April 2002 - Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe

I begyndelsen af 1960’erne blev der i
skellet til de private grundejere, der
stødte op til Stengårdsparkens arealer
i forbindelse med opførelsen af afdelingens
3. afsnit opført en fuldmuret
mur i gule mursten.
Uvist af hvilken grund blev udgiften
til muren betalt af Stengårdsparken, og
endnu mere uforståeligt blev der indgået
en skriftlig aftale om, at vedligeholdelsen
af muren alene påhvilede
Stengårdsparken. De private grundejere
skulle ikke betale en eneste krone.
Efterhånden opstod behovet for vedligeholdelse
af muren, og siden sidst i
1990’erne har der været en del drøftelser
og en del skriverier frem og tilbage
med den private grundejerforening, der
krævede muren istandsat for Stengårdsparkens
regning.
Afdelingsbestyrelsen fandt det ganske
urimeligt, at Stengårdsparken alene
skulle stå for istandsættelsen, når de almindelig
gældende regler om vedligeholdelse
af hegning i naboskel er, at
man er fælles om udgifterne. Endnu
mere markant var det, at selv om afdelingen
istandsatte muren, så skulle den
også fremover stå for alle udgifter til
fremtidig vedligeholdelse. Det fandt
afdelingsbestyrelsen var helt uacceptabelt.
Ville koste 500.000 kr.
En samlet reparation af muren ville
koste i omegnen af 500.000 kr., hvis de
private grundejeres krav om udførelse i
gule teglsten skulle gennemføres. Afdelingen
var villig til reparation af muren
ved delvis udskiftning til gasbeton,
hvilket ville koste omkring det halve af
prisen i gule mursten.
Samtidig fandt Stengårdsparkens
afdelingsbestyrelse, udgifterne til vedligeholdelse
af muren skulle deles mellem
afdelingen og de private grundejere.
Det ville grundejerforeningen
ikke være med til, og fastholdt sine
synspunkter.
Hegnssynet fastholdt
Derfor blev spørgsmålet indbragt for
Hegnssynet, der gav de private grundejere
medhold. Stengårdsparken skulle
reparere/genopføre muren i gule teglsten,
som den oprindelige mur, lød afgørelsen
fra Hegnssynet, der samtidig
bestemte, at arbejdet skulle udføres inden
en given frist.
Samtidig bestemte Hegnssynet, at
Stengårdsparkens ensidige forpligtelse
til vedligeholdelse i henhold til den
foreliggende skriftlige aftale skulle bestå.
Denne afgørelse var afdelingen ikke
tilfreds med og besluttede derfor at
indbringe sagen for Landvæsenskommissionen,
der er ankeinstans for Hegnssynet.
Fælles om udgiften
I forbindelse med den åstedsforretning,
der fulgte ved Landvæsenskommissionens
behandling, forligtes sagen således:
»at defekte sten og fugning udskiftedes
samt at den eksisterende
inddækning af muren udskiftedes
til inddækning med vandnæse,
alt i overensstemmelse
med almindelig anerkendt
håndværkermæssig standard.
Arbejdet udføres inden den 1.
november 2001. Herefter
påhviler vedligeholdelsen af
muren parterne i fællesskab i
overensstemmelse med hegnslovens
almindelige regler herom,
jfr. Hegnsloven kapital 4«.
Dermed fandt en lang og tung sag sin
afgørelse på en fornuftig måde, også
takket været en løsningsvenlig indstilling
fra de private grundejere, hvor man
så realistisk på det urimelige i at fastholde
den ensidige påhvilende aftale,
der alene belastede Stengårdsparken.
De samlede reparationsudgifter løb
op i ca. 140.000 kr., der er betalt af
Stengårdsparken – men fremover deler
man udgifterne mellem de private
grundejere og Stengårdsparken.
At der i »tidernes morgen« er indgået
en ensidig aftale, må man undre sig
over. Sådanne aftaler bør helt klart ikke
indgås.
9