaget behørig vejledning.
§ 1019 h. Politiklagemyndigheden kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten.
Stk. 2. Retsmøder kan afholdes ved byretten i enhver retskreds, hvor oplysning i sagen må antages at kunne
tilvejebringes.
§ 1019 i. Politiklagemyndigheden giver møde i retsmøder, hvor der skal afgives forklaring efter § 1019 h,
stk. 1.
Stk. 2. Indklagede og klager skal så vidt muligt underrettes om retsmøder i sagen og have lejlighed til at
være til stede.
Stk. 3. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt forklaringen antages at ville udsætte den
pågældende for strafansvar eller disciplinæransvar. Retten vejleder indklagede herom.
Stk. 4. Sagen behandles i strafferetsplejens former uden medvirken af domsmænd.
§ 1019 j. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 h, beskikker retten en advokat for klageren og indklagede.
2.1.1.Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. I andre tilfælde kan retten, når særlige grunde taler derfor, efter begæring fra klageren eller
indklagede beskikke en advokat for den pågældende. Politiklagemyndigheden vejleder om adgangen til at
begære en advokat beskikket, og Politiklagemyndigheden sørger for, at en anmodning herom indbringes for
retten. § 1019 h, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Vejledningen skal gives snarest muligt, og senest
inden den pågældende afgiver forklaring første gang. Det skal af sagens materiale fremgå, at den
pågældende har modtaget behørig vejledning.
Stk. 3. Advokatbeskikkelse efter stk. 1 og 2 sker uden udgifter for klageren og indklagede.
Stk. 4. Den beskikkede advokat skal løbende have tilsendt kopi af det materiale, som
Politiklagemyndigheden tilvejebringer som led i undersøgelsen. Advokaten må ikke uden tilladelse fra
Politiklagemyndigheden overlevere det modtagne materiale til sin klient eller andre.
Stk. 5. Den beskikkede advokat har adgang til at overvære forklaringer, der afgives af klienten hos
Politiklagemyndigheden, og har ret til at stille yderligere spørgsmål til sin klient. Advokaten underrettes om
tidspunktet for afgivelse af forklaring, der så vidt muligt skal aftales med advokaten.
Stk. 6. Den beskikkede advokat har adgang til at overvære forklaringer, der afgives i retten, og har ret til at
stille yderligere spørgsmål. Advokaten underrettes om tidspunktet for afholdelse af retsmøde, der så vidt
muligt skal aftales med advokaten.
§ 1019 k. En adfærdsklagesag kan sluttes ved en samtale mellem en overordnet polititjenestemand og
klageren (notitssagsbehandling). Notitssagsbehandling kan kun gennemføres, hvis klageren er indforstået
hermed. Samtalen skal gennemføres hurtigst muligt efter klagens modtagelse.
Stk. 2. Indgives en adfærdsklage til politiet, kan politiet tilbyde klageren en notitssagsbehandling. I en sag,
der er under behandling i Politiklagemyndigheden, kan denne myndighed bestemme, at sagen skal sendes
til politiet med henblik på notitssagsbehandling, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.
Stk. 3. Indhentes der som led i notitssagsbehandling en udtalelse fra indklagede, kan der ikke efterfølgende
pålægges den pågældende disciplinæransvar for det eller de forhold, som indgår i notitssagsbehandlingen.
Stk. 4. Den overordnede polititjenestemand, der gennemfører samtalen efter stk. 1, skal udarbejde en
notits om det passerede. Det skal fremgå af notitsen, at klageren er vejledt om betydningen af
notitssagsbehandling, og at sagen kan forlanges afgjort af Politiklagemyndigheden. Det skal af notitsen
endvidere fremgå, om klageren ønsker klagen afgjort af Politiklagemyndigheden.
Stk. 5. Politiet sender kopi af notitsen til Politiklagemyndigheden, den regionale statsadvokat og
rigspolitichefen.
§ 1019 l. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes, hvis
1. 1) der er grundlag for at rejse sigtelse mod indklagede,
2. 2) indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som straffesag eller
3. 3) det bestemmes, at sagen skal undersøges efter reglerne i lov om undersøgelseskommissioner.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, behandles straffesagen efter reglerne i kapitel 93 c.
Behandlingen af adfærdsklagesagen genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom.
2.1.1.Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 1019 m. Politiklagemyndigheden træffer afgørelse i klagesagen. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
§ 1019 n. Politiklagemyndighedens afgørelse i klagesagen skal træffes, inden rimelig tid efter at
myndigheden har modtaget klagen.
Stk. 2. Er afgørelsen ikke truffet inden 6 måneder efter modtagelse af klagen, skal Politiklagemyndigheden
skriftligt underrette klageren og indklagede om, hvorpå sagen beror, og hvornår der kan forventes en
afgørelse. Der skal gives underretning på ny, hvis der 6 måneder efter den seneste underretning fortsat ikke
er truffet afgørelse.
§ 1019 o. Politiklagemyndigheden underretter vedkommende politidirektør og rigspolitichefen, når der
indledes en adfærdsklagesag. Politiklagemyndigheden underretter endvidere vedkommende politidirektør
og statsadvokat og rigspolitichefen om afgørelsen i adfærdsklagesager.
Stk. 2. Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage indledes ikke, før behandlingen af
adfærdsklagesagen er afsluttet.
§ 1019 p. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter reglerne i dette
kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter kræver det.
§ 1019 q. Politiklagemyndigheden kan behandle og afgøre en klage over en disposition, som politipersonale
har truffet, hvis der er en nær sammenhæng mellem dispositionsklagen og en adfærdsklage, som
Politiklagemyndigheden behandler.«
8. Kapitel 93 c affattes således:
»Kapitel 93 c
Straffesager mod politipersonale
§ 1020. Anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten indgives til Den Uafhængige
Politiklagemyndighed. Indgives anmeldelsen til politiet eller anklagemyndigheden, videresendes den straks
til Politiklagemyndigheden.
§ 1020 a. Politiklagemyndigheden iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er
rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået et strafbart forhold, som forfølges af det
offentlige.
Stk. 2. Politiklagemyndigheden iværksætter endvidere efterforskning, når en person er afgået ved døden
eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets
varetægt.
Stk. 3. Bestemmelserne i § 1019 o finder tilsvarende anvendelse.
2.1.1.Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 1020 b. Sager om overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser, der er begået af
politipersonale, efterforskes ikke af Politiklagemyndigheden, hvis
4. 1) den pågældende erkender sig skyldig,
5. 2) hastighedsovertrædelsen ikke skønnes at ville medføre anden sanktion end bøde eller betinget
frakendelse af førerretten og
6. 3) hastighedsovertrædelsen ikke involverer tredjemand.
Stk. 2. Politiklagemyndigheden efterforsker ikke sager, hvor politidirektøren har vurderet, at der i
forbindelse med politipersonales overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser er tale om
udrykningskørsel i et køretøj mærket med politiets kendetegn eller med synlige udrykningssignaler.
Stk. 3. Politidirektøren underretter Politiklagemyndigheden og rigspolitichefen om udenretligt vedtagne
bøder og betingede frakendelser af førerretten i sager omfattet af stk. 1.
§ 1020 c. Ved behandlingen af de sager, der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a, udøver Politiklagemyndigheden
under efterforskningen de beføjelser, der ellers tilkommer politiet, jf. dog § 1020 d, stk. 3.
Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning fra Politiklagemyndigheden bistand under efterforskningen.
Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige efterforskningsskridt. Politiet skal, snarest muligt
efter at sådanne efterforskningsskridt er foretaget, underrette Politiklagemyndigheden herom.
§ 1020 d. Offentlig påtale i de sager, der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a, tilkommer statsadvokaten,
medmindre påtale efter denne lov eller regler fastsat i medfør af loven tilkommer rigsadvokaten eller
justitsministeren. Adgangen til at opgive påtale tilkommer påtalemyndigheden.
Stk. 2. Politiklagemyndigheden udøver ved behandlingen af de sager, der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a, de
beføjelser, der ellers tilkommer politiet efter § 749, stk. 1. Politiklagemyndighedens afgørelser efter 1. pkt.
kan påklages til statsadvokaten.
Stk. 3. Statsadvokaten udøver ved behandlingen af de sager, der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a, de
beføjelser, der ellers tilkommer politiet efter § 749, stk. 2.
Stk. 4. Statsadvokaten varetager udførelsen af de sager, der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a, ved byretterne
og landsretterne.
§ 1020 e. Når efterforskningen er afsluttet, sender Politiklagemyndigheden sagen til statsadvokaten med
henblik på afgørelse af tiltalespørgsmålet.
Stk. 2. Politiklagemyndigheden udarbejder en redegørelse til statsadvokaten om efterforskningen.
Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af efterforskningen og oplysning om de faktiske
omstændigheder af betydning for sagens afgørelse. Redegørelsen kan indeholde en vurdering af vægten af
de fremkomne beviser.
Stk. 3. Statsadvokaten kan anmode Politiklagemyndigheden om at foretage yderligere efterforskning.
Stk. 4. Politiklagemyndigheden kan påklage statsadvokatens afgørelser efter § 1020 d, stk. 1 og 3, til
rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren. Fristen for at
2.1.1.Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
klage er 4 uger, efter at Politiklagemyndigheden har fået meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen
efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.
§ 1020 f. Er der ikke inden 1 år fra modtagelsen af en anmeldelse om et strafbart forhold, der er omfattet af
dette kapitel, truffet afgørelse om afvisning af anmeldelsen, indstilling af efterforskningen, påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller tiltalerejsning, eller er der ikke anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling
som tilståelsessag i medfør af § 831, skal der gives skriftlig underretning til anmelder og de personer, der
skal underrettes om statsadvokatens afgørelse efter § 1020 d, stk. 1 og 3, eller Politiklagemyndighedens
afgørelse efter § 1020 d, stk. 2.
Stk. 2. Underretning efter stk. 1 skal ligeledes gives, hvis der ikke, inden 1 år efter at
Politiklagemyndigheden har indledt efterforskning i sager omfattet af § 1020 a, stk. 2, er truffet afgørelse
om indstilling af efterforskningen, påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning eller er anmodet om
retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af § 831.
Stk. 3. Der skal gives underretning på ny, hvis der 6 måneder efter den seneste underretning fortsat ikke er
truffet afgørelse.
§ 1020 g. Retten beskikker en forsvarer, hvis det følger af bestemmelserne i kapitel 66 eller særlige grunde
taler derfor.
§ 1020 h. Retten beskikker en advokat for den forurettede, hvis det følger af bestemmelserne i kapitel 66 a,
eller efter anmodning fra den pågældende, hvis særlige grunde taler derfor.
Stk. 2. Er forurettede afgået ved døden, beskikker retten efter anmodning fra forurettedes nære pårørende
en advokat for de pårørende, når forholdene taler derfor.
Stk. 3. Den advokat, der er beskikket efter stk. 1 eller 2, har adgang til det materiale, der er nævnt i § 741 c,
stk. 2, 2. pkt., uanset om der er rejst tiltale i sagen.
Stk. 4. Bestemmelserne i kapitel 66 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
§ 1020 i. Statsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin
helhed skal efterforskes af Politiklagemyndigheden efter bestemmelserne i dette kapitel, hvis en sådan
behandling er påkrævet med hensyn til et af forholdene eller en af de sigtede og en samlet efterforskning
skønnes hensigtsmæssig.
Stk. 2. Politiklagemyndigheden kan behandle en klage over en disposition, som politipersonale har truffet,
hvis der er en nær sammenhæng mellem dispositionsklagen og en igangværende efterforskning i
Politiklagemyndigheden.
Stk. 3. Statsadvokaten træffer afgørelse i dispositionsklager omfattet af stk. 2.
§ 1020 j. Bestemmelserne i denne lov om behandlingen af straffesager finder i øvrigt tilsvarende
anvendelse.
§ 1020 k. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i dette kapitel, hvis
hensynet til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter kræver det.
2.1.1.Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 1020 l. Erstatningskrav, der rejses af en person, der er kommet alvorligt til skade som følge af politiets
indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt, eller rejses af nære pårørende til en person,
der er afgået ved døden som følge af politiets indgriben, eller mens afdøde var i politiets varetægt,
behandles på begæring efter fremgangsmåden i kapitel 93 a. Erstatningskrav skal dog fremsættes inden 2
måneder efter endelig afgørelse i en sag omfattet af § 1020 a, stk. 2, eller i en straffesag mod
politipersonale i anledning af skade eller dødsfald som nævnt i 1. pkt.
Stk. 2. Udgifter til advokatbeskikkelse i sager, der er omfattet af stk. 1, afholdes af statskassen.«
9. Kapitel 93 d ophæves.
§ 2
I lov nr. 1261 af 16. december 2009 om Den Europæiske Politienhed (Europol) foretages følgende
ændring:
1. I § 6, stk. 3, ændres »93 b og 93 d« til: »11 a og 93 b«.
§ 3
I lov nr. 479 af 17. juni 2008 om ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register, retsplejeloven,
lov om registrering af køretøjer og lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet.
(Gennemførelse af Prümafgørelsen om udveksling af oplysninger om dna-profiler, fingeraftryk og
køretøjer) foretages følgende ændring:
1. I § 5, stk. 2, ændres »93 b og 93 d« til: »11 a og 93 b«.
Stk. 1. Lovens § 1, nr. 4-6, og §§ 2 og 3 træder i kraft den 1. juli 2010.
Stk. 2. Lovens § 1, nr. 1-3 og 7-9, træder i kraft den 1. januar 2012.
§ 4
Stk. 3. Medlemmerne af Politiklagerådet kan beskikkes med virkning fra den 1. juli 2011. Direktøren for
Politiklagemyndigheden kan udnævnes med virkning fra den 1. juli 2011. Direktøren for
Politiklagemyndigheden kan med virkning fra den 1. juli 2011 ansætte personale i Politiklagemyndigheden.
§ 5
Stk. 1. Verserende sager den 1. januar 2012 om klager over politipersonale og anmeldelser om strafbare
forhold begået af politipersonale færdigbehandles efter reglerne i denne lov. Verserende sager kan dog
efter drøftelse mellem vedkommende statsadvokat og Politiklagemyndigheden færdigbehandles og afgøres
af statsadvokaten efter de hidtil gældende regler.
2.1.1.Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på verserende undersøgelse og efterforskning,
der af egen drift eller efter den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, er iværksat
inden den 1. januar 2012.
Stk. 3. Klager over afgørelser, der er truffet inden den 1. januar 2012, og klager over afgørelser, der efter
stk. 1 og 2 er truffet efter de hidtil gældende regler, behandles efter de hidtil gældende regler.
Stk. 4 De hidtidige medlemmer af politiklagenævnene kan færdiggøre sager, der efter stk. 1-3 behandles
efter de hidtil gældende regler.
Stk. 5. Ved den første beskikkelse af medlemmer af Politiklagerådet beskikkes advokaten og
repræsentanten udpeget af Kommunernes Landsforening for en periode på 2 år.
§ 6
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. §§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med
de afvigelser, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 21. april 2010
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Lars Barfoed
2.1.1.Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
Herved bekendtgøres lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 215 af 9. april 1999 med de ændringer, der følger af lov nr. 258 af 12. april 2000 og §
1 i lov nr. 141 af 5. marts 2001.
Sundhedsstyrelsen
Kapitel 1
§ 1. Sundhedsstyrelsen er en styrelse under indenrigs- og sundhedsministeren, der bistår ministeren med
den centrale forvaltning af sundhedsmæssige anliggender.
Stk. 2. Loven medfører ingen ændringer i Sundhedsstyrelsens stilling efter den lovgivning, der henhører
under andre ministres forretningsområde.
§ 2. Sundhedsstyrelsen skal følge sundhedsforholdene og skal holde sig orienteret om den til enhver tid
værende faglige viden på sundhedsområdet.
Stk. 2. Når Sundhedsstyrelsen bliver bekendt med overtrædelser eller mangler på sundhedsområdet, skal
Styrelsen orientere vedkommende myndighed i fornødent omfang. Ligeledes skal Sundhedsstyrelsen
orientere offentligheden, når særlige sundhedsmæssige forhold gør det nødvendigt.
§ 3. Indenrigs- og sundhedsministeren og andre myndigheder har adgang til direkte rådgivning og anden
bistand fra Sundhedsstyrelsen i sundhedsfaglige spørgsmål.
§ 4. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer inden for
sundhedsvæsenet. Dette gælder dog ikke virksomhed, der udføres af autoriserede psykologer. Endvidere
fører Sundhedsstyrelsen tilsyn med ledere af plejehjem og lignende, hvortil der ikke er knyttet en fast læge.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan som led i tilsynet efter stk. 1. afkræve personer inden for sundhedsvæsenet
de oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre tilsynet.
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen eller personer, der af Sundhedsstyrelsen er bemyndiget til at udøve tilsynet, har
til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til sygehuse, plejehjem og lignende.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan efter indenrigs- og sundhedsministerens nærmere bestemmelse pålægge
personer inden for sundhedsvæsenet at foretage anmeldelser og indberetninger vedrørende deres faglige
virksomhed.
§ 4 a. Sundhedsstyrelsen iværksætter evalueringer m.v. af virksomheden i det offentlige sundhedsvæsen
med henblik på at fremme kvalitetsudviklingen og en mere effektiv ressourceanvendelse i
sundhedssektoren. Evalueringerne kan omfatte alle forhold vedrørende sundhedsvæsenets virksomhed.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at det påhviler amterne, Hovedstadens
Sygehusfællesskab, kommunerne samt de under Indenrigs- og Sundhedsministeriet hørende institutioner
at give de for gennemførelsen af evalueringer m.v. efter stk. 1 nødvendige oplysninger, herunder
oplysninger fra patientregistre og andre registre samt regnskabs- og budgetoplysninger.
Stk.3. Oplysninger, der indhentes til brug for evalueringer efter stk.1, kan ikke videregives til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter § 12, stk. 2.
Fratagelse og generhvervelse af autorisation
Kapitel 2
§ 5. En person, der er autoriseret til at udøve et hverv inden for sundhedsvæsenet, kan fratages
autorisationen, såfremt udøveren må antages at være til fare for andre mennesker på grund af
1) en legemlig mangel, der gør den pågældende uegnet til udøvelse af hvervet, eller
2) sygdom eller misbrug af rusmidler eller lignende, der bevirker, at udøveren varigt eller med
mellemrum befinder sig i en mangelfuld sjælstilstand.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan, når der er begrundet mistanke om forhold som beskrevet i stk.1, påbyde en
autoriseret sundhedsperson at lade sig underkaste undersøgelser og medvirke ved kontrolforanstaltninger
samt at udlevere relevante helbredsoplysninger til belysning af nævnte forhold.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan påbyde en autoriseret sundhedsperson at indstille sin virksomhed helt eller
delvis, indtil påbud efter stk. 2 om undersøgelser, kontrolforanstaltninger eller udlevering af relevante
helbredsoplysninger er efterkommet.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelser i medfør af stk. 2 og 3 kan indbringes for Indenrigs- og
Sundhedsministeriet. Indbringelsen har ikke opsættende virkning, medmindre Indenrigs- og
Sundhedsministeriet bestemmer anderledes.
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 5. En sundhedsperson kan fratages autorisationen, hvis vedkommende overtræder påbud udstedt i
medfør af stk. 3.
§ 5 a. Autoriserede sundhedspersoner er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, som kan afkræve dem de
oplysninger til brug for vurdering efter stk. 2 og 3, der er nødvendige for at gennemføre tilsynet.
Stk. 2. En autoriseret sundhedsperson kan fratages autorisationen, såfremt udøveren må antages at være
til fare for andre mennesker på grund af udvist grov forsømmelighed ved udøvelsen af hvervet.
Stk. 3. Såfremt en autoriseret sundhedsperson har udvist alvorlig eller gentagen kritisabel faglig
virksomhed, kan Sundhedsstyrelsen påbyde vedkommende at ændre denne. Endvidere kan en autoriseret
sundhedspersons virksomhedsområde indskrænkes delvis i de i 1. pkt. nævnte situationer.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelser i medfør af stk. 3, 1. pkt., kan indbringes for Indenrigs- og
Sundhedsministeriet. Indbringelsen har ikke opsættende virkning, medmindre Indenrigs- og
Sundhedsministeriet bestemmer anderledes.
Stk. 5. En sundhedsperson kan fratages autorisationen, hvis vedkommende ikke afgiver de i stk. 1 omtalte
oplysninger eller ikke efterkommer påbud efter stk. 3, 1. pkt.
§ 6. Finder Sundhedsstyrelsen, at en autorisation skal fratages efter § 5 eller § 5 a, eller at en autoriseret
sundhedspersons virksomhedsområde skal indskrænkes efter § 5 a, stk. 3, 2. pkt., afgiver Styrelsen
indstilling til indenrigs- og sundhedsministeren herom.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen skal indhente en skriftlig erklæring fra Retslægerådet, før Styrelsen afgiver
indstilling til indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen skal, forinden Styrelsen afgiver indstilling, opfordre udøveren af hvervet til at
udtale sig skriftligt eller afgive en mundtlig redegørelse i et møde, hvori også Retslægerådet deltager. Den
pågældende skal endvidere opfordres til inden 14 dage at erklære, om sagen ønskes afgjort ved dom, eller
om sagen kan afgøres af indenrigs- og sundhedsministeren. Afgives en sådan erklæring ikke, skal indenrigs-
og sundhedsministeren indbringe sagen for domstolene.
§ 7. Sundhedsstyrelsen kan i påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte virksomhed skønnes at frembyde
overhængende fare, midlertidigt fratage udøveren af hvervet autorisationen. Sundhedsstyrelsens afgørelse
skal omgående meddeles indenrigs- og sundhedsministeren, der stadfæster eller ophæver Styrelsens
afgørelse.
§ 8. Retssag om fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområde anlægges af
indenrigs- og sundhedsministeren i den borgerlige retsplejes former. Det kan i en dom om fratagelse af
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområde fastsættes, at anke ikke har opsættende virkning.
Den pågældende kan dog ikke afskediges fra en stilling på grund af fratagelse af autorisation eller
indskrænkning af virksomhedsområde, før der foreligger en endelig domstolsafgørelse.
§ 9. Indenrigs- og sundhedsministeren kan anmode udøveren af hvervet om at lade sig underkaste en
lægelig undersøgelse til brug for ministerens stillingtagen til, om autorisation skal søges frataget den
pågældende. Hvis den pågældende afviser at efterkomme en sådan anmodning, forelægger indenrigs- og
sundhedsministeren spørgsmålet for den ret, hvor en eventuel retssag skal anlægges. Retten afgør
spørgsmålet ved kendelse. En sådan afgørelse kan også træffes, efter at der er anlagt retssag om fratagelse
af autorisation.
Stk. 2. Såfremt udøveren af hvervet undlader at efterkomme en kendelse om at underkaste sig en lægelig
undersøgelse, fratager indenrigs- og sundhedsministeren den pågældende autorisationen, og hvis der er
anlagt retssag herom, bortfalder retssagen.
Stk. 3. Udgifterne ved en lægeundersøgelse efter stk. 1 afholdes af statskassen.
§ 10. Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser om midlertidig eller endelig fratagelse af autorisation eller
indskrænkning af virksomhedsområdet efter §§ 5-9.
Stk. 2. Såfremt retten til at udøve hverv inden for sundhedsvæsenet frakendes ved dom i en straffesag, skal
anklagemyndigheden give Sundhedsstyrelsen meddelelse herom. Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser
om frakendelse.
§ 11. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter ansøgning give en person, der har fået frataget
autorisation til udøvelse af et hverv eller indskrænket sit virksomhedsområde inden for sundhedsvæsenet
efter §§ 5-9, tilladelse til at generhverve autorisationen eller få ophævet indskrænkningen af
virksomhedsområdet, når de omstændigheder, der begrundede fratagelsen eller indskrænkningen af
virksomhedsområdet, ikke længere er til stede.
Stk. 2. Et afslag fra indenrigs- og sundhedsministeren om generhvervelse af autorisation eller ophævelse af
indskrænkning af virksomhedsområdet efter stk. 1 kan tidligst indbringes for domstolene ét år efter, at der
er truffet afgørelse om endelig fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområdet, eller
det ved dom er nægtet den pågældende person at generhverve autorisationen eller få ophævet
indskrænkningen af virksomhedsområdet.
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Kapitel 3
§ 12. Klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet, jf. § 15, skal
indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Dette gælder dog ikke for klager, for hvilke der i øvrigt
i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang.
Stk. 2. Herudover skal Sundhedsstyrelsen til Patientklagenævnet indbringe sager, som Styrelsen finder vil
kunne give grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden for sundhedsvæsenet, jf. dog § 4
a, stk. 3.
§ 13. Patientklagenævnet er i sin virksomhed uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling
og afgørelse.
Stk. 2. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 14. Patientklagenævnet kan give udtryk for sin opfattelse af sagen, herunder eventuelt fremsætte kritik
over for den pågældende sundhedsperson, eller søge iværksat andre sanktioner.
§ 15. Patientklagenævnet behandler klager over de ved særlig lovgivning autoriserede personer inden for
sundhedsvæsenet, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke persongrupper inden for
sundhedsvæsenet, som ikke har autorisation efter særlig lovgivning, der i øvrigt er omfattet af reglerne i
dette kapitel.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med Nævnet fastsætte regler om, at
Patientklagenævnets virksomhed ikke skal omfatte dele af den faglige virksomhed, der udøves af
persongrupper, som er autoriseret efter særlig lovgivning. Særlige hensyn skal dog tale herfor.
§ 16. Patientklagenævnet består af en formand og et af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat antal
næstformænd og beskikkede medlemmer.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren udpeger nævnets formand og næstformænd, som skal opfylde de
almindelige betingelser for at kunne beskikkes som landsdommer.
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren beskikker et antal medlemmer, der ikke samtidig må være
medlem af noget kommunalt råd, således:
1) 6 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra Amtsrådsforeningen i Danmark.
2) 1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Københavns kommune.
3) 1 medlem beskikkes efter indhentet udtalelse fra Frederiksberg kommune.
4) 8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra De Samvirkende Invalideorganisationer.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren beskikker for hvert fagligt område et antal medlemmer, der alle er
fagligt uddannede.
Stk. 5. Medlemmerne beskikkes for en periode, der følger den kommunale valgperiode. Genbeskikkelse kan
finde sted. De medlemmer af Patientklagenævnet, der ikke udfører hvervet som led i deres tjenstlige
arbejde, ydes vederlæggelse og godtgørelse for befordring i lighed med ikke-statsansatte, der modtager
særskilt vederlæggelse. Udgifter hertil afholdes af staten.
§ 17. Ved afgørelsen af den enkelte sag skal Nævnet sammensættes af
1) formanden eller en næstformand
2) 2 medlemmer efter § 16, stk. 3, heraf 1 beskikket efter bestemmelsens nr. 1-3 og 1 beskikket efter
nr. 4, og
3) 2 medlemmer efter § 16, stk. 4, afhængig af sagens faglige karakter.
S tk. 2. Formanden eller vedkommende næstformand afgør, hvilke medlemmer efter § 16, stk. 3, og stk. 4,
der skal deltage i Nævnets møder. Formanden eller vedkommende næstformand afgør endvidere, inden for
hvilket fagligt område eller områder, medlemmer efter § 16, stk. 4, skal deltage.
§ 18. Nævnets formand eller vedkommende næstformand kan bestemme, at særligt sagkyndige eller andre
kan deltage uden stemmeret ved Nævnets behandling af sager.
§ 19. Nævnet kan anmode vedkommende embedslægeinstitution om at undersøge klagesagen samt om, at
der udarbejdes indstilling til Nævnet om sagens afgørelse. Nævnet kan bestemme, at klagesagerne direkte
kan indgives til embedslægeinstitutionerne med henblik på undersøgelse, før Nævnet træffer afgørelse i en
sag. Nævnet kan forelægge sager for Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før Nævnet træffer afgørelse i
en sag. Nævnet skal, inden der træffes afgørelse i en klagesag vedrørende sundhedsvæsenet i Grønland,
indhente en udtalelse herom fra sundhedsmyndighederne i Grønland.
Stk. 2. Personer omfattet af dette kapitel skal efter anmodning meddele Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn samt embedslægerne enhver oplysning, herunder journaler, til brug for behandling af
sagen.
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. I sager vedrørende autoriserede psykologers virksomhed inden for sundhedsvæsenet skal Nævnet
dog indhente en udtalelse fra Psykolognævnet, før Nævnet træffer afgørelse i en sag.
Stk. 4. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal holde Sundhedsstyrelsen underrettet om de afgørelser,
Nævnet træffer. Sundhedsstyrelsen kan til brug for sin tilsynsvirksomhed få udleveret Nævnets sagsakter i
de enkelte klagesager.
§ 20. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med Nævnet dettes forretningsorden.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i forretningsordenen fastsætte regler om, at Nævnet kan
bemyndige formanden til at træffe afgørelse i visse sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.
§ 21. Nævnet afgiver en årlig redegørelse til indenrigs- og sundhedsministeren om sin virksomhed.
§ 22. Klage skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt
med det forhold, der klages over. Nævnet kan dog se bort fra overskridelse af fristen, hvis særlige grunde
taler derfor.
Stk. 2. Fristen gælder ikke for sager, som Sundhedsstyrelsen indbringer for Nævnet, jf. § 12, stk. 2.
§ 23. Det påhviler kommuner og amtskommuner at give information og yde vejledning til befolkningen om
klageadgang på sundhedsområdet.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at klagevejledning tillige kan tilbydes i
statsamterne, og at enhver klage over forhold i sundhedsvæsenet kan indgives til statsamterne med
henblik på videresendelse til rette myndighed.
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Det nationale råd for folkesundhed
Kapitel 3 a
§ 23 a. Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et uafhængigt, sagkyndigt råd for folkesundhed. Rådet
har til formål at bidrage til at forbedre sundheden i hele befolkningen. Rådet har til opgave at bidrage til
debat og at rådgive indenrigs- og sundhedsministeren om folkesundhedsområdet.
Stk. 2. Det nationale råd for folkesundhed afgiver mindst hvert andet år en beretning om rådets arbejde til
Folketinget og indenrigs- og sundhedsministeren.
§ 23 b. Det nationale råd for folkesundhed består af 11 medlemmer, som beskikkes af indenrigs- og
sundhedsministeren for tre år ad gangen på baggrund af deres sagkundskab inden for
folkesundhedsområdet. Indenrigs- og sundhedsministeren udpeger rådets formand blandt rådets
medlemmer.
Stk. 2. Rådet kan indkalde andre relevante personer på ad hoc-basis.
Stk. 3. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Statens Seruminstitut
Kapitel 4
§ 24. Statens Seruminstitut, der er et institut under indenrigs- og sundhedsministeren, er landets
centrallaboratorium for så vidt angår human bakteriologi, virologi og serologi og udfører undersøgelser for
bl.a. sygehuse og praktiserende læger samt fremstiller og fremskaffer vacciner, sera, blodprodukter m.v.
Statens Seruminstitut driver videnskabelig forskning, rådgiver og udfører kontrol- og referencefunktioner
på områder, der vedrører Instituttets opgaver.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler, herunder om betaling, for Instituttets udlevering
af præparater og udførelse af undersøgelser m.m.
Kapitel 5
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Straffebestemmelser
§ 25. Undladelse af at efterkomme en forpligtelse efter § 4, stk. 2 og 4, og § 19, stk. 2, straffes med bøde.
§ 26. Personer, der har fået frataget autorisation eller indskrænket virksomhedsområdet efter kapitel 2, og
som fortsætter med at udøve det pågældende hverv, straffes med bøde eller hæfte i indtil 3 måneder,
medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
Kapitel 6
§ 27. Loven træder i kraft den 1. januar 1988. Samtidig ophæves lov nr. 182 af 23. juni 1932 om
sundhedsvæsenets centralstyrelse.
Stk. 2. Lovens kapitel 3 finder ikke anvendelse på klager, som Sundhedsstyrelsen har afgjort før 1. januar
1988. Patientklagenævnet kan dog tage en sag op til behandling og afgørelse, såfremt der foreligger
væsentlige nye oplysninger.
Stk. 3. Klager, der er indgivet til Sundhedsstyrelsen før 1. januar 1988, og som ikke er færdigbehandlet,
behandles af Patientklagenævnet efter reglerne i denne lovs kapitel 3. Forældelsesreglen i § 22 gælder dog
ikke for disse klager.
§ 28. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kgl. anordning helt eller delvis sættes i kraft for øerne
med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 2 og 4 gælder ikke for Grønland.
Lov nr. 391 af 7. juni 1989, der vedrører § 16, stk. 1, og 5, og § 17, stk. 1, nr. 1, indeholder følgende
ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelse:
§ 2
Loven træder i kraft den 1. september 1989. § 1, nr. 2, har dog virkning fra Patientklagenævnets oprettelse.
Lov nr. 369 af 6. juni 1991, der vedrører § 19, stk. 1, og § 28, stk. 2, indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelse:
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Loven træder i kraft den 1. januar 1992, jf. dog stk. 2.
Lov nr. 494 af 30. juni 1993, der vedrører § 4, stk. 1, og § 19, stk. 3, indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 4
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Loven træder i kraft den 1. januar 1994.
Lov nr. 503 af 30. juni 1993, der vedrører § 19, stk. 1, 2, og 3 indeholder følgende ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser:
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.
§ 25
Stk. 2. Loven finder anvendelse på klager, der rejses over for Patientklagenævnet den 1. januar 1994 eller
herefter.
§ 2
Stk. 3. For klager, der er indleveret til Patientklagenævnet før 1. januar 1994, men hvor Sundhedsstyrelsen
endnu ikke pr. 1. januar 1994 har afgivet en udtalelse i sagen, kan Patientklagenævnet beslutte, at sagerne
kan overgå til fortsat behandling i nævnet, uden at Sundhedsstyrelsen har afgivet udtalelse i sagen.
Lov nr. 258 af 12. april 2000, der vedrører § 4, stk. 2, § 5, stk.1, nr.2, § 5, stk. 2-5, § 5 a, § 6, stk.1, § 8, § 10,
stk. 1, §11, § 19, stk. 4, § 25 og § 26 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse m.v.:
Loven træder i kraft den 1. juli 2000.
§ 2
§ 3
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Lov nr. 141 af 5. marts 2001, der vedrører § 4 a, § 12, stk. 2, § 23 a, og § 23 b, indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelse:
Loven træder i kraft den 1. april 2001.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Redaktionel note
§ 5
§ 6
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 10. september 2002
Lars Løkke Rasmussen
/Kaj Nørrehede Christensen
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§§ 1-3 og 4 a, kapitel 3 a og § 25 ophæves den 1. januar 2007, jf. § 277 i lov nr. 546 af 24. juni 2005,
Sundhedsloven. § 4 og kapitel 4 ophæves 1. januar 2006, jf. § 277, stk. 5 og 6, i lov nr. 546 af 24. juni 2005,
Sundhedsloven.
2.1.2 Bekendtgørelse af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.3 Lov om ændring af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse
m.v.
(Ændret repræsentation i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, oprettelse af amtskommunale
patientkontorer m.v.)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
I lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af 10. september 2002,
foretages følgende ændringer:
1. I § 16, stk. 3 , indsættes som nr. 5:
»5) 8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra Forbrugerrådet.«
2. I § 17, stk.1, nr. 2, indsættes efter »nr. 4«: »eller 5«.
3. I § 19 ophæves stk.3.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
4. § 20, stk. 2, affattes således:
§ 1
»Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at nævnets formand og næstformænd
kan træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.«
5. § 22 affattes således:
»§ 22. Klage skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt
med det forhold, der klages over, dog senest 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte frister finder ikke anvendelse for sager, som Sundhedsstyrelsen indbringer for
nævnet, jf. § 12, stk. 2.«
6. § 23 ophæves, og i stedet indsættes:
2.1.3 Lov om ændring af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
»Kapitel 3 a
Amtskommunale patientkontorer
§ 23. Det påhviler amtsrådene, kommunalbestyrelsen i Bornholms Kommune og bestyrelsen for
Hovedstadens Sygehusfællesskab i samarbejde med kommunalbestyrelserne i Københavns og
Frederiksberg Kommuner at oprette et eller flere patientkontorer, der har til opgave at informere, vejlede
og rådgive patienter om patienters rettigheder, herunder reglerne om adgang til patientbehandling, frit
sygehusvalg, ventetider m.v. og reglerne om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 2. Patientkontorerne kan modtage alle klager og henvendelser vedrørende de i stk. 1 nævnte opgaver
og skal efter anmodning bistå patienter med at udfærdige og fremsende henvendelser til rette myndighed.
Stk. 3. Klager, anmeldelser m.v., som sendes til patientkontoret, anses for indgivet hos rette myndighed på
det tidspunkt, hvor de modtages i patientkontoret.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om patientkontorernes
opgaver og funktioner.
Stk. 5. Amtsrådene, kommunalbestyrelsen i Bornholms Kommune og bestyrelsen for Hovedstadens
Sygehusfællesskab i samarbejde med kommunalbestyrelserne i Københavns og Frederiksberg Kommuner
fastsætter i et møde nærmere retningslinjer for patientkontorernes stedlige og organisatoriske placering
samt for deres virksomhed, herunder for, hvilke forhold der skal oplyses i patientkontorernes årsberetning.
De nævnte retningslinjer indsendes til indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 6. Patientkontorerne udarbejder årsberetninger for deres virksomhed. Årsberetningerne indsendes til
indenrigs- og sundhedsministeren.«
7. Overskriften før § 23 a affattes således:
»Kapitel 3 b
Det nationale råd for folkesundhed«.
2.1.3 Lov om ændring af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Loven træder i kraft den 1. november 2003.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan for Færøerne helt eller delvis sættes i kraft ved
kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
§ 2
§ 3
Givet på Christiansborg Slot, den 10. juni 2003
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
2.1.3 Lov om ændring af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
/Lars Løkke Rasmussen

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.4 Lov nr. 259 af 27.5. 81 om ikrafttræden for Grønland af lov om
sindssyges hospitalsophold
2.1.4 Lov nr. 259 af 27.5. 81 om ikrafttræden for Grønland af lov om sindssyges hospitalsophold

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.5 Lov om retslægerådet.
VI FREDERIK DEN NIENDE, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig,
Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved
Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1. Retslægerådets opgave er at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige
myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om,
hvilke myndigheder der over for rådet kan fremsætte begæring om afgivelse af skøn, og i hvilke sager dette
kan ske.
§ 2. Rådet består af indtil 12 læger. Det arbejder i 2 afdelinger, af hvilke den ene behandler
retspsykiatriske spørgsmål og den anden alle øvrige retsmedicinske spørgsmål.
Stk. 2. Medlemmerne beskikkes af kongen. Justitsministeren udpeger blandt dem en formand og 2
næstformænd, en for hver afdeling.
Stk. 3. Justitsministeren beskikker et antal sagkyndige, af hvilke rådet kan tilkalde en eller flere til
deltagelse i en sags behandling.
Stk. 4. Såfremt en sags behandling forudsætter en særlig sagkundskab, som rådets medlemmer og de i
stk. 3 nævnte sagkyndige ikke i tilstrækkeligt omfang er i besiddelse af, kan rådet tilkalde andre sagkyndige
til at deltage i sagens behandling.
Stk. 5. Beskikkelse af medlemmer og de i stk. 3 nævnte sagkyndige sker for 6 år. Når omstændighederne
taler derfor, kan beskikkelse dog ske for et kortere åremål.
§ 3. Justitsministeren beskikker et antal praktiserende læger, tandlæger, jordemødre, sygeplejersker,
hospitalslaboranter, fysioterapeuter, apotekere og apotekermedhjælpere til at deltage i rådets behandling
af de i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse § 5 og lov om apotekervæsenet § 19 nævnte sager.
Stk. 2. Bestemmelsen i § 2, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.
§ 4. Justitsministeren fastsætter regler om rådets virksomhed.
2.1.5 Lov om retslægerådet.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 5. Lov nr. 131 af 16. april 1935 om retslægerådet ophæves.
Givet på Christiansborg Slot, den 25. marts 1961.
Under Vor Kongelige Hånd og Segl.
FREDERIK R.
/Hans Hækkerup.
2.1.5 Lov om retslægerådet.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.6 Datasammenskrivning af lov om offentlighed i forvaltningen
(Offentlighedsloven) (* 1)
Denne datasammenskrivning omfatter lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen
med de ændringer, der følger af lov nr. 347 af 6. juni 1991 og lov nr. 504 af 30. juni 1993.
Kapitel 1 - Lovens almindelige anvendelsesområde
§ 1. Loven gælder for al virksomhed, der udøves af den offentlige forvaltning, jfr. dog §§ 2 og 3.
Stk. 2. Loven gælder endvidere for
1) elforsyningsvirksomheder, der producerer, transmitterer eller distribuerer elektricitet ved
spænding på 500 V eller derover,
2) selskaber, institutioner, foreninger m.v., der driver naturgasforsyningsvirksomhed, og
3) kollektive varmeforsyningsanlæg, som er omfattet af varmeforsyningsloven og har en
kapacitet på mere end 10 MJ/ s.
Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at loven
skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan henregnes til den
offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, såfremt udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes
af statslige eller kommunale midler, eller i det omfang de ved eller i henhold til lov har fået tillagt beføjelse
til at træffe afgørelser på statens eller en kommunes vegne. Vedkommende minister kan herunder
fastsætte nærmere regler om opbevaring m.v. af dokumenter.
§ 2. Loven gælder ikke for sager inden for strafferetsplejen. For sager om ansættelse eller forfremmelse i
det offentliges tjeneste gælder kun bestemmelsen i § 6.
Stk. 2. Sager om lovgivning, herunder bevillingslove, er kun omfattet af loven, for så vidt lovforslag er
fremsat for folketinget.
§ 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at nærmere
angivne myndigheder, sagsområder eller arter af dokumenter, for hvilke bestemmelserne i §§ 7-14 i
almindelighed vil medføre, at begæring om aktindsigt kan afslås, skal være undtaget fra loven.
2.1.6 Datasammenskrivning af lov om offentlighed i forvaltningen (Offentlighedsloven) (* 1)

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Vedkommende minister kan fastsætte regler om, at der efter et vist åremål skal være ret til at blive
gjort bekendt med nærmere angivne dokumenter, der ikke er undergivet retten til aktindsigt efter reglerne
i denne lov.
Kapitel 2 - Retten til aktindsigt
§ 4. Enhver kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-14, forlange at blive gjort bekendt med
dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed som led i administrativ
sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed. En forvaltningsmyndighed kan give aktindsigt i videre
omfang, medmindre andet følger af regler om tavshedspligt m.v.
Stk. 2. Den, hvis personlige forhold er omtalt i et dokument, kan med de undtagelser, der er nævnt i §§ 7-
11 og § 14, forlange at blive gjort bekendt med oplysningerne herom. Det gælder dog ikke i det omfang de
hensyn, der er nævnt i § 13, eller hensynet til den pågældende selv eller andre med afgørende vægt taler
imod.
Stk. 3. Begæring efter stk. 1 og 2 skal angive de dokumenter eller den sag, som den pågældende ønsker at
blive gjort bekendt med.
§ 5. Retten til aktindsigt omfatter
1) alle dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de skrivelser, der er udgået fra
myndigheden, når skrivelserne må antages at være kommet frem til adressaten, og
2) indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags
dokumenter.
Stk. 2. Retten til aktindsigt omfatter ikke registre eller andre systematiserede fortegnelser, hvor der gøres
brug af elektronisk databehandling, dog bortset fra fortegnelser som nævnt i stk. 1, nr. 2.
Stk. 3. Vedkommende minister kan fastsætte regler om offentlighedens adgang til at blive gjort bekendt
med oplysninger i edb-registre m.v., der ikke er omfattet af loven om offentlige myndigheders registre. Der
kan herunder fastsættes regler om betaling.
Notatpligt m.v.
§ 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der
mundtligt modtager oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for
sagens afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet
af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.
2.1.6 Datasammenskrivning af lov om offentlighed i forvaltningen (Offentlighedsloven) (* 1)

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Justitsministeren kan for nærmere angivne områder af forvaltningsvirksomhed fastsætte regler om
opbevaring m.v. af meddelelser, der udfærdiges eller modtages ved hjælp af elektronisk databehandling.
Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om notatpligt
for nærmere angivne grupper af sager om udøvelse af anden forvaltningsvirksomhed end nævnt i stk. 1.
Kapitel 3 - Undtagelser fra retten til aktindsigt
Undtagelse af interne arbejdsdokumenter
§ 7. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Som interne
arbejdsdokumenter anses
1) dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug,
2) brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed og
3) brevveksling mellem en kommunalbestyrelse og dennes udvalg, afdelinger og andre organer
eller mellem disse organer indbyrdes.
§ 8. Retten til aktindsigt omfatter uanset bestemmelsen i § 7 interne arbejdsdokumenter, som foreligger i
endelig form, når
1) dokumenterne alene gengiver indholdet af myndighedens endelige beslutning vedrørende en
sags afgørelse,
2) dokumenterne alene indeholder en gengivelse af oplysninger, som myndigheden har haft
pligt til at notere efter bestemmelsen i § 6,
3) dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for at
tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags faktiske
omstændigheder, eller
4) dokumenterne indeholder generelle retningslinjer for behandlingen af bestemte sagstyper.
§ 9. (Ophævet)
Undtagelse af andre dokumenter
2.1.6 Datasammenskrivning af lov om offentlighed i forvaltningen (Offentlighedsloven) (* 1)

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 10. Retten til aktindsigt omfatter ikke:
1) Statsrådsprotokoller, referater af møder mellem ministre og dokumenter, der udarbejdes af
en myndighed til brug for sådanne møder.
2) Brevveksling mellem ministerier om lovgivning, herunder bevillingslove.
3) Dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed
udfører sekretariatsopgaver for en anden myndighed.
4) Myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om
retssag bør føres.
5) Materiale, der tilvejebringes som grundlag for udarbejdelse af offentlig statistik eller
videnskabelige undersøgelser.
Meddelelse af faktiske oplysninger
§ 11. Oplysninger i dokumenter, der er omfattet af § 7 og § 10, nr. 1-4, om faktiske omstændigheder, der er
af væsentlig betydning for sagsforholdet, skal uanset disse bestemmelser meddeles i overensstemmelse
med lovens almindelige regler.
Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at pligten
efter stk. 1 ikke skal gælde nærmere angivne grupper af sager om udøvelse af faktisk
forvaltningsvirksomhed.
Undtagelse af oplysninger
§ 12. Retten til aktindsigt omfatter ikke oplysninger om
1) enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold,
2.1.6 Datasammenskrivning af lov om offentlighed i forvaltningen (Offentlighedsloven) (* 1)

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2) tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold eller
lignende, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller
virksomhed, oplysningen angår, at begæringen ikke imødekommes.
Stk. 2. Omfattes kun en del af et dokument af bestemmelsen i stk. 1, skal den pågældende gøres bekendt
med dokumentets øvrige indhold.
§ 13. Retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige
hensyn til
1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,
2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til
fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner,
3) forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende
samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær
forfølgning,
4) gennemførelse af offentlig kontrol, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af
påtænkte foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,
5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges
forretningsvirksomhed, eller
6) private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er
påkrævet.
Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af et dokument, skal den pågældende
gøres bekendt med dokumentets øvrige indhold.
Forholdet til tavshedspligt
§ 14. Pligten til at meddele oplysninger er begrænset af særlige bestemmelser om tavshedspligt fastsat ved
lov eller med hjemmel i lov for personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv. Det gælder ikke, for så
vidt angår den almindelige tavshedspligt efter straffeloven, forvaltningsloven og
tjenestemandslovgivningen.
Kapitel 4 - Behandlingen og afgørelsen af
2.1.6 Datasammenskrivning af lov om offentlighed i forvaltningen (Offentlighedsloven) (* 1)

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
begæringer om aktindsigt
§ 15. Fremsættes der begæring om aktindsigt vedrørende dokumenter, der indgår i en sag, hvori der er
eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, afgør denne myndighed, om begæringen kan
imødekommes. I andre tilfælde afgøres sager om aktindsigt af den myndighed, der har dokumentet i sin
besiddelse.
Stk. 2. Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kan påklages særskilt til den myndighed, som er klageinstans i
forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører.
Stk. 3. Vedkommende minister kan fastsætte bestemmelser, der fraviger reglerne i stk. 1 og 2.
§ 16. Vedkommende myndighed afgør snarest, om en begæring kan imødekommes, og om den, der har
fremsat begæringen, skal gøres bekendt med dokumenterne ved, at der gives adgang til gennemsyn på
stedet, eller ved, at der udleveres en afskrift eller kopi.
Stk. 2. Er en begæring om aktindsigt ikke imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at den er
modtaget af vedkommende myndighed, skal myndigheden underrette den begærende om grunden hertil
samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om betaling for afskrifter og kopier.
Kapitel 5 - Ikrafttræden, forholdet til anden
lovgivning m.v.
§ 17. Loven træder i kraft den 1. januar 1987.
Stk. 2. Lov nr. 280 af 10. juni 1970 om offentlighed i forvaltningen ophæves.
Stk. 3. Loven gælder ikke for dokumenter, der er udfærdiget af en myndighed eller er kommet i en
myndigheds besiddelse før den 1. januar 1971. Oplysninger om faktiske omstændigheder, der indeholdes i
sådanne dokumenter, er dog omfattet af retten til aktindsigt efter reglerne i denne lov, hvis dokumenterne
er indgået i en sag, der er eller har været under behandling af en forvaltningsmyndighed efter det nævnte
2.1.6 Datasammenskrivning af lov om offentlighed i forvaltningen (Offentlighedsloven) (* 1)

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
tidspunkt, og oplysningerne er eller har været af betydning for sagen. Bestemmelsen i § 8, nr. 4, gælder for
dokumenter, der anvendes efter lovens ikrafttræden. Bestemmelsen i § 9 gælder for sygehusjournaler
oprettet efter lovens ikrafttræden og for tilførsler til eksisterende journaler, der er foretaget efter lovens
ikrafttræden. Adgangen til aktindsigt efter § 1, stk. 2, gælder ikke for dokumenter, der er udfærdiget af
eller er indkommet til de i bestemmelsen nævnte selskaber, institutioner, foreninger m.v. før lovens
ikrafttræden.
Stk. 4. Bestemmelser i andre love om adgang til at blive gjort bekendt med dokumenter hos den offentlige
forvaltning opretholdes, uanset om de giver ret til aktindsigt i snævrere omfang end denne lov.
§ 18. Loven gælder ikke sager om færøske og grønlandske anliggender. Loven kan ved kgl. anordning sættes
i kraft for sådanne sager med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. Dette
gælder dog kun sager, der er eller har været under behandling af rigsmyndigheder.
Justitsministeriet, den 28. september 1994
Helle Korsgaard Nielsen
Lov nr. 347 af 6. juni 1991 indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 3. Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
Stk. 2. Loven gælder for dokumenter, der udarbejdet efter lovens
ikrafttræden.
Lov nr. 504 af 30. juni 1994 (aktindsigt i helbredsoplysninger)
2.1.6 Datasammenskrivning af lov om offentlighed i forvaltningen (Offentlighedsloven) (* 1)

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.7 Lov nr. 473 af 12. Juni 1996 om Folketingets Ombudsmand
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og
Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Kapitel 1 Valg, afskedigelse m.v.
§ 1. Efter hvert folketingsvalg samt ved embedsledighed vælger Folketinget en ombudsmand.
Stk. 2. Afgår ombudsmanden ved døden, bestemmer Folketingets Retsudvalg, hvem der skal udøve
ombudsmandens funktioner, indtil Folketinget har valgt en ny ombudsmand.
§ 2. Medlemmer af Folketinget og kommunale råd kan ikke udføre hvervet som ombudsmand.
Stk. 2. Ombudsmanden skal have bestået juridisk kandidateksamen.
§ 3. Nyder ombudsmanden ikke længere Folketingets tillid, kan Folketinget afskedige ombudsmanden.
§ 4. Ombudsmanden kan med 6 måneders varsel forlange sig afskediget til udgangen af en måned.
Stk. 2. Ombudsmanden afskediges fra udgangen af den måned, hvori vedkommende fylder 70 år.
§ 5. Ombudsmandens løn fastsættes af Folketinget. Ombudsmanden har ret til ventepenge og pension
efter regler svarende til de i lov om vederlag og pension m.v. for ministre §§ 3-7 indeholdte bestemmelser.
§ 6. Må ombudsmanden fratræde uden varsel, bevarer denne sin løn i 3 måneder fra udgangen af den
måned, hvor ombudsmanden fratræder. Afgår ombudsmanden ved døden inden denne periodes udløb,
tilkommer den del af lønnen, som ikke er udbetalt ved dødsfaldet, ombudsmandens ægtefælle eller, hvis
ombudsmanden ikke efterlader sig ægtefælle, dem af børnene, der er berettiget til børnepension.
Stk. 2. Så længe der udbetales lønindtægt, sker der ikke udbetaling af ventepenge eller pension.
2.1.7 Lov nr. 473 af 12. Juni 1996 om Folketingets Ombudmand

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. § 3, stk. 2, i lov om vederlag og pension m.v. for ministre finder tilsvarende anvendelse på lønnen i
henhold til stk. 1.
Kapitel 2 Ombudsmandens kompetence
§ 7. Ombudsmandens virksomhed omfatter alle dele af den offentlige forvaltning.
Stk. 2. Ombudsmandens virksomhed omfatter ikke domstolene.
Stk. 3. Ombudsmanden behandler ikke klager over nævn, der i betryggende former træffer afgørelse om
tvister mellem private, selv om vedkommende nævn i anden sammenhæng betragtes som tilhørende den
offentlige forvaltning.
Stk. 4. Såfremt selskaber, institutioner, foreninger m.v. administrativt inddrages under forvaltningsloven,
lov om offentlighed i forvaltningen eller lov om offentlige myndigheders registre, kan ombudsmanden
bestemme, at de pågældende organer i samme omfang skal være omfattet af ombudsmandens
virksomhed.
§ 8. Ved bedømmelsen af den del af den offentlige forvaltning, der er kommunal, skal ombudsmanden tage
hensyn til de særlige vilkår, hvorunder det kommunale styre virker.
§ 9. Folkekirken er omfattet af ombudsmandens virksomhed bortset fra spørgsmål, der direkte eller
indirekte vedrører kirkens lære eller forkyndelse.
Kapitel 3 Forholdet til Folketinget
§ 10. Ombudsmanden er i udøvelsen af sit hverv uafhængig af Folketinget. Folketinget fastsætter
almindelige bestemmelser for ombudsmandens virksomhed.
§ 11. Ombudsmanden afgiver en årlig beretning til Folketinget om sin virksomhed. Beretningen
offentliggøres.
2.1.7 Lov nr. 473 af 12. Juni 1996 om Folketingets Ombudmand

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Såfremt ombudsmanden giver meddelelse om en sag til Folketinget, en minister eller en
kommunalbestyrelse, jf. § 24, eller ombudsmanden fremdrager en sag i sin årlige beretning, skal der i
meddelelsen eller beretningen gives oplysning om, hvad den pågældende myndighed eller person har
anført til sit forsvar.
§ 12. Bliver ombudsmanden i særlige tilfælde opmærksom på mangler ved gældende love eller
administrative bestemmelser, skal ombudsmanden give Folketinget og vedkommende minister meddelelse
herom. Med hensyn til mangler ved kommunale bestemmelser skal ombudsmanden give meddelelse til
vedkommende kommunalbestyrelse.
Kapitel 4 Indgivelse af klage
§ 13. Klager over de i §§ 7-9 nævnte myndigheder eller institutioner kan indgives til ombudsmanden af
enhver. Den, som er frihedsberøvet, har ret til i lukket skrivelse at rette henvendelse til ombudsmanden.
Stk. 2. En klage skal være navngivet.
Stk. 3. Klage skal være indgivet inden et år efter, at forholdet er begået.
§ 14. Klage over forhold, der kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed, kan ikke indgives, førend
den anden forvaltningsmyndighed har truffet afgørelse.
§ 15. Klager over behandlingen af personer, der er berøvet deres personlige frihed uden for
strafferetsplejen, skal henvises til det af Folketinget i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, nedsatte tilsyn,
der kan overdrage ombudsmanden at medvirke ved behandlingen af sådanne klager, for så vidt de er rettet
mod nogen, der henhører under ombudsmandens virksomhed.
§ 16. Ombudsmanden afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.
Stk. 2. Hvis en klage ikke giver ombudsmanden anledning til kritik, henstilling m.v., kan sagen afsluttes,
uden at ombudsmanden forinden forelægger klagen til udtalelse for vedkommende myndighed, jf. § 20,
stk. 1.
2.1.7 Lov nr. 473 af 12. Juni 1996 om Folketingets Ombudmand

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 5 Iværksættelse af undersøgelse på eget initiativ og inspektion
§ 17. Ombudsmanden kan af egen drift optage en sag til undersøgelse.
Stk. 2. Ombudsmanden kan gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager.
§ 18. Ombudsmanden kan undersøge enhver institution eller virksomhed samt ethvert tjenestested, der
hører under ombudsmandens virksomhed.
Kapitel 6 Sagens oplysning
§ 19. Myndigheder, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed, er forpligtet til at meddele
ombudsmanden de oplysninger samt udlevere de dokumenter m.v., som forlanges af ombudsmanden.
Stk. 2. Ombudsmanden kan afkræve myndigheder, der er omfattet af ombudsmandens virksomhed,
skriftlige udtalelser.
Stk. 3. Ombudsmanden kan indkalde personer til for retten at afgive forklaring om forhold, som er af
betydning for ombudsmandens undersøgelser. Forklaringerne afgives efter reglerne i retsplejelovens
kapitel 68.
Stk. 4. Ombudsmanden kan besigtige ethvert tjenestested og har adgang til samtlige lokaler.
§ 20. Ombudsmanden må ikke udtale kritik, afgive henstilling m.v., før vedkommende myndighed eller
person har haft lejlighed til at udtale sig.
Stk. 2. Ombudsmanden kan bestemme, at en høringsskrivelse, en foreløbig udtalelse, en foreløbig
redegørelse eller en foreløbig rapport vedrørende et projekt, som ombudsmanden har taget op af egen
drift, jf. § 17, stk. 2, ikke er undergivet aktindsigt efter offentlighedsloven og forvaltningsloven, førend
vedkommende myndighed har haft lejlighed til at udtale sig herom.
2.1.7 Lov nr. 473 af 12. Juni 1996 om Folketingets Ombudmand

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 7 Bedømmelse og reaktion
§ 21. Ombudsmanden skal bedømme, om myndigheder eller personer, der er omfattet af ombudsmandens
virksomhed, handler i strid med gældende ret eller på anden måde gør sig skyldige i fejl eller forsømmelser
ved udøvelsen af deres opgaver.
§ 22. Ombudsmanden kan fremsætte kritik, afgive henstillinger samt i øvrigt fremsætte sin opfattelse af en
sag.
§ 23. Ombudsmanden kan henstille, at der meddeles fri proces i anledning af forhold, der er omfattet af
ombudsmandens virksomhed.
§ 24. Såfremt ombudsmandens undersøgelse af en sag viser, at der i den offentlige forvaltning må antages
at være begået fejl eller forsømmelser af større betydning, skal ombudsmanden give meddelelse om sagen
til Folketingets Retsudvalg og til vedkommende minister henholdsvis vedkommende kommunalbestyrelse.
§ 25. Sager, der anlægges i den borgerlige retsplejes former mod ombudsmanden i anledning af dennes
afgørelser, udtalelser m.v., kan efter påstand fra ombudsmanden afvises.
Kapitel 8 Personale, organisation, habilitet m.v.
§ 26. Ombudsmanden antager og afskediger selv sine medarbejdere. Disses antal, løn og pension
fastsættes i overensstemmelse med reglerne i Folketingets forretningsorden. Embedets udgifter afholdes
over Folketingets budget.
§ 27. Ombudsmanden kan bestemme, at en af medarbejderne midlertidigt skal udøve ombudsmandens
funktioner.
§ 28. Ombudsmanden har tavshedspligt med hensyn til de forhold, som ombudsmanden bliver bekendt
med under udøvelsen af sin virksomhed, såfremt hemmeligholdelse ifølge sagens natur er påkrævet. Den
samme forpligtelse påhviler ombudsmandens personale.
2.1.7 Lov nr. 473 af 12. Juni 1996 om Folketingets Ombudmand

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 29. Foreligger der i en sag omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om ombudsmandens
upartiskhed, underretter ombudsmanden Folketingets Retsudvalg, der bestemmer, hvem der skal udøve
ombudsmandens funktioner.
Stk. 2. Ombudsmanden må ikke uden samtykke af Folketingets Retsudvalg have hverv i offentlige eller
private virksomheder, foretagender eller institutioner.
§ 30. Betegnelsen ombudsmand eller anden betegnelse, der er egnet til forveksling hermed, må ikke
benyttes, medmindre det er hjemlet i en af Folketinget vedtaget lov.
Kapitel 9 Ikrafttræden m.v.
§ 31. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1997.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov om Folketingets Ombudsmand, jf. lovbekendtgørelse nr. 642 af 17. september
1986, bekendtgørelse nr. 48 af 9. februar 1962 af instruks for Folketingets Ombudsmand samt
retsplejelovens § 779, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992, som senest ændret ved
§ 4 i lov nr. 291 af 24. april 1996.
§ 32. I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 562 af 30. juni 1995, som ændret ved § 1 i lov nr. 290 af
24. april 1996, foretages følgende ændringer:
1. § 33, stk. 5, 1. pkt., ophæves.
2. Efter § 58 indsættes i kapitel 8 som ny paragraf:
»§ 58 a. Folketingets Ombudsmands virksomhed omfatter ikke Flygtningenævnet, jf. dog §
17 i lov om Folketingets Ombudsmand.«
Stk. 2. Klager over Flygtningenævnets afgørelser, der er indgivet til Folketingets Ombudsmand inden lovens
ikrafttræden, behandles efter de hidtil gældende bestemmelser.
Givet på Christiansborg Slot, den 12. juni 1996
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/Bjørn Westh
2.1.7 Lov nr. 473 af 12. Juni 1996 om Folketingets Ombudmand

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven
Herved bekendtgøres forvaltningsloven, lov nr. 571 af 19. december 1985, med de ændringer, der følger af
§ 2 i lov nr. 347 af 6. juni 1991, lov nr. 215 af 22. april 2002, § 3 i lov nr. 382 af 6. juni 2002, § 2 i lov nr. 215
af 31. marts 2004 og § 4 i lov nr. 552 af 24. juni 2005.
Kapitel 1
Lovens almindelige anvendelsesområde
§ 1. Loven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning.
Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at loven
helt eller delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan
henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne ved deres virksomhed
overvejende dækkes af statslige, regionale eller kommunale midler, eller i det omfang de ved eller i
henhold til lov har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelser på statens, en regions eller en kommunes
vegne. Vedkommende minister kan herunder fastsætte nærmere regler om opbevaring af dokumenter m.v.
og om tavshedspligt.
§ 2. Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Bestemmelserne i kapitel 2 om inhabilitet gælder også for behandlingen af sager om indgåelse af
kontraktforhold eller lignende privatretlige dispositioner.
Stk. 3. Bestemmelserne i kapitel 8 og 8 a gælder for al virksomhed, der udøves inden for den offentlige
forvaltning.
Stk. 4. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at lovens
bestemmelser i øvrigt helt eller delvis skal gælde for anden forvaltningsvirksomhed end nævnt i stk. 1.
Kapitel 2
Inhabilitet
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis
1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller
tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
2) vedkommendes ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linje eller i
sidelinjen så nær som søskendebørn eller andre nærstående har en særlig personlig eller
økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,
3) vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening
eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald,
4) sagen vedrører klage over eller udøvelse af kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden
offentlig myndighed, og vedkommende tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den
afgørelse eller ved gennemførelsen af de foranstaltninger, sagen angår, eller
5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes
upartiskhed.
Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter
eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at
afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.
Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt
medvirke ved behandlingen af den pågældende sag.
§ 4. Bestemmelserne i § 3 gælder ikke, hvis det ville være umuligt eller forbundet med væsentlige
vanskeligheder eller betænkelighed at lade en anden træde i den pågældendes sted under sagens
behandling.
Stk. 2. For medlemmer af en kollegial forvaltningsmyndighed gælder bestemmelserne i § 3, selv om en
stedfortræder ikke kan indkaldes. Bestemmelsen gælder dog ikke, hvis myndigheden ville miste sin
beslutningsdygtighed eller det af hensyn til myndighedens sammensætning ville give anledning til væsentlig
betænkelighed, dersom medlemmet ikke kunne deltage i sagens behandling, og behandlingen ikke kan
udsættes uden væsentlig skade for offentlige eller private interesser.
Stk. 3. Ved kollegiale forvaltningsmyndigheders valg af medlemmer til hverv kan et medlem uanset
bestemmelserne i § 3 deltage, selv om medlemmet er bragt i forslag. Bestemmelserne i § 3 gælder ikke for
regionsråds eller kommunalbestyrelsers beslutninger om vederlag m.v. til medlemmer.
§ 5. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren for bestemte områder fastsætte
regler, der fastlægger den nærmere rækkevidde af bestemmelserne i §§ 3 og 4.
§ 6. Den, der er bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende foreligger forhold, som er nævnt
i § 3, stk. 1, skal snarest underrette sin foresatte inden for myndigheden herom, medmindre det er
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
åbenbart, at forholdet er uden betydning. For så vidt angår medlemmer af en kollegial
forvaltningsmyndighed gives underretningen til myndigheden.
Stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, afgøres af den i stk. 1 nævnte myndighed.
Stk. 3. Vedkommende må ikke selv deltage i behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om inhabilitet, jfr.
dog § 4, stk. 1 og 2. Dette gælder dog ikke på områder, hvor andet er fastsat i henhold til lov.
Kapitel 3
Vejledning og repræsentation m.v.
§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter
henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.
Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde,
videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed.
§ 8. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller
bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for
sagens afgørelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere
eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet
er fastsat ved lov.
Kapitel 4
Partens aktindsigt
Retten til aktindsigt
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 9. Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan
forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Begæringen skal angive den sag, hvis dokumenter
den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med.
Stk. 2. Bestemmelser om tavshedspligt for personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, begrænser
ikke pligten til at give aktindsigt efter dette kapitel.
Stk. 3. Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser,
jfr. dog § 18.
Stk. 4. I forbindelse med varetægtsfængsling samt fuldbyrdelse af fængselsstraf og forvaring gælder
bestemmelserne i dette kapitel endvidere ikke sager om
1) valg af varetægtsfængsel eller afsoningsinstitution,
2) overførelse til andet varetægtsfængsel eller anden afsoningsinstitution,
3) overførelse til anden afdeling i et varetægtsfængsel eller en afsoningsinstitution og
4) udelukkelse fra fællesskab.
Omfanget af aktindsigt
§ 10. En parts ret til aktindsigt omfatter med de i §§ 12-15 nævnte undtagelser
1) alle dokumenter, der vedrører sagen, herunder genpart af de skrivelser, der er udgået fra
myndigheden, når skrivelserne må antages at være kommet frem til adressaten, og
2) indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags
dokumenter.
Stk. 2. Den, der ansøger eller har ansøgt om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste, kan
dog kun forlange at blive gjort bekendt med de dokumenter m.v., der vedrører den pågældendes egne
forhold.
Udsættelse af sagen
§ 11. Fremsætter en part under sagens behandling begæring om aktindsigt, og denne begæring efter loven
skal imødekommes, udsættes sagens afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med
dokumenterne.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt
frist for sagens afgørelse, eller hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige
for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Undtagelse af dokumenter
§ 12. Retten til aktindsigt omfatter ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Som interne
arbejdsdokumenter anses
1) dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug ved behandlingen af en sag,
2) brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed og
3) brevveksling mellem en kommunalbestyrelse og dennes udvalg, afdelinger og andre administrative
organer eller mellem disse organer indbyrdes.
Stk. 2. Oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens
afgørelse, og som alene indeholdes i interne arbejdsdokumenter, skal uanset bestemmelsen i stk. 1
meddeles i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel.
§ 13. Retten til aktindsigt omfatter uanset bestemmelserne i § 12 interne arbejdsdokumenter, som
foreligger i endelig form, når
1) dokumenterne alene gengiver indholdet af myndighedens endelige beslutning vedrørende en sags
afgørelse,
2) dokumenterne alene indeholder en gengivelse af oplysninger, som myndigheden har haft pligt til at
notere efter lov om offentlighed i forvaltningen, eller
3) dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for at tilvejebringe
bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags faktiske omstændigheder.
§ 14. Retten til aktindsigt omfatter ikke:
1) Statsrådsprotokoller, referater af møder mellem ministre og dokumenter, der udarbejdes af en
myndighed til brug for sådanne møder.
2) Dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at en myndighed udfører sekretariatsopgaver for en
anden myndighed.
3) Myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag
bør føres.
Stk. 2. Oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er af væsentlig betydning for sagens
afgørelse, og som alene indeholdes i de i stk. 1 nævnte dokumenter, skal uanset bestemmelsen i stk. 1
meddeles i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel.
Undtagelse af oplysninger
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 15. Retten til aktindsigt kan i øvrigt begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte
kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den
pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, herunder
1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,
2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede
magter eller mellemfolkelige institutioner,
3) forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lignende samt
beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,
4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte
foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen, eller
5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges
forretningsvirksomhed.
Stk. 2. Gør hensyn som nævnt i stk. 1 sig kun gældende for en del af et dokument, skal parten gøres
bekendt med dokumentets øvrige indhold.
Afgørelse af sager om aktindsigt
§ 16. Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om aktindsigt skal imødekommes, træffes af den
myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af den pågældende sag.
Stk. 2. Myndigheden afgør snarest, om en begæring kan imødekommes. Er begæringen ikke imødekommet
eller afslået inden 10 dage efter, at begæringen er modtaget af myndigheden, skal denne underrette parten
om grunden hertil samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.
Stk. 3. Har det betydning for en parts mulighed for at varetage sine interesser at få afskrift eller kopi af
sagens dokumenter, skal en begæring herom imødekommes. Dette gælder dog ikke, hvis dokumenternes
karakter, antallet af dokumenter eller deres form med afgørende vægt taler herimod. Justitsministeren
fastsætter regler om betaling for afskrifter og kopier.
Stk. 4. Afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kan påklages særskilt til den myndighed, som er klageinstans i
forhold til afgørelsen af den sag, begæringen om aktindsigt vedrører. Bestemmelsen i § 11 gælder
tilsvarende.
Stk. 5. Vedkommende minister kan fastsætte regler, der fraviger bestemmelserne i stk. 1 og stk. 4, 1. pkt.
§ 17. Hvor adgangen til at påklage afgørelsen i en sag er tidsbegrænset og begæringen om aktindsigt
fremsættes efter, at afgørelsen er meddelt parten, men inden klagefristens udløb, kan myndigheden
bestemme, at klagefristen afbrydes. Klagefristen løber i så fald videre fra det tidspunkt, hvor aktindsigt er
meddelt parten eller er afslået, dog med mindst 14 dage. Underretning om, hvornår klagefristen herefter
udløber, skal samtidig gives til andre klageberettigede, der har fået skriftlig meddelelse om selve
afgørelsen.
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Aktindsigt i straffesager
§ 18. En part i en straffesag kan, når sagen er afgjort, forlange at blive gjort bekendt med sagens
dokumenter i det omfang, dette er rimeligt begrundet af hensyn til varetagelse af den pågældendes
interesser, og hensynet til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser eller særlige hensyn til
beskyttelse af sigtede, vidner eller andre ikke taler herimod. Bestemmelserne i §§ 12-14 gælder tilsvarende.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke dokumenter hos politiet eller anklagemyndigheden.
Stk. 3. Afgørelsen af, om og i hvilken form en begæring om aktindsigt kan imødekommes efter stk. 1,
træffes af den myndighed, der har truffet den administrative beslutning i straffesagen. Afgørelsen kan
påklages til vedkommende overordnede forvaltningsmyndighed. Justitsministeren fastsætter regler om
betaling for afskrifter og kopier.
Kapitel 5
Partshøring
§ 19. Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden
har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.
Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning
for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
1) det efter oplysningernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe
afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag,
2) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,
3) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
4) parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i kapitel 4 med hensyn til de pågældende
oplysninger,
5) den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt kreds af personer, virksomheder m.v., eller
hvis forelæggelsen af oplys­ning­erne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige
vanskeligheder, eller
6) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at gøre sig bekendt med
grundlaget for den påtænkte afgørelse og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen
træffes.
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at
nærmere angivne sagsområder, hvor bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 eller 5, i almindelighed vil finde
anvendelse, ikke skal være omfattet af bestemmelsen i stk. 1.
§ 20. I sager, hvor myndigheden efter anmodning fra en part kan ændre afgørelsen, kan myndigheden
undlade at foretage partshøring, hvis sagens karakter og hensynet til parten selv taler for det.
Stk. 2. Er partshøring undladt i medfør af stk. 1, skal afgørelsen ledsages af de oplysninger, som parten
ellers skulle være gjort bekendt med efter bestemmelsen i § 19. Parten skal samtidig gøres bekendt med
adgangen til at få sagen genoptaget. Myndigheden kan fastsætte en frist for fremsættelse af begæring om
genoptagelse.
Stk. 3. Hvor adgangen til at påklage den trufne afgørelse til en anden forvaltningsmyndighed er
tidsbegrænset og begæringen om sagens genoptagelse fremsættes inden klagefristens udløb, afbrydes
klagefristen. Klagefristen løber i så fald videre fra det tidspunkt, hvor den nye afgørelse er meddelt parten,
dog med mindst 14 dage.
Retten til at afgive udtalelse
§ 21. Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens afgørelse
udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen
af den nævnte udtalelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
1) udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse,
2) partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse, eller
3) der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at afgive en udtalelse til
sagen, inden afgørelsen træffes.
Kapitel 6
Begrundelse m.v.
§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold.
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 23. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, kan forlange at få en skriftlig begrundelse for
afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. En begæring herom skal
fremsættes over for myndigheden inden 14 dage efter, at parten har modtaget underretning om
afgørelsen.
Stk. 2. En begæring om skriftlig begrundelse efter stk. 1 skal besvares snarest muligt. Hvis begæringen ikke
er besvaret inden 14 dage efter, at begæringen er modtaget af vedkommende myndighed, skal denne
underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår begæringen kan forventes besvaret.
§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke
afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3. § 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, gælder ikke i de sager, der er nævnt i § 9, stk. 4. Begrundelsens indhold
kan i øvrigt begrænses i det omfang, hvori partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til
varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre
private eller offentlige interesser, jfr. § 15.
Kapitel 7
Klagevejledning
§ 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være
ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden
ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver
den pågældende part medhold.
Stk. 2. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at
klagevejledning på nærmere angivne sagsområder, hvor særlige forhold gør sig gældende, kan undlades
eller ske på anden måde end nævnt i stk. 1.
§ 26. Afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene under iagttagelse af en lovbestemt frist for sagens
anlæg, skal være ledsaget af oplysning herom.
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 8
Tavshedspligt m.v.
Tavshedspligt
§ 27. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jfr. borgerlig straffelov § 152 og
§§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når
det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller
private interesser, herunder navnlig til:
1) statens sikkerhed eller rigets forsvar,
2) rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til fremmede
magter eller mellemfolkelige institutioner,
3) forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt straffuldbyrdelse og
beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,
4) gennemførelse af offentlig kontrol-, regulerings- eller planlægningsvirksomhed eller af påtænkte
foranstaltninger i henhold til skatte- og afgiftslovgivningen,
5) det offentliges økonomiske interesser, herunder udførelsen af det offentliges
forretningsvirksomhed,
6) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om
deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold, eller
7) enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers økonomiske interesse i at beskytte
oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller
forretningsforhold.
Stk. 2. Inden for den offentlige forvaltning kan der kun pålægges tavshedspligt med hensyn til en oplysning,
når det er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til bestemte offentlige eller
private interesser som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har
tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden
at være forpligtet hertil.
Stk. 4. Fastsættes der i henhold til § 1, stk. 2, regler om tavshedspligt, eller pålægges der tavshedspligt efter
stk. 3, finder straffelovens § 152 og §§ 152 c-152 f tilsvarende anvendelse på overtrædelse af sådanne
regler eller pålæg.
Videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 28. Oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og
hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplys­ning­er om
helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende, må ikke
videregives til en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når
1) den, oplysningen angår, har givet samtykke,
2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives,
3) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet
til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår,
eller
4) videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller er nødvendig for, at en myndighed kan
gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
Stk. 3. Andre fortrolige oplysninger må ud over de i stk. 2 nævnte tilfælde kun videregives til en anden
forvaltningsmyndighed, når det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for
myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe.
Stk. 4. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om, hvilken type
oplysninger der må videregives, til hvem oplysninger må videregives og til hvilket formål. Kravet om
skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor.
Stk. 5. Samtykke efter stk. 2, nr. 1, bortfalder senest et år efter det er givet.
Stk. 6. Lokale administrative organer, som ved lov er tillagt en selvstændig kompetence, anses som en
selvstændig myndighed efter stk. 1 og 3.
§ 29. I sager, der rejses ved ansøgning, må oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke indhentes
fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
1) ansøgeren har givet samtykke hertil,
2) andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller
3) særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at
oplysningen ikke indhentes.
§ 30. Fortrolige oplysninger, der udelukkende er indhentet med henblik på statistiske uddrag eller som led i
en videnskabelig undersøgelse, må ikke videregives til en forvaltningsmyndighed til anden anvendelse.
§ 31. I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden
på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for
myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder dog ikke anvendelse, hvis videregivelsen påfører myndigheden et
merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at få oplysningerne.
§ 32. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, må ikke i den forbindelse skaffe sig fortrolige
oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver.
Kapitel 8 a
Anvendelse af digital kommunikation
§ 32 a. Vedkommende minister kan fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved
henvendelser til den offentlige forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav i
lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation.
Kapitel 9
Ikrafttræden, forholdet til anden lovgivning m.v.
§ 33. Loven træder i kraft den 1. januar 1987. For kommunerne træder reglerne i §§ 19 og 20 samt kapitel 6
dog først i kraft den 1. januar 1989.
§ 34. Bestemmelser i andre love eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, som i videre omfang end
bestemmelserne i kapitel 2 medfører inhabilitet, opretholdes.
§ 35. Bestemmelserne i lovens kapitel 4 finder anvendelse på dokumenter, der er udfærdiget af en
myndighed eller er kommet i en myndigheds besiddelse den 1. oktober 1964 eller senere. Bestemmelserne
i lovens § 18 kommer ikke til anvendelse på straffesager, der er afgjort inden lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Oplysninger om faktiske omstændigheder, der indeholdes i dokumenter, der er udfærdiget af en
myndighed eller er kommet i en myndigheds besiddelse før den 1. oktober 1964, er dog omfattet af
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
bestemmelserne i kapitel 4, hvis dokumenterne er indgået i en sag, der er eller har været under behandling
af en forvaltningsmyndighed efter det nævnte tidspunkt, og oplysningerne er eller har været af væsentlig
betydning for sagens afgørelse.
Stk. 3. Bestemmelserne i andre love om parters aktindsigt opretholdes. Dette gælder dog ikke
bestemmelser, der i snævrere omfang end denne lovs kapitel 4 giver parten adgang til aktindsigt,
medmindre de er trådt i kraft den 1. oktober 1964 eller senere.
§ 36. Bestemmelser i andre love eller bestemmelser fastsat i medfør af lov, som stiller mere omfattende
krav til begrundelsens indhold end de, der følger af § 24, opretholdes.
§ 37. Loven gælder ikke for sager om færøske og grønlandske anliggender, men kan ved kgl. anordning
sættes i kraft for sådanne sager med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Dette gælder dog kun for sager, der er eller har været under behandling af rigsmyndigheder.
--------------------------------------------------------------------------------
Lov nr. 347 af 6. juni 1991 (Aktindsigt i EF-sager) 1)indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
Stk. 2. Loven gælder for dokumenter, der udarbejdes efter lovens ikrafttræden.
§ 3
--------------------------------------------------------------------------------
Lov nr. 215 af 22. april 2002 (Digital kommunikation) 2)indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. 3)
§ 2
--------------------------------------------------------------------------------
Lov nr. 382 af 6. juni 2002 (Fangeflugt og begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt m.v.) 4)indeholder
følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 4
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. 5)
Stk. 2. Forvaltningslovens § 9, stk. 4, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 1, gælder for dokumenter, der
udarbejdes efter lovens ikrafttræden.
--------------------------------------------------------------------------------
Lov nr. 215 af 31. marts 2004 (Offentlighed i retsplejen) 6)indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelse:
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2004.
Stk. 2. (Udelades)
Stk. 3. (Udelades)
§ 8
--------------------------------------------------------------------------------
Lov nr. 552 af 24. juni 2005 (Ændringer som følge af kommunalreformen) 7)indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelse:
Loven træder i kraft den 1. januar 2007.
Officielle noter
1) Lovændringen vedrører § 14, stk. 1, nr. 3.
2) Lovændringen vedrører § 2, stk. 3, og § 32 a.
3) Loven er kundgjort i Lovtidende den 22. april 2002.
4) Lovændringen vedrører § 9, stk. 4, og § 24, stk. 3.
5) Loven er kundgjort i Lovtidende den 6. juni 2002.
6) Lovændringen vedrører § 18, stk. 2.
§ 12
Justitsministeriet, den 7. december 2007
Lene Espersen
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven
/ Kristian Korfits Nielsen

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
7) Lovændringen vedrører § 1, stk. 2, 2. pkt., og § 4, stk. 3, 2. pkt.
2.1.8 Bekendtgørelse af forvaltningsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.9 Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og
lov om rettens pleje
(Betænkningstid forud for tvangsbehandling, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen, udvidet
eksternt tilsyn med tvangsfikseringer m.v.)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november 2006, som ændret
ved § 1 i lov nr. 533 af 26. maj 2010, foretages følgende ændringer:
1. I § 4 a ændres »18 f« til: »18 g«.
2. § 6, stk. 2, 2. pkt., affattes således:
»Giver patienten ikke sit informerede samtykke til sådan indlæggelse, afgør lægen, om tvangsindlæggelse
er påkrævet.«
3. I § 10, stk. 2, og § 13, stk. 1, ændres »modsætter sig« til: »ikke giver sit informerede samtykke til«.
4. I § 12 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Forud for overlægens afgørelse efter stk. 4 om tvangsbehandling skal patienten have en passende
betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen.
Betænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst 3 dage.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
5. Overskriften før § 18 a affattes således:
»Særlige tvangsforanstaltninger på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland«
6. I § 18 a, stk. 1, § 18 b, stk. 1, § 19, § 21, stk. 1, § 24, stk. 1, § 35, § 38, stk. 1, § 40, stk. 1, og § 41 a, ændres
»Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland« til: »Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland«.
7. §§ 18 c-18 f affattes således:
»§ 18 c. Ved oppegående tvangsfiksering forstås tvangsfiksering, hvor patienten ikke er fastspændt til en
seng. Oppegående tvangsfiksering, jf. stk. 2, kan som alternativ til langvarig isolation eller langvarig
tvangsfiksering til en seng anvendes over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, såfremt mindst ét af kriterierne i § 14, stk. 2, er opfyldt og
2.1.9 Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1) langvarig isolation på patientstue vurderes at have negativ effekt på patientens samlede psykiske,
legemlige og sociale tilstand eller
2) langvarig tvangsfiksering til en seng vurderes at have negativ effekt på patientens samlede psykiske,
legemlige og sociale tilstand.
Stk. 2. Oppegående tvangsfiksering som defineret i stk.1 må alene ske med anvendelse af mavebælte,
fikseringsremme, håndremme og fodremme.
Stk. 3. En patient, der er oppegående tvangsfikseret, skal have mindst én fast vagt.
Stk. 4. Oppegående tvangsfiksering af en patient kan alene iværksættes efter tilladelse fra
Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen træffer på baggrund af ansøgning efter stk. 5 afgørelse i sagen efter
indstilling fra et særlig sagkyndigt råd nedsat af Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed. Rådet, som nedsættes af Sundhedsstyrelsen, består af 1
speciallæge i psykiatri udpeget af Sundhedsstyrelsen, 4 speciallæger i psykiatri udpeget efter indstilling fra
Dansk Psykiatrisk Selskab og 1 medlem udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer.
Sundhedsstyrelsen varetager formandskabet og fastsætter efter forhandling med Indenrigs- og
Sundhedsministeriet en forretningsorden for det sagkyndige råd.
Stk. 5. Vurderer den ledende overlæge for Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, at oppegående
tvangsfiksering er nødvendig, ansøger denne Sundhedsstyrelsen om tilladelse hertil. I den ledende
overlæges fravær kan vurderingen efter 1. pkt. foretages af dennes stedfortræder, der ligeledes kan indgive
ansøgning. Ansøgningen til Sundhedsstyrelsen skal ud over en erklæring fra den ledende overlæge eller
dennes stedfortræder indeholde en erklæring fra en uvildig speciallæge i psykiatri, som på grundlag af sin
undersøgelse af patienten og de modtagne oplysninger vurderer, at anvendelse af oppegående
tvangsfiksering er nødvendig.
Stk. 6. Det særlig sagkyndige råd, jf. stk. 4, kan indstille, at der gives tilladelse til at anvende oppegående
tvangsfiksering af patienten i op til 6 måneder ad gangen. En af rådets speciallæger i psykiatri skal have
tilset patienten, før ansøgningen kan behandles i rådet. Rådet afgiver sin vurdering hurtigst muligt, dog
senest 14 hverdage efter at Sundhedsstyrelsen har modtaget ansøgningen fra Sikringsafdelingen.
Stk. 7. Beslutning om ophævelse af den oppegående tvangsfiksering træffes af den behandlingsansvarlige
overlæge. I den behandlingsansvarlige overlæges fravær kan beslutningen træffes af dennes stedfortræder.
Personlig skærmning og aflåsning af døre i afdelingen
§ 18 d. Ved personlig skærmning forstås i denne lov foranstaltninger, hvor et eller flere
personalemedlemmer konstant befinder sig i umiddelbar nærhed af patienten.
Stk. 2. Personlig skærmning, som patienten ikke samtykker til, må kun benyttes, i det omfang det er
nødvendigt for at afværge, at en patient
1) begår selvmord eller på anden vis udsætter sit eller andres helbred for betydelig skade eller
2.1.9 Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller andre.
Stk. 3. En beslutning om personlig skærmning træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten.
§ 18 e. Patienten skal i forbindelse med indlæggelse på afdelingen orienteres om afdelingens indretning,
herunder om forekomsten af mindre enheder på afdelingen, hvortil døren kan aflåses, hvis sådanne mindre
enheder findes på afdelingen.
§ 18 f. Lægen kan beslutte, at der skal foretages aflåsning af døre i afdelingen, dog ikke af døre til
patientstuer, over for
1) patienter, der er frihedsberøvede efter kapitel 3, og
2) patienter, for hvem der er risiko for, at de utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare, jf. § 18.
Stk. 2. Lægen kan endvidere beslutte, at der skal foretages aflåsning af døre, dog ikke af døre til
patientstuer, over for en patient, der ikke er omfattet af stk. 1, hvis patienten selv anmoder herom. På
patientens anmodning skal aflåsningen straks ophæves.
Stk. 3. Alle patienter på afdelingen skal, straks efter at en beslutning om aflåsning efter stk. 1 og 2 er truffet,
underrettes herom.«
8. Efter § 18 f indsættes:
»Personlig hygiejne under anvendelse af tvang
§ 18 g. Overlægen kan beslutte, at en patient, der på grund af sin sindslidelse ikke selv er i stand til at
varetage nødvendig personlig hygiejne, skal have foretaget personlig hygiejne under anvendelse af tvang,
hvis dette er nødvendigt af hensyn til patienten selv eller af hensyn til medpatienter eller personale.«
9. I § 19 indsættes efter »personlig hygiejne under anvendelse af tvang samt«: »oppegående
tvangsfiksering og«.
10. § 20, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 a, 12, 13, 13 d, 14-17 a, 18 a, 18 c, § 18 d, stk. 2, for
så vidt angår personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 18 f, skal tilføres afdelingens
tvangsprotokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og begrundelse.«
11. I § 21, stk. 1, indsættes efter »tilintetgørelse af genstande m.v., samt«: »oppegående tvangsfiksering
og«.
12. I § 21 indsættes som stk. 6-8:
»Stk. 6. Vurderingen, der skal foretages i henhold til stk. 5, skal efterfølgende gentages en gang om ugen, så
længe foranstaltningen pågår.
Stk. 7. Så længe en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes, skal den behandlingsansvarlige
overlæge en gang i døgnet foretage fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående
2.1.9 Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
tvangsfiksering. Træffer den behandlingsansvarlige overlæge beslutning om fortsat anvendelse af
oppegående tvangsfiksering, skal denne endvidere fastlægge en observationsplan for de følgende 24 timer.
I den behandlingsansvarlige overlæges fravær træffer den stedfortrædende overlæge beslutning og
fastlægger observationsplan.
Stk. 8. Hvis en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, udstrækkes i længere tid end 1 uge, skal en
speciallæge i psykiatri, som ikke har haft ansvaret for patientens behandling, og som ikke er ansat på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, foretage fornyet vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering. Denne vurdering gentages herefter en
gang om ugen, så længe foranstaltningen pågår.«
13. I § 24, stk. 1, ændres »18 e« til: »18 f«, og efter »samt« indsættes: »oppegående tvangsfiksering og«.
14. I § 35 indsættes efter »aflåsning af døre i afdelingen samt«: »oppegående tvangsfiksering og«.
15. I § 36, stk. 3, indsættes efter 1. pkt.:
»I sager om oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland skal det psykiatriske patientklagenævn træffe afgørelse senest 14 dage efter klagens modtagelse.«
16. I § 37, stk. 1, indsættes efter »beskyttelsesfiksering«: », oppegående tvangsfiksering på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland«.
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29. oktober 2009, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr.
533 af 26. maj 2010 og senest ved § 2 i lov nr. 551 af 26. maj 2010, foretages følgende ændringer:
1. I § 469, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »beskyttelsesfiksering«: », oppegående tvangsfiksering«.
2. I § 469, stk. 4, 3. pkt., indsættes efter »beskyttelsesfiksering«: », oppegående tvangsfiksering«.
Loven træder i kraft den 1. oktober 2010.
§ 3
§ 4
Indenrigs- og sundhedsministeren fremsætter i folketingsåret 2014-15 forslag om revision af § 18 c i lov om
anvendelse af tvang i psykiatrien som affattet ved denne lovs § 1, nr. 7.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Færøerne med de afvigelser, som de færøske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 25. juni 2010
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
2.1.9 Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
MARGRETHE R.
/ Bertel Haarder
2.1.9 Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område
Herved bekendtgøres lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse
nr. 877 af 3. september 2008, med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 286 af 15. april 2009, § 1 i lov nr.
316 af 28. april 2009, § 12 i lov nr. 482 af 12. juni 2009 og § 20 i lov nr. 483 af 12. juni 2009.
Den ændring, der følger af § 11 i lov nr. 434 af 8. maj 2006, er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse,
da tidspunktet for ikrafttræden af denne ændring fastsættes af justitsministeren, jf. § 15, stk. 3, i lov nr. 434
af 8. maj 2006.
Den ændring, der følger af § 1, nr. 3 i lov nr. 316 af 28. april 2009, er ikke indarbejdet i denne
lovbekendtgørelse, da ændringen først træder i kraft den 1. april 2010, jf. § 3, stk. 3, i lov nr. 316 af 28. april
2009.
§ 1. Formålet med denne lov er at
Kapitel 1
Lovens formål og område
1) sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,
2) fremhæve kommunalbestyrelsens ansvar for kommunens opgavevaretagelse på det sociale område,
3) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp,
4) forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for
hjælp til forsørgelse, og
5) fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.
§ 2. Loven indeholder regler for, hvordan kommunen (kommunalbestyrelsen) og statslige myndigheder på
det sociale område (de sociale nævn, beskæftigelsesankenævnene, Sikringsstyrelsen og Ankestyrelsen) skal
behandle sager efter lovgivningen.
Stk. 2. Der kan i anden lovgivning være fastsat regler, der fraviger denne lov.
Stk. 3. Indenrigs- og socialministeren bestemmer, på beskæftigelsesområdet efter forhandling med
beskæftigelsesministeren, hvilke sager denne lov helt eller delvis skal gælde for.
Kapitel 2
Borgeren
§ 3. Kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at
afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Kommunen fastsætter en frist for, hvor lang tid der må gå, inden der skal være truffet en
afgørelse. Hvis denne frist ikke kan overholdes, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår
ansøgeren kan forvente en afgørelse. 1)
§ 4. Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunalbestyrelsen
tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.
§ 5. Kommunalbestyrelsen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de
muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og
vejledning. Kommunalbestyrelsen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en
anden myndighed eller efter anden lovgivning.
§ 5 a. Kommunalbestyrelsen skal straks behandle spørgsmål om hjælp, jf. § 5, når kommunen modtager
fogedrettens underretning om, at en borger udsættes af et beboelseslejemål, og der er børn eller unge
under 18 år i husstanden, eller kommunen er i besiddelse af oplysninger om borgeren, som sandsynliggør,
at borgeren har behov for hjælp. Tilsvarende gælder, når kommunen modtager en boligorganisations
underretning om, at en anmodning om en borgers udsættelse af et lejemål på grund af
betalingsmisligholdelse indgives til fogedretten, jf. reglerne om udlejerens underretning til kommunen i lov
om leje af almene boliger.
Stk. 2. Vurderer kommunalbestyrelsen, at der ikke er grundlag for at yde hjælp i forbindelse med
udsættelsen af lejemålet, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom senest 14 dage efter
fogedrettens underretning om gennemførelsen af fogedforretningen henholdsvis senest 14 dage
efter boligorganisationens underretning om, at en anmodning om en borgers udsættelse af et
lejemål på grund af betalingsmisligholdelse indgives til fogedretten.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan efter forudgående samtykke fra borgeren orientere fogedretten
henholdsvis boligorganisationen om kommunalbestyrelsens afgørelse.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 2 kan indbringes for det sociale nævn efter
reglerne i kapitel 10
Stk. 5. Når kommunen modtager underretning som nævnt i stk. 1, uden at kommunen efter stk. 1
skal behandle spørgsmål om hjælp, skal kommunalbestyrelsen straks rette henvendelse til den
pågældende og underrette om muligheden for at kontakte kommunen med henblik på behandling
af spørgsmål om hjælp, jf. § 5.
§ 6. Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunalbestyrelsen tidligt i forløbet
tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på
længere sigt.
§ 7. Senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse skal kommunalbestyrelsen
foretage en vurdering efter § 6. Dette gælder dog ikke for personer, der er omfattet af et kontaktforløb
efter kapitel 7 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, samt personer, der er omfattet af et
opfølgningsforløb efter kapitel 6 i lov om sygedagpenge.
Stk. 2. Ansøgeren skal skriftligt have besked om kommunalbestyrelsens vurdering efter stk. 1.
Erhvervsrettede foranstaltninger
§ 7 a. Senest 2 uger før en erhvervsrettet foranstaltning hører op, skal kommunalbestyrelsen tage stilling
til, om der er behov for yderligere foranstaltninger for at bringe borgeren tilbage til arbejdsmarkedet. Ved
vurderingen skal borgeren, egen læge, den faglige organisation, virksomheder m.fl. inddrages.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om yderligere foranstaltninger, skal disse
sættes i værk i umiddelbar tilknytning til ophøret af den nuværende foranstaltning.
§ 8. Indenrigs- og socialministeren kan fastsætte regler for behandling og opfølgning af sagerne, herunder
særlige tidsfrister for visse typer sager.
Kapitel 3
Opholdskommune og mellemkommunal refusion
Almindelige bestemmelser
§ 9. Opholdskommunen har pligt til at yde hjælp, jf. dog § 9 a, stk. 4.
Stk. 2. En person har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder
sig, jf. dog § 9 b, stk. 2.
Stk. 3. Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.
Stk. 4. Indenrigs- og socialministeren fastsætter regler om opholdskommune for personer, som
opholder sig eller har fast bopæl i udlandet.
Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, hvilken kommune der har
handleforpligtelsen i sager efter lov om sygedagpenge. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler
om, hvilken kommune der har handleforpligtelsen i sager efter lov om ret til orlov og dagpenge ved
barsel.
Stk. 6. Opholdskommunen kan, når der er særlige grunde til det, indgå aftale med en tidligere
opholdskommune om, at denne fortsat har forpligtelsen til at yde hjælp. En sådan aftale er
betinget af samtykke fra den, som modtager hjælpen.
Stk. 7. Opstår der uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune der er en
persons opholdskommune, må den af de uenige kommuner, som personen har eller senest har haft
folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det er afklaret, hvilken kommune der
er rette opholdskommune. Når rette opholdskommune er blevet bestemt, og den fungerende
opholdskommune ikke er personens opholdskommune, yder opholdskommunen refusion for den
fungerende opholdskommunes udgifter i den periode, hvor uenigheden har bestået. Refusionen
beregnes som refusion efter § 9 c, stk. 1.
Personer under 18 år
§ 9 a. Opholdskommunen for et barn eller en ung under 18 år har pligt til at yde hjælp, jf. dog § 9 b.
Stk. 2. Et barn eller en ung under 18 år har samme opholdskommune som forældrene, jf. dog stk. 3-
5. Et barn eller en ung under 18 år, der bor mest hos den ene af forældrene, har opholdskommune
hos denne. Hvis barnet eller den unge bor lige meget hos begge forældre, har barnet eller den unge
opholdskommune, hvor det er tilmeldt folkeregistret.
Stk. 3. Et barn eller en ung under 18 år, der ikke bor sammen med nogen af forældrene, og som har
klaret sig selv, har selvstændig opholdskommune.
Stk. 4. Forældremyndighedsindehaverens opholdskommune har pligt til at yde hjælp efter kapitel
11 i lov om social service. Er et barn eller en ung under 18 år anbragt uden for hjemmet, får barnet
eller den unge dog selvstændig opholdskommune i den kommune, som har truffet afgørelse om
anbringelsen efter kapitel 11 i lov om social service. Barnets eller den unges selvstændige
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
opholdskommune samarbejder med forældremyndighedens indehavers opholdskommune om at
løse familiens problemer og hører forældremyndighedsindehaveren samt barnet eller den unge,
inden der træffes afgørelse efter kapitel 11 i lov om social service. Barnets eller den unges
selvstændige opholdskommune træffer afgørelser vedrørende barnets eller den unges forhold.
Afgørelser, der er målrettet forældremyndighedsindehaveren, træffes af
forældremyndighedsindehaverens opholdskommune.
Stk. 5. En ung under 18 år, der selv har ansvar for at forsørge en ægtefælle eller et barn, har
selvstændig opholdskommune.
Stk. 6. Forældremyndighedens indehavers opholdskommune kan, når der er særlige grunde til det,
uanset bestemmelsen i stk. 4, 2. og 3. pkt., indgå aftale med barnets eller den unges
opholdskommune om, at den er handlekommune i forhold til barnet eller den unge. En sådan
aftale er betinget af, at forældremyndighedens indehaver og den unge over 15 år giver samtykke.
Ophold uden for opholdskommunen
§ 9 b. En person, som opholder sig midlertidigt uden for opholdskommunen, har ret til personlig og praktisk
hjælp efter § 83 i lov om social service i den kommune, hvor personen midlertidigt opholder sig, når
personen forud for det midlertidige ophold er blevet bevilget personlig og praktisk hjælp i
opholdskommunen. Døende, for hvem der efter § 119 i lov om social service udbetales plejevederlag i en
anden kommune end opholdskommunen, har efter § 83 i lov om social service ret til personlig og praktisk
hjælp i den kommune, hvor plejeforholdet finder sted, uanset om hjælp forud herfor er blevet bevilget af
opholdskommunen.
Stk. 2. Plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lign., jf. §§ 120 og 122 i lov om social service,
udbetales af den kommune, hvori plejeforholdet finder sted.
Stk. 3. En ægtefælle eller et barn, som opholder sig uden for opholdskommunen, jf. § 9, stk. 3, og
§ 9 a, stk. 2, har ret til nødvendig hjælp, uanset at opholdet ikke er midlertidigt. Hjælpen gives af
den kommune, hvor familiemedlemmet aktuelt har ophold.
Mellemkommunal refusion
§ 9 c. Opholdskommunen har ret til at få dækket sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om social service,
lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om individuel boligstøtte, § 52, stk. 1, i
lov om social pension og § 50, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig
førtidspension m.v. af den tidligere opholdskommune efter stk. 2-5.
Stk. 2. Opholdskommunen har ret til refusion, når den tidligere kommune eller anden offentlig
myndighed har medvirket til, at en person får ophold i
1) boformer efter §§ 107-110 og 192 i lov om social service,
2) boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v.,
3) institutioner under sygehusvæsenet,
4) institutioner under Kriminalforsorgen,
5) boliger, boformer m.v., der træder i stedet for og kan sidestilles med boformer m.v. under nr. 1-4, eller
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
6) anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 67 og 142 i lov om social service.
Stk. 3. Når opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 2, nr. 6, fortsætter denne ret til
refusion, hvis der iværksættes foranstaltninger efter § 76, stk. 3, i lov om social service.
Stk. 4. Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, når en person er flyttet til et tilsvarende
tilbud i en anden kommune efter
1) § 108, stk. 2, og § 192 i lov om social service,
2) § 58 a i lov om almene boliger m.v. eller
3) lov om friplejeboliger.
Stk. 5. Opholdskommunen har ret til refusion, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i stk.
2-4 og den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det
var åbenbart, at der måtte gribes ind. En opholdskommune har ligeledes ret til refusion efter stk. 1,
når et barn eller en ung får ophold i et anbringelsessted, jf. §§ 67 og 142 i lov om social service, som
følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at
beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.
Stk. 6. Opholdskommunen refunderer udgifter til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i lov om
social service under en persons midlertidige ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk. 1. Endvidere
refunderer opholdskommunen udgifter til plejevederlag og hjælp til sygeplejeartikler og lign., jf.
§§ 120 og 122 i lov om social service, under en persons ophold i en anden kommune, jf. § 9 b, stk.
2.
Stk. 7. Opholdskommunens udgifter til førtidspension efter kapitel 3 og § 52, stk. 1, i lov om social
pension, refunderes af den kommune, der var pensionistens opholdskommune på
tilkendelsestidspunktet, i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten blev tilkendt
førtidspensionen. Refusion efter stk. 2, 4 og 5 udskyder retten til refusion efter 1. pkt.
Stk. 8. De udgifter, som opholdskommunen kan få dækket efter stk. 2-6, er opholdskommunens
faktiske udgifter. De faktiske udgifter omfatter en forholdsmæssig andel af fællesudgifter og
udgifter til ledelse og administration, der er en følge af driften af et tilbud. Hvis der for ydelsen er
fastsat en takst eller beregnet et priskrav efter lov om social service, har opholdskommunen ret til
refusion svarende til taksten eller priskravet.
Stk. 9. Retten til refusion efter stk. 2, 4 og 5 består, så længe borgeren har bopæl i det pågældende
botilbud eller et tilsvarende botilbud. En tidligere opholdskommunes pligt til at yde refusion i
anledning af en borgers ophold i en institution efter § 110 i lov om social service består dog, indtil
borgeren har erhvervet ny opholdskommune.
Stk. 10. Kommuner kan uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 2-5, indbyrdes aftale, at en tidligere
opholdskommune fortsat afholder udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1. Det
fastsættes i aftalen, hvor længe den skal gælde.
Stk. 11. Krav mod en tidligere opholdskommune efter stk. 2-7 skal rejses senest 3 år efter, at
hjælpen er ydet.
Kommunalt samarbejde
§ 9 d. Indenrigs- og socialministeren kan efter ansøgning tillade, at forpligtelsen til at yde hjælp efter §§ 9
og 9 a overlades til en anden kommune, når overladelsen sker som led i en fælles social vagtordning.
Kapitel 3 a
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Oplysningspligt m.v.
Sagens oplysning m.v.
§ 10. Myndigheden har ansvaret for, at sager, der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt
omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.
§ 11. Myndigheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om
1) at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget
til, og
2) at lade sig undersøge hos en læge eller blive indlagt til observation og behandling som led i
sagsbehandlingen.
Stk. 2. Personer, der får hjælp, har pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for
hjælpen.
§ 11 a. Myndigheden kan efter forudgående samtykke fra den, der søger om eller får hjælp, forlange, at
andre offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner, sygehuse, læger, psykologer, autoriserede
sundhedspersoner i øvrigt og personer, der handler på disses ansvar, arbejdsløshedskasser,
pengeinstitutter, arbejdsgivere og private, der udfører opgaver for det offentlige, giver oplysninger om den
pågældende, der er nødvendige for at behandle sagen. Dette gælder også oplysninger om en persons rent
private forhold og andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan indhente lægejournaler,
sygehusjournaler eller udskrifter heraf. Myndigheden kan forlange, at der optages retsligt forhør i
overensstemmelse med retsplejelovens § 1018, hvis oplysningerne ikke videregives.
Stk. 2. Myndigheden kan uden samtykke til brug for behandlingen af en enkelt sag eller til brug for
generel kontrol kræve oplysninger om økonomiske forhold om den, der ansøger om eller får hjælp,
og dennes ægtefælle eller samlever, fra andre offentlige myndigheder samt fra
arbejdsløshedskasser. Tilsvarende oplysninger kan indhentes om andre husstandsmedlemmer.
Oplysninger kan samkøres og sammenstilles med data fra myndighedens egne, andre
myndigheders og arbejdsløshedskassers it-systemer, når dette er nødvendigt for at kontrollere, om
betingelserne for at yde hjælp er opfyldt, herunder med henblik på efterfølgende kontrol af, om
der er sket fejl eller misbrug i forbindelse med ydelse af hjælp. Oplysningerne kan indhentes, selv
om den person, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter
oplysningerne.
Stk. 3. Myndigheden kan få terminaladgang til de nødvendige oplysninger som nævnt i stk.1 og 2 i
indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister. I det omfang oplysningerne som nævnt i
stk. 1 eller 2 findes i indkomstregisteret, skal myndigheden indhente oplysningerne herfra.
Stk. 4. Ved klage til det sociale nævn, beskæftigelsesankenævnet eller Ankestyrelsen og ved
behandlingen af sager i Sikringsstyrelsen kan samtykke til at indhente oplysninger efter § 11 a, stk.
1, indhentes ved, at borgeren i den skriftlige bekræftelse af, at en klage er modtaget, bliver gjort
opmærksom på, hvilke typer af oplysninger det kan blive nødvendigt at indhente, og får en frist til
eventuelt at gøre indsigelse imod dette.
§ 11 b. Hvis borgeren ikke medvirker, jf. § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, eller ikke giver samtykke til, at myndigheden
kan indhente oplysninger, jf. § 11 a, stk. 1, skal myndigheden behandle sagen om hjælp på det foreliggende
grundlag, medmindre oplysninger kan indhentes uden samtykke, jf. § 11 a, stk. 2, og § 11 c.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 11 c. Hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kravet om samtykke efter § 11 a, stk. 1 og
3, 2) fraviges i sager om
1) særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11 i lov om social service, hvor myndighederne kan påbegynde
en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke, samt i forbindelse med undersøgelser efter § 50 i
lov om social service,
2) førtidspension, hvor myndigheden kan påbegynde en sag eller træffe afgørelse i en sag, uden af den
pågældende person selv har rettet henvendelse herom, jf. § 17, stk. 2, i lov om social pension,
3) frakendelse af førtidspension, jf. § 44, stk. 1, i lov om social pension, og frakendelse eller overflytning til
anden pension, jf. § 44, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
m.v.,
4) tilbagebetaling af sociale ydelser og
5) mellemkommunal refusion, jf. § 9 c, for så vidt angår følgende oplysninger om den borger, der ydes
refusion for:
a) Cpr-nummer.
b) Hjemmel til udgiften.
c) Udgiftens elementer.
d) Antal af enheder.
Stk. 2. Hvis det er nødvendigt for behandlingen af en sag efter stk. 1, nr. 1, kan myndigheden
desuden uden samtykke anmode private, der har kendskab til forholdene, om at give oplysninger,
der er nødvendige for at behandle sagen. Myndigheden skal ved anmodningen gøre opmærksom
på, at den adspurgte ikke er forpligtet til at svare.
Stk. 3. I sager efter stk. 1, nr. 1, kan myndigheden uden samtykke forlange oplysninger efter § 11 a,
stk. 1, og indhente oplysninger efter § 11 c, stk. 2, om personer, der er part i sagen, samt om
forældremyndighedsindehaverens samlever eller ægtefælle.
Stk. 4. Myndigheden skal uanset adgangen til at indhente oplysninger uden samtykke, jf. stk. 1-3,
forsøge at få samtykke til at indhente oplysningerne.
Myndighedens oplysningspligt
§ 12. Myndigheden skal give borgeren skriftlig besked om
1) myndighedens adgang til at indhente oplysninger efter §§ 11 a og 11 c og til at foretage kontrol efter
§ 12 a,
2) konsekvenserne, hvis borgeren ikke medvirker, jf. § 11 b,
3) hvilke typer af ændringer der kan have betydning for hjælpen og
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4) muligheden for, at borgeren kan blive mødt med et tilbagebetalingskrav og eventuelt blive tiltalt for
overtrædelse af straffelovens § 289 a og efter § 12 b i denne lov, hvis borgeren ikke oplyser om
ændringerne, jf. § 11, stk. 2.
Kontrol
§ 12 a. Kommunen har til enhver tid uden retskendelse adgang til en virksomheds lokaler m.v. samt på
arbejdssteder uden for virksomhedens lokaler med henblik på at kontrollere de oplysninger om borgernes
løn- og arbejdsforhold, som ligger til grund for udbetaling af ydelser i sager, der er omfattet af denne lov.
Det er den kommune, som virksomheden ligger i, der kan foretage kontrollen. Kommunen har ikke uden
retskendelse adgang til at foretage kontrollen i private hjem.
Stk. 2. Kommunen kan efterse virksomhedens registreringer om borgerens løn- og arbejdsforhold,
uanset om oplysningerne findes i et manuelt eller elektronisk register. Materiale, der skønnes at
være af betydning for videre kontrol, skal efter anmodning udleveres eller indsendes til kommunen.
Stk. 3. Kommunen skal forevise legitimation, inden eftersynet begynder.
Stk. 4. Virksomhedens indehavere og ansatte skal være kommunen behjælpelige ved eftersynet.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan pålægge en arbejdsgiver at foretage daglig registrering af
oplysninger om ansatte. De oplysninger, som skal registreres, er de samme oplysninger, som
direktøren for Arbejdsdirektoratet har fastsat med hjemmel i § 91, stk. 4, i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen kan kun pålægge arbejdsgiveren at foretage registreringer, jf. stk. 5,
hvis kommunen ved et kontrolbesøg, jf. stk. 1, vurderer, at arbejdsgiverens registreringer er
mangelfulde.
Stk. 7. Registreringer efter stk. 5 skal til enhver tid på begæring forevises kommunen.
Stk. 8. Personer, der er beskæftiget i virksomheden ved eftersynet, kan anmodes om at oplyse
navn, adresse og fødselsdato, ansættelsesperiode og løn- og ansættelsesvilkår, samt om de aktuelt
modtager sociale eller beskæftigelsesmæssige ydelser.
Stk. 9. Politiet yder bistand til kommunen. Indenrigs- og socialministeren kan efter forhandling med
justitsministeren og beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler herom.
Straf
§ 12 b. Medmindre højere straf kan idømmes efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der ved grov
uagtsomhed fremkalder, bestyrker eller udnytter en vildfarelse hos myndigheden ved at afgive urigtige eller
vildledende oplysninger eller ved at undlade at give oplysninger om forhold, der har betydning for hjælpen,
jf. § 11, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, og derved påfører myndigheden et formuetab.
Stk. 2. Forsømmer en arbejdsgiver at opfylde de pligter, som påhviler arbejdsgiveren efter § 12 a,
stk. 5 og 7, straffes denne med bøde.
Stk. 3. For overtrædelse efter stk. 2 kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Anden udveksling af oplysninger
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 12 c. Til brug for tilrettelæggelsen af omsorgsopgaver m.v. efter kapitel 16 i lov om social service, lov om
forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v. og sundhedsloven samt til brug for opfølgning af sager efter
§§ 8-10 i lov om sygedagpenge kan kommunalbestyrelser og sygehuse udveksle oplysninger om
indlæggelse på og udskrivning fra sygehuse af borgere i kommunen. Udvekslingen kan ske automatisk og
uden borgerens samtykke.
§ 12 d. Til brug for behandling af sager efter lov om arbejdsskadesikring og opfølgning af sager efter §§ 8-10
i lov om sygedagpenge kan Arbejdsskadestyrelsen og kommunalbestyrelser udveksle oplysninger om
oprettelse af arbejdsskadesager og sager om sygedagpenge, revalidering, fleksjob og førtidspension.
Arbejdsskadestyrelsen og kommunalbestyrelserne kan i arbejdsskadesager og i sager om sygedagpenge,
revalidering, fleksjob og førtidspension tillige udveksle oplysninger om indhentelse af sagsoplysninger, som
dokumenterer arbejdsevnen, og udveksle oplysninger om, at der er truffet afgørelse om arbejdsevnen.
Udvekslingen kan ske automatisk og uden borgerens samtykke.
§ 13. (Ophævet).
§ 14. Kommunalbestyrelsen kan udlevere oplysninger til apotekerne om navn, personnummer og den
personlige tillægsprocent vedrørende personer, der modtager personligt tillæg til medicinudgifter.
Oplysningerne kan også gives i elektronisk form og udleveres uden samtykke fra den enkelte.
Kapitel 4
Kommunen
Kommunalbestyrelsens opgaver
§ 15. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sin
virksomhed på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning.
§ 16. Kommunalbestyrelsen har pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses, jf. § 15.
Tilsynet omfatter både indholdet af tilbudene og den måde, opgaverne udføres på.
§ 16 a. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med personer med betydeligt og varigt nedsat psykisk
funktionsevne, som i henhold til dom eller kendelse eller som vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse
skal undergives tilsyn af de sociale myndigheder. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om ophold i
en boform efter § 108 i lov om social service.
Stk. 2. Indenrigs- og socialministeren kan fastsætte regler om de sociale myndigheders tilsyn.
Behandling af personsager på et møde i kommunalbestyrelsen
§ 17. Behandles en sag om hjælp til enkeltpersoner af kommunalbestyrelsen på et møde, skal sagen
behandles for lukkede døre.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Børn og unge-udvalget
§ 18. Kommunalbestyrelsen nedsætter et børn og unge-udvalg, der træffer afgørelse i sager vedrørende
børn og unge, jf. § 74 i lov om social service.
§ 19. Børn og unge-udvalget består af
1) 3 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer,
2) byretsdommeren i retskredsen, dog således at hvis der er flere dommere i retskredsen, bestemmer
Domstolsstyrelsen, hvem af disse der skal modtage hvervet, og
3) en pædagogisk-psykologisk sagkyndig, der udpeges af statsforvaltningen for en periode, som svarer til
den kommunale valgperiode.
Stk. 2. Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem en stedfortræder, der
indkaldes til at møde, når medlemmet er forhindret i at deltage.
Stk. 3. Den pædagogisk-psykologisk sagkyndige, som udpeges efter stk. 1, nr. 3, kan ikke deltage i
behandling af andre sager vedrørende samme person eller samme familie inden for den offentlige
forvaltning, herunder behandlingen af sager i statsforvaltningen og klagesager.
§ 20. Børn og unge-udvalget vælger selv sin formand og næstformand blandt de medlemmer, der er valgt af
kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Dommeren leder møderne i udvalget og påser, at der er foretaget de nødvendige
undersøgelser, og beslutter, om der skal indhentes flere oplysninger, og kan forlange, at der
optages et retsligt forhør efter retsplejelovens § 1018. Dommeren vejleder også om, hvordan
reglerne skal forstås og anvendes, samt giver en vurdering af de oplysninger, der foreligger.
§ 21. Indenrigs- og socialministeren fastsætter forretningsordenen for børn og unge-udvalget Indenrigs- og
socialministeren kan i forretningsordenen bemyndiges til at dispensere fra kravet i § 19, stk. 2, om, at der
for hvert medlem udpeges en stedfortræder.
Stk. 2. Indenrigs- og socialministeren fastsætter regler om vederlag til formanden og de øvrige
medlemmer, der er valgt af kommunalbestyrelsen.
§§ 22-29. (Ophævet).
Ældreråd
§ 30. I hver kommune etableres et ældreråd. Ældrerådets medlemmer vælges ved direkte valg. Ældrerådet
rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og
kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører de ældre.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen afgør, om der er grundlag for at nedsætte flere ældreråd.
§ 31. Ældrerådet består af mindst 5 medlemmer, og for hvert medlem vælges en stedfortræder. Der kan
ikke anvendes listeopstillinger eller indgås valgforbund i forbindelse med valg til ældreråd.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der afholdes valg til ældrerådet mindst hvert fjerde år,
og fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan valget skal afholdes.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 32. Personer, der har fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til
ældrerådet.
§ 33. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med ældrerådet vedtægter for ældrerådet. Ældrerådet
fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen betaler udgifterne ved ældrerådets virksomhed og stiller
sekretariatsbistand til rådighed, hvis rådet ønsker dette.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen yder diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og
udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse til ældrerådets
medlemmer.
Stk. 4. Et medlem af ældrerådet er ikke forpligtet til at modtage diæter eller udgiftsgodtgørelse, der
tilkommer den pågældende efter stk. 3.
Klageråd
§ 34. Kommunalbestyrelsen nedsætter et klageråd, der
1) drøfter, vurderer og videreformidler klager over afgørelser om tilbud efter §§ 83 og 84 i lov om social
service, og
2) følger udviklingen på området og medvirker til, at opgaverne løses i overensstemmelse med
kommunalbestyrelsens målsætninger.
Stk. 2. Klagerådet afgør, hvilke generelle og konkrete spørgsmål vedrørende personlig hjælp og
pleje m.v. rådet vil forelægge for kommunalbestyrelsen. Klagerådet kan udtale kritik og foreslå
ændringer på området. Indenrigs- og socialministeren fastsætter regler for klagerådets behandling
af klagesager, jf. § 74.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen sørger for, at klagerådet får de nødvendige generelle og lokale
oplysninger om hjælpen som nævnt i stk. 1.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen afgør efter drøftelse med ældrerådet, om der er grundlag for at
nedsætte flere klageråd.
§ 35. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der vælges medlemmer til klagerådet mindst hvert fjerde år, og
fastsætter i samarbejde med ældrerådet regler for, hvordan medlemmerne skal vælges.
Stk. 2. Klagerådet består af
1) 3 medlemmer, der vælges af kommunens ældreråd blandt dets medlemmer,
2) 2 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer, og
3) 1 medlem, der vælges af invalideorganisationerne i kommunen.
Stk. 3. Det medlem, der vælges efter stk. 2, nr. 3, af invalideorganisationerne i kommunen, skal
modtage social pension, være under 60 år og have fast bopæl i kommunen.
Stk. 4. For hvert medlem vælges en stedfortræder. Hvis der er 5 medlemmer i ældrerådet, vælges
der kun 2 stedfortrædere blandt dets medlemmer.
Stk. 5. Klagerådet vælger selv sin formand blandt de medlemmer, der er valgt af ældrerådet.
§ 36. Kommunen betaler udgifterne ved klagerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed
for rådet.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at de medlemmer af klagerådet, der ikke er medlemmer
af kommunalbestyrelsen, skal have diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og
udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 3. Et medlem af klagerådet er ikke forpligtet til at modtage diæter eller udgiftsgodtgørelse, der
tilkommer den pågældende efter stk. 2.
§ 37. (Ophævet).
Handicapråd
§ 37 a. Kommunalbestyrelsen nedsætter et handicapråd. Handicaprådet rådgiver kommunalbestyrelsen i
handicappolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om
lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører mennesker med handicap.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen hører handicaprådet over alle initiativer, som har betydning for
mennesker med handicap.
Stk. 3. Handicaprådet sammensættes af 3-7 medlemmer fra handicaporganisationerne i kommunen
udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer og 3-7 medlemmer udpeget af
kommunalbestyrelsen, heraf et antal af dens medlemmer. Handicaprådet vælger selv sin formand.
Stk. 4. Indenrigs- og socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse nærmere regler om
handicaprådets virksomhed og sammensætning.
(Ophævet).
§ 42. (Ophævet).
Kapitel 5
Kapitel 6
Opgaver, der overlades til private
§ 43. Når en kommune eller en region betaler for at få udført opgaver efter den sociale lovgivning, skal
myndigheden tage stilling til, hvorledes der skal forholdes med formue, som kan opstå i denne forbindelse.
Dette gælder dog ikke formue, som opstår i forbindelse med drift af privatinstitutioner efter § 19, stk. 4, og
§ 51, stk. 4, i dagtilbudsloven, og formue som friplejeboligleverandøren opnår i forbindelse med levering af
service og pleje i friplejeboliger.
Stk. 2. Når en myndighed overlader opgaver efter lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, dagtilbudsloven, lov om sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved
barsel og lov om social service til andre end offentlige myndigheder, er disse omfattet af reglerne i
forvaltningsloven og offentlighedsloven i forhold til den opgave, der udføres. Dette gælder også for
privatinstitutioner, jf. § 19, stk. 4, og § 51, stk. 4, i dagtilbudsloven og for friplejeboliger.
Stk. 3. Ved opgavevaretagelsen, jf. stk. 2, er videregivelse og indhentelse af oplysninger vedrørende
enkeltpersoner omfattet af forvaltningslovens §§ 27, 29, 31 og 32. Dette gælder også for selvejende
institutioner, der efter aftale udfører en opgave for en kommunalbestyrelse eller et regionsråd.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 43 a. (Ophævet).
Kapitel 7
De sociale nævn
§ 44. Det sociale nævn behandler klager over afgørelser, der er truffet af kommunalbestyrelsen, i det
omfang det er fastsat i loven.
Stk. 2. Det sociale nævn godkender følgende afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen, hvis
afgørelsen er truffet mod den pågældendes vilje:
1) Afgørelser om alarm- og pejlesystemer efter § 125 i lov om social service.
2) Afgørelser om tilbageholdelse i boligen efter § 127 i lov om social service.
3) Afgørelser om anvendelse af beskyttelsesmidler efter § 128 i lov om social service.
Stk. 3. Det sociale nævn træffer i et møde afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden
samtykke efter § 129 i lov om social service efter indstilling fra kommunalbestyrelsen.
Stk. 4. Det sociale nævn træffer afgørelser og pålægger kommunalbestyrelsen at træffe og
gennemføre afgørelser efter § 65 i lov om social service.
§ 45. I hver region nedsættes et eller flere sociale nævn. De sociale nævns funktionsperiode er 4 år og
regnes fra den 1. juni året efter det kommunale valgår.
Stk. 2. Nævnene består af direktøren for statsforvaltningen som formand, 1 medlem udpeget af
indenrigs- og socialministeren efter indstilling fra kommunalbestyrelserne i regionen og 1 medlem
udpeget af indenrigs- og socialministeren efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer.
Statsforvaltningen yder sekretariatsbistand til nævnet.
Stk. 3. Medlemmer af nævnet, som er udpeget af indenrigs- og socialministeren, skal have bopæl i
regionen, hvor statsforvaltningen er beliggende, eller i øvrigt have tilknytning til regionen.
Medlemmerne udpeges for 4 år ad gangen. Medlemmer af Ankestyrelsen kan ikke være
medlemmer af de sociale nævn.
Stk. 4. Afgørelse i de enkelte sager træffes ved almindeligt flertal.
Stk. 5. Indenrigs- og socialministeren fastsætter en forretningsorden for nævnet. Indenrigs- og
socialministeren fastsætter antallet af medlemmer, der er nødvendigt med henblik på at oprette
flere nævn inden for samme region.
§ 46. (Ophævet).
§ 46 a. (Ophævet).
§ 47. Et medlem af et socialt nævn kan ikke deltage ved behandling af sager vedrørende en kommune, hvor
den pågældende er ansat eller er medlem af kommunalbestyrelsen.
§ 48. (Ophævet).
Kapitel 8
(Ophævet).
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 9
Ankestyrelsen
§ 50. Ankestyrelsen er klageinstans for administrative afgørelser, i det omfang det fastsættes ved lov.
Stk. 2. Ankestyrelsen træffer afgørelser og pålægger kommunalbestyrelsen at træffe og
gennemføre afgørelser efter § 65 i lov om social service.
Stk. 3. Ankestyrelsen yder sekretariatsbistand til Arbejdsmiljøklagenævnet og
Ligebehandlingsnævnet.
Stk. 4. Ankestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 50 a. (Ophævet).
§ 51. Ankestyrelsens afgørelser træffes af
Sammensætning
1) styrelseschefen, vicestyrelseschefen og et antal ankechefer og
2) medlemmer, der udpeges efter § 52.
Stk. 2. Styrelseschefen, vicestyrelseschefen og ankecheferne skal have bestået juridisk,
statsvidenskabelig eller økonomisk eksamen eller anden dermed ligestillet eksamen. Deres
ansættelsesområde er alene Ankestyrelsen.
§ 52. Indenrigs- og socialministeren fastsætter antallet af beskikkede medlemmer og stedfortrædere, der
udpeges af indenrigs- og socialministeren efter indstilling fra
1) Dansk Arbejdsgiverforening,
2) Landsorganisationen i Danmark,
3) Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
4) KL (Kommunernes Landsforening) og
5) Danske Handicaporganisationer.
Stk. 2. Medlemmerne udpeges for 4 år ad gangen. Udpegning sker med virkning fra den 1. juni i
året efter det kommunale valgår. Finder udpegning sted i løbet af en periode, gælder den til
periodens udløb.
Stk. 3. Som medlemmer kan ikke udpeges personer,
1) der er medlem af et socialt nævn, eller
2) der tidligere i to fulde perioder har været beskikket som medlem af Ankestyrelsen eller Ankestyrelsens
Beskæftigelsesudvalg.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Afgørelser i de enkelte sager
§ 53. Ankestyrelsen træffer afgørelse i de enkelte sager på et møde, hvori der deltager 2 medlemmer og 1
ankechef, der er formand. Afgørelserne træffes ved almindeligt flertal.
Stk. 2. Skønner Ankestyrelsen, at en sag er egnet til at blive afgjort, uden at der afholdes et møde,
sender styrelsen indstilling til medlemmerne om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem
ikke ønsker at afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles på et møde.
Stk. 3. Formanden kan beslutte, at en afgørelse ikke skal have virkning, hvis formanden skønner, at
der er tvivl om, at afgørelsen er lovlig. Sagen skal herefter behandles i et møde med udvidet
votering, jf. § 55.
§ 54. Et medlem af Ankestyrelsen kan ikke deltage ved behandling af sager vedrørende en kommune, hvor
den pågældende er ansat eller er medlem af kommunalbestyrelsen.
Afgørelser med udvidet votering
§ 55. I afgørelser med udvidet votering deltager i mødet 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er
formand.
Stk. 2. Udvidet votering skal benyttes i sager om følgende:
1) Afgørelser, som er truffet af de sociale nævn, som kan behandles, fordi de har principiel eller generel
betydning, jf. § 63.
2) Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 74 i lov om social service.
3) Sager om Ankestyrelsens samtykke til eller anmodning om adoption uden
forældremyndighedsindehaverens samtykke efter adoptionslovens § 9 og § 10.
4) Sager om tilbageholdelse i boligen efter § 127 og om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter
§ 129 i lov om social service.
5) Afgørelser, der er udsat med henblik på udvidet votering, jf. § 53, stk. 3.
6) Andre sager, som styrelseschefen beslutter har principiel eller generel betydning.
Stk. 3. Afgørelsen træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme
afgørende.
§ 56. Styrelseschefen kan, når en sag har principiel eller generel betydning, beslutte, at en afgørelse skal
træffes i et møde, hvor styrelseschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der i øvrigt deltager 2
medlemmer og 2 ankechefer.
Stk. 2. § 55, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
§ 57. Følgende beslutninger træffes af 1 ankechef:
Beslutninger, der træffes af 1 ankechef
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1) Om en afgørelse, som et beskæftigelsesankenævn eller et socialt nævn har truffet, opfylder
betingelserne i § 59 a, stk. 2, henholdsvis § 63 for at kunne blive behandlet af Ankestyrelsen. Beslutningen
skal være truffet senest 14 dage efter, at Ankestyrelsen har modtaget sagen.
2) Om en tidligere afgjort sag skal genoptages.
3) Om klage over en afgørelse om botilbud efter kapitel 20 i lov om social service kan tillægges opsættende
virkning, jf. § 72, stk. 4.
Forretningsorden m.v.
§ 58. Indenrigs- og socialministeren fastsætter en forretningsorden for Ankestyrelsen.
§ 59. Styrelseschefen kan overlade sine beføjelser efter lovgivningen til vicestyrelseschefen og
ankecheferne. Styrelseschefen kan fastsætte regler om vicestyrelseschefens og ankechefernes adgang til at
overlade deres beføjelser efter lovgivningen til ansatte, der opfylder uddannelseskravet i § 51, stk. 2.
Kapitel 9 a
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg
§ 59 a. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kan behandle klager over afgørelser truffet af
beskæftigelsesankenævn nedsat i medfør af lov om ansvaret for og styringen af den aktive
beskæftigelsesindsats, jf. stk. 2.
Stk. 2. Hvis Ankestyrelsen skønner, at en sag har generel eller principiel betydning, kan
Ankestyrelsen på baggrund af en klage beslutte, at sagen skal behandles i Ankestyrelsens
Beskæftigelsesudvalg. Klagen skal være indbragt for Ankestyrelsen inden for de klagefrister, der er
fastsat i lovgivningen, jf. § 67.
Stk. 3. Den person, som afgørelsen vedrører, eller kommunalbestyrelsen, herunder jobcenteret,
kan anmode Ankestyrelsen om at få sagen behandlet i Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg. Ved
klager over afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter § 33, stk. 1, og §§ 49 og 65 i lov
om en aktiv beskæftigelsesindsats kan tillige andre, som har en væsentlig interesse i afgørelsen,
anmode Ankestyrelsen om at få sagen behandlet.
Stk. 4. Ved behandlingen af klager over afgørelser truffet af beskæftigelsesankenævnene, jf. stk. 2,
deltager to ankechefer, hvoraf den ene er formand, jf. dog § 59 d, stk. 5, samt et medlem udpeget
af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra hver af følgende organisationer, jf. dog stk. 5:
1) KL (Kommunernes Landsforening).
2) Landsorganisationen i Danmark.
3) Dansk Arbejdsgiverforening.
4) Danske Handicaporganisationer.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 5. Ved behandlingen af klager over afgørelser om ret til sygedagpenge eller ret til orlov og
dagpenge ved barsel til søfarende deltager i stedet for de to medlemmer, der er udpeget efter
indstilling fra Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening, to medlemmer
udpeget af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra henholdsvis en rederiorganisation og en
organisation for søfarende.
Stk. 6. § 50, stk. 4, § 51, stk. 2, §§ 57, 59 og 66-70, § 71, stk. 1, § 72, stk. 1 og 8, og § 74 finder
anvendelse på Beskæftigelsesudvalget og dets behandling af klager efter stk. 2, jf. stk. 1.
§ 59 b. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager over afgørelser truffet af andre end
beskæftigelsesankenævnene, når det er fastsat ved lov.
Stk. 2. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler klager, jf. stk. 1, når klagerne er indbragt for
udvalget inden for de klagefrister, der er fastsat i lovgivningen. Er der ikke fastsat særlige
klagefrister, gælder klagefristen i § 67, stk. 1.
Stk. 3. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg behandler endvidere spørgsmål om en arbejdsgivers
betaling af dagpengegodtgørelse for 1., 2. og 3. ledighedsdag efter lov om arbejdsløshedsforsikring
m.v. samt spørgsmål, der er indbragt for udvalget om en arbejdsgivers overholdelse af
oplysningspligten efter lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene
for ansættelsesforholdet.
Stk. 4. Ved behandlingen af klager efter stk. 1, jf. dog stk. 5 og 6, deltager to ankechefer, hvoraf den
ene er formand, jf. dog § 59 d, stk. 5, samt et medlem udpeget af beskæftigelsesministeren efter
indstilling fra hver af følgende organisationer:
1) KL (Kommunernes Landsforening).
2) Landsorganisationen i Danmark.
3) Dansk Arbejdsgiverforening.
Stk. 5. Ved behandlingen af klager over afgørelser om befordringstilskud, tilskud til kost og logi og
tilbagebetaling efter § 31 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser og over afgørelser om ret til
selvvalgt uddannelse efter kapitel 8 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og om
uddannelsesydelse efter kapitel 9 b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. samt over afgørelser om
godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmuligheder, godtgørelse udbetalt til arbejdsgiveren,
godtgørelse under lovlig konflikt og tilbagebetaling efter § 20 i lov om godtgørelse ved deltagelse i
erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse deltager foruden medlemmerne i stk. 4 et yderligere
medlem med særlig sagkundskab inden for disse områder. Beskæftigelsesministeren udpeger
sagkyndige medlemmer inden for hvert af de nævnte områder efter indstilling fra
undervisningsministeren.
Stk. 6. Ved behandlingen af spørgsmål om arbejdsgiverens betaling af dagpengegodtgørelse for 1.,
2. og 3. ledighedsdag efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. deltager to ankechefer, hvoraf den
ene er formand, samt et medlem fra henholdsvis Landsorganisationen i Danmark og Dansk
Arbejdsgiverforening. Ved behandlingen af klager over afgørelser efter ferieloven og spørgsmål om
arbejdsgiverens overholdelse af oplysningspligten efter lov om arbejdsgiverens pligt til at
underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsesforholdet deltager to ankechefer, hvoraf
den ene er formand, samt et medlem fra henholdsvis Landsorganisationen i Danmark og Dansk
Arbejdsgiverforening, jf. dog stk. 7 og 8. Medlemmerne udpeges af beskæftigelsesministeren efter
indstilling fra organisationerne.
Stk. 7. Hvis en lønmodtager eller en arbejdsgiver, der er part i en sag omfattet af stk. 6, 2. pkt., er
medlem af en organisation, som ikke er tilknyttet Landsorganisationen i Danmark eller Dansk
Arbejdsgiverforening, deltager foruden medlemmerne i stk. 6 en repræsentant fra
hovedorganisationen for den pågældende lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation. Hvis der er
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
tale om offentlige arbejdsgivere, deltager et medlem fra KL eller en repræsentant for Danske
Regioner eller Finansministeriet.
Stk. 8. Hvis lønmodtageren eller arbejdsgiveren, der er part i en sag omfattet af stk. 6, 2. pkt., er
tilsluttet en organisation, der ikke er medlem af en hovedorganisation, deltager foruden
medlemmerne i stk. 6 en repræsentant for lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisationen.
Stk. 9. Repræsentanterne i stk. 7 og 8 udpeges af hovedorganisationerne, de pågældende
lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer, KL, Danske Regioner eller Finansministeriet selv og
deltager i Beskæftigelsesudvalgets behandling af klager og spørgsmål omfattet af stk. 6, 2. pkt.,
med stemmeret.
Stk. 10. § 50, stk. 4, § 51, stk. 2, § 57, nr. 2, § 59, § 67, stk. 2, §§ 68 og 70, § 72, stk. 1 og 8, og § 74
finder anvendelse på Beskæftigelsesudvalget og dets behandling af klager og spørgsmål efter stk. 1
og 3.
§ 59 c. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med indenrigs- og socialministeren antallet af
beskikkede medlemmer og stedfortrædere, der udpeges til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg efter
indstilling fra organisationerne efter § 59 a, stk. 4 og 5, og § 59 b, stk. 4-6.
Stk. 2. Beskæftigelsesudvalgets medlemmer udpeges for 4 år ad gangen. Udpegning sker med
virkning fra den 1. juni i året efter det kommunale valgår. Finder udpegning sted i løbet af en
periode, gælder den til periodens udløb.
Stk. 3. Som medlemmer kan ikke udpeges personer,
1) der er beskikkede medlemmer eller stedfortrædere i et beskæftigelsesankenævn,
2) der er ansat i en kommune eller valgt til kommunalbestyrelsen,
3) der er ansat eller valgt i en arbejdsløshedskasse,
4) der er arbejdsgiver, eller
5) der tidligere i to fulde perioder har været beskikket enten som medlem af Ankestyrelsen eller
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg eller har været udpeget som medlem eller stedfortræder i
Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan uagtet stk. 3, nr. 5, beslutte, at udpegning ud over to fulde
perioder kan finde sted, hvis der ellers ikke vil kunne udpeges de nødvendige medlemmer til
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
§ 59 d. Beskæftigelsesudvalget udøver sin virksomhed i møder, jf. dog stk. 6.
Stk. 2. Beskæftigelsesudvalget er beslutningsdygtigt, når de medlemmer og eventuelle
repræsentanter, der skal deltage ved behandlingen af den enkelte sag, jf. § 59 a, stk. 4 og 5, og § 59
b, stk. 4-8, er til stede.
Stk. 3. Afgørelser træffes ved almindeligt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme
afgørende.
Stk. 4. Formanden kan, hvis denne skønner, at der er tvivl om, hvorvidt en afgørelse er lovlig,
beslutte, at afgørelsen ikke skal have virkning. Sagen skal herefter behandles efter stk. 5.
Stk. 5. Styrelseschefen kan beslutte, at en afgørelse skal træffes i et møde, hvor styrelseschefen
eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der deltager tre ankechefer og de medlemmer og
repræsentanter, der er udpeget til at deltage efter § 59 a, stk. 4 og 5, eller § 59 b, stk. 4-8.
Stk. 6. Skønner Ankestyrelsen, at en sag er egnet til at blive afgjort uden afholdelse af et møde,
sender styrelsen en indstilling til medlemmerne om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem
ikke ønsker at afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles på et møde.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 59 e. Beskæftigelsesministeren fastsætter en forretningsorden for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.
Kapitel 10
Almindelige klageregler
Klageadgang
§ 60. Når det fremgår af lovgivningen, kan kommunalbestyrelsens afgørelser indbringes for det sociale
nævn og kommunalbestyrelsens, herunder jobcenterets, afgørelser for beskæftigelsesankenævnet.
Stk. 2. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen. Dog kan
klager over afgørelser i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter § 33, stk. 1, og §§ 49 og 65 i lov
om en aktiv beskæftigelsesindsats tillige indbringes for beskæftigelsesankenævnet af andre, som
har en væsentlig interesse i afgørelsen.
Stk. 3. Afgørelser om det generelle serviceniveau, herunder hvilke tilbud og pladser der skal være til
rådighed i kommunen og takster for tilbuddene, kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
§ 61. Hvis der opstår uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser, kan sagen indbringes for det
sociale nævn. Klagen indbringes for det sociale nævn, som den kommune, som forpligtelsen gøres
gældende mod, hører under.
§ 62. Uenighed om Sikringsstyrelsens kompetence kan indbringes for Ankestyrelsen. Den person, som
afgørelsen vedrører, kommunalbestyrelsen og Sikringsstyrelsen kan indbringe sagen.
§ 63. Det sociale nævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Ankestyrelsen
kan dog på baggrund af en klage optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønner, at sagen har
principiel eller generel betydning. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, eller
kommunalbestyrelsen, der kan anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling.
§ 64. Følgende afgørelser, der træffes af Sikringsstyrelsen, kan indbringes for Ankestyrelsen:
1) Afgørelser om hjælp til danskere i udlandet efter § 6 i lov om aktiv socialpolitik.
2) Afgørelser om efterlevelseshjælp til personer, som efter Rådets forordning nr. 1408/71 og den
tilhørende EØS-aftale er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, jf. § 85 a, stk. 8, jf. stk. 9, i lov om
aktiv socialpolitik.
3) Afgørelser om ret til pension i udlandet efter § 3, stk. 4, og § 62 i lov om social pension, og § 3, stk. 3, og
§ 56 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v..
4) Afgørelser om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes efter reglerne i EF-forordning nr. 1408/71,
Nordisk Konvention om Social Sikring og de tosidede aftaler om social sikring, som Danmark har indgået
med andre lande, bortset fra afgørelser om indgåelse af aftaler med et eller flere lande med henblik på
fravigelse heraf.
Stk. 2. Den person, som afgørelsen vedrører, kan klage over afgørelserne efter stk. 1.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 65. (Ophævet).
Pligt til at genvurdere sagen
§ 66. Inden en klage behandles, skal den myndighed, som har truffet afgørelsen, vurdere, om der er
grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold. Derfor skal en klage først afleveres til den
myndighed, som har truffet afgørelsen.
Stk. 2. Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelse for
afgørelsen og genvurderingen videre til klageinstansen.
Klagefrister
§ 67. Klage til det sociale nævn, beskæftigelsesankenævnet og Ankestyrelsen skal ske inden 4 uger efter, at
klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Anmodning til Ankestyrelsen om optagelse af en sag til
behandling efter § 57 skal ske inden for samme frist.
Stk. 2. Formanden for det sociale nævn eller formanden for beskæftigelsesankenævnet og chefen
for Ankestyrelsen kan se bort fra, at fristerne ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil.
Afgørelser om at se bort fra klagefrister og afgørelser om klagefristernes beregning kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Sagsbehandlingen
§ 68. Ankestyrelsen, de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene er ikke bundet af parternes påstande
og er uafhængige af instruktioner vedrørende afgørelsen af den enkelte sag.
Stk. 2. Ankestyrelsens og nævnenes afgørelse kan gå ud på afvisning, stadfæstelse, hjemvisning,
ophævelse eller ændring af den afgørelse, der er klaget over.
§ 69. Det sociale nævn, beskæftigelsesankenævnet og Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål.
§ 70. Ankestyrelsens og nævnenes afgørelser skal være skriftlige og være begrundede. Afgørelserne
offentliggøres efter regler, der fastsættes i forretningsordenerne.
Formandens beslutninger
§ 71. Hvis formanden for nævnet finder, at der er begrundet tvivl om, hvorvidt nævnets afgørelse er i
overensstemmelse med gældende ret, kan formanden straks udsætte afgørelsens virkning og indbringe den
for Ankestyrelsen senest 1 uge efter, at den er truffet. Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden 8 uger
fra sagens modtagelse i Ankestyrelsen. Sagen behandles i Ankestyrelsen ved udvidet votering, jf. § 55.
Stk. 2. Formanden for nævnet træffer afgørelse i sager, hvor der ikke er tvivl om afgørelsen.
Stk. 3. Formandens afgørelser om sagsbehandlingen kan ikke indbringes for Ankestyrelsen.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 4. Formanden kan i tilfælde, hvor der er tale om en øjeblikkelig opstået trangssituation, eller
hvor der i øvrigt er et særligt behov herfor, træffe en foreløbig afgørelse. Den foreløbige afgørelse
kan ikke indbringes for Ankestyrelsen, men skal snarest muligt behandles i et møde i nævnet, jf.
dog stk. 5.
Stk. 5. Formandens afgørelser, jf. § 130, stk. 1 og 2, i lov om social service, der ikke kan indbringes
for Ankestyrelsen, skal behandles i det førstkommende møde.
Opsættende virkning
§ 72. Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning, jf. dog stk. 2-6.
Stk. 2. Klage over valg af anbringelsessted efter § 167, stk. 1, i lov om social service har opsættende
virkning. Hvis særlige forhold gør det påkrævet, træffer kommunalbestyrelsen samtidig med
afgørelse om valg af anbringelsessted eller ændret anbringelsessted afgørelse om at iværksætte
afgørelsen straks. Afgørelsen om, at en afgørelse iværksættes straks, kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
Stk. 3. Klage over en afgørelse om, at anbringelse uden for hjemmet ikke skal opretholdes, jf. § 76,
stk. 3, nr. 1, i lov om social service, har opsættende virkning.
Stk. 4. Ankestyrelsen og det sociale nævn kan efter begæring tillægge en klage over en afgørelse
om botilbud efter kapitel 20 i lov om social service opsættende virkning.
Stk. 5. Klage til Ankestyrelsen over optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 129 i lov om
social service har opsættende virkning. Hvis særlige forhold gør det påkrævet, træffer det sociale
nævn samtidig med afgørelsen om optagelsen i et særligt botilbud afgørelse om at iværksætte
optagelsen straks. Afgørelsen om at ophæve en opsættende virkning kan ikke indbringes for
Ankestyrelsen.
Stk. 6. Klager over kommunens krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte i medfør
af § 47 i lov om individuel boligstøtte har opsættende virkning.
Stk. 7. Hvis Ankestyrelsen eller nævnet ændrer en afgørelse til skade for ansøgeren, træffer
Ankestyrelsen eller nævnet samtidig beslutning om, fra hvilket tidspunkt ændringen skal ske.
Stk. 8. Ankestyrelsen kan ved afgørelser om støtte til køb af bil, jf. § 114, stk. 1 og 2, i lov om social
service, samtidig træffe afgørelse om bortfald af bevilling, opsigelse af lån m.v.
Domstolsprøvelse
§ 73. Ankestyrelsens afgørelser efter lov om social service kan i følgende tilfælde indbringes for retten efter
de særlige regler i retsplejelovens kapitel 43 a:
1) Tilbageholdelse i boligen efter § 127.
2) Optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 129.
3) Afgørelser om børn og unge-udvalgets beslutninger efter reglerne i § 169.
Ankestyrelsens afgørelse skal foreligge inden 8 uger.
Stk. 2. Samtidig med Ankestyrelsens afgørelser i sager efter stk. 1 skal Ankestyrelsen oplyse om
adgangen til at forlange, at sagen forelægges for domstolene, og om fristen herfor.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Bemyndigelser
§ 74. Indenrigs- og socialministeren fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren regler for
behandling af klagesager, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og videresendelse af klager
m.v.
§ 75. (Ophævet).
Kapitel 11
Koordinering af praksis
§ 76. Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som kan indbringes for
Ankestyrelsen, de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene træffes i overensstemmelse med
lovgivningen. Ankestyrelsen følger praksis i kommunerne, jobcentrene, de sociale nævn og
beskæftigelsesankenævnene og vejleder om ankeinstansernes praksis.
§ 77. Indenrigs- og Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at
gennemgå kommunalbestyrelsernes eller nævnenes afgørelser.
§ 78. Det sociale nævn og beskæftigelsesankenævnet har pligt til inden for sit område at koordinere, at
afgørelser, som indbringes for nævnet, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.
Stk. 2. Som et led i denne koordinering følger nævnet praksis i kommunerne, jobcentrene og
nævnene og vejleder om ankeinstansernes praksis.
§ 79. Ankestyrelsen, beskæftigelsesankenævnet og det sociale nævn skal samarbejde om deres
koordinationsopgave efter § 76 og § 78. Som led i denne opgave kan Ankestyrelsen,
beskæftigelsesankenævnet og de sociale nævn indhente sager til gennemsyn. Oplysninger om afgørelser
kan indhentes i såvel skriftlig som i elektronisk form.
§ 79 a. Kommunalbestyrelsen behandler Ankestyrelsens og nævnenes undersøgelser af kommunens praksis
på et møde.
Stk. 2. Ankestyrelsen eller det nævn, der har foretaget en undersøgelse som nævnt i stk. 1, kan
beslutte, at kommunalbestyrelsen skal orientere styrelsen eller nævnet om kommunalbestyrelsens
behandling, herunder om, hvilke foranstaltninger undersøgelsens resultater har givet anledning til.
Styrelsen eller nævnet kan fastsætte en frist for denne orientering.
Det Rådgivende Praksisudvalg
§ 80. Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg til støtte for sin indsats med at koordinere
praksis, jf. § 76.
Stk. 2. Udvalget har til opgave at følge og rådgive Ankestyrelsen om den koordinering af praksis,
som Ankestyrelsen, beskæftigelsesankenævnene og de sociale nævn har pligt til at foretage.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 81. Chefen for Ankestyrelsen er formand for udvalget. De øvrige medlemmer udpeges af Ankestyrelsen
efter indstilling fra
1) KL (Kommunernes Landsforening),
2) Dansk Arbejdsgiverforening,
3) Landsorganisationen i Danmark,
4) Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd,
5) Danske Handicaporganisationer og
6) direktørerne for statsforvaltningerne i forening.
Kapitel 12
Statistik, analyse, information m.v.
§ 82. Kommunalbestyrelserne, regionsrådene, beskæftigelsesankenævnene og de sociale nævn har pligt til
at tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger m.v., som indenrigs- og socialministeren anmoder om.
§ 83. Kommunalbestyrelserne giver Indenrigs- og Socialministeriet oplysninger om beslutninger og
forventninger vedrørende udviklingen på det sociale område, herunder om de mål, som de har sat for
udviklingen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelserne har pligt til at medvirke til temaplanlægning, i kommunepaneler
samt til at skaffe uddybende oplysninger om udviklingen på særlige områder.
§ 84. Indenrigs- og socialministeren kan fastsætte regler om omfanget af oplysninger, jf. §§ 82 og 83, og
om, hvordan de skal ajourføres og indsendes.
Kapitel 13
Regnskabsaflæggelse, revision m.v.
§ 85. Indenrigs- og socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse efter forhandling med
beskæftigelsesministeren regler om anvisning af statsrefusion og statstilskud, regnskabsaflæggelse og
revision.
§ 86. Indenrigs- og socialministeren fastsætter i en bekendtgørelse efter forhandling med
beskæftigelsesministeren regler om, hvem der skal betale udgifter til lægeerklæringer og transport m.v.,
som en myndighed pålægger en ansøger, når disse udgifter ikke kan betales efter anden lovgivning.
Kapitel 14
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Råd m.v.
Det Centrale Handicapråd
§ 87. Indenrigs- og socialministeren nedsætter et Centralt Handicapråd, der rådgiver i handicapspørgsmål.
Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.
Stk. 2. Indenrigs- og socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning og opgaver.
§ 87 a. (Ophævet).
Børnerådet
Rådet for den sociale indsats på det rummelige arbejdsmarked(Det Sociale Råd)
§ 88. Indenrigs- og socialministeren nedsætter et børneråd, der skal arbejde på at sikre børns rettigheder
samt informere og rådgive om børns forhold i samfundet. Staten betaler udgifterne ved rådets virksomhed.
Stk. 2. Indenrigs- og socialministeren fastsætter regler om rådets sammensætning og opgaver.
§ 89. Loven træder i kraft den 1. juli 1998.
Kapitel 15
Ikrafttræden m.v.
Stk. 2. Revaliderings- og pensionsnævnene nedlægges den 30. juni 1998. Sager efter § 14, stk. 1 og
2, og §§ 16 og 18 i lov om social pension samt efter §§ 43 og 58 i lov om social bistand, som
kommunerne har givet indstilling i til nævnene, og som ikke er afgjort af revaliderings- og
pensionsnævnene senest denne dato, overgår til de sociale nævn, der er nedsat efter denne lovs
§ 44. Sager vedrørende kommunale afgørelser, som er indbragt for nævnene, og som ikke er afgjort
senest på denne dato, overgår ligeledes til de sociale nævn. Sagerne afgøres og kan påklages efter
reglerne i lov om social pension og i lov om social bistand som gældende indtil den 1. juli 1998.
Funktionsperioden for formanden for og medlemmerne af revaliderings- og pensionsnævnene
ophører den 30. juni 1998.
Stk. 3. De sociale ankenævn nedlægges den 30. juni 1998. De sager, der ikke er afgjort senest denne
dato, overgår til de sociale nævn til afgørelse. Sagerne afgøres og kan påklages efter de hidtidigt
gældende regler. Funktionsperiode for formanden for og medlemmerne af de sociale ankenævn
ophører den 30. juni 1998.
Stk. 4. Funktionsperioden for medlemmerne af de sociale nævn, jf. denne lovs § 44, vil første gang
være fra den 1. juli 1998 til den 30. juni 2002.
Stk. 5. Dagpengeudvalget, jf. § 33 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, nedlægges den 31.
maj 1999. Funktionsperioden for formanden og medlemmerne ophører samme dato.
Stk. 6. Beføjelser, som kommunalbestyrelsen eller amtsrådet har overladt til en selvejende
institution med overenskomst med kommunalbestyrelsen eller amtsrådet, jf. § 9, stk. 2, i lov om
social bistand, bevares efter de hidtil gældende regler.
Stk. 7. Koordinationsudvalget, jf. § 24, skal være nedsat senest den 31. december 1998.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 8. Kommuner, der har etableret ældreråd før den 1. januar 1996, skal senest den 1. januar
1999 have etableret ældreråd, der opfylder betingelserne i §§ 30-33.
§ 90. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lov nr. 1069 af 17. december 2002 indeholder nedenstående ikrafttrædelsesbestemmelser. (Lovændringen
vedrører §§ 9 a og 72. Lovændringen angår udvidelsen af anvendelsesområdet for lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område til at omfatte lov om individuel boligstøtte.)
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2003.
Stk. 2. Loven anvendes på afgørelser, som træffes denne dato eller senere, selv om afgørelserne
vedrører udbetaling eller tilbagebetaling af boligstøtte vedrørende en periode før den 1. januar
2003.
Stk. 3. Aftaler indgået i medfør af § 76, stk. 3, i lov om individuel boligstøtte om mellemkommunal
refusion er fortsat gældende, så længe den pågældende bor i den anviste bolig, eller indtil aftalen
opsiges. Uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser efter aftalen kan indbringes for det
sociale nævn i medfør af § 61 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Lov nr. 397 af 28. maj 2003 indeholder nedenstående ikrafttrædelsesbestemmelser. (Lovændringen
vedrører § 9. Lovændringen angår selvstændig handlekommune for anbragte børn samt høring og
inddragelse af børn i sagsbehandlingen)
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2003 og anvendes på sager, hvor barnet anbringes denne
dato eller senere. § 2, nr. 2, anvendes også på sager, hvor der skal træffes afgørelse efter kapitel 8 i
lov om social service, uanset om der i sagen er truffet afgørelse om anbringelse før den 1. juli 2003.
Stk. 2. Børn og unge, der var anbragt før den 1. juli 2003, har selvstændig opholdskommune i den
kommune, der den 30. juni 2003 var opholdskommune for barnet eller den unge, selv om barnets
eller den unges forældre senere flytter til en anden kommune, jf. dog § 9, stk. 4, 2. og 3. pkt. i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område som affattet ved § 1, nr. 1.
Lov nr. 1168 af 19. december 2003 indeholder nedenstående ikrafttrædelsesbestemmelser. (Lovændringen
vedrører §§ 9-9 d og 43 a. Lovændringen angår præcisering af opholdskommune, mellemkommunal
refusion ved ophold uden for opholdskommunen og mellemkommunal refusion af førtidspension ved
flytning, tilladelse til kommunalt samarbejde om sociale rådighedsvagter samt godtgørelse til medlemmer
af de regionale udviklingsråd.)
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2004.
Stk. 2. Refusion efter § 9 c, stk. 5, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, omfatter udgifter til
førtidspension tilkendt den 1. januar 2004 eller senere. Forhøjelser efter 1. januar 2004 af
førtidspension tilkendt før 1. januar 2004 er ikke omfattet af § 9 c, stk. 5.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Refusion efter § 9 c, stk. 6, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, omfatter udgifter til hjælp,
der er ydet den 1. januar 2004 eller senere, selv om ydelsen er tilkendt og iværksat forud for denne
dato.
Stk. 4. § 9 a, stk. 4, omfatter børn og unge under 18 år anbragt uden for hjemmet den 1. juli 2003
eller senere. Børn og unge under 18 år anbragt uden for hjemmet før den 1. juli 2003 har opholdskommune
i den kommune, der den 30. juni 2003 var opholdskommune for barnet eller den unge.
Denne kommune har ret til refusion fra den kommune, som var refusionspligtig den 30. juni 2003
for udgifter til anbringelsessteder for børn og unge efter §§ 49 og 51 i lov om social service.
Lov nr. 1418 af 21. december 2005 indeholder nedenstående ikrafttrædelsesbestemmelser. (Lovændringen
vedrører §§ 9, 9 b, 9 c, 11 c og 79 a. Lovændringen angår handlepligt ved uenighed, mellemkommunal
refusion ved passivitet, prisfastsættelse af mellemkommunal refusion, mellem-kommunal refusion for
plejevederlag, adgang til at indhente oplysninger i forbindelse med refusi-onspligten og behandling af
praksisundersøgelse på møde.)
§ 3
Stk. 1. § 1 træder i kraft den 1. januar 2006.
Stk. 2. § 2 træder i kraft den 1. januar 2007.
Stk. 3. I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som affattet ved denne lov
omfatter refusion efter § 9 c, stk. 5, refusion for foranstaltninger iværksat den 1. januar 2006 eller
senere.
Stk. 4. I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som affattet ved denne lov
omfatter refusion efter § 9 c, stk. 6, refusion for udgifter til plejevederlag m.v. udbetalt den 1.
januar 2006 eller senere.
Stk. 5. Beregningsreglen i § 9 c, stk. 8, anvendes på krav vedrørende ydelser leveret den 1. januar
2006 eller senere.
Lov nr. 574 af 24. juni 2005, som ændret ved lov nr. 1545 af 20. december 2006, indeholder nedenstående
ikrafttrædelsesbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 2-6, 9 a, 9 b, 9 c, 11 a, 11 c, 12 c, 15, 17, 18, 32,
37, 37 a, 42-50 a, 52, 54-57, 60-63, 67-74, 76-85 og 87. Lovændringen angår konsekvensrettelser på det
sociale område som følge af kommunalreformen.)
§ 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. I kommuner, som har afholdt valg til ældreråd den 1. juli 2001 eller senere, og som indgår i
en kommunesammenlægning, afholdes der ikke valg til ældreråd, jf. § 31 i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, før kommunesammenlægningen. Ældreråd, som er valgt den
1. juli 2001 eller senere, fortsætter deres virksomhed indtil den 1. januar 2007. Medlemmer af
klagerådet, jf. § 35 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, fortsætter
ligeledes deres virksomhed indtil den 1. januar 2007.
Stk. 3. I de kommuner, som sammenlægges, afholdes der valg til et ældreråd for den sammenlagte
kommune (sammenlægningsældrerådet) inden den 1. december 2005. Kommunalbestyrelserne
forhandler antallet af medlemmer til ældrerådet og fordelingen af pladser mellem kommunerne
efter høring af ældrerådene i de berørte kommuner. Ældrerådet for den sammenlagte kommune
(sammenlægningsældrerådet) rådgiver sammenlægningsudvalget om ældrepolitiske spørgsmål og
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
formidler synspunkter mellem borgerne og sammenlægningsudvalget om lokalpolitiske spørgsmål,
der vedrører de ældre. Sammenlægningsudvalget skal høre sammenlægningsældrerådet om alle
forslag, der vedrører de ældre.
Stk. 4. I kommuner, som ikke sammenlægges, nedsættes det i § 37 a nævnte handicapråd den 1.
april 2006. I de kommuner, som sammenlægges, nedsættes et fælles handicapråd for den
sammenlagte kommune den 1. april 2006.
Stk. 5. Medlemmer af de sociale nævn og Ankestyrelsen, som er udpeget af indenrigs- og
socialministeren den 1. januar 2002 eller senere, fortsætter deres virksomhed, indtil nye
medlemmer er udpeget efter denne lov.
Stk. 6. Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg behandler sager, som er indbragt for Ankestyrelsen og
optaget til behandling, og som ikke er afgjort senest den 31. december 2006, efter
1) lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
2) lov om aktiv socialpolitik med undtagelse af hjælp efter lovens kapitel 10 og 10 a,
3) lov om integration af udlændinge i Danmark med undtagelse af afgørelser efter §§ 35-39,
4) lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel,
5) lov om social pension kapitel 3 og §§ 42 og 44,
6) lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension §§ 13-15, 21, 24 og 44 og
§ 54, stk. 3 og 4,
7) lov om delpension,
8) lov om sygedagpenge og
9) lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel.
Stk. 7. (Udeladt)
Stk. 8. (Udeladt)
Stk. 9. (Udeladt)
Lov nr. 286 af 15. april 2009 indeholder nedenstående ikrafttrædelsesbestemmelser. (Lovændringen
vedrører § 5 a. Lovændringen angår initiativer for at forhindre udsættelser af lejere som følge af manglende
betaling af husleje m.v.)
§ 9
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juni 2009.
Stk. 2. (Udeladt)
Lov nr. 316 af 28. april 2008 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
(Lovændringen vedrører §§ 1, 3-5, 5 a, 6, 7, 7 a, 9, 9 b, 12 a, 12 c, 12 d, 14, 17, 19, 21, 33, 36, 37 a, 43-45,
47, 49, 50, 50 a, 52, 54, 57, 60, 62, 63, 72, 77, 79 a, 81, 82 og 83. Lovændringen angår præcisering af
kommunalbestyrelsens ansvar, diæter, inhabilitet m.v.)
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2009, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 1, nr. 12 og 13, og § 21, stk. 1, § 45 og § 79 a, stk. 2, i lov om retssikkerhed og ad-
ministration på det sociale område som affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 1, nr. 14, 20
og 36, samt § 56 i lov om social service som ændret ved denne lovs § 2, nr. 1, træder i kraft den 1.
januar 2010.
Stk. 3. § 3, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 3, træder i kraft den 1. april 2010.
§ 4
Stk. 1. § 33, stk. 4, og § 36, stk. 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 15 og 16, har virkning for diæter vedrørende møder, der
afholdes efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. §§ 47 og 54 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 21 og 29, har virkning for møder i sociale nævn og Ankestyrelsen, der berammes
efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. § 79 a, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 36, har virkning for Ankestyrelsens og nævnenes undersøgelser af
kommunernes praksis, der offentliggøres efter lovens ikrafttræden.
Lov nr. 482 af 12. juni 2009 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
(Lovændringen vedrører §§ 2, 50, 50 a, 52, 57, 59 a-59 e og 63. Lovændringen angår sammenlægning af
Arbejdsmarkedets Ankenævn med Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, finansiering af
arbejdsløshedsdagpenge, arbejdsløshedskassernes vejledningspligt og tilsyn med kommunerne m.v.)
§ 14
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2009, jf. dog stk. 2-6.
Stk. 2. (Udeladt)
Stk. 3. (Udeladt)
Stk. 4. (Udeladt)
Stk. 5. (Udeladt)
Stk. 6. (Udeladt)
Stk. 7. (Udeladt)
§ 15
Stk. 1. Alle sager, der verserer ved Arbejdsmarkedets Ankenævn, og hvori der ikke pr. 31. juli 2009
er truffet endelig administrativ afgørelse, overføres pr. 1. august 2009 til Ankestyrelsens
Beskæftigelsesudvalg.
Stk. 2. Beskæftigelsesudvalgets nuværende medlemmer fortsætter i udvalget frem til den 31. maj
2010, forudsat at de opfylder betingelserne for udpegning, jf. § 59 c, stk. 3, i lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område som indsat ved denne lovs § 12, nr. 6.
Beskæftigelsesministeren kan beslutte, at der efter den 1. august 2009 og for den resterende
udpegningsperiode skal ske udpegning af yderligere medlemmer til Beskæftigelsesudvalget. Pr. 1.
juni 2010 skal der ske nyudpegning af alle Beskæftigelsesudvalgets medlemmer efter § 59 c, stk. 2, i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som indsat ved denne lovs § 12, nr.
6.
Stk. 3. (Udeladt)
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 4. (Udeladt)
Stk. 5. (Udeladt)
Stk. 6. (Udeladt)
Stk. 7. (Udeladt)
Stk. 8. (Udeladt)
Lov nr. 483 af 12. juni 2009 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
(Lovændringen vedrører §§ 60, 76 og 78. Lovændringen angår etablering af et enstrenget kommunalt
beskæftigelsessystem m.v.)
§ 21
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2009, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. (Udeladt)
Stk. 3. (Udeladt)
Indenrigs- og Socialministeriet, den 10. december 2009
Officielle noter
P.M.V.
Christian Schønau
/ Eva Pedersen
1) § 3 stk. 2 har efter 1. april 2010, jf. lov nr. 316 af 28. april 2009 § 1 nr. 3, følgende ordlyd:
Kommunalbestyrelsen skal på de enkelte sagsområder fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra
modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet. Fristerne skal offentliggøres. Hvis fristen ikke
kan overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren skriftligt have besked om, hvornår ansøgeren kan forvente
en afgørelse.
2) Henvisningen bør være til § 11 a, stk. 1 og 4. Henvisningen er ved en fejl ændret til en henvisning til § 11
a, stk.1 og 3, ved § 2 i lov nr. 1418 af 21. december 2005.
Omtryksnote
25-02-2010:
Bekendtgørelse nr. 1203 af 10. december 2009 af lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område er omtrykt den 25. februar 2010 på grund af fejl. I § 11 c, stk. 1, er »viges« rettet til
»fraviges«.
2.1.10 Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.11 Lov om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. 
og
lov om behandling af personoplysninger
(Udvidelse af adgangen til tv-overvågning og styrkelse af retsbeskyttelsen ved behandling af
personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: 
Folketinget har vedtaget og
Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I lov om forbud mod tv-overvågning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 788 af 12. august 2005, som ændret ved
§ 4 i lov nr. 542 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:
1. Lovens titel affattes således:
2. I § 2 indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»Lov om tv-overvågning«.
»3) Tv-overvågning, der foretages af pengeinstitutvirksomheder, spillekasinoer, hotel- og
restaurationsvirksomheder samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår detailsalg, af
a) egne indgange og facader samt
b) arealer, som ligger i direkte tilknytning til egne indgange og facader, og som naturligt
anvendes eller kan anvendes som adgangs- eller flugtvej i forhold til egne indgange, når
overvågningen er klart nødvendig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.«
Nr. 3 bliver herefter nr. 4.
3. I § 3, stk. 2, ændres »§ 2, nr. 3« til: »§ 2, nr. 4«.
4. I §§ 4 a og 4 b ændres »Politimesteren (Politidirektøren)« til: »Politidirektøren«.
5. Efter § 6 indsættes:
» § 6 a. Justitsministeren afgiver i folketingsåret 2010-11 en beretning til Folketinget om erfaringerne med
bestemmelsen i § 2, nr. 3.«
I lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger, som ændret ved § 7 i lov nr. 280 af 25.
april 2001 og § 6 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:
§ 2
2.1.11 Lov om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. 
 og lov om behandling af personoplysninger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1. I § 1 indsættes som stk. 7:
»Stk. 7. Loven gælder for enhver form for behandling af personoplysninger i forbindelse med tvovervågning.«
2. I § 6, stk. 2, 2. pkt., og § 12, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., ændres »markedsføringslovens § 6 a« til:
»markedsføringslovens § 6«.
3. Efter § 26 indsættes:
»Kapitel 6a Tv-overvågning
§ 26 a. Billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med tv-overvågning i
kriminalitetsforebyggende øjemed, må kun videregives, hvis
1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke,
2) videregivelsen følger af lov eller
3) videregivelsen sker til politiet i kriminalitetsopklarende øjemed.
Stk. 2. Optagelser som nævnt i stk. 1 skal slettes senest 30 dage efter, at optagelserne er foretaget, jf. dog
stk. 3.
Stk. 3. Optagelser kan opbevares i et længere tidsrum end nævnt i stk. 2, hvis det er nødvendigt af hensyn
til den dataansvarliges behandling af en konkret tvist. Den dataansvarlige skal i så fald inden for den i stk. 2
angivne frist underrette den, som tvisten vedrører, og på anmodning udlevere en kopi af optagelsen til den
pågældende.
§ 26 b. Bestemmelserne i §§ 29 og 30 gælder uanset en eventuel skiltning i medfør af §§ 3 og 3 a i lov om
tv-overvågning.
§ 26 c. Behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning er undtaget fra §§ 43, 48 og 52
om anmeldelse til Datatilsynet eller Domstolsstyrelsen.
Stk. 2. Uanset at behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning er undtaget fra § 48,
skal Datatilsynets tilladelse til overførsel af sådanne oplysninger til tredjelande i medfør af § 27, stk. 1 og
stk. 3, nr. 2-4, altid indhentes, hvis oplysningerne er omfattet af § 50, stk. 1.«
4. I § 36, stk. 3, ændres »markedsføringslovens § 6 a« til: »markedsføringslovens § 6« og
»markedsføringslovens § 6 a, stk. 6« til: »markedsføringslovens § 6, stk. 7«.
5. I § 62, stk. 3, indsættes efter »§ 50«: »eller foretages i forbindelse med tv-overvågning«.
6. I § 70, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »§ 26, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3,«: »§ 26 a,«.
Loven træder i kraft den 1. juli 2007.
§ 3
§ 4
2.1.11 Lov om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. 
 og lov om behandling af personoplysninger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Lovens § 1 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser,
som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. Lovens § 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for rigsmyndighedernes behandling af
oplysninger på Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Lovens § 2 kan ved
kongelig anordning endvidere sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske
forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 6. juni 2007
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
Margrethe R.
/Lene Espersen
2.1.11 Lov om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. 
 og lov om behandling af personoplysninger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.12 Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af
tvangsindgreb og oplysningspligter
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: 
Folketinget har vedtaget og
Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Kapitel 1 Lovens anvendelsesområde
§ 1. Lovens kapitel 2 og 3 finder anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages af den offentlige forvaltning
uden for strafferetsplejen, og som består i
1) husundersøgelse eller
2) undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre papirer.
Stk. 2. Lovens kapitel 3 finder også anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages af den offentlige
forvaltning uden for strafferetsplejen, og som består i
1) undersøgelse af andre lokaliteter,
2) undersøgelse eller beslaglæggelse af andre genstande,
3) brud på meddelelseshemmeligheden eller
4) eftersyn eller anden undersøgelse af personer.
Stk. 3. Lovens kapitel 4 finder anvendelse i tilfælde, hvor der i lovgivningen m.v. er fastsat pligt til at
meddele oplysninger til den offentlige forvaltning.
Stk. 4. Vedkommende minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at loven
helt eller delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner, foreninger m.v., som ikke kan
henregnes til den offentlige forvaltning, i det omfang de pågældende ved eller i henhold til lov har fået
tillagt beføjelser til at anvende tvangsindgreb eller oplysningspligter som nævnt i stk. 1-3.
Stk. 5. Stk. 1 og 2 omfatter ikke tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse.
Kapitel 2 Gennemførelse af tvangsindgreb
Proportionalitetsprincippet
§ 2. Tvangsindgreb må kun anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og
hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet.
Fremgangsmåden
2.1.12 Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 3. Ved beslutninger om iværksættelse af tvangsindgreb finder forvaltningslovens §§ 3-10, 12-18 og 22-26
anvendelse.
§ 4. I sager om iværksættelse af tvangsindgreb skal en myndighed, som mundtligt modtager oplysninger
vedrørende sagens faktiske omstændigheder af betydning for beslutningen om iværksættelse af
tvangsindgreb, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af
oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.
§ 5. Forud for gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb skal parten
underrettes om beslutningen.
Stk. 2. Underretningen skal ske skriftligt senest 14 dage, inden tvangsindgrebet gennemføres, og skal
indeholde oplysninger om
1) tid og sted for indgrebet,
2) retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre efter forvaltningslovens § 8,
3) hovedformålet med indgrebet og
4) det faktiske og retlige grundlag for indgrebet, jf. forvaltningslovens § 24.
Stk. 3. Parten kan inden for en af myndigheden fastsat frist fremsætte indsigelse mod den trufne
beslutning. Fastholdes beslutningen, skal dette begrundes skriftligt over for parten, jf. forvaltningslovens
§ 24. Meddelelsen om fastholdelse af beslutningen skal gives inden eller senest samtidig med
gennemførelsen af tvangsindgrebet.
Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 kan fraviges helt eller delvis, hvis
1) øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis forudgående underretning
skulle gives,
2) hensynet til parten selv taler for det eller partens rettigheder findes at burde vige for afgørende
hensyn til andre private eller offentlige interesser,
3) det er nødvendigt af hensyn til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser,
herunder forholdet til EU,
4) øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet efter forholdets særlige karakter er påkrævet eller
5) forudgående underretning viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig.
Stk. 5. Hvis betingelserne efter stk. 4 for at undlade forudgående underretning er opfyldt for en ikke
uvæsentlig del af et tvangsindgreb, kan myndigheden gennemføre det samlede tvangsindgreb uden
forudgående underretning.
2.1.12 Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 6. Hvis en beslutning om iværksættelse af tvangsindgreb gennemføres uden forudgående
underretning, jf. stk. 4 og 5, skal beslutningen samtidig med gennemførelsen af indgrebet meddeles parten
skriftligt og indeholde de i stk. 2, nr. 1-4, nævnte oplysninger. Beslutningen skal endvidere indeholde en
begrundelse for fravigelsen af stk. 1-3, jf. forvaltningslovens § 24.
Stk. 7. Beslutningen i stk. 6 kan meddeles mundtligt, hvis hensynet til parten selv eller afgørende hensyn til
andre private eller offentlige interesser taler for, at et tvangsindgreb gennemføres, inden myndigheden har
haft lejlighed til at udarbejde en skriftlig begrundelse. Den, der har fået beslutningen meddelt mundtligt,
kan forlange efterfølgende at få beslutningen meddelt skriftligt. En begæring herom skal fremsættes over
for myndigheden inden 14 dage efter, at tvangsindgrebet er gennemført. Myndigheden skal besvare
begæringen snarest muligt. Er begæringen ikke besvaret inden 14 dage efter, at myndigheden har
modtaget begæringen, skal myndigheden underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår
begæringen kan forventes besvaret.
§ 6. Tvangsindgreb, der foretages uden for myndighedernes embedssteder, må kun foretages mod
forevisning af legitimation.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan undtagelsesvis helt eller delvis fraviges, hvis afgørende hensyn taler for
det.
§ 7. Tvangsindgrebet skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader, herunder så vidt muligt
uden at forårsage ødelæggelse eller beskadigelse, og uden at indgrebet på grund af tidspunktet for
foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages, giver anledning til unødig opsigt.
§ 8. Hvis myndigheden under gennemførelsen af et tvangsindgreb finder, at den, som indgrebet er rettet
imod, har tilsidesat regler i lovgivningen m.v., skal myndigheden udfærdige rapport om udførelsen af
indgrebet. Rapporten skal snarest muligt udleveres til vedkommende.
Stk. 2. I andre tilfælde end de i stk. 1 nævnte skal myndigheden udfærdige og udlevere en rapport om
udførelsen af indgrebet, hvis en part fremsætter begæring om det. En begæring herom skal fremsættes
over for myndigheden inden 14 dage efter, at tvangsindgrebet er gennemført. Myndigheden skal besvare
begæringen snarest muligt. Er begæringen ikke besvaret inden 14 dage efter, at myndigheden har
modtaget begæringen, skal myndigheden underrette parten om grunden hertil samt om, hvornår
begæringen kan forventes besvaret.
Kapitel 3 Forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen af tvangsindgreb
§ 9. Hvis en enkeltperson eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar
lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om
det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om
strafferetsplejen.
2.1.12 Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, hvis tvangsindgrebet gennemføres med henblik på at tilvejebringe
oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis der i sagen rettes et tvangsindgreb mod
andre end den mistænkte.
Stk. 4. Den mistænkte kan meddele samtykke til fravigelse af stk. 1 og 3. Samtykket skal være skriftligt og
skal meddeles på et frivilligt, specifikt og informeret grundlag. Et samtykke kan til enhver tid tilbagekaldes.
Meddeler den mistænkte samtykke til fravigelse af stk. 1 og 3, finder reglerne i §§ 2-8 tilsvarende
anvendelse ved de i § 1, stk. 1, nævnte tvangsindgreb.
Kapitel 4 Retten til ikke at inkriminere sig selv m.v.
§ 10. Hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har begået en
lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at meddele
oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de
oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse.
Stk. 2. I forhold til andre end den mistænkte gælder bestemmelser i lovgivningen m.v. om pligt til at
meddele oplysninger, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre
spørgsmål end fastsættelse af straf.
Stk. 3. En myndighed skal vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har pligt til at meddele
oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Hvis den
mistænkte meddeler samtykke til at afgive oplysninger, finder reglerne i § 9, stk. 4, 2. og 3. pkt., tilsvarende
anvendelse.
Stk. 4. Den mistænkte kan meddele samtykke til anvendelse af en oplysningspligt over for andre med
henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag mod den mistænkte. Reglerne i § 9, stk. 4, 2.
og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Kapitel 5 Ophævelse m.v. af visse kontrolbestemmelser i lovgivningen
2.1.12 Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 11. § 28 i lov nr. 319 af 14. maj 1997 om inkassovirksomhed, som ændret senest ved lov nr. 467 af 7. juni
2001, ophæves.
§ 12. I lov om anvendelse af Danmarks undergrund, jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 11. juni 2002, som
ændret ved lov nr. 1230 af 27. december 2003, foretages følgende ændring:
1. § 27, stk. 1, affattes således:
»Tilsynsmyndighedens medarbejdere har, hvor der skønnes at være en nærliggende risiko
for en uhensigtsmæssig anvendelse eller udnyttelse af undergrunden, uden retskendelse
mod behørig legitimation adgang til alle dele af virksomheden.«
§ 13. I lov nr. 364 af 18. maj 1994 om produktsikkerhed, som ændret senest ved lov nr. 1170 af 19.
december 2003, foretages følgende ændring:
1. § 22, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Kontrolmyndigheden har, hvor der er formodet risiko for, at et produkt kan indebære fare
for forbrugernes sundhed og sikkerhed, uden retskendelse mod behørig legitimation adgang
til fabrikations-, salgs- og lagerlokaler m.v. og transportmidler, som tilhører nogen, der
omfattes af lovens §§ 4 og 5.«
§ 14. I lov om autorisation af elinstallatører, jf. lovbekendtgørelse nr. 989 af 8. december 2003, foretages
følgende ændring:
1. § 14, stk. 1, affattes således:
»Sikkerhedsstyrelsen har efter forudgående underretning uden retskendelse og mod
forevisning af behørig legitimation adgang til offentlig eller privat ejendom med henblik på at
undersøge eller lade undersøge elinstallationsarbejder udført af en elinstallatør, hvis der er
formodet risiko for, at elinstallationen indebærer livs- eller brandfare, eller med henblik på
at undersøge eller lade undersøge, hvorvidt en virksomhed har etableret og opretholder et
sikkerhedskvalitetsstyringssystem i overensstemmelse med kravene hertil.«
§ 15. I lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel, jf. lovbekendtgørelse nr. 990 af 8.
december 2003, foretages følgende ændring:
1. § 24, stk. 5-7, ophæves.
§ 16. I lov om jagt og vildtforvaltning, jf. lovbekendtgørelse nr. 114 af 28. januar 1997, foretages følgende
ændring:
1. I § 50 indsættes som stk. 2:
2.1.12 Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende
anvendes til privat beboelse.«
§ 17. I lov om vandløb, jf. lovbekendtgørelse nr. 632 af 23. juni 2001, som ændret senest ved lov nr. 391 af
28. maj 2003, foretages følgende ændringer:
1. I § 61 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende
anvendes til privat beboelse.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
2. I § 72, stk. 1, ændres »§ 61, stk. 4« til: »§ 61, stk. 5«.
§ 18. I lov nr. 180 af 8. maj 1985 om okker, som ændret ved § 4 i lov nr. 466 af 7. juni 2001, foretages
følgende ændring:
1. I § 10 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende
anvendes til privat beboelse.«
§ 19. I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 569 af 30. juni 1997, som ændret senest ved lov nr. 1055
af 17. december 2002, foretages følgende ændringer:
1. I § 32 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende
anvendes til privat beboelse. Stk. 1 finder tilsvarende ikke anvendelse på rum på skibe, som
udelukkende anvendes til privat beboelse.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
2. I § 44, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 32, stk. 3« til: »§ 32, stk. 4«.
§ 20. I lov nr. 111 af 12. marts 1988 om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken, som ændret senest
ved lov nr. 392 af 28. maj 2003, foretages følgende ændring:
1. I § 49 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende
anvendes til privat beboelse.«
2.1.12 Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 21. I lov om godtgørelse i forbindelse med indsamling af hermetisk forseglede nikkel-cadmiumakkumulatorer
(lukkede nikkel-cadmium-batterier), jf. lovbekendtgørelse nr. 547 af 30. maj 2000, foretages
følgende ændring:
1. I § 4 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende
anvendes til privat beboelse.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
Kapitel 6 Ændring af visse bestemmelser om oplysningspligt
§ 22. I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 784 af 11. oktober 1999, som ændret senest ved § 2 i
lov nr. 191 af 24. marts 2004, foretages følgende ændringer:
1. I § 76 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Hvis der er konkret mistanke om, at en juridisk person har begået en
lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder pligten for fysiske personer med tilknytning
til den juridiske person til at meddele oplysninger efter stk. 1, i det omfang oplysningerne
søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf.
§ 10, stk. 2, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
2. I § 76, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.
3. I § 76, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »Stk. 2« til: »Stk. 3«.
§ 23. I lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 627 af 26. juli 2002, som ændret senest ved § 1 i
lov nr. 1231 af 27. december 2003, foretages følgende ændring:
1. I § 19 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
»Stk. 3. Hvis der er konkret mistanke om, at en juridisk person har begået en
lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder pligten for såvel skibets fører og maskinchef
som enhver, der handler på disses vegne, til at meddele oplysninger om ansattes sikkerhed
og sundhed om bord, jf. stk. 1, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til brug for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. § 10, stk. 2, i lov om
retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter.«
2.1.12 Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 7 Ikrafttræden m.v.
§ 24. Loven træder i kraft den 1. januar 2005.
§ 25. Loven gælder ikke for sager om færøske og grønlandske anliggender, men kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for sådanne sager med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Dette gælder dog kun for sager, der er eller har været under behandling af rigsmyndigheder.
§ 26. Justitsministeren fremsætter forslag om revision af loven i folketingsåret 2006-07.
Givet på Christiansborg Slot, den 9. juni 2004
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
Margrethe R.
/Lene Espersen
2.1.12 Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.13 Lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed
(Styrket indsats mod omfattende forstyrrelse af den offentlige orden m.v.)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1034 af 29. oktober 2009, foretages følgende ændringer:
1. I § 119, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:
§ 1
»Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet
er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse
af ro og orden på offentligt sted.«
2. I § 291 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 og 2 skal det indgå som en skærpende
omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i
området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted.«
§ 2
I lov nr. 444 af 9. juni 2004 om politiets virksomhed, som ændret ved § 19 i lov nr. 538 af 8. juni 2006 og § 4
i lov nr. 501 af 12. juni 2009, foretages følgende ændring:
1. I § 8, stk. 4, 2. pkt., og § 9, stk. 3, 2. pkt., ændres »6 timer« til: »12 timer«.
Loven træder i kraft den 3. december 2009.
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 3
§ 4
Stk. 2. §§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de færøske
forhold tilsiger.
2.1.13 Lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. § 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de grønlandske
forhold tilsiger.
Givet på Fredensborg Slot, den 1. december 2009
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
I Dronningens Navn:
FREDERIK
Kronprins
2.1.13 Lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed
/Brian Mikkelsen

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.14 Lov om Det Etiske Råd
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: 
Folketinget har vedtaget og
Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Kapitel 1 Formål og virksomhedsområde
§ 1. Det Etiske Råd er et uafhængigt råd. Rådet skal i sit virke arbejde ud fra respekt for menneskets og
kommende generationers integritet og værdighed samt respekt for naturen og miljøet. Respekt for
menneskets integritet og værdighed omfatter også det menneskelige livs første faser, herunder befrugtede
menneskelige æg og fosteranlæg. Respekt for naturen og miljøet hviler på den forudsætning, at naturen og
miljøet har værdi i sig selv.
Stk. 2. Rådets virksomhedsområde er de etiske spørgsmål, der knytter sig til forskning i og anvendelse af
bio- og genteknologier, der berører mennesker, natur, miljø og fødevarer. Rådets virksomhedsområde
omfatter endvidere øvrige etiske spørgsmål, der knytter sig til sundhedsvæsenet og den biologiskmedicinske
forskning vedrørende mennesket.
Stk. 3. Uden for rådets virksomhedsområde falder de etiske og dyrevelfærdsmæssige spørgsmål, der
knytter sig til forskning i og anvendelse af bio- og genteknologier, der berører dyr.
§ 2. Rådet rådgiver Folketinget, ministre og offentlige myndigheder om de etiske spørgsmål, der er nævnt i
§ 1, stk. 2.
§ 3. Rådet følger udviklingen og afgiver udtalelser eller redegørelser om de almene og principielle etiske
spørgsmål, som er knyttet til forskning i og anvendelse af bio- og genteknologier inden for ét eller flere af
følgende områder:
1) Sundhedsområdet, herunder forplantningsteknologi, fosterdiagnostik samt brug af befrugtede
menneskelige æg, fosteranlæg og fostre.
2) Natur- og miljøområdet, herunder hensyn til bevarelse af biologisk mangfoldighed samt en bæredygtig
udvikling.
3) Fødevareområdet, herunder spørgsmål om fødevareproduktion.
Stk. 2. Rådet følger endvidere udviklingen og afgiver udtalelser eller redegørelser om de øvrige almene og
principielle etiske spørgsmål, der knytter sig til sundhedsvæsenet og den biologisk-medicinske forskning
vedrørende mennesket, herunder anvendelse af nye behandlingsformer, ny diagnostisk teknik og ny
medicinsk teknologi samt spørgsmål om registrering, videregivelse og anvendelse af oplysninger om
arvelige sygdomme eller egenskaber hos enkeltpersoner eller grupper af personer.
§ 4. Rådet varetager informations- og debatskabende aktiviteter om de etiske problemstillinger og
udfordringer, som samfundet står over for. Rådet sørger for løbende at holde offentligheden orienteret om
udviklingen og om sit arbejde og for, at de etiske spørgsmål gøres til genstand for debat i offentligheden.
Rådet kan gøre brug af offentlige høringer, nedsætte arbejdsgrupper m.v. til at udrede særlige spørgsmål.
Stk. 2. Rådet afgiver en årlig beretning til indenrigs- og sundhedsministeren, miljøministeren, ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri, ministeren for videnskab, teknologi og udvikling og økonomi- og
erhvervsministeren samt Folketinget.
2.1.14 Lov om Det Etiske Råd

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 5. Rådet kan inden for sit virksomhedsområde på eget initiativ behandle spørgsmål af almen og principiel
etisk karakter. Rådet prioriterer selv sine opgaver inden for sit virksomhedsområde.
Kapitel 2 Organisation
§ 6. Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter Det Etiske Råd.
§ 7. Folketinget nedsætter ved begyndelsen af hvert folketingsår og efter afholdelse af folketingsvalg et
udvalg på 9 medlemmer valgt af Folketinget efter forholdstal blandt dets medlemmer. For hvert medlem
vælges på samme måde en stedfortræder.
Stk. 2. Udvalget følger løbende arbejdet i Det Etiske Råd ved fælles møder og lignende. Udvalget kan
endvidere anmode Det Etiske Råd om at behandle nærmere angivne emner inden for rådets
virksomhedsområde.
§ 8. Det Etiske Råd består af 17 medlemmer, som beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren efter
følgende regler:
1) 9 medlemmer udpeges af det i § 7 nævnte udvalg. Disse personer må ikke være medlem af Folketinget,
en kommunalbestyrelse eller et amtsråd. Er der ikke i udvalget enighed om en udpegning, afgøres denne af
udvalgets flertal.
2) 4 medlemmer udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren.
3) 1 medlem udpeges af miljøministeren.
4) 1 medlem udpeges af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.
5) 1 medlem udpeges af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling.
6) 1 medlem udpeges af økonomi- og erhvervsministeren.
Stk. 2. De medlemmer, der udpeges efter stk. 1, nr. 2-6, skal have indsigt i de etiske, kulturelle,
samfundsmæssige og andre faglige spørgsmål, der er af betydning for rådets arbejde .
Stk. 3. Ved udpegning og beskikkelse skal det sikres, at såvel lægfolk som fagfolk er repræsenteret i rådet.
Stk. 4. Ved udpegning og beskikkelse skal det sikres, at der i rådet kun er én mere af det ene køn end af det
andet.
Stk. 5. Formanden udnævnes af indenrigs- og sundhedsministeren efter indstilling fra det i § 7 nævnte
udvalg blandt de beskikkede medlemmer.
Stk. 6. Medlemmer og formand beskikkes for 3 år ad gangen. Genbeskikkelse kan ske én gang.
Stk. 7. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 9. Det Etiske Råd virker i et samarbejde med Den Centrale Videnskabsetiske Komité, Det Dyreetiske Råd,
Teknologirådet og relevante myndigheder m.v.
Stk. 2. Det Etiske Råd kan oprette dialogfora med repræsentanter fra relevante forskningsmiljøer,
erhvervsvirksomheder og interesseorganisationer med henblik på at sikre information samt tværgående
dialog, jf. § 4.
2.1.14 Lov om Det Etiske Råd

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 10. Til rådet knyttes et sekretariat, hvis ansatte antages og afskediges af indenrigs- og
sundhedsministeren efter indstilling fra rådets formand.
Kapitel 3 Ikrafttræden m.v.
§ 11. Loven træder i kraft den 1. januar 2005, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov om oprettelse af et etisk råd, jf. lovbekendtgørelse nr. 220 af 4. marts 1997.
Stk. 3. Det i § 7 nævnte udvalg nedsættes første gang ved begyndelsen af folketingsåret 2004-05.
§ 12. I lov om miljø og genteknologi, jf. lovbekendtgørelse nr. 981 af 3. december 2002, foretages følgende
ændring:
1. § 9 a, stk. 3, ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
§ 13. I lov nr. 402 af 28. maj 2003 om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter foretages følgende ændring:
1. § 24, stk. 1, nr. 2, affattes således:
»2) at følge forskningsudviklingen på sundhedsområdet og virke for forståelsen af de etiske
problemstillinger, udviklingen kan medføre, i forhold til sundhedsvæsenet og de biomedicinske
forskningsmiljøer, og«.
§ 14. I lov nr. 375 af 14. juni 1995 om Teknologirådet, som ændret ved § 26 i lov nr. 388 af 30. maj 2000 og
§ 2 i lov nr. 396 af 6. juni 2002, foretages følgende ændring:
1. I § 4 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Teknologirådet samarbejder med andre råd og nævn og drøfter løbende afgrænsning og
opgavefordeling med disse.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 9. juni 2004
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
Margrethe R.
2.1.14 Lov om Det Etiske Råd
/Lars Løkke Rasmussen

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 3. juni 2010
Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love
(Et nyt patientklagesystem, mulighed for at klage over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige
virksomhed, forenkling af regler om tilsynsforanstaltninger m.v.)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse
nr. 24 af 21. januar 2009, foretages følgende ændringer:
1. Kapitel 1 og 2 affattes således:
»Kapitel 1
Klageadgang m.v.
Klager m.v. over sundhedsfaglig virksomhed
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 1. Patientombuddet, jf. §§ 11 og 12, behandler klager fra patienter over sundhedsvæsenets
sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 og afsnit IV med undtagelse
af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Patientombuddet kan ikke
behandle en klage efter 1. pkt., hvis den faglige virksomhed eller det forhold, klagen vedrører, helt eller
delvis er omfattet af en klage efter § 2.
Stk. 2. Patientombuddet træffer i sager efter stk. 1 afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige
virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedsvæsenet har handlet i strid med sundhedslovens kapitel
4-9 og afsnit IV.
Stk. 3. Inden Patientombuddet behandler en klage vedrørende en sundhedsydelse, som regionen helt
eller delvis afholder udgifterne til, tilbyder ombuddet, jf. dog stk. 4, patienten en dialog med vedkommende
region. Hvis patienten tager imod tilbuddet, sendes klagen til regionen, som tager kontakt til patienten og
søger de spørgsmål, klagen vedrører, afklaret. Inden 4 uger efter Patientombuddets fremsendelse af klagen
til regionen giver regionen meddelelse til Patientombuddet om udfaldet af dialogen. Hvis den pågældende
herefter ikke ønsker yderligere behandling af sin klage, meddeler regionen med patientens accept dette til
Patientombuddet, hvorefter klagen anses for bortfaldet. I modsat fald sender regionen alle relevante
oplysninger i sagen til Patientombuddet til brug for ombuddets behandling af sagen.
Stk. 4. Hvis en klage omfattet af stk. 3 er indgivet til regionen, tilbyder regionen en dialog og orienterer
samtidig Pa tientom buddet om klagen. Fristen i stk. 3, 3. pkt., regnes fra regionens modtagelse af klagen.
§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede
sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9
med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet
kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage
efter § 1, medmindre Patientombuddet i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af
sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at nævnets virksomhed omfatter
nærmere bestemte persongrupper inden for sundhedsvæsenet, der ikke har autorisation efter
sundhedslovgivningen.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan, når særlige hensyn taler herfor, fastsætte regler om, at
nævnets virksomhed ikke omfatter dele af den sundhedsfaglige virksomhed, der udøves af autoriserede
sundhedspersoner.
Stk. 4. Inden nævnet behandler en klage over en autoriseret sundhedspersons sundhedsfaglige
virksomhed i forbindelse med en sundhedsydelse, som regionen helt eller delvis afholder udgifterne til,
tilbyder nævnet patienten en dialog med vedkommende region. Reglerne i § 1, stk. 3 og 4, finder
tilsvarende anvendelse.
§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af
Sundhedsstyrelsen eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan
være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i
medfør af § 2, stk. 2.
§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt
sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har
handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse
eller søge iværksat sanktioner.
§ 4. Klager efter §§ 1 og 2 skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde
være bekendt med det forhold, der klages over. Klage skal dog senest indgives 5 år efter den dag, hvor
klageforholdet har fundet sted. Der kan ikke dispenseres fra de nævnte klagefrister.
Stk. 2. Er klagen omfattet af § 2, stk. 1, 2. pkt., forlænges fristerne i stk. 1 svarende til perioden fra
indgivelse af klagen efter § 1, til Patientombuddets afgørelse forelå.
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Klager over kommunalbestyrelsers, regionsråds, Sundhedsstyrelsens og Søfartsstyrelsens
afgørelser m.v. efter sundhedsloven
§ 5. Kommunalbestyrelsens afgørelser m.v. kan påklages til Patientombuddet, når de vedrører
1) udstedelse af bevis efter § 12 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
2) indplacering i sikringsgruppe 1 og 2 og overførelse til gruppe 1-sikring efter § 58 i
sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
3) anmeldelse om lægevalg efter § 59 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel
heri,
4) omsorgstandpleje efter § 131 og § 132 i sundhedsloven og regler fastsat med
hjemmel heri,
5) specialtandpleje efter §133 og § 134 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel
heri,
6) fysioterapi m.v. efter § 140 a og § 140 b i sundhedsloven og regler fastsat med
hjemmel heri,
7) begravelseshjælp efter § 160 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
8) tilskud til ydelser i et andet EU/EØS-land efter § 168 i sundhedsloven og regler fastsat
med hjemmel heri,
9) befordring og befordringsgodtgørelse efter § 170 og § 172 i sundhedsloven og regler
fastsat med hjemmel heri eller
10) udbetaling af kontanttilskud efter § 228 i sundhedsloven.
§ 6. Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Patient ombuddet, når de vedrører
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1) tolkebistand efter § 50 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
2) behandling i praksissektoren efter § 60 og §§ 64-72 i sundhedsloven og regler fastsat
med hjemmel heri,
3) vilkår for en persons ret til sygehusbehandling efter § 81 i sundhedsloven og regler
fastsat med hjemmel heri,
4) frit og udvidet frit sygehusvalg, udvidet ret til undersøgelse og behandling for psykisk
syge børn og unge og udvidet ret til behandling for psykisk syge voksne efter §§ 86-87 h
i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
5) maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme efter § 88 i
sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
6) behandling i udlandet efter § 89 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
for så vidt angår retlige forhold,
7) regionernes oplysningspligt efter § 90 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel
heri,
8) kontaktperson på sygehuset efter §§ 90 a-c i sundhedsloven og regler fastsat med
hjemmel heri,
9) beløb til personlige fornødenheder efter regler fastsat med hjemmel i § 91 i
sundhedsloven,
10) tilskud til ernæringspræparater efter § 159 i sundhedsloven og regler fastsat med
hjemmel heri,
11) hjemtransport af afdøde patienter efter § 160 a i sundhedsloven og regler fastsat
med hjemmel heri,
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
12) tilskud til tandpleje efter § 166 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
13) tilskud til ydelser i et andet EU/EØS-land efter § 168 i sundhedsloven og regler
fastsat med hjemmel heri,
14) vilkår for en persons ret til befordring og befordringsgodtgørelse ved
sygehusbehandling efter § 171 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
15) kørselsgodtgørelse til læger efter § 175 i sundhedsloven og regler fastsat med
hjemmel heri eller
16) refusion af udgifter til sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land efter regler fastsat
med hjemmel i § 76 i sundhedsloven.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om adgangen til at klage efter
stk. 1.
§ 7. Sundhedsstyrelsens afgørelser m.v. efter § 88 i sundhedsloven eller regler fastsat i medfør heraf kan
påklages til Patientombuddet.
§ 8. Søfartsstyrelsens afgørelser efter sundhedslovens § 161 eller regler fastsat i medfør heraf kan
påklages til Patientombuddet.
§ 9. Patientombuddet kan i sager efter §§ 5-8 tiltræde eller omgøre afgørelsen eller hjemvise sagen til
fornyet behandling.
§ 10. Klager efter §§ 5-8 skal indgives, inden 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
Patientombuddet kan se bort fra en overskridelse af klagefristen, hvis særlige grunde taler herfor.
Kapitel 2
Patientklagesystemets organisation m.v.
Patientombuddet
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 11. Patientombuddet er en institution under indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 2. Patientombuddet er ved behandlingen af klager efter reglerne i kapitel 1 uafhængigt af
instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.
Stk. 3. Patientombuddets afgørelser efter kapitel 1 kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
§ 12. Patientombuddet kan forelægge en sag efter § 1 for Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før
Patientombuddet træffer afgørelse i sagen.
Stk. 2. Personer og myndigheder, som en sag efter § 1 og §§ 5-8 vedrører, skal efter anmodning
meddele Patientombuddet enhver oplysning, herunder journaloplysninger, til brug for Patientombuddets
behandling af sagen.
Stk. 3. Patientombuddet underretter Sundhedsstyrelsen om modtagne klager efter § 1 og om
Patientombuddets afgørelse af sådanne klager. Sundhedsstyrelsen kan til brug for sin tilsynsvirksomhed
forlange Patientombuddets sagsakter i enhver sådan klagesag udleveret.
Stk. 4. Patientombuddet udarbejder en årsrapport om Patientombuddets virksomhed. Regionen
bidrager efter Pa tientom bud dets anmodning med oplysninger til brug for årsrapporten, herunder
oplysninger om klager, der er bortfaldet efter en dialog med regionen, jf. § 1, stk. 3. Årsrapporten
offentliggøres og sendes til indenrigs- og sundhedsministeren, Sundhedsstyrelsen, regioner og kommuner.
Årsrapporten sendes desuden til Søfartsstyrelsen.
Stk. 5. Regionsrådet og kommunalbestyrelsen redegør senest 6 måneder efter Patientombuddets
offentliggørelse af årsrapporten efter stk. 4 over for Patientombuddet og Sundhedsstyrelsen for, hvilke
initiativer årsrapporten har givet anledning til.
Det Rådgivende Praksisudvalg
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 12 a. Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter Det Rådgivende Praksisudvalg. Patientombuddet
forelægger sine afgørelser i klagesager efter § 1 for Det Rådgivende Praksisudvalg, som rådgiver
Patientombuddet om ombuddets fremtidige afgørelse af sammenlignelige sager. Det Rådgivende
Praksisudvalg rådgiver desuden Patientombuddet om læringen af sagerne.
Stk. 2. Det rådgivende Praksisudvalg sammensættes af repræsentanter for patientorganisationer m.v.,
faglige organisationer på sundhedsområdet, regioner og kommuner efter indenrigs- og
sundhedsministerens nærmere bestemmelse. Direktøren for Patientombuddet er formand for
praksisudvalget.
Stk. 3. Formanden indkalder Det Rådgivende Praksisudvalg til møde efter behov og mindst to gange
årligt. Patientombuddet redegør for Det Rådgivende Praksisudvalgs virksomhed i sin årsrapport.
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn
§ 13. Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der i sin
virksomhed er uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.
Stk. 2. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med nævnet dettes
forretningsorden.
Stk. 4. Patientombuddet stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.
§ 14. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn består af 1 formand og et antal næstformænd, jf. stk. 2, og
beskikkede medlemmer, jf. stk. 3-5.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren udpeger nævnets formand og et af ministeren fastsat antal
næstformænd. Disse skal være dommere og kan være dommere fra de overordnede retter.
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren beskikker et af ministeren fastsat antal medlemmer efter
indstilling fra Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer og Forbrugerrådet. Der beskikkes lige
mange medlemmer fra hver af de i 1. pkt. nævnte organisationer.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren beskikker for hvert sundhedsfagligt område et af ministeren
fastsat antal medlemmer med sundhedsfaglig uddannelse.
Stk. 5. Formand, næstformænd og medlemmer udpeges eller beskikkes for en periode af 4 år.
Genudpegning og genbeskikkelse kan finde sted. Udtræder formanden, en næstformand eller et medlem i
perioden, sker udpegning af ny formand eller næstformand eller beskikkelse af nyt medlem for den
resterende del af perioden. Formand, næstformand og medlemmer af nævnet, der ikke udfører hvervet
som led i deres tjenstlige arbejde, ydes vederlag og godtgørelse for befordring i lighed med
ikkestatsansatte, der modtager særskilt vederlag.
§ 15. Ved afgørelsen af sager efter §§ 2 og 2 a sammensættes Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn af
formanden eller 1 næstformand, 2 medlemmer beskikket efter § 14, stk. 3, og 2 medlemmer beskikket
efter § 14, stk. 4.
Stk. 2. Formanden eller vedkommende næstformand afgør, hvilke medlemmer beskikket efter § 14,
stk. 3 og 4, der skal deltage i nævnets afgørelse af den enkelte sag.
Stk. 3. Formanden eller vedkommende næstformand kan bestemme, at særligt sagkyndige eller andre
kan deltage uden stemmeret ved nævnets behandling af en sag.
Stk. 4. Nævnets formand og næstformænd kan træffe afgørelse i sager, der skønnes ikke at give
anledning til tvivl.
§ 16. Reglerne i § 12, stk. 1-3 og stk. 4, 1.-3. pkt., finder tilsvarende anvendelse for Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn.
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn skal, inden der træffes afgørelse i en sag vedrørende
sundhedsfaglig virksomhed i Grønland, indhente en udtalelse om sagen fra sundhedsmyndighederne i
Grønland.
Offentliggørelse af afgørelser om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
§ 17. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at der gives offentligheden adgang til
oplysninger om Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns afgørelser, herunder om, at offentliggørelse sker
uden anonymisering af oplysninger om den indklagede sundhedsperson, såfremt der er tale om sager, hvor
der er givet kritik for alvorlig eller gentagen forsømmelse eller kritik i forbindelse med kosmetisk
behandling.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at der gives offentligheden adgang til
oplysninger om afgørelser, der er truffet i det klagesystem, som er aftalt mellem de driftsansvarlige
myndigheder for sundhedsvæsenet og Dansk Tandlægeforening. Der kan fastsættes regler om, at der kan
ske behandling af oplysninger om personnummer, og om, at offentliggørelse sker uden anonymisering af
oplysninger om den indklagede tandlæge, såfremt der er tale om sager, hvor der er givet kritik for alvorlig
eller gentagen forsømmelse eller kritik i forbindelse med kosmetisk behandling.
Stk. 3. Oplysninger om, at vedkommende sundhedsperson har overtrådt lovgivningen ved de forhold,
som de i stk. 1 og 2 nævnte afgørelser vedrører, kan offentliggøres. Der kan dog ikke ske offentliggørelse af
oplysninger om, at sagen oversendes til politiet.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn varetager offentliggørelsen af afgørelserne fra tandlægeklagesystemet, jf. stk. 2.
Sagernes finansiering
§ 18. Staten, regionsråd og kommunalbestyrelser afholder udgifterne til driften af Patientombuddet og
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Udgifterne fordeles på grundlag af en standardtakst pr. afsluttet sag
og i forhold til, om behandlingen har fundet sted ved institutioner, der drives af henholdsvis staten,
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
regioner og kommuner, eller i privat praksis og på private sygehuse beliggende i regionerne. Staten
afholder efter aftale med Færøernes Hjemmestyre eller Grønlands Selvstyre udgifterne ved sager
vedrørende behandling ved sundhedsvæsenet på Fær øerne eller i Grønland. Udgifterne vedrørende klager
over Sundhedsstyrelsens, Søfartsstyrelsens, regionsråds og kommunalbestyrelsers administrative afgørelser
efter §§ 5-8 afholdes af henholdsvis staten, regionsråd og kommunalbestyrelser.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om afholdelse af udgifter efter stk.
1. Ministeren kan herunder fastsætte forskellige standardtakster for forskellige sagstyper og bestemme, at
taksterne kan dække andre sager end dem, der er nævnt i stk. 1, og at visse områder inden for
Patientombuddets og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed ikke indgår i takstbetalingen.
Endvidere kan der fastsættes regler om forudgående opkrævning fra staten, regionsråd og
kommunalbestyrelser m.fl. af acontobetaling.«
2. I § 34, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »dommere«: »og kan være dommere fra de overordnede
retter«.
3. § 34, stk. 11, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 11. Patientombuddet stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.
Stk. 12. Reglerne i § 18 finder tilsvarende anvendelse for afholdelsen af udgifter til drift af nævnet.«
4. I § 56 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Nævnets formand eller vedkommende næstformand kan bestemme, at særligt sagkyndige eller
andre kan deltage uden stemmeret ved nævnets behandling af sager.«
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.
5. § 56, stk. 5, der bliver stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 6. Patientombuddet stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 7. Reglerne i § 18 finder tilsvarende anvendelse for afholdelsen af udgifter til drift af nævnet.«
6. Efter § 60 indsættes:
Ȥ 60 a. Anmeldelser af erstatningskrav efter kapitel 3 og 4, der sendes til Patientombuddet, anses for
indgivet til rette myndighed, jf. §§ 59 og 60, på det tidspunkt, hvor de modtages af Patientombuddet.
Anmeldelserne videresendes straks til rette myndighed.«
7. I § 61, stk. 1, ændres »§ 14, stk. 2,« til: »§ 12, stk. 2,«.
I lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf.
§ 2
lovbekendtgørelse nr. 1350 af 17. december 2008, som ændret ved § 15 i lov nr. 140 af 9.
februar 2010, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 1, indsættes efter »med«: »fare eller«.
2. § 5, stk. 3 og 4, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelser om generhvervelse og om ophævelse af
virksomhedsindskrænkning efter stk. 1 og 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 4. En person, der har fraskrevet sig autorisation eller indskrænket sit virksomhedsområde efter
stk. 1 og 2, kan forlange Sundhedsstyrelsens afslag på generhvervelse af autorisationen eller ophævelse af
virksomhedsindskrænkningen indbragt for domstolene, hvis der er forløbet mindst 1 år efter fraskrivelsen
eller virksomhedsindskrænkningen, eller efter at generhvervelse eller ophævelse af
virksomhedsindskrænkningen senest er nægtet ved dom. Sundhedsstyrelsens afgørelse skal indeholde
oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 5. Begæring om domstolsprøvelse efter stk. 4 skal fremsættes over for Sundhedsstyrelsen, senest 3
uger efter at Sundhedsstyrelsens afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsstyrelsen anlægger sag
mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.«
3. § 6, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 2 og 3 kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.«
4. § 7, stk. 2 og 3, affattes således:
»Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan meddele et fagligt påbud til en autoriseret sundhedsperson om ændring
af dennes virksomhed, hvis styrelsen finder, at sundhedspersonen har udvist alvorlig eller gentagen
kritisabel faglig virksomhed. Sundhedsstyrelsen kan inden meddelelsen af påbud indhente en skriftlig
erklæring fra Retslægerådet. En autoriseret sundhedspersons virksomhedsområde kan endvidere
indskrænkes i de i 1. pkt. nævnte situationer efter reglerne i § 9.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 2, 1. pkt., kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.«
5. § 8 affattes således:
»§ 8. Sundhedsstyrelsen kan i påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte virksomhed skønnes at
frembyde overhængende fare, midlertidigt fratage udøveren af hvervet autorisationen.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan i påtrængende tilfælde, hvor der er begrundet mistanke om, at en
autoriseret sundhedsperson er til fare for patientsikkerheden på et eller flere faglige områder, midlertidigt
indskrænke den pågældendes ret til virksomhedsudøvelse, mens mistanken undersøges.
Stk. 3. En autoriseret sundhedsperson, der udøver sin virksomhed i praksissektoren, kan ikke fratages
sit ydernummer med baggrund i, at vedkommende har fået indskrænket sin ret til virksomhedsudøvelse
efter stk. 2.
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 1 og 2 bortfalder, senest 2 år efter at styrelsen har
truffet afgørelse, medmindre Sundhedsstyrelsen forinden har anlagt sag, jf. § 9, om fratagelse af
autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområde. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 1 og 2 kan
ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 5. En autoriseret sundhedsperson kan efter reglerne i § 9 fratages autorisationen, hvis
vedkommende efter at have fået indskrænket sin ret til virksomhedsudøvelse efter stk. 2 fortsætter med at
udøve sådan virksomhed.«
6. § 9 affattes således:
»§ 9. Sundhedsstyrelsen anlægger retssag i den borgerlige retsplejes former om fratagelse af
autorisation efter § 6, stk. 1, § 6, stk. 5, § 7, stk. 1, § 7, stk. 4, og § 8, stk. 5, eller om indskrænkning af en
autoriseret sundhedspersons virksomhedsområde efter § 7, stk. 2, 3. pkt.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen skal, inden sag anlægges, indhente en skriftlig erklæring fra Retslægerådet.
Sundhedsstyrelsen skal, inden sag anlægges, endvidere opfordre udøveren af hvervet til at udtale sig
skriftligt eller afgive en mundtlig redegørelse i et møde, hvori også Retslægerådet deltager.
Stk. 3. Det kan i en dom om fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområde
fastsættes, at anke ikke har opsættende virkning.«
7. § 10 affattes således:
»§ 10. Sundhedsstyrelsen kan efter ansøgning give en person, der har fået frataget sin autorisation eller
indskrænket sit virksomhedsområde efter §§ 6-9 eller 12, tilladelse til at gen er hverve autorisationen eller
få ophævet virksomhedsindskrænkningen, når de omstændigheder, der begrundede
autorisationsfratagelsen eller virksomhedsindskrænkningen, ikke længere er til stede.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afslag på generhvervelse kan tidligst indbringes for domstolene, 1 år efter at
der er truffet afgørelse om endelig fratagelse af autorisation eller virksomhedsindskrænkning, eller efter at
generhvervelse af autorisationen eller ophævelse af virksomhedsindskrænkningen senest er nægtet ved
dom.«
8. § 11 ophæves.
9. I § 12 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.«
10. § 13, stk. 1, affattes således:
»Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser om faglige påbud efter § 7, stk. 2, om
midlertidig eller endelig fratagelse af autorisation eller indskrænkning af
virksomhedsområde efter §§ 6-9 og 12 og om fratagelse eller indskrænkning af retten til at
ordinere afhængighedsskabende lægemidler efter § 36 og § 51.«
11. § 14, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 3 kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.«
12. I § 35 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.«
13. § 36, stk. 2 og 3, affattes således:
»Stk. 2. Sundhedsstyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed. Lægen kan forlange Sundhedsstyrelsens afgørelse efter stk. 1 indbragt for domstolene.
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Begæring om domstolsprøvelse skal fremsættes over for Sundhedsstyrelsen, inden 3 uger efter at
Sundhedsstyrelsens afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsstyrelsen anlægger sag mod lægen i
den borgerlige retsplejes former.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelse efter stk. 1 har, medmindre Sundhedsstyrelsen bestemmer andet,
virkning straks fra meddelelsen af afgørelsen og uafhængigt af, om afgørelsen begæres indbragt for
domstolene.«
14. § 37 affattes således:
»§ 37. En læge kan over for Sundhedsstyrelsen fraskrive sig retten til at ordinere
afhængighedsskabende lægemidler eller en nærmere angiven gruppe af sådanne lægemidler for en
nærmere angiven periode eller indtil videre.
Stk. 2. Retten til at ordinere afhængighedsskabende lægemidler tilbagegives, når den angivne periode
er udløbet. Sundhedsstyrelsen kan endvidere efter ansøgning tilbagegive retten helt eller delvis, hvis
omstændigheder, der begrundede fraskrivelsen, ikke længere er til stede.
Stk. 3. Lægen kan forlange et afslag efter stk. 2 fra Sundhedsstyrelsen på tilbagegivelse af
ordinationsretten indbragt for domstolene, hvis der er forløbet mindst 1 år efter fraskrivelsen af
ordinationsretten, eller efter at tilbagegivelse af ordinationsretten senest er nægtet ved dom.
Sundhedsstyrelsens afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om
fristen herfor.
Stk. 4. Begæring om domstolsprøvelse efter stk. 3 skal fremsættes over for Sundhedsstyrelsen, senest 3
uger efter at Sundhedsstyrelsens afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsstyrelsen anlægger sag
mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.«
15. § 40 affattes således:
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
»§ 40. Reglerne i § 10 finder tilsvarende anvendelse for tilbagegivelse af retten til at ordinere
afhængighedsskabende lægemidler eller en nærmere angiven gruppe af lægemidler, som er frataget lægen
efter § 36.«
§ 3
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008, som ændret bl.a. ved
lov nr. 288 af 15. april 2009 og senest ved lov nr. 534 af 26. maj 2010, foretages følgende
ændringer:
1. § 198 affattes således:
»§ 198. Regionsrådet og kommunalbestyrelsen modtager, registrerer og analyserer rapporteringer om
utilsigtede hændelser, jf. stk. 2 og 3, til brug for forbedring af patientsikkerheden og rapportering af
oplysninger efter reglerne i § 199.
Stk. 2. En sundhedsperson, der som led i sin faglige virksomhed bliver opmærksom på en utilsigtet
hændelse, skal rapportere hændelsen til regionen. En hændelse, der er forekommet i den kommunale
sundhedssektor, jf. afsnit IX, skal dog rapporteres til kommunen. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse
på ambulancebehandlere, apotekere og apotekspersonale.
Stk. 3. En patient eller dennes pårørende kan rapportere en utilsigtet hændelse til regionen eller
kommunen i overensstemmelse med reglerne i stk. 2, 1. og 2. pkt.
Stk. 4. Ved en utilsigtet hændelse forstås en begivenhed, der forekommer i forbindelse med
sundhedsfaglig virksomhed, herunder præhospital indsats, eller i forbindelse med forsyning af og
information om lægemidler. Utilsigtede hændelser omfatter på forhånd kendte og ukendte hændelser og
fejl, som ikke skyldes patientens sygdom, og som enten er skadevoldende eller kunne have været
skadevoldende, men forinden blev afværget eller i øvrigt ikke indtraf på grund af andre omstændigheder.«
2. § 199 affattes således:
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
»§ 199. Patientombuddet modtager rapporteringer fra regionsrådet og kommunalbestyrelsen om
utilsigtede hændelser og opretter et nationalt register herfor. Patientombuddet analyserer og
videreformidler viden til sundhedsvæsenet på baggrund af de modtagne rapporteringer. Patientombuddet
stiller endvidere rapporteringerne til rådighed for Sundhedsstyrelsen til brug for Sundhedsstyrelsens
vejledningsarbejde, jf. § 214, stk. 1.
Stk. 2. Patientombuddet fastsætter nærmere regler om, hvilke utilsigtede hændelser der skal
rapporteres af regionsrådet og kommunalbestyrelsen til Patientombuddet, hvornår og i hvilken form
rapporteringen skal ske, og hvad den skal indeholde. Patientombuddet fastsætter endvidere nærmere
regler om, i hvilke tilfælde personer omfattet af § 198, stk. 2, skal rapportere om utilsigtede hændelser til
regionsrådet og kommunalbestyrelsen, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske, og hvad den skal
indeholde. Patientombuddet kan desuden fastsætte nærmere regler om, i hvilken form rapportering efter §
198, stk. 3, skal ske.
Stk. 3. Patientombuddet kan fastsætte regler om, at regionsrådet og kommunalbestyrelsen til brug for
Patientombuddets varetagelse af opgaver efter stk. 1 og til brug for Sundhedsstyrelsens varetagelse af
opgaver efter § 214, stk. 1, skal sende nærmere bestemte oplysninger om rapporterede hændelser og
udarbejdede handlingsplaner, faglige udmeldinger m.v. til Patientombuddet.
Stk. 4. Rapportering om utilsigtede hændelser fra regionsrådet og kommunalbestyrelsen til
Patientombuddet efter stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 3 skal ske i anonymiseret form vedrørende
såvel patienten som den rapporterende person.
Stk. 5. Patientombuddet afgiver en årlig beretning om sin virksomhed i henhold til dette kapitel.«
3. § 202 affattes således:
»§ 202. Patientombuddet kan fastsætte nærmere regler for, hvilke sygehuse og andre
behandlingsinstitutioner der er omfattet af rapporteringspligten, ligesom Patientombuddet kan fastsætte
særlige regler for de private sygehuses rapporteringssystem.
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. §§ 198-201 gælder tillige for private sygehuse.
Stk. 3. §§ 198-201 gælder ikke for andre lovbestemte indrapporteringsordninger vedrørende utilsigtede
hændelser og fejl opstået under behandling. Patientombuddet kan i samarbejde med berørte myndigheder
fastsætte nærmere regler, der præciserer og eventuelt samordner indrapporteringsforhold, jf. 1. pkt.«
4. I § 215, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:
»Sundhedsstyrelsen offentliggør beslutninger om skærpet tilsyn.«
5. I § 216, stk. 3, ændres »Sundhedsvæsenets Patientklage nævn« til: »Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn«.
§ 4
I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november
2006, foretages følgende ændringer:
1. I § 34, stk. 1, 2. pkt., ændres »Den Almindelige Danske Lægeforening og De Samvirkende
Invalideorganisationer« til: »Lægeforeningen og Danske Handicaporganisationer«.
2. I § 38, stk. 1, og § 39, stk. 2, ændres »Sundhedsvæsenets Patientklagenævn« til: »Det Psykiatriske
Ankenævn«.
3. § 38, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Klage til Det Psykiatriske Ankenævn skal indgives, senest 3 måneder efter at klageren har fået
meddelelse om det psykiatriske patientklagenævns afgørelse. Det Psykiatriske Ankenævn kan se bort fra en
overskridelse af klagefristen, når særlige grunde taler herfor.
Stk. 3. Det Psykiatriske Ankenævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
4. Efter § 38 indsættes:
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
»§ 38 a. Det Psykiatriske Ankenævn nedsættes af indenrigs- og sundhedsministeren. Nævnet er i sin
virksomhed uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse. Nævnet består af 1
formand, der skal være dommer og kan være dommer fra de overordnede retter, 2 medlemmer, der skal
være psykiatere, beskikket efter indstilling fra Lægeforeningen og 2 medlemmer beskikket efter indstilling
fra Danske Handicaporganisationer. Formanden udpeges, og medlemmerne beskikkes af indenrigs- og
sundhedsministeren for en periode af 4 år, og de kan samtidig være formand, næstformand eller
medlemmer af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Udtræder formanden eller et medlem i perioden,
udpeges eller beskikkes en ny formand eller et nyt medlem for den resterende del af perioden. Ministeren
udpeger eller beskikker efter reglerne i 1. pkt. stedfortrædere for formanden og medlemmerne.
Genudpegning og genbeskikkelse kan finde sted.
Stk. 2. Det psykiatriske patientklagenævn skal afgive de oplysninger til Det Psykiatriske Ankenævn, som
er nødvendige for ankenævnets behandling af sager efter dette kapitel. Det Psykiatriske Ankenævn kan
forelægge en sag for Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før nævnet træffer afgørelse i sagen.
Stk. 3. Det Psykiatriske Ankenævn sekretariatsbetjenes af Patientombuddet, jf. § 11 i lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med Det Psykiatriske Ankenævn
dettes forretningsorden, herunder regler om formandens adgang til at træffe afgørelse i sager, der ikke
skønnes at give anledning til tvivl.
Stk. 5. Udgifterne ved Det Psykiatriske Ankenævns virksomhed, herunder udgifter til vederlag til
nævnets formand og medlemmer, afholdes af staten efter reglerne i § 18 i lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet eller regler fastsat i medfør heraf.«
§ 5
I lov nr. 219 af 14. april 1999 om virksomhedsansvarlige læger, som ændret ved § 15 i lov
nr. 69 af 4. februar 2004, foretages følgende ændringer:
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1. I § 1, stk. 4, ændres »§ 5, stk. 3, i lov om sygehusvæsenet« til: »§ 79, stk. 2, i sundhedsloven«.
2. I § 1, stk. 5, ændres »Sundhedsministeren« til: »Indenrigs- og sundhedsministeren«.
3. I § 2, stk. 2, udgår », jf. lægelovens § 2, stk. 4«.
4. I § 7, stk. 1 og 2, ændres »Sundhedsvæsenets Patientklagenævn« til: »Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn«.
§ 6
I lov om psykologer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 132 af 27. februar 2004, som ændret
ved § 2 i lov nr. 574 af 24. juni 2005 og § 3 i lov nr. 1585 af 20. december 2006, foretages
følgende ændring:
1. I § 13, § 14, stk. 5, og § 18, stk. 2, ændres »Sundhedsvæsenets Patientklagenævn« til:
»Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn«.
I lov nr. 288 af 15. april 2009 om ændring af sundhedsloven. (Udvidet
§ 7
patientsikkerhedsordning) foretages følgende ændring:
1. § 1, nr. 1, ophæves.
§ 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af sundhedslovens §
198 som affattet ved denne lovs § 3, nr. 1.
Stk. 3. § 7, nr. 1, træder i kraft dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 4. Klager m.v. over sundhedsfaglig virksomhed, der er indbragt for Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn før lovens ikrafttræden, færdigbehandles af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, dog
med undtagelse af klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 og afsnit IV, som
færdigbehandles af Patientombuddet. Er embedslægeinstitutionen før lovens ikrafttræden anmodet om at
undersøge en klagesag, færdiggør embedslægeinstitutionen undersøgelsen efter de hidtil gældende regler i
§ 14, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 5. Klager over kommunalbestyrelsers, regionsråds og Søfartsstyrelsens afgørelser m.v., der efter
§§ 6-8 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet er indgivet til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn før lovens ikrafttræden, færdigbehandles af Patientombuddet.
Stk. 6. De hidtil gældende regler i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig
virksomhed finder anvendelse for indstillinger til indenrigs- og sundhedsministeren, som Sundhedsstyrelsen
før denne lovs ikrafttræden har afgivet, og afgørelser, som Sundhedsstyrelsen før denne lovs ikrafttræden
har truffet.
Stk. 7. Klager over de psykiatriske patientklagenævns afgørelser, der er indgivet til Sundhedsvæsenets
Patientklage nævn før lovens ikrafttræden, færdigbehandles af Det Psykiatriske Ankenævn.
§ 9
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser,
som de færøske forhold tilsiger.
MARGRETHE R.
/ Bertel Haarder
Givet på Christiansborg Slot, den 25. juni 2010
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Sætter i kraft
Bekendtgørelse om ikrafttræden af § 3, nr. 1, i lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden
for sundhedsvæsenet, lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed,
sundhedsloven og forskellige andre love
2.1.15 L 130 Vedtaget af Folketinget

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven
Herved bekendtgøres sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008 med de ændringer,
der følger af lov nr. 319 af 30. april 2008, § 1 i lov nr. 538 af 17. juni 2008, § 1 i lov nr. 539 af 17. juni 2008,
lov nr. 1064 af 6. november 2008, § 3 i lov nr. 100 af 10. februar 2009, lov nr. 288 af 15. april 2009, lov nr.
529 af 12. juni 2009, lov nr. 530 af 12. juni 2009, lov nr. 531 af 12. juni 2009, lov nr. 1521 af 27. december
2009, lov nr. 534 af 26. maj 2010, § 3 i lov nr. 629 af 11. juni 2010 og § 3 og § 7 i lov nr. 706 af 25. juni 2010.
Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § 198 træder i kraft efter indenrigs- og sundhedsministerens
nærmere bestemmelse, jf. § 8, stk. 2, i lov nr. 706 af 25. juni 2010 om ændring af lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love (Et nyt patientklagesystem, mulighed
for at klage over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed, forenkling af regler om
tilsynsforanstaltninger m.v.)
Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende § 199, § 202, § 215, stk. 2, 3. pkt. og § 216, stk. 3, træder først i
kraft den 1. januar 2011, jf. § 8, stk. 1 i lov nr. 706 af 25. juni 2010 om ændring af lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love (Et nyt patientklagesystem, mulighed
for at klage over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed, forenkling af regler om
tilsynsforanstaltninger m.v.)
Afsnit I
Sundhedsvæsenet
Kapitel 1
Formål og opgaver m.v.
§ 1. Sundhedsvæsenet har til formål at fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle
sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den enkelte.
§ 2. Loven fastsætter kravene til sundhedsvæsenet med henblik på at sikre respekt for det enkelte
menneske, dets integritet og selvbestemmelse og at opfylde behovet for
1) let og lige adgang til sundhedsvæsenet,
2) behandling af høj kvalitet,
3) sammenhæng mellem ydelserne,
4) valgfrihed,
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5) let adgang til information,
6) et gennemsigtigt sundhedsvæsen og
7) kort ventetid på behandling.
§ 3. Regioner og kommuner er efter reglerne i denne lov ansvarlige for, at sundhedsvæsenet tilbyder en
befolkningsrettet indsats vedrørende forebyggelse og sundhedsfremme samt behandling af den enkelte
patient.
Stk. 2. Sundhedsvæsenets opgaver udføres af regionernes sygehusvæsen, praktiserende
sundhedspersoner, kommunerne og øvrige offentlige og private institutioner m.v.
§ 4. Regioner og kommuner skal i et samspil med de statslige myndigheder og i dialog med brugerne sikre
en stadig udvikling af kvaliteten og en effektiv ressourceudnyttelse i sundhedsvæsenet gennem
uddannelse, forskning, planlægning og samarbejde m.v.
§ 5. Behandling omfatter efter denne lov undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp,
genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte
patient.
§ 6. Ved sundhedspersoner forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at
varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar.
Afsnit II
Retten til ydelser efter loven
Kapitel 2
Personkreds
§ 7. Personer, der har bopæl her i landet, har ret til lovens ydelser.
Stk. 2. Ved bopæl forstås tilmelding til Folkeregisteret.
§ 8. Personer, der ikke har bopæl her i landet, har under midlertidigt ophold ret til ydelser efter
bestemmelserne i § 80.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler herom samt om, at lovens ydelser helt eller
delvis skal tilkomme personer, der ikke har bopæl her i landet.
§ 9. Søfarende, der er forhyret med dansk skib, samt disses medsejlende ægtefæller og børn har ret til
ydelser efter loven under tjenesteforholdet og i umiddelbar tilknytning hertil. Indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren og vedkommende
organisationer af arbejdsgivere og arbejdstagere de nærmere regler om, hvilke personer der omfattes af
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
denne bestemmelse, og kan herunder foretage de afvigelser fra lovens bestemmelser, som findes
hensigtsmæssige som følge af de særlige forhold, der gælder for søfarende.
§ 10. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang lovens ydelser
tilkommer
1) personer, hvis ophold her i landet er reguleret i aftaler om retsstillingen for styrker eller militære
hovedkvarterer, som Danmark har tiltrådt,
2) udenlandske statsborgere, der er beskæftiget her i landet af en udenlandsk stat eller en international
organisation, og
3) familiemedlemmer til de under nr. 1 og 2 nævnte personer.
§ 11. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang lovens ydelser
efter afsnit V og X tilkommer personer, der er indkaldt til værnepligtstjeneste eller tjeneste, der kan
sidestilles hermed, og personer, der er optaget i Kriminalforsorgens institutioner.
Kapitel 3
Bevis for retten til ydelser efter loven
§ 12. Kommunalbestyrelsen udsteder et bevis til personer, der har ret til ydelser efter loven. Beviset gælder
som dokumentation for retten til ydelser efter loven, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilket omfang
kommunalbestyrelsen udfærdiger bevis til personer omfattet af § 8, stk. 2, og § 10, samt i hvilket omfang
beviset anvendes til dokumentation for ret til ydelser efter loven.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om udformning, anvendelse, indhold,
udstedelse og inddragelse af de i stk. 1 og 2 omhandlede beviser samt om opkrævning af gebyr for beviser.
Afsnit III
Patienters retsstilling
Kapitel 4
Patientkreds
§ 13. Reglerne i afsnit III gælder for patienter, der inden for sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der
udføres sundhedsfaglig virksomhed, modtager eller har modtaget behandling af sundhedspersoner,
medmindre andet særligt er fastsat i lovgivningen.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. § 35 gælder for personer, der til private virksomheder afgiver biologisk materiale til opbevaring eller
lægemiddelproduktion m.v., og for de private virksomheder, der modtager det biologiske materiale.
§ 14. For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, indtræder den eller de personer, som efter
lovgivningen er bemyndiget hertil, i patientens rettigheder efter §§ 15-51, i det omfang det er nødvendigt
for at varetage patientens interesser i den pågældende situation.
Kapitel 5
Patienters medinddragelse i beslutninger
Informeret samtykke
§ 15. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre
andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller af §§ 17-19.
Stk. 2. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke efter stk. 1.
Stk. 3. Ved informeret samtykke forstås i denne lov et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende
information fra sundhedspersonens side, jf. § 16.
Stk. 4. Et informeret samtykke efter afsnit III kan være skriftligt, mundtligt eller efter omstændighederne
stiltiende.
Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om samtykkets form og indhold.
§ 16. Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne,
herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.
Stk. 2. Patienten har ret til at frabede sig information efter stk. 1.
Stk. 3. Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og
den påtænkte behandling. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens
individuelle forudsætninger med hensyn til alder, modenhed, erfaring m.v.
Stk. 4. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og
plejemuligheder, herunder oplysninger om andre, lægefagligt forsvarlige behandlingsmuligheder, samt
oplysninger om konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal tillige omfatte
oplysninger om mulige konsekvenser for behandlingsmuligheder, herunder om risiko for komplikationer og
bivirkninger, hvis patienten frabeder sig videregivelse eller indhentning af helbredsoplysninger m.v.
Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige
komplikationer og bivirkninger.
Stk. 5. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens
stillingtagen, jf. § 15, skal sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig
information, jf. stk. 2.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om informationens form og indhold.
Mindreårige
§ 17. En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til behandling.
Forældremyndighedens indehaver skal tillige have information, jf. § 16, og inddrages i den mindreåriges
stillingtagen.
Stk. 2. Såfremt sundhedspersonen efter en individuel vurdering skønner, at patienten, der er fyldt 15 år,
ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan forældremyndighedens indehaver
give informeret samtykke.
Stk. 3. En patient, der er fyldt 15 år, er berettiget til aktindsigt efter bestemmelserne i §§ 36-39 og kan give
samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger m.v. efter bestemmelserne i §§ 41-49.
Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke
§ 18. For en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, kan de nærmeste pårørende
give informeret samtykke til behandling. I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter
personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan informeret samtykke dog gives
af værgen.
Stk. 2. Har en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, ingen nærmeste pårørende
eller værge, kan sundhedspersonen gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden sundhedsperson,
der har faglig indsigt på området, og som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af
den pågældende patient, giver sin tilslutning hertil.
Stk. 3. I de tilfælde, der er omfattet af stk. 2, kan sundhedspersonen dog uden inddragelse af en anden
sundhedsperson gennemføre en påtænkt behandling, hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter
med hensyn til omfang og varighed.
Stk. 4. Skønner sundhedspersonen, at de nærmeste pårørende eller værgen, jf. stk. 1, forvalter samtykket
på en måde, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen
gennemføre behandlingen, såfremt Sundhedsstyrelsen giver sin tilslutning hertil.
Øjeblikkeligt behandlingsbehov
§ 19. Hvis en patient, der midlertidigt eller varigt mangler evnen til at give informeret samtykke eller er
under 15 år, befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse
eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat
af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra
patienten eller fra forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller værge.
Patientens inddragelse
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 20. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af
behandlingen, i det omfang patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade
patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning.
Sundhedspersonens ansvar
§ 21. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandlingen, er forpligtet til at drage omsorg for, at
1) informeret samtykke indhentes efter §§ 15-17 og § 18, stk. 1,
2) der foreligger tilslutning fra en anden sundhedsperson efter § 18, stk. 2,
3) der foreligger tilslutning fra Sundhedsstyrelsen efter § 18, stk. 4, og
4) patienten informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen efter § 20.
Kapitel 6
Selvbestemmelse i særlige tilfælde
Reglernes anvendelse
§ 22. For bestemmelserne i dette kapitel finder §§ 15 og 16 om informeret samtykke, § 17 om mindreårige,
§ 20 om patientens inddragelse og § 21 om sundhedspersonens ansvar tilsvarende anvendelse. Dog finder
§ 17 om mindreårige ikke anvendelse for § 26 om livstestamenter.
Sultestrejke
§ 23. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke og patienten er informeret om sultestrejkens
helbredsmæssige konsekvenser, må en sundhedsperson ikke afbryde denne.
Afvisning af at modtage blod
§ 24. En behandling, der indebærer transfusion af blod eller blodprodukter, må ikke indledes eller
fortsættes uden patientens informerede samtykke.
Stk. 2. Patientens afvisning af at modtage blod eller blodprodukter skal være givet i forbindelse med den
aktuelle sygdomssituation og være baseret på information fra sundhedspersonen om de helbredsmæssige
konsekvenser af at undlade tilførsel af blod eller blodprodukter ved behandlingen.
Stk. 3. Såfremt det strider mod en sundhedspersons etiske opfattelse at udføre en behandling uden
anvendelse af blod eller blodprodukter, er vedkommende ikke forpligtet hertil, og patienten skal henvises
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
til en anden sundhedsperson, medmindre der foreligger et tilfælde af påtrængende nødvendig lægehjælp,
jf. § 42 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
Behandling af uafvendeligt døende
§ 25. En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der kun kan udskyde dødens indtræden.
Stk. 2. Såfremt en uafvendeligt døende patient ikke længere er i stand til at udøve sin selvbestemmelsesret,
kan en sundhedsperson undlade at påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling, jf. § 26,
stk. 3.
Stk. 3. En uafvendeligt døende patient kan modtage de smertestillende, beroligende eller lignende midler,
som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af
dødstidspunktet.
Livstestamenter
§ 26. Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder
helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den
pågældende udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en
tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv.
Stk. 2. I et livstestamente kan optages bestemmelser om, at
1) der ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor testator er uafvendeligt døende, og
2) der ikke ønskes livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse,
ulykke, hjertestop el.lign. har medført så svær invaliditet, at testator varigt vil være ude af stand til at tage
vare på sig selv fysisk og mentalt.
Stk. 3. Ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring
eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse.
Stk. 4. Såfremt en sundhedsperson, i tilfælde hvor patienten ikke selv er i stand til at udøve sin
selvbestemmelsesret, påtænker at iværksætte livsforlængende behandling af en uafvendeligt døende eller
påtænker at fortsætte livsforlængende behandling i en situation som nævnt i stk. 2, nr. 2, skal
sundhedspersonen kontakte Livstestamenteregisteret, jf. § 27, med henblik på at undersøge, om der
foreligger et livstestamente.
Stk. 5. Testators ønske i medfør af stk. 2, nr. 1, er bindende for sundhedspersonen, medens et ønske efter
stk. 2, nr. 2, er vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling.
§ 27. Indenrigs- og sundhedsministeren opretter et livstestamenteregister og fastsætter nærmere regler
om livstestamenters oprettelse, udformning, registrering og tilbagekaldelse m.v.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om gebyrer for registrering af livstestamenter.
Kapitel 7
Selvbestemmelse over biologisk materiale
Anvendelsesområde
§ 28. Reglerne i §§ 29-35 gælder for selvbestemmelse over biologisk materiale, medmindre andet følger af
anden lovgivning eller af reglerne i § 52.
Vævsanvendelsesregisteret
§ 29. En patient kan beslutte, at biologisk materiale, som patienten afgiver eller har afgivet i forbindelse
med behandling, kun må anvendes til behandling af den pågældende og til formål, der har en umiddelbar
tilknytning hertil. Patientens beslutning registreres i Vævsanvendelsesregisteret, jf. stk. 2.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren opretter Vævsanvendelsesregisteret til registrering af beslutninger
truffet efter stk. 1. Ministeren fastsætter nærmere regler om registerets indretning og drift, herunder
udformning af registreringsblanket, registreringsform og vedligeholdelse m.v. Ministeren fastsætter
endvidere nærmere regler om betingelserne for myndigheders og andres adgang til oplysninger i registeret.
Stk. 3. En patient kan tilbagekalde sin beslutning efter stk. 1 ved at framelde sig registeret.
Stk. 4. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for opbevaring af biologisk materiale, er forpligtet til at søge
oplysninger i registeret, hvis opbevaret biologisk materiale ønskes anvendt til andet end behandling af
patienten og formål, der har en umiddelbar tilknytning hertil.
Opbevaring og videregivelse af afgivet biologisk materiale
§ 30. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet fastsætte nærmere
regler om opbevaring af biologisk materiale, som en patient har afgivet i forbindelse med behandling.
§ 31. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet fastsætte nærmere
regler om betingelserne for videregivelse til tredjelande af biologisk materiale, som en patient har afgivet i
forbindelse med behandling.
§ 32. Biologisk materiale, som en patient har afgivet i forbindelse med behandling, kan videregives til en
forsker til brug for et konkret biomedicinsk forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet
efter lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter,
medmindre patienten har fået registreret en beslutning efter § 29, stk. 1, i Vævsanvendelsesregisteret.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Ret til destruktion
§ 33. En patient kan kræve, at biologisk materiale, som patienten har afgivet i forbindelse med behandling,
skal destrueres.
Stk. 2. Destruktion efter stk. 1 kan dog afslås, hvis patientens interesse i at få destrueret det biologiske
materiale findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser.
Stk. 3. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for opbevaring af det biologiske materiale, afgør, hvorvidt
destruktion skal finde sted, jf. stk. 2. Skal destruktion finde sted, er sundhedspersonen forpligtet til at sørge
herfor.
Stk. 4. Er det biologiske materiale videregivet, har den person, der herefter er ansvarlig for opbevaring af
det biologiske materiale, tilsvarende de forpligtelser, som er nævnt i stk. 3.
Stk. 5. Den sundhedsperson, der har indsamlet det biologiske materiale i forbindelse med behandling, eller
den, som har overtaget sundhedspersonens funktion, er forpligtet til at underrette den tredjemand, hvortil
det biologiske materiale er videregivet, hvis patienten ønsker materialet destrueret. Dette gælder dog ikke,
hvis underretningen viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt vanskelig.
Ret til udlevering
§ 34. Biologisk materiale, som en patient har afgivet i forbindelse med behandling, skal efter anmodning
udleveres til patienten, hvis den pågældende kan godtgøre en særlig interesse heri.
Stk. 2. Udlevering efter stk. 1 kan afslås, hvis patientens interesse i at få udleveret det biologiske materiale
findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser.
Stk. 3. Den sundhedsperson, der er ansvarlig for opbevaring af det biologiske materiale, afgør, hvorvidt
udlevering skal finde sted, jf. stk. 1 og 2. Skal udlevering finde sted, er sundhedspersonen forpligtet til at
sørge herfor.
Stk. 4. Er det biologiske materiale videregivet, har den person, der herefter er ansvarlig for opbevaring af
det biologiske materiale, tilsvarende de forpligtelser, der er nævnt i stk. 3.
Stk. 5. Den sundhedsperson, der har indsamlet det biologiske materiale i forbindelse med behandling, eller
den, som har overtaget sundhedspersonens funktion, er forpligtet til at underrette den tredjemand, hvortil
det biologiske materiale er videregivet, hvis patienten ønsker materialet udleveret. Dette gælder dog ikke,
hvis underretningen viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt vanskelig.
Aftale om biologisk materiale, der afgives til private virksomheder
§ 35. En privat virksomhed, der indsamler biologisk materiale med henblik på opbevaring eller
lægemiddelproduktion m.v., skal, medmindre andet følger af anden lovgivning, sikre, at der foreligger en
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
skriftlig aftale mellem den person, der afgiver det biologiske materiale, og virksomheden. Aftalen skal
underskrives af begge parter.
Stk. 2. Aftalen som nævnt i stk. 1 skal som minimum indeholde oplysninger om følgende:
1) Formålet med indsamling og opbevaring af det biologiske materiale.
2) Hvorledes det biologiske materiale vil blive opbevaret og længden af opbevaringstiden m.v.
3) De betalingsmæssige forhold, muligheder for opsigelse af aftalen, konsekvenser af misligholdelse af
aftalen m.v.
4) Hvorledes der skal forholdes med det biologiske materiale i tilfælde af, at virksomheden ophører,
herunder hvorvidt det biologiske materiale fortsat kan opbevares.
5) Den private virksomhed, herunder om selskabs- og ejerforhold, ansvarsforhold m.v.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke yderligere oplysninger
aftalen efter stk. 1 skal indeholde.
Kapitel 8
Aktindsigt
§ 36. Reglerne i dette kapitel gælder for patientjournaler m.v., der udarbejdes af sundhedspersoner, og
som føres på offentlige eller private sygehuse, klinikker, ambulatorier, i privat praksis eller i forbindelse
med behandling i private hjem samt på andre offentlige eller private institutioner m.v., hvor der som led i
sundhedsmæssig virksomhed foretages behandling af patienter.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke oplysninger og institutioner
m.v., der er omfattet af stk. 1.
§ 37. Den, om hvis helbredsforhold der er udarbejdet patientjournaler m.v., har på anmodning ret til
aktindsigt heri. Patienten har endvidere på anmodning ret til på en let forståelig måde at få meddelelse om,
hvilke oplysninger der behandles i patientjournalen m.v. efter 1. pkt., formålet hermed, kategorierne af
modtagere af oplysningerne og tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer.
Stk. 2. En forældremyndighedsindehavers adgang til aktindsigt i en mindreårigs patientjournal m.v. efter
stk. 1, jf. § 14, kan begrænses, i det omfang forældremyndighedsindehaverens interesse i at blive gjort
bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til den mindreårige.
Stk. 3. For optegnelser journalført før den 1. januar 2010 kan retten efter stk. 1 begrænses, i det omfang
patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn
til den pågældende selv eller til andre private interesser.
§ 38. Den myndighed, institution eller sundhedsperson, der har ansvaret for patientjournalerne m.v., afgør
inden 10 dage efter patientens anmodning, om retten til aktindsigt skal begrænses efter § 37, stk. 2 og 3. Er
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
anmodningen ikke imødekommet inden 10 dage, skal myndigheden, institutionen eller sundhedspersonen
underrette patienten om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.
Stk. 2. Aktindsigt kan enten gives elektronisk, eller ved at der gives adgang til gennemsyn af
patientjournalen m.v. på stedet eller udleveres en afskrift eller kopi.
Stk. 3. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter stk. 1 og 2 er tillagt beføjelser, påhviler det overordnede
ansvar for, at aktindsigt meddeles i overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.
§ 39. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om gebyr til dækning af eventuelle
kopierings- og forsendelsesomkostninger m.v. i forbindelse med aktindsigten.
Kapitel 9
Tavshedspligt, videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger m.v.
§ 40. En patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres
erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre
fortrolige oplysninger, jf. dog reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. I de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter §§ 41-46 er tillagt beføjelser efter de enkelte
bestemmelser, påhviler det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives eller indhentes i
overensstemmelse med loven, den driftsansvarlige myndighed.
Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling af patienter
§ 41. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner videregive oplysninger til andre sundhedspersoner
om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse
med behandling af patienten eller behandling af andre patienter.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
1) det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten, og videregivelsen sker under
hensyntagen til patientens interesse og behov,
2) videregivelsen omfatter et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat i sygehusvæsenet, til patientens
alment praktiserende læge eller den praktiserende speciallæge, der har henvist patienten til
sygehusbehandling,
3) videregivelsen omfatter et udskrivningsbrev fra en læge, der er ansat på privatejet sygehus, klinik m.v., til
de i nr. 2 nævnte læger, når behandlingen er ydet efter aftale med et regionsråd eller en
kommunalbestyrelse i henhold til denne lov
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige
hensyn til patienten, herunder en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, sundhedspersonen
eller andre eller
5) videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en læge, der virker som stedfortræder
for denne.
Stk. 3. Patienten kan frabede sig, at oplysninger efter stk. 2, nr. 1-3, videregives.
Stk. 4. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter
stk. 2 er berettiget.
Stk. 5. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 4, skal den, oplysningen angår, snarest muligt
herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindre orientering kan udelades efter
anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i
denne lovgivning.
Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse af
helbredsoplysninger m.v. efter denne bestemmelse, herunder om videregivelsens omfang og om
gennemførelsen heraf.
§ 42. Samtykke efter § 41, stk. 1, kan være mundtligt eller skriftligt. Samtykket kan afgives til den
sundhedsperson, der videregiver oplysninger, eller til den sundhedsperson, der modtager oplysninger.
Samtykket skal indføres i patientjournalen. 1.-3. pkt. gælder tilsvarende, når patienten frabeder sig
videregivelse af oplysninger, jf. § 41, stk. 3.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.
Indhentning af elektroniske helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling af patienter
§ 42 a. Læger og sygehusansatte tandlæger kan ved opslag i elektroniske systemer i fornødent omfang
indhente oplysninger om en patients helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige
oplysninger, når det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienten.
Stk. 2. Andre sundhedspersoner end de i stk. 1 nævnte kan ved opslag i elektroniske systemer, hvori
adgangen for den pågældende sundhedsperson teknisk er begrænset til de patienter, der er i behandling på
samme behandlingsenhed, som den pågældende sundhedsperson er tilknyttet, i fornødent omfang
indhente oplysninger som nævnt i stk. 1 om aktuel behandling, når det er nødvendigt i forbindelse med
aktuel behandling af patienten.
Stk. 3. På behandlingssteder med elektroniske systemer, der kun indeholder oplysninger til brug for
behandling, som gives på det pågældende behandlingssted, kan andre sundhedspersoner end de i stk. 1
nævnte, som er ansat på behandlingsstedet, ved opslag i sådanne systemer i fornødent omfang indhente
oplysninger som nævnt i stk. 1, når det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienten.
Dette gælder dog ikke, hvis behandlingsstedet har en i stk. 1 nævnt sundhedsperson ansat.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 4. Ledelsen på et behandlingssted kan give tilladelse til, at enkelte eller grupper af sundhedspersoner,
der er ansat på det pågældende behandlingssted, kan foretage opslag i elektroniske systemer efter stk. 1.
Tilladelse efter 1. pkt. kan kun gives til sundhedspersoner, der har behov for at kunne foretage opslag efter
stk. 1 med henblik på at kunne varetage de funktioner og opgaver, vedkommende er beskæftiget med.
Beslutninger truffet efter 1. pkt. skal fremgå af en datasikkerhedsinstruks for behandlingsstedet.
Beslutninger truffet efter 1. pkt. skal gøres offentligt tilgængelige.
Stk. 5. Læger og sygehusansatte tandlæger kan endvidere indhente oplysninger som nævnt i stk. 1, hvis
indhentningen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige
hensyn til patienten, herunder en patient, der ikke kan varetage sine interesser, sundhedspersonen eller
andre patienter. Tilsvarende gælder sundhedspersoner med tilladelse efter stk. 4. Tilsvarende gælder
endvidere andre sundhedspersoner ved opslag i elektroniske systemer omfattet af stk. 2 og 3 på det
behandlingssted, sundhedspersonen er ansat.
Stk. 6. Uden for de i stk. 1 og 5 nævnte tilfælde kan læger og sygehusansatte tandlæger med patientens
samtykke endvidere ved opslag i elektroniske systemer indhente oplysninger som nævnt i stk. 1 i
forbindelse med behandling af patienter.
Stk. 7. Patienten kan frabede sig, at en sundhedsperson indhenter oplysninger efter stk. 1-4.
Stk. 8. Læger og sygehusansatte tandlæger kan under disses ansvar lade medicinstuderende indhente
oplysninger efter stk. 1 og 5-7.
Stk. 9. En sundhedsperson kan under dennes ansvar lade sekretærer yde teknisk bistand til opslag i
oplysninger, som den pågældende sundhedsperson selv har adgang til, jf. stk. 1-8.
§ 42 b. Samtykke efter § 42 a, stk. 6, og tilkendegivelse efter § 42 a, stk. 7, kan være mundtligt eller
skriftligt. Samtykket eller tilkendegivelsen skal meddeles til den sundhedsperson, som indhenter
oplysningerne. Samtykket eller tilkendegivelsen skal indføres i patientjournalen.
§ 42 c. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om private dataansvarliges pligt til at
registrere oplysninger om, hvem der har foretaget opslag i en patients elektroniske patientjournal
(logning), samt om loggens indhold, opbevaring og sletning.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om patientens elektroniske adgang til
oplysninger hos offentlige og private dataansvarlige om, hvem der har foretaget opslag i patientens
elektroniske patientjournal, og på hvilket tidspunkt opslagene er foretaget.
Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål
§ 43. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive
oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til
myndigheder, organisationer, private personer m.fl.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og
oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,
2) videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige
hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre eller
3) videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
Stk. 3. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør, hvorvidt videregivelse efter
stk. 2 er berettiget.
Stk. 4. Såfremt der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt
herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed, medmindre orientering kan udelades efter
anden lovgivning eller af hensyn til offentlige eller private interesser svarende til dem, der beskyttes i
denne lovgivning.
§ 44. Samtykke efter § 43, stk. 1, skal være skriftligt. Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens
karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor. Samtykket skal indføres i patientjournalen.
Stk. 2. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest 1 år efter, at det er givet.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte samtykke.
Videregivelse af helbredsoplysninger til pårørende og læge vedrørende afdøde patienter
§ 45. En sundhedsperson kan videregive oplysninger om en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og
dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, afdødes alment praktiserende læge og den læge, der havde
afdøde i behandling, såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske og hensynet til afdøde, eller
andre private interesser ikke taler afgørende herimod. Der kan endvidere videregives oplysninger til
afdødes nærmeste pårørende efter reglen i § 43, stk. 2, nr. 2.
Videregivelse af helbredsoplysninger til særlige formål (forskning, statistik m.v.)
§ 46. Oplysninger om enkeltpersoners helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige
oplysninger fra patientjournaler m.v. kan videregives til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk
forskningsprojekt, såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov om et videnskabsetisk
komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter.
Stk. 2. Oplysninger som nævnt i stk. 1 kan, når et forskningsprojekt ikke er omfattet af lov om et
videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter, endvidere videregives
til en forsker til brug ved et konkret forskningsprojekt af væsentlig samfundsmæssig interesse efter
godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for videregivelsen.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Der må kun ske efterfølgende henvendelse til enkeltpersoner, i det omfang de sundhedspersoner,
der har behandlet de pågældende, giver tilladelse hertil.
§ 47. Oplysninger som nævnt i § 46 kan videregives til brug for statistik eller planlægning efter godkendelse
af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for oplysningernes anvendelse m.v., jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden godkendelse af Sundhedsstyrelsen, når
det følger af lov, at oplysningerne skal videregives.
§ 48. Oplysninger, der er indhentet efter §§ 46 og 47 til brug for forskning, statistik eller planlægning, må
ikke senere behandles i andet end statistisk eller videnskabeligt øjemed.
Stk. 2. Offentliggørelse af oplysninger som nævnt i stk. 1 må kun ske i en form, hvori oplysningerne ikke kan
henføres til enkeltpersoner.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse af oplysninger efter
§ 46, stk. 2, og § 47, stk. 1.
Videregivelse til tredjelande
§ 49. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om videregivelse af oplysninger efter
dette kapitel til tredjelande.
Kapitel 10
Tolkebistand
§ 50. Regionsrådet yder vederlagsfri tolkebistand til personer, som har behov herfor i forbindelse med
behandling hos alment praktiserende læge og praktiserende speciallæge samt sygehusbehandling efter
nærmere regler fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren .
Stk. 2. Regionerne opkræver gebyr for tolkebistand fra personer, der har boet her i landet i mere end 7 år.
Der opkræves gebyr for hver behandling på sygehus eller hos læge, hvor der benyttes tolk.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om beregning af bopælsperioden,
gebyrets størrelse og opkrævning af gebyr, herunder om, at nærmere bestemte personer ikke skal betale
gebyr, hvor særlige hensyn taler for det.
Kapitel 11
Patientkontorer
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 51. Regionsrådet opretter et eller flere patientkontorer, der har til opgave at informere, vejlede og
rådgive patienter om patienters rettigheder, herunder reglerne om adgang til behandling, frit og udvidet
frit sygehusvalg m.v., ventetider m.v. og reglerne om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet.
Stk. 2. Patientkontorerne skal informere praktiserende læger og speciallæger om reglerne om frit og
udvidet frit sygehusvalg m.v. og om deres patienters valgmuligheder i sygehusvæsenet, jf. §§ 86-87 d.
Stk. 3. Patientkontorerne kan modtage alle klager og henvendelser vedrørende de i stk. 1 nævnte opgaver
og skal efter anmodning bistå med at udfærdige og fremsende henvendelser til rette myndighed.
Stk. 4. Med patientens mundtlige eller skriftlige samtykke kan sundhedspersoner videregive oplysninger til
patientvejledere på patientkontorerne om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre
fortrolige oplysninger til brug for rådgivning og bistand til patienten. Samtykke kan afgives til den
sundhedsperson, der videregiver oplysninger, eller til den patientvejleder, der modtager oplysninger.
Videregivelse af oplysninger skal indføres i patientjournalen. Patienten kan på ethvert tidspunkt af det
aktuelle behandlingsforløb frabede sig, at oplysningerne videregives. Indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætter nærmere regler om videregivelse og registrering af oplysninger og samtykke.
Stk. 5. Klager, anmeldelser m.v., som sendes til patientkontoret, anses for indgivet hos rette myndighed på
det tidspunkt, hvor de modtages i patientkontoret.
Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om patientkontorernes opgaver og
funktioner.
Stk. 7. Regionsrådet fastsætter nærmere retningslinjer for patientkontorernes stedlige og organisatoriske
placering samt for deres virksomhed, herunder for, hvilke forhold der skal oplyses i patientkontorernes
årsberetning. De nævnte retningslinjer indsendes til indenrigs- og sundhedsministeren .
Stk. 8. Patientkontorerne udarbejder årsberetninger for deres virksomhed. Årsberetningerne indsendes til
indenrigs- og sundhedsministeren .
Afsnit IV
Transplantation
Kapitel 12
Transplantation fra levende og afdøde personer
Transplantation fra levende personer
§ 52. Fra en person, som har meddelt skriftligt samtykke hertil, kan væv og andet biologisk materiale
udtages i personens levende live til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet menneske.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Samtykke kan meddeles af den, der er fyldt 18 år. Såfremt ganske særlige grunde taler derfor, kan
indgrebet dog foretages med samtykke fra en person under 18 år, når samtykket er tiltrådt af
forældremyndighedens indehaver. Der kan dog ikke gives samtykke til, at der fra en person under 18 år
udtages ikkegendanneligt væv.
Stk. 3. Inden samtykke meddeles, skal den pågældende af en læge have modtaget oplysning om indgrebets
beskaffenhed og følger samt om risikoen ved indgrebet. Lægen skal forvisse sig om, at den pågældende har
forstået betydningen af de meddelte oplysninger.
Stk. 4. Indgrebet må kun finde sted, såfremt det efter sin art og samtykkegiverens helbredstilstand kan
foretages uden nærliggende fare for personen.
Transplantation fra afdøde personer
§ 53. Fra en person, der er død på eller som død er indbragt til et sygehus eller lignende institution, kan
væv og andet biologisk materiale udtages til behandling af sygdom eller legemsskade hos et andet
menneske efter reglerne i stk. 2-4.
Stk. 2. Indgrebet må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har truffet bestemmelse
herom. Det samme gælder, hvis personen mundtligt har udtalt sig for et sådant indgreb. Pårørende til
afdøde kan ikke modsætte sig indgrebet, hvis afdøde skriftligt har truffet bestemmelse herom, medmindre
afdøde har bestemt, at beslutningen er givet under forudsætning af de pårørendes accept.
Stk. 3. Uden for de i stk. 2 nævnte tilfælde må indgrebet kun foretages, såfremt der ikke foreligger nogen
tilkendegivelse fra afdøde imod indgrebet og afdødes nærmeste giver samtykke til indgrebet. Efterlader
afdøde sig ingen nærmeste, må indgrebet ikke foretages.
Stk. 4. Er afdøde under 18 år, må indgrebet kun foretages, såfremt forældremyndighedens indehaver har
givet samtykke til indgrebet.
§ 54. Udtagelse af væv m.v. efter § 52 og § 53 må kun foretages af læger, der er ansat på sygehuse eller
lignende institutioner, og som Sundhedsstyrelsen har godkendt dertil.
Stk. 2. Indgreb efter § 53 må ikke foretages af de læger, der har behandlet afdøde under dennes sidste
sygdom eller har konstateret personens død.
Stk. 3. Indgreb efter § 53 må ikke finde sted, såfremt der skal foretages retslægeligt ligsyn eller retslægelig
obduktion, medmindre indgrebet må antages at være uden betydning for resultatet af undersøgelsen.
§ 55. Andre indgreb på en afdød end nævnt i dette kapitel må kun foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte
18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom.
Stk. 2. Sådanne indgreb må først foretages, når uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed er
indtrådt.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 56. Bestemmelserne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse på børn, der efter udgangen af 22.
svangerskabsuge fødes uden at vise livstegn (dødfødte børn).
Stk. 2. Bestemmelserne i dette kapitel gælder ikke for udtagelse af blod, fjernelse af mindre hudpartier og
andre mindre indgreb, som ganske må ligestilles hermed.
Afsnit V
Praksissektorens ydelser
Kapitel 13
Regionsrådets ansvar for ydelser i praksissektoren
§ 57. Regionsrådet har ansvaret for at tilvejebringe tilbud om behandling hos praktiserende
sundhedspersoner efter afsnit V.
Kapitel 14
Valg af sikringsgruppe
§ 58. Ved udstedelse af bevis efter § 12 skal en person foretage valg mellem sikringsgruppe 1 og 2 og
meddele det til kommunen.
Stk. 2. Personer, der ikke inden for en af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat frist har givet meddelelse
om valg af sikringsgruppe, bliver omfattet af sikringsgruppe 1.
Stk. 3. Personer mellem 15 og 18 år kan vælge sikringsgruppe uden samtykke fra forældremyndighedens
indehaver eller værge.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om valg af sikringsgruppe m.v.,
herunder situationer, hvor kommunalbestyrelsen kan overføre en person fra gruppe 2 til gruppe 1 uden
samtykke.
Kapitel 15
Ydelser
Lægevalg samt lægehjælp hos praktiserende læge
§ 59. Personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, skal vælge alment praktiserende læge og meddele det
til kommunen.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Personer mellem 15 og 18 år kan vælge alment praktiserende læge uden samtykke fra
forældremyndighedens indehaver eller værge.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om valg af alment praktiserende læge.
§ 60. Regionsrådet yder vederlagsfri behandling hos den valgte alment praktiserende læge til personer, der
er omfattet af sikringsgruppe 1.
Stk. 2. Til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2, yder regionsrådet tilskud til behandling hos alment
praktiserende læge med samme beløb, som afholdes for tilsvarende lægehjælp til personer omfattet af
sikringsgruppe 1.
§ 61. Regionsrådet yder hos en læge vederlagsfri forebyggende helbredsundersøgelser samt vejledning om
svangerskabshygiejne til kvinder ved graviditet.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen fastsætter antallet af forebyggende helbredsundersøgelser efter stk. 1.
§ 62. Regionsrådet yder vederlagsfri vejledning om anvendelse af svangerskabsforebyggende metoder til
personer uanset sikringsgruppe hos en alment praktiserende læge efter personens eget valg.
Stk. 2. Vejledning kan tilbydes og ydes til mindreårige uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.
§ 63. Regionsrådet tilbyder alle børn under den undervisningspligtige alder syv vederlagsfri, forebyggende
helbredsundersøgelser ved alment praktiserende læger, herunder tre undersøgelser i barnets første leveår.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om regionsrådets forpligtelser efter
stk. 1.
§ 64. Regionsrådet yder vederlagsfri behandling hos praktiserende speciallæge til personer, der er omfattet
af sikringsgruppe 1, når behandlingen sker efter henvisning fra den valgte alment praktiserende læge, jf.
dog stk. 4.
Stk. 2. Til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2, yder regionsrådet tilskud til behandling hos
praktiserende speciallæge med samme beløb, som afholdes for tilsvarende lægehjælp til personer, der er
omfattet af sikringsgruppe 1.
Stk. 3. Ved behandling eller undersøgelse, der efter henvisning fra alment praktiserende læge ydes af en
speciallæge, inden for hvis speciale der ikke findes en overenskomst med det offentlige, yder regionsrådet
tilskud til delvis dækning af udgiften efter nærmere regler, der fastsættes af indenrigs- og
sundhedsministeren.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om henvisning til behandling efter
stk. 1, herunder at kravet om henvisning til behandling hos praktiserende speciallæge kan fraviges i
nærmere bestemt omfang. Endvidere kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om,
at en praktiserende speciallæge kan henvise til behandling hos en anden praktiserende speciallæge i
nærmere bestemt omfang.
Tilskud til behandling hos tandlæge, kiropraktor, fysioterapeut, fodterapeut, psykolog m.fl.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 65. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos tandlæge.
§ 66. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos kiropraktor.
§ 67. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos fysioterapeut efter lægehenvisning.
§ 68. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos fodterapeut efter lægehenvisning.
§ 69. Regionsrådet yder tilskud til behandling hos psykolog efter lægehenvisning.
§ 70. Regionsrådet yder efter regler fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren tilskud til briller til børn
under 16 år.
§ 71. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at der ydes tilskud til anden
behandling end nævnt i §§ 65-69.
§ 72. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for tilskud efter §§ 65-71.
§ 73. Kommunalbestyrelsen kan undtagelsesvis yde hjælp til supplering af de i §§ 60 og 64-71 omhandlede
ydelser.
Afsnit VI
Sygehusydelser
Kapitel 16
Regionsrådets ansvar for sygehusydelser
§ 74. Regionsrådet har ansvaret for at varetage sygehusvæsenets opgaver.
Stk. 2. Til en regions sygehusvæsen hører regionens egne sygehuse og tilknyttede behandlingsinstitutioner
m.v.
§ 75. Regionsrådet kan samarbejde med andre regioners sygehusvæsen som led i løsningen af
sygehusvæsenets opgaver.
Stk. 2. Regionsrådet kan endvidere indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private
institutioner som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver. Indenrigs- og sundhedsministeren kan
fastsætte nærmere regler om regionernes benyttelse af sådanne institutioner.
Stk. 3. Regionsrådet indgår driftsoverenskomst med de i § 79, stk. 2, nævnte private specialsygehuse m.fl.,
som er beliggende i regionen.
Stk. 4. Regionsrådet indgår driftsoverenskomst med selvejende hospicer, som er beliggende i regionen, og
som ønsker at indgå aftale om tilbud af hospicepladser. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler herom, herunder om det antal hospicepladser, som et regionsråd skal tilbyde at indgå
driftsoverenskomst om, og om vilkår for driftsoverenskomsten.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter ansøgning fra en privat institution som nævnt i stk. 2 og
4 bestemme, at frit valg-reglerne i § 86 helt eller delvis skal finde anvendelse på institutionen.
§ 76. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om et regionsråds adgang til som led
i løsningen af sygehusvæsenets opgaver at drive eller benytte sygehuse og institutioner i udlandet,
herunder om regionernes betaling for behandling i udlandet.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter, i hvilket omfang reglerne i afsnit VI og i § 171 om
befordring finder anvendelse, når et regionsråd driver eller benytter institutioner i udlandet.
§ 77. Regionsrådet kan kun deltage i driften, ledelsen eller finansieringen m.v. af et sygehus, hvis det drives
efter bestemmelserne i denne lov.
§ 78. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling kan tilbyde
sygehusbehandling til personer, som ikke har ret til sygehusbehandling efter denne lov.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at et regionsråd mod betaling kan tilbyde
behandlinger og ydelser på regionens sygehuse, herunder udlejning af lokaler og udstyr til offentlige
myndigheder og private virksomheder.
Stk. 3. Et regionsråd kan efter indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse samarbejde med offentlige
myndigheder og private virksomheder, herunder i selskabsform, om løsningen af fælles opgaver efter afsnit
VI, XI, XII og XIV-XVI og påtage sig dermed forbundne udgifter. Et regionsråd kan herunder deltage med
andre regionsråd og kommunalbestyrelser i samarbejder, der medfører indskrænkning i regionsrådets
beføjelser. Et samarbejde efter 1. pkt., jf. tillige 2. pkt., anses for godkendt, medmindre regionsrådet
modtager afslag på godkendelse inden 1 måned efter, at indenrigs- og sundhedsministeren har modtaget
orientering fra regionsrådet om samarbejdet. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om,
hvilke oplysninger orienteringen skal indeholde, herunder om udsættelse af fristen, såfremt de nødvendige
oplysninger ikke foreligger ved orienteringen. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at
bestemte former for samarbejde kan indgås uden godkendelse.
Stk. 4. En kommunalbestyrelse kan deltage i samarbejder efter stk. 3, når samarbejdet tillige varetager
opgaver, som kommunerne lovligt kan varetage. Kommunalbestyrelsen kan herunder deltage med
regionsråd og andre kommunalbestyrelser i samarbejder, der medfører indskrænkning i
kommunalbestyrelsens beføjelser.
Stk. 5. Et regionsråd kan efter indenrigs- og sundhedsministerens godkendelse påtage sig opgaver og
dermed forbundne udgifter, som ikke er omfattet af denne lov, såfremt det har væsentlig betydning for
varetagelsen af regionsrådets opgaver efter afsnit VI, XI, XII og XIV-XVI.
Kapitel 17
Sygehusbehandling m.v.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 79. Regionsrådet yder sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen, ved sit sygehusvæsen og
ved andre regioners sygehuse. Bestemmelserne om sygehusbehandling i afsnit VI omfatter også
diagnostiske undersøgelser til brug for alment praktiserende læger, jf. § 60, og praktiserende speciallæger,
jf. § 64.
Stk. 2. Regionsrådet yder endvidere sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen, ved følgende
private specialsygehuse m.fl.: Sankt Lukas Hospice, Diakonissestiftelsens Hospice, Sct. Maria Hospice,
rehabiliteringscentrene for traumatiserede flygtninge OASIS, RCT i København og RCT-Jylland,
Epilepsihospitalet i Dianalund, Sclerosecenter Haslev, Sclerosecenter Ry, PTU’s RehabiliteringsCenter,
Center for sundhed og træning i Middelfart, Center for sundhed og træning i Århus, Center for sundhed og
træning i Skælskør, RehabiliteringsCenter for Muskelsvind, Vejlefjord og Center for Hjerneskade.
§ 80. Regionsrådet yder akut behandling til personer, som ikke har bopæl her i landet, men som
midlertidigt opholder sig i regionen, jf. § 8, ved sit eller ved andre regioners sygehusvæsen.
Stk. 2. Herudover yder regionsrådet behandling til de i stk. 1 nævnte personer, når det under de
foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise personen til behandling i hjemlandet,
herunder Færøerne og Grønland, eller personen ikke tåler at blive flyttet til et sygehus der.
§ 81. Sygehusbehandling efter bestemmelserne i afsnit VI, VII og VIII er vederlagsfri for patienten, jf. dog
stk. 2-4.
Stk. 2. Regionsrådet kan opkræve betaling af patienten for behandling efter § 80, stk. 2. Behandlingen kan
dog ydes vederlagsfrit, når regionsrådet under de foreliggende omstændigheder skønner det rimeligt.
Stk. 3. Hvor særlige forhold taler herfor, kan indenrigs- og sundhedsministeren uanset reglerne i §§ 79 og
80, fastsætte nærmere regler om, at regionsrådene vederlagsfrit skal yde visse behandlinger, uanset hvor
patienten bor.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler, hvorefter der ydes personer, som
midlertidigt opholder sig her i landet, vederlagsfri behandling ved det regionale sygehusvæsen.
§ 82. Når regionsrådet yder behandling til personer med bopæl i en anden region, skal det ske på samme
vilkår, hvorpå regionsrådet yder behandling til personer med bopæl i regionen.
Kapitel 18
Særlige sygehusydelser m.v.
§ 83. Regionsrådet yder forebyggende helbredsundersøgelser hos en jordemoder og jordemoderhjælp ved
fødsel i hjemmet.
§ 84. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, at regionsrådet tilbyder en
genoptræningsplan til patienter, der har et lægefagligt begrundet behov for fortsat genoptræning efter
udskrivning fra sygehus.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 85. Regionsrådet tilbyder hvert andet år brystundersøgelse til kvinder, som er mellem 50 og 69 år, og som
har bopæl i regionen, jf. § 277, stk. 9.
Stk. 2. Undersøgelsen omfatter røntgenundersøgelse (mammografi).
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tilbuddet om brystundersøgelse.
Kapitel 19
Frit sygehusvalg
§ 86. En person, der henvises til sygehusbehandling, kan vælge mellem bopælsregionens sygehuse, andre
regioners sygehuse og de private specialsygehuse m.fl., der er nævnt i § 79, stk. 2, uanset bopælsregionens
behandlingstilbud og kriterier for sygehusbehandling i sit sygehusvæsen.
Stk. 2. Et sygehus kan afvise at modtage personer fra andre regioner, hvis det er begrundet i
kapacitetsmæssige årsager, og hvis væsentlige hensyn til personer med bopæl i regionen ellers vil blive
tilsidesat. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler herom.
Stk. 3. For psykiatriske patienter kan adgangen til at vælge efter stk. 1 begrænses, hvis hensynet til den
pågældende taler herfor. Adgangen til at vælge, hvor en diagnostisk undersøgelse, jf. § 79, stk. 1, 2. pkt.,
skal foretages, kan dog ikke begrænses, jf. dog stk. 2.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med justitsministeren og velfærdsministeren
fastsætte regler om, at personer ikke har ret til selv at vælge sygehus i henhold til stk. 1 og 3, når
1) de er optaget i Kriminalforsorgens institutioner,
2) de er anbragt i institution i henhold til retsplejeloven, kapitel 11 i lov om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien eller straffeloven,
3) de er anbragt på sikret afdeling i henhold til lov om social service, eller
4) de er frihedsberøvet, eller deres handlefrihed i øvrigt er undergivet begrænsninger i henhold til
udlændingeloven.
Kapitel 20
Udvidet frit sygehusvalg
§ 87. En person, som er henvist til sygehusbehandling, kan vælge at blive behandlet på et af de sygehuse,
klinikker m.v., som regionsrådene har indgået aftale med efter stk. 5 (aftalesygehuse), hvis regionsrådet i
bopælsregionen ikke, inden 1 måned efter at henvisningen er modtaget, kan tilbyde behandling ved egne
sygehuse eller et af de i § 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet samarbejder med eller sædvanligvis
benytter.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. I opgørelsen af tidsfristen efter stk. 1 medregnes ikke perioder, hvor personen gennemgår et
forundersøgelsesforløb. Dog medregnes ventetid ud over 2 uger til hver enkelt undersøgelse i tidsfristen.
Stk. 3. En person, som har fået tilbudt en dato for kirurgisk behandling på et regionalt sygehus, kan vælge at
blive behandlet på et aftalesygehus, hvis regionsrådet ændrer datoen.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om afgrænsning af og vilkår for behandling, der
er omfattet af stk. 1 og 3, og kan herunder undtage bestemte behandlingsformer. Endvidere fastsætter
ministeren regler om regionsrådenes forpligtelser til at oplyse om denne behandling.
Stk. 5. Regionsrådene i forening indgår aftale med de privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og
sygehuse m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale om behandling af patienter efter stk. 1 og 3.
Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om krav til dokumentation m.v. fra de
privatejede sygehuse, klinikker m.v., der indgår aftale efter stk. 5.
Kapitel 20 a
Udvidet ret til undersøgelse og behandling for psykisk syge børn og unge
§ 87 a. Personer, som ikke er fyldt 19 år ved henvisning til psykiatrisk undersøgelse eller behandling, kan
vælge at blive undersøgt og behandlet efter bestemmelserne i §§ 87 b-87 d.
§ 87 b. En person, som er henvist til psykiatrisk undersøgelse, kan vælge at blive undersøgt på et af de
sygehuse, klinikker m.v., som har indgået aftale med regionsrådene efter § 87 c, stk. 1 (aftalesygehuse),
hvis regionsrådet i bopælsregionen ikke inden 2 måneder, efter at henvisningen er modtaget, kan tilbyde
undersøgelse ved egne sygehuse eller et af de i § 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet samarbejder med
eller sædvanligvis benytter (samarbejdssygehuse).
Stk. 2. Viser den psykiatriske undersøgelse, at en person har behov for hurtigt at modtage behandling for at
undgå forværring af sin lidelse, kan vedkommende vælge at blive behandlet på et aftalesygehus, hvis
bopælsregionen ikke kan tilbyde behandling inden 2 måneder efter undersøgelsens afslutning.
Stk. 3. Selv om bopælsregionen tilbyder behandling inden 2 måneder, kan en person, der efter stk. 1 er
blevet undersøgt på et aftalesygehus, og som har behov for hurtig behandling, jf. stk. 2, vælge at blive
behandlet på det aftalesygehus, hvor personen er blevet undersøgt, hvis aftalesygehuset kan tilbyde
behandling i umiddelbar forlængelse af undersøgelsen.
Stk. 4. Retten efter stk. 1 og 2 til at vælge at blive undersøgt og behandlet på et aftalesygehus bortfalder,
hvis ventetiden til undersøgelse eller behandling på aftalesygehuset overstiger ventetiden hertil på
bopælsregionens sygehuse og samarbejdssygehuse.
§ 87 c. Regionsrådene i forening indgår aftale med de privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og
sygehuse, klinikker m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale om undersøgelse og behandling efter §§ 87 a
og 87 b.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 87 d. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om udvidede undersøgelses- og
behandlingsrettigheder efter dette kapitel, herunder om krav til dokumentation m.v. til aftalesygehusene,
jf. § 87 c, stk. 1, og om proceduren for henvisning af patienter m.v.
Kapitel 20 b
Udvidet ret til behandling for psykisk syge voksne
§ 87 e. Personer, der på tidspunktet for henvisning til psykiatrisk behandling er fyldt 19 år, kan vælge at
blive behandlet efter bestemmelserne i §§ 87 f-87 h.
§ 87 f. En person, som er henvist til psykiatrisk behandling, kan vælge at blive behandlet på et af de
sygehuse eller en af de klinikker m.v., som har indgået aftale med regionsrådene efter § 87 g
(aftalesygehuse), hvis regionsrådet i bopælsregionen ikke, inden 2 måneder efter at henvisningen er
modtaget, kan tilbyde behandling ved egne sygehuse eller et af de i § 79 nævnte sygehuse, som
regionsrådet samarbejder med eller sædvanligvis benytter (samarbejdssygehuse).
Stk. 2. Retten efter stk. 1 til at vælge at blive behandlet på et aftalesygehus bortfalder, hvis ventetiden til
behandling på aftalesygehuset overstiger ventetiden hertil på bopælsregionens sygehuse og
samarbejdssygehuse.
§ 87 g. Regionsrådene i forening indgår aftale med de privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og
sygehuse, klinikker m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale om behandling efter §§ 87 e og 87 f.
§ 87 h. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om den udvidede behandlingsret efter dette
kapitel, herunder om krav til dokumentation m.v. til aftalesygehusene, jf. § 87 g, og om proceduren for
henvisning af patienter m.v.
Kapitel 20 c
Voldgiftsnævn
§ 87 i. Hvis der opstår tvist mellem regionsrådene i forening og de privatejede sygehuse, klinikker m.v. i
Danmark eller sygehuse, klinikker m.v. i udlandet om vilkårene for en aftale om undersøgelse og behandling
efter § 87 stk. 5, § 87 c og § 87 g, kan sygehusene, klinikkerne m.v. hver især eller i forening indbringe
tvisten for et voldgiftsnævn.
Stk. 2. Når der indbringes en sag for voldgiftsnævnet, udpeger indenrigs- og sundhedsministeren til nævnet
en opmand og en suppleant for opmanden. Regionerne i forening udpeger en voldgiftsmand, og
sygehusene, klinikkerne m.v. udpeger en voldgiftsmand. Både opmand, suppleant og voldgiftsmænd skal
have økonomisk indsigt og indsigt i sundhedsvæsenets forhold.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Ved behandlingen af en voldgiftssag deltager opmanden samt de to voldgiftsmænd. Opmanden kan
tilkalde særligt sagkyndige til at bistå ved sagens behandling. Indenrigs- og Sundhedsministeriet yder
sekretariatsbistand til voldgiftsnævnet.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om voldgiftsnævnet og om behandlingen af
voldgiftssager, herunder forretningsordenen. Ministeren fastsætter endvidere regler om vederlag til
opmand, voldgiftsmænd og de særligt sagkyndige, som bliver tilkaldt, og om sagsomkostninger og deres
fordeling.
Stk. 5. Voldgiftsnævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Kapitel 21
Maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme
§ 88. Til patienter, der lider af livstruende sygdomme, for hvilke Sundhedsstyrelsen har fastsat maksimale
ventetider til behandling, yder regionsrådet i bopælsregionen behandling ved sit sygehusvæsen inden for
den af Sundhedsstyrelsen fastsatte ventetid.
Stk. 2. Bopælsregionsrådet skal senest 8 hverdage efter, at et af regionens sygehuse har modtaget
henvisning af en patient, meddele patienten, om regionsrådet kan tilbyde behandling ved sit sygehusvæsen
inden for den fastsatte maksimale ventetid, og i bekræftende fald meddele patienten en dato for
forundersøgelsen. Såfremt regionsrådet i bopælsregionen ikke er i stand til at tilbyde behandling inden for
den fastsatte maksimale ventetid, skal patienten om muligt tilbydes behandling på et sygehus i en anden
region, på et privat sygehus her i landet eller på et sygehus i udlandet, som kan tilbyde behandling inden for
den fastsatte maksimale ventetid.
Stk. 3. Kan regionsrådet i bopælsregionen ikke tilvejebringe et behandlingstilbud som nævnt i stk. 2, skal
regionsrådet, hvis patienten ønsker det, hurtigst muligt meddele det til Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen henviser herefter om muligt patienten til behandling på et sygehus i en anden region
eller på et privat sygehus her i landet eller på et sygehus i udlandet. Sundhedsstyrelsen kan i særlige
tilfælde pålægge et offentligt sygehus her i landet at varetage behandling af patienten.
Stk. 4. Kan Sundhedsstyrelsen ikke tilvejebringe et behandlingstilbud efter stk. 3, og finder patienten selv et
privat sygehus her i landet eller i udlandet, der kan foretage den behandling, som patienten er henvist til,
ydes der tilskud til denne behandling svarende til den gennemsnitlige udgift til en tilsvarende behandling på
et dansk offentligt sygehus, dog højst svarende til den faktiske betaling for behandlingen. Der kan ikke ydes
tilskud efter denne bestemmelse til alternativ behandling eller til behandling, der har forskningsmæssig
eller eksperimentel karakter.
Stk. 5. Pligten til at henvise patienter til behandling efter stk. 2 og 3 gælder dog ikke til sygehus, hvor
Sundhedsstyrelsen skønner, at behandlingstaksten er urimeligt høj, eller at udgifterne til befordring og
ophold er uforholdsmæssigt høje.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til behandling og
regionsrådenes forpligtelser efter stk. 2-5.
Kapitel 22
Behandling i udlandet
§ 89. Regionsrådet kan tilbyde en patient henvisning til behandling i udlandet.
Stk. 2. Regionsrådet skal tilbyde en patient henvisning til behandling i udlandet, hvis behandling ikke kan
ydes på et dansk sygehus, når patienten er indstillet hertil af den sygehusafdeling, som her i landet har den
højeste indenlandske specialkundskab, og indstillingen er godkendt af Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. Regionsrådet kan, når en patient er indstillet hertil af en sygehusafdeling med lands- eller
landsdelsfunktion, tilbyde en patient henvisning til forskningsmæssig behandling i udlandet, hvis
behandling ikke kan ydes på et dansk sygehus.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsen rådgiver sygehusvæsenet om behandling af patienter, som har en livstruende
sygdom, der ikke umiddelbart kan tilbydes behandling for på offentlige sygehuse her i landet eller i
udlandet efter stk. 1-3.
Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler og betingelser for henvisning af
patienter til behandling i udlandet efter stk. 1-4.
Kapitel 23
Oplysningspligt
§ 90. Regionsrådet skal, senest 8 hverdage efter at et af rådets sygehuse har modtaget henvisning af en
patient, oplyse patienten
1) om dato og sted for undersøgelse eller behandling,
2) om patienten inden for 1 måned kan tilbydes en diagnostisk undersøgelse, jf. § 79, stk. 1, 2. pkt., eller
behandling efter reglerne i § 87, stk. 1, henholdsvis inden for 2 måneder kan tilbydes behandling efter
reglerne i § 87 a, § 87 b, § 87 e og § 87 f,
3) om retten til at vælge sygehus efter §§ 86-87 b, 87 e og 87 f,
4) om ventetiden på behandling ved regionens egne og andre regioners sygehuse samt ved de i § 79, stk. 2,
nævnte private specialsygehuse m.fl.,
5) om, at patienten ved henvendelse til sygehuset kan få oplyst antal behandlinger, der foretages på de i nr.
4 nævnte sygehuse, og
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
6) om, at sygehuset tilbyder at henvise patienten til et andet sygehus efter §§ 86-87 b, 87 e og 87 f.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om regionsrådenes oplysningspligt.
Kapitel 23 a
Kontaktpersoner
§ 90 a. Regionsrådet tilbyder en eller flere kontaktpersoner til en patient, der modtages til ambulant
behandling eller behandling under indlæggelse på regionens sygehuse, når behandlingsforløbet
sammenlagt strækker sig over mere end 2 dage, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Selv om behandlingsforløbet kun strækker sig over 1-2 dage, tilbyder regionsrådet en eller flere
kontaktpersoner, hvis en patient har særligt behov for det.
Stk. 3. Indenrigs og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke patientgrupper der skal
tilbydes kontaktpersoner efter stk. 2, og på hvilket tidspunkt i behandlingsforløbet tildeling af
kontaktpersoner skal ske.
§ 90 b. Samme dag en patient tager mod et tilbud om en kontaktperson efter § 90 a, skal regionsrådet
mundtligt og skriftligt oplyse patienten om kontaktpersonens navn og funktion.
Stk. 2. Kontaktpersonen skal være en sundhedsperson, jf. dog stk. 3, som medvirker ved behandlingen af
patienten.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontaktpersoners funktioner og
regler om, at andre end sundhedspersoner kan udpeges som kontaktpersoner.
§ 90 c. §§ 90 a og 90 b og regler fastsat i medfør heraf finder tilsvarende anvendelse for
1) private sygehuse og institutioner m.fl., som regionsrådet har indgået overenskomst med eller på anden
måde benytter, jf. § 75, stk. 2,
2) selvejende hospicer, som regionsrådet har indgået overenskomst med, jf. § 75, stk. 4,
3) private institutioner, som indenrigs og sundhedsministeren har bestemt, at frit valg-reglerne i § 86 helt
eller delvis finder anvendelse for, jf. § 75, stk. 5, og
4) private specialsygehuse m.fl., jf. § 79, stk. 2.
Kapitel 24
Beløb til personlige fornødenheder
§ 91. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at sygehusvæsenet og
tilknyttede institutioner udbetaler et beløb til personlige fornødenheder til personer, der ikke oppebærer
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
pension eller anden indkomst under længerevarende indlæggelser. Indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætter beløbets størrelse.
Afsnit VII
Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion
Kapitel 25
Betingelser for svangerskabsafbrydelse
§ 92. En kvinde kan uden tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af
12. svangerskabsuge og kvinden, efter at reglerne i § 100 er iagttaget, fastholder sit ønske om
svangerskabsafbrydelse.
§ 93. Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden særlig tilladelse få sit svangerskab
afbrudt, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af
hendes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægefagligt
begrundet.
§ 94. Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde få tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis
1) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet medfører fare for forringelse af kvindens helbred på
grund af foreliggende eller truende legemlig eller sjælelig sygdom eller svækkelsestilstand eller som følge af
hendes øvrige livsforhold,
2) graviditeten skyldes omstændigheder som nævnt i straffelovens § 210 eller §§ 216-224,
3) der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil
få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse,
4) kvinden på grund af legemlig eller sjælelig lidelse eller svag begavelse ikke formår at drage omsorg for
barnet på forsvarlig måde,
5) kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage omsorg for barnet på
forsvarlig måde eller
6) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet må antages at ville medføre en alvorlig belastning af
kvinden, som ikke kan afværges på anden måde, således at det af hensyn til kvinden, til opretholdelsen af
hjemmet eller omsorgen for familiens øvrige børn må anses for påkrævet, at svangerskabet afbrydes. Ved
afgørelsen tages hensyn til kvindens alder, arbejdsbyrde og personlige forhold i øvrigt samt til familiens
boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold.
Stk. 2. Tilladelse til svangerskabsafbrydelse må kun gives, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen
herom, har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige
risiko, som indgrebet nu indebærer.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Må fosteret antages at være levedygtigt, kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun gives, såfremt
de i stk. 1, nr. 3, nævnte omstændigheder med afgørende vægt taler for det.
Kapitel 26
Betingelser for fosterreduktion
§ 95. En kvinde, der er gravid med flere fostre, kan uden særlig tilladelse få reduceret antallet af fostre, hvis
indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge og væsentligt formindsker en risiko for, at
kvinden spontant vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig fødsel ikke vil være
levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at
kvindens legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet.
Stk. 2. Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde i de i stk. 1 nævnte tilfælde få tilladelse til
fosterreduktion, hvis der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 3. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde kan en kvinde få tilladelse til at få reduceret antallet af fostre,
hvis der er risiko for, at fosteret på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i
fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse.
Stk. 4. Må fosteret i de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde antages at være levedygtigt, kan tilladelse til
fosterreduktion kun gives, hvis de i stk. 3 nævnte omstændigheder med afgørende vægt taler for det.
§ 96. Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden tilladelse få reduceret antallet af fostre,
hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes
legemlige eller sjælelige helbred og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægefagligt
begrundet.
Kapitel 27
Samråd og ankenævn for svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion
§ 97. Indenrigs- og sundhedsministeren opretter for hver region et eller flere samråd, der afgør sager efter
§ 94, § 95, stk. 2 og 3, § 98, stk. 2, og § 99, stk. 2 og 3. Et samråd består af en medarbejder ved regionen
med juridisk eller social uddannelse og to læger. Den ene læge skal være speciallæge i gynækologi og så
vidt muligt ansat ved et stedligt sygehus, mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig
socialmedicinsk indsigt.
Stk. 2. Et samråds afgørelse kan indbringes for et ankenævn, der tillige fører tilsyn med samrådenes
virksomhed. Ankenævnet, der oprettes af indenrigs- og sundhedsministeren, består af en formand og et
antal andre medlemmer. Formanden skal være dommer. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst 3
medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der opfylder betingelserne for at kunne være formand
for nævnet. Af de 2 andre medlemmer skal den ene være speciallæge i gynækologi, mens den anden skal
være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Tilladelse kan kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet.
Stk. 4. Samrådenes og ankenævnets medlemmer samt stedfortrædere beskikkes af indenrigs- og
sundhedsministeren for indtil 4 år ad gangen.
Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter forretningsordenen for samrådene og ankenævnet.
Kapitel 28
Fremgangsmåden
§ 98. Anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion skal fremsættes af kvinden selv.
Stk. 2. Er kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af
anden grund ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan samrådet, når omstændighederne
taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion efter anmodning fra en særligt beskikket
værge. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50 tilsvarende
anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af kvinden eller værgen.
§ 99. Er kvinden under 18 år, og har hun ikke indgået ægteskab, skal forældremyndighedens indehaver
samtykke i anmodningen.
Stk. 2. Samrådet kan, når omstændighederne taler derfor, tillade, at samtykke efter stk. 1 ikke indhentes.
Samrådets afgørelse kan af kvinden indbringes for ankenævnet.
Stk. 3. Samrådet kan, når omstændighederne taler derfor, tillade svangerskabsafbrydelse eller
fosterreduktion, selv om samtykke efter stk. 1 nægtes. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet
af kvinden eller forældremyndighedens indehaver.
§ 100. Anmodning om svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion fremsættes over for en læge eller over
for et regionsråd.
Stk. 2. Fremsættes anmodningen over for en læge, skal denne gøre kvinden opmærksom på, at hun ved
henvendelse til regionsrådet kan få vejledning om de foreliggende muligheder for støtte til gennemførelse
af svangerskabet og for støtte efter barnets fødsel. Fremsættes anmodningen over for et regionsråd, skal
kvinden, hvis hun ønsker det, vejledes som nævnt i 1. pkt.
Stk. 3. Kvinden skal af en læge vejledes om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om den risiko,
der må antages at være forbundet med indgrebet. Det samme gælder den, der skal fremsætte anmodning
efter § 98, stk. 2, eller samtykke efter § 99, stk. 1.
Stk. 4. Skønner lægen, at betingelserne for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i § 92, § 93, § 95,
stk. 1, eller § 96 ikke er opfyldt, skal lægen straks forelægge anmodningen med sin udtalelse for
regionsrådet.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 5. Forud for og efter indgrebet skal kvinden tilbydes en støttesamtale. Indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætter de nærmere regler herom.
Stk. 6. Fremsættes der anmodning om svangerskabsafbrydelse begrundet i omstændigheder som nævnt i
§ 94, stk. 1, nr. 3, eller fosterreduktion begrundet i omstændigheder som nævnt i § 95, stk. 3, skal kvinden
tilbydes oplysning om muligheden for supplerende oplysning og rådgivning hos relevante
handicaporganisationer m.v.
§ 101. Svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge og fosterreduktion må kun foretages
af læger på regionale sygehuse.
§ 102. Læger, sygeplejersker, jordemødre, sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter, for hvem det
strider mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage eller medvirke til svangerskabsafbrydelse eller
fosterreduktion, skal efter anmodning fritages herfor. Tilsvarende gælder for personer, der er under
uddannelse til et af de nævnte erhverv.
§ 103. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om anmodning om svangerskabsafbrydelse og
fosterreduktion og om behandling af sager herom.
Afsnit VIII
Sterilisation og kastration
Kapitel 29
Anvendelsesområde
§ 104. Bestemmelserne i afsnit VIII anvendes på indgreb, hvorved kønskirtlerne fjernes, eller behandlinger,
hvorved de varigt sættes ud af funktion (kastration), og på andre indgreb, der varigt ophæver
forplantningsevnen (sterilisation).
Stk. 2. Indgreb og behandlinger for at helbrede legemlig sygdom omfattes ikke af reglerne i afsnit VIII.
Kapitel 30
Sterilisation
§ 105. Enhver, der er fyldt 25 år, kan uden tilladelse blive steriliseret.
Stk. 2. Dette gælder dog ikke personer, der er omfattet af bestemmelserne i § 110 og § 111.
§ 106. Selv om en kvinde er under 25 år, kan hun blive steriliseret uden særlig tilladelse, hvis det er
nødvendigt at forebygge svangerskab for at afværge fare for hendes liv eller for alvorlig og varig forringelse
af hendes legemlige eller sjælelige helbred og denne fare er udelukkende eller ganske overvejende
lægefagligt begrundet.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og kvindens ægtefælle eller samlever er under 25 år, kan han i
stedet få tilladelse til sterilisation, jf. dog § 107, stk. 3.
§ 107. Er betingelserne i § 105 eller § 106 ikke opfyldt, kan tilladelse til sterilisation gives, hvis
1) der på grund af arvelige anlæg hos ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever er en sådan fare for,
at eventuelle børn vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, at det må anses for ønskeligt at forebygge
fødsler,
2) ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever på grund af sindssygdom eller anden sjælelig lidelse,
svag begavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig lidelse er uegnet til at drage omsorg for
børn på forsvarlig måde,
3) der af særlige grunde er betydelig fare for, at ansøgeren eller dennes ægtefælle eller samlever ikke kan
gennemføre et fremtidigt svangerskab, eller at barnet ikke vil blive levedygtigt eller vil blive født med
væsentlige beskadigelser eller
4) de forhold, hvorunder ansøgeren og dennes familie lever, gør det påkrævet at undgå barnefødsel. Ved
afgørelsen tages hensyn til familiens helbredsmæssige, boligmæssige og økonomiske forhold samt antallet
af hjemmeværende børn og til, om det må forventes, at flere børn vil medføre en væsentlig belastning af
forholdene gennem forringelse af ansøgerens helbredstilstand, betydelig forøgelse af dennes arbejdsbyrde
eller på anden måde.
Stk. 2. Ved afgørelsen af, om sterilisation kan tillades, skal der lægges særlig vægt på, om de forhold, der
begrunder sterilisationen, kan antages at være af varig karakter, og om der er rimelig udsigt til, at
forebyggelse af svangerskab kan opnås på anden måde.
Stk. 3. Sterilisation af personer under 18 år må ikke tillades, medmindre ganske særlige forhold taler derfor.
Kapitel 31
Samråd og ankenævn for sterilisation
§ 108. Sager efter § 106, stk. 2, og §§ 107, 110 og 111 afgøres af de samråd, der er oprettet i henhold til
§ 97.
Stk. 2. Et samråds afgørelse kan indbringes for det ankenævn, der er oprettet i henhold til § 97.
Stk. 3. Samrådet tiltrædes af en særlig beskikket dommer ved behandlingen af en ansøgning fra en person,
der
1) er under 18 år,
2) er undergivet foranstaltninger i henhold til straffelovens §§ 68-70 eller
3) mod sin vilje er indlagt eller tilbageholdt på et regionalt sygehus i medfør af lov om frihedsberøvelse og
anden tvang i psykiatrien.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 4. Tilladelse kan kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller ankenævnet.
Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren beskikker dommere og stedfortrædere for disse efter stk. 3.
Beskikkelsen gælder for 4 år ad gangen og kan omfatte flere samråd.
Kapitel 32
Fremgangsmåden
§ 109. Anmodning om sterilisation skal fremsættes af den, på hvem indgrebet skal foretages, jf. dog § 110.
§ 110. Er den, som har fremsat anmodning om sterilisation efter § 109 på grund af sindssygdom, hæmmet
psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund varigt eller for længere tid ude af stand til
at forstå betydningen af indgrebet, kan samrådet efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade
sterilisation, når omstændighederne taler derfor. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i
værgemålslovens § 50 tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af den,
på hvem indgrebet skal foretages, og af værgen.
§ 111. Er den, på hvem indgrebet skal foretages, en person under 18 år, der ikke har indgået ægteskab, er
den pågældende sindssyg eller hæmmet psykisk udviklet, eller findes det i øvrigt på grund af ansøgerens
sjælelige tilstand, herunder svag begavelse, betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder om sterilisation,
kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den pågældende og forældremyndighedens
indehaver eller en særligt beskikket værge. For beskikkelsen af værgen finder bestemmelsen i
værgemålslovens § 50 tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af
ansøgeren, forældremyndighedens indehaver og værgen.
§ 112. Anmodning om sterilisation fremsættes over for en læge eller over for et regionsråd.
Stk. 2. Hvis betingelserne i § 105 eller § 106, stk. 1, er opfyldt, uden at der foreligger omstændigheder som
nævnt i § 110 eller § 111, henviser lægen eller regionsrådet den pågældende til sterilisationsbehandling. I
modsat fald skal lægen forelægge anmodningen med sin udtalelse for regionsrådet.
§ 113. Den, på hvem indgrebet skal foretages, skal af en læge vejledes om indgrebets beskaffenhed og
direkte følger og om den risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet. Det samme gælder den,
der skal fremsætte anmodning efter § 110 eller tiltræde anmodningen efter § 111.
§ 114. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om anmodning om sterilisation og om
behandling af sager herom.
Kapitel 33
Kastration
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 115. En person kan få tilladelse til kastration, herunder med henblik på kønsskifte, hvis ansøgerens
kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse.
Stk. 2. En person kan få tilladelse til kastration, hvis ansøgerens kønsdrift udsætter denne for at begå
forbrydelser.
Stk. 3. Kastration af personer under 21 år må ikke tillades, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.
§ 116. Tilladelse til kastration gives af indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 2. § 110 og § 111 finder tilsvarende anvendelse på ansøgninger om kastration. De afgørelser, der ved
ansøgning om sterilisation efter § 110 og § 111 træffes af et samråd eller ankenævnet, træffes dog af
indenrigs- og sundhedsministeren, når der er tale om en ansøgning om kastration.
Stk. 3. § 113 finder tilsvarende anvendelse ved kastration.
§ 117. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om ansøgning om kastration og om
behandlingen af sager herom.
Afsnit IX
Kommunale sundhedsydelser
Kapitel 34
Kommunalbestyrelsens ansvar
§ 118. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at tilvejebringe tilbud om sundhedsydelser efter afsnit IX.
Kapitel 35
Forebyggelse og sundhedsfremme
§ 119. Kommunalbestyrelsen har ansvaret for ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til
borgerne at skabe rammer for en sund levevis.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen etablerer forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.
Stk. 3. Regionsrådet tilbyder patientrettet forebyggelse i sygehusvæsenet og i praksissektoren m.v. samt
rådgivning m.v. i forhold til kommunernes indsats efter stk. 1 og 2.
Kapitel 36
Forebyggende sundhedsydelser til børn og unge
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 120. Kommunalbestyrelsen bidrager til at sikre børn og unge en sund opvækst og skabe gode
forudsætninger for en sund voksentilværelse.
Stk. 2. Kommunale tilbud skal tilrettelægges, så der dels ydes en generel forebyggende og
sundhedsfremmende indsats, dels en individorienteret indsats, der retter sig mod alle børn, samt en særlig
indsats, der specielt tager sigte på børn med særlige behov.
§ 121. Kommunalbestyrelsen tilbyder alle børn og unge vederlagsfri sundhedsvejledning, bistand samt
funktionsundersøgelse ved en sundhedsplejerske indtil undervisningspligtens ophør.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen tilbyder alle børn og unge i den undervisningspligtige alder to vederlagsfri
forebyggende helbredsundersøgelser ved en læge eller sundhedsplejerske.
§ 122. Kommunalbestyrelsen skal vederlagsfrit tilbyde alle børn og unge med særlige behov en øget indsats
indtil undervisningspligtens ophør, herunder øget rådgivning samt yderligere forebyggende undersøgelser
ved sundhedsplejerske eller læge.
Stk. 2. Personer, for hvem undervisningspligten er ophørt, kan, når særlige forhold gør sig gældende,
tilbydes ydelser som omtalt i stk. 1 efter kommunalbestyrelsens beslutning.
§ 123. Kommunalbestyrelsen opretter med henblik på at tilgodese børn og unge med særlige behov en
tværfaglig gruppe, der skal sikre, at den enkeltes udvikling, sundhed og trivsel fremmes, og at der i
tilstrækkeligt omfang formidles kontakt til lægefaglig, psykologisk og anden sagkundskab.
§ 124. Kommunalbestyrelsen bistår vederlagsfrit skoler, daginstitutioner for børn og unge og den
kommunalt formidlede dagpleje med vejledning om almene sundhedsfremmende og
sygdomsforebyggende foranstaltninger.
§ 125. Børn og unge, der går i skole i en anden kommune end bopælskommunen, skal tilbydes de
forebyggende ydelser i den kommune, hvor skolen er beliggende.
§ 126. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om de kommunale forpligtelser
efter §§ 120-125.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan i særlige tilfælde godkende, at opgaver, der efter loven er henlagt til en
sundhedsplejerske, varetages af en sygeplejerske.
Kapitel 37
Kommunal tandpleje
Tandpleje til børn og unge
§ 127. Kommunalbestyrelsen tilbyder alle børn og unge under 18 år med bopæl i kommunen vederlagsfri
forebyggende og behandlende tandpleje.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for færdiggørelse af påbegyndte behandlinger ud over det fyldte
18. år.
§ 128. Kommunalbestyrelsen tilbyder tandplejen efter § 127 på offentlige klinikker eller hos praktiserende
tandlæger, som kommunalbestyrelsen indgår aftale med.
§ 129. Børn og unge under 18 år, der ønsker et andet tandplejetilbud end det, kommunalbestyrelsen
vederlagsfrit stiller til rådighed, kan vælge at modtage børne- og ungdomstandpleje i privat
tandlægepraksis efter eget valg eller på en anden kommunes tandklinik, jf. stk. 2-4.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen yder tilskud til tandpleje til børn under 16 år, der modtager børnetandpleje i
privat tandlægepraksis, hvor dette ikke er en del af det tilbud, som kommunalbestyrelsen stiller
vederlagsfrit til rådighed. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til
tilskud samt om tilskuddets størrelse.
Stk. 3. Unge på 16 og 17 år kan selv vælge, om de ønsker at modtage det vederlagsfri kommunale
tandplejetilbud hos praktiserende tandlæge efter eget valg eller på kommunal klinik, hvis
kommunalbestyrelsen har oprettet en sådan.
Stk. 4. For børn og unge under 18 år, der vælger tandpleje på en anden kommunes tandklinik, der er dyrere
end børne- og ungdomstandplejen i bopælskommunen, kan behandlerkommunen opkræve en
egenbetaling, der svarer til forskellen mellem den gennemsnitlige udgift pr. barn i den kommunale
tandpleje i henholdsvis behandlerkommunen og bopælskommunen.
Stk. 5. En kommune kan afvise at modtage børn fra andre kommuner, hvis det er begrundet i
kapacitetsmæssige hensyn.
Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om adgangen til at skifte mellem
kommunal kliniktandpleje og privat tandlægepraksis samt om adgangen til at modtage tandplejetilbuddet
på en anden kommunes tandklinik.
§ 130. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om ressourceanvendelsen i den
kommunale børne- og ungdomstandpleje.
Omsorgstandpleje
§ 131. Kommunalbestyrelsen tilbyder forebyggende og behandlende tandpleje til personer, der på grund af
nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte de almindelige
tandplejetilbud.
Stk. 2. Personer, der får tilbudt tandpleje på kommunal klinik, kan vælge i stedet at modtage
tandplejetilbuddet hos praktiserende tandlæge eller klinisk tandtekniker.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med regionsrådet om, at regionsrådet varetager
omsorgstandpleje for de af stk. 1 omfattede personer.
§ 132. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at personer, der modtager et kommunalt tandplejetilbud efter
§ 131, selv skal betale en del af udgiften til tandpleje.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for størrelsen af den maksimale årlige
betalingstakst, som kommunalbestyrelsen kan afkræve patienten. For forebyggende og behandlende
tandpleje, der er omfattet af overenskomst med Dansk Tandlægeforening, og som der ydes tilskud til i
medfør af § 65, kan kommunalbestyrelsen maksimalt afkræve patienten en betalingstakst svarende til
patientens egenbetaling i praksistandplejen.
Specialtandpleje
§ 133. Kommunalbestyrelsen tilbyder et specialiseret tandplejetilbud til sindslidende, psykisk
udviklingshæmmede m.fl., der ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud i børne- og
ungdomstandplejen, praksistandplejen eller omsorgstandplejen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om specialiseret tandpleje i henhold til stk. 1, ved at
etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre
kommunalbestyrelser, regionsråd eller private klinikker.
Stk. 3. Regionsrådet driver efter aftale specialiseret tandplejetilbud til de i stk. 1 nævnte persongrupper.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen udarbejder en årlig redegørelse for behov og kommunens forventede brug af
pladser i regionen. På baggrund af kommunalbestyrelsens redegørelse indgås en årlig rammeaftale mellem
kommunalbestyrelser og regionsråd, som danner grundlag for regionens tilpasnings- og udviklingsansvar
for de tilbud, regionsrådet driver.
Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om den årlige redegørelse og
rammeaftale efter stk. 4.
§ 134. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at personer, der modtager et specialiseret tandplejetilbud efter
§ 133, selv skal betale en del af udgiften til tandpleje.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for størrelsen af den maksimale årlige
betalingstakst, som kommunalbestyrelsen kan afkræve patienten.
Stk. 3. Børn og unge under 18 år, der modtager et særligt tandplejetilbud efter § 133, kan ikke afkræves
betaling for behandlingen.
Økonomisk støtte til tandproteser ved ulykkesbetingede tandskader
§ 135. Kommunalbestyrelsen yder støtte til tandproteser til personer i tilfælde af funktionelt ødelæggende
eller vansirende følger af ulykkesbetingede skader på tænder, mund eller kæber.
Koordination af tandplejen m.v.
§ 136. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og kravene til den
kommunale tandpleje, jf. §§ 127-134.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for støtte i henhold til § 135.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 137. Kommunalbestyrelserne og regionsrådet skal sikre en koordination af den offentlige tandpleje og
tandplejen i privat praksis, jf. §§ 65, 127, 129, 131, 133, 162, 163 og 166.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler vedrørende koordinationen.
Kapitel 38
Hjemmesygepleje
§ 138. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje efter
lægehenvisning til personer med ophold i kommunen.
§ 139. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og kravene til den
kommunale hjemmesygeplejerskeordning.
Kapitel 39
Genoptræning
§ 140. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra
sygehus har et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, jf. § 84 om genoptræningsplaner.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens indsats efter stk. 1 tilrettelægges i sammenhæng med de kommunale
træningstilbud m.v. i henhold til anden lovgivning.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om genoptræning i henhold til stk. 1 ved at etablere
behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre
kommunalbestyrelser, regionsråd eller private institutioner.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om patienternes mulighed for at vælge
mellem genoptræningstilbud.
Kapitel 39 a
Fysioterapi m.v.
§ 140 a. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri behandling hos en fysioterapeut i praksissektoren efter
lægehenvisning.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan herudover tilbyde vederlagsfri behandling hos en fysioterapeut efter
lægehenvisning ved at etablere tilbud om fysioterapi på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler
herom med andre kommunalbestyrelser eller private institutioner.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om behandling efter stk. 1 og 2 og om patientens
mulighed for at vælge mellem fysioterapitilbud.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 140 b. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen tilbyder
anden behandling end nævnt i § 140 a.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om behandling efter stk. 1.
Kapitel 40
Behandling for alkoholmisbrug
§ 141. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri behandling til alkoholmisbrugere.
Stk. 2. Alkoholbehandling skal iværksættes senest 14 dage efter, at alkoholmisbrugeren har henvendt sig til
kommunen med ønske om at komme i behandling.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om alkoholbehandling i henhold til stk. 1 ved at
etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre
kommunalbestyrelser, regionsråd, jf. stk. 4, eller private institutioner.
Stk. 4. Regionsrådet stiller efter aftale med de enkelte kommunalbestyrelser i regionen behandlingspladser
m.v., jf. stk. 1, til rådighed for kommunerne og yder faglig bistand og rådgivning.
Stk. 5. Behandling og rådgivning til alkoholmisbrugere skal ydes anonymt, hvis alkoholmisbrugeren ønsker
det.
Stk. 6. Behandling på alkoholambulatorium er vederlagsfri, uanset hvor patienten bor.
§ 141 a. Kommunalbestyrelsen træffer i et møde afgørelse om, hvorvidt kommunen vil tilbyde kontrakter
om behandling for alkoholmisbrug med mulighed for tilbageholdelse efter §§ 141 b-141 f.
§ 141 b. I forbindelse med tilbud om støtte til alkoholmisbrugere i form af døgnophold efter § 141 kan
kommunen tilbyde en gravid alkoholmisbruger at indgå en kontrakt om behandling for alkoholmisbrug med
mulighed for tilbageholdelse efter denne bestemmelse og §§ 141 c-141 e.
Stk. 2. Inden en behandling omfattet af stk. 1 indledes, skal kommunen indgå en skriftlig kontrakt med den
gravide alkoholmisbruger om behandling med mulighed for tilbageholdelse.
Stk. 3. En kontrakt om behandling med mulighed for tilbageholdelse af den gravide alkoholmisbruger kan
indgås for en periode af ikke over et halvt års varighed fra indgåelsen.
Stk. 4. Den gravide alkoholmisbruger kan opsige en kontrakt om behandling med mulighed for
tilbageholdelse, når betingelserne for tilbageholdelse efter § 141 c ikke er opfyldt.
Stk. 5. Kommunens afslag på tilbud efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 141 c. Under en behandling omfattet af § 141 b kan tilbageholdelse ske, når der er en begrundet
formodning om, at den gravide alkoholmisbruger vil afbryde den aftalte behandling, og det vil være
uforsvarligt ikke at tilbageholde den pågældende, fordi
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1) den gravide alkoholmisbruger frembyder nærliggende fare for at skade fosteret,
2) udsigten til ophøret af misbruget eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive
væsentligt forringet eller
3) den gravide alkoholmisbruger frembyder nærliggende og væsentlig fare for sig selv.
Stk. 2. Tilbageholdelse kan kun ske, hvis mindre indgribende foranstaltninger er utilstrækkelige.
§ 141 d. Afgørelse om tilbageholdelse træffes af behandlingsinstitutionens leder og kan meddeles
mundtligt til den gravide alkoholmisbruger. Er afgørelsen meddelt mundtligt, skal der straks udarbejdes en
skriftlig begrundelse for afgørelsen, som gives til den gravide alkoholmisbruger.
Stk. 2. Lederens afgørelse skal forelægges for kommunen, som senest 3 hverdage efter iværksættelsen af
en tilbageholdelse afgør, om tilbageholdelsen skal opretholdes, eller om den skal ophøre, såfremt den ikke
allerede er ophørt. Den gravide alkoholmisbruger skal straks have meddelelse om kommunens afgørelse,
som skal være skriftlig.
Stk. 3. Tilbageholdelsen skal ophøre, når betingelserne i § 141 c, stk. 1, ikke længere er til stede. Den
enkelte tilbageholdelse kan højst vare 14 dage fra afgørelsen efter § 141 c, stk. 1, og den samlede
tilbageholdelsesperiode må ikke overstige 2 måneder inden for en periode på 6 måneder.
Stk. 4. Afgørelse om ophør af en tilbageholdelse træffes af behandlingsinstitutionens leder og skal
meddeles kommunen. Den gravide alkoholmisbruger skal straks have meddelelse om ophøret af
tilbageholdelsen.
§ 141 e. Kommunen skal efter anmodning fra den gravide alkoholmisbruger indbringe en afgørelse om
tilbageholdelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 2. Den gravide alkoholmisbruger skal både i forbindelse med indgåelse af kontrakten, jf. § 141 b, og i
forbindelse med, at den pågældende får meddelelse om en afgørelse efter § 141 c, stk. 1, vejledes om
muligheden for at få afgørelsen indbragt for retten.
§ 141 f. Isolation og fiksering er ikke tilladt i forbindelse med behandling for alkoholmisbrug efter §§ 141 b-
141 e.
Stk. 2. Fysisk magtanvendelse er tilladt, i det omfang det er nødvendigt for at forhindre den gravide
alkoholmisbruger i at forlade behandlingsstedet og afværge, at den gravide alkoholmisbruger udsætter sig
selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.
§ 141 g. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tilbageholdelse og om
indberetning.
Kapitel 41
Lægelig behandling for stofmisbrug
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 142. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri lægelig behandling med afhængighedsskabende
lægemidler til stofmisbrugere.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om lægelig behandling i henhold til stk. 1 ved at
etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre
kommunalbestyrelser, regionsråd eller private institutioner.
Stk. 3. Regionsrådet stiller efter aftale med de enkelte kommunalbestyrelser i regionen behandlingspladser
m.v., jf. stk. 1, til rådighed for kommunerne og yder faglig bistand og rådgivning.
Afsnit X
Tilskud til lægemidler
Kapitel 42
Retten til tilskud
§ 143. Regionsrådet yder tilskud til køb af lægemidler, som Lægemiddelstyrelsen har meddelt tilskud efter
reglerne i afsnit X.
Stk. 2. Tilskud til køb af lægemidler ydes til personer, der har ret til ydelser efter loven.
Generelt tilskud
§ 144. Der ydes tilskud til køb af receptpligtige lægemidler, som af Lægemiddelstyrelsen er meddelt
generelt tilskud.
Stk. 2. Tilskuddet til receptpligtige lægemidler efter stk. 1 kan være betinget af, at lægemidlet ordineres
med henblik på behandling af bestemte sygdomme eller persongrupper (generelt klausuleret tilskud).
Stk. 3. For håndkøbslægemidler er tilskud betinget af, at lægemidlet ordineres på recept med henblik på
behandling af bestemte sygdomme eller persongrupper fastsat af Lægemiddelstyrelsen (generelt
klausuleret tilskud) eller til personer, der modtager pension efter lov om social pension eller lov om
højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke generelt tilskud til vacciner, hvis formål er forebyggelse af
sygdom hos raske personer.
Enkelttilskud
§ 145. I særlige tilfælde kan Lægemiddelstyrelsen bestemme, at der ydes tilskud til køb af et lægemiddel,
der ordineres på recept til en bestemt patient (enkelttilskud), uanset at lægemidlet ikke er meddelt
generelt tilskud efter § 144.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke enkelttilskud til vacciner, hvis formål er forebyggelse af sygdom
hos raske personer.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Tilskuddets størrelse
§ 146. Tilskuddets størrelse afhænger af den samlede udgift opgjort i tilskudspriser, jf. § 150, til lægemidler
med tilskud i henhold til §§ 144, 145 og 158 a, som personen har købt inden for en periode på 1 år, der
regnes fra første indkøbsdato. En ny periode indledes første gang, patienten køber lægemidler med tilskud i
henhold til §§ 144, 145 eller 158 a efter udløbet af den foregående periode.
Stk. 2. Overstiger den samlede udgift inden for en periode på 1 år ikke 800 kr., ydes ikke tilskud til personer
over 18 år. Overstiger den samlede udgift inden for en periode på 1 år 800 kr., udgør tilskuddet til personer
over 18 år
1) 50 pct. af den del, som overstiger 800 kr., men ikke 1.300 kr.,
2) 75 pct. af den del, som overstiger 1.300 kr., men ikke 2.800 kr., og
3) 85 pct. af den del, som overstiger 2.800 kr.
Stk. 3. Overstiger den samlede udgift inden for en periode på 1 år ikke 1.300 kr., udgør tilskuddet til
personer under 18 år 60 pct. Overstiger den samlede udgift inden for en periode på 1 år 1.300 kr., udgør
tilskuddet til personer under 18 år
1) 75 pct. af den del, som overstiger 1.300 kr., men ikke 2.800 kr., og
2) 85 pct. af den del, som overstiger 2.800 kr.
Stk. 4. Fylder en person 18 år i en allerede indledt periode på 1 år, beregnes tilskud efter stk. 3, indtil denne
periode udløber.
Kronikertilskud og terminaltilskud
§ 147. Lægemiddelstyrelsen kan bestemme, at for personer med et stort, varigt og fagligt veldokumenteret
behov for lægemidler kan tilskuddet til køb af lægemidler med tilskud i henhold til §§ 144, 145 og 158 a
udgøre 100 pct. af den del af den samlede egenbetaling opgjort i tilskudspriser, som udgør mere end 3.270
kr. årligt (kronikertilskud).
§ 148. Lægemiddelstyrelsen bevilger 100 pct. tilskud til lægeordinerede lægemidler til personer, der er
døende, når en læge har fastslået, at prognosen er kort levetid, og at hospitalsbehandling med henblik på
helbredelse må anses for udsigtsløs. Tilskuddet ydes til den af Lægemiddelstyrelsen i henhold til
lægemiddellovens § 81 udmeldte forbrugerpris for lægemidlet, uanset om denne pris overstiger
tilskudsprisen efter § 150 (terminaltilskud).
Regulering af tilskud
§ 149. Er der ved køb af lægemidler ydet et tilskud, som overstiger det, patienten efter regler i § 146, stk. 2
og 3, og §§ 147 og 148 var berettiget til, skal der reguleres herfor i forbindelse med patientens
førstkommende køb af lægemidler med tilskud i henhold til §§ 144, 145 og 158 a. Reguleringen kan dog i
helt særlige tilfælde udskydes til det næstfølgende køb af tilskudsberettigede lægemidler. Er der ved køb af
lægemidler ydet et tilskud, som er mindre end det, patienten efter reglerne i § 146, stk. 2 og 3, og §§ 147
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
og 148 var berettiget til, reguleres der herfor i forbindelse med patientens førstkommende køb af
lægemidler med tilskud.
Stk. 2. Ved patientens død bortfalder regionsrådets krav på regulering, mens krav mod regionsrådet skal
fremsættes senest 1 år efter patientens død. Oplysninger om lægemiddelkøb, herunder oplysninger om
udligningsbeløb m.v., slettes fra Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister, jf. § 156, 1 år efter
patientens død.
Regulering af beløbsgrænser
§ 149 a. En gang årligt den 1. januar reguleres de beløb, der er nævnt i § 146, stk. 2 og 3, og § 147, med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Stk. 2. Beløbsgrænserne afrundes nedad til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med fem.
Beregning af tilskud
§ 150. Ved beregning af tilskud anvendes lægemidlets tilskudspris. Tilskudsprisen udgør den af
Lægemiddelstyrelsen i henhold til lægemiddellovens § 81 udmeldte forbrugerpris for lægemidlet, jf. dog
stk. 3.
Stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan inddele lægemidler, som anvendes på samme indikation og som har
behandlingsmæssig sammenlignelig virkning, i tilskudsgrupper, med henblik på at der fastsættes samme
tilskudspris for de pågældende lægemidler.
Stk. 3. For lægemidler, der indgår i en tilskudsgruppe, jf. stk. 2, udgør tilskudsprisen den laveste
forbrugerpris i tilskudsgruppen. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte regler om, at en tilskudspris skal
opretholdes prisperioden ud, uanset at et billigere lægemiddel bliver tilgængeligt inden for prisperioden.
Stk. 4. I tilfælde, hvor patienter får udleveret en del af en pakning med lægemidler (dosisdispensering),
beregnes en tilskudspris pr. lægemiddelenhed (enhedstilskudspris) på baggrund af den tilskudspris, der er
fastsat i henhold til stk. 1. Lægemiddelstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om ydelse af tilskud til
dosisdispenserede lægemidler, herunder om beregning af enhedstilskudsprisen.
Forhøjet tilskud
§ 151. Lægemiddelstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde bestemme, at tilskuddet til et lægemiddel, der
ordineres til en bestemt person, skal beregnes på grundlag af den af Lægemiddelstyrelsen i henhold til
lægemiddellovens § 81 udmeldte forbrugerpris, selv om denne overstiger tilskudsprisen efter § 150
(forhøjet tilskud). Lægemiddelstyrelsens afgørelse træffes senest 14 dage efter, at ansøgning om forhøjet
tilskud er modtaget fra den behandlende læge. I særlige tilfælde kan Lægemiddelstyrelsen forlænge fristen
til 60 dage med henblik på at forelægge sagen for Medicintilskudsnævnet, jf. § 155, inden der træffes
afgørelse.
Administration og revurdering
§ 152. Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af generelt tilskud efter § 144, stk. 1, til et
receptpligtigt lægemiddel træffes efter ansøgning fra den virksomhed, der bringer lægemidlet på markedet
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
i Danmark, jf. dog stk. 2. Lægemiddelstyrelsen kan ved behandlingen af en ansøgning om generelt tilskud
bestemme, at tilskuddet er betinget af, at lægemidlet ordineres med henblik på behandling af bestemte
sygdomme eller persongrupper. Virksomheden kan ikke ansøge om generelt klausuleret tilskud.
Stk. 2. Der stilles ikke krav om fremsendelse af ansøgning om generelt tilskud til lægemidler, som er
synonyme med lægemidler, hvortil Lægemiddelstyrelsen allerede har meddelt tilskud.
Stk. 3. Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af generelt klausuleret tilskud til
håndkøbslægemidler efter § 144, stk. 3, træffes uden ansøgning fra den virksomhed, der bringer
lægemidlet på markedet i Danmark.
Stk. 4. Lægemiddelstyrelsen kan herudover i særlige tilfælde meddele tilskud til et lægemiddel uden
ansøgning fra den virksomhed, der har bragt lægemidlet på markedet i Danmark.
§ 153. Lægemiddelstyrelsens afgørelse om meddelelse af tilskud efter §§ 145, 147, 148 og 151 træffes efter
ansøgning fra den behandlende læge. Afgørelse om meddelelse af tilskud efter § 145 kan endvidere træffes
efter ansøgning fra den behandlende tandlæge.
Stk. 2. Den ansøgende læge eller tandlæge er part i de i stk. 1 nævnte ansøgningssager.
Stk. 3. Patienten er ikke part i sagen om de i stk. 1 nævnte ansøgninger.
Stk. 4. Uanset stk. 3 har patienten ret til aktindsigt i sager om ansøgninger om tilskud til vedkommende
efter principperne i forvaltningslovens kapitel 4.
Stk. 5. Lægemiddelstyrelsens afgørelser efter §§ 145, 147, 148 og 151 kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
§ 154. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for meddelelse og tilbagekaldelse af
meddelt tilskud samt regler om, hvilke oplysninger en ansøgning om tilskud til et lægemiddel efter reglerne
i afsnit X skal indeholde.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan bestemme, at der skal fastsættes nærmere regler for
revurdering af tilskud meddelt efter § 144.
Stk. 3. Lægemiddelstyrelsen offentliggør meddelelser om generelt tilskud, herunder generelt klausuleret
tilskud, på Lægemiddelstyrelsens netsted.
Medicintilskudsnævnet
§ 155. Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et Medicintilskudsnævn, der rådgiver
Lægemiddelstyrelsen i sager om tilskud til lægemidler.
Stk. 2. Medicintilskudsnævnet består af højst 7 medlemmer, hvoraf 1 medlem beskikkes af indenrigs- og
sundhedsministeren efter indstilling fra det i § 227 nævnte forhandlingsudvalg. De øvrige medlemmer,
hvoraf 2 skal være alment praktiserende læger, beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren efter
indstilling fra Lægemiddelstyrelsen. Beskikkelsen gælder for 4 år ad gangen. Ministeren udpeger en
formand blandt nævnets medlemmer.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte en forretningsorden for Medicintilskudsnævnet.
Medlemmerne af Medicintilskudsnævnet må ikke være økonomisk interesserede i nogen virksomhed, som
fremstiller, importerer eller forhandler lægemidler.
Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister – CTR
§ 156. Lægemiddelstyrelsen fører et elektronisk register over de oplysninger, der er nødvendige for
beregning af tilskud efter §§ 143-151 og 158 a (Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister).
Stk. 2. Registeret kan ud over de i stk. 1 nævnte oplysninger indeholde oplysninger, der er nødvendige for
administrationen af en særlig myndigheds- eller apoteksadministreret betalingsordning for lægemiddelkøb,
og oplysninger, der benyttes af apotekerne ved administrationen af tilskud til lægemidler efter den sociale
lovgivning.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om driften af registeret, herunder om,
1) hvilke oplysninger der må registreres i registeret,
2) indberetning af oplysning om tilskud til medicin efter den sociale lovgivning,
3) kommunernes pligt til elektronisk at indberette oplysninger til registeret,
4) pligt til sletning af registrerede oplysninger,
5) apotekeres, lægers og andres adgang til oplysninger i registeret,
6) apotekeres pligt til at etablere forbindelse til registeret og til at benytte registerets oplysninger ved
beregning af tilskud og
7) apotekeres pligt til elektronisk at indberette oplysninger til registeret.
Lægemiddelstyrelsens elektroniske registrering af borgernes medicinoplysninger
§ 157. Lægemiddelstyrelsen er ansvarlig for at drive en elektronisk registrering af de enkelte borgeres
medicinoplysninger, herunder ordination, køb, udlevering, indtagelse, dosisændring, ophør og
sundhedspersoners instruktioner om brug af medicin samt oplysninger, der er relateret til borgernes
medicinoplysninger.
Stk. 2. Den læge, der aktuelt har en patient i behandling, har adgang til de oplysninger, der er registreret
om patienten, når det er nødvendigt for behandlingen. Alment praktiserende læger kan tillige benytte
registeret til at finde egne patienter, der behandles uhensigtsmæssigt med lægemidler. Praktiserende
speciallæger kan tillige benytte registeret til at finde patienter, som speciallægen har ordineret et eller flere
lægemidler til, og som behandles uhensigtsmæssigt med lægemidler.
Stk. 3. Den tandlæge, jordemoder, sygeplejerske, sundhedsplejerske, social- og sundhedsassistent og plejehjemsassistent,
der aktuelt har en patient i behandling, har adgang til de oplysninger, der er registreret om
en patient, når det er nødvendigt for behandlingen.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 4. Den sygehusansatte farmaceut eller farmakonom, der efter udpegning af sygehusledelsen af patient-
og lægemiddelsikkerhedsmæssige grunde foretager medicingennemgang eller -afstemning, kan få adgang
til de oplysninger, der er registreret om patienten, når dette er nødvendigt for den pågældendes
behandling af patienten.
Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at andre personer, der som led i deres
erhverv udleverer medicin til en patient eller håndterer medicinoplysninger, kan få adgang til de
oplysninger, der er registreret om patienten, når dette er nødvendigt for disse personers behandling af
patienten.
Stk. 6. Apotekere og apotekspersonale har adgang til de oplysninger, der er registreret om en
medicinbruger, når denne har givet mundtligt eller skriftligt samtykke hertil. Apotekere og
apotekspersonale har adgang til oplysninger, der er registreret om ordinationer, når adgangen er
nødvendig for ekspedition af ordinationen.
Stk. 7. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at Sundhedsstyrelsen kan få adgang til
oplysninger, der er registreret om en patient, når dette er nødvendigt for tilsynet med lægers og
tandlægers ordination af specifikke typer lægemidler, herunder afhængighedsskabende lægemidler og
antipsykotika.
Stk. 8. Lægemiddelstyrelsen har adgang til oplysninger i registret, når det er påkrævet af driftstekniske
grunde eller følger af Lægemiddelstyrelsens forpligtelser m.v. som dataansvarlig, og når det er nødvendigt
til brug for styrelsens behandling af bivirkningsindberetninger. Lægemiddelstyrelsen har endvidere adgang
til at fremfinde statistiske oplysninger om lægemiddelforbrug i de registrerede oplysninger, i det omfang
sådanne oplysninger ikke er tilgængelige via Lægemiddelstyrelsens Lægemiddelstatistikregister.
Stk. 9. De personer, der efter stk. 2-4 og 6 og efter regler fastsat i medfør af stk. 5 har adgang til
elektroniske medicinoplysninger, må alene anvende oplysningerne med henblik på at sikre kvaliteten,
sikkerheden og effekten af medicinbrugernes lægemiddelanvendelse, medmindre medicinbrugeren har
givet mundtligt eller skriftligt samtykke til anden anvendelse.
Stk. 10. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om driften m.v. af registeret og
fastsætter herunder nærmere regler om,
1) hvilke oplysninger der må registreres i registeret,
2) pligt til sletning og ændring af registrerede oplysninger,
3) den registreredes direkte elektroniske adgang til de elektroniske medicinoplysninger, der er registreret
om vedkommende i registret, og til den maskinelle registrering (logning) af alle anvendelser af de
registrerede oplysninger,
4) adgang til elektroniske opslag og inddatering i den elektroniske registrering af medicinoplysninger for
læger, tandlæger, jordemødre, sygeplejersker, sundhedsplejersker, social- og sundhedsassistenter,
plejehjemsassistenter, sygehusansatte farmaceuter og farmakonomer, der efter stk. 4 har adgang til de
registrerede oplysninger, apotekere, apotekspersonale, Sundhedsstyrelsen og andre personer, der efter
regler fastsat i medfør af stk. 5 har adgang til de registrerede oplysninger,
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5) Lægemiddelstyrelsens adgang til elektronisk opslag i og inddatering af oplysninger i registeret samt
videregivelse af oplysninger fra registeret til apotekersystemer, elektroniske omsorgsjournalsystemer i
kommuner, elektroniske patientjournalsystemer på sygehuse og i lægepraksis, andre journalsystemer
indeholdende patientoplysninger og Det Danske Vaccinationsregister og
6) de i stk. 2-5 nævnte personers adgang og pligt til elektronisk at indberette oplysninger til registeret,
opdatere oplysninger hidrørende fra registeret og korrigere urigtige oplysninger, herunder tekniske krav og
formkrav til sådanne indberetninger, opdateringer og korrektioner.
Det Danske Vaccinationsregister
§ 157 a. Statens Serum Institut er ansvarlig for at drive en elektronisk registrering af oplysninger om de
enkelte borgeres vaccinationer og hertil knyttede oplysninger (Det Danske Vaccinationsregister).
Stk. 2. Den læge, der aktuelt har en borger i behandling, har adgang til de oplysninger, der er registreret om
borgeren i Det Danske Vaccinationsregister, når det er nødvendigt for behandlingen.
Stk. 3. Den tandlæge, jordemoder, sygeplejerske, sundhedsplejerske, social- og sundhedsassistent og
plejehjemsassistent, der aktuelt har en borger i behandling, har adgang til de oplysninger, der er registreret
om en borger i Det Danske Vaccinationsregister, når det er nødvendigt for behandlingen.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at andre personer, der som led i deres
erhverv i forbindelse med en sundhedsfaglig behandling har brug for viden om en borgers aktuelle
vaccinationsstatus, kan få adgang til de oplysninger, der er registreret om borgeren, når dette er
nødvendigt af hensyn til behandlingen.
Stk. 5. De personer, som i medfør af stk. 2 og 3 og efter regler fastsat i medfør af stk. 4 har adgang til
oplysninger i Det Danske Vaccinationsregister, må alene anvende oplysningerne med henblik på at sikre
kvaliteten, sikkerheden og effekten af borgerens vaccinationsforhold og anden sundhedsfaglige behandling,
medmindre borgeren har givet mundtligt eller skriftligt samtykke til anden anvendelse.
Stk. 6. Statens Serum Institut har adgang til oplysninger i registeret med henblik på at overvåge og vurdere
vaccinationstilslutning og -effekt samt undersøge eventuelle sammenhænge mellem vaccination og
uventede reaktioner eller bivirkninger ved vaccination. Statens Serum Institut har endvidere adgang til
oplysninger i registeret, når det er påkrævet af driftstekniske grunde eller følger af Statens Serum Instituts
forpligtelser m.v. som dataansvarlig.
Stk. 7. Sundhedsstyrelsen har adgang til oplysninger i registeret med henblik på opfyldelse af styrelsens
forpligtelser m.v. som sundhedsmyndighed. Sundhedsstyrelsen har ikke hermed adgang til
vaccinationsoplysninger om den enkelte borger.
Stk. 8. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at der kan videregives oplysninger fra
vaccinationsregisteret til Lægemiddelstyrelsens Lægemiddelstatistikregister. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om, at Lægemiddelstyrelsen kan få adgang til registeret, når det er nødvendigt til brug for
styrelsens behandling af bivirkningsindberetninger eller i forbindelse med tilbagekaldelse af vacciner.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 9. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om driften m.v. af registeret og
fastsætter herunder nærmere regler om,
1) hvilke oplysninger der må registreres i registeret,
2) pligt til sletning og ændring af registrerede oplysninger,
3) den registreredes direkte elektroniske adgang til oplysninger, der er registreret om vedkommende i Det
Danske Vaccinationsregister, og til inddatering og blokering af oplysninger, der er registreret om
vedkommende i Det Danske Vaccinationsregister,
4) den registreredes direkte elektroniske adgang til den maskinelle registrering (logning) af alle anvendelser
af de registrerede oplysninger,
5) adgang til elektronisk opslag i registeret for læger, tandlæger, jordemødre, sygeplejersker,
sundhedsplejersker, social- og sundhedsassistenter, plejehjemsassistenter, Sundhedsstyrelsen,
Lægemiddelstyrelsen og andre personer, der efter regler fastsat i medfør af stk. 4 har adgang til de
registrerede oplysninger,
6) Statens Serum Instituts adgang til elektronisk opslag i og inddatering af oplysninger i registeret samt
videregivelse af oplysninger fra registeret til elektroniske omsorgsjournalsystemer i kommuner,
elektroniske patientjournalsystemer på sygehuse og i lægepraksis og andre journalsystemer indeholdende
patientoplysninger og
7) de i stk. 2-4 nævnte personers adgang og pligt til elektronisk at indberette oplysninger til registeret,
opdatere oplysninger om borgeres medicinoplysninger hidrørende fra registeret og korrigere urigtige
oplysninger, herunder tekniske krav og formkrav til sådanne indberetninger, opdateringer og korrektioner.
Afsnit XI
Øvrige ydelser og tilskud
Kapitel 43
Vaccination og tilskud til vacciner til visse persongrupper
§ 158. Regionsrådet yder vederlagsfri vaccination mod visse sygdomme.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke vaccinationer der efter
stk. 1 er omfattet af loven, herunder om,
1) hvilke sygdomme der skal tilbydes vaccination mod,
2) hvilke persongrupper der skal tilbydes vaccination, og
3) hvilke læger der skal kunne foretage vaccination efter loven.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om regionsrådenes pligt til at give oplysning om
vaccinationer efter loven.
§ 158 a. Sundhedsstyrelsen beslutter, om der til nærmere afgrænsede persongrupper skal tilbydes tilskud
til køb af vaccine.
Stk. 2. Regionsrådet yder tilskud til køb af vaccine som nævnt i stk. 1. Tilskuddets størrelse opgøres i
overensstemmelse med reglerne i § 146.
Stk. 3. Tilskuddet efter stk. 2 er betinget af, at vaccinen ordineres på recept til personer, der er omfattet af
en persongruppe som nævnt i stk. 1.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om meddelelse og tilbagekaldelse af
tilskud efter stk. 1-3 samt om, hvilke oplysninger en ansøgning om tilskud til en vaccine skal indeholde.
Kapitel 44
Tilskud til ernæringspræparater
§ 159. Regionsrådet yder efter nærmere regler fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren tilskud til
ernæringspræparater, som er ordineret af en læge i forbindelse med sygdom eller alvorlig svækkelse.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om opkrævning af gebyr for
godkendelse af ernæringspræparater som tilskudsberettigede.
Kapitel 45
Begravelseshjælp
§ 160. Kommunalbestyrelsen yder begravelseshjælp. Begravelseshjælpens størrelse afhænger af afdødes og
den efterlevende ægtefælles formue og formuerettigheder. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler for begravelseshjælpens udbetaling og beregning.
Kapitel 45 a
Hjemtransport af afdøde patienter
§ 160 a. Regionsrådet hjemtransporterer patienter, som dør under eller efter overflytning mellem
sygehuse, når overflytningen var begrundet i pladsmæssige eller sundhedsfaglige hensyn, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. For hjemtransporter omfattet af stk. 1, som er foretaget i perioden fra den 1. januar 2007 til lovens
ikrafttræden, refunderer regionsrådet dokumenterede udgifter.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Hjemtransport af afdøde patienter efter stk. 1 eller refusion af dokumenterede udgifter efter stk. 2
ydes i de tilfælde, hvor overflytningen af patienten er sket til et sygehus, som ligger længere væk fra
patientens bopæl end det sygehus, patienten blev overflyttet fra.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om afgrænsning og dokumentationskrav ved
hjemtransport m.v., jf. stk. 1 og 2.
Kapitel 46
Ydelser til søfarende
§ 161. Til søfarende og medsejlende ægtefæller og børn, og til disse personers dødsboer, ydes der
sygehjælp, barselhjælp, begravelseshjælp samt betaling af hjemsendelsesudgifter efter nærmere regler
fastsat af indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren.
Kapitel 47
Regionstandpleje
§ 162. Regionsrådet skal tilbyde børn og unge under 18 år med odontologiske lidelser, der ubehandlede
medfører varig funktionsnedsættelse, et vederlagsfrit specialiseret tandplejetilbud. Herudover skal
regionsrådet tilbyde vederlagsfrit højt specialiseret behandling til de børn og unge, der har behov for det.
Stk. 2. Det særlige tandplejetilbud skal tilrettelægges i samarbejde med den kommunale børne- og
ungdomstandpleje, der har ansvaret for den almindelige forebyggende og behandlende tandpleje til børn
og unge under 18 år, jf. § 127.
Stk. 3. Regionsrådet skal til børn og unge, der er omfattet af stk. 1, tilbyde vederlagsfri specialbehandling
efter det fyldte 18. år, indtil fysisk modenhed muliggør, at den pågældende behandling kan færdiggøres.
Regionsrådet kan beslutte at indgå aftale med privat tandlægepraksis eller den kommunale tandpleje om
varetagelse af opgaver, der kan løses af disse.
Kapitel 48
Odontologisk landsdels- og videnscenterfunktion
§ 163. Regionsrådet skal vederlagsfrit tilbyde højt specialiseret odontologisk rådgivning, udredning og
behandling af patienter med sjældne sygdomme og handicaps, hos hvem den til grund liggende tilstand
giver anledning til specielle problemer i tænder, mund eller kæber, samt højt specialiseret rådgivning eller
behandling af børn, jf. § 162, stk. 1, 2. pkt.
§ 164. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om omfanget af og kravene til den
regionale tandpleje, jf. §§ 162 og 163.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 165. Regionsrådet og kommunalbestyrelserne sikrer koordination af tandplejen, jf. § 137.
Kapitel 49
Tilskud til tandpleje til visse patientgrupper
§ 166. Regionsrådet yder et særligt tilskud til tandpleje til kræftpatienter, der på grund af strålebehandling i
hoved eller halsregionen eller på grund af kemoterapi har betydelige dokumenterede tandproblemer.
Stk. 2. Regionsrådet yder et særligt tilskud til tandpleje til personer, der på grund af Sjøgrens Syndrom har
betydelige dokumenterede tandproblemer.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for støtte til de nævnte
patientgrupper, herunder for størrelsen af patientens maksimale egenbetaling i praksistandplejen.
Kapitel 50
Den offentlige rejsesygesikring
§ 167. Regionsrådet kan yde tilskud til sygehjælp m.v. til personer under midlertidigt ophold i udlandet, på
Færøerne og i Grønland efter nærmere regler, der fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang ydelser i henhold til
overenskomst med en anden stat eller til EF-retten træder i stedet for ydelser efter stk. 1.
Kapitel 51
Tilskud til ydelser købt eller leveret i et andet EU/EØS-land
§ 168. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om og vilkår for, at regionsrådet
henholdsvis kommunalbestyrelsen yder tilskud til varer efter loven, der købes i et andet EU/EØS-land, og
tjenesteydelser efter loven, der leveres i et andet EU/EØS-land.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan endvidere fastsætte de regler, der er nødvendige for at sikre
anvendelsen af en aftale indgået mellem Fællesskabet og et andet land om forhold omfattet af stk. 1.
Afsnit XII
Præhospital indsats, befordring og befordringsgodtgørelse
Kapitel 52
Præhospital indsats
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 169. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om regionsrådenes tilrettelæggelse af
den præhospitale indsats og ambulancetjeneste, herunder regler for uddannelsen af
ambulancemandskabet.
Kapitel 53
Befordring og befordringsgodtgørelse
§ 170. Kommunalbestyrelsen yder i sygdomstilfælde godtgørelse for nødvendig befordring til og fra alment
praktiserende læge til personer, der er omfattet af § 59, stk. 1, og som modtager social pension, hvis
personen modtager behandling for regionens regning efter denne lov.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen yder i sygdomstilfælde godtgørelse til de i stk. 1 nævnte personer for
nødvendig befordring til og fra speciallæge, hvis personen modtager behandling for regionens regning efter
denne lov efter henvisning fra alment praktiserende læge eller speciallæge, eller i særlige tilfælde uden
henvisning, jf. § 64, stk. 4, og behandlingen ydes af den speciallæge inden for vedkommende speciale, der
har konsultationssted nærmest ved patientens opholdssted. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter
nærmere regler om ydelse af befordringsgodtgørelse til personer omfattet af 1. pkt. samt til personer
omfattet af § 59, stk. 1, ved besøg hos speciallæge.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen yder godtgørelse for nødvendig befordring med ambulance eller særligt
sygekøretøj til og fra akut skadebehandling hos alment praktiserende læge eller speciallæge til personer,
der er omfattet af § 59, stk. 1, hvis behandlingen finder sted for regionens regning efter denne lov.
§ 171. Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, der i medfør af §§ 79-83 og
86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling og som modtager social pension. Befordring og
befordringsgodtgørelse ydes til behandling på regionale sygehuse og de i § 75 nævnte institutioner samt til
behandling på andre sygehuse m.v. efter nærmere af indenrigs- og sundhedsministeren fastsatte regler.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang
personer i øvrigt har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling, herunder i hvilket
omfang ret hertil tilkommer personer, der efter eget valg behandles på et sygehus uden for
bopælsregionen i henhold til reglerne i §§ 86, 87, 87 b og 87 f.
Stk. 3. Regionsrådet yder befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer, der i medfør af
§§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling, hvis deres tilstand gør det nødvendigt.
§ 172. Kommunalbestyrelsen yder befordring eller befordringsgodtgørelse til genoptræning til personer,
der har behov for genoptræning efter endt behandling på sygehus, jf. § 140. Befordringen eller
befordringsgodtgørelsen ydes efter reglerne i § 171.
§ 173. Befordring, for hvilken der ydes godtgørelse efter § 170, skal ske med det efter forholdene billigste
forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun, når befordringsudgiften til behandlingsstedet overstiger en af
indenrigs- og sundhedsministeren fastsat grænse.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Befordring, for hvilken der ydes godtgørelse efter §§ 171 og 172 skal ske med det efter forholdene
billigste forsvarlige befordringsmiddel og ydes kun, når befordringsudgiften eller afstanden til
behandlingsstedet overstiger en af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat grænse.
Stk. 3. Nærmere regler om ydelse af befordring og befordringsgodtgørelse og dækning af andre nødvendige
rejseudgifter i forbindelse hermed fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 4. Når der anmodes om befordring eller befordringsgodtgørelse efter §§ 170 og 171 fra et midlertidigt
opholdssted, kan befordring eller befordringsgodtgørelse ved hjemtransport kun forlanges tilbage til det
midlertidige opholdssted, medmindre andet følger af aftaler eller af traktatlige forpligtelser.
§ 174. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med kommunalbestyrelsen og regionsrådet
godkende, at kommunalbestyrelserne i en region varetager udbetaling af befordringsgodtgørelse og løsning
af andre befordringsopgaver efter § 171 på regionsrådets vegne.
§ 175. Regler om kørselsgodtgørelse til læger, der tilkaldes til de i § 59, stk. 1, nævnte personer, fastsættes
ved de i § 227 nævnte overenskomster. Foreligger der ingen overenskomst herom, fastsætter indenrigs- og
sundhedsministeren de nærmere regler.
Afsnit XIII
Ligsyn og obduktion m.v.
Kapitel 54
Dødens konstatering
§ 176. En persons død kan konstateres ved uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed eller ved
uopretteligt ophør af al hjernefunktion.
§ 177. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler om de undersøgelser, der skal foretages for at konstatere
dødens indtræden ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion, jf. § 176.
Kapitel 55
Ligsyn m.v.
Ligsyn
§ 178. Ligsyn foretages af en læge til afgørelse af, om dødsfald er indtrådt. Ved ligsynet skal dødstegn
iagttages, og dødsmåde og dødsårsag så vidt muligt fastslås.
Stk. 2. Er dødsfald indtrådt under indlæggelse på sygehus eller lignende institution, foretages ligsyn af en af
de læger, der her har deltaget i patientens behandling.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. I andre tilfælde skal ligsyn foretages af afdødes sædvanlige læge eller dennes stedfortræder. Må
undtagelsesvis en anden læge efter forholdene anses nærmere til at foretage ligsynet, og finder denne at
have tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling også til dødsmåde og dødsårsag, kan ligsynet dog foretages
af denne læge.
Stk. 4. Ingen stedlig læge kan undslå sig for at komme til stede til foretagelse af ligsyn, hvis tilkaldelsen
skyldes, at afdødes sædvanlige læge og dennes stedfortræder har gyldigt forfald, eller at afdøde ikke havde
nogen sædvanlig læge på dødsstedet.
Indberetning til politiet
§ 179. Den læge, der tilkaldes i anledning af dødsfald, skal afgive indberetning til politiet,
1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord eller ulykkestilfælde,
2) når en person findes død,
3) når døden er indtrådt pludseligt og ikke er forudset af lægefaglige grunde,
4) når der er grund til at antage, at dødsfaldet kan skyldes en erhvervssygdom, der er omfattet af lov om
arbejdsskadesikring,
5) når døden kan være en følge af fejl, forsømmelse eller ulykkelig hændelse i forbindelse med behandling
eller forebyggelse af sygdom,
6) når dødsfald forekommer i Kriminalforsorgens institutioner, eller
7) når det i øvrigt ikke med sikkerhed kan udelukkes, at dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, selvmord
eller ulykkestilfælde eller dødsfaldet af andre grunde skønnes at kunne have politimæssig interesse.
Stk. 2. Ved dødsfald på sygehus eller lignende institution afgives den indberetning, der er nævnt i stk. 1, af
den ledende læge.
Retslægeligt ligsyn
§ 180. I de tilfælde, der er nævnt i § 179, iværksættes retslægeligt ligsyn.
Stk. 2. Retslægeligt ligsyn kan dog undlades:
1) ved dødsfald efter ulykkestilfælde, såfremt døden først er indtrådt nogen tid efter ulykken og politiet
efter de tilvejebragte oplysninger finder det åbenbart, at dødsfaldet er uden politimæssig interesse,
2) ved de dødsfald, der er nævnt i § 179, stk. 1, nr. 2, 3, 5 og 6, såfremt der mellem politiet og
embedslægen er enighed om, at de tilvejebragte oplysninger gør det åbenbart, at der foreligger naturlig
død,
3) ved de dødsfald, der er nævnt i § 179, stk. 1, nr. 4, såfremt embedslægen finder, at de tilvejebragte
oplysninger med tilstrækkelig sikkerhed har klarlagt dødsårsagen, og
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4) ved andre dødsfald, der er kommet til politiets kundskab og er antaget at kunne have politimæssig
interesse, såfremt politiet efter en undersøgelse finder det åbenbart, at der er tale om naturlig død.
§ 181. Retslægeligt ligsyn foretages af politiet og en embedslæge i forening.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan meddele andre læger tilladelse til at deltage i retslægeligt
ligsyn i embedslægens sted. I påtrængende tilfælde kan en af politidirektøren udpeget læge deltage.
Dødsattest
§ 182. Når ligsyn er afsluttet, skal lægen udstede dødsattest. Er dødsfaldet indberettet til politiet efter
§ 179, må dødsattest kun udstedes, hvis politiet meddeler, at indberetningen ikke giver anledning til
retslægeligt ligsyn. Er der foretaget retslægeligt ligsyn, udstedes dødsattesten af den læge, der har deltaget
heri.
Stk. 2. Liget må ikke begraves, brændes eller føres ud af landet, førend dødsattest er udstedt. Er
dødsattesten udfærdiget efter retslægeligt ligsyn, skal attesten yderligere være forsynet med politiets
påtegning om, at intet er til hinder for, at liget begraves, brændes eller føres ud af landet.
Omsorg for lig
§ 183. En person, der antages at være afgået ved døden, skal anbringes under forsvarlige forhold. Er
dødens indtræden ikke åbenbar, skal den pågældende være under jævnligt tilsyn og må ikke føres til lighus,
før en læge har iagttaget dødstegn. Førend ligsyn er afsluttet og dødsattest er udstedt, må liget ikke
anbringes i kiste eller føres til kapel.
§ 184. Retslægelig obduktion skal foretages,
Kapitel 56
Obduktion
Retslægelig obduktion
1) når dødsfaldet skyldes et strafbart forhold, eller muligheden heraf ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan
udelukkes, eller obduktion dog skønnes nødvendig for at hindre, at der senere kan opstå mistanke herom,
2) når dødsmåden i øvrigt ikke er fastslået med tilstrækkelig sikkerhed ved det retslægelige ligsyn, eller
3) når dødsårsagen ikke er fastslået med tilstrækkelig sikkerhed ved det retslægelige ligsyn og yderligere
retsmedicinske undersøgelser af politimæssige grunde skønnes påkrævet.
Stk. 2. Skønnes almen interesse i øvrigt at kræve en særlig undersøgelse af dødsårsagen ved bestemte
grupper af dødsfald, kan indenrigs- og sundhedsministeren bestemme, at der ved sådanne dødsfald skal
foretages retslægelig obduktion.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 185. Bestemmelse om retslægelig obduktion træffes af politiet. Obduktionen udføres af en sagkyndig
læge, der udpeges af indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 2. Såfremt omstændighederne tillader det, skal afdødes nærmeste, førend obduktion foretages,
underrettes om dødsfaldet og om, at der vil blive foretaget obduktion. Den pågældende skal samtidig gøres
bekendt med adgangen til domstolsprøvelse.
Domstolsprøvelse
§ 186. Såfremt afdødes nærmeste modsætter sig retslægelig obduktion, skal politiet inden 24 timer
indbringe spørgsmålet om lovligheden af beslutningen herom for retten.
Stk. 2. Sagen behandles efter strafferetsplejens regler. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Kære til
landsretten kan kun ske inden for en frist på 3 dage. Retsplejelovens § 910 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. I de i § 184, stk. 1, nævnte tilfælde kan obduktion foretages, inden rettens afgørelse foreligger,
såfremt der er nærliggende fare for, at øjemedet ellers vil forspildes.
Lægevidenskabelig obduktion
§ 187. Obduktion i lægevidenskabeligt øjemed og i forbindelse hermed udtagelse af væv og andet biologisk
materiale kan efter reglerne i stk. 2-5 foretages på en person, som er død på eller som død er indbragt til et
sygehus eller en lignende institution.
Stk. 2. Obduktion må foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte 18. år skriftligt har givet sit samtykke til
obduktion. Har afdøde givet sit samtykke til obduktion under forudsætning af de pårørendes accept, skal
denne foreligge. I andre tilfælde må obduktion ikke finde sted, såfremt afdøde eller afdødes nærmeste har
udtalt sig derimod eller indgrebet må antages at stride mod afdødes eller de nærmestes livsopfattelse, eller
såfremt særlige omstændigheder i øvrigt taler mod indgrebet.
Stk. 3. Uden for de i stk. 2 nævnte tilfælde skal afdødes nærmeste, hvis opholdssted kendes, underrettes
om den påtænkte obduktion med anmodning om at give tilladelse hertil. Obduktion må herefter foretages,
såfremt afdødes nærmeste giver samtykke til indgrebet. Ønsker afdødes nærmeste ikke at tage stilling til
det påtænkte indgreb, skal der oplyses om adgangen til at modsætte sig obduktion inden for 6 timer efter
underretningen som nævnt i 1. pkt. Obduktion må tidligst foretages 6 timer efter denne underretning,
medmindre afdødes nærmeste forinden har givet samtykke til obduktion.
Stk. 4. Er afdøde under 18 år, må obduktion kun foretages, såfremt forældremyndighedens indehaver har
samtykket heri.
Stk. 5. Obduktion må først foretages, når ligsyn er foretaget. Obduktion må ikke finde sted, såfremt der skal
foretages retslægeligt ligsyn eller retslægelig obduktion.
Kapitel 57
Andre bestemmelser
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 188. Andre indgreb på en afdød end nævnt i kapitel 56 må kun foretages, såfremt afdøde efter sit fyldte
18. år skriftligt har truffet bestemmelse herom.
Stk. 2. Sådanne indgreb må først foretages, når uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed er
indtrådt.
§ 189. Bestemmelserne i afsnit XIII finder tilsvarende anvendelse på børn, der efter udgangen af 22.
svangerskabsuge fødes uden at vise livstegn (dødfødte børn).
Stk. 2. Bestemmelserne i afsnit XIII gælder ikke for udtagelse af blod, fjernelse af mindre hudpartier og
andre mindre indgreb, som ganske må ligestilles hermed.
§ 190. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om almindelige ligsyn,
lægevidenskabelige obduktioner og om dødsattester. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
behandling af lig, om foretagelse af retslægelige ligsyn og om retslægelige obduktioner.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler, hvorefter en læge ikke må konstatere dødens
indtræden, foretage ligsyn, udstede dødsattest og foretage obduktion på en person, som lægen har haft en
særlig tilknytning til.
Stk. 3. Henhører efterforskningen i forbindelse med dødsfaldet under militær påtalemyndighed, træder
forsvarets auditørpersonel i stedet for politiet ved foretagelse af retslægeligt ligsyn og retslægelig
obduktion.
§ 191. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forhandling med justitsministeren og indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om ligsyn og begravelse m.v. ved dødsfald til søs.
§ 192. Henlægger indenrigs- og sundhedsministeren sine beføjelser efter afsnit XIII til Sundhedsstyrelsen,
kan ministeren fastsætte regler om klageadgangen for afgørelser truffet i medfør af lovens § 181, stk. 2, 1.
pkt., herunder at klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Afsnit XIV
Kvalitetsudvikling, it, forskning, indberetning og patientsikkerhed
Kapitel 58
Kvalitetsudvikling og it
§ 193. Regionsrådet og kommunalbestyrelsen skal sikre kvalitetsudvikling af ydelser efter denne lov, jf.
stk. 2 og 3 og § 193 a.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastlægger i samarbejde med regionsrådene og
kommunalbestyrelserne en fælles ramme for kvalitetsudvikling i det danske sundhedsvæsen.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om krav til kvalitet i sundhedsvæsenet.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at private sygehuse og klinikker
m.v., der leverer ydelser efter denne lov, skal leve op til krav fastsat i medfør af stk. 1-3.
§ 193 a. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte krav til it-anvendelsen i sundhedsvæsenet.
Ministeren kan fastsætte bindende standarder for it-anvendelsen, herunder for elektroniske
patientjournaler, og krav til godkendelse af anvendelsen af standarder.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at private sygehuse og klinikker m.v., der
leverer ydelser efter denne lov, skal leve op til krav fastsat i medfør af stk. 1.
Kapitel 59
Forskning
§ 194. Regionsrådet skal sikre udviklings- og forskningsarbejde, således at ydelser efter denne lov samt
uddannelse af sundhedspersoner kan varetages på et højt fagligt niveau.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal medvirke til udviklings- og forskningsarbejde, således at ydelser efter
denne lov samt uddannelse af sundhedspersoner kan varetages på et højt fagligt niveau.
Kapitel 60
Indberetning til de centrale sundhedsmyndigheder m.v.
§ 195. Det påhviler regionsråd, kommunalbestyrelser, praktiserende sundhedspersoner og de private
personer eller institutioner, der driver sygehuse m.v., at give oplysning om virksomheden til de centrale
sundhedsmyndigheder m.fl. efter nærmere af indenrigs- og sundhedsministeren fastsatte regler.
§ 196. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at regionsråd,
kommunalbestyrelser, private personer og institutioner, der driver sygehuse m.v., samt praktiserende
sundhedspersoner skal indberette oplysninger til kliniske kvalitetsdatabaser, som en offentlig myndighed er
dataansvarlig for, og hvor der sker registrering af helbredsoplysninger m.v. med henblik på overvågning og
udvikling af behandlingsresultater for afgrænsede grupper af patienter.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan bestemme, at den registrerede på begæring skal have
indsigtsret i oplysninger, der er registreret om vedkommende i de i stk. 1 nævnte kliniske
kvalitetsdatabaser.
Stk. 3. Indberetning af oplysninger efter stk. 1, der kan henføres til bestemte personer, kan ske uden
samtykke fra personen.
§ 197. (Ophævet)
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 61
Patientsikkerhed
§ 198. 1) Regionsrådet og kommunalbestyrelsen modtager, registrerer og analyserer rapporteringer om
utilsigtede hændelser, jf. stk. 2 og 3, til brug for forbedring af patientsikkerheden og rapportering af
oplysninger efter reglerne i § 199.
Stk. 2. En sundhedsperson, der som led i sin faglige virksomhed bliver opmærksom på en utilsigtet
hændelse, skal rapportere hændelsen til regionen. En hændelse, der er forekommet i den kommunale
sundhedssektor, jf. afsnit IX, skal dog rapporteres til kommunen. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende 6
anvendelse på ambulancebehandlere, apotekere og apotekspersonale.
Stk. 3. En patient eller dennes pårørende kan rapportere en utilsigtet hændelse til regionen eller
kommunen i overensstemmelse med reglerne i stk. 2, 1. og 2. pkt.
Stk. 4. Ved en utilsigtet hændelse forstås en begivenhed, der forekommer i forbindelse med sundhedsfaglig
virksomhed, herunder præhospital indsats, eller i forbindelse med forsyning af og information om
lægemidler. Utilsigtede hændelser omfatter på forhånd kendte og ukendte hændelser og fejl, som ikke
skyldes patientens sygdom, og som enten er skadevoldende eller kunne have været skadevoldende, men
forinden blev afværget eller i øvrigt ikke indtraf på grund af andre omstændigheder.
§ 199. 2) Patientombuddet modtager rapporteringer fra regionsrådet og kommunalbestyrelsen om
utilsigtede hændelser og opretter et nationalt register herfor. Patientombuddet analyserer og
videreformidler viden til sundhedsvæsenet på baggrund af de modtagne rapporteringer. Patientombuddet
stiller endvidere rapporteringerne til rådighed for Sundhedsstyrelsen til brug for Sundhedsstyrelsens
vejledningsarbejde, jf. § 214, stk. 1.
Stk. 2. Patientombuddet fastsætter nærmere regler om, hvilke utilsigtede hændelser der skal rapporteres
af regionsrådet og kommunalbestyrelsen til Patientombuddet, hvornår og i hvilken form rapporteringen
skal ske, og hvad den skal indeholde. Patientombuddet fastsætter endvidere nærmere regler om, i hvilke
tilfælde personer omfattet af § 198, stk. 2, skal rapportere om utilsigtede hændelser til regionsrådet og
kommunalbestyrelsen, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske, og hvad den skal indeholde.
Patientombuddet kan desuden fastsætte nærmere regler om, i hvilken form rapportering efter § 198, stk.
3, skal ske.
Stk. 3. Patientombuddet kan fastsætte regler om, at regionsrådet og kommunalbestyrelsen til brug for
Patientombuddets varetagelse af opgaver efter stk. 1 og til brug for Sundhedsstyrelsens varetagelse af
opgaver efter § 214, stk. 1, skal sende nærmere bestemte oplysninger om rapporterede hændelser og
udarbejdede handlingsplaner, faglige udmeldinger m.v. til Patientombuddet.
Stk. 4. Rapportering om utilsigtede hændelser fra regionsrådet og kommunalbestyrelsen til
Patientombuddet efter stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 3 skal ske i anonymiseret form vedrørende
såvel patienten som den rapporterende person.
Stk. 5. Patientombuddet afgiver en årlig beretning om sin virksomhed i henhold til dette kapitel.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 200. Oplysninger om enkeltpersoner, der indgår i en rapportering, jf. § 198, stk. 1, er fortrolige.
Stk. 2. Oplysninger om identiteten af en person, der har rapporteret i henhold til § 198, stk. 2, må kun
videregives til de personer i samme region eller kommune, der varetager opgaver efter § 198, stk. 1
§ 201. Den rapporterende person, kan ikke som følge af sin rapportering underkastes disciplinære
undersøgelser og foranstaltninger af arbejdsgiveren, tilsynsmæssige reaktioner af Sundhedsstyrelsen eller
strafferetlige sanktioner af domstolene.
§ 202. 3) Patientombuddet kan fastsætte nærmere regler for, hvilke sygehuse og andre
behandlingsinstitutioner der er omfattet af rapporteringspligten, ligesom Patientombuddet kan fastsætte
særlige regler for de private sygehuses rapporteringssystem.
Stk. 2. §§ 198-201 gælder tillige for private sygehuse.
Stk. 3. §§ 198-201 gælder ikke for andre lovbestemte indrapporteringsordninger vedrørende utilsigtede
hændelser og fejl opstået under behandling. Patientombuddet kan i samarbejde med berørte myndigheder
fastsætte nærmere regler, der præciserer og eventuelt samordner indrapporteringsforhold, jf. 1. pkt.
Afsnit XV
Samarbejde og planlægning
Kapitel 62
Samarbejde
§ 203. Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen samarbejder om indsatsen på sundhedsområdet
og om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer.
§ 204. Regionsrådet nedsætter i samarbejde med kommunalbestyrelserne i regionen et
sundhedskoordinationsudvalg vedrørende den regionale og kommunale indsats på sundhedsområdet og
om indsatsen for sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om det i stk. 1 nævnte
sundhedskoordinationsudvalg, herunder om sammensætning og formandskab m.v.
§ 205. Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen indgår aftaler om varetagelsen af opgaver på
sundhedsområdet.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke indsatsområder
sundhedsaftalerne skal omfatte.
Stk. 3. Aftaler vedrørende indsatsområder, som er omfattet af de af indenrigs- og sundhedsministeren
nærmere fastsatte regler efter stk. 2, indsendes til Sundhedsstyrelsen til godkendelse.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 205 a. Regionsrådet kan tilvejebringe og udleje lokaler til brug for virksomhed, der udføres af
sundhedspersoner efter overenskomst, jf. § 227.
Stk. 2. Udlejning af lokaler efter stk. 1 skal ske på markedsvilkår og i overensstemmelse med regionens
sundhedsplan, jf. § 206.
§ 205 b. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe og udleje lokaler til brug for virksomhed, der udføres af
sundhedspersoner efter overenskomst, jf. § 227, samt til brug for udførelse af regionale ambulante
sygehusydelser.
Stk. 2. Udlejning af lokaler efter stk. 1 skal ske på markedsvilkår og i overensstemmelse med regionens
sundhedsplan, jf. § 206.
§ 205 c. Regionsrådet og kommunalbestyrelsen koordinerer de aktiviteter, der er omfattet af §§ 205 a og
205 b.
Stk. 2. Aktiviteterne, jf. stk. 1, skal drøftes i sundhedskoordinationsudvalget, jf. § 204.
Kapitel 63
Planlægning
§ 206. Regionsrådet udarbejder en samlet plan for tilrettelæggelsen af regionens virksomhed på
sundhedsområdet.
Stk. 2. Forud for regionsrådets behandling af forslag til sundhedsplan skal regionsrådet indhente
Sundhedsstyrelsens rådgivning.
Stk. 3. Regionsrådet skal ændre sundhedsplanen forud for gennemførelse af væsentlige ændringer i
regionens sundhedsvæsen, der ikke er forudsat i planen.
Stk. 4. Regionsrådet indsender planen og senere ændringer heri til Sundhedsstyrelsen.
Kapitel 64
Specialeplanlægning
§ 207. Sundhedsstyrelsen nedsætter et rådgivende udvalg for specialeplanlægning.
Stk. 2. Udvalget består af repræsentanter for de lægevidenskabelige selskaber, sygeplejefaglige selskaber,
regionsrådene, Sundhedsstyrelsen og indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren udnævner formanden for udvalget efter indstilling fra
Sundhedsstyrelsen og ministeriets medlem af udvalget samt suppleanter herfor. Sundhedsstyrelsen
udpeger de øvrige medlemmer samt suppleanter herfor.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om udvalgets sammensætning og
funktionsperiode samt regler for udvalgets virksomhed.
§ 208. Sundhedsstyrelsen fastsætter krav til lands- og landsdelsfunktioner, herunder til placeringen af
lands- og landsdelsfunktioner på regionale og private sygehuse, efter høring af det i § 207 nævnte udvalg.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen godkender lands- og landsdelsfunktioner på regionale og private sygehuse.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere regler om visitation af patienter til behandling på afdelinger
med lands- og landsdelsfunktioner efter høring af det i § 207 nævnte udvalg.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsen kan inddrage en godkendelse efter stk. 2 efter høring af det i § 207 nævnte
udvalg, såfremt en sygehusafdeling med lands- eller landsdelsfunktion trods pålæg herom fra
Sundhedsstyrelsen ikke opfylder de i stk. 1 fastsatte krav. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan indbringes for
indenrigs- og sundhedsministeren. Indbringelsen har ikke opsættende virkning, medmindre indenrigs- og
sundhedsministeren bestemmer andet.
Stk. 5. Regionsrådet og vedkommende private sygehuse afgiver årligt en statusrapport til
Sundhedsstyrelsen om opfyldelsen af de i stk. 1 fastsatte krav på afdelinger med lands- eller
landsdelsfunktion.
§ 209. Det påhviler hvert regionsråd under iagttagelse af de i § 208 fastsatte krav at indgå aftaler om
benyttelse af lands- og landsdelsfunktioner på regionale sygehuse samt på private sygehuse.
Stk. 2. Kan der ikke opnås enighed om indholdet af aftaler efter stk. 1, kan Sundhedsstyrelsen træffe
afgørelse herom efter anmodning fra en af de berørte parter og efter høring af det i § 207 nævnte udvalg.
Stk. 3. Indgår et regionsråd ikke de fornødne aftaler efter stk. 1, kan Sundhedsstyrelsen bestemme, at
betaling kan afkræves vedkommende region for patienter, der modtages til behandling på afdelinger med
lands- og landsdelsfunktion på sygehuse i andre regioner samt på private sygehuse.
Afsnit XVI
Sundhedsberedskab
Kapitel 65
Planlægning og gennemførelse af sundhedsberedskabet
§ 210. Regionsrådet og kommunalbestyrelsen skal planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at
der sikres syge og tilskadekomne nødvendig behandling i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder
krigshandlinger. Planen skal vedtages af henholdsvis regionsrådet og kommunalbestyrelsen i et møde.
Stk. 2. Forud for regionsrådets og kommunalbestyrelsens behandling af forslag til sundhedsberedskabsplan
skal henholdsvis regionsrådet og kommunalbestyrelsen indhente Sundhedsstyrelsens og
Lægemiddelstyrelsens rådgivning.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Det påhviler private sygehuse at planlægge og gennemføre sådanne foranstaltninger, at de på
tilsvarende måde som regionale sygehuse kan indgå i sygehusberedskabet.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for regionsråds og
kommunalbestyrelsers planlægning og varetagelse af sundhedsberedskabet.
§ 211. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger,
pålægge regionsrådet eller kommunalbestyrelsen at løse en sundhedsberedskabsopgave på en nærmere
bestemt måde.
Afsnit XVII
Statslige myndigheder m.v.
Kapitel 66
Sundhedsstyrelsen
§ 212. Sundhedsstyrelsen er en styrelse under indenrigs- og sundhedsministeren, der bistår ministeren med
den centrale forvaltning af sundhedsmæssige anliggender.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen opretter som en organisatorisk del af styrelsen en embedslægeinstitution i hver
region.
§ 213. Sundhedsstyrelsen skal følge sundhedsforholdene og skal holde sig orienteret om den til enhver tid
værende faglige viden på sundhedsområdet.
Stk. 2. Når Sundhedsstyrelsen bliver bekendt med overtrædelser eller mangler på sundhedsområdet, skal
styrelsen orientere vedkommende myndighed i fornødent omfang. Ligeledes skal Sundhedsstyrelsen
orientere offentligheden, når særlige sundhedsmæssige forhold gør det nødvendigt.
§ 214. Sundhedsstyrelsen vejleder om udførelsen af sundhedsfaglige opgaver efter denne lov.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren og andre myndigheder har adgang til direkte rådgivning og anden
bistand fra Sundhedsstyrelsen i sundhedsfaglige spørgsmål.
Stk. 3. Statslige, regionale og kommunale myndigheder kan indhente Sundhedsstyrelsens rådgivning i
hygiejniske, miljømæssige og socialmedicinske forhold.
§ 215. 4) Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der udføres af personer
inden for sundhedsvæsenet. Dette gælder dog ikke virksomhed, der udføres af autoriserede psykologer.
Endvidere fører Sundhedsstyrelsen tilsyn med ledere af plejehjem og lign., hvortil der ikke er knyttet en fast
læge.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan iværksætte skærpet tilsyn med den i stk. 1 nævnte personkreds, såfremt
styrelsen har begrundet formodning om, at den pågældende sundhedspersons virksomhedsudøvelse vil
udgøre en forringet sikkerhed for patienter. Sundhedsstyrelsens beslutning om skærpet tilsyn kan ikke
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
indbringes for anden administrativ myndighed. Sundhedsstyrelsen offentliggør beslutninger om skærpet
tilsyn.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen kan som led i tilsynet efter stk. 1 og 2 afkræve personer inden for
sundhedsvæsenet de oplysninger, der er nødvendige for at gennemføre tilsynet.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsen eller personer, der af Sundhedsstyrelsen er bemyndiget til at udøve tilsynet, har
til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til sygehuse, plejehjem og lign.
Stk. 5. Sundhedsstyrelsen kan efter indenrigs- og sundhedsministerens nærmere bestemmelse pålægge
personer inden for sundhedsvæsenet at foretage anmeldelser og indberetninger vedrørende deres faglige
virksomhed.
§ 216. 5) Med det formål at fremme kvalitetsudviklingen i sundhedssektoren kan Sundhedsstyrelsen
iværksætte evalueringer m.v. af virksomheden i det offentligt finansierede sundhedsvæsen. Evalueringerne
kan omfatte alle forhold vedrørende det offentlige sundhedsvæsen og de private sygehuse og klinikkers
virksomhed.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at det påhviler regionsråd og
kommunalbestyrelser, de under indenrigs- og sundhedsministeren hørende institutioner samt de private
personer eller institutioner, der driver sygehuse, klinikker m.v. at give de for gennemførelsen af
evalueringer m.v. efter stk. 1 nødvendige oplysninger, herunder oplysninger fra patientregistre og andre
registre.
Stk. 3. Oplysninger, der indhentes til brug for evalueringer efter stk. 1, kan ikke videregives til
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
§ 217. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for den uddannelse, som læger skal
have gennemgået efter lægevidenskabelig embedseksamen for at kunne få ansættelse som embedslæger.
§ 218. Sundhedsstyrelsen yder bistand til rets- og politimyndighederne, i det omfang indenrigs- og
sundhedsministeren efter aftale med justitsministeren fastsætter regler herom.
§ 219. Sundhedsstyrelsen gennemfører én gang årligt, jf. dog stk. 2, et uanmeldt tilsynsbesøg vedrørende
de sundhedsmæssige forhold på plejehjem m.v. omfattet af lov om social service, i plejeboligbebyggelser
omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap og andre
tilsvarende boligenheder i kommunen. Tilsynet omfatter indsatsen over for de beboere og lejere, der
modtager kommunale serviceydelser.
Stk. 2. Hvis der ved et tilsynsbesøg ikke konstateres fejl eller mangler ved de sundhedsmæssige forhold på
plejehjemmet m.v., eller hvis der alene konstateres få fejl eller mangler, som efter Sundhedsstyrelsens skøn
ikke har patientsikkerhedsmæssige konsekvenser, kan styrelsen beslutte, at tilsynsbesøg ikke gennemføres
på vedkommende plejehjem det følgende år. Beslutning herom indføjes i tilsynsrapporten, jf. stk. 3.
Kommunalbestyrelsen underretter Sundhedsstyrelsen om væsentlige ledelsesmæssige og organisatoriske
ændringer, som efterfølgende måtte blive gennemført på vedkommende plejehjem.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Efter hvert tilsynsbesøg udarbejder Sundhedsstyrelsen en tilsynsrapport om de sundhedsmæssige
forhold på plejehjemmet m.v. til brug for plejehjemmets og kommunens opfølgning på konstaterede fejl og
mangler ved de sundhedsmæssige forhold.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsen skal påse, at plejehjemmet eller kommunen følger op på eventuelle kritisable
sundhedsmæssige forhold, der måtte være konstateret ved det sundhedsmæssige tilsynsbesøg.
Stk. 5. Embedslægeinstitutionen udarbejder årligt for den enkelte kommunes plejehjem m.v. et
sammendrag af årets tilsynsrapporter og et sammendrag af den kommunale opfølgning efter stk. 4 til brug
for den enkelte kommune.
Stk. 6. Sundhedsstyrelsen fastsætter nærmere indholdet af de sundhedsadministrative, sundhedsfaglige og
sundhedsrelaterede opgaver, der indgår i tilsynet med de sundhedsmæssige forhold, og de nærmere regler
for tilsynsbesøg og afrapportering herom efter stk. 1 og 3-5.
Stk. 7. Reglerne i § 220, stk. 4 og 5, om udstedelse af påbud og forbud over for institutioner m.v. finder
tilsvarende anvendelse på tilsyn, der udføres efter stk. 1, 3 og 4.
§ 220. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler for de sundhedsmæssige forhold på behandlings-
og plejeinstitutioner m.v., skoler og daginstitutioner m.v. samt klinikker og lign., som udfører lægefaglig
behandling og legemspleje. I reglerne fastsættes regler om tilsynet med de nævnte institutioner m.v.
Stk. 2. I reglerne kan der gives kommunalbestyrelsen eller regionsrådet adgang til at udstede påbud og
forbud over for institutioner m.v., der ikke overholder reglerne. Over for institutioner, som drives af
kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, tilkommer denne adgang Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen, regionsrådet, Sundhedsstyrelsen eller personer, der af disse myndigheder er
bemyndiget til at foretage undersøgelser, har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid og mod behørig
legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme for at tilvejebringe oplysninger
til brug for beslutninger, der kan træffes i henhold til dette kapitel eller regler udfærdiget med hjemmel
heri.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsens og regionsrådets påbud og forbud efter stk. 2, 1. pkt., kan påklages til
Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsens afgørelse af klagen kan indbringes for indenrigs- og
sundhedsministeren. Sundhedsstyrelsens påbud og forbud efter stk. 2, 2. pkt., kan ligeledes indbringes for
indenrigs- og sundhedsministeren. Sundhedsstyrelsen kan kræve sig forelagt afgørelser truffet af
kommunalbestyrelser og regionsråd efter 1. pkt.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsens, regionsrådets og Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 1-4 kan påklages
af enhver, der må antages at have en individuel og væsentlig interesse i sagens udfald.
§ 221. Erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver med henblik på påvisning af graviditet må kun foretages
af læger og apotekere samt af personer, som Sundhedsstyrelsen autoriserer hertil.
Kapitel 67
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Statens Serum Institut
§ 222. Statens Serum Institut er et institut under indenrigs- og sundhedsministeren, hvis formål er at
forebygge og bekæmpe smitsomme sygdomme, medfødte lidelser og biologiske trusler. Statens Serum
Institut er landets centrallaboratorium, for så vidt angår diagnostiske analyser, herunder
referencefunktioner. Instituttet sikrer forsyning af vacciner, herunder vacciner til
børnevaccinationsprogrammet, og beredskabsprodukter gennem fremstilling eller fremskaffelse. Instituttet
indgår i det operationelle beredskab mod smitsomme sygdomme og biologisk terrorisme. Instituttet driver
videnskabelig forskning og yder rådgivning og bistand på områder, der vedrører instituttets opgaver.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler, herunder om betaling, for instituttets udlevering
af præparater og udførelse af undersøgelser m.m.
Kapitel 68
Det Nationale Forebyggelsesråd
§ 223. Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter et uafhængigt, sagkyndigt forebyggelsesråd. Rådet har
til formål at bidrage til at forbedre sundheden i hele befolkningen. Rådet har til opgave at bidrage til debat
og til at inspirere de myndigheder og miljøer, som varetager forebyggelsesopgaver.
Stk. 2. Rådet afgiver hvert tredje år en beretning om rådets arbejde til Folketinget og indenrigs- og
sundhedsministeren.
Stk. 3. Rådet består af 13 medlemmer, som beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren for 4 år ad
gangen på baggrund af deres sagkundskab inden for forebyggelse og sundhedsfremme, dog således at der
hvert andet år udpeges henholdsvis 6 og 7 medlemmer. Indenrigs- og sundhedsministeren udpeger rådets
formand blandt rådets medlemmer.
Stk. 4. Rådet kan indkalde andre relevante personer på ad hoc-basis.
Stk. 5. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Afsnit XVIII
Administration, overenskomster og forsøg m.v.
Kapitel 69
Forskellige bestemmelser
§ 224. Regionsrådet træffer afgørelser vedrørende ydelser efter §§ 59, 60, 64-71, 159, 167 og 175.
Kommunalbestyrelsen træffer afgørelser om ydelser efter §§ 140 a og 140 b. Indenrigs- og
sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at kommunalbestyrelsen udbetaler kontantydelser,
som efter ovennævnte bestemmelser tilkommer de i § 58 nævnte personer, på regionernes vegne.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 225. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler vedrørende betaling for personer, som
ikke efter reglerne i denne lov har ret til vederlagsfri behandling på sygehus.
Stk. 2. For personer, der ikke ifølge reglerne i denne lov har ret til vederlagsfri sygehusbehandling, kan
betaling inddrives ved udpantning.
§ 226. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om regionsrådenes medvirken til
rekruttering af sundhedsfagligt personale til internationale sundhedsopgaver.
Kapitel 70
Overenskomster m.v.
§ 227. Det i henhold til § 37 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens
Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab nedsatte nævn afslutter overenskomster med
organisationer af sundhedspersoner m.fl. om vilkårene for de i §§ 50, 58-60, 64-69, 71 og 72, § 140 a, stk. 1,
og §§ 140 b, 159 og 175 nævnte ydelser.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren skal inden fastsættelse af nærmere regler efter §§ 8-12 og 72,
§ 140 a, stk. 3, jf. stk. 1, og §§ 140 b og 167, indhente en udtalelse fra det i § 37 i lov om regioner og om
nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab
nedsatte nævn.
Stk. 3. Inden der afsluttes overenskomster med andre stater i medfør af § 232, eller der i medfør af EFretten
indgås aftaler med andre medlemsstater om hel eller delvis undladelse af mellemstatslig refusion af
sundhedsudgifter omfattet af EF-retten, skal indenrigs- og sundhedsministeren indhente en udtalelse fra
det i henhold til § 37 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens
Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab nedsatte nævn.
Stk. 4. Overenskomster indgået i medfør af stk. 1 må ikke indeholde bestemmelser, der forpligter
sundhedspersoner, som har tilsluttet sig eller som ønsker at tilslutte sig disse overenskomster, til at være
medlem af en forening eller en bestemt forening.
Stk. 5. En region eller en kommune må ikke undlade at give en sundhedsperson tilladelse til at tilslutte sig
overenskomster indgået i medfør af stk. 1 eller fratage en sundhedsperson en sådan tilladelse, fordi
personen ikke er medlem af en forening eller en bestemt forening.
Stk. 6. En region eller en kommune må ikke undlade at give en sundhedsperson tilladelse til at tilslutte sig
overenskomster indgået i medfør af stk. 1 eller fratage en sundhedsperson en sådan tilladelse, fordi
personen er medlem af en forening eller en bestemt forening.
Stk. 7. I overenskomster indgået i medfør af stk. 1 kan aftales, at sundhedspersoner, som tilslutter sig en
sådan overenskomst uden at være medlem af den forening, som er part i overenskomsten, skal betale et
gebyr til dækning af en forholdsmæssig andel af omkostningerne ved levering af de ydelser, som bliver
stillet til rådighed for de pågældende, og som parterne er enige om er nødvendige for drift af praksis og for
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
administration og udvikling af overenskomstens regler, herunder samarbejds- og klagesystemet, på
kommunalt, regionalt og centralt niveau. Parterne kan aftale både et engangsgebyr, som forfalder i
forbindelse med sundhedspersonens tilslutning til overenskomsten, og et periodevist gebyr, som forfalder
løbende.
Stk. 8. Ved behandling af sager i paritetiske organer nedsat i henhold til overenskomster indgået i medfør af
stk. 1 skal en sundhedsperson, som er part i sagen, og som ikke er medlem af den forening, som er
repræsenteret i det paritetiske organ, gives ret til at møde, eventuelt med bisidder, når en klage over den
pågældende eller en sag, som eventuelt vil kunne give anledning til fastsættelse af sanktioner over for den
pågældende, behandles.
§ 228. I de tilfælde, hvor det påhviler den sikrede at udrede en del af betalingen for en ydelse i medfør af
denne lov, betaler den sikrede sin andel direkte til den sundhedsperson, der er omfattet af overenskomst,
hvorefter denne rejser krav over for regionsrådet om det tilskud, som regionsrådet skal yde. Er
sundhedspersonen ikke omfattet af en overenskomst, modtager den sikrede kontanttilskud fra
kommunalbestyrelsen efter § 224.
Stk. 2. Regionsrådet kan efter aftale med kommunalbestyrelsen varetage afregningen af den del af
betalingen for en ydelse til praktiserende fysioterapeuter, som det ikke påhviler den sikrede at betale.
Stk. 3. I tilskud, som regionsrådet udbetaler til sundhedspersoner i henhold til stk. 1, kan der foretages
indeholdelse med henblik på inddrivelse af offentlige fordringer efter reglerne om inddrivelse af personlige
skatter i kildeskatteloven. Tilsvarende kan der foretages indeholdelse i tilskud til lægemidler, som
regionsrådet i henhold til aftale mellem det offentlige og apotekernes organisation udbetaler direkte til
apotekerne.
§ 229. Foreligger der ingen overenskomst vedrørende vilkårene for ydelser efter § 227, fastsætter
indenrigs- og sundhedsministeren nærmere regler om vilkårene for regionernes og kommunernes tilskud,
herunder honorarer, tilskud, udbetaling af tilskud, regler om henvisning til behandling og antal ydere, samt
kørselsgodtgørelse til læger, der tilkaldes til de i § 59 omhandlede personer.
§ 230. Udbetaling af ydelser efter denne lov kan ikke danne grundlag for regreskrav imod en skadevolder.
§ 231. Indtægterne fra Sygekassernes Helsefond kan anvendes til støtte af socialmedicinsk,
sundhedsmæssig og lignende virksomhed, til etablering af plejehjem og til at imødekomme behovet for
efterløn og understøttelse til tidligere ansatte ved sygekasse m.v. og sådannes efterladte. Midler, der er
hensat til pensionsformål, eller som med velfærdsministerens godkendelse overføres til kommuner i
forbindelse med disses overtagelse af pensionsforpligtelser over for tidligere ansatte og deres efterladte,
kan dog holdes uden for fonden. Velfærdsministeren fastsætter nærmere regler om fondens ledelse og
virksomhed og om tilsyn med fonden.
Kapitel 71
Overenskomster med andre stater
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 232. Regeringen kan indgå overenskomster med andre stater om koordinering af offentlige
sundhedsordninger i Danmark og tilsvarende ordninger i andre stater for personer, der rejser mellem
staterne, og om de finansielle vilkår for koordineringen, herunder hel eller delvis undladelse af
mellemstatslig refusion af sundhedsudgifter omfattet af overenskomsterne.
Stk. 2. I overensstemmelse med reglerne i de i stk. 1 omhandlede overenskomster eller EF-rettens regler
om koordinering af medlemsstaternes sundhedsordninger for personer, der rejser mellem staterne, kan
indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om, at personer, der ville være omfattet af
denne lovs personkreds, og sådanne personers dødsboer, helt eller delvis undtages fra anvendelsen af
denne lov, for så vidt der tilkommer sådanne personer eller dødsboer ret til ydelser ifølge en anden stats
lovgivning.
Kapitel 72
Forsøg med fravigelse af lovens regler
§ 233. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter ansøgning fra et regionsråd eller en kommunalbestyrelse
godkende, at der iværksættes forsøg, der indebærer fravigelse af lovens bestemmelser bortset fra
bestemmelserne i afsnit II og III samt §§ 77 og 79, § 81, stk. 1, og §§ 82 og 83.
Stk. 2. Forsøg skal have til formål at fremme omstilling i sundhedsvæsenet, herunder med nye
organisations- og behandlingsformer, ændrede tilskud eller ændrede honoreringssystemer m.v. Ved
godkendelse af forsøg skal der lægges afgørende vægt på hensynet til borgernes retssikkerhed og velfærd.
Stk. 3. Tilladelse efter stk. 1 kan også gives til forsøg med opkrævning af gebyr for udeblivelse fra aftalt
sygehusbehandling.
Afsnit XIX
Finansiering
Kapitel 73
Ydelser i praksissektoren
§ 234. Bopælsregionen afholder udgifter til ydelser efter §§ 60-72.
Kapitel 74
Ydelser i sygehussektoren
§ 235. Bopælsregionen afholder udgifter til sygehusbehandling m.v. efter §§ 79, 83 og 85-88, § 89, stk. 1 og
3, og § 160 a.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Den region, der yder sygehusbehandlingen, kan opkræve bopælsregionen eller opholdsregionen
betaling herfor efter reglerne i afsnit XIX.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregning af betalingen, når
bopælsregionen eller den midlertidige opholdsregion skal betale for en patients behandling ved en
fremmed regions sygehusvæsen.
Stk. 4. Bopælsregionens pligt til at yde vederlagsfri behandling i henhold til § 79, stk. 2, er begrænset til en
årlig økonomisk ramme, som for hver institution fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren.
§ 236. Bopælsregionen betaler et gebyr til Sundhedsstyrelsen for behandling af henvisningssager efter § 88,
stk. 3 og 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter gebyrets størrelse.
§ 237. Opholdsregionen afholder udgifter til sygehusbehandling efter § 80, stk. 1. Opholdsregionen kan
afholde udgifter til sygehusbehandling efter § 80, stk. 2.
§ 238. Bopælsregionen opkræver bopælskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehandling efter
afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kommunen.
Stk. 2. Bopælsregionen kan af bopælskommunen opkræve betaling for patienter, der er indlagt på et
hospice, der er nævnt i § 75, stk. 4, og § 79, stk. 2.
Stk. 3. Den i stk. 1 og 2 nævnte betaling kan maksimalt udgøre 1.522 kr. Beløbet er anført i 2004-pris- og -
lønniveau. Taksten pris- og lønreguleres på samme måde som bloktilskuddet til regionerne.
§ 239. Et regionsråd kan indgå aftale med en kommunalbestyrelse om betaling for personer, der henvises til
tilbud i kommunalt regi som alternativ til sygehusindlæggelse.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at en region i særlige tilfælde kan
opkræve betaling for visse sygehusbehandlinger og -ydelser eller for behandling på visse regionale
institutioner efter afsnit VI.
§ 240. En kommunalbestyrelse kan, når sociale hensyn taler for det, træffe beslutning om at afholde
udgifter til sygdomsbehandling, der svarer til behandling, der ydes i det regionale sygehusvæsen, til
personer, der har bopæl i kommunen.
Stk. 2. Udgifter efter stk. 1 kan ikke dækkes ved forsikring.
§ 241. Staten afholder udgiften til sygehusbehandling i udlandet efter § 89, stk. 2.
§ 242. I særlige tilfælde kan der af statskassen ydes tilskud til hel eller delvis dækning af udgifterne ved
løsningen af særlige opgaver inden for det regionale sygehusvæsen.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan efter forhandling med velfærdsministeren fastsætte nærmere
regler om, at der af staten ydes vedkommende region hel eller delvis refusion af udgifter til befordring og
behandling af personer, hvis ret til vederlagsfri behandling her i landet følger af internationale forpligtelser.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 243. Der kan ydes tilskud af statskassen til private sygehuse efter nærmere af indenrigs- og
sundhedsministeren fastsatte regler.
Kapitel 75
Svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion
§ 244. Bopælsregionen afholder udgifter til svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.
Kapitel 76
Sterilisation og kastration
§ 245. Bopælsregionen afholder udgifter til sterilisation.
§ 246. Staten afholder udgifter til kastration.
Kapitel 77
Kommunale sundhedsydelser
Forebyggende sundhedsordninger
§ 247. Bopælskommunen afholder udgifter til forebyggende ydelser efter §§ 120-123. Den kommune, hvor
institutionen eller skolen er beliggende, afholder udgifter til ydelser efter §§ 124 og 125.
Tandplejeydelser
§ 248. Bopælskommunen afholder udgifter forbundet med den kommunale børne- og ungdomstandpleje
efter §§ 127 og 129.
Stk. 2. For børn og unge, der modtager tandpleje på en anden kommunes tandklinik, jf. § 129, stk. 4, betaler
bopælskommunen til behandlerkommunen et beløb, der svarer til bopælskommunens gennemsnitlige
udgift pr. barn i børne- og ungdomstandplejen. Betalingen kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til
behandlerkommunens gennemsnitlige udgift pr. barn i den kommunale tandpleje. Indenrigs- og
sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om kommunal betaling samt om opkrævning af
egenbetaling efter § 129, stk. 4.
§ 249. Bopælskommunen afholder udgifter forbundet med tandpleje efter §§ 131, 133 og 135.
Hjemmesygepleje
§ 250. Opholdskommunen afholder udgifter til hjemmesygeplejeydelser efter § 138.
Genoptræning
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 251. Bopælskommunen afholder udgifter til genoptræningsydelser efter § 140.
Fysioterapiydelser m.v.
§ 251 a. Bopælskommunen afholder udgifter til fysioterapiydelser m.v. efter §§ 140 a og 140 b.
Alkoholbehandling og behandling for stofmisbrug
§ 252. Bopælskommunen afholder udgifter til alkoholbehandling efter § 141 og til lægefaglig behandling for
stofmisbrug efter § 142.
Kapitel 78
Lægemidler
§ 253. Bopælsregionen afholder udgifter til tilskud til lægemidler efter afsnit X.
Kapitel 79
Øvrige ydelser og tilskud
Vaccinationer
§ 254. Bopælsregionen afholder udgifter til vaccinationsydelser efter § 158. For personer, der ikke har
bopæl i landet, afholdes udgifterne af opholdsregionen.
Stk. 2. Staten afholder dog udgifter til børnevacciner i medfør af de af indenrigs- og sundhedsministeren
fastsatte regler om børnevaccinationer, jf. § 158, stk. 2.
Udstedelse af bevis
§ 255. Bopælsregionen afholder udgifter ved udstedelse af bevis efter lovens § 12, stk. 1 og 2.
Ernæringspræparater
§ 256. Bopælsregionen afholder udgifter til tilskud til ernæringspræparater efter § 159.
Begravelseshjælp
§ 257. Bopælskommunen afholder udgifter til begravelseshjælp efter § 160.
Søfarende
§ 258. Staten afholder udgifter til ydelser til søfarende m.fl. efter § 161. Til dækning af udgifterne betaler
rederne (ejerne) et bidrag årligt for hver søfarende i udenrigsfart. Indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved beregning og opkrævning af bidrag og kan bestemme,
at beløbet beregnes på anden måde end på årsbasis. Bidraget reguleres efter indhentet erklæring fra
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
vedkommende rederorganisationer under hensyn til indtrufne ændringer i udgifterne ved ydelser efter
§ 161.
Regionale tandplejeydelser
§ 259. Bopælsregionen afholder udgifter forbundet med tandpleje efter § 162, stk. 1 og 3, § 163 og § 166,
stk. 1 og 2.
Den offentlige rejsesygesikring
§ 260. Regionerne afholder udgifter til den offentlige rejsesygesikring efter § 167.
Kapitel 80
Befordring
§ 261. Opholdskommunen afholder udgiften til befordringsgodtgørelse efter § 170. Bopælsregionen
afholder udgifter til kørselsgodtgørelse efter § 175.
§ 262. Opholdsregionen afholder udgifter til befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling
efter reglerne i §§ 79-83, 86, § 87, stk. 1 og 2, § 87 b, § 87 f og § 89, når betingelserne herfor er opfyldt, jf.
§ 171. Dog afholdes udgiften til befordring fra et sygehus uden for bopælsregionen til fortsat indlæggelse
på et sygehus i bopælsregionen af sidstnævnte region.
Stk. 2. Bopælsregionen afholder udgifter til befordring og ophold i forbindelse med behandling efter § 88,
stk. 1-3.
§ 263. Bopælskommunen afholder udgifter til befordring i forbindelse med genoptræning efter § 140.
Kapitel 81
Overenskomster med andre stater
§ 264. Udgifter, der i medfør af § 232 skal dækkes af det danske sundhedsvæsen, afholdes af staten. Beløb,
der i medfør af § 232 overføres til det danske sundhedsvæsen, tilfalder det regionsråd eller den
kommunalbestyrelse, der har afholdt udgiften til den ydelse, beløbet vedrører.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om den nationale administrative
gennemførelse af refusion af offentlige sundhedsudgifter i henhold til overenskomster med andre stater
eller til EF-retten. Ministeren kan herunder fastsætte regler om opkrævning af administrationsgebyr for
statens medvirken til indhentelse af refusion fra andre stater af regionsrådets eller kommunalbestyrelsens
udgifter til offentlige sundhedsydelser vedrørende sikrede fra andre stater.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 82
Ydelser til personer, der ikke har bopæl i Danmark
§ 265. For personer, der har ret til ydelser efter denne lov i medfør af overenskomster med andre stater
eller EF-retten, og som ikke har bopæl her i landet, afholdes udgifterne til ydelserne af opholdsregionen
eller opholdskommunen. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
Afsnit XX
Straffe-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Kapitel 83
Straffebestemmelser
§ 266. Den, der anvender biologisk materiale i strid med en beslutning, der er registreret i henhold til § 29,
straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Stk. 2. Den, der videregiver biologisk materiale i strid med § 32, straffes med bøde eller fængsel indtil 6
måneder.
Stk. 3. Den, der tilsidesætter bestemmelser i § 35 eller bestemmelser fastsat med hjemmel heri, straffes
med bøde. Dette gælder dog ikke, hvis bestemmelserne er tilsidesat af afgiveren af biologisk materiale eller
den, der handler på dennes vegne.
§ 267. (Ophævet)
§ 268. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der udtager væv
og andet biologisk materiale til behandling som nævnt i § 52 eller § 53 eller foretager indgreb efter § 55,
uden at betingelserne efter loven er opfyldt.
Stk. 2. Den, der yder eller modtager betaling eller anden økonomisk fordel for udtagelse eller overførsel af
væv og andet biologisk materiale til behandling som nævnt i § 52 eller § 53, straffes med bøde. Det samme
gælder den, der med viden om, at der er ydet eller modtaget betaling som nævnt i 1. pkt., medvirker til, at
et sådant indgreb foretages.
§ 269. En læge, der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion, uden at betingelserne i
§ 92, § 93, § 95, stk. 1, eller § 96 er opfyldt, og uden at der foreligger tilladelse efter § 94 eller § 95, stk. 2
eller 3, straffes, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven, med fængsel indtil 2 år, under
formildende omstændigheder med bøde.
Stk. 2. En læge, der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion, uden at betingelserne i
§ 98, § 99 og § 100, stk. 3, er opfyldt, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter
straffeloven.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Den, som uden at være læge afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion,
straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.
Stk. 4. Stk. 1 og 3 finder tilsvarende anvendelse på den, der bistår ved den pågældende virksomhed.
Stk. 5. Overtrædelser, der begås af uagtsomhed, straffes ikke.
§ 270. Den, der, uden at betingelserne i kapitel 30 eller kapitel 33 er opfyldt, foretager sterilisation eller
kastration, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.
§ 271. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 4
måneder den, der
1) videregiver oplysninger i strid med § 41, stk. 1-3, § 43, stk. 1 og 2, og § 45,
2) indhenter oplysninger i strid med § 42 a, stk. 1-9,
3) uberettiget udnytter oplysninger omfattet af § 41, stk. 1, eller
4) indhenter, videregiver eller udnytter oplysninger i strid med § 157, stk. 2-4, 6 eller 9, eller § 157 a, stk. 2
eller 3, eller i strid med regler fastsat i medfør af § 157, stk. 5, eller § 157 a, stk. 4.
Stk. 2. På samme måde som i stk. 1, nr. 1-3, straffes andre end de personer, der er nævnt i §§ 41, 42 a, 43
og 45, ved uberettiget indhentning, videregivelse eller udnyttelse af oplysninger omfattet af disse
bestemmelser.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i regler, der udstedes i medfør af § 41, stk. 6, fastsætte
bestemmelser om straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
Stk. 4. På samme måde som i stk. 1, nr. 4, straffes andre end de personer, der er nævnt i § 157 og § 157 a,
ved uberettiget indhentning, videregivelse eller udnyttelse af oplysninger omfattet af denne bestemmelse.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan i regler, der udstedes i medfør af § 157, stk. 4 og 9 og § 157 a, stk. 4
og 8, fastsætte bestemmelser om straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af
bestemmelser i reglerne.
§ 272. Medmindre højere straf er fastsat i anden lovgivning, straffes med bøde den, som undlader at
efterkomme en forpligtelse efter § 215, stk. 3 og 5, eller som overtræder regler, påbud eller forbud udstedt
i medfør af §§ 219 og 220.
§ 273. Den, der overtræder bestemmelserne i §§ 178, 179, 182 og 183 vedrørende ligsyn m.v., straffes med
bøde.
Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der foretager
obduktion i lægevidenskabeligt øjemed eller indgreb efter § 188, uden at betingelserne herfor efter denne
bestemmelse er opfyldt.
Stk. 3. I regler, der udstedes i medfør af afsnit XIII, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af
bestemmelser i reglerne.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 274. Den, der udfører erhvervsmæssig undersøgelse af urinprøver i strid med § 221, straffes med bøde.
§ 275. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i forskrifter, der udstedes i medfør af § 229, fastsætte
bestemmelser om straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
§ 276. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.
kapitel.
Kapitel 84
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 277. Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 3-9.
Stk. 2. Samtidig ophæves
1) lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling,
2) lov om offentlig sygesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 509 af 1. juli 1998,
3) lov om sygehusvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 28. august 2003,
4) lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 19. juli 1995,
5) lov nr. 634 af 17. december 1976 om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme,
6) lov nr. 438 af 14. juni 1995 om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge,
7) lov nr. 408 af 13. juni 1973 om hjemmesygeplejerskeordninger,
8) lov om tandpleje m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1261 af 15. december 2003,
9) lov nr. 429 af 10. juni 2003 om patientsikkerhed i sundhedsvæsenet,
10) §§ 1-3 og 4 a, kapitel 3 a og § 25 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 790 af 10. september 2002, som ændret ved lov nr. 428 af 10. juni 2003 og § 20 i lov nr. 69 af 4. februar
2004,
11) lov om embedslægeinstitutioner m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 805 af 13. september 2001, idet lovens
§ 1 a om tjenestemandsansatte ved Stadslægeembedet i Københavns Kommune dog opretholdes,
12) lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion, jf. lovbekendtgørelse nr. 541 af 16. juni 2004, og
13) lov om sterilisation og kastration, jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 12. juli 1994.
Stk. 3. Afsnit IV om transplantation og afsnit XIII om ligsyn og obduktion m.v. samt § 268 og § 273 træder i
kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Samtidig ophæves lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn,
obduktion og transplantation m.v.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 4. §§ 207-209 træder i kraft den 1. januar 2006, idet forpligtelserne, der efter disse bestemmelser
påhviler regionerne, i stedet vil påhvile amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Bornholms
Kommune i perioden fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2006. Samtidig ophæves § 13 i lov om
sygehusvæsenet. De i § 207, stk. 2, nævnte repræsentanter for regionsrådene udpeges af
forberedelsesudvalget med virkning for denne periode, jf. lov om regioner og om nedlæggelse af
amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab § 51 om
forberedelsesudvalgets opgaver.
Stk. 5. § 215 træder i kraft den 1. januar 2006. Samtidig ophæves § 4 i lov om sundhedsvæsenets
centralstyrelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af 10. september 2002.
Stk. 6. § 222 træder i kraft den 1. januar 2006. Samtidig ophæves kapitel 4 i lov om sundhedsvæsenets
centralstyrelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 790 af 10. september 2002, og § 9, stk. 1 og 2, i lov om
svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 19. juli 1995.
Stk. 7. § 264 træder i kraft for beløb, der overføres til det danske sundhedsvæsen for behandling, der
afsluttes efter den 31. december 2005. Beløb fra udenlandske syge(for)sikringer, der efter bestemmelsen
tilfalder et regionsråd eller en kommunalbestyrelse, for behandling afsluttet efter den 31. december 2005
og inden den 31. december 2006 tilfalder i stedet den amtskommune, Hovedstatens Sygehusfællesskab,
Bornholms Kommune eller den kommune, der har afholdt udgiften til den ydelse, beløbet vedrører.
Stk. 8. §§ 28-35 har virkning for biologisk materiale, der er afgivet efter den 1. september 2004.
Bestemmelser fastsat i medfør af §§ 30 og 31 kan dog tillige have virkning for biologisk materiale, der er
afgivet før den 1. september 2004.
Stk. 9. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 85 om
brystundersøgelse til kvinder.
Stk. 10. § 50, stk. 2 og 3, vedrørende tolkebistand træder i kraft den 1. juni 2011.
Stk. 11. Beføjelser, som kommunalbestyrelsen har overladt til en selvejende institution med overenskomst
med kommunalbestyrelsen om levering af hjemmesygepleje, jf. § 138, bevares efter de tidligere gældende
regler.
Stk. 12. Regler, der er fastsat i medfør af de i stk. 2 og stk. 3 nævnte love, forbliver i kraft, indtil de ophæves
eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.
§ 278. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Kapitel 4-9, §§ 61-63, kapitel 36-38, kapitel 61, kapitel 66-68, og §§ 247-250, 254, 259, 266-268, og
272-274 og 276 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser,
som de særlige færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. Kapitel 12, kapitel 54-57 og § 271, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2 og 3, kan ved kongelig anordning sættes
i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Lov nr. 1395 af 21. december 2005 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
§ 3. Stk. 2. § 2 træder i kraft den 1. januar 2007.6)
Lov nr. 491 af 7. juni 2006 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
§ 2. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. Bestemmelser i overenskomster indgået i medfør af § 26, stk. 2, i lov om offentlig sygesikring, der
forpligter sundhedspersoner, som har tilsluttet sig eller som ønsker at tilslutte sig disse overenskomster, til
at være medlem af en forening, er ugyldige.
Stk. 3. § 227, stk. 5-8, som affattet ved lovens § 1, nr.1, finder tilsvarende anvendelse for overenskomster
indgået i medfør af § 26, stk. 2, i lov om offentlig sygesikring.7)
Lov nr. 538 af 8. juni 2006 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
§ 105. Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007,–8)
Lov nr. 1556 af 20. december 2006 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
§ 4. Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1. nr. 17 træder i kraft den 1. oktober 2007.
§ 5. Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 2-12, 23 og 24, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med
de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Sundhedslovens § 271, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2 og
3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 25, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.9)
Lov nr. 431 af 8. maj 2007 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
§ 2. Loven træder i kraft den 1. oktober 2007.
§ 3. Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 1-4, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Sundhedslovens § 271, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2 og 3, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 11, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne
med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.10)
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Lov nr. 511 af 6. juni 2007 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
§ 2. Loven træder i kraft den 1. juli 2007.11)
Lov nr. 319 af 30. april 2008 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser.
§ 2. Loven træder i kraft den 1. maj 2008.12)
Lov nr. 538 af 17. juni 2008 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser.
§ 4. Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2009, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. § 1, nr. 13-15, træder i kraft den 1. juli 2008.
Stk. 3. § 1, nr. 7, 10-12 og 21-24, træder i kraft den 1. august 2008.
Stk. 4. § 1, nr. 2, 3 og 5, træder i kraft den 1. december 2008.13)
§ 5. Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. § 1, nr. 1, 7 og 16-24, og § 2 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne
med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Lov nr. 539 af 17. juni 2008 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
§ 4. Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2008, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Sundhedslovens § 87 b, stk. 2 og 3, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 1, træder i kraft den 1. januar
2009.14)
Lov nr. 1064 af 6. november 2008 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
§ 2. Stk. 1. Loven træder i kraft den 7. november 2008 ved døgnets begyndelse.
Stk. 2. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.15)
Lov nr. 100 af 10. februar 2009 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
§ 4. Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2009.16)
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Lov nr. 288 af 15. april 2009, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
§ 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Ministeren kan
herunder fastsætte, at loven træder i kraft på forskellige tidspunkter.17)
Lov nr. 529 af 12. juni 2009 indeholder følgende bestemmelse og ikrafttrædelsesbestemmelser.
§ 3. Stk. 1. § 1 træder i kraft den 1. juli 2009, og § 2 træder i kraft den 1. januar 2010.
Stk. 2. § 1 har virkning fra den 1. januar 2007.
Stk. 3. Anmodning om refusion af dokumenterede udgifter efter § 160 a, stk. 3, som affattet ved § 1, nr. 1,
skal fremsættes over for regionsrådet senest den 31. december 2010.18)
Lov nr. 530 af 12. juni 2009 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
§ 2. Loven træder i kraft den 1. januar 2010.19)
Lov nr. 531 af 12. juni 2009 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
§ 2. Loven træder i kraft den 1. juli 2009.20)
Lov nr. 1521 af 27. december 2009 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
§ 3. Loven træder i kraft den 1. januar 2010.21)
Lov nr. 534 af 26. maj 2010 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser.
§ 2. Loven træder i kraft den 1. juni 2010.22)
Lov nr. 629 af 11. juni 2010 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 2010.23)
Lov nr. 706 af 25. juni 2010 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 8. Loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2 og 3.24)
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af sundhedslovens § 198,
som affattet ved denne loves § 3, nr. 1.
Stk. 3. § 7, nr. 1, træder i kraft dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.
Officielle noter
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 13. juli 2010
Bertel Haarder
/ Jette Blichfeldt
1) Bestemmelsen i § 198 træder i kraft efter indenrigs- og sundhedsministerens nærmere bestemmelse, jf.
§ 8, stk. 2, i lov nr. 706 af 25. juni 2010.
2) Bestemmelsen i § 199 gælder først fra den 1. januar 2011, jf. § 8, stk. 1 i lov nr. 706 af 25. juni 2010.
3) Bestemmelsen i § 202, gælder først fra den 1. januar 2011, jf. § 8, stk. 1 i lov nr. 706 af 25. juni 2010.
4) Bestemmelsen i § 215, stk. 2, 3. pkt., gælder først fra den 1. januar 2011, jf. § 8, stk. 1 i lov nr. 706 af 25.
juni 2010.
5) Bestemmelsen i § 216, stk. 3, gælder først fra den 1. januar 2011, jf. § 8, stk. 1 i lov nr. 706 af 25. juni
2010.
6) Lovændringen vedrører § 79.
7) Lovændringen vedrører § 227.
8) Lovændringen vedrører § 181 og 186.
9) Lovændringen vedrører §§ 11, 41, 42, 45, 78, 79, 87, 146, 147, 150, 156, 157, 266, 267, 271 og 277.
10) Lovændringen vedrører §§ 16, 40, 42 a, 42 b, 42 c, 193, 193 a, 197 og 271.
11) Lovændringen vedrører §§ 141 a-g.
12) Lovændringen vedrører §§ 144, 145, 146, 147, 149, 149 a, 154, 156 og 158 a.
13) Lovændringen vedrører §§ 24, 51, 79, 87, 90 a, 121, 141 a, 142, 145, 148, 150, 151, 157, 219 og 223.
14) Lovændringen vedrører §§ 87 a, 87 b, 87 c, 87 d, 90, 140 a, 140 b, 171, 224, 227, 228, 229, 251 a og 262.
15) Lovændringen vedrører §§ 87 og 90.
16) Lovændringen vedrører § 157.
17) Lovændringen vedrører §§ 198, 199, 200, 201 og 202.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
18) Lovændringen vedrører §§ 160 a og 235.
19) Lovændringen vedrører §§ 87 e, 87 f, 87 g, 87 h, 90, 171 og 262.
20) Lovændringen vedrører §§ 205 a, 205 b og 205 c.
21) Lovændringen vedrører §§ 37, 38, 39, 79, 86, 87, 87 c, 87 e-87 i, 90, 144, 152 og 216.
22) Lovændringen vedrører §§ 90 a, 90 b, 90 c, 157, 157 a og 271.
23) Lovændringen vedrører §§ 198, 199, 202, 215 og 216.
24) Lovændringen vedrører § 219.
2.1.16 Bekendtgørelse af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.17 Lov om ændring af sundhedsloven
(Udvidet behandlingsret for psykisk syge voksne)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 539 af 17.
juni 2008 og senest ved lov nr. 288 af 15. april 2009, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 87 d indsættes:
»Kapitel 20 b
Udvidet ret til behandling for psykisk syge voksne
§ 87 e. Personer, der på tidspunktet for henvisning til psykiatrisk behandling er fyldt 19 år, kan vælge at
blive behandlet efter bestemmelserne i §§ 87 f-87 h.
§ 87 f. En person, som er henvist til psykiatrisk behandling, kan vælge at blive behandlet på et af de
sygehuse eller en af de klinikker m.v., som har indgået aftale med regionsrådene efter § 87 g, stk. 1
(aftalesygehuse), hvis regionsrådet i bopælsregionen ikke, inden 2 måneder efter at henvisningen er
modtaget, kan tilbyde behandling ved egne sygehuse eller et af de i § 79 nævnte sygehuse, som
regionsrådet samarbejder med eller sædvanligvis benytter (samarbejdssygehuse).
Stk. 2. Retten efter stk. 1 til at vælge at blive behandlet på et aftalesygehus bortfalder, hvis ventetiden til
behandling på aftalesygehuset overstiger ventetiden hertil på bopælsregionens sygehuse og
samarbejdssygehuse.
§ 87 g. Regionsrådene i forening indgår aftale med de privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og
sygehuse, klinikker m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale om behandling efter §§ 87 e og 87 f. Kan
parterne ikke opnå enighed, fastsættes vilkårene af ministeren for sundhed og forebyggelse.
§ 87 h. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om den udvidede behandlingsret efter
dette kapitel, herunder om krav til dokumentation m.v. til aftalesygehusene, jf. § 87 g, stk. 1, og om
proceduren for henvisning af patienter m.v.«
2. I § 90, stk. 1, nr. 2, ændres »§§ 87 a og 87 b« til: »§§ 87 a, 87 b, 87 e og 87 f«.
2.1.17 Lov om ændring af sundhedsloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
3. I § 90, stk. 1, nr. 3 og 6, indsættes efter »§ 87 b«: »og 87 e-87 f«.
4. I § 171, stk. 2, ændres »§§ 86, 87 og 87 b« til: »§§ 86, 87, 87 b og 87 f«.
5. I § 262, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 87 b,«: »§ 87 f«.
Loven træder i kraft den 1. januar 2010.
Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.
§ 2
§ 3
Givet på Christiansborg Slot, den 12. juni 2009
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
2.1.17 Lov om ændring af sundhedsloven
/ Jakob Axel Nielsen

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden
for sundhedsvæsenet, lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love
(Et nyt patientklagesystem, mulighed for at klage over sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed,
forenkling af regler om tilsynsforanstaltninger m.v.)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 24 af 21. januar
2009, foretages følgende ændringer:
1. Kapitel 1 og 2 affattes således:
»Kapitel 1
Klageadgang m.v.
Klager m.v. over sundhedsfaglig virksomhed
§ 1. Patientombuddet, jf. §§ 11 og 12, behandler klager fra patienter over sundhedsvæsenets
sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 og afsnit IV med undtagelse
af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Patientombuddet kan ikke
behandle en klage efter 1. pkt., hvis den faglige virksomhed eller det forhold, klagen vedrører, helt eller
delvis er omfattet af en klage efter § 2.
Stk. 2. Patientombuddet træffer i sager efter stk. 1 afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed
har været kritisabel, eller om sundhedsvæsenet har handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-9 og
afsnit IV.
Stk. 3. Inden Patientombuddet behandler en klage vedrørende en sundhedsydelse, som regionen helt eller
delvis afholder udgifterne til, tilbyder ombuddet, jf. dog stk. 4, patienten en dialog med vedkommende
region. Hvis patienten tager imod tilbuddet, sendes klagen til regionen, som tager kontakt til patienten og
søger de spørgsmål, klagen vedrører, afklaret. Inden 4 uger efter Patientombuddets fremsendelse af klagen
til regionen giver regionen meddelelse til Patientombuddet om udfaldet af dialogen. Hvis den pågældende
herefter ikke ønsker yderligere behandling af sin klage, meddeler regionen med patientens accept dette til
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Patientombuddet, hvorefter klagen anses for bortfaldet. I modsat fald sender regionen alle relevante
oplysninger i sagen til Patientombuddet til brug for ombuddets behandling af sagen.
Stk. 4. Hvis en klage omfattet af stk. 3 er indgivet til regionen, tilbyder regionen en dialog og orienterer
samtidig Patientombuddet om klagen. Fristen i stk. 3, 3. pkt., regnes fra regionens modtagelse af klagen.
§ 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. §§ 13-16, behandler klager fra patienter over autoriserede
sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-7 og 9
med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang. Nævnet
kan ikke behandle en klage, hvis den sundhedsfaglige virksomhed, klagen vedrører, er omfattet af en klage
efter § 1, medmindre Patientombuddet i anledning af klagen efter § 1 har udtalt kritik af
sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at nævnets virksomhed omfatter
nærmere bestemte persongrupper inden for sundhedsvæsenet, der ikke har autorisation efter
sundhedslovgivningen.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan, når særlige hensyn taler herfor, fastsætte regler om, at
nævnets virksomhed ikke omfatter dele af den sundhedsfaglige virksomhed, der udøves af autoriserede
sundhedspersoner.
Stk. 4. Inden nævnet behandler en klage over en autoriseret sundhedspersons sundhedsfaglige virksomhed
i forbindelse med en sundhedsydelse, som regionen helt eller delvis afholder udgifterne til, tilbyder nævnet
patienten en dialog med vedkommende region. Reglerne i § 1, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 2 a. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler sager om sundhedsfaglig virksomhed indbragt af
Sundhedsstyrelsen eller Lægemiddelstyrelsen i tilfælde, hvor vedkommende styrelse finder, at der kan
være grundlag for kritik af eller sanktion over for personer omfattet af § 2, stk. 1, eller regler fastsat i
medfør af § 2, stk. 2.
§ 3. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn afgiver i sager efter §§ 2 og 2 a en udtalelse om, hvorvidt
sundhedspersonens sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel, eller om sundhedspersonen har
handlet i strid med sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Nævnet kan herunder udtale kritik med indskærpelse
eller søge iværksat sanktioner.
§ 4. Klager efter §§ 1 og 2 skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde
være bekendt med det forhold, der klages over. Klage skal dog senest indgives 5 år efter den dag, hvor
klageforholdet har fundet sted. Der kan ikke dispenseres fra de nævnte klagefrister.
Stk. 2. Er klagen omfattet af § 2, stk. 1, 2. pkt., forlænges fristerne i stk. 1 svarende til perioden fra
indgivelse af klagen efter § 1, til Patientombuddets afgørelse forelå.
Klager over kommunalbestyrelsers, regionsråds, Sundhedsstyrelsens og Søfartsstyrelsens afgørelser m.v.
efter sundhedsloven
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 5. Kommunalbestyrelsens afgørelser m.v. kan påklages til Patientombuddet, når de vedrører
1) udstedelse af bevis efter § 12 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
2) indplacering i sikringsgruppe 1 og 2 og overførelse til gruppe 1-sikring efter § 58 i sundhedsloven og
regler fastsat med hjemmel heri,
3) anmeldelse om lægevalg efter § 59 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
4) omsorgstandpleje efter § 131 og § 132 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
5) specialtandpleje efter §133 og § 134 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
6) fysioterapi m.v. efter § 140 a og § 140 b i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
7) begravelseshjælp efter § 160 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
8) tilskud til ydelser i et andet EU/EØS-land efter § 168 i sundhedsloven og regler fastsat med
hjemmel heri,
9) befordring og befordringsgodtgørelse efter § 170 og § 172 i sundhedsloven og regler fastsat med
hjemmel heri eller
10) udbetaling af kontanttilskud efter § 228 i sundhedsloven.
§ 6. Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Patientombuddet, når de vedrører
1) tolkebistand efter § 50 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
2) behandling i praksissektoren efter § 60 og §§ 64-72 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel
heri,
3) vilkår for en persons ret til sygehusbehandling efter § 81 i sundhedsloven og regler fastsat med
hjemmel heri,
4) frit og udvidet frit sygehusvalg, udvidet ret til undersøgelse og behandling for psykisk syge børn og
unge og udvidet ret til behandling for psykisk syge voksne efter §§ 86-87 h i sundhedsloven og
regler fastsat med hjemmel heri,
5) maksimale ventetider for behandling af livstruende sygdomme efter § 88 i sundhedsloven og regler
fastsat med hjemmel heri,
6) behandling i udlandet efter § 89 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri, for så vidt
angår retlige forhold,
7) regionernes oplysningspligt efter § 90 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
8) kontaktperson på sygehuset efter §§ 90 a-c i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
9) beløb til personlige fornødenheder efter regler fastsat med hjemmel i § 91 i sundhedsloven,
10) tilskud til ernæringspræparater efter § 159 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
11) hjemtransport af afdøde patienter efter § 160 a i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel
heri,
12) tilskud til tandpleje efter § 166 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
13) tilskud til ydelser i et andet EU/EØS-land efter § 168 i sundhedsloven og regler fastsat med
hjemmel heri,
14) vilkår for en persons ret til befordring og befordringsgodtgørelse ved sygehusbehandling efter
§ 171 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
15) kørselsgodtgørelse til læger efter § 175 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri eller
16) refusion af udgifter til sygehusbehandling i et andet EU/EØS-land efter regler fastsat med hjemmel i
§ 76 i sundhedsloven.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om adgangen til at klage efter
stk. 1.
§ 7. Sundhedsstyrelsens afgørelser m.v. efter § 88 i sundhedsloven eller regler fastsat i medfør heraf kan
påklages til Patientombuddet.
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 8. Søfartsstyrelsens afgørelser efter sundhedslovens § 161 eller regler fastsat i medfør heraf kan påklages
til Patientombuddet.
§ 9. Patientombuddet kan i sager efter §§ 5-8 tiltræde eller omgøre afgørelsen eller hjemvise sagen til
fornyet behandling.
§ 10. Klager efter §§ 5-8 skal indgives, inden 4 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
Patientombuddet kan se bort fra en overskridelse af klagefristen, hvis særlige grunde taler herfor.
Kapitel 2
Patientklagesystemets organisation m.v.
Patientombuddet
§ 11. Patientombuddet er en institution under indenrigs- og sundhedsministeren.
Stk. 2. Patientombuddet er ved behandlingen af klager efter reglerne i kapitel 1 uafhængigt af instruktioner
om den enkelte sags behandling og afgørelse.
Stk. 3. Patientombuddets afgørelser efter kapitel 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 12. Patientombuddet kan forelægge en sag efter § 1 for Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før
Patientombuddet træffer afgørelse i sagen.
Stk. 2. Personer og myndigheder, som en sag efter § 1 og §§ 5-8 vedrører, skal efter anmodning meddele
Patientombuddet enhver oplysning, herunder journaloplysninger, til brug for Patientombuddets behandling
af sagen.
Stk. 3. Patientombuddet underretter Sundhedsstyrelsen om modtagne klager efter § 1 og om
Patientombuddets afgørelse af sådanne klager. Sundhedsstyrelsen kan til brug for sin tilsynsvirksomhed
forlange Patientombuddets sagsakter i enhver sådan klagesag udleveret.
Stk. 4. Patientombuddet udarbejder en årsrapport om Patientombuddets virksomhed. Regionen bidrager
efter Patientombuddets anmodning med oplysninger til brug for årsrapporten, herunder oplysninger om
klager, der er bortfaldet efter en dialog med regionen, jf. § 1, stk. 3. Årsrapporten offentliggøres og sendes
til indenrigs- og sundhedsministeren, Sundhedsstyrelsen, regioner og kommuner. Årsrapporten sendes
desuden til Søfartsstyrelsen.
Stk. 5. Regionsrådet og kommunalbestyrelsen redegør senest 6 måneder efter Patientombuddets
offentliggørelse af årsrapporten efter stk. 4 over for Patientombuddet og Sundhedsstyrelsen for, hvilke
initiativer årsrapporten har givet anledning til.
Det Rådgivende Praksisudvalg
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 12 a. Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter Det Rådgivende Praksisudvalg. Patientombuddet
forelægger sine afgørelser i klagesager efter § 1 for Det Rådgivende Praksisudvalg, som rådgiver
Patientombuddet om ombuddets fremtidige afgørelse af sammenlignelige sager. Det Rådgivende
Praksisudvalg rådgiver desuden Patientombuddet om læringen af sagerne.
Stk. 2. Det rådgivende Praksisudvalg sammensættes af repræsentanter for patientorganisationer m.v.,
faglige organisationer på sundhedsområdet, regioner og kommuner efter indenrigs- og
sundhedsministerens nærmere bestemmelse. Direktøren for Patientombuddet er formand for
praksisudvalget.
Stk. 3. Formanden indkalder Det Rådgivende Praksisudvalg til møde efter behov og mindst to gange årligt.
Patientombuddet redegør for Det Rådgivende Praksisudvalgs virksomhed i sin årsrapport.
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn
§ 13. Indenrigs- og sundhedsministeren nedsætter Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, der i sin
virksomhed er uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.
Stk. 2. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med nævnet dettes
forretningsorden.
Stk. 4. Patientombuddet stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.
§ 14. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn består af 1 formand og et antal næstformænd, jf. stk. 2, og
beskikkede medlemmer, jf. stk. 3-5.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren udpeger nævnets formand og et af ministeren fastsat antal
næstformænd. Disse skal være dommere og kan være dommere fra de overordnede retter.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren beskikker et af ministeren fastsat antal medlemmer efter
indstilling fra Danske Patienter, Danske Handicaporganisationer og Forbrugerrådet. Der beskikkes lige
mange medlemmer fra hver af de i 1. pkt. nævnte organisationer.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren beskikker for hvert sundhedsfagligt område et af ministeren
fastsat antal medlemmer med sundhedsfaglig uddannelse.
Stk. 5. Formand, næstformænd og medlemmer udpeges eller beskikkes for en periode af 4 år.
Genudpegning og genbeskikkelse kan finde sted. Udtræder formanden, en næstformand eller et medlem i
perioden, sker udpegning af ny formand eller næstformand eller beskikkelse af nyt medlem for den
resterende del af perioden. Formand, næstformand og medlemmer af nævnet, der ikke udfører hvervet
som led i deres tjenstlige arbejde, ydes vederlag og godtgørelse for befordring i lighed med
ikkestatsansatte, der modtager særskilt vederlag.
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 15. Ved afgørelsen af sager efter §§ 2 og 2 a sammensættes Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn af
formanden eller 1 næstformand, 2 medlemmer beskikket efter § 14, stk. 3, og 2 medlemmer beskikket
efter § 14, stk. 4.
Stk. 2. Formanden eller vedkommende næstformand afgør, hvilke medlemmer beskikket efter § 14, stk. 3
og 4, der skal deltage i nævnets afgørelse af den enkelte sag.
Stk. 3. Formanden eller vedkommende næstformand kan bestemme, at særligt sagkyndige eller andre kan
deltage uden stemmeret ved nævnets behandling af en sag.
Stk. 4. Nævnets formand og næstformænd kan træffe afgørelse i sager, der skønnes ikke at give anledning
til tvivl.
§ 16. Reglerne i § 12, stk. 1-3 og stk. 4, 1.-3. pkt., finder tilsvarende anvendelse for Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn.
Stk. 2. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn skal, inden der træffes afgørelse i en sag vedrørende
sundhedsfaglig virksomhed i Grønland, indhente en udtalelse om sagen fra sundhedsmyndighederne i
Grønland.
Offentliggørelse af afgørelser om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed
§ 17. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at der gives offentligheden adgang til
oplysninger om Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns afgørelser, herunder om, at offentliggørelse sker
uden anonymisering af oplysninger om den indklagede sundhedsperson, såfremt der er tale om sager, hvor
der er givet kritik for alvorlig eller gentagen forsømmelse eller kritik i forbindelse med kosmetisk
behandling.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at der gives offentligheden adgang til
oplysninger om afgørelser, der er truffet i det klagesystem, som er aftalt mellem de driftsansvarlige
myndigheder for sundhedsvæsenet og Dansk Tandlægeforening. Der kan fastsættes regler om, at der kan
ske behandling af oplysninger om personnummer, og om, at offentliggørelse sker uden anonymisering af
oplysninger om den indklagede tandlæge, såfremt der er tale om sager, hvor der er givet kritik for alvorlig
eller gentagen forsømmelse eller kritik i forbindelse med kosmetisk behandling.
Stk. 3. Oplysninger om, at vedkommende sundhedsperson har overtrådt lovgivningen ved de forhold, som
de i stk. 1 og 2 nævnte afgørelser vedrører, kan offentliggøres. Der kan dog ikke ske offentliggørelse af
oplysninger om, at sagen oversendes til politiet.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn
varetager offentliggørelsen af afgørelserne fra tandlægeklagesystemet, jf. stk. 2.
Sagernes finansiering
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 18. Staten, regionsråd og kommunalbestyrelser afholder udgifterne til driften af Patientombuddet og
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Udgifterne fordeles på grundlag af en standardtakst pr. afsluttet sag
og i forhold til, om behandlingen har fundet sted ved institutioner, der drives af henholdsvis staten,
regioner og kommuner, eller i privat praksis og på private sygehuse beliggende i regionerne. Staten
afholder efter aftale med Færøernes Hjemmestyre eller Grønlands Selvstyre udgifterne ved sager
vedrørende behandling ved sundhedsvæsenet på Færøerne eller i Grønland. Udgifterne vedrørende klager
over Sundhedsstyrelsens, Søfartsstyrelsens, regionsråds og kommunalbestyrelsers administrative afgørelser
efter §§ 5-8 afholdes af henholdsvis staten, regionsråd og kommunalbestyrelser.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om afholdelse af udgifter efter stk. 1.
Ministeren kan herunder fastsætte forskellige standardtakster for forskellige sagstyper og bestemme, at
taksterne kan dække andre sager end dem, der er nævnt i stk. 1, og at visse områder inden for
Patientombuddets og Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed ikke indgår i takstbetalingen.
Endvidere kan der fastsættes regler om forudgående opkrævning fra staten, regionsråd og
kommunalbestyrelser m.fl. af acontobetaling.«
2. I § 34, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »dommere«: »og kan være dommere fra de overordnede retter«.
3. § 34, stk. 11, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 11. Patientombuddet stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.
Stk. 12. Reglerne i § 18 finder tilsvarende anvendelse for afholdelsen af udgifter til drift af nævnet.«
4. I § 56 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Nævnets formand eller vedkommende næstformand kan bestemme, at særligt sagkyndige eller
andre kan deltage uden stemmeret ved nævnets behandling af sager.«
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.
5. § 56, stk. 5, der bliver stk. 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 6. Patientombuddet stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.
Stk. 7. Reglerne i § 18 finder tilsvarende anvendelse for afholdelsen af udgifter til drift af nævnet.«
6. Efter § 60 indsættes:
Ȥ 60 a. Anmeldelser af erstatningskrav efter kapitel 3 og 4, der sendes til Patientombuddet, anses for
indgivet til rette myndighed, jf. §§ 59 og 60, på det tidspunkt, hvor de modtages af Patientombuddet.
Anmeldelserne videresendes straks til rette myndighed.«
7. I § 61, stk. 1, ændres »§ 14, stk. 2,« til: »§ 12, stk. 2,«.
§ 2
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
I lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
1350 af 17. december 2008, som ændret ved § 15 i lov nr. 140 af 9. februar 2010, foretages følgende
ændringer:
1. I § 1, stk. 1, indsættes efter »med«: »fare eller«.
2. § 5, stk. 3 og 4, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelser om generhvervelse og om ophævelse af virksomhedsindskrænkning
efter stk. 1 og 2 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 4. En person, der har fraskrevet sig autorisation eller indskrænket sit virksomhedsområde efter stk. 1
og 2, kan forlange Sundhedsstyrelsens afslag på generhvervelse af autorisationen eller ophævelse af
virksomhedsindskrænkningen indbragt for domstolene, hvis der er forløbet mindst 1 år efter fraskrivelsen
eller virksomhedsindskrænkningen, eller efter at generhvervelse eller ophævelse af
virksomhedsindskrænkningen senest er nægtet ved dom. Sundhedsstyrelsens afgørelse skal indeholde
oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.
Stk. 5. Begæring om domstolsprøvelse efter stk. 4 skal fremsættes over for Sundhedsstyrelsen, senest 3
uger efter at Sundhedsstyrelsens afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsstyrelsen anlægger sag
mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.«
3. § 6, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 2 og 3 kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.«
4. § 7, stk. 2 og 3, affattes således:
»Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan meddele et fagligt påbud til en autoriseret sundhedsperson om ændring af
dennes virksomhed, hvis styrelsen finder, at sundhedspersonen har udvist alvorlig eller gentagen kritisabel
faglig virksomhed. Sundhedsstyrelsen kan inden meddelelsen af påbud indhente en skriftlig erklæring fra
Retslægerådet. En autoriseret sundhedspersons virksomhedsområde kan endvidere indskrænkes i de i 1.
pkt. nævnte situationer efter reglerne i § 9.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 2, 1. pkt., kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.«
5. § 8 affattes således:
»§ 8. Sundhedsstyrelsen kan i påtrængende tilfælde, hvor den fortsatte virksomhed skønnes at frembyde
overhængende fare, midlertidigt fratage udøveren af hvervet autorisationen.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan i påtrængende tilfælde, hvor der er begrundet mistanke om, at en
autoriseret sundhedsperson er til fare for patientsikkerheden på et eller flere faglige områder, midlertidigt
indskrænke den pågældendes ret til virksomhedsudøvelse, mens mistanken undersøges.
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. En autoriseret sundhedsperson, der udøver sin virksomhed i praksissektoren, kan ikke fratages sit
ydernummer med baggrund i, at vedkommende har fået indskrænket sin ret til virksomhedsudøvelse efter
stk. 2.
Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 1 og 2 bortfalder, senest 2 år efter at styrelsen har truffet
afgørelse, medmindre Sundhedsstyrelsen forinden har anlagt sag, jf. § 9, om fratagelse af autorisation eller
indskrænkning af virksomhedsområde. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke indbringes
for anden administrativ myndighed.
Stk. 5. En autoriseret sundhedsperson kan efter reglerne i § 9 fratages autorisationen, hvis vedkommende
efter at have fået indskrænket sin ret til virksomhedsudøvelse efter stk. 2 fortsætter med at udøve sådan
virksomhed.«
6. § 9 affattes således:
»§ 9. Sundhedsstyrelsen anlægger retssag i den borgerlige retsplejes former om fratagelse af autorisation
efter § 6, stk. 1, § 6, stk. 5, § 7, stk. 1, § 7, stk. 4, og § 8, stk. 5, eller om indskrænkning af en autoriseret
sundhedspersons virksomhedsområde efter § 7, stk. 2, 3. pkt.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsen skal, inden sag anlægges, indhente en skriftlig erklæring fra Retslægerådet.
Sundhedsstyrelsen skal, inden sag anlægges, endvidere opfordre udøveren af hvervet til at udtale sig
skriftligt eller afgive en mundtlig redegørelse i et møde, hvori også Retslægerådet deltager.
Stk. 3. Det kan i en dom om fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområde
fastsættes, at anke ikke har opsættende virkning.«
7. § 10 affattes således:
»§ 10. Sundhedsstyrelsen kan efter ansøgning give en person, der har fået frataget sin autorisation eller
indskrænket sit virksomhedsområde efter §§ 6-9 eller 12, tilladelse til at generhverve autorisationen eller få
ophævet virksomhedsindskrænkningen, når de omstændigheder, der begrundede autorisationsfratagelsen
eller virksomhedsindskrænkningen, ikke længere er til stede.
Stk. 2. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afslag på generhvervelse kan tidligst indbringes for domstolene, 1 år efter at der
er truffet afgørelse om endelig fratagelse af autorisation eller virksomhedsindskrænkning, eller efter at
generhvervelse af autorisationen eller ophævelse af virksomhedsindskrænkningen senest er nægtet ved
dom.«
8. § 11 ophæves.
9. I § 12 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
10. § 13, stk. 1, affattes således:
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
»Sundhedsstyrelsen offentliggør afgørelser om faglige påbud efter § 7, stk. 2, om midlertidig eller endelig
fratagelse af autorisation eller indskrænkning af virksomhedsområde efter §§ 6-9 og 12 og om fratagelse
eller indskrænkning af retten til at ordinere afhængighedsskabende lægemidler efter § 36 og § 51.«
11. § 14, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 3 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
12. I § 35 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
13. § 36, stk. 2 og 3, affattes således:
»Stk. 2. Sundhedsstyrelsens afgørelse efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Lægen kan forlange Sundhedsstyrelsens afgørelse efter stk. 1 indbragt for domstolene. Begæring om
domstolsprøvelse skal fremsættes over for Sundhedsstyrelsen, inden 3 uger efter at Sundhedsstyrelsens
afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsstyrelsen anlægger sag mod lægen i den borgerlige
retsplejes former.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelse efter stk. 1 har, medmindre Sundhedsstyrelsen bestemmer andet,
virkning straks fra meddelelsen af afgørelsen og uafhængigt af, om afgørelsen begæres indbragt for
domstolene.«
14. § 37 affattes således:
»§ 37. En læge kan over for Sundhedsstyrelsen fraskrive sig retten til at ordinere afhængighedsskabende
lægemidler eller en nærmere angiven gruppe af sådanne lægemidler for en nærmere angiven periode eller
indtil videre.
Stk. 2. Retten til at ordinere afhængighedsskabende lægemidler tilbagegives, når den angivne periode er
udløbet. Sundhedsstyrelsen kan endvidere efter ansøgning tilbagegive retten helt eller delvis, hvis
omstændigheder, der begrundede fraskrivelsen, ikke længere er til stede.
Stk. 3. Lægen kan forlange et afslag efter stk. 2 fra Sundhedsstyrelsen på tilbagegivelse af ordinationsretten
indbragt for domstolene, hvis der er forløbet mindst 1 år efter fraskrivelsen af ordinationsretten, eller efter
at tilbagegivelse af ordinationsretten senest er nægtet ved dom. Sundhedsstyrelsens afgørelse skal
indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.
Stk. 4. Begæring om domstolsprøvelse efter stk. 3 skal fremsættes over for Sundhedsstyrelsen, senest 3
uger efter at Sundhedsstyrelsens afgørelse er meddelt den pågældende. Sundhedsstyrelsen anlægger sag
mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.«
15. § 40 affattes således:
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
»§ 40. Reglerne i § 10 finder tilsvarende anvendelse for tilbagegivelse af retten til at ordinere
afhængighedsskabende lægemidler eller en nærmere angiven gruppe af lægemidler, som er frataget lægen
efter § 36.«
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008, som ændret bl.a. ved lov nr. 288 af 15.
april 2009 og senest ved lov nr. 534 af 26. maj 2010, foretages følgende ændringer:
1. § 198 affattes således:
»§ 198. Regionsrådet og kommunalbestyrelsen modtager, registrerer og analyserer rapporteringer om
utilsigtede hændelser, jf. stk. 2 og 3, til brug for forbedring af patientsikkerheden og rapportering af
oplysninger efter reglerne i § 199.
§ 3
Stk. 2. En sundhedsperson, der som led i sin faglige virksomhed bliver opmærksom på en utilsigtet
hændelse, skal rapportere hændelsen til regionen. En hændelse, der er forekommet i den kommunale
sundhedssektor, jf. afsnit IX, skal dog rapporteres til kommunen. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse
på ambulancebehandlere, apotekere og apotekspersonale.
Stk. 3. En patient eller dennes pårørende kan rapportere en utilsigtet hændelse til regionen eller
kommunen i overensstemmelse med reglerne i stk. 2, 1. og 2. pkt.
Stk. 4. Ved en utilsigtet hændelse forstås en begivenhed, der forekommer i forbindelse med sundhedsfaglig
virksomhed, herunder præhospital indsats, eller i forbindelse med forsyning af og information om
lægemidler. Utilsigtede hændelser omfatter på forhånd kendte og ukendte hændelser og fejl, som ikke
skyldes patientens sygdom, og som enten er skadevoldende eller kunne have været skadevoldende, men
forinden blev afværget eller i øvrigt ikke indtraf på grund af andre omstændigheder.«
2. § 199 affattes således:
»§ 199. Patientombuddet modtager rapporteringer fra regionsrådet og kommunalbestyrelsen om
utilsigtede hændelser og opretter et nationalt register herfor. Patientombuddet analyserer og
videreformidler viden til sundhedsvæsenet på baggrund af de modtagne rapporteringer. Patientombuddet
stiller endvidere rapporteringerne til rådighed for Sundhedsstyrelsen til brug for Sundhedsstyrelsens
vejledningsarbejde, jf. § 214, stk. 1.
Stk. 2. Patientombuddet fastsætter nærmere regler om, hvilke utilsigtede hændelser der skal rapporteres
af regionsrådet og kommunalbestyrelsen til Patientombuddet, hvornår og i hvilken form rapporteringen
skal ske, og hvad den skal indeholde. Patientombuddet fastsætter endvidere nærmere regler om, i hvilke
tilfælde personer omfattet af § 198, stk. 2, skal rapportere om utilsigtede hændelser til regionsrådet og
kommunalbestyrelsen, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske, og hvad den skal indeholde.
Patientombuddet kan desuden fastsætte nærmere regler om, i hvilken form rapportering efter § 198, stk.
3, skal ske.
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Patientombuddet kan fastsætte regler om, at regionsrådet og kommunalbestyrelsen til brug for
Patientombuddets varetagelse af opgaver efter stk. 1 og til brug for Sundhedsstyrelsens varetagelse af
opgaver efter § 214, stk. 1, skal sende nærmere bestemte oplysninger om rapporterede hændelser og
udarbejdede handlingsplaner, faglige udmeldinger m.v. til Patientombuddet.
Stk. 4. Rapportering om utilsigtede hændelser fra regionsrådet og kommunalbestyrelsen til
Patientombuddet efter stk. 1 og regler fastsat i medfør af stk. 3 skal ske i anonymiseret form vedrørende
såvel patienten som den rapporterende person.
Stk. 5. Patientombuddet afgiver en årlig beretning om sin virksomhed i henhold til dette kapitel.«
3. § 202 affattes således:
»§ 202. Patientombuddet kan fastsætte nærmere regler for, hvilke sygehuse og andre
behandlingsinstitutioner der er omfattet af rapporteringspligten, ligesom Patientombuddet kan fastsætte
særlige regler for de private sygehuses rapporteringssystem.
Stk. 2. §§ 198-201 gælder tillige for private sygehuse.
Stk. 3. §§ 198-201 gælder ikke for andre lovbestemte indrapporteringsordninger vedrørende utilsigtede
hændelser og fejl opstået under behandling. Patientombuddet kan i samarbejde med berørte myndigheder
fastsætte nærmere regler, der præciserer og eventuelt samordner indrapporteringsforhold, jf. 1. pkt.«
4. I § 215, stk. 2, indsættes som 3. pkt.:
»Sundhedsstyrelsen offentliggør beslutninger om skærpet tilsyn.«
5. I § 216, stk. 3, ændres »Sundhedsvæsenets Patientklagenævn« til: »Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn«.
I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november 2006, foretages
følgende ændringer:
1. I § 34, stk. 1, 2. pkt., ændres »Den Almindelige Danske Lægeforening og De Samvirkende
Invalideorganisationer« til: »Lægeforeningen og Danske Handicaporganisationer«.
2. I § 38, stk. 1, og § 39, stk. 2, ændres »Sundhedsvæsenets Patientklagenævn« til: »Det Psykiatriske
Ankenævn«.
3. § 38, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:
§ 4
»Stk. 2. Klage til Det Psykiatriske Ankenævn skal indgives, senest 3 måneder efter at klageren har fået
meddelelse om det psykiatriske patientklagenævns afgørelse. Det Psykiatriske Ankenævn kan se bort fra en
overskridelse af klagefristen, når særlige grunde taler herfor.
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Det Psykiatriske Ankenævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«
4. Efter § 38 indsættes:
»§ 38 a. Det Psykiatriske Ankenævn nedsættes af indenrigs- og sundhedsministeren. Nævnet er i sin
virksomhed uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse. Nævnet består af 1
formand, der skal være dommer og kan være dommer fra de overordnede retter, 2 medlemmer, der skal
være psykiatere, beskikket efter indstilling fra Lægeforeningen og 2 medlemmer beskikket efter indstilling
fra Danske Handicaporganisationer. Formanden udpeges, og medlemmerne beskikkes af indenrigs- og
sundhedsministeren for en periode af 4 år, og de kan samtidig være formand, næstformand eller
medlemmer af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Udtræder formanden eller et medlem i perioden,
udpeges eller beskikkes en ny formand eller et nyt medlem for den resterende del af perioden. Ministeren
udpeger eller beskikker efter reglerne i 1. pkt. stedfortrædere for formanden og medlemmerne.
Genudpegning og genbeskikkelse kan finde sted.
Stk. 2. Det psykiatriske patientklagenævn skal afgive de oplysninger til Det Psykiatriske Ankenævn, som er
nødvendige for ankenævnets behandling af sager efter dette kapitel. Det Psykiatriske Ankenævn kan
forelægge en sag for Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før nævnet træffer afgørelse i sagen.
Stk. 3. Det Psykiatriske Ankenævn sekretariatsbetjenes af Patientombuddet, jf. § 11 i lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med Det Psykiatriske Ankenævn
dettes forretningsorden, herunder regler om formandens adgang til at træffe afgørelse i sager, der ikke
skønnes at give anledning til tvivl.
Stk. 5. Udgifterne ved Det Psykiatriske Ankenævns virksomhed, herunder udgifter til vederlag til nævnets
formand og medlemmer, afholdes af staten efter reglerne i § 18 i lov om klage- og erstatningsadgang inden
for sundhedsvæsenet eller regler fastsat i medfør heraf.«
I lov nr. 219 af 14. april 1999 om virksomhedsansvarlige læger, som ændret ved § 15 i lov nr. 69 af 4.
februar 2004, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 4, ændres »§ 5, stk. 3, i lov om sygehusvæsenet« til: »§ 79, stk. 2, i sundhedsloven«.
2. I § 1, stk. 5, ændres »Sundhedsministeren« til: »Indenrigs- og sundhedsministeren«.
3. I § 2, stk. 2, udgår », jf. lægelovens § 2, stk. 4«.
4. I § 7, stk. 1 og 2, ændres »Sundhedsvæsenets Patientklagenævn« til: »Sundhedsvæsenets
Disciplinærnævn«.
§ 5
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 6
I lov om psykologer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 132 af 27. februar 2004, som ændret ved § 2 i lov nr. 574
af 24. juni 2005 og § 3 i lov nr. 1585 af 20. december 2006, foretages følgende ændring:
1. I § 13, § 14, stk. 5, og § 18, stk. 2, ændres »Sundhedsvæsenets Patientklagenævn« til:
»Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn«.
§ 7
I lov nr. 288 af 15. april 2009 om ændring af sundhedsloven. (Udvidet patientsikkerhedsordning) foretages
følgende ændring:
1. § 1, nr. 1, ophæves.
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2 og 3.
§ 8
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af sundhedslovens § 198
som affattet ved denne lovs § 3, nr. 1.
Stk. 3. § 7, nr. 1, træder i kraft dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 4. Klager m.v. over sundhedsfaglig virksomhed, der er indbragt for Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn før lovens ikrafttræden, færdigbehandles af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, dog
med undtagelse af klager over forhold omfattet af sundhedslovens kapitel 4-9 og afsnit IV, som
færdigbehandles af Patientombuddet. Er embedslægeinstitutionen før lovens ikrafttræden anmodet om at
undersøge en klagesag, færdiggør embedslægeinstitutionen undersøgelsen efter de hidtil gældende regler i
§ 14, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 5. Klager over kommunalbestyrelsers, regionsråds og Søfartsstyrelsens afgørelser m.v., der efter §§ 6-8
i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet er indgivet til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn før lovens ikrafttræden, færdigbehandles af Patientombuddet.
Stk. 6. De hidtil gældende regler i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig
virksomhed finder anvendelse for indstillinger til indenrigs- og sundhedsministeren, som Sundhedsstyrelsen
før denne lovs ikrafttræden har afgivet, og afgørelser, som Sundhedsstyrelsen før denne lovs ikrafttræden
har truffet.
Stk. 7. Klager over de psykiatriske patientklagenævns afgørelser, der er indgivet til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn før lovens ikrafttræden, færdigbehandles af Det Psykiatriske Ankenævn.
§ 9
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser,
som de færøske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 25. juni 2010
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Bertel Haarder
2.1.18 Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, lov om autorisation
af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og forskellige andre love

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 1 Lovens område m.v.
Kapitel 2 Almindelige bestemmelser
Kapitel 3 Frihedsberøvelse
Kapitel 4 Tvangsbehandling
Kapitel 4 a Opfølgning efter udskrivning
Kapitel 5 Fiksering m.v.
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 5 a Undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og
tilintetgørelse af genstande m.v.
Kapitel 6 Tvangsprotokol og obligatorisk efterprøvelse
Kapitel 7 Særlige regler om psykokirurgiske indgreb og om forsøgsbehandling
Kapitel 8 Patientrådgivere m.v.
Kapitel 9 Underretning og klagevejledning m.v.
Kapitel 10 Klageadgang og domstolsprøvelse
Kapitel 11 Særlige regler om anbringelse af ekstraordinært farlige personer
Kapitel 12 Patienter indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse
Kapitel 13 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
Den fulde tekst
Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
Herved bekendtgøres lov om anvendelse af tvang i psykiatrien jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1.
november 2006 med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 533 af 26. maj 2010, § 1 i lov nr. 708 af 25.
juni 2010 og § 4 i lov nr. 706 af 25. juni 2010.
Kapitel 1
Lovens område m.v.
§ 1. Frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling
på psykiatrisk afdeling må kun finde sted efter reglerne i denne lov.
Stk. 2. Ved tvang forstås i denne lov anvendelse af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et
informeret samtykke, jf. kapitel 5 i sundhedsloven.
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. For patienter, der er under 15 år eller varigt mangler evnen til at give et informeret samtykke, skal
der ikke forsøges indhentet et samtykke fra forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste
pårørende, hvis omgående gennemførelse af en foranstaltning i henhold til denne lov er nødvendig for at
afværge, at en patient
1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred eller
2) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende skal efterfølgende orienteres
herom.
Stk. 4. For patienter, der er imellem 15 og 18 år, hvor sundhedspersonen efter en individuel vurdering
skønner, at vedkommende ikke selv er i stand til at forstå konsekvensen af sin stillingtagen, jf.
sundhedslovens § 17, stk. 2, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser
§ 2. Med henblik på i videst muligt omfang at forebygge anvendelse af tvang skal sygehusmyndigheden
tilbyde sygehusophold, behandling, pleje og omsorg, som svarer til god psykiatrisk sygehusstandard,
herunder med hensyn til de bygningsmæssige forhold, senge- og personalenormering, personalets
kompetencer, politikker i relation til patienter og pårørende, mulighed for udendørs ophold samt
beskæftigelses-, uddannelses- og andre aktivitetstilbud.
§ 2 a. Sygehusmyndigheden skal sikre, at der på enhver psykiatrisk afdeling findes en skriftlig husorden,
som er tilgængelig for patienterne.
Stk. 2. Afdelingsledelsen skal sikre, at den skriftlige husorden udleveres til patienten i forbindelse med
indlæggelse.
Stk. 3. Ved udformning eller ændring af den skriftlige husorden skal patienterne, inden der træffes
beslutning herom, inddrages.
§ 3. Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skal så vidt muligt finde sted med
patientens samtykke.
Stk. 2. Lægen skal vejlede patienten om formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlingen samt om
udsigterne til en bedring af helbredstilstanden.
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Overlægen har ansvaret for, at der opstilles en behandlingsplan for enhver, der indlægges på
psykiatrisk afdeling, og at patienten vejledes om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens
gennemførelse til stadighed søges opnået. En kopi af behandlingsplanen skal udleveres til patienten,
medmindre denne frabeder sig dette.
§ 4. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige
medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.
Stk. 2. Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre
indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.
Stk. 3. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således
at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.
Stk. 4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede
formål.
Stk. 5. Efter ophør af enhver tvangsforanstaltning skal patienten tilbydes en eller flere samtaler.
Sundhedsstyrelsen fastsætter regler herom.
§ 4 a. Bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 10 a, stk. 1, 1. pkt., § 12, stk. 4, § 13, stk. 2, 1. pkt.,
§ 15, stk. 2, § 18 g, § 19 a, stk. 1 og 3, og § 21, stk. 2, er ikke til hinder for, at en beslutning i overlægens
fravær træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest tage stilling til
beslutningen.
Kapitel 3
Frihedsberøvelse
§ 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt
patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være
uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:
1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig
forringet eller
2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.
Tvangsindlæggelse
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 6. Søger en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv fornøden behandling, har de nærmeste
pligt til at tilkalde en læge. Hvis de nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det politiet at gøre dette.
Stk. 2. På grundlag af sin undersøgelse og de modtagne oplysninger skønner lægen, om indlæggelse på
psykiatrisk afdeling er nødvendig. Giver patienten ikke sit informerede samtykke til sådan indlæggelse, afgør
lægen, om tvangsindlæggelse er påkrævet.
Stk. 3. Tvangsindlæggelse skal ske, når betingelserne i § 5 er opfyldt. Lægen udfærdiger en erklæring
herom, jf. § 7, stk. 2.
§ 7. Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og yder bistand hertil.
Stk. 2. Tvangsindlæggelse må kun gennemføres på grundlag af en lægeerklæring, som hviler på lægens
egen undersøgelse foretaget med henblik på indlæggelsen. Erklæringen må ikke være udstedt af en læge,
der er ansat på det psykiatriske sygehus eller den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde
sted. Erklæringen må endvidere ikke være udstedt af en læge, der er inhabil. Inhabilitet foreligger i samme
tilfælde som nævnt i forvaltningslovens § 3.
Stk. 3. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal lægens undersøgelse være foretaget inden for det
seneste døgn og ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, inden for de seneste 7 dage forud for indlæggelsen.
§ 8. Den indlæggende læge skal så vidt muligt være til stede, indtil politiet forlader stedet sammen med
den, der skal tvangsindlægges. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, underretter politiet lægen om
tidspunktet for gennemførelse af tvangsindlæggelsen.
§ 9. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal patienten straks modtages. Sker tvangsindlæggelse
efter § 5, nr. 1, skal patienten modtages snarest muligt inden for den frist på 7 dage, som er nævnt i § 7,
stk. 3.
Stk. 2. Overlægen træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for indlæggelse er opfyldt.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved
gennemførelse af tvangsindlæggelser, herunder om politiets medvirken hertil.
Tvangstilbageholdelse
§ 10. Tvangstilbageholdelse af en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, skal ske, hvis overlægen
finder, at betingelserne i § 5 er opfyldt.
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Overførelse af en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, til lukket psykiatrisk afdeling
behandles efter reglerne om tvangstilbageholdelse, såfremt patienten ikke giver sit informerede samtykke til
overførelsen.
Stk. 3. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer
meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes
anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse har fundet sted, skal
overlægens beslutning meddeles senest inden 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen. Er begæringen
fremsat af patientrådgiveren, jf. §§ 24-29, underrettes tillige denne.
Tilbageførsel
§ 10 a. Har en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt person forladt en psykiatrisk afdeling, og er den
pågældende ikke frivilligt vendt tilbage, kan overlægen beslutte, at den pågældende skal føres tilbage til
afdelingen med politiets bistand. Sådan tilbageførsel kan kun ske indtil 1 uge efter, at udeblivelsen er
konstateret. Er den pågældende udeblevet efter udgang, er det endvidere en betingelse for tilbageførsel, at
der ikke er givet tilladelse til udgang med mere end tre overnatninger.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden i forbindelse med
tilbageførsel, herunder om politiets medvirken hertil.
Ophør af frihedsberøvelse
§ 11. Når betingelserne i § 5 ikke længere er til stede, skal frihedsberøvelsen straks bringes til ophør.
Patienten og patientrådgiveren underrettes straks herom.
Kapitel 4
Tvangsbehandling
§ 12. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der opfylder betingelserne for
tvangstilbageholdelse, jf. § 10.
Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med
færrest mulige bivirkninger.
Stk. 3. Tvangsbehandling med elektrostimulation må kun iværksættes, hvis patienten opfylder
betingelserne i stk. 1 og befinder sig i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand.
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 4. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne træffer samtidig bestemmelse om, i
hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.
Stk. 5. Forud for overlægens afgørelse efter stk. 4 om tvangsbehandling skal patienten have en passende
betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til behandlingen.
Betænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst 3 dage.
Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne
bestemmelse.
§ 13. En person, som opfylder betingelserne for frihedsberøvelse, jf. § 5, og som ikke giver sit
informerede samtykke til behandling af en legemlig lidelse, kan undergives tvangsbehandling af denne
lidelse, såfremt lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare. Er patienten ikke indlagt på
en psykiatrisk afdeling, er det endvidere en betingelse for tvangsbehandling efter denne bestemmelse, at
der forinden er udfærdiget erklæring om tvangsindlæggelse, jf. § 6, stk. 3, og at overlægen på
vedkommende psykiatriske afdeling har truffet afgørelse om, at betingelserne for tvangsindlæggelse er
opfyldt, jf. § 9, stk. 2.
Stk. 2. Beslutning om tvangsbehandling som nævnt i stk. 1 træffes af vedkommende psykiatriske
overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab. Behandling kan om fornødent
ske på somatisk afdeling.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne
bestemmelse.
Kapitel 4 a
Opfølgning efter udskrivning
§ 13 a. Overlægen har ansvaret for, at der for patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at
ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred, indgås en
udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante myndigheder,
privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om registrering og indberetning af
udskrivningsaftaler til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i
den forbindelse fastsætte regler om, at indberetninger skal indeholde oplysninger om patientens identitet.
§ 13 b. Hvis en patient, der er omfattet af § 13 a, ikke vil medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale,
har overlægen ansvaret for, at den psykiatriske afdeling i samarbejde med de relevante myndigheder,
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. udarbejder en koordinationsplan for de behandlingsmæssige og
sociale tilbud til patienten.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om registrering og indberetning af
koordinationsplaner til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i
den forbindelse fastsætte regler om, at indberetninger skal indeholde oplysninger om patientens identitet.
§ 13 c. Den psykiatriske afdeling kan videregive oplysninger om patienters rent private forhold til andre
myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må anses for nødvendig af
hensyn til indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan. I
samme omfang kan myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. videregive oplysninger om
patienter til den psykiatriske afdeling og andre myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl.
§ 13 d. Overlægen kan inden patientens udskrivning træffe beslutning om tvungen opfølgning efter
udskrivning, hvis der på baggrund af den aktuelle indlæggelse findes at være en begrundet formodning om
og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at følge den behandling, der er
nødvendig for patientens helbred, og
1) patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse er blevet tvangsindlagt mindst tre
gange,
2) patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse i mindst ét tilfælde har undladt at følge
den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale eller koordinationsplan,
3) patienten i forbindelse med den aktuelle indlæggelse blev tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt og
4) patienten inden for det sidste halve år forud for den aktuelle indlæggelse har været ordineret
opsøgende behandling ved et udgående psykiatriteam, men har undladt at følge den ordinerede
medicinske behandling.
Stk. 2. Overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan alene indeholde et pålæg til
patienten om at møde op til medicinering i det psykiatriske sygehusvæsen.
Stk. 3. Hvis patienten ikke møder op til medicinering, kan overlægen beslutte, at patienten skal afhentes
af politiet og bringes til tvangsmedicinering på en psykiatrisk afdeling. Der skal ved afhentningen være en
sundhedsperson til stede. Medicineringen af patienten kan i disse tilfælde alene foregå på en psykiatrisk
afdeling.
Stk. 4. Ved medicinering i forbindelse med den tvungne opfølgning efter udskrivning skal der anvendes
lægemidler, for hvilke overlægen kender patientens reaktion, herunder eventuelt i depotform.
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 5. En beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan være gældende i indtil 3 måneder efter
udskrivning af patienten.
Stk. 6. Hvis der er en begrundet formodning om og nærliggende risiko for, at patienten ved 3-måneders-
periodens udløb, jf. stk. 5, vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred,
kan overlægen træffe beslutning om, at den tvungne opfølgning efter udskrivning forlænges i indtil 3
måneder ad gangen, dog således at patienten maksimalt kan være undergivet tvungen opfølgning efter
udskrivning i 12 måneder.
§ 13 e. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om tvungen opfølgning efter
udskrivning, herunder efter forhandling med justitsministeren om politiets afhentning af patienten, hvis
denne ikke frivilligt møder op til medicinering, og om sundhedspersonens medvirken hertil.
Kapitel 5
Fiksering m.v.
Tvangsfiksering
§ 14. Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker.
Stk. 2. Tvangsfiksering må kun anvendes, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient:
1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,
2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller
3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
§ 15. Beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten.
Stk. 2. Beslutning om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fodremme, skal dog træffes af
overlægen.
Stk. 3. Ville det i et tilfælde som nævnt i § 14, stk. 2, nr. 1, af hensyn til patientens egen eller andres
sikkerhed være uforsvarligt at afvente lægens tilsyn, kan sygeplejepersonalet på egen hånd beslutte at
fiksere den pågældende med bælte. Lægen skal da straks tilkaldes og træffe afgørelse vedrørende
anvendelsen af tvangsfiksering med bælte.
§ 16. En patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.
Anvendelse af fysisk magt
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 17. En person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres
til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt. Over for personer, der
er frihedsberøvet efter reglerne i kapitel 3, kan der anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres
fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.
Stk. 2. Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen
bestemme, at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende middel.
Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse
§ 17 a. Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse kan anvendes over for en patient, der lider
af demens eller demenslignende tilstande, for at hindre, at vedkommende ved at forlade en psykiatrisk
afdeling udsætter sig selv eller andre for en betydelig risiko for at lide personskade.
Stk. 2. Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse må kun anvendes, efter at en læge har
tilset patienten og truffet nærmere bestemmelse om anvendelse af et bestemt middel.
Stk. 3. Afgørelse om anvendelse af særlige dørlåse skal snarest muligt godkendes af overlægen, og alle
patienter på afdelingen skal straks efter, at afgørelse om anvendelse af særlige dørlåse er truffet,
underrettes herom.
Beskyttelsesfiksering
§ 18. Ved beskyttelsesfiksering forstås anvendelse af ethvert middel, der benyttes for at hindre, at en
patient utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare.
Stk. 2. Beskyttelsesfiksering må kun benyttes, efter at en læge har tilset patienten og truffet nærmere
bestemmelse om anvendelse af et bestemt beskyttelsesmiddel.
Særlige tvangsforanstaltninger på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland
§ 18 a. Aflåsning af patientstue kan anvendes over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen
under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. kapitel 11.
Stk. 2. Aflåsning af patientstue kan anvendes behandlingsmæssigt med henblik på
1) at etablere nødvendige faste rammer i behandlingen af patienten eller
2) at skærme patienten mod for mange stimuli.
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Aflåsning af patientstue kan tillige anvendes, i det omfang det er nødvendigt at afværge, at en
patient
1) udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,
2) forfølger eller på anden, lignende måde groft forulemper medpatienter eller
3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Stk. 4. Beslutning om aflåsning af patientstue træffes af en læge.
§ 18 b. Aflåsning af patientstuer kan i følgende tilfælde foretages af sikkerhedsmæssige grunde over for
patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. kapitel 11:
1) Om natten,
2) under den ugentlige konference og
3) under den daglige behandlingskonference.
Stk. 2. Beslutning om aflåsning af patientstuer træffes af en læge.
§ 18 c. Ved oppegående tvangsfiksering forstås tvangsfiksering, hvor patienten ikke er fastspændt til en
seng. Oppegående tvangsfiksering, jf. stk. 2, kan som alternativ til langvarig isolation eller langvarig
tvangsfiksering til en seng anvendes over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, såfremt mindst ét af kriterierne i § 14, stk. 2, er opfyldt og
1) langvarig isolation på patientstue vurderes at have negativ effekt på patientens samlede psykiske,
legemlige og sociale tilstand eller
2) langvarig tvangsfiksering til en seng vurderes at have negativ effekt på patientens samlede psykiske,
legemlige og sociale tilstand.
Stk. 2. Oppegående tvangsfiksering som defineret i stk.1 må alene ske med anvendelse af mavebælte,
fikseringsremme, håndremme og fodremme.
Stk. 3. En patient, der er oppegående tvangsfikseret, skal have mindst én fast vagt.
Stk. 4. Oppegående tvangsfiksering af en patient kan alene iværksættes efter tilladelse fra
Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen træffer på baggrund af ansøgning efter stk. 5 afgørelse i sagen efter
indstilling fra et særlig sagkyndigt råd nedsat af Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed. Rådet, som nedsættes af Sundhedsstyrelsen, består af 1
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
speciallæge i psykiatri udpeget af Sundhedsstyrelsen, 4 speciallæger i psykiatri udpeget efter indstilling fra
Dansk Psykiatrisk Selskab og 1 medlem udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer.
Sundhedsstyrelsen varetager formandskabet og fastsætter efter forhandling med Indenrigs- og
Sundhedsministeriet en forretningsorden for det sagkyndige råd.
Stk. 5. Vurderer den ledende overlæge for Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, at oppegående
tvangsfiksering er nødvendig, ansøger denne Sundhedsstyrelsen om tilladelse hertil. I den ledende
overlæges fravær kan vurderingen efter 1. pkt. foretages af dennes stedfortræder, der ligeledes kan indgive
ansøgning. Ansøgningen til Sundhedsstyrelsen skal ud over en erklæring fra den ledende overlæge eller
dennes stedfortræder indeholde en erklæring fra en uvildig speciallæge i psykiatri, som på grundlag af sin
undersøgelse af patienten og de modtagne oplysninger vurderer, at anvendelse af oppegående
tvangsfiksering er nødvendig.
Stk. 6. Det særlig sagkyndige råd, jf. stk. 4, kan indstille, at der gives tilladelse til at anvende oppegående
tvangsfiksering af patienten i op til 6 måneder ad gangen. En af rådets speciallæger i psykiatri skal have
tilset patienten, før ansøgningen kan behandles i rådet. Rådet afgiver sin vurdering hurtigst muligt, dog
senest 14 hverdage efter at Sundhedsstyrelsen har modtaget ansøgningen fra Sikringsafdelingen.
Stk. 7. Beslutning om ophævelse af den oppegående tvangsfiksering træffes af den behandlingsansvarlige
overlæge. I den behandlingsansvarlige overlæges fravær kan beslutningen træffes af dennes stedfortræder.
Personlig skærmning og aflåsning af døre i afdelingen
§ 18 d. Ved personlig skærmning forstås i denne lov foranstaltninger, hvor et eller flere
personalemedlemmer konstant befinder sig i umiddelbar nærhed af patienten.
Stk. 2. Personlig skærmning, som patienten ikke samtykker til, må kun benyttes, i det omfang det er
nødvendigt for at afværge, at en patient
1) begår selvmord eller på anden vis udsætter sit eller andres helbred for betydelig skade eller
2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller andre.
Stk. 3. En beslutning om personlig skærmning træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten.
§ 18 e. Patienten skal i forbindelse med indlæggelse på afdelingen orienteres om afdelingens indretning,
herunder om forekomsten af mindre enheder på afdelingen, hvortil døren kan aflåses, hvis sådanne mindre
enheder findes på afdelingen.
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 18 f. Lægen kan beslutte, at der skal foretages aflåsning af døre i afdelingen, dog ikke af døre til
patientstuer, over for
1) patienter, der er frihedsberøvede efter kapitel 3, og
2) patienter, for hvem der er risiko for, at de utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare, jf. § 18.
Stk. 2. Lægen kan endvidere beslutte, at der skal foretages aflåsning af døre, dog ikke af døre til
patientstuer over for en patient, der ikke er omfattet af stk. 1, hvis patienten selv anmoder herom. På
patientens anmodning skal aflåsningen straks ophæves.
Stk. 3. Alle patienter på afdelingen skal straks efter, at en beslutning om aflåsning efter stk. 1 og 2 er
truffet, underrettes herom.
Personlig hygiejne under anvendelse af tvang
§ 18 g. Overlægen kan beslutte, at en patient, der på grund af sin sindslidelse ikke selv er i stand til at
varetage nødvendig personlig hygiejne, skal have foretaget personlig hygiejne under anvendelse af tvang,
hvis dette er nødvendigt af hensyn til patienten selv eller af hensyn til medpatienter eller personale.
Bemyndigelsesbestemmelse
§ 19. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt,
beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, aflåsning
af døre i afdelingen, personlig hygiejne under anvendelse af tvang samt oppegående tvangsfiksering og
aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
Kapitel 5 a
Undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af
genstande m.v.
§ 19 a. Ved begrundet mistanke om, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande er blevet eller vil
blive forsøgt indført til patienten, kan overlægen beslutte,
1) at patientens post skal åbnes og kontrolleres,
2) at patientens stue og ejendele skal undersøges, eller
3) at der skal foretages kropsvisitation af patienten. Undersøgelse af kroppens hulrum er ikke tilladt.
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Undersøgelse af patientens post og patientens stue samt ejendele skal så vidt muligt foretages i
patientens nærvær.
Stk. 3. Overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som bliver fundet ved
indgreb efter stk. 1, skal beslaglægges. Overlægen kan overlade til politiet at afgøre, om medikamenter,
rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om
euforiserende stoffer og lovgivningen om våben m.v. Politiet kan beslutte, om disse medikamenter,
rusmidler og genstande skal destrueres.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om undersøgelse af post, patientstuer og
ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v.
Kapitel 6
Tvangsprotokol og obligatorisk efterprøvelse
§ 20. Oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 a, 12, 13, 13 d, 14-17 a, 18 a, 18 c, § 18 d,
stk. 2, for så vidt angår personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 18 f, skal tilføres
afdelingens tvangsprotokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og begrundelse. Det samme
gælder enhver ordination efter § 18.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsprotokoller samt om
registrering og indberetning af tvang til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Indenrigs- og
sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indberetninger skal indeholde oplysninger
om patientens identitet.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at gennemføre forsøg, hvor der på en eller flere
psykiatriske afdelinger for en tidsbegrænset periode tillige skal tilføres tvangsprotokollen oplysning om andre
former for indgreb eller restriktioner end de i stk.1 nævnte.
§ 21. Overlægen har til stadighed ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvungen
opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, fysisk magt, beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og
pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, personlig hygiejne
under anvendelse af tvang, undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt
beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v., samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af
patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, ikke anvendes i videre
omfang end nødvendigt.
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Som led i efterprøvelse af frihedsberøvelse skal overlægen henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter
at frihedsberøvelsen blev iværksat, og herefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes,
påse, om betingelserne for at frihedsberøve patienten fortsat er opfyldt. Resultatet af denne efterprøvelse
skal tilføres tvangsprotokollen. Patientrådgiveren og efter begæring tillige patienten underrettes om
beslutning om opretholdt frihedsberøvelse.
Stk. 3. Der skal foretages fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af
beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, så ofte som forholdene tilsiger
det, dog mindst 3, 10, 20 og 30 dage efter, at beslutning om anvendelse af disse foranstaltninger blev
truffet, og herefter mindst hver 4. uge, så længe ordinationen opretholdes.
Stk. 4. Så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages fornyet lægelig vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så ofte som forholdene tilsiger det, dog mindst 4
gange i døgnet, som skal være jævnt fordelt, efter at beslutningen om anvendelse af tvangsfiksering er
truffet.
Stk. 5. Hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 48 timer, skal en læge, der ikke er ansat på
det pågældende psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder sted, som ikke har ansvaret for patientens
behandling, og som ikke står i et underordnelsesforhold til den behandlende læge, foretage en vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering. Denne vurdering skal foretages af en læge, der er
speciallæge i psykiatri eller i børne- og ungdomspsykiatri. Ved uenighed mellem de to lægers vurdering af
situationen er den behandlende læges vurdering afgørende. Uenighed mellem de to lægers vurdering af
situationen skal dog mundtligt og skriftligt oplyses over for patienten. Indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætter regler om den lægelige vurdering efter denne bestemmelse.
Stk. 6. Vurderingen, der skal foretages i henhold til stk. 5, skal efterfølgende gentages en gang om ugen,
så længe foranstaltningen pågår.
Stk. 7. Så længe en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes, skal den behandlingsansvarlige
overlæge en gang i døgnet foretage fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående
tvangsfiksering. Træffer den behandlingsansvarlige overlæge beslutning om fortsat anvendelse af
oppegående tvangsfiksering, skal denne endvidere fastlægge en observationsplan for de følgende 24 timer.
I den behandlingsansvarlige overlæges fravær træffer den stedfortrædende overlæge beslutning og
fastlægger observationsplan.
Stk. 8. Hvis en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, udstrækkes i længere tid end 1 uge, skal en
speciallæge i psykiatri, som ikke har haft ansvaret for patientens behandling, og som ikke er ansat på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, foretage fornyet vurdering af
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering. Denne vurdering gentages herefter en
gang om ugen, så længe foranstaltningen pågår.
Kapitel 7
Særlige regler om psykokirurgiske indgreb og om forsøgsbehandling
§ 22. Ethvert psykokirurgisk indgreb kræver skriftligt samtykke fra patienten.
Stk. 2. Psykokirurgisk indgreb må endvidere kun foretages efter forudgående godkendelse fra et lægeråd,
der nedsættes af Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. (Ophævet).
§ 23. Patienter, der er frihedsberøvet efter denne lov, må ikke undergives forsøgsbehandling.
Stk. 2. Forsøgsbehandling må heller ikke gennemføres med tvang over for frivilligt indlagte patienter.
Kapitel 8
Patientrådgivere m.v.
§ 24. Der beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller
undergives tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk
magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig
skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen efter § 18 f, stk. 1, nr. 2,
samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk
afdeling, Region Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4.
Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med
indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten
med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager. Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til
stede ved klagens behandling i det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen.
§ 25. Statsforvaltningen antager efter ansøgning et antal patientrådgivere. En fortegnelse over disse
fordeles mellem de enkelte psykiatriske afdelinger i regionen.
Stk. 2. Beskikkelse sker i det enkelte tilfælde ved, at den vagthavende sygeplejerske hurtigst muligt
underretter patientrådgiveren om tvangsindgrebet og beskikkelsen. Patientrådgiverne beskikkes efter tur i
den rækkefølge, hvori de er optaget på fortegnelsen.
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Patienten skal have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte beskikkelse. Fremsætter patienten
anmodning om at få beskikket en anden patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, skal anmodningen
så vidt muligt imødekommes. Afgørelsen kan påklages til statsforvaltningen, der træffer den endelige
administrative afgørelse.
Stk. 4. Fremsætter patienten anmodning om beskikkelse af en person, som ikke er optaget på
fortegnelsen, sker der foreløbig beskikkelse af den person, der står for tur efter stk. 2. Statsforvaltningen
træffer bestemmelse om, hvorvidt den af patienten foreslåede person kan beskikkes. Patientens anmodning
skal imødekommes, medmindre dette er utilrådeligt.
§ 26. Patientrådgiveren skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge patienten og til stadighed holde sig
i forbindelse med denne. Første besøg skal aflægges inden 24 timer efter beskikkelsen. Besøg skal herefter
finde sted mindst én gang om ugen og i øvrigt efter behov. For patienter, der er undergivet tvungen
opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, finder besøg efter udskrivning sted på behandlingsstedet. Besøg sker
på patientens anmodning og kan, såfremt patienten ønsker det, erstattes med telefonsamtale. Lægen på
behandlingsstedet har ansvaret for at sikre, at der på patientens anmodning træffes aftale med
patientrådgiveren om besøg eller telefonsamtale.
Stk. 2. Patientrådgiveren har ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse med
patienten.
§ 27. Personalet på afdelingen skal give patientrådgiveren enhver oplysning, som er nødvendig for, at
denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til
patienten, må heller ikke gives til patientrådgiveren.
§ 28. Beskikkelsen som patientrådgiver bortfalder samtidig med, at tvangsindgrebet bringes til ophør.
Patientrådgiveren bistår dog patienten i forbindelse med klager, som allerede er iværksat, eller som samtidig
iværksættes.
§ 29. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om antagelse og beskikkelse af
patientrådgivere, deres opgaver og nærmere beføjelser samt honorar.
§ 30. (Ophævet).
Kapitel 9
Underretning og klagevejledning m.v.
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 31. Inden frihedsberøvelse iværksættes og anden tvang anvendes, skal patienten underrettes
mundtligt og skriftligt om den påtænkte tvang, dens nærmere indhold, baggrund og formål. Underretning
om anvendelse af tvang i henhold til § 18 b kan dog foretages som generel information til patienten.
Stk. 2. Ved tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og aflåsning af patientstue, jf. §§ 14-17 og § 18 a,
kan underretningen dog i særlig hastende tilfælde undlades. Begrundelsen skal i så fald gives efterfølgende.
§ 32. Ved enhver anvendelse af tvang skal patienten vejledes om adgangen til at påklage indgrebet.
Stk. 2. Klage over beslutning om anvendelse af tvang har ikke opsættende virkning.
Stk. 3. Klage over beslutning om tvangsbehandling, jf. kapitel 4, har dog opsættende virkning,
medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller
helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide
skade på legeme eller helbred. Klage over beslutning om tvungen opfølgning efter § 13 d, stk. 1, har
ligeledes opsættende virkning.
§ 33. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om underretning og
klagevejledning.
Kapitel 10
Klageadgang og domstolsprøvelse
§ 34. Ved hver statsforvaltning oprettes et psykiatrisk patientklagenævn bestående af direktøren for
statsforvaltningen som formand, jf. dog stk. 2, samt 2 medlemmer. Indenrigs- og sundhedsministeren
beskikker et antal medlemmer efter indstilling fra henholdsvis Lægeforeningen og Danske
Handicaporganisationer. Indenrigs- og Sundhedsministeren beskikker endvidere stedfortrædere for
medlemmerne. Beskikkelserne gælder for en periode på 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.
Stk. 2. Direktøren for statsforvaltningen kan bemyndige ansatte ved statsforvaltningen til at fungere som
formand for nævnet.
Stk. 3. Statsforvaltningen varetager det psykiatriske patientklagenævns sekretariatsopgaver og afholder
udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder vederlag til nævnets medlemmer.
§ 35. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe klager
over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter
udskrivning i henhold til § 13 d, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse
af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, for det psykiatriske patientklagenævn
ved statsforvaltningen.
§ 36. Når en sag som nævnt i § 35 indbringes for det psykiatriske patientklagenævn ved
statsforvaltningen, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder en udskrift af
tvangsprotokollen samt en erklæring fra overlægen. Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens
oplysning og træffer bestemmelse om tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v., ligesom
nævnet kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling.
Stk. 2. Patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet. I særlige
tilfælde, hvor hensynet til patientens helbred eller til sagens behandling i nævnet afgørende taler herfor, kan
nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket fra at deltage i forhandlingerne.
Stk. 3. Det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen skal træffe afgørelse i klagesager om
tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, og om tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 32,
stk. 3, inden 7 hverdage efter klagens modtagelse. I sager om oppegående tvangsfiksering på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland skal det psykiatriske patientklagenævn
træffe afgørelse senest 14 dage efter klagens modtagelse. I andre sager skal det psykiatriske
patientklagenævn ved statsforvaltningen træffe afgørelse snarest muligt. Er afgørelse ikke truffet inden 14
dage efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette patienten og patientrådgiveren om grunden hertil
samt om, hvornår afgørelse kan forventes at foreligge.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter en forretningsorden for det psykiatriske
patientklagenævn ved statsforvaltningen.
§ 37. Det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen skal efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,
tilbageførsel, tvungen opfølgning efter udskrivning i henhold til § 13 d, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering,
oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland og
aflåsning af døre i afdelingen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 2. Godkender patientklagenævnet, at patienten frihedsberøves, kan spørgsmålet om udskrivning først
på ny begæres prøvet i det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen, når der er forløbet 2
måneder efter nævnets afgørelse. Har spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed været indbragt for
retten, jf. stk. 1, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.
Stk. 3. Godkender det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen, at der etableres tvungen
opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 1, kan spørgsmålet om den tvungne opfølgning efter udskrivning
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
først på ny begæres prøvet i nævnet, hvis den tvungne opfølgning efter udskrivning forlænges, jf. § 13 d,
stk. 6. Tvungen opfølgning efter udskrivning kan herefter begæres prøvet ved enhver forlængelse af
tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 6.
§ 38. Afgørelser fra det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen om tvangsbehandling,
anvendelse af fysisk magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der
uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk
afdeling, Region Sjælland, kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn.
Stk. 2. Klage til Det Psykiatriske Ankenævn skal indgives, senest 3 måneder efter at klageren har fået
meddelelse om det psykiatriske patientklagenævns afgørelse. Det Psykiatriske Ankenævn kan se bort fra en
overskridelse af klagefristen, når særlige grunde taler herfor.
Stk. 3. Det Psykiatriske Ankenævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 38 a. Det Psykiatriske Ankenævn nedsættes af indenrigs- og sundhedsministeren. Nævnet er i sin
virksomhed uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse. Nævnet består af 1
formand, der skal være dommer og kan være dommer fra de overordnede retter, 2 medlemmer, der skal
være psykiatere, beskikket efter indstilling fra Lægeforeningen og 2 medlemmer beskikket efter indstilling
fra Danske Handicaporganisationer. Formanden udpeges, og medlemmerne beskikkes af indenrigs- og
sundhedsministeren for en periode af 4 år, og de kan samtidig være formand, næstformand eller
medlemmer af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Udtræder formanden eller et medlem i perioden,
udpeges eller beskikkes en ny formand eller et nyt medlem for den resterende del af perioden. Ministeren
udpeger eller beskikker efter reglerne i 1. pkt. stedfortrædere for formanden og medlemmerne.
Genudpegning og genbeskikkelse kan finde sted.
Stk. 2. Det psykiatriske patientklagenævn skal afgive de oplysninger til Det Psykiatriske Ankenævn, som
er nødvendige for ankenævnets behandling af sager efter dette kapitel. Det Psykiatriske Ankenævn kan
forelægge en sag for Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før nævnet træffer afgørelse i sagen.
Stk. 3. Det Psykiatriske Ankenævn sekretariatsbetjenes af Patientombuddet, jf. § 11 i lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med Det Psykiatriske Ankenævn
dettes forretningsorden, herunder regler om formandens adgang til at træffe afgørelse i sager, der ikke
skønnes at give anledning til tvivl.
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 5. Udgifterne ved Det Psykiatriske Ankenævns virksomhed, herunder udgifter til vederlag til nævnets
formand og medlemmer, afholdes af staten efter reglerne i § 18 i lov om klage- og erstatningsadgang inden
for sundhedsvæsenet eller regler fastsat i medfør heraf.
§ 39. Det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen offentliggør hvert år en beretning om sin
virksomhed.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om indberetning af afgørelser fra de
psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningerne og Det Psykiatriske Ankenævn og om
offentliggørelse af afgørelser af generel betydning.
Kapitel 11
Særlige regler om anbringelse af ekstraordinært farlige personer
§ 40. I ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, kan
justitsministeren bestemme, at en person, der er sindssyg, og som vedvarende udsætter andres liv eller
legeme for alvorlig og overhængende fare, skal anbringes i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk
afdeling, Region Sjælland.
Stk. 2. Justitsministeren skal inden 5 søgnedage efter, at der er truffet afgørelse efter stk. 1, indbringe
sagen for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 3. Bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende anvendelse på personer, der anbringes i
sikringsafdelingen efter stk. 1. Det gælder dog ikke §§ 5-11, § 21, stk. 2, og bestemmelserne i kapitel 10 om
klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og
tilbageførsel.
Stk. 4. Endvidere beskikkes patientrådgiver alene i tilfælde, hvor den pågældende ikke i forvejen har en
sådan eller en bistandsværge efter straffelovens § 71.
§ 41. Anbringelse efter § 40, stk. 1, kan administrativt kun ophæves af justitsministeren. Begæring om
ophævelse kan fremsættes af overlægen, patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen. Begæring fra
patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen kan tidligst fremsættes, når der er forløbet 2 måneder
efter rettens afgørelse, jf. § 40, stk. 2. Afslag på ophævelse forelægges på begæring for retten til prøvelse
efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 2. Er en begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen om ophævelse af
anbringelsen blevet afslået af justitsministeren, kan spørgsmålet først på ny rejses, når der er forløbet 2
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
måneder efter justitsministerens afgørelse. Har justitsministerens afslag været forelagt for retten, regnes
den nævnte frist fra rettens afgørelse.
§ 41 a. Justitsministeren kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til personer, der
efter § 40, stk. 1, er anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
Kapitel 12
Patienter indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse
§ 42. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang reglerne i denne lov finder tilsvarende
anvendelse på personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, som er truffet
i strafferetsplejens former.
Kapitel 13
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
§ 43. Loven træder i kraft den 1. oktober 1989 og gælder for alle afgørelser og beslutninger, der træffes
efter lovens ikrafttrædelse.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge personers hospitalsophold.
§§ 44-45. (Udeladt)
§ 46. (Ophævet).
§ 47. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Lov nr. 533 af 26. maj 2010 (tvungen opfølgning efter udskrivning) indeholder følgende ikrafttrædelses-
og overgangsbestemmelser: 1)
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 2010.
§ 3
Stk. 2. Tvungen opfølgning efter udskrivning efter § 13 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, kan iværksættes over for patienter, i forhold til hvilke der den 1. oktober
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2010 eller senere træffes beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning. Dette gælder, uanset om
betingelserne i § 13 d, stk. 1, nr. 1-4, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 1, er opfyldt før den 1. oktober 2010.
Lov nr. 708 af 25. juni 2010 (Betænkningstid forud for tvangsbehandling, oppegående tvangsfiksering på
Sikringsafdelingen, udvidet eksternt tilsyn med tvangsfikseringer m.v.) indeholder følgende
ikrafttrædelsesbestemmelse): 2)
Loven træder i kraft den 1. oktober 2010.
§ 3
Lov nr. 706 af 25. juni 2010 (Et nyt patientklagesystem, mulighed for at klage over sundhedsvæsenets
sundhedsfaglige virksomhed, forenkling af regler om tilsynsforanstaltninger m.v.) indeholder følgende
ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser: 3)
§ 8
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2-6. (Udeladt)
Stk. 7. Klager over de psykiatriske patientklagenævns afgørelser, der er indgivet til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn før lovens ikrafttræden, færdigbehandles af Det Psykiatriske Ankenævn.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 2. december 2010
Bertel Haarder
Officielle noter
1) Lovændringen vedrører § 13 d, § 13 e, § 20, § 21, § 24, § 26, § 32, § 35, § 36 og § 37.
2.1.19 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
/ Susanne Beck Petersen
2) Lovændringen vedrører § 4 a, § 6, § 10, § 12, § 13, overskrift før § 18 a, §§ 18 a-18 g, § 19, § 20, § 21, § 24, § 35, § 36, §
37, § 38, § 40 og § 41 a.
3) Lovændringen vedrører § 34, § 38 og § 38 a.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.20 Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og
lov om rettens pleje
(Tvungen opfølgning efter udskrivning)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
I lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november 2006, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 13 c indsættes i kapitel 4 a:
»§ 13 d. Overlægen kan inden patientens udskrivning træffe beslutning om tvungen opfølgning efter
§ 1
udskrivning, hvis der på baggrund af den aktuelle indlæggelse findes at være en begrundet formodning om
og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at følge den behandling, der er
nødvendig for patientens helbred, og
1) patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse er blevet tvangsindlagt mindst tre gange,
2) patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse i mindst ét tilfælde har undladt at følge
den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale eller koordinationsplan,
3) patienten i forbindelse med den aktuelle indlæggelse blev tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt og
4) patienten inden for det sidste halve år forud for den aktuelle indlæggelse har været ordineret
opsøgende behandling ved et udgående psykiatriteam, men har undladt at følge den ordinerede
medicinske behandling.
Stk. 2. Overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan alene indeholde et pålæg til
patienten om at møde op til medicinering i det psykiatriske sygehusvæsen.
Stk. 3. Hvis patienten ikke møder op til medicinering, kan overlægen beslutte, at patienten skal afhentes af
politiet og bringes til tvangsmedicinering på en psykiatrisk afdeling. Der skal ved afhentningen være en
sundhedsperson til stede. Medicineringen af patienten kan i disse tilfælde alene foregå på en psykiatrisk
afdeling.
2.1.20 Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 4. Ved medicinering i forbindelse med den tvungne opfølgning efter udskrivning skal der anvendes
lægemidler, for hvilke overlægen kender patientens reaktion, herunder eventuelt i depotform.
Stk. 5. En beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan være gældende i indtil 3 måneder efter
udskrivning af patienten.
Stk. 6. Hvis der er en begrundet formodning om og nærliggende risiko for, at patienten ved 3-måneders-
periodens udløb, jf. stk. 5, vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred,
kan overlægen træffe beslutning om, at den tvungne opfølgning efter udskrivning forlænges i indtil 3
måneder ad gangen, dog således at patienten maksimalt kan være undergivet tvungen opfølgning efter
udskrivning i 12 måneder.
§ 13 e. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om tvungen opfølgning efter udskrivning,
herunder efter forhandling med justitsministeren om politiets afhentning af patienten, hvis denne ikke
frivilligt møder op til medicinering, og om sundhedspersonens medvirken hertil.«
2. § 20, stk. 1, 1. pkt., affattes således:
»Oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 a, 12, 13, 13 d, 14-17 a og 18 a, personlig skærmning
efter § 18 c, stk. 2, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 18 e, skal tilføres afdelingens tvangsprotokol
med angivelse af indgrebets nærmere indhold og begrundelse.«
3. I § 21, stk. 1, indsættes efter »tvangsbehandling,«: »tvungen opfølgning efter udskrivning,«.
4. I § 24, stk. 1, indsættes efter »tvangsbehandling,«: »tvungen opfølgning efter udskrivning,«.
5. I § 26, stk. 1, indsættes som 4.-6. pkt.:
»For patienter, der er undergivet tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, finder besøg efter
udskrivning sted på behandlingsstedet. Besøg sker på patientens anmodning og kan, såfremt patienten
ønsker det, erstattes med telefonsamtale. Lægen på behandlingsstedet har ansvaret for at sikre, at der på
patientens anmodning træffes aftale med patientrådgiveren om besøg eller telefonsamtale.«
6. I § 32, stk. 3, indsættes som 2. pkt.:
»Klage over beslutning om tvungen opfølgning efter § 13 d, stk. 1, har ligeledes opsættende virkning.«
7. I § 35 indsættes efter »tvangsbehandling,«: »tvungen opfølgning efter udskrivning i henhold til § 13 d,«.
2.1.20 Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
8. § 36, stk. 3, 1. pkt., affattes således:
»Det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen skal træffe afgørelse i klagesager om
tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, og om tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 32,
stk. 3, inden 7 hverdage efter klagens modtagelse.«
9. I § 37, stk. 1, indsættes efter »tilbageførsel,«: »tvungen opfølgning efter udskrivning i henhold til § 13
d,«.
10. I § 37 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Godkender det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen, at der etableres tvungen
opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 1, kan spørgsmålet om den tvungne opfølgning efter udskrivning
først på ny begæres prøvet i nævnet, hvis den tvungne opfølgning efter udskrivning forlænges, jf. § 13 d,
stk. 6. Tvungen opfølgning efter udskrivning kan herefter begæres prøvet ved enhver forlængelse af
tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 6.«
§ 2
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29. oktober 2009, som ændret senest ved § 1 i lov
nr. 404 af 21. april 2010, foretages følgende ændringer:
1. I § 469, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »tilbageførsel,«: »tvungen opfølgning efter udskrivning,«.
2. I § 469, stk. 4, 3. pkt., indsættes efter »tilbageførsel,«: »tvungen opfølgning efter udskrivning,«.
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 2010.
Stk. 2. Tvungen opfølgning efter udskrivning efter § 13 d i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien som
§ 3
affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, kan iværksættes over for patienter, i forhold til hvilke der den 1. oktober
2010 eller senere træffes beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning. Dette gælder, uanset om
betingelserne i § 13 d, stk. 1, nr. 1-4, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 1, er opfyldt før den 1. oktober 2010.
§ 4
2.1.20 Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Efter en forsøgsperiode på 4 år med tvungen opfølgning efter udskrivning fremsætter ministeren for
sundhed og forebyggelse forslag om revision af loven i folketingsåret 2014-15.
§ 5
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i
kraft for Færøerne med de afvigelser, som de færøske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 26. maj 2010
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Bertel Haarder
2.1.20 Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.21 Lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og lov om regioner og
om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og
Hovedstadens Sygehusfællesskab
(Udvidet behandlingsret for psykisk syge børn og unge og kommunal fysioterapi)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008, som ændret ved lov nr. 319 af 30. april
2008, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 87 indsættes:
§ 1
»Kapitel 20 a
Udvidet ret til undersøgelse og behandling for psykisk syge børn og unge
§ 87 a. Personer, som ikke er fyldt 19 år ved henvisning til psykiatrisk undersøgelse eller behandling, kan
vælge at blive undersøgt og behandlet efter bestemmelserne i §§ 87 b-87 d.
§ 87 b. En person, som er henvist til psykiatrisk undersøgelse, kan vælge at blive undersøgt på et af de
sygehuse, klinikker m.v., som har indgået aftale med regionsrådene efter § 87 c, stk. 1 (aftalesygehuse),
hvis regionsrådet i bopælsregionen ikke inden 2 måneder, efter at henvisningen er modtaget, kan tilbyde
undersøgelse ved egne sygehuse eller et af de i § 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet samarbejder med
eller sædvanligvis benytter (samarbejdssygehuse).
Stk. 2. Viser den psykiatriske undersøgelse, at en person har behov for hurtigt at modtage behandling for at
undgå forværring af sin lidelse, kan vedkommende vælge at blive behandlet på et aftalesygehus, hvis
bopælsregionen ikke kan tilbyde behandling inden 2 måneder efter undersøgelsens afslutning.
Stk. 3. Selv om bopælsregionen tilbyder behandling inden 2 måneder, kan en person, der efter stk. 1 er
blevet undersøgt på et aftalesygehus, og som har behov for hurtig behandling, jf. stk. 2, vælge at blive
2.1.21 Lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og
lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens
Sygehusfællesskab

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
behandlet på det aftalesygehus, hvor personen er blevet undersøgt, hvis aftalesygehuset kan tilbyde
behandling i umiddelbar forlængelse af undersøgelsen.
Stk. 4. Retten efter stk. 1 og 2 til at vælge at blive undersøgt og behandlet på et aftalesygehus bortfalder,
hvis ventetiden til undersøgelse eller behandling på aftalesygehuset overstiger ventetiden hertil på
bopælsregionens sygehuse og samarbejdssygehuse.
§ 87 c. Regionsrådene i forening indgår aftale med de privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og
sygehuse, klinikker m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale om undersøgelse og behandling efter §§ 87 a
og 87 b. Kan parterne ikke opnå enighed, fastsættes vilkårene af ministeren for sundhed og forebyggelse.
§ 87 d. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om udvidede undersøgelses- og
behandlingsrettigheder efter dette kapitel, herunder om krav til dokumentation m.v. til aftalesygehusene,
jf. § 87 c, stk. 1, og om proceduren for henvisning af patienter m.v.«
2. I overskriften til kapitel 23 ændres »Regionsrådets oplysningspligt« til: »Oplysningspligt«.
3. I § 90, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§ 87,«: »henholdsvis 2 måneder efter reglerne i §§ 87 a og 87 b,«.
4. I § 90, stk. 1, nr. 3 og 6, ændres »og 87« til: »-87 b«.
5. Efter § 140 indsættes:
»Kapitel 39 a
Fysioterapi m.v.
§ 140 a. Kommunalbestyrelsen tilbyder vederlagsfri behandling hos en fysioterapeut i praksissektoren efter
lægehenvisning.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan herudover tilbyde vederlagsfri behandling hos en fysioterapeut efter
lægehenvisning ved at etablere tilbud om fysioterapi på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler
herom med andre kommunalbestyrelser eller private institutioner.
Stk. 3. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om behandling efter stk. 1 og 2 og om
patientens mulighed for at vælge mellem fysioterapitilbud.
§ 140 b. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen tilbyder
anden behandling end nævnt i § 140 a.
2.1.21 Lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og
lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens
Sygehusfællesskab

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om behandling efter stk. 1.«
6. I § 171, stk. 2, ændres »§§ 86 og 87« til: »§§ 86, 87 og 87 b«.
7. I § 224 indsættes efter 1. pkt.:
»Kommunalbestyrelsen træffer afgørelser om ydelser efter §§ 140 a og 140 b.«
8. I § 227, stk. 1, ændres », 72,« til: »og 72, § 140 a, stk. 1, og §§ 140 b,«.
9. I § 227, stk. 2, ændres », 72« til: »og 72, § 140 a, stk. 3, jf. stk. 1, og §§ 140 b«.
10. I § 227, stk. 5 og 6, indsættes efter »region«: »eller en kommune«.
11. I § 227, stk. 7, 1. pkt., indsættes efter »klagesystemet, på«: »kommunalt,«.
12. I § 228 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Regionsrådet kan efter aftale med kommunalbestyrelsen varetage afregningen af den del af
betalingen for en ydelse til praktiserende fysioterapeuter, som det ikke påhviler den sikrede at betale.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
13. I § 229 indsættes efter »regionernes«: »og kommunernes«.
14. Efter § 251 indsættes:
»Fysioterapiydelser m.v.
§ 251 a. Bopælskommunen afholder udgifter til fysioterapiydelser m.v. efter §§ 140 a og 140 b.«
15. I § 262, stk. 1, 1. pkt., ændres »og 86 og § 87, stk. 1,« til: », 86, § 87, stk. 1 og 2, § 87 b«.
§ 2
I lov nr. 547 af 24. juni 2005 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, som ændret ved
§ 95 i lov nr. 451 af 22. maj 2006, § 77 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, § 2 i lov nr. 1556 af 20. december 2006,
lov nr. 432 af 8. maj 2007 og § 24 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, foretages følgende ændring:
1. I § 6 indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:
»4) fysioterapi m.v. efter §§ 140 a og 140 b i sundhedsloven,«
2.1.21 Lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og
lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens
Sygehusfællesskab

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Nr. 4-7 bliver herefter nr. 5-8.
§ 3
I lov nr. 537 af 24. juni 2005 om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens
Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab, som ændret ved § 11 i lov nr. 382 af 3. maj 2006, § 40 i
lov nr. 499 af 7. juni 2006, § 2 i lov nr. 510 af 6. juni 2007 og § 2 i lov nr. 224 af 8. april 2008, foretages
følgende ændringer:
1. I § 37, stk. 4, indsættes efter »jf. dog stk. 5«: »og 6«.
2. I § 37 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. De medlemmer af nævnet, der er beskikket efter indstilling fra KL (Kommunernes Landsforening),
har hver 3 stemmer, når nævnet træffer beslutninger vedrørende indgåelse af overenskomster med
organisationer af sundhedspersoner m.v. om vilkår for de ydelser, som kommunalbestyrelsen tilbyder i
medfør af sundhedslovens § 140 a, stk. 1, og bestemmelser fastsat i medfør af sundhedslovens § 140 b.«
Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 7 og 8.
3. I § 37, stk. 7, der bliver stk. 8, indsættes efter »regler for nævnets virksomhed«: », og kan herunder
fravige stk. 7«.
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2008, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Sundhedslovens § 87 b, stk. 2 og 3, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 1, træder i kraft den 1. januar
2009.
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 5
Stk. 2. § 2 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de
særlige færøske forhold tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 17. juni 2008
MARGRETHE R.
2.1.21 Lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og
lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens
Sygehusfællesskab

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
/ Jakob Axel Nielsen
2.1.21 Lov om ændring af sundhedsloven, lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og
lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens
Sygehusfællesskab

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet
Herved bekendtgøres lov nr. 547 af 24. juni 2005 om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet med de ændringer, der følger af § 95 i lov nr. 451 af 22. maj 2006, § 77 i lov nr. 538 af 8.
juni 2006, § 2 i lov nr. 1556 af 20. december 2006, lov nr. 432 af 8. maj 2007, § 24 i lov nr. 523 af 6. juni
2007; § 2 i lov nr. 539 af 17. juni 2008 og lov nr. 1405 af 27. december 2008.
Kapitel 1
Patientkontorernes opgaver
§ 1. De af regionsrådene oprettede patientkontorer skal bistå patienter med vejledning og rådgivning om
reglerne efter denne lov, jf. sundhedslovens § 51. Patientkontorerne skal endvidere bistå patienterne med
udformning og videresendelse af klager eller erstatningskrav til rette myndighed.
Stk. 2. Klager, anmeldelser m.v., som sendes til patientkontoret, anses for indgivet hos rette myndighed på
det tidspunkt, hvor de modtages i patientkontoret.
Kapitel 2
Klageadgang
Klager over sundhedspersoners faglige virksomhed
§ 2. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn behandler klager over den faglige virksomhed, herunder klager
over forhold omfattet af sundhedslovens afsnit III om patienters retsstilling, der udøves af personer inden
for sundhedsvæsenet, jf. § 4. Dette gælder dog ikke for klager, for hvilke der i øvrigt i lovgivningen er
foreskrevet en særlig klageadgang.
Stk. 2. Herudover skal Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen til Patientklagenævnet indbringe sager,
som styrelsen finder vil kunne give grundlag for kritik eller anden sanktion over for personer inden for
sundhedsvæsenet.
§ 3. Patientklagenævnet kan give udtryk for sin opfattelse af sagen, herunder eventuelt fremsætte kritik
over for den pågældende sundhedsperson og personer, der handler på disses ansvar, eller søge iværksat
andre sanktioner.
§ 4. Patientklagenævnet behandler klager over de ved særlig lovgivning autoriserede personer inden for
sundhedsvæsenet, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om, hvilke persongrupper inden
for sundhedsvæsenet der er omfattet af dette kapitel, uanset at de ikke har autorisation efter særlig
lovgivning.
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan, når særlige hensyn taler herfor, efter forhandling med
Patientklagenævnet fastsætte regler om, at nævnets virksomhed ikke skal omfatte dele af den faglige
virksomhed, der udøves af persongrupper, som er autoriseret efter særlig lovgivning.
§ 5. Klage skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt
med det forhold, der klages over, dog senest 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte frister finder ikke anvendelse for sager, som Sundhedsstyrelsen og
Lægemiddelstyrelsen indbringer for Patientklagenævnet, jf. § 2, stk. 2.
Klager over kommunalbestyrelsers, regionsråds og Søfartsstyrelsens administrative afgørelser efter
sundhedsloven
§ 6. Klager over kommunalbestyrelsers afgørelser kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn,
når de vedrører
1) udstedelse af bevis efter § 12 i sundhedsloven,
2) indplacering i sikringsgruppe 1 og 2 og overførsel til gruppe 1-sikring efter § 58 i sundhedsloven,
3) anmeldelse om lægevalg efter § 59 i sundhedsloven,
4) fysioterapi m.v. efter §§ 140 a og 140 b i sundhedsloven,
5) begravelseshjælp efter § 160 i sundhedsloven,
6) tilskud til ydelser i et andet EU/EØS-land efter § 168 i sundhedsloven,
7) befordringsgodtgørelse efter §§ 170 og 172 i sundhedsloven og
8) udbetaling af kontanttilskud efter § 228 i sundhedsloven.
§ 7. Klager over regionsråds afgørelser kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, når de
vedrører
1) praksissektoren efter §§ 58-60 og 64-71 i sundhedsloven,
2) vilkår for en persons ret til sygehusbehandling efter sundhedsloven,
3) ernæringspræparater efter § 159 i sundhedsloven,
4) tilskud til ydelser i et andet EU/EØS-land efter § 168 i sundhedsloven,
5) vilkår for en persons ret til befordring og befordringsgodtgørelse ved sygehusbehandling efter § 171 i
sundhedsloven og
6) kørselsgodtgørelse til læger efter § 175 i sundhedsloven.
§ 8. Klager over Søfartsstyrelsens afgørelser efter § 161 i sundhedsloven kan indbringes for
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
§ 9. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om adgangen til at klage efter § 7,
nr. 2 og 5.
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 10. Inden en klage efter §§ 6 og 7 behandles af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, skal den
myndighed, som har truffet afgørelsen, vurdere, om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist
medhold. Derfor skal en klage først afleveres til den myndighed, som har truffet afgørelsen.
Stk. 2. Kan myndigheden ikke give klageren medhold, sendes klagen med begrundelse for afgørelsen og
genvurderingen videre til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Stk. 3. Klager til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter §§ 6-8 skal indgives inden 4 uger efter, at
klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Patientklagenævnet kan se bort fra overskridelse af denne
klagefrist, hvis særlige grunde taler herfor.
Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte nærmere regler om tilrettelæggelsen af
genvurderingen af sager efter stk. 1 og 2, herunder også regler om tidsfrister for indsendelse og
videresendelse af klager m.v. efter stk. 3.
§ 11. Patientklagenævnet kan i sager som nævnt i §§ 6-8 tiltræde eller omgøre afgørelsen eller hjemvise
sagen til fornyet behandling.
Stk. 2. Patientklagenævnets formand og næstformænd træffer afgørelser i sager efter §§ 6-8.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
§ 12. Ministeren for sundhed og forebyggelse opretter Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, der i sin
virksomhed er uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.
Stk. 2. Patientklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 13. Patientklagenævnet består af en formand og et af ministeren for sundhed og forebyggelse fastsat
antal næstformænd og beskikkede medlemmer.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse udpeger nævnets formand og næstformænd, som skal være
dommere.
Stk. 3. Ministeren for sundhed og forebyggelse beskikker et antal medlemmer, der ikke samtidig må være
medlemmer af et regionsråd eller en kommunalbestyrelse, således:
1) 8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra regionsrådene i forening.
2) 4 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra KL (Kommunernes Landsforening).
3) 8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra De Samvirkende Invalideorganisationer.
4) 8 medlemmer beskikkes efter indhentet udtalelse fra Forbrugerrådet.
Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse beskikker for hvert fagligt område et antal medlemmer, der
alle er fagligt uddannede.
Stk. 5. Medlemmerne beskikkes for en periode, der følger den kommunale eller regionale valgperiode. De
medlemmer af Patientklagenævnet, der ikke udfører hvervet som led i deres tjenstlige arbejde, ydes
vederlæggelse og godtgørelse for befordring i lighed med ikkestatsansatte, der modtager særskilt
vederlæggelse. Udgifter hertil afholdes af staten.
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Sagernes behandling
§ 14. Patientklagenævnet kan efter aftale med Sundhedsstyrelsen anmode vedkommende
embedslægeinstitution om at undersøge klagesager og om at udarbejde en indstilling til nævnet om
sagernes afgørelse. Patientklagenævnet kan efter aftale med Sundhedsstyrelsen bestemme, at
klagesagerne direkte kan indgives til embedslægeinstitutionerne med henblik på undersøgelse, før nævnet
træffer afgørelse i en sag. Patientklagenævnet kan forelægge sager for Sundhedsstyrelsen og
Retslægerådet, før nævnet træffer afgørelse i en sag. Patientklagenævnet skal, inden der træffes afgørelse i
en klagesag vedrørende sundhedsvæsenet i Grønland, indhente en udtalelse herom fra
sundhedsmyndighederne i Grønland.
Stk. 2. Den sundhedsperson eller myndighed, som er omfattet af dette kapitel, skal efter anmodning
meddele Patientklagenævnet samt embedslægerne enhver oplysning, herunder journaler, til brug for
behandling af sagen.
Stk. 3. Patientklagenævnet skal holde Sundhedsstyrelsen underrettet om de afgørelser, som nævnet
træffer vedrørende sundhedspersoners faglige virksomhed. Sundhedsstyrelsen kan til brug for sin
tilsynsvirksomhed få udleveret Patientklagenævnets sagsakter i de enkelte klagesager.
Stk. 4. Patientklagenævnet afgiver en årlig redegørelse til ministeren for sundhed og forebyggelse om sin
virksomhed.
§ 15. Ved afgørelsen af den enkelte sag efter § 3 skal Patientklagenævnet sammensættes af
1) formanden eller en næstformand,
2) 2 medlemmer efter § 13, stk. 3, heraf 1 beskikket efter bestemmelsens nr. 1 eller 2 og 1 beskikket
efter nr. 3 eller 4 og
3) 2 medlemmer efter § 13, stk. 4, afhængigt af sagens faglige karakter.
Stk. 2. Formanden eller vedkommende næstformand afgør, hvilke medlemmer efter § 13, stk. 3 og 4, der
skal deltage i Patientklagenævnets møder. Formanden eller vedkommende næstformand afgør endvidere,
inden for hvilket fagligt område eller områder, medlemmer efter § 13, stk. 4, skal deltage.
Stk. 3. Formanden eller vedkommende næstformand kan bestemme, at særligt sagkyndige eller andre kan
deltage uden stemmeret ved Patientklagenævnets behandling af sager.
§ 16. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter efter forhandling med Patientklagenævnet dettes
forretningsorden.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte regler om, at Patientklagenævnets formand
og næstformand ud over i de i §§ 6-8 nævnte sager kan træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at
frembyde tvivl.
Offentliggørelse af klage- og tilsynssager
§ 17. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte regler om, at der gives offentligheden adgang
til oplysninger om Patientklagenævnets afgørelser, herunder om, at offentliggørelse sker uden
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
anonymisering af oplysninger om den indklagede sundhedsperson, såfremt der er tale om sager, hvor der
er givet kritik for alvorlig eller gentagen forsømmelse eller kritik i forbindelse med kosmetisk behandling.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte regler om, at der gives offentligheden adgang
til oplysninger om afgørelser, der er truffet i det klagesystem, som er aftalt mellem de driftsansvarlige
myndigheder for sundhedsvæsenet og Dansk Tandlægeforening. Der kan fastsættes regler om, at der kan
ske behandling af oplysninger om personnummer, og om, at offentliggørelse sker uden anonymisering af
oplysninger om den indklagede tandlæge, såfremt der er tale om sager, hvor der er givet kritik for alvorlig
eller gentagen forsømmelse.
Stk. 3. Oplysninger om, at vedkommende sundhedsperson har overtrådt lovgivningen ved de forhold, som
de i stk. 1 og 2 nævnte afgørelser vedrører, kan offentliggøres. Der kan dog ikke ske offentliggørelse af
oplysninger om, at sagen oversendes til politiet.
Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte regler om, at Patientklagenævnet varetager
offentliggørelsen af afgørelserne fra tandlægeklagesystemet, jf. stk. 2.
Stk. 5. Sundhedsstyrelsen offentliggør faglige påbud efter § 7, stk. 2, i lov om autorisation af
sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, beslutninger om skærpet tilsyn efter sundhedsloven
samt fratagelser og indskrænkninger i lægers og tandlægers ordinationsret efter lov om udøvelse af
lægegerning og lov om tandlæger.
Sagernes finansiering
§ 18. Regionsråd og kommunalbestyrelser afholder udgifterne til driften af Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn, jf. dog stk. 2. Udgiftsafholdelsen baseres på det antal sager, der rejses for nævnet af
myndigheder samt borgere, der er blevet behandlet af sundhedspersoner omfattet af nævnets virksomhed,
ved institutioner, der drives af regioner og kommuner samt i privat praksis og på private sygehuse
beliggende i regionerne. Udgifterne vedrørende klager over regionsråds og kommunalbestyrelsers
administrative afgørelser efter §§ 6 og 7, der indbringes til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, afholdes
ligeledes af regionsråd og kommunalbestyrelser. Der betales en standardtakst pr. klagesag. Forskellige
standardtakster kan fastsættes for forskellige sagstyper.
Stk. 2. Staten afholder udgifterne ved klager til Patientklagenævnet fra borgere, som er blevet behandlet
ved institutioner, der drives af staten samt, efter aftale med Færøernes eller Grønlands hjemmestyre, ved
sundhedsvæsenet på Færøerne eller i Grønland.
Stk. 3. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om takstfinansieringsordningen
og kan herunder bestemme, at taksterne kan dække andre sager end dem, der vedrører de institutioner og
myndigheder, der er nævnt i stk.1 og 2, og at visse sagsområder ikke indgår i takstbetalingen. Endvidere
kan der fastsættes regler om forudgående opkrævning fra regionsråd og kommunalbestyrelser m.fl. af
acontobetaling til nævnets drift.
Stk. 4. Ministeren nedsætter og fastsætter regler for et kontaktudvalg med repræsentanter for Ministeriet
for sundhed og forebyggelse og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn samt for de takstbetalende
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
myndigheder. Udvalget skal følge takstfinansieringsordningen og afgive indstilling til ministeren om
fastsættelse af sagstaksterne.
Kapitel 3
Patientforsikring
Dækningsområde
§ 19. Der ydes erstatning efter reglerne i dette kapitel til patienter eller efterladte til patienter, som her i
landet påføres skade i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign., som er foretaget
1) på et sygehus eller på vegne af dette,
2) af sundhedspersoner og andet personale som led i den præhospitale indsats efter sundhedsloven,
3) af autoriserede sundhedspersoner ansat i regionstandplejen, ved en odontologisk landsdels- og
videnscenterfunktion eller i forbindelse med levering af de kommunale sundhedsydelser efter
sundhedslovens kapitel 36-41 eller på vegne af disse,
4) på universiteternes tandlægeskoler,
5) af privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner,
6) af læger, der uden at være privatpraktiserende foretager vaccination i henhold til sundhedslovens
§ 158,
7) af læger, der uden at være privatpraktiserende virker som vagtlæger, eller
8) af Sundhedsstyrelsen af sager i henhold til sundhedslovens kapitel 21, regler udstedt i medfør heraf
eller regler udstedt i medfør af § 5 d i lov om sygehusvæsenet som opretholdt ved sundhedslovens
§ 277, stk. 12.
Stk. 2. Med patienter sidestilles personer, der deltager i biomedicinske forsøg, der ikke indgår som led i
diagnostik eller behandling af personens sygdom. Det samme gælder for donorer, hvorfra der udtages væv
og andet biologisk materiale.
Stk. 3. Dette kapitel gælder tillige for patienter, der modtager vederlagsfri behandling eller tilskud til
behandling på sygehuse, klinikker m.v. i udlandet efter sundhedsloven.
Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om, hvilke områder der er
omfattet af stk. 1-3.
Stk. 5. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan henlægge behandlingen af sager efter dette kapitel helt
eller delvis til en privat institution. Ministeren for sundhed og forebyggelse indgår i så tilfælde de
nødvendige aftaler herom.
Stk. 6. Henlægger ministeren for sundhed og forebyggelse behandling af sager efter dette kapitel til en
privat institution, finder forvaltningsloven anvendelse for institutionens virksomhed.
Stk. 7. Henlægger ministeren for sundhed og forebyggelse sine beføjelser efter stk. 5 til en privat
institution, kan ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætte regler om klageadgangen.
Erstatningsberettigende skader
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 20. Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed er forvoldt på en af følgende måder:
1) Hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold
ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling el.lign., hvorved skaden ville være undgået,
2) hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr, der anvendes ved
eller i forbindelse med undersøgelse, behandling el.lign.,
3) hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed
stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været
lige så effektiv til behandling af patientens sygdom, eller
4) hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller behandling indtræder skade i
form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere omfattende, end hvad patienten med
rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens alvor, dels patientens sygdom og
helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for dens
indtræden i betragtning.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte regler om, hvilke skader der efter stk. 1
nærmere er omfattet af loven. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at visse skader efter stk. 1,
nr. 3, er undtaget fra dette kapitel.
§ 21. Skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig diagnose af patientens sygdom, erstattes kun i
de i § 20, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde.
Stk. 2. Ved ulykkestilfælde, der ikke omfattes af § 20, stk. 1, nr. 2, ydes erstatning kun, hvis skadelidte er
under behandling m.v. på et sygehus og ulykken er indtruffet inden for dettes område under sådanne
omstændigheder, at sygehuset måtte antages at have pådraget sig erstatningsansvar herfor efter
almindelige erstatningsretlige regler.
Stk. 3. Erstatning efter dette kapitel ydes ikke for skader, der skyldes egenskaber ved de lægemidler, der er
anvendt ved undersøgelse, behandling el.lign.
§ 22. Til de af § 19, stk. 2, omfattede forsøgspersoner og donorer ydes erstatning for enhver skade, som kan
være forårsaget af forsøget eller af udtagelsen af væv m.v., medmindre det er overvejende sandsynligt, at
skaden har anden årsag.
Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke ved skader, der omfattes af § 21, stk. 3.
Stk. 3. Til de af § 19, stk. 2, omfattede bloddonorer ydes erstatning for skader, der påføres de pågældende
ved ulykkestilfælde i forbindelse med transport til en aftalt eller rekvireret tapning i blodbank eller ved
mobil blodbank, medmindre donoren forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden. Der
ydes dog ikke erstatning efter 1. pkt., såfremt bloddonoren er berettiget til erstatning for skaden efter
anden lovgivning.
§ 23. Det påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, som i sin virksomhed bliver bekendt med skader,
som må antages at kunne give ret til erstatning efter dette kapitel, at informere skadelidte herom samt i
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
fornødent omfang at bistå med anmeldelse til Patientforsikringsforeningen eller til de private institutioner,
hvortil behandlingen af sager efter dette kapitel er henlagt i medfør af § 19, stk. 5.
Erstatningsudmåling m.v.
§ 24. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om erstatningsansvar.
Stk. 2. Erstatning m.v. efter stk. 1 ydes, såfremt den overstiger 10.000 kr. Ministeren for sundhed og
forebyggelse kan fastsætte regler om, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og
smerte kun ydes, såfremt skaden har medført uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere fastsat
periode, der højst kan udgøre 3 måneder.
Stk. 3. Stk. 2 samt regler fastsat i medfør af stk. 2 finder ikke anvendelse på skader, der omfattes af § 22,
stk. 1 eller stk. 3, jf. § 19, stk. 2.
Stk. 4. Erstatning ydes ikke til dækning af regreskrav.
§ 25. Erstatningen til patienten eller dennes efterladte kan nedsættes eller efter omstændighederne helt
bortfalde, hvis patienten forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.
§ 26. I det omfang patienten eller dennes efterladte har fået eller har krav på at få erstatning i henhold til
§ 24, kan erstatningskrav ikke rejses mod nogen, der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for skaden.
§ 27. Hvis den, der efter almindelige erstatningsregler måtte have pådraget sig erstatningsansvar over for
patienten eller dennes efterladte, er omfattet af § 19, kan ydelser i henhold til § 24 kun danne grundlag for
regreskrav, hvis skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
§ 28. I det omfang der er erstatningsansvar efter reglerne i lov om produktansvar, gælder reglerne i §§ 26
og 27 ikke.
§ 29. Pligt til at yde erstatning efter dette kapitel har:
Erstatningsordningens organisation
Erstatningspligt
1) Driftsansvarlige for offentlige sygehuse og den præhospitale indsats efter sundhedsloven.
2) Patientens bopælsregion og, hvis patienten ikke har bopæl her i landet, opholdsregionen for skader i
forbindelse med behandling, som et sygehus m.v. i udlandet er ansvarligt for efter § 19, stk. 3.
3) Driftsansvarlige for regionstandplejen, odontologisk landsdels- og videnscenterfunktion og de
kommunale sundhedsydelser efter sundhedslovens kapitel 36-41.
4) Driftsansvarlige for universiteternes tandlægeskoler.
5) Den region, hvor en privatpraktiserende autoriseret sundhedsperson har sin praksis, eller hvor et privat
sygehus eller en privat klinik m.v. er beliggende, eller hvor en læge, der uden at være privatpraktiserende
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
virker som vagtlæge, eller hvor en læge, der uden at være privatpraktiserende foretager vaccination i
henhold til sundhedslovens § 158, jf. dog stk. 2.
6) Staten, for så vidt angår skader omfattet af § 19, stk. 1, nr. 8.
Stk. 2. I det omfang behandlingen af sager efter dette kapitel henlægges til en privat institution efter § 19,
stk. 5, kan ministeren for sundhed og forebyggelse bestemme, at pligten til at yde erstatning efter dette
kapitel påhviler den pågældende institution eller de pågældende privatpraktiserende autoriserede
sundhedspersoner, som institutionen repræsenterer.
Stk. 3. Såfremt et regionsråd m.v. efter stk. 1, nr. 5, i gentagne tilfælde har ydet erstatning for skader
forvoldt af privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner, private sygehuse m.v., er regionsrådet
forpligtet til at indberette dette til Sundhedsstyrelsen med henblik på en vurdering af, hvorvidt der er
grundlag for at iværksætte tilsynsmæssige foranstaltninger i medfør af sundhedsloven og lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler for, hvornår indberetning til
styrelsen skal foretages.
Forsikringspligt
§ 30. Krav om erstatning efter dette kapitel skal være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab, jf. dog
§ 31, stk. 1.
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der har tegnet forsikringer omfattet af dette kapitel, skal underrette
Patientforsikringsforeningen herom.
Stk. 3. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter de årlige dækningssummer for de i stk. 1 nævnte
forsikringer.
Stk. 4. Dækningssummer fastsat i medfør af stk. 3 reguleres efter reglerne i § 15 i lov om erstatningsansvar.
Stk. 5. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter bestemmelser om forsikringspligtens
gennemførelse, herunder minimumsbetingelser for forsikringsselskabernes tegning af forsikringer omfattet
af dette kapitel. Ministeren fastsætter herunder bestemmelser om,
1) at forsikringsselskaber, der har tegnet forsikringer omfattet af dette kapitel, i fællesskab yder erstatning i
tilfælde af overtrædelse af stk. 1,
2) at forsikringsselskaber, der har tegnet forsikringer omfattet af dette kapitel, i fællesskab yder erstatning i
tilfælde, hvor den enkelte driftsansvarliges erstatningspligt overstiger forsikringens dækningssum fastsat i
medfør af stk. 3,
3) at forsikringsselskaber, der har tegnet forsikringer omfattet af dette kapitel, og selvforsikrende
myndigheder i fællesskab yder erstatning efter § 24, hvor det ikke er muligt med rimelig sikkerhed at
udpege den erstatningspligtige efter § 29.
Stk. 6. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter bestemmelser om maksimering af den fælles
erstatningsforpligtelse efter stk. 5, nr. 1-3.
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 7. Præmier for forsikringerne tillægges udpantningsret og kan inddrives ved indeholdelse i løn m.v.
efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.
§ 31. Staten, regionsråd og kommunalbestyrelser er undtaget fra forsikringspligten efter § 30.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan godkende, at regionsråd og kommunalbestyrelser efter
aftale overtager forsikringspligten efter § 30, stk. 1, for de private driftsansvarlige, jf. § 29. Overtagelsen
kan kun ske for de private driftsansvarlige, som udøver virksomhed inden for regionens eller kommunens
område.
Stk. 3. Regionsråd og kommunalbestyrelser kan kræve omkostningerne ved de i stk. 2 nævnte
forsikringsordninger dækket hos de private driftsansvarlige, der er omfattet af ordningerne.
Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter de årlige dækningssummer for de i stk. 2 nævnte
forsikringer.
Stk. 5. Dækningssummer fastsat i medfør af stk. 4 reguleres efter reglerne i § 15 i lov om erstatningsansvar.
Stk. 6. § 30, stk. 5, nr. 1 og 2, samt stk. 6, finder ikke anvendelse, såfremt et regionsråd eller en
kommunalbestyrelse efter stk. 2 har overtaget forsikringspligten.
Stk. 7. Der er udpantningsret for de i stk. 3 nævnte omkostninger.
Patientforsikringsforeningen
§ 32. Forsikringsselskaber, som har tegnet forsikringer omfattet af dette kapitel, og selvforsikrende
regionsråd og kommunalbestyrelser opretter i fællesskab en patientforsikringsforening og vælger en
bestyrelse for foreningen. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte regler om, at staten kan
blive medlem af bestyrelsen.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter vedtægter for foreningens styrelse og
virksomhed. Udgifter til foreningens drift samt udgifter, der i øvrigt pålægges foreningen efter dette
kapitel, afholdes af forsikringsselskaberne og selvforsikrende myndigheder efter en fordeling, som
fastsættes i vedtægterne.
Stk. 3. Patientforsikringsforeningen afgiver en årlig redegørelse til ministeren for sundhed og forebyggelse
om sin virksomhed.
Sagernes behandling
§ 33. Patientforsikringsforeningen modtager, oplyser og afgør alle erstatningssager efter dette kapitel.
Foreningen kan efter nærmere bestemmelse i vedtægterne bemyndige de enkelte forsikringsselskaber og
selvforsikrende myndigheder til selv at oplyse og afgøre nærmere beskrevne sagstyper.
Stk. 2. Patientforsikringsforeningen kan lade vidner afhøre ved byretten på det sted, hvor de bor.
Stk. 3. Patientforsikringsforeningens afgørelser meddeles vedkommende forsikringsselskab, staten eller
selvforsikrende regionsråd eller kommunalbestyrelse, som herefter skal udbetale de fastsatte ydelser.
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Patientskadeankenævnet
§ 34. Ministeren for sundhed og forebyggelse nedsætter et patientskadeankenævn, der består af en
formand og et af ministeren for sundhed og forebyggelse fastsat antal næstformænd og beskikkede
medlemmer.
Stk. 2. Formanden og næstformændene, der udnævnes af ministeren for sundhed og forebyggelse, skal
være dommere. Nævnets øvrige medlemmer udpeges af Sundhedsstyrelsen, regionsrådene i forening, KL
(Kommunernes Landsforening), Advokatrådet, De Samvirkende Invalideorganisationer og Forbrugerrådet.
Stk. 3. Sundhedsstyrelsen udpeger for de faglige områder, hvor det findes nødvendigt for sagernes
behandling, et antal sagkyndige medlemmer, der alle er fagligt uddannede, jf. stk. 4.
Stk. 4. Ved afgørelsen af den enkelte sag skal nævnet sammensættes af:
1) formanden eller en næstformand,
2) 2 sagkyndige medlemmer udpeget af Sundhedsstyrelsen efter stk. 3 afhængigt af sagens faglige
karakter,
3) 1 medlem udpeget af regionsrådene i forening,
4) 1 medlem udpeget af KL,
5) 1 medlem udpeget af Advokatrådet,
6) 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet og
7) 1 medlem udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer.
Stk. 5. Formanden eller vedkommende næstformand afgør, inden for hvilket fagligt område eller områder
sagkyndige medlemmer efter stk. 4 skal deltage ved afgørelsen af den enkelte sag.
Stk. 6. Nævnet er beslutningsdygtigt, hvis nævnet ved afgørelsen af den enkelte sag består af en formand
eller næstformand samt mindst 4 medlemmer, heraf mindst 1 medlem efter stk. 4, henholdsvis nr. 2 og nr.
5, et medlem efter stk. 4, nr. 3 eller nr. 4, samt 1 medlem efter stk. 4, nr. 6 eller 7.
Stk. 7. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan bemyndige nævnets formand eller en næstformand til
at træffe afgørelse i sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.
Stk. 8. Nævnets formand eller vedkommende næstformand kan bestemme, at særligt sagkyndige eller
andre kan deltage uden stemmeret ved nævnets behandling af sager.
Stk. 9. Nævnets medlemmer udpeges for 4 år. Finder udpegningen sted i løbet af en periode, gælder den
kun til periodens udløb.
Stk. 10. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter efter forhandling med nævnet dettes
forretningsorden.
Stk. 11. Udgifter til drift af nævnet afholdes af forsikringsselskaberne og selvforsikrende myndigheder efter
den fordeling, som fastsættes af ministeren for sundhed og forebyggelse efter § 32, stk. 2, 2. pkt.
§ 35. De afgørelser, der træffes efter § 33, kan indbringes for Patientskadeankenævnet, der har den
endelige administrative afgørelse. Patientskadeankenævnet kan tillægge en klage opsættende virkning.
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Klage til Patientskadeankenævnet indgives inden 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse
om afgørelsen.
Stk. 3. Patientskadeankenævnet kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlig grund hertil.
§ 36. Patientskadeankenævnets afgørelse kan indbringes for retten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre
afgørelsen.
Stk. 2. Indbringelse skal ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.
§ 37. Patientforsikringsforeningen kan af kommunalbestyrelser, regionsråd og andre vedkommende,
herunder sygehuse, institutioner, behandlende læger m.v. samt den skadelidte, forlange meddelt enhver
oplysning, herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som foreningen skønner er af betydning for
behandling af sager efter dette kapitel.
Stk. 2. Patientforsikringsforeningen skal afgive de oplysninger til Patientskadeankenævnet og Ministeriet
for Sundhed og Forebyggelse, som er nødvendige for disse myndigheders varetagelse af opgaver efter
dette kapitel.
Kapitel 4
Erstatning for lægemiddelskader
Anvendelsesområde
§ 38. Til patienter, der påføres fysisk skade som følge af egenskaber ved lægemidler, der er anvendt ved
undersøgelse, behandling el.lign. (lægemiddelskade), ydes erstatning efter reglerne i dette kapitel. Det
samme gælder for efterladte til sådanne patienter.
Stk. 2. Med patienter sidestilles personer, der deltager i kliniske afprøvninger af lægemidler (biomedicinske
forsøg), der ikke indgår som led i diagnostik eller behandling af personens sygdom. Det samme gælder for
donorer, hvorfra der udtages væv og andet biologisk materiale. Til forsøgspersoner og donorer, der er
omfattet af bestemmelsen, ydes også erstatning for psykisk skade.
Stk. 3. Med lægemiddelskade sidestilles skade forårsaget af et lægemiddel på en person, der plejer eller
behandler den, til hvem et lægemiddel er ordineret. Erstatning ydes kun, i det omfang skaden ikke dækkes
af lov om arbejdsskadesikring.
Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte nærmere regler om, hvilke skader efter stk. 1-
3 der er omfattet af dette kapitel.
§ 39. Erstatning ydes kun, hvis lægemidlet erhvervsmæssigt er udleveret i Danmark til forbrug eller kliniske
forsøg med lægemidler. Udleveringen skal være sket gennem apotek, sygehus, læge, tandlæge eller
salgssted godkendt til salg af ikke apoteksforbeholdte håndkøbslægemidler i henhold til lægemiddelloven.
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 40. Ved et lægemiddel forstås i dette kapitel en vare, som er bestemt til at tilføres mennesker for at
forebygge, erkende, lindre, behandle eller helbrede sygdom, sygdomssymptomer og smerter eller for at
påvirke legemsfunktioner.
Stk. 2. Lægemidlet skal være godkendt til markedsføring i Danmark i henhold til gældende regler. Dette
gælder dog ikke for lægemidler, der anvendes ved kliniske forsøg, jf. § 38, stk. 2.
Stk. 3. Magistrelt fremstillede lægemidler og lægemidler, der efter forudgående tilladelse fra
Lægemiddelstyrelsen importeres til brug for enkeltpersoner, er omfattet af reglerne i dette kapitel.
Stk. 4. Naturlægemidler, homøopatiske lægemidler, vitamin- og mineralpræparater er ikke omfattet af
dette kapitel. Dette gælder dog ikke, såfremt disse produkter anvendes ved kliniske afprøvninger
(biomedicinske forsøg) med henblik på at opnå markedsføringstilladelse som lægemiddel, jf. stk. 2, 1. pkt.
Stk. 5. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte nærmere regler om, hvilke lægemidler m.v.
efter stk. 1-4 der er omfattet af dette kapitel.
§ 41. En lægemiddelskade forvoldt af et receptpligtigt lægemiddel erstattes kun, hvis lægemidlet er
ordineret til skadelidte.
§ 42. Som lægemiddelskade anses ikke sygdomme eller anden skade, som
1) skyldes, at lægemidlet ikke har haft den tilsigtede effekt på den pågældende patient, eller
2) skyldes fejl eller forsømmelse i forbindelse med ordination eller udlevering af lægemidlet til
patienten.
§ 43. En lægemiddelskade, der er opstået som følge af bivirkninger af et lægemiddel, erstattes kun, hvis
bivirkningerne efter deres karakter eller omfang går ud over, hvad skadelidte med rimelighed bør
acceptere. Bestemmelsen omfatter både kendte og ukendte samt konkret påregnelige og upåregnelige
bivirkninger.
Stk. 2. Ved afgørelser i henhold til stk. 1 skal der særligt tages hensyn til
1) arten og sværhedsgraden af den sygdom, som behandlingen rettede sig imod,
2) den skadelidtes helbredstilstand,
3) skadens omfang og
4) mulighederne i øvrigt for at tage risikoen for skadens indtræden i betragtning.
Stk. 3. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte nærmere regler om, hvilke lægemiddelskader
efter §§ 41-43 der er omfattet af dette kapitel.
§ 44. Der ydes kun erstatning, hvis skaden med overvejende sandsynlighed er forårsaget ved brug af
lægemidler.
§ 45. Det påhviler enhver autoriseret sundhedsperson, som i sin virksomhed bliver bekendt med skader,
som må antages at kunne give ret til erstatning efter dette kapitel, at informere skadelidte herom samt i
fornødent omfang at bistå med anmeldelse til Patientforsikringsforeningen.
Erstatningsudmåling m.v.
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 46. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter reglerne i lov om erstatningsansvar, jf. dog reglerne i dette
kapitel.
Stk. 2. Erstatning m.v. ydes kun, såfremt beløb fastsat efter stk. 1 overstiger 3.000 kr.
Stk. 3. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte regler om, at erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte kun ydes, såfremt skaden har medført
uarbejdsdygtighed eller sygdom ud over en nærmere fastsat periode, der højst kan udgøre 3 måneder.
Stk. 4. Stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse på lægemiddelskader, der er omfattet af § 38, stk. 2.
§ 47. Erstatning ydes ikke til dækning af afledte regreskrav, jf. § 17 i lov om erstatningsansvar.
§ 48. Erstatningen til patienten eller dennes efterladte kan nedsættes eller efter omstændighederne helt
bortfalde, hvis patienten forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.
§ 49. Ved en serieskade forstås lægemiddelskader, som er påført flere personer og forårsaget af samme
egenskab hos samme substans i et eller flere lægemidler, og
1) som beror på bivirkninger, der ikke på tidspunktet for lægemidlets udlevering var angivet i det af
Lægemiddelstyrelsen godkendte resumé af lægemidlets egenskaber eller registreret i lægemiddelkataloget,
og som medfører skade af en sådan karakter, at denne ikke ved lægemidlets udlevering burde være
forudset af en fagmand, eller
2) som skyldes en defekt ved lægemidlet som følge af instruktions-, fabrikations- eller distributionsfejl.
Stk. 2. En serieskade henføres til det år, hvor det første erstatningskrav rejses over for ministeren for
sundhed og forebyggelse eller Patientforsikringsforeningen, jf. § 55, uanset hvornår de senere skader
anmeldes.
§ 50. Erstatningssummen for skader i henhold til loven er begrænset til 150 mio. kr. pr. kalenderår.
Stk. 2. Erstatningssummen for hver enkelt serieskade, jf. § 49, er dog begrænset til 100 mio. kr.
Stk. 3. Erstatningssummen for lægemiddelskader ved kliniske afprøvninger af lægemidler (biomedicinske
forsøg) er begrænset til 25 mio. kr. pr. forsøg.
Stk. 4. Erstatningen kan ikke overstige 5 mio. kr. pr. skadelidte.
§ 51. Er de i § 50 angivne beløb ikke tilstrækkelige til at dække alle de skadelidtes krav, foretages en
forholdsmæssig nedsættelse af de enkelte krav, dog kun i endnu ikke udbetalte erstatningsbeløb. Viser det
sig, efter at en skade er indtruffet, at en sådan nedsættelse kan blive nødvendig, kan det bestemmes, at
erstatningen indtil videre alene ydes med en del af de anerkendte krav.
§ 52. I det omfang patienten eller dennes efterladte har fået eller har krav på at få erstatning i henhold til
dette kapitel, kan erstatningskrav ikke rejses mod nogen, der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for
skaden.
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke i de tilfælde, hvor der er erstatningsansvar efter reglerne i lov om
produktansvar.
§ 53. I det omfang staten yder erstatning efter dette kapitel, indtræder Ministeriet for Sundhed og
Forebyggelse i patientens krav mod lægemiddelproducenter og mellemhandlere i henhold til lov om
produktansvar.
Stk. 2. Staten kan afholde udgifter til advokat, sagsanlæg m.v. til inddrivelse af erstatning fra
lægemiddelproducenter og mellemhandlere efter lov om produktansvar, jf. stk. 1. Inddrevne
erstatningsbeløb i forbindelse hermed tilgår staten.
Erstatningsordningens finansiering
§ 54. Udgifter til erstatninger samt andre udgifter til erstatningsordningen afholdes af staten.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse foretager beregning og udbetaling af erstatninger.
Ministeren for sundhed og forebyggelse kan bemyndige andre, herunder private, til at foretage beregning
og udbetaling af erstatninger m.v. efter denne bestemmelse.
Sagernes behandling
§ 55. Ministeren for sundhed og forebyggelse behandler og træffer afgørelse i sager efter dette kapitel.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan bemyndige Patientforsikringsforeningen, jf. kapitel 2, til
at behandle og træffe afgørelse i sager efter stk. 1. Patientforsikringsforeningens udgifter i forbindelse
hermed afholdes af staten, jf. § 54, stk. 1.
Stk. 3. I tilfælde, hvor ministeren for sundhed og forebyggelse har bemyndiget andre end offentlige
myndigheder til at varetage opgaver efter dette kapitel, finder forvaltningsloven tilsvarende anvendelse.
Lægemiddelskadeankenævnet
§ 56. Ministeren for sundhed og forebyggelse nedsætter et lægemiddelskadeankenævn, som består af
1) en af ministeren for sundhed og forebyggelse udnævnt formand, som skal være dommer,
2) 2 medlemmer udpeget af ministeren for sundhed og forebyggelse,
3) 1 medlem udpeget af Sundhedsstyrelsen,
4) 1 medlem udpeget af Lægemiddelstyrelsen,
5) 2 medlemmer udpeget af regionsrådene i forening,
6) 1 medlem udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer og
7) 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan bemyndige nævnets formand til at træffe afgørelse i
sager, der ikke skønnes at frembyde tvivl.
Stk. 3. Lægemiddelskadeankenævnets medlemmer udpeges for 4 år. Finder udpegningen sted i løbet af en
periode, gælder den kun til periodens udløb.
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter efter forhandling med
Lægemiddelskadeankenævnet dettes forretningsorden. Ministeren kan heri fastsætte regler om honorar til
nævnets formand og medlemmer.
Stk. 5. Udgifter til drift af Lægemiddelskadeankenævnet afholdes af staten, jf. § 54, stk. 1.
§ 57. De afgørelser, der træffes efter § 55, stk. 1, kan indbringes for Lægemiddelskadeankenævnet, der har
den endelige administrative afgørelse. Lægemiddelskadeankenævnet kan tillægge en klage opsættende
virkning.
Stk. 2. Klage til Lægemiddelskadeankenævnet skal indgives inden 3 måneder efter, at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen.
Stk. 3. Lægemiddelskadeankenævnet kan se bort fra overskridelse af klagefristen, når der er særlige grunde
hertil.
Stk. 4. Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse kan indbringes for retten. Indbringelse skal ske inden 6
måneder efter, at afgørelsen er meddelt.
§ 58. Ministeren for sundhed og forebyggelse eller den, ministeren bemyndiger til at varetage opgaver
efter dette kapitel, kan af kommunalbestyrelser, regionsråd og andre vedkommende, herunder sygehuse,
apoteker, institutioner, behandlende læger m.v. samt den skadelidte og vedkommende medicinalfirma,
forlange meddelt enhver oplysning, herunder sygehusjournaler, journaloptegnelser m.v., som skønnes at
være af betydning for behandling af sager efter dette kapitel.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse eller den, ministeren bemyndiger til at varetage opgaver
efter dette kapitel, skal afgive de oplysninger til Lægemiddelskadeankenævnet, som er nødvendige for
nævnets varetagelse af opgaver efter dette kapitel.
Kapitel 5
Forældelses- og straffebestemmelser
§ 59. Erstatningskrav efter kapitel 3 skal være anmeldt til Patientforsikringsforeningen senest 3 år efter, at
den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden.
Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav indtræder dog senest 10 år efter den dag, hvor skaden er forårsaget.
§ 60. Erstatningskrav efter kapitel 4 skal være anmeldt til ministeren for sundhed og forebyggelse eller den,
ministeren bemyndiger til at varetage opgaver efter dette kapitel, senest 3 år efter, at den
erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden.
Stk. 2. Forældelse af erstatningskrav efter dette kapitel indtræder dog senest 10 år efter den dag, hvor
lægemidlet er udleveret til skadelidte.
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 61. Undlader en sundhedsperson at efterkomme en forpligtelse efter § 14, stk. 2, straffes vedkommende
med bøde.
§ 62. Overtrædelse af § 30, stk. 1, straffes med bøde. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 6
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 63. Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2. Samtidig ophæves følgende lovbestemmelser:
1) Kapitel 3 og § 27, stk. 2 og 3, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 790 af 10. september 2002, som ændret senest ved § 20 i lov nr. 69 af 4. februar 2004.
2) Lov om patientforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997. Loven finder dog fortsat
anvendelse på skader, der er forårsaget inden nærværende lovs ikrafttræden.
3) Lov nr. 1120 af 20. december 1995 om erstatning for lægemiddelskader. Loven finder dog fortsat
anvendelse, såfremt det lægemiddel, der har forvoldt skaden, er udleveret til skadelidte inden
nærværende lovs ikrafttræden.
Stk. 3. § 17 træder i kraft den 1. januar 2006 og finder anvendelse på klage- og tilsynssager, hvori der er
truffet afgørelse efter den 1. januar 2006 eller senere efter ministeren for sundhed og forebyggelses
bestemmelse.
Stk. 4. § 18 træder i kraft den 1. januar 2006, dog således at amtskommuner, Hovedstadens
Sygehusfællesskab, Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommuner i 2006 afholder udgifterne til
nævnets drift. Udgiftsafholdelsen baseres i 2006 på det antal sager, der rejses for nævnet af myndigheder
samt borgere, der er blevet behandlet af sundhedspersoner omfattet af nævnets virksomhed ved
institutioner, der drives af amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab samt Københavns,
Frederiksberg og Bornholms Kommuner samt i privatpraksis og på private sygehuse beliggende i de nævnte
kommuner.
Stk. 5. Regler, der er fastsat med hjemmel i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v., lov
om patientforsikring og lov om erstatning for lægemiddelskader, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller
afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.
§ 64. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan for Færøerne sættes i kraft ved kongelig
anordning med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Lov nr. 538 af 8. juni 2006 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser for så vidt angår § 77, der
ændrer lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet 1) .
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 105. Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2-22 og § 106.
Stk. 2. Reglerne om retternes saglige og stedlige kompetence og om rettens sammensætning som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 3, 55, 77, 79, 113, 115, 122 og 123, og §§ 4 – 6, 8, 29, 32 – 40, 46, 47, 75 – 77, 83, 84,
87 – 96, 98 og 102 finder anvendelse i borgerlige straffesager, der anlægges efter lovens ikrafttræden, eller
som der henvises til behandling ved byretten i medfør af stk. 8, og i straffesager, hvor der ved lovens
ikrafttræden ikke er rejst tiltale i 1. instans, jf. dog stk. 6, 2. pkt.
Stk. 3. …
Lov nr. 432 af 8. maj 2007 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser 2) .
§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Stk. 2. Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet finder anvendelse på skader, som er
omfattet af lovens § 19, stk. 1, nr. 8, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, eller som er påført i forbindelse
med behandling foretaget af Sundhedsstyrelsen i henhold til § 5 d i lov om sygehusvæsenets centralstyrelse
eller regler udstedt i medfør heraf, selvom skaden er forårsaget inden denne lovs ikrafttræden.
Stk. 3. § 59, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og de almindelige
regler om forældelse af fordringer finder ikke anvendelse på skader omfattet af stk. 2, hvis skaden er
anmeldt til Patientforsikringen inden 1 år efter lovens ikrafttræden.
Lov nr. 523 af 6. juni 2007 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser for så vidt angår § 24, der
ændrer lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet 3) .
§ 2. Loven træder i kraft den 1. januar 2008.
Stk. 2. Loven finder anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er
forældet efter de hidtil gældende regler. Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre
fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter de hidtil gældende bestemmelser som efter
de bestemmelser, der gælder efter lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 7. I det sidstnævnte tilfælde anvendes
det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden.
Stk. 3. Afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, har fortsat virkning som
afbrydelse, selv om den ikke er sket på den efter lovens ikrafttræden foreskrevne måde.
Stk. 4. …
Lov nr. 1405 af 27. december 2008 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse 4) .
§ 2. Loven træder i kraft den 1. januar 2009.
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. § 1, nr. 1, har virkning fra den 1. december 2008.
Officielle noter
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, den 21. januar 2009
Jakob Axel Nielsen
1) Lovændringen vedrører § 36, stk. 1 og § 57, stk. 4, 1. pkt.
2) Lovændringen vedrører § 19, stk. 1, § 29, stk. 1 og § 31, stk. 1.
3) Lovændringen vedrører § 59, stk. 1.
4) Lovændringen vedrører § 7 og § 9.
Omtryksnote
31-03-2009:
Bekendtgørelse nr. 24 af 21. januar 2009 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet er omtrykt på grund af fejl:
/ Mogens Jørgensen
Det fremgår af indledningen til lovbekendtgørelsen, at lov nr. 538 er fra den 8. juni 1006. Årstallet er rettet
til 2006.
2.1.22 Bekendtgørelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.23 Lov om ændring af lov om offentlighed i forvaltningen
(Aktindsigt i ministerkalendere)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen, som ændret bl.a. ved lov nr. 276 af 13.
maj 1998 og senest ved § 5 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, foretages følgende ændring:
1. I § 2, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:
»Loven gælder endvidere ikke for sager om førelse af en ministerkalender.«
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Begæringer om aktindsigt i
ministerkalendere, som er indgivet før den 5. maj 2009, afgøres efter de hidtil gældende regler.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 2
§ 3
Givet på Kongeskibet Dannebrog, den 4. juni 2009
MARGRETHE R.
2.1.23 Lov om ændring af lov om offentlighed i forvaltningen

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.1.24 Lov om ændring af forvaltningsloven og lov om behandling af
personoplysninger
(Udveksling af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
§ 1
I forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1365 af 7. december 2007, foretages følgende
ændringer:
1. § 28, stk. 1-5, ophæves, og i stedet indsættes:
»For videregivelse af oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden
forvaltningsmyndighed gælder reglerne i § 5, stk. 1-3, §§ 6-8, § 10, § 11, stk. 1, § 38 og § 40 i lov
om behandling af personoplysninger, jf. denne lovs § 1, stk. 3.
Stk. 2. Oplysninger af fortrolig karakter, som ikke er omfattet af stk. 1, må kun videregives til en
anden forvaltningsmyndighed, når
1) den, oplysningen angår, udtrykkeligt har givet samtykke,
2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, eller
3) det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller
for en afgørelse, myndigheden skal træffe.
Stk. 3. Ved samtykke efter stk. 2, nr. 1, forstås enhver frivillig, specifik og informeret
viljestilkendegivelse, hvorved den, oplysningen angår, indvilger i, at oplysningen videregives.
Stk. 4. Et samtykke efter stk. 3 kan tilbagekaldes.«
Stk. 6 bliver herefter stk. 5.
2. I § 28, stk. 6, der bliver stk. 5, ændres »stk. 1 og 3« til: »stk. 2«
§ 2
I lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger, som ændret ved § 7 i lov nr. 280
af 25. april 2001, § 6 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, § 2 i lov nr. 519 af 6. juni 2007 og lov nr. 188 af
18. marts 2009, foretages følgende ændringer:
2.1.24 Lov om ændring af forvaltningsloven og lov om behandling af personoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1. I § 1 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Lovens § 5, stk. 1-3, §§ 6-8, § 10, § 11, stk. 1, § 38 og § 40 gælder også for manuel
videregivelse af personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed. Datatilsynet fører i
overensstemmelse med lovens kapitel 16 tilsyn med videregivelse som nævnt i 1. pkt.«
Stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.
2. I § 1, stk. 5, ændres »stk. 3« til: »stk. 4«.
3. I § 1, stk. 6, ændres »stk. 4« til: »stk. 5«.
Loven træder i kraft den 1. juli 2009.
§ 3
§ 4
Stk. 1. Lovens § 1 gælder ikke for sager om færøske eller grønlandske anliggender, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for sådanne sager med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger. Dette gælder dog kun for sager, der er eller har været under behandling
af rigsmyndigheder.
Stk. 2. Lovens § 2 gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lovens § 2 kan dog ved kongelig
anordning sættes i kraft for rigsmyndighedernes behandling af oplysninger på Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Lovens § 2 kan ved kongelig anordning
endvidere sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold
tilsiger.
Givet på Christiansborg Slot, den 12. juni 2009
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/Brian Mikkelsen
2.1.24 Lov om ændring af forvaltningsloven og lov om behandling af personoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.1 Bekendtgørelse om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i
henhold til strafferetlig afgørelse
I medfør af § 42 i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 2.
december 1998, fastsættes:
§ 1. Denne bekendtgørelse gælder for personer, der er indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til en
retsafgørelse, som er truffet i medfør af straffelovens § 68 eller § 69 eller retsplejelovens § 765, § 777 eller
§ 809, stk. 2.
§ 2. Bestemmelserne i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og de i medfør af loven
udfærdigede forskrifter finder tilsvarende anvendelse på de i § 1 nævnte personer. Det gælder dog ikke
lovens §§ 5-11, § 21, stk. 2, og bestemmelserne i kapitel 10 om klageadgang og domstolsprøvelse med
hensyn til afgørelser om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.
Stk. 2. Bestemmelserne i lovens §§ 24-29 om patientrådgivere gælder kun i tilfælde, hvor den
pågældende ikke har en bistandsværge efter straffelovens § 71.
§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1999.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 605 af 23. august 1990 om personer indlagt på psykiatrisk
afdeling i henhold til strafferetlig afgørelse.
Justitsministeriet, den 14. december 1998
Frank Jensen
/Poul Dahl Jensen
2.2.1 Bekendtgørelse om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig
afgørelse

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.2 Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved gennemførelse af
tvangsindlæggelser
Lovtidende A 2010 Udgivet den 7. december 2010
2. december 2010. Nr. 1340.
I medfør af § 9, stk. 3, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af
1. november 2006, fastsættes:
Kapitel 1
Tilkaldelse af læge
§ 1. Såfremt en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv søger fornøden behandling, skal
den pågældendes nærmeste tilkalde en læge, jf. § 6, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i
psykiatrien.
Stk. 2. Ved en persons nærmeste forstås i første række personens ægtefælle, samlever, forældre,
voksne børn og personer, der hører til den pågældendes husstand. Hvis den pågældende opholder
sig i institution, påhviler pligten til at tilkalde læge institutionens personale.
§ 2. Tilkalder de nærmeste eller andre ikke en læge, skal politiet tilkalde en læge.
Stk. 2. Politiet skal så vidt muligt tilkalde den alment praktiserende læge, som den syge
sædvanligvis benytter, dennes stedfortræder eller lægevagten i området.
Kapitel 2
Den indlæggende læge
§ 3. Såfremt lægen efter at have undersøgt den pågældende finder, at indlæggelse er nødvendig,
skal lægen i overensstemmelse med bestemmelsen i lovens § 3, stk. 1, søge at opnå patientens
samtykke til indlæggelsen og i den forbindelse vejlede patienten navnlig om formålet med
indlæggelsen og om udsigterne til en bedring af tilstanden, jf. lovens § 3, stk. 2.
Stk. 2. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid til at overveje
spørgsmålet om indlæggelse, jf. lovens § 4, stk. 1.
§ 4. Giver patienten ikke sit informerede samtykke til indlæggelse, afgør lægen, om
tvangsindlæggelse er påkrævet.
Stk. 2. Er betingelserne for tvangsindlæggelse i lovens § 5 opfyldt, skal tvangsindlæggelse ske.
§ 5. Skal tvangsindlæggelse finde sted, udfærdiger lægen en erklæring, der skal indeholde en
angivelse af den formodede diagnose, patientens sindstilstand og de omstændigheder, hvorpå
lægen støtter, at betingelserne i lovens § 5, nr. 1 (behandlingsindikation), eller nr. 2
(farlighedsindikation), er opfyldt.
2.2.2 Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Erklæringen skal afgives på grundlag af lægens egen undersøgelse foretaget med henblik på
den aktuelle indlæggelse.
Stk. 3. Lægeerklæringen skal udfærdiges snarest muligt, efter at undersøgelsen er afsluttet.
Stk. 4. Lægen afleverer eller sender den udarbejdede lægeerklæring til politiet med henblik på
tvangsindlæggelsens iværksættelse.
Kapitel 3
Tvangsindlæggelsens iværksættelse
§ 6. Politidirektøren eller den, som politidirektøren bemyndiger hertil, træffer bestemmelse om
tvangsindlæggelsens iværksættelse.
§ 7. Den, der skal træffe bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse, skal påse, at lovens
betingelser for tvangsindlæggelse er opfyldt, herunder at den i loven fastsatte fremgangsmåde er
fulgt, og at lægeerklæringen indeholder de fornødne oplysninger som grundlag for
tvangsindlæggelsen.
§ 8. Politiet træffer aftale med den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelsen skal finde sted,
om tidspunktet for tvangsindlæggelsens iværksættelse, med mindre omgående iværksættelse af
indlæggelsen er nødvendig.
§ 9. Sker indlæggelsen i medfør af lovens § 5, nr. 2 (farlighedsindikation), skal den indlæggende
læge så vidt muligt være til stede, indtil politiet forlader stedet med den, der skal tvangsindlægges.
§ 10. Hvis tvangsindlæggelsen sker i medfør af lovens § 5, nr. 1 (behandlingsindikation), skal
politiet, såfremt tvangsindlæggelsen ikke iværksættes i umiddelbar fortsættelse af den
indlæggende læges undersøgelse af patienten, underrette den indlæggende læge om tidspunktet
for gennemførelsen af tvangsindlæggelsen. Underretningen skal gives snarest muligt, efter at
tidspunktet for tvangsindlæggelsen er fastsat.
Stk. 2. Den indlæggende læge skal så vidt muligt komme til stede ved gennemførelsen af
tvangsindlæggelsen. Lægen skal i den forbindelse på ny vejlede patienten i overensstemmelse
med lovens §§ 3 og 31 samt påse, at betingelserne for tvangsindlæggelse fortsat er opfyldt.
§ 11. Ved gennemførelse af tvangsindlæggelsen skal politiet påse, at lægens undersøgelse ved
tvangsindlæggelse efter lovens § 5, nr. 2 (farlighedsindikation), er foretaget inden for det seneste
døgn og ved tvangsindlæggelse efter lovens § 5, nr. 1 (behandlingsindikation), inden for de
seneste 7 dage forud for tvangsindlæggelsen, jf. lovens § 7, stk. 3.
Stk. 2. Er fristerne i lovens § 7, stk. 3, ikke overholdt, kan tvangsindlæggelse kun ske, såfremt der
foretages en ny lægeundersøgelse af patienten og udfærdiges nye indlæggelsespapirer.
§ 12. Tvangsindlæggelsen skal gennemføres så skånsomt og diskret som muligt, således at der ikke
forvoldes unødig krænkelse eller ulempe, jf. lovens § 4, stk. 3. De medvirkende
polititjenestemænd skal så vidt muligt være civilklædte. Befordres patienten i et af politiets
køretøjer, skal dette så vidt muligt ske i et civilt tjenestekøretøj.
§ 13. Politiet skal inden indlæggelsens iværksættelse så vidt muligt underrette en eller flere af
patientens nærmeste om tvangsindlæggelsen.
2.2.2 Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Tvangsindlæggelsens gennemførelse skal så vidt muligt ske efter aftale med den eller de
personer, hos hvem den pågældende bor eller opholder sig.
Stk. 3. Såfremt underretning efter stk. 1 undtagelsesvis ikke har kunnet foretages forud for
tvangsindlæggelsens gennemførelse, skal politiet snarest muligt underrette en eller flere af
patientens nærmeste om tvangsindlæggelsen.
Kapitel 4
Modtagelse af patienten
§ 14. Overlægen ved den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted, træffer
afgørelse om, hvor vidt betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, jf. lovens
§ 9, stk. 2. I overlægens fravær kan afgørelsen træffes af en anden læge på den psykiatriske
afdeling. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen, jf.
lovens § 4 a.
Stk. 2. Hvis tvangsindlæggelsen sker efter lovens § 5, nr. 2 (farlighedsindikation), skal patienten
straks modtages på sygehuset eller afdelingen.
Stk. 3. Hvis tvangsindlæggelsen sker efter lovens § 5, nr. 1 (behandlingsindikation), skal patienten
modtages snarest muligt og senest 7 dage, efter at den indlæggende læge har undersøgt
patienten.
Kapitel 5
Ikrafttræden
§ 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. december 2010.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1498 af 14. december 2006 om fremgangsmåden ved
gennemførelse af tvangsindlæggelser.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 2. december 2010
BERTEL HAARDER
/ Susanne Beck Petersen
2.2.2 Bekendtgørelse om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.3 Bekendtgørelse om underretning og klagevejledning i forbindelse
med anvendelse af tvang i psykiatrien.
Lovtidende A 2010 Udgivet den 7. december 2010.
2. december 2010. Nr. 1343.
I medfør af § 33 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1.
november 2006, fastsættes:
Kapitel 1
Underretning
Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse
§ 1. Når den indlæggende læge skønner, at tvangsindlæggelse
er påkrævet, jf. lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
§ 6, stk. 2, skal lægen underrette patienten herom.
Stk. 2. Den indlæggende læge skal samtidig underrette patienten om baggrunden for
tvangsindlæggelsen samt om formålet hermed og vejlede patienten om udsigterne til en bedring
af helbredstilstanden, jf. lovens §§ 3 og 31.
Samme pligt påhviler den modtagende afdelings læge.
§ 2. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest inden 24
timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske.
Fremsættes anmodningen om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse
har fundet sted, skal overlægens beslutning dog meddeles senest 48 timer regnet fra
tvangsindlæggelsen.
§ 3. Har overlægen besluttet, at tvangstilbageholdelse skal ske, skal underretningen indeholde
oplysning om baggrunden for beslutningen om tvangstilbageholdelse, om formålet hermed og om
udsigterne til en bedring af helbredstilstanden.
§ 4. Såfremt overlægen ved efterprøvelsen af frihedsberøvelsen efter lovens § 21, stk. 2, træffer
afgørelse om, at frihedsberøvelsen skal opretholdes, skal patienten og patientrådgiveren
underrettes om afgørelsen.
§ 5. Når betingelserne for frihedsberøvelse i lovens § 5 ikke længere er opfyldt, skal
frihedsberøvelsen straks bringes til ophør.
Patienten og patientrådgiveren underrettes straks herom, jf. lovens § 11.
Tvangsbehandling, fiksering m.v.
§ 6. Når tvangsbehandling efter lovens kapitel 4 eller tvungen opfølgning efter udskrivning,
tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og
2.2.3 Bekendtgørelse om underretning og klagevejledning i forbindelse med anvendelse af tvang i
psykiatrien.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
særlige dørlåse, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering samt aflåsning af patientstue
på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, personlig skærmning,
aflåsning af døre i afdelingen og personlig hygiejne under anvendelse af tvang efter lovens kapitel
5 eller undersøgelse af post, patientstuer, ejendele og kropsvisitation efter lovens kapitel 5 a
skønnes at være påkrævet, skal patienten underrettes herom.
Stk. 2. Underretningen skal indeholde oplysning om det nærmere indhold af den påtænkte tvang,
baggrunden for at anvende tvang og formålet hermed.
Ved tvangsbehandling skal patienten endvidere vejledes om udsigten til en bedring af
helbredstilstanden og behandlingens virkninger og mulige bivirkninger.
§ 7. Ved tvangsfikseringer, der udstrækkes i længere tid end 48 timer, skal patienten og
patientrådgiveren, hvis der er uenighed imellem den behandlende læges og den eksterne læges
vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering,
jf. lovens § 21, stk. 5 og 6, underrettes herom.
§ 8. Underretningen i medfør af § 6, skal foretages snarest muligt, og inden den påtænkte tvang
anvendes.
Stk. 2. Ved tvangsfiksering eller anvendelse af fysisk magt i medfør af lovens
§§ 14-17 kan underretningen dog undlades i særlig hastende tilfælde, herunder navnlig i tilfælde
hvor tvang anvendes for at afværge overhængende fare. I disse tilfælde skal patienten snarest
muligt efter tvangsindgrebets iværksættelse underrettes om begrundelsen for at anvende tvang
og om formålet hermed.
Underretningens form
§ 9. Underretningen foretages mundtligt og skriftligt. Underretningen i henhold til § 1, stk. 1,
foretages dog alene mundtligt.
Kapitel 2
Klagevejledning
Almindelige regler
§ 10. Ved enhver anvendelse af tvang skal patienten vejledes om adgangen til at påklage indgrebet
samt oplyses om, i hvilket omfang en klage har opsættende virkning, jf. lovens § 32, stk. 2 og 3.
§ 11. Klagevejledningen skal så vidt muligt gives i forbindelse med, at patienten underrettes om
tvangsindgrebet.
Stk. 2. Såfremt en klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning efter
lovens § 32, stk. 3, skal klagevejledning gives snarest muligt og inden tvangsbehandlingen
iværksættes.
Vejledningens indhold
§ 12. Ved tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvungen
opfølgning efter udskrivning i henhold til lovens § 13 d, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt,
2.2.3 Bekendtgørelse om underretning og klagevejledning i forbindelse med anvendelse af tvang i
psykiatrien.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige
alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24
timer, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue
på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, skal patienten vejledes om
adgangen til at påklage indgrebet til det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen.
Patienten skal endvidere vejledes om, at klagen vil blive indbragt for det psykiatriske
patientklagenævn
ved statsforvaltningen af sygehusmyndigheden, såfremt patienten eller patientråd-giveren
fremsætter begæring herom, jf. lovens § 35.
Stk. 2. Patienten skal endvidere efter anmodning vejledes om klagesagsproceduren for det
psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen, herunder om patientens og
patientrådgiverens ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet samt om fristen for nævnets
afgørelse, jf. lovens § 36.
Vejledningens form
§ 13. Klagevejledning gives mundtligt. Klagevejledningen skal endvidere gives skriftligt, såfremt
patienten fremsætter begæring herom.
Kapitel 3
Ikrafttræden
§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. december 2010.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1497 af 14. december 2006 om underretning og
klagevejledning til patienter i forbindelse med anvendelse af tvang i psykiatrien.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 2. december 2010
BERTEL HAARDER
/ Susanne Beck Petersen
2.2.3 Bekendtgørelse om underretning og klagevejledning i forbindelse med anvendelse af tvang i
psykiatrien.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.4 Bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end
frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger
Lovtidende A 2010 Udgivet den 7. december 2010
2. december 2010. Nr. 1338.
I medfør af § 12, stk. 6, § 13, stk. 3, § 13 e, § 19 og § 21, stk. 5, i lov om anvendelse af tvang i
psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november 2006, som ændret ved lov nr. 533 af 26.
maj 2010 og lov nr. 708 af 25. juni 2010, fastsættes:
Kapitel 1
Tvangsbehandling
Almindelige betingelser
§ 1. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der er indlagt og opfylder
betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien.
Stk. 2. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. I overlægens fravær kan beslutning
træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest tage stilling til
beslutningen.
Stk. 3. Afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med reglerne i
lovens § 4 om det mindste middels princip.
Tvangsmedicinering m.v.
§ 2. Tvangsmedicinering må kun anvendes, når andre behandlingsmuligheder må anses for
uanvendelige.
§ 3. Tvangsmedicinering forudsætter, at vedvarende forsøg er gjort på at forklare patienten
behandlingens nødvendighed, bortset fra akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er
til fare for patientens liv eller helbred.
Stk. 2. Forud for overlægens afgørelse efter § 1, stk. 2, skal patienten have en passende
betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til
behandlingen.
Patienten har dog krav på højst tre dages betænkningstid.
Stk. 3. Overlægen skal i sin vurdering af betænkningstidens varighed, jf. stk. 2, bl.a. lægge vægt på
sygdommens alvorlighed og varighed, patientens ambivalens i forhold til behandlingstilbuddet, om
den manglende medicinering vil kunne medføre anvendelse af andre former for tvang, samt
patientens forpinthed m.v.
Stk. 4. Forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling skal patienten så vidt muligt have
haft mulighed for at drøfte spørgsmålet med sin patientrådgiver.
2.2.4 Bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 5. I betænkningstiden skal patienten dagligt tilbydes medicin til frivillig indtagelse, og den
forsøgte motivation skal journalføres.
Stk. 6. Tvangsmedicinering forudsætter, bortset fra de i stk. 1 nævnte akutte farlige situationer, at
patienten og patientrådgiveren er fuldt informeret om behandlingens formål, virkninger og mulige
bivirkninger.
§ 4. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med
færrest mulige bivirkninger.
Stk. 2. Ved afprøvede lægemidler forstås præparater, som er godkendt ved en
markedsføringstilladelse efter lægemiddellovens § 7 og som markedsføres her i landet.
Stk. 3. Ordinationen skal følge de retningslinjer, der er fastsat i forbindelse med udstedelse af
markedsføringstilladelsen.
Stk. 4. Forekomst af bivirkninger skal observeres nøje og skal, så snart de konstateres, søges
modvirket bedst muligt. Det skal i den forbindelse nøje overvejes, om tvangsmedicineringen bør
opretholdes i det hidtidige omfang.
Stk. 5. Brug af ekstraordinært store doser må ikke finde sted.
§ 5. Depotpræparater bør i videst muligt omfang undgås og må ikke være begyndelsesbehandling
ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen, man ikke kender.
§ 6. Ved tvangsmedicinering skal der altid være en læge til stede.
§ 7. Tvangsernæring må kun gennemføres, hvis patienten opfylder betingelserne i § 1, stk. 1, og
tvangsernæringen er nødvendig for at redde patientens liv, eller hvor undladelse vil medføre en
alvorlig risiko for patientens liv eller helbred.
§ 8. Tvangsbehandling med elektrostimulation må kun iværksættes, hvis patienten opfylder
betingelserne i § 1, stk. 1, og befinder sig i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand.
Tvangsbehandling af en legemlig lidelse
§ 9. En person, som opfylder betingelserne for frihedsberøvelse,
jf. lovens § 5, og som ikke giver sit informerede samtykke til behandling af en legemlig lidelse, kan
undergives tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt lidelsen udsætter patientens liv eller
helbred for væsentlig fare.
Stk. 2. Er patienten ikke indlagt på en psykiatrisk afdeling, er det endvidere en betingelse for
tvangsbehandling, at der forinden er udarbejdet erklæring om tvangsindlæggelse, og at overlægen
på vedkommende psykiatriske afdeling har truffet afgørelse om, at betingelserne for
tvangsindlæggelse er opfyldt.
Stk. 3. Beslutning om tvangsbehandling som nævnt i stk. 1 træffes af vedkommende psykiatriske
overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab.
§ 10. Når der ved ophold på somatisk afdeling er behov for at anvende tvang, kan dette alene ske
efter den psykiatriske overlæges og overlægen på den somatiske afdelings bestemmelse efter
reglerne i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien.
2.2.4 Bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Iværksættelse af tvangsforanstaltninger efter stk. 1 foretages af plejepersonalet fra
psykiatrisk afdeling i samarbejde med personalet fra den somatiske afdeling.
§ 11. Så snart patientens tilstand og den somatiske behandling tillader det, skal patienten, efter
aftale mellem den psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling,
flyttes til psykiatrisk afdeling.
Klage
§ 12. Klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående
gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for
væsentlig fare, eller for at afværge at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide
skade på legeme eller helbred.
Kapitel 2
Tvungen opfølgning efter udskrivning
§ 13. Tvungen opfølgning efter udskrivning må alene anvendes over for personer, der opfylder
betingelserne herfor, jf. lovens § 13 d.
Stk. 2. Overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan alene indeholde et
pålæg til patienten om at møde op til medicinsk behandling i det psykiatriske sygehusvæsen,
herunder distriktspsykiatrien.
Stk. 3. Det skal anføres i patientjournalen, hvilke forhold, der forud for og i forbindelse med den
aktuelle indlæggelse ligger til grund for, at det må antages at patienten efter udskrivning vil
ophøre med at følge den nødvendige behandling, samt hvilke konsekvenser et ophør af
behandlingen vil have for patientens helbred.
Stk.4. Overlægen har ansvaret for, at der i forbindelse med udskrivning til tvungen opfølgning
udarbejdes en udskrivningsaftale eller koordinationsplan, jf. lovens § 13 a eller § 13 b.
Stk. 5. Det skal fremgå af behandlingsplanen, i hvilket omfang, der om fornødent kan anvendes
magt til tvangsbehandlingens gennemførelse i det tilfælde, patienten bringes ind til
tvangsmedicinering på psykiatrisk afdeling.
§ 14. Et udgående psykiatriteam efter lovens § 13 d kan være en opsøgende funktion, der
udspringer fra sygehuspsykiatrien eller har tilknytning til distriktspsykiatrien.
§ 15. Medicinering i forbindelse med tvungen opfølgning efter udskrivning skal ske efter reglerne i
lovens § 4.
Stk. 2. Den anvendte medicinske behandling, herunder eventuelt i depotform, skal have en kendt
gavnlig effekt på patienten.
Stk. 3. Overlægen har ansvaret for at sikre, at behandlingen under den tvungne opfølgning efter
udskrivning har god effekt på patientens tilstand og ikke er forbundet med uforholdsmæssige
store bivirkninger.
§ 16. Møder patienten ikke op til den aftalte medicinske behandling, kan overlægen beslutte, at
patienten skal afhentes af politiet og bringes til tvangsmedicinering på psykiatrisk afdeling.
2.2.4 Bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Forud for kontakten til politiet skal det sikres, at der har været gjort rimelige forsøg på at
komme i kontakt med patienten.
Stk. 3. Anmodningen til politiet om politiets assistance skal fremsættes i så god tid som muligt, og
anmodningen skal ledsages af fyldestgørende oplysninger om den person, der skal afhentes.
Stk. 4. Afhentningen og transporten skal gennemføres så skånsomt og diskret som muligt, således
at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe, jf. lovens § 4, stk. 3. De medvirkende
polititjenestemænd skal så vidt muligt være civilklædte. Befordres patienten i et af politiets
køretøjer, skal dette så vidt muligt ske i et civilt tjenestekøretøj.
Stk. 5. Den sundhedsperson, der jf. lovens § 13 d, stk. 3, skal være til stede ved politiets
afhentning, skal så vidt muligt være kendt af patienten og have kendskab til patienten og dennes
behandlingsforløb.
Stk. 6. Modstand fra patientens side under afhentning og tvangsmedicinering bør ikke få
konsekvenser for patientens behandlingsforløb og -muligheder. Der bør over for patienten, som
når der i øvrigt anvendes tvang i psykiatrien, udvises særlig forståelse for dennes reaktion under
afhentning og tvangsmedicinering.
§ 17. Såfremt overlægen beslutter at forlænge den tvungne opfølgning efter udskrivning i indtil tre
måneder, jf. lovens § 13 d, stk. 6, skal patienten underrettes herom i rimelig tid og senest én uge
inden udløbet af den aktuelle tvungne opfølgning.
Stk. 2. Overlægen skal give patienten mundtlig og skriftlig underretning om forlængelsen senest
når patienten møder op til den sidst aftalte medicinering i den aktuelle opfølgningsperiode.
§ 18. Klage over beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning har opsættende virkning.
Stk. 2. Klage over overlægens beslutning om afhentning af politiet samt overlægens beslutning om
forlængelse af tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. lovens § 13 d, stk. 3 og stk. 6, har ikke
opsættende virkning.
Kapitel 3
Tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt
Tvangsfiksering
§ 19. Tvangsfiksering må kun anvendes i det i lovens § 14, stk. 2, nævnte omfang. Stk. 2. Som
midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker.
Stk. 3. Forud for den konkrete anvendelse af tvangsfiksering skal der foreligge en lægelig
ordination, efter at lægen har tilset patienten.
Stk. 4. Det er en forudsætning for den lægelige ordination, at lægen på grundlag af patientens
aktuelle tilstand har vurderet nødvendigheden af tvangsfiksering, og at anvendelse af andre
midler, for eksempel øget tilsyn, har vist sig utilstrækkelig eller uigennemførlig som følge af
patientens tilstand.
Stk. 5. Beslutning om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fodremme, træffes af
overlægen. I overlægens fravær kan beslutning træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde skal
overlægen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen.
2.2.4 Bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 20. I ganske særlige akut opståede situationer, hvor det af hensyn til patientens eller andres
sikkerhed ville være uforsvarligt at udsætte beslutningen, kan sygeplejepersonalet på egen hånd
gøre brug af tvangsfiksering med bælte.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 træffes af ansvarshavende sygeplejerske eller dennes stedfortræder,
eller undtagelsesvist af den sygeplejerske eller andet plejepersonale, der er til stede.
Stk. 3. Den ansvarlige læge skal tilkaldes straks efter, at tvangsfiksering med bælte er taget i
anvendelse, og træffe afgørelse om, hvorvidt det fortsat er påkrævet at anvende tvangsmidlet.
§ 21. En patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.
Stk. 2. En fast vagt er en hertil udpeget sygeplejerske, plejeperson eller andet kvalificeret
personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den eller de
bæltefikserede patienter.
Stk. 3. Tilsynet skal udføres under hensyntagen til patientens ønsker og med respekt for dennes
værdighed og selvfølelse.
Stk. 4. Patienten skal have ret til et vist privatliv, når dette ikke er uforeneligt med hensynet til
patientens sikkerhed.
§ 22. Så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages fornyet lægelig vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så ofte som forholdene tilsiger det, dog
mindst 4 gange i døgnet, jævnt fordelt, efter at beslutningen om anvendelse af tvangsfiksering er
truffet. Lægens vurdering skal tilføres journalen.
Stk. 2. Hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 48 timer, skal en læge, der ikke er
ansat på det pågældende psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder sted, som ikke har ansvaret for
patientens behandling, og som ikke står i et underordnelsesforhold til den behandlende læge,
foretage en vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering.
Vurderingen må ikke foretages af en læge, der i øvrigt er inhabil. Inhabilitet foreligger i samme
tilfælde som nævnt i forvaltningslovens § 3.
Stk. 3. Vurderingen, der skal foretages efter stk. 2, skal efterfølgende gentages én gang om ugen,
så længe tvangsfikseringen pågår.
Stk. 4. Hvis der ved tvangsfikseringen foruden bælte anvendes handsker, hånd- eller fodremme,
skal der ved vurderingerne, jf. stk. 1-3, tages særskilt stilling til den fortsatte anvendelse af disse
tvangsmidler.
Stk. 5. Vurderingen, jf. stk. 2 og 3, skal foretages af en læge, der er speciallæge i psykiatri eller i
børne- og ungdomspsykiatri. Vurderingen skal foretages på baggrund af lægens egen undersøgelse
af patienten. Lægens vurdering skal tilføres patientens journal.
Stk. 6. Den læge, der foretager vurderingen, jf. stk. 2 og 3, kan udtale sig om forhold, som ligger ud
over den snævre sundhedsfaglige vurdering af patienten, herunder om forhold i afdelingen, som
patienten oplever som uhensigtsmæssige, arbejdstilrettelæggelsen m.v.
Stk. 7. Ved uenighed mellem de to lægers vurdering af situationen er den behandlende læges
vurdering afgørende.
Uenighed mellem de to lægers vurdering af situationen skal dog mundtligt og skriftligt oplyses
over for patienten og patientrådgiveren.
2.2.4 Bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 8. Den behandlende læge skal umiddelbart efter udløbet af de 48 timer, jf. stk. 2, samt
udløbet af de efterfølgende 7dages perioder, jf. stk. 3, sikre sig, at der tilkaldes en læge, der kan
foretage den nævnte vurdering.
Stk. 9. Det tilkommer dog til enhver tid plejepersonalet at bringe en tvangsfiksering til ophør, når
der ikke længere er behov for at opretholde denne.
§ 23. Iværksættelse af fiksering af patienter, der af tryghedsgrunde selv anmoder herom, må kun
ske med samtykke fra en læge.
Stk. 2. Patienter, der fikseres i henhold til stk. 1, skal have tilbud om fast vagt.
Stk. 3. Anmodningen samt den eventuelle fiksering skal noteres i patientjournalen og
tvangsprotokollen, jf. § 35.
Anvendelse af fysisk magt
§ 24. Når betingelserne for anvendelse af tvangsfiksering er opfyldt, kan en person, der er indlagt, i
stedet fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset.
Stk. 2. Afgørelsen af, hvilket middel, der skal anvendes i det enkelte tilfælde, træffes under
iagttagelse af det mindste middels princip, jf. lovens § 4, ligesom betingelserne for anvendelse af
fysisk magt skærpes, jo mere indgribende en foranstaltning, der er tale om.
§ 25. Uanset at betingelserne for anvendelse af fysisk magt, jf. § 24, stk. 1, ikke er til stede, kan der
over for personer, der er frihedsberøvede, jf. lovens kap. 3, anvendes den magt, der er nødvendig
for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.
§ 26. Når det er af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen
som en mindre indgribende foranstaltning beslutte, at patienten om fornødent med magt skal
have et beroligende middel.
Stk. 2. Lægen skal være til stede, mens det beroligende middel gives.
Kapitel 4
Beskyttelsesfiksering samt personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse
Beskyttelsesfiksering
§ 27. Ved beskyttelsesfiksering forstås ethvert middel, som det er nødvendigt at bringe i
anvendelse for at beskytte en person imod utilsigtet at udsætte sig selv for væsentlig fare.
§ 28. Forud for anvendelse af beskyttelsesfiksering skal foreligge en lægelig ordination, efter at
lægen har tilset patienten.
Stk. 2. Den lægelige ordination af beskyttelsesfiksering skal angive, i hvilket omfang og i hvilke
bestemte situationer et vist middel til beskyttelsesfiksering må anvendes.
Stk. 3. Administrationen af den ordinerede beskyttelsesfiksering kan overlades til plejepersonalet i
det enkelte tilfælde.
§ 29. Midler til beskyttelsesfiksering omfatter stofbælter og lignende, der på hensynsfuld måde
bruges for at forhindre patienten i at komme til skade ved at falde ned fra seng eller stol eller ved
2.2.4 Bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
at vandre omkring i forvirret tilstand.
Stk. 2. Valg af middel træffes efter et skøn over, hvad der bedst opfylder beskyttelsesformålet og
ud fra en vurdering af, hvad den pågældende patient befinder sig bedst med.
Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse
§ 30. Personlige alarm- og pejlesystemer kan anvendes over for en patient, der lider af demens
eller demenslignende tilstande, for at hindre, at vedkommende ved at forlade en psykiatrisk
afdeling udsætter sig selv eller andre for en betydelig risiko for at lide personskade.
Stk. 2. Forud for anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer skal foreligge en lægelig
ordination, efter at lægen har tilset patienten.
Stk. 3. Den lægelige ordination af alarm- og pejlesystemer skal angive, i hvilket omfang og i hvilke
bestemte situationer et vist middel må anvendes.
Stk. 4. Administrationen af det ordinerede tiltag kan overlades til plejepersonalet i det enkelte
tilfælde.
Stk. 5. Midler til personlige alarm- og pejlesystemer omfatter alene udstyr, der er egnet til at
opdage, at en person forlader afdelingen, eller til at opspore en person, der har forladt afdelingen,
herunder f.eks. sladremåtter, chip i sko, tøj eller armbånd m.m.
Stk. 6. Valg af middel træffes efter et skøn over, hvad der bedst opfylder beskyttelsesformålet og
ud fra en vurdering af, hvad den pågældende patient befinder sig bedst med.
§ 31. Særlige dørlåse kan anvendes over for en patient, der lider af demens eller demenslignende
tilstande, for at hindre, at vedkommende ved at forlade en psykiatrisk afdeling udsætter sig selv
eller andre for en betydelig risiko for at lide personskade.
Stk. 2. Forud for anvendelse af særlige dørlåse skal foreligge en lægelig ordination, efter at lægen
har tilset patienten.
Stk. 3. Den lægelige ordination af særlige dørlåse skal angive, i hvilket omfang og i hvilke bestemte
situationer et vist middel må anvendes.
Stk. 4. Administrationen af det ordinerede tiltag kan overlades til plejepersonalet i det enkelte
tilfælde.
Stk. 5. De særlige dørlåse omfatter f.eks. dobbelte dørgreb, dobbelttryk for døråbning, forsinket
døråbningsmekanisme, kodelåse og lign.
Stk. 6. Valg af middel træffes efter et skøn over, hvad der bedst opfylder beskyttelsesformålet og
ud fra en vurdering af, hvad den pågældende patient befinder sig bedst med.
Stk. 7. Afgørelse om anvendelse af særlige dørlåse skal snarest muligt godkendes af overlægen, og
alle patienter på afdelingen skal straks efter, at afgørelse om anvendelse af særlige dørlåse er
truffet, underrettes herom.
Obligatorisk efterprøvelse
2.2.4 Bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 32. En lægelig vurdering af berettigelsen af opretholdelse af brugen af beskyttelsesfiksering og af
anvendelsen af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse over for den enkelte patient
skal finde sted så ofte, som forholdene tilsiger det, dog mindst 3, 10, 20 og 30 dage efter, at
beslutning om anvendelse af disse foranstaltninger blev truffet, og herefter mindst hver 4. uge, så
længe ordinationen opretholdes.
§ 33. Det påhviler såvel læger som sygeplejepersonalet at påse, at beskyttelses-fiksering og
anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse ikke benyttes i videre
omfang, end hensynet til patientens sikkerhed kræver, og at spørgsmålet om ændring af
ordinationen rejses så snart, der er anledning dertil.
Kapitel 5
Særlige tvangsforanstaltninger på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland
Aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen
§ 34. På Sikringsafdelingen kan aflåsning af patientstue anvendes i behandlingsmæssigt øjemed,
når det sker for at etablere nødvendige faste rammer i behandlingen af en patient eller for at
skærme patienten mod for mange stimuli.
Stk. 2. På Sikringsafdelingen kan aflåsning af patientstue tillige anvendes af sikkerhedsmæssige
årsager i det omfang, det er nødvendigt at afværge, at en patient udsætter andre for nærliggende
fare for at lide skade på legeme eller helbred, at en patient forfølger eller på anden lignende måde
groft forulemper medpatienter, eller at en patient udøver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Stk. 3. Beslutning om aflåsning af patientstue, jf. stk. 1 og 2, træffes af en læge.
§ 35. På Sikringsafdelingen kan aflåsning af patientstuer af sikkerhedsmæssige grunde foretages
om natten i tidsrummet mellem kl. 22.30 til kl. 07.30.
Stk. 2. På Sikringsafdelingen kan aflåsning af patientstuer af sikkerhedsmæssige grunde foretages i
op til en halv time under den daglige behandlingskonference og i op til halvanden time under den
ugentlige konference, når personalet har behov for at samles for at drøfte behandlingsmæssige
forhold.
Stk. 3. Beslutning om aflåsning af patientstue, jf. stk. 1 og 2, træffes af en læge.
§ 36. Der skal føres regelmæssigt tilsyn med patienter, der er indelåst på egen stue, jf. §§ 30 og 31.
Stk. 2. Tilsynet skal udføres under hensyntagen til patientens ønsker. Som udgangspunkt skal
patienter, der er indelåst på egen stue i dagtimerne, tilses en gang i timen med ca. 10 minutters
besøg på stuen. Patienter, der er indelåst på egen stue om natten, skal som udgangspunkt tilses en
gang i timen gennem en dørspion.
Stk. 3. Patienter, der er indelåst på egen stue, skal have adgang til et tilkaldesystem, der altid giver
mulighed for at tilkalde personale.
§ 37. Det er en forudsætning for anvendelse af aflåsning af patientstuer, jf. § 31, at patienterne på
Sikringsafdelingen individuelt er informeret om den faste praksis med aflåsning af patientstuer i de
2.2.4 Bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
nævnte tidsrum. Denne information forudsættes givet til patienten ved indskrivning og skal i øvrigt
indgå i afdelingens regulativer, informationspjecer, o.l.
Oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen
§ 38. Ved oppegående tvangsfiksering forstås tvangsfiksering, hvor patienten ikke er fastspændt til
en seng.
Stk. 2. Som midler til oppegående tvangsfiksering må alene anvendes mavebælte,
fikseringsremme, håndremme og fodremme.
§ 39. Oppegående tvangsfiksering må kun anvendes på Sikringsafdelingen og i det i lovens § 18 c,
stk. 1, nævnte omfang.
Stk. 2. Forud for den konkrete anvendelse af oppegående tvangsfiksering skal der foreligge en
tilladelse fra Sundhedsstyrelsen efter ansøgning fra den ledende overlæge på Sikringsafdelingen,
jf. lovens § 18 c, stk. 4 og 5.
Stk. 3. Det er en forudsætning for den ledende overlæges ansøgning til Sundhedsstyrelsen, at den
ledende overlæge på grundlag af patientens aktuelle tilstand har vurderet nødvendigheden af den
oppegående tvangsfiksering, samt at en uvildig speciallæge i psykiatri har vurderet, at oppegående
tvangsfiksering kan anvendes, jf. lovens § 18 c, stk. 1.
Stk. 4. I den ledende overlæges fravær kan beslutning træffes og ansøgning indgives af dennes
stedfortræder
§ 40. Sundhedsstyrelsen træffer afgørelse i sagen efter indstilling fra et særlig sagkyndigt råd
nedsat af Sundhedsstyrelsen.
Stk. 2. Rådets opgave er at vurdere nødvendigheden af at anvende oppegående tvangsfiksering til
den pågældende patient.
Stk. 3. Herefter kan rådet indstille til Sundhedsstyrelsen, at Sundhedsstyrelsen giver tilladelse til at
anvende oppegående tvangsfiksering til patienten i en periode på op til 6 måneder ad gangen.
§ 41. Den ledende overlæges ansøgning til Sundhedsstyrelsen skal bl.a. indeholde oplysninger om:
1) hvorledes kriterierne i lovens § 18 c, stk. 1 er opfyldt,
2) Hvilke midler, efter § 38, stk. 2, der specifikt ønskes anvendt, herunder i hvilket materiale.
Stk. 2. Ansøgningen skal være bilagt en erklæring fra en uvildig speciallæge i psykiatri, som
vurderer at oppegående tvangsfiksering kan anvendes, jf. lovens § 18 c, stk. 1.
Stk. 3. Erklæringen fra den uvildige speciallæge i psykiatri skal hvile på såvel speciallægens egen
undersøgelse af patienten, som de modtagne oplysninger.
Stk. 4. Det er forudsat, at den uvildige speciallæge i psykiatri i sin undersøgelse tager stilling til den
medicinske behandling og den øvrige samlede behandlingsmæssige indsats.
Stk. 5. Der foreligger uvildighed, hvis speciallægen i psykiatri ikke tidligere har haft ansvaret for
patientens behandling og ikke er ansat på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling,
Region Sjælland.
§ 42. Så længe en oppegående tvangsfiksering, jf. lovens § 18 c, opretholdes, skal den
behandlingsansvarlige overlæge én gang i døgnet foretage fornyet vurdering af spørgsmålet om
2.2.4 Bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering.
Stk. 2. Træffer den behandlingsansvarlige overlæge beslutning om fortsat anvendelse af
oppegående tvangsfiksering, skal denne fastlægge en observationsplan for de følgende 24 timer. I
den behandlingsansvarlige overlæges fravær træffer den stedfortrædende overlæge beslutning og
fastlægger observationsplan.
Stk. 3. Observationsplanen skal bl.a. indeholde en risikovurdering af patienten og en vurdering af,
om der er belæg for at anvende mindre indgribende tvangsmidler eller helt at ophæve den
oppegående tvangsfiksering.
§ 43. Hvis en oppegående tvangsfiksering, jf. lovens § 18 c, udstrækkes i længere tid end 1 uge,
skal en speciallæge i psykiatri, som ikke har haft ansvaret for patientens behandling, og som ikke
er ansat på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, foretage fornyet
vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering. Denne vurdering
gentages herefter én gang om ugen, så længe foranstaltningen pågår.
Stk. 2. Den behandlingsansvarlige overlæge skal umiddelbart efter udløbet af de 7 dage, jf. stk. 1,
sikre sig, at der tilkaldes en læge, der kan foretage den nævnte vurdering.
Stk. 3. Vurderingen efter stk. 1 skal foretages på baggrund af lægens egen undersøgelse af
patienten. Lægen kan udtale sig om forhold, som ligger ud over den snævre sundhedsfaglige
vurdering af patienten, herunder om forhold i afdelingen, som patienten oplever som
uhensigtsmæssige, arbejdstilrettelæggelsen m.v. Lægens vurdering skal tilføres patientens journal.
Stk. 4. Ved uenighed mellem de to lægers vurdering af situationen er den behandlingsansvarlige
overlæges vurdering afgørende. Uenighed mellem de to lægers vurdering af situationen skal dog
mundtligt og skriftligt oplyses over for patienten og bistandsværgen eller patientrådgiveren.
§ 44. Beslutning om ophævelse af den oppegående tvangsfiksering træffes af den
behandlingsansvarlige overlæge eller dennes stedfortræder.
Stk. 2. En oppegående tvangsfiksering betragtes ikke som ophørt, hvis remme og mavebælte f.eks.
fjernes om natten ler i andre situationer, hvor det skønnes, at der ikke er behov for dem.
§ 45. En patient, der er oppegående tvangsfikseret, skal have mindst én fast vagt.
Stk. 2. En fast vagt til en patient, der er oppegående tvangsfikseret, er en hertil udpeget
sygeplejerske, plejeperson eller andet kvalificeret personale, som ikke samtidig har andre
arbejdsopgaver end at tage sig af den fikserede patient.
Stk. 3. Tilsynet skal udføres under hensyntagen til patientens ønsker og med respekt for dennes
værdighed og selvfølelse.
Stk. 4. Når patienten opholder sig på sin egen stue, skal den pågældende have ret til at vist
privatliv, når dette ikke er uforeneligt med hensynet til patientens sikkerhed.
Stk. 5. En fast vagt må alene have ansvar for én patient, der er oppegående tvangsfikseret.
Kapitel 6
Personlig skærmning og aflåsning af døre i afdelingen
Personlig skærmning
§ 46. Personlig skærmning, som patienten ikke har givet samtykke til, må kun benyttes for at
2.2.4 Bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
afværge, at en patient begår selvmord eller på anden vis udsætter sit eller andres helbred for
betydelig skade eller for at afværge, at en patient forfølger eller på anden lignende måde groft
forulemper medpatienter eller andre.
Stk. 2. Ved personlig skærmning forstås foranstaltninger, hvor et eller flere personalemedlemmer
konstant befinder sig i umiddelbar nærhed af patienten. Umiddelbar nærhed skal forstås således,
at patienten til stadighed er under opsyn, herunder ved badning og toiletbesøg, og at der dermed
er mulighed for hurtig indgriben fra personalets side.
Stk. 3. Beslutningen om personlig skærmning træffes af en læge, efter at denne har tilset
patienten. Beslutningen skal noteres i patientens journal, jf. § 21 i lov om autorisation af
sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
Stk. 4. I de tilfælde, hvor den personlige skærmning uafbrudt varer mere end 24 timer, kan der
klages over beslutningen om skærmning til det psykiatriske patientklagenævn ved
statsforvaltningen, jf. lovens § 35.
Aflåsning af døre i afdelingen
§ 47. Der kan foretages aflåsning af døre i afdelingen, dog ikke af døre til patientstuer, over for
patienter, der er frihedsberøvede efter lovens kapitel 3 og over for patienter, for hvem der er
risiko for, at de utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare, jf. § 21.
Stk. 2. Der kan endvidere træffes beslutning om, at der skal aflåses døre, dog ikke af døre til
patientstuer over for en patient, der ikke er omfattet af stk. 1, hvis patienten selv anmoder herom.
På patientens anmodning skal aflåsningen straks ophæves.
Stk. 3. Beslutning om aflåsning af døre i afdelingen træffes af en læge.
Stk. 4. De enheder, hvortil der kan aflåses døre, skal som minimum indeholde spise-, bade- og
opholdsfaciliteter m.v. Der skal endvidere være mulighed for, at patienter, der befinder sig i disse
enheder, kan have socialt samvær med medpatienter, der opholder sig i samme enhed.
Stk. 5. Patienter, der ikke er omfattet af en beslutning om aflåsning af døre i afdelingen, jf. stk. 1,
skal ved henvendelse til afdelingens personale straks tilbydes mulighed for at kunne forlade
afdelingen, hvis de anmoder herom.
Stk. 6. Alle patienter på afdelingen skal straks efter, at en beslutning om aflåsning er truffet,
underrettes herom, herunder om muligheden for at kunne forlade afdelingen, jf. stk. 5.
Stk. 7. Patienten skal i forbindelse med indlæggelsen på afdelingen orienteres om afdelingens
indretning, herunder om forekomsten af mindre enheder på afdelingen, hvortil døren kan aflåses,
hvis sådanne mindre enheder findes på afdelingen.
Kapitel 7
Personlig hygiejne under anvendelse af tvang
2.2.4 Bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 48. Der kan foretages personlig hygiejne under anvendelse af tvang overfor en patient, der på
grund af sin sindslidelse ikke selv er i stand til at varetage den nødvendige personlige hygiejne,
hvis dette er nødvendigt af hensyn til patienten selv eller af hensyn til medpatienter eller
personale.
Stk. 2. Beslutningen om, at en patient skal have foretaget personlig hygiejne under anvendelse af
tvang, træffes af overlægen på baggrund af en aktuel undersøgelse og vurdering af patientens
hygiejniske tilstand. Overlægens beslutning og begrundelsen herfor skal tilføres journalen, jf. § 21 i
lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
Stk. 3. Personlig hygiejne under anvendelse af tvang kan f.eks. omfatte badning, hårvask,
tandbørstning, skiftning af bleer og bind hos f.eks. demente patienter, tøjskift m.v.
Stk. 4. Personlig hygiejne, der foretages under anvendelse af tvang, skal i overensstemmelse med
det mindste middels princip i lovens § 4 udføres så skånsomt som muligt og med størst mulig
hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.
Stk. 5. Eventuelle klager over personlig hygiejne under anvendelse af tvang rettes til
sygehusmyndigheden.
Kapitel 8
Ikrafttræden
§ 49. Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. december 2010.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1499 af 14. december 2006 om tvangsbehandling,
fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger.
2. december 2010 7 Nr. 1338.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 2. december 2010
BERTEL HAARDER
/ Susanne Beck Petersen
2.2.4 Bekendtgørelse om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.5 Bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske
patientklagenævn
Lovtidende A 2010 Udgivet den 7. december 2010
2. december 2010. Nr. 1339.
I medfør af § 36, stk. 4, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af
1. november 2006, fastsættes:
Kapitel 1
De psykiatriske patientklagenævns sammensætning og opgaver
§ 1. Efter § 34 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien oprettes ved hver statsforvaltning et
psykiatrisk patientklagenævn.
§ 2. Det psykiatriske patientklagenævn behandler klager over tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning i
henhold til § 13 d i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk
magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse,
personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt
oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, på de psykiatriske afdelinger, der hører under den eller
de sygehusmyndigheder, som er beliggende i den pågældende region. Stk. 2. Klager fra patienter,
der er indlagt på Psykiatrisk Center Sct. Hans, behandles af det psykiatriske patientklagenævn ved
Statsforvaltningen Sjælland.
Stk. 3. Parter i sagen er patienten og sygehusmyndigheden.
Er klagen tillige rettet mod nærmere angivne sundhedspersoner, har de pågældende ligeledes
stilling som parter.
§ 3. Ved afgørelsen af den enkelte sag består det psykiatriske patientklagenævn af 3 personer:
vedkommende direktør for statsforvaltningen eller ansatte, som direktøren har bemyndiget hertil
som formand, et medlem beskikket efter indhentet udtalelse fra Lægeforeningen samt et medlem
beskikket efter indhentet udtalelse fra Danske Handicaporganisationer eller en tilsvarende
beskikket stedfortræder for et medlem. Stk. 2. Statsforvaltningen varetager det psykiatriske
patientklagenævns sekretariatsopgaver og afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder
vederlag til nævnets medlemmer og stedfortrædere.
2.2.5 Bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 2
Forberedelse af sagerne
§ 4. Efter lovens § 35 skal sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe sagen for det psykiatriske patientklagenævn.
Stk. 2. Patienten og patientrådgiveren har endvidere mulighed for selv at indbringe sagen direkte
for det psykiatriske patientklagenævn.
§ 5. Ved sagens modtagelse træffer nævnets formand afgørelse om, hvorvidt klagen falder inden
for nævnets kompetenceområde. Er det utvivlsomt, at klagen falder uden for nævnets
kompetence, videresender formanden sagen til rette myndighed og underretter parterne herom. I
andre tilfælde behandles spørgsmålet af det psykiatriske patientklagenævn.
§ 6. Ved sagens modtagelse påser det psykiatriske nævns formand, at de nødvendige oplysninger
er medsendt, herunder en angivelse af, hvad der klages over, en udskrift af tvangsprotokollen, en
erklæring fra den behandlingsansvarlige overlæge samt behandlingsplanen.
Stk. 2. Indbringer patienten eller patientrådgiveren klagen direkte for det psykiatriske
patientklagenævn, underretter nævnets formand sygehusmyndigheden om klagen og anmoder
samtidig sygehusmyndigheden om at fremsende de fornødne oplysninger til nævnet, jf. stk. 1.
Stk. 3. Nævnets formand sørger i øvrigt for sagens oplysning og træffer bestemmelse om
tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v.
§ 7. Nævnet eller et af dettes medlemmer, der af nævnet bemyndiges hertil, kan i forbindelse med
behandlingen af en konkret sag besigtige vedkommende psykiatriske afdeling.
Kapitel 3
Afholdelse af møder
§ 8. Formanden fastsætter tid og sted for møderne og leder nævnets møder.
Stk. 2. Nævnets møder afholdes på den psykiatriske afdeling, hvor patienten er eller har været
indlagt i forbindelse med det tvangsindgreb, der klages over, medmindre afholdelse af møde på
den psykiatriske afdeling ikke kan anses for hensigtsmæssig. Stk. 3. Formanden kan bestemme, at
sager af særlig hastende karakter, herunder klager over beslutning om tvangsbehandling, der efter
lovens § 32, stk. 3, i almindelighed har opsættende virkning, skal behandles forud for tidligere
indkomne sager.
Stk. 4. Patienten, patientrådgiveren, sygehusmyndigheden, vedkommende overlæge og eventuelt
andre involverede sundhedspersoner underrettes om tid og sted for det møde i det psykiatriske
patientklagenævn, hvor den pågældende sag skal behandles.
§ 9. Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til stede ved klagens behandling i nævnet, jf. lovens
§ 24, stk. 2, 3. pkt. Det samme gælder for den læge, der har besluttet det tvangsindgreb, der
klages over.
Stk. 2. Efter lovens § 36, stk. 2, har patienten og patientrådgiveren ret til mundtligt at forelægge
sagen for nævnet. Samme ret har repræsentanter for sygehusmyndigheden, vedkommende
2.2.5 Bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
overlæge og eventuelt andre involverede sundhedspersoner.
Stk. 3. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens helbred eller til sagens behandling i nævnet
afgørende taler herfor, kan nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket
fra at deltage i forhandlingerne, jf. lovens § 36,
stk. 2, 2. pkt.
§ 10. Det psykiatriske patientklagenævns møder er ikke offentlige.
Kapitel 4
Afgørelser m.v.
§ 11. Det psykiatriske patientklagenævn skal træffe afgørelse i klagesager om tvangsbehandling og
tvungen opfølgning efter udskrivning, der er tillagt opsættende virkning, jf. lovens § 32, stk. 3,
inden 7 hverdage efter, at klagen er modtaget af nævnet, jf. lovens § 36, stk. 3, 1. pkt.
Stk. 2. I sager om oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling,
Region Sjælland, skal det psykiatriske patientklagenævn træffe afgørelse senest 14 dage efter
klagens modtagelse, jf. lovens § 36, stk. 3, 2. pkt.
Stk. 3. I andre sager skal det psykiatriske patientklagenævn træffe afgørelse snarest muligt. Er
afgørelse ikke truffet inden 14 dage efter, at klagen er modtaget af nævnet, skal nævnet
underrette patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår afgørelse kan
forventes at foreligge.
§ 12. Det psykiatriske patientklagenævns afgørelser træffes efter mundtlig votering ved
stemmeflerhed.
Stk. 2. Afgørelsen indføres i en beslutningsprotokol. Et medlem kan kræve tilført protokollen en
kort begrundelse for sit standpunkt.
Stk. 3. Det psykiatriske patientklagenævns afgørelser udfærdiges skriftligt, med begrundelse og
med angivelse af, om det er et enigt nævn eller et flertal af nævnets medlemmer, der har truffet
afgørelsen. Nævnets afgørelser underskrives af formanden eller den, formanden bemyndiger
hertil.
§ 14. Det psykiatriske patientklagenævns afgørelser kan gå ud på, at tvangsindgrebet godkendes,
eller at indgrebet findes at være foretaget med urette.
Stk. 2. Ved klage over beslutning om tvangsbehandling kan nævnet godkende eller tilsidesætte
beslutningen. Dette gælder også, hvis klagen angår det præparat eller den dosering, der er angivet
i beslutningen. Det psykiatriske patientklagenævn kan således ikke anvise et andet præparat eller
dosering.
Stk. 3. Er klagen tillige rettet mod den eller de sundhedsperson(er), der har deltaget i en påklagede
tvangsudøvelse, tager det psykiatriske patientklagenævn stilling til, om der i den anledning er
grundlag for at udtale kritik over for de(n) pågældende.
§ 15. Det psykiatriske patientklagenævn offentliggør hvert år en beretning om sin virksomhed.
Beretningen udarbejdes i samarbejde med vedkommende psykiatriske afdelinger.
2.2.5 Bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 5
Klageadgang og klagevejledning
§ 16. Det psykiatriske patientklagenævn skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren
indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel,
tvungen opfølgning efter udskrivning i henhold til lovens § 13 d, tvangsfiksering,
beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk
afdeling, Region Sjælland og aflåsning af døre i afdelingen for retten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43
a. Forelæggelse for retten skal finde sted inden 5 hverdage efter anmodningens fremsættelse.
Stk. 2. Det psykiatriske patientklagenævns afgørelser om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk
magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt
varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen, under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, kan påklages til Det Psykiatriske Ankenævn.
§ 17. Det psykiatriske patientklagenævn skal vejlede patienten og patientrådgiveren om adgangen
til domstolsprøvelse efter retsplejelovens kapitel 43 a. Nævnet skal endvidere vejlede om, at
begæring om sagens indbringelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a skal
fremsættes inden 4 uger fra nævnets afgørelse i sagen, samt om at senere fremsættelse af
begæringen indtil 6 måneder efter nævnets afgørelse i sagen undtagelsesvis kan tillades af retten,
når der foreligger særlig grund til at fravige fristen. Det psykiatriske patientklagenævn skal
endvidere gøre patienten og patientrådgiveren bekendt med, at sagen vil blive indbragt for retten
af nævnet, og at retten beskikker en advokat for patienten, medmindre den pågældende selv har
antaget en advokat.
Stk. 2. Nævnet skal endvidere vejlede sagens parter om adgangen til at klage over nævnets
afgørelser vedrørende de øvrige tvangsindgreb til Det Psykiatriske Ankenævn, herunder om
fristerne herfor.
§ 13. Det psykiatriske patientklagenævns afgørelse sendes til sagens parter.
Kapitel 6
Tavshedspligt
§ 18. Der påhviler det psykiatriske patientklagenævns medlemmer tavshedspligt.
Kapitel 7
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 19. Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. december 2010.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1496 af 14. december 2006 om forretningsorden for
de psykiatriske patientklagenævn.
Stk. 3. De i § 16, stk. 2, nævnte afgørelser skal til og med 31. december 2010 påklages til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Stk. 4. Det psykiatriske patientklagenævn skal ved klagevejledningen, jf. § 17, stk. 2, vejlede om, at
2.2.5 Bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
klager over nævnets afgørelser, der indgives inden den 1. januar 2011, skal rettes til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Stk. 5. Klager over de psykiatriske patientklagenævns afgørelser, der er indgivet til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn før 1. januar 2011, færdigbehandles af Det Psykiatriske
Ankenævn.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 2. december 2010
BERTEL HAARDER
/ Susanne Beck Petersen
2.2.5 Bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.6 Bekendtgørelse om patientrådgivere
Lovtidende A 2010 Udgivet den 7. december 2010
2. december 2010. Nr. 1341.
I medfør af § 29 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1.
november 2006, fastsættes:
Kapitel 1
Antagelse af patientrådgivere
§ 1. Efter § 25, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien antager statsforvaltningen efter
ansøgning et antal patientrådgivere.
Stk. 2. Ansøgninger til ledige stillinger som patientrådgivere indkaldes ved opslag i den lokale
presse. Opslag kan endvidere ske i fagtidsskrifter eller på anden måde, som er egnet til at sikre, at
de persongrupper, blandt hvilke patientrådgivere navnlig tænkes antaget, jf. stk. 3, får kendskab til
opslaget.
Stk. 3. Patientrådgivere antages blandt de ansøgere, der må anses for særligt egnede til at udføre
de opgaver, som hvervet indebærer, herunder personer med tilknytning til sundheds-, social- og
undervisningssektoren.
Stk. 4. Personer, der er ansat på psykiatrisk sygehus eller sygehusafdeling, må ikke antages som
patientrådgivere med virke for personer på samme sygehus eller afdeling. Det samme gælder for
personer, der i øvrigt har at gøre med driften eller administrationen af det pågældende
psykiatriske sygehus eller den pågældende afdeling.
Stk. 5. Antallet af personer, der antages som patientrådgivere, bestemmes af statsforvaltningen på
grundlag af en vurdering af behovet.
§ 2. Statsforvaltningen udarbejder en fortegnelse over de antagne patientrådgivere i alfabetisk
rækkefølge med angivelse af navn, adresse, telefonnummer, arbejdssted og arbejdsstedets
telefonnummer.
Stk. 2. Er der i regionen flere sygehuse med psykiatriske afdelinger, udarbejdes i almindelighed en
fortegnelse over patientrådgivere for hvert sygehus.
Stk. 3. Statsforvaltningen sender fortegnelsen/fortegnelserne over antagne patientrådgivere til
sygehusmyndigheden, der videresender den/dem til de pågældende psykiatriske sygehuse eller
sygehusafdelinger.
Stk. 4. Ved ændringer i fortegnelsen udarbejder statsforvaltningen en revideret fortegnelse, der
udsendes i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er nævnt i stk. 3.
2.2.6 Bekendtgørelse om patientrådgivere

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 2
Beskikkelse af patientrådgivere
§ 3. Der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes
eller undergives tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering,
anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering,
anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der
uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen efter lovens § 18 f, stk. 1, nr. 2,
samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, medmindre disse patienter i forvejen har en
bistandsværge.
§ 4. Ved tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse foretages beskikkelsen i forbindelse med, at
frihedsberøvelsen iværksættes.
Stk. 2. Ved de øvrige tvangsindgreb sker beskikkelsen, når beslutning om tvangsindgrebet er
truffet.
§ 5. Beskikkelse sker i det enkelte tilfælde ved, at den vagthavende sygeplejerske hurtigst muligt
underretter den patientrådgiver, der på fortegnelsen over patientrådgivere står for tur til at blive
beskikket, om tvangsindgrebet og om, at den pågældende er beskikket for patienten. Har
patienten tidligere under indlæggelsen haft beskikket en patientrådgiver, skal denne
patientrådgiver i almindelighed beskikkes.
Stk. 2. Forinden beskikkelse sker, skal patienten have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte
beskikkelse.
Stk. 3. Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en anden patientrådgiver, som er
optaget på fortegnelsen, skal anmodningen så vidt muligt imødekommes. Afgørelsen kan påklages
til statsforvaltningen, der træffer den endelige administrative afgørelse.
Stk. 4. Fremsætter patienten anmodning om beskikkelse af en person, som ikke er optaget på
fortegnelsen over patientrådgivere, sker der foreløbig beskikkelse af den person, der står for tur
efter stk. 1. Statsforvaltningen træffer bestemmelse om, hvorvidt den af patienten foreslåede
person kan beskikkes. Patientens anmodning skal imødekommes, medmindre dette er utilrådeligt.
§ 6. Medmindre patienten udtrykkeligt anmoder herom, kan beskikkelse af en patientrådgiver, der
er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere, ikke ske, hvis der på grund af den pågældende
patientrådgivers beskæftigelse eller lignende, herunder f.eks. som sagsbehandler i
socialforvaltningen for den pågældende patient, foreligger omstændigheder, der kan vække tvivl
om vedkommendes egnethed til at varetage netop denne patients interesser på behørig måde.
§ 7. Beskikkelse sker i almindelighed telefonisk, men skal efterfølgende bekræftes skriftligt. Den
vagthavende sygeplejerske skal sikre sig, at patientrådgiveren ikke er forhindret, f.eks. på grund af
bortrejse, sygdom eller lignende.
Stk. 2. Patientrådgiveren kan afslå at lade sig beskikke, hvis den pågældende allerede er beskikket
for andre patienter.
2.2.6 Bekendtgørelse om patientrådgivere

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 8. En begæring fra patienten om at få en allerede beskikket patientrådgiver udskiftet med en
anden, der er optaget på fortegnelsen over antagne patientrådgivere, imødekommes, medmindre
dette ikke findes rimeligt begrundet. Afslag på en sådan begæring kan påklages til
statsforvaltningen.
Stk. 2. En begæring fra patienten om at få en allerede beskikket patientrådgiver udskiftet med en
anden, der ikke er optaget på fortegnelsen over antagne patientrådgivere, kan kun imødekommes,
såfremt der er opstået et modsætningsforhold mellem patient og patientrådgiver, og såfremt den
person, som patienten ønsker beskikket, kan anses for villig og egnet til at fungere som
patientrådgiver for den pågældende patient. Afgørelsen træffes af statsforvaltningen.
Kapitel 3
Patientrådgiverens opgaver og beføjelser
§ 9. Patientrådgiveren skal så vidt muligt handle i samråd med patienten.
§ 10. Ved udførelsen af de opgaver, der følger af § 24, stk. 2, i lov om anvendelse af tvang i
psykiatrien, skal patientrådgiveren bl.a. føre tilsyn med, at det tvangsindgreb, der har givet
anledning til beskikkelsen, ikke udstrækkes længere end nødvendigt. Stk. 2. Patientrådgiveren skal
vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med
iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager. Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til
stede ved klagens behandling i det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen.
§ 11. Uden for patientrådgiverens opgaver falder patientens økonomiske forhold samt øvrige
personlige forhold, der ikke vedrører indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling.
§ 12. Patientrådgiveren skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge patienten og til stadighed
holde sig i forbindelse med denne. Første besøg skal aflægges inden 24 timer efter beskikkelsen.
Så længe tvangsindgrebet består, skal besøg herefter finde sted mindst én gang om ugen og i
øvrigt efter behov.
Stk. 2. For patienter, der undergives tvungen opfølgning efter udskrivning, skal det første besøg
finde sted inden patientens udskrivning. Efter udskrivning sker besøg alene på patientens
anmodning og alene på behandlingsstedet. Såfremt patienten ønsker det, kan besøg erstattes af
telefonisk kontakt.
Stk. 3. Lægen på behandlingsstedet har ansvaret for at sikre, at der på patientens anmodning
træffes aftale med patientrådgiveren om besøg eller en telefonsamtale. Stk. 4. Patientrådgiveren
har ret til fri og uhindret, personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse med patienten under dennes
indlæggelse på psykiatrisk afdeling.
§ 13. Personalet på afdelingen skal give patientrådgiveren enhver oplysning, som er nødvendig for,
at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke
gives til patienten, må heller ikke gives til patientrådgiveren. Stk. 2. Patientrådgiveren har ret til at
gøre sig bekendt med oplysningerne i tvangsprotokollen vedrørende den patient, som den
pågældende er beskikket for.
2.2.6 Bekendtgørelse om patientrådgivere

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Patientrådgiveren har endvidere ret til at gøre sig bekendt med indholdet af patientens
journal, herunder behandlingsplan, såfremt patienten selv ville have adgang hertil, jf. § 37 i
sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005, og såfremt patienten meddeler samtykke til, at
patientrådgiveren får adgang til journalen.
§ 14. Der påhviler patientrådgiveren tavshedspligt.
Kapitel 4
Beskikkelsernes ophør m.v.
§ 15. Beskikkelsen som patientrådgiver bortfalder samtidig med, at tvangsindgrebet bringes til
ophør. Patientrådgiveren skal underrettes om tvangsindgrebets ophør. Ved kortvarige
tvangsindgreb, der er bragt til ophør inden patientrådgiverens første besøg, bortfalder
beskikkelsen dog først, når besøget har fundet sted.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 bistår patientrådgiveren patienten i forbindelse med klager,
som allerede er iværksat, eller som iværksættes i forbindelse med tvangsindgrebets ophør.
Stk. 3. Beskikkelsen bortfalder endvidere, hvis den beskikkede patientrådgiver udskiftes med en
anden, jf. § 8.
§ 16. En patientrådgiver kan til enhver tid kræve at blive slettet fra fortegnelsen over
patientrådgivere.
Stk. 2. En patientrådgiver, der er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere, fratages hvervet,
hvis den pågældende groft tilsidesætter de pligter, der følger af hvervet, eller i øvrigt viser sig
uegnet til hvervet. Hvis fratagelse sker, slettes den pågældende fra fortegnelsen over
patientrådgivere.
Stk. 3. Afgørelse om fratagelse af hvervet som patientrådgiver efter stk. 2 træffes af
statsforvaltningen.
Stk. 4. Sletning fra fortegnelsen over patientrådgivere efter stk. 1 eller stk. 2 medfører, at nye
beskikkelser af den pågældende ikke kan finde sted. Sletning efter stk. 2 medfører endvidere, at
aktuelle beskikkelser bortfalder.
Stk. 5. Patientrådgivere, som ikke er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere, kan under
samme betingelser som nævnt under stk. 2 fratages hvervet. Afgørelse herom træffes af
statsforvaltningen.
Kapitel 5
Vederlag
§ 17. Vedkommende sygehusmyndighed udbetaler vederlag til de beskikkede patientrådgivere,
der er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere, efter følgende takster, der er fastsat efter
varigheden af det tvangsindgreb, som patienten har været undergivet:
1) Tvangsindgreb af en varighed på 0-7 dage: 754 kr.
2) Tvangsindgreb af en varighed på 8-30 dage: 1.131 kr.
3) Tvangsindgreb af en varighed på mere end 30 dage: 1.508 kr. for hver påbegyndte 3.
2.2.6 Bekendtgørelse om patientrådgivere

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
måned.
Stk. 2. Ved gentagne beskikkelser af kortere varighed for samme patient, jf. § 5, stk. 1, 2.
pkt., kan vederlaget for de beskikkelser, der følger efter første beskikkelse, i særlige tilfælde
nedsættes til 377 kr. pr. beskikkelse.
Stk. 3. De i stk. 1 nævnte patientrådgivere har endvidere krav på godtgørelse til befordring
efter de for ansatte i staten gældende regler. Godtgørelsen ydes efter henvendelse til
sygehusmyndigheden.
Stk. 4. Patientrådgivere, som ikke er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere, har krav
på godtgørelse til befordring til indtil fem besøgsrejser årligt efter de for ansatte i staten
gældende regler. Godtgørelse af de nævnte udgifter sker ved henvendelse til
sygehusmyndigheden.
Stk. 5. De i stk. 1 og 2 nævnte beløb (grundbeløb pr. 31. marts 2000) reguleres årligt med
den til enhver tid gældende reguleringsprocent for ansatte i regioner og kommuner.
§ 18. De i § 17, stk. 1 og 2 nævnte beløb dækker ud over honorar for patientrådgiverens
arbejde i forbindelse med besøg, klagesager m.v. tillige de udgifter, der er forbundet med
hvervet, herunder udgifter til telefon m.v.
Stk. 2. I ganske særlige tilfælde kan sygehusmyndigheden under hensyn til arbejdets omfang
forhøje eller nedsætte de i § 17, stk. 1 nævnte beløb.
Kapitel 6
Patienter indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse
§ 19. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse for personer,
der opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, som er truffet i
strafferetsplejens former i tilfælde, hvor den pågældende ikke har en bistandsværge efter
straffelovens § 71, jf. bekendtgørelse nr. 892 af 14. december 1998 om personer indlagt på
psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig afgørelse.
Kapitel 7
Ikrafttræden
§ 20. Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. december 2010.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1495 af 14. december 2006 om
patientrådgivere.
Stk. 3. Vejledning nr. 353 af 21. juni 1977 til bistands- og tilsynsværger er fortsat gældende
for så vidt angår bestemmelserne om tilsynsværger, der beskikkes i forbindelse med
tvangsindlæggelser i Grønland.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 2. december 2010
BERTEL HAARDER / Susanne Beck Petersen
2.2.6 Bekendtgørelse om patientrådgivere

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.7 Bekendtgørelse om bistandsværger
I medfør af § 71, stk. 3, i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1068 af 6. november 2008, fastsættes:
Kapitel 1 Antagelse af bistandsværger
§ 1. Efter § 71, stk. 3, i straffeloven antager statsforvaltningen efter ansøgning et antal bistandsværger.
Stk. 2. Ansøgninger til ledige stillinger som bistandsværger indkaldes ved opslag i pressen, i fagtidsskrifter
eller på anden måde, som er egnet til at sikre, at de persongrupper, blandt hvilke bistandsværger navnlig
tænkes antaget, jf. stk. 3, får kendskab til opslaget.
Stk. 3. Bistandsværger antages blandt de ansøgere, der må anses for bedst egnede til at udføre de opgaver,
som hvervet indebærer, herunder personer med tilknytning til sundheds-, social- og undervisningssektoren.
Stk. 4. Personer, der er ansat på psykiatrisk sygehus eller sygehusafdeling, institution for personer med
vidtgående psykiske handicap m.v., må ikke antages som bistandsværger med virke for personer på samme
sygehus eller afdeling eller på samme institution m.v. Det samme gælder for personer, der i øvrigt har med
driften eller administrationen af det pågældende psykiatriske sygehus eller afdeling eller pågældende
institution m.v. at gøre. Ansatte i anklagemyndigheden, politiet og kriminalforsorgen bør ikke antages som
bistandsværger.
Stk. 5. Bistandsværger antages efter forud indhentet udtalelse fra politiet om den enkelte ansøger. Politiet
indhenter efter skriftligt samtykke oplysninger om ansøgeren i Det Centrale Kriminalregister, før udtalelsen
afgives.
Stk. 6. Antallet af personer, der antages som bistandsværger, bestemmes af statsforvaltningen på grundlag
af en vurdering af behovet.
§ 2. Statsforvaltningen udarbejder en fortegnelse over de antagne bistandsværger.
Stk. 2. Der udarbejdes i almindelighed en fortegnelse over bistandsværger for hver politikreds i regionen.
Stk. 3. Statsforvaltningen sender fortegnelsen/fortegnelserne over antagne bistandsværger til
politikredsene i regionen.
Stk. 4. Ved ændringer i fortegnelsen/fortegnelserne udarbejder statsforvaltningen en revideret fortegnelse,
der sendes til politikredsene i regionen.
2.2.7 Bekendtgørelse om bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 2 Beskikkelse af bistandsværger
§ 3. Såfremt der bliver tale om at dømme en tiltalt til anbringelse i psykiatrisk sygehus eller
sygehusafdeling, institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller i forvaring m.v. efter
reglerne i straffelovens §§ 68-70, kan retten beskikke en bistandsværge for den pågældende, jf.
straffelovens § 71, stk. 1.
Stk. 2. Er tiltalte dømt til anbringelse som nævnt i stk. 1, eller giver afgørelsen mulighed for sådan
anbringelse, skal retten beskikke en bistandsværge for den pågældende, jf. straffelovens § 71, stk. 2.
Stk. 3. Som bistandsværge skal så vidt muligt beskikkes en af den sigtedes, tiltaltes eller dømtes nærmeste
pårørende.
§ 4. Når politiet skønner, at der kan blive tale om at beskikke en bistandsværge for en sigtet eller tiltalt, skal
spørgsmålet rejses over for retten på så tidligt et tidspunkt, at den, der eventuelt beskikkes, får mulighed
for at være til stede under sagens behandling.
Stk. 2. Hvis der skal beskikkes en bistandsværge for en dømt, som ikke har haft en sådan værge beskikket
under sagens behandling, skal politiet om fornødent henlede rettens opmærksomhed på spørgsmålet, når
dommen er afsagt. Såfremt den dømte har haft en bistandsværge beskikket under sagens behandling,
fortsætter denne som bistandsværge for den pågældende efter dommen.
§ 5. Politiet skal bistå retten med at finde en person, der kan beskikkes som bistandsværge, jf. herved § 3,
stk. 3. Den sigtede, tiltalte eller dømte skal indledningsvis spørges, om der er en bestemt person, som
vedkommende ønsker at få beskikket.
Stk. 2. Hvis den sigtede, tiltalte eller dømte ikke selv foreslår en person eller ikke har nære pårørende, eller
ingen af de pågældende er villige eller egnede til at blive beskikket, skal politiet indstille den bistandsværge,
der på fortegnelsen over bistandsværger står for tur til at blive beskikket. Såfremt der på grund af den
pågældende bistandsværges beskæftigelse eller lignende, herunder f.eks. som sagsbehandler i
socialforvaltningen for den pågældende, foreligger omstændigheder, der kan vække tvivl om
vedkommendes egnethed til at varetage netop denne sigtedes, tiltaltes eller dømtes interesser på behørig
måde, indstilles den næste på fortegnelsen.
Stk. 3. Forinden indstilling til retten vedrørende beskikkelsen sker, skal den pågældende bistandsværge
samt den sigtede, tiltalte eller dømte have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte indstilling. Politiet
skal endvidere sikre sig, at bistandsværgen ikke er forhindret, f.eks. på grund af bortrejse, sygdom eller
2.2.7 Bekendtgørelse om bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
lignende. Politiet skal samtidig orientere bistandsværgen om, hvem der er den sigtedes, tiltaltes eller
dømtes forsvarer. Hvis den bistandsværge, der påtænkes indstillet til beskikkelse, ikke er optaget på
fortegnelsen over bistandsværger, indhentes der efter skriftligt samtykke oplysninger om personen i Det
Centrale Kriminalregister, inden indstilling til beskikkelse sker.
Stk. 4. En bistandsværge, der er optaget på statsforvaltningens fortegnelse, kan afslå at lade sig indstille til
beskikkelse, hvis den pågældende allerede er beskikket for andre sigtede, tiltalte eller dømte.
§ 6. En begæring fra den sigtede, tiltalte eller dømte om at få en allerede beskikket bistandsværge udskiftet
med en anden fremsættes over for anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for
retten. Straffelovens § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Kapitel 3 Bistandsværgens opgaver og beføjelser
§ 7. Bistandsværgen skal så vidt muligt handle i samråd med den sigtede, tiltalte eller dømte.
§ 8. En bistandsværge, som beskikkes under straffesagens behandling, har i første række til opgave
sammen med den beskikkede forsvarer at bistå den sigtede eller tiltalte under sagens behandling, jf.
herved straffelovens § 71, stk. 1. Efter dommen er det ifølge straffelovens § 71, stk. 2, bistandsværgens
opgave at holde sig underrettet om den dømtes tilstand og at drage omsorg for, at opholdet på
sygehuset/sygehusafdelingen, i institutionen eller anstalten og andre foranstaltninger ikke udstrækkes
længere end nødvendigt.
Stk. 2. Bistandsværgen skal rådgive og vejlede den sigtede, tiltalte eller dømte om klageadgang, herunder i
henhold til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, samt om muligheden for at søge en idømt
foranstaltning ændret eller ophævet, jf. straffelovens § 72. Bistandsværgen skal end­videre bistå den
pågældende med at udforme eventuelle klageskrivelser og anmodninger om foranstaltningsændring el­ler -
ophævelse samt yde bistand ved behandlingen af disse sager.
§ 9. Bistandsværgen skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge den sigtede, tiltalte eller dømte og til
stadighed holde sig i forbindelse med denne. Besøg skal ud over første besøg finde sted efter behov.
Stk. 2. Bistandsværgen har ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse med den
pågældende. Dette gælder dog ikke, hvis den sigtede eller tiltalte er varetægtsfængslet efter
retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, og væsentlige hensyn til efterforskningen nødvendiggør, at
bistandsværgen er undergivet bestemmelser om brev- og besøgskontrol fastsat af politiet. Såfremt der
træffes afgørelse herom, skal den sigtedes eller tiltaltes forsvarer orienteres, ligesom fremgangsmåden i
retsplejelovens § 771 og § 772 skal iagttages.
2.2.7 Bekendtgørelse om bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 10. Politiet skal holde bistandsværgen underrettet om, hvornår der afholdes retsmøder vedrørende den
sigtede, tiltalte eller dømte, herunder retsmøder med henblik på beskikkelse af en ny bistandsværge.
Stk. 2. Udskrifter af domme og kendelser angående den sigtede, tiltalte eller dømte skal efter anmodning
herom udleveres til bistandsværgen, medmindre efterforskningsmæssige hensyn undtagelsesvis taler
herimod. Indhentede oplysninger om den sigtedes, tiltaltes eller dømtes personlige forhold og mentale
tilstand skal endvidere efter anmodning herom udleveres til bistandsværgen, hvis den sigtede, tiltalte eller
dømte meddeler samtykke hertil.
Stk. 3. Politiet skal samtidig med beskikkelsen orientere bistandsværgen om den sigtedes, tiltaltes eller
dømtes folkeregisteradresse og sidst kendte opholdssted. Politiet skal herudover på bistandsværgens
anmodning orientere bistandsværgen om den sigtedes, tiltaltes eller dømtes folkeregisteradresse og sidst
kendte opholdssted.
§ 11. Når statsadvokaten har rejst tiltale for nævningeting eller udfærdiget ankemeddelelse, varetager
statsadvokaten, indtil fuldbyrdelsesordre er meddelt, de opgaver, der i §§ 4, 5, og 10 er pålagt politiet. I
sager, der forelægges Højesteret, varetager Rigsadvokaten disse opgaver.
§ 12. Den sigtedes, tiltaltes eller dømtes forsvarer skal efter anmodning i fornødent omfang og under
hensyn til retsplejelovens bestemmelser samt til bestemmelserne i denne bekendtgørelses § 9, stk. 2, og
§ 10, stk. 2, orientere bistandsværgen om sagen og om bistandsværgens rettigheder og pligter.
§ 13. Et sygehus/en sygehusafdeling, en institution eller en anstalt m.v., som modtager en person, der har
en bistandsværge beskikket, skal snarest underrette bistandsværgen, når den pågældende påbegynder et
ophold på stedet.
Stk. 2. Sygehuset/sygehusafdelingen, institutionen eller anstalten m.v. skal ligeledes underrette
bistandsværgen ved afslutningen af den pågældendes ophold på stedet.
§ 14. Personalet på sygehuset/sygehusafdelingen, institutionen eller anstalten m.v. skal endvidere give
bistandsværgen enhver oplysning, som er nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig
måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til den sigtede, tiltalte eller dømte, må heller ikke
gives til bistandsværgen.
Stk. 2. Bistandsværgen har ret til at gøre sig bekendt med oplysningerne i tvangsprotokollen vedrørende
den sigtede, tiltalte eller dømte, som den pågældende er beskikket for.
2.2.7 Bekendtgørelse om bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Bistandsværgen har endvidere ret til at gøre sig bekendt med indholdet af den sigtedes, tiltaltes eller
dømtes journal, herunder behandlingsplan, såfremt den pågældende selv ville have adgang hertil, jf. § 37 i
sundhedsloven, og såfremt den pågældende meddeler samtykke til, at bistandsværgen får adgang til
journalen.
§ 15. Der påhviler bistandsværgen tavshedspligt.
Kapitel 4 Beskikkelsens ophør m.v.
§ 16. Beskikkelsen som bistandsværge for en sigtet eller tiltalt under straffesagens behandling ophører,
såfremt retssagen ikke fører til, at der afsiges dom til anbringelse i psykiatrisk sygehus eller
sygehusafdeling, i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller i forvaring m.v. eller
dom, der giver mulighed for sådan anbringelse, jf. straffelovens §§ 68-70.
Stk. 2. Efter straffelovens § 71, stk. 2, ophører beskikkelsen som bistandsværge for en dømt, når den
idømte foranstaltning endeligt ophæves.
Stk. 3. Beskikkelsen som bistandsværge ophører endvidere, hvis den beskikkede bistandsværge udskiftes
med en anden.
Stk. 4. Såfremt beskikkelsen som bistandsværge ophører efter bestemmelserne i stk. 1 og 2, bistår
bistandsværgen dog den sigtede, tiltalte eller dømte i forbindelse med klager, som var iværksat på
tidspunktet for beskikkelsens ophør.
§ 17. En bistandsværge kan til enhver tid kræve at blive slettet fra fortegnelsen over bistandsværger.
Stk. 2. En bistandsværge, der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, fratages hvervet, hvis den
pågældende groft tilsidesætter de pligter, der følger af hvervet, eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet.
Hvis fratagelse sker, slettes den pågældende fra fortegnelsen over bistandsværger.
Stk. 3. Afgørelse om fratagelse af hvervet som bistandsværge efter stk. 2 træffes af statsforvaltningen.
Stk. 4. Sletning fra fortegnelsen over bistandsværger efter stk. 1 eller stk. 2 medfører, at nye beskikkelser af
den pågældende ikke kan finde sted. Sletning efter stk. 2 medfører endvidere, at spørgsmålet om fortsat
beskikkelse snarest skal indbringes for retten af anklagemyndigheden.
2.2.7 Bekendtgørelse om bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 5. Bistandsværger, som ikke er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, kan under samme
betingelser som nævnt under stk. 2 fratages hvervet. Afgørelse herom træffes af retten.
Kapitel 5 Vederlag
§ 18. Vedkommende politikreds udbetaler 1.131 kr. i vederlag til en bistandsværge, der er optaget på
fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket for en sigtet eller tiltalt under straffesagens
behandling.
Stk. 2. Vedkommende politikreds udbetaler i årligt grundbeløb 1.508 kr. til en bistandsværge, der er
optaget på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket for en dømt. Herudover udbetales i
vederlag til bistandsværgen 1.131 kr. for hver påbegyndt 3. måned, hvor den dømte er anbragt i henhold til
dommen.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte bistandsværger har endvidere krav på godtgørelse til befordring og om
nødvendigt overnatning i forbindelse med retsmøder og klientbesøg efter de for ansatte i staten gældende
regler. Ved overnatning ydes der endvidere godtgørelse til måltider efter de for ansatte i staten gældende
regler. Godtgørelse af de nævnte udgifter sker ved henvendelse til politiet.
Stk. 4. Bistandsværger, som ikke er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, har krav på godtgørelse
til befordring og om nødvendigt overnatning efter de for ansatte i staten gældende regler i forbindelse med
deltagelse i retsmøder og i forbindelse med indtil fem besøgsrejser årligt. Ved overnatning ydes der
endvidere godtgørelse til måltider efter de for ansatte i staten gældende regler. Godtgørelse af de nævnte
udgifter sker ved henvendelse til politiet.
Stk. 5. De i stk. 1 og 2 nævnte beløb (grundbeløb pr. 1. april 2000) reguleres årligt med den til enhver tid
gældende reguleringsprocent for ansatte i regioner og kommuner.
§ 19. De i § 18, stk. 1 og 2, nævnte beløb dækker ud over honorar for bistandsværgens arbejde i forbindelse
med besøg, retsmøder, klagesager m.v. tillige de udgifter, der er forbundet med hvervet, herunder udgifter
til telefon m.v.
Stk. 2. I ganske særlige tilfælde kan politiet under hensyn til arbejdets omfang forhøje eller nedsætte de i
§ 18, stk. 1 og 2, nævnte beløb.
Kapitel 6 Ikrafttræden
§ 20. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2009 og finder ligeledes anvendelse på
bistandsværger, der er beskikket ved bekendtgørelsens ikrafttræden.
2.2.7 Bekendtgørelse om bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 1999 om bistandsværger ophæves på det i
stk. 1 anførte tidspunkt.
Justitsministeriet, den 24. september 2009
Brian Mikkelsen
/Birgit Thostrup Christensen
2.2.7 Bekendtgørelse om bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.8 Bekendtgørelse om information og samtykke og om videregivelse
af helbredsoplysninger mv.
I medfør af lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling § 6, stk. 5, § 7, stk. 6, § 24, stk. 6, § 25, stk. 2,
§ 27, stk. 3 og § 32 og efter bemyndigelse fra sundhedsministeren, fastsættes:
Kapitel 1 Informeret samtykke
Samtykke til behandling
§ 1. Ved informeret samtykke forstås et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information
fra en sundhedsperson.
Stk. 2. Samtykke til behandling skal gives af en patient, der er fyldt 15 år. Patienten skal være i stand til at
overskue konsekvenserne af sine handlinger.
Stk. 3. Stedfortrædende samtykke til behandling kan gives, når betingelserne i lov om patienters
retsstilling § 8, stk. 2 og § 9, stk. 1 er opfyldt.
§ 2. Samtykke til behandling skal være frivilligt.
Stk. 2. Samtykket skal være udtrykkeligt, jf. dog stk. 4. Det er tilstrækkeligt med et mundtligt samtykke, jf.
dog stk. 3.
Stk. 3. Den for behandlingen ansvarlige sundhedsperson, jf. § 17, kan anmode om skriftligt samtykke, hvis
der er tale om større indgreb og komplicerede behandlinger, eller hvis der er formodning om, at der kan
blive rejst tvivl om samtykkets afgivelse og omfang.
Stk. 4. Et stiltiende samtykke kan efter omstændighederne være tilstrækkeligt, hvis det er utvivlsomt, at
patienten er enig i behandlingen.
Stk. 5. Et stedfortrædende samtykke skal altid være udtrykkeligt.
§ 3. En patient skal give samtykke til konkret behandling i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation.
Stk. 2. Hvis der kommer nye oplysninger, eller der sker ændringer i behandlingsplanen, skal der indhentes
fornyet samtykke.
Stk. 3. Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke.
Information
§ 4. En patient, der er fyldt 15 år, har ret til at få information om sin helbredstilstand og om
behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger.
Stk. 2. Informationen skal omfatte oplysninger om relevante forebyggelses-, behandlings- og
plejemuligheder, herunder oplysninger om andre behandlingsmuligheder samt oplysninger om
2.2.8 Bekendtgørelse om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes. Informationen skal være mere omfattende, når
behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.
Stk. 3. Skønnes patienten i øvrigt at være uvidende om forhold, der har betydning for patientens
stillingtagen, skal sundhedspersonen særligt oplyse herom, medmindre patienten har frabedt sig
information, jf. § 6.
§ 5. Informationen skal gives mundtligt og bør suppleres med skriftligt informationsmateriale ved større
indgreb og komplicerede behandlinger.
Stk. 2. Informationen skal gives på et sådant tidspunkt, at der er tid til spørgsmål og fornøden
overvejelse.
Stk. 3. Informationen skal gives på en sådan måde og i et sådant omfang, at patienten i den nødvendige
udstrækning forstår indholdet og betydningen af informationen.
Retten til ikke at vide
§ 6. Patienten har ret til at frabede sig information om sin aktuelle helbreds- og behandlingssituation og om
sygdomme, der kan bryde ud senere i livet.
Kapitel 2 Samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv.
§ 7. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner i forbindelse med behandling af patienten videregive
oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige rent private oplysninger og
andre fortrolige oplysninger.
Stk. 2. Med patientens samtykke kan sundhedspersoner endvidere til andre formål end behandling
videregive oplysninger som nævnt i stk. 1, til myndigheder, organisationer, private personer m. fl.
Stk. 3. Oplysninger omfattet af stk. 1 og 2 kan fx være sygdomsoplysninger eller oplysninger om en
persons helbredsforhold, herunder kontakt med sundhedsvæsenet, sociale problemer, misbrug af
nydelsesmidler eller lignende, strafbare forhold, privat økonomi, gæld, formue og skatteforhold.
§ 8. Et samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv. skal være afgivet af en patient, der er fyldt 15
år. Patienten skal være i stand til at overskue konsekvenserne af sine handlinger.
Stk. 2. Samtykket skal basere sig på fyldestgørende information. Samtykket skal indeholde oplysninger
om, hvilken type oplysninger, der må videregives, til hvem og til hvilket formål.
Stk. 3. Samtykket skal være frivilligt.
Stk. 4. Kan en patient ikke selv varetage sine interesser, indtræder den eller de personer, som efter
lovgivningen er bemyndiget hertil, i patientens rettigheder efter loven i det omfang, dette er nødvendigt
for at varetage patientens interesser i den pågældende situation.
Videregivelse i forbindelse med behandling
2.2.8 Bekendtgørelse om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 9. Samtykke til videregivelse i forbindelse med behandling, jf. § 7, stk. 1, skal være udtrykkeligt, mundtligt
eller skriftligt, og skal gives i forbindelse med det aktuelle behov for videregivelse.
Stk. 2. Samtykket skal gives til den sundhedsperson, der videregiver oplysninger eller til den
sundhedsperson, der modtager oplysninger.
Stk. 3. Samtykket kan tilbagekaldes, så længe videregivelse ikke er sket.
§ 10. Videregivelse af de i § 7, stk. 1 nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
1) det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten, og videregivelsen sker under
hensyntagen til patientens interesser og behov,
2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige
hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, eller
3) videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en læge, der virker som stedfortræder
for denne.
Stk. 2. Ved videregivelse efter stk. 1, nr.1, kan patienten på ethvert tidspunkt af det aktuelle
behandlingsforløb frabede sig, at oplysningerne videregives.
§ 11. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør om betingelserne i § 10,
stk. 1, for videregivelse uden patientens samtykke er opfyldt.
Stk. 2. Såfremt der videregives oplysninger efter § 10, stk.1, nr. 2, skal den, oplysningerne angår, snarest
muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.
Videregivelse til andre formål
§ 12. Samtykke til videregivelse til andre formål skal være skriftligt og skal gives i forbindelse med det
aktuelle behov for videregivelse. Kravet om skriftlighed kan fraviges, når sagens karakter eller
omstændighederne i øvrigt taler derfor.
Stk. 2. Samtykke skal gives til den person, der er i besiddelse af og skal videregive oplysninger.
Stk. 3. Samtykke efter stk. 1 bortfalder senest et år efter det er givet.
Stk. 4. Samtykket kan tilbagekaldes, så længe videregivelse ikke er sket.
§ 13. Videregivelse af de i § 7, stk. 2, jf. stk. 1, nævnte oplysninger kan uden patientens samtykke ske, når
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i lov, at oplysningen skal videregives, og oplysningen må
antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling,
2) videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige
hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre, eller
3) videregivelse er nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
2.2.8 Bekendtgørelse om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 14. Den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, afgør om betingelserne i § 13 for
videregivelse uden patientens samtykke er opfyldt.
Stk. 2. Såfremt der videregives oplysninger efter § 13, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt
herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.
Kapitel 3 Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til tredjelande
§ 15. Der må kun videregives oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private oplysninger og
andre fortrolige oplysninger til et tredjeland, såfremt dette land sikrer et tilstrækkeligt beskyttelseseniveau,
jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om beskyttelsesniveauet i et tredjeland er tilstrækkeligt, sker på grundlag af
samtlige de forhold, der har indflydelse på en videregivelse, herunder navnlig oplysningernes art,
behandlingens formål og varighed, oprindelseslandet og det endelige bestemmelsesland, samt de
retsregler, regler for god forretningsskik og sikkerhedsforanstaltninger, som gælder i tredjelandet.
Stk. 3. Udover de i stk. 1 nævnte tilfælde kan der videregives helbredsoplysninger mv. til et tredjeland,
såfremt
1) den registrerede har givet samtykke,
2) videregivelse er nødvendig eller følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov for at beskytte
en vigtig samfundsmæssig interesse eller for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares,
3) videregivelse er nødvendig for at beskytte patientens vitale interesser, eller
4) videregivelse finder sted fra et register, der ifølge lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov er
tilgængeligt for offentligheden eller for personer, der kan godtgøre at have en berettiget interesse heri, i
det omfang de i lovgivningen fastsatte betingelser for offentlig tilgængelighed er opfyldt i det specifikke
tilfælde.
Stk. 4. Reglerne i kapitel 5 i lov om patienters retsstilling finder i øvrigt anvendelse ved videregivelse af
oplysninger til tredjelande efter stk. 1 og 3.
§ 16. Ved tredjeland, jf. § 15, forstås en stat, som ikke indgår i Det Europæiske Fællesskab, og som ikke har
gennemført aftaler, der er indgået med det Europæiske Fællesskab, som indeholder regler svarende til
direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.
Kapitel 4 Ansvar mv.
§ 17. Ansvaret for at der foreligger det nødvendige informerede samtykke til behandling og til videregivelse
af helbredsoplysninger mv., påhviler den for behandlingen ansvarlige sundhedsperson.
§ 18. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet vejledning om information og samtykke og om videregivelse af
helbredsoplysninger m.v.
2.2.8 Bekendtgørelse om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Journalføring
§ 19. Den for behandlingen ansvarlige sundhedsperson skal sørge for, at det af patientjournalen fremgår,
hvilken information, der er givet, og hvad patienten på denne baggrund har tilkendegivet i relation til
behandling eller til videregivelse af helbredsoplysninger mv. til behandling eller til andre formål, jf.
Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 235 af 19. december 1996 om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser
(journalføring) og Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 236 af samme dato om lægers journalføring og øvrige
gældende regler vedrørende autoriserede sundhedspersoners journalføring.
Stk. 2. Det skal også af patientjournalen fremgå, hvilke helbredsoplysninger, der er behandlet, til hvilket
formål, hvem der har modtaget oplysningerne og tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger
stammer, jf. lov om patienters retsstilling § 20.
Kapitel 5 Ikrafttræden mv.
§ 20. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1998.
Stk. 2. Samtidig ophæves Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 163 af 22. september 1992 om information og
samtykke mv. »Lægers pligt og patienters ret«.
Sundhedsstyrelsen, den 14. september 1998
Einar Krag
/Michael von Magnus
2.2.8 Bekendtgørelse om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.9 Bekendtgørelse om forretningsorden for Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn
I medfør af § 20, stk. 1, jf. stk. 2, i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (centralstyrelsesloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 790 af 10. september 2002, som ændret ved lov nr. 428 af 10. juni 2003, fastsættes:
Kapitel 1 Patientklagenævnets opgaver og sammensætning
§ 1. Patientklagenævnet behandler klager over den faglige virksomhed vedrørende patientbehandling, der
udøves af de personer, der er omfattet af Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse om
persongrupper inden for sundhedsvæsenet, der er omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns
virksomhed. Nævnet behandler dog ikke klager, for hvilke der i øvrigt i lovgivningen er foreskrevet en særlig
klageadgang.
Stk. 2. I henhold til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien behandler Patientklagenævnet
som 2. instans klager over tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt,
beskyttelsesfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus
Vestsjælland.
Stk. 3. Patientklagenævnet behandler desuden de sager, som Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen,
Grønlands Hjemmestyre eller Færøernes Hjemmestyre indbringer for nævnet, jf. centralstyrelsesloven,
med henblik på kritik eller anden sanktion over for personer inden for sundhedsvæsenet, jf. stk. 1.
§ 2. Patientklagenævnet består af en formand og et af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat antal
næstformænd samt et antal beskikkede medlemmer, som udpeges efter reglerne i § 16 i
centralstyrelsesloven.
§ 3. Spørgsmål af almindelig interesse for nævnets virksomhed drøftes og besluttes efter formandens
bestemmelse på et fællesmøde.
Stk. 2. Fællesmødet består af formanden, næstformændene, fire medlemmer efter centralstyrelseslovens
§ 16, stk. 3, nr. 1-3, to medlemmer efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 3, nr. 4, to medlemmer efter
centralstyrelseslovens § 16, stk. 3, nr. 5 og otte medlemmer efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 4.
Formanden bestemmer, hvilke faglige grupper, der skal deltage i fællesmødet, dog skal lægerne
repræsenteres ved tre medlemmer.
Stk. 3. Det påhviler desuden formanden at indkalde det samlede nævn til et årligt møde, hvor spørgsmål af
almindelig interesse for nævnets virksomhed drøftes.
§ 4. Indenrigs- og Sundhedsministeriet stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet. Indenrigs- og
Sundhedsministeren udnævner en direktør for nævnets sekretariat.
§ 5. Ved ordet »formand« menes i §§ 6-11 »formanden eller den, formanden bemyndiger dertil«.
2.2.9 Bekendtgørelse om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 2 Forberedelse af sagerne
§ 6. Formanden afgør, om en klage falder inden for nævnets kompetence, om klageren har tilstrækkelig
retlig interesse i sagen, og om en klage skal afvises, fordi den 2-årige eller 5-årige klagefrist, jf.
centralstyrelseslovens § 22, er overskredet.
§ 7. Sekretariatet bestemmer rækkefølgen for behandling af de indkomne klager.
Stk. 2. Sekretariatet er ansvarligt for oplysning af sagen, indhentelse af fornøden sagkyndig vurdering og
udarbejdelse af forslag til afgørelse.
Stk. 3. Formanden fastsætter retningslinjer for embedslægeinstitutionernes behandling af
patientklagesager.
Stk. 4. Sundhedspersoner skal efter anmodning meddele sekretariatet og embedslægerne enhver
oplysning, herunder journaler, til brug for behandling af sagen.
Stk. 5. Skønner formanden, at en klage eller en indberetning fra Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen,
Grønlands Hjemmestyre eller Færøernes Hjemmestyre vil kunne føre til en straffesag mod en eller flere
sundhedspersoner, kan formanden beslutte, at sagen sendes til politimæssig efterforskning før
nævnsbehandling.
Stk. 6. Sekretariatet kan under sagsforberedelsen forelægge konkrete sager for Retslægerådet og
Sundhedsstyrelsen.
Stk. 7. Sekretariatet hører parterne i overensstemmelse med forvaltningslovens regler over relevant
materiale samt over sagkyndige vurderinger og forslag til afgørelse, inden Patientklagenævnet træffer
afgørelse i sagen.
Kapitel 3 Afholdelse af møde m.v.
§ 8. Nævnet udøver sin virksomhed i møder, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Formand og næstformænd kan træffe afgørelser i sager, som efter den af nævnet fulgte praksis ikke
skønnes at give anledning til tvivl, herunder afvise anmodninger om genoptagelse af sager. Dette gælder
dog ikke sager, som giver anledning til at udtale kritik over for den pågældende sundhedsperson, eller til at
udtale, at den pågældende sundhedsperson kunne have handlet mere hensigtsmæssigt, eller sager, hvor
der klages over en afgørelse truffet af et lokalt psykiatrisk patientklagenævn.
§ 9. Et nævnsmøde sammensættes af:
1) Formanden eller en næstformand.
2) To lægmandsmedlemmer efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 3.
3) To fagligt uddannede medlemmer efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 4, afhængig af hvilke faggrupper,
sagen vedrører.
2.2.9 Bekendtgørelse om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Nævnsmødet er beslutningsdygtigt, når formanden eller vedkommende næstformand og to af
nævnets andre medlemmer, heraf et medlem beskikket efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 3, og et
medlem beskikket efter centralstyrelseslovens § 16, stk. 4, er til stede.
Stk. 3. Formanden eller vedkommende næstformand leder og tilrettelægger nævnsmødet.
§ 10. Formanden afgør, hvilke medlemmer, jf. § 9, der skal indkaldes til et nævnsmøde.
Stk. 2. Formanden fastsætter tid, sted og dagsorden for nævnsmøderne.
Stk. 3. Vedrører en sag flere faggrupper, deltager de fagligt uddannede medlemmer alene ved afgørelsen af
de delspørgsmål, som vedrører de pågældendes eget fagområde.
Stk. 4. Nævnsmøderne indkaldes med mindst 14 dages varsel, bilagt dagsorden, hvoraf det fremgår, hvilke
sager der kommer til behandling på mødet.
Stk. 5. Med hvert dagsordenspunkt følger et forslag til nævnets afgørelse. Med forslaget udsendes det
sagsmateriale, der er nødvendigt, for at nævnet kan træffe en afgørelse.
Stk. 6. Formanden kan bestemme, at sagen kan afgøres ved forenklet mødebehandling. Sagen udsendes i så
fald til medlemmerne med indstilling om afgørelsen og kan kun kræves behandlet på mødet, hvis et
medlem giver sekretariatet meddelelse herom sædvanligvis senest tre hverdage før det fastsatte møde.
§ 11. Nævnsmøder er ikke offentlige. Nævnets formand kan, hvor særlige forhold gør sig gældende,
bestemme, at særligt sagkyndige eller andre kan deltage i et nævnsmøde uden stemmeret.
Kapitel 4 Afgørelser m.v.
§ 12. Nævnsmødets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er
formandens/næstformandens stemme udslagsgivende.
Stk. 2. Nævnsmødets afgørelser indføres i en beslutningsprotokol, som underskrives af deltagerne i
nævnsmødet. Et medlem kan kræve tilført protokollen en kort begrundelse for sit standpunkt.
Stk. 3. Afgørelser udfærdiges skriftligt, med begrundelse og med angivelse af, om det er et enigt nævn eller
et flertal af nævnets medlemmer, der har truffet afgørelse. I afgørelsen angives navnene på de
nævnsmedlemmer, der har deltaget i afgørelsen. Et medlems eventuelle særstandpunkt anføres kort i
afgørelsen.
§ 13. Nævnets afgørelse sendes til klageren samt de personer, hvis faglige virksomhed afgørelsen vedrører.
Kopi af afgørelsen kan uanset sagens udfald endvidere sendes til vedkommende embedslægeinstitution,
Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, Grønlands Hjemmestyre eller Færøernes Hjemmestyre, samt
myndigheder, der er arbejdsgiver eller lignende i forhold til den eller de berørte personer inden for
sundhedsvæsenet og andre med berettiget interesse.
§ 14. Nævnet offentliggør i anonymiseret og eventuelt resumeret form afgørelser, der er af principiel
betydning eller har almen interesse, og som er egnet som vejledning om nævnets praksis.
2.2.9 Bekendtgørelse om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 15. Patientklagenævnet kan, jf. § 14 i centralstyrelsesloven, benytte følgende reaktioner i sine afgørelser:
1) sagen giver ikke grundlag for kritik af sundhedspersonen,
2) sagen giver grundlag for at udtale, at sundhedspersonen i en eller flere nærmere angivne situationer
kunne have handlet mere hensigtsmæssigt,
3) sagen giver grundlag for kritik, fordi sundhedspersonen har overtrådt lovgivningen,
4) sagen giver yderligere grundlag for at indskærpe sundhedspersonen at være mere omhyggelig og
samvittighedsfuld i sit fremtidige virke og
5) sagen giver yderligere grundlag for berettiget mistanke om, at sundhedspersonen kan have gjort sig
skyldig i grovere eller gentagen skødesløshed. Patientklagenævnet kan på den baggrund anmode
anklagemyndigheden om at overveje at rejse tiltale.
Stk. 2. Patientklagenævnet kan, jf. § 38 i lov om tvang i psykiatrien, tiltræde, ændre eller hjemvise
afgørelser om tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse, beskyttelsesfiksering og aflåsning
af patientstue, der er truffet af det lokale psykiatriske patientklagenævn i vedkommende amt.
§ 16. Patientklagenævnet er i sin virksomhed uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling
og afgørelse.
Stk. 2. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Fremkommer der i en sag, som er afgjort af nævnet, nye og for sagens afgørelse væsentlige
oplysninger, kan nævnet tage sagen op til fornyet behandling og afgørelse.
Kapitel 5 Forskellige bestemmelser
§ 17. Der påhviler nævnets medlemmer tavshedspligt.
§ 18. Patientklagenævnets medlemmer er i forbindelse med deres arbejde for nævnet omfattet af
forvaltningslovens regler om habilitet.
Stk. 2. Et nævnsmedlem må ikke medvirke ved behandlingen af en konkret sag i blandt andre følgende
situationer:
1) hvis nævnsmedlemmet har nære personlige relationer til en af sagens parter,
2) hvis nævnsmedlemmet har deltaget i sagsbehandlingen af samme sag i en anden institution, eksempelvis
Retslægerådet eller Patientforsikringen,
3) hvis klager på noget tidspunkt er blevet undersøgt eller behandlet af nævnsmedlemmet,
4) hvis klager i forbindelse med det påklagede forhold er blevet undersøgt eller behandlet på den
sygehusafdeling, klinik m.v., hvor nævnsmedlemmet er beskæftiget,
2.2.9 Bekendtgørelse om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5) hvis den indklagede sundhedsperson er ansat på den sygehusafdeling, klinik m.v., hvor
nævnsmedlemmet er beskæftiget,
6) hvis et nævnsmedlem har været beskæftiget på den indklagede sundhedspersons sygehusafdeling, klinik
m.v. under det påklagede forhold,
7) hvis der i øvrigt foreligger konkrete omstændigheder, som kan være egnede til at vække tvivl om den
pågældendes uvildighed.
Stk. 3. Hvis et nævnsmedlem er i tvivl om sin habilitet, kan spørgsmålet drøftes med Patientklagenævnets
sekretariat.
§ 19. Nævnet afgiver en årlig redegørelse til indenrigs- og sundhedsministeren om sin virksomhed.
§ 20. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. november 2003 og har virkning fra 1. november 2003.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 662 af 14. september 1998 om forretningsorden for
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 4. november 2003
Lars Løkke Rasmussen
/Tina González-Schelbeck
2.2.9 Bekendtgørelse om forretningsorden for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.10 Bekendtgørelse om fri proces
I medfør af § 325, stk. 2, og §§ 326 og 330 i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29.
oktober 2009, fastsættes:
§ 1. Ved afgørelser om fri proces benyttes som indtægtsgrundlag summen af
1) den personlige indkomst efter personskattelovens § 3 og
2) kapitalindkomsten efter personskattelovens § 4 med tillæg af aktieindkomsten efter
personskattelovens § 4 a og CFC-indkomsten efter personskattelovens § 4 b.
Stk. 2. Ved beregninger efter stk. 1 anvendes de indkomster, der fremgår af årsopgørelsen for det forrige
kalenderår. Hvis summen af kapitalindkomsten, aktieindkomsten og CFC-indkomsten er negativ, ses der
bort fra den. For samlevende gælder dette kun, hvis parret samlet set har negativ indkomst af de nævnte
arter.
Stk. 3. Fri proces efter retsplejelovens §§ 327 og 328 kan meddeles, hvis ansøgerens indtægtsgrundlag
opgjort efter stk. 1 er 275.000 kr. eller mindre. Lever ansøgeren i et samlivsforhold, kan fri proces
meddeles, hvis summen af parrets indtægtsgrundlag er 350.000 kr. eller mindre. Hvis parret har
modstående interesser i sagen, anvendes dog ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for
enlige.
Stk. 4. Beløbene i stk. 3 forhøjes med 48.000 kr. for hvert barn, herunder stedbørn og plejebørn, under 18
år, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne.
§ 2. Afviger ansøgerens aktuelle indkomstforhold ifølge de foreliggende oplysninger væsentligt fra det, der
er lagt til grund ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter § 1, stk. 1, lægges de tilsvarende aktuelle
indkomstforhold til grund. Det samme gælder, hvis der ikke er opgjort et indtægtsgrundlag for ansøgeren.
§ 3. Er ansøgeren under 18 år, kan der tillige tages hensyn til forældrenes økonomiske forhold.
2.2.10 Bekendtgørelse om fri proces

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 4. Ansøgeren skal vedlægge årsopgørelse fra skattemyndighederne for 2008. Indgives ansøgningen i
december 2010 vedlægges tillige årsopgørelsen for 2009. Lever ansøgeren i et samlivsforhold, skal
samleverens årsopgørelse tillige vedlægges. Dette gælder dog ikke, hvis parret har modstående interesser i
sagen.
Stk. 2. Ansøgeren skal oplyse antallet af børn, herunder stedbørn og plejebørn, under 18 år, som enten bor
hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne.
Stk. 3. Ansøgeren skal oplyse, om der er en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker
omkostningerne ved sagen.
Stk. 4. Civilstyrelsen kan pålægge ansøgeren at tilvejebringe yderligere oplysninger til brug for sagens
behandling.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2010.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på ansøgninger, der behandles den 1. januar 2010 eller senere,
medmindre den retssag, hvortil der ansøges om fri proces, er afsluttet før denne dato.
Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1116 af 21. november 2008 om fri proces ophæves. Bekendtgørelsen finder dog
fortsat anvendelse på ansøgninger om fri proces i retssager, der er afsluttet før den 1. januar 2010.
Justitsministeriet, den 9. december 2009
Brian Mikkelsen
/Astrid Mavrogenis
2.2.10 Bekendtgørelse om fri proces

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.11Bekendtgørelse om offentlig retshjælp ved advokater
I medfør af § 323, stk. 7, § 325, stk. 2, og § 326 i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29.
oktober 2009, fastsættes:
Tilskud til advokater, der yder retshjælp
§ 1. Efter retsplejelovens § 323, stk. 1, yder justitsministeren tilskud til retshjælp ved advokatvagter i form
af helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 1). Justitsministeren yder endvidere tilskud til retshjælp
ved advokater i form af rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 2) og rådgivning i
forbindelse med forligsforhandlinger (trin 3).
Stk. 2. Efter retsplejelovens § 333, stk. 5, skal advokater, der er antaget til at udføre sager for parter, der
har fri proces, yde retshjælp til personer, der opfylder de økonomiske betingelser i medfør af § 325, stk. 3-
5. Andre advokater kan ved anmeldelse til byretten påtage sig en tilsvarende forpligtelse.
Stk. 3. Byretten udarbejder og ajourfører løbende en fortegnelse over de advokater, som yder retshjælp i
retskredsen. Fortegnelsen ligger til gennemsyn i byretten, i kommunens social- og sundhedsforvaltning, i
Forbrugerklagenævnet, hos lokale advokatvagter og retshjælpskontorer samt på biblioteker. Fortegnelsen
kan udleveres ved henvendelse i byretten.
De økonomiske betingelser for retshjælp på trin 2 og 3
§ 2. Ved afgørelser om offentlig retshjælp ved advokater benyttes som indtægtsgrundlag summen af:
1) den personlige indkomst efter personskattelovens § 3 og
2) kapitalindkomsten efter personskattelovens § 4 med tillæg af aktieindkomsten efter personskattelovens
§ 4 a og CFC-indkomsten efter personskattelovens § 4 b.
Stk. 2. Ved beregninger efter stk. 1 anvendes de indkomster, der fremgår af årsopgørelsen for det forrige
kalenderår. Hvis summen af kapitalindkomsten, aktieindkomsten og CFC-indkomsten er negativ, ses der
bort fra den. For samlevende gælder dette kun, hvis parret samlet set har negativ indkomst af de nævnte
arter.
Stk. 3. Retshjælp gives til personer, hvis indtægtsgrundlag opgjort efter stk. 1 er 275.000 kr. eller mindre.
Lever den retshjælpssøgende i et samlivsforhold, gives retshjælp, hvis summen af parrets indtægtsgrundlag
er 350.000 kr. eller mindre. Hvis parret har modstående interesser i sagen, anvendes dog den
retshjælpssøgendes eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige.
Stk. 4. Beløbene i stk. 3 forhøjes med 48.000 kr. for hvert barn, herunder stedbørn og plejebørn, under 18
år, som enten bor hos den retshjælpssøgende eller i overvejende grad forsørges af denne.
2.2.11Bekendtgørelse om offentlig retshjælp ved advokater

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 3. Afviger den retshjælpssøgendes aktuelle indkomstforhold ifølge de foreliggende oplysninger væsentligt
fra det, der er lagt til grund ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter § 2, stk. 1, lægges de tilsvarende
aktuelle indkomstforhold til grund.
§ 4. Ved henvendelse til en advokat om retshjælp skal den retshjælpssøgende forevise årsopgørelsen fra
skattemyndighederne for 2008. Lever den retshjælpssøgende i et samlivsforhold, skal samleverens
årsopgørelse tillige forevises. Dette gælder dog ikke, hvis parret har modstående interesser i sagen.
Stk. 2. Er der ikke udfærdiget årsopgørelse for den retshjælpssøgende eller dennes samlever, eller
påberåber den retshjælpssøgende sig § 3, må dokumentation for de aktuelle indkomstforhold forevises.
Stk. 3. I særligt hastende tilfælde kan der, selv om der ikke forevises dokumentation efter stk. 1 eller 2,
gives retshjælp på trin 2, hvis det må antages, at de økonomiske betingelser er opfyldt.
Stk. 4. Ved henvendelse til en advokat om retshjælp skal den retshjælpssøgende oplyse, om der er en
forsikring, der dækker retshjælpen, og i bekræftende fald forsikringsselskabets navn og policenummeret.
Retshjælpens område og omfang
§ 5. Advokatvagterne kan give retshjælp i form af helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 1).
Retshjælp ved advokater kan gives i form af rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning
(trin 2) og rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger (trin 3).
Stk. 2. Retshjælp på trin 1 omfatter helt grundlæggende mundtlig rådgivning, som ikke blot omfatter de
juridiske spørgsmål af betydning for tvisten, men også de praktiske og økonomiske muligheder for at gå
videre, således at den retshjælpssøgende får et beslutningsgrundlag for, om han eller hun vil gå videre med
sagen. Enhver har ret til vederlagsfri retshjælp på trin 1 vedrørende ethvert retsspørgsmål.
Stk. 3. Retshjælp på trin 2 omfatter rådgivning og udfærdigelse af enkelte skriftlige henvendelser af
sædvanlig art, herunder ansøgning om fri proces, processkrifter i retssager, udfærdigelse af
bodelingsoverenskomster, enkle testamenter og ægtepagter samt deltagelse i møder.
Stk. 4. Retshjælp på trin 3 omfatter yderligere rådgivning, der ydes med henblik på at opnå en
forligsmæssig løsning af en tvist. Retshjælp på trin 3 forudsætter, at advokaten med rimelighed skønner, at
der er udsigt til, at sagen herved vil kunne afsluttes forligsmæssigt.
Stk. 5. Retshjælp på trin 2 og 3 kan ikke gives til:
1) sigtede eller tiltalte i offentlige straffesager,
2) aktivt erhvervsdrivendes sager af overvejende erhvervsmæssig karakter,
3) sager om gældssanering eller
4) sager, der angår eller er under behandling ved en forvaltningsmyndighed eller et privat klage- eller
ankenævn, der er godkendt af økonomi- og erhvervsministeren.
2.2.11Bekendtgørelse om offentlig retshjælp ved advokater

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 6. Uanset stk. 5, nr. 4, kan der dog gives retshjælp til klage over en forvaltningsmyndigheds afgørelse.
Stk. 7. En retshjælpssøgende kan i samme sag få retshjælp på både trin 2 og 3, hvis betingelserne herfor i
øvrigt er opfyldt.
Stk. 8. Der kan ikke ydes tilskud til retshjælp, hvis det på forhånd er klart, at sagen ikke kan afsluttes inden
for de beløbsmæssige rammer i § 6, stk. 1. Tilskud til retshjælp kan dog ydes, hvis advokaten under
rådgivningen med rimelighed har skønnet, at sagen kunne afsluttes inden for rammerne.
§ 6. Vederlaget til advokater for retshjælp på trin 2 udgør 930 kr. (inkl. moms). Heraf betaler staten 75 pct.,
medens den retshjælpssøgende betaler resten. Vederlaget til advokater for retshjælp på trin 3 udgør 2130
kr. (inkl. moms). Heraf betaler staten og den retshjælpssøgende hver halvdelen. Staten betaler dog hele
vederlaget for retshjælp i forbindelse med en ansøgning om fri proces.
Stk. 2. Tilskud fra statskassen omfatter alene vederlag, der ikke er dækket af en retshjælpsforsikring eller
anden form for forsikring.
Stk. 3. Vederlaget fra statskassen udbetales, uanset om den retshjælpssøgende har betalt sin andel til
advokaten.
Stk. 4. Forinden der ydes retshjælp på trin 2 og trin 3, skal advokaten orientere den retshjælpssøgende om
det omkostningsbeløb, som i det foreliggende tilfælde vil være forbundet med henholdsvis retshjælpen på
trin 2 og på trin 3. Advokaten skal endvidere vejlede den retshjælpssøgende om andre
retshjælpsmuligheder.
Forskellige bestemmelser
§ 7. En advokat kan nægte at yde retshjælp, såfremt den retshjælpssøgendes krav findes åbenbart
ubegrundet, eller såfremt udførelsen af hvervet ville stride mod god advokatskik.
§ 8. Medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, kan en advokat ikke få vederlag efter
denne bekendtgørelse for ydelse af retshjælp til mere end én part under samme sag.
§ 9. Såfremt den ydede retshjælp er omfattet af en forsikring, sendes anmodningen om udbetaling af
vederlag til forsikringsselskabet, der udbetaler den del af advokatens vederlag, som forsikringsselskabet
skal betale. Er den ydede retshjælp ikke omfattet af en forsikring, sendes anmodningen til dommeren i den
retskreds, hvor advokaten har hovedkontor. Byretten udbetaler den del af advokatens vederlag, som staten
skal betale.
Stk. 2. Advokaten udfylder en blanket til brug for forsikringsselskabets eller byrettens behandling af sagen.
Blanketten udarbejdes af Civilstyrelsen.
Stk. 3. Byretten kan, når der findes særlig grund dertil, og navnlig når der er ydet udvidet retshjælp på trin
3, afkræve advokaten en nærmere redegørelse om sagen, før vederlaget udbetales.
2.2.11Bekendtgørelse om offentlig retshjælp ved advokater

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 10. Meddelelser til advokaten kan sendes som digital kommunikation. Meddelelsen skal være forsynet
med en digital signatur.
§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2010, således at dens bestemmelser finder anvendelse
på retshjælp, der gives efter denne dato.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1117 af 21. november 2008 om offentlig retshjælp ved advokater ophæves.
Justitsministeriet, den 14. december 2009
Brian Mikkelsen
/ Astrid Mavrogenis
2.2.11Bekendtgørelse om offentlig retshjælp ved advokater

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.12 Bekendtgørelse om betaling for afskrifter, edb-udskrifter og
fotokopier, der udleveres efter kapitel 4 om aktindsigt i lov om
patienters retsstilling
Efter § 22 i lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling fastsættes:
§ 1. Som betaling for afskrifter, edb-udskrifter og fotokopier af dokumenter i patientjournaler
m.v., der udleveres efter kapitel 4 om aktindsigt i lov om patienters retsstilling, opkræver
vedkommende myndighed, institution eller autoriserede sundhedsperson 10 kr. for første side og 1
kr. for hver påbegyndt følgende side, jf. dog stk. 2 og 4 og § 2, stk. 1, samt § 3.
Stk. 2. En privat praktiserende autoriseret sundhedsperson, som giver aktindsigt ved afskrift,
edb-udskrift eller fotokopi, kan dog som betaling herfor kræve 10 kr. pr. påbegyndt side, i alt dog
højst 200 kr., hvis
lignende.
1) aktindsigten gives ved edb-udskrift, eller
2) der i den pågældende praksis ikke rådes over fotokopieringsmaskine eller lignende.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte beløb omfatter merværdiafgift, forsendelsesomkostninger og
Stk. 4. Udleveres afskrift, edb-udskrift eller fotokopi uden udtrykkelig anmodning, kan der
ikke kræves betaling efter stk. 1 og 2.
§ 2. Første gang, der efter anmodning gives aktindsigt ved afskrift, edb-udskrift eller fotokopi af
en patientjournal m.v., kan der ikke kræves betaling efter § 1, jf. dog § 3.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse i tilfælde, der omfattes af § 1, stk. 2.
§ 3. Såfremt der i forbindelse med aktindsigt efter §§ 1 og 2 udleveres kopi af røntgenbilleder,
lystryk, lydbånd, film m.v., kan der som betaling herfor kræves de faktiske omkostninger ved
fremstilling af kopien.
§ 4. Hvis der ved lov eller i henhold til lov er fastsat højere betaling for afskrift, edb-udskrift eller
fotokopi af et bestemt dokument, opkræves dette beløb.
2.2.12 Bekendtgørelse om betaling for afskrifter, edb-udskrifter og fotokopier, der udleveres efter kapitel 4 om
aktindsigt i lov om patienters retsstilling

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1998.
Stk. 2. Samtidig ophæves Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 938 af 7. december 1993
om betaling for afskrifter, edb-udskrifter og fotokopier, der udleveres efter lov om aktindsigt i
helbredsoplysninger.
Sundhedsministeriet, den 14. september 1998
Carsten Koch
/Steen Loiborg
2.2.12 Bekendtgørelse om betaling for afskrifter, edb-udskrifter og fotokopier, der udleveres efter kapitel 4 om
aktindsigt i lov om patienters retsstilling

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.13 Bekendtgørelse om tilskud til psykologbehandling i
praksissektoren for særligt udsatte persongrupper
I medfør af §§ 69 og 72 i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008, fastsættes:
§ 1. Gruppe 1-sikrede og gruppe-2 sikrede personer har, jf. § 2, ret til tilskud til behandling hos psykolog,
hvis de:
1) har været ofre for røveri, vold eller voldtægt,
2) har været ofre for trafikulykker eller andre ulykker,
3) er pårørende til alvorligt psykisk syge personer,
4) er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom,
5) er pårørende til personer, der er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom,
6) er pårørende ved dødsfald,
7) har forsøgt selvmord,
8) har fået foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge,
9) inden de er fyldt 18 år, har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb eller
10) har en let til moderat depression og er mellem 18 og 37 år.
§ 2. Tilskud til psykologbehandling til både gruppe 1-sikrede og gruppe 2-sikrede personer er betinget af, at
behandlingen ydes af en psykolog, der har tilsluttet sig den gældende overenskomst mellem Regionernes
Lønnings- og Takstnævn og Dansk Psykolog Forening.
Stk. 2. Der skal foreligge en skriftlig eller en elektronisk henvisning fra en alment praktiserende læge,
herunder vagtlæge, inden behandlingen påbegyndes. Hvis den henvisende læge skønner, at patienten har
behov for akut psykologhjælp, kan henvisning ske på anden måde. Der udstedes herefter snarest skriftlig
eller elektronisk henvisning. Henvisningen har kun gyldighed, hvis psykologen modtager den senest en
måned efter udstedelsen.
Stk. 3. Lægehenvisningen til behandling i henhold til § 1, pkt. 1 – 8, kan normalt ikke udstedes senere end 6
måneder efter den begivenhed, der er årsag til henvisningen, indtrådte. Henvisning i henhold til § 1, pkt. 1
– 8 kan dog ikke udstedes senere end 12 måneder efter begivenheden.
Stk. 4. Lægen kan henvise til psykologhjælp efter § 1, pkt. 8, forud for abortindgrebet, når anmodning om
tilladelse til indgrebet er sendt til abortsamrådet.
Stk. 5. Lægen kan kun henvise og evt. genhenvise den i § 1, nr. 10 nævnte persongruppe, såfremt lægen
forinden har foretaget en psykometrisk test.
2.2.13 Bekendtgørelse om tilskud til psykologbehandling i praksissektoren for særligt udsatte persongrupper

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 3. Tilskud ydes for indtil 12 konsultationer pr. behandlingsforløb. Dog kan personer omfattet af § 1, nr. 10,
efter genhenvisning, jf. § 2, stk. 5, få tilskud for indtil 12 konsultationer yderligere.
Stk. 2. Tilskud kan ydes til individuelle konsultationer, topersoners konsultationer og gruppekonsultationer.
Stk. 3. De nærmere vilkår for ret til psykologisk behandling er fastsat i overenskomst mellem Regionernes
Lønnings- og Takstnævn og Dansk Psykolog Forening.
§ 4. Tilskud til behandling hos psykolog ydes af Regionsrådet i den sikredes bopælsregion.
Stk. 2. Regionsrådet yder et tilskud på 60 pct. af de i overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og
Takstnævn og Dansk Psykolog Forening fastsatte honorarer pr. konsultation.
Stk. 3. Både gruppe 1 og gruppe 2 sikrede personer betaler deres egen andel af honoraret direkte til
psykologen.
§ 5. Personer, der har ret til ydelser i praksissektoren i medfør af EF-retten eller internationale aftaler, har
under ophold her i landet ret til tilskud til psykologhjælp på samme vilkår som gruppe 1-sikrede og gruppe
2-sikrede personer.
Stk. 2. Ved EF-retten eller internationale aftaler forstås Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse
af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres
familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, og den dertil knyttede forordning (EØF) nr. 574/72
om gennemførelse af forordning nr. 1408/71, aftalen om det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØSaftalen),
Nordisk Konvention om Social Sikring og aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber, dets
medlemsstater og Schweiz om fri bevægelighed for personer.
§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2008.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 206 af 28. marts 2008 om tilskud til psykologbehandling i
praksissektoren for særligt udsatte grupper.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, den 26. juni 2008
Jakob Axel Nielsen
/Jane Andersen
2.2.13 Bekendtgørelse om tilskud til psykologbehandling i praksissektoren for særligt udsatte persongrupper

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.14 Bekendtgørelse om samtaler efter ophør af en
tvangsforanstaltning på psykiatriske afdelinger
I medfør af § 4, stk. 5, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1.
november 2006 fastsættes:
§ 1. Den for behandlingen ansvarlige overlæge skal sikre, at en patient tilbydes en eller flere samtaler efter
ophør af en tvangsforanstaltning.
Stk. 2. Formålet med samtalen er at få belyst patientens og personalets opfattelse af den situation, som
ledte til tvangsanvendelse dels for at kunne forebygge anvendelsen af yderligere tvangsanvendelse og dels
for eventuelt at gennemføre tvang på en anden måde ved fremtidige tvangsforanstaltninger.
§ 2. Samtalerne skal gennemføres systematisk. Følgende forhold skal omtales:
1) hvordan patientens oplevede den pågældende tvangsforanstaltning og den måde den blev gennemført
på,
2) patientens opfattelse af årsag til og formål med den pågældende tvangsforanstaltning,
3) patientens vurdering af om man kunne have undgået tvang i den pågældende situation og i givet fald
hvordan man skulle have forholdt sig,
4) patientens forslag til hvordan man i eventuelle fremtidige situationer kunne undgå tvang,
5) information om hvordan personalet opfattede årsagen til og formålet med tvangsforanstaltningen og
6) virkning og eventuelle bivirkninger ved den pågældende tvangsforanstaltning, fx ved medicinering.
Stk. 2. Andre forhold knyttet til tvangsforanstaltningen, som må antages at kunne fremme formålet med
samtalen, jf. § 1, stk. 2, kan inddrages i samtalen såvel af patienten som af personalet.
§ 3. En eftersamtale skal gennemføres af en kvalificeret sundhedsperson på den afdeling, hvor
tvangsforanstaltningen har fundet sted.
Stk. 2. Samtalen skal finde sted snarest efter ophør af tvangsforanstaltningen.
§ 4. Referat af samtalen skal journalføres.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007.
Sundhedsstyrelsen, den 14. december 2006
Else Smith
/Anne Mette Dons
2.2.14 Bekendtgørelse om samtaler efter ophør af en tvangsforanstaltning på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.15 Bekendtgørelse om undersøgelse af post, patientstuer og
ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af
genstande m.v. på psykiatrisk afdeling
I medfør af § 19 a, stk. 4, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1.
november 2006, fastsættes:
§ 1. Ved begrundet mistanke om, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande er blevet eller vil blive
forsøgt indført til patienten, kan overlægen beslutte,
1) at patientens post skal åbnes og kontrolleres,
2) at patientens stue og ejendele skal undersøges,
3) at der skal foretages kropsvisitation af patienten. Undersøgelse af kroppens hulrum er ikke tilladt.
Stk. 2. Overlægens beslutning efter stk. 1, samt angivelse af, hvilke konkrete forhold mistanken bygger på,
skal anføres i journalen.
§ 2. Undersøgelse af patientens post og patientens stue samt ejendele skal så vidt muligt foretages i
patientens nærvær. Disse undersøgelser kan kun foretages uden patientens tilstedeværelse i situationer,
hvor patientens tilstand er af en sådan karakter, at vedkommende ikke er i stand til at overvære kontrollen.
§ 3. Patientens post kan alene undersøges for, om de i § 1 nævnte medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande findes i posten. Det er ikke tilladt at læse det skriftlige indhold i posten.
Stk. 2. Kun forsendelser til patienten er omfattet af denne bekendtgørelse. Breve og pakker, som patienten
sender, er ikke omfattet.
§ 4. Overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande, som bliver fundet ved
indgreb efter § 1, skal beslaglægges. Overlægen kan overlade til politiet at afgøre, om medikamenter,
rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om
euforiserende stoffer og lovgivningen om våben m.v. Politiet kan beslutte, om disse medikamenter,
rusmidler og genstande skal destrueres.
Stk. 2. Afdelingen skal opbevare medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som er beslaglagt, jf. stk. 1,
indtil det skønnes forsvarligt, at patienten kan få disse udleveret.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2007.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 14. december 2006
Lars Løkke Rasmussen / Sven Erik Bukholt
2.2.15 Bekendtgørelse om undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og
tilintetgørelse af genstande m.v. på psykiatrisk afdeling

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.16 Bekendtgørelse om forretningsorden for Retslægerådet
I medfør af § 4 i lov nr. 60 af 25. marts 1961 om Retslægerådet fastsættes:
§ 1. Retslægerådet består af indtil 12 læger.
Stk. 2. Rådet arbejder i 2 afdelinger. Den ene behandler retspsykiatriske spørgsmål og den anden alle
øvrige retsmedicinske spørgsmål.
Stk. 3. Justitsministeren udpeger blandt rådets medlemmer en formand og 2 næstformænd, en for hver
afdeling.
§ 2. Justitsministeren beskikker et antal sagkyndige, af hvilke rådet kan tilkalde en eller flere til deltagelse i
en sags behandling.
Stk. 2. Hvis en sags behandling forudsætter en særlig sagkundskab, som rådets medlemmer og de i stk. 1
nævnte sagkyndige ikke i tilstrækkeligt omfang er i besiddelse af, kan rådet tilkalde andre sagkyndige til at
deltage i sagens behandling.
§ 3. En sag behandles i almindelighed af 3 medlemmer eller sagkyndige.
Stk. 2. Formanden bestemmer i hvilken afdeling, en sag skal behandles, og hvilke medlemmer og
sagkyndige, der skal deltage i behandlingen. Den hørende myndighed underrettes efter begæring snarest
muligt om formandens bestemmelse herom.
Stk. 3. I rådets erklæringer angives, hvem der har deltaget i sagens behandling.
§ 4. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke medvirke ved rådets behandling af den pågældende sag.
Inhabilitet foreligger i samme tilfælde som nævnt i forvaltningsloven.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis det ville være umuligt eller forbundet med væsentlige
vanskeligheder eller betænkelighed at lade en anden træde i den pågældendes sted under sagens
behandling.
§ 5. Et medlem eller en sagkyndig, der er udpeget til at deltage i rådets behandling af en sag, og som er
bekendt med, at der for den pågældendes vedkommende foreligger forhold, som er nævnt i
forvaltningslovens § 3, stk. 1, skal snarest underrette rådets formand herom, medmindre det er åbenbart,
at forholdet er uden betydning.
2.2.16 Bekendtgørelse om forretningsorden for Retslægerådet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Spørgsmålet om, hvorvidt et medlem eller en sagkyndig på grund af inhabilitet er udelukket fra at
deltage i rådets behandling af en sag, afgøres af rådets formand.
§ 6. Sagerne behandles i almindelighed skriftligt. Mundtlig behandling finder dog sted, hvis formanden,
vedkommende næstformand eller et medlem eller en sagkyndig, der er udpeget til at deltage i
behandlingen af sagen, ønsker det.
§ 7. Hvis det skriftlige materiale, der er forelagt for rådet, ikke skønnes at give tilstrækkeligt grundlag for
rådets bedømmelse af sagen, meddeler rådet den hørende myndighed, hvilke yderligere oplysninger der vil
være af betydning herfor. Rådet tilkendegiver samtidig, om disse oplysninger skønnes mest
hensigtsmæssigt at kunne tilvejebringes
1) ved fremsendelse af yderligere skriftligt materiale til rådet, eventuelt på baggrund af en fornyet
undersøgelse,
2) ved at rådet forhandler med den læge, der tidligere har afgivet erklæring i sagen eller i øvrigt har
kendskab til den person eller det forhold, sagen vedrører, eller
3) ved at rådet lader den person, sagen angår, undersøge af et eller flere af rådets medlemmer eller
sagkyndige.
Stk. 2. Hvis de i stk. 1 nævnte yderligere oplysninger ikke kan fremskaffes eller nægtes tilvejebragt,
besvarer rådet de stillede spørgsmål på det foreliggende grundlag, hvis dette er muligt.
§ 8. Rådets erklæringer skal være ledsaget af en begrundelse.
Stk. 2. Begrundelsen skal om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende
sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for erklæringen. I det omfang
erklæringen beror på et skøn, skal begrundelsen angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 3. Hvis bedømmelsen af forhold, der er af væsentlig betydning for rådets erklæring, giver anledning
til tvivl, skal der i begrundelsen redegøres nærmere herfor.
Stk. 4. Hvis der ikke er enighed om besvarelsen af de stillede spørgsmål, skal dette fremgå af rådets svar.
Stk. 5. Hvis det findes nødvendigt, at en repræsentant for Retslægerådet afgiver forklaring under en
retssag, afgør rådets formandskab, hvem af de voterende der skal anmodes om at afgive forklaring. Hvis
der er afgivet dissens, møder rådet i retten både ved en repræsentant for flertallet og en for mindretallet.
2.2.16 Bekendtgørelse om forretningsorden for Retslægerådet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 9. Har der fundet forhandling sted efter reglen i § 7, nr. 2, skal udfaldet af forhandlingen angives i
erklæringen. Har forhandlingen været skriftlig, skal genparter af skrivelserne vedlægges.
§ 10. Det påhviler formanden at indkalde medlemmerne til mindst et årligt møde, hvor spørgsmål af
almindelig interesse for rådets virksomhed drøftes.
§ 11. Rådet afgiver en årlig beretning om sin virksomhed til justitsministeren. Beretningen offentliggøres.
§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2002.
Stk. 2. Forretningsorden nr. 97 af 20. april 1961 for Retslægerådet ophæves.
Justitsministeriet, den 17. december 2001
Lene Espersen
/Lars J. Findsen
2.2.16 Bekendtgørelse om forretningsorden for Retslægerådet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.17 Bekendtgørelse om udgangstilladelse m.v. til personer, der er
anbragt i hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse
eller i medfør af farlighedsdekret
I medfør af § 41 a i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 2.
december 1998, som ændret ved lov nr. 377 af 6. juni 2002, § 765, stk. 5, og § 811, stk. 2, i lov om rettens
pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 815 af 30. september 2003, samt § 73 a og § 74 a, stk. 4, i straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 814 af 30. september 2003, og efter forhandling med socialministeren og
sundhedsministeren fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på meddelelse af udgangstilladelser m.v. til personer, som i
medfør af
1) straffelovens § 68, § 69 og § 73, er dømt til anbringelse i hospital for sindslidende, herunder
Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, eller i institution for personer
med vidtgående psykiske handicap,
2) straffelovens § 74 a, er anbragt i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge,
3) retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 eller 4, er anbragt i institution eller hospital m.v., og
4) retsplejelovens § 809, stk. 2, er indlagt til mentalundersøgelse på hospital for sindslidende, i
institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller i anden egnet institution.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på meddelelse af udgangstilladelser m.v. til personer,
som i medfør af § 40, stk. 1, i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien er anbragt i
Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland.
Anbringelse i henhold til dom efter straffelovens § 68, § 69 og § 73
§ 2. For personer, der er dømt til anbringelse i hospital eller sygehusafdeling for sindslidende med
undtagelse af Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, træffer overlægen
afgørelse om
1) anbringelse på åben eller lukket afdeling,
2) adgang til at færdes inden for hospitalets område,
3) udgang uden for hospitalets område af højst 3 timers varighed inden for samme døgn,
4) udgang med ledsagelse uden for hospitalets område af mere end 3 timers varighed uden
overnatning, når tilladelserne gives enkeltvis, samt
2.2.17 Bekendtgørelse om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til
strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5) uopsættelig indlæggelse på somatisk hospital, i hvilke tilfælde den statsadvokat, i hvis kreds sagen
er behandlet, underrettes.
Stk. 2. For personer, der er dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske
handicap, træffer amtsrådet afgørelse om
1) adgang til at færdes inden for institutionens område, og
2) udgang som nævnt i stk. 1, nr. 3-5, dog således at udgang efter stk. 1, nr. 3, altid skal ske med
ledsagelse af en eller flere medarbejdere, hvis den pågældende er anbragt i sikret institution eller
afdeling i henhold til dom.
Stk. 3. For de i stk. 1 og 2 nævnte personer træffer statsadvokaten afgørelse om
1) udgang uden ledsagelse uden for hospitalets/institutionens område i mere end 3 timer, men uden
overnatning,
2) udgang med ledsagelse uden for hospitalets/institutionens område af mere end 3 timers varighed
uden overnatning, når der er tale om en generel tilladelse,
3) udgang til besøg med en eller flere overnatninger hos pårørende eller lignende,
4) adgang til at arbejde m.v. om dagen uden for hospitalets/institutionens område,
5) udgang til med ledsagelse af en eller flere medarbejdere at afholde ferieture eller lignende i
Danmark af højst 4 ugers varighed, samt
6) indlæggelse uden for de i stk. 1, nr. 5, og stk. 2, nr. 2, jf. stk. 1, nr. 5, nævnte tilfælde.
Stk. 4. Rigsadvokaten træffer afgørelse om udgange, der ikke er omfattet af stk. 1-3.
§ 3. Ved afgørelsen af, om der bør gives tilladelse til udgang m.v., skal der - ud over behandlingsmæssige
hensyn - navnlig lægges vægt på hensynet til retssikkerheden, herunder de forhold, som har begrundet
dom til anbringelse i stedet for mindre indgribende foranstaltninger.
Stk. 2. Tilladelse til udgang betinges af, at den dømte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i
øvrigt misbruger udgangstilladelsen. Tilladelsen kan endvidere betinges af andre vilkår, som findes
formålstjenlige for at undgå misbrug.
Anbringelse i henhold til dom efter straffelovens § 74 a
§ 4. For personer, der er anbragt i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge som led i en
dom efter straffelovens § 74 a, træffer lederen af den sikrede afdeling afgørelse om udgang
1) uden ledsagelse uden for afdelingens område af højst 3 timers varighed inden for samme døgn,
2) med ledsagelse, herunder af nærstående, uden for afdelingens område af mere end 3 timers
varighed uden overnatning, når tilladelserne gives enkeltvis, og
2.2.17 Bekendtgørelse om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til
strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
3) med henblik på uopsættelig indlæggelse på hospital. Den politimester (Politidirektøren i
København), i hvis kreds sagen er behandlet, underrettes herom.
Stk. 2. For de i stk. 1 nævnte personer træffer politimesteren (Politidirektøren i København) afgørelse om
udgang
1) uden ledsagelse uden for afdelingens område i mere end 3 timer, men uden overnatning,
2) med ledsagelse, herunder af nærstående, uden for afdelingens område af mere end 3 timers
varighed uden overnatning, når der er tale om en generel tilladelse,
3) med en eller flere overnatninger til besøg hos pårørende eller lignende,
4) til arbejde m.v. om dagen uden for afdelingens område, og
5) med henblik på indlæggelse udenfor de i stk. 1, nr. 3, nævnte tilfælde.
Stk. 3. Statsadvokaten træffer afgørelse om udgange, der ikke er omfattet af stk. 1 og 2.
Stk. 4. Afgørelser efter stk. 2 og 3 træffes efter indstilling fra lederen af den sikrede afdeling.
§ 5. Ved afgørelsen af, om der bør gives tilladelse til udgang m.v., skal der – ud over hensynet til den
socialpædagogiske behandling – navnlig lægges vægt på hensynet til retssikkerheden, herunder om der er
risiko for, at den dømte i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, undvige eller på anden måde
misbruge udgangstilladelsen.
Stk. 2. Udgang efter § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, og § 4, stk. 2, nr. 1-4, kan tidligst meddeles efter 30 dages ophold
i den sikrede afdeling. Dette gælder også i tilfælde, hvor den dømte tilbageføres til den sikrede afdeling.
Stk. 3. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan statsadvokaten fravige den i stk. 2 fastsatte tidsfrist.
§ 4, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 6. Tilladelse til udgang betinges af, at den dømte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i
øvrigt misbruger udgangstilladelsen.
2.2.17 Bekendtgørelse om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til
strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Tilladelsen kan endvidere betinges af andre vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug,
herunder at den dømte
1) ikke indtager alkohol eller euforiserende stoffer under udgangen,
2) ved tilbagekomsten medvirker til en alkoholtest eller afgiver en urinprøve, eller
3) ikke tager ophold andre steder end på udgangsadressen.
Stk. 3. Hvor lovovertrædelsens grovhed og karakter eller hensynet til den forurettede tilsiger det, kan der
fastsættes vilkår om, at den dømte ikke må besøge bestemte steder eller opsøge bestemte personer.
Anbringelse m.v. i henhold til retsplejeloven
§ 7. Personer, der er anbragt i varetægtssurrogat i institution eller hospital på åben afdeling, herunder
indlagt til mentalobservation, må ikke uden rettens godkendelse forlade institutionens eller hospitalets
område.
Stk. 2. Personer, der er anbragt i varetægtssurrogat i institution eller hospital på lukket eller sikret afdeling,
herunder indlagt til mentalobservation, må ikke uden rettens godkendelse forlade afdelingen.
Stk. 3. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan hospitalets eller institutionens ledelse dog med
politiets samtykke give tilladelse til udgang med ledsager for et kortere tidsrum fra afdelingen eller fra
institutionens eller hospitalets område.
§ 8. Varetægtsarrestanter, der er indlagt til mentalobservation på åben afdeling, må ikke uden rettens
godkendelse forlade institutionens eller hospitalets område.
Stk. 2. Varetægtsarrestanter, der er indlagt til mentalobservation på lukket eller sikret afdeling, må ikke
uden rettens godkendelse forlade afdelingen.
Stk. 3. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan hospitalets eller institutionens ledelse dog med
politiets samtykke give tilladelse til udgang med ledsager for et kortere tidsrum fra afdelingen eller fra
institutionens eller hospitalets område, jf. retsplejelovens § 771, stk. 2.
2.2.17 Bekendtgørelse om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til
strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 9. Personer, der uden at være varetægtsfængslede eller anbragt i varetægtssurrogat, er indlagt til
mentalobservation, kan, medmindre retten har truffet anden bestemmelse, gives tilladelse til udgang fra
institutionens eller hospitalets område, når hensynet til gennemførelsen af undersøgelsen ikke gør deres
tilstedeværelse nødvendig, eller når særlige hensyn taler derfor. Afgørelsen om udgang træffes af
hospitalets eller institutionens ledelse.
§ 10. Tilladelse til udgang i medfør af § 7, stk. 3, § 8, stk. 3, og § 9 betinges af, at den pågældende under
udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen. Tilladelsen kan endvidere
betinges af andre vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug.
§ 11. Personer, som er anbragt i varetægtssurrogat eller varetægtsarrestanter, der er indlagt til
mentalobservation, anbringes i lukket eller sikret afdeling, medmindre andet fremgår af rettens kendelse,
eller politiet giver samtykke til anden anbringelse.
Anbringelse i Sikringsafdelingen i henhold til dom eller farlighedsdekret
§ 12. Overlægen ved Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, træffer for
personer anbragt i Sikringsafdelingen afgørelse om
1) ophold inden for afdelingen,
2) udgang med ledsagelse af mindst 2 medarbejdere fra Sikringsafdelingen til hospitalets terræn eller
til nærmeste omegn, skov og strand, når Justitsministeriet tidligere har givet tilladelse til udgang til
hospitalets terræn eller til nærmeste omegn, skov og strand,
3) ambulant undersøgelse på somatisk hospital, klinik m.v. under ledsagelse af politiet eller mindst 2
medarbejdere fra Sikringsafdelingen, og
4) uopsættelig indlæggelse på somatisk hospital under ledsagelse af politiet eller mindst 2
medarbejdere fra Sikringsafdelingen. Den statsadvokat, i hvis kreds sagen er behandlet,
underrettes om indlæggelsen.
Stk. 2. I overlægen ved Sikringsafdelingens fravær kan afgørelse efter stk. 1, nr. 3 og 4, i uopsættelige
tilfælde træffes af en anden overlæge ved Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland.
2.2.17 Bekendtgørelse om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til
strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Justitsministeriet underrettes, såfremt udgangstilladelser efter stk. 1, nr. 2 og 3, ikke forløber som
planlagt.
Stk. 4. Justitsministeriet træffer afgørelse om udgange m.v., der ikke er omfattet af stk. 1. Justitsministeriet
kan, såfremt særlige forhold gør sig gældende, bestemme, at tilladelser efter stk. 1, nr.
2 og 3, til en bestemt person indtil videre gives af Justitsministeriet.
§ 13. Ved afgørelsen af, om der bør gives tilladelse til udgang til personer, der er anbragt i
Sikringsafdelingen, finder § 3, stk. 1, tilsvarende anvendelse. Ved afgørelsen skal der lægges særlig vægt på
de forhold, som har begrundet anbringelsen i Sikringsafdelingen.
Stk. 2. Tilladelse til udgang betinges af, at den pågældende under udgangen ikke begår strafbart forhold
eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen. Tilladelsen kan endvidere betinges af andre vilkår, som findes
formålstjenlige for at undgå misbrug.
Klageadgang
§ 14. Afgørelser efter § 2, stk. 1 og 2, § 4, stk. 1, § 7, stk. 3, § 8, stk. 3, § 9 og § 12, stk. 1, kan ikke påklages.
Stk. 2. Afgørelser efter § 2, stk. 3, § 4, stk. 3, og § 5, stk. 3, kan påklages til rigsadvokaten. Rigsadvokatens
afgørelser kan ikke påklages til Justitsministeriet.
Stk. 3. Afgørelser efter § 4, stk. 2, kan påklages til statsadvokaten. Statsadvokatens afgørelser kan ikke
påklages til rigsadvokaten.
Stk. 4. Afgørelser efter § 2, stk. 4, kan påklages til Justitsministeriet.
Ikrafttræden
§ 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. april 2004.
2.2.17 Bekendtgørelse om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til
strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 680 af 10. juli 2000 om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i
hospital eller institution i henhold til strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret, ophæves.
Justitsministeriet, den 25. marts 2004
Lene Espersen
/Torben Jensen
2.2.17 Bekendtgørelse om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til
strafferetlig afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.18 Bekendtgørelse om udvidet ret til behandling for psykisk syge
voksne, herunder om henvisningsproceduren og dokumentationskrav
til aftalesygehuse m.v.
I medfør af §§ 87 h og 90 i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 95. af 7. februar 2008, som senest
ændret ved lov nr. 1521 af 27. december 2009, fastsættes:
Personkreds
§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter personer, der ved henvisning til psykiatrisk behandling er fyldt 19 år.
Patientens ret til behandling
§ 2. En person, der er henvist til psykiatrisk behandling, kan vælge at blive behandlet på et sygehus eller en
klinik m.v., som regionsrådet har indgået aftale med (aftalesygehus), jf. sundhedslovens § 87, stk. 6, hvis
regionsrådet i bopælsregionen ikke inden 2 måneder efter, at henvisningen er modtaget, kan tilbyde
behandling ved egne sygehuse eller et sygehus, jf. sundhedslovens § 79, som regionsrådet samarbejder
med eller sædvanligvis benytter (samarbejdssygehuse), jf. § 6, stk. 1.
Stk. 2. Ved en henvisning forstås i denne bekendtgørelse en skriftlig anmodning fra en læge til den
psykiatriske afdeling eller anden relevant afdeling om at modtage en patient til behandling.
Stk. 3. Behandling efter denne bekendtgørelse omfatter undersøgelse, diagnosticering,
sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold
til den enkelte patient.
Stk.4. Det nærmere indhold af behandlingen, rammerne for behandlingen og antallet af konsultationer
m.v. fastlægges på baggrund af en lægefaglig vurdering.
§ 3. Retten efter § 2 til at vælge at blive behandlet på et aftalesygehus bortfalder, hvis ventetiden til
behandling på aftalesygehuset overstiger ventetiden hertil på bopælsregionens sygehuse og
samarbejdssygehuse.
Stk. 2. For en person, der er optaget i kriminalforsorgens institutioner, eller som opholder sig i en
institution i henhold til retsplejeloven eller straffeloven, kan retten til at vælge i henhold til § 2 begrænses
2.2.18 Bekendtgørelse om udvidet ret til behandling for psykisk syge voksne, herunder om
henvisningsproceduren og dokumentationskrav til aftalesygehuse m.v.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
af sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til retshåndhævelsen. Den myndighed, der meddeler tilladelse
til udgang mv., træffer afgørelse herom.
Henvisningsprocedure m.v. i forbindelse med patientens ret til undersøgelse og behandling
§ 4. Det relevante regionssygehus eller samarbejdssygehus skal ved modtagelsen af henvisningen straks
foranledige, at der iværksættes en undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt bopælsregionen kan tilbyde
behandling inden 2 måneder efter, at henvisningen er modtaget.
Stk. 2. 2-måneders perioden, jf. § 2, stk. 1, regnes fra den dag, hvor henvisningen er modtaget på
regionssygehuset eller samarbejdssygehuset.
Stk. 3. Patienten skal senest 8 hverdage efter, at henvisningen er modtaget, have oplyst, om behandlingen
kan påbegyndes senest 2 måneder efter, at henvisningen er modtaget, jf. sundhedslovens § 90, stk. 1, nr. 2.
Stk. 4. Patientens ret til at vælge et aftalesygehus erhverves på det tidspunkt, hvor patienten modtager
oplysningerne, jf. sundhedslovens § 90, stk. 1, nr. 2.
§ 5. Det regionssygehus eller samarbejdssygehus, der har modtaget henvisningen, har pligt til at
foranledige, at personer, der i medfør af § 2 vælger at behandlingen skal udføres på et aftalesygehus, bliver
henvist til det pågældende sygehus.
Dokumentationskrav til aftalesygehusene m.v.
§ 6. Regionsrådene i forening indgår aftale med de private sygehuse, klinikker m.v. her i landet og sygehuse
m.v. i udlandet (aftalesygehuse), som ønsker at indgå aftale om behandling af personer efter § 2.
Stk. 2. Aftalesygehuse, som har indgået en aftale med regionerne i forening efter stk. 1, kan samarbejde
med hinanden.
Stk. 3. Kan parterne ikke opnå enighed om vilkårene for en aftale, kan sygehusene, klinikkerne m.v. hver
især eller i forening indbringe tvisten for et voldgiftsnævn, jf. sundhedslovens § 87 i.
§ 7. De private sygehuse, klinikker m.v. her i landet og sygehuse m.v. i udlandet, der ønsker at indgå aftale
med regionerne efter § 6, skal til brug herfor på anmodning fra regionsrådene eller ministeren for sundhed
og forebyggelse fremlægge dokumentation vedrørende:
2.2.18 Bekendtgørelse om udvidet ret til behandling for psykisk syge voksne, herunder om
henvisningsproceduren og dokumentationskrav til aftalesygehuse m.v.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1) behandlingstilbud, herunder behandlingserfaring, faglige kvalifikationer, vagtberedskab,
apparaturstandarder, behandlingsprincipper og lignende,
2) ventetid til behandling og
3) iagttagelse af patientrettigheder.
§ 8. De aftalesygehuse, der har fået henvist en person til behandling, skal til brug for en eventuel fortsat
behandling i sygehusvæsenet og for afregning for udført behandling give alle relevante oplysninger om
behandlingen til det sygehus, som har henvist personen.
§ 9. De aftalesygehuse her i landet, der har fået henvist en person til behandling, skal til behandlingsformål
samt statistiske formål vedrørende aktiviteten i sygehusvæsenet, befolkningens forbrug af sygehusydelser
og sygehuspatienters sygdomme indberette oplysninger vedrørende behandlinger til Sundhedsstyrelsens
Landspatientregister og til den landsdækkende kliniske database.
Stk. 2. Regionsrådene i forening skal ved indgåelsen af aftaler med sygehuse, klinikker m.v. i udlandet sikre
sig, at disse sygehuse, klinikker m.v. forpligtes til at indberette de oplysninger, der fremgår af stk. 1, til det
sygehus, som har henvist personen dertil.
§ 10. Regionsrådene offentliggør en oversigt over samarbejdssygehuse og over aftalesygehusene, jf. §§ 2
og 6.
Anvendelse af tvang i psykiatrien
§ 11. Anvendelse af tvang i psykiatrien i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien kan alene finde
sted i forbindelse med indlæggelse på et offentligt sygehus.
Ikrafttrædelse
§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2010.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, den 27. december 2009
Jakob Axel Nielsen
2.2.18 Bekendtgørelse om udvidet ret til behandling for psykisk syge voksne, herunder om
henvisningsproceduren og dokumentationskrav til aftalesygehuse m.v.
/ Helle Schnedler

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.19 Bekendtgørelse om udvidet ret til undersøgelse og behandling
for psykisk syge børn og unge, herunder om henvisningsproceduren
og dokumentationskrav til aftalesygehuse m.v.
I medfør af §§ 87 d og 90 i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008, som senest
ændret ved lov nr. 539 af 17. juni 2008, fastsættes:
Personkreds
§ 1. Denne bekendtgørelse omfatter personer, der ved henvisning til psykiatrisk undersøgelse og
behandling ikke er fyldt 19 år.
Patientens ret til undersøgelse og behandling
§ 2. En person, der er henvist til psykiatrisk undersøgelse, kan vælge at blive undersøgt på et sygehus eller
en klinik m.v., som regionsrådet har indgået aftale med (aftalesygehus), jf. § 12, hvis regionsrådet i
bopælsregionen ikke inden 2 måneder efter, at henvisningen er modtaget, kan tilbyde undersøgelse ved
egne sygehuse eller et sygehus, jf. sundhedslovens § 79, som regionsrådet samarbejder med eller
sædvanligvis benytter (samarbejdssygehuse), jf. sundhedslovens § 87 b, stk. 1.
Stk. 2. Ved en henvisning forstås i denne bekendtgørelse en skriftlig anmodning til den børne- og
ungdomspsykiatriske afdeling eller anden relevant afdeling om at modtage en patient til undersøgelse.
Stk. 3. Det nærmere indhold af undersøgelsen, rammerne for undersøgelsen og antallet af konsultationer
m.v. fastlægges på baggrund af en lægefaglig vurdering.
§ 3. Viser den psykiatriske undersøgelse, at en person har behov for hurtigt at modtage behandling for at
undgå forværring af sin lidelse, kan vedkommende vælge at blive behandlet på et aftalesygehus, hvis
bopælsregionen ikke kan tilbyde behandling inden 2 måneder efter undersøgelsens afslutning, jf.
sundhedslovens § 87 b, stk. 2.
Stk. 2. Det nærmere indhold af behandlingen, rammerne for behandlingen og antallet af konsultationer
m.v. fastlægges på baggrund af en lægefaglig vurdering.
§ 4. Selv om bopælsregionen tilbyder behandling inden 2 måneder, kan en person, der efter § 2 er blevet
undersøgt på et aftalesygehus, og som har behov for hurtig behandling, jf. § 3, vælge at blive behandlet på
2.2.19 Bekendtgørelse om udvidet ret til undersøgelse og behandling for psykisk syge børn og unge, herunder
om henvisningsproceduren og dokumentationskrav til aftalesygehuse m.v.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
det aftalesygehus, hvor personen er blevet undersøgt, hvis aftalesygehuset kan tilbyde behandling i
umiddelbar forlængelse af undersøgelsen, dog senest 10 hverdage efter, at undersøgelsen er afsluttet.
§ 5. Retten efter §§ 2 og 3 til at vælge at blive undersøgt og behandlet på et aftalesygehus bortfalder, hvis
ventetiden til undersøgelse eller behandling på aftalesygehuset overstiger ventetiden hertil på
bopælsregionens sygehuse og samarbejdssygehuse.
Henvisningsprocedure m.v. i forbindelse med patientens ret til undersøgelse og behandling
§ 6. Det relevante regionssygehus eller samarbejdssygehus skal ved modtagelsen af henvisningen straks
foranledige, at der iværksættes en undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt bopælsregionen kan tilbyde
undersøgelse inden 2 måneder efter, at henvisningen er modtaget.
Stk. 2. 2-måneders perioden, jf. § 2, regnes fra den dag, hvor henvisningen er modtaget på
regionssygehuset eller samarbejdssygehuset.
Stk. 3. Patienten skal senest 8 hverdage efter, at henvisningen er modtaget, have oplyst, om
undersøgelsesforløbet kan påbegyndes senest 2 måneder efter, at henvisningen er modtaget, jf.
sundhedslovens § 90, stk. 1, nr. 2.
Stk. 4. Patientens ret til at vælge et aftalesygehus erhverves på det tidspunkt, hvor patienten modtager
oplysningerne, jf. sundhedslovens § 90, stk. 1, nr. 2.
§ 7. Det regionssygehus eller samarbejdssygehus, der har modtaget henvisningen, har pligt til at
foranledige, at personer, der i medfør af § 2 vælger at få foretaget en undersøgelse på et aftalesygehus,
bliver henvist til det pågældende sygehus.
§ 8. Dato for afslutning af undersøgelsen skal noteres i patientjournalen.
§ 9. 2-måneders perioden, jf. § 3, regnes fra den dag, hvor undersøgelsen er afsluttet.
§ 10. Patienten skal senest 8 hverdage efter, at undersøgelsen er afsluttet, have oplyst, om behandlingen
ved et regionssygehus eller ved et samarbejdssygehus kan påbegyndes senest 2 måneder efter, at
undersøgelsen er afsluttet.
§ 11. Når undersøgelsen på et aftalesygehus er afsluttet, skal aftalesygehuset samme dag, som
undersøgelsen er afsluttet, meddele undersøgelsens resultat til regionssygehuset.
2.2.19 Bekendtgørelse om udvidet ret til undersøgelse og behandling for psykisk syge børn og unge, herunder
om henvisningsproceduren og dokumentationskrav til aftalesygehuse m.v.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Aftalesygehuset skal tillige meddele regionssygehuset, hvorvidt aftalesygehuset kan tilbyde
påkrævet behandling i umiddelbar forlængelse af undersøgelsen, jf. § 4.
Stk. 3. Patienten skal senest 8 hverdage efter, at undersøgelsen på aftalesygehuset er afsluttet, have oplyst
af regionssygehuset, hvorvidt påkrævet behandling vil kunne finde sted på aftalesygehuset.
Dokumentationskrav til aftalesygehusene m.v.
§ 12. Regionsrådene i forening indgår aftale med de private sygehuse, klinikker m.v. her i landet og
sygehuse m.v. i udlandet (aftalesygehuse), som ønsker at indgå aftale om undersøgelse og behandling af
personer efter §§ 2 og 3.
Stk. 2. Aftalesygehuse, som har indgået en aftale med regionerne i forening efter stk. 1, kan samarbejde
med hinanden.
Stk. 3. Kan parterne ikke opnå enighed om vilkårene for en aftale, kan ministeren for sundhed og
forebyggelse efter anmodning fra aftalesygehusene fastsætte vilkårene herfor.
§ 13. De private sygehuse, klinikker m.v. her i landet og sygehuse m.v. i udlandet, der ønsker at indgå aftale
med regionerne efter § 12, skal til brug herfor på anmodning fra regionsrådene eller ministeren for
sundhed og forebyggelse fremlægge dokumentation vedrørende:
1) behandlingstilbud, herunder behandlingserfaring, faglige kvalifikationer, vagtberedskab,
apparturstandarder, behandlingsprincipper og lignende,
2) ventetid til behandling og
3) iagttagelse af patientrettigheder.
§ 14. De aftalesygehuse, der har fået henvist en person til undersøgelse eller behandling, skal til brug for
en eventuel fortsat undersøgelse eller behandling i sygehusvæsenet og for afregning for udført
undersøgelse eller behandling give alle relevante oplysninger om undersøgelsen eller behandlingen til det
sygehus, som har henvist personen.
§ 15. De aftalesygehuse her i landet, der har fået henvist en person til undersøgelse eller behandling, skal
til behandlingsformål samt statistiske formål vedrørende aktiviteten i sygehusvæsenet, befolkningens
forbrug af sygehusydelser og sygehuspatienters sygdomme indberette oplysninger vedrørende
undersøgelser og behandlinger til Sundhedsstyrelsens Landspatientregister og til den landsdækkende
2.2.19 Bekendtgørelse om udvidet ret til undersøgelse og behandling for psykisk syge børn og unge, herunder
om henvisningsproceduren og dokumentationskrav til aftalesygehuse m.v.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
kliniske database for børne- og ungdomspsykiatrien (BupBasen). Aftalesygehuse i udlandet, skal indberette
sådanne oplysninger til det sygehus, som har henvist personen dertil.
§ 16. Regionsrådene offentliggør en oversigt over samarbejdssygehuse og over aftalesygehusene, jf. § 2 og
§ 12.
Anvendelse af tvang i psykiatrien
§ 17. Anvendelse af tvang i psykiatrien i henhold til psykiatriloven kan alene finde sted i forbindelse med
indlæggelse på et offentligt sygehus.
Ikrafttrædelse
§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2008, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. §§ 3, 4 og 9 træder i kraft den 1. januar 2009.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, den 16. juli 2008
Jakob Axel Nielsen
/ Helle Schnedler
2.2.19 Bekendtgørelse om udvidet ret til undersøgelse og behandling for psykisk syge børn og unge, herunder
om henvisningsproceduren og dokumentationskrav til aftalesygehuse m.v.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.20 Bekendtgørelse om tvangsprotokoller og optegnelser samt
registrering og indberetning af tvang samt udskrivningsaftaler og
koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger
Lovtidende A 2010 Udgivet den 7. december 2010
2. december 2010. Nr. 1342.
I medfør af 13 a, stk. 2, § 13 b, stk. 2 og § 20, stk. 2, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november 2006, fastsættes:
Kapitel 1
Tvangsprotokoller og optegnelser
Tvangsprotokoller
§ 1. Der skal på enhver psykiatrisk afdeling forefindes en tvangsprotokol.
Stk. 2. I tvangsprotokollen tilføres oplysning om enhver form for anvendelse af tvang, jf. lovens §§
5- 10 a, 12, 13, 13 d, 14 – 17 a, 18 a, 18 c, 18 d, stk. 2, for så vidt angår personlig skærmning, der
uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 18 f.
Det samme gælder enhver ordination i henhold til lovens § 18.
§ 2. Ved tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Frihedsberøvelsens varighed.
3) Begrundelsen for frihedsberøvelsen.
4) Resultatet af efterprøvelsen af frihedsberøvelsen henholdsvis 3, 10, 20, og 30 dage efter at
frihedsberøvelsen blev iværksat, og derefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen
opretholdes.
§ 3. Ved tilbageførsel skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Tidspunkt for overlægens beslutning om, at patienten skal tilbageføres med politiets hjælp.
§ 4. Ved tvangsbehandling skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Behandlingens art og omfang.
3) Begrundelsen for tvangsbehandlingen.
4) Navnet på den ordinerende overlæge.
5) Navnet på den tilstedeværende læge.
§ 5. Ved tvungen opfølgning efter udskrivning skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
2.2.20 Bekendtgørelse om tvangsprotokoller og optegnelser samt registrering og indberetning af tvang samt
udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Dato for udskrivning.
3) Dato for beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning.
4) Dato for beslutning om forlængelse af tvungen opfølgning efter udskrivning i henhold til lovens
§ 13 d, stk. 6.
5) Behandlingens art og omfang.
6) Begrundelsen for anvendelse af tvungen opfølgning efter udskrivning.
7) Navnet på den ordinerende overlæge.
8) Ophørsdato.
Stk. 2. Såfremt overlægen træffer beslutning om afhentning af patienten efter lovens § 13 d, stk. 3,
skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Dato for overlægens beslutning om afhentning af patienten.
2) Navnet på den ordinerende læge.
3) Dato for tvangsmedicinering på afdelingen i forbindelse med indbringelse af patienten ved
politiets hjælp.
4) Navnet på den tilstedeværende læge.
§ 6. Ved tvangsfiksering skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Indgrebets art og omfang.
3) Begrundelsen for indgrebet.
4) Tidspunktet for indgrebets iværksættelse og ophør.
5) Navnet på den ordinerende læge.
6) Navne på det implicerede personale.
7) Tidspunktet for den fornyede lægelige vurdering, jf. lovens § 21, stk. 4.
8) Navnet på den læge, der har foretaget den fornyede lægelige vurdering, jf. lovens § 1, stk. 4.
9) Tidspunktet for vurderingen ved en ekstern læge, jf. lovens § 21, stk. 5 og 6.
10) Navnet på den eksterne læge, der har foretaget vurderingen, jf. lovens § 21, stk. 5 og 6.
11) Information om eventuel uenighed mellem den eksterne læge og den behandlende læge.
§ 7. Ved anvendelse af fysisk magt skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Indgrebets art og omfang.
3) Begrundelse for indgrebet - herunder fra det implicerede personale.
4) Tidspunktet for indgrebets iværksættelse og ophør.
5) Navnet på den ordinerende/tilstedeværende læge.
6) Navne på det implicerede personale.
§ 8. Ved anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel
af:
1) Patientens navn og cpr. nr.
2) Formen for anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer.
3) Begrundelsen for anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer.
2.2.20 Bekendtgørelse om tvangsprotokoller og optegnelser samt registrering og indberetning af tvang samt
udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4) Den situation, hvor personlige alarm- og pejlesystemer kan anvendes.
5) Navnet på den ordinerende læge.
6) Resultatet af vurderingen af ordinationens fortsættelse henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter at
beslutning om anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer blev truffet, og derefter mindst
hver 4. uge, så længe anvendelsen af personlige alarm- og pejlesystemer opretholdes.
§ 9. Ved anvendelse af særlige dørlåse skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr. nr.
2) Formen for anvendelse af særlige dørlåse.
3) Begrundelsen for anvendelse af særlige dørlåse.
4) Den situation, hvor særlige dørlåse kan anvendes.
5) Navnet på den ordinerende læge.
6) Resultatet af vurderingen af ordinationens fortsættelse henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter at
beslutning om anvendelse af særlige dørlåse blev truffet, og derefter mindst hver 4. uge, så længe
anvendelsen af særlige dørlåse opretholdes.
§ 10. Ved beskyttelsesfiksering skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Formen for beskyttelsesfiksering.
3) Begrundelsen for beskyttelsesfikseringen.
4) Den situation, hvor beskyttelsesfikseringen kan anvendes.
5) Navnet på den ordinerende læge.
6) Resultatet af vurderingen af ordinationens fortsættelse henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter at
beslutning om anvendelse af beskyttelsesfiksering blev truffet, og derefter mindst hver 4. uge, så
længe beskyttelsesfikseringen opretholdes.
§ 11. Ved aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, efter lovens § 18 a, stk. 1-3, skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Begrundelsen for aflåsningen.
3) Tidspunktet for aflåsningens iværksættelse og ophør.
4) Navnet på den ordinerende læge.
§ 12. Ved oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Dato for Sundhedsstyrelsen tilladelse.
3) Tidspunktet for indgrebets iværksættelse og endelige ophør.
4) Begrundelsen for anvendelse af oppegående tvangsfiksering.
5) Navnet på den ordinerende læge.
6) Tidspunktet for den fornyede lægelige vurdering, jf. § 21, stk. 7.
7) Navnet på den læge, der har foretaget den fornyede lægelige vurdering, jf. § 21, stk. 7.
8) Tidspunktet for vurderingen ved en ekstern læge, jf. § 21, stk. 8.
9) Navnet på den eksterne læge, der har foretaget vurderingen, jf. § 21, stk. 8.
2.2.20 Bekendtgørelse om tvangsprotokoller og optegnelser samt registrering og indberetning af tvang samt
udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
10) Information om eventuel uenighed mellem den eksterne læge og den behandlende læge.
§ 13. Ved anvendelsen af personlig skærmning, jf. lovens § 18 d, der varer mere end 24 timer, skal
der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Begrundelsen for iværksættelse af personlig skærmning.
3) Tidspunktet for iværksættelse og for ophøret af den personlige skærmning.
4) Navnet på den ordinerende læge.
§ 14. Ved aflåsning af døre i afdelingen, jf. lovens § 18 f, herunder til enheder, hvortil der kan
aflåses døre, skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Navn og cpr-nr. på den patient over for hvem, der er foretaget aflåsning af døre i afdelingen.
2) Begrundelsen for aflåsningen af dørene.
3) Tidspunktet for aflåsningen og for ophøret af aflåsningen.
4) Navnet på den ordinerende læge.
§ 15. Tilførsler i tvangsprotokollen er journalpligtige, jf. § 21 i lov om autorisation af
sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.
Stk. 2. Ved udfærdigelse af tvangsprotokoller skal der i journalen henvises til, at der er indført
notat i tvangsprotokollen. Kopi af tvangsprotokollen tilføres journalen.
§ 16. En patient har ret til at gøre sig bekendt med, hvad der er tilført tvangsprotokollen om
patienten selv.
Stk. 2. Den for patienten beskikkede patientrådgiver har samme ret som nævnt i stk. 1.
Kapitel 2
Optegnelser på Sikringsafdelingen
§ 17. Ved aflåsning af patientstuer på Sikringsafdelingen efter lovens § 18 b, stk. 1, nr. 2 og 3, skal
følgende oplysninger tilføres en særlig optegnelse:
1) Begrundelsen for aflåsningen.
2) Tidspunktet for aflåsningens iværksættelse og ophør.
3) Navnet på den ordinerende læge.
Kapitel 3
Registrering af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner
§ 18. Ved indgåelse af en udskrivningsaftale, jf. lovens § 13 a, skal der ske registrering af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Dato for indlæggelse og udskrivning.
3) Dato for etablering og udløb af udskrivningsaftalen.
4) Navnet på den ordinerende overlæge.
§ 19. Ved udarbejdelsen af en koordinationsplan, jf. lovens § 13 b, skal der ske registrering af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Dato for indlæggelse og udskrivning.
2.2.20 Bekendtgørelse om tvangsprotokoller og optegnelser samt registrering og indberetning af tvang samt
udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
3) Dato for etablering af koordinationsplanen.
4) Navnet på den ordinerende overlæge.
§ 20. Ved registrering i afdelingen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, skal der i
journalen henvises til, at der er foretaget en sådan registrering. Kopi af det registrerede tilføres
journalen.
Stk. 2. En patient har ret til at gøre sig bekendt med, hvad der er registreret om patienten selv.
Kapitel 4
Indberetning
§ 21. Overlægen på afdelingen skal løbende foretage elektronisk indberetning til
Sundhedsstyrelsen af anvendelsen af de i §§ 2-14 og 17-19 omhandlede foranstaltninger.
Stk. 2. Der foretages endvidere indberetning til den ansvarlige sygehusmyndighed. Stk. 3.
Sundhedsstyrelsen leverer elektronisk indberetningsprogram til brug for den i stk. 1 nævnte
indberetning.
§ 22. Den i § 21, stk. 1 og 2, nævnte indberetning skal indeholde de i §§ 2-14 og 17-19 krævede
oplysninger. Indberetningen til Sundhedsstyrelsen skal dog ikke indeholde oplysning om den
ordinerende læges og impliceret personales navn, og indberetningen til den ansvarlige
sygehusmyndighed indeholder hverken oplysning om patientens navn og cpr-nr. eller den
ordinerende læges og impliceret personales navn.
Kapitel 5
Ikrafttræden
§ 23. Bekendtgørelsen træder i kraft den 8. december 2010.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 2. december 2010
BERTEL HAARDER
/ Susanne Beck Hansen
2.2.20 Bekendtgørelse om tvangsprotokoller og optegnelser samt registrering og indberetning af tvang samt
udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.2.21 Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
Lovtidende A 2010 Udgivet den 7. januar 2011
2. december 2010. Nr. 1729.
Herved bekendtgøres lov om anvendelse af tvang i psykiatrien jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1.
november 2006 med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr. 533 af 26. maj 2010, § 1 i lov nr. 708
af 25. juni 2010 og § 4 i lov nr. 706 af 25. juni 2010.
Kapitel 1
Lovens område m.v.
§ 1. Frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og
behandling på psykiatrisk afdeling må kun finde sted efter reglerne i denne lov.
Stk. 2. Ved tvang forstås i denne lov anvendelse af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et
informeret samtykke, jf. kapitel 5 i sundhedsloven.
Stk. 3. For patienter, der er under 15 år eller varigt mangler evnen til at give et informeret
samtykke, skal der ikke forsøges indhentet et samtykke fra forældremyndighedens indehaver,
værgen eller de nærmeste pårørende, hvis omgående gennemførelse af en foranstaltning i
henhold til denne lov er nødvendig for at afværge, at en patient
1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred eller
2) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste pårørende skal efterfølgende
orienteres herom.
Stk. 4. For patienter, der er imellem 15 og 18 år, hvor sundhedspersonen efter en individuel
vurdering skønner, at vedkommende ikke selv er i stand til at forstå konsekvensen af sin
stillingtagen, jf. sundhedslovens § 17, stk. 2, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser
§ 2. Med henblik på i videst muligt omfang at forebygge anvendelse af tvang skal
sygehusmyndigheden tilbyde sygehusophold, behandling, pleje og omsorg, som svarer til god
psykiatrisk sygehusstandard, herunder med hensyn til de bygningsmæssige forhold, senge- og
personalenormering, personalets kompetencer, politikker i relation til patienter og pårørende,
mulighed for udendørs ophold samt beskæftigelses-, uddannelses- og andre aktivitetstilbud.
§ 2 a. Sygehusmyndigheden skal sikre, at der på enhver psykiatrisk afdeling findes en skriftlig
husorden, som er tilgængelig for patienterne.
Stk. 2. Afdelingsledelsen skal sikre, at den skriftlige husorden udleveres til patienten i forbindelse
med indlæggelse.
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Ved udformning eller ændring af den skriftlige husorden skal patienterne, inden der træffes
beslutning herom, inddrages.
§ 3. Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skal så vidt muligt finde sted med
patientens samtykke.
Stk. 2. Lægen skal vejlede patienten om formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlingen
samt om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden.
Stk. 3. Overlægen har ansvaret for, at der opstilles en behandlingsplan for enhver, der indlægges
på psykiatrisk afdeling, og at patienten vejledes om planens indhold, samt at patientens samtykke
til dens gennemførelse til stadighed søges opnået. En kopi af behandlingsplanen skal udleveres til
patienten, medmindre denne frabeder sig dette.
§ 4. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige
medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende betænkningstid.
Stk. 2. Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er mindre
indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes. Stk. 3. Tvang skal udøves så
skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes
unødig krænkelse eller ulempe.
Stk. 4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det
tilsigtede formål.
Stk. 5. Efter ophør af enhver tvangsforanstaltning skal patienten tilbydes en eller flere samtaler.
Sundhedsstyrelsen fastsætter regler herom.
§ 4 a. Bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 10 a, stk. 1, 1. pkt., § 12, stk. 4,
§ 13, stk. 2, 1. pkt., § 15, stk. 2, § 18 g, § 19 a, stk. 1 og 3, og § 21, stk. 2, er ikke til hinder for, at en
beslutning i overlægens fravær træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlægen
efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen.
Kapitel 3
Frihedsberøvelse
§ 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10, må kun finde sted, såfremt
patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil
være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:
1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive
væsentlig forringet eller
2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.
Tvangsindlæggelse
§ 6. Søger en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv fornøden behandling, har de
nærmeste pligt til at tilkalde en læge. Hvis de nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det politiet
at gøre dette.
Stk. 2. På grundlag af sin undersøgelse og de modtagne oplysninger skønner lægen, om
indlæggelse på psykiatrisk afdeling er nødvendig. Giver patienten ikke sit informerede samtykke til
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
sådan indlæggelse, afgør lægen, om tvangsindlæggelse er påkrævet.
Stk. 3. Tvangsindlæggelse skal ske, når betingelserne i § 5 er opfyldt. Lægen udfærdiger en
erklæring herom, jf. § 7, stk. 2.
§ 7. Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og yder bistand hertil.
Stk. 2. Tvangsindlæggelse må kun gennemføres på grundlag af en lægeerklæring, som hviler på
lægens egen undersøgelse foretaget med henblik på indlæggelsen. Erklæringen må ikke være
udstedt af en læge, der er ansat på det psykiatriske
sygehus eller den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted. Erklæringen må
endvidere ikke være udstedt af en læge, der er inhabil. Inhabilitet foreligger i samme tilfælde som
nævnt i forvaltningslovens § 3.
Stk. 3. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal lægens undersøgelse være foretaget inden for
det seneste døgn og ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, inden for de seneste 7 dage forud for
indlæggelsen.
§ 8. Den indlæggende læge skal så vidt muligt være til stede, indtil politiet forlader stedet sammen
med den, der skal tvangsindlægges. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, underretter politiet
lægen om tidspunktet for gennemførelse af tvangsindlæggelsen.
§ 9. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal patienten straks modtages. Sker
tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, skal patienten modtages snarest muligt inden for den frist på 7
dage, som er nævnt i § 7, stk. 3.
Stk. 2. Overlægen træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for indlæggelse er opfyldt.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved
gennemførelse af tvangsindlæggelser, herunder om politiets medvirken hertil.
Tvangstilbageholdelse
§ 10. Tvangstilbageholdelse af en person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, skal ske, hvis
overlægen finder, at betingelserne i § 5 er opfyldt.
Stk. 2. Overførelse af en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, til lukket psykiatrisk afdeling
behandles efter reglerne om tvangstilbageholdelse, såfremt patienten ikke giver sit informerede
samtykke til overførelsen.
Stk. 3. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest inden 24
timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske.
Fremsættes anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse har
fundet sted, skal overlægens beslutning meddeles senest inden 48 timer regnet fra
tvangsindlæggelsen. Er begæringen fremsat af patientrådgiveren, jf. §§ 24-29, underrettes tillige
denne.
Tilbageførsel
§ 10 a. Har en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt person forladt en psykiatrisk afdeling, og er
den pågældende ikke frivilligt vendt tilbage, kan overlægen beslutte, at den pågældende skal føres
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
tilbage til afdelingen med politiets bistand. Sådan tilbageførsel kan kun ske indtil 1 uge efter, at
udeblivelsen er konstateret. Er den pågældende udeblevet efter udgang, er det endvidere en
betingelse for tilbageførsel, at der ikke er givet tilladelse til udgang med mere end tre
overnatninger.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden i forbindelse
med tilbageførsel, herunder om politiets medvirken hertil.
Ophør af frihedsberøvelse
§ 11. Når betingelserne i § 5 ikke længere er til stede, skal frihedsberøvelsen straks bringes til
ophør. Patienten og patientrådgiveren underrettes straks herom.
Kapitel 4
Tvangsbehandling
§ 12. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der opfylder betingelserne for
tvangstilbageholdelse, jf. § 10.
Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og
med færrest mulige bivirkninger.
Stk. 3. Tvangsbehandling med elektrostimulation må kun iværksættes, hvis patienten opfylder
betingelserne i stk. 1 og befinder sig i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand.
Stk. 4. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne træffer samtidig bestemmelse
om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.
Stk. 5. Forud for overlægens afgørelse efter stk. 4 om tvangsbehandling skal patienten have en
passende betænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke til
behandlingen. Betænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst 3 dage.
Stk. 6. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter
denne bestemmelse.
§ 13. En person, som opfylder betingelserne for frihedsberøvelse, jf. § 5, og som ikke giver sit
informerede samtykke til behandling af en legemlig lidelse, kan undergives tvangsbehandling af
denne lidelse, såfremt lidelsen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare. Er
patienten ikke indlagt på en psykiatrisk afdeling, er det endvidere en betingelse for
tvangsbehandling efter denne bestemmelse, at der forinden er udfærdiget erklæring om
tvangsindlæggelse, jf. § 6, stk. 3, og at overlægen på vedkommende psykiatriske afdeling har
truffet afgørelse om, at betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, jf. § 9, stk. 2.
Stk. 2. Beslutning om tvangsbehandling som nævnt i stk. 1 træffes af vedkommende psykiatriske
overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab. Behandling kan om
fornødent ske på somatisk afdeling.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter
denne bestemmelse.
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 4 a
Opfølgning efter udskrivning
§ 13 a. Overlægen har ansvaret for, at der for patienter, som efter udskrivning må antages ikke
selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred,
indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante
myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale
tilbud til patienten. Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om registrering og
indberetning af udskrivningsaftaler til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Indenrigs- og
sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indberetninger skal indeholde
oplysninger om patientens identitet.
§ 13 b. Hvis en patient, der er omfattet af § 13 a, ikke vil medvirke til indgåelse af en
udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for, at den psykiatriske afdeling i samarbejde med de
relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. udarbejder en
koordinationsplan for de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om registrering og indberetning af
koordinationsplaner til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Indenrigs- og
sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indberetninger skal indeholde
oplysninger om patientens identitet.
§ 13 c. Den psykiatriske afdeling kan videregive oplysninger om patienters rent private forhold til
andre myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må anses for
nødvendig af hensyn til indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale eller en
koordinationsplan. I samme omfang kan myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner
m.fl. videregive oplysninger om patienter til den psykiatriske afdeling og andre myndigheder,
privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl.
§ 13 d. Overlægen kan inden patientens udskrivning træffe beslutning om tvungen opfølgning
efter udskrivning, hvis der på baggrund af den aktuelle indlæggelse findes at være en begrundet
formodning om og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at følge
den behandling, der er nødvendig for patientens helbred, og
1) patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse er blevet tvangsindlagt mindst tre
gange,
2) patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse i mindst ét tilfælde har undladt at
følge den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale eller koordinationsplan,
3) patienten i forbindelse med den aktuelle indlæggelse blev tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt
og
4) patienten inden for det sidste halve år forud for den aktuelle indlæggelse har været ordineret
opsøgende behandling ved et udgående psykiatriteam, men har undladt at følge den ordinerede
medicinske behandling.
Stk. 2. Overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan alene indeholde et
pålæg til patienten om at møde op til medicinering i det psykiatriske sygehusvæsen.
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Hvis patienten ikke møder op til medicinering, kan overlægen beslutte, at patienten skal
afhentes af politiet og bringes til tvangsmedicinering på en psykiatrisk afdeling. Der skal ved
afhentningen være en sundhedsperson til stede. Medicineringen af patienten kan i disse tilfælde
alene foregå på en psykiatrisk afdeling.
Stk. 4. Ved medicinering i forbindelse med den tvungne opfølgning efter udskrivning skal der
anvendes lægemidler, for hvilke overlægen kender patientens reaktion, herunder eventuelt i
depotform.
Stk. 5. En beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan være gældende i indtil 3
måneder efter udskrivning af patienten.
Stk. 6. Hvis der er en begrundet formodning om og nærliggende risiko for, at patienten ved 3måneders-periodens
udløb, jf. stk. 5, vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for
patientens helbred, kan overlægen træffe beslutning om, at den tvungne opfølgning efter
udskrivning forlænges i indtil 3 måneder ad gangen, dog således at patienten maksimalt kan være
undergivet tvungen opfølgning efter udskrivning i 12 måneder.
§ 13 e. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om tvungen opfølgning efter
udskrivning, herunder efter forhandling med justitsministeren om politiets afhentning af
patienten, hvis denne ikke frivilligt møder op til medicinering, og om sundhedspersonens
medvirken hertil.
Kapitel 5
Fiksering m.v.
Tvangsfiksering
§ 14. Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker.
Stk. 2. Tvangsfiksering må kun anvendes, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en
patient:
1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,
2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller
3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
§ 15. Beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten.
Stk. 2. Beslutning om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fodremme, skal dog træffes
af overlægen.
Stk. 3. Ville det i et tilfælde som nævnt i § 14, stk. 2, nr. 1, af hensyn til patientens egen eller
andres sikkerhed være uforsvarligt at afvente lægens tilsyn, kan sygeplejepersonalet på egen hånd
beslutte at fiksere den pågældende med bælte. Lægen skal da straks tilkaldes og træffe afgørelse
vedrørende anvendelsen af tvangsfiksering med bælte.
§ 16. En patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.
Anvendelse af fysisk magt
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 17. En person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt
føres til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt. Over
for personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i kapitel 3, kan der anvendes den magt, der er
nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.
Stk. 2. Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen
bestemme, at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende middel.
Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse
§ 17 a. Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse kan anvendes over for en patient,
der lider af demens eller demenslignende tilstande, for at hindre, at vedkommende ved at forlade
en psykiatrisk afdeling udsætter sig selv eller andre for en betydelig risiko for at lide personskade.
Stk. 2. Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse må kun anvendes, efter at en læge
har tilset patienten og truffet nærmere bestemmelse om anvendelse af et bestemt middel.
Stk. 3. Afgørelse om anvendelse af særlige dørlåse skal snarest muligt godkendes af overlægen, og
alle patienter på afdelingen skal straks efter, at afgørelse om anvendelse af særlige dørlåse er
truffet, underrettes herom.
Beskyttelsesfiksering
§ 18. Ved beskyttelsesfiksering forstås anvendelse af ethvert middel, der benyttes for at hindre, at
en patient utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare.
Stk. 2. Beskyttelsesfiksering må kun benyttes, efter at en læge har tilset patienten og truffet
nærmere bestemmelse om anvendelse af et bestemt beskyttelsesmiddel.
Særlige tvangsforanstaltninger på Sikringsafdelingen
under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland
§ 18 a. Aflåsning af patientstue kan anvendes over for patienter, der er anbragt i
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. kapitel 11. Stk. 2. Aflåsning
af patientstue kan anvendes behandlingsmæssigt med henblik på
1) at etablere nødvendige faste rammer i behandlingen af patienten eller
2) at skærme patienten mod for mange stimuli.
Stk. 3. Aflåsning af patientstue kan tillige anvendes, i det omfang det er nødvendigt at afværge, at
en patient
1) udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,
2) forfølger eller på anden, lignende måde groft forulemper medpatienter eller
3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
Stk. 4. Beslutning om aflåsning af patientstue træffes af en læge.
§ 18 b. Aflåsning af patientstuer kan i følgende tilfælde foretages af sikkerhedsmæssige grunde
over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region
Sjælland, jf. kapitel 11:
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1) om natten,
2) under den ugentlige konference og
3) under den daglige behandlingskonference.
Stk. 2. Beslutning om aflåsning af patientstuer træffes af en læge.
§ 18 c. Ved oppegående tvangsfiksering forstås tvangsfiksering, hvor patienten ikke er fastspændt
til en seng. Oppegående tvangsfiksering, jf. stk. 2, kan som alternativ til langvarig isolation eller
langvarig tvangsfiksering til en seng anvendes over for patienter, der er anbragt i
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, såfremt mindst ét af kriterierne
i § 14, stk. 2, er opfyldt og
1) langvarig isolation på patientstue vurderes at have negativ effekt på patientens samlede
psykiske, legemlige og sociale tilstand eller
2) langvarig tvangsfiksering til en seng vurderes at have negativ effekt på patientens samlede
psykiske, legemlige og sociale tilstand.
Stk. 2. Oppegående tvangsfiksering som defineret i stk.1 må alene ske med anvendelse af
mavebælte, fikseringsremme, håndremme og fodremme.
Stk. 3. En patient, der er oppegående tvangsfikseret, skal have mindst én fast vagt. Stk. 4.
Oppegående tvangsfiksering af en patient kan alene iværksættes efter tilladelse fra
Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen træffer på baggrund af ansøgning efter stk. 5 afgørelse i
sagen efter indstilling fra et særlig sagkyndigt råd nedsat af Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Rådet, som
nedsættes af Sundhedsstyrelsen, består af 1 speciallæge i psykiatri udpeget af Sundhedsstyrelsen,
4 speciallæger i psykiatri udpeget efter indstilling fra Dansk Psykiatrisk Selskab og 1 medlem
udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer. Sundhedsstyrelsen varetager
formandskabet og fastsætter efter forhandling med Indenrigs- og Sundhedsministeriet en
forretningsorden for det sagkyndige råd.
Stk. 5. Vurderer den ledende overlæge for Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, at
oppegående tvangsfiksering er nødvendig, ansøger denne Sundhedsstyrelsen om tilladelse hertil. I
den ledende overlæges fravær kan vurderingen efter 1. pkt. foretages af dennes stedfortræder,
der ligeledes kan indgive ansøgning. Ansøgningen til Sundhedsstyrelsen skal ud over en erklæring
fra den ledende overlæge eller dennes stedfortræder indeholde en erklæring fra en uvildig
speciallæge i psykiatri, som på grundlag af sin undersøgelse af patienten og de modtagne
oplysninger vurderer, at anvendelse af oppegående tvangsfiksering er nødvendig.
Stk. 6. Det særlig sagkyndige råd, jf. stk. 4, kan indstille, at der gives tilladelse til at anvende
oppegående tvangsfiksering af patienten i op til 6 måneder ad gangen. En af rådets speciallæger i
psykiatri skal have tilset patienten, før ansøgningen kan behandles i rådet. Rådet afgiver sin
vurdering hurtigst muligt, dog senest 14 hverdage efter at Sundhedsstyrelsen har modtaget
ansøgningen fra Sikringsafdelingen.
Stk. 7. Beslutning om ophævelse af den oppegående tvangsfiksering træffes af den
behandlingsansvarlige overlæge. I den behandlingsansvarlige overlæges fravær kan beslutningen
træffes af dennes stedfortræder.
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Personlig skærmning og aflåsning af døre i afdelingen
§ 18 d. Ved personlig skærmning forstås i denne lov foranstaltninger, hvor et eller flere
personalemedlemmer konstant befinder sig i umiddelbar nærhed af patienten.
Stk. 2. Personlig skærmning, som patienten ikke samtykker til, må kun benyttes, i det omfang det
er nødvendigt for at afværge, at en patient
1) begår selvmord eller på anden vis udsætter sit eller andres helbred for betydelig skade eller
2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller andre. Stk. 3. En
beslutning om personlig skærmning træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten.
§ 18 e. Patienten skal i forbindelse med indlæggelse på afdelingen orienteres om afdelingens
indretning, herunder om forekomsten af mindre enheder på afdelingen, hvortil døren kan aflåses,
hvis sådanne mindre enheder findes på afdelingen.
§ 18 f. Lægen kan beslutte, at der skal foretages aflåsning af døre i afdelingen, dog ikke af døre til
patientstuer, over for
1) patienter, der er frihedsberøvede efter kapitel 3, og
2) patienter, for hvem der er risiko for, at de utilsigtet ud sætter sig selv for væsentlig fare, jf. § 18.
Stk. 2. Lægen kan endvidere beslutte, at der skal foretages aflåsning af døre, dog ikke af døre til
patientstuer over for en patient, der ikke er omfattet af stk. 1, hvis patienten selv anmoder herom.
På patientens anmodning skal aflåsningen straks ophæves.
Stk. 3. Alle patienter på afdelingen skal straks efter, at en beslutning om aflåsning efter stk. 1 og 2
er truffet, underrettes herom.
Personlig hygiejne under anvendelse af tvang
§ 18 g. Overlægen kan beslutte, at en patient, der på grund af sin sindslidelse ikke selv er i stand til
at varetage nødvendig personlig hygiejne, skal have foretaget personlig hygiejne under anvendelse
af tvang, hvis dette er nødvendigt af hensyn til patienten selv eller af hensyn til medpatienter eller
personale.
Bemyndigelsesbestemmelse
§ 19. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om tvangsfiksering, anvendelse af fysisk
magt, beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig
skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, personlig hygiejne under anvendelse af tvang samt
oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
Kapitel 5 a
Undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og
tilintetgørelse af genstande m.v.
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 19 a. Ved begrundet mistanke om, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande er blevet
eller vil blive forsøgt indført til patienten, kan overlægen beslutte, 1) at patientens post skal åbnes
og kontrolleres,
2) at patientens stue og ejendele skal undersøges, eller
3) at der skal foretages kropsvisitation af patienten. Undersøgelse af kroppens hulrum er ikke
tilladt.
Stk. 2. Undersøgelse af patientens post og patientens stue samt ejendele skal så vidt muligt
foretages i patientens nærvær.
Stk. 3. Overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som bliver
fundet ved indgreb efter stk. 1, skal beslaglægges. Overlægen kan overlade til politiet at afgøre,
om medikamenter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den almindelige lovgivning,
herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om våben m.v. Politiet kan
beslutte, om disse medikamenter, rusmidler og genstande skal destrueres.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om undersøgelse af post, patientstuer
og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v.
Kapitel 6
Tvangsprotokol og obligatorisk efterprøvelse
§ 20. Oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 a, 12, 13, 13 d, 14-17 a, 18 a, 18 c, § 18
d, stk. 2, for så vidt angår personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 18 f,
skal tilføres afdelingens tvangsprotokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og
begrundelse. Det samme gælder enhver ordination efter § 18.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsprotokoller samt
om registrering og indberetning af tvang til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Indenrigs-
og sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indberetninger skal
indeholde oplysninger om patientens identitet.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at gennemføre forsøg, hvor der på en
eller flere psykiatriske afdelinger for en tidsbegrænset periode tillige skal tilføres
tvangsprotokollen oplysning om andre former for indgreb eller restriktioner end de i stk.1 nævnte.
§ 21. Overlægen har til stadighed ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvungen
opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, fysisk magt, beskyttelsesfiksering, personlige alarm-
og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, personlig
hygiejne under anvendelse af tvang, undersøgelse af post, patientstuer og ejendele,
kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v., samt oppegående
tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling,
Region Sjælland, ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.
Stk. 2. Som led i efterprøvelse af frihedsberøvelse skal overlægen henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage,
efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og herefter mindst hver 4. uge, så længe
frihedsberøvelsen opretholdes, påse, om betingelserne for at frihedsberøve patienten fortsat er
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
opfyldt. Resultatet af denne efterprøvelse skal tilføres tvangsprotokollen. Patientrådgiveren og
efter begæring tillige patienten underrettes om beslutning om opretholdt frihedsberøvelse.
Stk. 3. Der skal foretages fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af
beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, så ofte som
forholdene tilsiger det, dog mindst 3, 10, 20 og 30 dage efter, at beslutning om anvendelse af disse
foranstaltninger blev truffet, og herefter mindst hver 4. uge, så længe ordinationen opretholdes.
Stk. 4. Så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages fornyet lægelig vurdering af
spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så ofte som forholdene tilsiger det, dog
mindst 4 gange i døgnet, som skal være jævnt fordelt, efter at beslutningen om anvendelse af
tvangsfiksering er truffet.
Stk. 5. Hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 48 timer, skal en læge, der ikke er
ansat på det pågældende psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder sted, som ikke har ansvaret for
patientens behandling, og som ikke står i et underordnelsesforhold til den behandlende læge,
foretage en vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfiksering. Denne vurdering
skal foretages af en læge, der er speciallæge i psykiatri eller i børne- og ungdomspsykiatri. Ved
uenighed mellem de to lægers vurdering af situationen er den behandlende læges vurdering
afgørende. Uenighed mellem de to lægers vurdering af situationen skal dog mundtligt og skriftligt
oplyses over for patienten. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om den lægelige
vurdering efter denne bestemmelse.
Stk. 6. Vurderingen, der skal foretages i henhold til stk. 5, skal efterfølgende gentages en gang om
ugen, så længe foranstaltningen pågår.
Stk. 7. Så længe en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, opretholdes, skal den
behandlingsansvarlige overlæge en gang i døgnet foretage fornyet vurdering af spørgsmålet om
fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering. Træffer den behandlingsansvarlige overlæge
beslutning om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering, skal denne endvidere fastlægge
en observationsplan for de følgende 24 timer. I den behandlingsansvarlige overlæges fravær
træffer den stedfortrædende overlæge beslutning og fastlægger observationsplan.
Stk. 8. Hvis en oppegående tvangsfiksering, jf. § 18 c, udstrækkes i længere tid end 1 uge, skal en
speciallæge i psykiatri, som ikke har haft ansvaret for patientens behandling, og som ikke er ansat
på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, foretage fornyet vurdering
af spørgsmålet om fortsat anvendelse af oppegående tvangsfiksering. Denne vurdering gentages
herefter en gang om ugen, så længe foranstaltningen pågår.
Kapitel 7
Særlige regler om psykokirurgiske indgreb og om forsøgsbehandling
§ 22. Ethvert psykokirurgisk indgreb kræver skriftligt samtykke fra patienten.
Stk. 2. Psykokirurgisk indgreb må endvidere kun foretages efter forudgående godkendelse fra et
lægeråd, der nedsættes af Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. (Ophævet).
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 23. Patienter, der er frihedsberøvet efter denne lov, må ikke undergives forsøgsbehandling.
Stk. 2. Forsøgsbehandling må heller ikke gennemføres med tvang over for frivilligt indlagte
patienter.
Kapitel 8
Patientrådgivere m.v.
§ 24. Der beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller
undergives tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, anvendelse af
fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige
dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen
efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på
Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4.
Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse
med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere
bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager. Patientrådgiveren skal
så vidt muligt være til stede ved klagens behandling i det psykiatriske patientklagenævn ved
statsforvaltningen.
§ 25. Statsforvaltningen antager efter ansøgning et antal patientrådgivere. En fortegnelse over
disse fordeles mellem de enkelte psykiatriske afdelinger i regionen. Stk. 2. Beskikkelse sker i det
enkelte tilfælde ved, at den vagthavende sygeplejerske hurtigst muligt underretter
patientrådgiveren om tvangsindgrebet og beskikkelsen. Patientrådgiverne beskikkes efter tur i den
rækkefølge, hvori de er optaget på fortegnelsen.
Stk. 3. Patienten skal have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte beskikkelse. Fremsætter
patienten anmodning om at få beskikket en anden patientrådgiver, som er optaget på
fortegnelsen, skal anmodningen så vidt muligt imødekommes. Afgørelsen kan påklages til
statsforvaltningen, der træffer den endelige administrative afgørelse. Stk. 4. Fremsætter patienten
anmodning om beskikkelse af en person, som ikke er optaget på fortegnelsen, sker der foreløbig
beskikkelse af den person, der står for tur efter stk. 2. Statsforvaltningen træffer bestemmelse om,
hvorvidt den af patienten foreslåede person kan beskikkes. Patientens anmodning skal
imødekommes, medmindre dette er utilrådeligt.
§ 26. Patientrådgiveren skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge patienten og til stadighed
holde sig i forbindelse med denne. Første besøg skal aflægges inden 24 timer efter beskikkelsen.
Besøg skal herefter finde sted mindst én gang om ugen og i øvrigt efter behov. For patienter, der
er undergivet tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, finder besøg efter udskrivning sted
på behandlingsstedet. Besøg sker på patientens anmodning og kan, såfremt patienten ønsker det,
erstattes med telefonsamtale. Lægen på behandlingsstedet har ansvaret for at sikre, at der på
patientens anmodning træffes aftale med patientrådgiveren om besøg eller telefonsamtale.
Stk. 2. Patientrådgiveren har ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse med
patienten.
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 27. Personalet på afdelingen skal give patientrådgiveren enhver oplysning, som er nødvendig for,
at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke
gives til patienten, må heller ikke gives til patientrådgiveren. § 28. Beskikkelsen som
patientrådgiver bortfalder samtidig med, at tvangsindgrebet bringes til ophør. Patientrådgiveren
bistår dog patienten i forbindelse med klager, som allerede er iværksat, eller som samtidig
iværksættes.
§ 29. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om antagelse og beskikkelse af
patientrådgivere, deres opgaver og nærmere beføjelser samt honorar.
§ 30. (Ophævet).
Kapitel 9
Underretning og klagevejledning m.v.
§ 31. Inden frihedsberøvelse iværksættes og anden tvang anvendes, skal patienten underrettes
mundtligt og skriftligt om den påtænkte tvang, dens nærmere indhold, baggrund og formål.
Underretning om anvendelse af tvang i henhold til § 18 b kan dog foretages som generel
information til patienten.
Stk. 2. Ved tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og aflåsning af patientstue, jf. §§ 14-17 og §
18 a, kan underretningen dog i særlig hastende tilfælde undlades. Begrundelsen skal i så fald gives
efterfølgende.
§ 32. Ved enhver anvendelse af tvang skal patienten vejledes om adgangen til at påklage
indgrebet.
Stk. 2. Klage over beslutning om anvendelse af tvang har ikke opsættende virkning. Stk. 3. Klage
over beslutning om tvangsbehandling, jf. kapitel 4, har dog opsættende virkning, medmindre
omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller
helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare
for at lide skade på legeme eller helbred. Klage over beslutning om tvungen opfølgning efter § 13
d, stk. 1, har ligeledes opsættende virkning.
§ 33. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om underretning og
klagevejledning.
Kapitel 10
Klageadgang og domstolsprøvelse
§ 34. Ved hver statsforvaltning oprettes et psykiatrisk patientklagenævn bestående af direktøren
for statsforvaltningen som formand, jf. dog stk. 2, samt 2 medlemmer. Indenrigs- og
sundhedsministeren beskikker et antal medlemmer efter indstilling fra henholdsvis
Lægeforeningen og Danske Handicaporganisationer. Indenrigs- og Sundhedsministeren beskikker
endvidere stedfortrædere for medlemmerne. Beskikkelserne gælder for en periode på 4 år.
Genbeskikkelse kan finde sted.
Stk. 2. Direktøren for statsforvaltningen kan bemyndige ansatte ved statsforvaltningen til at
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
fungere som formand for nævnet.
Stk. 3. Statsforvaltningen varetager det psykiatriske patientklagenævns sekretariatsopgaver og
afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder vederlag til nævnets medlemmer.
§ 35. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe
klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvungen
opfølgning efter udskrivning i henhold til § 13 d, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt,
beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse,
personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt
oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, for det psykiatriske patientklagenævn ved
statsforvaltningen.
§ 36. Når en sag som nævnt i § 35 indbringes for det psykiatriske patientklagenævn ved
statsforvaltningen, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter, herunder en udskrift af
tvangsprotokollen samt en erklæring fra overlægen. Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens
oplysning og træffer bestemmelse om tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer m.v.,
ligesom nævnet kan aflægge besøg på vedkommende psykiatriske afdeling.
Stk. 2. Patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet. I
særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens helbred eller til sagens behandling i nævnet
afgørende taler herfor, kan nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket
fra at deltage i forhandlingerne.
Stk. 3. Det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen skal træffe afgørelse i klagesager
om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, og om tvungen opfølgning efter
udskrivning, jf. § 32, stk. 3, inden 7 hverdage efter klagens modtagelse. I sager om oppegående
tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland skal det
psykiatriske patientklagenævn træffe afgørelse senest 14 dage efter klagens modtagelse. I andre
sager skal det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen træffe afgørelse snarest
muligt. Er afgørelse ikke truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette
patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår afgørelse kan forventes at
foreligge.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter en forretningsorden for det psykiatriske
patientklagenævn ved statsforvaltningen.
§ 37. Det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen skal efter anmodning fra patienten
eller patientrådgiveren indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvungen opfølgning efter udskrivning i henhold til § 13 d,
tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland og aflåsning af døre i afdelingen for retten efter reglerne
i retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 2. Godkender patientklagenævnet, at patienten frihedsberøves, kan spørgsmålet om
udskrivning først på ny begæres prøvet i det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen,
når der er forløbet 2 måneder efter nævnets afgørelse. Har spørgsmålet om frihedsberøvelsens
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
lovlighed været indbragt for retten, jf. stk. 1, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.
Stk. 3. Godkender det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen, at der etableres
tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 1, kan spørgsmålet om den tvungne
opfølgning efter udskrivning først på ny begæres prøvet i nævnet, hvis den tvungne opfølgning
efter udskrivning forlænges, jf. § 13 d, stk. 6. Tvungen opfølgning efter udskrivning kan herefter
begæres prøvet ved enhver forlængelse af tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 6.
§ 38. Afgørelser fra det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen om
tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige
dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue
på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, kan påklages til Det
Psykiatriske Ankenævn.
Stk. 2. Klage til Det Psykiatriske Ankenævn skal indgives, senest 3 måneder efter at klageren har
fået meddelelse om det psykiatriske patientklagenævns afgørelse. Det Psykiatriske Ankenævn kan
se bort fra en overskridelse af klagefristen, når særlige grunde taler herfor.
Stk. 3. Det Psykiatriske Ankenævns afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
§ 38 a. Det Psykiatriske Ankenævn nedsættes af indenrigs- og sundhedsministeren. Nævnet er i sin
virksomhed uafhængigt af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse. Nævnet
består af 1 formand, der skal være dommer og kan være dommer fra de overordnede retter, 2
medlemmer, der skal være psykiatere, beskikket efter indstilling fra Lægeforeningen og 2
medlemmer beskikket efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer. Formanden udpeges,
og medlemmerne beskikkes af indenrigs- og sundhedsministeren for en periode af 4 år, og de kan
samtidig være formand, næstformand eller medlemmer af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.
Udtræder formanden eller et medlem i perioden, udpeges eller beskikkes en ny formand eller et
nyt medlem for den resterende del af perioden. Ministeren udpeger eller beskikker efter reglerne i
1. pkt. stedfortrædere for formanden og medlemmerne. Genudpegning og genbeskikkelse kan
finde sted.
Stk. 2. Det psykiatriske patientklagenævn skal afgive de oplysninger til Det Psykiatriske Ankenævn,
som er nødvendige for ankenævnets behandling af sager efter dette kapitel. Det Psykiatriske
Ankenævn kan forelægge en sag for Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet, før nævnet træffer
afgørelse i sagen.
Stk. 3. Det Psykiatriske Ankenævn sekretariatsbetjenes af Patientombuddet, jf. § 11 i lov om klage-
og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Stk. 4. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med Det Psykiatriske
Ankenævn dettes forretningsorden, herunder regler om formandens adgang til at træffe afgørelse
i sager, der ikke skønnes at give anledning til tvivl.
Stk. 5. Udgifterne ved Det Psykiatriske Ankenævns virksomhed, herunder udgifter til vederlag til
nævnets formand og medlemmer, afholdes af staten efter reglerne i § 18 i lov om klage- og
erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet eller regler fastsat i medfør heraf.
§ 39. Det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen offentliggør hvert år en beretning
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
om sin virksomhed.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om indberetning af afgørelser fra de
psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningerne og Det Psykiatriske Ankenævn og om
offentliggørelse af afgørelser af generel betydning.
Kapitel 11
Særlige regler om anbringelse af ekstraordinært farlige personer
§ 40. I ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, kan
justitsministeren bestemme, at en person, der er sindssyg, og som vedvarende udsætter andres liv
eller legeme for alvorlig og overhængende fare, skal anbringes i Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland.
Stk. 2. Justitsministeren skal inden 5 søgnedage efter, at der er truffet afgørelse efter stk. 1,
indbringe sagen for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 3. Bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende anvendelse på personer, der anbringes i
sikringsafdelingen efter stk. 1. Det gælder dog ikke §§ 5-11, § 21, stk. 2, og bestemmelserne i
kapitel 10 om klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse og tilbageførsel.
Stk. 4. Endvidere beskikkes patientrådgiver alene i tilfælde, hvor den pågældende ikke i forvejen
har en sådan eller en bistandsværge efter straffelovens § 71.
§ 41. Anbringelse efter § 40, stk. 1, kan administrativt kun ophæves af justitsministeren. Begæring
om ophævelse kan fremsættes af overlægen, patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen.
Begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen kan tidligst fremsættes, når der er
forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse, jf. § 40, stk. 2. Afslag på ophævelse forelægges på
begæring for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 2. Er en begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen om ophævelse af
anbringelsen blevet afslået af justitsministeren, kan spørgsmålet først på ny rejses, når der er
forløbet 2 måneder efter justitsministerens afgørelse. Har justitsministerens afslag været forelagt
for retten, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.
§ 41 a. Justitsministeren kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til
personer, der efter § 40, stk. 1, er anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling,
Region Sjælland.
Kapitel 12
Patienter indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse
§ 42. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang reglerne i denne lov finder
tilsvarende anvendelse på personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en
retsafgørelse, som er truffet i strafferetsplejens former.
Kapitel 13
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 43. Loven træder i kraft den 1. oktober 1989 og gælder for alle afgørelser og beslutninger, der
træffes efter lovens ikrafttrædelse.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge personers hospitalsophold.
§§ 44-45. (Udeladt)
§ 46. (Ophævet).
§ 47. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller
grønlandske forhold tilsiger.
Lov nr. 533 af 26. maj 2010 (tvungen opfølgning efter udskrivning) indeholder følgende
ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
1)
§ 3 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 2010.
Stk. 2. Tvungen opfølgning efter udskrivning efter § 13 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, kan iværksættes over for patienter, i forhold til hvilke der
den 1. oktober 2010 eller senere træffes beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning.
Dette gælder, uanset om betingelserne i § 13 d, stk. 1, nr. 1-4, i lov om anvendelse af tvang i
psykiatrien som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 1, er opfyldt før den 1. oktober 2010.
Lov nr. 708 af 25. juni 2010 (Betænkningstid forud for tvangsbehandling, oppegående
tvangsfiksering på Sikringsafdelingen, udvidet eksternt tilsyn med tvangsfikseringer m.v.)
indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse):
2)
§ 3 Loven træder i kraft den 1. oktober 2010.
Lov nr. 706 af 25. juni 2010 (Et nyt patientklagesystem, mulighed for at klage over
sundhedsvæsenets sundhedsfaglige virksomhed, forenkling af regler om tilsynsforanstaltninger
m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser:
3)
§ 8 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2-6. (Udeladt)
Stk. 7. Klager over de psykiatriske patientklagenævns afgørelser, der er indgivet til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn før lovens ikrafttræden, færdigbehandles af Det Psykiatriske
Ankenævn.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, den 2. december 2010
BERTEL HAARDER
/ Susanne Beck Petersen
1) Lovændringen vedrører § 13 d, § 13 e, § 20, § 21, § 24, § 26, § 32, § 35, § 36 og § 37.
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2) Lovændringen vedrører § 4 a, § 6, § 10, § 12, § 13, overskrift før § 18 a, §§ 18 a-18 g, § 19, § 20,
§ 21, § 24, § 35, § 36, § 37, § 38, § 40 og § 41 a.
3) Lovændringen vedrører § 34, § 38 og § 38 a.
2.2.21. Bekendtgørelse af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Her er alene medtaget paragraffer den anses at have interesse for bistandsværger.
Bekendtgørelse af straffeloven i sin helhed kan hentes på retsinformation.dk
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=138671
2.2.22. Uddrag af Bekendtgørelse af straffeloven
7. kapitel
Betingede domme
§ 56. Finder retten det upåkrævet, at straf kommer til fuldbyrdelse, bestemmes det i dommen, at
spørgsmålet om straffastsættelse udsættes og bortfalder efter en prøvetid.
Stk. 2. Såfremt det må anses for mere formålstjenligt, kan retten fastsætte straffen og bestemme, at
fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder ved udløbet af prøvetiden.
Stk. 3. Udsættelsen betinges af, at den dømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold, og at han
overholder de vilkår, som måtte være fastsat i medfør af § 57. Prøvetiden fastsættes af retten og kan i
almindelighed ikke overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan dog fastsættes en prøvetid på
indtil 5 år.
§ 57. Retten kan som vilkår for udsættelsen bestemme, at den dømte i hele prøvetiden eller en del af
denne skal undergives tilsyn. Endvidere kan retten fastsætte andre vilkår, som findes formålstjenlige,
herunder at den dømte
1) overholder særlige bestemmelser vedrørende opholdssted, arbejde, uddannelse, anvendelse af
fritid eller samkvem med bestemte personer,
2) tager ophold i egnet hjem eller institution; for sådant ophold fastsættes ved dommen en
længstetid, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år,
3) afholder sig fra misbrug af alkohol, narkotika eller lignende medikamenter,
4) underkaster sig afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende
medikamenter, om fornødent på hospital eller i særlig institution,
5) underkaster sig en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af mindst et års varighed,
6) underkaster sig psykiatrisk behandling, om fornødent på hospital,
7) retter sig efter tilsynsmyndighedens bestemmelser om indskrænkninger i rådigheden over
indtægter og formue og om opfyldelse af økonomiske forpligtelser,
8) betaler erstatning for tab, der er forvoldt ved lovovertrædelsen,
9) efter kommunens afgørelse undergives foranstaltninger efter § 52 i lov om social service, eventuelt
af nærmere angiven art, og efterkommer de forskrifter, kommunen meddeler den pågældende.

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 58. Skønnes anvendelse af ubetinget fængselsstraf påkrævet, men taler oplysningerne om tiltaltes
personlige forhold for anvendelse af betinget dom efter § 56, kan retten bestemme, at en del af den
forskyldte straf, dog højst 6 måneder, skal fuldbyrdes, medens dommen i øvrigt gøres betinget.
Stk. 2. I forbindelse med betinget dom kan der idømmes bøde, selv om sådan straf ikke er hjemlet for
den pågældende lovovertrædelse.
§ 59. De i medfør af § 57 fastsatte vilkår kan senere ændres eller ophæves ved retskendelse efter
begæring fra anklagemyndigheden eller den dømte. Begæring fra den dømte fremsættes over for
anklagemyndigheden, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for retten. Tages en begæring fra den
dømte ikke til følge, kan han ikke fremsætte ny begæring, før der er forløbet et halvt år fra kendelsens
afsigelse.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte spørgsmål indbringes for den byret, som har pådømt sagen i første instans,
eller byretten i den retskreds, hvor den dømte bor eller opholder sig. Såfremt sagen er pådømt ved
landsret i første instans, træffes afgørelsen af byretten i den retskreds, hvor den dømte bor eller
opholder sig.
§ 60. Hvis den dømte overtræder de i medfør af § 57 fastsatte vilkår, kan retten i den anledning
1) tildele advarsel,
2) ved kendelse ændre vilkårene og forlænge prøvetiden inden for den i § 56, stk. 3, fastsatte
længstetid,
3) ved dom fastsætte straf eller anden retsfølge for den begåede lovovertrædelse eller - hvis straf er
fastsat i den betingede dom - træffe afgørelse om fuldbyrdelse af denne straf. § 58, stk. 1, finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Med hensyn til de i stk. 1 nævnte retsafgørelser finder § 59, stk. 2, tilsvarende anvendelse.
§ 61. Såfremt der inden prøvetidens udløb foretages rettergangsskridt mod den dømte, hvorved han
sigtes for strafbart forhold, der er begået før den betingede dom, fastsætter retten retsfølgen for dette
forhold og den tidligere pådømte lovovertrædelse.
Stk. 2. Begår den dømte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages der inden dennes udløb
rettergangsskridt, hvorved han sigtes for forholdet, fastsætter retten en ubetinget straf eller anden
retsfølge for dette forhold og den tidligere pådømte lovovertrædelse. Herved finder bestemmelserne i
§ 88, stk. 2-4, tilsvarende anvendelse. Når omstændighederne taler derfor, kan retten i stedet
1) idømme ubetinget straf alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af
vilkårene i den betingede dom, eller
2) afsige ny betinget dom vedrørende begge lovovertrædelser eller alene for det nye forhold i
overensstemmelse med reglerne i dette eller det følgende kapitel.
2.2.22. Uddrag af Bekendtgørelse af straffeloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 61 a. (Ophævet)
8. kapitel
2.2.22. Uddrag af Bekendtgørelse af straffeloven
Samfundstjeneste
§ 62. Såfremt betinget dom efter reglerne i §§ 56 og 57 ikke findes tilstrækkelig, kan retten, hvis
tiltalte findes egnet hertil, afsige betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.
Stk. 2. Afgørelsen om udsættelse af fængselsstraf træffes efter reglerne i § 56, stk. 1 og 2.
Stk. 3. Udsættelsen betinges af, at den dømte ikke i en prøvetid begår strafbart forhold, og at han
overholder de i medfør af § 63 fastsatte vilkår.
§ 63. Som vilkår for udsættelsen af fængselsstraf bestemmes, at den dømte skal udføre ulønnet
samfundstjeneste i mindst 30 og højst 240 timer. Den fastsatte arbejdspligt skal opfyldes inden for en
længstetid, der udmåles i forhold til antallet af arbejdstimer.
Stk. 2. Den i medfør af stk. 1 fastsatte længstetid kan af tilsynsmyndigheden forlænges, hvis særlige
grunde taler derfor, dog ikke ud over prøvetiden. Tilsynsmyndighedens afgørelse om forlængelse af
længstetiden indbringes efter anmodning fra den dømte for retten.
Stk. 3. I dommen fastsættes en prøvetid på højst 2 år. Det kan i dommen bestemmes, at prøvetiden
ophører, når længstetiden for arbejdsforpligtelsens opfyldelse er udløbet.
Stk. 4. Den dømte undergives tilsyn i prøvetiden. Retten kan endvidere, hvis det findes
formålstjenligt, fastsætte vilkår som nævnt i § 57. Tilsynet ophører, og eventuelle vilkår efter § 57
bortfalder, når længstetiden for arbejdspligtens opfyldelse er udløbet, medmindre andet er bestemt i
dommen.
§ 64. I forbindelse med betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kan der idømmes ubetinget
fængselsstraf eller bøde efter reglerne i § 58. En i medfør af § 58, stk. 1, fastsat fængselsstraf kan dog
ikke overstige 3 måneder.
§ 65. Bestemmelserne i § 59 om ændring eller ophævelse af vilkår finder tilsvarende anvendelse på
de i medfør af § 63 trufne bestemmelser.
§ 66. Hvis den dømte overtræder vilkåret om samfundstjeneste eller andet vilkår, kan retten
1) træffe afgørelse om ubetinget fængselsstraf for den begåede lovovertrædelse eller
2) bestemme, at betinget dom skal opretholdes, eventuelt i forbindelse med en forlængelse af
længstetiden for samfundstjeneste og af prøvetiden inden for den i § 63 nævnte grænse.
Stk. 2. Ved fastsættelse af ubetinget straf efter stk. 1, nr. 1, kan § 58, stk. 1, anvendes. En betinget
delstraf efter denne bestemmelse træder da i stedet for dommen til samfundstjeneste, og hertil kan

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
knyttes de i medfør af § 63, stk. 4, fastsatte vilkår. Uanset disse bestemmelser kan der i forbindelse
med fortsat samfundstjeneste idømmes en ubetinget fængselsstraf på indtil 3 måneder.
Stk. 3. Ved fastsættelse af straf skal der tages hensyn til omfanget af den samfundstjeneste, som den
dømte har udført. En i medfør af § 56, stk. 2, fastsat straf kan nedsættes.
Stk. 4. Afgørelser om fuldbyrdelse af en udsat straf træffes ved dom, andre afgørelser ved kendelse.
§ 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
§ 67. Reglerne i § 61 finder tilsvarende anvendelse i sager om personer, som efter betinget dom med
vilkår om samfundstjeneste sigtes for et strafbart forhold begået før eller efter dommen.
Stk. 2. Såfremt en ubetinget delstraf idømmes efter § 58, stk. 1, eller § 61, stk. 2, nr. 1, træder for den
øvrige strafs vedkommende en betinget dom efter 7. kapitel i stedet for dommen til samfundstjeneste.
Uanset bestemmelsen i 1. pkt. kan der i forbindelse med fortsat samfundstjeneste idømmes en
ubetinget frihedsstraf på indtil 3 måneder.
Stk. 3. § 66, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
2.2.22. Uddrag af Bekendtgørelse af straffeloven
9. kapitel
Andre retsfølger af den strafbare handling
§ 68. Hvis en tiltalt frifindes for straf i medfør af § 16, kan retten træffe bestemmelse om anvendelse
af andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser.
Såfremt mindre indgribende foranstaltninger som tilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller
arbejde, afvænningsbehandling, psykiatrisk behandling m.v. ikke findes tilstrækkelige, kan det
bestemmes, at den pågældende skal anbringes i hospital for sindslidende, i institution for personer med
vidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse eller i
egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg. Anbringelse i forvaring kan ske under de
betingelser, der er nævnt i § 70.
§ 68 a. Medfører en foranstaltning efter § 68 eller § 72, jf. § 68, at den dømte skal anbringes i
institution, eller giver foranstaltningen mulighed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år for denne
foranstaltning. Længstetiden omfatter også foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, jf. § 68,
og som medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige omstændigheder kan retten
efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år.
Stk. 2. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid, hvis
den dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266
nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af
de nævnte forbrydelser. Er der ikke fastsat en længstetid, indbringer anklagemyndigheden spørgsmålet

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter afgørelsen, medmindre
spørgsmålet har været forelagt for retten inden for de sidste to år. Derefter forelægges spørgsmålet for
retten mindst hvert andet år.
Stk. 3. Ved andre foranstaltninger end de i stk. 1 nævnte fastsættes en længstetid for
foranstaltningen, der ikke kan overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan retten efter
anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge længstetiden. Den samlede tid for
foranstaltningen kan ikke overstige 5 år.
§ 69. Befandt gerningsmanden sig ved den strafbare handlings foretagelse i en tilstand, der var
betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er
af den i § 16 nævnte beskaffenhed, kan retten, såfremt det findes formålstjenligt, i stedet for at idømme
straf træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i § 68, 2. pkt.
§ 69 a. Medfører en foranstaltning efter § 69, at den dømte skal anbringes i institution, eller giver
foranstaltningen mulighed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år for denne foranstaltning og en
længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år. Længstetiden på 5 år omfatter også
foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, jf. § 69 og § 68, 2. pkt., og som medfører en lempelse
af den hidtidige foranstaltning. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra
anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år for foranstaltningen eller en ny
længstetid for opholdet.
Stk. 2. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, fastsættes dog i almindelighed ingen længstetid for
foranstaltningen, hvis den dømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig
voldsforbrydelse, trusler af den i § 266 nævnte art, brandstiftelse, voldtægt eller anden alvorlig
sædelighedsforbrydelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser. § 68 a, stk. 2, 2. og 3. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Ved andre foranstaltninger end de i stk. 1 nævnte fastsættes en længstetid for
foranstaltningen, der ikke kan overstige 3 år. Under særlige omstændigheder kan retten efter
anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge længstetiden. Den samlede tid for
foranstaltningen kan ikke overstige 5 år.
§ 70. En person kan dømmes til forvaring, hvis
1) han findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse, trusler af den i § 266
nævnte art eller brandstiftelse eller i forsøg på en af de nævnte forbrydelser, og
2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans person, herunder navnlig
om tidligere kriminalitet, må antages, at han frembyder nærliggende fare for andres liv, legeme,
helbred eller frihed, og
3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare.
2.2.22. Uddrag af Bekendtgørelse af straffeloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. En person kan endvidere dømmes til forvaring, hvis
1) han findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse eller i forsøg herpå, og
2) det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans person, herunder om
tidligere kriminalitet, må antages, at han frembyder væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred
eller frihed, og
3) anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare.
§ 71. Såfremt der bliver tale om at dømme en tiltalt til anbringelse i institution eller i forvaring efter
reglerne i §§ 68-70, kan der af retten beskikkes ham en bistandsværge, så vidt muligt en person af hans
nærmeste pårørende, der sammen med den beskikkede forsvarer skal bistå tiltalte under sagen.
Stk. 2. Er tiltalte dømt til anbringelse som nævnt i stk. 1, eller giver afgørelsen mulighed for sådan
anbringelse, skal der beskikkes ham en bistandsværge. Denne skal holde sig underrettet om den
dømtes tilstand og drage omsorg for, at opholdet og andre foranstaltninger ikke udstrækkes længere
end nødvendigt. Beskikkelsen ophører, når foranstaltningen endeligt ophæves.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antagelse og vederlæggelse af
bistandsværger samt om disses opgaver og nærmere beføjelser.
§ 72. Det påhviler anklagemyndigheden at påse, at en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70 ikke
opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt.
Stk. 2. Bestemmelse om ændring eller endelig ophævelse af en foranstaltning efter §§ 68, 69 eller 70
træffes ved kendelse efter anmodning fra den dømte, bistandsværgen, anklagemyndigheden,
institutionens ledelse eller kriminalforsorgen. Anmodning fra den dømte, bistandsværgen,
institutionens ledelse eller kriminalforsorgen fremsættes over for anklagemyndigheden, der snarest
muligt indbringer spørgsmålet for retten. Tages en anmodning fra den dømte eller bistandsværgen ikke
til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra kendelsens afsigelse.
Stk. 3. Bestemmelsen i § 59, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på afgørelser efter stk. 2. Er der
spørgsmål om ændring af foranstaltningen på grund af ny lovovertrædelse, afgøres spørgsmålet dog af
den ret, der behandler sagen vedrørende overtrædelsen.
§ 73. Er den, der har begået en strafbar handling, efter dennes foretagelse, men før dom er afsagt,
kommet i en ikke blot forbigående tilstand af den i § 16 eller § 69 nævnte art, afgør retten, om straf skal
idømmes eller bortfalde. Hvis det findes formålstjenligt, kan retten bestemme, at foranstaltninger efter
§ 68 eller § 69 skal anvendes i stedet for straf, eller indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 71-72 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Såfremt en person, der idømmes straf, i medfør af stk. 1, 2. pkt., anbringes i institution,
medregnes varigheden af sådant ophold i straffetiden.
2.2.22. Uddrag af Bekendtgørelse af straffeloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 73 a. Justitsministeren kan efter forhandling med social- og integrationsministeren og ministeren
for sundhed og forebyggelse fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til personer, der
er anbragt i hospital for sindslidende m.v. i henhold til en afgørelse truffet i medfør af §§ 68 eller 69.
Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke
kan indbringes for højere administrativ myndighed.
§ 74. (Ophævet)
§ 74 a. Hvis en person, der på gerningstiden ikke var fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig
kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende skal undergive
sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses for
formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser.
Stk. 2. Retten kan give den dømte pålæg svarende til de vilkår, der kan fastsættes efter § 57.
Længstetiden for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf højst
12 måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. Begår en person, der er
undergivet en foranstaltning efter stk. 1, ny kriminalitet, kan retten i stedet for at idømme straf
forlænge foranstaltningen, herunder længstetiderne efter 2. pkt., med indtil 6 måneder.
Stk. 3. Den dømte kan kræve afgørelser om overførsel til en sikret afdeling i en døgninstitution for børn
og unge og afgørelser om overførsel fra ambulant behandling til anbringelse på en døgninstitution for
børn og unge eller godkendt opholdssted indbragt for retten til prøvelse. Det samme gælder, i det
omfang de sociale myndigheder med hjemmel i dommen træffer afgørelse om, at den pågældende skal
forblive i institution ud over det i dommen fastsatte tidsrum for opholdet. Afgørelsen træffes ved
kendelse. Sagens indbringelse for retten har ikke opsættende virkning. Bestemmelsen i § 59, stk. 2,
finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Justitsministeren kan efter forhandling med social- og integrationsministeren fastsætte regler
om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til personer, der er undergivet en foranstaltning efter stk. 1
og 2. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse
regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
§ 75. Udbyttet ved en strafbar handling eller et hertil svarende beløb kan helt eller delvis
konfiskeres. Savnes der fornødent grundlag for at fastslå beløbets størrelse, kan der konfiskeres et
beløb, som skønnes at svare til det indvundne udbytte.
Stk. 2. Såfremt det må anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser, eller særlige
omstændigheder i øvrigt taler derfor, kan der ske konfiskation af
1) genstande, der har været brugt eller bestemt til at bruges ved en strafbar handling,
2.2.22. Uddrag af Bekendtgørelse af straffeloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2) genstande, der er frembragt ved en strafbar handling, og
3) genstande, med hensyn til hvilke der i øvrigt er begået en strafbar handling.
Stk. 3. I stedet for konfiskation af de i stk. 2 nævnte genstande kan der konfiskeres et beløb svarende
til deres værdi eller en del heraf.
Stk. 4. I stedet for konfiskation efter stk. 2 kan der træffes bestemmelse om foranstaltninger
vedrørende genstandene til forebyggelse af yderligere lovovertrædelser.
Stk. 5. Når en forening opløses ved dom, kan dens formue, arkiv, protokoller og lignende konfiskeres.
§ 76. Konfiskation efter § 75, stk. 1, kan ske hos den, hvem udbyttet er tilfaldet umiddelbart ved den
strafbare handling.
Stk. 2. Konfiskation af de i § 75, stk. 2 og 3, nævnte genstande og værdier kan ske hos den, der er
ansvarlig for lovovertrædelsen, og hos den, på hvis vegne han har handlet.
Stk. 3. Særligt sikrede rettigheder over genstande, der konfiskeres, bortfalder kun efter rettens
bestemmelse under betingelser svarende til de i stk. 2 anførte.
Stk. 4. Har en af de i stk. 1 og 2 nævnte personer efter den strafbare handling foretaget dispositioner
over udbytte eller genstande af den i § 75, stk. 2, omhandlede beskaffenhed eller rettigheder herover,
kan det overdragne eller dets værdi konfiskeres hos erhververen, såfremt denne var bekendt med det
overdragnes forbindelse med den strafbare handling eller har udvist grov uagtsomhed i denne
henseende, eller hvis overdragelsen er sket som gave.
Stk. 5. Såfremt en person, der har konfiskationsansvar efter stk. 1-4, dør, bortfalder hans ansvar.
Dette gælder dog ikke konfiskation efter § 75, stk. 1.
§ 76 a. Der kan foretages hel eller delvis konfiskation af formuegoder, der tilhører en person, som
findes skyldig i en strafbar handling, når
1) handlingen er af en sådan karakter, at den kan give betydeligt udbytte, og
2) den efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover eller er en overtrædelse af
lovgivningen om euforiserende stoffer.
Stk. 2. Under betingelser som nævnt i stk. 1 kan der foretages hel eller delvis konfiskation af
formuegoder, som den pågældendes ægtefælle eller samlever har erhvervet, medmindre
1) formuegodet er erhvervet mere end 5 år før den strafbare handling, som danner grundlag for
konfiskation efter stk. 1, eller
2) ægteskabet eller samlivsforholdet ikke bestod på tidspunktet for erhvervelsen.
Stk. 3. Under betingelser som nævnt i stk. 1 kan der foretages hel eller delvis konfiskation af
formuegoder overdraget til en juridisk person, som den pågældende alene eller sammen med sine
nærmeste har en bestemmende indflydelse på. Det samme gælder, hvis den pågældende oppebærer en
betydelig del af den juridiske persons indtægter. Konfiskation kan dog ikke ske, hvis formuegodet er
2.2.22. Uddrag af Bekendtgørelse af straffeloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
overdraget til den juridiske person mere end 5 år før den strafbare handling, som danner grundlag for
konfiskation efter stk. 1.
Stk. 4. Konfiskation efter stk. 1-3 kan ikke ske, hvis den pågældende sandsynliggør, at et formuegode
er erhvervet på lovlig måde eller for lovligt erhvervede midler.
Stk. 5. I stedet for konfiskation af bestemte formuegoder efter stk. 1-3 kan der konfiskeres et beløb
svarende til deres værdi eller en del heraf.
§ 77. Sker der konfiskation efter § 75, stk. 1, eller § 76 a, og har nogen erstatningskrav i anledning af
lovovertrædelsen, kan det konfiskerede anvendes til dækning af erstatningskravet.
Stk. 2. Det samme gælder genstande og værdier konfiskeret efter § 75, stk. 2 og 3, såfremt der ved
dommen træffes bestemmelse derom.
Stk. 3. Har den dømte i et af de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde betalt den forurettede erstatning efter
dommen, nedsættes konfiskationsbeløbet tilsvarende.
§ 77 a. Genstande, som på grund af deres beskaffenhed i forbindelse med andre foreliggende
omstændigheder må befrygtes at ville blive brugt ved en strafbar handling, kan konfiskeres, for så vidt
det må anses for påkrævet for at forebygge den strafbare handling. Der kan under samme betingelser
ske konfiskation af andre formuegoder, herunder penge. § 75, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 78. Strafbart forhold medfører ikke tab af borgerlige rettigheder, herunder ret til virksomhed i
henhold til almindeligt næringsbrev eller sønæringsbevis.
Stk. 2. Den, der er dømt for strafbart forhold, kan dog udelukkes fra at udøve virksomhed, som
kræver en særlig offentlig autorisation eller godkendelse, såfremt det udviste forhold begrunder en
nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet.
Stk. 3. Spørgsmål om, hvorvidt det udviste forhold er til hinder for udøvelse af en i stk. 2 omhandlet
virksomhed, skal af anklagemyndigheden på begæring enten af den, der har fået afslag på ansøgning
om sådan autorisation eller godkendelse, eller af vedkommende myndighed indbringes for retten. § 59,
stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Afgørelsen træffes ved kendelse. Såfremt afgørelsen går ud på
udelukkelse fra den pågældende virksomhed, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten, dog tidligst
efter 2 års forløb. Autorisation eller godkendelse kan også inden udløbet af denne frist meddeles af
vedkommende myndighed.
§ 79. Den, som udøver en af de i § 78, stk. 2, omhandlede virksomheder, kan ved dom for strafbart
forhold frakendes retten til fortsat at udøve den pågældende virksomhed eller til at udøve den under
visse former, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen.
Stk. 2. Det samme gælder, når særlige omstændigheder taler derfor, om udøvelse af anden
virksomhed. Efter samme regel kan der ske frakendelse af retten til at være stifter af eller direktør
2.2.22. Uddrag af Bekendtgørelse af straffeloven

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver
særlig offentlig godkendelse, eller en fond.
Stk. 3. Frakendelsen sker på tid fra 1 til 5 år, regnet fra endelig dom, eller indtil videre, i hvilket
tilfælde spørgsmålet om fortsat udelukkelse fra den pågældende virksomhed efter 5 års forløb kan
indbringes for retten efter de i § 78, stk. 3, indeholdte regler. Når særlige omstændigheder taler derfor,
kan justitsministeren tillade, at indbringelse for retten sker, inden den i 1. pkt. nævnte 5 års frist er
forløbet.
Stk. 4. Retten kan under behandlingen af de i stk. 1 og 2 nævnte sager ved kendelse udelukke den
pågældende fra at udøve virksomheden, indtil sagen er endeligt afgjort. Det kan ved dommen i sagen
bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
2.2.22. Uddrag af Bekendtgørelse af straffeloven

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2.3.1 Cirkulære om statsamternes klagevejledning på sundhedsområdet
(Til samtlige statsamter, amtskommuner og kommuner)
1. Indledning.
Efter lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. skal der den 1. januar 1988
oprettes et Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Nævnet skal behandle klager over den faglige
virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsområdet.
Det er i lovens § 23 og i bemærkningerne til lovforslaget forudsat, at der skal iværksættes en bred
information om klagemuligheder på sundhedsområdet.
I § 23, stk. 2, bestemmes, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at statsamterne inddrages i
klagevejledningen.
En bestemmelse herom er nu efter forhandling med Indenrigsministeriet optaget i Sundhedsministeriets
bekendtgørelse nr. 822 af 11. december 1987 om persongrupper inden for sundhedsvæsenet, der er
omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed samt om klagevejledning i statsamterne.
Statsamternes forpligtelse til at yde vejledning træder i kraft samtidig med bekendtgørelsen, dvs. den 1.
januar 1988.
Sundhedsministeriet vil i løbet af foråret 1988 udsende en vejledning, der beskriver de mange klageveje og
ordninger, der eksisterer på sundhedsområdet. Vejledningen udsendes til brug for alle myndigheder m.v.,
der får brug for at vejlede patienter og borgere om klagemuligheder.
2. Indhold.
Nærværende cirkulære beskriver alene de opgaver, som statsamterne forventes at løse i forbindelse med
vejledningen af klagere, samt hvilket formål statsamternes klagevejledning skal tilgodese i forhold til den
klagevejledning, som i øvrigt finder sted på sundhedsområdet.
3. Omfang.
Statsamterne skal vejlede om alle typer af klager på sundhedsområdet, dvs. både klager, der vedrører
sundhedspersoners faglige virksomhed og om de rettigheder, som borgerne har i henhold til lovgivningen
eller på anden måde er tillagt, f.eks. i landsoverenskomster mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og
de respektive faglige foreninger. Vejledningen skal desuden omfatte klager, der vedrører servicespørgsmål
m.v., samt situationer, hvor klageren ønsker erstatning, eller hvor et forhold ønskes strafferetligt forfulgt.
Statsamternes klagevejledning på sundhedsområdet vil være et naturligt supplement til den vejledning,
som statsamterne i øvrigt tilbyder på forskellige områder.
2.3.1 Cirkulære om statsamternes klagevejledning på sundhedsområdet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4. Vejledningen.
Statsamternes hovedopgave bliver:
at fungere som det sted, hvortil alle typer af klager inden for sundhedsvæsenet kan indleveres og derefter
blive videresendt til rette klageinstans (uden at dette dog hindrer patienterne i at skrive direkte til rette
klageinstans),
at yde befolkningen en almindelig vejledning om klagemuligheder, klageveje, dokumentationsbehov m.v.
(ved klagerens skriftlige, telefoniske eller personlige henvendelse),
at søge åbenbare misforståelser eller mangler i de enkelte klagesager afklaret inden fremsendelse til rette
klageinstans.
Statsamternes klagevejledning skal opfattes som et lokalt sikkerhedsnet for eventuelle klagere. Kommuner
og amtskommuner har efter centralstyrelseslovens § 23, stk. 1 en forpligtelse til at give information og yde
vejledning til befolkningen om klageadgange på sundhedsområdet. Denne virksomhed er en naturlig del af
den kommunale og amtskommunale opgaveløsning.
Det vil derfor være naturligt for statsamternes klagevejledning at søge at skabe kontakt mellem klageren og
de lokale rådgivningsmuligheder inden for social- og sundhedsområdet, medmindre det af klagen fremgår,
at de muligheder der ligger heri, er udtømte.
Vejledning kan foregå mundtligt ved klagerens fremmøde på statsamtet samt ved telefonisk eller skriftlig
henvendelse. Vejledningsopgaven består i at sætte sig ind i sagen, evt. stille uddybende spørgsmål og
orientere om, hvem der tager stilling til det pågældende klagepunkt samt hvad klageren kan opnå ved at
udnytte de forskellige klagemuligheder (erstatning, påtale overfor sundhedspersonen osv.). Det kan efter
omstændighederne være på sin plads mere generelt at udtale sig om, hvorvidt en klage er velbegrundet,
om klagesagens forløb, hvilket supplerende materiale, dokumentation eller lign., det kan være
hensigtsmæssigt at medsende/eftersende samt andre spørgsmål omkring det pågældende klageforhold
f.eks. sanktionsmuligheder, tidsfrister og lign.
5. Kontakt til andre myndigheder.
Det vil i forbindelse med klagevejledningen kunne være naturligt, at den pågældende medarbejder ved
statsamtet, hvis det kan gøres uden videre besvær, f.eks. telefonisk søger at få afklaret eventuelle
tvivlsspørgsmål og i øvrigt indhenter oplysninger, som kan have betydning for klageren, evt. ved
henvendelse til andre myndigheder, f.eks. sygehusforvaltningen, embedslægeinstitutionen eller lign.
Det vil formentlig i visse situationer være muligt at løse patientens problem ved at etablere de fornødne
kontakter på lokalt plan. Det er dog vigtigt, at statsamterne i forbindelse med vejledningen sikrer sig, at
patienten er klar over, hvilke klagemuligheder der er, hvis den lokale »klagevisitation« ikke giver noget
tilfredsstillende resultat.
2.3.1 Cirkulære om statsamternes klagevejledning på sundhedsområdet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
6. Hvad skal vejledningen ikke indeholde.
Vejledningen kan blive noget af en balanceakt, idet vejledningsforpligtelsen ikke bør føre til en egentlig
sagsbehandling i statsamtet, herunder igangsættelse af undersøgelser og egentlige forligsbestræbelser.
Statsamterne bør også i forbindelse med klagevejledningen være opmærksom på, at det efter loven er
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, der skal tage stilling til klager over sundhedspersoners faglige
virksomhed, og at Sundhedsstyrelsen har en almindelig tilsynsforpligtelse med denne virksomhed og derfor
tillige et behov for information om sundhedspersoners virksomhed, som tilgodeses gennem styrelsens
forberedelse af sager, der skal forelægges Patientklagenævnet.
7. Journalisering m.v.
I alle tilfælde, hvor der foreligger en skriftlig henvendelse eller videresendelse om klageforhold, må
statsamtet oprette en særskilt sag vedrørende den enkelte klager.
Sundhedsministeriet forventer ikke, at der normalt vil være anledning til at oprette en egentlig sag i
statsamtet på den enkelte klager, hvor sagsbehandlingen udelukkende består i mundtlige henvendelser,
vejledning og information. Det vil være tilstrækkeligt, at statsamtet på en samlesag registrerer antallet og
karakteren af henvendelserne, samt hvilke ekspeditioner de har givet anledning til. Hvis der viser sig behov
herfor, vil klagevejledningen kunne gives ved hjælp af en blanket, hvor klagen formuleres og relevante
spørgsmål registreres. Man vil, når der er indvundet erfaringer med klagevejledning, vende tilbage til
spørgsmålet om evt. fremstilling af en standardblanket til formålet.
Sundhedsministeriet, den 14. december 1987
Agnete Laustsen
/Sigurd Møhring-Andersen
2.3.1 Cirkulære om statsamternes klagevejledning på sundhedsområdet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Cirkulæreskrivelse til politi og anklagemyndighed om beskikkelse af bistandsværger
efter straffelovens § 71.
Ifølge straffelovens § 71 kan retten beskikke en bistandsværge for en tiltalt, hvis der bliver tale om at
dømme den pågældende til anbringelse i institution eller i forvaring. Bistandsværgen skal under sagen
bistå tiltalte sammen med den beskikkede forsvarer. Er tiltalte dømt til en sådan anbringelse, eller
giver afgørelsen mulighed herfor, skal retten beskikke den pågældende en bistandsværge.
Bistandsværgen skal da holde sig underrettet om den dømtes tilstand og drage omsorg for, at opholdet
og andre foranstaltninger ikke udstrækkes længere end nødvendigt.
Justitsministeriet har i cirkulære nr. 145 af 29. august 1978 fastsat nærmere regler om politiets og
anklagemyndighedens opgaver i forbindelse med behandlingen af sager vedrørende beskikkelse af
bistandsværger efter straffelovens § 71. Efter cirkulærets § 1 skal politiet, når der skønnes at kunne
blive tale om at beskikke en bistandværge for en tiltalt, rejse spørgsmålet over for retten på så tidligt et
tidspunkt, at den, der eventuelt beskikkes, får mulighed for at være til stede under sagens behandling.
Hvis der skal beskikkes en bistandsværge for en dømt, som ikke allerede under sagen behandling har
haft beskikket en sådan værge, skal politiet om fornødent henlede rettens opmærksomhed på
spørgsmålet, når dommen er afsagt.
Det fremgår bl.a. af cirkulærets § 2, at politiet yder retten bistand med at finde en egnet og villig
person, der kan beskikkes som bistandsværge.
På given foranledning skal justitsministeriet fremhæve betydningen af, at bistandsværgebeskikkelsen
sker på et så tidligt tidspunkt som muligt. Justitsministeriet skal derfor henstille, at man i sager, hvor
der efter straffelovens § 71 kan blive tale om beskikkelse af bistandsværge, på et så tidligt tidspunkt
som muligt henleder rettens opmærksomhed på spørgsmålet, og at den bistand, det ifølge cirkulærets §
2 påhviler politiet at yde retten i forbindelse med bistandsværgebeskikkelser, fremmes mest muligt.
Erik Ninn-Hansen//E. Linde Jensen
2.3.2 Cirkulæreskrivelse til politi og anklagemyndighed om beskikkelse af bistandsværger
efter straffelovens § 71

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Vederlag til bistandsværger
Efter § 18 i bekendtgørelse nr. 947 af 24. september 2009 om bistandsværger udbetales der vederlag til
bistandsværger, som er optaget på fortegnelsen over bistandsværger, og som er beskikket for henholdsvis
en sigtet eller tiltalt under straffesagens behandling eller en dømt.
§ 18, stk. 5, indeholder en reguleringsbestemmelse om vederlaget. Det fremgår af § 18, stk. 5, at
beløbene i § 18, stk. 1 og 2 (grundbeløb pr. 1. april 2000), reguleres årligt med den til enhver tid gældende
reguleringsprocent for ansatte i regioner og kommuner.
Justitsministeriet skal i den anledning meddele, at reguleringsprocenten for kommunalt ansatte pr. 1. april
2011 udgør 24,8812 %, mens reguleringsprocenten for ansatte i regionerne udgør 24,8979 %.
De i bekendtgørelsens § 18, stk. 1 og stk. 2, 2. pkt., nævnte beløb udgør således pr. 1. april 2011 1.413
kr., og det i § 18, stk. 2, 1. pkt., nævnte beløb udgør pr. 1. april 2011 1.883 kr., idet reguleringen er
foretaget med den for ansatte i regionerne fastsatte reguleringsprocent.
Justitsministeriet, den 25. marts 2011
Cristina A. Gulisano
2.3.3: Cirkulæreskrivelse om vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
3.0 Uddrag af lovgivningen mv.
2.1.0 Lov om behandling af personoplysninger
2.3.0 Uddrag af Lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29. oktober 2009 om rettens pleje, kap.93b og 93c om
henholdsvis klager og straffesager mod politiet
3.3.0 Kapitel 43a i retsplejeloven lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29.10.2009
3 – Uddrag af lovgivningen mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
3.1 Lov om behandling af personoplysninger 1)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og
Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Afsnit I Indledende bestemmelser
Kapitel 1 Lovens område
§ 1. Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af
elektronisk databehandling, og for ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive
indeholdt i et register.
Stk. 2. Loven gælder tillige for anden ikke- elektronisk systematisk behandling, som udføres for private,
og som omfatter oplysninger om personers private eller økonomiske forhold eller i øvrigt oplysninger om
personlige forhold, som med rimelighed kan forlanges unddraget offentligheden. Dette gælder dog ikke
reglerne i lovens kapitel 8 og 9.
Stk. 3. Loven gælder endvidere for behandling af oplysninger om virksomheder m.v., jf. stk. 1 og 2, hvis
denne behandling udføres for kreditoplysningsbureauer. Tilsvarende gælder for så vidt angår behandlinger,
som er omfattet af § 50, stk. 1, nr. 2.
Stk. 4. Kapitel 5 gælder også for behandling af oplysninger om virksomheder m.v. , jf. stk. 1.
Stk. 5. Uden for de i stk. 3 nævnte tilfælde kan justitsministeren bestemme, at lovens regler helt eller
delvis skal finde anvendelse på behandling af oplysninger om virksomheder m.v., som udføres for private.
Stk. 6. Uden for de i stk. 4 nævnte tilfælde kan vedkommende minister bestemme, at lovens regler helt
eller delvis skal finde anvendelse på behandling af oplysninger om virksomheder m.v., som udføres for den
offentlige forvaltning.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 2. Regler om behandling af personoplysninger i anden lovgivning, som giver den registrerede en bedre
retsstilling, går forud for reglerne i denne lov.
Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse, hvis det vil være i strid med informations- og ytringsfriheden, jf. Den
Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10.
Stk. 3. Loven gælder ikke for behandlinger, som en fysisk person foretager med henblik på udøvelse af
aktiviteter af rent privat karakter.
Stk. 4. Bestemmelserne i lovens kapitel 8 og 9 og §§ 35-37 og § 39 finder ikke anvendelse på
behandlinger, der foretages for domstolene inden for det strafferetlige område. Bestemmelserne i lovens
kapitel 8 og §§ 35-37 og § 39 finder heller ikke anvendelse på behandlinger, der foretages for politi og
anklagemyndighed inden for det strafferetlige område.
Stk. 5. Loven finder ikke anvendelse på behandling af oplysninger, der foretages for Folketinget og
institutioner med tilknytning dertil.
Stk. 6. Loven finder ikke anvendelse på behandlinger, der er omfattet af lov om massemediers
informationsdatabaser.
Stk. 7. Loven finder ikke anvendelse på informationsdatabaser, hvori der udelukkende er indlagt allerede
offentliggjorte periodiske skrifter eller lyd- og billedprogrammer, der er omfattet af medieansvarslovens
§ 1, nr. 1 eller 2, eller dele heraf, når indlæggelsen i informationsdatabasen er sket uændret i forhold til
offentliggørelsen. Dog gælder bestemmelserne i lovens §§ 41, 42 og 69.
Stk. 8. Loven gælder endvidere ikke for informationsdatabaser, hvori der udelukkende er indlagt allerede
offentliggjorte tekster, billeder og lydprogrammer, der omfattes af medieansvarslovens § 1, nr. 3, eller dele
heraf, når indlæggelsen i informationsdatabasen er sket uændret i forhold til offentliggørelsen. Dog gælder
bestemmelserne i lovens §§ 41, 42 og 69.
Stk. 9. Loven finder ikke anvendelse på manuelle arkiver over udklip fra offentliggjorte, trykte artikler,
som udelukkende behandles i journalistisk øjemed. Dog gælder bestemmelserne i lovens §§ 41, 42 og 69.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 10. For behandling af oplysninger, som i øvrigt udelukkende finder sted i journalistisk øjemed, gælder
alene bestemmelserne i lovens §§ 41, 42 og 69. Det samme gælder for behandling af oplysninger, som
udelukkende sker med henblik på kunstnerisk eller litterær virksomhed.
Stk. 11. Loven gælder ikke for behandlinger, der udføres for politiets og forsvarets efterretningstjenester.
Kapitel 2 Definitioner
§ 3. I denne lov forstås ved:
1) Personoplysninger:
Enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk
person (den registrerede).
2) Behandling:
Enhver operation eller række af operationer med eller uden brug af elektronisk
databehandling, som oplysninger gøres til genstand for.
3) Register med personoplysninger (register):
Enhver struktureret samling af personoplysninger, der
er tilgængelige efter bestemte kriterier, hvad enten denne samling er placeret centralt, decentralt
eller er fordelt på et funktionsbestemt eller geografisk grundlag.
4) Den dataansvarlige:
Den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed, institution eller
ethvert andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilket formål og med hvilke
hjælpemidler der må foretages behandling af oplysninger.
5) Databehandleren:
Den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed, institution eller ethvert
andet organ, der behandler oplysninger på den dataansvarliges vegne.
6) Tredjemand:
Enhver anden fysisk eller juridisk person, offentlig myndighed, institution eller
ethvert andet organ end den registrerede, den dataansvarlige, databehandleren og de personer
under den dataansvarliges eller databehandlerens direkte myndighed, der er beføjet til at behandle
oplysninger.
7) Modtager:
Den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed, institution eller ethvert andet
organ, hvortil oplysningerne meddeles, uanset om der er tale om en tredjemand. Myndigheder,
som vil kunne få meddelt oplysninger som led i en isoleret forespørgsel, betragtes ikke som
modtagere.
8) Den registreredes samtykke:
Enhver frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse, hvorved
den registrerede indvilger i, at oplysninger, der vedrører den pågældende selv, gøres til genstand
for behandling.
9) Tredjeland:
En stat, som ikke indgår i Det Europæiske Fællesskab, og som ikke har gennemført
aftaler, der er indgået med Det Europæiske Fællesskab, og som indeholder regler svarende til
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.
Kapitel 3 Lovens geografiske område
§ 4. Loven gælder for behandling af oplysninger, som udføres for en dataansvarlig, der er etableret i
Danmark, hvis aktiviteterne finder sted inden for Det Europæiske Fællesskabs område.
Stk. 2. Loven gælder endvidere for den behandling, som udføres for danske diplomatiske
repræsentationer.
Stk. 3. Loven gælder også for en dataansvarlig, som er etableret i et tredjeland, hvis
1) behandlingen af oplysninger sker under benyttelse af hjælpemidler, der befinder sig i Danmark,
medmindre hjælpemidlerne kun benyttes med henblik på forsendelse af oplysninger gennem Det
Europæiske Fællesskabs område eller
2) indsamling af oplysninger i Danmark sker med henblik på behandling i et tredjeland.
Stk. 4. Dataansvarlige, som i henhold til stk. 3, nr. 1, er omfattet af denne lov, skal udpege en
repræsentant, som er etableret i Danmark. Den registreredes mulighed for at foretage retslige skridt mod
vedkommende dataansvarlige berøres ikke heraf.
Stk. 5. Den dataansvarlige skal skriftligt underrette Datatilsynet om, hvem der er udpeget som
repræsentant, jf. stk. 4.
Stk. 6. Loven gælder, hvis der for en dataansvarlig, der er etableret i et andet medlemsland, behandles
oplysninger i Danmark og behandlingen ikke er omfattet af direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af
sådanne oplysninger. Loven gælder også, hvis der for en dataansvarlig, der er etableret i en stat, som har
gennemført en aftale med Det Europæiske Fællesskab, der indeholder regler svarende til det i 1. pkt.
nævnte direktiv, behandles oplysninger i Danmark og behandlingen ikke er omfattet af de nævnte regler.
Afsnit II Behandlingsregler
Kapitel 4 Behandling af oplysninger
§ 5. Oplysninger skal behandles i overensstemmelse med god databehandlingsskik.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere behandling
må ikke være uforenelig med disse formål. Senere behandling af oplysninger, der alene sker i historisk,
statistisk eller videnskabeligt øjemed, anses ikke for uforenelig med de formål, hvortil oplysningerne er
indsamlet.
Stk. 3. Oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad
der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne
senere behandles.
Stk. 4. Behandling af oplysninger skal tilrettelægges således, at der foretages fornøden ajourføring af
oplysningerne. Der skal endvidere foretages den fornødne kontrol for at sikre, at der ikke behandles
urigtige eller vildledende oplysninger. Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest
muligt slettes eller berigtiges.
Stk. 5. Indsamlede oplysninger må ikke opbevares på en måde, der giver mulighed for at identificere den
registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne
behandles.
§ 6. Behandling af oplysninger må kun finde sted, hvis
1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil,
2) behandlingen er nødvendig af hensyn til opfyldelsen af en aftale, som den registrerede er part i,
eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning
forud for indgåelsen af en sådan aftale,
3) behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige,
4) behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes vitale interesser,
5) behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse,
6) behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der henhører under offentlig
myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne
videregives, har fået pålagt, eller
7) behandlingen er nødvendig for, at den dataansvarlige eller den tredjemand, til hvem oplysningerne
videregives, kan forfølge en berettiget interesse og hensynet til den registrerede ikke overstiger
denne interesse.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. En virksomhed må ikke videregive oplysninger om en forbruger til en anden virksomhed til brug ved
markedsføring eller anvende oplysningerne på vegne af en anden virksomhed i dette øjemed, medmindre
forbrugeren har givet sit udtrykkelige samtykke hertil. Et samtykke skal indhentes i overensstemmelse med
reglerne i markedsføringslovens § 6 a.
Stk. 3. Videregivelse og anvendelse som nævnt i stk. 2 kan dog ske uden samtykke, hvis der er tale om
generelle kundeoplysninger, der danner grundlag for inddeling i kundekategorier, og hvis betingelserne i
stk. 1, nr. 7, er opfyldt.
Stk. 4. Der kan efter stk. 3 ikke videregives eller anvendes oplysninger som nævnt i §§ 7 og 8.
Justitsministeren kan fastsætte yderligere begrænsninger i adgangen til at videregive eller anvende
bestemte typer af oplysninger efter stk. 3.
§ 7. Der må ikke behandles oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller
filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og
seksuelle forhold.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis
1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til en sådan behandling,
2) behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden persons vitale
interesser i tilfælde, hvor den pågældende ikke fysisk eller juridisk er i stand til at give sit samtykke,
3) behandlingen vedrører oplysninger, som er blevet offentliggjort af den registrerede, eller
4) behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.
Stk. 3. Behandling af oplysninger om fagforeningsmæssige tilhørsforhold kan endvidere ske, hvis
behandlingen er nødvendig for overholdelsen af den dataansvarliges arbejdsretlige forpligtelser eller
specifikke rettigheder.
Stk. 4. En stiftelse, en forening eller en anden almennyttig organisation, hvis sigte er af politisk, filosofisk,
religiøs eller faglig art, kan inden for rammerne af sin virksomhed foretage behandling af de i stk. 1 nævnte
oplysninger om organisationens medlemmer eller personer, der på grund af organisationens formål er i
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
regelmæssig kontakt med denne. Videregivelse af sådanne oplysninger kan dog kun finde sted, hvis den
registrerede har meddelt sit udtrykkelige samtykke hertil eller behandlingen er omfattet af stk. 2, nr. 2-4,
eller stk. 3.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis behandlingen af oplysninger er nødvendig med
henblik på forebyggende sygdomsbekæmpelse, medicinsk diagnose, sygepleje eller patientbehandling, eller
forvaltning af læge- og sundhedstjenester, og behandlingen af oplysningerne foretages af en person inden
for sundhedssektoren, der efter lovgivningen er undergivet tavshedspligt.
Stk. 6. Behandling af de i stk. 1 anførte oplysninger kan ske, hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til
en offentlig myndigheds varetagelse af sine opgaver på det strafferetlige område.
Stk. 7. Undtagelse fra bestemmelsen i stk. 1 kan endvidere gøres, hvis behandlingen af oplysninger sker
af grunde, der vedrører hensynet til vigtige samfundsmæssige interesser. Tilsynsmyndigheden giver
tilladelse hertil. Der kan fastsættes nærmere vilkår for behandlingen. Hvor tilladelse meddeles, giver
tilsynsmyndigheden underretning herom til Europa-Kommissionen.
Stk. 8. For den offentlige forvaltning må der ikke føres edb-registre med oplysninger om politiske forhold,
som ikke er offentligt tilgængelige.
§ 8. For den offentlige forvaltning må der ikke behandles oplysninger om strafbare forhold, væsentlige
sociale problemer og andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, medmindre det er nødvendigt
for varetagelsen af myndighedens opgaver.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger må ikke videregives. Videregivelse kan dog ske, hvis
1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til videregivelsen,
2) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet
til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår,
3) videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en
afgørelse, som myndigheden skal træffe, eller
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4) videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en persons eller virksomheds opgaver for det
offentlige.
Stk. 3. Forvaltningsmyndigheder, der udfører opgaver inden for det sociale område, må kun videregive de
i stk. 1 nævnte oplysninger og de oplysninger, der er nævnt i § 7, stk. 1, hvis betingelserne i stk. 2, nr. 1 eller
2, er opfyldt, eller hvis videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller nødvendig for, at en
myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.
Stk. 4. Private må behandle oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre
rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke
hertil. Herudover kan behandling ske, hvis det er nødvendigt til varetagelse af en berettiget interesse og
denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede.
Stk. 5. De i stk. 4 nævnte oplysninger må ikke videregives uden den registreredes udtrykkelige samtykke.
Videregivelse kan dog ske uden samtykke, når det sker til varetagelse af offentlige eller private interesser,
herunder hensynet til den pågældende selv, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder
hemmeligholdelse.
Stk. 6. Behandling af oplysninger i de tilfælde, der er reguleret i stk. 1, 2, 4 og 5, kan i øvrigt finde sted, hvis
betingelserne i § 7 er opfyldt.
Stk. 7. Et fuldstændigt register over straffedomme må kun føres for en offentlig myndighed.
§ 9. Oplysninger som nævnt i § 7, stk. 1, eller § 8 må behandles, hvis dette alene sker med henblik på at
føre retsinformationssystemer af væsentlig samfundsmæssig betydning, og hvis behandlingen er nødvendig
for førelsen af systemerne.
Stk. 2. De af stk. 1 omfattede oplysninger må ikke senere behandles i andet øjemed. Det samme gælder
behandling af andre oplysninger, som alene foretages med henblik på at føre retsinformationssystemer, jf.
§ 6.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan meddele nærmere vilkår for de i stk. 1 nævnte behandlinger. Tilsvarende
gælder for de i § 6 nævnte oplysninger, som alene behandles i forbindelse med førelsen af
retsinformationssystemer.
§ 10. Oplysninger som nævnt i § 7, stk. 1, eller § 8 må behandles, hvis dette alene sker med henblik på at
udføre statistiske eller videnskabelige undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betydning, og hvis
behandlingen er nødvendig for udførelsen af undersøgelserne.
Stk. 2. De af stk. 1 omfattede oplysninger må ikke senere behandles i andet end statistisk eller
videnskabeligt øjemed. Det samme gælder behandling af andre oplysninger, som alene foretages i statistisk
eller videnskabeligt øjemed, jf. § 6.
Stk. 3. De af stk. 1 og 2 omfattede oplysninger må kun videregives til tredjemand efter forudgående
tilladelse fra tilsynsmyndigheden. Tilsynsmyndigheden kan stille nærmere vilkår for videregivelsen.
§ 11. Offentlige myndigheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på en entydig
identifikation eller som journalnummer.
Stk. 2. Private må behandle oplysninger om personnummer, når
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov,
2) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke hertil eller
3) behandlingen alene finder sted til videnskabelige eller statistiske formål, eller hvis der er tale om
videregivelse af oplysninger om personnummer, når videregivelsen er et naturligt led i den normale
drift af virksomheder m.v. af den pågældende art, og når videregivelsen er af afgørende betydning
for at sikre en entydig identifikation af den registrerede eller videregivelsen kræves af en offentlig
myndighed.
Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 2, nr. 3, må der ikke ske offentliggørelse af personnummer uden
udtrykkeligt samtykke.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 12. Dataansvarlige, der med henblik på markedsføring sælger fortegnelser over grupper af personer, eller
som for tredjemand foretager adressering eller udsendelse af meddelelser til sådanne grupper, må kun
behandle
1) oplysninger om navn, adresse, stilling, erhverv, e-postadresse, telefon- og telefaxnummer,
2) oplysninger, der indgår i erhvervsregistre, som i henhold til lov eller bestemmelser fastsat i henhold
til lov er beregnet til at informere offentligheden, samt
3) andre oplysninger, hvis den registrerede har givet udtrykkeligt samtykke dertil. Et samtykke skal
indhentes i overensstemmelse med markedsføringslovens § 6 a.
Stk. 2. Oplysninger som nævnt i § 7, stk. 1, eller § 8, må dog ikke behandles. Justitsministeren kan
fastsætte yderligere begrænsninger i adgangen til at behandle bestemte typer af oplysninger.
§ 13. Offentlige myndigheder og private virksomheder m.v. må ikke foretage automatisk registrering af,
hvilke telefonnumre der er foretaget opkald til fra deres telefoner. Registrering må dog ske efter
forudgående tilladelse fra tilsynsmyndigheden i tilfælde, hvor afgørende hensyn til private eller offentlige
interesser taler herfor. Tilsynsmyndigheden kan fastsætte nærmere vilkår for registreringen.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis andet følger af lov, eller for så vidt angår udbydere af
telenet og teletjenesters registrering af, til hvilke telefonnumre der er foretaget opkald, enten til eget brug
eller til brug ved teknisk kontrol.
§ 14. Oplysninger, der er omfattet af denne lov, kan overføres til opbevaring i arkiv efter reglerne i
arkivlovgivningen.
Kapitel 5 Videregivelse til kreditoplysningsbureauer af oplysninger om gæld til det offentlige
§ 15. Oplysninger om gæld til det offentlige kan efter bestemmelserne i dette kapitel videregives til
kreditoplysningsbureauer.
Stk. 2. Oplysninger som nævnt i § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1, må ikke videregives.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Fortrolige oplysninger videregivet efter reglerne i dette kapitel anses ikke af den grund for
offentligt tilgængelige i øvrigt.
§ 16. Oplysninger om gæld til det offentlige kan videregives til et kreditoplysningsbureau, hvis
1) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller
2) den samlede gæld er forfalden og overstiger 7.500 kr., idet der dog ikke heri må indgå gældsposter,
der er omfattet af en overholdt aftale om henstand eller afdragsvis betaling.
Stk. 2. Det er en betingelse, at den samlede gæld, jf. stk. 1, nr. 2, administreres af samme
inddrivelsesmyndighed.
Stk. 3. Det er endvidere en betingelse for videregivelse efter stk. 1, nr. 2, at
1) gælden kan inddrives ved udpantning og der er fremsendt 2 rykkere til skyldneren,
2) der er foretaget eller forsøgt foretaget udlæg for kravet,
3) kravet er fastslået ved endelig dom eller
4) det offentlige har erhvervet skyldnerens skriftlige erkendelse af den forfaldne gæld.
§ 17. Myndigheden skal give skyldneren skriftlig meddelelse herom, forinden videregivelse finder sted.
Videregivelse må tidligst ske 4 uger efter, at denne meddelelse er givet.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte meddelelse skal indeholde oplysninger om,
1) hvilke oplysninger der vil blive videregivet,
2) til hvilket kreditoplysningsbureau videregivelsen vil ske,
3) hvornår videregivelse vil finde sted, og
4) at videregivelse ikke vil ske, hvis betaling af gælden sker inden videregivelsen eller der indrømmes
henstand eller indgås og overholdes en aftale om afdragsvis betaling.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 18. Vedkommende minister kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved videregivelse til
kreditoplysningsbureauer af oplysninger om gæld til det offentlige. Det kan i den forbindelse bestemmes,
at oplysninger om visse former for gæld til det offentlige ikke må videregives eller kun må videregives, hvis
yderligere betingelser end de i § 16 nævnte er opfyldt.
Kapitel 6 Kreditoplysningsbureauer
§ 19. Den, som ønsker at drive virksomhed med behandling af oplysninger til bedømmelse af økonomisk
soliditet og kreditværdighed med henblik på videregivelse (kreditoplysningsbureau), skal indhente tilladelse
hertil fra Datatilsynet, inden behandlingen påbegyndes, jf. § 50, stk. 1, nr. 3.
§ 20. Kreditoplysningsbureauer må kun behandle oplysninger, som efter deres art er af betydning for
bedømmelse af økonomisk soliditet og kreditværdighed.
Stk. 2. Oplysninger som nævnt i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 4, må ikke behandles.
Stk. 3. Oplysninger om forhold, der taler imod kreditværdighed, og som er mere end 5 år gamle, må ikke
behandles, medmindre det i det enkelte tilfælde er åbenbart, at forholdet er af afgørende betydning for
bedømmelsen af den pågældendes økonomiske soliditet og kreditværdighed.
§ 21. Kreditoplysningsbureauer skal i overensstemmelse med § 28, stk. 1, eller § 29, stk. 1, meddele de
oplysninger, der er nævnt i disse bestemmelser, til den, der behandles oplysninger om.
§ 22. Kreditoplysningsbureauer skal til enhver tid på begæring af den registrerede inden 4 uger på en let
forståelig måde meddele denne indholdet af de oplysninger og bedømmelser, som bureauet har
videregivet om den pågældende inden for de sidste 6 måneder, samt af de øvrige oplysninger, som
bureauet på tidspunktet for begæringens fremsættelse opbevarer om den pågældende i bearbejdet form
eller på digitalt medium, herunder foreliggende bedømmelser.
Stk. 2. Er bureauet i besiddelse af yderligere materiale om den registrerede, skal dette samtidig meddeles
den pågældende med oplysning om materialets art samt om, at den registrerede kan få adgang til at
gennemgå det ved personlig henvendelse til bureauet.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Bureauet skal endvidere give oplysning om kategorien af modtagere af oplysningerne samt
tilgængelig information om, hvorfra de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger stammer.
Stk. 4. Den registrerede kan forlange, at bureauet giver meddelelse som nævnt i stk. 1-3 skriftligt.
Justitsministeren fastsætter regler om betaling for skriftlige meddelelser.
§ 23. Oplysninger om økonomisk soliditet og kreditværdighed må kun meddeles skriftligt, jf. dog § 22,
stk. 1-3. Bureauet kan dog til abonnenter meddele summariske oplysninger mundtligt eller på lignende
måde, såfremt spørgerens navn og adresse noteres og opbevares i mindst 6 måneder.
Stk. 2. Kreditoplysningsbureauers publikationer må kun indeholde oplysninger i summarisk form og kun
udsendes til personer eller virksomheder, der abonnerer på meddelelser fra bureauet. Publikationerne må
ikke indeholde oplysninger om de registreredes personnummer.
Stk. 3. Summariske oplysninger om skyldforhold må kun videregives, hvis oplysningerne hidrører fra
Statstidende, er indberettet af en offentlig myndighed efter reglerne i kapitel 5, eller hvis oplysningerne
vedrører skyldforhold til samme kreditor på mere end 1.000 kr. og kreditor enten har erhvervet den
registreredes skriftlige erkendelse af en forfalden gæld, eller hvis der er foretaget retslige skridt mod den
pågældende. Oplysninger om endeligt godkendt gældssanering må dog ikke videregives. De i 1. og 2. pkt.
nævnte regler gælder tillige for videregivelse af summariske oplysninger om skyldforhold i forbindelse med
udarbejdelse af bredere kreditbedømmelser.
Stk. 4. Videregivelse af summariske oplysninger om enkeltpersoners skyldforhold må kun ske på en sådan
måde, at oplysningerne ikke kan danne grundlag for vurderingen af økonomisk soliditet og kreditværdighed
for andre end de pågældende enkeltpersoner.
§ 24. Oplysninger eller bedømmelser, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt slettes eller
berigtiges.
§ 25. Er en oplysning eller bedømmelse, der viser sig urigtig eller vildledende, forinden blevet videregivet,
skal bureauet straks give skriftlig underretning om berigtigelsen til den registrerede og til alle, der har
modtaget oplysningen eller bedømmelsen inden for de sidste 6 måneder, før bureauet er blevet bekendt
med forholdet. Den registrerede skal tillige have meddelelse om, hvem der har modtaget underretning
efter 1. pkt., og hvorfra oplysningen eller bedømmelsen stammer.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 26. Henvendelser fra en registreret om sletning, berigtigelse eller blokering af oplysninger eller
bedømmelser, der angives at være urigtige eller vildledende, eller om sletning af oplysninger, der ikke må
behandles, jf. § 37, stk. 1, skal snarest og inden 4 uger efter modtagelsen besvares skriftligt af bureauet.
Stk. 2. Nægter bureauet at foretage den begærede sletning, berigtigelse eller blokering, kan den
registrerede inden 4 uger efter modtagelsen af bureauets svar eller efter udløbet af den i stk. 1 nævnte
svarfrist indbringe spørgsmålet for Datatilsynet, der træffer afgørelse om, hvorvidt der skal foretages
sletning, berigtigelse eller blokering. Bestemmelsen i § 25 gælder tilsvarende.
Stk. 3. Bureauets svar skal i de i stk. 2 nævnte tilfælde indeholde oplysning om adgangen til at indbringe
spørgsmålet for Datatilsynet og om fristen herfor.
Kapitel 7 Overførsel af oplysninger til tredjelande
§ 27. Der må kun overføres oplysninger til et tredjeland, såfremt dette land sikrer et tilstrækkeligt
beskyttelsesniveau, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Vurderingen af, om beskyttelsesniveauet i et tredjeland er tilstrækkeligt, sker på grundlag af
samtlige de forhold, der har indflydelse på en overførsel, herunder navnlig oplysningernes art,
behandlingens formål og varighed, oprindelseslandet og det endelige bestemmelsesland, samt de
retsregler, regler for god forretningsskik og sikkerhedsforanstaltninger, som gælder i tredjelandet.
Stk. 3. Ud over de i stk. 1 nævnte tilfælde kan der overføres oplysninger til et tredjeland, såfremt
1) den registrerede har givet udtrykkeligt samtykke,
2) overførsel er nødvendig af hensyn til opfyldelsen af en aftale mellem den registrerede og den
dataansvarlige eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den
registreredes anmodning forud for indgåelse af en sådan aftale,
3) overførsel er nødvendig af hensyn til indgåelsen eller udførelsen af en aftale, der i den
registreredes interesse er indgået mellem den dataansvarlige og tredjemand,
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4) overførsel er nødvendig eller følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov for at beskytte
en vigtig samfundsmæssig interesse eller for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller
forsvares,
5) overførsel er nødvendig for at beskytte den registreredes vitale interesser,
6) overførsel finder sted fra et register, der ifølge lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov er
tilgængeligt for offentligheden eller for personer, der kan godtgøre at have en berettiget interesse
heri, i det omfang de i lovgivningen fastsatte betingelser for offentlig tilgængelighed er opfyldt i det
specifikke tilfælde,
7) overførsel er nødvendig af hensyn til forebyggelse, efterforskning og forfølgning af strafbare
forhold samt straffuldbyrdelse og beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig
forfølgning eller
8) overførsel er nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed, rigets forsvar eller statens sikkerhed.
Stk. 4. Uden for de i stk. 3 nævnte tilfælde kan tilsynsmyndigheden give tilladelse til, at der overføres
oplysninger til tredjelande, som ikke opfylder stk. 1, såfremt den dataansvarlige yder tilstrækkelige
garantier for beskyttelse af de registreredes rettigheder. Der kan fastsættes nærmere vilkår for overførslen.
Tilsynsmyndigheden underretter Europa-Kommissionen og de øvrige medlemsstater om tilladelser meddelt
i henhold til denne bestemmelse.
Stk. 5. Reglerne i denne lov finder i øvrigt anvendelse ved overførsel af oplysninger til tredjelande efter
stk. 1, 3 og 4.
Afsnit III Registreredes rettigheder
Kapitel 8 Oplysningspligt over for den registrerede
§ 28. Ved indsamling af oplysninger hos den registrerede skal den dataansvarlige eller dennes repræsentant
give den registrerede meddelelse om følgende:
1) Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.
2) Formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
3) Alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder
oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser,
som f.eks.:
a) Kategorierne af modtagere.
b) Om det er obligatorisk eller frivilligt at besvare stillede spørgsmål samt mulige følger af ikke
at svare.
c) Om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den
registrerede.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis den registrerede allerede er bekendt med de i nr. 1-3
nævnte oplysninger.
§ 29. Hvor oplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede, påhviler det den dataansvarlige eller dennes
repræsentant ved registreringen, eller hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til
tredjemand, senest når videregivelsen af oplysningerne finder sted, at give den registrerede meddelelse om
følgende:
1) Den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.
2) Formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.
3) Alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder
oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser,
som f.eks.:
a) Hvilken type oplysninger det drejer sig om.
b) Kategorierne af modtagere.
c) Om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den
registrerede.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis den registrerede allerede er bekendt med de i nr. 1-3
nævnte oplysninger, eller hvis registreringen eller videregivelsen udtrykkeligt er fastsat ved lov eller
bestemmelser fastsat i henhold til lov.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 gælder heller ikke, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig
eller er uforholdsmæssigt vanskelig.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 30. Bestemmelserne i § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1, gælder ikke, hvis den registreredes interesse i at få
kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private interesser, herunder
hensynet til den pågældende selv.
Stk. 2. Undtagelse fra bestemmelserne i § 28, stk. 1, og § 29, stk. 1, kan tillige gøres, hvis den
registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til
offentlige interesser, herunder navnlig til
1) statens sikkerhed,
2) forsvaret,
3) den offentlige sikkerhed,
4) forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller i forbindelse med brud
på etiske regler for lovregulerede erhverv,
5) væsentlige økonomiske eller finansielle interesser hos en medlemsstat eller Den Europæiske Union,
herunder valuta-, budget- og skatteanliggender, og
6) kontrol-, tilsyns- eller reguleringsopgaver, herunder opgaver af midlertidig karakter, der er et led i
den offentlige myndighedsudøvelse på de i nr. 3-5 nævnte områder.
Kapitel 9 Den registreredes indsigtsret
§ 31. Fremsætter en person begæring herom, skal den dataansvarlige give den pågældende meddelelse
om, hvorvidt der behandles oplysninger om vedkommende. Behandles sådanne oplysninger, skal der på en
let forståelig måde gives den registrerede meddelelse om,
1) hvilke oplysninger der behandles,
2) behandlingens formål,
3) kategorierne af modtagere af oplysningerne og
4) tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer.
Stk. 2. Den dataansvarlige skal snarest besvare begæringer som nævnt i stk. 1. Er begæringen ikke
besvaret inden 4 uger efter modtagelsen, skal den dataansvarlige underrette den pågældende om grunden
hertil, samt om, hvornår afgørelsen kan forventes at foreligge.
§ 32. Bestemmelserne i § 30 finder tilsvarende anvendelse.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Oplysninger, der behandles for den offentlige forvaltning som led i administrativ sagsbehandling,
kan undtages fra indsigtsretten i samme omfang som efter reglerne i offentlighedslovens § 2 samt §§ 7-11
og 14.
Stk. 3. Der er ikke ret til indsigt i oplysninger, der behandles for domstolene, hvis oplysningerne indgår i
tekst, som ikke foreligger i endelig form. Dette gælder dog ikke, hvis oplysningerne er videregivet til en
tredjemand. Der er ikke ret til indsigt i voteringsprotokoller og andre referater af domstolenes rådslagning
samt materiale udarbejdet af domstolene til brug for rådslagningen.
Stk. 4. Bestemmelsen i § 31, stk. 1, finder ikke anvendelse, hvis oplysningerne udelukkende behandles i
videnskabeligt øjemed, eller hvor oplysningerne kun opbevares i form af personoplysninger i det tidsrum,
som kræves for at udarbejde statistikker.
Stk. 5. For behandling af oplysninger på det strafferetlige område, der foretages for den offentlige
forvaltning, kan justitsministeren fastsætte undtagelser fra retten til at få oplysninger efter § 31, stk. 1, for
så vidt bestemmelsen i § 32, stk. 1, jf. herved § 30, må antages at medføre, at begæringer om ret til indsigt i
almindelighed må afslås.
§ 33. En registreret person, der har fået meddelelse efter § 31, stk. 1, har ikke krav på ny meddelelse før 6
måneder efter sidste meddelelse, medmindre der godtgøres en særlig interesse heri.
§ 34. Meddelelser i henhold til § 31, stk. 1, skal på begæring gives skriftligt. I tilfælde, hvor hensynet til den
registrerede taler derfor, kan meddelelse dog gives i form af en mundtlig underretning om indholdet af
oplysningerne.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om betaling for meddelelser, som gives skriftligt af private
virksomheder m.v.
Kapitel 10 Øvrige rettigheder
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 35. Den registrerede kan til enhver tid over for den dataansvarlige gøre indsigelse mod, at oplysninger om
vedkommende gøres til genstand for behandling.
Stk. 2. Hvis indsigelsen efter stk. 1 er berettiget, må behandlingen ikke længere omfatte de pågældende
oplysninger.
§ 36. Fremsætter en forbruger indsigelse herimod, må en virksomhed ikke videregive oplysninger om den
pågældende til en anden virksomhed med henblik på markedsføring eller anvende oplysningerne på vegne
af en anden virksomhed i dette øjemed.
Stk. 2. Inden virksomheden videregiver oplysninger om en forbruger til en anden virksomhed med henblik
på markedsføring eller anvender oplysningerne på vegne af en anden virksomhed i dette øjemed, skal den
undersøge i CPR, om forbrugeren har frabedt sig henvendelser i markedsføringsøjemed. Inden oplysninger
om en forbruger, der ikke i CPR har frabedt sig sådanne henvendelser, videregives eller anvendes som
nævnt i 1. pkt., skal virksomheden tydeligt og på en forståelig måde oplyse om retten til at gøre indsigelse
efter stk. 1. Forbrugeren skal samtidig gives adgang til på en nem måde inden for to uger at gøre sådan
indsigelse. Oplysningerne må ikke videregives, inden fristen til at gøre indsigelse er udløbet.
Stk. 3. Henvendelse til forbrugeren efter stk. 2 skal i øvrigt ske i overensstemmelse med reglerne i
markedsføringslovens § 6 a og regler udstedt i medfør af markedsføringslovens § 6 a, stk. 6.
Stk. 4. Virksomheden kan ikke kræve betaling for behandlingen af en indsigelse.
§ 37. Den dataansvarlige skal berigtige, slette eller blokere oplysninger, der viser sig urigtige eller
vildledende eller på lignende måde er behandlet i strid med lov eller bestemmelser udstedt i medfør af lov,
hvis en registreret person fremsætter anmodning herom.
Stk. 2. Den dataansvarlige skal underrette den tredjemand, hvortil oplysningerne er videregivet, om, at
de videregivne oplysninger er berigtiget, slettet eller blokeret i henhold til stk. 1, hvis en registreret person
fremsætter anmodning herom. Dette gælder dog ikke, hvis underretningen viser sig umulig eller er
uforholdsmæssigt vanskelig.
§ 38. Den registrerede kan tilbagekalde et samtykke.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 39. Fremsætter en registreret person indsigelse herimod, kan den dataansvarlige ikke foranstalte, at den
registrerede undergives afgørelser, der har retsvirkninger for eller i øvrigt berører den pågældende i
væsentlig grad, og som alene er truffet på grundlag af elektronisk databehandling af oplysninger, der er
bestemt til at vurdere bestemte personlige forhold.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
1) den pågældende afgørelse træffes som led i indgåelsen eller opfyldelsen af en aftale, såfremt den
registreredes anmodning om indgåelse eller opfyldelse af aftalen er blevet efterkommet eller der
findes passende foranstaltninger til at beskytte den registreredes berettigede interesser eller
2) den pågældende afgørelse er hjemlet i en lov, der indeholder bestemmelser til beskyttelse af den
registreredes berettigede interesser.
Stk. 3. Den registrerede har ret til hos den dataansvarlige snarest muligt og uden ugrundet ophold at få at
vide, hvilke beslutningsregler der ligger bag en afgørelse som nævnt i stk. 1. § 30 finder tilsvarende
anvendelse.
§ 40. Den registrerede kan klage til vedkommende tilsynsmyndighed over behandling af oplysninger
vedrørende den pågældende.
Afsnit IV Sikkerhed
Kapitel 11 Behandlingssikkerhed
§ 41. Personer, virksomheder m.v., der udfører arbejde under den dataansvarlige eller databehandleren, og
som får adgang til oplysninger, må kun behandle disse efter instruks fra den dataansvarlige, medmindre
andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte instruks må ikke begrænse den journalistiske frihed eller være til hinder for
tilvejebringelsen af et kunstnerisk eller litterært produkt.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Den dataansvarlige skal træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger
mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod, at de kommer
til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven. Tilsvarende gælder for
databehandlere.
Stk. 4. For oplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning, og som er af særlig interesse for
fremmede magter, skal der træffes foranstaltninger, der muliggør bortskaffelse eller tilintetgørelse i
tilfælde af krig eller lignende forhold.
Stk. 5. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 3 anførte sikkerhedsforanstaltninger.
§ 42. Når en dataansvarlig overlader en behandling af oplysninger til en databehandler, skal den
dataansvarlige sikre sig, at databehandleren kan træffe de i § 41, stk. 3-5, nævnte tekniske og
organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, og påse, at dette sker.
Stk. 2. Gennemførelse af en behandling ved en databehandler skal ske i henhold til en skriftlig aftale
parterne imellem. Af aftalen skal det fremgå, at databehandleren alene handler efter instruks fra den
dataansvarlige, og at reglerne i § 41, stk. 3-5, ligeledes gælder for behandlingen ved databehandleren. Hvis
databehandleren er etableret i en anden medlemsstat, skal det fremgå af aftalen, at de bestemmelser om
sikkerhedsforanstaltninger, som er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, hvor databehandleren er
etableret, gælder for denne.
Afsnit V Anmeldelse
Kapitel 12 Anmeldelse af behandlinger, der foretages for den offentlige forvaltning
§ 43. Forinden iværksættelse af en behandling af oplysninger, som foretages for den offentlige forvaltning,
skal der af den dataansvarlige eller dennes repræsentant foretages anmeldelse til Datatilsynet, jf. dog § 44.
Den dataansvarlige kan bemyndige andre myndigheder eller private til at foretage anmeldelse på dennes
vegne.
Stk. 2. Anmeldelsen skal indeholde oplysninger om følgende:
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1) Navn og adresse på den dataansvarlige, dennes eventuelle repræsentant og på en eventuel
databehandler.
2) Behandlingens betegnelse og formål.
3) En generel beskrivelse af behandlingen.
4) En beskrivelse af kategorierne af registrerede og af de typer af oplysninger, der vedrører dem.
5) Modtagere eller kategorier af modtagere, som oplysningerne kan overføres til.
6) Påtænkte overførsler af oplysninger til tredjelande.
7) En generel beskrivelse af de foranstaltninger, der iværksættes af hensyn til
behandlingssikkerheden.
8) Tidspunktet for påbegyndelsen af behandlingen.
9) Tidspunktet for sletning af oplysningerne.
§ 44. Behandling, som ikke omfatter oplysninger af fortrolig karakter, er undtaget fra reglerne i § 43, jf. dog
stk. 2. En sådan behandling kan uden anmeldelse endvidere omfatte identifikationsoplysninger, herunder
personnummer, og oplysninger om betaling til og fra en offentlig myndighed, medmindre der er tale om en
behandling som nævnt i § 45, stk. 1.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om de i stk. 1 nævnte behandlinger.
Stk. 3. Behandlinger, hvis eneste formål er at føre et register, der i henhold til lov eller regler udstedt i
medfør af lov er beregnet til at informere offentligheden, og som er tilgængeligt for offentligheden, er
ligeledes undtaget fra reglerne i § 43.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at bestemte typer af behandlinger af oplysninger
undtages fra bestemmelsen i § 43. Det gælder dog ikke behandlinger som nævnt i § 45, stk. 1.
§ 45. Forinden behandling, som er omfattet af anmeldelsespligten i § 43, iværksættes, skal Datatilsynets
udtalelse indhentes, når
1) behandlingen omfatter oplysninger, der er omfattet af § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1,
2) behandlingen udelukkende finder sted med henblik på at føre retsinformationssystemer,
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
3) behandlingen udelukkende finder sted i videnskabeligt eller statistisk øjemed eller
4) behandlingen omfatter sammenstilling eller samkøring af oplysninger i kontroløjemed.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at tilsynets udtalelse skal indhentes inden
iværksættelsen af andre end de i stk. 1 nævnte behandlinger.
§ 46. Ændringer i de i § 43, stk. 2, nævnte oplysninger skal forud for iværksættelsen anmeldes til tilsynet.
Ændringer af mindre væsentlig betydning kan anmeldes efterfølgende, dog senest 4 uger efter
iværksættelsen.
Stk. 2. Forinden iværksættelse af ændringer i de i § 43, stk. 2, nævnte oplysninger i anmeldelser af
behandlinger, som er omfattet af § 45, stk. 1 eller 2, skal tilsynets udtalelse indhentes. Ændringer af mindre
væsentlig betydning skal alene anmeldes. Anmeldelse kan ske efterfølgende, dog senest 4 uger efter
iværksættelsen.
§ 47. I tilfælde, hvor dataansvaret er henlagt til en underordnet myndighed og tilsynet ikke kan tiltræde
udførelsen af en behandling, forelægges sagen for vedkommende minister, der træffer afgørelse i sagen.
Stk. 2. Kan tilsynet ikke tiltræde udførelsen af en behandling, som foretages for en kommunal
myndighed, forelægges sagen for indenrigsministeren, der træffer afgørelse i sagen.
Kapitel 13 Anmeldelse af behandlinger, der foretages for en privat dataansvarlig
§ 48. Forinden iværksættelse af en behandling af oplysninger, som foretages for en privat dataansvarlig,
skal der af den dataansvarlige eller dennes repræsentant foretages anmeldelse til Datatilsynet, jf. dog § 49.
Stk. 2. Anmeldelsen skal indeholde de oplysninger, som fremgår af § 43, stk. 2.
§ 49. Behandling af oplysninger er, bortset fra de i § 50, stk. 2, angivne tilfælde, undtaget fra reglerne i § 48,
når
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1) behandlingen omfatter oplysninger om ansatte, i det omfang behandlingen ikke omfatter
oplysninger som nævnt i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 4,
2) behandlingen omfatter oplysninger om ansattes helbredsforhold, i det omfang behandlingen af
helbredsoplysningerne er nødvendig til opfyldelse af bestemmelser i lov eller forskrifter fastsat i
henhold til lov,
3) behandlingen omfatter oplysninger om ansatte, hvis registrering er nødvendig som følge af
kollektiv overenskomst eller kollektiv aftale på arbejdsmarkedet,
4) behandlingen omfatter oplysninger om kunder, leverandører eller andre forretningsforbindelser, i
det omfang behandlingen ikke omfatter oplysninger som nævnt i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 4, eller i det
omfang der ikke er tale om behandlinger som omtalt i § 50, stk. 1, nr. 4,
5) behandlingen foretages med henblik på udførelsen af markedsundersøgelser, i det omfang
behandlingen ikke omfatter oplysninger som nævnt i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 4,
6) behandlingen foretages af en forening eller lignende, i det omfang der alene behandles oplysninger
om foreningens medlemmer,
7) behandlingen foretages af advokater eller revisorer som led i deres virksomhed, i det omfang der
alene behandles oplysninger vedrørende klientforhold,
8) behandlingen foretages af læger, sygeplejersker, tandlæger, kliniske tandteknikere, apotekere,
terapiassistenter, kiropraktorer og lignende personer med autorisation til at udøve virksomhed
inden for sundheds- og sygeplejen, i det omfang oplysningerne alene anvendes til brug ved denne
virksomhed og behandlingen af oplysningerne ikke sker for et privat sygehus, eller
9) behandlingen foretages til brug ved en bedriftssundhedstjeneste.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om de i stk. 1 nævnte behandlinger.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at andre typer af behandlinger undtages fra
bestemmelsen i § 48. Det gælder dog ikke behandlinger, der er omfattet af § 50, stk. 1, medmindre
behandlingerne undtages efter § 50, stk. 3.
§ 50. Forinden iværksættelse af en behandling, som er omfattet af anmeldelsespligten i § 48, skal
Datatilsynets tilladelse indhentes, når
1) behandlingen omfatter oplysninger som nævnt i § 7, stk. 1, og § 8, stk. 4,
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2) behandlingen af oplysningerne sker med henblik på at advare andre mod forretningsforbindelser
med eller ansættelsesforhold til en registreret,
3) behandlingen sker med henblik på erhvervsmæssig videregivelse af oplysninger til bedømmelse af
økonomisk soliditet og kreditværdighed,
4) behandlingen sker med henblik på erhvervsmæssig bistand ved stillingsbesættelse eller
5) behandlingen udelukkende finder sted med henblik på at føre retsinformationssystemer.
Stk. 2. Ved overførsel af oplysninger som nævnt i stk. 1 til tredjelande i medfør af § 27, stk. 1, og stk. 3,
nr. 2-4, skal Datatilsynets tilladelse indhentes til overførslen, uanset at behandlingen i øvrigt er undtaget fra
anmeldelse i medfør af § 49, stk. 1.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte undtagelser fra bestemmelserne i stk. 1, nr. 1, og stk. 2.
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at der forinden iværksættelse af andre
anmeldelsespligtige behandlinger end de i stk. 1 eller 2 nævnte skal indhentes tilladelse fra tilsynet.
Stk. 5. Tilsynet kan i forbindelse med meddelelse af tilladelse efter stk. 1, 2 eller 4 fastsætte nærmere
vilkår for udførelsen af behandlingerne til beskyttelse af de registreredes privatliv.
§ 51. Ændringer i de i § 48, stk. 2, jf. § 43, stk. 2, nævnte oplysninger skal forud for iværksættelsen
anmeldes til tilsynet. Ændringer af mindre væsentlig betydning kan anmeldes efterfølgende, dog senest 4
uger efter iværksættelsen.
Stk. 2. Forinden iværksættelse af ændringer i de i § 48, stk. 2, jf. § 43, stk. 2, nævnte oplysninger i
anmeldelser af behandlinger, som er omfattet af § 50, stk. 1, 2 eller 4, skal Datatilsynets tilladelse
indhentes. Ændringer af mindre væsentlig betydning skal alene anmeldes. Anmeldelse kan ske
efterfølgende, dog senest 4 uger efter iværksættelsen.
Kapitel 14 Anmeldelse af behandlinger, der foretages for domstolene
§ 52. Reglerne i §§ 43-46 gælder for anmeldelse til Domstolsstyrelsen af behandling af oplysninger, der
foretages for domstolene.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kapitel 15 Øvrige bestemmelser
§ 53. Databehandlere, der er etableret i Danmark, og som udøver edb-servicevirksomhed, skal forinden
påbegyndelsen af behandlingen foretage anmeldelse til Datatilsynet.
§ 54. Tilsynsmyndigheden skal føre en fortegnelse over de behandlinger, der er anmeldt efter §§ 43, 48 og
52. Fortegnelsen, som mindst skal indeholde de oplysninger, som er anført i § 43, stk. 2, skal være
tilgængelig for offentligheden.
Stk. 2. En dataansvarlig skal stille de i § 43, stk. 2, nr. 1, 2 og 4-6, nævnte oplysninger om alle de
behandlinger, som udføres for vedkommende, til rådighed for enhver, som anmoder derom.
Stk. 3. Offentlighedens adgang til indsigt i den fortegnelse, der er nævnt i stk. 1, og de oplysninger, der er
nævnt i stk. 2, kan begrænses, i det omfang det er nødvendigt til forebyggelse, opklaring og forfølgning af
lovovertrædelser eller afgørende hensyn til private interesser gør det påkrævet.
Afsnit VI Tilsyn og afsluttende bestemmelser
Kapitel 16 Datatilsynet
§ 55. Datatilsynet, der består af et råd og et sekretariat, fører tilsyn med enhver behandling, der
omfattes af loven, jf. dog kapitel 17.
Stk. 2. Tilsynets daglige forretninger varetages af sekretariatet, der ledes af en direktør.
Stk. 3. Rådet, der nedsættes af justitsministeren, består af en formand, der er dommer, og af 6 andre
medlemmer. Der kan udnævnes stedfortrædere for medlemmerne. Medlemmerne og stedfortræderne for
disse udnævnes for 4 år.
Stk. 4. Rådet fastsætter sin forretningsorden og de nærmere regler om arbejdets fordeling mellem råd og
sekretariat.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 56. Datatilsynet udøver sine funktioner i fuld uafhængighed.
§ 57. Ved udarbejdelse af bekendtgørelser, cirkulærer eller lignende generelle retsforskrifter, der har
betydning for beskyttelsen af privatlivet i forbindelse med behandling af oplysninger, skal der indhentes en
udtalelse fra Datatilsynet.
§ 58. Datatilsynet påser af egen drift eller efter klage fra en registreret, at behandlingen finder sted i
overensstemmelse med loven og regler udstedt i medfør af loven.
Stk. 2. Tilsynet kan til enhver tid tilbagekalde en afgørelse truffet i henhold til § 27, stk. 4, eller § 50, stk.
2, jf. § 27, stk. 1, eller stk. 3, nr. 2-4, såfremt Europa-Kommissionen træffer afgørelse om, at der ikke må ske
overførsel af oplysninger til bestemte tredjelande, eller om, at der lovligt kan ske en sådan overførsel. Dette
gælder dog kun, såfremt tilbagekaldelsen er nødvendig for at efterleve Kommissionens afgørelse.
§ 59. Datatilsynet kan påbyde en privat dataansvarlig at ophøre med en behandling, der ikke må finde sted
efter denne lov, og at berigtige, slette eller blokere bestemte oplysninger, som er omfattet af en sådan
behandling.
Stk. 2. Tilsynet kan forbyde en privat dataansvarlig at anvende en nærmere angiven fremgangsmåde i
forbindelse med behandlingen af oplysninger, hvis tilsynet finder, at den pågældende fremgangsmåde
medfører en væsentlig risiko for, at der behandles oplysninger i strid med loven.
Stk. 3. Tilsynet kan påbyde en privat dataansvarlig at træffe bestemte tekniske og organisatoriske
sikkerhedsforanstaltninger mod, at der behandles oplysninger, som ikke må behandles, at oplysninger
hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod, at de kommer til uvedkommendes
kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven.
Stk. 4. Tilsynet kan i særlige tilfælde meddele databehandlere påbud eller forbud, jf. stk. 1-3.
§ 60. Datatilsynet træffer over for vedkommende myndighed afgørelse i sager vedrørende § 7, stk. 7, § 9,
stk. 3, § 10, stk. 3, § 13, stk. 1, § 27, stk. 4, §§ 28-31, § 32, stk. 1, 2 og 4, §§ 33-37, § 39 samt § 58, stk. 2.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. I andre tilfælde afgiver tilsynet udtalelser over for den dataansvarlige myndighed.
§ 61. Datatilsynets afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
§ 62. Datatilsynet kan kræve enhver oplysning, der er af betydning for dets virksomhed, herunder til
afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser.
Stk. 2. Tilsynets medlemmer og personale har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse
adgang til alle lokaler, hvorfra en behandling, som foretages for den offentlige forvaltning, administreres,
eller hvorfra der er adgang til de oplysninger, som behandles, samt til lokaler, hvor oplysningerne eller
tekniske hjælpemidler opbevares eller anvendes.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 gælder tilsvarende for behandlinger, som foretages for private
dataansvarlige, i det omfang behandlingen er omfattet af § 50.
Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 2 gælder også, for så vidt angår den behandling, der udføres af
databehandlere som nævnt i § 53.
§ 63. Datatilsynet kan bestemme, at anmeldelser og ansøgninger om tilladelse efter denne lov og
ændringer heri kan eller skal indgives på nærmere angiven måde.
Stk. 2. For indgivelse af følgende anmeldelser og ansøgninger om tilladelser i henhold til denne lov
betales 1.000 kr.:
1) Anmeldelse i henhold til § 48.
2) Tilladelse i henhold til § 50.
3) Anmeldelse i henhold til § 53.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. En anmeldelse som nævnt i stk. 2, nr. 1 og 3, anses først for indgivet, når betaling er sket.
Datatilsynet kan bestemme, at en tilladelse som nævnt i stk. 2, nr. 2, ikke meddeles, før betaling er sket.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 2, nr. 1 og 2, gælder ikke for behandlinger, der udelukkende finder sted i
videnskabeligt eller statistisk øjemed.
Stk. 5. Såfremt en behandling både skal anmeldes efter § 48 og tillades efter § 50, betales kun ét gebyr.
§ 64. Datatilsynet kan af egen drift eller efter anmodning fra en anden medlemsstat påse, at en behandling
af oplysninger, som finder sted i Danmark, er lovlig, uanset at den pågældende behandling er undergivet en
anden medlemsstats lovgivning. Bestemmelserne i §§ 59 og 62 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Datatilsynet kan videregive oplysninger til tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater i det omfang,
det er nødvendigt for at påse overholdelsen af bestemmelserne i denne lov eller af den pågældende
medlemsstats databeskyttelseslovgivning.
§ 65. Datatilsynet afgiver en årlig beretning om sin virksomhed til Folketinget. Beretningen offentliggøres.
Tilsynet kan i øvrigt offentliggøre sine udtalelser. Bestemmelsen i § 30 finder tilsvarende anvendelse.
§ 66. Datatilsynet og Domstolsstyrelsen samarbejder, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde deres
pligter, navnlig ved at udveksle alle relevante oplysninger.
Kapitel 17 Tilsyn med domstolene
§ 67. Domstolsstyrelsen fører tilsyn med behandling af oplysninger, der foretages for domstolene.
Stk. 2. Tilsynet omfatter behandling af oplysninger med hensyn til domstolenes administrative forhold.
Stk. 3. For anden behandling af oplysninger træffes afgørelse af vedkommende ret. Afgørelsen kan kæres
til højere ret. For særlige domstole, hvis afgørelser ikke kan indbringes for højere ret, kan den i 1. pkt.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
nævnte afgørelse kæres til den landsret, i hvis kreds retten er beliggende. Kærefristen er 4 uger fra den
dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.
§ 68. For Domstolsstyrelsens udøvelse af tilsyn i henhold til § 67 gælder bestemmelserne i §§ 56 og 58,
§ 62, stk. 1, 2 og 4, § 63, stk. 1, og § 66. Domstolsstyrelsens afgørelser er endelige.
Stk. 2. Ved udarbejdelse af bekendtgørelser eller lignende generelle retsforskrifter, der har betydning for
beskyttelsen af privatlivet i forbindelse med behandling af oplysninger, der foretages for domstolene, skal
der indhentes en udtalelse fra Domstolsstyrelsen.
Stk. 3. Domstolsstyrelsen offentliggør en årlig beretning om dens virksomhed.
Kapitel 18 Erstatnings- og strafansvar
§ 69. Den dataansvarlige skal erstatte skade, der er forvoldt ved behandling i strid med bestemmelserne i
denne lov, medmindre det godtgøres, at skaden ikke kunne have været afværget ved den agtpågivenhed og
omhu, der må kræves i forbindelse med behandling af oplysninger.
§ 70. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den,
der i forbindelse med en behandling, som udføres for private,
1) overtræder § 4, stk. 5, § 5, stk. 2-5, § 6, § 7, stk. 1, § 8, stk. 4, 5 og 7, § 9, stk. 2, § 10, stk. 2 og 3, 1.
pkt., § 11, stk. 2 og 3, § 12, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., § 13, stk. 1, 1. pkt., §§ 20-25, § 26, stk. 1, stk. 2, 2.
pkt., og stk. 3, § 27, stk. 1, § 28, stk. 1, § 29, stk. 1, § 31, §§ 33 og 34, § 35, stk. 2, §§ 36 og 37, § 39,
stk. 1 og 3, § 41, stk. 1 og 3, § 42, § 48, § 50, stk. 1 og 2, § 51, § 53 eller § 54, stk. 2,
2) undlader at efterkomme Datatilsynets afgørelse efter § 5, stk. 1, § 7, stk. 7, § 13, stk. 1, 2. pkt., § 26,
stk. 2, 1. pkt., § 27, stk. 4, §§ 28 og 29, § 30, stk. 1, § 31, § 32, stk. 1 og 4, §§ 33-37, § 39, § 50, stk. 2,
eller § 58, stk. 2,
3) undlader at efterkomme Datatilsynets krav efter § 62, stk. 1,
4) hindrer Datatilsynet i at få adgang efter § 62, stk. 3 og 4,
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5) tilsidesætter vilkår som nævnt i § 7, stk. 7, § 9, stk. 3, § 10, stk. 3, § 13, stk. 1, § 27, stk. 4, § 50,
stk. 5, eller en betingelse eller et vilkår for en tilladelse i henhold til regler udstedt i medfør af loven
eller
6) undlader at efterkomme forbud eller påbud, der er meddelt i henhold til § 59 eller i henhold til
regler udstedt i medfør af loven.
Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde eller hæfte
den, der i forbindelse med en behandling, som udføres for offentlige myndigheder, overtræder § 41, stk. 3,
eller § 53 eller tilsidesætter vilkår som nævnt i § 7, stk. 7, § 9, stk. 3, § 10, stk. 3, § 13, stk. 1, § 27, stk. 4,
eller en betingelse eller et vilkår for en tilladelse i henhold til regler udstedt i medfør af loven.
Stk. 3. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde eller hæfte
den, der i forbindelse med en behandling, som er undergivet en anden medlemsstats lovgivning, undlader
at efterkomme Datatilsynets afgørelser efter § 59 eller at opfylde Datatilsynets krav efter § 62, stk. 1, eller
hindrer Datatilsynet i at få adgang efter § 62, stk. 3 og 4.
Stk. 4. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde eller hæfte.
Stk. 5. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.
kapitel.
§ 71. Den, der driver eller er beskæftiget med virksomhed som nævnt i § 50, stk. 1, nr. 2-5, eller § 53, kan
ved dom for strafbart forhold frakendes retten hertil, såfremt det udviste forhold begrunder en
nærliggende fare for misbrug. I øvrigt finder straffelovens § 79, stk. 3 og 4, anvendelse.
Kapitel 19 Afsluttende bestemmelser, herunder ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 72. Vedkommende minister kan i særlige tilfælde fastsætte nærmere regler for behandlinger, som
udføres for den offentlige forvaltning.
§ 73. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler for bestemte typer af behandlinger, som udføres for
private dataansvarlige, herunder at bestemte typer oplysninger ikke må behandles.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 74. Brancheforeninger eller andre organer, som repræsenterer andre kategorier af private dataansvarlige,
kan i samarbejde med Datatilsynet udarbejde adfærdskodekser, der skal bidrage til en korrekt anvendelse
af reglerne i denne lov.
§ 75. Justitsministeren kan fastsætte regler, som er nødvendige for at gennemføre de af Det Europæiske
Fællesskab udstedte beslutninger, som træffes med henblik på gennemførelse af direktivet om beskyttelse
af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger, eller regler, som er nødvendige for at anvende de af Fællesskabet udstedte retsakter på
direktivets område.
§ 76. Loven træder i kraft den 1. juli 2000.
Stk. 2. Lov om offentlige myndigheders registre, jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991, og lov
om private registre m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 2. oktober 1987, ophæves.
Stk. 3. Registerrådets medlemmer indtræder som medlemmer af Datarådet, indtil justitsministeren har
udnævnt Datarådets medlemmer.
Stk. 4. Bekendtgørelse nr. 160 af 20. april 1979 om forretningsorden for registerrådet m.v. gælder for
Datatilsynets virksomhed, indtil den ophæves eller erstattes af regler udstedt i medfør af denne lov.
Stk. 5. Anordning nr. 73 af 5. marts 1979 om, at forskrifter for registre m.v., der udfærdiges i medfør af
loven om offentlige myndigheders registre, ikke indføres i Lovtidende, ophæves.
Stk. 6. Klage- eller tilsynssager, der er oprettet før den 24. oktober 1998, færdigbehandles efter de hidtil
gældende regler. Datatilsynet udøver den kompetence, som efter disse regler tilkommer Registertilsynet.
Stk. 7. Datatilsynet udfører i øvrigt de opgaver, som efter lovgivningen udføres af Registertilsynet.
§ 77. For behandlinger, der foretages for private, og som er iværksat før den 24. oktober 1998, skal
reglerne i kapitel 13 være opfyldt senest den 1. oktober 2000.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. For behandlinger, der foretages for offentlige myndigheder, og som er iværksat før den 24. oktober
1998, skal reglerne i kapitel 12 og 14 være opfyldt senest den 1. april 2001.
Stk. 3. Behandlinger, der er iværksat før den 24. oktober 1998, kan fortsætte uden tilladelse i 16 uger efter
lovens ikrafttræden, hvis der skal indhentes tilladelse hertil efter reglerne i lovens afsnit II eller
bestemmelsen i stk. 7.
Stk. 4. Behandlinger, der er iværksat den 24. oktober 1998 eller senere, men inden lovens ikrafttræden, kan
fortsætte uden forudgående anmeldelse, udtalelse eller tilladelse i 16 uger efter lovens ikrafttræden.
Stk. 5. Der skal senest 16 uger efter lovens ikrafttræden foretages anmeldelse efter bestemmelsen i § 53.
Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at den i stk. 1 og 2 nævnte frist forlænges.
Stk. 7. Tilsynsmyndigheden kan i ganske særlige tilfælde efter ansøgning bestemme, at behandlinger, der er
iværksat før lovens ikrafttræden, kan fortsætte uanset behandlingsreglerne i afsnit II.
§ 78. Behandlinger, som før lovens ikrafttræden er anmeldt efter § 2, stk. 3, 2. pkt., i lov om private registre
m.v., kan fortsætte efter de hidtil gældende regler indtil den 1. oktober 2001. Datatilsynet udøver den
kompetence, som efter disse regler tilkommer Registertilsynet.
Stk. 2. Behandlinger som nævnt i stk. 1 skal overholde lovens § 5 og §§ 41 og 42. For disse behandlinger kan
den registrerede kræve berigtigelse, sletning eller blokering af oplysninger, der er urigtige eller vildledende,
eller som opbevares på en måde, der er uforenelig med de legitime formål, som den dataansvarlige
forfølger. Datatilsynet fører tilsyn efter reglerne i lovens kapitel 16.
§ 79. Et samtykke, som er givet i overensstemmelse med de hidtil gældende regler, gælder for
behandlinger, der foretages efter lovens ikrafttræden, såfremt samtykket opfylder kravene i denne lovs § 3,
nr. 8, sammenholdt med § 6, nr. 1, § 7, stk. 2, nr. 1, § 8, stk. 2-5, § 11, stk. 2, nr. 2, eller stk. 3, eller § 27,
stk. 3, nr. 1.
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 80. I lov nr. 572 af 19. december 1985 om offentlighed i forvaltningen, som senest ændret ved lov nr. 276
af 13. maj 1998, foretages følgende ændring:
1. § 5, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Vedkommende minister kan fastsætte regler om offentlighedens adgang til at blive gjort bekendt
med fortegnelser som nævnt i stk. 2, der ikke er omfattet af lov om behandling af personoplysninger. Der
kan herunder fastsættes regler om betaling.«
§ 81. I lov nr. 430 af 1. juni 1994 om massemediers informationsdatabaser foretages følgende ændringer:
1. I § 3, stk. 1 og 3, og § 6, stk. 1, ændres »Registertilsynet« til: »Datatilsynet«.
Som ny § 11 a indsættes følgende bestemmelse:
2. »§ 11 a. Der skal træffes de fornødne sikkerhedsforanstaltninger mod, at informationer i offentligt
tilgængelige informationsdatabaser ændres af uvedkommende.«
3. § 16, stk. 1, nr. 1, affattes på følgende måde:
»1) overtræder § 4, § 5, § 7, § 8, stk. 1, § 9, nr. 2 og 3, § 11, stk. 1 og 3, eller § 11 a.«
4. § 17 affattes således:
Ȥ 17. Et massemedie skal erstatte skade, der er forvoldt ved behandling i strid med bestemmelserne i
denne lov, medmindre det godtgøres, at skaden ikke kunne have været afværget ved den agtpågivenhed og
omhu, der må kræves i forbindelse med behandling af oplysninger. Lovgivningens almindelige
erstatningsregler finder i øvrigt anvendelse.
Stk. 2. Lovgivningens almindelige regler om straf finder anvendelse på sager omfattet af denne lov.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5.
kapitel.«
§ 82. I tinglysningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 622 af 15. september 1986, som senest ændret ved § 2 i
lov nr. 1019 af 23. december 1998, foretages følgende ændringer:
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1. I § 50 d, stk. 1, indsættes i stedet for »Registertilsynet«: »Domstolsstyrelsen«.
2. § 50 d, stk. 2 og 3, affattes således:
»Stk. 2. Domstolsstyrelsen fører tilsyn med tinglysningsregistrene. Domstolsstyrelsens afgørelser er
endelige.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om dette tilsyn efter forhandling med
Domstolsstyrelsen.«
§ 83. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
rigsmyndighedernes behandling af oplysninger med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Loven gælder heller ikke for Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft med de afvigelser,
som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Officielle noter
Givet på Christiansborg Slot, den 31. maj 2000
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
Margrethe R.
/Frank Jensen
1) Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse
af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne
oplysninger (EF-Tidende 1995 L 281, side 31 ff.).
3.1 Lov om behandling af personoplysninger1)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
3.2 Uddrag af Bekendtgørelse af lov om rettens pleje
Kapitel 93 b
Behandling af klager over politipersonalet
§ 1019. Statsadvokaterne behandler klager over politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager).
Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning statsadvokaterne bistand til undersøgelsen.
Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige undersøgelsesskridt. Politiet skal snarest muligt
efter, at sådanne undersøgelsesskridt er foretaget, underrette vedkommende statsadvokat herom.
§ 1019 a. Klage indgives til vedkommende statsadvokat. Klage over myndighedsmisbrug fra politiets
side under behandlingen af en straffesag kan endvidere fremsættes mundtligt til retsbogen under
straffesagens behandling.
Stk. 2. Statsadvokaten kan afvise at behandle en klage, hvis klagen indgives mere end 6 måneder efter,
at det forhold, som klagen angår, har fundet sted.
§ 1019 b. Den, klagen angår (indklagede), skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske
omstændigheder og have adgang til at udtale sig om fremstillingen. Indklagede har ikke pligt til at udtale sig
om fremstillingen.
§ 1019 c. Indklagede har ret til at møde med en bisidder. § 23 i lov om tjenestemænd finder tilsvarende
anvendelse med hensyn til godtgørelse af indklagedes udgift til bisidder.
§ 1019 d. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til statsadvokaten, såfremt forklaringen
antages at ville udsætte indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar.
Stk. 2. Statsadvokaten vejleder indklagede om bestemmelsen i stk. 1 samt om bestemmelserne i § 1019
b, § 1019 c, og § 1019 i, stk. 1, nr. 2. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden indklagede
afhøres første gang. Det skal af rapporten fremgå, at indklagede har modtaget behørig vejledning.
§ 1019 e. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 f, beskikker retten en advokat for klageren og indklagede.
Stk. 2. I andre tilfælde kan retten, når forholdene taler derfor, på klagerens eller indklagedes begæring
beskikke en advokat for den pågældende. Statsadvokaten vejleder de pågældende om adgangen til at
begære en advokat beskikket og drager omsorg for, at en begæring herom indbringes for retten. § 1019 f,
3.2 Uddrag af Bekendtgørelse af lov om rettens pleje

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
stk. 2, finder herved tilsvarende anvendelse. Vejledningen skal gives snarest muligt og senest, inden den
pågældende afhøres første gang. Det skal af rapporten fremgå, at den pågældende har modtaget behørig
vejledning.
Stk. 3. Advokatbeskikkelsen sker uden udgift for de pågældende.
Stk. 4. Den beskikkede advokat skal løbende have tilsendt genpart af det materiale, statsadvokaten
tilvejebringer som led i undersøgelsen. Advokaten må ikke uden statsadvokatens tilladelse overlevere det
modtagne materiale til sin klient eller andre.
Stk. 5. Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af sin klient såvel hos statsadvokaten som i
retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til sin klient. Advokaten underrettes om tidspunktet for
afhøringer og retsmøder.
§ 1019 f. Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives i retten.
Stk. 2. Såfremt klagen vedrører myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en
straffesag eller under fuldbyrdelse af en strafferetlig afgørelse, afgives forklaring for den byret, som
behandler eller har behandlet straffesagen, eller for hvilken straffesagen kan forventes indbragt. I andre
tilfælde afgives forklaring ved byretten i den retskreds, hvor det forhold, klagen angår, har fundet sted.
§ 1019 g. Statsadvokaten giver møde i retsmøder, hvor sagen behandles.
Stk. 2. Indklagede skal så vidt muligt underrettes om berammede retsmøder og have lejlighed til at
være til stede.
Stk. 3. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt forklaringen antages at ville udsætte
indklagede for strafansvar eller disciplinæransvar. Retten vejleder indklagede herom.
Stk. 4. Sagen behandles i strafferetsplejens former uden medvirken af domsmænd.
§ 1019 h. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende
adfærdsklager. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til justitsministeren.
Stk. 2. Fristen for klager over afgørelser i adfærdsklagesager er 4 uger efter, at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne frist, skal den behandles, såfremt
fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på afgørelser om aktindsigt.
3.2 Uddrag af Bekendtgørelse af lov om rettens pleje

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 1019 i. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes, hvis
1) der er grundlag for at rejse sigtelse mod indklagede,
2) indklagede er mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som straffesag, eller
3) der træffes bestemmelse om, at sagen skal undersøges efter reglerne i lov om
undersøgelseskommissioner.
Stk. 2. I de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde behandles straffesagen af statsadvokaten, jf. kapitel 93 c.
Behandlingen af adfærdsklagesagen genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller gennemføres til fældende dom.
§ 1019 j. Statsadvokaten underretter vedkommende politidirektør og rigspolitichefen, når der indledes
en adfærdsklagesag. Statsadvokaten underretter endvidere vedkommende politidirektør og rigspolitichefen
om afgørelsen i adfærdsklagesager.
Stk. 2. Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage indledes ikke, før behandlingen af
adfærdsklagesagen er afsluttet.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 er ikke til hinder for, at den pågældende suspenderes eller midlertidigt
overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for tjenesten.
§ 1019 k. Statsadvokaten kan af egen drift iværksætte en undersøgelse efter reglerne i dette kapitel.
§ 1019 l. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af adfærdsklager.
§ 1019 m. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse ikke skal foretages efter reglerne i dette
kapitel, hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.
Kapitel 93 c
Straffesager mod politipersonale
§ 1020. Anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten indgives til
vedkommende statsadvokat.
§ 1020 a. Statsadvokaterne iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er
rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har begået et strafbart forhold, som forfølges af det
offentlige.
3.2 Uddrag af Bekendtgørelse af lov om rettens pleje

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Statsadvokaterne iværksætter endvidere efterforskning, når en person er afgået ved døden eller
er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets
varetægt. Bestemmelserne i § 1019 j finder herved tilsvarende anvendelse.
§ 1020 b. Ved behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager kan statsadvokaterne udøve de
beføjelser, som ellers tilkommer politiet.
Stk. 2. Rigspolitichefen yder efter anmodning statsadvokaterne bistand under efterforskningen.
Stk. 3. Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige efterforskningsskridt. Politiet skal snarest muligt
efter, at sådanne efterforskningsskridt er foretaget, underrette vedkommende statsadvokat herom.
§ 1020 c. Offentlig påtale i de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager tilkommer statsadvokaterne,
medmindre påtalen efter denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov tilkommer rigsadvokaten eller
justitsministeren. Adgangen til at opgive påtale tilkommer påtalemyndigheden.
Stk. 2. Statsadvokaterne varetager udførelsen af de i §§ 1020 og 1020 a nævnte sager ved byretterne og
landsretterne.
§ 1020 d. Retten beskikker en forsvarer, når forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af
bestemmelserne i kapitel 66.
§ 1020 e. Retten beskikker på den forurettedes begæring en advokat for den pågældende, når
forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af bestemmelserne i kapitel 66 a.
Stk. 2. Er forurettede afgået ved døden, beskikker retten på begæring af den forurettedes nære
pårørende en advokat for de pårørende, når forholdene taler derfor.
Stk. 3. Den for forurettede beskikkede advokat eller den for de nære pårørende beskikkede advokat har
adgang til det i § 741 c, stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale, uanset om der er rejst tiltale i sagen.
Stk. 4. Bestemmelserne i kapitel 66 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
§ 1020 f. Rigsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i
sin helhed skal behandles af statsadvokaten efter reglerne i dette kapitel, hvis en sådan behandling er
påkrævet med hensyn til et af forholdene eller en af de sigtede.
§ 1020 g. Bestemmelserne i denne lov om behandlingen af straffesager finder i øvrigt tilsvarende
anvendelse.
3.2 Uddrag af Bekendtgørelse af lov om rettens pleje

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 1020 h. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a
nævnte sager.
§ 1020 i. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal behandles efter reglerne i dette kapitel,
hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver det.
3.2 Uddrag af Bekendtgørelse af lov om rettens pleje

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
3.3 kapitel 43a i retsplejeloven, lovbekendtgørelse nr. 1053 af
29.10.2009
Kapitel 43 a - Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse
§ 468. Reglerne i dette kapitel finder, når andet ikke er bestemt ved lov, anvendelse ved frihedsberøvelse
uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed.
§ 469. Begærer den, der administrativt er berøvet sin frihed, eller den, som handler på hans vegne, at
frihedsberøvelsens lovlighed prøves af retten, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen
eller nægtet at ophæve den, forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den, om hvis frihedsberøvelse,
der er spørgsmål, har bopæl (hjemting), jf. § 235. Sager om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse,
tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov om
anvendelse af tvang i psykiatrien forelægges dog, så længe patienten ikke er udskrevet, for byretten på det
sted, hvor vedkommende psykiatriske sygehus eller afdeling er beliggende.
Stk. 2. Forelæggelsen for retten skal finde sted inden 5 søgnedage efter begæringens fremsættelse og sker
ved fremsendelse af sagens akter med fornødne oplysninger om den beslutning, hvis lovlighed kræves
prøvet, herunder angivelse af den bestemmelse, i medfør af hvilken beslutningen er truffet, en kortfattet
redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes som grundlag for den, og henvisning til de i sagen
foreliggende bevisligheder, der vil kunne have betydning for rettens afgørelse. Indbringes sagen for en
domstol, der ikke er rette værneting, henviser dommeren sagen til rette værneting.
Stk. 3. Begæring om sagens indbringelse for retten hindrer ikke frihedsberøvelsens iværksættelse eller
opretholdelse, medmindre retten bestemmer det.
Stk. 4. Begæring om sagens indbringelse for retten efter reglerne i dette kapitel skal fremsættes inden 4
uger efter frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder efter
frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra
fristen. I sager om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering,
beskyttelsesfiksering og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
regnes fristerne dog fra det psykiatriske patientklagenævns afgørelse i sagen.
Stk. 5. Er lovligheden af den pågældende frihedsberøvelse stadfæstet ved dom, kan begæring om fornyet
prøvelse ikke rejses med pligt for den besluttende myndighed efter denne paragraf, forinden der er
forløbet sådan frist, som måtte være fastsat i vedkommende særlige lov.
Stk. 6. Krav om erstatning af det offentlige for ulovlig frihedsberøvelse skal efter begæring pådømmes
under sagen om frihedsberøvelsens lovlighed. Retten kan dog udskyde erstatningsspørgsmålet til
behandling efter afgørelsen om frihedsberøvelsens lovlighed.
3.3 kapitel 43a i retsplejeloven lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29.10.2009

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 470. Som parter anses den, om hvis frihedsberøvelse der er spørgsmål, den, der handler på hans vegne,
samt den besluttende myndighed.
Stk. 2. Retten beskikker en advokat til at varetage dens tarv, hvis frihedsberøvelse sagen angår, medmindre
han selv har antaget en advokat. Når der skønnes at være fornøden anledning dertil, kan retten endvidere
beskikke en advokat for den besluttende myndighed eller andre parter.
Stk. 3. Dommeren bestemmer snarest muligt tid for sagens foretagelse, hvorom parterne underrettes med
et af dommeren fastsat varsel. Meddelelsen skal indeholde oplysning om, at sagen i tilfælde af udeblivelse
uden lovligt forfald kan fremmes til dom på det foreliggende grundlag. Dommeren påser i øvrigt, at sagen
fremmes mest muligt.
Stk. 4. Er frihedsberøvelsen iværksat, skal den frihedsberøvede bringes til stede i retten, hvis retten
bestemmer det. Det samme gælder, hvis han selv fremsætter ønske herom, medmindre retten efter de
foreliggende oplysninger om hans tilstand finder, at fremstilling ikke bør finde sted. Retten bestemmer, om
den frihedsberøvede skal bringes til stede umiddelbart for den dømmende ret, eller om det må anses for
tilstrækkeligt, at der gives den frihedsberøvede lejlighed til at udtale sig over for retten på opholdsstedet
eller over for den dømmende ret ved anvendelse af telekommunikation.
§ 471. Retten drager omsorg for sagens oplysning og træffer selv bestemmelse om afhøring af parter og
vidner samt om tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og af andre bevismidler.
Stk. 2. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan retten bestemme, at den frihedsberøvede eller den,
der handler på hans vegne, skal forlade retssalen under bevisførelsen eller under en del af denne. Når den
pågældende atter er indladt i retssalen, skal han gøres bekendt med det under hans fraværelse forefaldne.
Stk. 3. Såfremt retten anser det for fornødent, at en til vedkommende hospital eller anstalt knyttet person
afhøres som vidne i retten, bør den pågældende i almindelighed ikke kræves afhørt uden for den retskreds,
i hvilken han bor eller opholder sig, eller i hvilken hospitalet eller anstalten er beliggende. På samme måde
bør en til den besluttende myndighed knyttet person i almindelighed ikke kræves afhørt uden for den
retskreds, i hvilken han bor eller opholder sig, eller i hvilken den besluttende myndighed har sit sæde.
Stk. 4. Retten indkalder selv parter og vidner. Politiet skal på begæring bistå retten med fremskaffelse af
oplysninger om parters og vidners bopæle eller opholdssteder eller andre af retten nærmere angivne
forhold.
§ 472. Efter at parterne har haft lejlighed til at udtale sig, og bevisførelsen er sluttet, afgør retten ved dom,
om frihedsberøvelsen som lovlig bør stå ved magt, eller om den vil være at ophæve.
Stk. 2. Udebliver nogen af parterne uden oplyst lovligt forfald, afgør retten, om frihedsberøvelsens
lovlighed kan prøves på det foreliggende grundlag, eller om udsættelse skal finde sted.
§ 473. Retten kan bestemme, at der ved offentlig gengivelse af forhandlingen i retten og af dommen ikke
må ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte personer eller på
anden måde offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse af sådant forbud straffes med
bøde.
3.3 kapitel 43a i retsplejeloven lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29.10.2009

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 474. Udgifter ved bevisførelse i henhold til § 471 afholdes af statskassen. Retten kan pålægge en part at
erstatte disse udgifter helt eller delvis, såfremt det i øvrigt pålægges parten at betale sagsomkostninger.
§ 475. Anke sker ved meddelelse til dommeren. Ankefristen er 4 uger fra dommens afsigelse. Byretten
sender meddelelsen om anken samt sagens akter til landsretten, der berammer mundtlig forhandling af
sagen i et retsmøde, til hvilket parterne indkaldes af retten med et af denne bestemt varsel.
Bestemmelserne i § 372, stk. 2, 3.-7. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Om sagens behandling i landsretten gælder tilsvarende regler som fastsat for byretsbehandlingen.
Stk. 3. Landsrettens dom kan ikke ankes til Højesteret. Bestemmelserne i § 371, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2,
finder dog tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Anke har kun opsættende virkning, når det bestemmes af den ret, hvis afgørelse påankes, eller af
den ret, til hvilken anke sker.
3.3 kapitel 43a i retsplejeloven lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29.10.2009

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.0.0 Institutioner og foreninger mv.
Indhold
4.1.0 Sikringsafdeling, Nykøbing Sjælland
4.1.1 Husorden ved Sikringsafdelingen Nykøbing Sjælland
4.1.2 Fordelingen af antal patienter på Sikringen i Nykøbing Sjælland
4.1.3 Faglighedsdekret
4.2.0 § 71-tilsynets arbejde og sagsområde
4.3.0 Hvad er Det Etiske Råd
4.4.0 Vedrørende høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i
psykiatrien og lov om rettens pleje
4.5.0 Retslægerådets opgaver
4.5.1 Retslægerådets sammensætning
4.5.2 Retslægerådets sekretariat og arbejdsgang
4.6.0 Vigtige Adresser
4.6.1 Regioner og Statsforvaltninger
4.6.2 Politikredsenes kontaktinformation
4.6.3 Direktoratet for Kriminalforsorgen
4.6.4 Arresthuse
4.6.5 Fængsler
4.6.6 Pensioner
4.6.7 Domstolsstyrelsen
4.6.8 Byretter
4.6.9 Adresser på Psykiatriske hospitaler og afdelinger
4.0.0 Institutioner og foreninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.1 Sikringsafdelingen i Danmark
RETSPSYKIATRISK AFDELING
REGION SJÆLLAND
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
En retspsykiatrisk afdeling, der yder psykiatrisk behandling
og pleje i gode rammer samtidig med, at der udadtil
opretholdes fængslingsmæssig sikkerhed
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK
Revideret december 2009

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
0. FORORD ................................................................................................................................................................. 467
1. GRUNDLAGET FOR SIKRINGEN ................................................................................................................. 468
1.1 Regulativ for Sikringsafdeling .............................................................................................................................. 468
1.2 Overordnet målsætning for Retspsykiatrisk Afdeling ............................................................................... 470
1.3 Værdigrundlaget for Retspsykiatrisk Afdeling ................................................................................................ 470
2. INDLÆGGELSE PÅ SIKRINGEN ..................................................................................................................... 471
2.1 Udviklingen i patientsammensætningen og indlæggelsestiderne ...................................................... 471
2.2. Indlæggelsesprocedure - herunder de forskellige indlæggelsesgrundlag ................................ 472
2.3 Udskrivningsprocedure ............................................................................................................................................... 474
2.4. Udgang fra Sikringen - Udgangscirkulæret .................................................................................................. 475
3. BEHANDLINGEN PÅ SIKRINGEN .................................................................................................................. 477
3.1 De enkelte faggrupper i behandlingen. ............................................................................................................... 477
3.1.1 Den lægelige behandling ......................................................................................................................................... 477
3.1.2 Plejepersonalet og miljøterapi i behandlingen ......................................................................................... 478
3.1.3 Aktivitetsmedarbejdere ............................................................................................................................................ 480
3.1.4 Sikkerhedsmedarbejdere ........................................................................................................................................ 480
3.1.5. Psykologer. ..................................................................................................................................................................... 481
3.1.6 Den ergoterapeutiske behandlingsindsats .................................................................................................... 481
3.1.7 Idræt i behandlingen ................................................................................................................................................. 482
3.1.8 Musikterapi ...................................................................................................................................................................... 483
3.1.9 Socialrådgiverindsatsen ........................................................................................................................................... 483
3.1.10 Sekretariatsfunktionen .......................................................................................................................................... 484
4. INDSATSOMRÅDER ........................................................................................................................................... 484
4.1 Personaleudvikling ......................................................................................................................................................... 485
4.2 Forskning ............................................................................................................................................................................. 486
4.3 Ekstern undervisning .................................................................................................................................................... 486
4.4 Besøg fra ind- og udland ............................................................................................................................................ 486
5. AFSLUTNING ........................................................................................................................................................ 486
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
0. Forord
Sikringsafdelingen, i daglig tale kaldet Sikringen, er en del af Retspsykiatrisk Afdeling i
Region Sjælland. Afdelingen er beliggende i Nykøbing Sjælland. Retspsykiatrisk afd.
består udover Sikringsafdelingen, af en lukket Retspsykiatrisk afdeling, en åben
Retspsykiatrisk afdeling, et ambulant Retspsykiatrisk Team, og en forsknings- og
udviklingsenhed.
Hele afdelingen har ca. 180 ansatte, hvoraf de 120 har deres daglige gang på
Sikringen.
Sikringsafdelingen, tidligere kaldet Sikringsanstalten, har landsfunktion og er således
den eneste af sin art i Danmark.
Der har været en stor udvikling på Sikringen, fra den blev oprettet i 1918 og frem til
nu. Det siger sig selv, at den medikamentelle behandlings indførelse ændrede og
forbedrede behandlingsmulighederne, men det normerede antal senge har dog kun
kunne reduceres fra 50 til 30 igennem årene.
Igennem de sidste par år har der konstant været venteliste til Sikringen og det må
overvejes, om der er behov for en udvidelse af pladserne.
Tidligere var en væsentlig del af funktionen på Sikringen at skærme omverdenen mod
de meget farlige sindssyge patienter. Selv uden medicin gjorde det rolige og
skærmende miljø, at patienterne fik det bedre og hen ad vejen kunne udskrives. Den
patient, der har været længst på Sikringen, var indlagt i 30 år. I dag er
gennemsnitsindlæggelsestiden 6 år. En stor del af patienterne kan dog udskrives
indenfor 2 år.
Indtil 1988 var der kun ansat mænd på Sikringen. Herefter er der ansat kvinder i
personalegruppen og det kvindelige personale udgør nu over 1/3.
Plejepersonalenormeringen dengang var ca. den halve af, hvad den er nu. Der er sket
meget i afdelingen. Patienterne var tidligere isoleret på deres stuer det meste af
døgnet, mens de nu, såfremt deres tilstand tillader det, som hovedregel er i aktivitet
eller ude i Fælleslokalet i løbet af dagen.
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Før 1990 havde kun enkelte patienter via Justitsministeriet fået godkendt udgang fra
Sikringen i forbindelse med en større begivenhed i familien. Nu er det hovedreglen, at
patienter, før man overvejer en udslusning fra Sikringsafdelingen, er på flere
personaleledsagede udgange. Et af kvalitetsmålene er, at de patienter, der har
tilladelse til udgang fra Sikringen (ca. 50 %), skal aflægge mindst 1 udgang om ugen.
Siden Regulativet for Sikringen blev ændret i 1994, hvorefter kvinder nu også kan
indlægges på Sikringen, er antallet af kvindelige patienter steget, således at ca. 1/5 af
patienterne er kvinder.
Personalet har arbejdet engageret med i hele forløbet, hvilket har været en væsentlig
faktor for udviklingen
1. Grundlaget for Sikringen
1.1 Regulativ for Sikringsafdeling
1.
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK
Nomi Vejgård, ledende oversygeplejerske.
Benedikte Volfing, ledende overlæge.
Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, nu Sikringsafdelingen ved
Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland, Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland
(navnet ændret i.f.m. strukturændring pr. 1.1.2001), udgør en særlig enhed indenfor
hospitalet, men indgår som en integreret del af hospitalets retspsykiatriske afdeling.
2.
Afdelingen optager sindssyge personer om hvem det ved dom, kendelse eller administrativ
resolution i medfør af § 40 i lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i
psykiatrien bestemmes, at der bør træffes sikkerhedsforanstaltninger over for dem. Der
optages dog kun personer, som af Justitsministeriet skønnes egnede dertil. Desuden modtages
varetægtsfængslede efter kendelse til hospitalsmæssig mentalobservation i henhold til
retsplejelovens § 809, stk. 2, når de af anklagemyndigheden anses for så personfarlige eller
risikoen for undvigelse for så stor, at observation i Sikringsafdelingen er påkrævet.
Varetægtsfængslede herudover modtages alene i henhold til retsplejelovens §777.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
3.
Sikringsafdelingen bør udadtil yde fængselsmæssig sikkerhed og indadtil byde
hospitalsmæssige forhold hvad angår behandling, pleje og fysisk miljø i overensstemmelse
med de til enhver tid gældende normer for god psykiatrisk sygehusstandard.
4.
Sikringsafdelingen drives af Vestsjællands Amt og er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen i
overensstemmelse med lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse
m.v.
5.
Regler vedrørende betaling for patienter på Sikringsafdelingen er fastlagt i
Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 184 af 31. marts 1976 om amternes indbyrdes
betalingsforpligtelser i forbindelse med varetagelsen af retspsykiatriske opgaver.
6.
Forinden er patient modtages i Sikringsafdelingen, skal der tilstilles denne lægelige oplysninger
i fornødent omfang samt den pågældende sags akter. Såfremt sidstnævnte ikke er fremsendt
ved patientens modtagelse, skal de på anmodning efterfølgende snarest stilles til rådighed.
7.
Ingen patient kan udskrives fra Sikringsafdelingen, før den foranstaltning, der har ført til
indlæggelsen, er ophævet eller lempet af vedkommende myndighed.
8.
En patients undvigelse fra Sikringsafdelingen skal hurtigst muligt, udover til det lokale politi,
meddeles Justitsministeriet.
Dette regulativ træder i kraft den 1. juni 1994. Samtidig ophæves Regulativ for
Sikringsanstalten ved Sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland af 28. maj 1932.
Dato 1. juni 1994
Signeret: Niels Mortensen, direktør
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1.2 Overordnet målsætning for Retspsykiatrisk Afdeling
Retspsykiatrisk Afdeling skal tilbyde tidssvarende og optimal undersøgelse, behandling
og pleje til alle patienter.
Retspsykiatrisk afdeling skal sikre at den behandling og pleje der tilbydes patienterne
er komplementær og at de enkelte fagområders ekspertise vurderes og indgår
i en helhedsorienteret behandlings- og plejeplan.
Retspsykiatrisk afdeling skal sikre at alle ydelser og tiltag dokumenteres, vurderes
og kvalitetssikres.
Retspsykiatrisk afdeling skal i videst muligt omfang samarbejde med pårørende og
relevante samarbejdspartnere.
Retspsykiatrisk afdeling skal sikre at afdelingens fysiske rammer er tidssvarende
således at behandling og sikkerhed er optimal.
Retspsykiatrisk afdeling skal sikre at alle fagområder er i udviklingsforløb. Prioriterede
områder indgår i forskningsprojekter.
Retspsykiatrisk afdeling skal sikre patientrettigheder efter givne retningslinier.
Retspsykiatrisk afdeling skal sikre en personalepolitik, der klargør politikken indenfor
områderne: Uddannelse, Arbejdsmiljø, Sygdomspolitik, Senior/rekrutteringspolitik
og etiske retningslinjer for medarbejderne i afd. R.
Retspsykiatrisk afdeling har i kraft af sin landsdækkende funktion et særligt ansvar
for at formidle udviklings- og forskningsresultater nationalt og internationalt.
1.3 Værdigrundlaget for Retspsykiatrisk Afdeling
Værdigrundlaget og målsætningen er basis for arbejdet i Retspsykiatrisk afdeling.
Menneskesyn:
Patienterne er unikke og skal have individuel pleje og behandling.
Personalet arbejder ud fra en fælles grundholdning, der indebærer respekt for det
enkelte menneskes værdi. De medbringer i arbejdet deres faglighed, professionalisme
og individuelle ressourcer.
Værdigrundlag:
Afdelingen lægger vægt på, at plejen og behandlingen er af høj kvalitet, og udføres
med respekt og omsorg for patienten. Disse værdier er til stede i kontakten, den
basale pleje og den terapeutiske grænsesætning samt i behandlingsalliancen med
patienten og evt. pårørende.
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Afdelingen opfatter et godt samarbejde mellem alle faggrupper som en væsentlig
kvalitet i vores arbejde, og forventer åbenhed, fleksibilitet og gensidig respekt.
Afdelingen lægger vægt på faglige diskussioner samt konstruktiv kollegial feed-back
som udgangspunkt for arbejdet.
Afdelingen lægger vægt på, at der er et trygt og sikkert miljø for patienter og
personale, hvor struktur, sikkerhedsregler og et ansvarligt samspil i personalegruppen
er en forudsætning. Miljøet er forudsigeligt, varmt, grænsesættende og rummende,
og arbejdet er præget af kontinuitet og ro for at understøtte patienternes individuelle
udviklingsforløb.
Afdelingen lægger vægt på engagement, trivsel og faglig dygtighed hos den enkelte
medarbejder og ønsker kontinuerlig udvikling af personalets kompetence for sikre en
høj kvalitet af plejen og behandlingen.
2. Indlæggelse på Sikringen
2.1 Udviklingen i patientsammensætningen og indlæggelsestiderne
Tidligere var ca. halvdelen af patienterne på Sikringen indlagt på baggrund af dom til
anbringelse på Sikringen. Kun en mindre del af patienterne var indlagt på
farlighedsdekret, mens en stor del af pladserne blev anvendt til patienter, der skulle
mentalobserveres.
I forbindelse med oprettelsen af retspsykiatriske afdelinger rundt omkring i landet, i
perioden 1980 – 2000, faldt antallet af anbringelsesdømte til 6 = 20 %. Igennem de
sidste år er der imidlertid igen sket stigning, således at 40-50 % af patienterne er
indlagt på en dom til Sikringen. Antallet af farlighedsdekreter steg voldsomt fra 1980-
2000. Igennem de sidste par år er antallet dalet lidt igen. I 1980 var der på en given
dag indlagt 4 patienter på et farlighedsdekret, medens dette antal i år 2000 var 20. I
samme periode er antallet af psykiatriske sengepladser i DK faldet markant.
Antallet af mentalobservander på Sikringen var tidligere meget stort. I 1970 erne var ca.
halvdelen indlagt til mentalundersøgelse, mens det i 1990 erne var mindre end 10 %.
Igennem de sidste par år har der sædvanligvis kun været 1-2 patienter ad gangen
indlagt til mentalundersøgelse.
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
For det meste er 1 patient anbragt i varetægtssurrogat på Sikringen, oftest efter endt
mentalundersøgelse, i afventen på endelig dom.
Antallet af kvinder på Sikringen er steget markant siden regulativet for Sikringen for
første gang i 1994 åbnede mulighed for indlæggelse af kvinder.
Den første kvinde blev indlagt i 1996 og antallet af kvinder i afdelingen er nu steget
igennem de sidste år. I foråret 2003 var der en kort periode 7 kvinder indlagt i
afdelingen på en gang. I 2009 er der 4 kvindelige patienter på Sikringsafdelingen.
Aldersfordelingen har stort set været uændret igennem de sidste år. Størstedelen af
patienterne er mellem 20 og 40 år. Der har været enkelte patienter under 20 år.
9 aktuelle patienter har været indlagt i mere end 10 år (12-20 år). Én patient har
været indlagt i 6 år og 4 patienter har været indlagt i 2-5 år. De øvrige 16 patienter
har været indlagt i mindre end 2 år.
Indenfor det sidste år har der flere gange været venteliste til Sikringen, medens det
ellers, igennem de sidste 20 år, har været muligt stort set at overholde
målsætningen, at der skal være 1 ledig plads på Sikringen, således at en ny patient
kan modtages indenfor 1 uge.
Antallet af patienter med anden etnisk baggrund end dansk er steget voldsomt siden
2000, hvor der sædvanligvis kun var en patient med anden etnisk baggrund. I dag er
det ca. 40 % af patienterne, der er af anden etnisk baggrund.
2.2. Indlæggelsesprocedure - herunder de forskellige
indlæggelsesgrundlag
Farlighedsdekret
De fleste patienter på Sikringen indlægges nu på et farlighedsdekret i henhold til
psykiatrilovens § 40. For at blive indlagt på et farlighedsdekret skal patienten være
indlagt på en psykiatrisk afdeling eller være indsat i en af kriminalforsorgens
institutioner (fængsler). Betingelsen for afsigelse af et farlighedsdekret er, at
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
patienten er sindssyg og vedvarende udsætter andres liv for fare. (Der skal altså være
fare for andre. Fare for patienten selv betinger ikke indlæggelse på Sikringen).
Det er endvidere en betingelse, at der er gjort, hvad der skønnes muligt for at
behandle patienten ud af farligheden, inden der søges justitsministeriet (JM) om et
farlighedsdekret. Proceduren for at opnå et farlighedsdekret er, at overlægen, hvor
patienten befinder sig, skriver en ansøgning til JM, hvori det begrundes, at patienten
er sindssyg og vedvarende udsætter andres liv for fare. Det skal ligeledes beskrives,
hvad der er gjort for at forsøge at behandle patienten ud af farligheden. Anmodningen
sendes til JM, der i løbet af ganske få dage sender anmodningen til udtalelse i
Retslægerådet. Indenfor 5 dage giver Retslægerådet sin indstilling til, hvorvidt der
skønnes at være grundlag for et farlighedsdekret og JM beslutter herefter, om der skal
afsiges farlighedsdekret. Efter afsigelse af et farlighedsdekret bør der ikke gå mere
end 1 uge, før patienten kan modtages på Sikringen. Der kan dog i perioder være en
venteliste, der ikke gør det muligt at opfylde dette mål.
Efter JM har afsagt farlighedsdekret, skal lovligheden af dette farlighedsdekret prøves
ved den lokale byret i Nykøbing Sj.
Anbringelsesdom til Sikringen
Det er domstolene, der afsiger dom til anbringelse på Sikringsafdelingen.
De patienter der får en anbringelsesdom til Sikringen er for de flestes vedkommende
forud for dommen mentalobserveret på Sikringen på grund af enten stor flugtfare eller
farlighed.
Mentalundersøgelse på Sikringen
Betingelsen for at få foretaget en mentalundersøgelse på Sikringen er, at patienten er
enten svært flugtfarlig eller meget farlig, således at patienten ikke på betryggende vis
kan mentalundersøges på en almindelig lukket afdeling eller en retspsykiatrisk
afdeling.
Hvis patienten er indlagt på en psykiatrisk afdeling og man dér ikke finder det
betryggende, at patienten fortsat skal opholde sig på denne afdeling under
mentalobservationen, enten på grund af flugtfare eller farlighed, kontaktes
anklagemyndigheden (politiet). Overlægen i afdelingen skriver en erklæring til politiet,
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
hvor det begrundes, hvorfor patienten ønskes indlagt til mentalundersøgelse på
Sikringsafdelingen. Politiet forelægger denne erklæring for Statsadvokaten, der skal
godkende en indlæggelse til mentalundersøgelse på Sikringen. Dette kan sædvanligvis
ske indenfor 1 uge.
Når patienten er færdigmentalobserveret og mentalerklæringen er sendt til politiet,
skal patientens grundlag for eventuelt fortsat ophold på Sikringen vurderes. Hvis det i
mentalundersøgelsen er konkluderet, at patienten ikke er sindssyg og der ikke kan
peges på andet end eventuel forskyldt straf, skal patienten sædvanligvis overflyttes til
et fængsel.
Hvis der i mentalerklæringen er peget på en behandlingsdom eller en
anbringelsesdom til psykiatrisk afdeling kan patienten ofte overflyttes til den hjemlige
retspsykiatriske afdeling (eller lukket afdeling).
Såfremt mentalerklæringen peger på en anbringelsesdom til Sikringen, bør kendelsen
til mentalundersøgelse ændres til en kendelse til surrogatvaretægtsanbringelse på
Sikringen. Såfremt dette sker, fortsætter patienten sit ophold på Sikringen.
Varetægtssurrogatanbringelse
En patient der befinder sig i et fængsel eller i varetægtssurrogatanbringelse på
psykiatrisk afdeling kan på grund af farlighed eller svær flugtfare, efter forudgående
kendelse og drøftelse med Sikringens overlæge, indlægges på Sikringen i henhold til
straffelovens § 777.
2.3 Udskrivningsprocedure
Patienter på farlighedsdekret kan kun udskrives efter at Justitsministeriet har
ophævet farlighedsdekretet.
Enhver patient, der er indlagt på Sikringsafdelingen på et farlighedsdekret, kan
begære farlighedsdekretet ophævet, når der er gået 2 måneder efter at
farlighedsdekretet blev afsagt eller efter der sidst er truffet ny afgørelse i sagen. Såvel
overlægen i afdelingen som patienten eller dennes bistandsværge/patientrådgiver kan
rejse spørgsmålet om farlighedsdekretets ophævelse.
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Når justitsministeriet (JM) får en anmodning om ophævelse af et farlighedsdekret,
udbeder JM sig en lægeerklæring fra den behandlende overlæge på Sikringen. JM
sender denne erklæring til Retslægerådet, der vurderer sagen og kommer med en
indstilling til JM. Det tager sædvanligvis 6 uger fra spørgsmålet rejses overfor JM, til
JM afgiver svar. Såfremt JM ophæver farlighedsdekretet, bør patienten straks herefter
(så hurtigt som muligt) udskrives fra Sikringsafdelingen. Patienten udskrives
sædvanligvis til en retspsykiatrisk afdeling.
Såfremt JM ikke ophæver farlighedsdekretet, kan patienten indbringe sagen for den
lokale byret. Der går sædvanligvis 1 måned, før der kan afholdes domsforhandling.
Patienten beskikkes en forsvarer. Den behandlingsansvarlige overlæge på Sikringen
skal sædvanligvis afgive forklaring ved retsmødet. Retsmødet holdes på Sikringen,
hvor patienten selvfølgelig deltager.
Patienter der har en anbringelsesdom til Sikringen kan få denne dom ændret,
sædvanligvis til en anbringelsesdom på almindeligt psykiatrisk hospital, ved at
indbringe sagen for Retten. Sagen afgøres sædvanligvis ved retten i den politikreds,
hvor patienten er dømt. Statsadvokaten vurderer foranstaltningerne 1 gang om året.
Patienter indlagt til mentalundersøgelse udskrives, når mentalundersøgelsen er
færdig med mindre der findes grundlag for, at patienten skal forblive i Sikringen.
Dette sker sædvanligvis kun, hvis det i mentalerklæringen anbefales, at patienten får
en anbringelsesdom til Sikringen.
Patienter indlagt i varetægtssurrogatanbringelse udskrives fra Sikringen, når
der ikke længere er grundlag for ophold dér.
2.4. Udgang fra Sikringen - Udgangscirkulæret
Mentalobservander og varetægtssurrogatanbragte patienter skal altid ledsages af
politiet ved udgang fra Sikringen.
Udgange for anbringelsesdømte patienter og patienter indlagt på et farlighedsdekret
reguleres af udgangscirkulæret, der sidst er revideret 25. marts 2004.
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Af dette cirkulære fremgår følgende:
Ved udgang fra Sikringen skal patienten altid ledsages af mindst 2 medarbejdere fra
Sikringsafdelingen, eller af politiet.
Overlægen ved Sikringsafdelingen kan træffe afgørelse om ambulant undersøgelse på
somatisk hospital eller klinik udenfor Sikringen.
Akut indlæggelse på somatisk hospital kan ligeledes besluttes af overlægen ved
Sikringen uden forespørgsel, men Justitsministeriet og statsadvokaten, (i hvis kreds
sagen er behandlet), skal efterfølgende underrettes om indlæggelsen. Ved planlagt
hospitalsindlæggelse skal der sendes anmodning om udgang til dette, til
Justitsministeriet.
Når overlægen på Sikringen finder det forsvarligt og tilrådeligt, at patienten kommer
på udgang til hospitalets terræn, ansøges Justitsministeriet (JM) om dette. JM
forelægger sagen for Retslægerådet (RR) og træffer herefter afgørelse i sagen. Der
går sædvanligvis 6 uger, fra en forespørgsel til JM, til Sikringen har svar.
Når den første tilladelse til udgang på hospitalets terræn er givet af JM, er det op til
overlægen at træffe beslutning om yderligere udgange til terrænet, såfremt JM ikke
udtrykkeligt har begrænset tilladelsen til én udgang.
Når overlægen på Sikringen finder det forsvarligt og tilrådeligt at søge om udgang til
byen eller til besøg andre steder, forespørges JM, der forelægger sagen for RR og
afgiver svar indenfor 6 uger. Der kan opnås generel tilladelse til udgang til Nykøbing
Sj. by og opland, når patienten har været tilstrækkelig stabil i tilstrækkelig lang tid i
forbindelse med de udgange, som JM tidligere har givet.
Det er efterhånden blevet sædvane, at RR lægger meget vægt på forløbet af udgange,
før der kan tages positiv stilling til ophævelse af farlighedsdekret. Det er således
afgørende for patienten, at det kan lade sig gøre at komme på de udgange, der
skønnes nødvendige i forbindelse med behandlingsforløbet.
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
3. Behandlingen på Sikringen
Behandlingen
Behandlingsideologien hviler på det psykodynamiske teorigrundlag. Ud fra denne teori
kan alle handlinger og oplevelser hos den enkelte person betragtes som meningsfulde
og forståelige for patienter, også selvom de har karakter af symptomer.
Behandlingen af den enkelte patient tager udgangspunkt i dennes aktuelle farlighed
og retslige foranstaltning, samt de symptomer der kendetegner netop denne patient.
Behandlingen skal hvile på så sikre diagnostiske overvejelser som muligt og
tilrettelægges i samarbejde mellem afdelingens forskellige faggrupper ved hjælp af en
helhedsorientering, behandlings- og plejeplan. I behandlings- og plejeplanen
beskrives såvel den læge- og psykolog faglige behandling som sociale indsatsområder
og de valgte behandlingsaktiviteter, der omfatter miljøterapeutiske, ergoterapeutiske,
idrætslige, og musikterapeutiske.
Behandlingsaktiviteter defineres som målrettede, faste og fagligt begrundede
aktiviteter, der skønnes at styrke patientens ressourcer og minimere symptomerne.
Den samlede behandlingsindsats diskuteres og koordineres på afsnitskonferencerne.
Alle behandlingstiltag evalueres løbende og justeres efter behov.
3.1 De enkelte faggrupper i behandlingen.
3.1.1 Den lægelige behandling
Der udarbejdes, inden for den første uge, en behandlingsplan. I en observationsfase
igangsættes sædvanligvis ikke ny medicinsk behandling, men hvis patienten allerede
er i medicinsk behandling ved indlæggelsen, ses tilstanden an på denne medicin i
starten af forløbet. For størstedelen af patienterne på Sikringen er den
medikamentelle behandling afgørende for al anden behandling.
Der arbejdes ud fra Dansk Psykiatrisk Selskabs retningslinjer for psykofarmakologisk
behandling, men det er ofte nødvendigt at anvende højere doser af lægemidlerne på
grund af patienternes farlighed og de meget massive psykotiske symptomer.
Der foretages løbende farlighedsvurderinger af den enkelte patient med henblik på at
vurdere behovet for sikkerhed omkring patienten. Vurderingerne hviler foreløbig alene
på kliniske skøn, foretaget i forbindelse med samtaler med og observation af
patienterne. Indførelse af ratingscales i forbindelse med farlighedsvurderinger
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
vurderes aktuelt. I forbindelse med ”den nye Sikkerhedsuddannelse” på Sikringen
udarbejdes der individuelle farlighedsprofiler på patienterne.
I behandlingen af de meget svært psykotiske patienter, der ofte er kaotiske når de
indlægges på Sikringen, har man i årevis arbejdet med minimering af stimuli, specielt
i starten af indlæggelsesforløbet. Efterhånden lægges flere stimuli på, når det
vurderes at patienten kan magte dette. I forbindelse med dette bruges skærmning på
stuen. Det er overlægen, der løbende har ansvaret for at vurdere behovet for
skærmning på stuen bag låst dør, som der er hjemlet mulighed for i psykiatriloven.
Som led i nogle patienters psykiske sygdom ses en manglende evne til at kende egne
og andres grænser. For at hjælpe disse patienter til at kunne være i og profitere af
sociale relationer kan det, i forbindelse med grænsesætning, være nødvendigt at
anvende skærmning på egen stue. Det er overlægens ansvar løbende at vurdere og
anvende brugen af dette middel i behandlingen.
Behandlingsplanen justeres løbende i forbindelse med afsnitskonferencer og i
samarbejdet med plejepersonalet samt de øvrige behandlere. Det vurderes, hvorvidt
den enkelte patient kan profitere af flere eller andre behandlingsaktiviteter, således at
der sammensættes et ugeskema for patienten ud fra en vurdering af de
behandlingsmæssige aspekter i de enkelte aktiviteter set i forhold til pågældende
patients samlede symptomatologi.
Patienterne er meget forskellige. Nogle har et stort behov for og gavn af
lægesamtaler/faste ugentlige kontakter, mens andre er så psykotiske, at de ikke
magter ret meget samtale, men derimod har brug for ro og - til tider - store doser
medicin.
3.1.2 Plejepersonalet og miljøterapi i behandlingen
Plejegruppen består af enkelte sygeplejersker, plejere, social- og sundhedsassistenter
og socialpædagoger samt psykiatri medarbejdere, og mandlige fængselsbetjente, og
falckreddere.
Den retspsykiatriske pleje tager udgangspunkt i et helhedssyn på patienterne. Plejen
bygger på respekt for det enkelte menneskes værdi og foregår i videst muligt omfang
i samarbejde med patienten. Plejen bygger på en etisk og moralsk forpligtelse over for
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
patienten og kræver et særligt ansvar i forbindelse med grænsesætning og
magtudøvelse.
Målene i den retspsykiatriske pleje er følgende, at styrke patientens jeg funktioner,
således at patienten:
kan forvalte sine aggressive følelser bedre og derved forhindre impulsgennembrud.
får bedret selvtilliden og kontakten til andre mennesker.
oplever en øget indre balance og livskvalitet
bedre bliver i stand til at mestre hverdagens udfordringer
bedre bliver i stand til at varetage sine basale fysiske behov
Miljøterapien foregår ved, gennem en målrettet proces at bruge dagligdagens
samvær, handlinger og erfaringer til at:
øge patientens impulskontrol over for aggressivitet og vold
opnå en bedre praktisk og social funktionsmåde
styrke patientens selvværd
Miljøterapien tilrettelægges individuelt for den enkelte patient under hensyntagen til
patientens psykiatriske problematik og sikkerheden i afdelingen.
Miljøaktiviteter er behandlingsaktiviteter, der er faste, faglig begrundet og målrettede,
og som skønnes at støtte patientens ressourcer og minimere symptomerne.
I miljøterapien på Sikringen spiller de fysiske rammer og brugen af disse en stor rolle.
Med de fysiske rammer menes afdelingens indretning med enestuer og fællesrum med
mulighed for skærmning og doseret fællesskab.
Arbejdet med patienterne bygger på de strukturerede rammer i afdelingen og omkring
patienterne. For at imødekomme patientens indre kaos og psykotiske verden er det
vigtigt, at dagligdagen er præget af struktur og forudsigelighed. Dette kommer til
udtryk i afdelingens døgnrytme, ugeplanen for den enkelte patient og afdelingen,
samt i de individuelt udarbejdede plejeplaner. Der tilstræbes en så normal døgnrytme
som muligt, det vil sige, at dagtimerne planlægges med behandlingsaktiviteter, mens
der i eftermiddags- og aftentimerne er tilbud om hobby og fritidsaktiviteter efterfulgt
af 8 timers nattesøvn.
Der arbejdes målrettet med at
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
miljøet skal kunne reducere patienternes angst og kaos samt genopbygge
patienternes tillid og tryghed i forhold til andre mennesker
miljøet skal give plads til, at nogle patienter kræver meget få stimuli og har behov
for megen hjælp og støtte
miljøet skal sikre udviklingen indenfor forskellige områder, når patientens tilstand
er stabiliseret
miljøet skal give plads til patienternes psykotiske verden, samt tilstand og
eventuelle regression i udviklingen
miljøet skal være trygt, forudsigeligt, varmt, grænsesættende og rummende
miljøet skal fremme patienternes evne til at udskyde behovstilfredsstillelse og
beherske impulsgennembrud
Miljøterapien er i sig selv jeg-støttende/jeg-styrkende og udgør en base for pleje og
behandling. Miljøet er terapeutisk, når det bruges målrettet, og det har en gavnlig
effekt på patienten.
3.1.3 Aktivitetsmedarbejdere
Aktivitetsmedarbejdere anvendes i Sikringsafsnittene m.h.p. at sikre, at aktiviteterne
bliver udført.
Til hvert afsnit er der knyttet 3 aktivitetsmedarbejdere. Hvilket gør det muligt at
opfylde kvalitetsmålet om at alle patienter, der har tilladelse til udgang udenfor
Sikringen, skal på ledsaget udgang mindst 1 gang om ugen. Aktivitetsmedarbejderne
står endvidere for af særlige arrangementer i afdelingen, og de dækker sikkerhed i
forbindelse med udførelse af musikterapeutiske aktiviteter. Retspsykiatrisk afdeling
har en båd, som anvendes til rekreative formål for patienterne blandt andet til
fisketure.
3.1.4 Sikkerhedsmedarbejdere
Igennem de sidste ca. 2 år har der været ansat sikkerhedsmedarbejdere på Sikringen.
Sikkerhedsmedarbejderne er ikke sundhedsuddannede. De arbejder udfra en
funktionsbeskrivelse, hvoraf det fremgår at sikkerhedsmedarbejderne udelukkende
har en assisterende funktion i forhold til de uddannede personale i forhold til
varetagelse af sikkerheden i afdelingen. Derudover har sikkerhedsmedarbejderne
nogle servicefunktioner.
Sikkerhedsmedarbejderne er rekrutterede gennem et stort velrenommeret
sikkerhedsfirma.
Baggrunden for at anvende sikkerhedsmedarbejdere er behovet for mænd til dækning
af sikkerhed i afdelingen. Kvinder kan dog også dække sikkerhed, men det er ikke
mange kvinder der har den fornødne fysiske styrke til dette i lyset af at Sikringen
rummer de mest farlige sindssyge i Danmark.
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
I rekrutteringen af sikkerhedsmedarbejderne er der lagt vægt på at de mænd der
ansættes i stillingerne skal være modne, rolige og tillidsskabende. Der er således lagt
vægt på at undgå ”dørmandstypen”.
Der er en sikkerhedsmedarbejder i hvert afsnit døgnet igennem året igennem.
3.1.5. Psykologer.
På retspsykiatrisk afdeling er der ansat 3,5 psykolog. Psykologernes opgaver omfatter
1) psykologisk testning
2) personalesupervision
3) korte kriseterapeutiske forløb, debriefring og defusing i forbindelse med episoder i
afdelingen.
4) terapeutiske samtaler med patienterne.
3.1.6 Den ergoterapeutiske behandlingsindsats
På Sikringen er der ansat 1 ergoterapeut til hvert afsnit med 10 patienter, i alt 3
ergoterapeuter på Sikringen.
Ergoterapeuterne undersøger og forsøger at afhjælpe de problemer, patienterne har i
dagligdagen. Det drejer sig sædvanligvis om problemer i forbindelse med udførelsen
af almindelige dagligdags aktiviteter. Det kan være problemer med at strukturere og
udføre almindelige gøremål i dagligdagen.
Ergoterapeuternes behandling består af træning gennem meningsfulde aktiviteter,
hvor der trænes funktioner eller færdigheder, som patienten ikke behersker.
Alternativet er at finde kompenserende tiltag som letter dagligdagen for patienten.
Det er væsentligt at forsøge at finde patientens motivation.
Ergoterapeuterne arbejder ud fra Leontjevs virksomhedsteori, som er en
udviklingspsykologisk teori, der beskriver menneskes udvikling gennem meningsfulde
aktiviteter kaldet virksomhed. Ergoterapeuterne refererer endvidere i deres arbejde til
MOHO (model of human occupation), en model der beskriver, hvordan mennesker
vælger at strukturere og udføre aktiviteter.
For at få et godt indtryk af patienten med henblik på hurtigt at kunne iværksætte
målrettede behandlingsaktiviteter foretager ergoterapeuterne AMPS testen, som giver
et godt indtryk af, hvor patienten har sine svagheder og styrke. Efter denne test er
grundlaget lagt til at planlægge på hvilke områder, der bør sættes ind ved træning.
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Der anvendes således flere ergoterapeutiske test til at afdække patienternes
problemområder med henblik på at iværksætte en målrettet trænings- eller
behandlingsindsats.
Et andet væsentligt arbejdsområde for ergoterapeuterne er sanseintegration.
Der arbejdes ud fra Jean Ayres sanseintegrationsteori. Efter denne er målene med
sanseintegration at få hjernen til at modnes, så personen bliver i stand til at udnytte
de fysiske og psykiske muligheder bedre. Mange af de problemer, de svært psykisk
syge patienter har, menes ifølge denne teori bl.a. at stamme fra en manglende
modning af hjernen.
Ergoterapeuterne arbejder derfor på at give den enkelte patient sanseindtryk på en
sådan måde, at patienten får netop de stimuli, som pågældende patient har behov
for, således at disse kan integreres i patienten. I henhold til den nævnte teori kan
netop sansestimuli og sanseintegration på den rigtige måde få patienten til at ændre
adfærd, så der opnås en mere hensigtsmæssig reaktion på omgivelsernes krav.
Sanseintegration kan også forbedre patientens indlæringsevne.
I praksis mener man ud fra teorien, at sansebearbejdning ved stimulation af de 3
primære sanser: led- og muskelsansen, berøringssansen og ligevægtsansen, eks. ved
kugledyne og hængekøje, kan virke beroligende og dæmpende på udadreagerende
adfærd hos aggressive patienter, mens de samme stimuli kan virke stimulerende på
inaktive patienter.
3.1.7 Idræt i behandlingen
Hensigten med idrætslige behandlingsaktiviteter er, at patienterne får trænet og brugt
deres krop under indlæggelsen, så deres fysiske funktioner vedligeholdes, samtidig
med at de får en bedre kropsfornemmelse. Desuden er det hensigten, at patienterne
bliver aktive og får fastholdt og/eller udbygget deres evne til social omgang med
andre enten på tomandshånd eller i gruppe i en ligeværdig og medmenneskelig
atmosfære, samtidig med at patienterne får mulighed for at få afløb for psykiske
spændingstilstande i passende rammer gennem idrætstilbud, der er så lig
idrætstilbuddene i samfundet som muligt.
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Idrætsaktiviteterne tilbydes på lige fod med andre behandlingstiltag, og beslutning om
deltagelse træffes på en afsnitskonference, hvor den enkelte patients psykiske
problematik og ressourcer bliver vurderet.
Det er herefter idrætslærernes ansvar at etablere en kontakt til den enkelte patient
for at identificere patientens behov og vurdere dennes ressource ud fra et
idrætsmæssigt synspunkt. Motivationen er afgørende, da patienten igennem
idrætsaktiviteten skal lokkes til at overskride psykosens ofte meget indsnævrende
grænser og vove sig ud i et større rum og dermed bort fra isolationen. Her er det
vigtigt ved idrætstilbud at skabe et miljø, hvor kravene og udfordringen ikke
overstiger den enkeltes formåen og samtidig er trygt og forudsigeligt. Ud fra dette
igangsættes idrætsaktiviteten i samråd med patienten, og aktiviteten evalueres
løbende i et samarbejde mellem patienten, kontaktpersoner, behandlingspersonale og
idrætslærerne.
Idrætten anvendes målrettet i forbindelse med træning af de symptomer den enkelte
patient har. Idrætsaktiviteterne indgår således på lige fod med andre aktiviteter i
patienternes ugeskema ud fra en samlet vurdering af behovet for træning af den
enkelte patients problemområder.
3.1.8 Musikterapi
Indenfor de sidste 10 år har der været individuel musikterapi og i perioder
samspilsgruppe på Sikringen. Patienternes aggressive følelser, en gammel sorg og
andre psykologiske konfliktområder kommer tydeligt frem i forbindelse med
musikterapien.
Specielt patienter der har svært ved at verbalisere kan bruge det musikterapeutiske
tilbud.
3.1.9 Socialrådgiverindsatsen
Til Sikringen er der knyttet en socialrådgiver. Umiddelbart er behovet for
socialrådgiver knyttet til patienternes økonomiske situation, - at sikre økonomi til
patienternes daglige fornødenheder. Herudover udarbejder socialrådgiveren de sociale
anamneser i forbindelse mentalobservations-erklæringerne.
Imidlertid er der også andre store udfordringer for socialrådgiveren. De mange
patienter med anden etnisk baggrund end dansk, asylansøgere og udenlandske
patienter med ophold i udlandet, der er sigtet i en sag og hentet til Danmark, kræver
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
ofte et stort udredningsarbejde for at patienten kan få de daglige fornødenheder
dækket.
Herudover har socialrådgiveren opgaver i forhold til kontakt med pårørende og
eksterne samarbejdspartnere både under indlæggelsen og i forbindelse med
udslusning fra Sikringen.
3.1.10 Sekretariatsfunktionen
Der er knyttet ca. 9 fuldtids sekretærstillinger til Retspsykiatrisk Afdeling.
Udover journalskrivning og korrespondancer vedrørende patienterne foretager
sekretærerne et omfattende registreringsarbejde, der omfatter
registrering af al post i et journaliseringssystem
registrering af oplysninger i patientregistreringssystemet gennem hele
indlæggelsesforløbet
udfærdiger statistik
I forbindelse med mentalundersøgelser gennemgår sekretærerne de fremsendte
sagsakter og fremskaffer, hvad der yderligere er behov for.
Sekretærerne har megen kontakt med de eksterne samarbejdspartnere,
justitsministeriet, politi, advokater, bistandsværger og patientrådgivere.
Der er et omfattende sekretærarbejde forbundet med behandling af retslige patienter.
Afdelingsledelsen har en sekretær og der er koordinerende lægesekretær, der
koordinerer lægesekretærernes arbejde.
Der er knyttet 1 sekretær til hvert afsnit, medens de øvrige sekretærer har deres
hovedfunktion indenfor mere administrativt prægede opgaver.
4. Indsatsområder
Sikringen er en gammel institution fra 1918, hvor personalet i afdelingen igennem
tiden har måttet gennemgå en stor faglig udvikling. De første mange år af Sikringens
eksistens havde det ansatte plejepersonale som hovedopgave at foretage bevogtning
af patienterne. Den meget lille plejepersonalenormering og de meget farlige patienter
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
samt manglende muligheder for medicinsk behandling og for at beskæftige
patienterne i afdelingen levnede ikke mange muligheder for at indgå i behandlingen.
På trods af udviklingen indenfor psykofarmakologien er det fortsat afgørende, at
sikkerheden i afdelingen højprioriteres for at undgå skader på patienter og personale.
I takt med at patienterne er mere og mere ude i afsnittet og på udgange fra Sikringen
for at blive behandlet, aktiveret, stimuleret og afprøvet i andre rammer før anbefaling
og udslusning fra Sikringen, skal der nu være en hel anden sikkerhed i afsnittene og
omkring patienterne, end det var tilfældet for bare 20 år siden, hvor de fleste
patienter var på deres værelse det meste af døgnet.
Igennem de sidste 20 år er der også sket en stor udvikling i de behandlingstiltag, der
er omkring patienterne. Tidligere var behandlingen stort set alene centreret omkring
den lægelige indsats omfattende samtaler og medicinsk behandling.
De mange nye tiltag i behandlingen, beskrevet tidligere for de enkelte faggrupper, har
stillet store krav til udviklingen af den samlede plejepersonalegruppe, der har skullet
omstille sig.
4.1 Personaleudvikling
For godt 13 år siden påbegyndte Sikringsafdelingen udviklingen af en modulopbygget
retspsykiatrisk efteruddannelse til plejepersonalet. Uddannelsen er videreudviklet og
har været anvendt igennem 10 år.
Uddannelsen kører nu en gang om året med deltagelse af plejepersonale fra landets
retspsykiatriske afdelinger.
I januar 2008 startede det første hold på den ny sikkerhedsuddannelse bestående af 4
moduler, i alt 15 dage.
Sikkerhedsuddannelsen består af undervisning omfattende konflikthåndtering og
psykofysisk træning.
Der arbejdes med udvikling af en farlighedsprofil for en enkelt patient, som
medarbejderne selv vælger for det afsnit, hvor de arbejder til daglig.
Farlighedsprofilen uddybes fra modul til modul, afprøvning af indholdet i mellem
kursusdagene.
I løbet af 2008 havde 48 mænd på Sikringen gennemgået den ny
sikkerhedsuddannelse. I 2009 er der afholdt kurser for de kvindelige medarbejdere
som gennemfører 2 ud af de 4 moduler, som mændene der dækker sikkerhed skal
igennem.
Som opfølgning på sikkerhedsuddannelserne skal medarbejderne deltage i
opfølgningskurser 4 gange halvårligt. Der er mulighed for regelmæssig opfølgning 1
gang hver anden uge året igennem.
I 2009 er gennemført 1. hold af en ny relationsuddannelse, der giver over 4 moduler
med refleksionsgrupper mellem modulerne. Forløbet afsluttes med eksamen. Det
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
forventes, at afdelingen afholder endnu en relationsuddannelse startende efteråret
2010. Relationsuddannelsen retter sig mod de medarbejdere, der fungerer eller
forventes at skulle fungere som primær kontaktpersoner.
4.2 Forskning
Den udvikling der sker på Sikringen, hvad angår sammensætning af patientgruppen,
indlæggelsestider, retslige foranstaltninger m.m. er bestemt ikke uvæsentlig i
forbindelse med samfundsudviklingen og etablering af de nødvendige tilbud til
retspsykiatriske patienter.
Det er vort mål, med tiden, at alle faggrupper på Sikringen indgår i
forskningsprojekter.
2 af sikringens medarbejdere har gennemgået Diplomuddannelse i kriminologi og
yderligere 2 medarbejdere er påbegyndt dette 2. uddannelsesforløb i august 2009.
4.3 Ekstern undervisning
Den ledende overlæge deltager i undervisningen af kommende speciallæger i
psykiatri, på U-kursus, omkring Sikringen. Der har været tradition for, at kommende
psykiatriske speciallæger under deres kursusstilling besøgte Sikringen og fik
uddybende undervisning omkring de særlige forhold her. Det er aktuelt ikke alle
undervisningsafdelinger, der besøger Sikringen, men tilbuddet er der.
Kommende psykiatere i hoveduddannelsesforløb, ansat i Region Sjælland, har et
fokuseret ophold i Retspsykiatrisk Afdeling. Opholdet er på 2 måneder, 2 dage om
ugen.
Efter anmodning bidrager medarbejdere fra Sikringsafdelingen, i det omfang det kan
lade sig gøre, med undervisningsoplæg for andre retspsykiatriske afdelinger og også i
nogle tilfælde inden for almenpsykiatrien.
4.4 Besøg fra ind- og udland
På grund af Sikringens særlige arbejdsfelt og specielle patientgruppe modtager
Sikringen mange besøg fra såvel ind- som udland. Der har således indenfor de sidste
par år været besøg fra Polen, Litauen og Letland (psykiatere, psykologer og jurister),
fra USA (en hospitals direktør, der var i landet for at tale på Amnesty International
årsmøde) og fra Island (en psykolog, der var i landet i undervisningsmæssig
sammenhæng), samt fra Australien, (en direktør for retspsykiatrien, der er under
omorganisering i Sydney).
Herudover modtager Sikringen mange anmodninger om besøg fra psykiatriske
afdelinger, kriminalforsorgens institutioner, jurastuderende og andre. I det omfang
det kan lade sig gøre modtager Sikringen mindst 1 besøg månedligt. Ved dette besøg
afholdes 2-6 timers undervisning, hvor bl.a. vores egen video om Sikringen fra
efteråret 2000 vises og der foretages en rundvisning på Sikringen.
5. Afslutning
Vi håber her at have givet et indtryk af en afdeling, der er i udvikling.
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Vi finder, at der er et stort behov for fortsat udvikling og udbygning af Sikringen, som
en specialafdeling med landsfunktion for de farligste sindssyge patienter i landet.
De særlige kompetencer der gennem årene er opbygget på Sikringen specielt med
henblik på at varetage den nødvendige sikkerhed og grænsesættende behandling af
patienterne mener vi er noget ganske særligt, som ikke umiddelbart kan overføres til
andre afdelinger.
Den meget målrettede brug af aktiviteter i behandlingen og den kvalitetssikring vi er i
færd med at udbygge omkring disse, mener vi er medvirkende til at mindske de
negative symptomer ved skizofrenien, samtidig med at patienterne får en bedre
livskvalitet.
Det kræver en meget stor tålmodighed, at arbejde med landets mest syge og farlige
patienter, men på Sikringen, hvorfra patienterne ikke kan udskrives før de har fået
det tilstrækkelig godt, er der den fornødne tid og ro til at arbejdet kan gøres på en
tilfredsstillende måde.
Og stor er glæden når det bliver synligt for enhver at patienten faktisk har fået det
meget bedre.
4.1 SIKRINGSAFDELINGEN I DANMARK

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.1.1 Husorden Sikringsafdelingen Nykøbing Sjælland
Rygning - Er kun tilladt på egen stue eller i gården. Ved misbrug adm. personalet cigaretter og lighter. Du
må ikke ryge i sengen. Du må kun have én lighter, som udleveres af personalet. Ny lighter udleveres mod
aflevering af den brugte. Ved misbrug inddrages lighteren.
Måltider - Indtages i spisestuen. Døraflåste patienter spiser på egen stue. Vil du ikke spise med, skal du
være på din stue. Patienterne skal vente i dagligstuen, indtil hovmesteren siger: ”Værsgo’”. Hovmester-
funktionen er en del af træningen og varetages på skift af de patienter, som er så langt i behandlingen, at
de kan drage nytte af det. Hovmesteren rengør køleskabet i spisestuen søndag aften. Hvis ovenstående ikke
overholdes må det vurderes, om patienten er for dårlig til at spise med/varetage hovmesterfunktionen.
Fællesrum - I dagligstuen har DR1 og TV2 1. prioritet. Lydniveauet må ikke være generende for andre. Alle
har pligt til at rydde op efter sig og fællesskab foregår i dagligstuen.
Ingen snak om religion, kriminalitet, sex og sygdom i fællesrum. Hvis dette ikke overholdes, henvises man til
egen stue.
Påklædning - I fællesskab skal man være sømmeligt klædt. Som minimum T-shirt med ærmer og knælange
bukser/shorts, sandaler eller tøfler. Når man færdes indendøre er det ikke tilladt at bære hætte, kasket,
hue eller solbriller. Overholdes det ikke, bliver man bedt om at overholde reglerne og hvis dette stadig ikke
efterleves - kan man ikke være i fællesskabet.
Bad, tøjvask og rengøring - Der er daglig badetid mellem kl. 07.30- 21.30. Vaskemaskine og tørretumbler
kan benyttes til kl. 21. Rengøring på egen stue foregår i dagvagten. Værelset holdes ryddeligt og
patienterne skal selv rengøre stuen én gang om ugen evt. med hjælp af personalet. Hvis reglerne ikke
overholdes vurderes det, hvad grunden for dette er, og om der er behov for reduktion af effekter på stuen.
Værelses indretning - Der må kun møbleres om på stuen efter aftale med personalet. Dørspionen må ikke
dækkes til. Der findes en standardindretning af stuen, samt en liste over tilladte effekter. Yderligere
effekter skal af sikkerhedsgrunde godkendes af kontaktpersoner og arbejdsmiljøgruppen. Patienter må ikke
besøge hinanden på stuerne, eller stå og tale sammen i døren. Ved overtrædelse får man en tilrettevisning.
4.1.1 Husorden Sikringsafdelingen Nykøbing Sjælland

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Telefonsamtaler - Patienter med telefonkontrol, kan kun foretage opkald til offentlige myndigheder. Øvrige
patienter kan foretage ét opkald i dagvagten og ét i aftenvagten, som patienten selv betaler. Samtalen må
ikke overstige 10 min. Hvis der ikke opnås forbindelse ved første opkald, kan der tildeles ét ekstra opkald.
Herefter kan patienten ikke foretage flere opkald i denne vagt. Hvis patienten ikke har penge på sin konto,
kan der ikke foretages opkald. Opkald til advokat, patientrådgiver eller bistandsværge er gratis. Der kan
modtages opkald uden begrænsning, dog under hensyntagen til de andre patienter. Ved misbrug kan
ordningen indskærpes/ inddrages. Ligeledes kan der ske begrænsning i opkald af behandlingsmæssige
grunde.
Besøg til patienterne - Besøgende skal melde deres besøg i afd. pr. telefon senest dagen før. Besøg kan
modtages mellem kl. 14 og 21 på hverdage og fra kl. 10 og 21 i weekender og helligdage. Dispensation fra
tidspunkterne aftales med personalet. Der kan højest være 4 besøgende ad gangen. Det er forbudt at
medbringe, våben, spidse eller skarpe genstande samt medicin, euforiserende stoffer og alkohol.
Overtrædelse af overstå- ende regler kan medføre besøgsrestriktioner. Den 24.12 og 31.12. kan der ikke
være besøg efter kl. 17.
Post - Indgående pakker og post bliver åbnet af personalet sammen med patienten. Dette gælder ikke post
fra offentlig myndighed. Modsætter patienten sig dette, kan pakken/brevet ikke udleveres.
Indkøb
- Indkøb foregår aktuelt i Superbest i Rørvig. Købmandsseddel udfyldes af patienterne ved morgenmødet
tirsdag morgen, evt. med hjælp af personalet. Varerne bliver leveret torsdag.
Der henvises i øvrigt til afdelingens indkøbsregler. Alle større indkøb skal du snakke med din kontaktperson
om forud for bestillingen. Såfremt patienten ikke har penge på patient- kontoen, kan der ikke foretages
indkøb.
Stueeftersyn - Ved begrundet mistanke om besiddelse af ulovlige effekter, må du forvente at blive visiteret.
Herudover vil der blive foretaget stueeftersyn af 2 medarbejdere og så vidt muligt i overværelse af dig.
Morgenmøde/mad - Patienterne spiser ca. kl. 8. Medmindre der er specielle aftaler med kontaktperso- nen,
deltager alle ikke døraflåste patienter. Ved morgenmødet orienteres om dagens aktiviteter. Patien- terne
kan fremkomme med ønsker til bestilling af købmandsvarer, grillmad samt hævning af penge. Ved
manglende fremmøde til morgenmødet, kan der ikke bestilles grillmad eller købmandsvarer.
Ejendele - Det er ikke tilladt at forære, købe, sælge, låne eller bytte ting med andre patienter. Du må max.
have kr. 100,- på dig.
Sikringsafdelingen, P1, P2 og P3
4.1.1 Husorden Sikringsafdelingen Nykøbing Sjælland

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Bag aflåst dør - Alle patienter er bag aflåst dør på egen stue fra kl. 22.30- 07.30, samt kl. 13.00-13.30 på
hverdage, samt under den ugentlige konference fra kl. 09.15-10.45.
Gårdture - Der er fælles gårdture 2 gange i dagvagten og 2 gange i aftenvagten. Det er muligt at gå i gården
alene efter aftale med personalet, dog ikke efter kl. 22. Patienter med fast gårdtur har 1. prioritet.
Musik, TV og IT - Brug af radio, TV, samt musikinstrumenter på stuen må ikke være til gene for de øvrige i
afsnittet. MP3, diskmann eller IPOD må ikke benyttes ude i afsnittet, men gerne alene på gårdtur. Hvis disse
regler overtrædes, kan lydkilden inddrages for en periode.
Der må ikke bruges egen computer på afdelingen, men kan lånes af afdelingen. Der må ikke foretages foto-
eller lydoptagelse i afsnittet. Hvis dette sker slettes optagelsen.
4.1.1 Husorden Sikringsafdelingen Nykøbing Sjælland

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.1.2 Fordelingen af antal patienter på Sikringen i Nykøbing Sjælland.
I skrivende stund er der 19 patienter på ”Farlighedsdekret” (se efterfølgende artikel fra Folketingets
Retsudvalg, som den 15. maj 2000 stillede ministeren spørgsmål om dette emne på foranledning af
Kredsformanden for Sind i København).
Der er to patienter i varetægtssurrogatanbringelse (dvs., at de er anbragt alternativt til en almindelig
varetægtsfængsling). Hvis betingelserne for en varetægtsfængsling er opfyldt, men mindre indgribende
foranstaltninger er tilstrækkelige, kan retten med sigtedes samtykke bestemme, at sigtede i stedet for
varetægtsfængsling skal undergives tilsyn, tage ophold i eget hjem eller institution, undergive sig
behandling (fx psykiatrisk behandling) eller deponere sit pas.
Sikkerhedsstillelse kan efter retsplejeloven anvendes som surrogat, men bruges i praksis meget sjældent.
Varetægtssurrogat anvendes navnlig over for personer under 18 år, der så vist muligt anbringes i en social
institution i stedet for i et fængsel ).
Der er anbragt en patient til mentalundersøgelse.
Herudover er der 8 patienter, der er anbragt med dom til anbringelse på Sikringsanstalten
(via Landsretten)
Den gennemsnitlige anbringelse på Sikringsanstalten er 6, 15 år, men de fleste er under 3 år på Sikringen.
Der er udarbejdet en plan for en ny Sikringsanstalt, som ikke skal ligge i Nykøbing Sjælland, men et andet
sted på Sjælland (muligvis Ringsted eller Slagelse). Den forventes at kunne tages i brug i 2015 el senere.
For øjeblikket er der tilknyttet 8 bistandsværger og 10 patientrådgivere til Sikringsanstalten.
4.1.2 Fordelingen af antal patienter på Sikringen i Nykøbing Sjælland.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.1.3 Farlighedsdekret
fra Folketingets Retsudvalg
Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 15. maj 2000 fra Sind, København Kredsen, jf.
bilag 36.
Svar:
I henvendelsen af 15. maj 2000 fra kredsformanden, Sind, Københavns Kredsen, anføres det, at
det forekommer uforståeligt, at man ikke når der er tale om en psykisk syg person kan idømme en
tidsbestemt foranstaltning svarende til varigheden af den straf, der ville være idømt, hvis den
pågældende ikke var omfattet af straffelovens § 16.
Foranstaltninger over for sindssyge i anledning af en kriminel handling bør således efter
formandens opfattelse ophøre efter et bestemt tidsrum på samme måde, som når en person med
en sædvanlig tidsbestemt straf har udstået straffuldbyrdelsen.
Den problemstilling, som formanden rejser, har Justitsministeriet tidligere haft lejlighed til at
kommentere. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til pkt. 10 i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget og til besvarelsen af 14. januar 2000 på spørgsmål nr. l, som blev stillet af
Retsudvalget i anledning af en tidligere henvendelse fra formanden.
Som det fremgår heraf, er grundtanken bag de gældende regler om foranstaltninger over for
psykisk afvigende lovovertrædere, at de bør frifindes for straf, da det ville være forkert at give
udtryk for den bebrejdelse fra samfundets side i anledning af en kriminel adfærd, der ligger i en
dom til straf.
På den anden side har samfundet en legitim interesse i og efter omstændighederne også pligt
til fremadrettet at sætte ind med foranstaltninger, der kan modvirke, at en psykisk afvigende
lovovertræder fortsætter sin kriminelle løbebane og således efter omstændighederne kan være til
fare for f.eks. andre borgeres liv og legeme.
Om der skal reageres med foranstaltninger over for en person, som hører til personkredsen i
straffelovens § 16, beror derfor ikke på pønale (dvs. strafmæssige) overvejelser, men på en
konkret vurdering af, om der i det enkelte tilfælde kan peges på foranstaltninger, som findes
formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. straffelovens § 68, l. pkt.
4.1.3 Farlighedsdekret

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kan der peges på sådanne foranstaltninger, medfører straffelovens § 68, 2. pkt., at retten er
bundet til at idømme den mindst indgribende foranstaltning i den kortest mulige tid med henblik
på at forebygge yderligere lovovertrædelser.
Når foranstaltninger som nævnt består i behandling og ikke i straf, giver det ikke mening allerede
ved dommen at fastsætte, hvornår behandlingen skal være tilendebragt, eller at foranstaltningen
kun må opretholdes i et bestemt tidsrum svarende til sædvanlig frihedsstraf og uden mulighed for
forlængelse.
Lovforslaget ændrer ikke ved det principielle udgangspunkt, at personer, der på
gerningstidspunktet var utilregnelige bl. a. som følge af sindssygdom, som hovedregel ikke
straffes. Derimod indebærer lovforslaget bl.a. gennem en øget domstolskontrol en skærpet
opmærksomhed mod, at foranstaltninger efter straffelovens § 68, 2. pkt., til enhver tid kun
anvendes over for personer, hvor det er nødvendigt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, i
den mindst indgribende form og for det kortest mulige tidsrum.
Efter psykiatrilovens § 40 kan justitsministeren i ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende
foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, bestemme, at en person, der avisen
er sindssyg, og som vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende
fare, skal anbringes i sikringsafdelingen, som er knyttet til amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.
Afgørelsen træffes i form af et såkaldt farlighedsdekret.
Farlighedsdekretet er således en foranstaltning, der er nødvendig for at forhindre, at den
pågældende volder skade på andre, og foranstaltningen har ikke karakter af en straf.
Afsigelsen af et farlighedsdekret kommer normalt kun på tale for personer, der allerede befinder
sig på en psykiatrisk afdeling, og i praksis vil initiativet til afsigelse af et farlighedsdekret derfor
komme fra overlægen på den pågældende afdeling. Denne vil sammen med indstillingen om
afsigelse af et farlighedsdekret sende en erklæring til Justitsministeriet med en udførlig
redegørelse om bl.a. patientens sygdom, behandling og udvist farlighed.
Justitsministeriet indhenter herefter en udtalelse fra Retslægerådet. Retslægerådets udtalelse
indgår sammen med erklæringen fra overlægen i ministeriets afgørelsesgrundlag.
Afsiger Justitsministeriet et farlighedsdekret, skal Justitsministeriet inden 5 søgnedage indbringe
sagen for byretten med henblik på efterprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed, jf. herved
4.1.3 Farlighedsdekret

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
psykiatrilovens § 40, stk. 2. Domstolsprøvelsen er obligatorisk og skal således ske, uanset om
patienten fremsætter anmodning herom. Byrettens afgørelse kan indbringes for landsretten.
Hvis retten godkender farlighedsdekretet, er det Justitsministeriet, der har kompetencen til
administrativt at ophæve dekretet, jf. psykiatrilovens § 41, stk. l. Inden Justitsministeriet træffer
afgørelse om ophævelse af farlighedsdekretet, indhenter ministeriet en udtalelse fra
Retslægerådet.
Justitsministeriets afslag på ophævelse af et farlighedsdekret kan efter psykiatrilovens § 41
indbringes for retten.
Et farlighedsdekret indebærer således i princippet en tidsubestemt anbringelse på
sikringsafdelingen. Personalet på sikringsafdelingen er imidlertid gennem den daglige kontakt
meget opmærksom på, om der er grundlag for at ophæve et farlighedsdekret, således at indgrebet
ikke udstrækkes længere end nødvendigt.
Tilladelse til udgang for en person, der i henhold til et farlighedsdekret er anbragt på
sikringsafdelingen, gives af Justitsministeriet. Afgørelsen træffes på baggrund af de oplysninger om
patientens tilstand, som gives af sikingsafdelingen.
Inden der første gang gives tilladelse til udgang for en patient, indhentes der desuden en udtalelse
fra Retslægerådet.
Til orientering kan det oplyses, at Justitsministeriet for tiden overvejer, om kompetencen til at give
udgangstilladelse i et vist omfang bør overføres til overlægen ved sikringsafdelingen.
4.1.3 Farlighedsdekret

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.2 § 71-tilsynets arbejde og sagsområde
§ 71-tilsynets arbejde og sagsområde
Folketinget har et tilsyn, der fører tilsyn med behandlingen af bl.a. tvangsindlagte psykiatriske patienter,
demente der bliver tilbageholdt på et plejehjem og tvangsanbragte børn. De kaldes under et for
administrativt frihedsberøvede.
Opgaven følger af grundloven, hvor der står, at behandlingen af administrativt frihedsberøvede personer
undergives et af Folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette
henvendelse. Tilsynet kaldes i daglig tale for § 71-tilsynet eftersom opgaven står i grundlovens § 71.
Tilsynet består af 9 medlemmer.
§ 71-tilsynets arbejde
På sine møder behandler tilsynet en række generelle og konkrete sager.
Tilsynet modtager et meget stort antal henvendelser fra og om enkeltpersoner, som administrativt er
berøvet deres frihed. En del af henvendelserne vedrører spørgsmål, som ligger uden for tilsynets
kompetence, herunder spørgsmål om lovligheden af selve frihedsberøvelsen. Tilsynet vejleder i disse
tilfælde i videst muligt omfang om klagemuligheder m.v.
Er der tale om spørgsmål, som ligger inden for tilsynets kompetence, henviser eller videresender tilsynet i
visse tilfælde sagen til de administrative klage- og tilsynsmyndigheder på området. I andre tilfælde
behandler tilsynet sagen, hvilket bl.a. kan give anledning til, at der stilles spørgsmål til ministeren,
amtskommunen eller institutionen. Tilsynet vil herefter på baggrund af de modtagne svar typisk fremsætte
sin vurdering af sagen.
Tilsynsbesøg
Tilsynets behandling af en sag kan også give anledning til, at institutionen får besøg af tilsynet. Tilsynet
aflægger således både uanmeldte og anmeldte besøg på institutioner, der modtager administrativt
frihedsberøvede. Det er dog ikke alle besøg, som er affødt af tilsynets behandling af en konkret sag. Som
opfølgning på hvert tilsynsbesøg offentliggør tilsynet en rapport, der bl.a. indeholder tilsynets vurdering.
Møder med organisationer
Udover de ordinære møder holder tilsynet også møder med Folketingets Ombudsmand, foreninger m.v.
Foreningerne kan være med til at belyse, hvad der set fra henholdsvis de psykisk syge, børnene, de
pårørende og personalets synsvinkel giver anledning til problemer for de administrativt frihedsberøvede.
Tilsynet deltager desuden i konferencer m.v., som angår emner inden for tilsynets sagsområde. De
generelle og konkrete sager giver sammen med besøgende, møderne og konfrencerne bl.a. anledning til, at
tilsynet retter henvendelse til og stiller spørgsmål til ministre og andre.
4.2 § 71-tilsynets arbejde og sagsområde

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Tilsynet kan ikke træffe afgørelser, men kan alene give udtryk for sin vurdering af forholdene for de
administrativt frihedsberøvede. Vurderingen kan bl.a. have form af kritiske bemærkninger, anbefalinger og
henstillinger. Når tilsynets udtaler sig, udtaler tilsynet sig samlet, der er ikke flertal- eller
mindretalsudtalelser.
Tilsynet afgiver hvert år en beretning om sin virksomhed i det forgangne folketingsår.
Senest opdateret: [04.09.2009]
4.2 § 71-tilsynets arbejde og sagsområde

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.3 Hvad er Det Etiske Råd?
Den forskningsmæssige og teknologiske udvikling i sundhedsvæsenet foregår i disse år med rivende hast.
Lige om hjørnet venter hidtil ukendte muligheder for at påvirke det enkelte menneskes og hele
menneskehedens udvikling. De perspektiver, som fremtidens biomedicinske forskning og teknologi åbner,
rejser en lang række grundlæggende etiske spørgsmål. Derfor besluttede Folketinget i 1987 at nedsætte
Det Etiske Råd.
Fra den 1. januar 2005 har Folketinget vedtaget at udvide rådets arbejdsområde.
Fra kun at dække sundhedsområdet beskæftiger rådet sig nu også med de etiske dilemmaer, som
udviklingen af bio- og genteknologierne kan medføre for natur, miljø og fødevarer.
Derimod vil etiske spørgsmål i relation til dyr fortsat høre under Det Dyreetiske Råd.
Det Etiske Råd
Ravnsborggade 2-4
2200 København N
Danmark
Telefon: (+45) 3537 5833
Fax: (+45) 3537 5755
4.3 Hvad er Det Etiske Råd?

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.4 Vedrørende høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov
om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om rettens pleje
Den 8. marts 2010
Det Etiske Råd takker for modtagelsen af ovennævnte udkast i høring.
Ved anvendelsen af psykiatrilovens mindste middels princip, spiller lægefaglige vurderinger en stor rolle.
Det Etiske Råd har ikke forudsætninger for at gå ind i en nærmere vurdering af disse aspekter.
Omkring indførelse af hjemmel til oppegående tvangsfiksering, vil Rådet dog bemærke, at når det drejer sig
om mennesker, der i udstrakt grad er undergivet andres varetægt, får anerkendelsen af personens
værdighed en særlig betydning. Det Etiske Råd kan som nævnt ovenfor ikke gå ind i en nærmere vurdering
af, hvilken tvangsmæssig foranstaltning, der måtte være mindst indgribende i de konkrete tilfælde, da
dette i høj grad involverer både lægelige og sociale aspekter. Rådet vil dog gerne understrege, at hvis et
menneske må underkaste sig oppegående tvangsfiksering, er det i høj grad en medmenneskelig forpligtelse
for omgivelserne – og her særligt det sundhedsfaglige personale - at sørge for, at respekten for personens
værdighed bevares i så høj grad, det overhovedet er muligt.
Med venlig hilsen
På Rådets vegne
Peder Agger
Formand
4.4 Vedrørende høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om
rettens pleje

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.5 Retslægerådets opgaver
Det har således uændret fra 1909 været rådets opgave at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn
til offentlige myndigheder vedrørende enkeltpersoners retsforhold. Retslægerådet har i hele sin eksistens
forsøgt at undgå at kommentere rent juridiske forhold, men det må erkendes, at det lejlighedsvis ikke er
lykkedes blandt andet på grund af spørgsmålenes formulering, som ofte indeholder juridiske vurderinger.
I praksis har Retslægerådet dog også afgivet udtalelser i generelle lægevidenskabelige spørgsmål, for
eksempel til brug ved udformning af ny lovgivning. Endvidere har Retslægerådet i flere tilfælde afgivet
udtalelser til de ansættende myndigheder i forbindelse med ansættelse af overlæger ved de daværende
statshospitaler og ved Justitsministeriets psykiatriske undersøgelsesklinik (nu Justitsministeriet,
Retspsykiatrisk Klinik). Rådets udtalelser i forbindelse med ansættelsessager har hovedsagelig omfattet
spørgsmålet om ansøgernes egnethed til stillingen belyst ud fra de erfaringer, rådet måtte sidde inde med i
forbindelse med det daglige arbejde. I forbindelse med en konkret stillingsbesættelsessag har Folketingets
Ombudsmand blandt andet udtalt:
”Det følger af § 1 i lov om Retslægerådet, at rådets opgave er at afgive lægevidenskabelige og
farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold. Der er efter min
opfattelse ikke i bestemmelsens udformning eller i forarbejderne hertil grundlag for at antage, at tanken
hermed har været at foretage en bestemt begrænsning af rådets kompetence. Efter min mening er der
således ikke i loven om Retslægerådet noget, der afskærer Retslægerådet fra i anden sammenhæng – men
inden for den lægefaglige sagkundskab som rådet i øvrigt er i besiddelse af – at afgive udtalelser. Det
bemærkes, at man i sådanne situationer ikke i almindelighed stiller krav om udtrykkelig lovhjemmel. Den
praksis Retslægerådet således har anlagt med at afgive udtalelser i blandt andet generelle
lægevidenskabelige spørgsmål kan ikke give mig anledning til kritik. Jeg finder heller ikke at kunne kritisere,
at rådet i forbindelse med visse ansættelsessager har udtalt sig om ansøgerens egnethed på baggrund af
(blandt andet) de erfaringer, rådet selv har gjort med hensyn til de pågældendes virksomhed”. (Maj 1989).
4.5 Retslægerådets opgaver

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.5.1 Retslægerådets sammensætning
I den nugældende lov om Retslægerådet er det anført, at rådet består af indtil 12 læger, der arbejder i to
afdelinger, af hvilke den ene behandler retspsykiatriske spørgsmål og den anden alle øvrige retsmedicinske
spørgsmål. Medlemmerne beskikkes af kongen. Justitsministeren udpeger blandt medlemmerne en
formand og to næstformænd, en for hver afdeling. Derudover beskikker justitsministeren et antal
sagkyndige, af hvilke rådet kan tilkalde én eller flere til deltagelse i en sagsbehandling. Såfremt
sagsbehandlingen forudsætter yderligere sagkundskab, som rådets medlemmer og de udpegede
sagkyndige ikke i tilstrækkeligt omfang er i besiddelse af, kan rådet tilkalde andre sagkyndige – såkaldte ad
hoc sagkyndige – til at deltage i sagens behandling. Beskikkelsen af medlemmerne og de særlige sagkyndige
sker for 6 år ad gangen. Endelig kan justitsministeren beskikke et antal praktiserende læger, tandlæger,
jordemødre, sygeplejersker, hospitalslaboranter, fysioterapeuter, apotekere og apotekermedhjælpere til at
deltage i rådets behandling af de i lov om Sundhedsvæsenets centralstyrelse § 5 og lov om Apotekervæsen
§ 19 nævnte sager. Det drejer sig om autorisationssager. Disse medlemmer bliver ligeledes udpeget for 6 år
ad gangen.
Siden 1988 er rådets stillinger blevet besat efter offentligt opslag i fagpressen, og ansøgerne bliver vurderet
af et fagligt bedømmelsesudvalg, som er sammensat af nogle af Retslægerådets medlemmer samt af
sagkyndige udpeget af de sundhedsvidenskabelige fakulteter i Danmark. Dette udvalg indstiller til
Justitsministeriet, hvilken af ansøgerne der må anses for den bedst egnede til den ledige stilling. Indtil 1988
blev medlemmerne også ansat efter ansøgning, men opslagene med de ledige stillingsbeskrivelser blev kun
bragt i Statstidende, hvilket utvivlsomt indskrænkede ansøgerkredsen betydeligt, ligesom Retslægerådet
alene foretog indstilling til justitsministeren. Af rådets nuværende 10 medlemmer udgør psykiaterne den
største gruppe med 6 medlemmer. De 4 øvrige stillinger er besat med specialister inden for kirurgi,
gynækologi/ obstetrik, neuromedicin og retsmedicin. Det store antal speciallæger i psykiatri er begrundet i,
at de psykiatriske sager – blandt andet også af hensyn til ønsket om ensartet sagsbehandling – med
undtagelse af ganske få behandles af rådsmedlemmerne. Det store antal ad hoc sagkyndige (op til 160)
anvendes i den somatiske afdeling, hvor subspecialiseringen i særlig grad har fundet sted.
4.5.1 Retslægerådets sammensætning

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.5.2 Retslægerådets sekretariat og arbejdsgang
Rådet besvarer spørgsmål fra offentlige myndigheder, hvor der er en bestemt angivet problemstilling.
Sagsbehandlingen er skriftlig, og rådet påtager sig ikke selv at indhente materiale, men kan dog eventuelt
påpege mangler. Det påhviler således de instanser, der forelægger sagerne, at sikre, at Retslægerådets
vurderingsgrundlag er så fyldigt, at de stillede spørgsmål kan besvares. Sagsbehandlingen indledes ved, at
sagens akter og spørgetemaet fremsendes til Retslægerådets sekretariat, der siden 1993 har haft til huse i
Retsbygningen, Blegdamsvej 6, København. Bygningen rummer for tiden også Retten på Frederiksberg,
Blegdamsvejens Fængsel og Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik. Retslægerådets sekretariat er
bemandet med 2 jurister, hvoraf den ene er sekretariatsleder, 4 lægelige sekretærer og 4 administrative
medarbejdere, hvoraf en er afdelingsleder. De lægelige sekretærer arbejder uden for bygningen og får
sagerne tilsendt. Efter den nye lov om Retslægerådet i 1935, blev rådets sekretariat udvidet. I stedet for en
medicinsk og en juridisk halvdagssekretær fik man nu 2 af hver. I 1948 blev der yderligere til støtte for
formandens ”stærkt voksende og juridisk betonede arbejde” tilknyttet en erfaren jurist som rådets juridiske
rådgiver. En foranstaltning, der ifølge rådets daværende formand, Knud Sand, viste sig at være en ”meget
nyttig hjælp for formanden og rådet som helhed.” I 1958 blev sekretariatet omorganiseret og den juridiske
sekretær blev heltidsansat. Stillingen var vekslende besat og i perioder varetaget af skiftende
formiddagsfuldmægtige fra Justitsministeriet. Efter overflytningen til Blegdamsvej i 1993 blev den
nuværende struktur med en sekretariatsleder etableret. Navnene på de jurister, der har været ansat som
sekretariatsleder for Retslægerådet siden 1994 fremgår af tabellen. Sekretariatsledere i Retslægerådet fra
1994
Eva Carpentier 15.11.1994 - 28.02.1996
Anne Birgitte Fisker 01.03.1996 - 15.05.1996
Merete Engholm 15.05.1996 - 31.05.1998
Harry Mosekjær Madsen 01.08.1998 - 30.04.2008
Henning Hansen 01.05.2008 -
1.61 Den juridiske sagsbehandling. Straks efter modtagelsen af en sag i Retslægerådet journaliseres den, og
sekretariatet iværksætter en juridisk og lægelig gennemgang af det fremsendte materiale i tæt samspil med
rådets formandskab.
4.5.2 Retslægerådets sekretariat og arbejdsgang

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.6 Vigtige Adresser
4.6.10 Regioner og Statsforvaltninger
4.6.11 Politikredsenes kontaktinformation
4.6.12 Direktoratet for Kriminalforsorgen
4.6.13 Arresthuse
4.6.14 Fængsler
4.6.15 Pensioner
4.6.16 Domstolsstyrelsen
4.6.17 Byretter
4.6.18 Adresser på Psykiatriske hospitaler og afdelinger
4.6 Vigtige Adresser

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.6.1 Regioner og Statsforvaltninger
Regioner
Region Nordjylland
Niels Bohrs Vej 30,
9220 Aalborg Ø
Tlf. 96 35 10 00
Fax: 98 15 20 09
Træffetid:
Mandag-torsdag kl. 8.00-15.30 - fredag kl. 8.00-15.00
Mail: region@rn.dk
www.rn.dk
Region Midtjylland
Skottenborg 26
8800 Viborg
Tlf. 8728 5000
Åbningstider
08.00 - 15.30
08.00 - 15.00 (fredag)
Mail:: kontakt@regionmidtjylland.dk
www.regionmidtjylland.dk
Region Syddanmark
Damhaven 12
7100 Vejle
Tlf.: 76 63 10 00
Fax: 76 63 20 00
Mail: kontakt@regionsyddanmark.dk
www.regionsyddanmark.dk
Region Sjælland
Alleen 15
4180 Sorø
Tlf.: 70 15 50 00
Fax: 70 15 50 09
Regionshusets åbningstid:
mandag – torsdag kl. 8.00 – kl. 16.00
4.6.1 Regioner og Statsforvaltninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
fredag kl. 8.00 – kl. 15.00
Mail: Regionsjaelland@regionsjaelland.dk
www.regionsjaelland.dk
Region Hovedstaden
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød
Telefon: 4820 5000
Fax: 4820 5799
Åbningstid:
Mandag - torsdag kl. 8.00-16.00,
fredag kl. 8.00-14.00
Mail: regionh@regionh.dk
www.regionh.dk
Statsforvaltninger
Statsforvaltningen Nordjylland
Aalborghus Slot
Slotspladsen 1
9000 Aalborg
Tlf.: 7256 8700
Mail: nordjylland@statsforvaltning.dk
Statsforvaltningen Midtjylland
St. Blichers Vej 6
Postboks 151
6950 Ringkøbing
Tlf.: 7256 8300
Mail: midtjylland@statsforvaltning.dk
Statsforvaltningen Syddanmark
Storetorv 10
6200 Aabenraa
Tlf.: 7256 7900
Mail: syddanmark@statsforvaltning.dk
Statsforvaltningen Sjælland
Dronningensgade 30
4800 Nykøbing F.
4.6.1 Regioner og Statsforvaltninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Tlf.: 7256 7600
Mail: sjaelland@statsforvaltning.dk
Statsforvaltningen Hovedstaden
Borups Alle 177
2400 København NV
Tlf. 7256 7000
Telefax 3833 2012
Mail: hovedstaden@statsforvaltning.dk
4.6.1 Regioner og Statsforvaltninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.6.2 Politikredsenes kontaktinformation
Kontaktinformation til de 12 politikredse samt til politiet i Grønland og på Færøerne
Nordjyllands Politi
Jyllandsgade 27
9100 Aalborg
Tlf. 96 30 14 48
Email: njyl@politi.dk
Område: Brønderslev-Dronninglund Kommune, Frederikshavn Kommune, Hjørring Kommune, Jammerbugt
Kommune, Læsø Kommune, Mariagerfjord Kommune, Rebild Kommune, Vesthimmerlands Kommune og
Aalborg Kommune
Østjyllands Politi
Ridderstræde 1
8000 Århus C
Tlf. 87 31 14 48
Email: ojyl@politi.dk
Område: Favrskov Kommune, Norddjurs Kommune, Odder Kommune, Randers Kommune, Samsø
Kommune, Syddjurs Kommune og Århus Kommune
Midt- og Vestjyllands Politi
Nørreport 1
7500 Holstebro
Tlf. 96 10 14 48
Email: mvjyl@politi.dk
Område: Greve Kommune, Holbæk Kommune, Kalundborg Kommune, Køge Kommune, Lejre Kommune,
Odsherred Kommune, Ringsted Kommune, Roskilde Kommune, Solrød Kommune og Stevns Kommune
Sydøstjyllands Politi
Rådhustorvet 1-3
8700 Horsens
Tlf. 76 28 14 48
Email: sojyl@politi.dk
4.6.2 Politikredsenes kontaktinformation

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Område: Billund Kommune, Fredericia Kommune, Hedensted Kommune, Horsens Kommune, Kolding
Kommune, Skanderborg Kommune og Vejle Kommune
Syd- og Sønderjyllands Politi
Kirkegade 76
6700 Esbjerg
Tlf. 76 11 14 48
Email: sjyl@politi.dk
Område: Esbjerg Kommune, Fanø Kommune, Haderslev Kommune, Sønderborg Kommune, Tønder
Kommune, Varde Kommune, Vejen Kommune og Aabenraa Kommune
Fyns Politi
Hans Mules Gade 1-3
5000 Odense C
Tlf. 66 14 14 48
Email: fyn@politi.dk
Område: Assens Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Kerteminde Kommune, Langeland Kommune,
Middelfart Kommune, Nordfyns Kommune, Nyborg Kommune, Odense Kommune, Svendborg Kommune og
Ærø Kommune
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi
Parkvej 50
4700 Næstved
Tlf. 55 31 14 48
Email: ssj@politi.dk
Område: Faxe Kommune, Guldborgsund Kommune, Lolland Kommune, Næstved Kommune, Slagelse
Kommune, Sorø Kommune og Vordingborg Kommune
Midt- og Vestsjællands Politi
Skovbogade 3
4000 Roskilde
Tlf: 46 35 14 48
Email: mvsj@politi.dk
Område: Greve Kommune, Holbæk Kommune, Kalundborg Kommune, Køge Kommune, Lejre Kommune,
Odsherred Kommune, Ringsted Kommune, Roskilde Kommune, Solrød Kommune og Stevns Kommune
Nordsjællands Politi
4.6.2 Politikredsenes kontaktinformation

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Prøvestensvej 1
3000 Helsingør
Tlf. 49 27 14 48
Email: nsj@politi.dk
Område: Allerød Kommune, Egedal Kommune, Fredensborg Kommune, Frederikssund Kommune,
Frederiksværk-Hundested Kommune, Furesø Kommune, Gentofte Kommune, Gribskov Kommune,
Helsingør Kommune, Hillerød Kommune, Hørsholm Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune og Rudersdal
Kommune
Københavns Vestegns Politi
Birkelundsvej 2
2620 Albertslund
Tlf. 43 86 14 48
Email: kbhv@politi.dk
Område: Albertslund Kommune, Ballerup Kommune, Brøndby Kommune, Gladsaxe Kommune, Glostrup
Kommune, Herlev Kommune, Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Ishøj Kommune, Rødovre
Kommune og Vallensbæk Kommune
Københavns Politi
Politigården
1567 København V.
Tlf. 33 14 14 48
E-mail: kbh@politi.dk
Område: Dragør Kommune, Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune og Tårnby Kommune
Bornholms Politi
Zahrtmannsvej 44
3700 Rønne
Tlf. 56 90 14 48
Email: bornh@politi.dk
Område: Bornholms Kommune
Færøernes Politi
Smyrilsvegur 20
Postboks 3018
4.6.2 Politikredsenes kontaktinformation

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
FR 110 Tórshavn
Tlf. (+ 298) 35 14 48
Email: politi@politi.fo
Grønlands Politi
P. H. Lundsteens Vej 1
3900 Nuuk
Grønland
Tlf. (+ 299) 32 14 48
Email: grpoliti@greennet.gl
4.6.2 Politikredsenes kontaktinformation

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.6.3 Direktoratet for Kriminalforsorgen
Direktoratet for Kriminalforsorgen er et direktorat under Justitsministeriet, der har
til opgave at fuldbyrde de straffe; frihedsberøvelse, betingede domme samt
samfundstjeneste - som retssystemet har idømt landets kriminelle.
Konkret løses denne opgave af Kriminalforsorgen. Kriminalforsorgen søger samtidig
med at den udfører kontrol og sørger for sikkerhed for de indsatte, at støtte og
motivere de dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse, når straffen er overstået.
I lighed med resten af det strafferetlige system, som også omfatter politi,
anklagemyndighed og domstolene, har Kriminalforsorgen som overordnet mål at
begrænse kriminalitet.
Kriminalforsorgen er forpligtet til at sørge for, at de kriminelle afsoner straffen i
overensstemmelse med de borgerrettigheder, der nævnes i Grundloven og
menneskerettighederne, som er nedskrevet i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Udover de lovfæstede krav arbejder
Kriminalforsorgen efter et principprogram med en række etiske retningslinjer for
Kriminalforsorgens virke. Herunder åbenhed og et humanistisk livssyn.
Direktoratet for Kriminalforsorgen og Folketingets Ombudsmand kontrollerer ved
inspektioner på Kriminalforsorgens institutioner, at gældende lovgivning og
overordnede principper overholdes.
Kriminalforsorgen har et årligt budget på ca. 2 mia. kr.
Direktøren for Kriminalforsorgen er William Rentzmann.
Om Kriminalforsorgen
Kriminalforsorgens hovedopgaver
Kriminalforsorgen skal fuldbyrde straffene med den nødvendige kontrol og
sikkerhed, men skal samtidig støtte og motivere de dømte til gennem personlig og
social udvikling at leve en kriminalitetsfri tilværelse. De to led i hovedopgaven er
sidestillede og lige vigtige.
4.6.3 Direktoratet for Kriminalforsorgen

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kriminalforsorgens opgaver
Kriminalforsorgens rolle er som nævnt at fuldbyrde den straf, som domstolene har
fastsat og sørge for kontrol og sikkerhed. Det gælder fx frihedsstraf, betingede
domme og dom til samfundstjeneste. Kriminalforsorgen skal også administrere
varetægtsfængsling, frihedsberøvelse efter udlændingeloven, udarbejde
personundersøgelser af sigtede og føre tilsyn med psykisk syge kriminelle, som er
idømt forvaring (på Anstalten i Herstedvester).
Kriminalforsorgen råder over 13 fængsler, 37 arresthuse og 3 arrestafdelinger.
En lige så vigtig opgave for Kriminalforsorgen, er at støtte og motivere de dømte til
en kriminalitetsfri tilværelse.
Det er vigtigt, at en straf fuldbyrdes på en sådan måde, at de dømte bevarer deres
borgerrettigheder efter Grundloven og de regler, der findes i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Direktoratet for Kriminalforsorgen og Folketingets
Ombudsmand inspicerer Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse, for at sikre, at
reglerne overholdes. Desuden aflægger Den Europæiske komité med mellemrum
besøg for at tjekke, at frihedsberøvede personer ikke udsættes for tortur eller anden
nedværdigende behandling.
Kriminalforsorgen i frihed
Hovedopgaverne for Kriminalforsorgens afdelinger er at:
føre tilsyn med lovovertrædere
udarbejde personundersøgelser til brug for retten
foretage forsorgsarbejdet for varetægtsfængslede
deltage i kriminalpræventivt arbejde af mere generel karakter
Der er 20 afdelinger af Kriminalforsorgen i Frihed fordelt i landet og arbejdet i
afdelingerne varetages hovedsageligt af socialrådgivere eller personer med
tilsvarende uddannelse samt tilknyttede personundersøgere, tilsynsførende og
lægekonsulenter.
Anklagemyndigheden
Anklagemyndighedens opgaver og organisation er beskrevet i retsplejelovens kapitel
10 (§§ 95-107).
4.6.3 Direktoratet for Kriminalforsorgen

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Anklagemyndighedens opgave er i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser
efter reglerne i retsplejeloven. De overordnede målsætninger for denne opgave er
beskrevet i retsplejelovens § 96, stk. 2.
Her står det, at anklagemyndigheden skal fremme enhver sag med den hurtighed,
som sagens beskaffenhed tillader. Derved skal anklagemyndigheden påse, at de
strafskyldige drages til ansvar. Den skal også sikre, at uskyldige ikke bliver
retsforfulgt ("objektivitetsprincippet").
Anklagemyndigheden er underlagt justitsministeren, der fører tilsyn med de
offentlige anklagere.
Anklagemyndigheden består af Rigsadvokaten, statsadvokaterne og
politidirektørerne.
Rigsadvokaten varetager straffesager ved Højesteret og virker ved Den Særlige
Klageret.
Rigsadvokaten er de øvrige anklageres over-ordnede og fører tilsyn med dem,
ligesom Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser, som er truffet af
statsadvokaterne i 1. instans.
Seks regionale statsadvokater varetager straffesager – ankesager og nævningesager
– ved landsretterne og fører tilsyn med politidirektørernes behandling af
straffesager. Statsadvokaterne behandler endvidere klager over afgørelser, som er
truffet af politidirektørerne vedrørende strafforfølgning. Endelig behandler
statsadvokaterne sager om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning og
klager over politiet.
Klagemuligheder
Du kan som dømt klage til justitsministeren over afgørelser, der er truffet af lokale
kriminalforsorgsmyndigheder inden for to måneder.
Det er ikke muligt, at kontakte Kriminalforsorgen og få oplyst, om familie eller andre
er indsat i arrest eller fængsel, fordi Kriminalforsorgen har tavshedspligt.
Håndbogens tekst er uddrag fra Kriminalforsorgens hjemmeside
http://www.kriminalforsorgen.dk
4.6.3 Direktoratet for Kriminalforsorgen

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kriminalforsorgen - Strandgade 100 - 1401 København K - Tlf.: 72 55 43 50 - Fax: 72
55 43 90 - E-mail: produktion@kriminalforsorgen.dk
Adresser
Direktoratet for Kriminalforsorgen
Strandgade 100, 1401 København K,
Tlf. 72 55 55 55,
Fax 72 55 55 56
E-mail: dfk@kriminalforsorgen.dk
EAN nr.: 5798000125216
Åbningstider: Mandag til torsdag kl. 9 – 16, fredag kl. 9 – 15
Direktionen
Tlf.: 72 55 41 00
Fax: 72 55 41 90
direktionssekretariatet@kriminalforsorgen.dk
Direktør William Rentzmann, 72 55 41 01
Vicedirektør Annette Esdorf, 72 55 41 11
Vicedirektør Ole Hansen, 72 55 41 21
Overordnet politik, ledelse og strategi. Til direktionen er knyttet et direktionssekretariat, som også
varetager internationalt samarbejde og information.
Direktionssekretariatet
Tlf.: 72 55 41 00 Fax: 72 55 41 90
direktionssekretariatet@kriminalforsorgen.dk
Kontorchef Tine Vigild, tlf. 72 55 41 31
Flerårsaftaler, direktionsbetjening, information og internationalt arbejde
Henvendelse fra pressen
Tlf.: 72 55 41 33 Fax: 72 55 41 90
Pressekonsulent Lars Erik Siegumfeldt
mobil 72 55 41 70, larserik.siegumfeldt@kriminalforsorgen.dk
4.6.3 Direktoratet for Kriminalforsorgen

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kommunikation
Tlf.: 72 55 41 34 Fax: 72 55 41 90
Kommunikationskonsulent Via Christensen
mobil 72 55 41 42, via.christensen@kriminalforsorgen.dk
Internationale sager
Tlf.: 72 55 41 00 Fax: 72 55 41 90
Kommitteret Claus Tornøe, tlf. 72 55 41 32
Sikkerhedsenheden
Tlf.: 72 55 49 00 Fax: 72 55 49 90
sikkerhedsenheden@kriminalforsorgen.dk
Sikkerhedschef Michael Gjørup, tlf. 72 55 49 01
Sikkerheden i Kriminalforsorgens institutioner, beredskabsplaner, narkotikabekæmpelse,
monitorering af særlige grupper af indsatte, rejseholdet samt timestyring i forhold til arresthusene.
Udviklings- og Controllerenheden
Tlf.: 72 55 41 50 Fax: 72 55 41 90
controllerenheden@kriminalforsorgen.dk
Udviklingschef Lars Thuesen, tlf. 72 55 41 51
Udvikling, implementering og opfølgning vedrørende mål og resultatstyring.
Straffuldbyrdelseskontoret
Tlf.: 72 55 46 00 Fax: 72 55 46 90
straffuldbyrdelseskontoret@kriminalforsorgen.dk
Kontorchef Ina Eliasen, tlf. 72 55 46 01
Planlægning, udvikling, styring og opfølgning på behandlingsområdet, herunder forsorg,
beskæftigelse, undervisning og sundhed. Statistik, forskning og dokumentation. Tilsynsvirksomhed
med prøveløsladte og betinget dømte, herunder samfundstjenesten.
Ressourcestyringskontoret
Tlf.: 72 55 43 00 Fax: 72 55 43 90
ressourcestyringskontoret@kriminalforsorgen.dk
Kontorchef Jørgen Pedersen, tlf. 72 55 43 01
Udarbejdelse af finanslovsbidrag mv., planlægning og budget for den samlede Kriminalforsorg,
kapacitets- og belægsplanlægning og styring, udgiftsopfølgning. Fortsat udvikling og
4.6.3 Direktoratet for Kriminalforsorgen

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
implementering af ressourceallokeringsmodel. Konkret fastlæggelse og opfølgning på økonomiske
mål- og resultatkrav jf. resultatkontrakter med fængsler mv. Planlægning og styring af
Kriminalforsorgens produktionsvirksomhed. Planlægning, styring og vedligeholdelse af
Kriminalforsorgens bygninger.
Produktionsvirksomheden/salgskontor
Tlf.: 72 55 43 50 Fax: 72 55 43 90
produktion@kriminalforsorgen.dk
Juridisk kontor
Tlf.: 72 55 47 00 Fax: 72 55 49 90
juridisk.kontor@kriminalforsorgen.dk
Kommitteret Torsten Hesselbjerg, tlf. 72 55 47 01
Udfærdigelse af retsregler vedrørende indsatte og klienter mv. Fortolkning af love, bekendtgørelser
og cirkulærer. Ministerbetjening, herunder besvarelse af Folketingsspørgsmål. Folketingets
Ombudsmands inspektioner.
Klientkontoret
Tlf.: 72 55 45 00 Fax: 72 55 45 90
klientkontoret@kriminalforsorgen.dk
Kontorchef Tina Engelbrecht Ising, tlf. 72 55 45 01
Konkret sagsbehandling vedrørende indsatte og klienter, herunder klagesagsbehandling, hvor
kompetencen ikke er uddelegeret til institutionerne. Sager om benådning og udsættelse af afsoning.
Personalekontoret
Tlf.: 7255 4200 Fax: 7255 4290
personalekontoret@kriminalforsorgen.dk
Kontorchef Liselotte Bering Liisberg, tlf. 72 55 42 01
Personalepolitik og -udvikling. Personalejuridisk sagsbehandling, herunder retningslinjer og
klagesager. Arbejdsmiljø. Personaleadministrative opgaver vedrørende direktoratets personale og
visse andre personalegrupper. Overenskomstforhandlinger mv.
It-kontoret
Tlf.: 72 55 44 00 Fax: 72 55 44 90
it-kontoret@kriminalforsorgen.dk
IT-chef Lars Vinther, tlf. 72 55 44 01
4.6.3 Direktoratet for Kriminalforsorgen

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Strategi, udvikling og planlægning på it-området. Leverandørkontrakter. Drift og support af it i
Kriminalforsorgen og Justitsministeriets it-fællesskab.
Administrativ service
Tlf.: 72 55 48 00 Fax: 72 55 48 90
administrativ.service@kriminalforsorgen.dk
Kontorchef Lene Gaaei, tlf. 72 55 48 01
Regnskabsaflæggelse, lønadministration og regnskab for den samlede Kriminalforsorg. Udvikling
og implementering af økonomisystemer. Arbejdsskadesager og visse erstatningssager mv. Intern
servicefunktion for direktoratet.
Kriminalforsorgens Anlægsenhed
Tlf.: 72 55 40 00 Fax: 72 55 40 90
anlaegsenheden@kriminalforsorgen.dk
Kontorchef Erik Bang, tlf. 72 55 40 01
Større anlægsarbejder herunder et nyt fængsel på Falster og nye anstalter i Grønland
Kriminalforsorgens Uddannelsescenter
Biskop Svanes Vej 69, 3460 Birkerød
Tlf.: 72 55 39 00 Fax: 72 55 39 99
kriminalforsorgens.uddannelsescenter@kriminalforsorgen.dk
Uddannelseschef Jørgen Balder, tlf. 72 55 39 82
www.kuc.dk
Lunde Kursuscenter
Højevej 29, Lunde, 5771 Stenstrup
Tlf.: 72 55 39 00 Fax: 72 55 39 98
4.6.3 Direktoratet for Kriminalforsorgen

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.6.4 Arresthuse
Landets arrester er opdelt i tre arresthusområder. Hvert område ledes af en arrestinspektør, som har det
overordnede ansvar for arresthusene.
Arrestinspektør for Midt- og Nordjylland
Arrestinspektør Jette Severinsen
Adresse: Østergade 9, 7400 Herning
Tlf.: 72 55 91 00
Mail: arrestinspektoren.midtognordjylland@kriminalforsorgen.dk
Arrestinspektør for arresthusene i Frederikshavn, Hjørring, Aalborg, Nykøbing Mors, Hobro,
Holstebro, Viborg, Randers, Ringkøbing, Herning, Silkeborg, Århus
Arresthuset i Frederikshavn
Danmarksgade 6
9900 Frederikshavn
Tlf.: 72 55 88 66
Fax: 72 55 88 77
Arrestforvarer Preben Aage Thaarup
arresthuset.frederikshavn@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Hjørring
Jernbanegade 12
9800 Hjørring
Tlf.: 72 55 88 40
Fax: 72 55 88 50
Arrestforvarer Jørgen Sørensen
arresthuset.hjorring@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Aalborg
Anders Borks Vej 3
9000 Aalborg
Tlf.: 72 55 87 80
Fax: 72 55 88 19
Arrestforvarer Steen Væve r
arresthuset.aalborg@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Nykøbing Mors
4.6.4 Arresthuse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Tinghusvej 2
7900 Nykøbing Mors
Tlf.: 72 55 86 60
Fax: 72 55 86 66
Arrestforvarer Hans Peter Geip
arresthuset.nykobing-mors@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Hobro
Adelgade 75
9500 Hobro
Tlf.: 72 55 88 20
Fax: 72 55 88 28
Arrestforvarer Erik Verup Nielsen
arresthuset.hobro@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Holstebro
Rådhuset
Nørregade 25
7500 Holstebro
Tlf.: 72 55 86 40
Fax: 72 55 86 45
Arrestforvarer Torben Lundgren
arresthuset.holstebro@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Viborg
Sct. Nicolajgade 1
8800 Viborg
Tlf.: 72 55 87 40
Fax: 72 55 87 47
Arrestforvarer Nils Grunnet
arresthuset.viborg@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Randers
Møllestræde 8
8900 Randers
Tlf.: 72 55 87 60
Fax: 72 55 87 70
Arrestforvarer Flemming Bjerre Solberg
arresthuset.randers@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Ringkøbing
4.6.4 Arresthuse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kongevejen 16
6950 Ringkøbing
Tlf.: 72 55 85 60
Fax: 72 55 85 70
Arrestforvarer Niels Hvorslev
arresthuset.ringkobing@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Herning
Østergade 9
7400 Herning
Tlf.: 72 55 86 20
Fax: 72 55 86 30
Arrestforvarer Ole Rytter Pedersen
arresthuset.herning@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Silkeborg
Christian VIII's Vej 2 C
8600 Silkeborg
Tlf.: 72 55 87 20
Fax: 72 55 87 30
Arrestforvarer Helle Toni Hansen
arresthuset.silkeborg@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Århus
Christiansgade 1, postboks 272
8100 Århus C.
Tlf.: 72 55 86 80
Fax: 72 55 86 98
Arrestforvarer Rosa Marie Sander Rasmussen
arresthuset.arhus@kriminalforsorgen.dk
Arrestinspektør for Syd-, Sønderjylland og Fyn
Arrestinspektør Jens Tolstrup
Adresse: Vindingevej 36, 5800 Nyborg
Tlf.: 72 55 91 20
Mail: arrestinspektoren.sonderjyllandogfyn@kriminalforsorgen.dk
Arrestinspektør for arresthusene i Vejle, Esbjerg, Kolding, Haderslev, Åbenrå, Tønder, Sønderborg,
Assens, Odense, Svendborg
Arresthuset i Vejle
Skolegade 3 B
4.6.4 Arresthuse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
7100 Vejle
Tlf.: 72 55 85 80
Fax: 72 55 86 00
Arrestforvarer Jan Daugaard
arresthuset.vejle@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Esbjerg
Jyllandsgade 101
6700 Esbjerg
Tlf.: 72 55 85 55
Fax: 72 55 85 40
Arrestforvarer Georg Christian Danielsen
arresthuset.esbjerg@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Kolding
Tingvejen 1-3
6000 Kolding
Tlf.: 72 55 84 00
Fax: 72 55 84 38
Arrestforvarer Ida Dichow
arresthuset.kolding@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Haderslev
Laur. Skausgade 1 A
6100 Haderslev
Tlf.: 72 55 84 40
Fax: 72 55 84 50
Arrestforvarer Orla Philipsen
arresthuset.haderslev@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Åbenrå
Haderslevvej 1 A
6200 Åbenrå
Tlf.: 72 55 84 60
Fax: 72 55 84 64
Arrestforvarer Ralph Jessen
arresthuset.abenra@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Tønder
Nørregade 31 A
6270 Tønder
Tlf.: 72 55 84 80
Fax: 72 55 84 92
Arrestforvarer Bent Torsten Bager
arresthuset.tonder@kriminalforsorgen.dk
4.6.4 Arresthuse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Arresthuset i Sønderborg
Kongevej 43
6400 Sønderborg
Tlf.: 72 55 85 00
Fax: 72 55 85 10
Arrestforvarer Per Schultz
arresthuset.sonderborg@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Assens
Toftevej 29
5610 Assens
Tlf.: 72 55 83 60
Fax: 72 55 83 70
Arrestforvarer Karsten Pedersen Vestergaard
arresthuset.assens@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Odense
Tinghusgade 2
5000 Odense C
Tlf.: 72 55 83 20
Fax: 72 55 83 25
Arrestforvarer Frits Christensen
arresthuset.odense@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Svendborg
Tinghusgade 41
5700 Svendborg
Tlf.: 72 55 83 90
Fax: 72 55 83 91
Arrestforvarer Ulla H. Lohmann
arresthuset.svendborg@kriminalforsorgen.dk
Arrestinspektør for Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm
Arrestinspektør Henrik Boe Pedersen
Adresse: Kannikegade 1, 3400 Hillerød
Tlf.: 7255 91 40
Mail: arrestinspektoren.sjaellandmv@kriminalforsorgen.dk
Arrestinspektør for arresthusene i Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Kalundborg, Holbæk,
Roskilde, Slagelse, Køge, Ringsted, Næstved, Nakskov, Nykøbing F, Maribo, Rønne
Arresthuset i Helsingør
Prøvestensvej 3
4.6.4 Arresthuse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
3000 Helsingør
Tlf.: 72 55 80 00
Fax: 72 55 80 30
www.arresthusetihelsingor.dk
arresthuset.helsingor@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Hillerød
Torvet 2
3400 Hillerød
Tlf.: 72 55 80 40
Fax: 72 55 80 50
Arrestforvarer Lene Birk Søncksen
arresthuset.hillerod@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Frederikssund
Torvet 4
3600 Frederikssund
Tlf.: 72 55 80 60
Fax: 72 55 80 66
Arrestforvarer Ole B. D. Nielsen
arresthuset.frederikssund@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Kalundborg
Slotsvænget 1
4400 Kalundborg
Tlf.: 72 55 81 60
Fax: 72 55 81 70
Arrestforvarer Inge-Lise Nielsen
arresthuset.kalundborg@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Holbæk
Rådhuspladsen 1
4300 Holbæk
Tlf.: 72 55 81 40
Fax: 72 55 81 50
Arrestforvarer Ebbe Storm
arresthuset.holbaek@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Roskilde
Jernbanegade 21
4000 Roskilde
Tlf.: 72 55 80 80
4.6.4 Arresthuse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Fax: 72 55 80 90
Arrestforvarer Jacob Waagensen
arresthuset.roskilde@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Slagelse
Rytterstaldstræde 6
4200 Slagelse
Tlf.: 72 55 81 20
Fax: 72 55 81 29
Arrestforvarer Benny Ohms Hansen
arresthuset.slagelse@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Køge
Kongsberg Allé 6
4600 Køge
Tlf.: 72 55 82 00
Fax: 72 55 82 15
Arrestforvarer Hans Erik Kronborg
arresthuset.koge@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Ringsted
Tinggade 15
4100 Ringsted
Tlf.: 72 55 81 00
Fax: 72 55 81 10
Arrestforvarer Jørgen Ole Jensen
arresthuset.ringsted@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Næstved
Hjultorv 2
4700 Næstved
Tlf.: 72 55 82 20
Fax: 72 55 82 30
Arrestforvarer Flemming Brandt
arresthuset.naestved@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Nakskov
Tømmergade 2,
4900 Nakskov
Tlf.: 72 55 82 80
Fax: 72 55 82 90
Arrestforvarer John Sigvard
arresthuset.nakskov@kriminalforsorgen.dk
4.6.4 Arresthuse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Arresthuset i Nykøbing Falster
Slotsgade 35
4800 Nykøbing Falster
Tlf.: 72 55 82 60
Fax: 72 55 82 70
Arrestforvarer Jimmy Hjælmhof Padtoft
arresthuset.nykobing-falster@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Maribo
Museumsgade 6
4930 Maribo
Tlf.: 72 55 83 00
Fax: 72 55 83 15
Arrestforvarer Kim Ernov
arresthuset.maribo@kriminalforsorgen.dk
Arresthuset i Rønne
Landemærket 29
3700 Rønne
Tlf.: 72 55 88 80
Fax: 72 55 88 90
Arrestforvarer Benny Lilleør Christensen
arresthuset.ronne@kriminalforsorgen.dk
Arrestafdelinger
Arrestafdelingen i Statsfængslet Østjylland
Frodesdalsvej 3
8700 Horsens
Tlf.: 72 55 57 04
Fax: 75 22 57 19
Fængselsinspektør Jørgen Bang
Arrestafdelingen i Nyborg
Vindingevej 36
5800 Nyborg
Tlf.: 72 55 26 61
Fax: 72 55 28 99
Fængselsinspektør Arne Tornvig Christensen
Arrestafdelingen i Vridsløselille
Fængselsvej 39
4.6.4 Arresthuse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2620 Albertslund
Tlf.: 72 55 63 39
Fax: 72 55 64 90
Fængselsinspektør Kim Tobberup Andersen
Københavns Fængsler
Vigerslev Allé 1
2450 København SV
Tlf.: 72 55 50 00
Fax: 72 55 50 02
Fængselsinspektør Peter Vesterheden
Vestre Fængsel
Vigerslev Allé 1
2450 København SV
Tlf.: 72 55 50 00
Fax: 72 55 50 02
Blegdamsvejens fængsel
Blegdamsvej 6
2200 København N
Tlf.: 72 55 50 00
Fax: 72 55 50 16
Politigårdens Fængsel
Otto Mønstedsgade 2, Port 4
1571 København V
Telefon Københavns Politi: 33 14 14 48
kf@kriminalforsorgen.dk
Færøerne
Arresthuset i Tórshavn
F 100 Tórshavn
Tlf.: 72 55 89 00
Fax: 00 298 31 65 61
arresthuset.torshavn@kriminalforsorgen.dk
Arrestforvarer Bent J. H. Hansen
Arrestinspektør, politimesteren i Tórshavn Karen Marie Olesen
Tlf. 00 298 35 14 48 Fax 00 298 35 14 52
4.6.4 Arresthuse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.6.5 Fængsler
Jylland
Statsfængslet på Kragskovhede
Sindalvej 81
9981 Jerup
Tlf. 72 55 29 00
Fax 72 55 30 90
statsfaengslet.kragskovhede@kriminalforsorgen.dk
Statsfængslet Midtjylland
Vejlevej 45
8766 Nr. Snede
Tlf. 76 87 52 00
Fax 75 77 03 75
To afdelinger:
Fængslet ved Nr. Snede, Vejlevej 45, 8766 Nr. Snede
Tlf. 76 87 52 00 Fax 75 77 03 75
Fængslet Kærshovedgård, Kærshovedgård 17, 7430 Ikast
Tlf. 97 14 00 22 Fax 97 14 0350
Statsfaengslet.midtjylland@kriminalforsorgen.dk
Statsfænglet Møgelkær
Møgelkærvej 15
7130 Juelsminde
Tlf. 72 55 24 00
Fax 72 55 24 79
Statsfaengslet.mogelkaer@kriminalforsorgen.dk
Statsfængslet Renbæk
Renbækvej 12
6780 Skærbæk
Tlf. 72 55 31 00
Fax: 72 55 32 00
statsfaengslet.renbaek@kriminalforsorgen.dk
Statsfængslet ved Sdr. Omme
Holdgaardsvej 142
7260 Sdr. Omme
Tlf. 72 55 35 00
Fax 72 55 35 04
Statsfaengslet.sdr-omme@kriminalforsorgen.dk
4.6.5 Fængsler

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Statsfængslet Østjylland
Frodesdalsvej 3
8700 Horsens
Tlf. 72 55 56 00
Fax: 72 55 56 09
statsfaengslet.ostjylland@kriminalforsorgen.dk
Fyn
Statsfængslet i Nyborg
Vindingevej 36
5800 Nyborg
Tlf. 72 55 26 00
Fax 72 55 28 96
Statsfaengslet.nyborg@kriminalforsorgen.dk
Statsfængslet i Ringe
Boltinggårdsvej 10-12
5750 Ringe
Tlf. 72 55 33 00
Fax. 72 55 34 90
Statsfaengslet.ringe@kriminalforsorgen.dk
Statsfængslet på Søbysøgård
Søvej 27, Nr. Søby
5792 Årslev
Tlf. 72 55 37 00
Fax 72 55 37 10
Statsfaengslet.sobysogard@kriminalforsorgen.dk
Sjælland
Ellebæk
Ellebækvej 13 A
3460 Birkerød
Tlf. 72 55 79 00
Fax 72 55 79 09
ellebaek@kriminalforsorgen.dk
Anstalten ved Herstedvester
Holsbjergvej 20
2620 Albertslund
Tlf.: 72 55 65 00
4.6.5 Fængsler

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Fax: 72 55 66 95
Afdeling: Fængselsafdelingen Holsbjergvej, Holsbjergvej 15, 2620 Albertslund, samme tlf. og fax
anstalten.herstedvester@kriminalforsorgen.dk
Statsfængslet ved Horserød
Esrumvej 367
3000 Helsingør
Tlf. 72 55 20 00
Fax: 72 55 21 00
Statsfaengslet.horserod@kriminalforsorgen.dk
Statsfængslet i Jyderup
Søbæksparken 136
4450 Jyderup
Tlf. 72 55 22 00
Fax 72 55 22 21
Statsfaengslet.jyderup@kriminalforsorgen.dk
Københavns Fængsler
Vigerslev Allé 1D
2450 København SV
Tlf. 72 55 50 00
Fax: 72 55 50 02
Vestre Fængsel
Vigerslev Allé 1D
2450 København SV
Tlf. 72 55 50 00
Fax 72 55 50 02
Blegdamsvejens Fængsel
Blegdamsvej 6
2200 København N
Tlf. 72 55 50 00
Fax 72 55 50 16
Politigårdens Fængsel
Otto Mønstedsgade 2, Port 4
1571 København V
Telefon 72 55 50 00
Fax 72 55 50 17
kf@kriminalforsorgen.dk
Statsfængslet i Vridsløselille
Fængselsvej 39
2620 Albertslund
Tlf. 72 55 62 00
Fax 72 55 64 85
statsfaengslet.vridsloselille@kriminalforsorgen.dk
4.6.5 Fængsler

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.6.6 Pensioner
Kontraktpensionen Fyn
Bøjdenvej 35
5772 Kværndrup
Tlf.: 72 55 78 00
Fax: 72 55 78 10
kontraktpensionen.fyn@kriminalforsorgen.dk
Pensionen Brøndbyhus,
Gl. Køge Landevej 793
2660 Brøndby Strand
Tlf.: 72 55 77 60
Fax: 72 55 77 70
pensionen.brondbyhus@kriminalforsorgen.dk
Pensionen Engelsborg,
Gl. Bagsværdvej 39
2800 Lyngby
Tlf.: 72 55 77 80
Fax: 72 55 77 99
pensionen.engelsborg@kriminalforsorgen.dk
Pensionen på Fanø,
Hovedgaden 87
6720 Fanø
Tlf.: 72 55 78 20
Fax: 72 55 78 30
pensionen.fano@kriminalforsorgen.dk
Pensionen Kastanienborg,
Storegade 10
2650 Hvidovre
Tlf.: 72 55 77 00
Fax: 72 55 77 15
pensionen.kastanienborg@kriminalforsorgen.dk
Pensionen Lyng,
Timlundvej 44
7270 Stakroge
Tlf.: 72 55 78 40
Fax: 72 55 78 50
pensionen.lyng@kriminalforsorgen.dk
Pensionen Lysholmgård,
Stavnsbjergvej 11
4.6.6 Pensioner

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2650 Hvidovre
Tlf.: 72 55 77 20
Fax: 72 55 77 21
pensionen.lysholmgaard@kriminalforsorgen.dk
Pensionen Skejby,
P. O. Pedersensvej 1
8200 Århus N
Tlf.: 72 55 78 60
Fax: 72 55 78 71
pensionen.skejby@kriminalforsorgen.dk
4.6.6 Pensioner

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.6.7 Domstolsstyrelsen
Justitsministeriet
De almindelige domstole er Højesteret, Østre og Vestre landsret, Sø- og Handelsretten i København og
byretterne. Til domstolenes organisation hører også retsvæsenet på Færøerne og i Grønland,
Procesbevillingsnævnet og Den Særlige Klageret.
De almindelige domstole behandler civile sager og straffesager.
Byretterne behandler ligeledes skiftesager, foged- og auktionssager og foretager tinglysning.
Alle sager kan som udgangspunkt behandles ved 2 retsinstanser, f.eks. ved byret og landsret. Visse mindre
sager kan dog normalt kun behandles ved én instans, byretterne, uden mulighed for appel til landsretten.
Ved alle retter er der ansat uafhængige dommere.
Domstolsstyrelsen har til opgave at administrere domstolene i det daglige. Domstolsstyrelsens
ansvarsområde omfatter bl.a. retternes bevilling, personale og bygninger. Spørgsmål om besættelse af
dommerstillinger hører derimod under et Dommerudnævnelsesråd.
Domstolsstyrelsen hører under Justitsministeriet, men justitsministeren har ingen instruktionsbeføjelser
over for styrelsen og kan ikke ændre styrelsens afgørelser. Det understreger domstolenes selvstændige
stilling og uafhængighed.
4.6.7 Domstolsstyrelsen

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Domstole
HØJESTERET
Prins Jørgens Gård 13
1218 København K
Tlf:33632750
Fax:33150010
post@hoejesteret.dk
ØSTRE LANDSRET
Bredgade 59
1260 København K.
Tlf:33970200
Fax:33145822
post@oestrelandsret.dk
VESTRE LANDSRET
Gråbrødre Kirkestræde 3
8800 Viborg
Tlf:86626200
Fax:86626365
post@vestrelandsret.dk
SØ- OG HANDELSRETTEN
Bredgade 70
1260 København K.
Tlf:33479222
Fax:33479282
post@shret.dk
4.6.7 Domstolsstyrelsen

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.6.8 Byretter
Københavns Byret
Område:
Dragør Kommune
Københavns Kommune (delvis):
Amagerbro Provsti
Holmens Provsti
Nørrebro Provsti
Vesterbro Provsti undtagen Sydhavn Sogn
Vor Frue Provsti
Østerbro Provsti
Højdevangs Sogn
Solvang Sogn
Tårnby Kommune
Domhuset, Nytorv
1450 København K.
Tlf.: 33448000
Fax: 33448475
kobenhavn@domstol.dk
Retten i Esbjerg
Område: Esbjerg, Fanø, Varde og Vejen kommuner
Dokken 1
6700 Esbjerg
Tlf.: 79136677
Fax: 79136674
esbjerg@domstol.dk
Retten i Glostrup
Område: Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje Taastrup,
Ishøj, Rødovre og Vallensbæk Kommuner
Stationsparken 27
2600 Glostrup
Tlf.: 43231400
Fax: 43441157
glostrup@domstol.dk
Retten i Helsingør
Område: Fredensborg, Gribskov, Helsingør, Hørsholm Kommuner
4.6.8 Byretter

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Prøvestensvej 50
3000 Helsingør
Tlf.: 99684000
Fax: 99684001
helsingor@domstol.dk
Retten i Herning
Område: Herning, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern Kommuner
Nygade 3
7400 Herning
Tlf.: 97222200
Fax: 96292578
herning@domstol.dk
Retten i Hillerød
Område: Allerød, Egedal, Frederikssund, Halnæs og Hillerød Kommuner
Søndre Jernbanevej 18 B
3400 Hillerød
Tlf:47338700
Fax:47338780
hillerod@domstol.dk
Retten i Hjørring
Område: Brønderslev-Dronninglund, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt og Læsø kommuner
Skt. Knuds Park 8
9800 Hjørring
Tlf.: 99685600
Fax: 99685601
hjorring@domstol.dk
Retten i Holbæk
Område: Holbæk, Kalundborg og Odsherred Kommuner
Smedelundsgade 16
4300 Holbæk
Tlf.: 59458010
Fax: 59458020
holbaek@domstol.dk
Retten i Holstebro
Område: Holstebro, Lemvig, Morsø, Struer og Thisted Kommuner
Skivevej 2
7500 Holstebro
Tlf.: 99685400
Fax: 99685401
holstebro@domstol.dk
Retten i Horsens
Område: Hedensted, Horsens og Skanderborg Kommuner
4.6.8 Byretter

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Godsbanegade 2
8700 Horsens
Tlf.: 76254500
Fax: 76254570
horsens@domstol.dk
Retten i Kolding
Område: Billund, Fredericia, Kolding og Vejle Kommuner
Domhusgade 24
6000 Kolding
Tlf.: 76319600
Fax: 76319641
kolding@domstol.dk
Retten i Lyngby
Område: Furesø, Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal Kommuner
Lyngby Hovedgade 96
2800 Kgs. Lyngby
Tlf.: 99684800
Fax: 99684899
lyngby@domstol.dk
Retten i Nykøbing Falster
Område: Guldborgsund, Lolland og Vordingborg Kommuner
Vestensborgs Allé 8
4800 Nykøbing Falster
Tlf.: 99684400
Fax: 99684401
nykobing@domstol.dk
Retten i Næstved
Område: Faxe, Næstved, Slagelse og Sorø Kommuner
Gardehusarvej 5
4700 Næstved
Tlf.: 99685200
Fax: 99685201
naestved@domstol.dk
Retten i Odense
Område: Assens, Kerteminde, Middelfart, Odense og Nordfyns Kommuner
Albanigade 28
5000 Odense
Tlf.: 66114712
Fax: 66129712
odense@domstol.dk
Retten i Randers
Område: Favrskov, Norddjurs, Randers og Syddjurs Kommuner
4.6.8 Byretter

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Nørregade 1
8900 Randers C.
Tlf.: 86437000
Fax: 87125178
randers@domstol.dk
Retten i Roskilde
Område: Greve, Køge, Lejre, Ringsted, Roskilde, Solrød og Stevns Kommuner
Helligkorsvej 7
4000 Roskilde
Tlf.: 46302500
Fax: 46368826
roskilde@domstol.dk
Retten i Svendborg
Område: Faaborg-Midtfyn, Langeland, Nyborg, Svendborg og Ærø Kommuner
Tinghusgade 43
5700 Svendborg
Tlf.: 62172000
Fax: 62172048
svendborg@domstol.dk
Retten i Sønderborg
Område: Haderslev, Sønderborg, Tønder, Aabenraa Kommuner
Stationsvej 10
6400 Sønderborg
Tlf.: 73424121
Fax: 74424123
sonderborg@domstol.dk
Retten i Viborg
Område: Silkeborg, Skive og Viborg Kommuner
Klostermarken 10-12
8800 Viborg
Tlf.: 89258000
Fax: 89258001
viborg@domstol.dk
Retten i Aalborg
Område: Mariagerfjord, Rebild, Vesthimmerlands og Aalborg Kommuner
Badehusvej 17
9000 Aalborg
Tlf.: 96307000
Fax: 96307008
aalborg@domstol.dk
Retten i Århus
Område: Odder, Samsø og Århus Kommune
4.6.8 Byretter

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Vester Allé 10
8000 Århus C
Tlf.: 86122077
Fax: 86197191
aarhus@domstol.dk
Retten på Bornholm
Område: Bornholms Kommune og Christiansø (uden for kommuner)
Damgade 4A
3700 Rønne
Tlf.: 56950145
Fax: 56950245
bornholm@domstol.dk
Retten på Frederiksberg
Område:
Frederiksberg Kommune
Københavns Kommune (delvis):
Bispebjerg-Brønshøj Provsti
Valby-Vanløse Provsti
Sydhavn Sogn
Howitzvej 32
2000 Frederiksberg
Tlf.: 99685000
Fax: 99685001
frederiksberg@domstol.dk
4.6.8 Byretter

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4.6.9 Adresser på Psykiatriske hospitaler og afdelinger
Psykiatrien i Region Midtjylland, Distrikt Øst
Skovagervej 2
8240 Risskov
Tlf.: 77 89 20 00
Aarhus Universitet, Psykiatrisk Hospital
Skovagervej 2
8240 Risskov
Tlf.: 77 89 20 00
Distriktspsykiatrisk Center Rødovre
Højnæsvej 73
2610 Rødovre
Tlf.: 45 11 19 45
Frederiksberg Hospital
Nordre Fasanvej 57 - 59
2000 Frederiksberg
Tlf.: 38 16 38 16
Psykiatrien i Region Syddanmark - Psykiatrisk Afd. Esbjerg-Ribe
Gl. Vardevej 101
6715 Esbjerg N
Tlf.: 79 18 29 00
Psykiatrien, Region Nordjylland - Brønderslev Psykiatriske Sygehus
Hjørringvej 180
9700 Brønderslev
4.6.9 Adresser på Psykiatriske hospitaler og afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Tlf.: 96 45 22 00
Psykiatrien, Region Nordjylland - Ålborg Psykiatriske Sygehus
Mølleparkvej 10
9000 Aalborg
Tlf.: 96 31 12 00
Psykiatrisk Afdeling
Østre Hougvej 70
5500 Middelfart
Tlf.: 63 48 40 00
Psykiatrisk Afdeling i Haderslev
Skallebækvej 5
6100 Haderslev
Tlf.: 73 52 35 00
Psykiatrisk afdeling i Horsens
Sundvej 30
8700 Horsens
Psykiatrisk Afdeling i Randers
Dronningborg Boulevard 15
Dronningborg
8930 Randers NØ
Tlf.: 89 10 27 47
Psykiatrisk Afdeling Odense
Odense Universitetshospital Sdr. Boulevard 29
5000 Odense C
4.6.9 Adresser på Psykiatriske hospitaler og afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Psykiatrisk Center Ballerup
Ballerup Boulevard 2
2750 Ballerup
Tlf.: 44 88 44 88
Psykiatrisk Center Frederiksberg
Nordre Fasanvej 59
2000 Frederiksberg
Psykiatrisk Center Gentofte
Niels Andersens Vej 65
2900 Hellerup
Tlf.: 39 65 09 01
Psykiatrisk Center Glostrup
Nordre Ringvej 29
2600 Glostrup
Psykiatrisk Center Hvidovre
Brøndbyøstervej 160
2605 Brøndby
Tlf.: 36 32 38 38
Psykiatrisk Center København
Bispebjerg Bakke 23A
2400 København NV
Psykiatrisk Center København - afd. O
4.6.9 Adresser på Psykiatriske hospitaler og afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Edel Sauntes Allé 10
2100 København Ø
Psykiatrisk Center Nordsjælland
Dyrehavevej 48
3400 Hillerød
Tlf.: 48 29 48 29
Psykiatrisk Center Sct. Hans
Boserupvej 2
4000 Roskilde
Tlf.: 46 33 46 33
Psykiatrisk Center, Nordsjælland Hillerød
Psykiatrisk Skadestue 2622
Dyrehavevej 48
3400 Hillerød
Tlf.: 48 29 32 88
Psykiatrisk Sengeafsnit Frederikshavn
Rebslagerstien 2
9900 Frederikshavn
Tlf.: 96 20 19 20
Psykiatrisk Sygehus i Helsingør
Esrumvej 145
3000 Helsingør
Tlf.: 48 29 48 29
4.6.9 Adresser på Psykiatriske hospitaler og afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Sygehuspsykiatrien i Sønderjylland
Palævej 1
6440 Augustenborg
Tlf.: 74 47 13 00
4.6.9 Adresser på Psykiatriske hospitaler og afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.0.0 Vejledninger og informationer
5.1 Vejledning nr. 10575 af 20.12.2006 om udfyldelse af tvangsprotokoller
5.2 Vejledning nr. 122 af 14.12.2006 om forhåndstilkendegivelser,
behandlingsplaner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering mm
5.3 Vedr. klageadgang over det psykiatriske patientklagenævns afgørelser
5.4 Om gamle med demens i § 79-plejehjem
5.5 Vejledning nr. 161 af 16.09.1998 om information og samtykke og om videregivelse af
helbredsoplysninger mv.
5.6 Vejledning nr. 155 af 14.09.1998 om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger
5.7 Vejledning nr. 9494 af 04.07.2002 om sundhedspersoners tavshedspligt dialog og samarbejde
med patienters pårørende
5.8 Bistandsværger: Skal din klient betale med klingende mønt – for sin dom?
5.9 Politiets benyttelse af håndjern
5.10 Sproglige forhold og tolkning
5.11 Frit sygehusvalg for psykiatriske patienter
5.12 Orlov, sygdom, ferie
5.0.0 Vejledninger og informationer

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.1 Vejledning om udfyldelse af tvangsprotokoller (registrering af
anvendelse af tvang i psykiatrien) samt registrering af anvendelse af
udskrivningsaftaler/koordinationsplaner
(Til psykiatriske afdelinger)
I medfør af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november 2006, §
20, stk. 1, skal der udarbejdes tvangsprotokoller for enhver form for tvangsanvendelse. Det følger videre af
§ 20, stk. 2, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om tvangsprotokoller samt om
registrering og indberetning af tvang til sygehusmyndigheden og til Sundhedsstyrelsen.
Overlægen har i medfør af psykiatrilovens § 13 a og § 13 b ansvaret for, at der for patienter, der efter
udskrivning må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for
patientens helbred, indgås en udskrivningsaftale, alternativt en koordinationsplan i de tilfælde, hvor
patienten ikke selv vil medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale. Af lovens §§ 13 a, stk. 2, og 13 b, stk.
2, fremgår, at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter regler om registrering og indberetning af
udskrivningsaftaler og koordinationsplaner til sygehusmyndigheden og til Sundhedsstyrelsen.
Af Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1499 af 14. december 2006 om
tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger, §§ 35 og 49, fremgår, at der
skal foretages registrering og indberetning af de i tvangsprotokollen anførte oplysninger samt registrering
og indberetning af anvendelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner til Sundhedsstyrelsen og til
sygehusmyndigheden.
De psykiatriske afdelinger skal efter nedenstående retningslinier løbende foretage elektronisk indberetning
af tvangsforanstaltninger direkte til Sundhedsstyrelsen. Derudover sendes indberetning om
tvangsforanstaltninger i anonymiseret form til sygehusmyndigheden. Se denne vejlednings afsnit 1.
De psykiatriske afdelinger skal kvartalsvis elektronisk indberette anvendelsen af udskrivningsaftaler og
koordinationsplaner til Sundhedsstyrelsen. Der sendes anonymiseret kopi heraf til sygehusmyndigheden. Se
vejledningens afsnit 2.
1. Indberetning af tvangsforanstaltninger
Alene de i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse om tvangsbehandling, fiksering,
tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger nævnte oplysninger tilføres tvangsprotokollerne. Andre
relevante oplysninger for patientbehandlingen skal fremgå af patientjournalen.
Formålet med indberetningssystemet er at afgive oplysninger, der kan anvendes til at vurdere brugen af
tvangsforanstaltninger.
Til brug for de psykiatriske afdelinger har Sundhedsstyrelsen udarbejdet et elektronisk indtastningsprogram
med elektroniske skemaer omhandlende registrering af frihedsberøvelse (tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel), tvangsbehandling, tvangsfiksering og anvendelse af remme,
anvendelse af fysisk magt og indgivelse af beroligende medicin, aflåsning af døre i afdelingen, personlig
skærmning der uafbrudt varer mere end 24 timer, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og
5.1 Vejledning om udfyldelse af tvangsprotokoller (registrering af anvendelse af tvang i psykiatrien) samt registrering
af anvendelse af udskrivningsaftaler/koordinationsplaner

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
pejlesystemer og særlige dørlåse samt aflåsning af patientstuer på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk
Center, Sygehus Vestsjælland.
I systemet er der adgang for den pågældende afdeling til at læse alle indtastede oplysninger. Oplysningerne
kan printes ud. Der skal være et eksemplar af hvert skema både i afdelingens tvangsprotokol og i patientens
journal. Tvangsprotokollen kan foreligge elektronisk, idet indberetningsprogrammets oversigter kan udgøre
afdelingens tvangsprotokol. I en elektronisk patientjournal skal der ligge et notat om, at oplysningerne er
tilført den elektroniske tvangsprotokol i Sundhedsstyrelsens Elektroniske Indberetningssystem (SEI) og kan
læses heri. Såfremt tvangsprotokollen for den enkelte patient alene kan læses i SEI, skal dette opbevares
lige så længe som resten af journalen, dvs. mindst i 10 år.
Der foretages indberetning til Sundhedsstyrelsen af alle tvangsprotokollens oplysninger, men den
elektroniske udgave, der sendes til Sundhedsstyrelsen, omfatter ikke oplysninger om personalets navn eller
initialer.
Indberetning til Sundhedsstyrelsen foretages senest 10 dage efter iværksættelse af en tvangsforanstaltning.
Så længe tvangsforanstaltningen stadig pågår, indberettes tilføjelser til tvangsprotokollen løbende. Ved
ophør af tvangsforanstaltningen foretages indberetning snarest herefter. Herudover skal afdelingerne
kvartalsvis foretage en kvalitetskontrol af indberetningerne for at sikre, at alle iværksatte og afsluttede
tvangsforanstaltninger er indberettet.
Der foretages indberetning til sygehusmyndigheden kvartalsvis eller eventuelt oftere ved lokale aftaler.
Sygehusmyndigheden har hverken adgang til at læse patientens data eller personalets navn eller initialer.
Hvis indberetningen sendes til sygehusmyndigheden i papirform, skal afdelingen være opmærksom på, at
denne udgave skal være anonymiseret.
Indberetningen til sygehusmyndigheden kan foretages elektronisk, idet afdelingen kan udarbejde
dataudtræk på statistik.sst.dk. Adgang hertil gives af regionernes lokale administratorer af brugeradgang til
Sundhedsstyrelsens informationssystemer. Inden afsendelse skal afdelingerne være opmærksomme på, at
data ikke indeholder oplysninger om patienter eller personale. Sygehusmyndigheden har ligeledes samme
sted direkte adgang til udtræk af de af afdelingerne indberettede data vedrørende tvang.
Generelt om registrering af tvangsforanstaltninger
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en brugermanual med beskrivelse af arbejdsgange ved anvendelse af det
elektroniske indtastningsprogram (SEI).
For alle skemaer angives patientens data og hospitalskoden.
Ved dato for indlæggelse og udskrivning forstås heldøgnsindlæggelse.
Der angives dato for iværksættelse og for ophør af tvangsforanstaltningen.
Ved overflytning til en ny afdeling (med en anden hospitalskode) afsluttes skemaet for den første afdeling
med overflytningsdatoen som udskrivningsdato.
5.1 Vejledning om udfyldelse af tvangsprotokoller (registrering af anvendelse af tvang i psykiatrien) samt registrering
af anvendelse af udskrivningsaftaler/koordinationsplaner

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Ved modtagelse af en patient fra en anden afdeling med en anden hospitalskode påbegyndes en ny
indberetning fra denne afdeling med overflytningsdatoen som iværksættelsesdato for den fortsatte
tvangsforanstaltning. Overlægen på den modtagende afdeling skal således tage stilling til den ikke ophørte
tvangsforanstaltning. Når det drejer sig om de tvangsforanstaltninger, hvor der skal foretages
efterprøvelse/vurdering, skal dette foretages 3 dage, 10 dage, 20 dage osv. efter at tvangsforanstaltningen
er iværksat på den modtagende afdeling.
Registrering af de enkelte tvangsforanstaltninger
Frihedsberøvelse
Der angives datoer for iværksættelse af frihedsberøvelsen og for overlægens stillingtagen. Dato for ophør
med frihedsberøvelsen skal anføres. Det anføres, om frihedsberøvelsen er iværksat som tvangsindlæggelse
eller som tvangstilbageholdelse.
Begrundelsen anføres (helbredsgrunde eller farlighed, jf. psykiatrilovens § 5). Ved tvangsindlæggelse sættes
altid kun 1 markering ved begrundelse, da det er en registrering af, om patienten er indlagt på ”gule eller
røde papirer”. Begge begrundelser kan være relevante for en tvangstilbageholdelse, men af hensyn til
opgørelsen skal der kun afkrydses for den væsentligste begrundelse.
Såfremt en tvangsindlagt patient forlanger sig udskrevet, men tvangstilbageholdes, angives også datoen for
denne tvangstilbageholdelse samt dato for overlægens stillingtagen samt begrundelsen (i medfør af
psykiatrilovens § 5) i rubrikken ”Tvangstilbageholdelse af frihedsberøvet (tvangsindlagt patient)”.
Enhver frihedsberøvelse skal efterprøves efter 3, 10, 20 og 30 dage og herefter mindst hver 4. uge.
Efterprøvelsen udregnes fra den dag, hvor den først iværksatte frihedsberøvelse blev iværksat (dag 0).
Datoerne for efterprøvelse ændres således ikke, når en tvangsindlagt patient senere tvangstilbageholdes,
og de anføres i rubrikken ”Efterprøvelse af frihedsberøvelse”.
Ved overflytning af en frihedsberøvet person til en anden psykiatrisk afdeling, skal overflytningsdatoen
registreres som dato for iværksættelse af frihedsberøvelsen på den modtagende afdeling. Hvis en
tvangsindlagt patient ikke modsætter sig overførsel, vil der være tale om videreførelse af
tvangsindlæggelsen på den nye afdeling (men med ny ikrafttrædelsesdato og heraf fornyet efterprøvelse på
de obligatoriske tidspunkter). Hvis en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt patient modsætter sig
overflytning, vil der være tale om en tvangstilbageholdelse.
Ved tilbageførsel angives dato for beslutning herom samt dato for overlægens stillingtagen i rubrikken
”Tilbageførsel af frihedsberøvet patient”.
Tvangsbehandling
Det angives, hvilken form for tvangsbehandling der er tale om. Hvert skema omhandler kun én form for
tvangsbehandling (medicinering, ECT, ernæring eller behandling af legemlig lidelse). Såfremt flere
behandlingsformer anvendes samtidigt, skal de enkelte former registreres på hvert sit skema. Hvis der for
eksempel anvendes medicinering og ernæring samtidigt, skal det registreres på hvert sit skema.
Dato for beslutning om iværksættelse af behandling samt dato for overlægens stillingtagen anføres.
5.1 Vejledning om udfyldelse af tvangsprotokoller (registrering af anvendelse af tvang i psykiatrien) samt registrering
af anvendelse af udskrivningsaftaler/koordinationsplaner

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Dato for ophør med tvangsbehandlingen anføres.
Navnet på ordinerende læge anføres.
I tilfælde af tvangsbehandling for legemlig lidelse anføres også navnet på den ordinerende somatiske læge
samt dato for den somatiske overlæges stillingtagen.
Ved hver enkelt tvangsbehandling registreres dato samt navn på den tilstedeværende læge. Det kan
således forekomme, at flere perorale eller injektionsmedicineringer finder sted på samme dato. Ved
tvangsernæring angives, hver gang der nedlægges sonde, men ikke hvornår der ernæres gennem sonden.
I rubrikken ”Begrundelse” markeres den konkrete begrundelse for iværksættelse af den pågældende
tvangsbehandling i medfør af § 12 eller § 13.
I rubrikken ”Art og omfang” angives indholdet af tvangsbehandlingen, herunder præparatnavn, startdosis,
administrationsmåde og eventuel bivirkningsmedicin. Den nærmere beskrivelse af behandlingsforløbet,
herunder dosisændringer, skal fremgå af journalen.
I rubrikken ”Tilladt magtanvendelse” angives i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til
behandlingens gennemførelse (fx fastholdelse). Denne magtanvendelse skal derfor ikke registreres
selvstændigt.
Hvis tvangsbehandlingen er besluttet, men aldrig iværksat, skal der ikke indberettes til Sundhedsstyrelsen.
Beslutningen skal alene noteres i patientens journal.
Fiksering og anvendelse af remme
Tidspunkt for iværksættelse og ophør angives med dato og klokkeslæt.
Navn på ordinerende læge og impliceret personale angives.
Ved ophør med bæltefiksering forstås, at bæltet har været løsnet i længere tid end blot helt kortvarigt. Hvis
bæltet er løsnet midlertidigt i op til en times tid, skal det ikke registreres.
Ved fiksering med remme angives tvangsforanstaltningen samlet med angivelse af starttidspunkt for
fiksering med første rem, og ophørstidspunkt når den sidste rem er løsnet.
Ved enhver foranstaltning anføres en begrundelse i medfør af psykiatrilovens § 14.
Såfremt beslutningen om anvendelse af remme i overlægens fravær træffes af anden læge, anføres dato
for overlægens efterfølgende stillingtagen.
I forbindelse med den lægelige vurdering 4 gange i døgnet af opretholdelse af tvangsfiksering angives
tidspunkt og lægens initialer. Vurderingen skal endvidere fremgå af journalen.
Den vurdering, der 48 timer efter iværksættelsen skal foretages af en ekstern læge, skal ligeledes
registreres i tvangsprotokollen med angivelse af tidspunkt og lægens navn og eventuel uenighed med den
behandlende læge. Begrundelsen for vurderingen og information om eventuel uenighed mellem
behandlende læge og ekstern læge skal fremgå af journalen.
5.1 Vejledning om udfyldelse af tvangsprotokoller (registrering af anvendelse af tvang i psykiatrien) samt registrering
af anvendelse af udskrivningsaftaler/koordinationsplaner

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Anvendelse af fysisk magt og indgivelse af beroligende medicin
Disse foranstaltninger reguleres af psykiatrilovens § 17.
Der angives både tidspunkt for iværksættelse og ophør.
Navn på ordinerende læge og tilstedeværende personale angives.
Anvendelse af fysisk magt i form af fastholden omfatter tilfælde, hvor personalet i kortere tid må fastholde
en patient, der opfylder betingelserne for tvangsfiksering, indtil patienten er faldet til ro.
Det registreres også som fastholden, når en patient føres til et andet opholdssted inden for den samme
administrative enhed på sygehuset. Overførelse til lukket afdeling, som patienten modsætter sig,
registreres ikke som fysisk magtanvendelse, men behandles efter reglerne om tvangstilbageholdelse.
Hvis fastholden er et nødvendigt middel til at gennemføre tvangsbehandling eller tvangsfiksering, er det
ikke at betragte som en selvstændig magtanvendelse og skal derfor ikke registreres som en selvstændig
tvangsforanstaltning, men kun sammen med tvangsbehandlingen eller tvangsfikseringen.
Ved indgivelse af beroligende medicin anføres navnet på den tilstedeværende læge. Indgivelse af
beroligende medicin kan alene ske med begrundelsen urolig tilstand, jf. psykiatrilovens § 17.
Aflåsning af døre i afdelingen
Tidspunkt for iværksættelse og ophør angives med dato og klokkeslæt.
Navnet på den ordinerende læge angives.
I rubrikken ”Begrundelse” angives den konkrete begrundelse, jf. psykiatrilovens § 18 e, stk. 1 eller stk. 2.
Personlig skærmning
Hvis patienten ikke samtykker til personlig skærmning, skal det registreres, når skærmingen uafbrudt har
strakt sig over en periode på mere end 24 timer.
Tidspunkt for iværksættelse og ophør angives med dato og klokkeslæt.
Navnet på den ordinerende læge angives.
Begrundelsen for iværksættelsen angives.
I rubrikken ”Begrundelse” angives den konkrete begrundelse, jf. psykiatrilovens § 18 c.
Dato for ordination og ophør anføres.
Navnet på den ordinerende læge angives.
Beskyttelsesfiksering
Hvis der er tale om en anden form for tvangsanvendelse end stofbælte eller lignende, beskrives kort den
konkrete foranstaltning.
5.1 Vejledning om udfyldelse af tvangsprotokoller (registrering af anvendelse af tvang i psykiatrien) samt registrering
af anvendelse af udskrivningsaftaler/koordinationsplaner

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
I rubrikken ”Begrundelse” angives den konkrete begrundelse for den iværksatte tvangsforanstaltning, jf.
psykiatrilovens § 18.
I rubrikken ”Situation” angives de(n) situation(er), hvor beskyttelsesfikseringen må anvendes.
Vurdering finder sted på de fastsatte tidspunkter, 3, 10, 20 og 30 dage efter iværksættelsestidspunktet og
herefter mindst hver 4. uge.
Dato for ordination anføres.
Navnet på den ordinerende læge angives.
Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse
Det afkrydses, hvilken form for foranstaltning der iværksættes. Såfremt flere former for foranstaltninger
anvendes samtidigt, skal de enkelte former registreres hver for sig.
I rubrikken ”Begrundelse” angives den konkrete begrundelse for den iværksatte tvangsforanstaltning, jf.
psykiatrilovens § 17 a.
I rubrikken ”Situation” angives de(n) situation(er), hvor foranstaltningen må anvendes.
Vurdering finder sted på de fastsatte tidspunkter, 3, 10, 20 og 30 dage efter iværksættelsestidspunktet og
herefter mindst hver 4. uge.
Hver aflåsning skal anføres.
Aflåsning af patientstue i Sikringsafdelingen
Tidspunkt for iværksættelse og ophør angives med dato og klokkeslæt.
Navnet på den ordinerende læge angives.
Begrundelsen anføres, jf. psykiatrilovens § 18 a.
Efterprøvelse angives.
For alle patienter angives, om der er tale om en forbigående foranstaltning, eller om der er tale om
aflåsning efter et fast skema.
For patienter, der indelåses efter fast skema, afkrydses desuden en af rubrikkerne om aflåsning det
pågældende antal timer, hvor patienten er indelåst på stuen (ud over den generelle aflåsning om natten og
under konferencerne). Hvis situationen ændrer sig, således at der er behov for at ændre i den samlede tid,
hvor patienten opholder sig i den aflåste stue, afsluttes det pågældende skema, og et nyt skema udfyldes
med angivelse af en ny tidsperiode for indelåsning.
2. Registrering af anvendelse af udskrivningsaftaler/koordinationsplaner
Der angives patientens data og hospitalskoden.
5.1 Vejledning om udfyldelse af tvangsprotokoller (registrering af anvendelse af tvang i psykiatrien) samt registrering
af anvendelse af udskrivningsaftaler/koordinationsplaner

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Ved dato for indlæggelse og udskrivning forstås heldøgnsindlæggelse.
Der angives dato for etablering og udløb af udskrivningsaftale eller koordinationsplan.
Navnet på overlægen angives.
Det skal fremgå af journalen, hvem der har ansvaret for at reagere, hvis aftalen eller planen ikke
overholdes, og hvilke myndigheder, praktiserende sundhedspersoner m.fl., der er involveret i
udskrivningsaftalen/koordinationsplanen. Den nærmere begrundelse og indholdet af
udskrivningsaftalen/koordinationsplanen skal fremgå af journalen.
Indberetning sendes til Sundhedsstyrelsen kvartalsvis uden angivelse af personalets navn. Kopi af disse
skemaer sendes i anonymiseret form til sygehusmyndigheden.
Ikrafttræden mv.
Denne vejledning træder i kraft den 1. januar 2007. Vejledningen erstatter Sundhedsstyrelsens vejledning
af 21. december 2004 om udfyldelse af tvangsprotokoller (registrering af anvendelse af tvang i psykiatrien)
samt registrering af anvendelse af udskrivningsaftaler/koordinationsplaner.
Denne vejledning og manualen til det elektroniske indtastningsprogram kan læses og udskrives på
Sundhedsstyrelsens hjemmeside, Sundhedsstyrelsens elektroniske indberetningssystem, SEI
Sundhedsstyrelsen, den 20. december 2006
Anne Mette Dons
/Kirsten Kaaber
5.1 Vejledning om udfyldelse af tvangsprotokoller (registrering af anvendelse af tvang i psykiatrien) samt registrering
af anvendelse af udskrivningsaftaler/koordinationsplaner

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.2 Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner,
eftersamtaler, obligatorisk vurdering ved tvangsfiksering,
beskyttelsesfiksering, udskrivningsaftaler, koordinationsplaner,
husordener og klagemuligheder mv. for patienter indlagt på
psykiatriske afdelinger (Til landets psykiatriske afdelinger)
1. Indledning
Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november 2006, regulerer
visse forhold for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger. Denne vejledning knytter sig til loven og til
Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1493 af 14. december 2006 om samtaler efter ophør af enhver
tvangsforanstaltning på psykiatriske afdelinger, samt til Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse
nr. 1499 af 14. december 2006 om underretning og klagevejledning til patienter i forbindelse med
anvendelse af tvang i psykiatrien.
I medfør af lov nr. 546 af 24. januar 2005, sundhedsloven, § 15, stk. 1, må ingen behandling indledes eller
fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelse
fastsat i henhold til lov.
Af psykiatriloven fremgår, at indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling så vidt muligt skal
finde sted med patientens samtykke. Et samarbejde mellem patient og den behandlende læge er en
forudsætning for, at det psykiatriske behandlingstilbud kan føre til et godt resultat. I forbindelse med
indlæggelsen skal patienten vejledes om formålet med indlæggelsen, opholdet og dets forventede
varighed, behandlingen samt om udsigterne til resultat heraf, herunder bedring af tilstanden.
Inden iværksættelsen af behandling skal en patient være informeret om sin helbredstilstand og om
behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Der skal i givet fald
oplyses om eventuelle andre behandlingsmuligheder, deres konsekvenser, forventede virkning, mulige
komplikationer og bivirkninger, samt oplyses om forventede konsekvenser af manglende behandling.
2. Forhåndstilkendegivelser
Patienten har ret til forud for og i forbindelse med indlæggelsen at fremsætte sine personlige ønsker med
hensyn til behandlingens form og indhold. Dette gælder også behandling uden samtykke. Den endelige
tilrettelæggelse af behandlingstilbuddet må nødvendigvis finde sted efter den kliniske vurdering ved
indlæggelsen og i forbindelse med udformning af behandlingsplanen. Patientens tilkendegivelser skal
indføres i journalen og skal så vidt muligt inddrages som vejledende for overlægens overvejelser om
behandling, også i tilfælde hvor behandling uden samtykke kommer på tale. Patienten skal informeres om,
at der kan opstå en situation, hvor det kan være nødvendigt at fravige forhåndstilkendegivelsen, når
betingelserne for iværksættelse af tvangsforanstaltninger er opfyldt.
5.2 Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering mv. for patienter
indlagt på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
3. Behandlingsplaner
I medfør af psykiatrilovens § 3, stk. 3, har den behandlingsansvarlige overlæge ansvaret for, at der opstilles
en behandlingsplan for enhver, der indlægges på en psykiatrisk afdeling. Behandlingsplanen skal
journalføres. Overlægen kan bemyndige en anden læge til at udarbejde en behandlingsplan for patienten.
Patienten skal vejledes om behandlingsplanens indhold, og patientens samtykke bør til stadighed søges
opnået. Under hele behandlingsforløbet bør der i videst muligt omfang træffes klare aftaler om
samarbejdet mellem patient og behandlere. Disse aftaler skal journalføres.
I forbindelse med drøftelse af behandlingsplanen skal lægen informere patienten om formålet med
behandlingen og søge patientens samtykke til den påtænkte behandling, herunder overveje og diskutere
patientens eventuelle forslag om andre behandlingsformer. Patientens tilkendegivelser og resultat af
drøftelsen skal indføres i journalen.
Der er ingen formelle krav til udformningen af behandlingsplanen, men denne er en del af journalen, hvad
enten den er indskrevet i selve journalen eller foreligger som et selvstændigt notat. Det overlades derfor til
den enkelte psykiatriske afdeling at finde den udformning, der lokalt findes optimal og mest overskuelig
som registrering af de enkelte elementer i behandlingsplanen. Behandlingsplanen er i sin helhed omfattet
af reglerne om aktindsigt i patientjournaler.
En kopi af behandlingsplanen og efterfølgende reviderede planer skal udleveres til patienten, medmindre
denne frabeder sig det.
Behandlingsplanen skal udarbejdes senest en uge efter indlæggelsen og skal omfatte følgende:
a) psykiatriske og somatiske diagnoser samt beskrivelse af de fænomener, der underbygger diagnoserne,
b) plan for de efterfølgende undersøgelser, der er nødvendige af diagnostiske og behandlingsmæssige
grunde,
c) plan for den påtænkte behandling, omfattende såvel medicinsk behandling som psykoterapeutiske,
miljøterapeutiske samt sociale foranstaltninger, under hensyntagen til eventuelt senere indløbne
undersøgelsesresultater,
d) de mål, der søges opnået ved behandlingen og antagelser om behandlingens varighed,
e) tidspunkt for planlagt opfølgning af behandlingsplanen og
f) oplysning om patientens holdning til behandlingsplanen.
Planen skal ajourføres ved ændringer i patientens tilstand eller den overordnede behandlingsstrategi.
Pårørende søges med samtykke fra patienten i videst mulig grad informeret om behandlingsplanen.
5.2 Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering mv. for patienter
indlagt på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4. Eftersamtaler
Ifølge psykiatrilovens § 4, stk. 5, skal patienten efter ophør med enhver tvangsforanstaltning tilbydes en
eller flere samtaler.
Formålet med eftersamtaler er, at patienten skal have mulighed for at beskrive og drøfte sine oplevelser i
forbindelse med iværksættelse og gennemførelse af tvangsforanstaltningen. Den sundhedsperson, der
gennemfører eftersamtalen, kan herved blive bekendt med patientens opfattelse af den anvendte tvang og
opnå en bedre forståelse af patientens reaktionsmønstre. Referat af samtalen skal journalføres, så
afdelingen som helhed kan blive bekendt med patientens opfattelse af tvangsforanstaltningen og dennes
gennemførelse. Formålet er at søge at forebygge eller reducere tvangsanvendelse over for den pågældende
patient i eventuelle fremtidige situationer, eller eventuelt at gennemføre tvangen på en mere
hensigtsmæssig og mindre traumatisk måde for patienten.
Desuden er formålet at forklare patienten baggrunden for iværksættelse af den aktuelle
tvangsforanstaltning, så patienten får en bedre forståelse for årsagen til, at personalet i situationen fandt
det nødvendigt at anvende tvang.
Ved systematisk gennemførelse af eftersamtaler, der tager højde for at fremskaffe oplysninger om en
række forhold, kan personalet desuden opnå erfaringer, som kan anvendes til generelt at forebygge eller
reducere anvendelse af tvang i afdelingen.
Eftersamtalen gennemføres af en kvalificeret sundhedsperson på den afdeling, hvor tvangsforanstaltningen
har fundet sted. Eftersamtalen skal finde sted snarest efter tvangsforanstaltningens ophør og senest i
forbindelse med udskrivningssamtalen. Ved vurdering af omfanget, indholdet og tidspunktet for samtalens
afholdelse skal der tages udgangspunkt i en samlet vurdering af patientens situation/tilstand.
Følgende forhold skal indgå i eftersamtalen:
a) hvordan patienten oplevede den pågældende tvangsforanstaltning og den måde den blev gennemført
på,
b) patientens opfattelse af årsag til og formål med den pågældende tvangsforanstaltning,
c) patientens vurdering af om man kunne have undgået tvang i den pågældende situation og i givet fald
hvordan man skulle have forholdt sig,
d) patientens forslag til hvordan man i eventuelle fremtidige situationer kunne undgå tvang,
e) information om hvordan personalet opfattede årsagen til og formålet med tvangsforanstaltningen og
f) virkning og eventuelle bivirkninger ved den pågældende tvangsforanstaltning, fx ved medicinering.
Andre forhold i relation til tvangsforanstaltningen, som må antages at kunne fremme formålet med
samtalen, kan inddrages i samtalen såvel af patienten som af personalet.
Efter samtalens afslutning skal der skrives et referat, som udleveres til patienten, som får mulighed for at
kommentere dette. Referatet indgår i journalen.
5.2 Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering mv. for patienter
indlagt på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Personalet skal vurdere, om der vil være behov for at afholde flere eftersamtaler, og patienten skal
informeres om, at den pågældende kan anmode om en supplerende samtale.
Afholdelse af eftersamtaler har været anvendt i forbindelse med Det nationale kvalitetsprojekt om
anvendelse af tvang, som blev gennemført i 2004-2005. Resultaterne fra de forsøg, der blev gennemført i
dette regi, viste, at en systematisk anvendelse af eftersamtaler kunne medvirke til at nedbringe
tvangsanvendelsen. Der henvises til materialet herfra med henblik på inspiration til gennemførelse af
eftersamtaler.
5. Tvangsfiksering
Ved revision af psykiatriloven i 2006, § 21, stk. 4 og stk. 5, blev der indført nye regler for obligatorisk
efterprøvelse af tvangsfikseringer. Baggrunden for disse regler er blandt andet et ønske om at reducere
anvendelsen af tvangsfikseringerne.
Det fremgår af lovens § 21, stk. 4, at der, så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal foretages fornyet
lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så ofte som forholdene
tilsiger det, dog mindst 4 gange i døgnet, efter at beslutningen om anvendelse af tvangsfiksering er truffet.
Disse tilsyn skal fordeles jævnt over døgnet.
Denne obligatoriske efterprøvelse fritager ikke overlægen for det overordnede ansvar for, at bl.a.
tvangsfiksering ikke anvendes i videre omfang end højst nødvendigt, jf. lovens § 21, stk. 1. Den løbende
efterprøvelse efter denne bestemmelse skal således finde sted sideløbende med den obligatoriske
efterprøvelse efter lovens § 21, stk. 4.
Hvis en tvangsfiksering udstrækkes i længere tid end 48 timer, skal en læge, der ikke er ansat på det
pågældende psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder sted, foretage en vurdering af spørgsmålet om fortsat
anvendelse af tvangsfiksering, jf. lovens § 21, stk. 5. Den eksterne læge må ikke have ansvaret for
behandlingen af patienten og heller ikke ansættelsesmæssigt være underordnet den behandlende læge.
Lægen, der foretager den eksterne vurdering, skal være speciallæge i psykiatri eller i børne- og
ungdomspsykiatri. En speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri kan således foretage vurdering på en
voksenpsykiatrisk afdeling, og en speciallæge i psykiatri kan foretage vurdering på en børne- og
ungdomspsykiatrisk afdeling.
Den eksterne læge kan være ansat på et andet hospital, men kan også være ansat på det hospital/den
afdeling, hvor den fikserede patient er indlagt. Hvis der for eksempel er tale om en patient, der er indlagt
på et gerontopsykiatrisk afsnit, kan den eksterne efterprøvelse foretages af en læge ansat på et andet afsnit
på hospitalets psykiatriske afdeling. Det afgørende er, at den eksterne læge ikke er ansat på det
psykiatriske afsnit, hvor indgrebet finder sted, og således ikke har ansvar for patientens behandling og
heller ikke ansættelsesmæssigt er underordnet den behandlende læge.
Ved uenighed i bedømmelsen af, om der fortsat er behov for at opretholde en tvangsfiksering, er den
behandlende læges vurdering afgørende. Uenighed mellem de to lægers vurdering af situationen skal dog
mundtligt og skriftligt oplyses over for patienten og patientrådgiveren.
5.2 Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering mv. for patienter
indlagt på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Vurderingen ved den eksterne læge skal foretages på baggrund af lægens egen undersøgelse af patienten
og kan således ikke foretages alene på baggrund af en gennemgang af journalmateriale. Lægens vurdering
skal tilføres patientens journal.
Den behandlende læge skal umiddelbart efter udløbet af de 48 timer, jf. lovens § 21, stk. 5, sikre sig, at der
tilkaldes en læge, der kan foretage den nævnte vurdering. Hvis de 48 timer udløber sent om aftenen eller
om natten, kan tilkaldelsen af den eksterne læge foretages den følgende morgen. Yderligere udsættelse
kan ikke ske pga. helligdage og i weekender.
Hvis der ved tvangsfikseringen foruden bælte anvendes handsker, hånd- eller fodremme, skal der ved
vurderingerne, jf. § 21, stk. 4 og 5, i loven, tages særskilt stilling til den fortsatte anvendelse af disse
tvangsmidler. Såfremt der hos en tvangsfikseret patient senere i forløbet anvendes remme eller handsker,
regnes 48-timers fristen fra den først iværksatte foranstaltning.
6. Beskyttelsesfiksering
Beskyttelsesfiksering med bløde stofbælter og lignende kan benyttes for at hindre, at en patient utilsigtet
udsætter sig selv for væsentlig fare. Med henblik på at forhindre, at en patient kommer til skade ved
beskyttelsesfiksering, har ledelsen et ansvar for at sikre patienterne ved anvendelse af CE-mærkede bælter,
vejledning om brugen heraf til personalet samt ansvar for vurdering af, om en forsvarlig overvågning af
patienten kan etableres inden for afdelingens sædvanlige rutiner eller der skal være fast vagt, så længe
fikseringen varer.
7. Udskrivningsaftaler/koordinationsplaner
Psykiatrilovens kapitel 4 a indeholder særlige bestemmelser om den fortsatte behandling efter udskrivning,
når det antages, at patienten efter udskrivning ikke selv vil søge den behandling, herunder de sociale tilbud,
der er nødvendige for patientens helbred. I disse tilfælde har den behandlingsansvarlige overlæge ansvaret
for, at der indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de sociale
myndigheder i kommunen, privatpraktiserende sundhedspersoner (fx praktiserende læger og
praktiserende speciallæger) m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten. Det kan dreje
sig om patienter med alvorlig sindslidelse, der udsættes for betydelig helbredsforringelse ved ikke at
modtage nogen form for behandlingsmæssig eller social støtte. Der kan for eksempel være tale om
patienter, der lider af skizofreni og samtidigt har misbrugsproblemer eller store sociale problemer.
Udskrivningsaftalen skal indeholde en beskrivelse af patientens aktuelle og forventede fremtidige behov for
behandling og sociale tilbud. Udskrivningsaftalen skal omfatte de behandlingsmæssige og sociale tilbud,
som vil være relevante for patienten samt angivelse af dato og tidspunkt for det første møde hos
vedkommende myndighed m.fl. Aftalen skal så vidt muligt tilgodese patientens ønsker. Udskrivningsaftalen
skal være tidsbegrænset, og aftalen skal tages op til vurdering efter en bestemt angiven periode. Det skal af
udskrivningsaftalen fremgå, hvem der er ansvarlig for revurdering af planen, og hvem der er ansvarlig for
opfølgning, således at patienten får de nævnte tilbud. Det skal endvidere fremgå, hvem der skal reagere,
hvis aftalen ikke overholdes.
5.2 Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering mv. for patienter
indlagt på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
I mange tilfælde har det distriktpsykiatriske center, det opsøgende psykoseteam eller de sociale
behandlingsinstitutioner erfaringer med disse patienter og vil på naturlig måde kunne inddrages i
planlægningen. Det bør vurderes, hvordan den praktiserende læge på mest hensigtsmæssig måde kan
inddrages i denne proces, da et forudgående kendskab til patientens funktion har en væsentlig indflydelse
på elementerne af udskrivningsaftalen samt på opfølgningen. Ofte vil det distriktspsykiatriske center følge
patienten efter udskrivningen, og i disse situationer kan det derfor være hensigtsmæssigt, at
distriktspsykiatrisk center er ansvarligt for opfølgning af aftalen.
Såfremt patienten ikke vil medvirke til at indgå en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for, at den
psykiatriske afdeling i samarbejde med de relevante myndigheder m.fl. udarbejder en koordinationsplan
for de behandlingsmæssige og de sociale tilbud til patienten. Der stilles samme indholdsmæssige krav til en
koordinationsplan som til en udskrivningsaftale, der indgås med patientens medvirken.
Både for så vidt angår udskrivningsaftaler som koordinationsplaner er der tale om, at den psykiatriske
afdeling i samarbejde med relevante myndigheder m.fl. gennem fælles konferenceaktivitet tilrettelægger
de fortsatte behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten. Disse tilbud kan ikke gennemtvinges over
for patienten.
Såfremt en patient forlader afdelingen, uden at dette er aftalt på forhånd og uden ønske om at vende
tilbage, må det betragtes som et ønske om udskrivning, og de beskrevne bestemmelser om
udskrivningsaftaler og koordinationsplaner kan derfor anvendes, hvis der skønnes at være behov for det.
Afdelingen skal i så fald søge at opnå kontakt med patienten for at opnå rimelige aftaler om forløbet.
Ved etablering af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner kan der i visse situationer videregives
oplysninger om patientens rent private forhold uden patientens samtykke. Det drejer sig om oplysninger,
der er nødvendige for at kunne indgå og følge op på udskrivningsaftaler eller koordinationsplaner.
Samarbejdet mellem psykiatriske afdelinger, relevante myndigheder m.fl. forudsætter en udveksling af
information om patienten, og det er derfor tilladt at videregive relevante oplysninger om patientens private
forhold mellem disse forskellige instanser i det omfang, videregivelsen må anses for nødvendig for
iværksættelse af og tilsyn med overholdelse af udskrivningsaftalen eller koordinationsplanen.
8. Anbringelse af børn og unge i lukkede afdelinger
Det fremgår af FN´s Børnekonvention, at ethvert barn, der er berøvet friheden, skal holdes adskilt fra
voksne, medmindre en sådan adskillelse ikke anses at tjene barnets tarv.
I de områder af landet, hvor der ikke er lukkede børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, må det bero på
en konkret vurdering, hvad der tjener barnets tarv bedst. En flytning af barnet eller den unge til en lukket
børne- eller ungdomspsykiatrisk afdeling i en anden del af landet kan udgøre en større belastning end
placering på en lukket voksenpsykiatrisk afdeling. I en sådan konkret vurdering må indgå en række hensyn,
bl.a. afstanden til en lukket børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, længden af den forventede
indlæggelsestid, barnets eller den unges behov for kontakt med forældre og pårørende samt vurdering af,
hvorvidt den voksenpsykiatriske afdeling er egnet til at opfylde barnets behov for omsorg og pleje.
5.2 Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering mv. for patienter
indlagt på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
9. Husordener
Det fremgår af psykiatrilovens § 2 a, at sygehusmyndigheden har pligt til at sikre, at der på enhver
psykiatrisk afdeling forefindes en skriftlig husorden, som skal være tilgængelig for patienten, fx ved at den
ligger fremme eller ved opslag i afdelingen. Afdelingsledelsen skal sikre en procedure, så enhver patient ved
indlæggelsen får udleveret en husorden.
Ved udformning eller ændring af den skriftlige husorden skal patienterne inddrages. Med udgangspunkt i
forholdene på den enkelte afdeling, herunder patientsammensætningen, tilrettelægger overlægen,
hvordan inddragelsen skal foretages.
En husorden skal indeholde generelle regler om patienternes udfoldelsesmuligheder under indlæggelse, fx
regler om adgangen til at telefonere, regler om rygning i afdelingen, besøgsforhold, overvåget besøg mv.,
samt om konsekvenserne af, at husordenen ikke overholdes. Vurdering af hvilke elementer husordenen
skal indeholde, skal tage udgangspunkt i de konkrete forhold på den enkelte afdeling. Ved udformningen
bør der rettes særlig opmærksomhed mod de forhold, der på den enkelte afdeling har givet anledning til
tvivl og eventuelle konflikter, hvor der således er særlig grund til at have synlige og klare retningslinjer.
10. Klageadgang
I forbindelse med revision af psykiatriloven i 2006 blev klagesystemet ændret.
Til det psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningen kan indbringes klager over tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt,
beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig
skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen og aflåsning af
patientstuer på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland.
Klagen kan fremsættes af patienten eller af patientrådgiveren. Klager patienten til personalet på afdelingen
eller til sygehusmyndigheden, skal klagen umiddelbart viderebringes til patientklagenævnet.
Patienten kan få indbragt det psykiatriske patientklagenævns afgørelse om tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og aflåsning af døre i afdelingen
for domstolene. Patientklagenævnet skal indbringe sagen for retten inden 5 hverdage, efter at patienten
eller patientrådgiveren har anmodet om det.
Patienten kan indbringe det psykiatriske patientklagenævns afgørelser om tvangsbehandling, anvendelse af
fysisk magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt
varer mere end 24 timer og aflåsning af patientstuer på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center,
Sygehus Vestsjælland til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Det psykiatriske patientklagenævn skal
efter anmodning indbringe afgørelserne for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Disse afgørelser kan
endvidere indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn af sygehusmyndigheden.
Klager over tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, afgøres inden 7 hverdage efter klagens
modtagelse. I andre sager skal patientklagenævnet træffe afgørelse hurtigst muligt. Klager over
tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er
5.2 Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering mv. for patienter
indlagt på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare. En klage har endvidere ikke
opsættende virkning, hvis lægen skønner, at omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for at
afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.
Som eksempler på situationer, hvor en klage ikke har opsættende virkning på tvangsbehandling kan
nævnes, at medicinering er nødvendig for, at patienten ikke udsættes for væsentlig forværring af
sygdommen. Det kan for eksempel være nødvendigt at iværksætte behandling, når patienten er i risiko for
at udvikle akut livstruende delir (fx i forbindelse med mani, andre psykoser eller alkoholforgiftning), hvis
behandlingen ikke bliver iværksat. Af andre eksempler kan nævnes tvangsernæring af en patient med
livstruende anorexi. Endvidere kan der eksempelvis være situationer, hvor akut medicinering kan forhindre,
at en patient udsætter andre for voldelige overgreb.
Patientrådgiveren og den læge, der har truffet beslutning om tvangsindgrebet, skal så vidt muligt være til
stede ved det psykiatriske patientklagenævns sagsbehandling. Nævnets møder skal som udgangspunkt
afholdes på den psykiatriske afdeling, hvor patienten er eller har været indlagt.
Klager over anvendelse af tvang til gennemførelse af personlig hygiejne og klager over undersøgelse af
post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse af medikamenter, rusmidler og farlige
genstande mv. rettes til sygehusmyndigheden. Sygehusmyndighedens afgørelse kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
Klager over den sundhedsfaglige behandling og pleje, som ikke vedrører tvang i psykiatrien, indbringes for
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
11. Lægeerklæringer til brug for klagesagsbehandling
En lægeerklæring til brug for behandling af klager over tvang i psykiatrien skal indeholde sygehistorie, en
beskrivelse af grundlaget for diagnosen eller eventuelt tentative diagnoser, begrundelse for
nødvendigheden af at iværksætte de pågældende tvangsforanstaltninger samt for konsekvenserne af ikke
at iværksætte en tvangsforanstaltning. Herunder kan inddrages tidligere erfaringer med patientens
sygdom.
Erklæringen skal være så fyldestgørende, at patientklagenævnet ikke skal indhente supplerende
erklæringer, men skal samtidigt kun indeholde de oplysninger, der er nødvendige for, at
patientklagenævnet kan træffe en afgørelse. Sammen med lægeerklæringen skal medsendes de relevante
tvangsprotokoller og behandlingsplanen samt kopi af øvrige relevante dele af journalen. Erklæringen skal
være underskrevet af den behandlingsansvarlige overlæge og skal fremsendes hurtigst muligt.
12. Ophævelse
Vejledningen har virkning fra den 1. januar 2007 og erstatter vejledning nr. 203 af 8. december 1998 om
psykiatrilovens revision (forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, udskrivningsaftaler og
koordinationsplaner samt klagemuligheder mv. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger).
Samtidigt ophæves cirkulære nr. 202 af 8. december 1998 om behandlingsplaner for patienter indlagt på
psykiatriske afdelinger.
5.2 Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering mv. for patienter
indlagt på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Sundhedsstyrelsen, den 14. december 2006
Else Smith / Anne Mette Dons
5.2 Vejledning om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, eftersamtaler, obligatorisk vurdering mv. for patienter
indlagt på psykiatriske afdelinger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.3 Klageadgang og klagevejledning
Kapitel 5 i bekendtgørelse nr. 1496 af 14.12.2006 om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn
§ 16. Det psykiatriske patientklagenævn skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren
indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel,
tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og aflåsning af døre i afdelingen for retten efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a. Forelæggelse for retten skal finde sted inden 5 hverdage efter anmodningens
fremsættelse.
Stk. 2. Det psykiatriske patientklagenævns afgørelser om tvangsbehandling, anvendelse af fysik magt,
personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end
24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen, under Psykiatrisk Center, Sygehus
Vestsjælland, kan påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
§ 17. Det psykiatriske patientklage nævn skal vejlede patienten og patientrådgiveren om adgangen til
domstolsprøvelse efter retsplejelovens kapitel 43 a. Nævnet skal endvidere vejlede om, at begæring om
sagens indbringelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a skal fremsættes inden 4 uger fra
nævnets afgørelse i sagen, samt om at senere fremsættelse af begæringen indtil 6 måneder efter nævnets
afgørelse i sagen undtagelsesvis kan tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at fravige fristen.
Det psykiatriske patientklagenævn skal endvidere gøre patienten og patientrådgiveren bekendt med, at
sagen vil blive indbragt for retten af nævnet, og at retten beskikker en advokat for patienten, medmindre
den pågældende selv har antaget en advokat.
Stk. 2. Nævnet skal endvidere vejlede sagens parter om adgangen til at klage over nævnets andre
afgørelser til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Se desuden kapitel 43a i retsplejeloven lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29.10.2009
5.3 Klageadgang og klagevejledning

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.4 Om gamle med demens.
Under udarbejdelse - afventer ministeriet
5.4 Om gamle med demens.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af
helbredsoplysninger mv.
(Til landets læger og andet sundhedspersonale)
1. Indledning
Vejledningen knytter sig til Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om
information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.
Bestemmelserne i patientretsstillingsloven (lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling) har til
formål at sikre, at patienters værdighed, integritet og selvbestemmelsesret respekteres. Loven indeholder
bl.a. regler om sundhedspersoners pligt til at give information og indhente samtykke til behandling mv. og
om betingelserne for sundhedspersoners videregivelse af helbredsoplysninger mv. i forbindelse med
behandling eller til andre formål. Bestemmelserne er blevet smidiggjort i forhold til tidligere lovgivning.
Patienten skal således ikke løbende give sit samtykke i forbindelse med behandling mv. og i forbindelse
med videregivelse af helbredsoplysninger mv. Det forudsætter imidlertid, at patienten er fuldt informeret
om, at patienten altid vil kunne nægte en given undersøgelse, behandling eller videregivelse af
helbredsoplysninger mv., medmindre andet fremgår af lovgivningen.
Vejledningens formål er at præcisere og uddybe disse bestemmelser i patientretsstillingsloven.
2. Samtykke til behandling
Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet
følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, jf. lovens § 6, stk. 1.
Samtykkekravet understreger patientens selvbestemmelsesret. Et samtykke til behandling (undersøgelse,
diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og sundhedsfaglige
forebyggelsestiltag mv. over for den enkelte patient, jf. lovens § 3) er patientens frivillige accept af at ville
modtage en bestemt behandling. Samtykket skal være baseret på fyldestgørende information. Der er tale
om en dialog, hvor patient og sundhedsperson udveksler oplysninger, stiller spørgsmål og opnår enighed
om, hvilken behandling der skal iværksættes. For at man kan tale om et gyldigt samtykke, kræver dette, at
patienten er i stand til at overskue konsekvenserne på baggrund af den givne information.
2.1 Samtykkekompetence
2.1.1 Mindreårige
For at kunne udøve sin selvbestemmelsesret skal patienten være fyldt 15 år og være i stand til at overskue
konsekvenserne af et samtykke, jf. lovens § 8, stk.1.
Hvis en patient på 15 - 17 år ikke er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan
forældremyndighedens indehaver give samtykke til behandling, jf. lovens § 8, stk. 2.
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Selvbestemmelsesretten gælder, uanset hvilken behandling patienten skal tage stilling til.
Selvbestemmelsesretten gælder fx også, hvis en 15 - 17 årig, der tilhører det religiøse samfund Jehovas
Vidner, beslutter sig til ikke at ville modtage en livsvigtig blodtransfusion. Sygdommens alvor og
behandlingens karakter kan have betydning for vurderingen af, hvorvidt en 15- 17 årig er i stand til at
overskue konsekvenserne af sin stillingtagen.
Er patienten under 15 år, er det forældremyndighedens indehaver, der skal give samtykke, men patienten
skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det omfang, patienten forstår
behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Der skal lægges vægt på den under 15
åriges tilkendegivelser, jf. lovens § 11.
Forældremyndighedens indehaver skal træffe en beslutning, der tilgodeser den mindreåriges tarv og
interesser. Efter lov om social service § 44 kan børn- og unge-udvalget i kommunen træffe beslutning om at
gennemføre undersøgelse og behandling, hvis indehaveren af forældremyndigheden undlader at lade et
barn eller en ung undersøge eller behandle for en livstruende sygdom eller en sygdom, der udsætter barnet
eller den unge for betydelig og varig nedsat funktionsevne.
I situationer, hvor hensynet til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente en afgørelse fra
børn- og unge-udvalget, kan der i medfør af § 45 i lov om social service træffes en foreløbig afgørelse.
Hvis forældrenes beslutning om at undlade at lade barnet behandle ikke er livstruende for barnet eller ikke
risikerer at medføre betydelig og varig funktionsnedsættelse, er der ikke hjemmel til at tvangsbehandle.
Der kan i anden lovgivning være hjemmel til, at der i relation til behandling af mindreårige ikke skal
indhentes samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. lov om svangerskabsafbrydelse § 6, stk. 2 og
lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp § 11, stk. 2.
2.1.2 Voksne patienter uden evne til at give samtykke
2.1.2.1 Varigt inhabile
Når der er tale om patienter, der varigt mangler evnen til at give samtykke, kan de nærmeste pårørende
give samtykke til behandling. I de tilfælde, hvor patienten er under værgemål, der omfatter kompetence til
at træffe beslutninger vedrørende helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan informeret samtykke dog
gives af værgen, jf. lovens § 9, stk. 1.
Patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke til behandling, kan være mennesker
med nedsat psykisk funktionsevne, hvad enten denne tilstand er opstået ved fødslen eller er opstået
senere, som tilfældet er for demente personer. Endvidere vil kronisk sindslidende og sindslidende med
langvarige sygdomsforløb ofte kunne henregnes til denne gruppe af patienter. Det afgørende er, om de
pågældende kan forholde sig fornuftsmæssigt til behandlingsforslag mv.
Ved nærmeste pårørende forstås: Samlevende ægtefælle eller samlever, partner i et registreret parforhold,
slægtninge i lige linie, og efter omstændighederne søskende. Adoptivbørn og plejebørn vil også kunne
betragtes som nærmeste pårørende. Efter omstændighederne, navnlig hvor der ikke er en ægtefælle,
samlever eller børn, vil slægtninge, som patienten er nært knyttet til eller nært besvogret med, også kunne
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
betragtes som nære pårørende. Familieforholdet behøver ikke altid være det afgørende. Også en person,
som patienten er nært knyttet til, vil i den konkrete situation kunne anses for nærmeste pårørende fx en
ven, en bistandsværge eller en støtte- og kontaktperson.
Hvis de nærmeste pårørende eller værgen forvalter samtykket på en måde, der åbenbart vil skade
patienten eller behandlingsresultatet, kan sundhedspersonen gennemføre behandlingen, såfremt
vedkommende embedslægeinstitution giver sin tilslutning hertil, jf. lovens § 9, stk. 4.
Hvis der hverken er nærmeste pårørende eller udpeget en personlig værge, kan sundhedspersonen
gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden sundhedsperson, der har faglig indsigt på området og
som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af patienten, giver sin tilslutning hertil, jf.
lovens § 9, stk. 2. Den anden sundhedsperson skal være uvildig, hvorfor der ikke må eksistere et over-
/underordnelsesforhold mellem de to sundhedspersoner.
Den anden sundhedsperson kan fx være en overlæge fra en anden afdeling.
Tilslutningen fra en anden sundhedsperson, jf. lovens § 9, stk. 2, og fra embedslægen, jf. § 9, stk. 4, skal
vedrøre et konkret behandlingsforslag, og de pågældende skal varetage patientens interesser og behov,
men de kan ikke indtræde i patientens rettigheder efter loven, jf. lovens § 5.
Hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter med hensyn til omfang og varighed, kan
sundhedspersonen i de nævnte tilfælde, hvor der ikke er værge eller nærmeste pårørende, gennemføre
behandlingen uden at inddrage en anden sundhedsperson.
Selvom patienten generelt set mangler evne til at forstå en information og til at overskue konsekvenserne
af et samtykke, kan den pågældende på enkeltområder være i stand til at give et gyldigt samtykke. Der skal
derfor i så vid udstrækning som muligt gives information til og indhentes samtykke fra patienten selv. Det
kan efter en konkret vurdering af patientens evne til at give samtykke være samtykke til visse former for
behandling eller visse dele af en behandling. Patientens beslutning om behandling bør accepteres fremfor
et stedfortrædende samtykke. Det er vigtigt, at patientens selvbestemmelsesret ikke bortfalder i større
udstrækning, end der er grundlag for, jf. også lovens § 11.
Efter patientretsstillingslovens § 11 skal en patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, informeres
og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det omfang, patienten forstår behandlingssituationen,
medmindre dette kan skade patienten. Der skal lægges vægt på patientens tilkendegivelser.
Det skal understreges, at hvis en patient i ord eller handling tilkendegiver, at vedkommende ikke vil
behandles, er der, uanset samtykke fra værge eller pårørende, ikke hjemmel til at gennemføre
behandlingen med tvang.
2.1.2.2 Midlertidigt inhabile
Pårørende kan ikke på en midlertidigt inhabil patients vegne give samtykke til behandling i situationer, hvor
der ikke er et øjeblikkeligt behandlingsbehov.
2.1.2.3 Øjeblikkeligt behandlingsbehov
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
I situationer, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at
forbedre patientens chance for at overleve eller for at opnå et væsentligt bedre resultat af behandlingen,
kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra patienten eller fra
forældremyndighedens indehaver, nærmeste pårørende eller værge, jf. lovens § 10.
Det gælder både, når patienten midlertidigt er ude af stand til at tage stilling til behandling fx på grund af
bevidstløshed og ved behandling af patienter, der varigt er ude af stand til at give samtykke til behandling
eller er under 15 år.
Dette svarer til, hvad der i øvrigt må antages at følge af en almindelig nødretsgrundsætning, og
bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lægelovens § 7, stk. 1 og bestemmelserne i straffelovens
§§ 250 og 253.
2.2 Frivillighed
Et samtykke skal være frivilligt. Et samtykke, der er givet under pres, tvang eller svig er ikke gyldigt.
Hvis sundhedspersonen tilbageholder væsentlige oplysninger for patienten, og vedkommende derfor ikke
får et tilstrækkeligt grundlag at tage stilling på, kan der efter omstændighederne rejses tvivl om, der er tale
om et frivilligt samtykke.
Sundhedspersonen bør naturligvis tilkendegive over for patienten, hvad der efter den pågældendes
opfattelse vil være det fagligt bedste for patienten, men sundhedspersonen skal være varsom med at gå så
langt i sine overtalelser, at der kan blive tale om utilbørlig påvirkning af patienten.
Behandling mod patientens vilje kan efter omstændighederne være både strafbart og
erstatningspådragende, medmindre der findes særlige regler om tvangsmæssig behandling, jf. lov om
frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (ændret ved lov nr. 403 af 26. juni 1998 med ikrafttræden
den 1. januar 1999) og lov nr. 114 af 21. marts 1979 om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme.
Patienten kan ikke selv bestemme behandlingen. Det er sundhedspersonen, der er ansvarlig for valg og
udførelse af behandlingen. Sundhedspersonen bør dog i videst muligt omfang, selvom patienten ønsker en
anden behandling end den sundhedspersonen finder fagligt mest korrekt, behandle patienten efter
omstændighederne bedst muligt.
En patient kan på et hvilket som helst tidspunkt standse en behandling ved at nægte yderligere medvirken
eller ved at forlange sig udskrevet, fx fra sygehus, jf. lovens § 6, stk. 2.
2.3 Samtykkets indhold
Samtykket skal være givet til en konkret behandling. I kravet herom ligger, at et samtykke skal være
konkretiseret i den forstand, at det er klart og utvetydigt, hvad samtykket omfatter. Det skal være klart,
hvilken behandling, herunder behandlingsmetode, der må foretages, og hvad der er formålet med
behandlingen.
Samtykket skal være informeret, og sundhedspersonen må således sikre sig, at patienten er tilstrækkeligt
informeret om behandlingen til at vide, hvad han/hun giver samtykke til, jf. lovens § 6, stk. 3, jf. § 7. Den
information, som sundhedspersonen giver til patienten, er med til at præcisere og konkretisere samtykkets
rækkevidde.
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Samtykket skal også være aktuelt, det vil sige givet til behandling, der skal foretages i nærmeste fremtid og
ikke på et uvist tidspunkt i fremtiden.
Sundhedspersonen har pligt til at sikre sig samtykke til behandling inden den iværksættes. Dette er særlig
relevant i forbindelse med operative indgreb, hvor man ikke løbende kan indhente samtykke fra patienten.
Sundhedspersonen skal derfor, inden behandlingen iværksættes, oplyse om mulige komplikationer og
hvilke fund, der vil kunne gøres under operationen, og sikre sig, at patienten har taget stilling hertil og på
den baggrund givet sit samtykke, såfremt der skulle vise sig noget uventet under operationen.
Hvis der er tvivl om samtykkets rækkevidde, bør sundhedspersonen undlade at behandle, medmindre der
foreligger en situation, hvor behandling er absolut nødvendig, jf. lovens § 10.
Hvis der kommer nye oplysninger, eller der sker ændringer i behandlingsplanen, skal der indhentes fornyet
samtykke.
Det er, bortset fra livstestamenter, ikke muligt at give en egentlig forhåndstilkendegivelse om hvilken
behandling man ønsker, hvis man kommer i en situation, hvor man ikke selv er i stand til at tage stilling.
I forbindelse med en aktuel behandling er det dog muligt at tilkendegive, hvorledes man ønsker den videre
behandling udført, hvis man under behandlingen kommer i en situation, hvor man ikke mere er i stand til
selv at tage stilling.
2.4 Samtykkets form
Et samtykke til behandling kan foreligge udtrykkeligt, mundtligt eller skriftligt eller efter omstændighederne
stiltiende, jf. lovens § 6, stk. 4.
Et udtrykkeligt samtykke foreligger, når patienten bevidst og konkret giver udtryk for, at han/hun er
indforstået med den påtænkte behandling. Dette samtykke kan være mundtligt eller skriftligt.
Et mundtligt samtykke er tilstrækkeligt for, at sundhedspersonen kan indlede eller fortsætte en behandling,
men det skal fremgå af patientens journal, hvilken information patienten har fået, og hvad patienten har
tilkendegivet på baggrund af denne.
Et skriftligt samtykke vil sjældent være nødvendigt og patienten har ikke pligt til at underskrive et sådant.
Det kan dog i særlige situationer være hensigtsmæssigt, at sundhedspersonen anmoder om et skriftligt
samtykke. Det kan fx være, når der er tale om større indgreb og komplicerede behandlinger med risiko for
omfattende komplikationer, og hvor sundhedspersonen vil være sikker på, at der ikke efterfølgende kan
blive rejst tvivl om samtykkets indhold.
Et stiltiende samtykke foreligger, hvor patientens signaler og opførsel må forstås således, at der foreligger
et samtykke på baggrund af den givne information. Et stiltiende samtykke vil kun være gyldigt, hvis det er
utvivlsomt, at patienten gennem sin adfærd har tilkendegivet enighed om behandlingsforslaget eller dele
heraf.
Et stiltiende samtykke vil som hovedregel kun være aktuelt i forbindelse med enkelte delelementer i et
undersøgelses- og behandlingsforløb. Hvis fx en patient kommer til en konsultation hos sin praktiserende
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
læge, må lægen kunne gå ud fra, at patienten stiltiende har givet sit samtykke til de almindelige
undersøgelser, som foregår ved en sådan konsultation.
Hvis sundhedspersonen er det mindste i tvivl, om der er tilladelse fra patienten, bør udtrykkeligt mundtligt
samtykke indhentes.
3. Information
For at et samtykke skal kunne tillægges betydning, skal patienten forud for sin stillingtagen have modtaget
den nødvendige og tilstrækkelige information om behandlingsmuligheder, risici mv. I relationen mellem
patient- og sundhedsperson gør der sig det særlige forhold gældende, at sundhedspersonen ofte har en
viden, som patienten ikke har. Det gælder både viden om, hvad patienten fejler og behandlingsmuligheder
mv.
3.1 Hvem har ret til information
Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder
om risiko for komplikationer og bivirkninger, jf. lovens § 7, stk. 1.
Patientens pårørende har som udgangspunkt ikke krav på at blive informeret om patientens sygdom. Dette
følger af, at der også i relation til de pårørende er tavshedspligt. Patienten kan give samtykke til, at de
pårørende informeres. Herudover vil der kunne være situationer, hvor det er muligt at informere om
patientens sygdom. Der henvises til Sundhedsstyrelsens vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt
dialog og samarbejde med patienters pårørende 1997.
3.1.1 Mindreårige
Patienter, der er fyldt 15 år, skal informeres og normalt også deres forældre. Forældrene skal informeres,
selvom den, der er fyldt 15 år, selv kan give samtykke til behandling, jf. lovens § 8, stk. 1, 2. pkt.
Hvorvidt forældrene skal informeres om mindreårige 15- 17 årige patienter, må vurderes ud fra bl.a.
behandlingens karakter, sygdommens alvor, oplysningernes art, barnets/den unges alder og modenhed og
behovet for opfølgning i hjemmet, herunder udøvelsen af forældrenes omsorgspligt.
Der kan også i den konkrete situation være tungtvejende hensyn til barnet/den unge, som taler for at
undlade at informere forældremyndighedens indehaver om oplysninger, som den mindreårige har givet
sundhedspersonalet.
Lovgivningen indeholder særlige undtagelser fra pligten til at informere forældrene til mindreårige børn.
Det gælder fx lov om svangerskabsafbrydelse og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jf. under
pkt. 2.1.1.
Børn under 15 år skal informeres, hvis de er modne nok til at forstå informationen, medmindre
sundhedspersonen vurderer, at oplysningerne kan skade barnet, jf. lovens § 11.
3.1.2 Voksne uden evne til at give samtykke
Er der tale om en patient, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, skal informationen
gives til nærmeste pårørende eller værge, jf. under pkt. 2.1.2.1.
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Den varigt inhabile patient skal også informeres i det omfang, vedkommende kan forstå
behandlingssituationen, medmindre det vurderes, at oplysningerne vil kunne skade patienten, jf. lovens
§11.
3.2 Informationens indhold
Oplysninger om helbredstilstand og behandlingsmuligheder omfatter alle for patienten relevante
oplysninger om helbred, sygdom, undersøgelsesmetoder, forebyggelses- og behandlingsmuligheder,
prognoser, risici, bivirkninger, komplikationer, herunder senfølger, mulighed for pleje osv.
Sundhedspersonen skal informere om eventuelle andre fagligt ligeværdige behandlingsmuligheder.
Fyldestgørende information er betinget af god kommunikation mellem patient og sundhedsperson.
Informationen skal indeholde tilstrækkelig oplysning om sygdomstilstand, behandlingsmuligheder, risici og
bivirkninger mv., således at patienten med mening kan tage stilling til behandlingsspørgsmålet.
Oplysningerne og omfanget heraf må hvile på den gældende, gode faglige norm på området.
I forbindelse med informationen skal sundhedspersonen tage udgangspunkt i, at patienten ikke har nogen
forudsætninger, og vurdere, hvad der er væsentligt og relevant for patienten at vide. Herudover er
sundhedspersonen naturligvis forpligtet til at svare på spørgsmål og give yderligere information.
Der er tale om minimumskrav til informationen. Den enkelte patients særlige situation kan bevirke, at
yderligere information er nødvendig.
Sundhedspersonen har pligt til at give så megen information som er nødvendig for, at patienten kan
overskue behandlingsforløbet samt eventuelle senfølger af behandlingen.
Da patienten også skal have mulighed for at tage stilling til, om der overhovedet ønskes behandling, skal
der udover forskellige behandlingsmuligheder også informeres om konsekvenserne af, at der ikke
iværksættes behandling.
3.3 Risiko for komplikationer og bivirkninger
Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige
komplikationer og bivirkninger, jf. lovens § 7, stk. 4, 2. pkt.
Det er ikke muligt entydigt at fastsætte, i hvilket omfang sundhedspersonen har pligt til at informere om
mulige komplikationer mv. i forbindelse med undersøgelse og behandling. Det må vurderes i forhold til
sygdommens alvor, og til hvad man forventer at opnå ved den påtænkte undersøgelse/behandling.
Som udgangspunkt skal sundhedspersonen vurdere, om der er tale om:
1) alvorlige og ofte forekommende komplikationer mv.
2) alvorlige og sjældent forekommende
3) bagatelagtige og ofte forekommende eller
4) bagatelagtige og sjældent forekommende.
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
På grundlag af en sundhedsfaglig vurdering skal der i tilfælde 1) altid informeres. I tilfælde 2) og 3) skal der
ofte informeres og i tilfælde 4) er det som udgangspunkt ikke påkrævet at informere.
De nævnte tilfælde indeholder en række mellemstadier, hvor det vil være overladt til det sundhedsfaglige
skøn, i hvilken udstrækning og hvor grundigt, der bør informeres om risici for komplikationer og
bivirkninger i forbindelse med en given behandling.
3.4 Retten til ikke at vide
Patienten har ret til at frabede sig information, jf. lovens § 7, stk. 2.
Patientens selvbestemmelsesret gælder således også, når patienten hellere vil afstå fra information om
helbredstilstand, sygdomsprognose, behandlingsmuligheder osv. Patientens samtykke vil alligevel kunne
betegnes som informeret, da den begrænsede information skyldes et bevidst valg fra patientens side.
Der må kræves en utvetydig tilkendegivelse fra patienten om, at vedkommende ikke ønsker at blive
informeret.
Loven giver ikke mulighed for, at sundhedspersonen selv afgør, om en patient kan tåle at blive informeret
om sin sygdom mv.
3.5 Videregivelse af helbredsoplysninger
Ud over helbredstilstand og behandlingsmuligheder skal patienten også informeres om, at der i forbindelse
med behandling kan blive videregivet nødvendige helbredsoplysninger om patienten til andet
sundhedspersonale, jf. lovens § 24, stk. 2, nr. 1). Patienten skal endvidere informeres om, at vedkommende
har ret til at modsætte sig, at disse informationer videregives, jf. lovens § 24, stk. 3. Se nærmere under pkt.
4.2.
3.6 Informationens form
Informationen skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af sygdommen, undersøgelsen og den
påtænkte behandling. Informationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens
individuelle forudsætninger som alder, modenhed, erfaring, uddannelsesmæssige baggrund, sociale
situation og udtrykte ønsker, jf. lovens § 7, stk. 3.
Informationen skal altid gives mundtligt og kan, hvor det er hensigtsmæssigt, suppleres med skriftlig
information. Skriftlig information kan især anvendes, hvor det drejer sig om større indgreb og komplicerede
behandlinger, således at patienten har mulighed for at læse informationen igennem med henblik på at
drøfte fordele og ulemper med sundhedspersonen.
Det sprog, der anvendes i såvel mundtlig som skriftlig information, skal være forståeligt for patienten og
uden fagudtryk.
Den mundtlige information skal give patienten mulighed for at drøfte eventuelle særlige problemer i
relation til behandling. Den mundtlige information skal endvidere give mulighed for at diskutere
tvivlsspørgsmål og give sundhedspersonen mulighed for at sikre sig, at informationen er forstået.
Den skriftlige information kan indeholde generel information i de situationer, hvor det drejer sig om at
forberede eller fastholde informationen.
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
I situationer, hvor behandlingen er af en sådan karakter, at der anmodes om et skriftligt samtykke, bør
informationen i sin helhed foreligge skriftligt, men skal suppleres med mundtlig information.
En skriftlig information kan aldrig stå alene.
3.7 Øvrige forhold
Patienten skal informeres uden at anmode om det. Informationen skal i det mulige omfang gives i så god
tid, at patienten har mulighed for at overveje situationen og eventuelt drøfte situationen med pårørende
eller andre.
Patienten skal orienteres om muligheden for at have en bisidder med til den mundtlige information. Det
kan fx være et familiemedlem, en ven, en patientrådgiver eller bistandsværge.
Hvis der er tale om en fremmedsproget patient, bør man nøje overveje behovet for tolkebistand. Det må i
hvert enkelt tilfælde vurderes, om det er forsvarligt at anvende familiemedlemmer som tolk. Børn bør kun
undtagelsesvist anvendes som tolke og kun i uproblematiske og lette tilfælde. Mindre børn bør aldrig
anvendes som tolke. Hvis patientens pårørende kan benyttes i sådanne situationer, må det først
undersøges, om patienten samtykker i, at de pårørende skal have adgang til oplysningerne.
Også personer med funktionshæmninger, bl.a. døve og blinde, har behov for tilpasset information.
3.8 Hvem skal give informationen
Pligten til at give information og til at indhente samtykke påhviler den behandlingsansvarlige
sundhedsperson, jf. lovens § 12. Informationspligten foreligger, uanset om patienten selv har bedt om at få
information.
Den pågældende skal sikre sig, at patienten har forstået den givne information, dvs. sin helbredstilstand, de
forskellige behandlingsmuligheder og de risici for komplikationer og bivirkninger, der er forbundet med de
forskellige indgreb mv.
Der er ikke noget i vejen for, at en behandlingsansvarlig sundhedsperson videregiver opgaven med at
informere og at indhente samtykke til en anden sundhedsperson, men det er den behandlingsansvarlige
sundhedsperson, der har ansvaret for, at patienten faktisk får information, og at informationen opfylder
lovens krav.
4. Videregivelse af helbredsoplysninger mv. i forbindelse med behandling af
patienter
Patienter har krav på, at sundhedspersonale m. fl. iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres
erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold samt andre
fortrolige oplysninger. Det er således en fundamental regel, at de oplysninger, en patient betror en
sundhedsperson, bliver mellem patienten og den pågældende sundhedsperson og ikke videregives til
uvedkommende. Patienten har et krav på beskyttelse af sit privatliv. Tavshedspligten er også en afgørende
forudsætning for, at der kan etableres et tillidsforhold til sundhedspersonen. Tillidsforholdet er nødvendigt
både af hensyn til patientens behandling og for at sikre en tilstrækkelig tiltro til og respekt for
sundhedspersonerne, og dermed også for at skabe en tillid i befolkningen til sundhedsvæsenet.
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
I patientretsstillingsloven er tavshedspligten nu også udformet som en egentlig patientrettighed forstået
både som en ret til at kræve fortrolighed fra sundhedspersonens side og som en ret til at bestemme over
helbredsoplysninger.
4.1 Videregivelse med samtykke
Normalt vil det være sådan, at patienten samtykker i, at sundhedspersonen videregiver oplysninger til
andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold af hensyn til, at patienten får den bedst mulige
behandling. Dette gælder også oplysninger om andre rent private forhold og andre fortrolige oplysninger,
som kan være en forudsætning for at hjælpe patienten bedst muligt.
Respekten for den personlige integritet indebærer, at man spørger den enkelte patient om, hvad han/hun
er interesseret i, der skal gøres. Ligesom patienten har selvbestemmelsesret i relation til at modtage eller
afslå behandling, har patienten også selvbestemmelsesret, når der er tale om videregivelse af
helbredsoplysninger mv.
Det skal understreges, at sundhedspersonen altid med patientens samtykke kan videregive oplysninger til
andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige
oplysninger i forbindelse med behandling af patienten, jf. lovens § 24, stk.1.
Helbredsforhold skal forstås som oplysninger om en patients tidligere, nuværende og fremtidige fysiske og
psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt med sundhedsvæsenet, fx at en person har været
indlagt til behandling eller er indlagt samt oplysninger om medicinmisbrug og misbrug af narkotika, alkohol
og lignende.
Andre oplysninger end helbredsoplysninger kan fx være oplysninger om patientens familiære forhold,
sociale problemer, strafbare forhold, gæld, indkomst- og skatteforhold.
4.2 Videregivelse uden samtykke
I nogle situationer, jf. lovens § 24, stk. 2, nr. 1), 2) og 3) kan der dog ske videregivelse af
helbredsoplysninger fra sundhedspersoner til andre sundhedspersoner i forbindelse med behandling, uden
at patientens konkrete samtykke foreligger.
Videregivelse kan ske:
1) Når det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten og videregivelsen sker
under hensyntagen til patientens interesser og behov.
Bestemmelsen i § 24, stk. 1, nr. 1 er ny og skal sikre en mere smidig kommunikation vedrørende den
enkelte patient i det aktuelle behandlingsforløb og under forudsætning af, at videregivelsen sker under
hensyntagen til patientens interesser og behov.
Under det aktuelle behandlingsforløb vil patienten ofte forudsætte, at sundhedspersonen videregiver de
helbredsoplysninger, som er nødvendige for den påtænkte behandling. Som en konsekvens af det
informerede samtykke til behandling er der også givet et samtykke til, at sundhedspersonen kan videregive
de for det aktuelle behandlingsforløb nødvendige helbredsoplysninger.
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Der vil således kunne videregives helbredsoplysninger uden patientens konkrete samtykke fra den
praktiserende læge til et sygehus, hvor den videre behandling skal ske. Tilsvarende vil der også kunne
videregives oplysninger til de sundhedspersoner, der er involveret i behandlingen, til andre afdelinger på et
sygehus eller til andre sygehuse som led i et aktuelt behandlingsforløb.
Også resultater af sygehuslaboratoriers og røntgenafdelingers undersøgelse, der foretages for patientens
praktiserende læge, vil uden patientens samtykke kunne tilbagesendes til den rekvirerende læge. Der er
ligeledes her tale om et aktuelt behandlingsforløb. Patienten har givet sit samtykke til at blive undersøgt og
må naturligt forvente, at undersøgelsesresultatet videregives til den praktiserende læge med henblik på
patientens fortsatte behandling hos denne.
I forbindelse med behandling på et sygehus er det ofte nødvendigt, at flere forskellige sundhedspersoner,
der er involveret i patientens behandling, har adgang til patientens journal og oplysninger om patienten, for
at de kan udføre deres arbejde bedst muligt af hensyn til patienten. Også uden bestemmelsen i lovens § 24,
stk. 2, nr. 1, ville en sådan videregivelse være mulig.
Der vil kun kunne videregives helbredsoplysninger uden patientens konkrete samtykke, når det drejer sig
om et aktuelt behandlingsforløb, hvor der er tale om at fortsætte eller følge op på en behandling. Er der
ikke tale om et samlet og kontinuerligt behandlingsforløb, skal patientens samtykke indhentes.
Sundhedspersonen skal være opmærksom på, at der som hovedregel kun kan være tale om at videregive
helbredsoplysninger, og ikke andre fortrolige oplysninger, medmindre disse har betydning for det aktuelle
behandlingsforløb.
Såfremt det af praktiske grunde ikke er muligt at udskille disse oplysninger fra journalen, må patientens
konkrete samtykke indhentes.
For at varetage hensynet til patientens privatliv fremgår det imidlertid af lovens § 24, stk. 3, at patienten på
ethvert tidspunkt af det aktuelle behandlingsforløb kan frabede sig, at oplysningerne videregives. Der kan
fx være tale om, at patienten ikke ønsker videregivelse generelt eller til en konkret sundhedsperson.
Patientens mulighed for at frabede sig videregivelse i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb
forudsætter, at patienten er fuldt informeret om denne mulighed, enten konkret eller via generel
patientinformation, jf. under pkt. 3.5. Sundhedspersonen skal sikre sig, at patienten har fået denne
information og forstået rækkevidden af denne.
Hvis patienten ikke ønsker oplysninger videregivet, må sundhedspersonalet vurdere, om det er muligt at
gennemføre behandlingen uden de nødvendige oplysninger, og patienten skal informeres om
konsekvenserne for den fortsatte behandling af den manglende videregivelse.
Når der sker videregivelse uden patientens konkrete samtykke, er det en forudsætning, at der er tale om
videregivelse af helbredsoplysninger, der er nødvendige/relevante for den aktuelle undersøgelse,
behandling mv., og at videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesser og behov. Der kan
derfor fx ikke ske automatisk videregivelse af udskrivningsbreve fra sygehus til patientens praktiserende
læge. Det må i hvert enkelt tilfælde være en konkret vurdering af, om patienten skal fortsætte den aktuelle
behandling hos den praktiserende læge.
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Oplysninger om patientens helbredsforhold, der ikke er relevante for behandlingen og som fremgår af
patientjournalen, må således ikke videregives uden patientens konkrete samtykke og skal sorteres fra.
Oplysninger om andre fortrolige oplysninger end helbredsoplysninger vil normalt ikke kunne videregives, da
disse oplysninger ikke vil være relevante for det aktuelle behandlingsforløb.
Den ansvarlige sundhedsperson har pligt til at sikre sig, at der ikke sker videregivelse af oplysninger, som
ikke er relevante for det aktuelle behandlingsforløb.
Det vil således ofte være hensigtsmæssigt, at sundhedspersonen indhenter et konkret samtykke fra
patienten, da det i praksis vil kunne være vanskeligt i epikriser og journaler at udskille oplysninger, som er
relevante for det aktuelle behandlingsforløb, fra andre fortrolige oplysninger og helbredsoplysninger, som
ikke er relevante for det aktuelle behandlingsforløb og derfor ikke kan videregives uden patientens
samtykke.
2) Når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af
væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.
Videregivelse til varetagelse af en åbenbar almen interesse, hvorved forstås brede samfundsmæssige
interesser, vil sjældent kunne finde sted.
Videregivelse af væsentlige hensyn til patienten kan være tilfælde, hvor en patient på grund af sin tilstand,
fx bevidstløshed, er ude af stand til at give samtykke, og det af hensyn til patienten selv er afgørende
nødvendigt at videregive helbredsoplysninger til andre sundhedspersoner for at patienten kan få den bedst
mulige behandling. Der bør i denne situation også tages hensyn til patientens formodede ønsker.
Der er her tale om situationer, hvor der ikke er et igangværende aktuelt behandlingsforløb, jf. lovens § 24,
stk. 2, nr. 1).
Reglen er en såkaldt "værdispringsregel", der indebærer, at de hensyn, der taler for videregivelse til andre
sundhedspersoner til brug for behandling af patienten, klart skal overstige hensynet til en patients ønske
om fortrolighed.
Patienten skal snarest muligt orienteres om videregivelsen og formålet hermed, jf. lovens § 24, stk. 5.
3) Når videregivelsen sker til patientens alment praktiserende læge fra en læge, der virker som
stedfortræder for denne.
Der kan være tale om stedfortræder for egen læge i følgende situationer:
læger, der virker som vagtlæger
en anden alment praktiserende læge ved egen læges forfald, samt
en anden alment praktiserende læge, der behandler patienten.
Formålet er at sikre, at patientens egen læge er orienteret om den behandling, patienten har fået hos
andre praktiserende læger. Denne viden kan være væsentlig med henblik på egen læges behandling af
patienten samt for at forebygge dobbeltordination af lægemidler.
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Da en patient har krav på anonymitet i forbindelse med HIV - undersøgelse, som bl.a. kan finde sted hos
enhver praktiserende læge, kan der ikke ske videregivelse af undersøgelsesresultatet til egen læge.
Der kan kun videregives nødvendige oplysninger om den konkrete aktuelle behandling, som patienten har
modtaget hos den stedfortrædende læge.
Der er tale om situationer, hvor viden om den behandling, patienten har fået hos den stedfortrædende
læge, er væsentlig for egen læges behandling af patienten eller for at forebygge dobbeltordination. Hvis det
er klart, at den stedfundne behandling hos stedfortrædende læge ikke skal følges op af behandling hos
egen læge, vil der ikke være tale om nødvendig videregivelse, hvorfor videregivelse ikke må finde sted uden
patientens konkrete samtykke.
Det skal her understreges, at en praktiserende læge ikke ved patientens skift til en anden læge kan sende
patientens journal til denne uden patientens konkrete samtykke. Loven åbner imidlertid mulighed for at
patienten kan give samtykke til den nye alment praktiserende læge, som herefter kan indhente journalen
hos den tidligere læge.
5. Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål
5.1 Videregivelse med samtykke
Med patientens skriftlige samtykke kan sundhedspersoner til andre formål end behandling videregive
oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til
myndigheder, organisationer, private personer, m.fl., jf. lovens § 26, stk. 1, jf. § 27, stk. 1.
Der kan således med patientens skriftlige samtykke videregives helbredsoplysninger mv. til andre personer,
myndigheder m.fl. end de sundhedspersoner, der direkte er involveret i undersøgelse, behandling og pleje
af patienten. Kravet om patientens skriftlige samtykke gælder, uanset om oplysningerne videregives inden
for sundhedssektoren, fx til sygehusets administration eller til amtskommunen eller til private
organisationer og virksomheder uden for sundhedssektoren.
Offentlige myndigheder kan i konkrete sager have behov for at få helbredsoplysninger om borgerne, fx i
forbindelse med behandling af arbejdsskade- og sygedagpengesager. Tilsvarende kan private virksomheder
også have et sådant behov, fx forsikringsselskaber.
Særligt for så vidt angår forsikringsselskaber henvises til Sundhedsministeriets vejledning af 14. september
1998 om aktindsigt i helbredsoplysninger, pkt. 5 samt Sundhedsstyrelsens vejledning af 28. januar 1997 om
ligsyn og udstedelse af dødsattester mv. pkt. 13.1 om forsikringsselskabers adgang til dødsattestens
oplysninger.
I den forbindelse skal det nævnes, at en fuldmagt til aktindsigt, til forskel fra et samtykke til videregivelse
efter lovens § 26, stk. 1, jf. § 27, stk. 2, ikke automatisk mister sin gyldighed efter 1 år, omend fuldmagten
ikke gælder i ubegrænset tid. Hvor længe en fuldmagt vil kunne gøres gældende, må bl.a. bero på, hvad
patienten på underskriftstidspunktet på baggrund af fuldmagtens udformning og omstændighederne i
øvrigt måtte regne med. Der må endvidere i almindelighed antages at være adgang for patienten til at
tilbagekalde fuldmagten.
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Arbejdsgiveres og forsikringsselskabers adgang til helbredsoplysninger er i øvrigt nærmere reguleret i lov
nr. 292 af 24. april 1996 om brug af helbredsoplysninger mv. på arbejdsmarkedet og i lov nr. 413 af 10. juni
1997 om ændring af lov om forsikringsaftaler og lov om tilsyn med firmapensionskasser. Disse love
fastsætter begrænsninger for arbejdsgiveres og forsikringsselskabers mulighed for at indhente
helbredsoplysninger om ansatte og forsikringstagere.
5.2 Videregivelse uden samtykke
I en række situationer kan der dog ske videregivelse af helbredsoplysninger mv., uden at patientens
samtykke foreligger, jf. lovens § 26, stk. 2, nr. 1), 2) og 3). Det forudsættes dog, at sundhedspersonen i
almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder sted, forsøger at
indhente patientens samtykke. Dette skal ses i lyset af, at der er tale om videregivelse til andre formål end
behandling. Af samme grund må der aldrig ske videregivelse af oplysninger i et videre omfang, end det er
påkrævet efter formålet. Der må sikres en nøje gennemgang af relevansen af de oplysninger, der
videregives.
Videregivelse kan ske:
1) Når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og
oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.
Der findes i lovgivningen en række bestemmelser, der fastsætter en oplysningspligt for bl.a. læger, fx
lægelovens § 11 og § 12, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 12, lov om
sundhedsvæsenets centralstyrelse § 19 og patientforsikringslovens § 17.
Ifølge lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (ikrafttræden den 1. januar 1999) § 3, stk. 6, kan
den psykiatriske afdeling videregive oplysninger om patienters rent private forhold til andre myndigheder,
privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til
indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan, jf.
psykiatrilovens § 3, stk. 4. I samme omfang kan myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m. fl.
videregive oplysninger om patienter til den psykiatriske afdeling og andre myndigheder,
privatpraktiserende sundhedspersoner m. fl.
Det er kun muligt at videregive de pågældende oplysninger, i det omfang disse må antages at have
væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling. Den person, der sidder inde med
oplysningerne, har således krav på at få præciseret anmodningen.
Den pågældende sundhedsperson skal inden videregivelse frasortere ikke-relevante oplysninger enten ved
overdækning i forbindelse med kopiering eller ved fx at tilbageholde dele af journalen.
I nogle tilfælde vil det være mest formålstjenligt at udfærdige en erklæring, redegørelse eller lignende til de
pågældende myndigheder m.v.
2) Videregivelse er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige
hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.
Der er også her tale om en såkaldt "værdispringsregel". Bestemmelsen er kun relevant, hvis der ikke er
fastsat udtrykkelige pligtudleveringsbestemmelser, jf. lovens § 26, stk. 2, nr. 1). Bestemmelsen giver
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
mulighed for, at der både kan videregives oplysninger til offentlige myndigheder, private virksomheder og
personer.
Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse i forbindelse med videregivelse af oplysninger til politi og
anklagemyndighed, således at videregivelse af oplysninger bl.a. vil være muligt, såfremt der er tale om
efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold mv., herunder vold
mod børn.
En sundhedspersons mistanke om, at en patient har begået mindre grov kriminalitet, vil ikke kunne
begrunde en tilsidesættelse af tavshedspligten.
Det er i den forbindelse uden betydning, om politiet fremsætter begæring om udlevering af oplysninger,
eller der opstår spørgsmål om videregivelse på sundhedspersonens eget initiativ, fx i forbindelse med
overvejelse om indgivelse af anmeldelse om strafbart forhold.
Inden for fængselsvæsenet vil der kunne videregives oplysninger fra fængselslæger til fængslets ledelse mv.
om de indsatte, såfremt det er et nødvendigt led i fængslets virksomhed. Der kan fx være tale om
videregivelse af oplysninger til brug for vurdering af, om der skal tages særlige forholdsregler over for den
indsatte, iværksættes særlige sikringsmidler eller gøres begrænsninger i den indsattes friheder, herunder i
udgangsordninger mv.
I nogle tilfælde vil betingelserne for videregivelse uden videre være opfyldt. Det gælder fx, hvor
lovgivningen forudsætter et samvirke mellem flere myndigheder. Der vil fx som hidtil kunne udveksles
oplysninger i forbindelse med mentalundersøgelser efter retsplejelovens § 809, ligesom resultatet af en
blodprøve i sager om spirituskørsel, faderskabssager mv. vil kunne videregives uden samtykke.
Der kan også ske videregivelse uden samtykke, når en patient eller andre under opholdet på et sygehus har
begået et strafbart forhold, eller der opstår mistanke herom. Der kan være tale om fx tyveri, hærværk og
besiddelse af euforiserende stoffer. I sådanne tilfælde kan en sundhedsperson indgive anmeldelse til
politiet, uanset kriminalitetens art eller grovhed.
Bestemmelsen vil også have betydning for, hvornår en sundhedsperson er berettiget til uden patientens
samtykke at videregive oplysninger til pårørende. For så vidt angår videregivelse af fortrolige oplysninger til
en patients pårørende, er dette uddybet i Sundhedsstyrelsens vejledning om sundhedspersoners
tavshedspligt dialog og samarbejde med patienters pårørende 1997.
Der kan også i den konkrete situation ske videregivelse til andre af hensyn til sundhedspersonen. Hvis
således en sundhedsperson kritiseres offentligt af patienten, vil den pågældende sundhedsperson kunne
være berettiget til offentligt at forsvare sig, hvilket kan indebære videregivelse af fortrolige oplysninger.
Men kun oplysninger, der relaterer sig til de rejste kritikpunkter.
3) Når videregivelsen er nødvendig, for at en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
Det er kun de oplysninger, som er nødvendige til det konkrete formål, der må videregives efter denne
bestemmelse.
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Det kan fx være sygehusadministrationen eller amtets sygehusforvaltning, som har brug for oplysninger
vedrørende patienten i forbindelse med refusion af udgifter fra andre amter. Det kan også være tilfældet i
forbindelse med tilsyn og kontrol vedrørende sygesikringsordningen.
Fortrolige oplysninger, der er irrelevante for behandling af den administrative sag, må ikke videregives. Der
vil normalt være hjemmel i anden lovgivning til, at en offentlig myndighed kan indhente oplysninger til brug
for tilsyns- og kontrolfunktioner, fx lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse § 19, stk. 2, lægelovens § 17
m.fl.
5.3 Videregivelse vedrørende afdøde patienter
Der kan ikke ske automatisk videregivelse af fortrolige oplysninger fra dødsattesten fra et sygehus til
afdødes alment praktiserende læge. Den faglige interesse i at modtage de omhandlede oplysninger kan
generelt ikke anses at overstige hensynet til den oplysningen vedrører. Derimod kan afdødes alment
praktiserende læge få de omhandlede oplysninger med henblik på at informere de pårørende, hvis de
pågældende har fremsat begæring om at modtage oplysningerne, jf. lovens § 28, stk. 2.
Hvis afdøde har modsat sig, at de pårørende får de omhandlede oplysninger, eller det på anden måde
fremgår, at afdøde ikke var interesseret i, at de pårørende skulle have adgang til oplysningerne, kan
oplysningerne ikke udleveres efter § 28, stk. 2. I givet fald vil de pårørende kun kunne få oplysningerne, hvis
betingelserne i lovens § 26, stk. 2, nr. 2, er opfyldt, jf. under pkt. 5.2.
6. Samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv.
6.1 Samtykkekompetence
6.1.1 Mindreårige
Det er en forudsætning for at udøve sin selvbestemmelsesret i forbindelse med videregivelse af
helbredsoplysninger mv., at patienten er fyldt 15 år og har personlige forudsætninger for at forstå
indholdet i og konsekvenserne af et samtykke.
Hvis en patient på 15-17 år ikke er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, kan indehaveren
af forældremyndigheden give samtykke til den nødvendige videregivelse.
For børn under 15 år er det ligeledes forældremyndighedens indehaver, der skal give samtykke til
videregivelse.
6.1.2 Voksne uden evne til at give samtykke
For en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, indtræder den eller de personer, som efter
lovgivningen er bemyndiget hertil, i patientens rettigheder efter loven, i det omfang dette er nødvendigt
for at kunne varetage patientens interesser i den pågældende situation, jf. lovens § 5.
Selv om patienten generelt set mangler evnen til at overskue konsekvenserne af et samtykke til
videregivelse, kan den pågældende på enkeltområder være i stand til at give et gyldigt samtykke. Der må
foretages en konkret vurdering af patientens evne til at give det nødvendige samtykke. Det er vigtigt, at
patientens selvbestemmelsesret ikke bortfalder i større udstrækning, end der er grundlag for.
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Hvis den voksne patient, der mangler evnen til at give samtykke, protesterer mod, at oplysningerne
videregives, vil hverken en værge eller de nære pårørende kunne give samtykke til videregivelse.
6.1.2.1 Videregivelse til behandling mv.
Når der er tale om patienter, der varigt mangler evnen til at give samtykke til videregivelse af oplysninger,
kan en værge, hvor værgemålet omfatter kompetence til at træffe beslutninger om helbredsforhold, give
samtykke til videregivelse af oplysninger, der er nødvendige med henblik på behandling af patienten. I
øvrigt er det de nærmeste pårørende, der skal give samtykke til nødvendig videregivelse.
6.1.2.2 Videregivelse til andre formål
Hvis videregivelsen sker til andre formål end behandling, kan en værge inden for værgemålskompetencen
give samtykke til videregivelse. Derimod anses nære pårørende ikke for at have kompetence til en sådan
videregivelse. Nære pårørende er i medfør af loven kun tillagt kompetence i forbindelse med behandling af
patienten. Videregivelse til offentlige myndigheder, private virksomheder eller til fx andre pårørende vil
normalt ikke være et nødvendigt led i behandlingen af patienten.
6.2 Frivillighed
Et samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv. skal være frivilligt. Et samtykke, der er givet under
pres, tvang eller svig er ikke gyldigt.
6.3 Samtykkets indhold
Samtykket skal være informeret i den forstand, at den, der afgiver samtykke, skal være klar over, hvad det
er, der gives samtykke til. Den ansvarlige sundhedsperson må således sikre sig, at patienten eller en
eventuel stedfortræder har fået tilstrækkelig information til at kunne vurdere, hvorvidt samtykke bør
meddeles.
Samtykket skal være konkretiseret, således at det klart og utvetydigt fremgår, hvad det er, der meddeles
samtykke til. Det skal fremgå, hvilke typer af oplysninger, der må videregives, til hvem og til hvilke formål.
Et samtykke kan på et hvilket som helst tidspunkt trækkes tilbage, så længe videregivelse ikke har fundet
sted.
6.4 Samtykkets form mv.
6.4.1 Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til behandling
Når der er tale om videregivelse af oplysninger i forbindelse med behandling af en patient, skal samtykket
være mundtligt eller skriftligt.
For at smidiggøre videregivelsen er der i patientretsstillingsloven åbnet mulighed for, at samtykket kan
gives enten til den sundhedsperson, der videregiver oplysninger, eller til den sundhedsperson, der
modtager oplysninger, jf. lovens § 25, stk.1.
Ønsker patienten fx at den alment praktiserende læge bliver orienteret om et afsluttet behandlingsforløb
på et sygehus, kan patienten give sit samtykke til, at den praktiserende læge indhenter oplysningerne fra
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
sygehuset. Sygehuset kan udlevere de begærede oplysninger og behøver således ikke som tidligere at
indhente patientens samtykke for, at oplysningerne kan videregives til den praktiserende læge.
6.4.2 Videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål
Et samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv. til andre formål end behandling skal som
udgangspunkt være skriftligt og skal gives til den sundhedsperson, der videregiver helbredsoplysninger mv.
Kravet om skriftlighed kan dog fraviges, når sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt taler derfor, jf.
lovens § 27, stk. 1. Det kan fx være tilfældet, hvis videregivelse skal ske meget hurtigt eller hvis patienten
har svært ved at skrive.
Samtykket bortfalder senest et år efter det er givet, jf. lovens § 27, stk. 2. Patienten har således mulighed
for at overskue videregivelsen. Patienten kan fastsætte en yderligere tidsmæssig begrænsning af
videregivelsen.
7. Ansvar
Det er den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig oplysning, der afgør, hvorvidt videregivelse i
forbindelse med behandling eller til andre formål er berettiget, jf. lovens § 24, stk. 4, og § 26, stk. 3. Det vil
sige, at beslutningskompetencen ligger hos sundhedspersonen. Det er imidlertid den driftsansvarlige
myndighed, der har det overordnede ansvar for, at oplysningerne videregives i overensstemmelse med
loven, jf. lovens § 23, stk. 2.
På et sygehus vil afgørelsen af, hvorvidt en videregivelse af helbredsoplysninger mv. fra en patientjournal er
berettiget, som hovedregel skulle træffes af den overlæge, der er ansvarlig for den sygehusafdeling, hvor
den pågældende patient er eller har været indlagt, eller af den sundhedsperson, som overlægen har
videregivet opgaven til.
For så vidt angår videregivelse fra fx en alment praktiserende læge, speciallæge eller tandlæge vil
afgørelsen skulle træffes af den pågældende sundhedsperson.
8. Journalføring
Den ansvarlige sundhedsperson har pligt til journalføring af relevante oplysninger vedrørende information
og samtykke til behandling, herunder afvisning af information (retten til ikke at vide) og vedrørende
videregivelse af helbredsoplysninger mv.
Journalen skal indeholde oplysninger om, hvilke oplysninger der er givet patienten i forbindelse med
informationen, og hvad patienten på denne baggrund har tilkendegivet. Sundhedspersonen bør gøre
patienten bekendt med, hvad der optegnes i journalen.
Journalføringspligten omfatter også situationer, hvor patienten afviser at modtage et behandlingstilbud
eller forlader behandlingsstedet.
Der skal endvidere i journalen gøres optegnelser om, når en anden sundhedsperson (navn og titel) har givet
tilslutning til en behandling efter lovens § 9, stk. 2, eller når embedslægen (navn) har givet tilslutning til en
behandling efter lovens § 9, stk. 4.
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Både et samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger mv. i forbindelse med behandling og et samtykke
til videregivelse til andre formål skal journalføres, jf. lovens §§ 25, stk. 1, og 27, stk. 1.
Journalen skal også indeholde optegnelser om, hvilke oplysninger der er videregivet, til hvilke formål og til
hvem og tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer, jf. lovens §§ 24 28, jf. § 20.
Af journalen skal således fremgå, hvad der er videregivet med patientens samtykke, men også hvad der
måtte være videregivet i henhold til § 24, stk. 2, dvs. uden patientens samtykke. Videregives således
oplysninger, der er nødvendige af hensyn til det aktuelle behandlingsforløb mv. uden patientens samtykke,
skal dette fremgå af journalen, ligesom alment praktiserende læger og vagtlæger skal journalføre, hvad der
måtte være videregivet til andre praktiserende læger.
Der henvises til Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 235 af 19. december 1996 om lægers pligt til at føre
ordnede optegnelser (journalføring) og Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 236 af 19. december 1996 om
lægers journalføring, og øvrige gældende regler vedrørende autoriserede sundhedspersoners journalføring.
9. Ikrafttræden
Vejledningen træder i kraft den 1. oktober 1998.
5.5 Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger
1. Indledning
Ved lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling er der fastlagt en samlet lovgivning, der regulerer de
grundlæggende og generelle principper for den enkelte patients selvbestemmelse og retssikkerhed i
forhold til sundhedsvæsenet i forbindelse med undersøgelse, behandling og pleje. Loven er optrykt som
bilag 1 1) til vejledningen.
Hvor der i vejledningen er nævnt loven, refereres således til lov om patienters retsstilling.
Reglerne i lov om aktindsigt i helbredsoplysninger er nu indeholdt i lov om patienters retsstilling. Lov om
aktindsigt i helbredsoplysninger ophæves derfor samtidig med, at lov om patienters retsstilling træder i
kraft 1. oktober 1998,
Reglerne om aktindsigt i patientjournaler m.v. er i forhold til den gældende lovgivning ændret på følgende
væsentlige punkter:
Patienter får ret til flere oplysninger end, hvad der følger af lov om aktindsigt i helbredsoplysninger, jf.
lovens § 20, stk. 1. Udover aktindsigt i de foreliggende oplysninger skal der fremover gives patienterne
information om formålet med behandlingen af personoplysninger, om kategorierne af modtagere af
oplysningerne og tilgængelig information om, hvorfra disse stammer. Disse ændringer i forhold til den
eksisterende lovgivning er en følge af Europaparlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF om behandling af
personoplysninger m.v., som skal være indarbejdet i dansk ret den 24. oktober 1998. Der henvises til
vejledningens afsnit 7.
Patienter, der er fyldt 15 år, er berettiget til aktindsigt efter lovens regler, jf. lovens § 8, stk. 3.
Nærmeste pårørende til afdøde patienter har som udgangspunkt ret til oplysninger om en afdød patients
sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde, jf. lovens § 28.
Udover disse ændringer er der tale om en stort set uændret videreførelse af de gældende regler, herunder
gældende praksis. Enkelte steder er der i forhold til den tidligere vejledning foretaget sproglige
præciseringer.
2. Hvilke institutioners og personers journaler m.v. er omfattet?
Retten til aktindsigt omfatter alle patientjournaler m.v., der i forbindelse med sundhedsmæssig virksomhed
er udarbejdet af autoriserede sundhedspersoner eller på autoriserede sundhedspersoners ansvar. Herved
forstås journaler m.v., som udfærdiges i forbindelse med behandling af patienter. Ved begrebet behandling
forstås undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, genoptræning, sundhedsfaglig pleje og
sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patient m.v., jf. lovens § 3. Når der nedenfor i
vejledningen er brugt begrebet »behandling« skal det således forstås i denne betydning, bortset fra lovens
§ 20, stk. 1 om aktindsigt, som er nærmere omtalt i vejledningens afsnit 7.
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
I loven er der nu anvendt et ensartet begreb om journaler, nemlig patientjournaler m.v. I lov om aktindsigt i
helbredsoplysninger anvendtes begrebet »patientjournaler, patientoptegnelser og patientregistre m.v.«
Den ændrede formulering i lov om patienters retsstilling indebærer ikke nogen realitetsændring i forhold
de hidtil gældende bestemmelser.
Loven gælder fortsat ikke for oplysninger i registre, som er omfattet af lov om offentlige myndigheders
registre, eller for registrering, der udelukkende finder sted til videnskabelige eller statistiske formål, jf.
lovens § 19, stk. 2. Det skal bemærkes, at denne bestemmelse forventes ændret i forbindelse med det
forslag til lov om personoplysninger, som genfremsættes af justitsministeren i folketingssamlingen 1998 -
99, idet lov om offentlige myndigheders registre med dette lovforslag foreslås ophævet.
Hvor helbredsoplysninger er indeholdt i et register, f.eks. Landspatientregistret, har en registreret person
efter begæring ret til at få meddelelse om de oplysninger, der er registreret om vedkommende, jf. § 13 i lov
om offentlige myndigheders registre.
Retten til aktindsigt omfatter efter loven kun journaler m.v., der er udarbejdet af autoriserede
sundhedspersoner, dvs. læger, tandlæger, sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter, ergoterapeuter,
kliniske tandteknikere, optikere, tandplejere, kliniske diætister, fodterapeuter og kiropraktorer eller
personer, der handler på disses ansvar.
Med hensyn til ret til aktindsigt i autoriserede psykologers journaler er der i § 14, stk. 3 - 5, i lov om
psykologer m.v. fastsat regler om aktindsigt. Reglerne om aktindsigt i kapitel 4 i lov om patienters
retsstilling gælder derfor ikke for denne gruppe sundhedspersoner, jf. lovens § 2.
Retten til aktindsigt omfatter herefter patientjournaler m.v., udfærdiget af autoriserede sundhedspersoner
på sygehuse, klinikker, ambulatorier og andre institutioner, hvor der foretages behandling af patienter,
hvad enten disse sygehuse m.v. er offentlige eller private.
Både private sygehuse som gigt- og sclerosehospitalerne og private betalingssygehuse samt private
behandlingsklinikker er omfattet af loven.
Sygeplejefaglige optegnelser (ofte benævnt sygeplejekardex), journaler m.v. på kommunale
tandplejeklinikker og optegnelser hos skolelæge/sundhedsplejerske og plejejournaler på plejehjem er tillige
omfattet.
Såfremt en patient anmoder om aktindsigt i en patientjournal på et sygehus skal dette forstås som en
anmodning om aktindsigt i den lægelige journal. Det skal således alene gives aktindsigt i
sygeplejeoptegnelser, såfremt der specifikt er anmodet herom, idet relevante oplysninger fra disse
optegnelser vedrørende undersøgelse, behandling m.v. altid skal fremgå af patientjournalen ved
overførelse til denne.
Endvidere er journaler og optegnelser i privat praksis ført af en autoriseret sundhedsperson omfattet af
retten til aktindsigt. Dette vil typisk omfatte journaler m.v. ført af alment praktiserende læge, speciallæge,
kiropraktor, fysioterapeut, fodterapeut, klinisk tandtekniker, tandplejer m.fl.
For så vidt angår aktindsigt i speciallægeerklæringer, f.eks. til forsikringsselskaber, vil disse også være
omfattet af retten til aktindsigt, idet erklæringerne må betragtes som en del af speciallægens
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
journalmateriale i relation til reglerne om aktindsigt i lov om patienters retsstilling, såfremt lægens
erklæring baserer sig på undersøgelse, behandling og pleje af patienten. Baggrundsmaterialet for en sådan
speciallægeerklæring vil typisk af lægen blive returneret til det sted, hvorfra det er rekvireret uden at
speciallægen er forpligtet til at tage en kopi heraf til journalen. En speciallæge er derfor alene forpligtet til
at give aktindsigt i speciallægeerklæringen. Såfremt speciallægen er i besiddelse af baggrundsmaterialet, er
dette imidlertid undergivet aktindsigt, da det i givet fald vil være en del af journalen.
Også optegnelser, der foretages af autoriserede sundhedspersoner som led i behandling i private hjem,
omfattes af retten til aktindsigt. Dette gælder f.eks. vagtlægers, sundhedsplejerskers og
hjemmesygeplejerskers optegnelser.
Tilsvarende omfattes optegnelser på institutioner uden for sundhedsvæsenet, f.eks. journaler ført i
Kriminalforsorgens syge- og hospitalsafdelinger, når optegnelserne er foretaget af autoriserede
sundhedspersoner som led i behandling af patienten. Det samme gælder journaler ført på Statens
Øjenklinik under Socialministeriet.
Oplysninger, der f.eks. i forbindelse med pleje nedskrives af ikke-autoriserede sundhedspersoner, omfattes
af loven i det omfang, disse oplysninger indføres i patientjournalen m.v., f.eks. fordi de noteres ned efter
bemyndigelse fra den autoriserede sundhedsperson og på dennes ansvar. Derudover vil patienten, hvor der
er tale om offentlige institutioner have adgang til aktindsigt i ikke-autoriserede sundhedspersoners
optegnelser efter reglerne i offentlighedsloven (§§ 4, stk. 2, 8 og 11). En smidig anvendelse af princippet om
meroffentlighed, jf. offentlighedslovens § 4, stk., 2, vil kunne løse de fleste praktiske problemer i denne
forbindelse.
Optegnelser om enkeltpersoners helbredsforhold, der foretages af andre end autoriserede
sundhedspersoner og uden at indgå som led i sundhedsmæssig behandling, er ikke omfattet af loven. Det
betyder, at en anmodning om aktindsigt heri ikke skal behandles efter reglerne i lov om patienters
retsstilling, men efter reglerne i offentlighedsloven, forvaltningsloven eller registerlovgivningen eller efter
de specielle regler, der gælder for det pågældende område.
Det kan f.eks. være helbredsoplysninger, der indgår i sager, som er under behandling i
Arbejdsskadestyrelsen eller i Den Sociale Ankestyrelse. Det kan også være oplysninger om analyser af blod
eller urin, der er foretaget i kontrolmæssigt øjemed, f.eks. inden for Kriminalforsorgen.
3. Aktindsigtens formål, omfang af aktindsigt m.v.
Der har siden 1. januar 1987 været ret til aktindsigt i sygehusjournaler, og fra 1. januar 1994 har der været
ret til aktindsigt i praktiserende sundhedspersoners patientjournaler m.v.
Retten til aktindsigt i sygehusjournaler gælder for journaler udfærdiget efter 1. januar 1987 og for tilførsler
til eksisterende sygehusjournaler foretaget efter dette tidspunkt.
For praktiserende sundhedspersoners journaler er der ret til aktindsigt i de oplysninger, som er nedskrevet i
journaler m.v. efter 1. januar 1994. I de tilfælde, hvor praktiserende sundhedspersoner har anvendt
elektronisk databehandling til journalføring, vil der efter lovens § 37 være ret til aktindsigt også i de
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
oplysninger, der er tilført journalen før 1. januar 1994. Baggrunden herfor er, at der efter § 7 a i lov om
private registre, tidligere er indført ret til indsigt i journaler, som føres på edb.
Retten til aktindsigt omfatter hele journalen. Omfattet af journalen er også materiale, såsom
lægeerklæringer og røntgenbilleder/beskrivelser samt resultatet af undersøgelses- og behandlingsforløb, i
det omfang de har betydning for diagnose, behandling, observationer m.v. Retten til aktindsigt omfatter
også ikke-optegnelsespligtige oplysninger, som måtte indgå i journalen, samt eventuel brevveksling med
f.eks. andre myndigheder eller pårørende, som er tilført journalen som bilag. Biologiske præparater er ikke
en del af patientjournalen.
Selvom patienten ikke har et retskrav på aktindsigt i journaler m.v. før 1. januar 1994 ført af praktiserende
sundhedspersoner eller før 1. januar 1987 for så vidt angår sygehusjournaler, vil den ansvarlige
autoriserede sundhedsperson ikke være afskåret fra at give patienten aktindsigt i sådanne
helbredsoplysninger. Det kan ske efter en konkret vurdering af journaloplysningernes indhold og deres
betydning for patienten.
I de tilfælde, hvor journaler m.v. oprettet før 1. januar 1994 (eller før 1. januar 1987 for sygehusjournalers
vedkommende) indgår i en såkaldt afgørelsessag (f.eks. en pensions- eller klagesag), vil disse journaler være
omfattet af reglerne om parters aktindsigt i kapitel 4 i forvaltningsloven.
4. Formålet med vejledningen
Vejledningen har til formål at gøre både amtskommuner og kommuner, sundhedspersoner samt
offentligheden i almindelighed opmærksom på reglerne om aktindsigt i helbredsoplysninger og at vejlede
om, hvordan patienten i praksis kan opnå indsigt i sin journal m.v.
I det følgende belyses forskellige spørgsmål i forbindelse med reglernes anvendelse:
Hvem har ret til aktindsigt? (afsnit 5)
Fremgangsmåde ved anmodning om aktindsigt (afsnit 6)
Hvordan gives aktindsigt? (afsnit 7)
Hvornår kan anmodning om aktindsigt afslås? (afsnit 8)
Klage over afgørelser om aktindsigt (afsnit 9)
Journalføring (afsnit 10)
Gebyr (afsnit 11)
Tvivls spørgsmål (afsnit 12)
5. Hvem har ret til aktindsigt?
Det er den patient, der er eller har været indlagt på sygehus, eller som i øvrigt er blevet undersøgt,
behandlet m.v., som har krav på at se den journal, der i forbindelse hermed er oprettet af en autoriseret
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
sundhedsperson. Det kan undtagelsesvis forekomme, at et ønske om aktindsigt ikke - eller ikke fuldt ud -
kan imødekommes, jf. undtagelsesbestemmelsen i lovens § 20, stk. 2. Der henvises til vejledningens afsnit 8
nedenfor.
Særligt om aktindsigt i journaler vedrørende børn og patienter, der ikke selv kan varetage deres
interesser m.fl.
Børn, der er fyldt 15 år, har nu efter loven s § 8, stk. 3, et selvstændigt krav på aktindsigt efter reglerne
herom i lovens kapitel 4. Forældremyndighedens indehaver til en patient under 18 år, vil ligeledes have
krav på aktindsigt efter loven. I særlige tilfælde vil aktindsigt til forældremyndighedens indehaver dog helt
eller delvist kunne nægtes, jf. vejledningens punkt 8.
Såfremt en patient ikke selv kan vare tage sine interesser, indtræder den legale repræsentant i patientens
rettigheder efter loven. En legal repræsentant kan efter loven være forældremyndighedsindehaver,
nærmeste pårørende eller værge. Den legale repræsentants ret til at indtræde i patientens rettigheder
efter loven vedrører dog kun forhold, der er nødvendige for at varetage patientens interesser og behov i
den konkrete situation. Det må bero på et konkret skøn i hvilket omfang, der skal gives repræsentanten
aktindsigt i patientens journal. Der bør her anlægges en bred fortolkning, så repræsentanten ikke
forhindres i at bistå patienten, således at der i de fleste tilfælde bør gives den legale repræsentant
aktindsigt i patientens journal.
F.eks. vil en værge i de tilfælde, hvor en patient er under værgemål, der omfatter personlige forhold,
herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, have krav på aktindsigt i den pågældendes journal.
Den, som journalen vedrører, kan bemyndige en anden til på sine vegne at benytte adgangen til aktindsigt i
det omfang, vedkommende selv vil have ret dertil. Dette er i overensstemmelse med det almindelige
princip om, at den enkelte normalt har adgang til at lade sig bistå eller repræsentere af andre.
Såfremt nære pårørende til f.eks. en alderdomssvækket plejehjemsbeboer, der ikke opfylder lovens krav
om ikke selv at kunne varetage sine interesser, fremsætter anmodning om aktindsigt i den pågældendes
plejehjemsjournal, bør der normalt ikke stilles krav om indhentelse af en formel fuldmagt fra
plejehjemsbeboeren (eller om beskikkelse af en værge), hvis plejehjemspersonalet i øvrigt er bekendt med,
at de nære pårørende gennem længere tid har varetaget den pågældendes interesser, og hvis
plejehjemsbeboeren må antages at være indforstået hermed eller selv har bedt de pårørende om at bistå
sig.
Særligt om aktindsigt i en afdød patients journal
Med lov om patienters retsstilling får afdødes nærmeste pårørende nu ret til at få oplysninger om afdødes
sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde, såfremt det ikke må antages at stride mod den afdøde patients
ønske og hensynet til afdøde, jf. lovens § 28. Bestemmelsen tager sigte på den situation, hvor afdødes
nærmeste pårørende ønsker oplysninger om årsagen til dødens indtræden m.v. Dette vil typisk ske ved, at
de nærmeste pårørende henvender sig til det sygehus, hvor vedkommende var indlagt og efterfølgende
afgik ved døden.
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Bestemmelsen omfatter tillige de tilfælde, hvor vedkommende f.eks. er afgået ved døden på et plejehjem.
Her vil de pårørende efter begæring kunne få de nævnte oplysninger af en sundhedsperson, typisk den
læge, der har konstateret dødens indtræden.
Personkredsen for de efterladte, der efter bestemmelsen kan modtage oplysninger om afdøde, er ikke
præcist angivet i loven. Det vil således bero på et skøn udfra den konkrete situation, hvilke personer der i
hvert enkelt tilfælde må anses for nærmeste pårørende. Ved nærmeste pårørende forstås først og
fremmest patientens samlevende ægtefælle eller samlever, slægtninge i lige linje, og alt efter de konkrete
forhold, søskende. Adoptivbørn vil som regel og plejebørn jævnligt kunne betragtes som nærmeste
pårørende. En partner i et registreret parforhold falder også ind under begrebet. Begrebet »nærmeste
pårørende« bør afhængigt af den konkret situation fortolkes udvidende. En nær ven, patientrådgiver m.fl.,
der er fortrolig med patienten, og som af patienten blev opfattet som »den nærmeste« falder ind under
begrebet, hvis det er utvivlsomt, at pågældende er den nærmeste.
Oplysningerne må kun videregives, såfremt det ikke må antages at stride mod afdødes ønske, og hensynet
til afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende herimod. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis
journalen indeholder oplysninger om afdøde eller forholdet mellem den afdøde og de pårørende, som det
konkret må antages, at den afdøde ikke ville have ønsket, de pårørende blev bekendt med. Såfremt afdøde
udtrykkeligt har fremsat ønske om, at den pågældende ikke må få aktindsigt, vil oplysningerne heller ikke
kunne videregives, jf. dog nedenfor.
I særlige tilfælde vil det efter lovens § 28, stk. 1, 2. pkt., være muligt at underrette de pårørende om
sygdomsforløb m.v., selv om afdøde udtrykkeligt har modsat sig dette. Det er en betingelse for
videregivelse efter denne regel, at videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar
almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Hvorvidt
betingelserne herfor er opfyldt, vil bero på et konkret skøn, men for så vidt angår videregivelse til
varetagelse af en åbenbar almen interesse, forudsættes en sådan videregivelse kun undtagelsesvis at finde
sted.
Efter lovens § 28, stk. 2, vil der nu være mulighed for de nærmeste efterladte at få oplysninger om afdødes
sygdomsforløb, dødsårsag m.v. hos afdødes praktiserende læge. I visse tilfælde vil det således være den
praktiserende læge, der gennem flere år har nærmere kendskab til patienten, der bedst kan drøfte
sygdomsforløbet med de efterladte pårørende. Den pågældende læge er således berettiget til at få
oplysningerne fra sygehuset m.fl., men kun hvis der foreligger en anmodning herom fra afdødes nærmeste
pårørende.
Sygehuset må ikke automatisk videresende oplysninger om afdøde patienter til patientens læge. Der skal
altid foreligge en anmodning herom fra den pågældende læge i den konkrete situation herom. Foreligger
der en anmodning fra afdødes læge, vil sygehuset være forpligtet til at udlevere oplysningerne, idet den
pågældende læge kun må anmode herom, når der foreligger en begæring fra de efterlade. De oplysninger,
der kan videregives, vil typisk være epikriser. Videregivelsen må heller ikke i denne situation stride mod
afdødes ønske, f.eks. fordi afdøde udtrykkeligt inden dødsfaldet har frabedt sig en sådan videregivelse.
Det er i bemærkningerne til lov om patienters retsstilling forudsat, at der lokalt søges etableret sådanne
procedurer, der kan sikre, at de nævnte oplysninger relativt hurtigt kan fremsendes til den praktiserende
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
læge m.fl., når der er fremsat begæring herom fra den praktiserende læge. Dette er vigtigt med henblik på,
at de efterlade så hurtigt som muligt kan blive orienteret om afdødes sygdomsforløb m.v.
Reglerne om aktindsigt i lovens kapitel 4 gælder i øvrigt ikke for obduktionserklæringer, idet obduktionerne
ikke foretages af en behandlingsinstitution, og obduktionernes indhold heller ikke danner grundlag for
behandling af patienter. Nærmeste pårørende vil dog efter reglerne i § 28 i visse situationer have mulighed
for aktindsigt i en obduktionserklæring, jf. vejledningens afsnit 5.
Særligt om aktindsigt til tredjemand
I forbindelse med tegning af livs- eller pensionsforsikring, hvor helbredsoplysninger er af betydning, er det
sædvanlig praksis, at forsikringstager ved sin underskrift på forsikringsansøgningen giver sit
forsikringsselskab eller sin pensionskasse fuldmagt til aktindsigt i sin journal. Dette sker oftest i et
supplement til en særlig helbredserklæring, der er udfyldt af forsikringstager, eller i en særlig
helbredsattest, der er udfyldt af såvel forsikringstager som forsikringstagers læge. På tilsvarende måde
gives fuldmagt til aktindsigt ved forsikringsbegivenhedens eventuelle indtræden, dvs. på
skadesanmeldelsen.
Denne praksis er baseret på den oplysningspligt, der efter forsikringsaftalelovens §§ 4-6 og 22 påhviler en
forsikringstager.
I disse tilfælde må det sikres, at det klart fremgår af fuldmagten på forsikringsansøgningen eller
skadesanmeldelsen, hvilket formål aktindsigten (helbredsoplysningerne) skal anvendes til.
Forsikringsselskabet vil nemlig kun være berettiget til at rekvirere de journaloplysninger, der er nødvendige
til det givne formål.
Ved forsikringstegningen skal oplysningerne anvendes til en vurdering af den risiko, forsikringsselskabet
påtager sig ved at tegne forsikringen. En fuldmagt til aktindsigt i denne forbindelse omfatter derfor kun
oplysninger om forsikringstagerens helbred forud for tegningstidspunktet. Dette gælder, uanset hvornår
fuldmagten gøres gældende.
Indeholder journalen oplysninger, der ikke vedrører forsikringstagerens helbredsforhold og derfor ikke er
relevante for forsikringsselskabets risikobedømmelse, bør aktindsigten til forsikringsselskabet ikke omfatte
sådanne oplysninger.
Når der gives fuldmagt til aktindsigt ved forsikringsbegivenhedens indtræden, vil de relevante oplysninger
være de helbredsoplysninger, der knytter sig til og nærmere belyser forholdene i forbindelse med skaden
og erstatningens fastsættelse. Der kan således ikke i almindelighed videregives oplysninger om
behandlinger, arvelige sygdomme m.v., der er uden betydning for forsikringsbegivenheden.
Hvis et forsikringsselskabs anmodning om aktindsigt på grundlag af en fuldmagt giver anledning til tvivl, vil
det være hensigtsmæssigt, at der rettes henvendelse til forsikringsselskabet eller patienten herom. Det vil
f.eks. gælde, hvis der skønnes at være behov for at få patientens præcisering af, hvilke oplysninger
fuldmagten skal anses at vedrøre. Det kan f.eks. være tilfældet i forbindelse med en skadesanmeldelse,
hvor journalen indeholder oplysninger om behandling af en lidelse, der er opstået efter
forsikringstegningen, når oplysningerne skønnes irrelevante i forhold til skaden og erstatningens
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
fastsættelse. Spørgsmålet om relevans kan dog undertiden være vanskeligt for en ikke-forsikringskyndig at
vurdere.
Frasortering af oplysninger kan enten ske ved overdækning i forbindelse med fotokopiering eller ved at
tilbageholde dele af journalen med oplysning om, at dele er udeladt.
I visse tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at lade aktindsigten til en tredjemand, f.eks. et
forsikringsselskab, foregå via patienten. Der vil da være adgang til at overdrage en journalkopi til patienten,
således at det overlades til denne selv at tage stilling til spørgsmålet om videregivelse af oplysningerne i
journalen.
6. Fremgangsmåde ved anmodning om aktindsigt
Der stilles ikke formkrav i forbindelse med anmodning om aktindsigt. Anmodningen kan fremsættes
mundtligt eller skriftligt over for den pågældende sundhedsperson eller på det pågældende sygehus m.v. I
privat praksis vil det sædvanligvis være naturligt, at en anmodning om aktindsigt fremsættes i forbindelse
med en konsultation, hvor patienten i øvrigt er til behandling m.v.
Den, der anmoder om aktindsigt, skal dog afkræves legitimation, medmindre sundhedspersonen eller
sygehuset m.v. på forhånd kender den pågældende. Det skal tilføjes, at der efter gældende overenskomster
på sygesikringsområdet ikke kan kræves honorar for meddelelse af aktindsigt.
7. Hvordan gives aktindsigt?
Når en anmodning om aktindsigt er fremsat, skal der snarest tages stilling til anmodningen.
Særligt om de nye regler om aktindsigt i lovens § 20, stk. 1.
De nye regler i lovens § 20, stk. 1, indebærer, at når en patient efter 1. oktober 1998 fremsætter en
begæring om aktindsigt, er sundhedspersonen forpligtet til at give patienten meddelelse om følgende
forhold:
1) hvilke oplysninger, der behandles,
2) behandlingens formål,
3) kategorierne af modtagere af oplysningerne og
4) tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer.
Formålet med de ændrede regler om aktindsigt er at sikre, at bestemmelsen om patienters ret til aktindsigt
er forenelig med Europa-Parlamentet og Rådets direktiv nr. 95/46/EF om behandling af personoplysninger
m.v., jf. artikel 12, litra a, i direktivet.
Ved begrebet »behandling« i denne bestemmelse forstås - ligesom i ovennævnte EF-direktiv og forslaget til
lov om behandling af personoplysninger - enhver operation eller række af operationer med eller uden brug
af elektronisk databehandling, som oplysninger gøres til genstand for. Dette begreb er en nyskabelse i
forhold til den gældende lovgivning. Omfattet af begrebet behandling er enhver håndtering af oplysninger.
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Det dækker således bl.a. over indsamling, registrering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller
ændring, selektion, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden
overladelse, sammenstilling eller samkøring samt blokering, sletning eller tilintetgørelse. Finder blot en af
de nævnte former for håndtering af oplysninger sted, vil der være tale om behandling i bestemmelsens
forstand.
Hvis der således behandles oplysninger om en patients helbredsforhold i en patientjournal m.v., skal der på
en let forståelig måde gives den pågældende meddelelse om ovennævnte fire forhold, mundtligt eller
skriftligt.
Efter nr. 1 skal patienten have meddelelse om, hvilke oplysninger der behandles i journalen. Denne
bestemmelse svarer til, hvad der hidtil har været gældende ret efter lov om aktindsigt i
helbredsoplysninger.
Endvidere skal der efter nr. 2 gives meddelelse om behandlingens formål. Heri ligger ikke en forpligtelse for
den pågældende myndighed, institution eller sundhedsperson til at meddele, hvad oplysningerne nøjagtigt
vil skulle bruges til. I kravet om formålsangivelse ligger, at patienten skal have tilstrækkelig information til,
at den pågældende bliver klar over, hvad der er baggrunden for, at der behandles oplysninger om den
pågældende. En generel angivelse af, hvad formålet med behandlingen er, vil være tilstrækkelig. F.eks. kan
der om formålet med en patientjournal henvises til lægelovens § 13, hvorefter læger er forpligtede til at
føre ordnede optegnelser (patientjournaler m.v.) af hensyn til patientens sygebehandling, og/eller en
henvisning til Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 235 af 19. december 1996 om lægers pligt til at føre
ordnede optegnelser (journalføring).
Herudover skal der gives meddelelse om kategorierne af modtagere af oplysningerne, jf. nr. 3. Dette vil
f.eks. være tilfældet, såfremt der er eller vil blive videregivet oplysninger fra patientjournalen til andre
sundhedspersoner, myndigheder, jf. lovens § 24, stk. 2 og § 26, stk. 2.
Endelig skal der gives patienten tilgængelig information om, hvorfra de oplysninger, der behandles,
stammer, jf. nr. 4. Denne pligt gælder kun, hvis der foreligger oplysning herom. Det påhviler således ikke
sundhedspersonen efter denne bestemmelse selvstændigt at tilvejebringe oplysning herom. Typisk vil
oplysninger indeholdt i en patientjournal stamme fra patienten selv, eventuelle pårørende, samt fra
foretagne undersøgelser, behandlinger m.v. foretaget på et sygehus, på et laboratorium, hos en
speciallæge eller en alment praktiserende læge m.v. Det vil oftest af oplysningerne direkte fremgå, hvorfra
de stammer.
Gennemførelse af aktindsigten m.v.
Afgørelsen træffes af den myndighed, den institution eller den autoriserede sundhedsperson, som har
patientjournalen i sin besiddelse, jf. lovens § 21. For sygehusjournalers vedkommende træffes afgørelsen af
den overlæge, der er ansvarlig for den pågældende sygehusafdeling, eller af en anden sundhedsperson,
som overlægen har bemyndiget hertil. Med hensyn til sygeplejefaglige optegnelser kan afgørelsen træffes
af oversygeplejersken.
Det fremgår af lovens § 21, stk. 4, at i de tilfælde, hvor en sundhedsperson er tillagt beføjelser med hensyn
til afgørelser om aktindsigt, påhviler det overordnede ansvar for, at aktindsigt meddeles i
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
overensstemmelse med loven den driftsansvarlige myndighed. Denne bestemmelse vil berøre f.eks.
overlæger på et sygehus. Baggrunden for bestemmelsen i lovens § 21, stk. 4, er at sikre, at reglerne om
aktindsigt er forenelig med direktiv 95/46/EF om behandling af personoplysninger m.v., jf. vejledningens
indledning. I dette direktiv er der således pålagt den registeransvarlige en række forpligtelser, f.eks. at sikre
at oplysninger behandles rimeligt og lovligt. I de konkrete situationer, hvor en patient anmoder om
aktindsigt forudsættes det imidlertid at være den pågældende sundhedsperson, der træffer afgørelse om
aktindsigt efter loven.
Der skal også tages stilling til, om aktindsigten gennemføres ved, at patienten får lejlighed til at se journalen
igennem på stedet eller ved at få udleveret en afskrift eller kopi af journalen, jf. lovens § 21, stk. 2.
Patienten har krav på at få kopi af journalindholdet hvis dette ønskes. Der kan således ikke stilles krav om
patientens personlige gennemsyn af journalen på stedet, selv om det findes betænkeligt at udlevere
fotokopi til patienten af journalen uden lægelig vejledning.
Hvis en anmodning om aktindsigt ikke bliver imødekommet eller afslået inden 10 dage efter, at den er
modtaget, er den pågældende myndighed, institution eller sundhedsperson forpligtet til at underrette
patienten om grunden hertil. Patienten skal samtidig have besked om, hvornår en afgørelse kan forventes,
jf. lovens § 21, stk. 3.
Aktindsigt kan praktisk gennemføres ved, at patienten får lejlighed til at læse journalen på stedet. Hvor
journalen føres på edb, kan patienten få lejlighed til at læse skærmbilledet. Hvis der er grund til at antage,
at patienten har behov for hjælp til at forstå oplysningerne i journalen, skal der tilbydes hjælp og
vejledning. Dette kan ske ved, at sundhedspersonen i fornødent omfang gennemgår journalen med
patienten. Patienten har dog ret til at afslå et tilbud om gennemgang af sin journal.
Såvel under indlæggelse som i forbindelse med konsultation i lægepraksis kan det være naturligt og
hensigtsmæssigt, at lægen gennemgår journalen med den patient, der har ønsket aktindsigt. Denne
fremgangsmåde er i overensstemmelse med princippet om lægers pligt til at vejlede og oplyse patienter
om deres sygdomstilfælde og om behandlingsmulighederne, jf. lovens § 7. Patienten har imidlertid altid ret
til at frabede sig en sådan gennemgang af journalen.
Hvis patienten anmoder om fotokopi af journalen, eventuelt i uddrag, skal anmodningen normalt
imødekommes, medmindre helt særlige forhold gør sig gældende. Helt særlige forhold kan f.eks. være
dokumenternes antal, karakter eller form.
Afslag på udlevering af kopi på grund af antallet af dokumenter vil dog normalt kun kunne gives, hvis
antallet er overordentligt stort.
Afslag på grund af dokumenternes form vil normalt kun kunne gives, hvis det er umuligt eller i hvert fald
meget vanskeligt eller bekosteligt at få fremstillet kopi af særlige aktstykker som f.eks. prøver, modeller,
lydbånd, røntgenbilleder eller lignende.
Regler om betaling for kopier m.v. er fastsat i Sundhedsministeriets bekendtgørelse om betaling for
afskrifter, edb-udskrifter og fotokopier m.v., der er optaget som bilag 2 til vejledningen. Se nærmere herom
i vejledningens pkt. 11.
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Hvis patienten ønsker kopi af røntgenbilleder eller andre specielle dokumenter som f.eks. lystryk, lydbånd,
film, modeller og lignende, kan det altid - efter forudgående underretning af patienten - kræves, at
patienten betaler omkostningerne ved fremstillingen af kopien(erne), jf. bekendtgørelsens § 3.
8. Hvornår kan anmodning om aktindsigt afslås?
Det fremgår af lovens § 20, stk. 2, at aktindsigt i oplysninger i patientjournaler m.v. kan begrænses i det
omfang, patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende
hensyn til den pågældende selv eller til andre private interesser.
Bestemmelsen skal forstås sådan, at der i hvert enkelt tilfælde, hvor det overvejes at begrænse adgangen
til aktindsigt, skal foretages en konkret afvejning af på den ene side patientens interesse i at få de
pågældende oplysninger og på den anden side afgørende hensyn til patienten selv. Ved afgørende hensyn
til patienten selv tænkes navnlig på, om det må antages at ville være til alvorlig skade for patienten, hvis
denne på det pågældende tidspunkt eller i den pågældende situation gøres bekendt med oplysningerne.
Bestemmelsen forudsættes kun anvendt i ganske få tilfælde, eksempelvis hvor det drejer sig om en alvorlig,
uhelbredelig og fremadskridende sygdom, og der er en nærliggende risiko for, at patientens psykiske
tilstand alvorligt vil lide under at blive gjort bekendt med oplysningerne.
Endvidere kan det komme på tale at anvende bestemmelsen i forbindelse med behandlingen af patienter
med psykiske lidelser, hvis der foreligger afgørende behandlingsmæssige hensyn, som taler imod at give
aktindsigt. I sådanne tilfælde kan et afslag undertiden begrænses til kun at være midlertidigt, således at der
f.eks. kun gives afslag på aktindsigt på det stadium i et behandlingsforløb, hvor aktindsigten skønnes at
kunne være særligt belastende for patienten.
Ved »afgørende hensyn til andre private interesser«, som ligeledes kan nødvendiggøre et afslag på
aktindsigt, forstås f.eks. tilfælde, hvor pårørende har afgivet oplysninger til journalen uden patientens
vidende, og kendskab hertil må antages at kunne være alvorligt belastende for forholdet mellem patienten
og de pårørende. Der bør dog som udgangspunkt gives aktindsigt i den resterende del af journalen,
medmindre andre hensyn taler herimod.
Aktindsigt vil også kunne nægtes over for forældre (forældremyndighedens indehaver) til en mindreårig
under omstændigheder, hvor forældrenes interesse i aktindsigt bør vige for afgørende hensyn til den
mindreårige. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis journalen indeholder oplysninger om anvendelse af
prævention, om abortindgreb eller om behandling for kønssygdomme, som er sket uden forældrenes
vidende.
Også i forbindelse med psykolog- eller psykiaterundersøgelser af en mindreårig kan der forekomme
tilfælde, hvor aktindsigt bør nægtes forældrene i oplysninger, som den mindreårige er fremkommet med.
Hvis adgangen til aktindsigt er begrænset i forhold til patienten selv, vil den være begrænset i samme
omfang i forhold til den, der anmoder om aktindsigt på grundlag af en fuldmagt fra patienten.
I sundhedspersonens afvejning af, om aktindsigt bør begrænses helt eller delvis, bør i øvrigt den
omstændighed inddrages, at det kan give anledning til ængstelse og uro hos patienten, når det
undtagelsesvis findes nødvendigt at afslå eller begrænse aktindsigten.
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
I tilfælde af, at der kun kan gives delvis aktindsigt, kan den pågældende sundhedsperson formidle
aktindsigten ved at referere journalen for patienten med udeladelse af de oplysninger, der undtages fra
aktindsigten. Hvis patienten herefter anmoder om fuld aktindsigt, må sundhedspersonen meddele
patienten, at anmodningen ikke kan imødekommes.
Patienten skal, når der gives delvis aktindsigt, i almindelighed gøres bekendt med, at der er dele af
journalen, der er udeladt. Kun i de tilfælde, hvor der er grund til at antage, at det vil være til alvorlig skade
for patienten at få kendskab til, at oplysninger tilbageholdes, kan sundhedspersonen undlade at give
patienten oplysning om tilbageholdelsen. Det bør da noteres i patientens journal, hvilke oplysninger der
ikke er givet aktindsigt i, og med hvilken begrundelse. En sådan journalpåtegning kan også undtages fra
aktindsigt.
Et afslag på anmodning om aktindsigt skal ledsages af en begrundelse samt klagevejledning.
9. Klage over afgørelser om aktindsigt
Det fremgår af lovens § 33, at der kan klages over afgørelser om aktindsigt til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn efter reglerne herom i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse. Dette gælder alle
former for afgørelser om aktindsigt, dvs. både afgørelser, der går ud på helt eller delvist afslag på
anmodning om aktindsigt ud fra en sundhedsfaglig vurdering, afslag på anmodning om udlevering af kopi
og afgørelser vedrørende betaling for udlevering af kopi m.v. Klager kan eventuelt indgives til
Patientklagenævnet gennem embedslægeinstitutionerne.
Såfremt Patientklagenævnet skal bedømme om et helt eller delvist afslag på anmodning om aktindsigt er
berettiget, indhenter nævnet kopi af det omhandlede journalmateriale. Det skal i den forbindelse
understreges, at når journalmaterialet til brug for denne vurdering videregives til nævnet, bliver akterne
ikke derved undergivet aktindsigt. Såfremt Patientklagenævnet finder, at sundhedspersonen burde have
udleveret journalen er det herefter sundhedspersonen - og ikke Patientklagenævnet - der skal udlevere det
ønskede materiale til patienten.
Efterladte pårørende har nu også i medfør af loven adgang til at klage til Patientklagenævnet over afslag på
aktindsigt i en afdød patients journal.
Klager over afslag på anmodning om aktindsigt i en autoriseret psykologs journal kan indbringes til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, når den autoriserede psykolog udøver sundhedsfaglig virksomhed
inden for sundhedsvæsenet. Uden for sundhedsvæsenet kan et afslag påklages til den myndighed, som er
klageinstans i forhold til den autoriserede psykologs virksomhedsområde i øvrigt i den sag, som
anmodningen om aktindsigt vedrører. Der henvises til § 14, stk. 5, i lov om psykologer m.v., som hører
under Socialministeriet.
Patientklagenævnets afgørelse kan efter § 33, 2. pkt. i lov om patienters retsstilling ikke indbringes for
anden administrativ myndighed. Afgørelsen kan således heller ikke indbringes for sundhedsministeren.
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
10. Journalføring
Lov om patienters retsstilling stiller ikke ændrede krav til journalføring inden for sundhedsvæsenet. Der skal
således fortsat føres journaler i forbindelse med lægelig undersøgelse og behandling af patienter på
offentlige eller private sygehuse, klinikker, ambulatorier, i privat praksis, i forbindelse med behandling i
private hjem, herunder vagtlægeordninger samt på offentlige eller private institutioner, hvor der som led i
sundhedsmæssig virksomhed foretages undersøgelse og behandling af patienter.
Det følger af § 19 i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og
samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger, at lægen skal føre optegnelser i patientens journal
om, hvilken information, der er givet patienten, og hvad patienten på denne baggrund har tilkendegivet i
relation til behandling eller til videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til behandling eller til andre formål.
Regler om lægers journalføringspligt er fastsat i lægelovens §13, Indenrigsministeriets (nu
Sundhedsministeriets) bekendtgørelse nr. 244 af 26. juli 1937 om lægers pligt til at føre optegnelser,
Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 235 af 19. december 1996 om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser
(journalføring), og Sundhedsstyrelsens vejledning m. 236 af 19. december 1996 om lægers journalføring.
Det følger af ovennævnte bekendtgørelse, at optegnelserne om den enkelte patient i hvert fald skal give
oplysning om
1) patientens navn, alder og bopæl,
2) tidspunktet for behandlingens indledning,
3) lægens skøn angående sygdommens art og
4) den iværksatte behandling.
Efter Sundhedsstyrelsens cirkulære skal hver patientjournal indeholde følgende oplysninger:
Patientens navn, alder (personnummer) og bopæl,
dato for kontakten (konsultationen/behandlingen m.v.),
årsagen til patientkontakten,
undersøgelsesresultater, herunder resultater af eventuelle røntgen- og laboratorieundersøgelser, som må
antages at være af betydning for diagnose, behandling og prognose,
diagnose eller lægens skøn angående sygdommens art,
iværksat behandling, herunder operative indgreb,
ordination af lægemidler (navn, styrke, mængde, dosering og administrationsmåde),
henvisning til undersøgelse og/eller behandling og oplysninger herfra om diagnose og udførte
behandlinger,
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
hvilken information, der er givet til patienten, herunder udleveret skriftligt informationsmateriale, og
patientens tilkendegivelser på baggrund af den givne information,
aftaler om kontrol.
Journaler på sygehuse, klinikker og praktiserende speciallægers journaler, bortset fra speciallæger i almen
medicin, skal desuden indeholde oplysninger om
indikation for undersøgelsen/behandlingen,
hvem der har foretaget undersøgelse og behandling, herunder varetaget delopgaver ved f.eks. operative
indgreb,
særlige forhold som f.eks. allergi,
oplysninger om implantation af alt medicinsk udstyr,
konkret rådgivning,
beslutninger truffet på afdelingskonferencer.
Endvidere skal journalen indeholde relevante oplysninger til opfyldelse af lov om patienters retsstilling § 20,
stk. 1. Det skal således fremgå af journalen, at der er meddelt aktindsigt i journalen og hvilke oplysninger,
der er udleveret og til hvem, det er sket.
Det skal af journalen med navn klart fremgå, hvem der er ansvarlig for et journalnotat. I almen praksis og i
andre mindre enheder vil det være tilstrækkeligt at anvende initialer, når navnet særskilt kan identificeres.
Herudover er ved bekendtgørelser og vejledende retningslinjer fastsat journalføringsregler for tandlæger,
jordemødre, kiropraktorer, kliniske tandteknikere, kliniske diætister, tandplejere og optikere.
11. Gebyr for udlevering af kopi
Reglerne om gebyr er fastsat i Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 664 af 14. september 1998 om
betaling for afskrifter, edb-udskrifter og fotokopier, der udleveres efter kapitel 4 om aktindsigt i lov om
patienters retsstilling, jf. bilag 2 2) til denne vejledning. Reglerne er uændrede i forhold til tidligere.
Første gang en patient efter anmodning får udleveret kopi af sin journal, vil dette - som hidtil - som
hovedregel være gratis for patienten, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1. Der gælder dog særlige regler for
privat praktiserende autoriserede sundhedspersoner, jf. nedenfor.
Herudover er det hovedreglen, at der betales 10 kr. for første side og 1 kr. for hver påbegyndt følgende side
af dokumenterne i en patientjournal, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1. Disse beløbsrammer er identiske med,
hvad der følger af Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 647 af 18 september 1986 om betaling for
afskrifter og fotokopier. Når aktindsigt meddeles ved fotokopi, tilfalder en eventuel betaling herfor
vedkommende myndighed, private praksis m.v.
Hvis den praktiserende sundhedsperson, der udleverer journalkopi(er), enten udleverer en edb-udskrift
eller ikke har det nødvendige fotokopieringsudstyr eller lignende til sin disposition, vil der også første gang,
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
der gives aktindsigt ved journalkopi kunne forlanges betaling. I disse tilfælde kan den autoriserede
sundhedsperson kræve 10 kr. pr. påbegyndt side, dog maksimalt 200 kr., jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2.
Disse beløb svarer til, hvad der hidtil har kunnet kræves betalt efter Justitsministeriets bekendtgørelse nr.
123 af 11. marts 1993 om betaling for skriftlige meddelelser om indholdet af private edb-registre.
De anførte beløb dækker også eventuelle forsendelsesomkostninger, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Med hensyn til kopi af røntgenbilleder m.v. kan patienten altid - efter forudgående underretning herom -
afkræves betaling svarende til omkostninger ved kopieringen, jf. bekendtgørelsens § 3, samt ovenfor under
punkt 6.
Der kan i øvrigt kun kræves betaling, hvis udlevering af afskrift, edb-udskrift eller fotokopi sker efter
udtrykkelig anmodning fra den, som ønsker aktindsigt, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 4.
12. Tvivlsspørgsmål m.v.
Tvivlsspørgsmål vedrørende forståelsen af reglerne om aktindsigt i helbredsoplysninger, herunder denne
vejledning, rettes til Sundhedsministeriet.
Sundhedsministeriets vejledning nr. 193 af 7. december 1993 om aktindsigt i helbredsoplysninger ophæves
samtidig.
Bilaget er udeladt her, da loven har været offentliggjort i Lovtidende A, samt forefindes i Retsinformation.
Bilaget er udeladt her, da bekendtgørelsen har været offentliggjort i Lovtidende A, samt forefindes i Retsinformation.
Sundhedsministeriet, den 14. september 1998
Carsten Koch
/Steen Loiborg
5.6 Vejledning om aktindsigt m.v. i helbredsoplysninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.7 Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt dialog og
samarbejde med patienters pårørende
1. Formålet med vejledningen
Vejledningen redegør for de muligheder og begrænsninger, der er for dialog og samarbejde mellem
sundhedspersoner og patienters pårørende som følge af reglerne om tavshedspligt.
Sundhedsstyrelsen udarbejdede i 1997 i samarbejde med Den Almindelige Danske Lægeforening, en række
patientorganisationer og sygdomsbekæmpende organisationer samt Forbrugerrådet en vejledning om
sundhedspersoners tavshedspligt dialog og samarbejde med patienters pårørende. Denne vejledning har
været meget efterspurgt, og Sundhedsstyrelsen har nu foretaget en revision af vejledningen.
2. Baggrund
Sundhedspersoners tavshedspligt udspringer af et grundlæggende princip om, at patienter skal kunne give
fuldstændige oplysninger i tillid til, at disse oplysninger ikke gives videre til andre. Offentligt ansatte har
tavshedspligt. Alle autoriserede sundhedspersoner har tavshedspligt. Medhjælpere er omfattet af den
samme tavshedspligt.
Den normale situation er, at patienterne ønsker, at pårørende informeres og inddrages i
behandlingsforløbet. Imidlertid har pårørende oplevet at blive afvist, når de har bedt om oplysninger om
patienters helbredstilstand, fordi sundhedspersonalet har henvist til deres tavshedspligt. De pårørende har
derfor ikke mulighed for at få de mest nødvendige oplysninger om patientens helbredstilstand, hvilket kan
indebære væsentlige problemer for såvel patienten som de pårørende, ikke mindst i kritiske faser af
sygdomsforløbet.
Pårørende vil ofte kunne bidrage med oplysninger, som vil kunne anvendes i behandlingen af patienten.
Det kan fx være relevant, når der er tale om patienter med psykiske lidelser og patienter med livstruende
sygdomme. Pårørende kan opleve det som uforståeligt, at sundhedspersonalet ikke til gengæld kan oplyse
dem om, hvad patienten fejler og om det forventede sygdomsforløb og behandlingsmulighederne.
Problemerne skyldes ofte misforståelser og manglende kendskab til tavshedspligtens omfang over for
pårørende.
Vejledningen er generel og gælder både for det somatiske og det psykiatriske område, men når der er tale
om indlæggelse og ophold på en psykiatrisk afdeling, kan særlige forhold gøre sig gældende. Der er derfor
flere steder i vejledningen nævnt eksempler, der omhandler sindslidende og deres pårørende.
Reglerne om sundhedspersoners tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger mv. til pårørende er
omfattet af lov om patienters retsstilling §§ 26, 27 og 28.
Reglerne om tavshedspligt er ikke helt enkle. Ved fortolkning af reglerne kræves ofte, at der udøves et
konkret skøn, der kan indebære en vanskelig afvejning af tavshedspligten over for pårørendes ønsker om
gennem information og dialog at være i stand til at hjælpe patienten gennem forløbet.
5.7 Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt dialog og samarbejde med patienters pårørende

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
3. Hovedindholdet af tavshedspligten
Tavshedspligten omfatter oplysninger af en vis følsom karakter, de såkaldt fortrolige oplysninger.
Oplysninger, der ikke er fortrolige, kan normalt frit videregives.
Når en oplysning er fortrolig, betyder det derfor, at der gælder begrænsninger i adgangen til at videregive
den pågældende oplysning.
Enhver videregivelse er imidlertid ikke udelukket.
Fortrolige oplysninger kan eller skal videregives til patientens pårørende, hvis
patienten har givet samtykke til videregivelse
sundhedspersonen ifølge lovgivningen har pligt til at videregive fortrolige oplysninger
sundhedspersonen handler i berettiget varetagelse af andres tarv, herunder patientens tarv
de nærmeste pårørende kan give et stedfortrædende samtykke til behandling (for varigt inhabile
patienter).
Tavshedspligten er således ikke absolut, men må afvejes i forhold til de i lovgivningen opstillede væsentlige
hensyn og interesser.
4. Fortrolige oplysninger
Oplysninger om personlige og økonomiske forhold er fortrolige oplysninger. Langt den overvejende del af
de oplysninger om en patient, som sundhedspersonalet i forbindelse med arbejdet får kendskab til, er
derfor fortrolige.
Tavshedspligten omfatter fx oplysninger om helbred, herunder indlæggelse på et sygehus og behandling på
en skadestue, sociale problemer, misbrug af nydelsesmidler eller lignende, strafbare forhold,
privatøkonomi, gæld, formue og skatteforhold.
Sundhedspersoner kan modtage information fra personer, uden at det kommer i strid med tavshedspligten.
De kan også gå i dialog med de pårørende om disses oplevelse af situationen og de problemer, de
pårørende oplever.
Sundhedspersoner kan uden at overtræde tavshedspligten informere pårørende om generelle forhold
vedrørende en sygdom og behandlingsmulighederne, og om de pårørendes muligheder for at yde og få
støtte generelt.
5. Hvem har sundhedspersonen tavshedspligt overfor
Tavshedspligten betyder, at sundhedspersoner ikke må videregive fortrolige oplysninger til
uvedkommende.
5.7 Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt dialog og samarbejde med patienters pårørende

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.1 Pårørende
Patientens ægtefælle, samlever og andre pårørende er i juridisk forstand som udgangspunkt
»uvedkommende«, når der er tale om sygdom, selvom de ud fra en sædvanlig betragtning ikke betragtes
som uvedkommende.
De pårørende kan være nære slægtninge, men det kan også være en god ven. Det afgørende er den
faktiske tilknytning.
Selvom det især ved alvorlige og livstruende sygdomme kan have stor betydning, at pårørende indgår i
behandlingsprocessen, skal patienten være indforstået med, at pårørende får fortrolige oplysninger.
Patienten bør oplyses om muligheden for at tage pårørende med til lægesamtaler.
Der kan ikke gives oplysninger til pårørende »under fire øjne« med en aftale om, at patienten ikke må få
noget at vide om samtalen.
Det kan heller ikke forlanges, at patienten selv er til stede under en samtale med de pårørende, med
mindre patienten selv ønsker det.
5.1.2 Særligt om forældre
Hvis der er tale om at videregive oplysninger om et barn eller en ung under 18 år, gælder der ikke
tavshedspligt over for forældrene (forældremyndighedens indehaver). Som udgangspunkt skal forældrene
aktivt informeres om deres børns forhold. Den 15 17 årige kan dog selv give samtykke til behandling.
Tavshedspligt over for forældrene kan imidlertid være nødvendig, hvis der er afgørende hensyn til barnet
og dets forhold til forældrene fx i tilfælde af lægelig behandling af barnet eller den unge i relation til
sexuallivet, eller hvis en videregivelse kan give anledning til alvorlige konflikter. Oplysning om, at barnet
eller den unge er i live eller opholdsstedet skal altid videregives til forældrene.
Efter lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær § 19, stk. 1, har den af forældrene, som
ikke har forældremyndigheden, ret til efter anmodning at få orientering om barnets forhold fra skoler,
børneinstitutioner samt social- og sundhedsvæsenet. Myndigheden eller institutionen kan nægte at give
oplysninger, hvis det er til skade for barnet. Der må ikke gives fortrolige oplysninger om
forældremyndighedsindehaverens forhold.
Denne bestemmelse giver ikke ret til aktindsigt, men en ret til at få orientering, typisk i form af mundtlige
oplysninger.
Efter bestemmelsen i § 19, stk. 2, kan statsamtet i særlige tilfælde efter anmodning fra indehaveren af
forældremyndigheden eller en af de i stk. 1 nævnte institutioner fratage den af forældrene, der ikke har
forældremyndigheden, adgangen til at få orientering om barnet.
6. Samtykke
Den person, oplysningerne vedrører, kan give samtykke til, at fortrolige oplysninger kan videregives til
pårørende.
5.7 Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt dialog og samarbejde med patienters pårørende

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
En patients samtykke til videregivelse skal forsøges indhentet som et naturligt led i de rutiner, der benyttes
ved indlæggelse, behandling, udskrivning mv.
Indhentelse af samtykke bør ske i dialog med patienten og på grundlag af en tilstrækkelig information af
patienten i dennes konkrete situation. Det bør bl. a. indgå i dialogen, hvilken betydning, praktisk såvel som
psykologisk, det kan have, at pårørende bliver informeret eller ikke informeret.
Sundhedspersonalet bør være opmærksomt på, hvornår og hvordan samtykke indhentes. Det er fx af stor
betydning, at sundhedspersonen er opmærksom på det sprogbrug, der benyttes.
Eksempel:
Udfaldet af patientens stillingtagen kan fx afhænge af, om spørgsmålet om videregivelse formuleres som et
ønske om, at pårørende kontaktes og informeres om indlæggelse og/eller andre forhold eller som et ønske
om diskretion.
Et samtykke gælder ikke generelt, men omfatter kun de konkrete typer af oplysninger, som det aftales, at
det vil være relevant at videregive.
En oplysning til de pårørende om, at patienten er indlagt eller udskrevet, kan være tilstrækkelig. Behovet
for at videregive andre oplysninger kan vurderes løbende.
Eksempel:
En psykiatrisk patient ønsker ikke, at pårørende får oplysning om indlæggelsen. Det kan imidlertid være
afgørende for patientens stillingtagen at forklare, at en videregivelse ikke nødvendigvis indebærer, at
pårørende kommer på besøg, men at det kan være af stor betydning, at de ved, hvor patienten opholder
sig (de pårørende er bekymrede og leder efter patienten).
Patienten skal være i stand til at overskue konsekvenserne af at give eller afslå samtykke. Evnen til at
overskue konsekvenserne må vurderes i den konkrete situation. Det forhold, at en patient har en
psykiatrisk eller anden alvorlig, måske livstruende lidelse, betyder ikke nødvendigvis, at patienten ikke kan
tage stilling. Patientens tilstand og oplysningernes karakter er afgørende.
Der skal lægges stor vægt på selvbestemmelsesretten, men personalet skal være opmærksom på, at der
ikke indgår urealistiske forestillinger om patientens evne til at kunne overskue konsekvenserne. Ellers er
der risiko for, at det i realiteten er personalet, der bestemmer, men under dække af patientens
selvbestemmelse.
De fleste pårørende forstår og accepterer, at de ikke kan få oplysninger om patienten uden patientens
vidende og samtykke.
En patients stillingtagen til videregivelse af oplysninger i tilknytning til indlæggelsen eller på et senere
tidspunkt kan ikke anses for at være bindende for den resterende del af behandlings- eller
indlæggelsesforløbet. Sundhedspersonalet skal løbende være opmærksom på, hvornår og under hvilke
5.7 Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt dialog og samarbejde med patienters pårørende

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
betingelser samtykke er givet/afslået, idet sygdomsforløbet kan indebære, at patientens holdninger og
ønsker ændres.
Eksempel:
I forbindelse med udskrivning kan det være relevant at få patientens samtykke til, at pårørende får
oplysninger om medicin mv. for at kunne støtte patienten efter udskrivningen.
6.1 Samtykkets form
Et samtykke til videregivelse af oplysninger til pårørende skal principielt være skriftligt og indgå i journalen.
Det er ikke nødvendigt, at et samtykke gentages over for en anden sundhedsperson, fx overlægen.
7. Videregivelse som følge af lovmæssig forpligtelse
Lovgivningen pålægger i visse tilfælde læger og andre sundhedspersoner på eget initiativ eller på
anmodning at anmelde eller indberette et forhold til en anden myndighed.
Lovgivningen pålægger sundhedspersoner en oplysningspligt overfor forældremyndig - hedens indehaver,
når patienten er 15 17 år og selv kan give informeret samtykke til behandling, og i de tilfælde, hvor den af
forældrene, som ikke har forældremyndigheden, har ret til efter anmodning at få orientering om barnets
forhold, jf. under pkt.5.1.2
8. Særlige tilfælde, hvor videregivelse kan ske uden patientens samtykke
Der kan forekomme situationer, hvor det ikke er muligt at få patientens samtykke til at videregive fortrolige
oplysninger, fx helbredsoplysninger. Det kan skyldes, at patienten er ude af stand til at tage stilling på grund
af sin tilstand, fx hvis patienten er bevidstløs eller inhabil.
Det kan også skyldes, at patienten ikke ønsker, at oplysningerne skal videregives.
I sådanne situationer må det overvejes, om videregivelse om nødvendigt alligevel kan finde sted.
Tavshedspligtsreglerne giver mulighed for, at sundhedspersonalet, til trods for at der ikke foreligger
samtykke fra den pågældende, alligevel kan videregive oplysninger om patienten.
8.1 Varetagelse af andres tarv
Når der ikke foreligger samtykke fra patienten eller en lovbestemt oplysningspligt, må der foretages en
konkret vurdering af, hvorvidt der foreligger tilstrækkeligt vægtige grunde til at se bort fra tavshedspligten.
Når der er tale om videregivelse til pårørende, er det afgørende, om videregivelsen kan anses for
»berettiget«, dvs. om sundhedspersonen handler i berettiget varetagelse af andres tarv, fx patientens eller
de pårørendes tarv.
Ved vurderingen af, om disse hensyn kan berettige til videregivelse af i øvrigt tavshedsbelagte oplysninger,
må der foretages en afvejning i forhold til de hensyn, der begrunder tavshedspligten. Der må foretages et
konkret skøn. De hensyn, der taler for videregivelse, må klart overstige hensynet til patientens ønske om
fortrolighed.
5.7 Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt dialog og samarbejde med patienters pårørende

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
8.1.2 Patientens tarv
En patient kan være i en tilstand, hvor den pågældende er ude af stand til at varetage sine interesser og
dermed ikke i stand til at forstå en information og tage stilling til samtykke.
I en sådan situation kan der gives bestemte oplysninger til pårørende, hvis en konkret vurdering medfører,
at en sådan videregivelse må antages at være i patientens interesse.
Formålet kan være, at de pårørende bliver bedre i stand til at forstå, hjælpe og støtte patienten.
Formålet kan også være de pårørendes stillingtagen, når der er tale om varigt inhabile patienter, og de
pårørende kan give et stedfortrædende samtykke til behandling.
Det er sundhedspersonalet, der afgør, om en videregivelse af oplysninger til de pårørende er berettiget
varetagelse af patientens tarv, og hvilke oplysninger, der er nødvendige at videregive.
Eksempel:
Der kan være tale om, at pårørende informeres, fordi patienten er ude af stand til at tage vare på sig selv, fx
på grund af svær demens, kronisk sindslidelse, akut, svær sygdom eller ulykkestilfælde eller i den sidste
fase ved alvorlig sygdom.
Eksempel:
Det kan være relevant, at en psykiatrisk afdeling underretter pårørende til en indlagt patient, for at de
bedre kan forstå patientens reaktioner og indgå i behandlingsprocessen.
Eksempel:
De pårørende kan få relevante oplysninger om fx økonomiske forhold for at kunne tage sig af
huslejebetaling mv. for at undgå direkte velfærdstab for patienten.
Det er vigtigt, at patientens selvbestemmelsesret respekteres. Det er et alvorligt tillidsbrud at videregive
oplysninger, hvis patienten ikke ønsker det. Det er derfor kun berettiget at gøre det, hvis patientens
afvisning må tilsidesættes, fordi patienten på grund af sin tilstand ikke kan forstå og overskue
konsekvenserne, og videregivelsen vurderes at være i patientens interesse.
Er det klart for sundhedspersonalet, at patienten gerne vil have, at pårørende informeres, kan
oplysningerne videregives.
8.1.3 Hensynet til de pårørende
For at varetage andres tarv end patientens kan man i nogle tilfælde tilsidesætte patientens
selvbestemmelsesret. Hvis fx andres liv eller helbred udsættes for nærliggende fare, og patienten ikke
ønsker videregivelse af relevante oplysninger, kan det være berettiget at orientere/oplyse de pågældende.
5.7 Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt dialog og samarbejde med patienters pårørende

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Hvis en patient lider af en alvorlig smittefarlig sygdom og ikke vil give samtykke til, at pårørende, som
udsættes for smitte, får oplysning om sygdommen, kan det være berettiget alligevel at videregive
oplysningen.
Eksempel:
En patient, der er HIV-smittet, nægter at oplyse herom til ægtefællen eller samleveren, som vurderes at
være udsat for en nærliggende smitterisiko. Her vil det være berettiget at oplyse den pågældende om
sygdommen.
Som udgangspunkt er en tilkendegivelse om at ville begå selvmord en tavshedsbelagt oplysning.
Eksempel:
I en konkret sag har domstolene dog udtalt, at det ikke var brud på tavshedspligten, at læger underrettede
faderen, hos hvem en voksen datter boede, om at datteren ønskede at blive udskrevet fra sygehuset og
havde fremsat selvmordstrusler.
Domstolene udtalte bl.a., at selvmord kan være en voldsom begivenhed for omgivelserne.
Hvis en patient har fremsat trusler om vold mod pårørende, og truslerne vurderes som alvorlige, vil en
videregivelse i den konkrete situation kunne anses for berettiget.
Eksempel:
I forbindelse med et weekendophold eller udskrivning kan det være nødvendigt, at pårørende orienteres
herom.
9. Afdøde
Tavshedspligten ophæves ikke med patientens død.
En sundhedsperson kan dog som udgangspunkt videregive oplysninger om en afdød patients
sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det ikke må antages at
stride mod afdødes ønske, og hensynet til afdøde eller andre private interesser ikke taler afgørende imod.
Der kan ikke gives fortrolige oplysninger til de nærmeste pårørende, hvis journalen indeholder oplysninger
om afdøde eller om forholdet mellem afdøde og pårørende, hvor det må antages, at den afdøde ikke ville
have ønsket, at de pårørende blev gjort bekendt med disse oplysninger.
Eksempel:
De efterladte pårørende bør ikke oplyses om selvmord, hvis det fremgår, at afdøde ikke ønskede
oplysningen videregivet.
5.7 Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt dialog og samarbejde med patienters pårørende

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
10. Særligt om patientens adgang til aktindsigt
Det fremgår af Sundhedsministeriets vejledning nr. 155 af 14. september 1998 om aktindsigt m.v. i
helbredsoplysninger, pkt. 8, at aktindsigt i oplysninger i patientjournaler mv. kan begrænses i det omfang,
patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn
til den pågældende selv eller til andre private interesser.
Eksempel:
Ved »afgørende hensyn til andre private interesser«, forstås fx tilfælde, hvor pårørende har afgivet
oplysninger til journalen uden patientens vidende, og kendskab hertil må antages at kunne være alvorligt
belastende for forholdet mellem patienten og de pårørende.
Der bør dog som udgangspunkt gives patienten aktindsigt i den resterende del af journalen, medmindre
andre hensyn taler herimod.
11. Afslutning
Når der er tale om tavshedsbelagte oplysninger, er udgangspunktet patientens selvbestemmelsesret.
Samtykke forudsætter, at patienten er informeret, og at patienten har mulighed for at nægte at give
samtykke, hvis det uanset konsekvenserne, er det, der er vigtigst for patienten.
Langt de fleste patienter giver gerne samtykke til videregivelse af oplysninger til pårørende. I den løbende
dialog mellem patienten og sundhedspersonalet understreges patientens selvbestemmelsesret. Dette
forudsætter, at samtykke tages alvorligt og indgår som et naturligt led i grundig information og samtaler
om patientens situation.
12. Ophævelse
Vejledningen ophæver Sundhedsstyrelsens vejledning 1997 om sundhedspersoners tavshedspligt dialog og
samarbejde med patienters pårørende.
Sundhedsstyrelsen, den 4. juli 2002
Michael von Magnus
/Elisabeth Hersby
Bilag
5.7 Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt dialog og samarbejde med patienters pårørende

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Autoriserede sundhedspersoners tavshedspligt er reguleret flere steder i
lovgivningen.
Straffelovens §§ 152 152f foreskriver tavshedspligt dels for offentligt ansatte
(§ 152) dels for andre persongrupper, herunder autoriseret sundhedspersonale
(§152b) og deres medhjælpere (§ 152c). Det vil sige, at der gælder en
tavshedspligt for personer, der er beskæftiget indenfor sundhedssektoren, uanset
om de arbejder i den private eller offentlige del.
For sundhedspersonale indeholder lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters
retsstilling kapitel 5 (§§ 23 32) regler om tavshedspligt og videregivelse af
helbredsoplysninger m.v.
Når der er tale om at videregive helbredsoplysninger m.v. til en patients
pårørende er de relevante bestemmelser lovens §§ 26, 27 og 28.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om
information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.
5.7 Vejledning om sundhedspersoners tavshedspligt dialog og samarbejde med patienters pårørende

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.8 Bistandsværger: Skal din klient betale med klingende mønt – for
sin dom? Her skal han ikke - efterprøvelse
Straffelovens § 72, stk. 1 om ændring eller ophævelse af foranstaltninger efter straffelovens §§ 68-70
af cand.jur. Linda Hesselberg, bistandsværge og medlem af LPD.
Som bistandsværge og jurist bliver jeg ofte spurgt af andre bistandsværger eller familiemedlemmer til
dømte om foranstaltningsændringssager efter straffeloven. Indlægget har først og fremmest til hensigt at
give en kritisk beskrivelse af straffelovens § 72, stk. 1, lovændringen fra 1997, dens baggrund samt give en
vejledning til bistandsværgerne om hvad de kan gøre, hvis deres ”klient” er blevet tilkendt
sagsomkostninger efter 1. maj 1997 i strid med retsplejeloven. Dette har ikke været hensigten at give en
udtømmende gennemgang af rettens prøvelse, men alene fremhæve de aspekter, som jeg selv finder, er
interessante for os som bistandsværger.
Retten til domstolsprøvelse af foranstaltninger efter straffelovens §§ 68-70.
Straffelovens § 72, stk. 1.
Efter straffelovens § 72, stk. 1 træffer retten ved kendelse bestemmelse om ændring eller endelig
ophævelse af en foranstaltning efter straffelovens §§ 68- 70 på begæring fra anstaltsledelsen,
bistandsværgen eller den dømte selv. Begæringen skal fremsættes overfor anklagemyndigheden, som
snarest muligt skal indbringe spørgsmålet for byretten som første instans. Kendelsen kan kæres til
landsretterne. Tages begæringen ikke til følge, kan der ikke fremsættes en ny før der er gået 6 måneder
efter den sidste kendelse. Forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Det principielle indhold af reglen om domstolsprøvelse skal ses i sammenhæng med Danmarks
menneskeretlige forpligtelser. Den Europæiske Menneskerettelighedsdomstol har i flere domme
understreget vigtigheden af retten til domstolsprøvelse af tidsubestemte straffe, som ikke alene indeholder
et straffehensyn, men også et beskyttelseshensyn.
Når straf idømmes på baggrund af faktorer, som kan ændre sig med tiden, hvilket f.eks. er tilfældet med
farlighedskriteriet i straffelovens § 70 om forvaring, har den dømte i medfør af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 5 krav på en retlig efterprøvelse med jævne mellemrum.
Domstolen fastslog i dommene Hussain1 og Singh2, at det modsatte synspunkt ville betyde, at en person
fortabte sin frihed for resten af sit liv trods senere ændringer i de faktorer, som dannede det oprindelige
grundlag for den idømte straf. Det blev i dommene endvidere bemærket, at dette ville kunne give
anledning til overvejelser, om det i så fald ville foreligge en overtrædelse af konventionens artikel 3 om
forbuddet om tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling.
I Danmark er der udover domstolsprøvelse også en administrativ kontrol, idet Rigsadvokaten har en særlig
pligt til at føre kontrol med udstrækningen af de tidsubestemte straffe3. Det fremgår dog af et svar til
Folketingets Retsudvalg fra Justitsministeren4, at anklagemyndigheden i nyere tid ikke af sig selv har rejst
sager om udskrivning fra forvaring, samt siden 1985 har 2 ud af 5 rejste sager ført til prøveudskrivning mod
anklagemyndighedens protest. Begge sager blev rejst af den dømte eller bistandsværgen.
Forsvarerbeskikkelse.
Da retsplejeloven desværre5 ikke indeholder ingen særskilt regel om, at den dømte skal have beskikket en
5.8 Bistandsværger: Skal din klient betale med klingende mønt – for sin dom? Her skal han ikke -
efterprøvelse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
forsvarer til at hjælpe sig med sagen i byretten, må de almindelige regler i retsplejeloven anvendes. En
årsag hertil er, at byretten træffer sin afgørelse ved kendelse og ikke ved dom, samt at den pågældende
ikke er sigtet eller tiltalt, men derimod dømt.
1 EMD55: Case of Hussain vs. The United Kingdom, jugdement of 21 February 1996
2 EMD56: Case of Singh vs. The United Kingdom, jugdement of 21 February 1996
3 Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/1997 af 12. februar 1997
4 Spørgsmål 63 til lovforslag nr. 259/1996
5 Dette påpeges også af Jens Anker Andersen i Juristen 1971, p.229ff
Det fremgår af retsplejelovens § 732, at retten har en mulighed for at beskikke en forsvarer, hvis den efter
en vurdering af ”sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt” finder det
ønskeligt. Det må dog antages, at der har udviklet sig en sædvane retlig praksis om, at der altid beskikkes
en forsvarer i forbindelse med sager efter straffelovens § 72 blandt andet på baggrund af et cirkulære fra
1935, hvor Justitsministeriet henstiller til retterne, at der beskikkes en forsvarer, hvis anklagemyndigheden
modsætter sig en lempelse eller ophævelse af foranstaltningen eller ligefrem ønsker en skærpelse6.
Ved sager efter § 72 i Højesteret bliver der altid beskikket en forsvarer for den dømte7, hvilket formentlig
skyldes, at de sager § 72, som behandles af Højesterets, må anses for principielle og er optaget til
behandling via 3. instansbevilling fra Procesbevillingsnævnet. Skulle en dom blive kæret til en højere ret,
som undtagelsesvis behandler denne mundtligt skal der ske forsvarerbeskikkelse8.
Efter den almindelige praksis beskikkes altså en forsvarer medmindre den dømte selv har udtrykt ønske
herimod. Selv i dette tilfælde kan retten efter begæring fra anklagemyndigheden skønne, at en beskikkelse
er nødvendig for den dømte9. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den dømte er lider af et psykisk eller
fysisk handicap, samt hvis sagens samlede omstændigheder taler herom, f.eks. hvis der er tale om en
meget byrdefuld afgørelse for den dømte, hvilket i reglen er tilfældet i sager efter § 72.
Rettens afgørelse om, at der skal ske forsvarerbeskikkelse kan ikke kæres til en højere retsinstans, mens en
beslutning om, at der ikke skal ske beskikkelse, kan påkæres10. Den dømte har også selv mulighed for at
vælge en advokat, som herefter kan beskikkes af retten. En afgørelse om at beskikke en bestemt advokat i
strid med den dømtes ønske kan også kæres11. Beskikkelsen af forsvarer finder sted uden nogen vurdering
af den dømtes økonomiske forhold, hvilket står i modsætning til reglerne i retsplejeloven om fri proces i
civile sager12.
Det ville dog efter min opfattelse være et vigtigt retspolitisk signal fra lovgiver, om der var en udtrykkelig
lovregulering af retten til en beskikket forsvarer i sager efter straffelovens § 72.
Som bistandsværge er det endvidere meget vigtigt at være opmærksom på, at advokatens beskikkelse er
personlig. Jeg er bekendt med i hvert fald to sager, hvor advokaterne lod henholdsvis en
advokatfuldmægtig og en anden partner føre sagen for sig i byretten uden at der var forfald eller en anden
undtagelsessituation. Højesteret har i en principiel dom13 udtrykkelig taget stilling til dette spørgsmål i en
sag, hvor en beskikket advokat uden rettens forudgående godkendelse lod sin advokatfuldmægtig møde for
sig. Højesteret udtalte ganske kort, at det følger af beskikkelsen, at hvervet er personligt. I dette ligger en
opfattelse af, at der med en beskikkelse af en forsvarer udenfor kredsen af offentlige beskikkede forsvarere
altid sker en vurdering af, om det er forsvarligt at beskikke pågældende advokat.
To instans-princippet.
Byretten behandler som første instans begæringen. Denne behandling foregår efter min erfaring altid
under tilstedeværelse af den dømte og hans forsvarer, ligesom der er mulighed for at føre vidner.
5.8 Bistandsværger: Skal din klient betale med klingende mønt – for sin dom? Her skal han ikke -
efterprøvelse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Dommeren træffer som hovedregel kendelsen efterfølgende. Denne meddeles skriftligt.
Der er herefter mulighed for at kære kendelsen til østre eller Vestre Landsret. I de fleste tilfælde træffes
der her en kendelse på baggrund af en skriftlig behandling. Den dømte og hans forsvarer har altså ikke et
krav på at være til stede og procedere sagen for kæreinstansen.
To instans-princippet udgør en væsentlig retsgaranti for en dømt og er i nyere tid slået fast i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention14. Princippets bærende konstruktion er, at de overordnede
retsinstanser – i dette tilfælde landsretterne – skal kunne præge og korrigere de underordnede domstoles
praksis15, således at der opnås en ensartethed – og dermed forudsigelighed - i domstolenes
retsanvendelse.
Det er efter min opfattelse yderst betænkeligt, at hovedparten af kæresagerne efter straffelovens § 72, stk.
1 afgøres på et skriftligt grundlag af landsretterne.
13 Ugeskrift for Retsvæsenet 1990.925
14 Tillægsprotokol VII, art. 2
15 Hans Gammeltoft-Hansen: Strafferetspleje I, 2. udgave, 1998, p.39
Dette kan endvidere diskuteres om, at denne praksis er i strid med principperne i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, I begge tidligere nævnte domme Hussain og Singh har domstolen anført
at:
”Where substantial term af imprisonment is at stake and where characteristics pertainings to prisoner’s
personality and level of maturity are of importance in deciding on dangerousness, Article 5 § 4 requires oral
hearing in the context of an adversarial procedure involving legal representation and the possibility of
calling and questionering witnesses”.
I disse sager, som i Danmark udgør et meget lille antal, er der efter min opfattelse et særligt behov for, at
den dømte og forsvareren også har mulighed for i landsretten at fremføre og procedere sagen. Der findes
nemlig kun ganske få byretter, som har en vis erfaring i disse sager, hvilket i hovedsagen skyldes deres
beliggenhed tæt på større afsonings-/behandlingsinstitutioner. Dommerne i landsretterne bør således efter
min opfattelse selv se og høre den dømte, fordi der er tale om afgørelser af særdeles indgribende karakter.
Herudover skal 6 måneder reglen også tages i betragtning.
Under alle omstændigheder må det efter min opfattelse anføres, at den dømte og forsvareren i medfør af
principperne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention burde være berettiget til at være tilstede
under kærebehandlingen i de sager, som indbringes af anklagemyndigheden, hvor den dømte har fået
medhold af byretten.
I netop disse tilfælde vil en omgørelse være særdeles byrdefuld for den dømte, som jo har fået et
begrundet håb om en ændring/ophævelse af sin foranstaltning. Her burde det efter min opfattelse ikke
være muligt fortsat at holde en person frihedsberøvet eller begrænset uden, at den dømte selv har fået lov
til at fremføre sin sag mundtligt, således at landsrettens dommere selv kan danne sig et indtryk af den
dømte og hans/hendes forhold.
Sagsomkostninger i forbindelse med sager efter straffelovens § 72, stk. 1.
Lov nr. 274 af 15. april 1997 indeholdt en særskilt bestemmelse indført i retsplejelovens § 1014a om at
ændre den gældende retstilstand om, at den dømte som hovedregel skulle bære sagsomkostningerne, hvis
han ikke fik medhold i sin foranstaltningsændringssag.
Retsplejelovens § 1014a.
5.8 Bistandsværger: Skal din klient betale med klingende mønt – for sin dom? Her skal han ikke -
efterprøvelse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
»§ 1014 a. I sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72, betaler det
offentlige udgifterne ved sagens behandling. Stk. 2. Retten kan pålægge den dømte helt eller delvis at
betale sagens omkostninger, når der efter den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt er særlig
anledning til det.«
Den retspolitiske baggrund for § 1014a16.
Justitsministeriet fandt, at det var betænkeligt og forekom mindre rimeligt, at den dømte skal betale
sagsomkostningerne, blot fordi han udnyttede sin lovhjemlede ret hertil til en retlig prøvelse af sin
foranstaltning. Ministeriet fandt ikke, at det kunne udelukkes, at der var dømte, som afholdt sig fra at rejse
en foranstaltningsændrings sag på grund af sagsomkostningerne i tilfælde af, at han ikke fik medhold.
Det sidste argument er egentlig ganske interessant, eftersom anklagemyndigheden som tidligere nævnt har
en forpligtelse til at føre tilsyn med de tidsubestemte foranstaltninger (forvaring)17. Rigsadvokaten skal
således med jævne mellemrum indhente en udtalelse fra vedkommende institution om, hvorvidt
foranstaltningen bør opretholdes, ændres eller ophæves. Til illustration heraf kan det nævnes, at den
forvaringsdømt i gennemsnit afsoner 7 år og 10 måneder. Såfremt han hvert halve år, vil en
foranstaltningssag med forberedelse kunne finde sted ca. hver 9 mdr. Der ville således kunne blive pålagt
sagsomkostninger ca. 10 gange i et gennemsnitligt forvaringsforløb. Ministeriet lagde endvidere vægt på, at
de personer, som blev idømt foranstaltninger i medfør af straffelovens §§68-70, i forvejen ofte tilhører en
social dårlig stillet gruppe, som har svære økonomiske vilkår. Det ville derfor ofte være det offentlige, som
under alle omstændigheder ville komme til at betale for sagen, idet udgifterne ikke ville kunne inddrives.
Herudover skal spørgsmålet om sagsomkostninger også ses i relation til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention, hvor den anklagede i en straffesag har et krav på fri proces, når han har
utilstrækkelige midler, og det er påkrævet af hensyn til retfærdigheden. Konventionen går endda længere,
idet kravet om ”fair trial” også efter omstændighederne kan forpligte myndighederne til også i civile sager
at sikret en part fri proces18.
16 Afsnittet bygger fortrinsvis på lovbemærkningerne til lov nr. 274 af 15. april 1997, pkt. 5
17 Se note 3
18 Airey vs. Ireland, EMD 32
Den dømte efter straffelovens §§ 68-70 er således sikret en bedre retsstilling i dansk ret, idet det offentlige
som hovedregel afholder sagsomkostningerne uanset hans økonomiske situation. Det skal også bemærkes,
at bestemmelsen finder anvendelse både i byretten og ved senere kære til højere ret.
Undtagelsesbestemmelsen i § 1014a, stk. 2. Der findes dog tilfælde, hvor den dømte kan ikendes
sagsomkostningerne helt eller delvis.
Justitsministeriet har i deres overvejelser fremhævet det tilfælde, hvor den dømte har givet anledning til
forhaling af sagen, som har påført udgifter, som det vil være rimeligt, at han selv betaler.
Man kunne forestille sig et eksempel, hvor en forvaringsdømt, som er blevet prøveudskrevet og anmoder
om endelig ophævelse af foranstaltningen. Hvis han udebliver fra retsmødet uden lovligt forfald eller andre
undtagelsessituationer, kunne man forstille sig, at han ville blive pålagt selv at afholde advokatens forgæves
fremmøde.
Justitsministeriet nævner også tilfældet, hvor foranstaltningssagen skyldes ny kriminalitet begået af den
dømte.
Betingelserne for at bringe undtagelsesbestemmelsen helt eller delvist i anvendelse skal derfor være, at der
5.8 Bistandsværger: Skal din klient betale med klingende mønt – for sin dom? Her skal han ikke -
efterprøvelse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
på baggrund af den dømtes forhold eller sagens omstændigheder i øvrigt er særlig anledning hertil.
Adgangen må derfor betegnes som snæver. Fortolkningen heraf må derfor bero på byretten og
landsretternes praksis.
Mine egne erfaringer med retsplejelovens § 1014a.
Da jeg blev bistandsværge for en forvaringsdømt i slutningen af 1998, havde han en nylig overstået
foranstaltningssag. Stor blev min overraskelse, da jeg så, at han uden nogen nærmere begrundelse var
blevet pålagt sagsomkostninger, uden at hans advokat – i øvrigt en af landets stjerne-forsvarer – havde
bemærket noget. Efter anmodning fra mig og den dømte blev sagen kæret til østre Landsret med hensyn til
omkostningsbestemmelsen.
Byretsdommeren afgav i medfør af retsplejeloven en erklæring til østre Landsret, hvor hun erkendte at
have overset bestemmelsen i retsplejelovens §1014a. østre Landsret afsagde den 8. januar 1999 en
kendelse, hvor det blev bestemt, at det offentlige skulle betale omkostningerne.
Problemet var blot, at den samme forvaringsdømte også i december 1997 var blevet pålagt
sagsomkostninger uden nogen begrundelse i en tidligere foranstaltningsændringssag af samme
byretsdommer! Ved kontakt til den daværende advokat, oplyste denne mig om, at han da ikke kendte til §
1014a! Den var endsige ikke blevet nævnet.
Det mest opsigtsvækkende er dog, at afgørelsen fra december 1997 var blevet kæret til østre Landsret, som
stadfæstede byrettens kendelse uden nogen overvejelser eller bemærkninger om § 1014a. Da jeg
kontaktede den stedlige politimester og Rigsadvokaturen i januar 1999, blev jeg henvist til at søge
Procesbevillingsnævnet om 3. instansbevilling. Noget som virkede overvældende i betragtning af
dommerens skrivelse til østre Landsret. Da Procesbevillingsnævnet fik sagen, som jo er åbenlys urimelig,
tog nævnet kontakt til politimesteren, som administrativt eftergav omkostningerne.
Spørgsmål til Justitsministeren.
Med en hjælp fra en god ven stillede Søren Søndergaard fra Enhedslisten via Folketingets Retsudvalg på
baggrund af sagen spørgsmål herom til Justitsministeren, som vedrørte § 1014 a i forhold til
forvaringsdømte. Dette er optrykt som bilag 1.
Justitsministeriets svar er optrykt som bilag 2 til denne artikel. Jeg skal dog bemærke, at svaret i sig selv
ikke er særlig brugbart, idet Rigsadvokaten nævner, at der har været 10 sager. I 6 tilfælde har det offentlige
betalt sagsomkostninger, men der sondres ikke i mellem, om den forvaringsdømte også efter den tidligere
praksis ville have undgået sagsomkostninger, f.eks. fordi han havde fået medhold. Det fremgår således ikke,
om de 6 sager skyldes dette eller hovedreglen i § 1014a.
Herudover nævnes 3 tilfælde, hvor den forvaringsdømte har fået tildelt sagsomkostningerne.
Også her kan det ikke ud af svaret se, om det er, fordi dommeren har fulgt den gamle retstilstand eller om
det skyldes, at undtagelsesbetingelsen i § 1014a, stk. 2 har været opfyldt.
Jeg frygter, at det er, fordi dommeren har fulgt den gamle retstilstand, fordi den forvaringsdømte med de
to sager netop her ham, som jeg er bistandsværge for. Hans sag er i øvrigt refereret forkert, hvilket jeg
efterfølgende har gjort Justitsministeriet opmærksom på. De har derfor efterfølgende rettet både
gengivelsen af sagen og spørgsmålet om sagsomkostninger overfor Folketingets Retsudvalg. Optrykt som
bilag 3.
Afsluttende bemærkninger.
5.8 Bistandsværger: Skal din klient betale med klingende mønt – for sin dom? Her skal han ikke -
efterprøvelse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Jeg har efterfølgende fået kendskab til to andre sager, hvor byretten i løbet af 1999 har pålagt
sagsomkostninger til en forvaringsdømt og en, som var dømt til behandling. I sagen om den
forvaringsdømte kontaktede bistandsværgen mig, fordi vi kendte hinanden tilfældigt fra Anstalten ved
Herstedvester, hvor vi begge kommer. Vi havde dag udvekslet erfaringer og pågældende erindrede et eller
andet om sagsomkostninger og bad mig kontakte den beskikkede advokat , som fik materialet om § 1014a.
østre Landsret omgjorde den 13. december 1999 omkostningsbestemmelsen for så vidt angik både
byrettens og landsrettens behandling af sagen.
Jeg har senere mødt advokaten i anden arbejdsmæssig sammenhæng, hvor han (desværre) fortalte mig, at
han i en senere sag i Helsingør var nødt til at gøre dommeren opmærksom op § 1014a.
Hvorfor denne ændring tilsyneladende ikke er gået op for flere dommere og advokater skyldes måske, at
den udgjorde en lille del af en større ændring af retsplejeloven og straffeloven m.v. Det er må den
baggrund min opfattelse, at vi som bistandsværger er nødt til at være ekstra opmærksom på dette
spørgsmål, når vi møder sammen med vores ”klient” i retten med en anmodning om ændring eller
ophævelse af en foranstaltning. Det er tillige min opfattelse, at der er et behov for at få opklaret, om der
sidder domfældte efter §§ 68-70 med disse uretmæssige sagsomkostninger. Jeg vil derfor opfordre LPD til
at få stillet et § 20 spørgsmål, som skal være mere specificeret end mit første forsøg. Indholdet burde kort
skitseret være, at ministeren skulle oplyse om antallet af sager efter straffelovens § 72, stk. 1 udspecificeret
på den i dømte foranstaltning, samt hvor mange af dem, som har fået tilkendt sagsomkostninger med
hvilken begrundelse og endelig om de fik medhold eller ej i deres begæring. Afslutningsvis vil jeg opfordre
andre bistandsværger om at kikke deres udskrifter af dombogen igennem. Skulle din klient have haft en
foranstaltnings- ændringssag og fået tildelt sagsomkostningerne efter 1. maj 1997, kan det måske være i
strid med § 1014a. Skulle nogen af jer have brug for yderligere oplysninger, hjælp eller bistand i forbindelse
med sådanne omkostninger, er I meget velkommen til at kontakte mig på telefon 47 77 71 78.
Bilag 1:
Retsudvalget
175. Ministeren bedes oplyse antallet af sager efter straffelovens § 72, stk. 1, om ændringer/ophævelse af
foranstaltninger for forvaringsdømte, som er indbragt og endeligt afgjort ved de danske domstole efter den
1. maj 1997. Ministeren bedes endvidere oplyse antallet af sager efter straffelovens § 72, stk. 1, hvor den
forvaringsdømte er ikendt sagsomkostningerne i forbindelse med retsmødet om ændring/ophævelse af
foranstaltningen. Udvalget anmoder om at måtte modtage endelig besvarelse af spørgsmålet senest fredag
den 15. januar 1999.
P.u.v.
Lissa Mathiasen,
formand.
Til
justitsministeren (Løbenr. 7172)
Bilag 2:
Besvarelse af spørgsmål nr. 175 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del - bilag 331).
5.8 Bistandsværger: Skal din klient betale med klingende mønt – for sin dom? Her skal han ikke -
efterprøvelse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Spørgsmål nr. 175:
“Ministeren bedes oplyse antallet af sager efter straffelovens § 72, stk. 1, om ændringer/ophævelse af
foranstaltninger for forvaringsdømte, som er indbragt og endelig afgjort ved de danske domstole efter den
1. maj 1997. Ministeren bedes endvidere oplyse antallet af sager efter straffelovens § 72, stk. 1, hvor den
forvaringsdømte er ikendt sagsomkostningerne i forbindelse med retsmødet om ændring/ophævelse af
foranstaltningen.”
Svar:
Efter straffelovens § 72, stk. 1, afgør retten ved kendelse bl.a., hvornår en dom til forvaring skal ændres
eller endeligt ophæves, dvs. hvornår den dømte skal prøveudskrives eller endeligt løslades.
Både den dømte, dennes bistandsværge, anstaltsledelsen og anklagemyndigheden kan anmode retten om
at ændre eller ophæve en forvaringsdom. Tages en anmodning fra bistandsværge eller den dømte ikke til
følge, kan en ny anmodning fra de pågældende ikke fremsættes, før der er forløbet et halvt år fra
kendelsens afsigelse.
Før den 1. maj 1997 blev omkostningsspørgsmålet afgjort efter de almindelige regler om sagsomkostninger
i straffesager. Anmodede den dømte i medfør af straffelovens § 72, stk. 1, om rettens stillingtagen til
ændring eller ophævelse af en idømt forvaring, ville den pågældende derfor som udgangspunkt skulle
betale, hvis retten ikke imødekom anmodningen, jf. herved principperne i retsplejelovens §§ 1008, stk. 1, 1.
pkt., og stk. 4, 2. pkt., sammenholdt med § 1010, stk. 1.
Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af
åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod
seksualforbrydere) blev der imidlertid med virkning fra den 1. maj 1997 indført en ny bestemmelse i
retsplejelovens § 1014 a om den dømtes pligt til at betale omkostninger vedrørende behandlingen af sager
om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72.
Bestemmelsen indebærer, at det som udgangspunkt er det offentlige, der betaler udgifterne ved
behandlingen af sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger. Det gælder, uanset om sagen rejses
af den dømte, og rettens afgørelse går den pågældende imod. Retten kan dog i undtagelsestilfælde
pålægge den dømte helt eller delvist at betale sagens omkostninger, hvor der efter en konkret vurdering af
den dømtes forhold og sagens omstændigheder i øvrigt findes særlig anledning til det.
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål indhentet en udtalelse fra
Rigsadvokaten.
Rigsadvokaten har oplyst, at der er truffet afgørelse vedrørende forvaringsdømte efter straffelovens § 72,
stk. 1, i 10 tilfælde i perioden efter den 1. maj 1997. To af disse tilfælde vedrører den samme sag.
Det offentlige har i overensstemmelse med hovedreglen i retsplejelovens § 1014 a betalt udgifterne ved
sagernes behandling i 6 af de 10 tilfælde. I et tilfælde blev omkostningerne ved behandlingen af sagen i
byretten betalt af det offentlige, mens domfældte blev pålagt at betale omkostningerne ved 6 JM Cirkulære
nr. 120 af 7. august 1935
7 Jens Anker Andersen, Juristen 1971, p.235 med henvisning til Victor Hansen: Retsplejen ved Højesteret,
p.36
8 Retsplejelovens §731, stk. 1, litra f og § 972, stk. 2
9 Retsplejelovens §732, stk. 2
10 Retsplejelovens §732, stk. 3
11 Se Ugeskrift for Retsvæsenet 1987.440 og Gammeltoft-Hansen: Strafferetspleje II, 1. udgave, 1989,
5.8 Bistandsværger: Skal din klient betale med klingende mønt – for sin dom? Her skal han ikke -
efterprøvelse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
p.39ff for en gennemgang af dette meget komplicerede retsområde 10 Retsplejelovens kapitel 31
behandlingen af ankesagen. Endelig blev domfældte pålagt at betale sagens omkostninger i tre tilfælde,
herunder i de to tilfælde, der vedrører samme sag. Den sag, hvor den dømte i to tilfælde er pålagt at betale
sagsomkostninger i forbindelse med anmodninger efter straffelovens § 72, stk. 1, vedrører en person, der
ved Højesterets dom af 11. april 1997 er idømt forvaring for blufærdighedskrænkelse over for en 9-årig pige
samt ulovlig frihedsberøvelse og anden kønslig omgængelse end samleje med en knap 9-årig pige. Den
pågældende er tidligere tre gange dømt for henholdsvis seksualforbrydelser mod mindreårige og voldtægt.
Efter den endelige dom i straffesagen den 11. april 1997 har den dømte to gange anmodet om ophævelse
af forvaringen. Forvaringen er imidlertid opretholdt ved byretskendelse af 16. december 1997 (stadfæstet
af landsretten den 20. januar 1998) og byretskendelse af 4. december 1998.
Bilag 3:
I fortsættelse af Justitsministeriets besvarelse af 13. januar 1999 af spørgsmål nr. 175 (Alm. del - bilag 331)
sendes vedlagt til orientering kopi af ministeriets besvarelse af en henvendelse af 3. juli 1999 fra Linda
Hesselberg Rasmussen, der er bisidder for en af de domfældte, der er omtalt i besvarelsen.
Som det fremgår af Justitsministeriets brev, har ministeriet ved en beklagelig fejl i svaret oplyst, at den
person, som blev idømt forvaring ved Højesterets dom af 11. april 1997, tidligere var blevet straffet for bl.a.
voldtægt. Den pågældende er tidligere dømt for bl.a. voldtægtsforsøg. Justitsministeriet oplyste i øvrigt i
besvarelsen, at det offentlige i overensstemmelse med hovedreglen i retsplejelovens § 1014a har betalt
udgifterne ved behandlingen af sager om ændring eller ophævelse af foranstaltninger, jf. straffelovens § 72,
stk. 1, i 6 af i alt 10 tilfælde, herunder at en domfældt i to tilfælde i samme sag er blevet pålagt at betale
sagens omkostninger. Linda Hesselberg Rasmussen har i henvendelsen til Justitsministeriet oplyst, at den
pågældende domfældte ved østre Landsrets kendelse af 8. januar 1999 fik medhold i, at han med urette var
blevet pålagt sagsomkostninger ved byrettens kendelse af 4. december 1998, og at han efterfølgende har
fået eftergivet de sagsomkostninger, som han blev ikendt ved kendelse af 16. december 1997, stadfæstet
af østre Landsret den 20. januar 1998.
Det kan endelig oplyses, at Rigsadvokaten på tidspunktet for Justitsministeriets besvarelse af spørgsmålet
ikke var bekendt med, at sagsomkostningsspørgsmålet var påkæret til østre Landsret.
5.8 Bistandsværger: Skal din klient betale med klingende mønt – for sin dom? Her skal han ikke -
efterprøvelse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.9 Politiets benyttelse af håndjern
Håndjern bør kun anvendes over for sindssyge, hvis andre muligheder for sikring ikke er til stede, men
snarest muligt efter bør anden sikring foretages. Jfr. alternative muligheder.
Ved transport over længere afstande bør der anvendes særligt fikseringsbælte.
Til sindssyge anvendes særligt fikseringsbælte.
Som nødløsning kan anvendes tape, slips eller andre bløde materialer.
Nedenstående retningslinjer for anvendelse af håndjern skal følges i undervisningen af politiet. De er
udformet på baggrund af brevveksling mellem Rigsadvokaten og Politiskolechefen i 2003 og 2004.
Retningslinjerne er et udtryk for vigtigheden af, at der undervises ensartet på Politiskolen i anvendelse af
håndjern, og at der ikke kan opstå misforståelser efterfølgende. Opstår der tvivl, skal afdelingslederen for
Grunduddannelsen straks underrettes, således at vejledningen kan forbedres.
Disposition: 1. Lovgrundlaget 2. Formål 3. Anvendelsen, sikkerhed og hensyn 4. Alternative muligheder 5.
Dokumentation
1.Lovgrundlaget
I Lov om politiets virksomhed findes der ikke særskilte bestemmelse om brugen af håndjern på samme
måde, som loven angiver politiets brug af skydevåben, stav, hunde og gas. Imidlertid bør udgangspunktet
være det samme, som gælder for ”Politiets anvendelse af magt”, hvoraf følgende fremgår:
§ 14. Bestemmelserne i dette kapitel gælder for politiets magtanvendelse såvel inden for som uden for
strafferetsplejen.
§ 15. Politiet må anvende magt
1. med henblik på at forebygge og afværge fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden samt
fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed,
2. med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben,
3. med henblik på at bringe strafbar virksomhed til ophør eller i forbindelse med efterforskning og
forfølgning af strafbare forhold,
4. som led i bistand til andre myndigheder,
5. som led i udførelse af kontrol- og tilsynsopgaver, samt
6. med henblik på at vurdere, om et barn eller en beruset, syg eller hjælpeløs person, befinder sig i
fare.
§ 16. Politiets magtanvendelse skal være nødvendig og forsvarlig og må alene ske med midler og i en
udstrækning, der står i rimeligt forhold til den interesse, der søges beskyttet. Det skal indgå i vurderingen af
forsvarligheden, om magtanvendelsen indebærer risiko for, at udenforstående kan komme til skade.
5.9 Politiets benyttelse af håndjern

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Magt skal anvendes så skånsomt, som omstændighederne tillader, og således at eventuelle skader
begrænses til et minimum.
2. Formål
Håndjern må kun bruges, når det skønnes nødvendigt og forsvarligt for at:
gennemføre en tjenstlig handling.
beskytte politiet mod angreb/vold fra en person.
beskytte den person, der lægges i håndjern, mod optrapning af situationen og hermed yderligere sigtelser.
beskytte andre mod angreb/vold fra en person.
hindre flugt.
3. Anvendelsen, sikkerhed og hensyn
Håndjern må kun anvendes af polititjenestemænd der har modtaget grundig instruktion og siden i
undervisningssituationer demonstreret, at de kan anvende håndjern sikkert og med fornøden hensyntagen.
Kun håndjern udleveret som tjenstligt udstyr må anvendes.
Af sikkerhedsmæssige grunde påsættes håndjern altid, mens personen har hænderne på ryggen.
Håndjern påsættes ved at trykke dem over personens håndled. De må ikke slås på.
Det skal kontrolleres, at håndjernene ikke strammer unødigt.
Efter kontrollen fastlåses de i stillingen.
Personer med håndjern pålagt skal støttes på hensynsfuld måde og må ikke løftes i håndjernene.
Ligger personen ned, skal pgl. så vidt muligt selv rejse sig, medens pgl. støttes i armhulerne.
Ved transport i bil af personer med håndjern, hjælpes personen ind i bilen ved at støtte pgl., og ved at sikre,
at pgl. sidder med mindst mulige gene af håndjernene.
Ved transport over længere afstande, anvendes evt. alternative muligheder.
Håndjern bør kun anvendes over for sindssyge, hvis andre muligheder for sikring ikke er til stede, men
snarest muligt efter bør anden sikring foretages. Jfr. alternative muligheder.
Håndjern må ikke anvendes over for personer under 15 år, bortset fra handlinger i nødværge.
Personer med påsatte håndjern skal altid være under tilsyn.
5.9 Politiets benyttelse af håndjern

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Sker der skader på personer med håndjern, skal pgl. tilses af en læge.
Det kan være en ydmygende oplevelse af få håndjern på, og der skal derfor altid udvises størst mulige
hensyn til den person, der pålægges håndjern.
Uanset personens opførsel og adfærd skal politiet altid optræde korrekt.
4. Alternative muligheder
Tjenstligt udleverede plasticstrips kan anvendes i stedet for håndjern ved f.eks. mange anholdelser, eller
hvor det skønnes mere hensigtsmæssigt end at anvende alm. håndjern (meget tynde håndled/små
hænder).
Der anvendes altid 2 plasticstrips, som sættes sammen i en løkke.
Anvendes plasticstrips skal de være påført den pgl. politiansattes kode med vandfast skrift af hensyn til den
videre sagsbehandling.
Fjernelse af plasticstrips skal ske ved overklipning med tang. Kniv må kun anvendes som nødløsning.
Ved transport over længere afstande bør der anvendes særligt fikseringsbælte.
Til sindssyge anvendes særligt fikseringsbælte.
Som nødløsning kan anvendes tape, slips eller andre bløde materialer.
Uanset hvilken form for fiksering der anvendes, skal samme sikkerhedsforhold og hensyn som ved brug af
håndjern iagttages.
5. Dokumentation
Enhver anvendelse af håndjern bør fremgå af politiets døgnrapport/rapporten, hvor det beskrives, hvorfor
personen har fået håndjern på.
Hvis anvendelsen af håndjern har givet problemer, bør det fremgå af dokumentationen, hvordan
pålæggelsen og det efterfølgende forløb har været.
Er der sket skader på en person, der har haft håndjern på, bør det fremgå af dokumentationen, hvordan
skaderne er opstået, og at der har været lægetilsyn.
Ovenstående er de regler politiet arbejder efter og anvender over for psykisk syge.
Der vil kunne forekomme tilfælde, hvor politiet ikke er klar over, det er en psykisk syg, de har med at gøre,
hvorfor afvigelser fra regelsættet vil kunne forekomme. Ligeledes kan den aktuelle situation medføre, at
der anvendes den nødvendige magt efter nødretsprincippet uden hensyntagen til, om det er en psykisk syg,
politiet står over for.
Det kan være hensynet til omgivelserne, hvis den psykisk syge er til fare for andre og også sig selv. Det kan
være en patrulje, der er underlegne og skal have den psykisk syge bragt til ro.
5.9 Politiets benyttelse af håndjern

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Hvis politiet på forhånd kender opgavens art skal de følge reglerne for fx transport af psykisk syge og må
ikke anvende håndjern men udelukkende fikseringsbælte. Den psykisk syge skal ikke spørges om han
foretrækker håndjern frem for fikseringsbælte! Fikseringsbælte kan undlades, hvis politipatruljen føles sig
sikre på, at den psykisk syge kan transporters uden problemer i form af voldsom adfærd eller flugttendens.
Det kan fx være hvis, patruljen har kørt med den psykisk syge før til retsmøder og kender denne, lige som
de kan spørge den psykisk syge selv eller personalet, hvor de afhenter fra.
Ydermere bør politiet så vidt muligt foretage transport med psykisk syge i civile køretøjer og ikke i
politibiler, hvoraf det tydeligt fremgår, at det er politipatruljevogne. Politipersonalet bør også om muligt
ordne politiforretningen i civiljakke.
Til retsmøder kan bistandsværgen påtale det over for patruljen, hvis der konstateres afvigelse fra
ovenstående retningslinjer. Ofte er politipatruljen uvidende om, hvordan de skal behandle en psykisk syg,
og en snak med bistandsværgen vil forhåbentlig føre til, at det ikke gentager sig, og at patruljen tager det
med sig til stationen, hvor de oplyser andre politikolleger om det, og deres vagthavende også bliver
opmærksom på problematikken og ikke næste gang sender patruljer af sted uden vejledning om gældende
retningslinjer for transport af psykisk syge.
En sidste mulighed er at klage skriftligt over en tilsidesættelse af retningslinjerne. Forløbet beskrives evt.
vedlagt fotos af mærker på håndled efter håndjern. Billeddokumentation kan tages på stedet eller efterflg.
på institutionen med fx mobiltelefon eller digitalkamera og vedlægges klagen, der stiles til lederen af
politiet, hvorfra politipatruljen er udsendt.
Med en skriftlig klage har man krav på et svar og er sikker på at sagen undersøges og den pågældende
patrulje bliver udbedt en rapport om hændelsesforløbet og den ansvarlige for det skete.
Svaret kan munde ud i en undskyldning/beklagelse til den psykisk syge med orientering til bistandsværgen
eller en irettesættelse af patruljen.
I grovere tilfælde en disciplinærsag over for den polititjenestemand, der bevidst har undladt at følge
retningslinjerne.
Målet bør dog være, at få politiet gjort bevidste omkring at behandle psykisk syge korrekt og efter
gældende retningslinjer og regler på området, således at det langsomt bliver implementeret i politiets
arbejdsgang automatisk. Så bistandsværgen bør handle ud fra mindste middels princip og påtale det i en
venlig men bestemt henvendelse over for patruljen, når omgåelse konstateres. Ud fra situationen vurderer
bistandsværgen så i samråd med sin klient (den psykisk syge) - om der skal klages skriftligt.
5.9 Politiets benyttelse af håndjern

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.10 Fysisk aktivitet og psykiatri.
Det er ved mange lejligheder godtgjort, at fysisk aktivitet har en særdeles positiv
virkning på mennesker, som bruger en eller anden form for psykofarmaka.
På Sct. Hans har de i mange år bl. a. haft løbetræning på programmet og det har her
vist sig, at der dannes en betydelig mængde af stoffet ”noradrenalin”, som har en
gunstig virkning på samme måde som psykofarmaka.
Sct. Hans har udgivet nogle små pjecer, som fortæller om deres forsøg. Det er rigtig
spændende læsning.
Under beskrivelsen af Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland fortælles også om de
gode resultater med fysisk aktivitet.
5.10 Fysisk aktivitet og psykiatri.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.11.0 Frit sygehusvalg for psykiatriske patienter
Alle patienters ret til frit sygehusvalg
Sundhedslovens § 86 om adgang til at vælge sygehus (frit sygehusvalg) gælder som udgangspunkt for alle
personer, der har ret til vederlagsfri sygehusbehandling. Det betyder, at psykiatriske patienter også er
omfattet af loven.
Det frie sygehusvalg indebærer, at patienter, der er lægehenvist til behandling på et sygehus, frit kan vælge
mellem de sygehuse, der varetager den pågældende behandling.
Undtagelser fra retten til frit sygehusvalg
Følgende omstændigheder kan føre til begrænsning af det frie sygehusvalg
Patienter fra andre regioner kan afvises, såfremt afdelingen har kapacitetsmæssige vanskeligheder.
En afdeling med lands- eller landsdelsfunktion kan afvise patienter, som kan behandles på
basisniveau, når hensynet til patienter med behov for afdelingens særlige ekspertise tilsiger det.
Retten til frit sygehusvalg omfatter ikke situationer, hvor patienten indlægges akut uden
lægehenvisning.
For psykiatriske patienter kan adgangen til at vælge sygehus begrænses, hvis hensynet til den
pågældende taler for det. I vurderingen tages bl.a. hensyn til, at hyppige ønsker om at skifte
behandlingssted kan vanskeliggøre den nødvendige kontinuitet i behandlingen, ligesom det kan
vanskeliggøre det sideløbende netværksarbejde
En begrænsning af en psykiatrisk patients valgfrihed skal bero på en konkret lægefaglig vurdering.
Lægen har pligt til at anføre og begrunde det i journalen, hvis en psykiatrisk patient får afslag på at
benytte det frie sygehusvalg.
Der er ikke frit valg af behandler eller behandling.
Man skal som patient være opmærksom på, at der inden for nogle specifikke områder (fx misbrug, ældre- og
børneområdet) kan være lokale samarbejdsaftaler, der relaterer sig til en eller flere kommuners samarbejde
med den lokale psykiatriske afdeling. Vælger man en anden afdeling end den, man som udgangspunkt
henvises til, vil det ikke i alle tilfælde være muligt at drage nytte af disse aftaler.
Klageadgang
En psykiatrisk patient, som har fået afslag på at benytte det frie sygehusvalg i henhold til Sundhedslovens
§ 86, har mulighed for at klage til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn over den lægefaglige vurdering, der
ligger til grund for afslaget.
Læs mere
Pjece om frit valg af sygehus (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse)
Sundhedsloven
Siden er sidst opdateret 1-7-2010
5.11.0 Frit sygehusvalg for psykiatriske patienter

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.12 Orlov, Sygdom og Ferie
Orlov
Der kan ikke søges om orlov som patientrådgiver / bistandsværge.
Efter oplysninger fra justitsministeriet og statsamterne (nu statsforvaltningerne) skal
dette ordnes “administrativt”.
Det vil i praksis sige, at du ringer til den psykiatriske afdeling / politimester og beder
om en pause i beskikkelser.
De aktuelle beskikkelser vil evt., blive afmeldt, og dine patienter / klienter får nye
patientrådgivere / bistandsværger.
Efter din “orlovsperiode” melder du dig igen klar til at optage arbejdet, hvorefter du
får beskikkelse “efter tur” som tidligere.
Sygdom
Ved længerevarende sygdom (udover en uge) bør du som patientrådgiver /
bistandsværge underrette den psykiatriske afdeling / politimesteren, hvortil du er
knyttet. Det er da afdelingens / politimesterens afgørelse, om der skal beskikkes en ny
patientrådgiver / bistandsværge for din(e) patient(er) / klient(er).
Du melder så tilbage, når du er klar til at genoptage dit arbejde som patientrådgiver /
bistandsværge.
Ferie
Ved ferie, kurser eller lignende, hvor du ikke er i stand til at varetage dit hverv som
patientrådgiver / bistandsværge, følger du reglerne for fravær på grund af sygdom.
I en ferieperiode som bistandsværge kan der - såfremt din patient / klient har et akut
behov for besøg (en bæltefiksering, ønsket om at klage over tvangsindgreb eller
lignende) - evt. beskikkes en patientrådgiver, som så afmeldes, når du kommer
tilbage og genoptager arbejdet.
Herved undgår man den lange procedure med beskikkelse af en ny bistandsværge.
5.12 Orlov, Sygdom og Ferie

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende
kriminelle og personer omfattet af straffelovens § 70
RIGSADVOKATEN
Meddelelse nr. 5/2007
Rettet juni 2010
Indholdsfortegnelse:
1. Indledning
2. Forsvarerbistand og afhøring
2.1. Forsvarerbeskikkelse
2.2. Afhøringer
2.2.1. Afhøringer hos politiet
2.2.2. Indenretlig afhøring
3. Placering af varetægtsarrestanter udenfor arresthus
3.1. Retsplejelovens § 765 – sigtede samtykker
3.2. Retsplejelovens § 770, stk. 2 – anbringelse af helbredsmæssige grunde
3.3. Retsplejelovens § 777 – overførsel til hospital mv. eller anden institution
3.4. Overførsel til særlige institutioner
3.4.1. Sikringsafdelingen ved Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland
3.4.2. Kofoedsminde
4. Mentalundersøgelse
4.1. Betingelser for iværksættelse af en mentalundersøgelse
4.2. Undersøgelsens form (ambulant eller under indlæggelse)
4.3. Fremgangsmåden
4.4. Grundlaget
4.5. Særligt vedrørende ambulante mentalundersøgelser
5. Indholdet af mentalerklæringer
6. Forelæggelse for Retslægerådet
7. Foranstaltninger efter straffelovens § 68
7.1. Indledning
7.1.1. Psykisk syge
7.1.2. Mentalt retarderede
7.2. Foranstaltninger efter straffelovens § 68 – herunder spørgsmålet om forelæggelse for statsadvokaten
7.3. Foranstaltninger over for personer, der er sindssyge eller i en tilstand sidestillet hermed, jf. § 16, stk. 1,
1. og 3. pkt.
7.4. Tilsyn af Kriminalforsorgen
7.5. Foranstaltninger over for mentalt retarderede, jf. § 16, stk. 1, 2. pkt., og § 16, stk. 2
7.6. Personer omfattet af straffelovens § 69
7.7. Personer omfattet af straffelovens § 73
8. Forvaring
9. Længstetid
9.1. Længstetid for foranstaltninger, der medfører, at den dømte skal eller kan anbringes i institution (§ 68
a, stk. 1 og 2, og § 69 a, stk. 1 og 2)
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
9.1.1. Institutionsopholdenes art
9.1.2. Længstetid på 5 år (§ 68 a, stk. 1, og § 69 a, stk. 1), forlængelse af længstetid samt længstetid for
opholdet, jf. § 69 a, stk. 1
9.1.2.1. Straffelovens § 68 a, stk. 1
9.1.2.2. Straffelovens § 69 a, stk. 1
9.1.3. Ingen længstetid ved personfarlig kriminalitet (§ 68 a, stk. 2, og § 69 a, stk. 2) 9.2. Længstetid ved
foranstaltninger, der ikke medfører eller kan medføre anbringelse i institution (§ 68 a, stk. 3, og § 69 a, stk.
3)
9.2.1. Straffelovens § 68 a, stk. 3
9.2.2. Straffelovens § 69 a, stk. 3
9.3. Længstetid ved ændring af foranstaltninger efter straffelovens § 72
9.3.1. Lempelse af den hidtidige foranstaltning
9.3.2. Skærpelse af den hidtidige foranstaltning
10. Sagens behandling i retten
10.1. Nævningesag i 1. instans
10.2. Domsmandssag efter tiltaltes beslutning, jf. retsplejelovens § 687
10.3. Domsmandssager efter retsplejelovens § 686, stk. 2
10.4. Tiltaltes tilstedeværelse
10.5. Overgangsregler
11. Bistandsværger
12. Fuldbyrdelse af foranstaltningsdomme
13. Indberetning til Rigsadvokaten af visse domme, hvor en person idømmes foranstaltninger efter
straffelovens §§ 68-70
14. Kontrol med foranstaltninger, herunder forelæggelse for retten af ændringer eller forlængelse af
foranstaltninger eller forlængelse af længstetid for ophold i institution 14.1. Generelt om statsadvokaternes
kontrol med foranstaltninger
14.2. Særligt om kontrol med indlæggelser
14.3. Kontrol med domme afsagt i medfør af straffelovens § 68, jf. § 68 a, eller § 69, jf. § 69 a
14.3.1. Kontrol med foranstaltninger, hvor der er fastsat en længstetid
14.3.2. Kontrol med foranstaltninger, hvor der ikke er fastsat en længstetid
14.3.3. Kontrol med længstetid for ophold i institution
14.3.4. Beregningen af længstetid for et ophold, jf. § 69 a, stk. 1, 1. pkt.
14.4. Kontrol med domme afsagt før den 1. juli 2000
15. Sagsbehandling, når domfældte eller andre begærer en foranstaltning ophævet
16. Kriminalitet begået under igangværende foranstaltning
17. Udlændinge
18. Friheder
19. Statistik
20. Ophævelse af forskrifter
Bilag
Bilag 1: Regulativ for Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland Bilag 2: Justitsministeriets
cirkulæreskrivelse af 3. maj 2001 om gennemførelse af ambulante mentalundersøgelser i straffesager i
politikredsene 23-54
Bilag 3: Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 10. juni 1988 til overlæger på psykiatriske sygehuse og
sygehusafdelinger om beregningen af længstetid for ophold på psykiatrisk sygehusafdeling i henhold til
straffelovens § 69
1. Indledning
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Denne meddelelse fastsætter retningslinjer for anklagemyndighedens behandling af sager vedrørende
psykisk afvigende kriminelle. Meddelelsen erstatter den tidligere udsendte Rigsadvokatmeddelelse nr.
5/2002, der blev udarbejdet efter, at der ved lov nr. 438 af 31. maj 2000 blev fastsat bestemmelser om
tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69.
Meddelelsen er blevet revideret som følge af kommunalreformen, der trådte i kraft den 1. januar 2007.
Kommunalreformen indebærer bl.a., at amterne er blevet nedlagt og erstattet af fem regioner, ligesom en
række af de opgaver, der tidligere blev varetaget af amterne, nu varetages af kommunerne. Dette har bl.a.
betydning for foranstaltninger over for personer omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, 2. pkt. (mentalt
retarderede i højere grad) eller § 16, stk. 2 (mentalt retarderede i lettere grad samt personer, der befinder
sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med mental retardering). Disse foranstaltninger skal nu
fuldbyrdes af kommunerne. Se herom nærmere nedenfor afsnit 7.5.
Politi- og domstolsreformen (lov nr. 538 af 8. juni 2006) har ligeledes nødvendiggjort en række ændringer i
meddelelsen.
Meddelelsen vil løbende blive revideret ved udsendelse af rettelsesblade i det omfang, ny lovgivning mv. og
domspraksis giver anledning hertil.
2. Forsvarerbistand og afhøring
2.1. Forsvarerbeskikkelse
Retsplejelovens § 731 foreskriver, i hvilke tilfælde forsvarerbeskikkelse er obligatorisk.
Retsplejelovens § 732, stk. 1, fastsætter bl.a., at forsvarer kan beskikkes, når retten under henvisning til
sigtedes person anser det for ønskeligt. Efter retsplejelovens § 732, stk. 2, jf. Justitsministeriets
bekendtgørelse nr. 467 af 26. september 1978, skal politiet vejlede sigtede om adgangen til at begære en
forsvarer beskikket. Efter samme bestemmelse kan både sigtede og politiet fremsætte begæring om
beskikkelse af en forsvarer. Det skal fremgå af politirapporten, at den sigtede har modtaget behørig
vejledning, jf. retsplejelovens § 732, stk. 2, 3. pkt.
Mentale afvigelser hos sigtede kan give anledning til, at politiet selv tager initiativ til at fremsætte begæring
om forsvarerbeskikkelse på efterforskningsstadiet, herunder forud for afhøringer, jf. nedenfor afsnit 2.2.1.
Selv om sigtede er mentalt afvigende, vil der dog i almindelighed ikke være anledning til, at politiet
fremsætter begæring om forsvarerbeskikkelse, såfremt sagen vedrører mindre betydningsfulde
lovovertrædelser, og der utvivlsomt er et sikkert bevisgrundlag for sigtedes skyld. Som eksempler på
sådanne lovovertrædelser kan nævnes visse særlovsovertrædelser (f.eks. overtrædelse af færdselsloven,
lov om euforiserende stoffer og våbenloven) og mindre alvorlige overtrædelser af straffeloven (f.eks.
butikstyveri, brugstyveri og hærværk).
2.2. Afhøringer
Retsplejeloven indeholder ikke særlige regler om afhøring af sigtede eller tiltalte, der må antages at være
omfattet af straffelovens § 16.
2.2.1. Afhøringer hos politiet
Mentalt afvigende, der bør bistås af en forsvarer, må ikke afhøres til politirapport, før retten har taget
stilling til spørgsmålet om forsvarerbeskikkelse. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor uopsættelige
efterforskningsskridt, f.eks. af hensyn til offeretfor en strafbar handling, gør det nødvendigt straks at få
oplysninger fra sigtede. I tilfælde, hvor sigtede f.eks. er taget på fersk gerning, kan det ligeledes være
nødvendigt at foretage en række indledende efterforskningsskridt, som forudsætter afhøringer af sigtede.
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Når en forsvarer er beskikket, må afhøring til politirapport, påhør af diktat til politirapport, gennemgang af
den nedskrevne politirapport eller gennemlæsning og eventuel underskrift af politirapporten ikke finde
sted uden forsvarerens tilstedeværelse. Det skal af politirapporten fremgå, hvornår afhøringen er
påbegyndt og tilendebragt, samt at forsvareren har været til stede.
2.2.2. Indenretlig afhøring
Under varetægtsfængsling i surrogat, f.eks. på psykiatrisk afdeling, vil reglerne om besøgs- og brevkontrol i
retsplejelovens §§ 771 og 772 ikke kunne iagttages i samme omfang, som det er tilfældet under
varetægtsfængsling i arresthus/anstalt, jf. afsnit 3.1.
I sager vedrørende alvorlig kriminalitet, hvor sigtede må forventes at blive varetægtsfængslet i surrogat, og
hvor der efter sagens omstændigheder kan være bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre
forfølgningen af sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre, bør anklagemyndigheden
derfor overveje at foretage en indenretlig afhøring af vidner og sigtede på et tidligt tidspunkt under sagens
efterforskning.
Det følger af retsplejelovens § 747, stk. 2, nr. 1-3, at der efter anmodning afholdes retsmøde inden
domsforhandlingen, når det er påkrævet for at sikre bevis, som det ellers må befrygtes vil gå tabt (nr. 1),
ikke uden væsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres umiddelbart for den dømmende ret (nr. 2),
eller må antages at være af betydning for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig interesse (nr. 3).
3. Placering af varetægtsarrestanter udenfor arresthus
Bliver der tale om varetægtsfængsling af den sigtede i en straffesag, og foreligger der oplysninger om, at
sigtede er mentalt afvigende, eller fremkommer sådanne oplysninger under varetægtsfængslingen, bør
følgende iagttages:
3.1. Retsplejelovens § 765 – sigtede samtykker
Er betingelserne for anvendelse af varetægtsfængsling til stede, men varetægtsfængslingens øjemed kan
opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, træffer retten, hvis sigtede samtykker heri, i stedet for
varetægtsfængsling bestemmelse derom, jf. retsplejelovens § 765, stk. 1.
Det følger videre af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 og nr. 4, at retten bl.a. kan bestemme, at sigtede skal
tage ophold i egnet hjem eller institution (nr. 3), eller at sigtede skal undergive sig psykiatrisk behandling
eller afvænningsbehandling for misbrug af alkohol, narkotika eller lignende, om fornødent på hospital eller
særlig institution (nr. 4).
Udgangstilladelse mv. for personer anbragt i varetægtssurrogat på hospital eller institution i medfør af
retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 og nr. 4, er reguleret i § 7 i bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004 om
udgangstilladelse mv. til personer, der er anbragt i hospital eller institution i henhold til strafferetlig
afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret.
I forbindelse med varetægtssurrogat af frihedsberøvende karakter i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2,
nr. 3 og 4, kan politiet træffe bestemmelse om besøgs- og brevkontrol i medfør af en analogi af
retsplejelovens § 771 og § 772, jf. UfR 1999.933Ø. Opmærksomheden henledes imidlertid på, at det kan
være vanskeligt for den enkelte institution eller den enkelte afdeling at sikre, at varetægtsarrestanten ikke
modtager besøg udenom besøgskontrollen, ligesom det kan være vanskeligt at hindre, at arrestanten ikke
afsender eller modtager breve udenom brevkontrollen.
3.2. Retsplejelovens § 770, stk. 2 – anbringelse af helbredsmæssige grunde
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Det følger af retsplejelovens § 770, stk. 2, at anbringelse uden for varetægtsfængsel kan ske af
helbredsmæssige grunde eller i medfør af retsplejelovens § 777.
Overførsel af helbredsmæssige grunde kan ske til hospitaler, herunder psykiatriske afdelinger, uden for
Kriminalforsorgen.
En overførsel i medfør af retsplejelovens § 770, stk. 2, er en lægelig beslutning og sker således uden rettens
medvirken. Varetægtsfængslet/arresthuset bør rette henvendelse til politiet og forsvareren, inden
overførslen iværksættes, idet politiet kan være i besiddelse af oplysninger om arrestantens farlighed mv.,
der kan have betydning for vurderingen af, om anbringelsen er hensigtsmæssig.
Bliver opholdet af længere varighed, bør anbringelsen ske enten i medfør af retsplejelovens § 765 eller i
medfør af retsplejelovens § 777.
Udgangstilladelse er reguleret i retsplejelovens § 771, stk. 2, hvorefter institutionens ledelse med politiets
samtykke kan give en varetægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum.
3.3. Retsplejelovens § 777 – overførsel til hospital mv. eller anden institution
En varetægtsarrestant kan efter retsplejelovens § 777 bl.a. anbringes i hospital mv., jf. straffelovens §§ 68
og 69. Betingelserne for overførsel til hospital eller anden institution (f.eks. Anstalten ved Herstedvester) er
1) anklagemyndighedens samtykke,
2) hospitalets/institutionens samtykke og
3) arrestantens samtykke.
Hvis helbredsmæssige hensyn eller hensynet til andres sikkerhed gør det påkrævet, kan retten
undtagelsesvis godkende en anbringelse uden arrestantens samtykke, jf. retsplejelovens § 777, 2. pkt.
En overførsel i medfør af retsplejelovens § 777 kan således komme på tale, hvor der under en
varetægtsfængsling fremkommer oplysninger om, at sigtede er psykisk syg eller mentalt retarderet og
derfor bør opholde sig på psykiatrisk afdeling, institution for personer med vidtgående psykiske handicap
eller anden egnet institution i stedet for arresthus.
Det følger af retsplejelovens § 777, 3. pkt., at arrestanter, der frivilligt overføres til en
fuldbyrdelsesinstitution efter retsplejelovens § 777, 1. pkt., skal behandles efter de regler, der gælder for
de øvrige personer, der er anbragt dér i henhold til dom. Det gælder også besøgs- og brevkontrol, og hvis
institutionens regler ikke er tilstrækkelige til at opnå øjemedet med varetægtsfængslingen, f.eks. hvis der er
kollusionsfare efter § 762, stk. 1, nr. 3, bør anbringelse efter § 777 ikke ske.
Arrestanter, der tvangsmæssigt er overført til institutionen efter retsplejelovens § 777, 2. pkt., behandles
efter reglerne om varetægtsarrestanter, i det omfang hensynet til orden og sikkerhed i institutionen gør det
muligt. Også i disse tilfælde gælder det, at overførsel ikke bør ske, hvis øjemedet med
varetægtsfængslingen dermed vil forspildes.
Udgangstilladelse mv. er reguleret af retsplejelovens § 777, 4. pkt., hvorefter arrestanten ikke uden rettens
godkendelse må forlade institutionen, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2. Institutionens
ledelse kan efter retsplejelovens § 771, stk. 2, med politiets samtykke tillade udgang med ledsager for et
kortere tidsrum fra afdelingen eller fra institutionens eller hospitalets område.
3.4. Overførsel til særlige institutioner
3.4.1. Sikringsafdelingen ved Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Ifølge § 2 i lov nr. 1396 af 21. december 2005 om retspsykiatrisk behandling mv., påhviler det regionsrådet
for Region Sjælland at drive den til Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland knyttede sikringsafdeling.
Sikringsafdelingen udgør således en særlig enhed indenfor hospitalet, men indgår samtidig som en
integreret del af hospitalets retspsykiatriske afdeling.
Regulativ af 1. juni 1994 for sikringsafdelingen indeholder regler om optagelse på sikringsafdelingen.
Regulativet er optrykt som bilag 1. Regulativet berøres ikke indholdsmæssigt af de nye kommune- og
regionsinddelinger.
Det følger af regulativets punkt 2, at afdelingen optager sindssyge personer, om hvem det ved dom,
kendelse eller administrativ resolution i medfør af § 40 (farlighedsdekret) i lov om frihedsberøvelse og
anden tvang i psykiatrien bestemmes, at der bør træffes sikkerhedsforanstaltninger over for. Der optages
dog kun personer, som af Justitsministeriet skønnes egnede dertil.
Desuden modtages ifølge regulativet varetægtsfængslede efter kendelse til hospitalsmæssig
mentalobservation i henhold til retsplejelovens § 809, stk. 2. Herudover modtages varetægtsfængslede
alene i henhold til retsplejelovens § 777.
Mentalundersøgelse i henhold til retsplejelovens § 809, stk. 2, foretages på sikringsafdelingen, når den
varetægtsfængslede af anklagemyndigheden anses for så personfarlig eller risikoen for undvigelse for så
stor, at observation på sikringsafdelingen er påkrævet, jf. punkt 2 i bilag 1.
Opstår der spørgsmål om mentalobservation under indlæggelse på sikringsafdelingen, skal der tages
kontakt til overlægen på sikringsafdelingen. Overlægen skal orienteres om grundlaget for begæringen og
anmodes om oplysning om, hvorvidt Sikringsafdelingen har kapacitet til at modtage arrestanten.
Herefter forelægges sagen for statsadvokaten, der vurderer, om der er grundlag for, at
mentalundersøgelsen sker på sikringsafdelingen, jf. herved også afsnit 4.3. om forelæggelse for
statsadvokaten af spørgsmålet om mentalundersøgelse under indlæggelse.
Opmærksomheden henledes endvidere på punkt 6 i regulativet, hvorefter sikringsafdelingen, forinden en
patient modtages, skal tilstilles lægelige oplysninger i fornødent omfang samt den pågældende sags akter.
Forbliven på sikringsafdelingen, efter at mentalundersøgelse er afsluttet, og indtil der er faldet dom i sagen,
kan besluttes efter reglerne i retsplejelovens § 777.
Varetægtsfængslede – der ikke overføres på grundlag af farlighedsdekret eller med henblik på
mentalundersøgelse – modtages herudover alene i henhold til retsplejelovens § 777, jf. punkt 2 i
regulativet. Det betyder, at sikringsafdelingen skal samtykke i overførslen.
3.4.2. Kofoedsminde
Den eneste institution for mentalt retarderede, der i øjeblikket har en sikret afdeling, er Kofoedsminde i
Lolland Kommune.
På den sikrede afdeling modtager Kofoedsminde bl.a. arrestanter i medfør af retsplejelovens § 765 og § 777
samt arrestanter til mentalundersøgelse.
4. Mentalundersøgelse
4.1. Betingelser for iværksættelse af en mentalundersøgelse
Sigtede skal efter retsplejelovens § 809, stk. 1, underkastes mentalundersøgelse, når dette findes at være af
betydning for sagens afgørelse.
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Om en mentalundersøgelse er af betydning for sagens afgørelse, kan eventuelt afklares ved en
personundersøgelse efter retsplejelovens § 808, jf. herved Rigsadvokatmeddelelse nr. 3/2000, pkt. 2,
hvorefter en sådan undersøgelse bør indhentes, hvis der skønnes at være behov for oplysninger om
sigtedes personlige forhold til brug for afgørelsen af, om der bør iværksættes mentalundersøgelse.
Der skal endvidere ifølge retningslinjerne i Rigsadvokatmeddelelse nr. 3/2000 indhentes en
personundersøgelse i de tilfælde, hvor sigtede skal undergives mentalundersøgelse, og hvis oplysningerne
om sigtedes personlige forhold mest hensigtsmæssigt – f.eks. på grund af geografiske forhold – kan
tilvejebringes gennem kriminalforsorgen.
Personundersøgelse skal dog ikke foretages, når en ambulant mentalundersøgelse gennemføres efter
aftalen med Århus, Nordjyllands og Fyns Amter eller hos Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik, jf. afsnit
4.5. nedenfor. Der er endvidere ikke behov for at foretage personundersøgelse, hvis det er åbenbart, at
mentalundersøgelse skal foretages under indlæggelse.
Mentalundersøgelse vil være indiceret i nedennævnte tilfælde:
1) Hvis sigtede tidligere har modtaget psykiatrisk behandling, eller der i øvrigt kan være grund til at
formode, at sigtede er sindssyg eller mentalt retarderet, jf. straffelovens § 16.
2) Når der i øvrigt, f.eks. på grund af de strafbare handlingers art og/eller grovhed, er grund til at formode,
at sigtedes mentale tilstand afviger fra det normale. Mentalundersøgelse bør normalt ske, når sigtelsen
angår
- drab eller forsøg herpå, - grovere meningsløs eller særegen form for vold, herunder særligt i
gentagelsestilfælde,
- grovere voldtægt og voldtægt i gentagelsestilfælde eller forsøg herpå,
- grovere eller gentagne seksualforbrydelser over for børn,
- seksualforbrydelser omfattet af ordningen med behandling som alternativ til frihedsstraf, hvis sigtede
ønsker at indgå i ordningen, jf. Rigsadvokatmeddelelse nr. 9/2005, kapitel 23, eller
- forsætlig brandstiftelse uden økonomisk motiv eller forsøg herpå.
3) Når kriminalitetsbetingelserne for anvendelse af forvaring efter straffelovens § 70 er opfyldt, herunder
f.eks. gentagen voldtægt, røveri mv.
Denne opregning er ikke bindende og ikke udtømmende.
Også i andre tilfælde kan mentalundersøgelse efter en konkret vurdering være formålstjenlig. Det gælder
f.eks. med hensyn til a) lovovertrædere, hvis kriminalitet må antages at være begrundet i, at stof- eller
alkoholmisbrug har ført til alvorlig psykisk forstyrrelse, b) unge lovovertrædere, som frembyder tegn på
psykisk afvigelse eller mental retardering, hvis der er spørgsmål om anvendelse af ubetinget fængselsstraf,
og med hensyn til c) lovovertrædere over 60 år, der ikke tidligere er straffet, og nu sigtes for en
overtrædelse, der skønnes at ville medføre ubetinget fængselsstraf, hvis der kan være grund til at formode,
at kriminaliteten står i forbindelse med en aldersbetinget sjælelig svækkelsestilstand.
Om mentalundersøgelse skal foretages, beror på en samlet vurdering, der foruden det umiddelbare indtryk
af sigtede under afhøringerne og hans adfærd under en eventuel varetægtsfængsling omfatter den aktuelle
sag, tidligere sager, oplysningerne om hans personlige forhold i en personundersøgelse efter
retsplejelovens § 808 og oplysninger om tidligere psykiatrisk behandling eller sociale
hjælpeforanstaltninger.
Oplysningerne fra en tidligere mentalundersøgelse vil efter omstændighederne kunne gøre en
mentalundersøgelse upåkrævet, når der kun er gået få år fra den sidste undersøgelse.
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Har sigtede været underkastet psykiatrisk behandling eller hjælpeforanstaltninger, kan iværksættelse af en
mentalundersøgelse eventuelt undgås ved, at sagen forelægges for den pågældende institution med
anmodning om en erklæring om sigtedes psykiske tilstand baseret på en aktuel undersøgelse.
Anklagemyndigheden bør i disse tilfælde tillige anmode om oplysning om, hvorvidt sigtede er omfattet af
straffelovens § 16 eller § 69, og i bekræftende fald om der kan peges på en egnet foranstaltning.
Ved afgørelsen af, om mentalundersøgelse skal finde sted, må det tillige tages i betragtning, at
undersøgelsen kan være en belastning for sigtede og vil kunne medføre en forsinkelse af sagen.
Mentalundersøgelse bør derfor kun iværksættes, når undersøgelsen må antages at kunne få betydning for
sagens afgørelse.
Mentalundersøgelse bør i reglen ikke iværksættes, når der ikke er spørgsmål om anden retsfølge end bøde.
4.2. Undersøgelsens form (ambulant eller under indlæggelse)
Mentalundersøgelse sker som udgangspunkt ambulant, dvs. uden indlæggelse på psykiatrisk afdeling eller
ophold på institution. Både arrestanter og personer på fri fod kan undersøges ambulant.
Undersøgelse under indlæggelse kan være indiceret, hvis
- den undersøgende læge anbefaler, at undersøgelsen skal ske under indlæggelse,
- sigtede i forvejen er indlagt/varetægtsfængslet i surrogat på psykiatrisk afdeling,
- sigtede opholder sig på institution for mentalt retarderede, eller
- sigtede nægter at medvirke til en ambulant mentalundersøgelse.
Rettens kendelse er altid påkrævet, når sigtede ikke samtykker i undersøgelsen eller er varetægtsfængslet,
jf. retsplejelovens § 809, stk. 1, eller når sigtede skal mentalundersøges under indlæggelse, jf.
retsplejelovens § 809, stk. 2. Der er således i retsplejelovens § 809, stk. 2, hjemmel til at frihedsberøve
sigtede alene med henblik på gennemførelse af en mentalundersøgelse under indlæggelse.
Frihedsberøvelsen kan dog ikke udstrækkes længere, end hvad der er nødvendigt af hensyn til
mentalundersøgelsen, jf. U1999.1117Ø. Retten kan om nødvendigt fastsætte en frist for sagens fornyede
forelæggelse for retten, jf. TfK 2003, s. 50/2, hvor Vestre Landsret traf bestemmelse om, at sagen skulle
forelægges byretten på ny, såfremt frihedsberøvelsen blev udstrakt over 4 uger.
Undersøgelse under indlæggelse skal som udgangspunkt foretages på en psykiatrisk afdeling i sigtedes
bopælsregion, jf. § 1, nr. 1, i lov nr. 1396 af 21. december 2005 om retspsykiatrisk behandling mv., hvoraf
det fremgår, at regionsrådene har pligt til på deres psykiatriske sygehuse eller sygehusafdelinger at
modtage personer, der efter retskendelse skal indlægges til mentalundersøgelse.
Er der afsagt kendelse om mentalundersøgelse under indlæggelse, kan anklagemyndigheden dog
bestemme, at undersøgelsen skal foretages på en psykiatrisk afdeling udenfor bopælsregionen, jf. § 14, stk.
3, i bekendtgørelse nr. 109 af 21. februar 2006 om ret til sygehusbehandling og befordring mv.
4.3. Fremgangsmåden
Behovet for mentalundersøgelse skal afklares så tidligt som muligt under efterforskningen. Formålet
hermed er at sikre, at undersøgelsen af den sigtede kan iværksættes uden at forsinke straffesagen
væsentligt. Det kan dog efter en konkret vurdering være hensigtsmæssigt først at iværksætte
undersøgelsen af sigtede efter, at hovedparten af efterforskningen er afsluttet. Dette vil navnlig være
tilfældet, hvis det må forudses, at den sigtede skal deltage i en række politiafhøringer med henblik på at få
afklaret sagens nærmere omstændigheder. I sådanne tilfælde vil det således ud fra en lægelig vurdering
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
kunne være uhensigtsmæssigt, hvis den sigtede skal deltage i politiafhøringer sideløbende med de
samtaler, prøver mv., som sigtede deltager i som en del af mentalundersøgelsen.
Anklagemyndigheden afgør, om der skal fremsættes begæring om mentalundersøgelse, og tager stilling til
begæringer herom fra anden side, herunder fra forsvareren. Politidirektøren kan kun fremsætte begæring
om, at undersøgelsen sker under indlæggelse, såfremt statsadvokaten har godkendt dette.
Forelæggelse for statsadvokaten af dette spørgsmål kan eventuelt ske telefonisk.
Anmodningen om mentalundersøgelse stiles til den institution/læge, der skal forestå undersøgelsen, eller
til den afdeling, hvor indlæggelse skal ske. Forsvareren skal have tilsendt kopi af anmodningen med
oplysning om, at eventuelle ønsker om besvarelse af yderligere spørgsmål snarest muligt skal sendes til
politidirektøren.
Anmodningen vedlægges de under pkt. 4.4. nævnte bilag i kopi. Originalbilagene forbliver i politikredsen til
brug ved yderligere behandling af sagen.
Ambulante mentalundersøgelser skal så vidt muligt være gennemført senest 6 uger efter, at
anklagemyndigheden har rekvireret en ambulant mentalundersøgelse. Kan erklæringen ikke foreligge inden
dette tidspunkt, oplyser vedkommende lægeanklagemyndigheden herom og om, hvornår erklæringen kan
forventes at foreligge, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 3. maj 2001 om gennemførelse af
ambulante mentalundersøgelser i straffesager i politikredsene 23-54 (se pkt. 4.5. vedrørende nævnte
cirkulæreskrivelse).
Mentalundersøgelse under indlæggelse på psykiatrisk afdeling må som udgangspunkt forventes at kunne
gennemføres på 8 uger, men det kan i nogle tilfælde være nødvendigt med en lidt længere
hospitalsindlæggelse, hvilket kan medføre en forsinkelse af erklæringen.
4.4. Grundlaget
Ved fremsendelsen af en anmodning om mentalundersøgelse skal følgende akter være vedlagt i kopi:
- Hele salgsmaterialet (rapporter mv.) inkl. alle retsbogsudskrifter, herunder en eventuel kendelse om
mentalundersøgelse. I omfangsrige sager kan behovet for fremsendelse af bilag aftales med den ansvarlige
overlæge på den institution, der skal foretage undersøgelsen. For sigtede på fri fod, der har samtykket i
mentalundersøgelsen, vedlægges samtykkeerklæring.
- Mappe med personlige oplysninger (herunder eventuel tidligere indhentet personundersøgelse efter
retsplejelovens § 808) samt forakter. Såfremt den tidligere
kriminalitet er af begrænset alvor og omfang, vil særakter være tilstrækkelige,
- aktuel straffeattest og
- aktuel udskrift fra Det Centrale Personregister, evt. vedlagt historiske adresser.
For sigtede på fri fod, der er uden fast bopæl, eller som af andre grunde er vanskelige at træffe, bør
anklagemyndigheden fra sigtede få oplysning om en person, der kan bistå med kontakten til sigtede i
forbindelse med gennemførelse af mentalundersøgelsen. Oplysning herom sendes til den institution, der
skal foretage mentalundersøgelsen.
4.5. Særligt vedrørende ambulante mentalundersøgelser
På baggrund af kommunalreformen overvejes for tiden den fremtidige ordning for samtlige politikredse for
så vidt angår ambulante mentalundersøgelser. Indtil disse overvejelser er afsluttet, må spørgsmålet om,
hvor ambulante mentalundersøgelser gennemføres, løses i politikredsene, herunder på baggrund af
ordningen, som blev anvendt forud for politikredsreformen, jf. i det følgende.
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik, har således hidtil udført ambulante mentalundersøgelser for de
tidligere politikredse 1-8.
Justitsministeriet har indgået aftale med Århus, Nordjyllands og Fyns Amter om ambulante
mentalundersøgelser, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 3. maj 2001 om gennemførelse af
ambulante mentalundersøgelser i straffesager i de tidligere politikredse 23-54.
Om denne aftale henvises til bilag 2 til denne meddelelse.
Opmærksomheden henledes på, at der ikke skal indhentes personundersøgelse i medfør af retsplejelovens
§ 808 for de sigtede, der er omfattet af disse ordninger, idet det påhviler pågældende afdelinger og
klinikker at indhente de oplysninger, der vedrører sigtedes ”ydre levnedsforløb”, jf. punkt 3 i aftalen.
De tidligere politikredse 9-22 har hidtil haft individuelle lokale ordninger. Disse ordninger har bestået i
aftaler med lokale psykiatriske afdelinger og privatpraktiserende psykiatere.
5. Indholdet af mentalerklæringer
Retslægerådet har i Retslægerådets Årsberetning 1994, side 61 ff, bemærket, at den skriftlige behandling i
Retslægerådet forudsætter grundige og fagligt kompetente speciallægeerklæringer.
Opmærksomheden henledes på, at en retspsykiatrisk erklæring bør indeholde de oplysninger, der er
nærmere beskrevet i aftalen mellem Justitsministeriet og Århus, Nordjyllands og Fyns amter, jf.
Justitsministeriet cirkulæreskrivelse af 3. maj 2001 om gennemførelse af ambulante mentalundersøgelser i
straffesager i politikredsene 23-54, der er optrykt som bilag 2 til denne meddelelse. Erklæringen bør
endvidere indeholde oplysninger om, hvorvidt sigtede har eller har haft et alkohol- eller stofmisbrug.
6. Forelæggelse for Retslægerådet
Mentalundersøgelsen forelægges som regel for Retslægerådet
1) når sigtelsen angår personfarlig kriminalitet, og den sigtede ifølge mentalerklæringen er sindssyg eller
mentalt retarderet,
2) når mentalerklæringen anbefaler dom til anbringelse i institution,
3) når der er rejst spørgsmål om anvendelse af forvaring, jf. straffelovens § 70,
4) når der er spørgsmål om at anvende foranstaltninger for personer omfattet af straffelovens § 73,
5) når der er tvivl om, hvilken foranstaltning der er bedst egnet til at forebygge lovovertrædelser, eller der i
øvrigt er andre tvivlsspørgsmål vedrørende sanktionsspørgsmålet, eller
6) når der i øvrigt foreligger særlig anledning til, at rådets erklæring om sanktionsspørgsmålet indhentes. En
særlig anledning kan foreligge, når der ikke i mentalerklæringen anbefales en særforanstaltning, men hvor
der i sagen er oplysninger om, enten at sigtede tidligere har været indlagt på psykiatrisk afdeling, eller at
der tidligere har været iværksat foranstaltninger over for sigtede.
I sager, hvor politidirektøren har påtalekompetencen, forelægger politidirektøren mentalundersøgelsen for
Retslægerådet. I sager, hvor statsadvokaten har påtalekompetencen, forelægger statsadvokaten
mentalundersøgelsen for Retslægerådet. I tvivlstilfælde afgør statsadvokaten, om en sag skal forelægges
for Retslægerådet.
Ved sagens fremsendelse til Retslægerådet bør mentalerklæringen vedlægges i to eksemplarer, således at
Retslægerådet kan beholde det ene eksemplar.
7. Foranstaltninger efter straffelovens § 68
7.1. Indledning
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Foranstaltninger efter straffelovens § 68 (særforanstaltninger) har til formål at forebygge lovovertrædelser.
Foranstaltningen fastsættes ved dom og kan bestå i mindre indgribende foranstaltninger, i anbringelse i
psykiatrisk afdeling eller institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller i en afgørelse, der
giver mulighed for administrativt, dvs. uden yderligere medvirken af en domstol, at træffe bestemmelse om
indlæggelse/anbringelse, ligesom udskrivning kan ske administrativt.
Opregningen i § 68 er ikke udtømmende, og en foranstaltning kan tilpasses lovovertræderens individuelle
behov.
Det er anklagemyndighedens opgave at nedlægge påstand om den foranstaltning, der efter
anklagemyndighedens opfattelse er bedst egnet til at forebygge lovovertrædelser.
7.1.1. Psykisk syge
Foranstaltninger over for psykisk syge fuldbyrdes af sygehusvæsenet, der drives af regionerne, jf. § 74 i
sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005.
Regionsrådenes modtagepligt er beskrevet i § 1 i lov nr. 1396 af 21. december 2005 om retspsykiatrisk
behandling. Ifølge § 2 i samme lov påhviler det regionsrådet for Region Sjælland at drive den til
Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland knyttede sikringsafdeling. Udgifterne, der er forbundet med
behandling, undersøgelse mv. af foranstaltningsdømte, der har bopæl her i landet, afholdes af
bopælsregionen, jf. § 49, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 109 af 21. februar 2006 om ret til sygehusbehandling
og befordring mv.
7.1.2. Mentalt retarderede
Foranstaltninger over for mentalt retarderede fuldbyrdes af kommunerne. Kommunernes pligt til at
modtage personer, der er dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap,
fremgår af § 108 stk. 1, jf. stk. 6, i lovbekendtgørelse nr. 58 af 18. januar 2007 om social service og § 18 i
bekendtgørelse nr. 789 af 6. juli 2006 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over
for voksne samt særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter
serviceloven.
Det fremgår af § 17, stk. 4, i samme bekendtgørelse, at kommunalbestyrelsen for Lolland Kommune har
pligt til at etablere tilbud i særlig sikret afdeling på Kofoedsminde og til i dette tilbud at modtage personer,
som i henhold til dom eller retskendelse skal optages i særligt botilbud.
Ifølge § 16 a i lovbekendtgørelse nr. 56 af 18. januar 2007 om retssikkerhed og administration på det
sociale område fører kommunalbestyrelsen tilsyn med personer med betydeligt og varigt nedsat psykisk
funktionsevne, som i henhold til dom eller retskendelse eller som vilkår for tiltalefrafald eller
prøveløsladelse skal undergives tilsyn af de sociale myndigheder. Kommunalbestyrelsen kan i den
forbindelse træffe afgørelse om ophold i boform efter § 108 i lov om social service.
Udgifterne, der er forbundet med ophold på en døgninstitution, afholdes efter § 173 i lov nr. 58 af 18.
januar 2007 om social service, som udgangspunkt af kommunen.
Der har forud for den 1. januar 2007, hvor kommunalreformen trådte i kraft, været oprettet tværfaglige
samråd i en række af de tidligere amter. Anklagemyndigheden har således inden domsforhandlingen
kunnet indhente en udtalelse fra disse tværfaglige samråd om den praktiske mulighed for fuldbyrdelse af
domme vedrørende psykisk udviklingshæmmede, herunder om anbringelses- og sikkerhedsmæssige
problemer.
Da amterne som følge af reformen er nedlagt og erstattet af fem regioner, er det på nuværende tidspunkt
uafklaret, i hvilket omfang samrådene bliver videreført, herunder i hvilket regi og i hvilken form det vil ske.
7.2. Foranstaltninger efter straffelovens § 68 – herunder spørgsmålet om forelæggelse for statsadvokaten
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Over for tiltalte, der frifindes for straf i medfør af straffelovens § 16, kan der ifølge straffelovens § 68 bl.a.
træffes bestemmelse om anbringelse i hospital for sindslidende (psykiatrisk afdeling), i egnet hjem eller
institution til særlig pleje eller forsorg, eller om afvænning, psykiatrisk behandling mv.
I medfør af § 69 kan foranstaltninger efter § 68, 2. pkt., anvendes over for tiltalte, der ved den strafbare
handlings foretagelse befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller
forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed.
I medfør af § 73 kan foranstaltninger efter §§ 68-69 anvendes over for tiltalte, der efter den strafbare
handling, men før dom er afsagt, er kommet i en ikke blot forbigående tilstand af den i § 16 eller § 69
nævnte art, hvis det findes formålstjenligt, eller indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes.
Efter straffelovens § 68 a og § 69 a skal der i en række tilfælde fastsættes en længstetid for foranstaltninger
efter §§ 68 og 69. For personer, der er omfattet af straffelovens § 69 skal der tillige, jf. § 69 a, fastsættes en
længstetid for ophold i institution, hvis foranstaltningen giver mulighed herfor.
Statsadvokaten skal have forelagt sager, hvor der er spørgsmål om at nedlægge påstand om anden sanktion
end almindelig straf. Det er derfor statsadvokaten, der afgør, hvilken foranstaltning anklagemyndigheden
skal nedlægge påstand om.
Ved vurderingen af, hvilken foranstaltning der bør nedlægges påstand om, indgår en afvejning af
sikkerheds- og behandlingsmæssige hensyn, men også proportionalitetsbetragtninger under hensyntagen
til kriminalitetens art og grovhed.
I U2004.970H ændrede Højesteret således landsrettens dom, idet en dom til behandling på psykiatrisk
hospital for overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse blev ændret af Højesteret til
en dom til ambulant behandling bl.a. under henvisning til den dømtes personlige forhold og risikoen for
fremtidig kriminalitet vurderet i lyset af de begåede lovovertrædelser.
7.3. Foranstaltninger over for personer, der er sindssyge eller i en tilstand sidestillet hermed, jf § 16, stk. 1,
1. og 3. pkt.
Der fastsættes herved følgende retningslinjer med hensyn til udformningen af påstanden om de sædvanligt
forekommende foranstaltningstyper, der skal fuldbyrdes med bistand af det psykiatriske sygehusvæsen.
Anklagemyndigheden skal i sin påstand angive, hvorvidt og i givet fald hvilken længstetid der bør fastsættes
for foranstaltningen. Foranstaltningerne i dette afsnit kan anvendes over for personer omfattet af
straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., eller § 16, stk. 1, 3. pkt. Om anvendelsen over for personer omfattet af
straffelovens § 69 eller § 73 henvises til afsnit 7.6. og afsnit 7.7.
A. Dom til anbringelse
A.1. Påstand om dom til anbringelse i psykiatrisk afdeling nedlægges, når tiltalte er sindssyg og frembyder
en sådan fare for retssikkerheden, at han efter anklagemyndighedens opfattelse ikke bør kunne udskrives
uden ifølge retskendelse. Disse domfældte vil ikke kunne anbringes udenfor psykiatrisk afdeling eller
udskrives efter vedkommende overlæges egen bestemmelse.
Der nedlægges enten påstand om, at der ikke skal fastsættes længstetid, eller om en længstetid på 5 år, jf.
straffelovens § 68 a, stk. 1 og 2, og afsnit 9 nedenfor. A.2. Påstand om dom til anbringelse på
sikringsafdelingen ved Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland nedlægges, når tiltalte er sindssyg og fra
lægelig side bedømmes som udtalt farlig og derfor frembyder nærliggende risiko for personfarlige
handlinger. Der er tale om en særlig form for anbringelsesdom, hvor domfældte ikke vil kunne anbringes
uden for sikringsafdelingen. Påstanden forudsætter, at Justitsministeriet har skønnet, at den sigtede er
egnet til optagelse på sikringsafdelingen, jf. regulativ af 1. juni 1994 for sikringsafdelingen, der er optrykt
som bilag 1. Sager, hvor der skal nedlægges påstand om dom til anbringelse på sikringsafdelingen, skal
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
statsadvokaten således forelægge for Justitsministeriet gennem Rigsadvokaten.
Det må antages, at der i sager af denne art normalt ikke skal fastsættes en længstetid, jf. § straffelovens 68
a, stk. 2.
B. Behandlingsdom
B.1. Påstand om dom til behandling på psykiatrisk afdeling eller under tilsyn heraf og således, at overlægen
kan træffe bestemmelse om genindlæggelse, vil være indiceret i tilfælde, hvor behandlingsmæssige hensyn
træder i forgrunden, og hvor hensynet til retssikkerheden ikke er så påtrængende, at domstolskontrol med
udskrivning kan anses for påkrævet. En afgørelse af dette indhold forudsætter som udgangspunkt, at
behandlingen bliver indledt med indlæggelse i psykiatrisk afdeling.
Domfældte vil kunne udskrives til fortsat ambulant behandling og vil kunne genindlægges uden
retskendelse, om fornødent med bistand af politiet. Beslutningen om udskrivning og indlæggelse træffes
således af overlægen.
Der nedlægges enten påstand om, at der ikke skal fastsættes en længstetid eller om en længstetid på 5 år,
jf. straffelovens § 68 a, stk. 1 og 2, og afsnit 9 nedenfor.
B.2. Det tilsyn, der kan føres af afdelingen ved udskrivelse under en foranstaltning af den under B.1.
nævnte karakter, vil ofte være utilstrækkeligt over for psykisk afvigende lovovertrædere. Hvis det på
forhånd er klart, at social støtte, f.eks. et tilsyn, der giver mulighed for at opsøge domfældte i tilfælde af
udeblivelse, er påkrævet, bør påstanden lyde på behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af
Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen
med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse. Bortset herfra har denne foranstaltning
samme indhold som foranstaltningen under B.1.
Der nedlægges enten påstand om, at der ikke skal fastsættes en længstetid, eller om en længstetid på 5 år,
jf. straffelovens § 68 a, stk. 1 og 2, og afsnit 9 nedenfor.
C. Dom til ambulant behandling
Hvis det skønnes, at der ikke er behov for indlæggelse, f.eks. hvis det af sagen fremgår, at tiltalte allerede
frivilligt indgår i et ambulant behandlingsforløb og dermed har vist sig velmotiveret for ambulant
behandling, kan der i stedet nedlægges påstand om dom til ambulant behandling, jf. nedenfor under C.1.
og C.2. Det kan ofte vise sig påkrævet at indlægge den dømte uden at ændre foranstaltningen. I disse
tilfælde anvendes dom som anført nedenfor under C.3.1. og C.3.2.
C.1. Påstand om dom til ambulant behandling ved psykiatrisk afdeling nedlægges, når den fornødne
behandling ventes at kunne gennemføres ambulant, og hensynet til retssikkerheden ikke gør en mere
indgribende foranstaltning påkrævet. En foranstaltning af dette indhold forpligter den dømte til at møde til
behandling og undergive sig tilsyn i det omfang, som fastsættes af overlægen.
Der nedlægges påstand om en længstetid, der ikke kan overstige 3 år, jf. § 68 a, stk. 3, og afsnit 9 nedenfor.
Spørgsmålet om, hvorvidt der bør nedlægges påstand om en længstetid på mindre end 3 år, afgøres efter
en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag.
C.2. De samme grunde, som er nævnt ovenfor under påstand B.2., vil ofte gøre det påkrævet at kombinere
ambulant behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen. I så fald nedlægges påstand om dom til ambulant
behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen.
Der nedlægges påstand om en længstetid, der ikke kan overstige 3 år, jf. § 68 a, stk. 3, og afsnit 9 nedenfor.
Spørgsmålet om, hvorvidt der bør nedlægges påstand om en længstetid på mindre end 3 år, afgøres efter
en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag.
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
C.3.1. Det kan være så tvivlsomt, om en ambulant behandling er gennemførlig, at der – navnlig når det
drejer sig om tilfælde, hvor det er vigtigt, at indlæggelse kan ske straks uden foranstaltningsændring – kan
være anledning til at foretrække en påstand om ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling,
således at overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse i psykiatrisk afdeling.
Der nedlægges påstand om, at der ikke skal fastsættes en længstetid, eller om en længstetid på 5 år, jf. § 68
a, stk. 1 og 2, og afsnit 9 nedenfor.
C.3.2. Hvis der til den ambulante behandling er knyttet tilsyn af Kriminalforsorgen, bør påstanden, når der
er behov for umiddelbar indlæggelsesadgang, udformes som en påstand om ambulant psykiatrisk
behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen
med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse.
Der nedlægges enten påstand om, at der ikke skal fastsættes en længstetid, eller om en længstetid på 5 år,
jf. § 68 a, stk. 1 og 2, og afsnit 9 nedenfor.
Afgørelser af dette indhold (C.3.1. og C.3.2.) indebærer, at domfældte uden retskendelse og uden
tvangsindlæggelse i henhold til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien kan indlægges på
psykiatrisk afdeling om fornødent med bistand af politiet.
7.4. Tilsyn af Kriminalforsorgen
I alle tilfælde, hvor der er spørgsmål om påstand om en foranstaltning, der indebærer tilsyn af
Kriminalforsorgen kombineret med psykiatrisk behandling, skal Kriminalforsorgen inden domsafsigelsen
have adgang til at vurdere, om man kan påtage sig tilsynet og om eventuelle nærmere vilkår, jf. de ovenfor
nævnte påstande B.2., C.2., og C.3.2.
7.5. Foranstaltninger over for mentalt retarderede, jf. § 16, stk. 1, 2. pkt., og § 16, stk. 2
Foranstaltningerne i dette afsnit kan anvendes over for personer omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, 2.
pkt., eller § 16, stk. 2. Om anvendelsen over for personer omfattet af straffelovens § 69 henvises til afsnit
7.6.
Anklagemyndighedens Årsberetning 1990, side 112 ff., indeholder en redegørelse om foranstaltninger over
for denne gruppe kriminelle.
Der fastsættes herved følgende retningslinjer med hensyn til udformningen af påstande over for mentalt
retarderede m.fl., idet bemærkes, at der ved formuleringerne er taget udgangspunkt i, at der ikke for tiden
findes lukkede afdelinger for personer med vidtgående psykiske handicap, men en sikret afdeling
(Kofoedsminde). Anklagemyndigheden skal i anklageskriftet angive, hvorvidt og i givet fald hvilken
længstetid der bør fastsættes for foranstaltningen.
I. Dom til anbringelse i sikret afdeling for personer med vidtgående psykiske handicap
Denne påstand er beregnet på mentalt retarderede personer, der må anses som udtalt farlige og derfor
frembyder nærliggende risiko for personfarlige handlinger. Dommen indebærer, at den pågældende
anbringes på den sikrede afdeling på Kofoedsminde. Det må antages, at der i sager af denne art normalt
ikke skal fastsættes en længstetid, jf. straffelovens § 68 a, stk. 2.
II. Dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, således at domfældte
efter bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling.
Denne foranstaltning indebærer, at den domfældte anbringes i institution med døgnovervågning.
Denne påstand anvendes typisk over for mentalt retarderede, der har begået personfarlig kriminalitet i
form af f.eks. brandstiftelse, røveri, voldtægt eller vold, og hvor det skønnes, at den mentalt retarderede
har behov for konstant overvågning, og at der er risiko for ny personfarlig kriminalitet, således at den
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
mentalt retarderede i givet fald hurtigt skal kunne overføres til sikret afdeling. Overførsel til sikret afdeling
kræver således ikke rettens godkendelse.
Der nedlægges enten påstand om, at der ikke fastsættes en længstetid, eller om en længstetid på 5 år, jf.
straffelovens § 68 a, stk. 1 og 2, jf. afsnit 9 nedenfor.
III. Dom til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap Denne foranstaltning
indebærer, at den domfældte anbringes i institution med døgnovervågning.
Denne påstand anvendes typisk over for mentalt retarderede, der har begået personfarlig kriminalitet i
form af f.eks. brandstiftelse, røveri, voldtægt eller vold, og hvor det skønnes, at den mentalt retarderede
har behov for konstant overvågning.
Der nedlægges enten påstand om, at der ikke fastsættes en længstetid, eller om en længstetid på 5 år, jf.
straffelovens § 68 a, stk. 1 og 2, jf. afsnit 9 nedenfor.
IV. Dom om tilsyn af kommunen, således at domfældte efterkommer tilsynsmyndighedens bestemmelse
om ophold og arbejde, og således at tilsynsmyndigheden kan træffe bestemmelse om anbringelse i
institution for personer med vidtgående psykiske handicap
Denne påstand anvendes i sager, hvor det må påregnes, at en social indsats i form af tilsyn kan være
tilstrækkelig, men hvor der kan opstå behov for, at den mentalt retarderede skal anbringes i institution.
Påstanden forhindrer ikke, at den domfældte anbringes i institution med døgnovervågning. Påstanden kan
suppleres, f.eks. med et vilkår om psykiatrisk behandling, der også giver mulighed for lægelig godkendt
behandling mod misbrug.
Anbringelse i institution i henhold til en sådan dom sker ved administrativ beslutning. Den kræver således
ikke rettens godkendelse.
Der nedlægges enten påstand om, at der ikke fastsættes en længstetid, eller om en længstetid på 5 år, jf.
straffelovens § 68 a, stk. 1 og 2, jf. afsnit 9 nedenfor.
V. Påstand om tilsyn af kommunen, således at domfældte efterkommer tilsynsmyndighedernes
bestemmelse om ophold og arbejde
Denne påstand anvendes over for mentalt retarderede, der skønnes at have behov for social støtte i
dagligdagen.
Påstanden kan eventuelt suppleres med særlige vilkår om psykiatrisk behandling, der også giver mulighed
for lægelig godkendt behandling mod misbrug.
Der nedlægges påstand om en længstetid, der ikke kan overstige 3 år, jf. straffelovens § 68 a, stk. 3, jf.
afsnit 9 nedenfor. Spørgsmålet om, hvorvidt der bør nedlægges påstand om en længstetid på mindre end 3
år, må afgøres ud fra en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag.
7.6. Personer omfattet af straffelovens § 69
Dette afsnit vedrører personer omfattet af straffelovens § 69 – dvs. personer, der ved den strafbare
handlings foretagelse befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller
forstyrrelse af de psykiske funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffenhed. Bestemmelsen
omfatter bl.a. sinker og andre svagtbegavede personer, udtalt personlighedsforstyrrede personer, personer
med følgevirkninger af alkohol- eller stof-misbrug, personer med lettere demens og undertiden unge
lovovertrædere. Også personer med visse seksuelle abnormiteter kan være omfattet af bestemmelsen. Ved
alvorlige personlighedsmæssige afvigelser kan det blive aktuelt at anvende forvaring efter straffelovens §
70, jf. afsnit 8.
Der nedlægges kun påstand om foranstaltninger, såfremt dette findes formålstjenligt. I langt de fleste
tilfælde kan der ikke i de lægelige udtalelser peges på foranstaltninger, der findes mere formålstjenlige end
straf. I disse tilfælde må anklagemyndighedens påstand som udgangspunkt være frihedsstraf. Det bør dog
efter omstændighederne – hvor der er tale om mindre grove lovovertrædelser – overvejes, om sagen i
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
stedet kan afgøres med en betinget dom, hvorved der kan fastsættes vilkår efter straffelovens § 57,
herunder om tilsyn samt om at efterkomme tilsynsmyndighedens bestemmelser f.eks. om
afvænningsbehandling, om ophold på egnet hjem eller institution eller om arbejde mv.
En foranstaltning vil normalt kun blive fundet formålstjenlig, hvis der er mulighed for at iværksætte en
lægelig behandling eller forsorgsmæssigt tilsyn, der vil være egnet til at forebygge ny kriminalitet.
I nogle tilfælde vil de foranstaltninger, der er nævnt ovenfor under afsnit 7.3. (om sindssyge) eller afsnit
7.5. (om mentalt retarderede), kunne anvendes. Påstanden om foranstaltning bør i givet fald udformes i
overensstemmelse med påstandene i disse afsnit. Der kan dog efter omstændighederne også blive tale om
– som særforanstaltning – at anvende bestemmelser om tilsyn og om ophold – eventuelt efter
tilsynsmyndighedens bestemmelse – på kriminalforsorgens institutioner, f.eks. pensioner, eller institutioner
under regionerne eller kommuner, f.eks. ungdomsinstitutioner, plejehjem eller lignende.
For unge, der på gerningstidspunktet endnu ikke er fyldt 18 år, kan der i øvrigt være mulighed for at
anvende ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a, hvis den unge ikke er så psykisk afvigende, at
foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69 er påkrævet, og betingelserne for i øvrigt at anvende
ungdomssanktion er opfyldte, jf. nærmere herom i Rigsadvokatmeddelelse nr. 4/2007 om behandling af
sager mod unge lovovertrædere.
I forbindelse med udformningen af påstanden skal der tages stilling til, om der skal fastsættes en længstetid
for foranstaltningen på 5 år, jf. straffelovens § 69 a, stk. 1, ingen længstetid, jf. straffelovens § 69 a, stk. 2,
eller en længstetid, der ikke kan overstige 3 år, jf. straffelovens § 69 a, stk. 3, og nærmere nedenfor afsnit 9.
Spørgsmålet om, hvorvidt der bør nedlægges en påstand om en længstetid på mindre end 3 år, må afgøres
ud fra en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag.
Hvis afgørelsen medfører, at den dømte skal anbringes i institution eller giver mulighed herfor, skal der
tillige fastsættes en længstetid for opholdet, jf. nedenfor under afsnit 9.3.
7.7. Personer omfattet af straffelovens § 73
Straffelovens § 73 omhandler de tilfælde, hvor gerningsmanden, efter den strafbare virksomhed er ophørt
men før endelig dom, er kommet i en ikke blot forbigående tilstand, der er omfattet af straffelovens § 16
eller af straffelovens § 69. Der kan over for personer omfattet af straffelovens § 73 især blive tale om at
anvende foranstaltninger som nævnt ovenfor under afsnit 7.3. (om sindssyge). Endvidere kan det i sjældne
tilfælde forekomme, at foranstaltningerne nævnt i afsnit 7.6. (om tilstande omfattet af § 69) anvendes, hvis
en svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner er indtrådt i tiden mellem den strafbare handling
og dommen.
I disse tilfælde skal retten træffe to afgørelser. For det første skal der tages stilling til, om der skal idømmes
straf eller træffes bestemmelse om strafbortfald. Dernæst skal retten - hvad enten den første afgørelse
falder ud til straf eller strafbortfald - træffe bestemmelse om, hvorvidt det er formålstjenligt at anvende
særforanstaltninger. Disse sager forelægges altid for Retslægerådet, jf. også afsnit 6 ovenfor. I de tilfælde,
hvor anklagemyndigheden finder, at der bør idømmes straf, og der desuden skal anvendes foranstaltninger,
indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes, skal anklagemyndigheden tillige tage stilling til påstanden om,
hvilken foranstaltning der skal anvendes, indtil fuldbyrdelse af straffen kan ske. I to sager, hvor der var tale
om alvorlig kriminalitet og langvarig frihedsstraf, fandt Højesteret, at den midlertidige foranstaltning burde
være anbringelse på hospital for sindslidende, selv om Retslægerådet i begge sager havde peget på en
behandlingsforanstaltning, jf. U1999.1488H og U2001.1334H.
Spørgsmålet om fastsættelse af længstetid i forbindelse med domme efter straffelovens § 73 er ikke omtalt
i forarbejderne. Ved U2002.58H har Højesteret truffet bestemmelse om, at tiltalte – der var omfattet af
straffelovens § 73 – skulle anbringes i hospital for sindslidende, indtil straffen på 9 års fængsel for
narkotikakriminalitet kunne fuldbyrdes. Samtidig bestemte Højesteret, at der skulle fastsættes en
længstetid for hospitalsanbringelsen på 5 år. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at det efter
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
bestemmelsernes ordlyd og formålet med § 68 a må antages, at § 68 a også finder anvendelse i tilfælde,
hvor der i medfør af § 73, stk. 1, træffes bestemmelse om foranstaltninger efter § 68.
I de sager, hvor en dom efter § 73 medfører, at der idømmes straf, men således at der skal anvendes
foranstaltninger, indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes, må det på baggrund af den nævnte
højesteretsdom antages, at der – i tilfælde, hvor der ikke er tale personfarlig kriminalitet omfattet af § 68 a,
stk. 2, eller § 69 a, stk. 2 – skal fastsættes en længstetid for foranstaltningen. Er der derimod tale om
tilfælde omfattet af § 68 a, stk. 2, eller § 69 a, stk. 2, skal der normalt ikke fastsættes en længstetid, jf.
U2006.1665H, hvor tiltalte, der af landsretten var fundet skyldig i drab og legemsangreb af særlig farlig
karakter og idømt 12 års fængsel, efter landsrettens dom var blevet sindssyg. Højesteret fandt ikke, at der
under hensyn til oplysningerne om tiltaltes helbredsforhold og den alvorlige kriminalitet var grundlag for at
lade straffen bortfalde i medfør af straffelovens § 73. Det blev bestemt, at tiltalte skulle anbringes i
psykiatrisk afdeling, indtil fængselsstraffen kunne fuldbyrdes. Højesteret bestemte samtidig, at der i medfør
af § 68 a, stk. 2, ikke skulle fastsættes længstetid for anbringelsen.
I de sjældne tilfælde, hvor der efter § 73 træffes bestemmelse om bortfald af straffen, således at
foranstaltningen helt træder i stedet for straf, skal der i forbindelse med udformningen af påstanden tages
stilling til, om der skal fastsættes en længstetid for foranstaltningen.
Statsadvokaten fører tilsyn med domme efter § 73, hvor retten har bestemt, at der skal anvendes
foranstaltninger, indtil eventuel overførsel til afsoning af frihedsstraffen, jf. også nedenfor afsnit 14.1.
Hvis de lægelige oplysninger taler for, at foranstaltningen ophører, må statsadvokaten rette henvendelse til
Direktoratet for Kriminalforsorgen, der sørger for fuldbyrdelse af den resterende del af straffen.
8. Forvaring
Betingelserne for at idømme forvaring er fastsat i straffelovens § 70, hvor stk. 1 omfatter drab, røveri,
frihedsberøvelse, alvorlig voldsforbrydelse mv., og stk. 2 omfatter voldtægt eller anden alvorlig
sædelighedsforbrydelse.
Anvendelse af forvaring i årene 1996-2005 er beskrevet i en artikel i Anklagemyndighedens Årsberetning
2003-2004, side 85 ff.
Forvaring finder i praksis anvendelse i tilfælde, hvor farligheden i kombination med kriminalitetens art ikke
vil føre til fængsel på livstid eller en meget langvarig tidsbestemt straf, jf. nærmere Anklagemyndighedens
Årsberetning 2003-2004, side 92.
Sager, hvor der er spørgsmål om at nedlægge påstand om forvaring, skal forelægges for Rigsadvokaten,
inden der rejses tiltale.
Når der foreligger en endelig dom til forvaring, påhviler det politidirektøren snarest at sørge for, at
dommen fuldbyrdes. Forvaringsdomme fuldbyrdes af Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Endelige domme i sager, hvor der er idømt forvaring, indberettes af vedkommende statsadvokat til
Rigsadvokaten, idet Rigsadvokaten fører kontrol med varigheden af sådanne domme. Rigsadvokaten
indhenter i den forbindelse med jævne mellemrum en udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen om,
hvorvidt foranstaltningen bør opretholdes, ændres eller ophæves.
Sager, hvor der efter straffelovens § 72 rejses spørgsmål om ændring, herunder prøveudskrivning, eller
endelig ophævelse af en forvaringsdom, forelægges Rigsadvokaten gennem vedkommende statsadvokat.
Rigsadvokaten afgør herefter, om der i den anledning skal indhentes erklæringer mv. vedrørende den
forvaringsdømte. Rigsadvokaten lader herefter snarest muligt sagen indbringe for retten.
Behandlingen af sager om prøveudskrivning af forvaringsdømte, er omtalt i bekendtgørelse nr. 393 af 17.
maj 2001 samt Direktoratet for Kriminalforsorgens vejledning nr. 51 af 27. juni 2006 og vejledning nr. 103
af 16. maj 2001.
Bestemmelse om prøveudskrivning fra forvaring træffes af retten ved kendelse.
Der vil normalt være knyttet en række vilkår til prøveudskrivningen, herunder vilkår om, at der under
nærmere angivne betingelser kan ske tilbageførsel til fængslet (anstalten). Det vil endvidere normalt være
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
bestemt, at spørgsmålet om genanbringelsens opretholdelse i givet fald skal indbringes for retten senest 1
uge efter tilbageførslen.
Da det er Rigsadvokaten, der fører kontrol med varigheden af forvaringsdomme, skal også sager om
administrativ tilbageførsel af prøveudskrevne behandles af Rigsadvokaten. Sager, hvor politiet anmodes om
bistand til tilbageførsel af en person, som er prøveudskrevet fra forvaring, forelægges derfor straks for
Rigsadvokaten med påtegning om, at sagen haster. Rigsadvokaten påser herefter, at sagen indbringes for
retten senest 1 uge efter tilbageførslen. Dette gælder også i de tilfælde, hvor det fremgår af en ældre
prøveudskrivningskendelse, at statsadvokaten indbringer sagen for retten. Kriminalforsorgen er på
tilsvarende vis instrueret om straks at underrette Rigsadvokaten, når en prøveudskrevet person
administrativt er ført tilbage til anstalten.
9. Længstetid
Som det fremgår ovenfor under afsnit 7.3., 7.5., 7.6. og 7.7., skal der i forbindelse med en påstand om en
foranstaltningsdom også nedlægges påstand om, hvorvidt der skal fastsættes en længstetid for
foranstaltningen og i givet fald om varigheden af længstetiden. Denne påstand skal angives i
anklageskriftet.
Nedenfor under afsnit 9.1. og 9.2. omtales valget af længstetider i forbindelse med dommen nærmere.
I afsnit 9.3. redegøres for de regler, der gælder om længstetider ved ændring af foranstaltninger efter
straffelovens § 72.
9.1. Længstetid for foranstaltninger, der medfører, at den dømte skal eller kan anbringes i institution (§ 68
a, stk. 1 og 2, og § 69 a, stk. 1 og 2)
9.1.1. Institutionsopholdenes art
”Institution” i straffelovens § 68 a og § 69 a omfatter ifølge forarbejderne hospital for sindslidende,
institution for personer med vidtgående psykiske handicap og andre institutions- eller institutionslignende
forhold, f.eks. anbringelse i familiepleje eller på psykiatrisk plejehjem.
9.1.2. Længstetid på 5 år (§ 68 a, stk. 1, og § 69 a, stk. 1), forlængelse af længstetid samt længstetid for
opholdet, jf. § 69 a, stk. 1
9.1.2.1. Straffelovens § 68 a, stk. 1
Efter bestemmelsen i straffelovens § 68 a, stk. 1, skal der, hvis en foranstaltning efter § 68 eller § 72, jf. §
68, medfører, at den dømte skal anbringes i institution, eller giver mulighed herfor, fastsættes en
længstetid på 5 år for denne foranstaltning. Bestemmelsen indebærer, at der ved denne type
foranstaltninger i alle tilfælde skal fastsættes en længstetid på 5 år, medmindre der er tale om kriminalitet
som nævnt i § 68 a, stk. 2, jf. nedenfor under afsnit 9.1.3.
Foranstaltningens længstetid omfatter både varigheden af selve foranstaltningen og varigheden af
institutionsophold, som foranstaltningen medfører eller kan medføre. Længstetiden på 5 år omfatter også
foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, og som medfører en lempelse af den hidtidige
foranstaltning. Længstetiden udelukker ikke, at der inden udløbet af denne i medfør af straffelovens § 72
træffes afgørelse om ændring eller ophævelse af foranstaltningen, f.eks. hvis den dømtes forhold i
foranstaltningstiden ændrer sig.
Bestemmelsen i § 68 a, stk. 1, 3. pkt., åbner mulighed for, at retten efter anmodning fra
anklagemyndigheden ved kendelse kan fastsætte en ny længstetid på 2 år. Ifølge forarbejderne kan
forlængelse ske med 2 år ad gangen, dvs. også i tilfælde, hvor længstetiden tidligere har været forlænget
med to år. Forlængelse kan imidlertid kun ske under særlige omstændigheder, f.eks. hvis den dømtes
tilstand er blevet forværret på en sådan måde, at den pågældende frembyder fare for andre, eller hvor der
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
i øvrigt ved længstetidens udløb foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en behandling eller pleje, der
er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn.
9.1.2.2. Straffelovens § 69 a, stk. 1
Efter bestemmelsen i § 69 a, stk. 1, skal der, hvis en foranstaltning efter § 69 medfører, at den dømte
anbringes i institution, eller hvis foranstaltningen giver mulighed herfor, fastsættes en længstetid på 5 år
for denne foranstaltning og en længstetid for opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år.
Bestemmelsen indebærer, at der ved denne type foranstaltninger i alle tilfælde skal fastsættes en
længstetid på 5 år, medmindre der er tale om kriminalitet som nævnt i § 69 a, stk. 2, jf. nedenfor under
afsnit 9.1.3. Længstetiden på 5 år omfatter også foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, og som
medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning. Under særlige omstændigheder kan retten efter
anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny længstetid på 2 år for foranstaltningen
eller en ny længstetid for opholdet. Nye længstetider kan fastsættes af samme grunde som nævnt ovenfor
vedrørende ny længstetid efter straffelovens
§ 8 a. Alle indlæggelser medregnes ved beregningen af længstetiden for opholdet. Dette betyder, at ikke
kun indlæggelser i henhold til dommen medregnes, men også frivillige indlæggelser og tvangsindlæggelser
på psykiatrisk afdeling, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 10. juni 1988 til overlæger på psykiatriske
sygehuse og sygehusafdelinger om beregningen af længstetid for ophold på psykiatrisk sygehusafdeling i
henhold til straffelovens 69. Cirkulæreskrivelsen er gengivet i bilag 3. Det fremgår af den nævnte
cirkulæreskrivelse, at ophold i daghospital ikke betragtes som en indlæggelse, der skal medregnes.
Det følger ligeledes af den nævnte cirkulæreskrivelse, at Justitsministeriet har anmodet overlægerne på
psykiatriske sygehuse og sygehusafdelinger om at indberette enhver indlæggelse indenfor den af retten
fastsatte længstetid til statsadvokaten med henblik på dennes varetagelse af kontrol med foranstaltningens
varighed. I de tilfælde, hvor der skønnes at være behov for forlængelse af længstetiden, påhviler det
ligeledes overlægerne at indberette dette til statsadvokaten, så vidt muligt i god tid før udløbet af den
fastsatte længstetid. Når længstetiden for ophold i institutionen efter § 69 a, stk. 1, er udløbet, kan
indlæggelser i henhold til dommen ikke fortsætte eller iværksættes, jf. også nedenfor under afsnit 14.3.3.
Kontrollen med længstetid for ophold i institutionen er beskrevet nedenfor i indledningen til afsnit 14.
9.1.3. Ingen længstetid ved personfarlig kriminalitet (§ 68 a, stk. 2, og § 69 a, stk. 2)
Ved foranstaltninger, der medfører institutionsanbringelse eller giver mulighed herfor, fastsættes der i
almindelighed ingen længstetid, jf. § 68 a, stk. 2, 1. pkt., og § 69 a, stk. 2, 1. pkt., hvis den dømte findes
skyldig i
- drab
- røveri
- frihedsberøvelse
- alvorlig voldsforbrydelse
- trusler af den i § 266 nævnte art
- brandstiftelse
- voldtægt eller anden alvorlig sædelighedsforbrydelse
- eller forsøg på en af de nævnte forbrydelser.
Af forarbejderne til § 68 a, stk. 2, fremgår herom:
”Bestemmelsen indeholder en udtømmende opregning af de gerningstyper, som kan føre til, at der
fastsættes en tidsubestemt foranstaltning, der medfører, at den dømte skal anbringes i institution, eller
som giver mulighed herfor. Herved udelukkes det, at der kan anvendes tidsubestemte foranstaltninger af
denne type i anledning af berigelseskriminalitet, der ikke er forbundet med vold eller trussel om vold.
Spørgsmålet om, hvorvidt en forbrydelse i øvrigt er omfattet af bestemmelsen, f.eks. har karakter af en
alvorlig voldsforbrydelse, afhænger af en konkret vurdering af forbrydelsens beskaffenhed og de
omstændigheder, hvorunder den er begået.”
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
I U2001.2391V fandt landsretten, at der forelå en ”alvorlig voldsforbrydelse” i en sag, hvor domfældte blev
fundet skyldig i forsøg på vold efter straffelovens § 245, stk. 1, ved flere gange at have stukket ud mod
forurettedes hals med en kniv.
I afgørelsen i TfK 2001.697Ø fandt landsretten ikke, at der forelå en ”alvorlig sædelighedsforbrydelse” i en
sag om blufærdighedskrænkelse og forsøg på overtrædelse af straffelovens § 224, jf. § 222. Domfældte
havde kysset og befølt en 12-14 årig pige, lagt sig ovenpå hende og befølt pigen omkring kønsdelen.
Efter § 68 a, stk. 2 og § 69 a, stk. 2, fastsættes ”i almindelighed” ikke nogen længstetid.
Af forarbejderne til § 68 a, stk. 2, fremgår herom:
”Bestemmelsen udelukker således ikke, at der f.eks. ved trusler af den i § 266 nævnte art i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 1. pkt. fastsættes en længstetid på 5 år, hvis det efter en konkret
vurdering findes tilstrækkeligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, jf. § 68, 1. pkt. Indtræder der
under foranstaltningstiden sådanne ændringer i den dømtes forhold, at retten, hvis disse forhold havde
foreligget ved sagens pådømmelse, efter den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 2, 1. pkt., havde fastsat
foranstaltningen på ubestemt tid, må der efter omstændighederne ved kendelse fastsættes en ny
længstetid i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 68 a, stk. 1, 2. pkt.”
I afgørelsen i TfK 2001.508Ø blev der ikke fastsat en længstetid i en sag, hvor domfældte var skyldig i
brandstiftelse, idet han på et asylcenter satte ild til tøj mv. og senere på et hospital satte ild til en dyne mv.
eller fik en anden hertil. Han havde herudover tildelt en politiassistent et knytnæveslag. Landsretten
henviste til beskaffenheden af de lokaliteter, hvor ildspåsættelserne fandt sted, og oplysningerne om
tiltaltes psykiske tilstand.
I U2005.3452H, hvor den tiltalte blev fundet skyldig i bl.a. røveri og trusler og dømt til anbringelse i
institution for personer med vidtgående psykiske handicap med mulighed for overførsel til en sikret
afdeling, fandt Højesteret ikke grundlag for at fravige udgangspunktet i straffelovens § 68 a, stk. 2,
hvorefter der i almindelighed ikke fastsættes nogen længstetid, hvis den dømte er fundet skyldig i bl.a.
røveri og trusler.
Såfremt domfældte er omfattet af personkredsen i § 69, skal der dog ifølge forarbejderne til § 69 a, stk. 1,
fastsættes en længstetid for ophold på institution, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år, selvom der
ikke fastsættes længstetid for selve foranstaltningen, se i øvrigt afsnit 9.1.2.2 om længstetider for ophold
på institution, herunder om forlængelse af en længstetid for opholdet i institution og om beregningen af
varigheden af institutionsophold.
9.2. Længstetid ved foranstaltninger, der ikke medfører eller kan medføre anbringelse i institution (§ 68 a,
stk. 3, og § 69 a, stk. 3)
9.2.1. Straffelovens § 68 a, stk. 3
Bestemmelsen i § 68 a, stk. 3, regulerer de foranstaltninger, der ikke omfattes af § 68 a, stk. 1, dvs.
foranstaltninger, der ikke medfører institutionsanbringelse eller mulighed herfor, og som ikke er fastsat
som led i en lempelse af en tidligere tidsbegrænset foranstaltning, der medfører institutionsanbringelse
eller mulighed herfor. For sådanne foranstaltninger gælder, at der ved afgørelsen skal fastsættes en
længstetid for foranstaltningen, der ikke kan overstige 3 år. Spørgsmålet om, hvorvidt der bør nedlægges
påstand om en længstetid på mindre end 3 år, må afgøres ud fra en konkret vurdering af
omstændighederne i den enkelte sag. Under særlige omstændigheder kan retten efter anmodning fra
anklagemyndigheden ved kendelse forlænge længstetiden, men den samlede længstetid kan ikke overstige
5 år.
9.2.2. Straffelovens § 69 a, stk. 3
Bestemmelsen i § 69 a, stk. 3, regulerer de foranstaltninger, der ikke omfattes af § 69 a, stk. 1, dvs.
foranstaltninger, der ikke medfører institutionsanbringelse eller mulighed herfor, og som ikke er fastsat
som led i en lempelse af en tidligere tidsbegrænset foranstaltning, der medfører institutionsanbringelse
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
eller mulighed herfor. Der kan f.eks. være tale om foranstaltninger, der alene indebærer tilsyn eller pligt til
at følge et ambulant psykiatrisk behandlingsforløb. For sådanne foranstaltninger gælder, at der ved
afgørelsen skal fastsættes en længstetid for foranstaltningen, der ikke kan overstige 3 år. Spørgsmålet om,
hvorvidt der bør nedlægges påstand om en længstetid på mindre end 3 år må afgøres ud fra en konkret
vurdering af omstændighederne i den enkelte sag. Under særlige omstændigheder kan retten efter
anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse forlænge længstetiden, men den samlede længstetid
kan ikke overstige 5 år.
9.3. Længstetid ved ændring af foranstaltninger efter straffelovens § 72
9.3.1. Lempelse af den hidtidige foranstaltning
Efter bestemmelserne i § 68 a, stk. 1, 2. pkt., og § 69 a, stk. 1, 2. pkt., gælder længstetiden også
foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, jf. § 68, og som medfører en lempelse af den hidtidige
foranstaltning. En længstetid på 5 år omfatter således også en lempelse af foranstaltningen, som fastsættes
senere.
”Lempelse” i straffelovens § 68 a, stk. 1, og § 69 a, stk. 1, omfatter ifølge forarbejderne f.eks. en situation,
hvor en hidtidig foranstaltning, der har medført institutionsanbringelse, ændres til en foranstaltning, der
alene giver mulighed for institutionsanbringelse eller alene indebærer tilsyn uden mulighed for
institutionsanbringelse. For så vidt angår en hidtidig foranstaltning, der har givet mulighed for
institutionsanbringelse, vil det være en lempelse, hvis denne foranstaltning ændres til en foranstaltning,
der ikke giver mulighed for institutionsanbringelse, men f.eks. alene indebærer tilsyn. Længstetider ved
lempelse af tidsubestemte foranstaltninger fastsat efter § 68 a, stk. 2, og § 69 a, stk. 2, er ikke nærmere
omtalt i forarbejderne. I disse tilfælde påhviler det anklagemyndigheden at indbringe spørgsmålet om
ændring eller ophævelse af foranstaltningen for retten 5 år efter afgørelsen, medmindre spørgsmålet har
været forelagt for retten inden for de sidste 2 år. Herefter gælder en pligt til at forelægge spørgsmålet for
retten mindst hvert andet år.
9.3.2. Skærpelse af den hidtidige foranstaltning
Det er også efter straffelovens § 72 muligt at skærpe den foranstaltning, som den domfældte er idømt.
Ifølge forarbejderne er det således f.eks. muligt at ændre (skærpe) en foranstaltning omfattet af
straffelovens § 68 a, stk. 3, til en foranstaltning omfattet af straffelovens § 68 a, stk. 1, eller efter
omstændighederne efter stk. 2, f.eks. i tilfælde, hvor det på grund af en indtrådt forværring i den dømtes
tilstand i foranstaltningstiden må anses for påkrævet for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Om ny
kriminalitet begået i foranstaltningstiden henvises til afsnit 16. Ændres en hidtidig foranstaltning, der har
givet mulighed for institutionsanbringelse, senere til en foranstaltning, der medfører
institutionsanbringelse, indebærer ændringen en skærpelse i forhold til den dømte, idet foranstaltningen
medfører, at den dømte permanent skal opholde sig på institutionen. For en sådan foranstaltning skal der
derfor fastsættes en længstetid på 5 år efter § 68 a, stk. 1, 1. pkt.
Det samme gælder, såfremt en foranstaltning, der oprindeligt har medført institutionsanbringelse og
senere er ændret til tilsyn uden mulighed for institutionsanbringelse, på ny ændres til en foranstaltning, der
medfører institutionsanbringelse eller mulighed herfor, jf. forarbejderne til straffelovens § 68 a.
Længstetiden regnes fra ændringstidspunktet. Spørgsmålet om skærpelse af foranstaltninger efter § 69 a er
ikke nærmere omtalt i forarbejderne.
10. Sagens behandling i retten
Ifølge retsplejelovens § 684, stk. 1, nr. 3, behandles sager, hvor der nedlægges påstand om
særforanstaltninger efter straffelovens kapitel 9, i strafferetsplejens former. Tiltale rejses ved anklageskrift,
jf. retsplejelovens § 834. I øvrigt gælder med virkning fra 1. januar 2008, jf. afsnit 10.5., følgende regler:
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
10.1. Nævningesag i 1. instans
Sager, hvor der bliver spørgsmål om dom til anbringelse i institution i medfør af straffelovens § 68 eller
dom til forvaring, jf. straffelovens § 70, behandles som nævningesager i 1. instans, jf. retsplejelovens § 686,
stk. 4, nr. 2.
Det skal fremgå af anklageskriftet, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om dom til anbringelse i
institution efter straffelovens § 68 eller om forvaring efter straffelovens § 70. Kravet om behandling ved
nævningeting gælder således ikke i de tilfælde, hvor den dømte kan udskrives uden retskendelse (jf.
påstandene nævnt under B og C i afsnit 7.3. og IV og V i afsnit 7.5.). Nævningebehandling skal heller ikke
anvendes, hvis tiltalte har besluttet, at sagen skal behandles under medvirken af domsmænd, jf.
retsplejelovens § 687 og afsnit 10.2.
10.2. Domsmandssag efter tiltaltes beslutning, jf. retsplejelovens § 687
Ifølge retsplejelovens § 687, stk. 1, kan en tiltalt beslutte, at en straffesag, der ellers skulle behandles under
medvirken af nævninger efter § 686, stk. 4, nr. 2, i stedet skal behandles under medvirken af domsmænd.
Tiltaltes beslutning skal træffes i et retsmøde eller meddeles retten skriftligt, efter at tiltalte har haft
lejlighed til at drøfte spørgsmålet med sin forsvarer, jf. nærmere § 687, stk. 2. Tiltalte kan ikke tilbagekalde
et afkald på nævningesagsbehandling, når afkaldet er meddelt retten. Afkaldet har også virkning for
straffesagens behandling under anken, jf. § 687, stk. 3. For sager med flere tiltalte gælder særlige regler, jf.
§ 687, stk. 4.
10.3. Domsmandssager efter retsplejelovens § 686, stk. 2
Domsmænd skal medvirke i sager, hvori der opstår spørgsmål om anvendelse af foranstaltninger efter
straffelovens §§ 68, 70 eller 73, jf. retsplejelovens § 686, stk. 2, hvis sagen ikke skal behandles som en
nævningesag, jf. afsnit 10.1., eller som en domsmandssag efter tiltaltes beslutning herom, jf. afsnit 10.2.
Også under en eventuel ankesag medvirker domsmænd, jf. retsplejelovens § 689, stk. 3, nr. 2.
10.4. Tiltaltes tilstedeværelse
Reglerne i retsplejelovens § 853 og § 855 om tiltaltes tilstedeværelse og undtagelserne herfra gælder også
for sager, hvor der nedlægges påstand om særforanstaltninger. Det betyder, at tiltalte fysisk skal være til
stede under domsforhandlingen, medmindre betingelserne i retsplejelovens § 855 for at fremme
domsforhandlingen uden tiltaltes tilstedeværelse er opfyldt.
Højesteret har i kendelsen i U2001.611HK bestemt, at domsforhandlingen i en sag, hvor der var nedlagt
påstand om anbringelse i sikringsafdelingen, under de ganske særlige omstændigheder, som forelå under
sagen, kunne fremmes uden tiltaltes tilstedeværelse i nævningetinget.
10.5. Overgangsregler
De ovenfor i afsnit 10.1.-10.4. beskrevne regler for sagens behandling i retten gælder for sager, hvor der
rejses tiltale i 1. instans efter 1. januar 2008, jf. herved ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 105, stk. 6, 2. pkt., i
lov nr. 538 af 8. juni 2006 (Politi- og domstolsreformen). Ifølge denne bestemmelse behandles sager, der i
medfør af retsplejelovens § 686, stk. 4 og 5, behandles under medvirken af nævninger, og hvor tiltale i 1.
instans rejses inden 1. januar 2008, efter de hidtil gældende regler, jf. § 687 i den tidligere gældende
retsplejelov. Det må antages, at den tidligere gældende § 923, hvorefter sager, der efter § 687 skulle
behandles under medvirken af nævninger, under visse betingelser i stedet kunne afgøres ved byretten
under medvirken af domsmænd, fortsat er gældende for sager, hvor der rejses tiltale inden 1. januar 2008.
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11. Bistandsværger
Såfremt der bliver tale om at dømme en tiltalt til anbringelse i psykiatrisk sygehus eller afdeling, institution
for personer med vidtgående psykiske handicap eller i forvaring mv. kan retten beskikke en bistandsværge
for den pågældende efter straffelovens § 71, stk. 1, således at bistandsværgen kan bistå tiltalte under
sagen. Er tiltalte dømt til anbringelse som nævnt i stk. 1, eller giver afgørelsen mulighed for en sådan
anbringelse, skal retten beskikke en bistandsværge for den pågældende, jf. § 71, stk. 2.
Justitsministeriet har i bekendtgørelse nr. 77 af 5. februar 1999 fastsat nærmere regler om bistandsværger.
Ifølge bekendtgørelsens § 3, stk. 3, skal som bistandsværge så vidt muligt beskikkes en af den sigtedes,
tiltaltes eller dømtes nærmeste pårørende. Når politiet skønner, at der kan blive tale om at beskikke en
bistandsværge for en sigtet eller tiltalt, skal spørgsmålet rejses over for retten på så tidligt et tidspunkt, at
den, der eventuelt beskikkes, får mulighed for at være tilstede under sagens behandling, jf. § 4. Ifølge § 5,
stk. 1, skal politiet bistå retten med at finde en person, der kan beskikkes som bistandsværge.
12. Fuldbyrdelse af foranstaltningsdomme
Byretsdomme, hvor anklagemyndigheden har nedlagt påstand om foranstaltninger efter §§ 68-69,
eventuelt jf. § 73, skal fuldbyrdes efter følgende retningslinjer:
Hvis domfældte er idømt den foranstaltning, som anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, kan
politidirektøren fuldbyrde dommen, når ankefristen er udløbet. I forbindelse med fuldbyrdelsen sendes
kopi af dommen til statsadvokaten med henblik på, at statsadvokaten kan føre tilsyn med foranstaltningen.
Hvis domfældte ikke er idømt den foranstaltning, som anklagemyndigheden har nedlagt påstand om,
forelægges sagen for statsadvokaten inden udløbet af ankefristen med indstilling om spørgsmålet om anke.
Hvis dommen ikke ankes, sendes sagen straks til politidirektøren med henblik på iværksættelse af
fuldbyrdelsen, når ankefristen er udløbet. I sager, hvor statsadvokaten har rejst tiltale, skal sagen altid
forelægges for denne inden udløbet af ankefristen. Fuldbyrdelse skal ved de fleste foranstaltningsdomme
ske ved fremsendelse af en kopi af dommen til domfældtes hjemstedskommune eller et hospital eller den
afdeling, der står for visitationen af foranstaltningsdomme, med anmodning om fuldbyrdelse af dommen.
Kommunen/hospitalet eller afdelingen bør anmodes om at bekræfte modtagelsen af anmodningen og
underrette politidirektøren, når fuldbyrdelsen er iværksat.
Såfremt domfældte er dømt til anbringelse i hospital for sindslidende, til anbringelse i sikringsafdelingen
eller i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, skal der i forbindelse med fremsendelsen
samtidig gøres opmærksom på reglerne om tilladelse til udgang for anbragte, jf. bekendtgørelsen nr. 200 af
25. marts 2004.
Der er efter § 14, stk. 2, jf. stk. 1, i bekendtgørelse nr. 888 af 3. juli 2008 om ret til sygehusbehandling og
befordring mv. mulighed for, at statsadvokaten for så vidt angår retspsykiatriske patienter kan træffe
bestemmelse om, at anbringelse eller behandling af domfældte ske uden for bopælsregionen, såfremt
retssikkerhedshensyn eller andre særlige hensyn, herunder hensynet til den forurettede, taler herfor.
Hvis der til dommen er knyttet tilsyn af Kriminalforsorgen eller andre vilkår, der skal fuldbyrdes af
Kriminalforsorgen, skal politidirektøren tillige sende en kopi af dommen til Kriminalforsorgen med
anmodning om iværksættelse af tilsynet. Fuldbyrdelse af domme efter straffelovens § 73 er endvidere
nævnt i afsnit 7.7. og i afsnit 14.1. Fuldbyrdelsen af forvaringsdomme er nævnt ovenfor under afsnit 8.
13. Indberetning til Rigsadvokaten af visse domme, hvor en person idømmes foranstaltninger efter
straffelovens §§ 68-70
I december 2004 vedtog Folketinget lov nr. 1372 af 20. december 2004 om undersøgelse af
behandlingsforløb, hvor psykisk syge begår alvorlig personfarlig kriminalitet. Loven havde til formål at skabe
rammerne for undersøgelse af en række sager, hvor psykisk syge har begået strafbart forhold, og hvor der
kan være grund til at overveje, hvorvidt den strafbare handling kunne have være undgået, hvis det sociale
system, politiet eller sundhedssystemet havde handlet anderledes. I tilknytning til loven har
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Sundhedsstyrelsen udarbejdet en vejledning af 4. februar 2005 om undersøgelse af behandlingsforløb, hvor
psykisk syge begår alvorlig personfarlig kriminalitet.
Loven og vejledningen pålægger rigsadvokaturen og de regionale statsadvokater en række opgaver:
Statsadvokaterne skal således underrette Rigsadvokaten om alle domme afsagt efter den 1. januar 2005,
hvor en person idømmes foranstaltninger efter straffelovens §§ 68-70 for overtrædelse af straffelovens §
180, 1. led, § 216, § 222, § 237 eller § 246. Ved indsendelsen af sagen til Rigsadvokaten medsendes som
udgangspunkt domsudskrift, mentalundersøgelse, straffeattest samt andre akter, der må antages at kunne
have betydning for vurderingen af det forudgående behandlingsforløb. Rigsadvokaten videresender
herefter dom mv. til Sundhedsstyrelsen, der afgør, hvorvidt der er grundlag for at iværksætte et
undersøgelsesforløb i den konkrete sag, jf. lovens § 3.
Hvis Sundhedsstyrelsen beslutter at iværksætte et undersøgelsesforløb, afgiver Rigsadvokaten indstilling til
Sundhedsstyrelsen om, hvem der skal repræsentere politiet/anklagemyndigheden i arbejdsgruppen. En
sådan repræsentant vil som udgangspunkt være en medarbejder fra den statsadvokatur, der har behandlet
sagen. Loven trådte i kraft den 1. januar 2005 og har gyldighed til og med den 30. juni 2010.
14. Kontrol med foranstaltninger, herunder forelæggelse for retten af ændringer eller forlængelse af
foranstaltninger eller forlængelse af længstetid for ophold i institution
14.1. Generelt om statsadvokaternes kontrol med foranstaltninger
Statsadvokaterne fører kontrol med idømte særforanstaltninger, jf. §§ 68-69. Kontrollen omfatter også
domme efter straffelovens § 73, hvor retten har bestemt, at der skal anvendes foranstaltninger efter §§ 68-
69, indtil eventuel overførsel til afsoning kan ske. Kontrollen med forvaringsdømte varetages af
Rigsadvokaten, jf. afsnit 8. Anklagemyndighedens pligt til at påse, at en foranstaltning ikke opretholdes i
længere tid og videre omfang end nødvendigt, er fastsat i straffelovens § 72, stk. 1. Bestemmelsen gælder
også for foranstaltninger, der er idømt før ikrafttrædelsen af lov nr. 438 af 31. maj 2000 om ændring af
straffeloven. Om domme afsagt før den 1. juli 2000 se i øvrigt nedenfor afsnit 14.4. Det er i
bemærkningerne til § 68 a og § 69 a forudsat, at statsadvokatens kontrol normalt skal indebære, at der én
gang årligt indhentes en erklæring fra afdelingen/tilsynsførende myndighed om behovet for at opretholde
foranstaltningen. Dette gælder uanset, om der er fastsat en længstetid for foranstaltningen. I sager, hvor
der er fastsat en længstetid for ophold i institutionen, jf. straffelovens § 69 a, fører statsadvokaten også
kontrol med længstetiden for opholdet i institutionen, jf. også afsnit 9.1.2.2. og afsnit 14.2.
Denne kontrol skal føres for at sikre, at foranstaltningen bliver ophævet, hvis behandlingsmæssige hensyn
eller proportionalitetshensyn ikke taler for at opretholde foranstaltningen, eller hvis risikoen for recidiv ikke
længere er til stede. Der kan således efter omstændighederne være pligt til at indbringe spørgsmålet om at
opretholde foranstaltningen for retten før udløbet af en længstetid.
I Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af foranstaltninger efter straffelovens §
68 og § 69 fremgår bl.a. følgende om proportionalitetshensynet (side 67):
”I anklagemyndighedens vurdering af spørgsmålet om foranstaltningsændring indgår således bl.a., hvilken
tidsbestemt straf der ville være idømt for det pågældende forhold. Ved denne vurdering skal der imidlertid
også tages hensyn til kriminalitetens art og grovhed sammenholdt med den lægelige vurdering af risikoen
for recidiv.” Landsretten har i flere trykte afgørelser taget stilling til spørgsmålet om proportionalitet. I TfK
2006.376V var den tiltalte i 1998 blevet dømt til anbringelse på en institution for personer med vidtgående
psykisk handicap for overtrædelser af straffelovens § 181, stk. 1. I maj 2000 blev foranstaltningen ændret til
anbringelse på en lukket (sikret) afdeling. Da domfældte i april 2005 begærede foranstaltningen ophævet
eller lempet, anførte landsretten bl.a. : ”På baggrund af de seneste
oplysninger fra institutionen Kofoedsminde samt de lægelige oplysninger i sagen, må det lægges til grund,
at der er en nærliggende risiko for, at kærende vil begå ny ligeartet eller anden personfarlig kriminalitet,
såfremt foranstaltningen ophæves eller lempes. Da endvidere såvel institutionen Kofoedsminde samt en
konsulent i psykologi og sexologi og en speciallæge i psykiatri og Retslægerådet anbefaler, at de idømte
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
særforanstaltninger opretholdes, i hvert fald endnu i nogen tid, findes opretholdelse af de iværksatte
foranstaltninger ikke indtil videre at være uproportionale; heller ikke selvom foranstaltningerne nu har
varet længere end den straf, kærende måtte antages at være blevet idømt, såfremt han ikke var blevet
frifundet i medfør af straffelovens § 16, stk. 1.” Den idømte foranstaltning blev
herefter opretholdt. Det forhold, at en idømt foranstaltning har varet længere end den straf, som den
foranstaltningsdømte var blevet idømt, hvis den pågældende ikke havde været straffri efter straffelovens §
16 eller § 69, bevirker ikke nødvendigvis, at foranstaltningen er uproportional. Der bør i hver enkelt sag
foretages en konkret vurdering, hvor samtlige sagens momenter herunder særlig risikoen for recidiv indgår.
Kontrollen med domme efter straffelovens § 73, hvor retten har idømt straf, har det formål, at
statsadvokaten skal påse, at foranstaltningen kun anvendes, indtil det helbredsmæssigt er forsvarligt, at
domfældte overføres til en afsoningsanstalt. Statsadvokaten skal endvidere påse, at spørgsmålet om
eventuel forlængelse af længstetiden indbringes for retten. Når overførsel til afsoningsinstitution kan ske,
underretter statsadvokaten Direktoratet for Kriminalforsorgen herom, jf. også afsnit 7.7.
Statsadvokatens kontrol efter straffelovens § 72 føres som nævnt ved, at der en gang årligt fra den
institution/myndighed, der varetager fuldbyrdelsen af foranstaltningen, indhentes en erklæring om
behovet for opretholdelse af foranstaltningen. Varetages fuldbyrdelsen af foranstaltningsdommen af flere
institutioner/myndigheder, f.eks. en psykiatrisk afdeling og Kriminalforsorgen, indhentes udtalelser fra
begge. Endvidere skal der indhentes en udskrift fra Kriminalregisteret, bl.a. for at kontrollere, om
domfældte er meddelt tiltalefrafald i foranstaltningstiden.
En lægelig erklæring bør ifølge Retslægerådets Årsberetning 1994, side 107, indeholde følgende
oplysninger:
”a: En kortfattet social anamnese samt oplysninger om patientens aktuelle sociale situation, herunder
hvilke sociale forhold patienten eventuelt udskrives til.
b: Oplysninger om patientens legemlige helbredstilstand.
c: En psykiatrisk anamnese med gennemgang af sygdomsforløb, behandling og behandlingseffekt. Ved
indlæggelser beskrives årsagen til indlæggelsen, varighed, tilstand under indlæggelsen, behandling og
udskrivningsdiagnose(r). Gentagne indlæggelser under stort set samme sygdomsbillede kan eventuelt slås
sammen.
d: En grundig psykopatologisk beskrivelse og vurdering med diagnostiske overvejelser.
e: Patientens eget syn på den pådømte kriminalitet.
Endvidere redegøres for eventuel kriminalitet under behandlingsforløbet.
Den aktuelle behandlingsplan bør nøje anføres. Ved psykofarmakologisk behandling nævnes præparat,
dosis og administrationsmåde samt hvorvidt behandlingen er – eller på noget tidspunkt har været – givet
ved tvang. Patientens holdning til og forståelse af behandlingsplanen bør anføres, herunder hvorvidt
patienten kan antages at være motiveret for fortsat behandling, såfremt en sådan er påkrævet, ved
ændring/ophævelse af den idømte foranstaltning.
g: Et motiveret forslag til ændring/ophævelse af den idømte foranstaltning, herunder en vurdering af
risikoen for recidiv til ligeartet kriminalitet.”
Er statsadvokaten efter at have modtaget den/de nævnte udtalelser i tvivl om, hvorvidt foranstaltningen
bør opretholdes, forlænges eller ændres, kan der eventuelt være grundlag for at forelægge spørgsmålet
herom for Retslægerådet.
Der kan i øvrigt efter omstændighederne være grundlag for at indhente en udtalelse fra bistandsværgen.
Det bemærkes i øvrigt, at der hidtil ikke af de institutioner mv., der varetager fuldbyrdelsen af
foranstaltningsdomme, er opkrævet betaling for udstedelsen af erklæringer til statsadvokaten.
14.2. Særligt om kontrol med indlæggelser
Ifølge § 3, stk. 4, i cirkulære nr. 52 af 27. juni 2006 om Kriminalforsorgens tilsyn med personer, der er idømt
en foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69, skal Kriminalforsorgen underrette statsadvokaten om
indlæggelser i de tilfælde, hvor der i dommen er fastsat en længstetid for ophold i institution, jf. § 69 a, stk.
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1. Endvidere påhviler det overlægerne på psykiatriske sygehuse mv. at give meddelelse til statsadvokaten
om enhver indlæggelse i henhold til domme, hvor der efter den tidligere gældende bestemmelse i
straffelovens § 69, stk. 2 (nu § 69 a) er fastsat en længstetid for opholdet på institution, jf.
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 10. juni 1988 (medtaget som bilag 3).
Underretningen sker med henblik på statsadvokatens kontrol med foranstaltningsdommen. Der er ikke i
nærværende meddelelse fastsat en pligt for anklagemyndigheden til at indbringe spørgsmålet om
godkendelse af indlæggelser i henhold til dommen for retten, sådan som det var tilfældet med hensyn til
indlæggelser i henhold til domme til ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for indlæggelse (pkt.
C.b.1. og C.b.2.) i det tidligere gældende cirkulære nr. 234 af 10. december 1976 om foranstaltninger over
for psykisk afvigende kriminelle. Spørgsmålet om domstolsprøvelse af indlæggelser i henhold til
foranstaltningsdomme kan dog stadig give anledning til nogen tvivl. Der henvises herom til det anførte i
Retspsykiatri af Kramp, Lunn og Waaben, 1. udgave, 1996, side 107f, samt de der nævnte retsafgørelser.
Yderligere henvises til afgørelserne i 1996.1421V og i U2000.2311V. Retningslinjerne nedenfor er derfor
behæftet med en vis usikkerhed.
Efter afgørelserne i U1995.121Ø og U2000.2311V er det min opfattelse, at indlæggelse i henhold til domme
om ambulant behandling – uanset om indlæggelsen er frivillig eller ufrivillig – ikke skal indbringes for
retten, medmindre der foreligger en klage over indlæggelsen eller en anmodning om domstolsprøvelse.
Hvis der af den domfældte, dennes bistandsværge eller advokat klages over indlæggelsen eller fremsættes
anmodning om domstolsprøvelse, skal sagen derimod fremsendes til retten med en udtalelse fra
anklagemyndigheden om, hvorvidt der efter anklagemyndighedens opfattelse af retten bør tages stilling til
indlæggelsen. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at en klage over indlæggelse kan være
udformet sådan, at der reelt er tale om en anmodning om ændring eller ophævelse af foranstaltningen, jf.
straffelovens § 72. I øvrigt henvises til bestemmelsen i retsplejelovens § 998, stk. 1, om forelæggelse for
retten af tvist med hensyn til dommens fortolkning eller i andre henseender. Spørgsmål om, på hvilket
hospital eller afdeling indlæggelse skal ske, vil formentlig ikke være undergivet rettens prøvelse, mens f.eks.
spørgsmålet om, hvorvidt indlæggelsen er besluttet af rette myndighed, må antages at være undergivet
rettens prøvelse, jf. herved U1996.1421V.
Rigsadvokaturen skal underrettes om domstolsafgørelser af generel betydning vedrørende den retlige
prøvelse af indlæggelser i henhold til foranstaltningsdomme.
14.3. Kontrol med domme afsagt i medfør af straffelovens § 68, jf. § 68 a, eller § 69, jf. § 69 a
Straffelovens § 72 indebærer bl.a., at der efter omstændighederne kan være pligt til at indbringe
spørgsmålet om opretholdelse af den idømte foranstaltning for retten før udløbet af den længstetid, der er
fastsat efter § 68 a, stk. 1 og 3, eller efter § 69 a, stk. 1 og 3, og før der efter § 68 a, stk. 2, 2. pkt., indtræder
pligt for anklagemyndigheden til at forelægge spørgsmålet om opretholdelse af en tidsubestemt
foranstaltning for retten.
14.3.1. Kontrol med foranstaltninger, hvor der er fastsat en længstetid
Statsadvokaten skal påse, at der i god tid inden udløbet af tidsbestemte foranstaltninger eller længstetid
for opholdet bliver taget stilling til, om anklagemyndigheden skal anmode om forlængelse af
foranstaltningen. Kontrollen med tidsbestemte foranstaltninger skal tilrettelægges således, at de fornødne
oplysninger foreligger så tidligt, at sagen kan indbringes for retten i god tid, inden fristen udløber. I sådanne
sager bør anklagemyndigheden i forbindelse med, at sagen indbringes for retten, anføre, hvornår
længstetiden udløber, og under henvisning hertil anmode om, at sagen berammes hurtigst muligt. Efter
sagens indbringelse for retten bør anklagemyndigheden endvidere følge op på, at berammelse sker snarest.
Foranstaltninger med en længstetid på 5 år, jf. § 68 a, stk. 1, og § 69 a, stk. 1, kan under særlige
omstændigheder forlænges med 2 år ad gangen, jf. § 68 a, stk. 1, 3. pkt., og § 69 a, stk. 1, 3. pkt., og afsnit
9.1.2. ovenfor. Foranstaltninger med en længstetid på indtil 3 år, jf. § 68 a, stk. 3, og § 69 a, stk. 3, kan
under særlige omstændigheder forlænges. Den samlede tid for foranstaltningen kan dog ikke overstige 5
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
år, jf. også afsnit 9.2. Når den fastsatte længstetid for en idømt foranstaltning udløber, bortfalder
foranstaltningen uden videre, medmindre anklagemyndigheden forinden har indbragt spørgsmålet om
forlængelse af længstetiden for retten, jf. U2009.94Ø. I den nævnte sag blev den domfældte den 15. januar
2003 for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 252, stk. 1, i medfør af straffelovens § 16, stk. 1, jf. § 68, 2.
pkt., idømt en foranstaltning med en længstetid på 5 år. Den 27. november 2007 anmodede
anklagemyndigheden om forlængelse af længstetiden. Den 14. marts 2008 afviste byretten anmodningen
med den begrundelse, at rettens afgørelse om forlængelse skulle være truffet inden foranstaltningens
udløb, hvilket ikke var sket. Landsretten ophævede byrettens afgørelse, idet straffelovens § 68 a, stk. 1, 3.
pkt., måtte forstås således, at forlængelse kan ske, når anklagemyndigheden har indbragt spørgsmålet om
forlængelse inden længstetidens udløb.
14.3.2. Kontrol med foranstaltninger, hvor der ikke er fastsat en længstetid
Er der ikke fastsat en længstetid for foranstaltningen, jf. § 68 a, stk. 2, og § 69 a, stk. 2, skal
anklagemyndigheden på eget initiativ indbringe spørgsmålet om ændring eller ophævelse af
foranstaltningen for retten 5 år efter afgørelsen, medmindre spørgsmålet har været forelagt for retten
inden for de sidste 2 år. Derefter forelægges spørgsmålet for retten mindst hvert andet år. Formålet med
disse bestemmelser er at sikre, at der jævnligt sker domstolsprøvelse af spørgsmålet om opretholdelse af
foranstaltninger, der er fastsat på ubestemt tid. Også her gælder det, at de fornødne oplysninger skal
foreligge så tidligt, at sagen kan indbringes for retten i god tid inden fristen for domstolsprøvelse udløber.
14.3.3. Kontrol med længstetid for ophold i institution
Når længstetiden for ophold i institution efter § 69 a, stk. 1, er udløbet, kan indlæggelse i henhold til
dommen ikke opretholdes eller iværksættes, medmindre længstetiden bliver forlænget, jf. også ovenfor
under afsnit 9.1.2.2. Om fastsættelse af en ny længstetid for institutionsophold efter udløbet af en tidligere
fastsat længstetid for ophold henvises til U2002.2425Ø. Om den løbende kontrol med varigheden af
opholdet på institution henvises også til afsnit 14.2.
Hvis længstetiden for opholdet efter anklagemyndighedens opfattelse bør forlænges, bør spørgsmålet
herom derfor indbringes for retten i så god tid, at retten har mulighed for at træffe afgørelse i sagen inden
udløbet af længstetiden.
14.3.4. Beregningen af længstetid for et ophold, jf. § 69 a, stk. 1, 1. pkt.
Hvilke ophold, der skal indgå i beregningen af længstetiden for et ophold fastsat i henhold til straffelovens §
69 a, stk. 1, 1. pkt., har i praksis givet anledning til tvivl. Problemet opstår i sager, hvor den pågældende, der
er omfattet af personkredsen i straffelovens § 69, er dømt til behandling på psykiatrisk afdeling, således at
overlægen – eventuelt sammen med Kriminalforsorgen – kan træffe bestemmelse om genindlæggelse.
Vestre Landsret har i U2008.1071V truffet afgørelse om, at et ophold på et særligt botilbud for voksne
sindslidende ikke skulle medregnes ved beregningen af længstetiden for ophold i henhold til en
behandlingsdom. Den domfældte var ved dom af 19. maj 2005 anset for omfattet af straffelovens § 69 og
dømt til at undergive sig behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse
med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe
bestemmelse om genindlæggelse. Længstetiden for foranstaltningen blev fastsat til 5 år og længstetiden for
domfældtes ophold på hospital for sindslidende til 1 år. Den 5. juli 2006 afsagde byretten kendelse om, at
den fastsatte længstetid for ophold på institution blev forlænget til den 19. maj 2007. Domfældte havde
siden den 15. marts 2004 opholdt sig på en institution, der betegnede sig som et særligt botilbud for voksne
sindslidende, og efter afsigelsen af dommen af 19. maj 2005 opholdt han sig fortsat der på frivillig basis. I
perioden fra den 26. oktober til den 7. november 2006 var domfældte indlagt på psykiatrisk afdeling.
Anklagemyndigheden anmodede i skrivelse af 10. juli 2007 retten om fastsættelse af en ny længstetid for
ophold på hospital for sindslidende. Landsretten udtalte, at den institution, som domfældte opholdt sig på,
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
ikke var en psykiatrisk afdeling, og domfældtes ophold på institutionen var derfor ikke en anbringelse i
henhold til dommen af 19. maj 2005, der skulle medregnes i længstetiden for ophold. Da domfældte siden
dommen kun havde været indlagt på psykiatrisk afdeling i knap to uger, og da der derfor fortsat var
mulighed for anbringelse på psykiatrisk afdeling i godt 11½ måned inden for længstetiden på 5 år, var der
ikke anledning til ”på nuværende tidspunkt” at fastsætte en ny længstetid for opholdet.
Vestre Landsret har efterfølgende den 20. maj 2008 afsagt yderligere en kendelse vedrørende samme
problemstilling. I den pågældende sag var domfældte ved dom af 11. december 2006 fundet omfattet af
straffelovens § 69 og dømt til psykiatrisk behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen
i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan
træffe bestemmelse om indlæggelse. Der blev ikke fastsat længstetid for foranstaltningen. Længstetiden
for opholdet blev fastsat til 1 år. Domfældte havde fra november 2005 til januar 2008, hvor han flyttede i
egen bolig, haft ophold i en boenhed. Ifølge det oplyste var målgruppen for den omhandlede boenhed
mennesker med alvorlige psykiske og sociale vanskeligheder. Der blev ydet pleje, omfattende specialiseret
hjælp i almindelige daglige funktioner, støtte til genoptræning, hjælp til udvikling af færdigheder, støtte til
nødvendig behandling hos læge, fysioterapeut, og til at tage ordineret medicin. Behandlingen var baseret
på relationer mellem behandler og beboer. De ansatte var ikke uddannede terapeuter. Domfældte havde
alene været indlagt i lidt over 2 måneder på psykiatrisk hospital, hvorfor der ifølge overlægens opfattelse
ikke umiddelbart var behov for en forlængelse af længstetiden. Ifølge en udtalelse fra en overlæge fra
Regionspsykiatrien adskilte et ophold i psykiatrisk afdeling sig væsentligt fra opholdet på boenheden, som
var et bosted, hvor der ikke foregik lægeligt ledet behandling. De muligheder for tvangsmæssig behandling,
der er på en psykiatrisk afdeling, var ifølge udtalelsen slet ikke eksisterende i boenheden. Et ophold i en
psykiatrisk afdeling var en aktiv behandling, hvorimod ophold i boenheden ifølge udtalelsen var en
videreførelse af en allerede lægelig ordineret og institueret behandling. Landsretten fandt herefter, at der
efter de oplysninger, der forelå om boenheden, måtte antages at være tale om et særligt botilbud for
voksne sindslidende og ikke en psykiatrisk afdeling, hvorfor opholdet ikke kunne anses som en anbringelse i
institution i henhold til dommen. Opholdet skulle derfor ikke medregnes ved beregningen af længstetiden.
På baggrund heraf fandt landsretten ikke, at der på nuværende tidspunkt var anledning til at forlænge
længstetiden for opholdet.
På baggrund af de to kendelser fra Vestre Landsret må det lægges til grund, at ikke alle institutionsophold
uden videre skal medtages i beregningen af længstetiden af et ophold, jf. § 69 a, stk. 1, 1. pkt.
Landsretten foretog i de to sager en konkret vurdering af, hvorvidt de domfældte havde været anbragt på
psykiatrisk afdeling eller i en institution, der kunne betragtes som en psykiatrisk afdeling, idet alene
sådanne anbringelser skulle medtages i beregningen af længstetiden for opholdet.
Det er på den baggrund Rigsadvokatens opfattelse, at der i sager, hvor domfældte er dømt til behandling
på psykiatrisk afdeling eller under tilsyn heraf, og således at overlægen kan træffe bestemmelse om
genindlæggelse (eventuelt tillige med tilsyn af Kriminalforsorgen), og hvor der i medfør af straffelovens § 69
a er fastsat en længstetid for opholdet, som altovervejende udgangspunkt ved beregningen af længstetiden
for dette ophold alene skal medtages ophold på psykiatrisk afdeling, herunder både tvangsmæssige og
frivillige ophold. Det kan dog ikke udelukkes, at der efter en konkret vurdering kan være andre ophold, der
skal medtages ved beregningen af længstetiden for opholdet. Dette kan efter rigsadvokaturens opfattelse i
givet fald særlig blive aktuelt, hvis det pågældende sted/institution tilbyder en psykiatrisk behandling af
tilsvarende karakter som den behandling, der tilbydes på en psykiatrisk afdeling, dvs. en lægelig
behandling.
14.4. Kontrol med domme afsagt før den 1. juli 2000
Som anført ovenfor i afsnit 14.1. gælder bestemmelsen i straffelovens § 72 om statsadvokaternes pligt til at
føre kontrol med idømte særforanstaltninger også for foranstaltninger, der er idømt før 1. juli 2000, hvor
lov nr. 438 af 31. maj 2000 trådte i kraft. For disse foranstaltninger er der således ikke fastsat en længstetid.
Det gælder for disse foranstaltninger, at anklagemyndigheden på eget initiativ skal have indbragt
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
spørgsmålet om ændring eller ophævelse for retten 3 år (ikke-frihedsberøvende foranstaltninger) eller 5 år
(frihedsberøvende foranstaltninger) fra dommen blev sagt, medmindre spørgsmålet tidligere har været
forelagt for retten.
Det vil herefter bero på en konkret vurdering, om anklagemyndigheden i medfør af straffelovens § 72, stk.
1, senere på ny skal indbringe disse sager for retten af egen drift, jf. bemærkningerne til
ikrafttrædelsesbestemmelserne i § 2 i lov nr. 438 af 31. maj 2000. Der skal dog løbende føres kontrol med
idømte foranstaltninger, således at det sikres, at foranstaltningen ikke opretholdes i længere tid og videre
omfang end nødvendigt.
15. Sagsbehandling, når domfældte eller andre begærer en foranstaltning ophævet
En begæring om ophævelse af en foranstaltning kan fremsættes af domfældte, bistandsværgen,
anklagemyndigheden, institutionens ledelse eller Kriminalforsorgen, jf. straffelovens § 72, stk. 2. Også
andre kan på vegne af den domfældte fremsætte begæring om ophævelse af en foranstaltning, f.eks. et af
domfældtes familiemedlemmer eller en advokat. Sager, hvor der rejses spørgsmål om ophævelse af en
foranstaltning, forelægges for statsadvokaten, der herefter indhenter følgende oplysninger, forinden sagen
forelægges for retten:
1) En udtalelse fra afdelingen/institutionen om domfældtes behandlingsforløb, herunder en udtalelse om,
hvorvidt det kan anbefales, at foranstaltningen ophæves eller eventuelt ændres. Om indholdet af
erklæringen henvises til afsnit 14.1.
2) En udtalelse fra Kriminalforsorgen i de sager, hvor domfældte har været undergivet tilsyn af
Kriminalforsorgen.
3) En udskrift fra Kriminalregisteret.
4) Eventuelt en udtalelse fra bistandsværgen.
Statsadvokaten tager herefter – eventuelt efter sagens forelæggelse for Retslægerådet – stilling til, hvilken
påstand anklagemyndigheden skal nedlægge under sagens behandling i retten. Sagen sendes til
politidirektøren med anmodning om, at sagen indbringes for retten. Statsadvokaten kan eventuelt i den
forbindelse meddele, at byrettens afgørelse skal kæres med opsættende virkning, hvis kendelsen ikke
følger anklagemyndighedens påstand.
16. Kriminalitet begået under igangværende foranstaltning
Det følger af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 7, at tiltale kan frafaldes helt eller delvis, hvor dette følger af
bestemmelser fastsat af justitsministeren eller Rigsadvokaten.
I bekendtgørelse nr. 621 af 25. juni 2001 er fastsat regler om politimestrenes og statsadvokaternes adgang
til at frafalde tiltale. Det følger af bekendtgørelsens § 2, nr. 4, at statsadvokaterne, når særlige
omstændigheder ikke gør sig gældende, kan frafalde tiltale for lovovertrædelser begået af personer, der er
undergivet foranstaltninger i medfør af straffelovens § 68 eller § 69.
Forudsætningen for at afgøre en sag med tiltalefrafald er, at sigtedes skyld er utvivlsom, enten som følge af
sigtedes tilståelse eller ved sigtedes erkendelse af de faktiske omstændigheder i det strafbare forhold.
Det beror på en konkret vurdering, om statsadvokaten bør meddele tiltalefrafald for kriminalitet begået
under en igangværende foranstaltning. I denne vurdering bør bl.a. indgå:
- Den nu påsigtede strafbare handlings art og/eller grovhed. I de tilfælde, hvor den nu påsigtede
kriminalitet er grovere end den kriminalitet, der udløste den igangværende foranstaltning, og eventuelt må
forventes at udløse en mere indgribende foranstaltning, bør sagen ikke afgøres med tiltalefrafald.
- Antallet af tidligere meddelte tiltalefrafald for kriminalitet begået under den igangværende foranstaltning.
- Om proportionalitetshensyn eller den fastsatte længstetid indebærer, at den igangværende foranstaltning
indenfor en kortere periode ophæves eller bortfalder.
- Om der i øvrigt er behov for en anden form for foranstaltning end den igangværende.
Et tiltalefrafald meddelt efter bekendtgørelse nr. 621 af 25. juni 2001 eller tidligere tilsvarende regler vil
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
fremgå af en udskrift af Kriminalregisteret, men vil ikke fremgå af straffeattesten. Den statsadvokat, der
agter at afgøre en straffesag med et tiltalefrafald, bør forinden drøfte spørgsmålet med den statsadvokat,
der fører tilsyn med den igangværende foranstaltning.
Træffes der afgørelse om tiltalefrafald, sender statsadvokaten en kopi af tiltalefrafaldet til den
statsadvokat, der fører tilsyn med den igangværende foranstaltning. Endvidere skal statsadvokaten sende
en kopi af afgørelsen til den behandlende institution, idet tiltalefrafaldet kan have betydning for den
behandlende institutions senere udtalelse om, hvorvidt en idømt foranstaltning bør fortsætte eller
ophæves.
17. Udlændinge
I udlændingelovens § 50 a er der fastsat regler om rettens prøvelse af spørgsmålet om udvisning i de
tilfælde, hvor en udlænding, der er undergivet foranstaltninger, er udvist ved dom. Bestemmelsen
indebærer, at spørgsmålet om udvisning skal prøves i forbindelse med udskrivning af den pågældende.
Er den pågældende dømt til forvaring eller anbringelse, prøves spørgsmålet om udsendelse af retten i
forbindelse med en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af foranstaltningen, jf. udlændingelovens
§ 50 a, stk. 1. Disse sager behandles af statsadvokaten, jf. afsnit 14 ovenfor. Dog behandles sager om
kontrol med forvaringsdomme af Rigsadvokaten, jf. afsnit 8 ovenfor. I tilknytning hertil bestemmes, at
sager om domstolsprøvelse af udvisning i forbindelse med udskrivning ved andre foranstaltninger, der
indebærer frihedsberøvelse, jf. § 50 a, stk. 2, forud for sagens indbringelse af politidirektøren skal
forelægges for statsadvokaten, således at statsadvokaten afgør, hvilke oplysninger mv. der skal
tilvejebringes i forbindelse med domstolsprøvelsen.
Nærmere retningslinjer om behandlingen af disse sager er i øvrigt fastsat i Rigsadvokatmeddelelse nr.
5/2006, afsnit 2.9., hvortil der henvises.
18. Friheder
Spørgsmål om udgangstilladelse mv. til personer, der er anbragt i hospital eller i institution i henhold til
strafferetlig afgørelse, er reguleret i bekendtgørelse nr. 200 af 25. marts 2004.
Bekendtgørelsen finder ifølge § 1, stk. 1, anvendelse på meddelelse af udgangstilladelser mv. til personer,
som i medfør af
1) straffelovens § 68, § 69 og § 73 er dømt til anbringelse i hospital for sindslidende, herunder
sikringsafdelingen, der er knyttet til Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland, eller i institution for personer
med vidtgående psykiske handicap,
2) straffelovens § 74 a er anbragt i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge,
3) retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3 eller 4, er anbragt i institution eller hospital mv., og
4) retsplejelovens § 809, stk. 2, er indlagt til mentalundersøgelse på hospital for sindslidende, i institution
for personer med vidtgående psykiske handicap eller i anden egnet institution.
Bekendtgørelsen finder endvidere i medfør af § 1, stk. 2, anvendelse på meddelelse af udgangstilladelse
mv. til personer, som i medfør af § 40, stk. 1 (om farlighedsdekret) i lov om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien er anbragt i Sikringsafdelingen, som er knyttet til Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 1-3, at henholdsvis overlægen, amtsrådet (nu regionen) samt
statsadvokaten kan træffe afgørelse om udgang mv. i nærmere anført omfang. Ifølge stk. 4 træffer
Rigsadvokaten afgørelse om udgange, der ikke er omfattet af stk. 1-3.
Det bemærkes i den forbindelse, at afgørelse om generel tilladelse til udgang som nævnt i § 2, stk. 3, nr. 1
og nr. 3, samt tilladelse til f.eks. udlandsrejser således skal træffes af Rigsadvokaten.
19. Statistik
I forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget om behandling af foranstaltninger efter
straffelovens § 68 og § 69 tilkendegav justitsministeren over for Folketingets Retsudvalg, at
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Justitsministeriet vil gennemføre en evaluering ca. 7-8 år efter lovens ikrafttræden, og at Justitsministeriet
én gang om året frem til evalueringen ville orientere Retsudvalget om udviklingen på området.
Til brug for Justitsministeriets undersøgelse anmoder rigsadvokaturen hvert år statsadvokaterne om en
udtalelse om erfaringerne med reglerne om tidsbegrænsning af foranstaltningsdomme, herunder om,
hvorvidt reglerne har givet anledning til særlige spørgsmål eller problemer.
De regionale statsadvokater har i den forbindelse hidtil oplyst, at de nye regler om tidsbegrænsning af
foranstaltninger i almindelighed ikke giver anledning til problemer.
Justitsministeriets årlige redegørelse om udviklingen i foranstaltningsdomme til Folketingets Retsudvalg
udsendes til orientering til samtlige statsadvokater og politidirektører, hvilket senest er sket ved
Rigsadvokaten Informerer nr. 7/2007.
20. Ophævelse af forskrifter
Rigsadvokaten Informerer nr. 4/2003 ophæves.
Rigsadvokaten Informerer nr. 7/2005 ophæves.
Rigsadvokaten Informerer nr. 31/2006 ophæves.
Rigsadvokatmeddelelse nr. 5/2002 ophæves.
På rigsadvokatens vegne
Hanne Schmidt
Afskrift
Regulativ for Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland
VESTSJÆLLANDS AMT
Udviklingsafdelingen
1. Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland udgør en særlig enhed indenfor hospitalet,
men indgår som en integreret del af hospitalets retspsykiatriske afdeling.
2. Afdelingen optager sindssyge personer om hvem det ved dom, kendelse eller administrativ resolution i
medfør af § 40 i lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien bestemmes,
at der bør træffes sikkerhedsforanstaltninger over for dem. Der optages dog kun personer, som af
Justitsministeriet skønnes egnede dertil. Desuden modtages varetægtsfængslede efter kendelse til
hospitalsmæssig mentalobservation i henhold til retsplejelovens § 809, stk. 2, når de af
anklagemyndigheden anses for så personfarlige eller risikoen for undvigelse for så stor, at observation i
Sikringsafdelingen er påkrævet. Varetægtsfængslede herudover modtages alene i henhold til
retsplejelovens § 777.
3. Sikringsafdelingen bør udadtil yde fængselsmæssig sikkerhed og indadtil byde hospitalsmæssige forhold
hvad angår behandling, pleje og fysisk miljø i overensstemmelse med de til enhver tid gældende normer for
god psykiatrisk sygehusstandard.
4. Sikringsafdelingen drives af Vestsjællands Amt og er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen i
overensstemmelse med lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsnets centralstyrelse mv.
5. Regler vedrørende betaling for patienter på Sikringsafdelingen er fastlagt i Indenrigsministeriets
bekendtgørelse nr. 184 af 31. marts 1976 om amternes indbyrdes betalingsforpligtelser i forbindelse med
varetagelsen af retspsykiatriske opgaver.
6. Forinden en patient modtages i Sikringsafdelingen, skal der tilstilles denne lægelige oplysninger i
fornødent omfang samt den pågældendes sags akter. Såfremt sidstnævnte ikke er fremsendt ved
patientens modtagelse, skal de på anmodning efterfølgende snarest stilles til rådighed.
7. Ingen patient kan udskrives fra Sikringsafdelingen, før den foranstaltning, der har ført til indlæggelsen, er
ophævet eller lempet af vedkommende myndighed.
8. En patients undvigelse fra Sikringsafdelingen skal hurtigst muligt, udover til det lokale politi, meddeles til
Justitsministeriet.
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Dette regulativ træder i kraft den 1. juni 1994. Samtidig ophæves Regulativ for Sikringsafdelingen ved
Sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland af 28. maj 1932.
Dato 1. juni 1994
Underskrift Niels Mortensen
Direktør
Afskrift
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 3. maj 2001 om gennemførelse af ambulante mentalundersøgelser i
straffesager i politikredsene 23-54
Justitsministeriet Dato: 3. maj 2001
Civil- og Politiafdelingen Kontor: Politikontoret
Sagsbeh.: Anne Berg Eriksen
Sagsnr.: 2000-210-0012 Dok.: AER20430 + bilag
Cirkulæreskrivelse til politi- og anklagemyndighed om gennemførelse af ambulante mentalundersøgelser i
straffesager i politikredsene 23-54
1. Rigsadvokaten og Landsforeningen af Beskikkede Advokater pegede i begyndelsen af 2000 på, at det i
flere dele af landet var forbundet med betydelige vanskeligheder at få gennemført ambulante
mentalundersøgelser, herunder at få disse gennemført inden for rimelig tid. Justitsministeriet har på den
baggrund haft drøftelser med Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen og
Rigsadvokaten med henblik på at få etableret en hensigtsmæssig og formaliseret ordning vedrørende de
ambulante mentalundersøgelser. Som resultat af disse drøftelser er der indgået en aftale mellem
Justitsministeriet og Århus, Nordjyllands og Fyns amter om ambulante mentalundersøgelser. Aftaleteksten
er optrykt som bilag til cirkulæreskrivelsen.
2. Aftalen indebærer, at ambulante mentalundersøgelser i området vest for Storebælt fremover udføres på
følgende retspsykiatriske afdelinger og klinikker:
Middelfart Sygehus, Retspsykiatrisk Afdeling
Politikredsene 23-32 og 35-36 (Fyn og Sønderjylland)
Risskov Psykiatrisk Hospital, Retspsykiatrisk Klinik
Politikredsene 33-34, 37-40 og 42-46 (Midtjylland)
Ålborg Psykiatrisk Sygehus, Retspsykiatrisk Afdeling
Politikredsene 41 og 47-54 (Nordjylland)
De pågældende afdelinger/klinikker udpeger en kontaktperson, som anklagemyndigheden kan rette
henvendelse til i forbindelse med rekvirering af ambulante mentalundersøgelser.
Finder vedkommende afdeling eller klinik, at det på grund af en særlig belastning ikke er muligt at foretage
den ambulante mentalundersøgelse inden for rimelig tid, videregives sagens akter mv. efter aftale og med
en nærmere begrundelse herfor til den nærmeste anden afdeling eller klinik, som er omfattet af aftalen, og
som herefter foretager mentalundersøgelsen.
3. Det følger af aftalen, at mentalerklæringen så vidt muligt skal foreligge senest 6 uger efter, at
anklagemyndigheden har rekvireret mentalundersøgelsen. I indkøringsperioden vil der imidlertid kunne
være vanskeligheder forbundet med at overholde denne frist, i det omfang man endnu ikke har haft
mulighed for at få etableret det fornødne beredskab. Man må derfor være opmærksom på, at der i
indkøringsperioden vil kunne forekomme overskridelser af den aftalte tidsfrist, og det er forudsat, at 6
ugers fristen i aftalen først træder i kraft pr. 1. juli 2001.
4. I aftalen er fastsat en enhedspris på kr. 25.000 (2000-niveau) pr. færdig retspsykiatrisk erklæring, som er
udarbejdet i tilknytning til en ambulant mentalundersøgelse. Enhedsprisen er inklusiv overhead-udgifter,
herunder kompensation for eventuelle merudgifter som følge af, at mentalobservander udebliver.
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5. Den fremtidige ordning for politikredsene 1-22 – området øst for Storebælt – er i øjeblikket under
overvejelse. De eksisterende ordninger i disse politikredse opretholdes derfor indtil videre.
Med venlig hilsen
Lars J. Findsen
Justitsministeriet Dato: 26. januar 2001
Civil- og Politiafdelingen Kontor: Politikontoret
Sagsnr.: 2000-210-0012 Dok.: AER20401
A F T A L E M E L L E M J U S T I T S M I N I S T E R I E T O G
F Y N S A M T, N O R D J Y L L A N D S A M T O G Å R H U S A M T
O M A M B U L A N T E M E N T A L U N D E R S Ø G E L S E R
1. Ambulante mentalundersøgelser i straffesager
Efter retsplejelovens § 809, stk. 1, skal sigtede i straffesager underkastes mentalundersøgelse, når dette
findes at være af betydning for sagens afgørelse. Hvis den pågældende ikke udtrykkeligt samtykker i
undersøgelsen, kan denne kun finde sted efter retskendelse. Er sigtede fængslet, kan der alene ske
mentalundersøgelse efter retskendelse.
Findes det ikke påkrævet, at den sigtede i forbindelse med mentalundersøgelsen indlægges på hospital for
sindslidende, i institution for personer med vidtgående psykiske handicap eller i anden egnet institution,
foretages mentalundersøgelsen ambulant.
Under en ambulant mentalundersøgelses forløb vil observanden enten være på fri fod eller
varetægtsfængslet, og ambulante mentalundersøgelser gennemføres således uden indlæggelse på den
institution, der foretager undersøgelsen.
Det er anklagemyndigheden, der på grundlag af sigtedes udtrykkelige samtykke eller retskendelse herom
rekvirerer ambulante mentalundersøgelser.
2. Rekvirering af ambulante mentalundersøgelser
Vest for Storebælt foretages ambulante mentalundersøgelser efter anmodning fra anklagemyndigheden på
følgende retspsykiatriske afdelinger og klinikker:
Middelfart Sygehus, Retspsykiatrisk Afdeling
Politikredsene 23-32 og 35-36 (Fyn og Sønderjylland)
Risskov Psykiatrisk Hospital, Retspsykiatrisk Klinik
Politikredsene 33-34, 37-40 og 42-46 (Midtjylland)
Ålborg Psykiatrisk Sygehus, Retspsykiatrisk Afdeling
Politikredsene 41 og 47-54 (Nordjylland)
De pågældende afdelinger og klinikker udpeger en kontaktperson, som anklagemyndigheden kan rette
henvendelse til i forbindelse med rekvirering af ambulante mentalundersøgelser.
Finder vedkommende afdeling eller klinik det p.g.a. særlig belastning ikke muligt at foretage en anmodet
ambulant mentalundersøgelse inden for rimelig tid, videregives sagens akter mv. efter aftale og med en
nærmere begrundelse herfor til den nærmeste anden afdeling eller klinik omfattet af aftalen, der herefter
foretager den ambulante mentalundersøgelse.
3. Udfærdigelse af retspsykiatriske erklæringer
En ambulant mentalundersøgelse af en sigtet person foretages med henblik på udarbejdelse af en
retspsykiatrisk erklæring til brug for rettens afgørelse af straffesagen mod den pågældende. Ved
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
anklagemyndighedens rekvirering af ambulante mentalundersøgelser angives, hvilke spørgsmål der ønskes
besvaret i den retspsykiatriske erklæring. Anklagemyndigheden oplyser endvidere, hvad der er rejst sigtelse
for, og om den sigtede erkender sig skyldig eller ikke.
Så snart alle de oplysninger, der er nødvendige til brug for foretagelse af en ambulant mentalundersøgelse,
er tilvejebragt, fremsendes straffesagens akter hurtigst muligt til vedkommende afdeling eller klinik i
overensstemmelse med Rigsadvokatens retningslinjer herom.
Den retspsykiatriske erklæring, som udfærdiges på baggrund af en ambulant mentalundersøgelse, skal
affattes på følgende måde:
1. Introduktion
Kortfattet præsentation af sagen med de væsentligste indledende oplysninger om observanden.
2. Sygdomme, kriminalitet mv. i slægten
Oplysninger om eventuel genetisk disposition, hyppigt forekommende kriminalitet i familien mv.
3. Ydre levnedsforløb
Social anamnese med oplysninger om barndomshjem, skolegang, erhvervsforløb, ægteskabelige forhold,
økonomi mv.
4. Legemlige helbredstilstand
Kort somatisk anamnese med oplysninger bl.a. om eventuelle mere alvorlige legemlige sygdomme,
psykosomatiske symptomer og sygdomme af psykiatrisk relevans, herunder neuroinfektioner, epilepsi eller
alvorlige hovedtraumer. Der bør i den forbindelse indhentes eventuelle lægebreve fra tidligere
indlæggelser, der ikke er åbenbart betydningsløse i relation til den ambulante mentalundersøgelse.
Afsnittet herom bør ligeledes indeholde nærmere oplysninger om observandens aktuelle legemlige
helbredstilstand, herunder oplysning om eventuel medikamentel eller anden behandling mod legemlig
sygdom.
5. Tidligere kriminalitet
Gennemgang af eventuelle tidligere straffesager mod observanden, som er blevet afgjort ved dom eller ved
tiltalefrafald med vilkår af betydning for den foreliggende sag. Afsnittet kan afsluttes med den pågældendes
eventuelle bemærkninger til tidligere straffesager.
6. Den nu påsigtede kriminalitet
Kort omtale af sigtelsen mod observanden – herunder på hvilket tidspunkt eller i hvilken tidsperiode, den
påsigtede kriminalitet er begået – samt et kort resumé af straffesagen baseret på sagens akter. Derefter
oplysning om observandens eventuelle egne bemærkninger til den påsigtede kriminalitet.
7. Observandens egne oplysninger om sin psykiske udvikling og tilstand
Grundig og detaljeret psykiatrisk anamnese med hovedvægt på de områder, der er af betydning for den
konkrete straffesag, som danner grundlag for den ambulante mentalundersøgelse.
8. Andres oplysninger om observandens psykiske udvikling og tilstand
Eventuelle oplysninger fra psykiatere, psykologer, familiemedlemmer mv. Dette afsnit bør opdeles
kronologisk med angivelse af observandens alder i forbindelse med de enkelte oplysninger.
9. Observandens forhold under observationen
Dette afsnit kan eventuelt udelades, men kan dog være relevant f.eks. i forbindelse med observandens
fremmøde, varetægtsfængsling, isolationsfængsling, medikamentel behandling eller lignende.
10. Psykologisk undersøgelse
Angivelse af de anvendte psykologiske tests med disses konklusioner samt diskussion af eventuelle
uoverensstemmelser mellem resultaterne af den psykologiske og den psykiatriske undersøgelse.
11. Klinisk vurdering
Sammenfatning af undersøgerens indtryk af observanden, herunder beskrivelse af eventuelle ændringer i
observandens tilstand under forløbet af undersøgelsen, omfanget af observandens medvirken ved
undersøgelsen mv.
12. Objektivt legemligt
Kortfattet oplysning om resultatet af en almindelig somatisk undersøgelse og neurologisk status, med
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
uddybning vedrørende eventuelle abnorme fund.
13. Resumé
Dette afsnit bør medtages i sager af mere vanskelig eller omfattende karakter, hvor undersøgeren
fremdrager de væsentligste elementer, diskuterer de fremkomne oplysninger, undersøgelsesresultater og
observationer samt begrunder sin opfattelse. 14. Konklusion
Konklusionen på den ambulante mentalundersøgelse bør udfærdiges kortfattet, overskueligt og med
utvetydige og klare udsagn. Den skal endvidere være egnet til fremlæggelse under sagens behandling for
retten.
I konklusionen skal undersøgeren tage stilling til de nærmere spørgsmål, anklagemyndigheden har stillet
ved rekvireringen af den ambulante mentalundersøgelse.
Findes observanden at være omfattet af straffelovens § 16, skal der i konklusionen peges på en egnet
foranstaltning efter straffelovens § 68. Findes observanden at være omfattet af straffelovens § 69, stk. 1,
skal der tages stilling til, om en foranstaltning efter § 68, 2. pkt. – og i givet fald hvilken – findes mere
formålstjenlig end almindelig straf.
På tilsvarende vis skal det anføres, hvis observanden findes at være omfattet af straffelovens § 70 om
forvaring eller § 73 om personer, der er kommet i en ikke blot forbigående tilstand af den i § 16 og § 69,
stk. 1, nævnte art efter den strafbare handlings foretagelse.
Vedkommende sygehus mv. udfærdiger en retspsykiatrisk erklæring som beskrevet ovenfor så vidt muligt
senest seks uger efter, at anklagemyndigheden har rekvireret en ambulant mentalundersøgelse og til brug
herfor fremsendt straffesagens akter. Foreligger erklæringen ikke inden dette tidspunkt, oplyser
vedkommende sygehus mv. over for anklagemyndigheden, hvad årsagen hertil er, og hvornår erklæringen
kan forventes at foreligge.
4. Betaling
Der fastsættes en enhedspris, som udgør 25.000 kr. (2000-niveau) pr. færdig retspsykiatrisk erklæring, som
er udarbejdet i tilknytning til en ambulant mentalundersøgelse. Enhedsprisen er inklusive overheadudgifter,
herunder kompensation for eventuelle merudgifter som følge af, at mentalobservander udebliver.
Fyns Amt, Nordjyllands Amt og Århus Amt påtager sig at foretage en opfølgning på udgifterne ved
gennemførelsen af ambulante mentalundersøgelser to år efter aftalens indgåelse.
5. Opsigelse
Aftalen kan af hver af parterne opsiges med 1 års varsel.
6. Ikrafttrædelse
Aftalen træder i kraft den 15. februar 2001.
Justitsministeriet
Århus Amt
Fyns Amt
Nordjyllands Amt
Afskrift:
Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 10. juni 1988 til overlæger på psykiatriske sygehuse og
sygehusafdelinger om beregningen af længstetid for ophold på psykiatrisk sygehusafdeling i henhold til
straffelovens § 69
Justitsministeriet Journ. 3. k. 1988 nr. 3610-22
3. ekspeditionskontor 10. juni 1988
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
I henhold til straffelovens § 69, stk. 1, kan retten, såfremt gerningsmanden til et strafbart forhold ved den
strafbare handlings foretagelse befandt sig i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse
eller forstyrrelse af de psykiske funktioner, i stedet for at idømme straf træffe bestemmelse om, at den
pågældende skal undergives andre foranstaltninger, f.eks. indlægges på psykiatrisk sygehusafdeling.
Skal den dømte indlægges på psykiatrisk sygehusafdeling, fastsættes ved dommen en længstetid for
opholdet, der i almindelighed ikke kan overstige 1 år, jfr. straffelovens § 69, stk. 2, 1. pkt. Under særlige
omstændigheder kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden ved kendelse fastsætte en ny
længstetid, jfr. straffelovens § 69, stk. 2, 2. pkt.
Rigsadvokaten har overfor Justitsministeriet oplyst, at der i flere tilfælde fra psykiatriske sygehusafdelinger
er rejst spørgsmål vedrørende beregningen af længstetiden, herunder hvorvidt eventuelle frivillige
indlæggelser skal medregnes.
I den anledning skal man meddele, at såvel frivillige indlæggelser som tvangsindlæggelser på psykiatriske
sygehusafdelinger efter Justitsministeriets opfattelse bør medregnes ved beregningen af længstetiden efter
straffelovens § 69, stk. 2.
Den af retten fastsatte tidsbegrænsning angår den samlede varighed af de perioder, hvori den pågældende
har været indlagt. Er der tale om flere indlæggelser, afbrudt af udskrivninger, skal der således ved
beregningen af længstetiden ske en sammenlægning af de perioder, hvori den pågældende har været
indlagt.
Ophold i dagshospital betragtes ikke som en indlæggelse, der skal medregnes.
Med henblik på anklagemyndighedens kontrol af foranstaltningens varighed skal man anmode om, at
enhver indlæggelse indenfor den af retten fastsatte længstetid indberettes til vedkommende statsadvokat.
Såfremt der skønnes at være behov for forlængelse af længstetiden, jfr. straffelovens § 69, stk. 2, bedes
dette indberettet til vedkommende statsadvokat, så vidt muligt i god tid før udløbet af den fastsatte
længstetid.
P.M.V.
E.B.
C. C. Duus
5.13 Behandlingen af straffesager vedrørende psykisk afvigende kriminelle og personer omfattet af
straffelovens § 70

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
6.0 Behandlingsformer
6.1 Behandling i psykiatrien
6.2 Fysisk aktivitet
6.0 BEHANDLINGSFORMER

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
6.1 Behandling i psykiatrien.
I de psykiatriske afdelinger foretages udredning og diagnostisering samt behandling,
pleje og rehabilitering af psykisk syge patienter. Behandlingen tilbydes både som
ambulant behandling og som indlæggelse på sengeafsnit. Mange afsnit er integrerede
åbent-lukkede afsnit, men andre steder i landet er der særskilte åbne og lukkede
afsnit.
Det er Psykiatriens opgave at varetage den behandling, hvor patientens
behandlingsbehov er kompliceret, og/eller der er behov for en tværfaglig indsats.
Al anden behandling varetages i almen praksis af almenpraktiserende læger,
praktiserende psykiatere og praktiserende psykologer.
Behandlingstilbud
Psykoterapi og samtaleterapi
Intensive ambulante behandlingsforløb
Støttende samtaler
Medicinsk behandling
Musikterapi, fysisk aktivitet og ergoterapi anvendes i varierende grad, dvs. ikke
alle steder
Psykoedukation og pårørendearbejde
Inddragelse af socialt netværk
Udvikling af psykiatrien
Tilsvarende andre specialer i sygehusvæsnet sker der i psykiatrien en stadig udvikling
af behandlingsmetoder og behandlingstilbud, både på det medicinske og det
psykoterapeutiske område samt omkring fysiske aktiviteter, musikterapi,
diætistbehandling o.l.
Forskning i psykiatrien skal sikre en fortsat udvikling af kvaliteten i behandlingen, og
det skal sikres, at forskningsresultater forankres og indarbejdes i det kliniske arbejde.
Der foreligger dokumentation for, at en tidlig opsporing og iværksættelse af intensiv
behandling af personer med behov for psykiatrisk behandling har en gunstig effekt på
det videre behandlings- og livsforløb. Mange steder i landet arbejdes der i særlige
OPUS eller TIPS team for at sikre tidlig opsporing og sikring af behandlingen.
6.1 Behandling i psykiatrien.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Hospitalspsykiatrien, også kaldet behandlingspsykiatrien omfatter den psykiatriske
behandling under indlæggelse og ambulant.
Distriktspsykiatrien, omfatter den ambulante del af hospitalspsykiatrien
Socialpsykiatrien, er de støtteforanstaltninger til personer med psykisk sygdom, der
organiseres fra kommunen. Socialpsykiatrien omfatter støtte-/kontaktpersoner,
kommunale væresteder, bosteder mv.
Anvendelse af tvang
Det kan være nødvendigt at bruge tvang for at sikre den nødvendige behandling.
Indlæggelse, tilbageholdelse og behandling ved tvang må kun finde sted, hvis
patienten er sindssyg og enten 1) er til fare for andre eller sig selv, eller 2) hvis
mulighederne for helbredelse vil forringes, såfremt behandling undlades.
Ved alle former for tvang skal patienten have en patientrådgiver. Patienter, der har en
dom til behandling eller anbringelse på psykiatrisk afdeling, skal dog ikke have
patientrådgiver, da de i forbindelse med den retslige foranstaltning har en
bistandsværge.
Den medicinske behandling
Følgende antipsykotiske præparater benyttes i den medicinske behandling.
Ved tryk på navnene, der fungerer som aktive links til medicinhåndbogen, kan data
vedrørende indikationer, dosering og bivirkninger ses.
Solian - http://medicinhaandbogen.dk/Solian.prp
Dogmatil - http://medicinhaandbogen.dk/Dogmatil.prp
Risperdal - http://medicinhaandbogen.dk/Risperdal.prp
Serdolect - http://medicinhaandbogen.dk/Serdolect.prp
Zeldox - http://medicinhaandbogen.dk/Zeldox.prp
Leponex - http://medicinhaandbogen.dk/Leponex.prp
Zyprexa - http://medicinhaandbogen.dk/Zyprexa.prp
Seroquel - http://medicinhaandbogen.dk/Seroquel.prp
Abilify - http://medicinhaandbogen.dk/Abilify.prp
Fluanxol - http://medicinhaandbogen.dk/Fluanxol.prp
Serenase - http://medicinhaandbogen.dk/Serenase.prp
Trilafon - http://medicinhaandbogen.dk/Trilafon.prp
Cisordinol - http://medicinhaandbogen.dk/Cisordinol.prp
6.1 Behandling i psykiatrien.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Truxal - http://medicinhaandbogen.dk/Truxal.prp
Nozinan - http://medicinhaandbogen.dk/Nozinan.prp
Den samlede behandlingsindsats er ofte en kombination af behandling i
distriktspsykiatrien og de kommunale tilbud. Ofte er indlæggelserne i psykiatrisk
afdeling korte.
De distriktspsykiatriske tilbud kan være intensive og opsøgende i forhold til at
fastholde patienten i behandling. Det er de opsøgende psykoseteam, som har
ressourcer til at være opsøgende og insisterende i forhold til opretholdelse af
kontakten.
Såfremt patienten vurderes at kunne følge en almindelig distriktspsykiatrisk
behandling, dvs. selv kan møde op til samtaler, behandling mv., så er pågældende
knyttet til den almindelige distriktspsykiatri.
6.1 Behandling i psykiatrien.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
6.2 Fysisk aktivitet
Fysisk aktivitet og psykiatri.
Det er ved mange lejligheder godtgjort, at fysisk aktivitet har en særdeles positiv
virkning på mennesker, som bruger en eller anden form for psykofarmaka.
På Sct. Hans har de i mange år bl. a. haft løbetræning på programmet og det har her
vist sig, at der dannes en betydelig mængde af stoffet ”noradrenalin”, som har en
gunstig virkning på samme måde som psykofarmaka.
Sct. Hans har udgivet nogle små pjecer, som fortæller om deres forsøg. Det er rigtig
spændende læsning.
Under beskrivelsen af Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland fortælles også om de
gode resultater med fysisk aktivitet.
6.2 Fysisk aktivitet

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
7.0 Spørgsmål og svar – Til/fra ministerierne
4.1.4 Arbejdsskadestyrelsen: Vedr. Forsikringsspørgsmål med hensyn til patientrådgivere og
bistandsværger, spg. 28.2.98
4.1.5 Arbejdsskadestyrelsens svar
7.2.0 Svar vedr. Rådighed over egen formue (konto) 2003
7.3.0 Svar vedr. Beskikkelse af bistandsværge november 2003
7 – Spørgsmål og svar – Til/fra ministerierne

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
7.1 Arbejdsskadestyrelsen: Vedr. forsikringsspørgsmål med hensyn til
patientrådgivere og bistandsværger, spg. 28.2.98
Arbejdsskadestyrelsen Svinninge den 28.2.1998
Æbeløgade 1
2100 København Ø
Vedrørende forsikringsspørgsmål
med hensyn til patientrådgivere og bistandsværger.
Ved Arbejdstilsynets skrivelse af 26.5.-92 m. fl. samt Amtsrådsforeningens skrivelse af
7.4. -92 og skrivelse af 1.6. -92 fra Justitsministeriet er det afgjort, at såvel
patientrådgivere som bistandsværger er omfattet af den lovpligtige
arbejdsskadeforsikring ved færden til og fra tjenesten samt under selve tjenesten som
bistandsværge / patientrådgiver (f. eks. i forbindelse med voldelige overfald ).
Da hovedparten af patientrådgivere og bistandsværger har andet hovederhverv, vil vi
gerne have afklaret, i hvilket omfang den lovpligtige ansvarsforsikring dækker fuldt ud,
altså hvorvidt en evt. skadeserstatning også dækker tabet af arbejdsfortjenesten i
forbindelse med hovederhvervet.
I modsat fald ønskes oplyst, hvorledes patientrådgivere / bistandsværger kan opnå en
sådan dækning.
Med venlig hilsen
LPD’s bestyrelse
7.1 Arbejdsskadestyrelsen: Vedr. forsikringsspørgsmål med hensyn til patientrådgivere og bistandsværger,
spg.28.2.98

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
7.1.1 Arbejdsskadestyrelsens svar
Arbejdsskadestyrelsen 2.7.1998
Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark
Vedr. udmåling af erhvervsevnetab, når en anerkendt skade er sket under udførelse af bierhverv.
De har i brev af 28. februar 1999 spurgt, hvorvidt den lovpligtige arbejdsskadeforsikring dækker det
samlede erhvervsevnetab, når skaden er sket under udførelse af bierhverv. Altså om et eventuelt tab af
erhvervsevne indenfor hovederhvervet også vil blive medtaget i erhvervsevnetabsvurderingen efter skaden
i bierhvervet.
Hertil kan Arbejdsskadestyrelsen oplyse, at det er skadens faktiske betydning for den skadelidtes
indtjeningsevne eller erhvervsmuligheder, der lægges til grund ved afgørelsen af erhvervsevnetabet som
følge af en arbejdsskade.
Det betyder i praksis, at når Arbejdsskadestyrelsen vurderer et erhvervsevnetab som følge af en
arbejdsskade, er det den skadelidtes erhvervsmuligheder samt evne for at skaffe sig samme indtjening efter
skaden, der lægges til grund.
Det vil sige, at hvis en skade opstået i bierhverv har nedsat erhvervsevnen i hovederhvervet, vil dette
blive medtaget i vurderingen af erhvervsevnetabet efter skaden.
Tabt arbejdsfortjeneste er ikke omfattet af lov om sikring mod følger af arbejdsskade, og dermed ikke
omfattet af den lovpligtige arbejdsskadeforsikring.
Tabt arbejdsfortjeneste er derimod et begreb i erstatningsansvarsloven. Efter erstatningsansvarsloven § l er
det den, der er erstatningsansvarlig for en personskade, der skal betale erstatning for bl.a. tabt
arbejdsfortjeneste. De nærmere regler om tabt arbejdsfortjeneste findes i erstatningsansvarsloven § 2.
7.1.1 Arbejdsskadestyrelsens svar

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
7.2 Svar vedr. rådighed over egen formue (konto) 2003
Justitsministeriet d. 4. nov. 2003
Civil- og Politiafdelingen
Kontor: Civilkontoret
Sagsbeh.: Christian Dahl Hesthaven
Sagsnr.: 2003-220-0075
Dok.: DBJ20430
Ved brev af 22. marts 2003 har De på vegne af (navn), der er anbragt i (retspsyk. afdeling), anmodet
Justitsministeriet om at oplyse, hvorvidt personalet på afdelingen er berettiget til at bestemme over
(navn)s penge, herunder at forhindre ham i at indkøbe et radioanlæg til 55.000 kr.
Justitsministeriet skal i den anledning oplyse, at ministeriet ikke kan tage stilling til den kon krete sag.
Justitsministeriet kan imidlertid generelt oplyse, at en person, der er over 18 år, som udgangspunkt har
ret til at råde over egen formue.
Det følger imidlertid af værgemålslovens 1) § 5, at der kan iværksættes værgemål for den, der på
grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for
alvorligt svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender, hvis der er behov for det.
Det følger endvidere af værgemålslovens § 6, stk. l, at i forbindelse med de værgemål efter § 5, der
omfatter økonomiske forhold, kan den retlige handleevne fratages, hvis dette er nødvendigt for at
hindre, at den pågældende udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser for fare for
at forringes væsentligt, eller for at hindre økonomisk udnyttelse.
1} Værgemålslov, lov nr. 388 af 14. juni 1995.
Den, der er frataget handleevnen, er umyndig og kan ikke selv forpligte sig ved retshandler eller
råde over sin formue, medmindre andet er bestemt, jf. værgemålslovens § 6, stk. 2.
Det bemærkes, at værgemålsloven er tilgængelig på hjemmesiden www.retsinfo.dk.
Justitsministeriet foretager sig ikke yderligere i anledning af Deres henvendelse. Ministeriet beklager
den sene besvarelse.
Med venlig hilsen
Christian Dahl Hesthaven.
7.2 Svar vedr. rådighed over egen formue (konto) 2003

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
7.3 Svar vedr. Beskikkelse af bistandsværge november 2003
Justitsministeriet d. 7. nov. 2003
Civil- og Politiafdelingen
Næstformand i LPD Kontor: Civilkontoret
Sagsbeh.: Christian Dahl Hesthaven
Sagsnr.: 2002-220-0069
Dok.: CHE20524
Til LPD
Beskikkelse af bistandsværger
Ved brev af 19. november 2002 har Landsforeningen af Patientrådgivere og Bistandsværger i Danmark rettet
henvendelse til Justitsministeriet på baggrund af en række spørgsmål fra (Navn) i anledningen hans
beskikkelse som bistandsværge.
Justitsministeriet er af principielle årsager meget tilbageholdende med at udtale sig om sager, som er afgjort
ved domstolene - i dette tilfælde for så vidt angår spørgsmålet om (Navn)s beskikkelse som bistandsværge i
en konkret sag.
Justitsministeriet kan dog generelt oplyse, at de grundlæggende regler om beskikkelse af bistandsværger
fremgår af straffelovens § 71. Efter bestemmelsens stk. l kan der af retten beskikkes en bistandsværge for
tiltalte, såfremt der bliver tale om at dømme en tiltalt til anbringelse eller forvaring efter reglerne i lovens §§
68-70. Er en tiltalt dømt til anbringelse som nævnt i § 71, stk. l, eller giver afgørelsen mulighed for en sådan
anbringelse af den dømte, skal der beskikkes en bistandsværge.
Der sondres således mellem fakultativ beskikkelse før dommen og obligatorisk beskikkelse efter dommen.
Om baggrunden for denne sondring anføres i betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige
særforanstaltninger, s. 146, at det før dommens afsigelse er tilstrækkeligt, at der er mulighed for
værgebeskikkelse, bl.a. fordi det kan forudsættes, at tiltaltes interesser på dette stadium af sagen i
almindelighed vil blive varetaget af forsvareren, mens det ved eller efter domsafsigelsen findes rigtigt, at der
skal beskikkes en bistandsværge.
Det beror på en konkret vurdering, om der forud for domsafsigelsen er behov for beskikkelse af en
bistandsværge. Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at den sigtede eller tiltaltes behov for at få en
bistandsværge beskikket bør vurderes i alle sager, hvor der kan blive tale om dom til anbringelse. I
tilfælde, hvor den sigtede eller tiltalte under straffesagens behandling anbringes på psykiatrisk afdeling i
7.3 Svar vedr. Beskikkelse af bistandsværge november 2003

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
henhold til retskendelse, bør spørgsmålet om beskikkelse af bistandsværge i almindelighed rejses
over for retten, jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 25. januar 1996 om bistandsværger.
Reglerne om beskikkelse af bistandsværger i § 71, stk. l - 2, suppleres, jf. § 71, stk. 3, af de nærmere
regler i Justitsministeriets bekendtgørelse om bistandsværger. Her fremgår det af bekendtgørelsens
§ 4, at når politiet skønner, at der kan blive tale om at beskikke en bistandsværge for en sigtet
eller tiltalt, skal spørgsmålet (af politiet) rejses over for retten på så tidligt et tidspunkt, at den, der
eventuelt beskikkes, får mulighed for at være til stede under sagens behandling.
Med hensyn til hvornår en beskikket bistandsværge har krav på vederlag, er det fastsat i bekendtgørelsen,
at en bistandsværge, som er optaget på statsamtets fortegnelse over bistandsværger,
og som af retten beskikkes som bistandsværge, har krav på et vederlag på 1.200 kr., jf.
bekendtgørelsens § 18, stk. 1.
I de tilfælde, hvor en bistandsværge - der er optaget på fortegnelsen over bistandsværger -først
beskikkes efter, at dom er afsagt, udgør vederlaget 1.600 kr. årligt. Herudover har bistandsværgen
krav på 1.200 kr. for hver påbegyndt 3. måned, hvor den dømte i henhold til dommen er indlagt på
psykiatrisk sygehus/sygehusafdeling, anbragt på institution eller lignende, jf. bekendtgørelsens §
18, stk. 2.
Hvis bistandsværgen både er beskikket under straffesagens behandling og efter dommen, har den
pågældende krav på vederlag efter såvel § 18, stk. l, som § 18, stk. 2.
Det følger af bekendtgørelsens § 18, at en bistandsværges krav på vederlag forudsætter, at den
pågældende bistandsværge er beskikket af retten. Bistandsværgen har således først fra beskikkelsestidspunktet
(rettens beskikkelse af den pågældende bistandsværge) krav på vederlag og er
ligeledes først fra dette tidspunkt underlagt de rettigheder og forpligtelser, der følger af bekendtgørelsens
kapitel 5.
I tilfælde, hvor anklagemyndigheden har indkaldt en bistandsværge til et retsmøde i en straffesag,
opnår den pågældende bistandsværge herefter først krav på vederlag efter bekendtgørelsens § 18,
når (hvis) retten beskikker ham som bistandsværge for den sigtede/tiltalte. For så vidt angår
spørgsmålet om en bistandsværges adgang til at være til stede under et retsmøde, kan
Justitsministeriet generelt oplyse, at retsmøder som udgangspunkt er offentlige, jf. retsplejelovens §
28 a, stk. 1. Retten kan dog bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre (dørlukning).
Reglerne om dørlukning er fastsat i retsplejelovens §§ 29 - 29 e.
En dørlukning under straffesagen vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke medføre, at en bistandsværge,
som er blevet beskikket for tiltalte, skal forlade retslokalet.
En bistandsværge, der først beskikkes af retten efter at dommen er afsagt, vil ikke have ret til at overvære
et retsmøde i straffesagen, såfremt der af retten er truffet bestemmelse om dørlukning. Efter retsplejelovens
§ 29 e kan retsformanden dog, når særlige grunde taler for det, give andre end dem, der har med sagen at
gøre, tilladelse til at overvære et retsmøde, der afholdes for lukkede døre.
7.3 Svar vedr. Beskikkelse af bistandsværge november 2003

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Justitsministeriet foretager sig ikke yderligere i anledningen af Deres henvendelse.
Med venlig hilsen
Lene Aagaard
7.3 Svar vedr. Beskikkelse af bistandsværge november 2003

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
9.0 Arbejdsforhold og økonomi
Indhold
9.1.0 Rigspolitichefens vejledning om vederlag og godtgørelser for bistandsværger (2012)
9.1.1 Indledning og formål
9.2.0 Vederlag til bistandsværger, herunder godtgørelser
9.4.0 Vederlag til patientrådgivere
9.5.0 Lempet fradrag for kontrollabelt arbejde, efterløn
9 – ARBEJDSFORHOLD OG ØKONOMI

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1 Indledning
Formålet med denne vejledning er at vejlede om reglerne om vederlag og godtgørelse til
bistandsværger i medfør af bistandsværgebekendtgørelsen (nr. 947 af 24. september 2009),
Reglerne herom findes i bekendtgørelsens §§ 18 og 19, som vil blive behandlet nedenfor.
Reglerne om bistandsværger findes i straffelovens § 71 samt bistandsværgebekendtgørelsen.
Ifølge straffelovens § 71, stk. l, kan retten beskikke en bistandsadvokat for den tiltalte,
såfremt der bliver tale om at dømme den pågældende til anbringelse i en institution eller i
forvaring efter reglerne i straffelovens §§ 68-70. Bistandsværgen skal sammen med den
beskikkede forsvarer bistå den tiltalte under sagens behandling.
Det følger endvidere afstraffelovens § 71, stk. 2, at hvis den tiltalte er dømt til anbringelse
som nævnt i stk. l, eller hvis afgørelsen giver mulighed for sådan anbringelse, skal der
beskikkes en bistandsværge, Bistandsværgen skal holde sig underrettet om den dømtes
tilstand og drage omsorg for, at opholdet og andre foranstaltninger ikke udstrækkes
længere end nødvendigt.
Det fremgår videre af bistandsværgebekendtgørelsens § 8, stk. 2, at bistandsværgen skal
rådgive og vejlede den sigtede, tiltalte eller dømte om klageadgang, herunder i henhold til
lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, samt om muligheden for at søge en
idømt foranstaltning ændret eller ophævet. Bistandsværgen skal endvidere bistå den
pågældende med at udforme eventuelle klageskrivelser og anmodninger om
foranstaltningsændring eller -ophævelse samt yde bistand ved behandlingen af disse sager.
Vedrørende reglerne for beskikkelse af bistandsværger henvises til RM nr. 5/2007,
afsnit 11.
9.1.1 Indledning vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Rigspolitiets vejledning om vederlag og godtgørelse til bistandsværger
1. Indledning
2. Vederlag til bistandsværger, som er optaget på statsforvaltningernes fortegnelser
2.1 Beskikkelse under straffesagens behandling, jf. bkg. §18, stk. l
2.2 Beskikkelse efter dom- årsvederlag, jf. bkg. §18. stk. 2, l pkt.
2.3 Beskikkelse efter dom— 3-måneders vederlag, jf. bkg. § 18, stk. 2, 2. pkt.
3. Mulighed for forhøjelse og nedsættelse af vederlaget, jf. bkg. § 19, stk. 2
4. Godtgørelse til befordring, overnatning og måltider til bistandsværger,
som er optaget på statsforvaltningens fortegnelse, jf. bkg. § 18, stk. 3.
4.1 Befordring
4.2 Overnatning og måltider
5. Godtgørelse til befordring, overnatning og måltider til bistandsværger, som er
en sigtet, tiltalt eller dømtes nærmeste pårørende, jf. bkg. § 18, stk. 4.
6. Beskikkelsens ophør
7. Udbetaling af vederlag og godtgørelse
7.1 Godtgørelse
Bilag: se 2.2.7. i håndbog 1
Bistandsværgebekendtgørelsen (nr. 947 af 24. september 2009)
9.1.1 Indledning vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2. Vederlag til bistandsværger, som er optaget på statsforvaltningernes
fortegnelser
En bistandsværge, som er optaget på en statsforvaltnings fortegnelse, modtager vederlag
for sit arbejde efter reglerne i bekendtgørelsens § 18, stk. l og stk. 2, Der skal udbetales
vederlag for laver sigtet, tiltalt eller dømt, den pågældende er beskikket for.
Vederlaget i § 18, stk. l og 2, dækker - ud over honorar for det arbejde, som bistandsværgen
har i forbindelse med blandt andet besøg, retsmøder, klagesager m.v. -
tillige de udgifter der er forbundet med hvervet, herunder udgifter til telefon m,-v., jf.
bekendtgørelsens § 19, stk. l,
I det følgende gennemgås de forskellige typer af vederlag og godtgørelse, som en
bistandsværge kan modtage,
2.1 Beskikkelse under straffesagens behandling, jf. bkg. § 18, stk. l
Når en bistandsværge er beskikket for en person, der er sigtet eller tiltalt, modtager
bistandsværgen et vederlag for sit arbejde under straffesagens behandling.
Vederlaget til bistandsværger for en sigtet eller tiltalt under straffesagens behandling er
1.435 kr. (grundbeløb pr. 1. april 2012), jf. § 18, stk. 1
Vederlaget udbetales, når politikredsen fra retten modtager meddelelse om-beskikkelsen.
Retten kan men har ikke pligt til at beskikke en bistandsværge før dommen, jf.
straffelovens §71.
Såfremt bistandsværgen ikke er beskikket forud for domsafsigelsen, er der ikke
hjemmel i § 18, stk. l, til at udbetale vederlag,
Politikredsene skal derfor være opmærksomme på ikke at skrive til den pågældende som
bistandsværge, f eks. ved orientering om retsmøder mv., hvis den pågældende endnu ikke
er blevet beskikket af retten, da det kan give den pågældende en berettiget forventning om
honorering i sagen, Såfremt dette alligevel er sket, har Justitsministeriet som
regeludstedende myndighed mulighed for at dispensere
9.2.0. Vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
fra reglerne. Justitsministeriet skal derfor i det enkelte tilfælde tilskrives herom,
således at ministeriet kan træffe afgørelse om eventuel udbetaling af vederlag. Selv
om Justitsministeriet ikke finder, at der skal udbetales vederlag i medfør af § 18, stk. l,
kan der være skabt en sådan berettiget forventning om vederlag, at kredsen bliver
erstatningsansvarlig over for bistandsværgen.
2.2 Beskikkelse efter dom – årsvederlag, jf. bkg. § 18, stk. 2,1. pkt.
Når en bistandsværge er beskikket for en dømt, udbetales der et årligt
grundbeløb til bistandsværgen på 1.913 kr. (grundbeløb pr. 1. april 2012), jf §
18, stk. 2, 1. pkt.
Årsvederlaget udbetales første gang, når politikredsen modtager meddelelse om
beskikkelsen efter dom.
Politikredsen udbetaler vederlag af egen drift en gang årligt, så længe bistandsværgen
er beskikket for den pågældende,
2.3 Beskikkelse efter dom - 3-måneders vederlag, jf. bkg. § 18 stk. 2, 2.
pkt.
Det fremgår af bistandsværgebekendtgørelsens § 18, stk. 2, 2. pkt., at der skal
udbetales et vederlag på 1.435 kr. (grundbeløb pr. 1. april 2012) til bistandsværgen
for hver påbegyndt 3. måned, hvor den dømte er anbragt i henhold til
dommen. For at en bistandsværge kan få udbetalt et 3-måneders vederlag i
medfør af bekendtgørelsens § 18, stk. 2, 2. pkt., er der to betingelser, der skal
være opfyldt.
Det er således en forudsætning, at den dømte er:
1) Anbragt i henhold til dommen. Bistandsværgen kan kun få udbetalt 3-
måneders vederlag, hvis muligheden for indlæggelse er udnyttet. Det er
ikke tilstrækkeligt, at den dømte har faet en ambulant behandlingsdom
med mulighed for indlæggelse.
2) Indlagt tvangsmæssigt. Der kan således ikke udbetales 3-måneders veder--
lag, hvis den dømte er indlagt frivilligt eller ikke er indlagt.
Det er bistandsværgen selv, der skal anmode om vederlaget for hver påbegyndt
3. måned. Bistandsværgen skal så vidt muligt vedlægge dokumentation for, at
den dømte er anbragt tvangsmæssigt i henhold til dommen.
9.2.0. Vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Såfremt kredsen er i tvivl om, hvorvidt den dømte er anbragt i henhold til dommen,
og om der er tale om en tvangsmæssig anbringelse, kan kredsen rette en
forespørgsel til tilsynsmyndigheden om, hvorvidt anbringelsen er sket i henhold
til dommen., og om den er tvangsmæssig,
Vederlaget til bistandsværgen beregnes fra det tidspunkt, hvor den dømte
anbringes i henhold til dom.
Baggrunden for, at bistandsværgen er berettiget til 3-måneders vederlag, er> at
en bistandsværge har flere opgaver, når beskikkelsen vedrører en person, der er
anbragt i henhold til en dom, end hvis beskikkelsen er for en dømt, der ikke er
underlagt sådanne tvangsforanstaltninger.
Vederlaget udbetales for det ekstra arbejde, der er forbundet med at have en
klient, der er anbragt i henhold til dom. Vederlaget dækker det merarbejde, der
er i hele 3-måneders perioden, uanset hvor mange indlæggelser, der er i
perioden, og uanset hvor længe indlæggelserne varer.
Såfremt den dømte bliver indlagt og udskrevet flere gange i løbet af samme 3-måneders
periode, er der således alene hjemmel til at udbetale ét 3-måneders
vederlag til bistandsværgen.
Såfremt den dømte undviger en anbringelse i henhold til dom, er der ikke hjemmel
til at udbetale 3- måneders vederlag for denne periode.
Nedenfor er medtaget eksempler på, hvordan Rigspolitiet har taget stilling til,
hvorvidt en række forskellige situationer berettiger til 3-måneders vederlag til
den beskikkede bistandsværge i medfør af § 18, stk. 2, 2. pkt.
Sag l — vurdering af anbringelse i henhold til dom
I denne sag var den pågældende blevet dømt til behandling på
psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at
Kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe
bestemmelse om genindlæggelse.
9.2.0. Vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12
Bistandsværgen klagede over politikredsens afgørelse om ikke at
udbetale 3-måneders vederlag, da den dømte var blevet visiteret til
et socialpsykiatrisk døgninstitutionsophold, hvor der var massiv
personaleopdækning døgnet rundt Politikredsen fandt, at den
dømtes ophold på stedet, der var et botilbud for personer med en
sindslidelse, som ikke var i stand til at klare sig selv i egen bolig,
men som ikke længere havde brag for indlæggelse, ikke kunne
sidestilles med en indlæggelse eller en anbringelse i henhold til
dommen og derfor ikke var omfattet af bekendtgørelsens § 18, stk.
2, 2 pkt.
Rigspolitiet stadfæstede politikredsens afgørelse og lagde blandt andet
vægt på, at den dømte både forud for og efter dommen havde
opholdt sig på bostedet, ligesom Kriminalforsorgen havde oplyst, at
den dømte ikke havde været anbragt i henhold til dom. Rigspolitiet
fandt således ikke, at opholdet på bostedet var en anbringelse i
henhold til dom.
Sag 2 — vurdering af anbringelse i henhold til dom
I denne sag var den pågældende blevet dømt til behandling på psykiatrisk
afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at
Kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe
bestemmelse om genindlæggelse,
Bistandsværgen klagede over politikredsens afgørelse om ikke at
udbetale 3-måneders vederlag i hele tidsrummet fra den 14, juli
2007 til den 12. juli 2009, Politikredsen fandt, at der kun skulle
udbetales 3-måneders vederlag i de perioder, den dømte havde
været indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til dommen. Den
dømte havde før og i perioderne mellem indlæggelserne opholdt
sig på to forskellige bosteder.
Rigspolitiet stadfæstede politikredsens afgørelse, idet det fremgik af
sagen, at det ene bosted kun tilbød socialpædagogisk behandling, ligesom
det andet bosted var et frivilligt opholdssted for sindslidende
personer, der ikke kendte til normale regler for færden i
samfundet. Rigspolitiet fandt herefter ikke, at ophold på de to
pågældende steder var anbringelser i henhold til dommen,
ligesom Rigspolitiet lagde
9.2.0. Vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12
vægt på, at den dømte i perioder havde været indlagt på en psykia-
trisk afdeling i henhold til dommen, for hvilke perioder der var udbetalt
vederlag. Endvidere havde Kriminalforsorgen oplyst, at den dømte kun i
de nævnte perioder havde været indlagt i henhold til dom.
Sag 3 — undvigelse fra psykiatrisk afdeling
I denne sag blev den pågældende fundet utilregnelig jf.
straffelovens § 16, stk. l, ligesom den pågældende blevet dømt til
anbringelse på psykiatrisk afdeling med en længstetid på 5 år for
foranstaltningen jf straffelovens § 68 a, stk. l, og stk. 2.
Den dømte var undveget fra den psykiatriske afdeling, hvor han var
indlagt i henhold til dommen, i en periode på godt og vel 5
måneder.
Bistandsværgen klagede over politikredsens afgørelse om ikke at
udbetale 3-rnåneders vederlag for den periode, hvor den dømte
var undveget fra den psykiatriske afdeling.
Rigspolitiet stadfæstede politikredsens afgørelse, idet Rigspolitiet
fandt, at forudsætningen for at udbetale et 3 måneders vederlag
var, at den dømte var anbragt i henhold til dom. Rigspolitiet
bemærkede, at i perioden, hvor den dømte var undveget, skulle
bistandsværgen ikke drage omsorg for, at opholdet ikke blev
udstrakt længere end nødvendigt, ligesom bistandsværgen ikke
skulle rådgive og vejlede om bl.a. klageadgang mv. Bistandsværgen
havde således ikke i denne periode være pålagt flere opgaver
vedrørende sin klient, end hvis klienten ikke havde været anbragt i
henhold til dorn - og grundlaget for 3-måneders vederlaget var
derfor ikke længere til stede.
Sag 4 — vederlag ved farlighedsdekret om anbringelse på
Sikringsafdelingen
I denne sag blev den pågældende dømt til behandling på psykiatrisk-
afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen
under udskrivning, således at Kriminalforsorgen i sammen med
overlægen kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse.
9.2.0. Vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Den dømte var indlagt i henhold til dom på en retspsykiatrisk afdeling fra
september 2010. I juli 2011 udstedte Justitsministeriet et farlighedsdekret
i medfør af psykiatrilovens § 40, hvorefter den dømte skulle
anbringes i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk Afdeling, Region
Sjælland, Spørgsmålet var herefter, om bistandsværgen også efter
Justitsministeriet udstedelse af farlighedsdekret og den dømtes overførsel
til Sikrings- afdelingen var berettiget til 3-månedersvederlag.
Rigspolitiet vurderede, at bistandsværgen fortsat var berettiget til 3~
måneders vederlag efter bekendtgørelsens § 18, stk. 2, nr. l, idet
dommen ikke var ophævet, og idet det fremgår af psykiatrilovens §
40, stk. 4, at ved et farlighedsdekret om anbringelse på
Sikringsafdelingen beskikkes der alene en patientrådgiver i tilfælde,
hvor den pågældende ikke i forvejen har én patientrådgiver eller en
bistandsværge.
3. Mulighed for forhøjelse og nedsættelse af vederlaget, jf. bkg. § 19,
stk. 2
Det fremgår af bistandsværgebekendtgørelsens § 19, stk. 2, at politiet i ganske
særlige tilfælde under hensyn til arbejdets omfang kan forhøje eller nedsætte
de i § 18, stk. l og stk. 2, nævnte beløb.
Forhøjelse af de normale takster forudsætter således en helt ekstraordinær
situation, hvor de tiltag og det tidsforbrug, som bistandsværgen har brugt på
sagen, ligger væsentlig udover, hvad der normalt forventes ved hvervet som
bistandsværge. En sådan situation kan eksempelvis tænkes at foreligge ved
særligt komplicerede og tidskrævende forløb, hvor bistandsværgens assistance
er påkrævet væsentligt hyppigere og over en længere periode end normalt, Det
kan f.eks. være tilfældet ved en meget langstrakt og kompliceret straffesag, hvor
der alene er hjemmel til at udbetale et vederlag efter § 18. stk. 1.
Der er ligeledes mulighed for nedsættelse af vederlaget til en bistandsværge,
hvor det tidsforbrug, som bistandsværgen har bragt på sagen, ligger væsentligt
under, hvad der kan forventes ved hvervet som bistandsværge. En sådan
situation kan eksempelvis tænkes at foreligge, hvor bistandsværgen har været
beskikket kortvarigt, inden der sker en ombeskikkelse, hvor der ved
udbetalingen af det sidste
9.2.0. Vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
årsvederlag er meget kort tid til udløbet af længstetiden, eller hvor det fremgår, at
bistandsværgen har forsømt sine pligter som bistandsværge og således ikke
har draget omsorg for den tiltalte, sigtede eller dømte, eller har undladt at rådgive og
vejlede den pågældende i en sådan grad, at beskikkelsen reelt har været uden betydning.
Både en nedsættelse og en forhøjelse af vederlaget vil altid bero på en konkret
og individuel vurdering af omstændighederne i sagen og vil kun i ganske særlige
tilfælde være relevant.
4. Godtgørelse til befordring, overnatning og måltider til
bistandsværger, som er optaget på statsforvaltningernes fortegnelser, jf.
bkg. § 18. stk. 3
Bistandsværger på statsforvaltningernes fortegnelse har krav på godtgørelse til
befordring og om nødvendigt for overnatning i forbindelse med retsmøder og klientbesøg
efter de for ansatte i staten gældende regler. Ved overnatning ydes der
endvidere godtgørelse til måltider efter de for ansatte i staten gældende regler
jf. bistandsværgebekendtgørelsens § 18, stk. 3.
Godtgørelsen af de nævnte udgifter sker ved bistandsværgens anmodning
herom til politiet, Bistandsværgen skal oplyse om tidspunktet for rejsen, hvilken
sigtet, tiltalt eller dømt, rejsen vedrører, formålet med rejsen samt rejsemålet.
4.1 Befordring
Reglerne om godtgørelse til befordring for ansatte i staten fremgår af Personalestyrelsens
cirkulære af 30. juni 2000 om tjenesterejseaftalen, I aftalens § 14 om
privat transport er det bestemt, at for kørsel i privat bil eller på privat
motorcykel udbetales godtgørelse pr, km efter lav sats. Det fremgår ligeledes af
Personaleadministrativ Vejledning 2006, som senest er revideret den 21.
december 2011, at hovedreglen er, at befordringsgodtgørelse for kørsel i privat
bil udbetales efter lav sats. Ved denne godtgørelse dækkes de variable udgifter
ved kørslen, det vil sige benzin, slid afdæk, værditab og vedligeholdelse.
Satsen reguleres hver den 1. januar og fremgår af det til enhver tid gældende
satsreguleringscirkulære.
9.2.0. Vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Befordringsgodtgørelse efter høj sats forudsætter, at der Ira tjenestestedet er
udfærdiget en skiftlig kørselsbemyndigelse, En sådan bemyndigelse udfærdiges kun,
hvis der med en stilling er forbundet regelmæssig kørsel af større omfang eller af
speciel art. Det fremgår af Personaleadministrativ Vejledning 2006, at den høje sats er
beregnet til ansatte, der forudsættes at stille bil til rådighed i forbindelse med deres
arbejde, eller som efter tjenestestedets vurdering kun vanskeligt kan bestride dette,
hvis de ikke kører i privat bil. Disse forudsætninger gør sig generelt ikke gældende i
forbindelse med varetagelsen af hvervet som bistandsværge, hvorfor der som absolut -
udgangspunkt alene udbetales befordringsgodtgørelse til bistandsværger efter lav sats,
4.2 Overnatning og måltider
Godtgørelse for overnatning og måltider i forbindelse med retsmøder og nødvendige
klientbesøg følger reglerne i Personalestyrelsens cirkulære af 30, juni 2000 om
tjenesterejseaftalen. Udgangspunktet er, at der på tjenesterejser i Danmark og på
Færøerne, som er forbundet med overnatning, og som minimum varer 24 timer,
udbetales time- dagpenge, jf aftalens § 20. Ved afgørelse af, hvorvidt der skal
udbetales godtgørelse for overnatning, skal politikredsen vurdere, om bistandsværgen,
såfremt denne foretager daglige hen- og tilbagerejser, kan opholde sig 8
timer på sin sædvanlige bopæl. Såfremt bistandsværgen i forbindelse med f.eks.
retsmøder og klientbesøg ikke kan opholde sig 8 timer inden for det samme døgn på
sin sædvanlige bopæl, skal rimelige udgifter for overnatning refunderes mod behørig
dokumentation.
Såfremt bistandsværgen foretager rejser, der varer mindre end 24 timer, refunderes
rimelige udgifter til måltider o.! mod dokumentation, jf. aftalens § 19. Rejserne skal
være foretaget i forbindelse med retsmøder og nødvendige klientbesøg, der ikke er
forbundet med overnatning.
5. Godtgørelse til befordring overnatning og måltider til
bistandsværger, der er en sigtet tiltalt eller dømts nærmeste
pårørende jf. bkg. §18. stk. 4
Bistandsværger, som er nærmeste pårørende til en sigtet, tiltalt eller dømt, og som ikke
er udpeget på baggrund af at være optaget på statsforvaltningernes fortegnelser over
bistandsværger, er alene berettiget til godtgørelse til befordring og om
nødvendigt overnatning og måltider i forbindelse med deltagelse i retsmøder og
for indtil fembesøgsrejser årligt, j£ bekendtgørelsens § IS, stk. 4.
Udbetalingerne følger reglerne i Personalestyrelsens cirkulære af 30. juni
9.2.0. Vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2000 om tjenesterejseaftalen. Der henvises til gennemgangen heraf i afsnit 4,
Godtgørelsen af de nævnte udgifter sker ved bistandsværgens anmodning
herom til politiet. Bistandsværgen skal oplyse om tidspunktet for rejsen,
hvilken sigtet, tiltalt eller dømt, rejsen vedrører, formålet med rejsen samt
rejsemålet.
6. Beskikkelsens ophør
En beskikkelse som bistandsværge kan ophøre på følgende måder:
1. Beskikkelsen som bistandsværge for en sigtet eller tiltalt under straffesa-
gens behandling ophører, såfremt retssagen ikke fører til, at der afsiges
dom til anbringelse i psykiatrisk sygehus eller sygehusafdeling, i instituti-
on for personer med vidtgående psykiske handicap eller i forvaring m.v.
eller dom, der giver mulighed for sådan anbringelse (straffelovens §§ 68-
70 o g bistands værgebekendt gør els en § 16, stk. 1).
2. Beskikkelsen som bistandsværge for en dømt ophører, når den idømte for-
anstaltning udløber eller endeligt ophæves af retten (straffelovens § 71,
stk. 2, o g bistandsværgebekendtgørelsen § 16, stk. 2).
Det er de regionale statsadvokater, som har pligt til at påse, at en foranstaltning
ikke opretholdes i længere tid og videre omfang end
nødvendigt (straffelovens § 72, stk. 1).
Såfremt statsadvokaten ikke har indbragt spørgsmålet om forlængelse
af længstetiden for retten, bortfalder foranstaltningen uden videre, og
beskikkelsen af bistandsværgen ophører automatisk på datoen for
foranstaltningens udløb. Der er ikke noget krav om, at bistandsværgen
skal underrettes i denne situation, og det er således bistandsværgens
eget ansvar at holde sig underrettet herom.
Hvis statsadvokaten inden foranstaltningens udløb har indbragt
spørgsmålet om forlængelse af længstetiden for retten, kan
forlængelse ske efter
9.2.0. Vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
længstetidens udløb, jf. U2009.940.1 den nævnte sag blev den domfældte den
15. januar 2003 for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 252, stk. l, i medfør
afstraffelovens § 16, stk. l, jf. § 68, 2. pkt. idømt en foranstaltning med en
længstetid på 5 år. Den 27. november 2007 anmodede anklagemyndigheden om
forlængelse af længstetid en. Den 14. marts 2008 afviste byretten anmodningen
med den begrundelse, at rettens afgørelse om forlængelse skulle være truffet
inden foranstaltningens udløb, hvilket ikke var sket. Landsretten ophævede
byrettens afgørelse, idet straffelovens § 68 a, stk. l, 3. pkt. måtte forstås således,
at forlængelse kan ske, når anklagemyndigheden har indbragt spørgsmålet om
forlængelse inden længstetidens udløb.
Bistandsværgen er i sådanne situationer berettiget til vederlag, indtil
retten har truffet afgørelse i sagen,
Såfremt statsadvokaten har indbragt spørgsmålet for retten, orienteres
bistandsværgen herom fra den pågældende statsadvokat, ligesom
bistandsværgen vil blive indkaldt til retsmødet vedrørende spørgsmålet
om, hvorvidt der skal ske forlængelse.
3. Beskikkelsen som bistandsværge ophører, hvis den beskikkede bistands
værge udskiftes med en anden (§ 16, stk. 3).
Såfremt beskikkelsen som bistandsværge ophører efter bestemmelserne i § 16,
stk. l og 2, bistår bistandsværgen dog den sigtede, tiltalte eller dømte i
forbindelse med klager, som var iværksat på tidspunktet for beskikkelsens
ophør. Vederlag for dette vil som udgangspunkt være indeholdt i det allerede
udbetalte honorar.
7. Udbetaling af vederlag og godtgørelse
Ved anvisning af vederlag og godtgørelse skal blanket P706-06 benyttes som
regnskabsbilag. Blanketten kan udleveres til bistandsværgerne til brug for eventuel
anmodning om anvisning af vederlag og godtgørelse.
Vederlag, som udbetales til en bistandsværge, skal medregnes i
bistandsværgens skattepligtige indkomst. Ved brug af eIndkomst på skat.dk
9.2.0. Vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
dannes og udskrives der en lønseddel. Det skal fremgå af lønsedlen, hvilken
klient der udbetales veder-
9.2.0. Vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
lag eller godtgørelse for, hvilket vederlag eller hvilken godtgørelse, der er tale om,
perioden samt beløbets størrelse. Dette kan evt. ske ved, at en kopi af P706-06
påhæftes lønsedlen.
Af revisionsmæssige årsager skal der i politikredsen oprettes en oversigt over verserende
sager, hvori der er beskikket bistandsværger fra fortegnelsen. Oversigten
skal indeholde statsforvaltningens fortegnelse over antagne bistandsværger i politikredsen,
jfr. bistandsværgebekendtgørelsens § 2, samt kopi af retternes
bistandsværgebeskikkelser. Sagen kan udtages af oversigten 6 måneder efter
ophør af en bistandsværgebeskikkelse.
Vederlaget bogføres på delregnskab 4, konto 22.70,64. Bistandsværger. I samme
bilagsnummer bogføres feriepengebeløbet (12 ½ % af vederlaget). Beløbet bogføres
ligeledes på delregnskab 4, konto 22.70.64. Bistandsværger.
Indeholdt A-skat krediteres på konto 97.27.01. og indeholdt
arbejdsmarkedsbidrag krediteres på konto 97,27.02, Indeholdte feriepenge til
afregning krediteres på konto 97.50.08.
Der skal foretages månedsvis afregning af indeholdt A-skat og
arbejdsmarkedsbidrag. Indeholdte feriepenge skal afregnes kvartalsvis iht.
opkrævningen fra Feriekonto. Alle beløb skal afstemmes med Navision og
eIndkomst inden afregning.
7.1. Godtgørelse
Godtgørelse til befordring, overnatning og måltider skal ikke medregnes i bistandsværgens
skattepligtige indkomst. Det bemærkes dog, at godtgørelse for
kørsel i egen bil skal indberettes til SKAT som oplysningspligtige ydelser.
Godtgørelsen bogføres ligeledes på delregnskab 4, konto 22.70.64. Bistandsværger.
9.2.0. Vederlag til bistandsværger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
9.4 Vederlag til patientrådgivere
Vederlag til patientrådgivere er lovbestemt i henhold til § 18 i Bekendtgørelse om
patientrådgivere.
Regionen/sygehusmyndigheden udbetaler vederlag til de beskikkede patientrådgivere,
der er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere, efter følgende takster, der er fastsat
efter varigheden af det tvangsindgreb, som patienten har været undergivet:
1. Tvangsindgreb af en varighed på 0-7 dage: 754 kr.
2. Tvangsindgreb af en varighed på 8-30 dage: 1.131 kr.
3. Tvangsindgreb af en varighed på mere end 30 dage: 1.508 kr. for hver
påbegyndte 3. måned.
Nævnte beløb er grundbeløb pr. 31. marts 2000, der reguleres årligt
med den til enhver tid gældende reguleringsprocent for ansatte i
regioner og kommuner.
Pr. 1. april 2010 var reguleringsprocenten 24,8979. Grundbeløbene skal altså ganges med
1,248979 for at få 1. april 2010-niveau.
I ganske særlige tilfælde kan sygehusmyndigheden under hensyn til arbejdets omfang forhøje
eller nedsætte de nævnte beløb.
Ved gentagne beskikkelser af kortere varighed for samme patient, kan vederlaget for de
beskikkelser, der følger efter første beskikkelse, i særlige tilfælde nedsættes til 377 kr. pr.
beskikkelse.
Patientrådgivere der er antaget af Statsforvaltningen har endvidere krav på godtgørelse til
befordring efter de for ansatte i staten gældende regler. Godtgørelsen ydes efter henvendelse til
sygehusmyndigheden.
Patientrådgivere, som ikke er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere, har krav
på godtgørelse til befordring til indtil fem besøgsrejser årligt efter de for ansatte i staten
9.4 Vederlag til patientrådgivere

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
gældende
regler. Godtgørelse af de nævnte udgifter sker ved henvendelse til sygehusmyndigheden.
Nævnte beløb dækker ud over honorar for patientrådgiverens arbejde i forbindelse med besøg,
klagesager m.v. tillige de udgifter, der er forbundet med hvervet, herunder udgifter til telefon
m.v.
9.4 Vederlag til patientrådgivere

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
9.5 Lempet fradrag for kontrollabelt arbejde, efterløn
Arbejder du samtidig med, at du får efterløn og tjener under 200,51 kr. i timen i 2010, sker der
modregning i din efterløn i færre timer, end du faktisk arbejder - dog kun op til de første 33.005
kr., du tjener i et kalenderår.
Modregningen i din efterløn sker med en 'omregningssats' og modregningen beregnes ved at
dividere din indtjening med omregningssatsen, og facit er det antal timer, som modregnes i din
efterløn.
Omregningssatsen er p.t. 200,51 kr. og reguleres hvert år i januar. I eksemplet herunder tages
udgangspunkt i en efterløn svarende til højeste efterlønssats, som på 101,673 kr. pr. time.
Eksempel
Du har 20 timers lønnet arbejde med en timeløn på 150 kr. Det giver en indtægt på 3.000 kr.,
som skal divideres med omregningssatsen = 14,97 timer. Du sker altså en modregning i din
efterløn (101,63 x 14,97) på 1.521,41 kr.
Med timelønninger lavere end 200,51 kr. modregnes der altså færre timer end det faktiske antal
arbejdstimer.
Hvis du tjener mere end 33.005 kr. i et kalenderår, modregnes dine arbejdstimer time for time i
din efterløn fra den dag, din indtjening overstiger 33.005 kr.
Er din timeløn lavere end højeste efterlønssats på 101,63 kr., bliver din løn sat til 101,63 kr. pr.
time, når antallet af arbejdstimer skal beregnes.
Har du f.eks. 80 kr. i timen og arbejder i ti timer på en uge, tjener du 800 kr. Når der skal
modregnes i din efterløn, sættes din timeløn til 101,63 kroner, og din løn fastsættes derfor til
1.016,30 kr.
Og de 1.016,30 kr. divideres med omregningssatsen på 200,51 = en modregning på 5,07 timer i
efterlønnen.
På vej på efterløn
I det år, du går på efterløn, nedsættes 33.005 kr. -grænsen med 8.251,25 kr. for hvert kvartal, du
ikke er på efterløn. Det samme gælder i det år, du går på folkepension.
Eksempel 1
9.5 Lempet fradrag for kontrollabelt arbejde, efterløn

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Du skal på efterløn 1 maj eller 1. juni. Beløbsgrænsen på 33.005 kr. nedsættes til 24.753,75 kr. i
det pågældende år, fordi efterlønnen først kommer til udbetaling i 2. kvartal.
Eksempel 2
Efterlønnen udbetales til og med 30. juni, og du skal på folkepensionen 1. juli. Her nedsættes
beløbsgrænsen på de 33.005 kr. til 16.502,50 kr., fordi du får efterløn i to hele kvartaler.
Regel for mindste udbetaling
Arbejder du i en uge i flere end 29,6 timer, kan du ikke få efterløn i den pågældende uge, fordi
der ikke udbetales efterløn for mindre end 7,4 timer pr. uge. Her gælder det faktiske antal
arbejdstimer - ikke de omregnede!
Sådan opgøres de 33.005 kr.
Alle de penge du tjener ved siden af efterlønnen tæller med, når beløbsgrænsen på de 33.005
kr. skal gøres op.
Det gælder altså også de penge, du tjener i de uger, hvor du evt. ikke er berettiget til efterløn på
grund af for mange arbejdstimer.
9.5 Lempet fradrag for kontrollabelt arbejde, efterløn

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
10.0 Klager
10.1 Patientklagenævn
10.2 Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
10.3 Klage og ankemuligheder i det psykiatriske system
10.4 Klager skematisk
10.5 Klagens udformning
10.6 Klager, vejledning for patientrådgivere
10.7 Tvangstilbageholdelse
10.8 Den skjulte tvang, 30.9. 2004
10.9 Klage over sagsbehandlingstid
Landsforeningen for Patientrådgivere og Bistandsværger 687

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
10.1 Det lokale patientklagenævn.
Patientklagenævnet er etableret efter § 34 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og er
oprettet ved hver statsforvaltning.
Nævnets sammensætning
Det psykiatriske patientklagenævn består af 3 personer: Formanden er direktøren for
statsforvaltningen eller ansatte, som direktøren har bemyndiget hertil, et medlem beskikket
efter indhentet udtalelse fra Den Almindelige Danske Lægeforening samt et medlem beskikket
efter indhentet udtalelse fra De Samvirkende Invalideorganisationer eller en tilsvarende
beskikket stedfortræder for et medlem.
Statsforvaltningen varetager det psykiatriske patientklagenævns sekretariatsopgaver.
Patientklagenævnets opgaver:
Det psykiatriske patientklagenævn behandler klager over tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk
magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige
dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer.
Aflåsning af døre i afdelingen samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under
Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, på de psykiatriske afdelinger, der hører under den
eller de sygehusmyndigheder, som er beliggende i den pågældende region.
Klager fra patienter, der er indlagt på Sct. Hans Hospital, behandles af det psykiatriske
patientklagenævn ved Statsforvaltningen Sjælland.
Parter i sagen er patienten og sygehusmyndigheden. Er klagen tillige rettet mod nærmere
angivne sundhedspersoner, har de pågældende ligeledes stilling som parter.
Hvem indbringer en sag?
Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe
sagen for det psykiatriske patientklagenævn.
10.1 Det lokale patientklagenævn.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Patienten og patientrådgiveren har endvidere mulighed for selv at indbringe sagen direkte for
det psykiatriske patientklagenævn.
Afholdelse af møder
Møderne afholdes normalt på samme ugedag. Formanden fastsætter tid og sted.
Nævnets møder afholdes på den psykiatriske afdeling, hvor patienten er eller har været indlagt
i forbindelse med det tvangsindgreb, der klages over, medmindre afholdelse af møde på den
psykiatriske afdeling ikke kan anses for hensigtsmæssig.
Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til stede ved klagens behandling i nævnet. Det
samme gælder for den læge, der har besluttet det tvangsindgreb, der klages over.
Afgørelser m.v.
Det psykiatriske patientklage nævn skal træffe afgørelse i klagesager over
tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, inden 7 hverdage efter, at
klagen er modtaget af nævnet.
I andre sager skal det psykiatriske patientklagenævn træffe afgørelse snarest
muligt. Er afgørelse ikke truffet inden 14 dage efter, at klagen er modtaget af
nævnet, skal nævnet underrette patienten og patientrådgiveren om grunden
hertil samt om, hvornår afgørelse kan forventes at foreligge.
Normalt modtager patient og patientrådgiver afgørelsen skriftligt få dage efter
sagens behandling.
For yderligere information henvises til:
Bekendtgøres om forretningsorden for de psykiatriske
patientklagenævn. (Bkg. nr.1496 af 14/12 2006.)
Bekendtgøres lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien
(Bkg. nr. 1111 af 01/11/2006)
10.1 Det lokale patientklagenævn.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
10.2 Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Sundhedsvæsenets Patientklagenævnet er en offentlig, uafhængig myndighed, der hører under
Indenrigs- og sundhedsministeriets område.
Nævnet træffer afgørelse i patientklagesager, herunder afgørelser vedrørende tvangsbehandling
(medicinering/NCE), anvendelse af fysik magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige
dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af
patientstue på Sikringsafdelingen, under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, kan påklages
til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn behandler sager som første instans vedr. overlægens
nægtelse af aktindsigt.
Nævnet vurderer hvorvidt enkelte sundhedspersoner har handlet i overensstemmelse med den
faglige standard på området og nævnet kan således udtale kritik overfor læge, sygeplejerske
eller andet sundhedspersonale.
Det lokale psykiatriske patientklagenævn skal efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe afgørelserne for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Det lokale patientklagenævn skal i deres afgørelser vejlede sagens parter om adgangen til at
klage over nævnets andre afgørelser til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævns afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed, men eventuelt fremsendes til Ombudsmandens udtalelse
Adresse:
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Frederiksborggade 15, 2
1360 København K
Tlf.: 33 38 95 00
10.2 Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
10.3 Klage og ankemuligheder i det psykiatriske system
Klagerne er mangfoldige – og der kan stor set klages over alt!
Vedrørende klagen:
(Lovgrundlag: §§ 35 og 37): Tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, fiksering,
beskyttelsesfiksering, tilbageførsel er første klage instans: Patientklagenævnet
Ønsker man at klage over det lokale patientklagenævns afgørelse skal klagen prøves af
retten som anden instans.
Anmodning om prøvelse af sagen for domstolen fremsendes til Patientklagenævnet inden 4
uger fra afgørelsen er modtaget.
Patientklagenævnet skal herefter inden 5 dage fremsende klagen til byretten med anmodning
om domstolsprøvelse.
Retten beskikker en advokat, medmindre man selv ønsker, at antage en bestemt.
For patienten er det omkostningsfrit, idet advokaten betales af den offentlige.
Senere fremsættelse af begæring, indtil 6 måneder efter nævnets afgørelse i sagen, kan
undtagelsesvis tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at fravige fristen på 4 uger fra
afgørelsen.
Vedrørende klagen:
Lovgrundlag §§ 35 og 38: Tvangsmæssig indgivelse af beroligende middel, NCE behandling,
personlig skærmning udover 24 timer og klage over sundhedspersonalet.
Ønsker man at klage over det lokale patientklagenævns afgørelse skal klagen prøves af
Sundhedsvæsenet Patientklagenævn som anden klageinstans.
10.3 Klage og ankemuligheder i det psykiatriske system

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Anmodning herom, fremsendes inden 2 år efter afgørelsen er bekendt, til det lokale
Patientklagenævnet, der herefter videresender til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Adresse:
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Frederiksborggade 15, 2.sal
1360 København K.
10.3 Klage og ankemuligheder i det psykiatriske system

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
10.4 Klager skematisk
Hvortil sendes klagen?
1. instans 2. instans
Tvangsindlæggelse § 35 + 37 Patientklagenævn
Tvangstilbageholdelse § 35 + 37 Patientklagenævn
Tilbageførsel § 35 + 37 Patientklagenævn
Fiksering herunder
beskyttelsesfiksering § 35 + 37 Patientklagenævn
10.4 Klager skematisk
Retten
(Patientklagenævnet indbringer klagen)
Retten
(Patientklagenævnet indbringer klagen)
Retten
(Patientklagenævnet indbringer klagen)
Retten
(Patientklagenævnet indbringer klagen)
Tvangsbehandling
medicinering/NCE) § 35 + 38 Patientklagenævn Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Anvendelse af fysisk
magt § 35 + 38 Patientklagenævn Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Skærmning
uafbrudt over 24 timer § 35 + 38 Patientklagenævn Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Politiets behandling
ved indlæggelsen Politidirektøren Justitsministeren
Sundhedspersonale Sygehusmyndigheden Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
10.5 Klagens udformning
Der er ingen formkrav, men som et minimum følgende:
Navn på sygehus og afdeling, hvor patienten er indlagt.
Patientens navn og CPR-nr.
Indlæggelses dato.
Dato for iværksættelsen af klagen.
Præcisering af klagen.
Ved tvangsmedicinering oplyses evt. navn og dosis på præparat
Begrundelse for klagen.
Klagen stiles til Patientklagenævnet, men proceduren i flere region er, at klagen
afleveres til sygehuset, der herefter fremsender klagen tillige med afdelingens udtalelse,
journaludskrift, tvangsprotokol og øvrigt materiale.
Afdelingen skal fremsende hurtigst muligt. Er den ikke fremsendt inden 8 dage, bør man
rykke eller give patientklagenævnet orientering.
Sygehusmyndigheden har pligt til at indbringe klager alene efter mundtlig anmodning
fra patient eller rådgiver.
10.5 Klagens udformning

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
10.6.0 Vejledning vedr. klagemuligheder i henhold til
Psykiatriloven,
eksempler på udformning af klager mv.
Denne vejledning er ikke udtømmende – du må lære af eksemplerne og gennem dit arbejde
med patienter/klienter finde din egen form.
Klage og ankemuligheder i det psykiatriske system.
Klagerne er mangfoldige – og der kan stor set klages over alt!
Klagens udformning?
Der er ingen formkrav, men som et minimum følgende:
Navn på sygehus og afdeling, hvor patienten er indlagt.
Patientens navn og CPR-nr.
Indlæggelses dato.
Dato for iværksættelsen af klagen.
Præcisering af klagen.
Ved tvangsmedicinering oplyses evt. navn og dosis på præparat
Begrundelse for klagen.
Klagen stiles til Patientklagenævnet, men proceduren i flere region er, at klagen
afleveres til sygehuset, der herefter fremsender klagen tillige med afdelingens
udtalelse, journaludskrift, tvangsprotokol og øvrigt materiale.
Afdelingen skal fremsende hurtigst muligt.
Er den ikke fremsendt inden 8 dage, bør man rykke eller give patientklagenævnet
orientering.
Sygehusmyndigheden har pligt til at indbringe klager alene efter mundtlig anmodning
fra patient eller rådgiver.
Hvortil sendes klagen? 1. instans 2. instans
Tvangsindlæggelse
§ 35 + 37 PATIENTKLAGENÆVN
Tvangstilbageholdelse § 35 + 37 PATIENTKLAGENÆVN
Tilbageførsel § 35 + 37 PATIENTKLAGENÆVN
Fiksering herunder
beskyttelsesfiksering § 35 + 37 PATIENTKLAGENÆVN
10.6.0 Vejledning vedr. klagemuligheder i henhold til Psykiatriloven,
Retten
(Patientklagenævnet indbringer klagen)
Retten
(Patientklagenævnet indbringer klagen)
Retten
(Patientklagenævnet indbringer klagen)
Retten
(Patientklagenævnet indbringer klagen)
Tvangsbehandling
medicinering/NCE) § 35 + 38 PATIENTKLAGENÆVN Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Anvendelse af fysisk magt § 35 + 38 PATIENTKLAGENÆVN Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Skærmning
uafbrudt over 24 timer § 35 + 38 PATIENTKLAGENÆVN Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Politiets behandling
ved indlæggelsen Politidirektøren Justitsministeren
Sundhedspersonale Sygehusmyndigheden Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Vedrørende klagen:
(Lovgrundlag: §§ 35 og 37): Tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, fiksering,
beskyttelsesfiksering, tilbageførsel er første klage instans: Patientklagenævnet Ønsker man at
klage over det lokale patientklagenævns afgørelse skal klagen prøves af retten som anden
instans. Anmodning om prøvelse af sagen for domstolen fremsendes til Patientklagenævnet
inden 4 uger fra afgørelsen er modtaget. Patientklagenævnet skal herefter inden 5 dage
fremsende klagen til byretten med anmodning om domstolsprøvelse.
Retten beskikker en advokat, medmindre man selv ønsker, at antage en bestemt.
For patienten er det omkostningsfrit, idet advokaten betales af den offentlige.
Senere fremsættelse af begæring, indtil 6 måneder efter nævnets afgørelse i sagen, kan
undtagelsesvis tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at fravige fristen på 4 uger fra
afgørelsen.
Vedrørende klagen:
Lovgrundlag §§ 35 og 38: Tvangsmæssig indgivelse af beroligende middel, NCE behandling,
personlig skærmning udover 24 timer og klage over sundhedspersonalet. Ønsker man at klage
over det lokale patientklagenævns afgørelse skal klagen prøves af Sundhedsvæsenet
Patientklagenævn som anden klageinstans.
Anmodning herom, fremsendes inden 2 år efter afgørelsen er bekendt, til det lokale
Patientklagenævnet, der herefter videresender til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Eksempler på udformning af klager
Region xx
Att. Patientklagenævnet
4711 By Den 12-02-2010
Vedr. Niels Klagesen – Cpr.: 241265-1931
Patient indlagt kl. 19:50 den 20.01.2010 – efter lovens § 5 stk. 2.
Niels Klagesen mener, at såvel tvangsindlæggelsen som efterfølgende tvangstilbageholdelse den
20.12. 09. er uberettiget, hvorfor jeg som patientrådgiver på vegne af patient anmoder
patientklagenævnet om snarest at behandle klage vedr.:
10.6.0 Vejledning vedr. klagemuligheder i henhold til Psykiatriloven,

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1. Tvangsindlæggelse
2. Tvangstilbageholdelse
Ad 1 Klagesen oplyser, at kan overhovedet ikke genkender den beskrivelse
praktiserende læge har anført som årsag til indlæggelsen. Han oplyser, at han ikke har været
voldelig eller begået de handlinger, der oplyses at være sket i hans hjem.
Ad 2 Uforstående overfor tilbageholdelsen og forstår ikke at
tilbageholdende læge finder, at han har en psykose. Han ønsker sig straks udskrevet og oplyser,
at han uden problemer kan opholde sig og fungere optimalt i eget hjem.
Med venlig hilsen
Patientrådgiver/Bistandsværge
Statsadvokaten for Midt-, Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster
Jens Kofods Gade 1, 3. tv
1268 København K
Vedr. Otto Badman - Cpr. 1107557-3337
x-by, den 04. september xxxx
Efter ønske af ovennævnte skal jeg som bistandsværge anmode om en prøvelse af ophævelse af
Nakskov rets dom af 13. juni 20xx.
Det oplyses, at Badman fortsat bor i lejlighed i xx. Siden ca. april 200x har han samboet med sin
1. hustru fra Tyrkiet. Dette sker problemfrit. Hustruen klarer det huslige, således at lejligheden
nu fremstår pæn og ryddelig ligesom den daglige madlavning klares. Der er efter det oplyste
søgt om familiesammenføring. Ottos store interesse er hans ganske mange race husdyr. Det
meste af hans dag går med pasning af disse. Han har en campingvogn på det lejede areal, der
ligger få kilometer væk fra lejligheden.
Badman tager nu sin medicin som ordineret, herunder antabus og oplyser at han vil indtage
ordineret medicin med eller uden dom, da han har erkendt, at det er bedst således og han har
behov herfor.
Badman begrunder ønsket om ophævelse af dommen med, at han gerne igen vil være en ”fri
mand”, der ikke behøver at blive ”overvåget”, idet han mener, at han selv kan tage vare for sig
selv.
Som bistandsværge for ovenstående støttes en ophævelse af dommen, idet der henvises til det
gode og vedvarende forløb..
Som beskikket advokat ønskes advokat xxx
10.6.0 Vejledning vedr. klagemuligheder i henhold til Psykiatriloven,

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Med venlig hilsen
Bistandsværge
Statsforvaltningen
xxxx Nyby Deres Journal 2010 – 999/888
Vedr. Niels Klagesen – Cpr.: 241265-1931
Patientklagenævnet behandlede den 30.12.xx. klager vedr.
tvangsindlæggelsen og efterfølgende tvangstilbageholdelse
af ovennævnte.
Patienten fik ikke medhold.
Patientklagenævnet anmodes om, at nævnets afgørelser
indbringes for retten for domstolsprøvelse.
Med venlig hilsen
xxxx Patientrådgiver
Københavns Politi
Advokatur A
Politigården
1567 København V Den 10.12.2009
Vedr. Kriminalsen – cpr. 080852-0197
Beskikket som bistandsværge af Københavns Byret den 10.11.20xx.
Adv. APK 0103 73112 00021.
Mht. bekendtgørelse nr. 77 § 10,2 anmodes om at få tilsendt domme og evt. kendelser vedr.
den dømte.
Med venlig hilsen
YYY,bistandsværge
10.6.0 Vejledning vedr. klagemuligheder i henhold til Psykiatriloven,

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
10.7 Tvangstilbageholdelse
Region xx
Att. Patientklagenævnet
4711 By Den 12-02-2010
Vedr. Niels Klagesen – Cpr.: 241265-1931
Patient indlagt kl. 19:50 den 20.01.2010 – efter lovens § 5 stk. 2.
Niels Klagesen mener, at såvel tvangsindlæggelsen som efterfølgende tvangstilbageholdelse den
20.12. 09. er uberettiget, hvorfor jeg som patientrådgiver på vegne af patient anmoder
patientklagenævnet om snarest at behandle klage vedr.:
1. Tvangsindlæggelse
2. Tvangstilbageholdelse
Ad 1 Klagesen oplyser, at kan overhovedet ikke genkender den beskrivelse
praktiserende læge har anført som årsag til indlæggelsen. Han oplyser, at han ikke har været
voldelig eller begået de handlinger, der oplyses at være sket i hans hjem.
Ad 2 Uforstående overfor tilbageholdelsen og forstår ikke at
tilbageholdende læge finder, at han har en psykose. Han ønsker sig straks udskrevet og oplyser,
at han uden problemer kan opholde sig og fungere optimalt i eget hjem.
Med venlig hilsen
Patientrådgiver/Bistandsværge
10.7 Tvangstilbageholdelse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
10.8 Den skjulte tvang (30.09.04)
Blandt patientrådgiveres og bistandsværgers opgaver er, at vi skal være patienten/klienten
behjælpelig med at klage over enhver form for tvang i henhold til psykiatriloven, såfremt
patienten/klienten ønsker det.
Men af psykiatriloven fremgår også, at vi - ligesom
§ 71-tilsynet - har fri og uhindret adgang til de psykiatriske afdelinger, når vi ønsker det, anmeldt eller
uanmeldt, og vi har således mulighed for at se, hvad der foregår på de enkelte afdelinger.
Vi er derfor også vidne til ”den skjulte tvang”, handlinger, der af patienten/klienten opfattes som tvang,
men som ikke er beskrevet i psykiatriloven, hvorfor der ikke er mulighed for at klage til nogen instans.
Eksempler på ”Skjult tvang”:
Aviserne skriver stort set kun om de historier, der er helt ekstreme, som f. eks.:
Vanvid - om bæltefiksering, i sig selv vel det værste middel, man kan forestille sig, men
hvis nu patienten skal på toilettet, hvad så? Ingen frigørelse af bæltet. Personalet kommer med
et bækken, der må presses ind under patienten, da der jo ikke er megen plads - og herefter må
patienten så forrette sit ærende, mens en eller flere plejere overvåger begivenheden. Er dette
værdigt?
Uhyggelige historier - historier fortalt til avisen af anonyme plejere, LPD får også mange
historier af samme slags.
Personligt
har jeg gennem 21 års arbejde som patientrådgiver / bistandsværge mødt godt 800 mennesker,
der oplever psykiatrien på godt og ondt.
Mine egne daglige oplevelser som patientrådgiver kan kun her blive opremsninger, bl.a.:
Klager, der trækkes tilbage. Eksempler på, at en overlæge mødte op med et stykke papir, som
patienten skulle skrive under på - hvis klagen blev trukket tilbage, ville han straks få friheder
som udgang, overflytning til åben afdeling osv.
Mistanke om stoffer på en lukket afdeling, alle patienter blev bedt om at aflevere en
tisseprøve, en patient nægtede (fordi han ikke ville tisse, mens andre skulle se på), han blev
isoleret på sin stue, kunne så tænke over det.
Isolation, mens personalet holder møder, for så er der jo ingen til at passe på patienterne.
Radioen, TV., husordener mv., f. eks et opslag på stuen:
Regler for Peter: TV afhentes af personalet kl. 22.00 og udleveres igen næste formiddag -
når Peter har været i bad.
Cigaretter, opslag på døren (udvendig):
10.8 Den skjulte tvang (30.09.04)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1. cigaret kl. 07.00. Men hvad så, hvis patienten vågner f. eks. kl. 06.30 og har det elendigt?
Ingen pardon, personalet bestemmer. Resten af dagen udleveres en cigaret i timen (nøjagtigt
på klokkeslæt). Nedværdigende!
Lightere, tændstikker, penge deponeres ved indlæggelsen og administreres af personalet.
Inddragelse af friheder, fordi patienten nægtede at deltage i hockey.
Et spørgsmål som "Hvornår er man frivillig indlagt på en lukket afdeling?" rummer en hel kasse
fuld af skjult tvang
Skærmning? Der mangler regler for dette. Er det ”skjult tvang” eller en slags
beskyttelsesfiksering?
Fiksering med bælte og håndremme, mens patienten går rundt i afdelingen, i ”fællesskab”.
Ingen regler, ingen mulighed for at klage.
Denne fikseringsform er nu år 2010 forbudt, men under behandling i ministerier,
ombudsmand m. fl.
Patientens egne penge – har han/hun ret til selv at administrere dem?
Ja, justitsministeriet har for år tilbage givet LPD svar på et spørgsmål om dette.
l) Husorden - måske er det i orden med regler - de findes vel i enhver familie — men de
må ikke være i modstrid med psykiatrilovens regler.
Hvornår er en administrativ frihedsberøvelse en handling i forbindelse med behandling, f.
eks. dørlåsning?
Skjult tvang bliver ikke registreret, hvorfor hverken patientklagenævn, ombudsmand eller
andre kan behandle evt. klager, fordi de ikke hører under psykiatriloven.
Afslutning/konklusion:
Der er ofte tale om mangel på respekt for og omsorg over for de mennesker, som skal
behandles i systemet. Det er ikke børn - en ligeværdig behandling ønskes og kræves.
Det skal siges, at ikke alle afdelinger, ikke alle læger og plejere opfører sig sådan. Jeg kunne
nævne lige så mange eksempler på, at enkelte personaler tager sig meget af deres patienter, viser
omsorg, taler med patienterne.
Det er blot ikke normen. Det er endnu ikke en holdningsændring blandt hele personalet. Det må
der rådes bod på. Men hvem skal tage sig af dette?
Mange gange kan en samtale med overlægen, lægerne og personalet dog rette op på de uheldige
pressioner - uden brug af klagevejene.
Arbejdsgruppen om etablering af undersøgelser om forekomsten af "Skjult tvang" har begået
følgende:
Projektbeskrivelse vedr.
"Definition af ekstralegal tvang på psykiatriske afdelinger samt forekomsten heraf”.
Hele projektbeskrivelsen svarer til et forslag, som LPD stillede til Sundhedsstyrelsen for et
par år siden, hvor vi dog foreslog, at patientrådgiverne skulle have en aktiv rolle i forbindelse
med nye ”tvangsskemaer", en aktiv dialog med personale, patienter mv. på de udvalgte
10.8 Den skjulte tvang (30.09.04)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
afdelinger.
Af ukendte årsager gik forslaget tabt, inden fristen for høringssvarene udløb, og mødet med
Sundhedsstyrelsen blev derfor kun af orienterende karakter.
Specielt med hensyn til husordener gjorde LPD opmærksom på, at disse ofte stred imod
bestemmelserne i psykiatriloven, hvorfor vi foreslog, at Sundhedsstyrelsen indsamlede
husordener fra samtlige psykiatriske afdelinger.
Vi skriver nu år 2010.
Der er givet regler for husordener, men disse regler forvaltes forskelligt på de psykiatriske afdelinger.
Vær opmærksomme på disse husordener.
Bestyrelsesmedlem, LPD
10.8 Den skjulte tvang (30.09.04)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11 Grønland og Færøerne
4.1.6 Grønland
4.1.7 Den Grønlandske retsvæsenskommission
4.1.8 Lov om sundhedsvæsenet i Grønland (ændring af - L 52)
4.1.9 Ny kriminallov i Grønland 2010
4.1.10 Adresser på Grønland
4.1.11 Lov nr. 259 af 27.5. 81 om ikrafttræden for Grønland af lov om sindssyges
hospitalsophold
4.1.12 Kriminalforsorgen i Grønland
11.2.0 Færøerne
11.2.1 Færøerne – retsvæsen
11.2.2 Uddrag af Den færøske retsplejelov
11.2.3 Adresser på Færøerne
11.2.4 Psykiatrisk Center Torshavn AFDELINGSBESKRIVELSE AUGUST 2008
11.2.5 Sygehuse
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN
11.2.7 BEKENDTGØRELSE NR. 957 FRÁ 7. OKTOBER 2009. FOR FÆRØERNE OM
UNDERRETNING OG KLAGEVEJLEDNING I FORBINDELSE MED ANVENDELSE AF TVANG
I PSYKIATRIEN
11.2.8 BEKENDTGØRELSE NR. 958 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
UNDERSØGELSE AF POST, PATIENTSTUER OG eJENDELE, KROPSVISITATION SAMT
BESLAGLÆGGELSE
11.2.9 BEKENDTGØRELSE NR. 959 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
FREMGANGSMÅDEN VED GENNEMFØRELSE AF TVANGSINDLÆGGELSER
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
11.2.11 BEKENDTGØRELSE NR. 961 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM SAMTALER
EFTER OPHØR AF EN TVANGSFORANSTALTNING PÅ PSYKIATRISKE AFDELINGER
11.2.12 BEKENDTGØRELSE NR. 1051 FRÁ 6. NOVEMBER 2009 FOR FÆRØERNE OM PERSONER
INDLAGT PÅ PSYKIATRISK AFDELING I HENHOLD TIL STRAFFERETLIG AFGØRELSE
11 – Grønland og Færøerne

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.1.1 Den Grønlandske retsvæsenskommission.
Den Grønlandske retsvæsenskommission blev nedsat i 1994 med højesteretsdommer Peter
Walsøe som formand.
Efter 13 møder fremkom kommissionen i 2004 med en betænkning på 2238 sider.
Forinden overtog Det grønlandske hjemmestyre dog sundhedsvæsenet i 1991.
En meget lille del af arbejdet i kommissionen omfattede vort arbejdsområde, og LPD var derfor
repræsenteret i en del af møderne – og fik stor ros for indsatsen.
På det sidste møde, der blev afholdt på Christiansborg, kom formanden med følgende udtalelse:
”Det tilføjes, at kommissionens arbejde først er slut, når alle grønlændere fra Amtshospitalet i
Vordingborg og fra Statsanstalten i Herstedvester er vendt tilbage til Grønland.”
Dette løfte blev dog ikke indfriet, og i dag er der stadig grønlændere i Herstedvester og i
Risskov (der har afløst Vordingborg som det psykiatrihospital, hvortil psykisk syge grønlændere
bliver sendt hen).
Tallene som de ser ud i 2010 – oplyst af Grønlænderhuset v.
Bistandsværgekoordinator Michael Fleischer:
Herstedvester: 20 kriminelle anbragt
Århus Universitetshospital, Retslig afdeling R3: 17 psykiatrisk dømte.
Der er ingen patientrådgivere, men i alt 30 bistandsværger.
Nogle af disse arbejder som omsorgsværger i forhold til personer, som enten er på midlertidigt
varetægtsfængsel eller venter på en endelig dom fra Grønland.
Vil du vide mere om de grønlandske bistandsværger, kan du gå ind på Grønlænderhusets
hjemmeside: www.sumut.dk
Michael Fleischer har netop oplyst, at hjemmesiden er fuldt opgraderet.
Vi bringer dog her et par sider fra hjemmesiden:
Bistandsværgekontakt
Efter aftale med Grønlands Hjemmestyre og Justitsministeriet ved Direktoratet for
Kriminalforsorg administrerer Det Grønlandske Hus en værgeordning for grønlændere, der er
11.1.1 Den Grønlandske retsvæsenskommission.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
tvangsanbragt i Danmark efter grønlandsk eller dansk lovgivning.
Ordningen betyder i praksis at Det Grønlandske Hus udvælger og indstiller værger til personer
der anbringes til Danmark på grund af en tidsubestemt dom eller behandling på psykiatrisk
hospital. Huset indstiller også omsorgsværger til mentalobservander fra Grønland og personer
med grønlandsk tilknytning, hvis dom er afsagt i Danmark.
Der er tilknyttet en medarbejder, der dels administrerer ordningen, dels varetager kontakten til
indsatte, myndigheder og institutioner såvel i Danmark som i Grønland, og som forestår
udvælgelse, indstilling og vejledning af bistandsværgerne.
Der er bistandsværger fra alle egne af landet og de anbragte er placeret i Risskov Hospital i
Århus og i anstalten ved Herstedvester i Albertslund samt i mindre institutioner for
udviklingshæmmede. Der er ca. 45 anbragte og ca. 23 bistandsværger på nuværende tidspunkt
(oktober 2007).
Er du interesseret i at blive bistandsværge så kontakt bistandsværgekoordinator Mikael Fleischer
33 38 15 96
Vil du være bistandsværge?
Vil du
… vokse med personlige udfordringer?
… gøre tilværelsen lettere for en af dem som har det sværest i vores samfund?
… få indsigt i et liv, som er forskelligt fra det som vi forestiller os man lever i Danmark
… besøge en grønlandsk indsat en gang om måneden, være med til udgang,
huske fødselsdag og jul, stå ved hans side når der er retsmøde hver andet år,
hjælpe med til at skrive breve til myndigheder når der er brug for det, og dermed være med til
at påvirke at hans tidsubestemte dom ikke strækker over længere periode end nødvendigt?
… mærke, at din indsats kan gøre en afgørende forskel til et andet menneskes liv nu og
fremover?
Du får
… et netværk af engagerede kollegaer
… bistandsværgemøder hver anden måned, hvor der er muligt at diskutere, dele oplevelser, få
støtte, opbakning og feedback
… bistandsværgekontakten du altid kan ringe eller skrive til
… et årligt weekendkursus og 3-4 temadage om året
… udgifterne dækket samt honorar.
Du
… er psykisk og tidsmæssigt stabil.
… tør snakke og være til, møde et menneske med en tung bagage.
… tør blive ved med at støtte og holde hovedet koldt og hjertet varmt i din klients op- og
nedture.
11.1.1 Den Grønlandske retsvæsenskommission.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
… taler grønlandsk, men det er ikke et absolut krav, da en del af de indsatte også taler godt
dansk.… eventuelt har erfaring med socialt udsatte eller socialfaglig arbejdsbaggrund.
Lyder det her som noget for dig?
Ja!!! Eller: Måske…
I begge tilfælde kontakt Mikael Fleischer mf@sumut.dk tlf. 33 38 15 96
LPD’s kommentar til ovenstående
Ved sammenligning med den danske ”Bekendtgørelse om Bistandsværger” ses, at grønlandske
bistandsværger i Danmark (der er også bistandsværger i Grønland) ikke helt følger den danske
lovgivning.
Således har vi ikke nogen forpligtelse til f. eks. at ”huske fødselsdag og jul”, ligesom vi heller ikke
har pligt til at hjælpe patienten/klienten med at fastholde forbindelsen med pårørende (i
Grønland).
Dette er et levn fra de grønlandske tilsynsværgers tid.
Ved overgangen fra Vordingborg til Risskov afholdt LPD kursus for de nye bistandsværger, og der
er til stadighed grønlandske bistandsværger, der deltager i vore kurser, temadage mv. på lige
fod med danske bistandsværger.
Bestyrelsesmedlem
11.1.1 Den Grønlandske retsvæsenskommission.

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.1.2 Lov om sundhedsvæsenet i Grønland (ændring af - L 52)
Overførelse af sagsområdet anvendelse af tvang i psykiatrien til Grønlands hjemmestyre
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse - 1. folketingssamling 2008
Jakob Axel Nielsen (ministeren for sundhed og forebyggelse)
Lovforslaget indebærer, at sagsområdet anvendelse af tvang i psykiatrien overføres til
Grønlands hjemmestyre, således at hjemmestyret fremover fastsætter regler om og
administrere hele det psykiatriske område, bortset fra anbringelse af ekstraordinært farlige
personer indlagt i henhold til en strafferetlig afgørelse. Lovforslaget har inden fremsættelsen
været forelagt de grønlandske myndigheder, og Landstingets tilslutning forventes at foreligge
inden Folketingets vedtagelse. Lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2009.
Læs mere: Lov om Sundhedsvæsnet i Grønland
11.1.2 Lov om sundhedsvæsenet i Grønland (ændring af - L 52)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.1.3 Ny kriminallov i Grønland 2010
Domme til anbringelse i anstalt har indtil kriminalloven fra 2008 kunnet fuldbyrdes i en af de
fem åbne anstalter, ved udstationering til Kriminalforsorgens pension eller (undtagelsesvis) i en
af politiets detentioner. Hvis den dømte er til fare for andre eller psykisk afvigende, kan retten
bestemme, at vedkommende skal anbringes i en psykiatrisk anstalt i Danmark – i praksis
Anstalten ved Herstedvesters afdeling for grønlandske indsatte.
Fra 2010 er det muligt at anbringe domfældte i halvlukket afdeling, og fra cirka 2014 ventes en
ny anstalt i Nuuk at stå klar til at tage imod bl.a. de cirka 20 domfældte, der er anbragt i
Anstalten ved Herstedvester.
Dømte i de grønlandske anstalter afskæres mindst muligt fra at deltage i det omliggende
samfundsliv. Beskæftigelse og aktiviteter i fritiden sker så vidt muligt uden for anstalten.
Indsatte i lukkede og halvlukkede afdelinger kan dog ikke forlade anstalten i dagtimerne for at
arbejde, uddanne sig eller deltage i fx misbrugsbehandling. Derfor skal anstalterne tilbyde
behandling og beskæftigelse i arbejds- og fritid.
Selv om de indsatte er kriminelt meget belastede, er der relativt sjældent ny kriminalitet eller
alvorlige konflikter eller disciplinærforseelser under afsoningen sammenlignet med fængsler i
andre lande.
Når etableringen af den nye anstalt i Østgrønland og de lukkede og halvlukkede pladser er
tilendebragt, vil Kriminalforsorgen i Grønland råde over 180 anstaltspladser, med hovedparten
(76 pladser) i Anstalten i Nuuk, 29 pladser i Ilulissat, 30 i Sisimiut og 15 pladser i hver af
anstalterne i Aasiaat, Qaqortoq og Tasiilaq.
11.1.3 Ny kriminallov i Grønland 2010

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.1.4 Adresser i Grønland
Kriminalforsorgen i Grønland
Qullilerfik 2, Postboks 369, 3900 Nuuk
Tlf.: 00 299 34 83 10
Mail@kriminalforsorgen.gl
Kontaktperson: Direktør Thomas Nicolajsen
Anstalter for domfældte
Anstalten for domfældte i Aasiaat (Egedesminde)
Postboks 221, 3950 Aasiaat
Tlf.: 00 299 89 24 68 Fax: 00 299 89 12 68
Anstalten.aasiaat@kriminalforsorgen.gl
Kontaktperson: Anstaltsleder Poul Josefsen
Anstalten for domfældte i Ilulissat (Jakobshavn)
Postboks 219, 3952 Ilulissat
Tlf.: 00 299 94 26 13 Fax: 00 299 94 64 13
Anstalten.ilulissat@kriminalforsorgen.gl
Kontaktperson: Anstaltsleder Jan Ørbæk Jacobsen
Anstalten for domfældte i Nuuk (Godthåb)
Postboks 369, 3900 Nuuk
Tlf.: 00 299 32 13 77 Fax: 00 299 32 29 77
anstalten.nuuk@kriminalforsorgen.gl
Kontaktperson: Anstaltsleder Peter Petersen
Anstalten for domfældte i Qaqortoq (Julianehåb)
Postboks 506, 3920 Qaqortoq
Tlf.: 00 299 64 25 26 Fax: 00 299 64 25 27
Anstalten.qaqortoq@kriminailforsorgen.gl
Kontaktperson: Anstaltsleder Carsten Brødsgaard
Anstalten for domfældte i Sisimiut (Holsteinsborg)
Postboks 1026, 3911 Sisimiut
Tlf.: 00299 86 71 00 Fax: 00299 86 71 15
anstalten.sisimiut@kriminalforsorgen.gl
Kontaktperson: Anstaltsleder Karl Davidsen
Afdelinger af Kriminalforsorgen i Frihed
Kriminalforsorgens afdeling i Nuuk (Godthåb)
Postboks 139, 3900 Nuuk
11.1.4 Adresser på Grønland

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Tlf.: 00 299 32 49 88 Fax: 00 299 32 49 79
kif@kriminalforsorgen.gl
Kontaktperson: Kriminalforsorgsleder Elisæus Kreutzmann
Lokalkontoret /pensionen i Sisimiut (Holsteinsborg)
Postboks 26, 3911 Sisimiut
Tlf.: 00 299 86 48 70 Fax: 00 299 86 55 70
Lokalkontoret i Maniitsoq (Sukkertoppen)
Postboks 251, 3912 Maniitsoq
Tlf. 00 299 81 78 74 Fax 00 299 81 33 17
Kontaktperson: Ane Sofie Skifte
anss@greennet.gl
Lokalkontoret i Tasiilaq (Angmassalik)
Postboks 35, 3913 Tasiilaq
Tlf. 00 299 98 17 15 Fax 00 299 98 16 71
Kontaktperson: Elisa Nuko
Kif-ammassalik@greennet.gl
Lokalkontoret i Qaqortoq (Julianehåb)
Postboks 167, 3920 Qaqortoq
Tlf.: 00 299 64 23 23 Fax: 00 299 64 28 86
Kontaktperson: Forsorgsfuldmægtig Vilhelm Lynge Hard vilhelm.hard@kriminalforsorgen.gl
Lokalkontoret i Paamiut (Frederikshåb)
Postboks 339, 3940 Paamiut
Tlf. 00 299 68 13 98 Fax 00 299 68 18 76
Kontaktperson: Forsorgsfuldmægtig Johan Barlaj
joba@sermersooq.gl
Lokalkontoret i Aasiaat (Egedesminde)
Postboks 140, 3950 Aasiaat
Tlf.: 00 299 89 22 24 Fax: 00 299 89 13 99
Kontaktperson: Forsorgsfuldmægtig Frantz Olsvig frantz.olsvig@kriminalforsorgen.gl
Lokalkontoret i Ilulissat (Jakobshavn)
Postboks 219, 3952 Ilulissat
Tlf. 00 299 94 35 60 Fax 00 299 94 35 24
Berthina.jensen@kriminalforsorgen.gl
Kontaktperson: Berthina Møller Jensen
Lokalkontoret i Uummannaq (Umanak)
Postboks 200, 3961 Uummannaq
Tlf. 00 299 95 44 55 Fax 00 299 95 10 76
Kontaktperson: Forsorgsassistent Gerda Fleischer gefl@uummannaq.gl
11.1.4 Adresser på Grønland

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.1.5 Vejledning om bistandsværger beskikket efter den
grønlandske kriminallov
Justitsministeriets vejledning af 17. juni 1998
1. Efter kriminalloven skal der i en række situationer beskikkes en bistandsværge for
personer, som er frihedsberøvede eller idømt tilsyn.
Denne vejledning gælder for bistandsværger, som er beskikket i henhold til den
grønlandske kriminallov, uanset om den dømte er anbragt i Grønland eller i Danmark.
Vejledningen gælder således ikke for bistandsværger beskikket i henhold til den danske
straffelov.
2. Reglerne om bistandsværger findes i kriminalloven for Grønland, jf. lovbekendtgørelse
nr. 49 af 13. februar 1979, som ændret senest ved § l i lov nr. 476 af 12. juni 1996.
Beskikkelse af bistandsværger
3. Kriminalloven foreskriver, at der skal beskikkes en bistandsværge for enhver,
a. der er dømt til anbringelse på ubestemt tid i anstalt i Grønland, jf. § 102, stk. 2,
b. der på grund af psykisk abnormitet eller af sikkerhedsmæssige grunde er dømt
til anbringelse på ubestemt tid i en psykiatrisk ledet anstalt under
kriminalforsorgen i Danmark, jf. § 102, stk. 3,
c. der på grund af psykisk abnormitet er dømt til anbringelse på ubestemt tid på
hospital eller anden institution, om fornødent i Danmark, i henhold til § 113, stk.
1, 1. pkt.,
d. der på grund af psykisk abnormitet er idømt anden indgribende foranstaltning
på ubestemt tid efter § 113, stk. 1, 2. pkt., herunder forsorg efter reglerne i §§
94-98,
e. der på grund af alder, helbredstilstand eller andre særlige omstændigheder i
medfør af § 104, stk. 1, overføres fra anstalt til hospital eller egnet hjem eller
institution til særlig pleje eller forsorg, om fornødent i Danmark,
f. der i medfør af § 104, stk. 2, på grund af psykisk abnormitet eller af
sikkerhedsmæssige grunde overføres til hospital, om fornødent i Danmark, eller
psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark.
4. Politiet i Grønland skal efter endelig dom bistå den ret, der har pådømt sagen i l. instans
(kredsretten eller - hvis sagen er pådømt af Grønlands Landsret i l. instans - landsretten)
med at finde en person, der kan beskikkes som bistandsværge.
5. Som bistandsværge skal så vidt muligt beskikkes en af den dømtes nærmeste
pårørende.
For så vidt angår personer, der i medfør af kriminalloven dømmes til anbringelse i dansk
psykiatrisk ledet anstalt (Anstalten ved Herstedvester) eller psykiatrisk hospital
(Amtshospitalet i Vordingborg eller i særlige tilfælde Sikringsafdelingen ved
Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland) eller anden institution m.v. eller dømmes til at
undergive sig anden indgribende foranstaltning på ubestemt tid i Danmark, er det en
forudsætning, at bistandsværgen bor i Danmark.
For så vidt angår personer, der i medfør af kriminalloven er dømt til anbringelse i anstalt
i Danmark, og som administrativt overføres til anstalt i Grønland, er det en
forudsætning, at der beskikkes en bistandsværge, der bor i Grønland.
I tilfælde af administrativ tilbageførsel til Danmark er det en forudsætning, at der
beskikkes en bistandsværge, der bor i Danmark
Hvis den dømte ikke selv foreslår en person eller ikke har nære pårørende, eller ingen af
de pågældende er villige eller egnede til eller på grund af bopælsforholdene ikke har
11.1.5 Vejledning om bistandsværger beskikket efter den grønlandske kriminallov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
mulighed for at blive beskikket, skal politiet indstille en bistandsværge, om fornødent
efter henvendelse til de sociale myndigheder.
For så vidt angår domfældte, der er anbragt eller undergivet anden indgribende
foranstaltning i Danmark, anmoder politiet Grønlændernes Hus i København (Kalaallit
Illuutaat) om over for politiet at indstille en egnet bistandsværge.
6. Såfremt der på grund af den påtænkte bistandsværges beskæftigelse eller lignende,
herunder f.eks. som sagsbehandler i socialforvaltningen for den pågældende eller som
ansat på den anstalt, hvor den pågældende er anbragt, foreligger omstændigheder, der
kan vække tvivl om vedkommendes egnethed til at varetage netop denne dømtes
interesser på behørig måde, indstilles en anden. Ansatte i anklagemyndigheden, politiet
eller kriminalforsorgen bør ikke antages som bistandsværger.
Forinden der sker indstilling til retten vedrørende beskikkelsen, skal den pågældende
bistandsværge samt den dømte have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte
indstilling. Politiet/ Grønlændernes Hus i København skal endvidere sikre sig, at
bistandsværgen ikke er forhindret, f. eks. på grund af bortrejse, sygdom eller lignende.
Bistandsværgen kan afslå at lade sig indstille til beskikkelse, hvis den pågældende
allerede er beskikket for andre dømte.
7. Politiet indbringer herefter sagen for den ret, der har truffet afgørelse i sagen i 1.
instans, jf. pkt. 4, med indstilling om beskikkelse af bistandsværgen.
Retten fremsender retsbogsudskrift samt kopi af værgebeskikkelse direkte til den
dømtes bisidder, politiet, Kriminalforsorgen i Grønland, bistandsværgen, en eventuel
tidligere bistandsværge beskikket for den pågældende samt det pågældende hospital
eller den pågældende anstalt/institution, der orienterer den dømte om beskikkelsen.
Ved beskikkelse af bistandsværger i Danmark sendes retsbogsudskrift samt kopi af
værgebeskikkelse endvidere til Grønlændernes Hus i København.
8. En begæring fra den dømte om at få en allerede beskikket bistandsværge udskiftet med
en anden fremsættes over for politiet, der snarest muligt indbringer spørgsmålet for
retten.
Bistandsværgens opgaver og beføjelser
9. Bistandsværgen skal så vidt muligt handle i samråd med den dømte.
10. Det er enhver bistandsværges opgave
at holde sig underrettet om den dømtes tilstand og drage omsorg for, at opholdet i
anstalten, på hospitalet, eller i institutionen og andre foranstaltninger ikke udstrækkes
længere end nødvendigt, jf. pkt. 11,
at rådgive og vejlede den dømte om klageadgang, herunder i henhold til sindssygeloven,
samt om muligheden for at søge prøveløsladelse eller en idømt foranstaltning ændret
eller ophævet. Bistandsværgen skal endvidere bistå den pågældende med at udforme
eventuelle klageskrivelser og anmodninger om prøveløsladelse og
foranstaltningsændring eller -ophævelse, samt yde bistand ved behandlingen af disse
sager, og
at - så vidt der er muligt - besøge den dømte snarest muligt efter beskikkelsen og til
stadighed holde sig i forbindelse med denne.
Besøg skal i øvrigt finde sted efter behov og under hensyntagen til bistandsværgens
adgang til at få dækket sine befordringsudgifter, jf. pkt. 20.
I de tilfælde, hvor den dømte er anbragt i Danmark, er det endvidere bistandsværgens
opgave,
at besøge den dømte mindst en gang månedligt,
at være den pågældende behjælpelig med at opretholde en tilfredsstillende
kommunikation til den dømtes pårørende i Grønland, og
at være opmærksom på den dømte ved fødselsdage, jul m.v.
11.1.5 Vejledning om bistandsværger beskikket efter den grønlandske kriminallov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11. De nærmere regler om bistandsværgens mulighed for at fremsendte begæring om
prøveløsladelse og foranstaltningsændring eller -ophævelse mv. er følgende:
a. Ved dom til anbringelse på ubestemt tid i anstalt i Grønland efter kriminallovens
§ 102, stk. 2, har bistandsværgen mulighed for at fremsætte begæring om
løsladelse, endeligt eller på prøve, efter kriminallovens § 108, stk. 2. Begæring
herom kan fremsættes over for politiet på et hvilket som helst tidspunkt efter
dommen, hvorefter politiet har pligt til snarest muligt at indbringe spørgsmålet
for retten. Tager retten ikke begæringen til følge, kan spørgsmålet ikke forlanges
indbragt for retten, før der er forløbet 1 år fra afgørelsen.
b. Ved dom til anbringelse på ubestemt tid i en psykiatrisk ledet anstalt under
kriminalforsorgen i Danmark efter kriminallovens § 102, stk. 3, kan
bistandsværgen ved henvendelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen - som
led i et udslusningsforløb - begære den dømte overført til en anstalt i Grønland,
jf. kriminallovens § 102, stk. 4. Bistandsværgen kan endvidere på et hvilket som
helst tidspunkt efter dommen begære spørgsmålet om ændring af
foranstaltningen indbragt for retten.
Tages begæringen ikke til følge, er fristen for en ny prøvelse af spørgsmålet et
halvt år fra afgørelsen, jf. kriminallovens § 104, stk. 4, jf. § 102, stk. 3.
Bistandsværgen har endelig mulighed for at fremsætte begæring om løsladelse,
endelig eller på prøve, efter reglerne i kriminallovens § 108, stk. 2.
c. Ved dom til anbringelse på hospital eller anden institution i henhold til
kriminallovens § 13, stk. 1, 1. pkt., kan bistandsværgen på et hvilket som helst
tidspunkt efter dommen begære foranstaltningen ophævet eller ændret.
Tages begæringen ikke til følge af retten, er fristen for en ny prøvelse af
spørgsmålet 1 år fra afgørelsen.
d. Ved dom om anden indgribende foranstaltning i henhold til kriminallovens §
113, stk. 1, 2. pkt., kan bistandsværgen på et hvilket som helst tidspunkt efter
dommen begære foranstaltningen ophævet eller ændret. Tages begæringen
ikke til følge af retten, er fristen for en ny prøvelse af spørgsmålet l år fra
afgørelsen.
e. Efter overførsel af den dømte fra anstalt til hospital eller egnet hjem eller
institution til særlig pleje eller forsorg, om fornødent i Danmark, jf.
kriminallovens § 104, stk. 1, samt efter overførsel af psykisk abnorme
lovovertrædere til hospital, om fornødent i Danmark, eller til en psykiatrisk
ledet anstalt under kriminalforsorgen i Danmark, jf. kriminallovens § 104, stk. 2,
kan bistandsværgen ved henvendelse til Direktoratet for Kriminalforsorgen -
som led i et udslusningsforløb - begære den dømte overført til en anstalt i
Grønland, jf., kriminallovens § 102, stk. 4. Bistandsværgen kan endvidere på et
hvilket som helst tidspunkt fremsætte begæring om ændring af
foranstaltningen. Såfremt begæringen ikke tages til følge, er fristen for
fremsættelse af en ny begæring et halvt år fra afgørelsen, jf. kriminallovens §
104, stk. 4. Bistandsværgen har endvidere mulighed for at fremsætte begæring
om løsladelse, endeligt eller på prøve, efter reglerne i kriminallovens § 108, stk.
2.
12. I alle tilfælde skal politiet af egen drift fremsætte begæring om prøveløsladelse,
respektive foranstaltningsændring eller -ophævelse senest 3 år efter dom og derefter
hvert andet år. Ved genindsættelse dog senest 2 år efter genindsættelsen og derefter
hvert andet år, jf. kriminallovens § 108, stk. 3. I sådanne tilfælde giver retten meddelelse
til den anstalt mv., hvor domfældte er anbragt, om tid og sted for de forestående retlige
skridt.
13. Bistandsværger har ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse
med den dømte, medmindre efterforskningsmæssige hensyn undtagelsesvis måtte tale
11.1.5 Vejledning om bistandsværger beskikket efter den grønlandske kriminallov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
derimod.
14. Retten skal holde bistandsværgen underrettet om, hvornår der afholdes retsmøder
vedrørende den dømte, herunder retsmøder med henblik på beskikkelse af en ny
bistandsværge. Udskrifter af domme og kendelser angående den dømte skal på
begæring udleveres til bistandsværgen, medmindre efterforskningsmæssige hensyn
undtagelsesvis måtte tale derimod.
15. Landsrettens vejledningsafdeling skal efter anmodning i fornødent omfang og under
hensyn til den grønlandske retsplejelovs bestemmelser orientere bistandsværgen om
sagen og om bistandsværgens rettigheder og pligter.
16. En anstalt, et hospital eller en institution mv., som modtager en person, der har en
bistandsværge beskikket, skal snarest underrette bistandsværgen, når den pågældende
påbegynder et ophold på stedet.
Personalet i anstalten, på hospitalet eller institutionen m v. skal endvidere give
bistandsværgen enhver oplysning, som er nødvendig, for at denne kan varetage sit
hverv på forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til den dømte,
må heller ikke gives til bistandsværgen.
Bistandsværgen har ret til at gøre sig bekendt med oplysningerne i tvangsprotokollen
vedrørende den dømte, som den pågældende er beskikket for, i det omfang en sådan
protokol findes.
Bistandsværgen har endvidere ret til at gøre sig bekendt med indholdet af den dømtes
journal, herunder behandlingsplan, i det omfang, en sådan findes, såfremt den
pågældende selv ville have adgang hertil, og såfremt den pågældende meddeler
samtykke til, at bistandsværgen får adgang til journalen.
Anstalten, hospitalet eller institutionen m.v. skal underrette bistandsværgen ved
afslutningen af den dømtes ophold på stedet.
17. Der påhviler bistandsværgen tavshedspligt.
Beskikkelsernes ophør mv.
18. Beskikkelsen som bistandsværge for en dømt bortfalder, når den idømte foranstaltning
endeligt ophæves.
Beskikkelsen som bistandsværge bortfalder endvidere, hvis den beskikkede
bistandsværge udskiftes med en anden.
Såfremt beskikkelsen som bistandsværge bortfalder, bistår bistandsværgen dog den
dømte i forbindelse med klager, som var iværksat på tidspunktet for beskikkelsens
bortfald.
19. Retten kan fratage en bistandsværge hvervet, hvis den pågældende groft tilsidesætter
de pligter, der følger af hvervet, eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet. En sådan
afgørelse medfører, at nye beskikkelser af den pågældende ikke kan finde sted.
Vederlag til bistandsværger
20. Vederlag til bistandsværger i Grønland udbetales af Politimesteren i Grønland. Vederlag
til bistandsværger i Danmark udbetales af Grønlændernes Hus i København, der
administrerer bistandsværgeordningen i Danmark på vegne af Direktoratet for
Kriminalforsorgen.
Der udbetales i årligt grundbeløb 1.600 kr. til en bistandsværge, der ikke er en af den
dømtes nærmeste pårørende. Herudover udbetales i vederlag til bistandsværgen 1.200
kr. for hver påbegyndte 3. måned, hvor den dømte i henhold til dommen er anbragt i
anstalt, hospital eller anden institution mv.
11.1.5 Vejledning om bistandsværger beskikket efter den grønlandske kriminallov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
De nævnte beløb dækker ud over honorar for bistandsværgens arbejde i forbindelse
med besøg, retsmøder, klagesager m.v. tillige de udgifter, der er forbundet med
hvervet, herunder udgifter til telefon m.v. Om befordringsgodtgørelse for
bistandsværger i Danmark gælder særlige regler, jf. nedenfor.
I ganske særlige tilfælde kan Politimesteren i Grønland/Grønlændernes Hus i København
under hensyn til arbejdets omfang forhøje eller nedsætte de nævnte beløb.
Bistandsværger i Danmark, der ikke er en af den dømtes nærmeste pårørende, har krav
på godtgørelse til befordring efter de for ansatte i staten gældende regler (lav takst).
Bistandsværger i Danmark, der er en af den dømtes nærmeste pårørende, har krav på
godtgørelse til befordring af udgifterne til højst tolv besøgsrejser årligt efter de for
ansatte i staten gældende regler (lav takst). Godtgørelse af de nævnte udgifter sker ved
henvendelse til Grønlændernes Hus i København.
Justitsministeriet, den 17. juni 1998
Frank Jensen / Mogens Kjærgaard Møller
11.1.5 Vejledning om bistandsværger beskikket efter den grønlandske kriminallov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
LPD's kommentarer til Vejledning om bistandsværger beskikket efter den grønlandske
kriminallov.
LPD havde før udsendelse af vejledningen fremsendt et forslag til denne, og på mange punkter
er vort forslag blevet imødeset. Formålet var at få en vejledning, der på de fleste punkter var
analog med den tilsvarende danske vejledning (bekendtgørelse nr. 32).
En gennemgang af de enkelte punkter i vejledningen viser dog, at ikke alle problemer er blevet
løst - men døm selv.
Ad. punkt 4
Der er ikke i Grønland åbnet mulighed for, at en beskikkelse kan finde sted før dom - dette er
klart en svaghed set fra klientens side, også fordi det grønlandske retssystem er meget
anderledes end det danske.
Ad. punkt 5
.... "en af den dømtes nærmeste pårørende". Dette er efter vor opfattelse om muligt mere
uheldigt, end den tilsvarende praksis i Danmark (bl. a. på grund af den geografiske større afstand
mellem klient og pårørende).
.... "om fornødent efter henvendelse til de sociale myndigheder."
LPD opfatter dette som en tilsidesættelse af proceduren ved beskikkelsen af de bistandsværger,
der er opført på amtets liste.
Ad. punkt 10
.... "i henhold til sindssygeloven".
Er der her tale om "Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien"?
.... "Besøg skal i øvrigt finde sted efter behov og under hensyntagen til bistandsværgens adgang
til at få dækket sine befordringsudgifter, jf. punkt 20.
Dette gælder vel kun bistandsværger beskikket i kredsen af nærmeste pårørende (max 12
besøgsrejser om året) - for ellers er der jo helt klare regler for besøg og kørselsgodtgørelser?
.... "besøge den dømte mindst en gang månedligt."
Grønland har her - i modsætning til de danske bistandsværger - klart tilkendegivet, hvor ofte
bistandsværgerne skal aflægge besøg.
.... "at opretholde en tilfredsstillende kommunikation til den dømtes pårørende i Grønland, og at
være opmærksom på den dømte ved fødselsdage, jul mm."
Denne opgave synes udmærket, men den er et "levn" fra tidligere regler, hvor Justitsministeriet,
Direktoratet for Kriminalforsorgen direkte skrev (25. jan. 1995), at bistandsværger har "den
udvidede opgave at fungere som "familieerstatning"..... "altså udfører et egentligt
omsorgspræget og mentalhygiejnisk arbejde". "
I den forbindelse fik bistandsværgerne udbetalt et månedligt beløb på 50 kr., der kunne bruges til
køb af "naturalier" (brød til kaffe mm.), til indsættelse på klientens konto hver måned.
Endvidere fik de max. 100 kr. til fødselsdage og max. 100 kr. til jul for hver klient. Disse penge
kunne ligeledes bruges til indkøb af gaver, til at arrangere fødselsdagen eller julehyggen, eller til
indsættelse på klientens konto.
Hvis bistandsværgen helt eller delvis skal gå ind i denne rolle, skal de altså nu gøre det "af egen
lomme", med mindre der bliver indført en lignende ordning (oveni det almindelige vederlag).
I den tidligere ordning indgik også en telefongodtgørelse (det er dyrt at ringe til Grønland).
11.1.5 Vejledning om bistandsværger beskikket efter den grønlandske kriminallov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Forhåbentlig bliver denne godtgørelse også genindført.
- Og hvordan med de årlige besøgsrejser til Grønland? Vil de blive genindført?
Endelig håber LPD, at den tidligere supervision (møder i Grønlænderhuset) vil fortsætte. Det er
meget vigtigt - især i forbindelse med bistandsværger for grønlandske klienter. Erfaringsmæssigt
giver det mange problemer, der passende kan gå ind under betegnelsen "særlige grønlandske
forhold".
Ad. punkt 12
.... "skal politiet af egen drift fremsætte begæring"....
Erfaringen viser, at dette ofte "glemmes", og det må være en opgave for bistandsværgen at
holde øje med, at dette finder sted.
Ad. punkt 14 og 15
.... "på begæring" og...."efter anmodning"....
Bistandsværgerne skal være opmærksomme på, at de intet modtager, med mindre de selv
beder om det.
Ad punkt 16
...." idet omfang, en sådan protokol findes"
Kommentar :...???...
Ad. punkt 20
.... "er anbragt i anstalt, hospital eller anden institution mv."
Det må ret hurtigt afklares, hvad udtrykket mv. dækker.
LPD håber, at den nye vejledning må blive til gavn og glæde for de beskikkede bistandsværger
- og dermed også for klienterne.
11.1.5 Vejledning om bistandsværger beskikket efter den grønlandske kriminallov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.1.6 Kriminalforsorgen i Grønland
Qullilerfik 2, Postboks 369, 3900 Nuuk
Tlf.: 00 299 34 83 10
Mail@kriminalforsorgen.gl Kontaktperson:
Direktør Thomas Nicolajsen
Anstalter for domfældte
Anstalten for domfældte i Aasiaat (Egedesminde)
Postboks 221, 3950 Aasiaat
Tlf.: 00 299 89 24 68 Fax: 00 299 89 12 68
Anstalten.aasiaat@kriminalforsorgen.gl
Kontaktperson: Anstaltsleder Poul Josefsen
Anstalten for domfældte i Ilulissat (Jakobshavn)
Postboks 219, 3952 Ilulissat
Tlf.: 00 299 94 26 13 Fax: 00 299 94 64 13
Anstalten.ilulissat@kriminalforsorgen.gl
Kontaktperson: Anstaltsleder Jan Ørbæk Jacobsen
Anstalten for domfældte i Nuuk (Godthåb)
Postboks 369, 3900 Nuuk
Tlf.: 00 299 32 13 77 Fax: 00 299 32 29 77
anstalten.nuuk@kriminalforsorgen.gl
Kontaktperson: Anstaltsleder Peter Petersen
Anstalten for domfældte i Qaqortoq (Julianehåb)
Postboks 506, 3920 Qaqortoq
Tlf.: 00 299 64 25 26 Fax: 00 299 64 25 27
Anstalten.qaqortoq@kriminailforsorgen.gl
Kontaktperson: Anstaltsleder Carsten Brødsgaard
Anstalten for domfældte i Sisimiut (Holsteinsborg)
Postboks 1026, 3911 Sisimiut
Tlf.: 00299 86 71 00 Fax: 00299 86 71 15
anstalten.sisimiut@kriminalforsorgen.gl
Kontaktperson: Anstaltsleder Karl Davidsen
Afdelinger af Kriminalforsorgen i Frihed
11.1.6 Kriminalforsorgen i Grønland

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kriminalforsorgens afdeling i Nuuk (Godthåb)
Postboks 139, 3900 Nuuk
Tlf.: 00 299 32 49 88 Fax: 00 299 32 49 79
kif@kriminalforsorgen.gl
Kontaktperson: Kriminalforsorgsleder Elisæus Kreutzmann
Lokalkontoret /pensionen i Sisimiut (Holsteinsborg)
Postboks 26, 3911 Sisimiut
Tlf.: 00 299 86 48 70 Fax: 00 299 86 55 70
Lokalkontoret i Maniitsoq (Sukkertoppen)
Postboks 251, 3912 Maniitsoq
Tlf 00 299 81 78 74 Fax 00 299 81 33 17
Kontaktperson: Ane Sofie Skifte
anss@greennet.gl
Lokalkontoret i Tasiilaq (Angmassalik)
Postboks 35, 3913 Tasiilaq
Tlf. 00 299 98 17 15 Fax 00 299 98 16 71
Kontaktperson: Elisa Nuko
Kif-ammassalik@greennet.gl
Lokalkontoret i Qaqortoq (Julianehåb)
Postboks 167, 3920 Qaqortoq
Tlf.: 00 299 64 23 23 Fax: 00 299 64 28 86
Kontaktperson: Forsorgsfuldmægtig Vilhelm Lynge Hard
vilhelm.hard@kriminalforsorgen.gl
Lokalkontoret i Paamiut (Frederikshåb)
Postboks 339, 3940 Paamiut
Tlf 00 299 68 13 98 Fax 00 299 68 18 76
Kontaktperson: Forsorgsfuldmægtig Johan Barlaj
joba@sermersooq.gl
Lokalkontoret i Aasiaat (Egedesminde)
Postboks 140, 3950 Aasiaat
Tlf.: 00 299 89 22 24 Fax: 00 299 89 13 99
Kontaktperson: Forsorgsfuldmægtig Frantz Olsvig
frantz.olsvig@kriminalforsorgen.gl
Lokalkontoret i Ilulissat (Jakobshavn)
Postboks 219, 3952 Ilulissat
Tlf. 00 299 94 35 60 Fax 00 299 94 35 24
Berthina.jensen@kriminalforsorgen.gl
11.1.6 Kriminalforsorgen i Grønland

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Kontaktperson: Berthina Møller Jensen
Lokalkontoret i Uummannaq (Umanak)
Postboks 200, 3961 Uummannaq
Tlf. 00 299 95 44 55 Fax 00 299 95 10 76
Kontaktperson: Forsorgsassistent Gerda Fleischer gefl@uummannaq.gl
11.1.6 Kriminalforsorgen i Grønland

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.2.1 Retten på Færøerne
Retten på Færøerne er Færøernes eneste domstol. Den er beliggende i Tórshavn og har desuden
en afdeling på Suderø. Færøerne udgør én retskreds.
Domstolen ledes af en såkaldt administrerende sorenskriver, der svarer til en retspræsident ved
en byret i Danmark. Yderligere 1 dommer, 1 retsassessor og 3 dommerfuldmægtige er tilknyttet
retten. Retten på Færøerne adskiller sig fra det øvrige Danmarks retter ved at være kompetent i
alle retssager, og afholder også søforklaringer. Sager afgjort ved Retten på Færøerne kan
efterfølgende ankes til Østre Landsret.
Sorenskriveren fungerer desuden som overformynder og er formand for Erstatningsnævnet,
Huslejenævnet, Overfredningsnævnet, Sterilisationsnævnet og Færøernes Ulykkesforsikringsråd.
Siden september 2004 har den administrerende sorenskriver været Henrik Møller.
Retten på Færøerne behandler ca. 5.500 sager årligt.
11.2.1 Retten på Færøerne

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.2.2 Uddrag af Den Færøske Retsplejelov
BEKENDTGØRELSE NR. 148 FRÁ 9. MARTS 2004 AF LOV FOR
FÆRØERNE OM RETTENS PLEJE, SOM SENEST ÆNDRET VED LOV
NR. 505 AF 12. JUNI 2009 *)
Lovbekendtgørelse nr. 148 af 09.03. 2004
Domstolenes ordning
Retterne
§ 1. De almindelige domstole er Højesteret, landsretterne og
byretterne samt Sø- og Handelsretten og Tinglysningsretten.
Stk. 2. Denne lovs regler finder alene anvendelse på rettens pleje
ved de almindelige domstole, medmindre andet er bestemt i denne
eller anden lov.
§ 2. Højesteret er øverste domstol for hele riget. Den har sit sæde
i København og består af en præsident og 15 andre
højesteretsdommere.
§ 3. I afgørelsen af sager ved Højesteret deltager, medmindre
andet er bestemt, mindst 5 dommere. Præsidenten træffer efter
forhandling med rettens medlemmer bestemmelse om sagernes
fordeling mellem dommerne og om sagernes administrative
behandling. Er i en sag det nødvendige antal højesteretsdommere
ikke til rådighed, kan præsidenten tilkalde en eller flere
landsdommere til at deltage i sagens behandling
§ 5. Der skal være to landsretter: Østre Landsret og Vestre
Landsret. Under Østre Landsret hører Øerne samt Færøerne, og
under Vestre Landsret hører Jylland.
11.2.2 – Uddrag af Den Færøske Retsplejelov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Østre Landsret, der har sit sæde i København, består af
en præsident og 60 andre landsdommere.
Stk. 3. I nævningesager deltager 12 nævninger i sagens
behandling. I domsmandssager sammensættes retten af 3
landsdommere og 3 domsmænd.
§ 9. Landet inddeles i 24 retskredse. Desuden udgør Færøerne
en retskreds. Justitsministeren kan foretage forandringer i
retskredsenes område, medmindre forandringen indebærer
oprettelse eller nedlæggelse af en retskreds.
Stk. 13. Retten på Færøerne består af 2 sorenskrivere
(dommere), heraf 1 administrerende sorenskriver, som, medmindre
andet er bestemt, varetager de opgaver, der ellers efter denne lov
på hviler byretspræsidenterne.
§ 17. Fuldmægtige ved byretterne.
For Færøernes vedkommende skal reglerne tilsikre, at det
nødvendige antal fuldmægtige uddannes i færøsk lovgivning,
færøske samfundsforhold og færøsk kultur og tillige i færøsk sprog i
skrift og tale.
Retsmøder
Dommere, justitssekretærer, fuldmægtige m.m.
Stk. 2. Ved besættelse af stillinger som sorenskriver (dommer)
ved retten på Færøerne skal der tillige lægges vægt på, at
ansøgerne behersker det færøske sprog i skrift og tale og har
indsigt i færøsk lovgivning, færøske samfundsforhold og færøsk
kultur.
§ 43 a. Der oprettes et dommerudnævnelsesråd, som afgiver
indstilling til justitsministeren om besættelse af stillinger som
dommer.
11.2.2 – Uddrag af Den Færøske Retsplejelov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
4) byretspræsident, administrerende byretsdommer, byretsdommer, administrerende
sorenskriver (dommer) og sorenskriver (dommer) og
5) midlertidigt beskikket dommer i henhold til § 44 b.
Stk. 5. Ved behandling af sager vedrørende besættelse af
stillinger som administrerende sorenskriver (dommer) eller
sorenskriver (dommer) ved retten på Færøerne medvirker i stedet
for den i stk. 3 nævnte advokat en advokat med bopæl på
Færøerne og i stedet for de i stk. 4 nævnte
offentlighedsrepræsentanter to repræsentanter for den færøske
offentlighed. Advokaten beskikkes af justitsministeren efter
indstilling fra Advokatrådet. Repræsentanterne for den færøske
offentlighed beskikkes af justitsministeren efter indstilling fra og
blandt de personer, der er optaget på nævningelisten, jf. § 74.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden
ved indstilling af repræsentanterne for den færøske offentlighed.
Stk. 6. Medlemmer af Folketinget, Færøernes Lagting eller
kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af
Dommerudnævnelsesrådet.
Stk. 3. Ved afgørelsen af, hvilke fuldmægtige der skal have
tjenestested ved retten på Færøerne, skal der lægges vægt på, at
de pågældende behersker det færøske sprog i skrift og tale og har
indsigt i færøsk lovgivning, færøske samfundsforhold og færøsk
kultur.
Stk. 4. Dommerudnævnelsesrådet, jf. §§ 43 a-43 d, afgiver
indstilling til Domstolsstyrelsen om, hvilke fuldmægtige der skal
have tjenestested ved retten på Færøerne.
Kapitel 6
Almindelige bestemmelser
11.2.2 – Uddrag af Den Færøske Retsplejelov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Færøerne danner en særlig nævningekreds. På Færøerne
virker kun nævninger, og der udarbejdes derfor alene en
nævningeliste, jf. § 74.
Politimyndigheden
Kapitel 11
Stk. 3. Politiets virksomhed udøves i øvrigt dels af et for hele riget
fælles politikorps, dels af et særligt politikorps for Færøerne.
§ 110. Under rigspolitichefen henlægges særlig:
1) Fordeling og omflytning samt indstillinger om ansættelser og forfremmelser inden for
Færøernes politikorps og politiets kontorpersonale. Forinden indstilling om
ansættelse i politikorpset afgives, indhenter rigspolitichefen erklæring fra landfogden
(politimesteren) og fra Færøernes landsstyre. Ved forflyttelse skal der indhentes
erklæring fra vedkommende tjenestemand.
§ 111. Landet inddeles i 54 politikredse. Endvidere udgør
Færøerne en politikreds.
Fælles bestemmelser for borgerlige sager og straffesager
Kapitel 16
Almindelige bestemmelser om procesmåden
§ 148. Retssager forhandles mundtlig. Skrift anvendes kun i det
omfang, i hvilket loven særlig bestemmer det.
Stk. 2. Ved den mundtlige forhandling benyttes frit foredrag.
Stk. 3. Når oplæsning skal finde sted, bestemmer rettens
formand, ved hvem den skal foregå, for så vidt andet ikke i loven er
11.2.2 – Uddrag af Den Færøske Retsplejelov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
foreskrevet.
§ 149. 2) 4) Hovedsproget i retten er færøsk, men dansk kan lige
så vel anvendes som færøsk. Afhøring af personer, der ikke har
tilstrækkeligt kendskab til det færøske eller det danske sprog, skal
så vidt muligt ske ved hjælp af en translatør eller en af retten
udnævnt tolk. Dog kan, bortset fra straffesager, hvori nævninger
medvirker, tilkaldelse af tolk undlades, når ingen af parterne gør
fordring herpå og retten tiltror sig fornødent kendskab til det
fremmede sprog. Hvis dommeren ikke har fornødent kendskab til
det færøske sprog, foranlediger dommeren tilkaldt en kyndig
person til at fungere som oversætter, når det måtte være fornødent.
Stk. 2. Dokumenter, der er affattet på fremmede sprog, skal
ledsages af en oversættelse, der, når retten eller modparten
forlanger det, skal bekræftes af en translatør eller en af retten
antaget oversætter. Oversættelsen kan dog frafaldes, når begge
parter er enige derom og retten tiltror sig fornødent kendskab til det
fremmede sprog. Har dommeren ikke fornødent kendskab til det
færøske skriftsprog, foranlediger dommeren dokumenter affattet i
det færøske sprog oversat. Såfremt oversættelsen ikke godkendes
af parterne, skal den bekræftes af en af retten udmeldt kyndig
person. I tilfælde af anke eller kære skal dokumenter affattet på det
færøske sprog ledsages af en oversættelse foretaget af en dertil af
retten beskikket person. Udgifterne ved de i dette stykke
omhandlede oversættelser af færøske dokumenter og de i stk. 1, 4.
pkt., omhandlede tilkaldelser af tolk afholdes af landskassen.
Kapitel 31
Fri proces
§ 330. Der kan efter ansøgning meddeles en person fri proces,
såfremt
1) han skønnes at have rimelig grund til at føre proces, og
11.2.2 – Uddrag af Den Færøske Retsplejelov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2) han ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet
med sagen.
Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse
§ 468. Reglerne i dette kapitel finder, når andet ikke er bestemt
ved lov, anvendelse ved frihedsberøvelse uden for
strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed.
§ 468 a. 3) Reglerne i dette kapitel finder endvidere anvendelse i
sager om prøvelse af afgørelser truffet af Hovedbørneudvalget.
Stk. 2. Begæring om sagens indbringelse for retten, jf. § 469, skal
fremsættes inden 8 uger efter, at parterne har modtaget
meddelelse om afgørelsen. § 469, stk. 4,2. pkt., finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3. Byretten tiltrædes under domsforhandlingen af et
retsmedlem, der er sagkyndig i børneforsorg, og et retsmedlem, der
er sagkyndig i børne- eller ungdomspsykiatri eller i psykologi.
Stk. 4. Som parter anses forældremyndighedens indehaver og
den unge, der er fyldt 15 år, uanset om den pågældende har
krævet afgørelsen forelagt for retten.
Stk 5. Retten kan bestemme, at retsmøderne skal foregå for
lukkede døre.
Stk. 6. Ved offentlig gengivelse af forhandlingerne i retten eller af
dommen må der ikke uden rettens tilladelse ske offentliggørelse af
navn, stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte
personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes
identitet. Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde.
Stk. 7. Ved afgivelse af dissens angives dommernes navne ikke.
§ 469. 2) 6) Begærer den, der administrativt er berøvet sin frihed,
eller den, som handler på hans vegne, at frihedsberøvelsens
lovlighed prøves af retten, skal den myndighed, som har besluttet
frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, forelægge sagen for
11.2.2 – Uddrag af Den Færøske Retsplejelov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
byretten på det sted, hvor den, om hvis frihedsberøvelse, der er
spørgsmål, har bopæl (hjemting), jf. § 235. Sager om
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel,
tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering og aflåsning af døre i
afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
forelægges dog, så længe patienten ikke er udskrevet, for byretten
på det sted, hvor vedkommende psykiatriske sygehus eller afdeling
er beliggende.
Stk. 2. Forelæggelsen for retten skal finde sted inden 5
søgnedage efter begæringens fremsættelse og sker ved
fremsendelse af sagens akter med fornødne oplysninger om den
beslutning, hvis lovlighed kræves prøvet, herunder angivelse af den
bestemmelse, i medfør af hvilken beslutningen er truffet, en
kortfattet redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes som
grundlag for den, og henvisning til de i sagen foreliggende
bevisligheder, der vil kunne have betydning for rettens afgørelse.
Indbringes sagen for en domstol, der ikke er rette værneting,
henviser dommeren sagen til rette værneting.
Stk. 3. Begæring om sagens indbringelse for retten hindrer ikke
frihedsberøvelsens iværksættelse eller opretholdelse, medmindre
retten bestemmer det.
Stk. 4. 2) Begæring om sagens indbringelse for retten efter
reglerne i dette kapitel skal fremsættes inden 4 uger efter
frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af begæringen kan
indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis
tillades af justitsministeren, når der foreligger særlig grund til at
afvige fra fristen. I sager om tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering,
beskyttelsesfiksering og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til
lov om anvendelse af tvang i psykiatrien regnes fristerne dog fra
det psykiatriske patientklagenævns afgørelse i sagen.
Stk. 5. Er lovligheden af den pågældende frihedsberøvelse
stadfæstet ved dom, kan begæring om fornyet prøvelse ikke rejses
11.2.2 – Uddrag af Den Færøske Retsplejelov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
med pligt for den besluttende myndighed efter denne paragraf,
forinden der er forløbet sådan frist, som måtte være fastsat i
vedkommende særlige lov.
Stk. 6. Krav om erstatning af det offentlige for ulovlig
frihedsberøvelse skal efter begæring pådømmes under sagen om
frihedsberøvelsens lovlighed. Retten kan dog udskyde
erstatningsspørgsmålet til behandling efter afgørelsen om
frihedsberøvelsens lovlighed.
§ 470. Som parter anses den, om hvis frihedsberøvelse der er
spørgsmål, den, der handler på hans vegne, samt den besluttende
myndighed.
Stk. 2. Retten beskikker en advokat til at varetage dens tarv, hvis
frihedsberøvelse sagen angår, medmindre han selv har antaget en
advokat. Når der skønnes at være fornøden anledning dertil, kan
retten endvidere beskikke en advokat for den besluttende
myndighed eller andre parter.
Stk. 3. 2) 6) Dommeren bestemmer snarest muligt tid for sagens
foretagelse, hvorom parterne underrettes med et af dommeren
fastsat varsel. Meddelelsen skal indeholde oplysning om, at sagen i
tilfælde af udeblivelse uden lovligt forfald kan fremmes til dom på
det foreliggende grundlag. Dommeren påser i øvrigt, at sagen
fremmes mest muligt.
Stk. 4. Er frihedsberøvelsen iværksat, skal den frihedsberøvede
bringes til stede i retten, hvis retten bestemmer det. Det samme
gælder, hvis han selv fremsætter ønske herom, medmindre retten
efter de foreliggende oplysninger om hans tilstand finder, at
fremstilling ikke bør finde sted. Retten bestemmer, om den
frihedsberøvede skal bringes til stede for den dømmende ret, eller
om det må anses for tilstrækkeligt, at der gives ham lejlighed til at
udtale sig over for retten på det sted, hvor han har ophold.
§ 471. Retten drager omsorg for sagens oplysning og træffer selv
11.2.2 – Uddrag af Den Færøske Retsplejelov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
bestemmelse om afhøring af parter og vidner samt om
tilvejebringelse af udtalelser fra sagkyndige og af andre
bevismidler.
Stk. 2. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan retten
bestemme, at den frihedsberøvede eller den, der handler på hans
vegne, skal forlade retssalen under bevisførelsen eller under en del
af denne. Når den pågældende atter er indladt i retssalen, skal han
gøres bekendt med det under hans fraværelse forefaldne.
Stk. 3. Såfremt retten anser det for fornødent, at en til
vedkommende hospital eller anstalt knyttet person afhøres som
vidne i retten, bør den pågældende i almindelighed ikke kræves
afhørt uden for den retskreds, i hvilken han bor eller opholder sig,
eller i hvilken hospitalet eller anstalten er beliggende. På samme
måde bør en til den besluttende myndighed knyttet person i
almindelighed ikke kræves afhørt uden for den retskreds, i hvilken
han bor eller opholder sig, eller i hvilken den besluttende
myndighed har sit sæde.
Stk. 4. Retten indkalder selv parter og vidner. Politiet skal på
begæring bistå retten med fremskaffelse af oplysninger om parters
og vidners bopæle eller opholdssteder eller andre af retten
nærmere angivne forhold.
§ 472. Efter at parterne har haft lejlighed til at udtale sig, og
bevisførelsen er sluttet, afgør retten ved dom, om
frihedsberøvelsen som lovlig bør stå ved magt, eller om den vil
være at ophæve.
Stk. 2. Udebliver nogen af parterne uden oplyst lovligt forfald,
afgør retten, om frihedsberøvelsens lovlighed kan prøves på det
foreliggende grundlag, eller om udsættelse skal finde sted.
§ 473. Retten kan bestemme, at der ved offentlig gengivelse af
forhandlingen i retten og af dommen ikke må ske offentliggørelse af
navn, stilling eller bopæl for nogen af de under sagen nævnte
11.2.2 – Uddrag af Den Færøske Retsplejelov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
personer. Overtrædelse af sådant forbud straffes med bøde.
§ 474. Om salær og godtgørelse for udlæg til de beskikkede
advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt
fri proces, jf. kap. 31. Retten kan bestemme, at også andre udgifter
skal afholdes på denne måde.
Stk. 2. Retten bør kun, når der er særlig anledning dertil, pålægge
en part helt eller delvis at udrede sagsomkostninger.
§ 475. Anke sker ved meddelelse til dommeren. Ankefristen er 4
uger fra dommens afsigelse. Anke kan dog undtagelsesvis tillades
af justitsministeren indtil et år efter dommens afsigelse. Byretten
sender meddelelsen om anken samt sagens akter til landsretten,
der berammer mundtlig forhandling af sagen i et retsmøde, til
hvilket parterne indkaldes af retten med et af denne bestemt varsel.
Stk. 2. Om sagens behandling i landsretten gælder tilsvarende
regler som fastsat for byretsbehandlingen.
Stk. 3. Landsrettens dom kan ikke ankes til Højesteret.
Bestemmelserne i § 371, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder dog
tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Anke har kun opsættende virkning, når det bestemmes af
den ret, hvis afgørelse påankes, eller af den ret, til hvilken anke
sker.
§ 777. 2) 5) En varetægtsarrestant kan med rettens
godkendelse anbringes i en anstalt for personer, der udstår
fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital m.v., jf. straffelovens §§
68 og 69, hvis han selv, anklagemyndigheden og institutionens
ledelse samtykker heri. Hvis helbredsmæssige hensyn eller
hensynet til andres sikkerhed gør det påkrævet, kan sådan
anbringelse undtagelsesvis ske uden arrestantens samtykke. I
institutionen behandles den pågældende efter de regler, der gælder
for personer, der er anbragt der i henhold til dom. Arrestanten må
dog ikke uden rettens godkendelse forlade institutionen, bortset fra
11.2.2 – Uddrag af Den Færøske Retsplejelov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
de tilfælde, der er nævnt i § 771, stk. 2.
§ 786. Breve og andre forsendelser, som er rettede til eller
antages at være bestemte for eller hidrøre fra sigtede, kan det ved
rettens kendelse pålægges postvæsenet at tilbageholde og
udlevere til retten, når sigtelsen angår en forbrydelse, som det efter
lovens almindelige regel tilkommer statsadvokaten at forfølge, og
omstændighederne gør det sandsynligt, at indholdet bør
beslaglægges. Undtagne fra sådan beslaglæggelse er breve, som
veksles mellem sigtede og hans forsvarer, for så vidt dette følger af
reglerne i § 772.
Stk. 2. I påtrængende tilfælde kan politiet pålægge postvæsenets
embedsmænd at tilbageholde sådanne forsendelser, indtil rettens
afgørelse fås, dog ikke for et længere tidsrum end tre dage.
Personundersøgelser
§ 808. Der skal tilvejebringes sådanne oplysninger om sigtedes
personlige forhold, som må antages at være af betydning for
sagens afgørelse vedrørende straffastsættelse eller anvendelse af
anden retsfølge end straf.
Stk. 2. En nærmere undersøgelse vedrørende sigtedes
personlige forhold, herunder navnlig hans tidligere og nuværende
forhold i hjem, skole og arbejde samt hans legemlige og åndelige
tilstand, skal i almindelighed foretages, når der kan blive spørgsmål
om anvendelse af
1) betinget dom,
2) tiltalefrafald på andre vilkår end vedtagelse af bøde og betaling af erstatning,
3) retsfølger, der træder i stedet for straf.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilke sager der i
øvrigt skal foretages undersøgelser af den i stk. 2 omhandlede
11.2.2 – Uddrag af Den Færøske Retsplejelov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
beskaffenhed.
§ 809. Sigtede skal underkastes mentalundersøgelse, når dette
findes at være af betydning for sagens afgørelse. Hvis han ikke
udtrykkeligt samtykker i undersøgelsen, kan denne kun finde sted
efter retskendelse. Er sigtede fængslet, kan han ikke
mentalundersøges uden rettens bestemmelse.
Stk. 2. Findes det påkrævet, at sigtede indlægges til
mentalundersøgelse på hospital for sindslidende, på
åndssvageanstalt eller i anden egnet institution, træffer retten ved
kendelse bestemmelse herom.
§ 810. Såfremt sigtede ikke samtykker i, at der søges tilvejebragt
oplysninger om hans personlige forhold ved henvendelse til hans
pårørende eller andre privatpersoner, kan dette kun ske, hvis retten
finder det af væsentlig betydning for sagens afgørelse og ved
kendelse træffer bestemmelse herom.
§ 811. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
foretagelsen af personundersøgelser.
Stk. 2. 2) 6) Justitsministeren kan efter forhandling med
velfærdsministeren og sundhedsministeren fastsætte regler om
meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til personer, der er indlagt
på hospital for sindslidende m.v. i medfør af § 809, stk. 2, når der
ikke i øvrigt er taget stilling hertil. Justitsministeren kan i den
forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse
regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1988.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov for Færøerne nr. 72 af 5. marts
1979 om rettens pleje, jf. dog § 6.
Stk. 2. Bestemmelserne i lovens §§ 2, 3, 5, 6, 7, 8, 10, 11, 12 og
13 gælder ikke for Færøerne. Bestemmelserne i §§ 3 og 13 kan
11.2.2 – Uddrag af Den Færøske Retsplejelov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
dog ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
11.2.2 – Uddrag af Den Færøske Retsplejelov

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.2.3 KONTAKTOPLYSNINGER FOR FÆRØERNE
DOMSTOLENE
Sorinskrivarin (Dommeren)
Færøernes ret
C. Pløyensgøta 1
Postboks 28
FO-110 Tórshavn
Åbningstid: Mandag – fredag kl. 9-15 (dansk tid kl. 8-14)
Telefontid: Mandag – fredag kl. 9-15 (dansk tid kl. 8-14)
Tlf.: (00 298) 311003
Fax: (00 298) 318313
E-mail: post@sorinskrivarin.fo
Webpage: www.sorinskrivarin.fo
Østre Landsret
Bredgade 59
1260 København K.
Hovednummer: 33 97 02 00
Telefax: (0045) 33 14 58 22
Hoved e-mail: post@oestrelandsret.dk
Webpage: www.domstol.dk/oestrelandsret
Kontortid: Mandag til torsdag kl. 9- 16 (færøsk tid kl. 8-15), og fredag kl. 9-15 (færøsk
tid kl. 8-14)
Alle anke- og kæresager fra Færøerne behandles med ganske få undtagelser af Østre
Landsret 5. afdeling, som afholder ca. 3 retssessioner på Færøerne om året:
Direkte nummer til 5. afdeling: (0045) 33 970205
Direkte e-mail: 5.Afdeling@oestrelandsret.dk
Højesteret
Prins Jørgens Gård 13
1218 København K
Øverst på formularen
11.2.3 KONTAKTOPLYSNINGER FOR FÆRØERNE

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Tlf.: (0045) 33632750
Fax: (0045) 33150010
Email: post@hoejesteret.dk
Webpage: www.domstol.dk/hojesteret
Åbningstid/kontortid: Mandag - fredag kl. 9-15 (færøske tid 8-14)
I blandt andet nævningesager er der direkte anke fra Færøernes ret til Højesteret med
hensyn til strafudmålingen.
DANSKE NÆVN OG MYNDIGHEDER:
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Frederiksborggade 15, 2.sal
1360 København K
Tlf.: (0045) 33 389500
Fax: (0045) 33 389599
E-mail: pkn@pkn.dk
Webpage: www.pkn.dk
Telefontid: mandag – fredag kl. 10-14 (færøsk tid kl. 9-13)
Føroya Landfúti (politimesteren på Færøerne)
Politikontoret
Yviri við Strond 17
Postboks 3018
FO-110 Tórshavn
Hovednummer: (00 298) 351448
Hovedfax: (00 298) 351452
Telefontid: Mandag til torsdag kl. 8-16 (dansk tid kl. 7-15), fredag kl. 8-15 (dansk tid kl.
7-14)
Der sker kun personlig betjening efter aftale.
E-mail: politi@politi.fo
Webpage: www.politi.dk/Faeroeerne
Politistationen i Tórshavn
Jonas Broncksgøta 17
FO-100 Tórshavn
Hovednummer: (00 298) 351448 (hele døgnet).
Hovedfax: (00 298) 351454 (vagthavende) eller (00 298) 351449 (Ekspeditionen)
11.2.3 KONTAKTOPLYSNINGER FOR FÆRØERNE

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Som hovedstation på Færøerne er politistationen åben hele døgnet for personlige
henvendelse.
Almindelig kundebetjening:
Telefontid: Tirsdag og torsdag kl. 10-14 (dansk tid 9-13)
Personlig henvendelse: Mandag – fredag kl. 10-15 (dansk tid kl. 9-14), dog således at
henvendelser vedrørende udlændingesager sker mellem kl. 10-12.30 (dansk tid kl. 9-
11.30)
Arresthuset i Tórshavn
Bókbindaragøta 1
FO-100 Tórshavn
Tlf. ved opringning på Færøerne: (00 298) 317340
Tlf. ved opringning fra Danmark: 72 55 89 00
Fax: (00 298) 31 65 61
E-mail: arresthuset.torshavn@kriminalforsorgen.dk
Webpage: www.kriminalforsorgen.dk
Kriminalforsorgin (KiF-afdelingen på Færøerne)
Húsabrúgv 11 A,
Postboks 325
FO-110 Tórshavn
Tlf. ved opringning på Færøerne: (00 298) 313801
Tlf. ved opringning fra Danmark: 72 55 76 80
Fax: 00 298 31 98 19
E-mail: afdelingen.faeroerne@kriminalforsorgen.dk
Webpage: www.kriminalforsorgen.dk
Psykiatriska sjúklingakærunevndin (Det færøske patientklagenævn)
c/o Føroya Kærestovnur (Den færøske ankestyrelse/institution)
Undir Hornabakka
Postboks 45
FO-110 Tórshavn
Tlf.: (00 298) 320585
Fax: (00 298) 320 590
Email: kaerustovnur@kaerustovnur.fo
Webpage: www.kaerustovnur.fo
11.2.3 KONTAKTOPLYSNINGER FOR FÆRØERNE

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Åbningstid: Mandag – fredag kl. 9-12 og 13-15 (dansk tid kl. 8-11 og 12-14)
Heilsumálaráðið (Det færøske sundhedsministerium)
Eirargarður 2
FO-100 Tórshavn
Tlf: (00 298) 30 40 50
Fax: (00 298) 30 40 25
E-mail: hmr@hmr.fo
Webpage: www.hmr.fo
Åbningstider: Mandag – torsdag kl 8.30 til 16.00 (dansk tid kl. 7.30-15), og
fredag kl 8.30 til 15.30 (dansk tid kl. 7.30-14.30)
Landssygehuset
J.C. Svabosgøta 43
FO-100 Tórshavn
Omstilling til alle afdelinger: (00 298) 304500
E-mail: lsh@lsh.fo
Webpage: www.lsh.fo
Chefsekretær på psykiatrisk afdeling:
Jórun Arge
Tlf. lokal 4103
E-mail: LSjorar@ls.fo
Fax nr. på de psykiatriske sengeafsnit:
Afdeling 1: (00 298) 312680
Afdeling 2: (00 298) 304652
Afdeling 3: (00 298) 304653
Klaksvík Sygehus
Sniðgøta 1
FO-700 Klaksvík
Omstilling til alle afdelinger: (00 298) 454545
Faxnummer til administrationen: (00 298) 457363
Faxnummer til læger/lægesekretærer: (00 298) 457033
E-mail: ks@ks.fo
Webpage: www.ks.fo
11.2.3 KONTAKTOPLYSNINGER FOR FÆRØERNE

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Suderø Sygehus
Sjúkrahúsbrekkan 19
FO-800 Tvøroyri
Omstilling til alle afdelinger: (00 298) 343300
Faxnummer til administrationen: (00 298) 371142
Faxnummer til læger/lægesekretærer: (00 298) 371010
E-mail: ssh@sshs.fo
Webpage: www.ssh.fo
11.2.3 KONTAKTOPLYSNINGER FOR FÆRØERNE

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
ØVRIGE
Løgtingins umboðmaður (Lagtingets Ombudsmand)
Traðagøtu 43
Postboks 2008
FO 165 Argir
Tlf: (00 298 35 85 00)
Fax: (00 298) 35 85 01
E-mail: lum@lum.fo
Webpage: www.lum.fo
Åbningstid: Mandag – fredag kl. 10- 15 (dansk tid kl. 9-14)
Behandler klager m.v. vedrørende færøske myndigheders afgørelser og sagsbehandling.
Folketingets Ombudsmand
Gammeltorv 22
1457 København K
Tlf.: (0045) 33 132512
Fax: (0045) 33 130717
E-mail post@ombudsmanden.dk
Webpage: www.ombudsmanden.dk
Telefontid: Mandag- torsdag kl. 9-16 (færøsk tid kl. 8-15), og fredag kl. 9-15 (færøsk tid
kl. 8-14)
Personlig henvendelse: Mandag-fredag kl. 10 –14 (færøsk tid 9-13).
Behandler klager m.v. vedrørende danske myndigheders afgørelser og sagsbehandling.
Færøsk lovdatabase:
www.logir.fo
Dansk lovdatobase:
www.retsinfo.dk
11.2.3 KONTAKTOPLYSNINGER FOR FÆRØERNE

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.2.4 Psykiatrisk Center Torshavn
AFDELINGSBESKRIVELSE AUGUST 2008
HOVEDUDDANELSEN
TIL SPECIALLÆGE I PSYKIATRI
PSYKIATRISK CENTER PÅ LANDSSYGEHUSET I TORSHAVN
Psykiatrisk Center Torshavn er en del af Landssygehuset, som er Færøernes største
sygehus, - og
centret er øernes eneste psykiatriske afdeling. Centret dækker således et
befolkningsgrundlag på
48.000 .
Psykiatrisk Center omfatter
Seks sengeafdelinger med 55 sengepladser
Dagafdeling
Ambulatorium
Distriktspsykiatri (under opbygning)
Gerontopsykiatrisk team
Børne- og ungdomspsykiatrisk team
Oligofreni-team
Liason-funktion
Patientgrupperne spænder over det samlede psykiatriske diagnose spekter. Centret
modtager både
akutte og elektive (udvalgte) indlæggelser. Akutpsykiatrien er visiteret via
vagtlægesystemet og centret har akut modtagefunktion men ikke åben skadestue.
Aktivitetstal 2006:
Indlæggelser 347
Sengedage 19231
Ambulante konsultationer ca. 5000
Sengeafdelingerne består af:
En lukket afdeling med 8 pladser. Fungerer også som akut modtageafdeling.
En åben afdeling med 11 pladser. Fortrinsvis med psykoseproblematik.
En åben afdeling med 14 pladser (5 døgns afsnit). Fortrinsvis depression og
personlighedsforstyrrelser.
En åben gerontospykiatrisk afdeling med 5 pladser.
En åben afdeling med 7 pladser. Langtidsafdeling/bofællesskab for patienter med
skizofreni.
En åben afdeling med 10 pladser. Langtidsrehabilitering for patienter med psykoser.
Dagafdelingen (5 dage om ugen) varetager primært efterbehandling for tidligere
indlagte der har
egen bolig, men kræver bredere behandlingstilbud en distriktet og socialpsykiatrien kan
tilbyde.
Afdelingen er under omlægning til at omfatte er bredere klientel.
Ambulatoriet er et kombineret efterbehandlingsambulatorium og varetager også
behandlingen af
nyhenviste patienter i et bredt diagnostisk spekter.
11.2.4 Psykiatrisk Center Torshavn AFDELINGSBESKRIVELSE AUGUST 2008

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Distriktspsykiatrien ved centret er under opbygningen og bliver varetaget af et
koordinerende team
på centret og distriktspsykiatriske sygeplejersker, der er ansat rundt om på øerne i tæt
samarbejde
med hjemmeplejen. Der arbejdes efter den svenske model “Integrerad psykiatri”, som
er en assertiv
metode der lægger vægt på integration av professionelle, familiære og lokalenetværk.
Gerontospykiatrisk team varetager demensklinikken, der forestår diagnostisk udredning,
behandling
og opfølgning af demente. Derudover vejledning og rådgivning til pårørende og
samarbejdsparter, f.eks. hjemmepleje, plejehjem og praktiserende læger.
Børne- og ungdomspsykiatrisk team på centret varetager behandlingen (ambulant) af
børne- og unge
under 18 år. Teamet består af en psykolog og to sygeplejersker i fuldtidsstilling og
derudover
socialrådgiver, musikterapeut tilknyttet samt børne- og ungdomspsykiatrisk
konsulenter, som
aktuelt betjenes af dansk børne- og ungdomspsykiater, der er tilstede på centret 6 uger
om året og
børne- og ungdomspsykiatere og børne- psykolog fra Bispebjerg Hospital, er tilstede to
uger om året.
Derudover er der telefonisk og elektronisk vejledning/supervision af teamets arbejde.
Senere i 2008
vil mere avanceret telepsykiatrisk udstyr blive taget i brug, således at der kan holdes
video
konferencer og konsultationer. I første omgang primært på B&U området, men med
muligheden for
at dette også kan anvendes af andre og f. eks i uddannelsesøjemed.
Oligofreni-teamet varetager behandlingen af oligofrene og rådgivning og vejledning til
institutioner
og pårørende. Teamet er underopbygning og består af to af centrets social og
sundhedsassistenter,
læge på centret samt dansk konsulent med speciale inden for oligofreni-psykiatrien,
som har et til
to konsulentbesøg om året på centret.
Liaisonfunktionen er tilsyn på sygehusets somatiske afdelinger, med diagnostik og
behandlingsforslag til somatisk syge med psykiske problemer.
På centret er der et tværfagligt miljø bestående af 5 psykologer, 1 musikterapeut, 4
ergoterapeuter
1,5 fysioterapeut, 2 socialrådgivere samt en bredt sammensat plejegruppe.
Ved centret er der normeret 4 overlægestillinger, 5 reservelægestillinger (hvoraf en kan
ad hoc
klassificeres til I-stilling og en er klassificeret til AP-stilling), samt fra 2009 en stilling i
Klinisk
Basisuddannelse.
Der er tilknyttet gerontopsykiatrisk konsulent, børne- og ungdomspsykiatriske
konsulenter,
konsulent i oligofreni-psykiatri samt forskningskonsulent (speciallæge i psykiatri med
11.2.4 Psykiatrisk Center Torshavn AFDELINGSBESKRIVELSE AUGUST 2008

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
stor
forskningserfaring og p.t. ansat udenlands).
Aktuelt er der således ansat en speciallæge i fuldtidsstilling, en speciallæge i 25 % stilling
(en uge
pr. måned), en speciallæge i 20 % stilling (en dag om ugen). Derudover er der tilknyttet
et “korps”
af speciallæger (fortrinsvis danske) der med jævne mellemrum afløser og supplerer
speciallægebemandingen.
Specialiserings behovet varetages af en nydannet nøgle-persons ordning, hvor
forskellige
faggrupper opkvalificeres på forskellige områder. Aktuelt er der tale om områderne
bipolar lidelse,
fødselsdepressioner, dobbeltdiagnoser, oligofreni og børn af psykisk syge.
På centret er ansat en “patient ombudsmand” som bestrides af medarbejder med
brugerbaggrund,
som har gennemgået MB uddannelse.
Reservelægernes arbejdstilrettelæggelse er dagarbejde med efterfølgende vagt fra
bolig.
Dagarbejdet består af indlæggelsessamtaler og journaloptagelse, stuegange, kliniske
konferencer,
patientsamtaler, pårørendesamtaler, ECT-behandling, ambulante konsultationer,
indgåelse i
forskellige team-funktioner. Administrativt arbejde som udfærdigelse af epikrise,
erklæringer, møder med samarbejdsparter og andet.
Vagtarbejdet består af akutte indlæggelser, stuegange og andre akutte problematikker
Centret har flere tværgående uddannelsesaktiviteter som yngre læger deltager i:
Daglige konferencer hvor det er muligt at vende og få supervision på kliniske
problemstillinger
Teoretisk undervisning x1 ugtl. efter morgenkonference med litteratur fremlæggelse
Tværfaglig undervisning x 1 ugtl. med diverse klinisk relevante emner
Klinik x 1 ugtl. Patientcase.
Teoretisk undervisning for alle (som bl.a. varetages af yngre læger)
Afdelingen arrangerer forskellige andre uddannelsesaktiviteter, kurser samt temadage
og er i gang
med en større tværfaglig efteruddannelse samt en 1 årig uddannelse i kognitiv terapi for
læger og
psykologer.
Fra efteråret 2008 startes en tværfaglig uddannelse i kognitiv terapi for plejepersonale
og andet
tværfagligt personale med planen om at hele personalegruppen skal gennem denne
uddannelse i
løbet af de næste par år.
Psykoterapeutisk har læger mulighed for at deltage i planlagt psykoterapeutisk
uddannelse i
kognitiv terapi. Derudover tilbydes supervision af psykoterapi inden for andre
referencerammer af
psykolog med specialistgodkendelse.
August 2008.
11.2.4 Psykiatrisk Center Torshavn AFDELINGSBESKRIVELSE AUGUST 2008

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.2.5 Sygehuse
Færøerne har 3 sygehuse. Landssygehuset i Torshavn med 200 sengepladser, Klaksvig Sygehus i
Klaksvig med 36 sengepladser og Suderø Sygehus på Tvøroyri med 30 sengepladser.
På Landssygehuset i Tórshavn er Færøernes eneste psykiatriske afdeling/center.
Psykiatrisk afdeling på Landssygehuset i Tórshavn udfærdiger som udgangspunkt de
retspsykiatriske udtalelser, der indgår i anklagemyndighedens straffesager og i sager om
ophævelse eller ændringer af idømte foranstaltninger, herunder behandlings-domme, når den
sigtede/tiltalte/dømte er bosiddende på Færøerne. I særlige tilfælde kan politimesteren på
Færøerne anmode f.eks. Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik udfærdige disse. Det kan
være f.eks. tilfælde, hvor en varetægtsarrestant er over overført til dansk arresthus/fængsel,
eller hvis der er særlige forhold vedrørende tolkning.
11.2.5 Sygehuse

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM
IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF LOV OM
ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN
Anordning nr. 185 af 13.03. 2009
Kapitel 1 Lovens område m.v.
Kapitel 2 Almindelige bestemmelser
Kapitel 3 Frihedsberøvelse
Kapitel 4 Tvangsbehandling
Kapitel 4 a Opfølgning efter udskrivning
Kapitel 5 Fiksering m.v. Tvangsfiksering
Kapitel 5 a Undersøgelse af post, patientstuer og ejendele,
kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v.
Kapitel 6 Tvangsprotokol og obligatorisk efterprøvelse
Kapitel 7 Særlige regler om psykokirurgiske indgreb og om
forsøgsbehandling
Kapitel 8 Patientrådgivere m.v.
Kapitel 9 Underretning og klagevejledning m.v.
Kapitel 10 Klageadgang og domstolsprøvelse Kapitel 11 Særlige regler
om anbringelse af ekstraordinært farlige personer
Kapitel 12 Patienter indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse
Kapitel 13 Ikrafttrædelsesbestemmelse
Nr. 185. 13. marts 2009
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning,
gør vitterligt:
I medfør af § 47 2) i lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og
anden tvang i psykiatrien, § 24, stk. 1 og 2, 3) i lov nr. 389 af 14. juni 1995,
§ 5, stk. 1 og 2, 4) i lov nr. 403 af 26. juni 1998, § 3 5) i lov nr. 1371 af 20.
december 2004 og § 4 6) 5) i lov nr. 534 af 8. juni 2006, bestemmes, at
loven skal gælde for Færøerne i følgende affattelse:
Kapitel 1
Lovens område m.v.
§ 1. Frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med
indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling må kun finde
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
sted efter reglerne i denne lov.
Stk. 2. Ved tvang forstås i denne lov anvendelse af foranstaltninger, for
hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke, jf. kapitel 2 i anordning
nr. 827 af 30. september 2002 om ikrafttræden for Færøerne af lov om
patienters retsstilling.
Stk. 3. For patienter, der er under 15 år eller varigt mangler evnen til at
give et informeret samtykke, skal der ikke forsøges indhentet et samtykke
fra forældremyndighedens indehaver, værgen eller de nærmeste
pårørende, hvis omgående gennemførelse af en foranstaltning i henhold til
denne lov er nødvendig for at afværge, at en patient
1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller
helbred eller
2) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Forældremyndighedens indehaver, værgen
eller de nærmeste pårørende skal efterfølgende orienteres herom.
Stk. 4. For patienter, der er imellem 15 og 18 år, hvor sundhedspersonen
efter en individuel vurdering skønner, at vedkommende ikke selv er i stand
til at forstå konsekvensen af sin stillingtagen, jf. § 8, stk. 2, i anordning nr.
827 af 30. september 2002 om ikrafttræden for Færøerne af lov om
patienters retsstilling, finder stk. 3 tilsvarende anvendelse.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser
§ 2. Med henblik på i videst muligt omfang at forebygge anvendelse
aftvang skal sygehusmyndigheden tilbyde sygehusophold, behandling,
pleje og omsorg, som svarer til god psykiatrisk sygehusstandard, herunder
med hensyn til de bygningsmæssige forhold, senge- og
personalenormering, personalets kompetencer, politikker i relation til
patienter og pårørende, mulighed for udendørs ophold samt
beskæftigelses-, uddannelses- og andre aktivitetstilbud.
§ 2 a. Sygehusmyndigheden skal sikre, at der på enhver psykiatrisk
afdeling findes en skriftlig husorden, som er tilgængelig for patienterne.
Stk. 2. Afdelingsledelsen skal sikre, at den skriftlige husorden udleveres
til patienten i forbindelse med indlæggelse.
Stk. 3. Ved udformning eller ændring af den skriftlige husorden skal
patienterne, inden der træffes beslutning herom, inddrages.
§ 3. Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skal så
vidt muligt finde sted med patientens samtykke.
Stk. 2. Lægen skal vejlede patienten om formålet med indlæggelsen,
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
opholdet og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af
helbredstilstanden.
Stk. 3. Overlægen har ansvaret for, at der opstilles en behandlingsplan
for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling, og at patienten vejledes
om planens indhold, samt at patientens samtykke til dens gennemførelse
til stadighed søges opnået. En kopi af behandlingsplanen skal udleveres til
patienten, medmindre denne frabeder sig dette.
§ 4. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at
opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal
patienten have en passende betænkningstid.
Stk. 2. Anvendelsen aftvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges
opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal
disse anvendes.
Stk. 3. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig
hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse
eller ulempe.
Stk. 4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er
nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.
Stk. 5. Efter ophør af enhver tvangsforanstaltning skal patienten tilbydes
en eller flere samtaler. Sundhedsstyrelsen fastsætter regler herom.
§ 4 a. Bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 10 a, stk. 1, 1. pkt., §
12, stk. 4, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 15, stk. 2, § 18 f, § 19 a, stk. 1 og 3, og §
21, stk. 2, er ikke til hinder for, at en beslutning i overlægens fravær
træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende
snarest tage stilling til beslutningen.
Kapitel 3
Frihedsberøvelse
§ 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf. § 10,
må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en
tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og det vil være uforsvarligt ikke
at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi:
1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil
blive væsentlig forringet eller
2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.
Tvangsindlæggelse
§ 6. Søger en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
fornøden behandling, har de nærmeste pligt til at tilkalde en læge. Hvis de
nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det politiet at gøre dette.
Stk. 2. På grundlag af sin undersøgelse og de modtagne oplysninger
skønner lægen, om indlæggelse på psykiatrisk afdeling er nødvendig.
Modsætter patienten sig sådan indlæggelse, afgør lægen, om
tvangsindlæggelse er påkrævet.
Stk. 3. Tvangsindlæggelse skal ske, når betingelserne i § 5 er opfyldt.
Lægen udfærdiger en erklæring herom, jf. § 7, stk. 2.
§ 7. Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse
og yder bistand hertil.
Stk. 2. Tvangsindlæggelse må kun gennemføres på grundlag af en
lægeerklæring, som hviler på lægens egen undersøgelse foretaget med
henblik på indlæggelsen. Erklæringen må ikke være udstedt af en læge,
der er ansat på det psykiatriske sygehus eller den psykiatriske afdeling,
hvor tvangsindlæggelse skal finde sted. Erklæringen må endvidere ikke
være udstedt af en læge, der er inhabil. Inhabilitet foreligger i samme
tilfælde som nævnt i forvaltningslovens § 3.
Stk. 3. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal lægens undersøgelse
være foretaget inden for det seneste døgn og ved tvangsindlæggelse efter §
5, nr. 1, inden for de seneste 7 dage forud for indlæggelsen.
§ 8. Den indlæggende læge skal så vidt muligt være til stede, indtil
politiet forlader stedet sammen med den, der skal tvangsindlægges. Ved
tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, underretter politiet lægen om
tidspunktet for gennemførelse af tvangsindlæggelsen.
§ 9. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal patienten straks
modtages. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, skal patienten modtages
snarest muligt inden for den frist på 7 dage, som er nævnt i § 7, stk. 3.
Stk. 2. Overlægen træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for
indlæggelse er opfyldt.
Stk. 3. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler
om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser, herunder
om politiets medvirken hertil.
Tvangstilbageholdelse
§ 10. Tvangstilbageholdelse af en person, der er indlagt på psykiatrisk
afdeling, skal ske, hvis overlægen finder, at betingelserne i § 5 er opfyldt.
Stk. 2. Overførelse af en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, til
lukket psykiatrisk afdeling behandles efter reglerne om
tvangstilbageholdelse, såfremt patienten modsætter sig overførelsen.
Stk. 3. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
muligt og senest inden 24 timer meddele patienten, om denne kan
udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes anmodning
om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse har
fundet sted, skal overlægens beslutning meddeles senest inden 48 timer
regnet fra tvangsindlæggelsen. Er begæringen fremsat af
patientrådgiveren, jf. §§ 24-29, underrettes tillige denne.
Tilbageførsel
§ 10 a. Har en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt person forladt en
psykiatrisk afdeling, og er den pågældende ikke frivilligt vendt tilbage,
kan overlægen beslutte, at den pågældende skal føres tilbage til afdelingen
med politiets bistand. Sådan tilbageførsel kan kun ske indtil 1 uge efter, at
udeblivelsen er konstateret. Er den pågældende udeblevet efter udgang, er
det endvidere en betingelse for tilbageførsel, at der ikke er givet tilladelse
til udgang med mere end tre overnatninger.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte regler om
fremgangsmåden i forbindelse med tilbageførsel, herunder om politiets
medvirken hertil.
Ophør af frihedsberøvelse
§ 11. Når betingelserne i § 5 ikke længere er til stede, skal
frihedsberøvelsen straks bringes til ophør. Patienten og patientrådgiveren
underrettes straks herom.
Kapitel 4
Tvangsbehandling
§ 12. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der
opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10.
Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler
i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Stk. 3. Tvangsbehandling med elektrostimulation må kun iværksættes,
hvis patienten opfylder betingelserne i stk. 1 og befinder sig i en aktuel
eller potentiel livstruende tilstand.
Stk. 4. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne
træffer samtidig bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan
anvendes magt til behandlingens gennemførelse.
Stk. 5. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler
om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.
§ 13. En person, som opfylder betingelserne for frihedsberøvelse, jf. § 5,
og som modsætter sig behandling af en legemlig lidelse, kan undergives
tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt lidelsen udsætter patientens liv
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
eller helbred for væsentlig fare. Er patienten ikke indlagt på en psykiatrisk
afdeling, er det endvidere en betingelse for tvangsbehandling efter denne
bestemmelse, at der forinden er udfærdiget erklæring om
tvangsindlæggelse, jf. § 6, stk. 3, og at overlægen på vedkommende
psykiatriske afdeling har truffet afgørelse om, at betingelserne for
tvangsindlæggelse er opfyldt, jf. § 9, stk. 2.
Stk. 2. Beslutning om tvangsbehandling som nævnt i stk. 1 træffes af
vedkommende psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende
somatiske afdeling i fællesskab. Behandling kan om fornødent ske på
somatisk afdeling.
Stk. 3. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler
om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.
Kapitel 4 a
Opfølgning efter udskrivning
§ 13 a. Overlægen har ansvaret for, at der for patienter, som efter
udskrivning må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de
sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred, indgås en
udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de
relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de
behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om
registrering og indberetning af udskrivningsaftaler til
sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Ministeren for sundhed og
forebyggelse kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indberetninger
skal indeholde oplysninger om patientens identitet.
§ 13 b. Hvis en patient, der er omfattet af § 13 a, ikke vil medvirke til
indgåelse af en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for, at den
psykiatriske afdeling i samarbejde med de relevante myndigheder,
privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. udarbejder en
koordinationsplan for de behandlingsmæssige og sociale tilbud til
patienten.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om
registrering og indberetning af koordinationsplaner til
sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Ministeren for sundhed og
forebyggelse kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indberetninger
skal indeholde oplysninger om patientens identitet.
§ 13 c. Den psykiatriske afdeling kan videregive oplysninger om
patienters rent private forhold til andre myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m.fl., hvis videregivelsen må anses for nødvendig af
hensyn til indgåelse af og tilsyn med overholdelse af en udskrivningsaftale
eller en koordinationsplan. I samme omfang kan myndigheder,
privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. videregive oplysninger om
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
patienter til den psykiatriske afdeling og andre myndigheder,
privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl.
Kapitel 5
Fiksering m.v. Tvangsfiksering
§ 14. Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og
fodremme samt handsker.
Stk. 2. Tvangsfiksering må kun anvendes, i det omfang det er
nødvendigt for at afværge, at en patient:
1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller
helbred,
2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller
3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.
§ 15. Beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge, efter at denne
har tilset patienten.
Stk. 2. Beslutning om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller
fodremme, skal dog træffes af overlægen.
Stk. 3. Ville det i et tilfælde som nævnt i § 14, stk. 2, nr. 1, af hensyn til
patientens egen eller andres sikkerhed være uforsvarligt at afvente lægens
tilsyn, kan sygeplejepersonalet på egen hånd beslutte at fiksere den
pågældende med bælte. Lægen skal da straks tilkaldes og træffe afgørelse
vedrørende anvendelsen af tvangsfiksering med bælte.
§ 16. En patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.
Anvendelse af fysisk magt
§ 17. En person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og
om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset,
såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt. Over for personer, der er
frihedsberøvet efter reglerne i kapitel 3, kan der anvendes den magt, der er
nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.
Stk. 2. Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig
patients tilstand, kan lægen bestemme, at patienten om fornødent med
magt skal have et beroligende middel.
Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse
§ 17 a. Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse kan
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
anvendes over for en patient, der lider af demens eller demenslignende
tilstande, for at hindre, at vedkommende ved at forlade en psykiatrisk
afdeling udsætter sig selv eller andre for en betydelig risiko for at lide
personskade.
Stk. 2. Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse må kun
anvendes, efter at en læge har tilset patienten og truffet nærmere
bestemmelse om anvendelse af et bestemt middel.
Stk. 3. Afgørelse om anvendelse af særlige dørlåse skal snarest muligt
godkendes af overlægen, og alle patienter på afdelingen skal straks efter,
at afgørelse om anvendelse af særlige dørlåse er truffet, underrettes herom.
Beskyttelsesfiksering
§ 18. Ved beskyttelsesfiksering forstås anvendelse af ethvert middel, der
benyttes for at hindre, at en patient utilsigtet udsætter sig selv for
væsentlig fare.
Stk. 2. Beskyttelsesfiksering må kun benyttes, efter at en læge har tilset
patienten og truffet nærmere bestemmelse om anvendelse af et bestemt
beskyttelsesmiddel.
Aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center,
Sygehus Vestsjælland
§ 18 a. (Udeladt)
§ 18 b. (Udeladt) Personlig skærmning og aflåsning af døre i afdelingen
§ 18 c. Ved personlig skærmning forstås i denne lov foranstaltninger,
hvor et eller flere personalemedlemmer konstant befinder sig i umiddelbar
nærhed af patienten.
Stk. 2. Personlig skærmning, som patienten ikke samtykker til, må kun
benyttes, i det omfang det er nødvendigt for at afværge, at en patient
1) begår selvmord eller på anden vis udsætter sit eller andres helbred for betydelig
skade eller
2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter eller andre.
Stk. 3. En beslutning om personlig skærmning træffes af en læge, efter at
denne har tilset patienten.
§ 18 d. Patienten skal i forbindelse med indlæggelse på afdelingen
orienteres om afdelingens indretning, herunder om forekomsten af mindre
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
enheder på afdelingen, hvortil døren kan aflåses, hvis sådanne mindre
enheder findes på afdelingen.
§ 18 e. Lægen kan beslutte, at der skal foretages aflåsning af døre i
afdelingen, dog ikke af døre til patientstuer, over for
1) patienter, der er frihedsberøvede efter kapitel 3, og
2) patienter, for hvem der er risiko for, at de utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig
fare, jf. § 18.
Stk. 2. Lægen kan endvidere beslutte, at der skal foretages aflåsning af
døre, dog ikke af døre til patientstuer over for en patient, der ikke er
omfattet af stk. 1, hvis patienten selv anmoder herom. På patientens
anmodning skal aflåsningen straks ophæves.
Stk. 3. Alle patienter på afdelingen skal straks efter, at en beslutning om
aflåsning efter stk. 1 og 2 er truffet, underrettes herom.
Personlig hygiejne under anvendelse aftvang
§ 18 f. Overlægen kan beslutte, at en patient, der på grund af sin
sindslidelse ikke selv er i stand til at varetage nødvendig personlig
hygiejne, skal have foretaget personlig hygiejne under anvendelse aftvang,
hvis dette er nødvendigt af hensyn til patienten selv eller af hensyn til
medpatienter eller personale.
Bemyndigelsesbestemmelse
§ 19. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om
tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering,
personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig
skærmning, aflåsning af døre i afdelingen samt personlig hygiejne under
anvendelse aftvang.
Kapitel 5 a
Undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt
beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v.
§ 19 a. Ved begrundet mistanke om, at medikamenter, rusmidler eller
farlige genstande er blevet eller vil blive forsøgt indført til patienten, kan
overlægen beslutte,
1) at patientens post skal åbnes og kontrolleres,
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
2) at patientens stue og ejendele skal undersøges, eller
3) at der skal foretages kropsvisitation af patienten. Undersøgelse af kroppens hulrum
er ikke tilladt.
Stk. 2. Undersøgelse af patientens post og patientens stue samt ejendele
skal så vidt muligt foretages i patientens nærvær.
Stk. 3. Overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige
genstande, som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, skal beslaglægges.
Overlægen kan overlade til politiet at afgøre, om medikamenter, rusmidler
og farlige genstande besiddes i strid med den almindelige lovgivning,
herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om
våben m.v. Politiet kan beslutte, om disse medikamenter, rusmidler og
genstande skal destrueres.
Stk. 4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om
undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt
beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v.
Kapitel 6
Tvangsprotokol og obligatorisk efterprøvelse
§ 20. Oplysning om enhver anvendelse aftvang, jf. §§ 5-10 a, 12 og 13,
14- 17 a og § 18 c, stk. 2, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 18 e,
skal tilføres afdelingens tvangsprotokol med angivelse af indgrebets
nærmere indhold og begrundelse. Det samme gælder enhver ordination
efter § 18.
Stk. 2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler
om tvangsprotokoller samt om registrering og indberetning aftvang til
sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Ministeren for sundhed og
forebyggelse kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indberetninger
skal indeholde oplysninger om patientens identitet.
Stk. 3. Ministeren for sundhed og forebyggelse bemyndiges til at
gennemføre forsøg, hvor derpå en eller flere psykiatriske afdelinger for en
tidsbegrænset periode tillige skal tilføres tvangsprotokollen oplysning om
andre former for indgreb eller restriktioner end de i stk.1 nævnte.
§ 21. Overlægen har til stadighed ansvaret for, at frihedsberøvelse,
tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt, beskyttelsesfiksering,
personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig
skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, personlig hygiejne under
anvendelse aftvang, undersøgelse af post, patientstuer og ejendele,
kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v.,
ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.
Stk. 2. Som led i efterprøvelse af frihedsberøvelse skal overlægen
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage, efter at frihedsberøvelsen blev iværksat,
og herefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes,
påse, om betingelserne for at frihedsberøve patienten fortsat er opfyldt.
Resultatet af denne efterprøvelse skal tilføres tvangsprotokollen.
Patientrådgiveren og efter begæring tillige patienten underrettes om
beslutning om opretholdt frihedsberøvelse.
Stk. 3. Der skal foretages fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet om
fortsat anvendelse af beskyttelsesfiksering, personlige alarm- og
pejlesystemer og særlige dørlåse, så ofte som forholdene tilsiger det, dog
mindst 3, 10, 20 og 30 dage efter, at beslutning om anvendelse af disse
foranstaltninger blev truffet, og herefter mindst hver 4. uge, så længe
ordinationen opretholdes.
Stk. 4. Så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages
fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af
tvangsfikseringen, så ofte som forholdene tilsiger det, dog mindst 3 gange
i døgnet, som skal være jævnt fordelt, efter at beslutningen om anvendelse
af tvangsfiksering er truffet. Fornyet vurdering skal foretages af en
sundhedsperson, som ikke er fast vagt, jf. § 16. Mindst 1 af de 3
vurderinger, jf. 1. punktum, skal foretages af en læge.
Stk. 5. (Udeladt)
Kapitel 7
Særlige regler om psykokirurgiske indgreb og om forsøgsbehandling
§ 22. Ethvert psykokirurgisk indgreb kræver skriftligt samtykke fra
patienten.
Stk. 2. Psykokirurgisk indgreb må endvidere kun foretages efter
forudgående godkendelse fra et lægeråd, der nedsættes af
Sundhedsstyrelsen.
Stk. 3. (Ophævet).
§ 23. Patienter, der er frihedsberøvet efter denne lov, må ikke
undergives forsøgsbehandling.
Stk. 2. Forsøgsbehandling må heller ikke gennemføres med tvang over
for frivilligt indlagte patienter.
Kapitel 8
Patientrådgivere m.v.
§ 24. Der beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges,
tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling, tvangsfiksering,
anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige
alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der
uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af døre i afdelingen efter
§ 18 e, stk. 1, nr. 2, jf. dog § 40, stk. 4.
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med hensyn
til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på
psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med
iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager. Patientrådgiveren
skal så vidt muligt være til stede ved klagens behandling i det psykiatriske
patientklagenævn.
§ 25. Føroya Kærustovnur antager efter ansøgning et antal
patientrådgivere. En fortegnelse over disse skal udleveres af Føroya
Kærustovnur til den psykiatriske afdeling.
Stk. 2. Beskikkelse sker i det enkelte tilfælde ved, at den vagthavende
sygeplejerske hurtigst muligt underretter patientrådgiveren om
tvangsindgrebet og beskikkelsen. Patientrådgiverne beskikkes efter tur i
den rækkefølge, hvori de er optaget på fortegnelsen.
Stk. 3. Patienten skal have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte
beskikkelse. Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en anden
patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, skal anmodningen så vidt
muligt imødekommes. Afgørelsen kan påklages til Føroya Kærustovnur,
der træffer den endelige administrative afgørelse.
Stk. 4. Fremsætter patienten anmodning om beskikkelse af en person,
som ikke er optaget på fortegnelsen, sker der foreløbig beskikkelse af den
person, der står for tur efter stk. 2. Føroya Kærustovnur træffer
bestemmelse om, hvorvidt den af patienten foreslåede person kan
beskikkes. Patientens anmodning skal imødekommes, medmindre dette er
utilrådeligt.
§ 26. Patientrådgiveren skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge
patienten og til stadighed holde sig i forbindelse med denne. Første besøg
skal aflægges inden 24 timer efter beskikkelsen. Besøg skal herefter finde
sted mindst én gang om ugen og i øvrigt efter behov.
Stk. 2. Patientrådgiveren har ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og
telefonisk forbindelse med patienten.
§ 27. Personalet på afdelingen skal give patientrådgiveren enhver
oplysning, som er nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på
forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til
patienten, må heller ikke gives til patientrådgiveren.
§ 28. Beskikkelsen som patientrådgiver bortfalder samtidig med, at
tvangsindgrebet bringes til ophør. Patientrådgiveren bistår dog patienten i
forbindelse med klager, som allerede er iværksat, eller som samtidig
iværksættes.
§ 29. Landsstyremanden fastsætter nærmere regler om antagelse og
beskikkelse af patientrådgivere, deres opgaver og nærmere beføjelser samt
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
honorar.
§ 30. (Ophævet).
Kapitel 9
Underretning og klagevejledning m.v.
§ 31. Inden frihedsberøvelse iværksættes og anden tvang anvendes, skal
patienten underrettes mundtligt og skriftligt om den påtænkte tvang, dens
nærmere indhold, baggrund og formål.
Stk. 2. Ved tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og aflåsning af
patientstue, jf. §§ 14-17, kan underretningen dog i særlig hastende tilfælde
undlades. Begrundelsen skal i så fald gives efterfølgende.
§ 32. Ved enhver anvendelse aftvang skal patienten vejledes om
adgangen til at påklage indgrebet.
Stk. 2. Klage over beslutning om anvendelse af tvang har ikke
opsættende virkning.
Stk. 3. Klage over beslutning om tvangsbehandling, jf. kapitel 4, har dog
opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af
behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred
for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for
nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.
§ 33. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere
bestemmelser om underretning og klagevejledning.
§ 34. Landsstyremanden
Kapitel 10
Klageadgang og domstolsprøvelse
1) opretter et psykiatrisk patientklagenævn bestående af en formand og 2 medlemmer,
2) udpeger en jurist som formand for nævnet,
3) beskikker et antal medlemmer efter indstilling fra henholdsvis Læknafelagið og
Meginfelag teirra Brekaðu í Føroyum, og
4) beskikker stedfortrædere for medlemmerne.
Udpegning af formand og beskikkelserne gælder for en peri
ode på 4 år. Genudpegning og genbeskikkelse kan finde sted.
Stk. 2. Føroya Kærustovnur varetager det psykiatriske
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
patientklagenævns sekretariatsopgaver og afholder udgifterne ved nævnets
virksomhed, herunder vederlag til nævnets medlemmer. Vederlag
fastsættes af landsstyremanden.
§ 35. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller
patientrådgiveren indbringe klager over tvangsindlæggelse,
tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering,
anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige
alarm- og pej-lesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der
uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af døre i afdelingen, for
det psykiatriske patientklagenævn.
§ 36. Når en sag som nævnt i § 35 indbringes for det psykiatriske
patientklagenævn, skal sygehusmyndigheden fremsende sagens akter,
herunder en udskrift af tvangsprotokollen samt en erklæring fra
overlægen. Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og
træffer bestemmelse om tilvejebringelse af eventuelle yderligere
erklæringer m.v., ligesom nævnet kan aflægge besøg på den psykiatriske
afdeling.
Stk. 2. Patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at forelægge
sagen for nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens helbred
eller til sagens behandling i nævnet afgørende taler herfor, kan nævnet
bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket fra at deltage i
forhandlingerne.
Stk. 3. Det psykiatriske patientklagenævn skal træffe afgørelse i
klagesager om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, jf. §
32, stk. 3, inden 7 hverdage efter klagens modtagelse. I andre sager skal
det psykiatriske patientklagenævn træffe afgørelse snarest muligt. Er
afgørelse ikke truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet
underrette patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om,
hvornår afgørelse kan forventes at foreligge.
Stk. 4. Landsstyremanden fastsætter en forretningsorden for det
psykiatriske patientklagenævn.
§ 37. Det psykiatriske patientklagenævn skal efter anmodning fra
patienten eller patientrådgiveren indbringe sine afgørelser vedrørende
tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering,
beskyttelsesfiksering og aflåsning af døre i afdelingen for retten efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 2. Godkender patientklagenævnet, at patienten friheds-berøves, kan
spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres prøvet i det psykiatriske
patientklagenævn, når der er forløbet 2 måneder efter nævnets afgørelse.
Har spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed været indbragt for
retten, jf. stk. 1, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.
§ 38. Afgørelser fra det psykiatriske patientklagenævn om
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, personlige alarm- og
pejlesystemer og særlige dørlåse samt personlig skærmning, der uafbrudt
varer mere end 24 timer, kan påklages til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
§ 39. Det psykiatriske patientklagenævn offentliggør hvert år en
beretning om sin virksomhed.
Stk. 2. Landsstyremanden kan fastsætte regler om indberetning af
afgørelser fra det psykiatriske patientklagenævn og om offentliggørelse af
afgørelser af generel betydning.
Kapitel 11
Særlige regler om anbringelse af ekstraordinært farlige personer
§ 40. I ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende foranstaltninger
ikke er tilstrækkelige, kan justitsministeren bestemme, at en person, der er
sindssyg, og som vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig
og overhængende fare, skal anbringes i Sikringsafdelingen under
Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland.
Stk. 2. Justitsministeren skal inden 5 søgnedage efter, at der er truffet
afgørelse efter stk. 1, indbringe sagen for retten til prøvelse efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 3. (Udeladt)
Stk. 4. (Udeladt)
§ 41. Anbringelse efter § 40, stk. 1, kan administrativt kun ophæves af
justitsministeren. Begæring om ophævelse kan fremsættes af overlægen,
patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen. Begæring fra patienten,
patientrådgiveren eller bistandsværgen kan tidligst fremsættes, når der er
forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse, jf. § 40, stk. 2. Afslag på
ophævelse forelægges på begæring for retten til prøvelse efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 43 a.
Stk. 2. Er en begæring fra patienten, patientrådgiveren eller
bistandsværgen om ophævelse af anbringelsen blevet afslået af
justitsministeren, kan spørgsmålet først på ny rejses, når der er forløbet 2
måneder efter justitsministerens afgørelse. Har justitsministerens afslag
været forelagt for retten, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.
§ 41 a. (Udeladt)
Kapitel 12
Patienter indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse
§ 42. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang reglerne i
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
denne lov finder tilsvarende anvendelse på personer, der opholder sig på
psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, som er truffet i
strafferetsplejens former.
Kapitel 13
Ikrafttrædelsesbestemmelse
§ 43. Loven træder i kraft for Færøerne den 1. oktober 2009 og gælder
for alle afgørelser og beslutninger, der træffes efter lovens ikrafttræden.
Samtidig ophæves lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge personers
hospitalsophold, som senest ændret ved lov nr. 225 af 7. juni 1972
Slutnoter
Givet på Amalienborg, den 13. marts 2009
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
*) Teksturin er lýstur í Kunngerðablaði B 2009 á síðu 49.
/ Jakob Axel Nielsen
2) Bestemmelsen har følgende ordlyd: "Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger."
3) Bestemmelserne har følgende ordlyd: "Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland. Stk. 2. §§4-15,18,19 og 21 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger."
4) Bestemmelserne har følgende ordlyd: "Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland. Stk. 2. §§ 1 og 3 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger."
5) Bestemmelsen har følgende ordlyd: "Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger."
6) Bestemmelsen har følgende ordlyd: "Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland,
men § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele
med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger."
11.2.6 ANORDNING NR. 185. FRÁ 13. MARTS 2009 OM IKRAFTTRÆDEN FOR FÆRØERNE AF
LOV OM ANVENDELSE AF TVANG I PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.2.7 BEKENDTGØRELSE NR. 957 FRÁ 7. OKTOBER
2009. FOR FÆRØERNE OM UNDERRETNING OG
KLAGEVEJLEDNING I FORBINDELSE MED ANVENDELSE
AF TVANG I PSYKIATRIEN
Bekendtgørelse nr. 957 af 07.10.2009
Kapitel 1 Underretning
Kapitel 2 Klagevejledning
Kapitel 3 Ikrafttræden
Nr. 957 7. oktober 2009.
I medfør af § 33 i lov om anvendelse aftvang i psykiatrien, jf. anordning
nr. 185 af 13. marts 2009 om ikrafttræden for Færøerne af lov om
anvendelse af tvang i psykiatrien, fastsættes:
Kapitel 1
Underretning
Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse
§ 1. Når den indlæggende læge skønner, at tvangsindlæggelse er
påkrævet, jf. lov om anvendelse aftvang i psykiatrien § 6, stk. 2, skal
lægen underrette patienten herom.
Stk. 2. Den indlæggende læge skal samtidig underrette patienten om
baggrunden for tvangsindlæggelsen samt om formålet hermed og vejlede
patienten om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden, jf. lovens §§ 3
og 31. Samme pligt påhviler den modtagende afdelings læge.
§ 2. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest
muligt og senest inden 24 timer meddele patienten, om denne kan
udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes
anmodningen om udskrivning inden for det første døgn efter, at
tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægens beslutning dog
meddeles senest 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen.
§ 3. Har overlægen besluttet, at tvangstilbageholdelse skal ske, skal
underretningen indeholde oplysning om baggrunden for beslutningen om
tvangstilbageholdelse, om formålet hermed og om udsigterne til en
11.2.7 BEKENDTGØRELSE NR. 957 FRÁ 7. OKTOBER 2009. FOR FÆRØERNE OM
UNDERRETNING OG KLAGEVEJLEDNING I FORBINDELSE MED ANVENDELSE AF TVANG I
PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
bedring af helbredstilstanden.
§ 4. Såfremt overlægen ved efterprøvelsen af frihedsberøvelsen efter
lovens § 21, stk. 2, træffer afgørelse om, at frihedsberøvelsen skal
opretholdes, skal patienten og patientrådgiveren underrettes om
afgørelsen.
§ 5. Når betingelserne for frihedsberøvelse i lovens § 5 ikke længere er
opfyldt, skal frihedsberøvelsen straks bringes til ophør. Patienten og
patientrådgiveren underrettes straks herom, jf. lovens § 11.
Tvangsbehandling, fiksering m.v.
§ 6. Når tvangsbehandling efter lovens kapitel 4 eller tvangsfiksering,
anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige
alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning,
aflåsning af døre i afdelingen og personlig hygiejne under anvendelse af
tvang efter lovens kapitel 5 eller undersøgelse af post, patientstuer,
ejendele og kropsvisitation efter lovens kapitel 5 a skønnes at være
påkrævet, skal patienten underrettes herom.
Stk. 2. Underretningen skal indeholde oplysning om det nærmere
indhold af den påtænkte tvang, baggrunden for at anvende tvang og
formålet hermed. Ved tvangsbehandling skal patienten endvidere vejledes
om udsigten til en bedring af helbredstilstanden og behandlingens
virkninger og mulige bivirkninger.
§ 7. Underretningen i medfør af § 6, skal foretages snarest muligt, og
inden den påtænkte tvang anvendes.
Stk. 2. Ved tvangsfiksering eller anvendelse af fysisk magt i medfør af
lovens §§ 14-17 kan underretningen dog undlades i særlig hastende
tilfælde, herunder navnlig i tilfælde hvor tvang anvendes for at afværge
overhængende fare. I disse tilfælde skal patienten snarest muligt efter
tvangsindgrebets iværksættelse underrettes om begrundelsen for at
anvende tvang og om formålet hermed.
Underretningens form
§ 8. Underretningen foretages mundtligt og skriftligt.
Kapitel 2
Klagevejledning
Almindelige regler
§ 9. Ved enhver anvendelse aftvang skal patienten vejledes om adgangen
til at påklage indgrebet samt oplyses om, i hvilket omfang en klage har
opsættende virkning, jf. lovens § 32, stk. 2 og 3.
§ 10. Klagevejledningen skal så vidt muligt gives i forbindelse med, at
11.2.7 BEKENDTGØRELSE NR. 957 FRÁ 7. OKTOBER 2009. FOR FÆRØERNE OM
UNDERRETNING OG KLAGEVEJLEDNING I FORBINDELSE MED ANVENDELSE AF TVANG I
PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
patienten underrettes om tvangsindgrebet.
Stk. 2. Såfremt en klage over beslutning om tvangsbehandling har
opsættende virkning efter lovens § 32, stk. 3, skal klagevejledning gives
snarest muligt og inden tvangsbehandlingen iværksættes.
Vejledningens indhold
§ 11. Ved tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel,
tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt,
beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og
særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24
timer samt aflåsning af døre i afdelingen, skal patienten vejledes om, at
klagen vil blive indbragt for det psykiatriske patientklagenævn af
sygehusmyndigheden, såfremt patienten eller patientrådgiveren fremsætter
begæring herom, jf. lovens $ 35.
Stk. 2.. Patienten skal endvidere efter anmodning vejledes om
klagesagsproceduren for det psykiatriske patientklagenævn, herunder om
patientens og patientrådgiverens ret til mundtligt at forelægge sagen for
nævnet samt om fristen for nævnets afgørelse, jf. lovens § 36.
Vejledningens form
§ 12. Klagevejledning gives mundtligt. Klagevejledningen skal
endvidere gives skriftligt, såfremt patienten fremsætter begæring herom.
Kapitel 3
Ikrafttræden
§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 2009.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse,
den 7. oktober 2009
Jakob Axel Nielsen
/ Helle Schnedler
11.2.7 BEKENDTGØRELSE NR. 957 FRÁ 7. OKTOBER 2009. FOR FÆRØERNE OM
UNDERRETNING OG KLAGEVEJLEDNING I FORBINDELSE MED ANVENDELSE AF TVANG I
PSYKIATRIEN

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.2.8 BEKENDTGØRELSE NR. 958 FRÁ 7. OKTOBER
2009 FOR FÆRØERNE OM UNDERSØGELSE AF POST,
PATIENTSTUER OG EJENDELE, KROPSVISITATION SAMT
BESLAGLÆGGELSE OG TILINTETGØRELSE AF
GENSTANDE M.V. PÅ PSYKIATRISK AFDELING *)
Bekendtgørelse nr. 958 af 07.10.2009
Nr. 958 7. oktober 2009
I medfør af § 19 a, stk. 4, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf.
anordning nr. 185 af 13. marts 2009 om ikrafttræden for Færøerne af lov
om anvendelse af tvang i psykiatrien, fastsættes:
§ 1. Ved begrundet mistanke om, at medikamenter, rusmidler eller
farlige genstande er blevet eller vil blive forsøgt indført til patienten, kan
overlægen beslutte,
1) at patientens post skal åbnes og kontrolleres,
2) at patientens stue og ejendele skal undersøges,
3) at der skal foretages kropsvisitation af patienten. Undersøgelse af kroppens hulrum
er ikke tilladt.
Stk. 2. Overlægens beslutning efter stk. 1, samt angivelse af, hvilke
konkrete forhold mistanken bygger på, skal anføres i journalen.
§ 2. Undersøgelse af patientens post og patientens stue samt ejendele
skal så vidt muligt foretages i patientens nærvær. Disse undersøgelser kan
kun foretages uden patientens tilstedeværelse i situationer, hvor patientens
tilstand er af en sådan karakter, at vedkommende ikke er i stand til at
overvære kontrollen.
§ 3. Patientens post kan alene undersøges for, om de i § 1 nævnte
medikamenter, rusmidler eller farlige genstande findes i posten. Det er
11.2.8 BEKENDTGØRELSE NR. 958 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
UNDERSØGELSE AF POST, PATIENTSTUER OG EJENDELE, KROPSVISITATION SAMT
BESLAGLÆGGELSE OG TILINTETGØRELSE AF GENSTANDE M.V. PÅ PSYKIATRISK
AFDELING *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
ikke tilladt at læse det skriftlige indhold i posten.
Stk. 2. Kun forsendelser til patienten er omfattet af denne
bekendtgørelse. Breve og pakker, som patienten sender, er ikke omfattet.
§ 4. Overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler eller farlige
genstande, som bliver fundet ved indgreb efter § 1, skal beslaglægges.
Overlægen kan overlade til politiet at afgøre, om medikamenter, rusmidler
og farlige genstande besiddes i strid med den almindelige lovgivning,
herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om
våben m.v. Politiet kan beslutte, om disse medikamenter, rusmidler og
genstande skal destrueres.
Stk. 2. Afdelingen skal opbevare medikamenter, rusmidler og farlige
genstande, som er beslaglagt, jf. stk. 1, indtil det skønnes forsvarligt, at
patienten kan få disse udleveret.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 2009.
Endanotur
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, den 7. oktober 2009
JAKOB AXEL NIELSEN
*) Teksturin er lýstur í Kunngerðablaði B 2009 á síðu 639.
/ Helle Schnedler
11.2.8 BEKENDTGØRELSE NR. 958 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
UNDERSØGELSE AF POST, PATIENTSTUER OG EJENDELE, KROPSVISITATION SAMT
BESLAGLÆGGELSE OG TILINTETGØRELSE AF GENSTANDE M.V. PÅ PSYKIATRISK
AFDELING *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.2.9 BEKENDTGØRELSE NR. 959 FRÁ 7. OKTOBER
2009 FOR FÆRØERNE OM FREMGANGSMÅDEN VED
GENNEMFØRELSE AF TVANGSINDLÆGGELSER *)
Bekendtgørelse nr. 959 af 07.10.2009
Kapitel 1 Tilkaldelse af læge
Kapitel 2 Den indlæggende læge
Kapitel 3 Tvangsindlæggelsens iværksættelse
Kapitel 4 Modtagelse af patienten
Kapitel 5 Ikrafttræden
Nr. 959 7. oktober 2009
I medfør af § 9, stk. 3, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf.
anordning nr. 185 af 13. marts 2009 om ikrafttræden for Færøerne af lov
om anvendelse af tvang i psykiatrien, fastsættes:
Tilkaldelse af læge
§ 1. Såfremt en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv søger
fornøden behandling, skal den pågældendes nærmeste tilkalde en læge, jf.
§ 6, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien.
Stk. 2. Ved en persons nærmeste forstås i første række personens
ægtefælle, samlever, forældre, voksne børn og personer, der hører til den
pågældendes husstand. Hvis den pågældende opholder sig i institution,
påhviler pligten til at tilkalde læge institutionens personale.
§ 2. Tilkalder de nærmeste eller andre ikke en læge, skal politiet tilkalde
en læge.
Stk. 2. Politiet skal så vidt muligt tilkalde den alment praktiserende læge,
som den syge sædvanligvis benytter, dennes stedfortræder eller
lægevagten i området.
Kapitel 2
Den indlæggende læge
§ 3. Såfremt lægen efter at have undersøgt den pågældende finder, at
indlæggelse er nødvendig, skal lægen i overensstemmelse med
bestemmelsen i lovens § 3, stk. 1, søge at opnå patientens samtykke til
indlæggelsen og i den forbindelse vejlede patienten navnlig om formålet
med indlæggelsen og om udsigterne til en bedring af tilstanden, jf. lovens
§ 3, stk. 2.
11.2.9 BEKENDTGØRELSE NR. 959 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
FREMGANGSMÅDEN VED GENNEMFØRELSE AF TVANGSINDLÆGGELSER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Når forholdene tillader det, skal patienten have en passende
betænkningstid til at overveje spørgsmålet om indlæggelse, jf. lovens § 4,
stk. 1.
§ 4. Modsætter patienten sig indlæggelse, afgør lægen, om
tvangsindlæggelse er påkrævet.
Stk. 2. Er betingelserne for tvangsindlæggelse i lovens § 5 opfyldt, skal
tvangsindlæggelse ske.
§ 5. Skal tvangsindlæggelse finde sted, udfærdiger lægen en erklæring,
der skal indeholde en angivelse af den formodede diagnose, patientens
sindstilstand og de omstændigheder, hvorpå lægen støtter, at betingelserne
i lovens § 5, nr. 1 (behandlingsindikation), eller nr. 2
(farlighedsindikation), er opfyldt.
Stk. 2. Erklæringen skal afgives på grundlag af lægens egen
undersøgelse foretaget med henblik på den aktuelle indlæggelse.
Stk. 3. Lægeerklæringen skal udfærdiges snarest muligt, efter at
undersøgelsen er afsluttet.
Stk. 4. Lægen afleverer eller sender den udarbejdede lægeerklæring til
politiet med henblik på tvangsindlæggelsens iværksættelse.
Kapitel 3
Tvangsindlæggelsens iværksættelse
§ 6. Politimesteren eller den, som politimesteren bemyndiger hertil,
træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse.
§ 7. Den, der træffe bestemmelse om tvangsindlæggelsens
iværksættelse, skal påse, at lovens betingelser for tvangsindlæggelse er
opfyldt, herunder at den i loven fastsatte fremgangsmåde er fulgt, og at
lægeerklæringen indeholder de fornødne oplysninger som grundlag for
tvangsindlæggelsen.
§ 8. Politiet træffer aftale med den psykiatriske afdeling, hvor
tvangsindlæggelsen skal finde sted, om tidspunktet for
tvangsindlæggelsens iværksættelse, med mindre omgående iværksættelse
af indlæggelsen er nødvendig.
§ 9. Sker indlæggelsen i medfør af lovens § 5, nr. 2
(farlighedsindikation), skal den indlæggende læge så vidt muligt være til
stede, indtil politiet forlader stedet med den, der skal tvangsindlægges.
§ 10. Hvis tvangsindlæggelsen sker i medfør af lovens § 5, nr. 1
(behandlingsindikation), skal politiet, såfremt tvangsindlæggelsen ikke
11.2.9 BEKENDTGØRELSE NR. 959 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
FREMGANGSMÅDEN VED GENNEMFØRELSE AF TVANGSINDLÆGGELSER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
iværksættes i umiddelbar fortsættelse af den indlæggende læges
undersøgelse af patienten, underrette den indlæggende læge om
tidspunktet for gennemførelsen af tvangsindlæggelsen. Underretningen
skal gives snarest muligt, efter at tidspunktet for tvangsindlæggelsen er
fastsat.
Stk. 2. Den indlæggende læge skal så vidt muligt komme til stede ved
gennemførelsen af tvangsindlæggelsen. Lægen skal i den forbindelse på
ny vejlede patienten i overensstemmelse med lovens §§ 3 og 31 samt påse,
at betingelserne for tvangsindlæggelse fortsat er opfyldt.
§ 11. Ved gennemførelse af tvangsindlæggelsen skal politiet påse, at
lægens undersøgelse ved tvangsindlæggelse efter lovens § 5, nr. 2
(farlighedsindikation), er foretaget inden for det seneste døgn og ved
tvangsindlæggelse efter lovens § 5, nr. 1 (behandlingsindikation), inden
for de seneste 7 dage forud for tvangsindlæggelsen, jf. lovens § 7, stk. 3.
Stk. 2. Er fristerne i lovens § 7, stk. 3, ikke overholdt, kan
tvangsindlæggelse kun ske, såfremt der foretages en ny lægeundersøgelse
af patienten og udfærdiges nye indlæggelsespapirer.
§ 12. Tvangsindlæggelsen skal gennemføres så skånsomt og diskret som
muligt, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe, jf.
lovens § 4, stk. 3. De medvirkende polititjenestemænd skal så vidt muligt
være civilklædte. Befordres patienten i et af politiets køretøjer, skal dette
så vidt muligt ske i et civilt tjenestekøretøj.
§ 13. Politiet skal inden indlæggelsens iværksættelse så vidt muligt
underrette en eller flere af patientens nærmeste om tvangsindlæggelsen.
Stk. 2. Tvangsindlæggelsens gennemførelse skal så vidt muligt ske efter
aftale med den eller de personer, hos hvem den pågældende bor eller
opholder sig.
Stk. 3. Såfremt underretning efter stk. 1 undtagelsesvis ikke har kunnet
foretages forud for tvangsindlæggelsens gennemførelse, skal politiet
snarest muligt underrette en eller flere af patientens nærmeste om
tvangsindlæggelsen.
Kapitel 4
Modtagelse af patienten
§ 14. Overlægen ved den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelse
skal finde sted, træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for
tvangsindlæggelse er opfyldt, jf. lovens § 9, stk. 2. I overlægens fravær
kan afgørelsen træffes af en anden læge på den psykiatriske afdeling. I
sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest tage stilling til
beslutningen, jf. lovens § 4 a.
Stk. 2. Hvis tvangsindlæggelsen sker efter lovens § 5, nr. 2
11.2.9 BEKENDTGØRELSE NR. 959 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
FREMGANGSMÅDEN VED GENNEMFØRELSE AF TVANGSINDLÆGGELSER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
(farlighedsindikation), skal patienten straks modtages på sygehuset eller
afdelingen.
Stk. 3. Hvis tvangsindlæggelsen sker efter lovens § 5, nr. 1
(behandlingsindikation), skal patienten modtages snarest muligt og senest
7 dage, efter at den indlæggende læge har undersøgt patienten.
Kapitel 5
Ikrafttræden
§ 15. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 2009.
Endanotur
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, den 7. oktober 2009
JAKOB AXEL NIELSEN
*) Teksturin er lýstur í Kunngerðablaði B 2009 á síðu 640
/ Helle Schnedler
11.2.9 BEKENDTGØRELSE NR. 959 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
FREMGANGSMÅDEN VED GENNEMFØRELSE AF TVANGSINDLÆGGELSER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER
2009 FOR FÆRØERNE OM TVANGSBEHANDLING,
FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ
PSYKIATRISKE AFDELINGER *)
Bekendtgørelse nr. 960 af 07.10.2009
Kapitel 1 Tvangsbehandling
Kapitel 2 Tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt
Kapitel 3 Beskyttelsesfiksering og personlige alarm- og pejlesystemer og
særlige dørlåse
Kapitel 4 Personlig skærmning og aflåsning af døre
Kapitel 5 Personlig hygiejne under anvendelse af tvang
Kapitel 6 Tvangsprotokoller og optegnelser
Kapitel 7 Registrering af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner
Kapitel 8 Indberetning
Kapitel 9 Ikrafttræden
Nr. 960 7. oktober 2009
I medfør af § 12, stk. 5, § 13, stk. 3, § 13 a, stk. 2, § 13 b, stk. 2, § 19 og
§ 20, stk. 2, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. anordning nr.
185 af 13. marts 2009 om ikrafttræden for Færøerne af lov om anvendelse
af tvang i psykiatrien, fastsættes:
Kapitel 1
Tvangsbehandling
Almindelige betingelser
§ 1. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der er
indlagt og opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10 i lov
om anvendelse af tvang i psykiatrien.
Stk. 2. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. I
overlægens fravær kan beslutning træffes af en anden læge. I sådanne
tilfælde skal overlægen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen.
Stk. 3. Afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i
overensstemmelse med reglerne i lovens § 4 om det mindste middels
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
princip.
Tvangsmedicinering m.v.
§ 2. Tvangsmedicinering må kun anvendes, når andre
behandlingsmuligheder må anses for uanvendelige.
§ 3. Tvangsmedicinering forudsætter, at vedvarende forsøg er gjort på at
forklare patienten behandlingens nødvendighed, bortset fra akutte
situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv
eller helbred.
Stk. 2. Tvangsmedicinering forudsætter, bortset fra de i stk. 1 nævnte
akutte farlige situationer, at patienten og patientrådgiveren er fuldt
informeret om behandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger.
§ 4. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler i
sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Stk. 2. Ved afprøvede lægemidler forstås præparater, der er registreret
eller godkendt på Færøerne efter reglerne i kapitel 9 i lagtingslov
"Apoteksverkið og heillivág".
Stk. 3. Ordinationen skal følge de retningslinier, der er fastsat i
forbindelse med registreringen eller godkendelsen af lægemidlet.
Stk. 4. Forekomst af bivirkninger skal observeres nøje og skal, så snart
de konstateres, søges modvirket bedst muligt. Det skal i den forbindelse
nøje overvejes, om tvangsmedicineringen bør opretholdes i det hidtidige
omfang.
Stk. 5. Brug af ekstraordinært store doser må ikke finde sted.
§ 5. Depotpræparater bør i videst muligt omfang undgås og må ikke
være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis
reaktion på behandlingen, man ikke kender.
§ 6. Ved tvangsmedicinering skal der altid være en læge til stede.
§ 7. Tvangsernæring må kun gennemføres, hvis patienten opfylder
betingelserne i § 1, stk. 1, og tvangsernæringen er nødvendig for at redde
patientens liv, eller hvor undladelse vil medføre en alvorlig risiko for
patientens liv eller helbred.
§ 8. Tvangsbehandling med elektrostimulation må kun iværksættes, hvis
patienten opfylder betingelserne i § 1, stk. 1, og befinder sig i en aktuel
eller potentiel livstruende tilstand.
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Tvangsbehandling af en legemlig lidelse
§ 9. En person, som opfylder betingelserne for frihedsberøvelse, jf.
lovens § 5, og som modsætter sig behandling af en legemlig lidelse, kan
undergives tvangsbehandling af denne lidelse, såfremt lidelsen udsætter
patientens liv eller helbred for væsentlig fare.
Stk. 2. Er patienten ikke indlagt på en psykiatrisk afdeling, er det
endvidere en betingelse for tvangsbehandling, at der forinden er
udarbejdet erklæring om tvangsindlæggelse, og at overlægen på
vedkommende psykiatriske afdeling har truffet afgørelse om, at
betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt.
Stk. 3. Beslutning om tvangsbehandling som nævnt i stk. 1, træffes af
vedkommende psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende
somatiske afdeling i fællesskab.
§ 10. Når der ved ophold på somatisk afdeling er behov for at anvende
tvang, kan dette alene ske efter den psykiatriske overlæges og overlægen
på den somatiske afdelings bestemmelse efter reglerne i lov om
anvendelse af tvang i psykiatrien.
Stk. 2. Iværksættelse af tvangsforanstaltninger efter stk. 1 foretages af
plejepersonalet fra psykiatrisk afdeling i samarbejde med personalet fra
den somatiske afdeling.
§ 11. Så snart patientens tilstand og den somatiske behandling tillader
det, skal patienten, efter aftale mellem den psykiatriske overlæge og
overlægen på den pågældende somatiske afdeling, flyttes til psykiatrisk
afdeling.
Klage
§ 12. Klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende
virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er
nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig
fare, eller for at afværge at patienten udsætter andre for nærliggende fare
for at lide skade på legeme eller helbred.
Kapitel 2
Tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt
Tvangsfiksering
§ 13. Tvangsfiksering må kun anvendes i det i lovens § 14, stk. 2,
nævnte omfang.
Stk. 2. Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og
fodremme samt handsker.
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 3. Forud for den konkrete anvendelse af tvangsfiksering skal der
foreligge en lægelig ordination, efter at lægen har tilset patienten.
Stk. 4. Det er en forudsætning for den lægelige ordination, at lægen på
grundlag af patientens aktuelle tilstand har vurderet nødvendigheden af
tvangsfiksering, og at anvendelse af andre midler, for eksempel øget
tilsyn, har vist sig utilstrækkelig eller uigennemførlig som følge af
patientens tilstand.
Stk. 5. Beslutning om, at der foruden bælte skal anvendeshånd- eller
fodremme, træffes af overlægen. I overlægens fravær kan beslutning
træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde skal overlægen efterfølgende
snarest tage stilling til beslutningen.
§ 14. I ganske særlige akut opståede situationer, hvor det af hensyn til
patientens eller andres sikkerhed ville være uforsvarligt at udsætte
beslutningen, kan sygeplejepersonalet på egen hånd gøre brug af
tvangsfiksering med bælte.
Stk. 2. Afgørelse efter stk. 1 træffes af ansvarshavende sygeplejerske
eller dennes stedfortræder, eller undtagelsesvist af den sygeplejerske eller
plejer, der er til stede.
Stk. 3. Den ansvarlige læge skal tilkaldes straks efter, at tvangsfiksering
med bælte er taget i anvendelse, og træffe afgørelse om, hvorvidt det
fortsat er påkrævet at anvende tvangsmidlet.
§ 15. En patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.
Stk. 2. En fast vagt er en hertil udpeget sygeplejerske, plejer, social- og
sundhedsassistent eller andet kvalificeret personale, som ikke samtidig har
andre arbejdsopgaver end at tage sig af den eller de bæltefikserede
patienter.
Stk. 3. Tilsynet skal udføres under hensyntagen til patientens ønsker og
med respekt for dennes værdighed og selvfølelse.
Stk. 4. Patienten skal have ret til et vist privatliv, når dette ikke er
uforeneligt med hensynet til patientens sikkerhed.
§ 16. Så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages fornyet
vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så
ofte som forholdene tilsiger det, dog mindst 3 gange i døgnet, jævnt
fordelt, efter at beslutningen om anvendelse af tvangsfiksering er truffet.
Vurderingerne skal tilføres journalen.
Stk. 2. Fornyet vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af
tvangsfiksering skal foretages af en sundhedsperson, der ikke er fast vagt.
Mindst 1 af de 3 vurderinger skal foretages af en læge.
Stk. 3. Hvis der ved tvangsfikseringen foruden bælte anvendes handsker,
hånd- eller fodremme, skal der ved vurderingerne, jf. stk. 1 og 2, tages
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
særskilt stilling til den fortsatte anvendelse af disse tvangsmidler.
Stk.4. Det tilkommer dog til enhver tid plejepersonalet at bringe en
tvangsfiksering til ophør, når der ikke længere er behov for at opretholde
denne.
§ 17. Iværksættelse af fiksering af patienter, der af tryghedsgrunde selv
anmoder herom, må kun ske med samtykke fra en læge.
Stk. 2. Patienter, der fikseres i henhold til stk. 1, skal have tilbud om fast
vagt.
Stk. 3. Anmodningen samt den eventuelle fiksering skal noteres i
patientjournalen og tvangsprotokollen, jf. § 35.
Anvendelse af fysisk magt
§ 18. Når betingelserne for anvendelse af tvangsfiksering er opfyldt, kan
en person, der er indlagt, i stedet fastholdes og om fornødent med magt
føres til et andet opholdssted på sygehuset.
Stk. 2. Afgørelsen af, hvilket middel, der skal anvendes i det enkelte
tilfælde, træffes under iagttagelse af det mindste middels princip, jf.
lovens § 4, ligesom betingelserne for anvendelse af fysisk magt skærpes,
jo mere indgribende en foranstaltning, der er tale om.
§ 19. Uanset at betingelserne for anvendelse af fysisk magt, jf. § 18, stk.
1, ikke er til stede, kan der over for personer, der er frihedsberøvede, jf.
lovens kap. 3, anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres
fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.
§ 20. Når det er af afgørende betydning for bedring af en meget urolig
patients tilstand, kan lægen som en mindre indgribende foranstaltning
beslutte, at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende
middel.
Stk. 2. Lægen skal være til stede, mens det beroligende middel gives.
Kapitel 3
Beskyttelsesfiksering og personlige alarm- og pejlesystemer og særlige
dørlåse
Beskyttelsesfiksering
§ 21. Ved beskyttelsesfiksering forstås ethvert middel, som det er
nødvendigt at bringe i anvendelse for at beskytte en person imod utilsigtet
at udsætte sig selv for væsentlig fare.
§ 22. Forud for anvendelse af beskyttelsesfiksering skal foreligge en
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
lægelig ordination, efter at lægen har tilset patienten.
Stk. 2. Den lægelige ordination af beskyttelsesfiksering skal angive, i
hvilket omfang og i hvilke bestemte situationer et vist middel til
beskyttelsesfiksering må anvendes.
Stk. 3. Administrationen af den ordinerede beskyttelsesfiksering kan
overlades til plejepersonalet i det enkelte tilfælde.
§ 23. Midler til beskyttelsesfiksering omfatter stofbælter og lignende,
der på hensynsfuld måde bruges for at forhindre patienten i at komme til
skade ved at falde ned fra seng eller stol eller ved at vandre omkring i
forvirret tilstand.
Stk. 2. Valg af middel træffes efter et skøn over, hvad der bedst opfylder
beskyttelsesformålet og ud fra en vurdering af, hvad den pågældende
patient befinder sig bedst med.
Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse
§ 24. Personlige alarm- og pejlesystemer kan anvendes over for en
patient, der lider af demens eller demenslignende tilstande, for at hindre, at
vedkommende ved at forlade en psykiatrisk afdeling udsætter sig selv eller
andre for en betydelig risiko for at lide personskade.
Stk. 2. Forud for anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer skal
foreligge en lægelig ordination, efter at lægen har tilset patienten.
Stk. 3. Den lægelige ordination af alarm- og pejlesystemer skal angive, i
hvilket omfang og i hvilke bestemte situationer et vist middel må
anvendes.
Stk. 4. Administrationen af det ordinerede tiltag kan overlades til
plejepersonalet i det enkelte tilfælde.
Stk. 5. Midler til personlige alarm- og pejlesystemer omfatter alene
udstyr, der er egnet til at opdage, at en person forlader afdelingen, eller til
at opspore en person, der har forladt afdelingen, herunder f.eks.
sladremåtter, chip i sko, tøj eller armbånd m.m.
Stk. 6. Valg af middel træffes efter et skøn over, hvad der bedst opfylder
beskyttelsesformålet og ud fra en vurdering af, hvad den pågældende
patient befinder sig bedst med.
§ 25. Særlige dørlåse kan anvendes over for en patient, der lider af
demens eller demenslignende tilstande, for at hindre, at vedkommende ved
at forlade en psykiatrisk afdeling udsætter sig selv eller andre for en
betydelig risiko for at lide personskade.
Stk. 2. Forud for anvendelse af særlige dørlåse skal foreligge en lægelig
ordination, efter at lægen har tilset patienten.
Stk. 3. Den lægelige ordination af særlige dørlåse skal angive, i hvilket
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
omfang og i hvilke bestemte situationer et vist middel må anvendes.
Stk. 4. Administrationen af det ordinerede tiltag kan overlades til
plejepersonalet i det enkelte tilfælde.
Stk. 5. De særlige dørlåse omfatter f.eks. dobbelte dørgreb, dobbelttryk
for døråbning, forsinket døråbningsmekanisme, kodelåse og lign.
Stk. 6. Valg af middel træffes efter et skøn over, hvad der bedst opfylder
beskyttelsesformålet og ud fra en vurdering af, hvad den pågældende
patient befinder sig bedst med.
Stk. 7. Afgørelse om anvendelse af særlige dørlåse skal snarest muligt
godkendes af overlægen, og alle patienter på afdelingen skal straks efter,
at afgørelse om anvendelse af særlige dørlåse er truffet, underrettes herom.
Obligatorisk efterprøvelse
§ 26. En lægelig vurdering af berettigelsen af opretholdelse af brugen af
beskyttelsesfiksering og af anvendelsen af personlige alarm- og
pejlesystemer og særlige dørlåse over for den enkelte patient skal finde
sted så ofte, som forholdene tilsiger det, dog mindst 3, 10, 20 og 30 dage
efter, at beslutning om anvendelse af disse foranstaltninger blev truffet, og
herefter mindst hver 4. uge, så længe ordinationen opretholdes.
§ 27. Det påhviler såvel læger som sygeplejepersonalet at påse, at
beskyttelsesfiksering og anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer
og særlige dørlåse ikke benyttes i videre omfang, end hensynet til
patientens sikkerhed kræver, og at spørgsmålet om ændring af
ordinationen rejses så snart, der er anledning dertil.
Kapitel 4
Personlig skærmning og aflåsning af døre
Personlig skærmning
§ 28. Personlig skærmning, som patienten ikke har givet samtykke til,
må kun benyttes for at afværge, at en patient begår selvmord eller på
anden vis udsætter sit eller andres helbred for betydelig skade eller for at
afværge, at en patient forfølger eller på anden lignende måde groft
forulemper medpatienter eller andre.
Stk. 2. Ved personlig skærmning forstås foranstaltninger, hvor et eller
flere personalemedlemmer konstant befinder sig i umiddelbar nærhed af
patienten. Umiddelbar nærhed skal forstås således, at patienten til
stadighed er under opsyn, herunder ved badning og toiletbesøg, og at der
dermed er mulighed for hurtig indgriben fra personalets side.
Stk. 3. Beslutningen om personlig skærmning træffes af en læge, efter at
denne har tilset patienten. Beslutningen skal noteres i patientens journal.
Stk. 4. I de tilfælde, hvor den personlige skærmning uafbrudt varer mere
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
end 24 timer, kan der klages over beslutningen om skærmning til det
psykiatriske patientklagenævn, jf.
lovens § 35.
Aflåsning af døre i afdelingen
§ 29. Der kan foretages aflåsning af døre i afdelingen, dog ikke af døre
til patientstuer, over for patienter, der er frihedsberøvede efter lovens
kapitel 3 og over for patienter, for hvem der er risiko for, at de utilsigtet
udsætter sig selv for væsentlig fare, jf. § 21.
Stk. 2. Der kan endvidere træffes beslutning om, at der skal aflåses døre,
dog ikke af døre til patientstuer over for en patient, der ikke er omfattet af
stk. 1, hvis patienten selv anmoder herom. På patientens anmodning skal
aflåsningen straks ophæves.
Stk. 3. Beslutning om aflåsning af døre i afdelingen træffes af en læge.
Stk. 4. De enheder, hvortil der kan aflåses døre, skal som minimum
indeholde spise-, bade- og opholdsfaciliteter m.v. Der skal endvidere være
mulighed for, at patienter, der befinder sig i disse enheder, kan have
socialt samvær med medpatienter, der opholder sig i samme enhed.
Stk. 5. Patienter, der ikke er omfattet af en beslutning om aflåsning af
døre i afdelingen, jf. stk. 1, skal ved henvendelse til afdelingens personale
straks tilbydes mulighed for at kunne forlade afdelingen, hvis de anmoder
herom.
Stk. 6. Alle patienter på afdelingen skal straks efter, at en beslutning om
aflåsning er truffet, underrettes herom, herunder om muligheden for at
kunne forlade afdelingen, jf. stk. 5.
Stk. 7. Patienten skal i forbindelse med indlæggelsen på afdelingen
orienteres om afdelingens indretning, herunder om forekomsten af mindre
enheder på afdelingen, hvortil døren kan aflåses, hvis sådanne mindre
enheder findes på afdelingen.
Kapitel 5
Personlig hygiejne under anvendelse af tvang
§ 30. Der kan foretages personlig hygiejne under anvendelse af tvang
overfor en patient, der på grund af sin sindslidelse ikke selv er i stand til at
varetage den nødvendige personlige hygiejne, hvis dette er nødvendigt af
hensyn til patienten selv eller af hensyn til medpatienter eller personale.
Stk. 2. Beslutningen om, at en patient skal have foretaget personlig
hygiejne under anvendelse af tvang, træffes af overlægen på baggrund af
en aktuel undersøgelse og vurdering af patientens hygiejniske tilstand.
Overlægens beslutning og begrundelsen herfor skal tilføres journalen.
Stk. 3. Personlig hygiejne under anvendelse af tvang kan f.eks. omfatte
badning, hårvask, tandbørstning, skiftning af bleer og bind hos f.eks.
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
demente patienter, tøjskift m.v.
Stk. 4. Personlig hygiejne, der foretages under anvendelse af tvang, skal
i overensstemmelse med det mindste middels princip i lovens § 4 udføres
så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten,
således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.
Stk. 5. Eventuelle klager over personlig hygiejne under anvendelse af
tvang rettes til sygehusmyndigheden.
Kapitel 6
Tvangsprotokoller og optegnelser
Tvangsprotokoller
§ 31. Der skal på enhver psykiatrisk afdeling forefindes en
tvangsprotokol.
Stk. 2. I tvangsprotokollen tilføres oplysning om enhver form for
anvendelse af tvang, jf. lovens §§ 5-10 a, 12 og 13, 14-17 a, og 18 a, § 18
c, stk. 2, der uafbrudt varer mere end 24 timer samt om enhver ordination i
henhold til lovens § 18 og § 18 e.
§ 32. Ved tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse skal der i
tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og p-tal
2) Frihedsberøvelsens varighed.
3) Begrundelsen for frihedsberøvelsen.
4) Resultatet af efterprøvelsen af frihedsberøvelsen henholdsvis 3, 10, 20, og 30 dage
efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og derefter mindst hver 4. uge, så længe
frihedsberøvelsen opretholdes.
§ 33. Ved tvangsbehandling skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og p-tal
2) Behandlingens art og omfang.
3) Begrundelsen for tvangsbehandlingen.
4) Navnet på den ordinerende overlæge.
5) Navnet på den tilstedeværende læge.
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 34. Ved tvangsfiksering skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og p-tal
2) Indgrebets art og omfang.
3) Begrundelsen for indgrebet.
4) Tidspunktet for indgrebets iværksættelse og ophør.
5) Navnet på den ordinerende læge.
6) Navne på det implicerede personale.
7) Tidspunktet for den fornyede vurdering, jf. § 16, stk. 2.
8) Navnet på den sundhedsperson, der har foretaget den fornyede vurdering, jf. § 16,
stk. 2.
§ 35. Ved anvendelse af fysisk magt skal der i tvangsprotokollen ske
tilførsel af:
1) Patientens navn og p-tal
2) Indgrebets art og omfang.
3) Begrundelse for indgrebet - herunder fra det implicerede personale.
4) Tidspunktet for indgrebets iværksættelse og ophør.
5) Navnet på den ordinerende/tilstedeværende læge.
6) Navne på det implicerede personale.
§ 36. Ved beskyttelsesfiksering skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel
af:
1) Patientens navn og p-tal
2) Formen for beskyttelsesfiksering.
3) Begrundelsen for beskyttelsesfikseringen.
4) Den situation, hvor beskyttelsesfikseringen kan anvendes.
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
5) Navnet på den ordinerende læge.
6) Resultatet af vurderingen af ordinationens fortsættelse henholdsvis 3, 10, 20 og 30
dage efter at beslutning om anvendelse af beskyttelsesfiksering blev truffet, og
derefter mindst hver 4. uge, så længe beskyttelsesfikseringen opretholdes.
§ 37. Ved anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer skal der i
tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og p-tal
2) Formen for anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer.
3) Begrundelsen for anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer.
4) Den situation, hvor personlige alarm- og pejlesystemer kan anvendes.
5) Navnet på den ordinerende læge.
6) Resultatet af vurderingen af ordinationens fortsættelse henholdsvis 3, 10, 20 og 30
dage efter at beslutning om anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer blev
truffet, og derefter mindst hver 4. uge, så længe anvendelsen af personlige alarm- og
pejlesystemer opretholdes.
§ 38. Ved anvendelse af særlige dørlåse skal der i tvangsprotokollen ske
tilførsel af:
1) Patientens navn og p-tal
2) Formen for anvendelse af særlige dørlåse.
3) Begrundelsen for anvendelse af særlige dørlåse.
4) Den situation, hvor særlige dørlåse kan anvendes.
5) Navnet på den ordinerende læge.
6) Resultatet af vurderingen af ordinationens fortsættelse henholdsvis 3, 10, 20 og 30
dage efter at beslutning om anvendelse af særlige dørlåse blev truffet, og derefter
mindst hver 4. uge, så længe anvendelsen af særlige dørlåse opretholdes.
§ 39. Ved anvendelsen af personlig skærmning, jf. § 28, der varer mere
end 24 timer, skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
1) Patientens navn og p-tal
2) Begrundelsen for iværksættelse af personlig skærmning.
3) Tidspunktet for iværksættelse og for ophøret af den personlige skærmning.
4) Navnet på den ordinerende læge.
§ 40. Ved aflåsning af døre i afdelingen, jf. § 29, skal der i
tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Navn og p-tal på den patient over for hvem, der er foretaget aflåsning af døre i
afdelingen.
2) Begrundelsen for aflåsningen af dørene.
3) Tidspunktet for aflåsningen og for ophøret af aflåsningen.
4) Navnet på den ordinerende læge.
§ 41. Tilførsler i tvangsprotokollen er journalpligtige.
Stk. 2. Ved udfærdigelse af tvangsprotokoller skal der i journalen
henvises til, at der er indført notat i tvangsprotokollen. Kopi af
tvangsprotokollen tilføres journalen.
§ 42. En patient har ret til at gøre sig bekendt med, hvad der er tilført
tvangsprotokollen om patienten selv.
Stk. 2. Den for patienten beskikkede patientrådgiver har samme ret som
nævnt i stk. 1.
Kapitel 7
Registrering af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner
§ 43. Ved indgåelse af en udskrivningsaftale, jf. psykiatrilovens § 13 a,
skal der ske registrering af:
1) Patientens navn og p-tal
2) Dato for indlæggelse og udskrivning.
3) Dato for etablering og udløb af udskrivningsaftalen.
4) Navnet på den ordinerende overlæge.
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
§ 44. Ved udarbejdelsen af en koordinationsplan, jf. psykiatrilovens § 13
b, skal der ske registrering af:
1) Patientens navn og p-tal
2) Dato for indlæggelse og udskrivning.
3) Dato for etablering af koordinationsplanen.
4) Navnet på den ordinerende overlæge.
§ 45. Ved registrering i afdelingen af udskrivningsaftaler og
koordinationsplaner, skal der i journalen henvises til, at der er foretaget en
sådan registrering. Kopi af det registrerede tilføres journalen.
Stk. 2. En patient har ret til at gøre sig bekendt med, hvad der er
registreret om patienten selv.
Kapitel 8
Indberetning
§ 46. Overlægen på afdelingen skal løbende foretage indberetning til
Sundhedsstyrelsen af anvendelsen af de i §§ 32-40 og 43-44 omhandlede
foranstaltninger.
Stk. 2. Der foretages endvidere indberetning til den ansvarlige
sygehusmyndighed.
Stk. 3. Såfremt den i stk. 1 nævnte indberetning er elektronisk, leverer
Sundhedsstyrelsen et elektronisk indberetningsprogram til brug
indberetning.
§ 47. Den i § 46, stk. 1 og 2, nævnte indberetning skal indeholde de i §§
32-40 og 43-44 krævede oplysninger. Indberetningen til
Sundhedsstyrelsen skal dog ikke indeholde oplysning om den ordinerende
læges og impliceret personales navn, og indberetningen til den ansvarlige
sygehusmyndighed indeholder hverken oplysning om patientens navn og
p-tal eller den ordinerende læges og impliceret personales navn.
Kapitel 9
Ikrafttræden
§ 48. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 2009.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, den 7. oktober 2009
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Endanotur
JAKOB AXEL NIELSEN
*) Teksturin er lýstur í Kunngerðablaði B 2009 á síðu 642.
/ Helle Schnedler
11.2.10 BEKENDTGØRELSE NR. 960 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
TVANGSBEHANDLING, FIKSERING, TVANGSPROTOKOLLER M.V. PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.2.11 BEKENDTGØRELSE NR. 961 FRÁ 7. OKTOBER
2009 FOR FÆRØERNE OM SAMTALER EFTER OPHØR AF
EN TVANGSFORANSTALTNING PÅ PSYKIATRISKE
AFDELINGER *)
Bekendtgørelse nr. 961 af 07.10.2009
Nr. 961 7. oktober 2009
I medfør af § 4, stk. 5, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf.
anordning nr. 185 af 13. marts 2009 om ikrafttræden for Færøerne af lov
om anvendelse af tvang i psykiatrien, fastsættes:
§ 1. Den for behandlingen ansvarlige overlæge skal sikre, at en patient
tilbydes en eller flere samtaler efter ophør af en tvangsforanstaltning.
Stk. 2. Formålet med samtalen er at få belyst patientens og personalets
opfattelse af den situation, som ledte til tvangsanvendelse dels for at kunne
forebygge anvendelsen af yderligere tvangsanvendelse og dels for
eventuelt at gennemføre tvang på en anden måde ved fremtidige
tvangsforanstaltninger.
§ 2. Samtalerne skal gennemføres systematisk. Følgende forhold skal
omtales:
1) hvordan patienten oplevede den pågældende tvangsforanstaltning og den måde den
blev gennemført på,
2) patientens opfattelse af årsag til og formål med den pågældende
tvangsforanstaltning,
3) patientens vurdering af om man kunne have undgået tvang i den pågældende
situation og i givet fald hvordan man skulle have forholdt sig,
4) patientens forslag til hvordan man i eventuelle fremtidige situationer kunne undgå
tvang,
5) information om hvordan personalet opfattede årsagen til og formålet med
tvangsforanstaltningen og
6) virkning og eventuelle bivirkninger ved den pågældende tvangsforanstaltning, fx ved
medicinering.
11.2.11 BEKENDTGØRELSE NR. 961 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM SAMTALER
EFTER OPHØR AF EN TVANGSFORANSTALTNING PÅ PSYKIATRISKE AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Stk. 2. Andre forhold knyttet til tvangsforanstaltningen, som må antages
at kunne fremme formålet med samtalen, jf. § 1, stk. 2, kan inddrages i
samtalen såvel af patienten som af personalet.
§ 3. En eftersamtale skal gennemføres af en kvalificeret sundhedsperson
på den afdeling, hvor tvangsforanstaltningen har fundet sted.
Stk. 2. Samtalen skal finde sted snarest efter ophør af
tvangsforanstaltningen.
§ 4. Referat af samtalen skal journalføres.
§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 2009.
Endanotur
Sundhedsstyrelsen, den 7. oktober 2009
JESPER FISKER
*) Teksturin er lýstur í Kunngerðablaði B 2009 á síðu 647.
/ Anne Mette Dons
11.2.11 BEKENDTGØRELSE NR. 961 FRÁ 7. OKTOBER 2009 FOR FÆRØERNE OM SAMTALER
EFTER OPHØR AF EN TVANGSFORANSTALTNING PÅ PSYKIATRISKE AFDELINGER *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
11.2.12 BEKENDTGØRELSE NR. 1051 FRÁ 6. NOVEMBER
2009 FOR FÆRØERNE OM PERSONER INDLAGT PÅ
PSYKIATRISK AFDELING I HENHOLD TIL STRAFFERETLIG
AFGØRELSE *)
Bekendtgørelse nr. 1051 af 06.11. 2009
Nr. 1051 6. november 2009
I medfør af § 42 i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, som sat i
kraft for Færøerne ved anordning nr. 185 af 13. marts 2009, fastsættes:
§ 1. Denne bekendtgørelse gælder for personer, der er indlagt på
psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, som er truffet i medfør
af straffelovens § 68 eller § 69 eller § 765, § 777 eller § 809, stk. 2, i lov
for Færøerne om rettens pleje.
§ 2. Bestemmelserne i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og de i
medfør af loven udfærdigede forskrifter finder tilsvarende anvendelse på
de i § 1 nævnte personer. Det gælder dog ikke lovens §§ 5-11, § 21, stk. 2,
og bestemmelserne i kapitel 10 om klageadgang og domstolsprøvelse med
hensyn til afgørelser om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og
tilbageførsel.
Stk. 2. Bestemmelserne i lovens §§ 24-29 om patientrådgivere gælder
kun i tilfælde, hvor den pågældende ikke har en bistandsværge efter
straffelovens § 71.
§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. november 2009.
Justitsministeriet, den 6. november 2009
BRIAN MIKKELSEN
11.2.12 BEKENDTGØRELSE NR. 1051 FRÁ 6. NOVEMBER 2009 FOR FÆRØERNE OM
PERSONER INDLAGT PÅ PSYKIATRISK AFDELING I HENHOLD TIL STRAFFERETLIG
AFGØRELSE *)

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
13 Supplerende litteratur
4.1.13 Litteraturliste
4.2.0 Vejledning i brug af den digitale håndbog
13 – Supplerende litteratur

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
13.1 Litteraturliste
Kilde: http://www.psykisksaarbar.dk/ps/subpage45.aspx
Her finder du en række bøger, som er inddelt i undergrupper efter bl.a. diagnoser.
Råd og vejledning
Andres erfaringer
Håndbog for psykiatribrugere og pårørende: kend
dine rettigheder
Ellen Margrethe Basse og Knud Kristensen. 2.
reviderede udgave. 2006. 566 sider
Pårørende: råd og vejledning til pårørende til
mennesker med psykisk sygdom
Jes Gerlach (red.) PsykiatriFonden, 2008. 256 sider
Nyttige, personlige kræfter: om hverdagslivet med
psykiske lidelser
Kirsten Hansen (red.). Psykiatrien i Ringkøbing Amt,
2006. 144 sider :ill.
På herrens mark: samtaler med pårørende til
sindslidende
Poul Majgaard (red.). Landsforeningen Bedre
psykiatri, 2002. 63 sider
Skøre sjæle: de pårørende fortæller
Indsamlet og bearbejdet af Ulla Bjulver og Rie
Pedersen. 2. udgave. Systime, 2004. 163 sider.
Sår på sjælen, sprækker i sindet: om unge og psykisk
13.1 Litteraturliste

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
ADHD
Angst / OCD
sygdom
Tania Kejser og Malene Grøndahl. CDR-Forlag, 2004.
192 sider :ill.
Unge sind i sort
Stig Pedersen. Turbine, 2004. 187 sider :ill.
Ingen
Anne Lise Marstrand-Jørgensen, 2008, Sideantal: 163,
Hæftet, Gyldendal.
Mit ustyrlige liv: otte beretninger om et voksenliv
med ADHD
Stig Petersen. Siesta, 2006. 112 sider.
Det er bare DAMP-drengen i mig
Mogens R. Radmer. Siesta, 2008. 120 sider.
Angst – følelsen af at miste kontrollen
redaktion Birgit Madsen. Krogh, 2006. 216 sider .ill.
Angsten i kunsten
PsykiatriFonden, 2008. 223 sider :ill.
Et liv uden angst: 9 historier om at finde vejen hjem
til sig selv
Maria Ørnbøl Trier. Pretty Ink, 2007. 218 sider
Når angsten tager magten: om angstlidelser blandt
unge
13.1 Litteraturliste

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Aspergers syndrom
Depression / Bipolar lidelse
Per Straarup Søndergaard. Turbine, 2009. 143 sider
Skæbne liv – at leve med OCD
Lisa Pedersen. Eget forlag, 2004. 100 sider
Ud af angsten
Mia Mørch. CDR-Forlag, 2005. 96 sider
En helt anden verden: en beretning af en ung mand
med Aspergers syndrom
Kasper Bastholm Elsvor. Videnscenter for Autisme,
1996. - 146 sider
På kanten af det normale: beretninger af personer
med Aspergers syndrom
Redigeret af Demetrious Haracopos, Dea Birgitte
Hansen, Jens Christiansen. Center for Autisme, 2005.-
94 sider
Beretninger om depression
Jan Andreasen og Anna Louise Stevnhøj. Gad, 2003.
132 sider :ill.
I en kælder sort som kul: om en depressions rum og
ansigter
Jens Chr. Meldgaard. Unitas, 2002. 72 sider ill.
Livet bliver ikke genudsendt
Diana Benneweis. Pretty Ink, 2005. 216 sider, ill.
13.1 Litteraturliste

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Personlighedsforstyrrelser
Skizofreni/Psykoser
Den nære afstand: at være pårørende til en
depression
Jens Chr. Meldgaard. Unitas, 2006. 62 sider
På
Isabella Miehe-Renard. Samleren, 2008. 171 sider :ill.
Sort på hvidt: personlige erfaringer med mani og
depression
Andreas Kilden og Krista Nielsen Straarup (red.)
PsykiatriFonden, 2006. 104 sider, ill.
Det udmattede selv - Depression og samfund
Alain Ehrenberg
Informations Forlag 2010, 474 sider
Kvinder, der lever farligt
Katrine Krebs, Henrik Day Poulsen. Documentas,
2008. 240 sider
Livet tæt på: at være pårørende til et menneske med
borderline eller psykopati
Pia Skadhede. PsykiatriFonden, 2008. 189 sider :ill.
I morgen var jeg altid en løve
Arnhild Lauveng. Akademisk, 2008. 155 sider
Sindets labyrinter seks beretninger fra mødet med
psykiatrien
Redigeret af John Agergaard Larsen. Hans Reitzel,
2002. 125 sider
13.1 Litteraturliste

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Spiseforstyrrelser
Selvmord
Incest
Anoreksi i vores familie: at elske en, som ikke føler sig
værd at elske
Redigeret af Jeanne Fløe og Birgit Madsen. Kroghs
Forlag, 2005. 128 sider
Lad mig bare forsvinde: en anoreksipiges dagbog
Mille Eigaard Andersen. Phabel, 2008. 243 sider
Mit liv med bulimi
Heidi Rosenfeldt Sørensen. Skovlænge, 2004. 80
sider, ill.
Lev stærkt – dø naturligt: en bog om unge og
selvmord
Kim Engelbrechtsen. Ekstra Bladet, 2004. 107 sider.
Mette – en beretning om selvmord
Psykiatrifonden, 2004. 144 sider.
Glaspigen: dokumentarroman
Karin Dyhr, Marianne Holmen. Dokumentas, 2004.
364 sider (Liv og skæbne)
Listen er blevet til i samarbejde med Psykinfo i Århus.
13.1 Litteraturliste

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
13.2 Vejledning til brug af Digital Håndbog (PDF)
Visning af og søgning i en pdf-fil
Brug zoomværktøjerne på værktøjslinjen i Reader og forstørrelsesmenuen til
at forstørre eller formindske siden. Brug indstillingerne i menuen Vis til at
ændre måden, siden vises på. Der er flere indstillinger i menuen Funktioner
og flere muligheder for at justere siden, så den bliver nemmere at se
(Funktioner > Marker & Zoom).
Værktøjslinjerne i Adobe Reader åbnes som standard: A. Værktøjslinjen
Filer B. Værktøjslinjen Sidenavigation C. Værktøjslinjen Marker &
Zoom D. Værktøjslinjen Sidevisning E.Værktøjslinjen Find
Der er flere oplysninger i Vise pdf-sider i Acrobat Hjælp.
Søgning efter oplysninger i en pdf-fil
Brug vinduet Søg (Rediger > Søg) eller værktøjslinjen Find til at søge i sidens
indhold, inklusive lag, formularfelter, kommentarer, bogmærker og digitale
signaturer.
Kilde Adobe Reader - http://help.adobe.com/da_DK/Reader/9.0/index.html
13.2 Vejledning til brug af Digital Håndbog

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
14 Relaterede foreninger
Indhold
4.2.1 LAP
14.2.0 Psyk. Info
14.3.0 SIND
14.4.0 Foreningen Psykisk Sårbar
14.5.0 Outsideren
14.6.0 Diverse foreninger
Kapitel 14 - Relaterende foreninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
14.1 LAP
Om LAP
LAP er stiftet i 1999. LAP er en organisation, hvor nuværende og tidligere psykiatribrugere
støtter hinanden, tager fælles initiativer, formulerer en politik og stiller krav vedrørende vore
egne interesser.
LAP er uafhængig af partipolitiske, økonomiske, behandlingsmæssige og religiøse interesser.
Kontaktoplysninger:
LAP - Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere
Store Glasvej 49
5000 Odense C
Telefon: 66 19 45 11 (Sekretariatets telefontid: mandag-torsdag kl. 10-14)
Mail: lap@lap.dk
Hjemmeside: www.lap.dk
14.1 - LAP

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
14.2 Psyk. Info
Om PsykInfo
Har du brug for mere viden om psykisk sygdom og psykiatrien, eller er du bare interesseret i
området? PsykInfo – Psykiatrisk Informationscenter - giver dig information om psykisk sygdom i
form af bøger, foldere og offentlige foredrag. Du kan også få anonym rådgivning om psykisk
sygdom ved at henvende dig til PsykInfo, som kan fortælle om, hvad der findes af tilbud og
muligheder i nærheden af dig.
Opgør med uvidenhed og fordomme
PsykInfo er sat i verden for at øge viden om psykisk sygdom. Formålet er at gøre op med den
uvidenhed, der skaber fordomme og øger tabuet omkring det at være ramt af psykisk sygdom.
Selvom psykisk sygdom rammer hver anden familie i Danmark, er det ofte ikke noget, man taler
om, for tabuet omkring psykisk sygdom er stadig stærkt. Det kan viden og åbenhed gøre noget
ved.
Lokalt samarbejde med bruger- og pårørendeorganisationer
I det daglige samarbejder PsykInfo med lokale bruger- og pårørendeorganisationer om
arrangementer og materiale. Ligesom PsykInfo har relevant materiale fra forskellige forlag.
PsykInfo’erne i Danmark samarbejder med PsykiatriFonden om vidensformidling. Derfor finder
du PsykiatriFondens bøger hos PsykInfo. Ligesom PsykInfo’erne deltager aktivt i
Landsindsatserne mod Depression og mod Angst, som PsykiatriFonden har taget initiativ til.
Der findes fire regionale PsykInfo’er, men endnu ikke et PsykInfo i Region Hovedstaden.
Kontaktoplysninger:
PsykInfo, Region Midtjylland
Skovagervej 2
14.2 - Psyk. Info

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
8240 Risskov
7789 3230
Mail: psykinfo@rm.dk
Hjemmeside: www.psykinfo.dk/
PsykInfo, Region Nordjylland
Mølleparkvej 10
9000 Aalborg
9631 1214 / 9631 1216
Hjemmeside: www.psyk-info.rn.dk/
PsykInfo, Region Sjælland
Ringstedgade 73, 1 tv
4700 Næstved
5484 5623
Mail: psykinfo@regionsjaelland.dk
Hjemmeside: www.regionsjaelland.dk/psykinfo
PsykInfo, Region Syddanmark
Staldgårdsgade 10C, 1. Sal
7100 Vejle
7572 4090
Mail: psykinfo@psyk.regionsyddanmark.dk
Hjemmeside: www.psyk-info.regionsyddanmark.dk/
14.2 - Psyk. Info

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
14.3 Sind
Om Sind
Landsforeningen SIND blev stiftet i 1960 under navnet Landsforeningen Sindslidendes Vel, og var
dengang som nu en forening der ønskede at forbedre forholdene indenfor psykiatrien.
I dag står det væsentligt bedre til, men der er stadig behov for at varetage de sindslidendes og
pårørendes interesser overfor politiske myndigheder, institutioner og sociale instanser.
Der er forsat behov for at drage omsorg for de sindslidende og deres familier når den
psykiatriske behandling er overstået.
Kontaktoplysninger:
Landsforeningen SIND
Jernbane Allé 45, 3. Sal
2720 Vanløse
Telefon 35 24 07 50
Telefax 35 36 11 36
Mail: Landsforeningen@sind.dk
Hjemmeside: www.sind.dk
14.3 - Sind

Håndbog for Patientrådgivere og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
14.4 Foreningen for Psykiske Sårbar
Om Psykisksårbar
Mere dialog – nyt fokus
Formålet med psykisksårbar.dk er at skabe et trygt rum for dialog, hvor mennesker med
psykiske lidelser, pårørende og andre, der er engagerede eller interesserede i området, kan dele
erfaringer, oplevelser, tanker, gode råd og ønsker.
Hver anden familie i Danmark har – ifølge PsykiatriFonden – psykisk sygdom tæt inde på livet.
Omkring hver femte dansker oplever på et eller andet tidspunkt at have ondt i sindet. Det kan
spænde fra en mild depression til psykotiske sygdomme.
I dag taler vi åbent om alverdens sygdomme. Men når det kommer til psykisk sygdom, er der
stor tavshed, selvom psykisk sårbarhed omfatter ligeså mange danskere, som har kræft,
hjertesygdomme og diabetes.
Der er brug for mere åbenhed om det at være psykisk sårbar og pårørende.
Kontaktoplysninger:
Det Sociale Netværk
Sankt Annæ Plads 16
1250 København K.
Tlf. 50 846 846
Kontoret har åbent dagligt for henvendelser kl. 10.00 – 15.00.
Mail: info@psykisksaarbar.dk
Hjemmeside: www.psykisksårbar.dk
14.4 Foreningen for Psykiske Sårbar

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
14.5 Outsideren
Om outsideren
Outsideren er Danmarks største uafhængige brugermedie om psykiatri.
Vi er 100 % uafhængige af politiske, religiøse og økonomiske interesser.
Redaktionsgruppen udgøres fortrinsvist af frivillige, der med støtte fra faguddannede
konsulenter, skriver om psykiatrien og alt der gror derfra.
De fleste i redaktionsgruppen har erfaring med psykiske lidelser på egen hånd. Andre finder blot
vanviddet uimodståeligt spændende. Næsten alle mennesker er berørt af psykiske sygdomme
direkte eller indirekte.
Hjemmesiden er sammen med tidsskriftet Outsideren et talerør for erfaringerne i sindssygen og
forestillingerne derfra.
Kontaktoplysninger:
Outsideren
Bragesgade 10 1.sal
2200 Kbh. N
telefon 35397124
Mandag til torsdag mellem 10 og 15
Mail: redaktion@outsideren.dk
Hjemmeside: www.outsideren.dk
14.5 - Outsideren

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
14.6 Diverse foreninger
ADHD
Foreningens formål er at virke til gavn for mennesker med ADHD og deres pårørende. På
hjemmesiden er der information om ADHD, en oversigt over aktiviteter i de enkelte
lokalforeninger i landet, samt litteraturliste. Hjemmesiden henviser til en del andre sider på
nettet om ADHD, herunder en del udenlandske.
Rugårdsvej 101
5000 Odense C
tlf. 70 21 50 55
www.adhd.dk
Alzheimerforeningen
Alzheimerforeningen er en forening for alle der er berørt af demens eller Alzheimers sygdom. På
hjemmesiden er der information om foreningen og dens aktiviteter. Derudover indeholder siden
information om demens, henvisning til litteratur samt gode råd til pårørende.
Sankt Lukas Vej 6
2900 Hellerup
tlf. 39 40 04 88
www.alzheimer.dk
Angstforeningen
Foreningen arbejder for at udbrede kendskabet til og forståelsen for angstlidelser, stress og fobi.
På hjemmesiden findes information om de forskellige angstlidelser, publikationer udgivet af
Angstforeningen kan downloades og oversigt over lokale grupper. Foreningens tidsskrift er kun
tilgængeligt for medlemmer.
Frivillighedshuset
14.6 - Diverse foreninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Peter Bangsvej 1G
2000 Frederiksberg
tlf. 70 27 13 20
www.angstforeningen.dk
Landsforeningen Autisme
Foreningen er en interesseorganisation for pårørende til mennesker med autisme og asperger
syndrom. Foreningen har til formål at skabe de bedst mulige vilkår for mennesker med autisme
og asperger syndrom. På hjemmesiden henvises til tilbud i de enkelte amter samt til
netværksgrupper rundt om i landet. Foreningen har deres eget medlemsblad. Ældre nummer
kan downloades fra siden.
Herlev Hovedgade 199
2730 Herlev
Tlf. 70 25 30 65
www.autismeforening.dk
Landsforeningen BEDRE PSYKIATRI
Bedre Psykiatri er en landsforening for pårørende til sindslidende. Bedre Psykiatris formål er at
forbedre samfundets indsats for psykisk syge og sårbare mennesker. På hjemmesiden gives
information om foreningen og dens lokalforeninger og aktiviteter. Bedre Psykiatri har en
telefonrådgivning. desuden udgiver foreningen informationsmateriale og medlemsblad, som kan
bestilles via nettet eller læses på siden.
Livjægergade 20
2100 København Ø
tlf. 35 25 46 00
Telefonisk rådgivning til pårørende tlf. 70 20 71 74
www.bedrepsykiatri.dk
14.6 - Diverse foreninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
Borderlineforeningen
Forening for mennesker med borderline og deres pårørende. På hjemmesiden er adgang til
information om borderline og foreningens nyhedsbrev. Som registreret bruger af siden er der
adgang til 'borderchat'
Kontaktperson:
Kim Futtrup Petersen
tlf.: 27 84 22 33
www.borderlineforeningen.dk
Depressionsforeningen
Depressionsforeningens hjemmeside. Depressionsforeningen støtter depressions- og
angstramte og deres pårørende. Depressionsforeningen har telefonrådgivning og udgiver
materiale om depression.
Vendersgade 22, kld.
1363 København K
tlf. 33 12 47 27
www.depressionsforeningen.dk
Landsforeningen for efterladte efter selvmord
Foreningen arbejder for at sikre hjælp og støtte til pårørende og andre der berøres af selvmord.
På hjemmesiden kan man læse om foreningen, krisehjælp, personlige beretninger og
foreningens nyhedsbrev.
Strandgade 46
5683 Haarby
14.6 - Diverse foreninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
tlf. 70 27 42 12
www.efterladte.dk
Landsforeningen mod spiseforstyrrelser
Landsforeningens overordnede formål er at give støtte, rådgivning og information til personer,
der er ramt af en spiseforstyrrelse samt til pårørende og andre interesserede. Foreningen har
telefonrådgivning og rådgivning på nettet. Foreningen udgiver informationsmateriale om
spiseforstyrrelser samt medlemsbladet LMS Nyt.
Aldersrogade 3A, 2. sal
2100 København Ø
tlf. 35 36 49 13
www.spiseforstyrrelser.dk
OCD-foreningen
OCD foreningens hjemmeside med information om foreningen og om OCD. Siden henviser til
litteratur om emnet samt links til OCD foreninger i andre lande. Andre links henviser til OCD
sider lavet af private personer.
Julius Bloms gade 17, kld. tv. 2200 København N tlf. 35 82 64 84 www.ocd-foreningen.dk
PS landsforeningen - pårørende til spiseforstyrrede
Foreningens formål er at opstarte støttegrupper og netværk til pårørende til mennesker med en
spiseforstyrrelse. Foreningen arbejder desuden for et bedre og bredere samarbejde mellem
bruger, behandlere og pårørende i psykiatrien.
Formand:
Erna Poulsen
Tlf. 97 89 11 60, Mobil. 40 25 48 60
14.6 - Diverse foreninger

Håndbog for Patientrådgiver og Bistandsværger Sidst opdateret: 17-12-2012
www.pslandsforening.dk
PTSD Foreningen i Danmark (post traumatisk stress)
PTSD foreningen i Danmark er en patientforening der har til formål at udbrede kendskabet til
PTSD og forbedre vilkårene for PTSD-ramte og deres pårørende. Hjemmesiden indeholder bl.a.
en vidensdatabase, personlige beretninger og et forum hvor brugerne kan hjælpe og motivere
hinanden som en slags "hjælp til selvhjælp".
Formand: Azra Hasanbegovic
Tlf. 60 13 03 08
E-mail: Azra-hasanbegovic@hotmail.com
www.ptsdforeningen.dk
14.6 - Diverse foreninger