8 MUREN i Stengårdsparken Forlig betyder nu, at de private grundejere også skal betale til vedligeholdelsen af mur, som står i det fælles skel. Sagen gik fra Hegnssynet videre til Landvæsenskommissionen
I begyndelsen af 1960’erne blev der i skellet til de private grundejere, der stødte op til Stengårdsparkens arealer i forbindelse med opførelsen af afdelingens 3. afsnit opført en fuldmuret mur i gule mursten. Uvist af hvilken grund blev udgiften til muren betalt af Stengårdsparken, og endnu mere uforståeligt blev der indgået en skriftlig aftale om, at vedligeholdelsen af muren alene påhvilede Stengårdsparken. De private grundejere skulle ikke betale en eneste krone. Efterhånden opstod behovet for vedligeholdelse af muren, og siden sidst i 1990’erne har der været en del drøftelser og en del skriverier frem og tilbage med den private grundejerforening, der krævede muren istandsat for Stengårdsparkens regning. Afdelingsbestyrelsen fandt det ganske urimeligt, at Stengårdsparken alene skulle stå for istandsættelsen, når de almindelig gældende regler om vedligeholdelse af hegning i naboskel er, at man er fælles om udgifterne. Endnu mere markant var det, at selv om afdelingen istandsatte muren, så skulle den også fremover stå for alle udgifter til fremtidig vedligeholdelse. Det fandt afdelingsbestyrelsen var helt uacceptabelt. Ville koste 500.000 kr. En samlet reparation af muren ville koste i omegnen af 500.000 kr., hvis de private grundejeres krav om udførelse i gule teglsten skulle gennemføres. Afdelingen var villig til reparation af muren ved delvis udskiftning til gasbeton, hvilket ville koste omkring det halve af prisen i gule mursten. Samtidig fandt Stengårdsparkens afdelingsbestyrelse, udgifterne til vedligeholdelse af muren skulle deles mellem afdelingen og de private grundejere. Det ville grundejerforeningen ikke være med til, og fastholdt sine synspunkter. Hegnssynet fastholdt Derfor blev spørgsmålet indbragt for Hegnssynet, der gav de private grundejere medhold. Stengårdsparken skulle reparere/genopføre muren i gule teglsten, som den oprindelige mur, lød afgørelsen fra Hegnssynet, der samtidig bestemte, at arbejdet skulle udføres inden en given frist. Samtidig bestemte Hegnssynet, at Stengårdsparkens ensidige forpligtelse til vedligeholdelse i henhold til den foreliggende skriftlige aftale skulle bestå. Denne afgørelse var afdelingen ikke tilfreds med og besluttede derfor at indbringe sagen for Landvæsenskommissionen, der er ankeinstans for Hegnssynet. Fælles om udgiften I forbindelse med den åstedsforretning, der fulgte ved Landvæsenskommissionens behandling, forligtes sagen således: »at defekte sten og fugning udskiftedes samt at den eksisterende inddækning af muren udskiftedes til inddækning med vandnæse, alt i overensstemmelse med almindelig anerkendt håndværkermæssig standard. Arbejdet udføres inden den 1. november 2001. Herefter påhviler vedligeholdelsen af muren parterne i fællesskab i overensstemmelse med hegnslovens almindelige regler herom, jfr. Hegnsloven kapital 4«. Dermed fandt en lang og tung sag sin afgørelse på en fornuftig måde, også takket været en løsningsvenlig indstilling fra de private grundejere, hvor man så realistisk på det urimelige i at fastholde den ensidige påhvilende aftale, der alene belastede Stengårdsparken. De samlede reparationsudgifter løb op i ca. 140.000 kr., der er betalt af Stengårdsparken – men fremover deler man udgifterne mellem de private grundejere og Stengårdsparken. At der i »tidernes morgen« er indgået en ensidig aftale, må man undre sig over. Sådanne aftaler bør helt klart ikke indgås. 9