Betænkning om offentlige myndigheders offentliggørelse af ...

egulering af bl.a. forvaltningsmyndigheders adgang til at behandle oplysninger om juridiske
personer – som persondatalovens regler vedrørende oplysninger om fysiske personer –
findes ikke i lovgivningen.
Det er bl.a. i den juridiske litteratur anført, at det bærende argument for at udelukke juridiske
personer fra persondatabeskyttelsen er, at disse ikke omfattes af de privatlivs- og personlighedshensyn,
der er centrale i persondataretten. Når der i lovgivningen findes regler,
som har til formål at beskytte oplysninger om juridiske personer, kan disse således ikke begrundes
i hensynet til beskyttelsen af sådanne ideelle interesser, men må tage sit udgangspunkt
i et hensyn til at ville beskytte de økonomiske interesser for den juridiske person, der
kan lide skade ved, at oplysninger om den pågældende juridiske person anvendes uretmæssigt.
Det i dette kapitels pkt. 3.2.2 anførte om fortroligheden af oplysninger om strafbare forhold,
jf. forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6, antages alene at gælde, når oplysningen vedrører en
fysisk person eller en enkeltmandsejet virksomhed. Derimod må det antages, at en oplysning
om, at en virksomhed, der drives i selskabsform, eventuelt har begået en strafbar overtrædelse
af særlovgivningen, normalt ikke anses for fortrolig, og at der derfor f.eks. som
udgangspunkt intet til hinder for, at en myndighed videregiver oplysninger af den nævnte
karakter om virksomheder, der drives i selskabsform, når man vil gøre selskabsansvaret
gældende. Det gælder dog ikke, hvis oplysningerne er fortrolige af andre grunde, for eksempel
fordi de afspejler væsentlige oplysninger om forhold, der er beskyttet efter forvaltningslovens
§ 27, stk. 1, nr. 7, jf. dette kapitels pkt. 2.2.
Det skal desuden bemærkes, at bestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
(EMRK) artikel 6, stk. 2, ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
praksis ikke alene omfatter privatpersoner og enkeltmandsvirksomheder, men også omfatter
juridiske personer, jf. f.eks. sagen Västberga Taxi Aktiebolag og Vulic mod Sverige, (dom af
23. juli 2002). Også EF-Domstolen har lagt til grund, at bestemmelsen finder anvendelse i
forhold til juridiske personer, jf. sagen Montecatini SpA (sag C-235/92 P). Det anførte i dette
kapitels pkt. 4.2.3 om sondringen mellem udtalelser fra myndighedspersoner, der indebærer
en stillingtagen til skyldsspørgsmålet, og som vil være i strid med konventionens artikel
6, stk. 2, hvis udtalelserne om pågældendes skyld fremsættes, før skyldsspørgsmålet er afgjort
af en domstol, og udtalelser, der alene udtrykker en mistanke om, at den pågældende
har begået en lovovertrædelse, gør sig således antageligvis også gældende i forhold til juridiske
personer.
61