Profeten Joseph Smiths lærdomme

Profeten Joseph
Side 1
Smiths lærdomme
Joseph Fielding
Smith (1876-1972)
Udgivet: 1954
[www.estrup.org - ID: T233 - TS: 2006-12-31 21:37]

Første del
1830-1834
Side 2

Mormons Bogs titelblad.
Side 3
Da vor oversættelse under alt dette nærmede sig sin afslutning, tog vi til Palmyre,
Wayne County, New York, sikrede os forlagsretten og blev enige med mr. Egbert B.
Grandin om, at han skulle trykke fem tusinde eksemplarer for en sum af tre tusinde
dollars.
Jeg vil gerne sige her, at titelbladet i Mormons Bog er en ordret oversættelse
af det allersidste blads venstre side af samlingen af bøger eller plader, hvorfra
optegnelserne er blevet oversat; hele sprogbrugen er den samme som alt, hvad der
i almindelighed er skrevet på hebraisk. Det omtalte titelblad er på ingen måde en
nutids-sammensætning, hverken af mig eller noget andet menneske, som lever eller
har levet i denne generation. For derfor at rette en fejl, som er almindelig forekommende
angående det 1), anfører jeg nedenfor den del af titelbladet i den engelske gengivelse
af Mormons Bog, som er en ægte og ordret oversætteæse af titelbladet i den originale
Mormons Bog, som nedskrevet på pladerne. - D.H.C. 1:71. (1830)
1) Se titelbladet til Mormons Bog, de to omtalte afsnit.

Værdien af åbenbaringerne og befalingerne.
Side 4
Min tid var nøje optaget af at gennemgå befalingerne og holde konferencer i næsten
to uger, thi fra den 1. til den 12. november (1831) holdt vi fire specielle konferencer. I
den sidste, der blev holdt hos broder Johnson i Hiram, stemte konferencen for, efter
moden overvejelse, eftersom åbenbaringernes bog nu skulle trykkes 2), og da de var
kirkens grundvold i disse sidste dage og en velgerning mod verdenen, idet de vidste
at nøglerne til vor Frelsers riges hemmeligheder igen er betroet mennesket, og at
evighedens skatte er indenfor deres rækkevidde, som er villige til at leve af hvert ord,
der udgår af Guds mund - at de (konferencen) sætter åbenbaringerne så højt, at disse
er alverdens rigdomme værd for kirken, rent timeligt. De store fordele for verden, som
er et resultat af Mormons Bog og åbenbaringerne, som Herren i sin uendelige visdom
har set tjenlig at give os for vor frelse og for frelse til alle, der vil tro, blev påskønnet
på rette måde, og som svar på en forespørgsel modtog jeg følgende. 3) (Nov. 1831).
D.H.C. 1:235-236.
2) Ved en konference i kirken i november 1831 modtog profeten den
åbenbaring, der kendes som afsnit 1 eller Forordet til Befalingernes Bog.
Under denne konference overvejede ældsterne spørgsmålet om at udgive
åbenbaringerne, som var blevet givet indtil da som BEfalingernes Bog.
Dette skridt billigede Herren gennem åbenbaring. Det blev beslutte, at der
skulle trykkes 10.000 eksemplarre, men det blev senere ændret til 3000
eksemplarer. En del brødre rejste sig under denne konference og sagde, at
de var villige til at bevidne over for verden, at de vidste, at de åbenbaringer,
profeten havde modtaget, var af Herren. I tidens løb blev åbenbaringer
samlet af profeten, og ved en konference, der blev afholdt den 12. november
1831, blev åbenbaringerne modtaget med taksigelse. Oliver Cowdery, John
Whitmer og William W, Phelps blev udset tilat gennemgå åbenbaringerne,
før de gik i trykken, og Oliver Cowdery og John Whitmer udpegedes til at
bringe dem til Missouri, hvor de skulle trykkes. Disse brødre blev "indviet og
beskikket med de hellige skrivelserog alt, hvad de har betroet til deres omsog
af Herren." Trykningen blev påbegyndt af Willian W. Phelps & Co. i Jackson
County, Missouri, men førend arbejdet var færdigt, blev presse og typer
ødelagt af en pøbelhob den 20. juli 1833, og kun nogle få kaf satserne blev
bevaret. disse blev indbundet og brugt af dem, der var så heldige at sikre sig
dem i den endnu ikke afsluttede form som Befalingernes Bog. Senere, i året
1835, blev åbenbaringerne, der nu var blevt stærkt forøget i antal, igen samlet
og beordret trykt som Lære og Pagter. Denne første udgave, der gjordes klar
under profetens Joseph Smiths opsyn, indeholdt 254 sider og blev trykt af
Frederick G. Williams & Co. i Kirtlans, Ohio. Åbenbaringerne strakte sig over
perioden 1828 til 1834. Syv forelæsninger over troen, som var blevet holdt
for Ældsternes Skole i Kirtland, blev optaget i bogen, ikke som åbenbaringer,
men som fremsat af brødrene dengang "som egnet for lærdomme". I denne
bog fandtes der også to artikler, skrevet af Oliver Cowdery, en om ægteskabet
og en anden om Regeringer og love i almindelighed. Disse blev beordret
trykt i bogen med åbenbaringerne, men det bør erindres, at dette blev
gjordt i profetens fraværelse og uden hans samtykke. Profeten var sammen
med Frederick G. Williams i Michigan, da dette skridt blev taget. Derfor er
disse artikler ikke, som nogle har ment, åbenbaringer og antoges ikke som
sådanne af kirken. Det var da åbenbaringerne blev antaget til udgivelse

den 12. november 1831, at profeten i sin dagbog skrev kommentaren til
åbenbaringernes værdi.
3) L. & P., afsnit 70.
Side 5

Sløret trækkes til side ved fuldkommen tro.
Side 6
Broder Joseph Smith, jun. sagde: Vi har forsamlet os for at udføre Herrens gerning,
og det er gennem Guds store nåde, at vi er blevet sparet, så vi kan samles; mange
af os er kommet på Herrens befaling til af alt, hvad der er ondt, og modtog usigelige
velsignelser, af hvilken grund vore navne er forseglede i Lammets Livets Bog, thi
Herren har talt det. Det er hver eneste ældstes privilegium at tale om de ting, der hører
Gud til; og dersom vi alle kunne komme sammen med ét hjerteog ét sind i fuldkommen
tro, kunne sløret lige så godt sønderrives i dag som i næste uge eller nogen anden
tid, og hvis vi blot vil rense os og gøre pagt med Gud om at tjene ham, er det vort
privilegium at blive forvisset om, at Gud vil beskytte os til alle tider. 4) - F.W.R., side
13-14. (25. oktober 1831).
4) Det er ikke en ordret erklæring, men et referat af konferencemødet, der
blev holdt den dag.

Fuldkommen kærlighed er et
værn mod at falde fra nåden.
Side 7
Broder Joseph Smith jun. sagde: At han havde i sinde at gøre sin pligt for Herren og
håbede, at brødrene ville være tålmodige, da de havde et godt stykke vej (at gå). Han
sagde også, at Guds forjættelser var, at de største velsignelser, som Gud kunne give,
skulle gives dem, som bidrog til hans families underhold, medens han var optaget af
at oversætte skrifternes fylde. Så længe vi ikke har fuldkommen kærlighed, er vi udsat
for at falde, og når vi har et vidnesbyrd om, at vore navne er forseglede i Lammets
Livets Bog, har vi den fuldkomne kærlighed, og så er det umuligt for falske Krister at
bedrage og forføre os; han sagde også, at Herren holdt kirken ansvarlig for at sørge for
de ældsters familier, der var ude at forkynde evangeliet; endvidere at Gud ofte havde
forseglet himlene på grund af begærlighed og havesyge i kirken. Herren ville afkorte
sit værk i refærdighed, og dersom kirken ikke tog imod skrifternes fylde, ville de endnu
svigte. 5) - F.W.R., side 16. (25. oktober 1831).
5) Det er også en udtalelse fra det i protokollen nedskrevne af profetens
bemærkninger som nedskrevet af sekretæren, ikke et ordret referat, men et
udtog.

Kommentar
Kommentar til revision af skrifterne.
Side 8
Ved min tilbagekomst fra Amherst-konferencen genoptog jeg oversættelsesarbejdet
af skrifterne. 6) Af forskellige åbenbaringer, som var blevet kodtaget, fremgik det, at
mange vigtige punkter, der berørte menneskets frelse, var blevet taget ud af Bibelen,
eller var gået tabt, førend den blev samlet. Det fremgik af de sandheder, der var tilbage,
at hvis Gud belønnede enhver i forhold til de gerninger, der var blevet gjort i kødet,
måtte vendingen "himlen" som påtænkt for de helliges evige hjem, indbefatte mere
end ét rige. I den anledning så jeg og ældste Rigdon den 16. februar 1832, medens vi
oversatte Johannes-Evangeliet, følgende syn. 7) - D.H.C. 1:245. (16. februar 1832).
6) Kort efter kirkens organisering befalede Herren Joseph Smith at foretage
en revision af Bibelen gennem åbenbaring. Det var blevet givet tilkende under
oversættelsen af Mormons Bog, at på grund af uretfærdighed og ugudelighed
var "mange tydelige og dyrebare ting fjernet fra bogen, som er det Guds Lam."
(1 Nephi 13:28). Desuder er der på grund af de "mange tydelige og ypperlige
ting, som er blevet fjernet fra bogen, og som var tydelige for menneskenes
børns forstand, i overenstemmelse med den enfoldighed, som er i Guds Lam
- på grund af disse ting, som er taget bort fra Lammets evangelium, såre
mange, der snubler, ja, i den grad, at Satan har stor magt over dem." (1 Nephi
13:29)
Så tidligt som i 1829 erklærede Herren, at mange af disse tydelige og ypperlige
ting skulle gengives, ikke alene gennem Mormons Bog, men også ved en revision
af Bibelen. Da Oliver Cowdery kom til profeten Joseph Smith og begyndte at skrive
efter profetens diktat ved oversættelsen af Mormons Bog, sagde Herren til ham:
"Sandelig, sandelig siger jeg dig, at der findes optegnelser, som indeholder meget af
mit evangelium, men som er blevet holdt tilbage på grund af folkets ugudelighed. Og nu
befaler jeg dig, at dersom du nærer ønske om at gøre det gode - et ønske om at samle
dig skatte i himlen - da skal du være behjælpelig med, ved din gave, at bringe de dele
af mine hellige skrifter, som har være skjult på grund af ugudelihed, frem i lyset." (L. &
P. 6:26-27). Nogle få dage senere, i samme april måned 1829, henviste Herren atter til
fremkomsten af disse skrifter med følgende ord: "Jeg vil, at du skal fortsætte dermed,
indtil du har afsluttet denne optegnelse (d. v. s. Mormons Bog), som jeg har betroet ham
(Joseph Smith). Og se, siden har jeg andre optegnelser, som jeg vil give dig magt til
at bistå med oversættelsen deraf." (L. & P. 9:1-2). Da tiden kom for revision af Bibelen
ved åbenbaring, kaldte Oliver Cowderys arbejde ham imidlertid andre steder hen den
del af tiden, og Sidney Rigdon, som havde sluttet sig til kirken, virkede som skriver for
profeten under en del af denne revision. Da Sidney Rigdom kom ind i kirken, kaldte
Herren ham gennem åbenbaring til at udføre dette med følgende ord: "Og jeg befaler
dig at skrive for ham; og skriften skal gives, som den er i mit bryst, ti lfrelse for mine
udvalgte. Thi de vil høre min røst, og de skal se mig og ikke sove; de skal bestå på min
tilkommelses dag, thi de skal blive rene, ligesom jeg er ren." (L. & P. 35:20-21). Dette
var i december 1830. I februar 1831, talte Herren igen og sagde: "Du skal bede, og min
hellige skrift skal gives dig, som jeg har bestemt, og den skal opbevares omhyggeligt.
Men du skal tie dermed og ikke lære om den, førend du har modtaget den i sin helhed.
Og jeg giver dig den befaling, at du skal lære alle mennesker disse hellige skrifter, thi
de skal læres alle nationer, slægter, tungemål og folk". (L. & P. 42:56-58).
Det var i juni 1831, at dette arbejde med at revidere Bibelen påbegyndtes, og 2. juli
1833 afsluttede profeten sit arbejde, så vidt som Heren krævede det af ham på den

Side 9
tid. Det var hans hensigt at tage denne sag op igen i Nauvoo og foretage yderligere
rettelser, som han ikke havde lov til at gøre ved den første revision, men på grund af
forfølgelse og hans død blev det aldrig gjort. Som en forsigtighedsforanstaltning mod,
at der ikke skulle ske manuskriptet noget, fik profeten imidlertid dr. John M. Bernhisel
til at lave en fuldstændig afskrift af denne revision. Efter Joseph Smiths død fandtes
manuskriptet hos Emma Smith, som, da kirkens autoriteter bad hende om at overdrage
dem det, afslog denne anmodning. Kopien blev imidlertid bevaret og førtes med over
sletterne og er nu i kirkens arkiv. Det er fra dette manuskript, at Moses' Bog i Den
kostelige Perle er taget.
7) L. & P., afsnit 76.
Profetens opfattelse af synet.
Intet kunne være behageligere for de hellige angående Herrens riges orden, end
det lys, der kom til verden gennem det foregående syn. Hver eneste lov, hvert bud,
hvert løfte, hver sandhed og hvert punkt, der berører menneskets bestemmelse, fra
Første Mosebog til Johannes's Åbenbaring, hvor skriftens renhed forblev ubesudlet af
menneskets dårskab, beviser denne læres fuldkommenhed (om forskellige grader af
herlighed i det tilkommende liv) og vidner om den kensgerning, at hint dokument er en
afskrift af optegnelserne i den evige verden. Tankernes ophøjethed, sprogets renhed,
handlingens øjemed, fuldendelsens uafbrudte varighed, så arvingerne til frelse kan
bekende Herren og bøje knæ for ham - beløningen for trofatshed og straffen for synd
er så meget hævet over menneskets snæversynethed, at hvert menneske er tvunget
til at udbryde: "Det er kommet fra Gud." (Februar 1832). D.H.C. 1:252-253.

Udforsk Guds åbenbaringer.
Følgende uddrag er taget fra det andet nummer af Evening and Morning Star,
som blev udgivet i august 1832. Den artikel, hvorfra disse tanker er taget,
blev skrevet af Joseph Smith og offentliggøres i dette nummer af Stjernen.
Udforsk Guds åbenbaringer
Side 10
Gransk og udforst skrifterne - gransk åbenbaringerne, som vi udgiver, og bed jeres
himmelske Fader i hans Søns Jesu Kristi navn at tilkendegive sandheden for jer, og
dersom I gør det alene med øjet henvendt på hans ære og uden at tvivle, vil han svare
jer ved sin hellige Ånds kraft. I vil da vide det for jer selv og ikke for nogen anden. I vil da
ikke være afhængige af mennesket for kundskaben om Gud, og der vil heller ikke være
plads for spekulationer. Nej, for når mennesker modtager belæring af ham, som skabte
dem, ved de, hvorledes han vil frelse dem. Så siger vi atter: gransk skriften, gransk
profeterne og lær, hvilken del af dem der tilhører jer og folket i det nittende århundrede.
I vil utvivlsomt være enige med os og sige, at I ikke har nogen ret til at gøre krav på
forjættelserne til jordens indbyggere før syndfloden, at I ikke kan grunde jeres håb om
frelse på Israels børns lydighed, da de drog om i ørkenen, og I kan heller ikke forvente,
at de velsignelser, som apostlene udtalte over Kristi menigheder for atten hundrede år
siden, var bestemt på jer. Atter, hvis andres velsignelser ikke er jeres velsignelser, da er
andres forbandelser ikke jeres forbandelser; I står da i disse sidste dage, som alle har
stået før jer, som mennesker med handlefrihed, og vil blive dømt efter jeres gerninger.
Hvert menneske har sin handlefrihed.
Hvert menneske lever sit eget liv. Adam blev skabt for at åbne vejen til verden og
for at tage sig af haven. Noa blev født for at redde sædekorn eller frø af alt, da
jorden blev renset for sin ugudelighed af syndfloden; og Guds Søn kom til verden
for at forløse den fra faldet. Men dersom et menneske ikke bliver født påny, kan
det ikke se Guds rige. Denne evige sandhed afgør spørgsmålet i alle menneskers
religion. Et menneske bliver måske relst - efter dommen - i det terrestiale rige eller i det
telestiale rige, men han kan aldrig se Guds celestiale rige uden at være født af vand
og Ånden. Han kan modtage en herlighed, som kan sammenligned med månen (d.
v. s. af hvilken månens lys er sindbilledlig) eller en stjerne (d. v. s. hvoraf stjernernes
lys er en sindbilledlig fremstilling), man han kan aldrig komme til Zions bjerg og til den
levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, eller til samkvem med englenes utallige
skarer, til den Førstefødtes store menighed og kirke, som er skrevet op i himlen, og
til Gud, alles dommer, og til retfærdige menneskers ånder, der er gjort fuldkomne,
og til Jesus, den nye pagts Mellemmand, medmindre han bliver som et lille barn og
bliver belært af Guds Ånd. Derfor siger vi igen, gransk og studér Guds åbenbaringer;
studér profetierne og glæd jer over, at Gud skænker verden seere og profeter, Det er
dem, der så gudfrygtighedens hemmeligheder; de så syndfloden, før den kom; de så
engle stige op og ned af en stige, som rakte fra jorden til himlen; de så stenen, der
blev hugget ud af bjerget, og som opfyldte hele jorden; de så Guds Søn komme fra
lyksalighedens regioner og bo hos menneskene på jorden; de så befrieren komme fra
Zion og bortvende ugudelighed fra Jakob; de så Herrens herlighed, da han viste jordens
forklarelse på bjerget; de så hvert eneste bjerg blive jævnet og og hver dal ophøjet,
da Herren tog hævn over de ugudelige; de så sandheden springe frem af jorden, og
at retfærdighed så ned fra himlen i de sidtse dage, før Herren kom anden gang for at

Side 11
samle sine udvalgte; de så enden på ugudeligheden på jorden og skabelsens sabbat
kronet med fred; de så enden på de herlige tusinde år, da satan blev sluppet løs for en
liden tid; de så sommens dag, da alle mennesker modtog ifølge deres gerninger, og de
så himlen og jorden fly bort for at gøre plads til Guds stad, når de retfærdige modtager
en arv for evigheden. Og, mine medrejsende her på jorden, det er jeres privilegium at
rense jer og opnå den samme herlighed og se for jer selv og vide for jer selv. Bed, så
skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. - E. & M.
S. august 1832. D.H.C. 1:282-284.

Brev til redaktør Seaton.
4. januar 1833 skrev profeten til mr. N. E. Seaton, redaktør af en avis,
følgende råd og advarsel angående tilstanden i verden og Herrens
formål med gengivelsen, der blev omtalt af de fordums profeter.
Kirtland, den 4. januar 1833.
Side 12
Hr. Redaktør! - I betragtning af de frisindede principper, hvorefter deres interessante
og værdifulde avis ledes, og eftersom jeg selv hoæder den og nærer dyb interesse
for Zions sag og for mine medmenneskers lykke, griber jeg med glæde pennen for at
bidrage min skærv i denne højst interessante og vigtige tid.
I nogen tid har jeg nøje betragtet tingenes tilstand, som den nu er overalt i vort
kristne land, og set på forholdene med smerteligste ængstelse. På den ene side ser jeg,
hvorledes Guds And ganske åbenbart er blevet borttaget, og hvorledes dumhedens
slør synes at være trukket over menneskenes hjerte. På den anden side ser jeg
Guds straffedomme, som har taget og stadig tager hundreder og tusinder til dødens
skyggedal, og jeg frygter uforberedt. Med denne alvorlige og rystende kendsgerning
for mig får det mig til at udbryde: "O gid mit hoved var fuldt af vand, og mine øjne var
tårekilder, så at jeg kunne græde dag og nat."
En sovende kristenhed.
Jeg tror, at det er på høje tid for den kristne verden at vågne af søvnen og dag og nat
med høj røst anråbe den Gud, hvis berettigede vrede vi har udfordret. Er disse ting
ikke nok til at vække viljen og anspore alle de mænds, kvinders og børns dådkraft, der
endnu har medlidenhed med deres medmennesker, eller som på nogen måde har vor
Herres spirende sag kær? Jeg overlader det til et intelligent folk selv at besvare dette
vigtige spørgsmål, idet jeg samtidig bekender, at dette var grunden til, at jeg har overset
min egen uduelighed og prisgiver min svaghed til en lærd verden. Men medens jeg
sætter min lid til den Gud, der har sagt, at han har skjult disse ting for de vise og kloge
og åbenbaret dem for de umyndige, så går jeg videre for at fortælle Dem, hvad Herren
gør, og hvad De må gøre for at fryde Dem over Deres Frelsers smil i disse sidste dage.
Pagten med Israel.
Tiden er til sidst kommet, da Abraham, Isaks og Jakobs Gud har udstrakt sin hånd for
anden gang for at samle resterne af sit folk, som er blevet efterladt i Assyrien, Ægypten,
Pathros, Abyssinien, Elam, Hamath og øerne i havet og sammen med dem indføre
ikke-jødernes fylde og oprette den pagt med dem, der var lovet, når deres synder skulle
borttages. Se Esajas 11; Rom. 11:25, 26 og 27 og ligeledes Jeremias 31:31, 32, og
33. Denne pagt er aldrig blevet oprettet med Israels hus og heller ikke med Judas hus,
thi der skal to til at indgå en pagt, og disse to parter må være enige, ellers kan der
ikke gøres nogen pagt.
Kristus foreslog, medens han vandrede her i kødet, at indgå en pagt med dem, men
de forkastede ham og hans forslag, og som følge deraf ophævedes forbindelsen med
dem, og der blev ikke indgået nogen pagt med dem dengang. Men deres vantro gjorde
ikke Guds forjættelse til intet; nej, thi efterDavid var der bestemt en dag, nemlig hans
krafts dag, og så skulle Israels folk, hans folk, være et villigt folk, og han ville skrive sin

Side 13
lov i deres hjerter og indprente den i deres sind, og deres synder ville han ikke mere
ihukomme.
Pagten med ikke-jøderne.
Efter at denne udvalgte slægt således havde forkastet Kristus og hans forslag,
sagde frelsens herolder til dem: "Se, vi vender os til ikke-jøderne;" og ikke-jøderne
modtog pagten, og de blev indpodet, hvor den udvalgte slægt var blevet afbrudt: men
ikke-jøderne er ikke blevet ved med at vandre i Guds godhed, men er afveget fra
troen, som engang overleveredes de hellige og har brudt den pagt, som deres forfædre
levede under (se Esajas 24:5), og er blevet hovmodige og har ikke grygtet; derfor vil
kun få af dem blive indsamlet med den udvalgte slægt. Har ikke ikke-jødernes stolthed,
hovmodighed og vantro fået Israels Hellige til at trække sin hellige Ånd fra dem og
udsende sin dom for at hjemsøge dem for deres ugudelighed? Det er afgjort tilfældet.
Jorden er vanhellig.
Kristus sagde til sine disciple (Markus 16:17-18), at disse tegn skulle følge dem, der
tror: "I mit navn skal de uddrive onde ånder; de skal tale med nye tunger; de skal tage
på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift, skal det ikke skade dem; på de syge
skal de lægge hænder, og de skal blive raske". Læs i forbindelse hermed også 1. Kor.,
12. kapitel. Gennem de foregående vidnesbyrd kan vi se på den kristne verden og se
det frafald, der er sket fra det apostolske standpunkt; og hvem kan se på det og ikke
udbryde i Esajas's sprog: "Vanhellig blev jorden under dem, som bor der, thi lovene
krænked de, overtrådte budet, brød den evige pagt."
Den simple kendsgerning er den, at Guds kraft begynder at ramme nationerne, og
lyset fra de sidste dages herlighed begynder at bryde frem gennem den sekteriske
ugudeligheds mørke atmosfære, og deres ugudelighed kan tydeligt ses, og de
ikke-jødiske nationer er som havets bølger, der kaster mudder og dynd op eller er i
stærk bevægelse, og de bereder sig hurtigt på at spille den rolle, der er tildelt dem,
når Herren revser nationerne, når han skal herske over dem med en jernstav og slå
dem i stykker som en pottemagers kar. Herren erklærede over for sine tjenere for ca.
halvandet år siden, at han da var ved at tage sin Ånd bort fra jorden, og vi kan se, at det
er tilfældet, for ikke alene svinder kirkerne hen, men der finder ikke nogen omvendelser
sted, eller kun ganske gå: men det er ikke alt, jordens regeringer befinder sig i forvirring
og er delte; og ødelæggelse, som de ses af den åndelige beskuer, synes at være
skrevet af en usynlig hånd, med store bogstaver, på næsten alt, hvad vi ser.
Hvorledes man undgår dommen.
Hvad må der nu gøres under sådanne omstændigheder? Jeg vil fortælle dem, hvad
Herren kræver af alle mennesker, høje og lave, rige og fattige, mænd og kvinder,
præster og lægfolk, de, der bekender sig til religion, og de, der ikke gør det, for at
de kan nyde Guds hellige Ånd fuldt og helt og undgå Guds straffedom, som næsten
er rede til at bryde ud over jordens nationer. Omvend jer fra alle jeres synder og
bliv døbt i vandet til disses forladelse i Faderens, Sønnens og den Helligånds navn
og modtag håndspålæggelse af den, der er ordineret og beseglet til denne magt, så
I kan modtage Guds hellige ånd; og dette er i overensstemmelse med den hellige
skrift og Mormons Bog og den eneste måde, hvorpå mennesket kan komme ind i det
celestiale rige. Det er den nye pagts krav eller Kristi evangeliums første principper:

Side 14
så "sæt netop derfor al iver ind på i jeres tro at vise dyd, i dyden indsigt, i indsigten
afholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt, i gudsfrygten
broderkærlighed og i broderkærligheden kærlighed til alle. Thi når dette findes hos
jer og stadig tager til, så tillader det jer ikke at være uvirksomme eller ufrugtbare i
erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus."
Zion og Jerusalem.
Mormons Bog er en beretning om vore vestlige indianerstammers forfædre, og den blev
fundet ved en hellig engels medvirken og oversat til vort eget sprog ved Guds gave og
kraft, efter at den har været skjult i jorden i de sidste fjorten hundrede år. Den indeholder
Guds ord, som blev overgivet dem. Af den lærer vi, at vore vestlige indianerstammer
er efterkommere af den Josef, som blev solgt til Ægypten, og at Amerika er et forjættet
land for dem, og at til dette land vil alle Israels stammer komme med lige så mange
ikke-jøder, som vil efterkomme den nye pagts krav. Byen Zion, som David taler om i den
102. Psalme, vil blive bygget i Amerika. "Og Herrens forløste vender hjem, de drager
til Zion med jubel, med evig glæde om isses." (Esajas 35:19). Så vil de blive skånet for
de uhyre straffedomme, der skal hjemsøge dette land. Men Juda skal finde redning i
Jerusalem. Se Joel 2:32; Esajas 26:20-21; Jeremias 31:12; Psalm. 1:5, Ezekiel 34:11,
12 og 13. Alt dette er vidnesbyrd om, at den gode Hyrde vil kalde sine får og føre dem
ud ud fra alle nationer, hvor de er blevet adspredt en skyet og mørk dag, til Zion og til
Jerusalem; der kan desuden fremføres mange andre vidnesbyrd.
Og nu ser jeg mig i stand til at sige med myndighed fra Jesus Kristus, at der
ikke vil gå mange år, førend De forenede Stater vil frembyde sådan en skueplads for
blodsudgydelse, som ikke har sin lige i vor nations historie; pest, hagl, hungersnød og
jordskælv vil bortfeje de ugudelige i denne slægt af dette land for at åbne og berede
vejen for tilbageførelsen af Israels tabte stammer fra nordenland. Herrens folk, de, der
har opfyldt denne pagts krav, er allerede begyndt at samle sig til Zion, som ligger i staten
Missouri. Derfor advarer jeg jer, som Herren har befalet mig at gøre over for denne
generation, idet jeg erindrer, at min skabers øjne ser på mig, og at jeg er ansvarlig over
for ham for hvert ord, jeg siger. Jeg ønsker ikke mine medmennesker noget ondt, men
jeg ønsker kun deres evige frelse. Derfor, "frygt Gud og giv ham ære, thi nu er hans
doms time kommet." Omvend jer! Antag den evige pagt og flygt til Zion, førend I bliver
overrasket af de overvældende straffedomme, thi der vil være nogle, som nu lever på
jorden, hvis øjne ikke vil blive lukket i døden, førend de har set opfyldelsen af alle disse
ting, som jeg har talt om. Husk alle disse ting; kald på Herren, mens han er nær, og
søg ham, mens han kan findes, er Deres uværdige tjeners formaning.
(signeret) JOSEPH SMITH, JUN.
- D. H. C. 1:312-316

Betydningsfuld korrespondance med brødrene i Zion.
"Oliebladet" er det navn, som profeten gav den vidunderlige åbenbaring, som
findes i afsnit 88 i Lære og Pagter. Der er ikke mange, om der overhovedet
findes nogle, åbenbaringer, der er givet kirken - og verden, om verden
vil modtage dem - større end dette "Olieblad, plukket fra paradisets træ."
I dette brev til W. W. Phelps, en af de præsiderenede brødre i Missouri,
hæver profeten sin advarende røst, baseret på Herrens ord, som det
findes åbenbaret i åbenbaringen og korrespondancen fra Missouri.
Kirtland, den 14. januar 1833
Broder William W. Phelps:
Side 15
Jeg sender dig "Oliebladet", som vi har plukket fra paradisets træ, Herrens
fredsbudskab til os; thi selv om brødrene i Zion overfor os giver frit løb for følelser, som
ikke er i overensstemmelse med den nye pagts krav, har vi dog den tilfredsstillelse at
vide, at Herren anerkender os og har antaget os, og oprettet sit navn i Kirtland til frelse
for folkene. Thi Herren vil have et sted, hvorfra hans ord vil udgå i de sidste dage, i
renhed; thi dersom Zion ikke vil rense sig selv, således er det i hans øjne retfærdiggjort
i alle henseender, så vil han søge sig et andet folk; thi hans værk vil skride fremad,
indtil Israel er samlet, og de, der ikke vil lytte til hans røst, må vide, at de vil komme til at
føle hans vrede. Lad mig sige jer: søg at rense jer og ligeledes alle Zions indbyggere,
for at ikke Herrens vrede skal blusse op imod jer i heftighed.
En advarsel til Zion.
Omvend dig, ovend dig er Herrens ord til Zion. Hvor mærkeligt det end synes, er det dog
sandt, at menneskeheden vil fremfate i selvretfærdighed, indtil al dens ugudelighed er
lagt blot og alt, hvad der er opsamlet i dens hjerte, er udsat for menneskenes stirrende
blikke. Jeg siger jer (og hvad jeg siger jer, siger jeg alle): Lyt til Guds advarende røst, at
ikke Zion skal falde og Herren sværge i sin vrede, at Zions indbyggere ikke skal indgå
til hans hvile.
Brødrene i Kirtlans beder uophørligt for jer, thi, da de kender Herrens rædsler, nærer
de alvorlige bekymringer for jer. I vil se, at Herren befalede os i Kirtland at bygge et
Gus hus og oprette en skole for profeterne, dette er Herrens ord til os, og vi må, og
dersom Herren hjælper os, vil vi adlyde: på betingelse af vor lydighed har han lovet
os store ting, ja, endog et besøg fra himlene for at beære os med sin nærværelse. Vi
frygter meget for Herren, for at vi ikke skal gå glip af denne store ære, som Herren har i
sinde at give os; vi søger efter ydmyghed og stor tro, så vi ikke skal føle os skamfulde i
hans nærværelse, Vi føler os sørgmodige i hjertet over den ånd, som lægges for dagen
både i dit brev og broder Gilberts, selve den ånd, som ødelægger Zions styrke som
pesten, og dersom den ikke opspores og drives ud, vil den gøre Zion moden til Guds
truende straffedomme. Husk, Gud ser oprindelsen og drivfjederen til de menneskelige
handlinger og kender alles hjerte.
Broder, lad os tale tydeligt, thi Gud tager hensyn til sine helliges følelser, og han vil
ikke lade dem matres ustraffet. * * * Alt, hvad vi kan sige som konklusion, er, at hvis vor
tårekilde ikke bliver tør, vil vi stadig græde for Zion. Dette fra din broder, som skælver
for Zion og for himlens vrede, der venter Zion, hvis hun ikke omvender sig.
(signeret) JOSEPH SMITH, JUN.

- D:H:C: 1:316.
Side 16

En skrivelse
Fra det første Præsidentskab til Kristi Kirke i Thompson, Geauga County, Ohio
Kirtland, den 6. februar 1833.
Kære Brødre!
Side 17
Vi hilser jer med denne skrivelse i kærlighedens bånd, idet vi glæder os over jeres
standhaftighed i troen, som er i Kristus Jesus, vor Herre; og vi ønsker, at I må have
fremgang på alle sandhedens og retfærdighedens områder, idet vi uophørligt beder for
jer, at jeres tro ikke må fejle, og at I må overvinde alle de onder, som omgiver jer, og
blive rene og hellige for Gud, vor Fader; ham være ære i evighed! Amen.
Det har syntes godt for den Helligånd og for os at sende denne skrivelse til
jer gennem vor elskede broder Salmon Gee, jeres kurér, som er blevet ordineret
af os i lydighed mod Guds åbenbaringer, som præsiderende ældste over kirken i
Thompson, idet han skal føre tilsyn dermed og skal lede og belære jer om det, der er i
overensstemmelse med gudsfrygt. Vi nærer stor tillid til ham, hvad vi også formoder I
gør. Vi siger derfor til jer, ja ikke vi alene, men også Herren, modtag ham som sådan,
idet I må vide, at Herren har udpeget ham til dette embede til jeres bedste. Støt ham
ved jeres bønner, bed altid for ham, at han må have visdom og forstand i Herrens
kundskab, så I gennem ham må blive borte fra onde ånder og al strid og uenighed og
vokse i nåde og i kundskaben om vor Herre og Frelser, Jesus Kristus.
Elskede brødre, fortsæt i broderlig kærlighed, vandre i ydmyghed og bed, så I ikke
kan overvindes. Søg fred, som vor elskede broder Paulus sagde, så I kan blive vor
himmelske Faders børn og ikke give anledning til forargelse, hverken for hellig eller
synder. Og til sidst, brødre, bed for os, at vi må kunne udføre det arbejde, hvortil vi
er kaldet, så I kan glæde jer over Guds hemmeligheder, ja over fylden deraf. Må vor
Herres Jesu Kristi nåde være med jer alle. Amen.
JOSEPH SMITH, JUN.,
SIDNEY RIGDON,
FREDERICK G. WILLIAMS.
-D. H. C. 1:324, 325.

Hvorledes belæringer for Kirken gives.
Kirtland, den 13. april 1833.
Side 18
Kære broder Carter: - Jeg har netop set dit brev til broder Jared og har gennemlæst
indholdet omhyggeligt. Jeg benytter lejligheden til at besvare det. Vi går i gang med
at besvare dine spørgsmål: først angående dit arbejde i den egn, hvor du bor; vi deler
dine følelser herom og beroliger os dermed, til Herren har talt. Angående det syn, du
taler om, anser vi os ikke forpligtet til at modtage nogen åbenbaring af nogen mand
eller kvinde, uden at de er blevet retmæssigt kaldet og ordineret til denne myndighed
og afgiver tilstrækkeligt bevis herfor.
Hvem der er berettiget til at modtage åbenbaringer.
Jeg vil oplyse dig om, at det er i modstrid med Guds plan, at noget medlem af kirken
eller nogen anden modtager instruktioner og belæringer for dem, som står over dem
i myndighed. Du vil deraf se, at det ikke er passende at låne øre til dem; men hvis
nogen har et syn eller får besøg af et himmelsk sendebud, så kan det kun være for
vedkommendes egen nytte og belæring, thi kirkens fundamentale grundsætninger,
forvaltning og lære er henlagt under Guds riges nøgler. Angående en apostat eller et
menneske, som er blevet udelukket af kirken, og som ønsker at komme ind igen, siger
vor kirkes lov udtrykkeligt, at et sådant menneske skal omvende sig og lade sig døbe
og igen blive optaget som første gang.
En højpræsts pligt består deri, at han handler i åndelige og hellige ting og
plejer forbindelse med Gud, men dog skal han ikke selv påtage sig eller udøve
selvforherligende regimente eller indkalde møder for ældsterne uden deres samtykke.
Endvidere er det højpræsternes pligt at være bedre kvalificeret til at forklare
grundsætninger og lærepunkter end ældsterne, thi en ældstes embede er et tillæg
til det høje præstedømme, og det samles og forenes i eet. Og endvidere, hvorledes
medlemmerne skal behandles: -Vi skal gøre mod dem nøjagtigt, som den hellige skrift
foreskriver. Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne.
Hører han dig, så har du vundet din broder. Men hører han dig ikke, så tag endnu een
eller to med dig o. s. v., og om der ikke findes nogen biskop, så skal de dømmes ved
kirkens stemme. Er en ældste eller højpræst tilstede, så skal han overtage ledelsen af
forhandlingerne, ellers skal den, der har den højeste autoritet, præsidere.
Med hensyn til forberedelserne med at drage til Zion: - For det første vil det
være Herren en glæde, at menigheden eller menighederne, der drager til Zion,
bliver organiseret. Der skal kaldes en egnet mand, der er fortrolig med forholdene i
menigheden, og han skal tage til Kirtland for at underrette biskoppen og af ham få
tilladelse og licens, som åbenbaringerne foreskriver det. En sådan fremgangsmåde
forhindrer forvirring og uorden og hjælper jer ud af mange vanskeligheder, som vil
tilstøde et uordnet selskab på rejse i de sidste dage.
Videre: De, der har gæld, burde i alle tilfælde betale deres gæld; og de rige bør
under ingen omstændigheder forstøde de fattige eller lade dem i stikken, thi der står
skrevet, at de fattige skal arve jorden.
Du citerede et skriftsted fra Jeremias i forbindelse med rejsen til Zion; Herrens ord
står fast; må det ske!
Der er to afsnit i dit brev, som jeg ikke skal komme nærmere ind på, da de åbenbart
er blevet skrevet uoverlagt. For det første det, der taler om ældsterne, der bliver sendt

Side 19
som lyn fra Judas bue; det andet, at der ikke findes hemmeligheder i Zions råd. Du
taler om disse, som om dit hjerte var fuldt af frygt, ellers kan vi ikke forstå det. Vi beder
aldrig Herren om en særlig åbenbaring, undtagen hvis der ikke findes en tidligere, der
passer til tilfældet, og da kun i en rådsforsamling af højpræster.
Det er noget stort at bede Gud om noget eller at komme i hans nærværelse. Vi er
bange for at nærme os ham med sådanne ting, der har liden eller slet ingen betydning,
for blot at tilfredsstille visse menneskers spørgelyst, især når det drejer sig om ting, hvis
kendskab menneskene selv kunne tilegne sig i al oprigtighed for Gud og i ydmyghed
gennem troens bøn, Hvad der fremfor alt skulle være tilfældet med en lærer eller
Højpræst i kirken. Jeg siger ikke dette som nogen bebrejdelse, men kun til belæring.
Jeg taler, som om jeg kender dig, medens vi er fremmede for hverandre i kødet.
Jeg elsker din sjæl og menneskesjælene, og jeg beder og gør alt, hvad jeg kan for
alles frelse.
Jeg slutter nu med at sende dig en fredshilsen Jesu Kristi navn. Amen.
Vor Herres Jesu Kristi velsignelser være med og forblive hos jer allesammen. Amen.
JOSEPH SMITH, JUN.
-D.H.C. 1:338, 339.

Anvisninger angående indvielse af ejendom.
Broder Edward Partridge!
Side 20
Jeg vil besvare dine spørgsmål om indvielse af ejendom: - For det første er det ikke
rigtigt at indlade sig på alt for mange enkeltheder ved statusopgørelse. Forholdet er
jo nemlig det, at et menneske er forpligtet ved kirkens lov til at indvie sin ejendom
til biskoppen, før han kan betragtes som retmæssig, arving til Zions rige, og dette
uden tvang. Gør han ikke dette, kan han ikke anerkendes i kirkebøgerne for Herren.
I sammenhæng med enkelthederne kunne jeg endnu sige, at enhver selv må afgøre,
hvor meget han skulle modtage, og hvor meget han skulle overlade biskoppen. Jeg
taler om sådanne, der vier mere, end de behøver til deres underhold og til deres
familiers.
Efter fælles samtykke.
Indvielse eller helligelse må ske med begge parters samtykke. Havde biskoppen ret til
alene at afgøre, hvor meget hver enkelt skulle have, og dersom vedkommende blev
tvunget til at affinde sig med biskoppens afgørelse, så ville biskoppen have større magt
end en konge. Ville man på den anden side indrømme ethvert medlem ret til selv at
bestemme, hvor meget han behøver, og biskoppen måtte rette sig derefter, da ville
dette skabe forvirring i Zion og gøre biskoppen til slave. Forholdet er det, at der må
nås en udligning, en ligevægt mellem biskoppens og medlemmernes rettigheder, så
der kan herske enighed og god vilje.
Derfor må de mennesker, der vier ejendom til biskoppen i Zion og til gengæld
modtager en arvelod, fornuftigvis vise biskoppen, at de virkelig trænger til så meget,
som de forlanger. Kan de to parter ikke blive enige, skal biskoppen ikke have noget
at gøre med at modtage sådanne afhændelser, men sagen forelægges et råd af tolv
højpræster, hvoraf biskoppen dog ikke må være medlem, men han må forelægge
sagen for rådet.
* * *
Vi var ikke så lidt forbavsede ved at høre, at nogle af vore breve af almen interesse,
som vi har sendt til Zions gavn, er blevet skjult for biskoppen. Det er en fremgangsmåde,
som vi i høj grad misbilliger.

Svar på spørgsmål i broder Phelps' brev af 4. juni.
Side 21
Først med hensyn til de fattige: Når biskopperne er blevet udnævnt på vor anbefaling,
tilkommer det dem at sørge for de fattige i overensstemmelse med kirkens love.
Sig til brødrene Hulet og alle andre, at Herren aldrig har bemyndiget dem til at sige,
at djævelen, hans engle eller fortabelsens sønner nogensinde skulle genindsættes,
thi deres skæbne blev ikke åbenbaret, er ikke åbenbaret og vil aldrig blive åbenbaret,
undtagen til dem, som får del deri. Derfor har de, der forkynder denne lære, ikke
modtaget den gennem Herrens Ånd. Broder Oliver har med rette kaldt den en
djævelens lære. Vi påbyder derfor, at denne lære ikke mere forkyndes i Zion. Vi
sanktionerer biskoppens og hans råds beslutning og .afgørelse, at denne lære vil
udelukke dens tilhængere fra nadveren.
Vi slutter vort brev med den sædvanlige hilsen som tegn på den nye og evige pagt.
Vi skynder os med at slutte, da posten netop afgår nu.
JOSEPH SMITH, JUN.,
SIDNEY RIGDON,
F. G. WILLIAMS.
P. S. - Vi er taknemmelige for den måde, hvorpå broder William W. Phelps leder
STJERNEN i øjeblikket; vi håber, .at han vil tragte efter at gøre den mere og mere
interessant. Angående omfanget af en biskops jurisdiktion: Når Zion engang vil være
ordnet på rette måde, vil der blive indsat en biskop for hver beboelsesblok af størrelse
som angivet i vedlagte. Men for nærværende må vi handle, som klogskab og visdom
byder. Det er nødvendigt, brødre, at I alle er af et hjerte og et sind for at gøre Herrens
vilje.
Blandt de ledende brødre i Zion skulle der herske den største frimodighed og
fortrolighed.
Med største beklagelse har vi i broder Edward Partridges Brev konstateret den der
fremsatte klage, at de i forbindelse med "Oliebladet" skrevne breve blev skjult for ham,
da han dog skulle vide alle ting med henblik på Zion, eftersom Herren har udpeget ham
til at være dommer i Zion. Vi håber, kære brødre, at noget sådant ikke vil forekomme
igen. Når vi skriver brev til nogle af højpræsterne i Zion, som angår reguleringen af
forholdene der, så ønsker vi stadig, at sådanne breve også skal forelægges biskoppen,
så han kan gøre pligt. Vi siger dette i håb om, at det vil blive optaget venligt, og at
vore brødre vil tage hensyn til hinandens følelser og vandre i kærlighed og ære og
anerkende hinanden mere end sig selv, som Herren forlanger det.
Som altid jeres brødre
J. S.
S. R.
F. G. W.
-D. H. C. 1:364-368.

Uddrag af den anden skrivelse til brødrene i Zion.
Kirtland, den 2. juli 1833.
Til brødrene i Zion!
Tungemålsgaven.
Side 22
Vi er i færd med at skrive et brev til Eugene (menigheden) angående de to Smith'er,
da vi har modtaget to breve fra dem, det ene fra John Smith og det andet fra ældste
Eden Smith. Hvad tungemålsgaven angår, så kan vi kun sige, at vi netop har modtaget
den her, som de gamle gjorde. Vi ønsker dog, at I er meget forsigtige deri, så I ikke
bliver vildledet. Vogt jer mod det onde, som kan opstå af det, kvinder siger, eller på
anden måde. Vær forsigtige i alle ting, at der ikke skal opstå bitterhed iblandt jer, som
kan forurene mange. Dersom I ikke passer på, vil Satan utvivlsomt berede jer mange
vanskeligheder i forbindelse med tungemålsgaven. I kan hverken passe for meget på
eller bede for meget. Må Herren give jer visdom i alle ting. I et brev, der blev afsendt i
sidste uge, vil I utvivlsomt - før I modtager dette - have fået nærmere besked om den nye
oversættelse. Send kassen med Befalingernes Bog til N. K. Whitney & Co., Kirtland,
Geauga County, Ohio, c/o Kelly & Walworth, Cleveland, Cuyahoga County, Ohio.
Vi slutter med på det hjerteligste at bifalde enhver forholdsregel, der anvendes til at
sprede sandheden i disse sidste dage; dertil føjer vi vore inderligste ønsker og oprigtige
bønner for Zions fremgang. Sig til alle brødre og søstre i Zion, at de har vor fulde
kærlighed, og at vi sender dem vore hjerteligste hilsener og bedste ønsker for deres
velbefindende - timeligt, åndeligt og evigt. Som altid hilser vi jer i Herren Jesu navn.
Amen.
JOSEPH SMITH, JUN.,
SIDNEY RIGDON,
F. G. WILLIAMS
- D. H. C. 1:368-370.

Begivenheder af mindre betydning i Zion og
Kirtland. - En opfordring til guvernøren i Missouri.
Brev til Vienna Jaques.
Side 23
4. september. - Jeg skrev følgende til søster Vienna Jaques i Independence,
Missouri:
Kære søster! Jeg vil benytte en ledig stund til at sende Dem et par ord, om hvilke jeg
er mig bevidst, at de vil bidrage til Deres sjælefred - hvis det da er nogen tilfredsstillelse
for Dem at modtage nogle få ord fra Deres uværdige broder i Kristus. Jeg modtog
Deres brev for nogen tid siden med beretningen om Deres rejse og Deres ankomst i
god behold, for hvilket jeg takker Herren. Siden jeg modtog Deres brev har jeg ofte følt,
som om en stemme tilhviskede mig: "Joseph, du .hylder Gud tak for det offer, som din
søster Vienna bragte, og Som viste sig at være af så stor betydning for dine økonomiske
forhold. Derfor skulle du ikke glemme hende, thi Herren har gjort dette, og du skulle
huske hende i alle dine bønner og også i breve, thi hun beder ofte til Herren og siger:
O Herre, inspirer din tjener Joseph til at skrive nogle ord til din uværdige tjenerinde og
at sige, at alle mine synder er tilgivet. Er du ikke, o Herre, tilfreds med den revselse,
hvormed du har revset din tjenerinde?" - Ja, søster, dette synes ånden at tilhviske mig,
og De kan selv afgøre, hvilken ånd det er.
Jeg vidste, da De forlod Kirtland, at Herren ville revse Dem, men jeg bad inderligt
i Jesu navn, at De måtte opleve at få Deres arvelod i overensstemmelse med den
befaling, der blev givet angående Dem. Jeg er slet ikke forbavset over, hvad der er
hændt Dem eller hvad der er kommet over Zion, og jeg kunne opregne alle grundene til
disse ulykker. Men ak, det er forgæves at advare og give forskrifter, thi alle mennesker
er af naturen tilbøjelige til at gå deres egne veje, som de selv har valgt. De er ikke
villige til at tage den vej i betragtning, som er udpeget af en anden, idet de siger: "Dette
er vejen, følg den!" - ikke engang, hvis det drejer sig om en ufejlbarlig vejleder, som
Herren, deres Gud, har sendt dem. Dog føler jeg ikke trang til at anklage nogen, men
jeg føler trang til at anråbe Herren kraftigt, at det, der er sket, må vende sig til det
bedste. Ja, jeg kunne sige: "O Herre, lad Zion blive trøstet, lad hendes øde steder
blive bygget op igen og oprettet hundrede fold; lad dine hellige komme til Zion fra hver
nation og Zion blive ophøjet til den tredie himmel! Send din dom frem til sejr, og efter
disse trængsler, lad dine velsignelser da komme over dit folk og lad din tjenerinde leve,
indtil hun har fundet ro og tilfredsstillelse ved at beskue Zions herlighed. Thi til trods
for hendes nuværende sorg og hjemsøgelse, skal hun endnu rejse sig og iføre sig
sine smukke klæder og blive til fryd og glæde for hele jorden." Vær derfor trøstet; lev
i streng lydighed mod Guds bud og befalinger og vandre ydmygt for ham, så vil han
ophøje Dem i sin egen bestemte tid. Jeg kan forsikre Dem om, at Herren har antaget
det offer, som De har bragt. Broder David W. Patten er netop vendt tilbage fra sin tur
til de østlige stater, og hans mission og virke bereder os stor tilfredsstillelse. Han har
i den egn, hvor hans venner bor, i staten New Work, grundlagt en menighed med 83
medlemmer. Mange er blevet helbredet ved hans formidling, flere krøblinge fik deres
førlighed tilbage. Så mange som tolv, der var angrebet af sygdom, kom ved en vis
lejlighed langvejsfra for at blive helbredet; han og andre velsignede dem i Jesu navn,
og de blev gjort raske. Således ser De, at arbejderne i Herrens vingård virker med al
flid og af al magt, medens det er dag, da de ved, at "der kommer en nat, da ingen
kan arbejde."
JOSEPH SMITH.

-D. H. C. 1:407-409.
Side 24

Der bliver tænkt på de hellige i
Kanada. - Korrespondance og
bønskrift angående forhold i Missouri.
Side 25
19. november. - Jeg skrev følgende fra Kirtland til Moses C. Nickerson, Mount Pleasant,
Øvre Kanada:
Bekymring for hjemsøgte hellige.
Broder Moses!. Vi kom hertil den 4. forrige måned efter en anstrengende rejse, under
hvilken vi kunne glæde os ved sædvanligt helbred. Vi tog afsked med de gamle
Nickersons i Buffalo, sunde og raske, og de gav udtryk for tilfredshed med den
fremgang og de velsignelser, de havde nydt på rejsen.
Siden vor ankomst her har broder Sidney lidt af en øjenbetændelse Det er
sandsynligvis grunden til, at De ikke tidligere har hørt fra ham, thi han havde i sinde at
skrive til ham straks. Men selv om jeg venter, at han utvivlsomt snart i I skrive til Dem,
da hans øjne er blevet meget bedre, håber jeg dog ikke, at De er blevet utålmodig, fordi
De ikke har hørt noget fra os, og jeg drister mig derfor til at mene, at nogle få linier fra
mig, selv om der måske mangler flugt over mit skriveri, og min fremstilling ikke er så
fin i stilen i forhold til tidens lærde, alligevel vil blive modtaget med en del tilfredshed
fra Deres side, i det mindste, når De tænker på den nære forbindelse, hvormed vi er
forbundet med hverandre i Herren Jesu Kristi evangeliums evige bånd.
Vi fandt, at vore familier og kirken på dette sted i almindelighed havde det godt.
Under vor fraværelse er der ikke sket noget af betydning, med undtagelse af, at en
af vore brødre døde, nemlig David Johnson, en ung mand, der var meget anset som
borger. Vi sørger med rette over tabet af ham.
Vi har fået mange efterretninger fra forskellige dele af landet angående evangeliets
fremgang, og vore bønner stiger dagligt op til vor himmelske Fader, at det må finde vid
udbredelse, så at alle nationer må høre det herlige budskab og komme til kundskab
om sandheden.
Vi har i den senere tid fået breve fra vore brødre i Missouri, men vi kan ikke udlede
af disse breve, hvorvidt deres fjender, som er ivrige efter at uddrive dem fra den del af
landet, kan virkeliggøre deres ulovlige og uretfærdige planer og hensigter. Vore brødre
har henvendt sig til statens guvernør, som har lovet dem al den hjælp, som loven kan
give, og efter al sandsynlighed er retsprocessen allerede blevet påbegyndt.
Man har imidlertid meddelt os, at disse mennesker er meget voldsomme og truer
med øjeblikkelig tilintetgørelse af alle, som bekender sig til vor lære. Hvor vidt det vil
blive dem tilladt at udføre disse trusler, ved vi ikke, men vi stoler på Herren og overlader
det til ham at gøre efter hans egen vise styrelse.
Jeg venter brev fra Dem, når De får dette og håber, at De vil tilstille mig oplysninger
angående brødrene, deres helbred, tro etc. og ligeledes underrette mig om vore
venner, som vi har lært at kende.
De vil vel kunne forstå, kære broder, at mit hjerte er fyldt med uudsigelig bekymring
for de hellige, når jeg tænker på de mange. fristelser, som vi er udsat for på grund af vor
store sjælemodstanders list og smiger. Jeg kan i sandhed sige, at jeg har anråbt Herren
for vore brødre i Kanada med megen inderlighed. Når jeg tænker på, med hvilken

Side 26
beredvillighed de har antaget sandhedens ord, som broder Sidney og jeg forkyndte
dem, føler jeg mig i høj grad forpligtet til at ydmyge mig for Herren.
Menneskesønnens komme.
Når jeg tænker på den hurtighed, hvormed Menneskesønnens store og herlige dag
nærmer sig, da han vil komme og tage sine hellige til sig, når de skal bo i hans
nærværelse og blive kronet med herlighed og udødelighed, og når jeg tænker på, at
himlene snart skal rystes og jorden skælve og rave, og at himlene skal åbnes som en
bog, når den er slået op, og at hvert bjerg og hver ø skal fly bort - når jeg tænker på
alt lette, råber jeg i mit hjerte: Hvad slags mennesker burde vi ikke være i al vandel
og gudfrygtighed!
De erindrer det vidnesbyrd, som jeg aflagde i Herren Jesu navn om det store værk,
som han har ladet bringe frem i de sidste dage. De kender min meddelelsesmåde,
hvorledes jeg i svaghed og enkelhed erklærede overfor Dem, hvad Herren gennem sine
hellige engles virke har frembragt for denne slægt. Jeg beder, at Herren må sætte Dem i
stand til at bevare disse i Deres sind, thi jeg ved, at hans Ånd vil bære vidnesbyrd til alle,
som flittigt søger efter kundskab fra ham. Jeg håber at De vil studere og granske skriften
og se, om ikke disse ting stemmer overens med de ting, som de fordums profeter og
apostle har skrevet.
Jeg husker broder Freeman og hans hustru, ligeledes Ransom og hans søster Lydia
og lille Charles sammen med alle brødrene og søstrene. Jeg beder indtrængende, at
I alle vil huske mig i jeres bønner til nådens trone i Jesu navn. Jeg håber, at Herren
vil give mig lov til at se jer igen, og fremfor alt, at vi må vinde sejr og blive forenet i
vor Faders rige.
Deres broder
JOSEPH SMITH.
-D. H. C. 1:441-443.

Profetens betragtninger over Sidney Rigdon.
Der gives her en levende skildring af Sidney Rigdons karakter, efterfulgt
af en alvorlig bøn for hans frelse og en profeti om hans efterkommere.
Det er sandt, at man har søgt efter disse, og nogle af dem er også blevet
fundet. Hans søn John W. Rigdon har sluttet sig til kirken for mange år
siden, efter at han havde vandret om i mørket. Endnu senere sluttede
en af hans sønnesønner, der nu er en gammel mand, sig til kirken, og et
andet barnebarn har givet udtryk for sin velvillige indstilling overfor kirken.
Således ser vi, at profetens bøn i det mindste er blevet opfyldt til en vis grad.
Side 27
Der skete intet af betydning fra den 13. november til i dag den 19. november. Mit hjerte
er noget bekymret, men jeg føler trang til at sætte min lid til Herren, Jakobs Gud. På
mine rejser har jeg lært, at menneskene på nogle få undtagelser nær er troløse og
selviske.
Sidney Rigdon.
Broder Sidney er et menneske, som jeg elsker, men han er ikke i stand til at gengælde
den rene og trofaste kærlighed, der skulle udmærke en præsident for Kristi Kirke,
overfor sådanne, som er hans velgørere. Dette, parret med andre små ting som
egenkærlighed og en sindets uafhængighed, der, når de viser sig for ofte, ødelægger
tilliden hos dem, som ellers ville være beredt til at nedlægge deres liv for ham - det er
hans fejl. Men til trods for disse ting er han en meget stor og god mand, en storartet
taler og en ordets mester, der hurtigt kan vinde sine tilhøreres venskab. Han er en
mand, som Gud vil bistå, hvis han forbliver tro i sit kald. O Gud give, at han gør det,
for Herrens skyld. Amen.
Og atter, velsignet være broder Sidney! Endskønt han vil, lige op og blive ophøjet,
skal han dog bøje sig under åget som et æsel, der krummer sig under sin byrde og last,
som lærer sin herres vilje ved slag af kæppen; således taler Herren: Dog vil Herren
være ham nådig, og han vil frembringe mange t Tugter, ja, som vinstokken med de
bedste druer, når druerne er modne før vinhøsten. Og Herren vil gøre sig til gode som
med sød vin på grund af Ham, som strækker sin hånd frem, og løfter ham op fra den
dybe sump og viser ham vejen og leder hans fod, når han snubler, og ydmyger ham i
hans stolthed. Velsignet er hans slægt; man vil ikke desto mindre søge t ter dem, som
man søger efter et æsel, som har forvildet sig ud i ødemarken, og som man snart finder
og bringer tilbage til stalden. Således vil Herren våge over hans slægt, så at de kan
blive frelst. Så ske det. Amen.
Profetens grundsætninger.
I Det menneske, der ønsker at gøre godt, burde vi lovprise for dets dyder og ikke tale
om dets fejl bag dets ryg. Et menneske, der forsætligt og uden grund vender sig bort
fra sin ven, kan let få tilgivelse. Et menneskes venlighed skulle aldrig glemmes. Den,
der aldrig svigter den ham viste tillid, skulle stedse indtage den ærefuldeste plads i
vore hjerter, og vor kærlighed skulle aldrig svigte, men stedse blive større. Det er min
stilling og min mening.
D:H:C: 1:443-444.

Instruktioner angående jordsalg i Zion.
Følgende er et uddrag af en skrivelse til de hellige i
Zion, som var fordrevet fra deres hjem og på skændig
måde forfulgt af pøbelen!. son County, Missouri.
Kirtland, den 5. december 1833.
Side 28
Jeg ville ønske, at I efter modtagelsen af dette brev vil samle alle enkeltheder
vedrørende pøbelen, lige fra begyndelsen, og sende os en korrekt fremstilling af
begivenhederne, som de forekom fra tid til anden, så vi vil kunne give offentligheden
korrekte oplysninger om sagen. Tilstil os samtidig oplysninger om brødrenes stilling og
hvorledes de frister livet.
Jeg vil lade jer vide, at det ikke er Herrens vilje, at I skal sælge jeres jord i Zion, hvis
der på nogen mulig måde kan fremskaffes midler til jeres underhold på anden måde. Alt
skulle forsøges for at hævde den sag, I har forfægtet; I skulle også hjælpe hinanden så
meget som muligt i denne jeres store ulykke. Husk, at I ikke knurrer mod Gud på grund
af den måde, han omgås sine skabninger på. I er endnu ikke blevet prøvet så strengt
som de fordums profeter og apostle. Tænk på Daniel, på de tre hebræere Jeremias,
Paulus og Stefanus og mange andre, altfor talrige til at omtale her, som blev stenet,
revet i stykker, fristet, slået ihjel, og som vandrede om i fåreskind og gedeskind, fattige,
syge og plagede, som verden ikke var værdig til. De vandrede om i ørkener og bjerge
og skjulte sig i kløfter og jordhuler. De opnåede dog alle et godt ry på grund af deres
tro; og midt i deres hjemsøgelser glædede de sig over, at de var fundet værdige til at
blive forfulgt for Kristi skyld.
Vi ved ikke, hvad vi endnu må gennemgå, førend Zion forløses og oprettes. Derfor
er det strengt nødvendigt, at vi fører et liv, der er Gud velbehageligt, og at vi stadig er
i nøje overensstemmelse med hans bud og befalinger, så vor samvittighed er ren for
skyld overfor Gud og mennesker. Det er jeres ret at anvende ethvert lovligt middel for at
søge oprejsning for den skade, jeres fjender har forvoldt jer, og forfølge dem ad lovens
vej. Det vil desværre være umuligt for os at yde jer økonomisk støtte, da vore midler
allerede er udtømt, og vi er i dyb gæld og ved ikke, hvordan vi skal redde os ud deraf.
Indbyggerne her i amtet truer med at tilintetgøre os, og vi ved ikke, hvor snart det
vil blive dem tilladt at følge folks eksempel i Missouri. Men vi sætter vor lid til Gud, og
vi er besluttede på - så langt som han hjælper os i sin nåde - at forfægte vor sag og
trofast holde ud til enden, så at vi må blive kronet med celestial herlighed og indgå til
den hvile, der er beredt for Guds børn.
Vi er nu ved at fordele satsen og agter at påbegynde sætningen i dag og udgive
en avis sidst i denne uge eller i begyndelsen af næste. Vi skrev til ældste Phelps for
nogen tid siden og had ham gennem ældste Hyde om navnelisten på abonnenterne
på "The Star", som vi endnu ikke har modtaget, og førend vi Isir den, vil de fleste af
abonnenterne ikke få bladet. Når I modtager dette brev og endnu ikke har afsendt
listen, beder jeg jer om at gøre det omgående, da der er så mange ubehageligheder
forbundet med en forsinkelse.
* * *
Vi har erfaret gennem ældste Phelps, at brødrene har udleveret deres våben til
missourianerne og flygter over floden. Hvis det er tilfældet, er det ikke klogt, at de
genoptager fjendtlighederne med dem. Men hvis det ikke er tilfældet, skal I ikke vige
en tomme, så længe der er een mand tilbage, da det med hvor I har slået jer ned, er

Side 29
det sted, som Herren har udpeget som jeres arveland, og det er ret i Guds øjne, at I
kæmper for det til det yderste.
I vil huske, at Herren har sagt, at Zion ikke skal flyttes fra sit med Derfor bør landet
og jorden ikke sælges, men de hellige må beholde det, indtil Herren i sin visdom vil
berede en udvej for jeres tilbagevenden. Hvis I i mellemtiden kan købe et stykke land i
Clay County for at afhjælpe jeres øjeblikkelige nødstilstand, da er det rigtigt at gøre det,
hvis I kan, og ikke sælge jorden i Jackson County. Af sikkerhedsgrunde vil vi ikke sende
jer nogen skreven åbenbaring om denne sag, men hvad der er fremført ovenfor er i
overensstemmelse med visdom. Jeg skynder mig med at slutte for at overlade broder
Oliver nogen plads, og forbliver jeres i den evige pagt,
JOSEPH SMITH, JUN.
- D.H.C. 1:448-451.

Et brev fra profeten Joseph Smith
til de fordrevne hellige i Missouri.
Dette brev skildrer den ømhed og medfølelse, profeten nærer
overfor de hellige i Missouri og hans ønske om at opmuntre og
styrke dem ved tro og håb i denne deres svære trængselstid.
Kirtland Mills, Ohio, 10. december 1833.
Side 30
Edward Partridge, W. W. Phelps, John Whitmer, A. S. Gilbert, John Corrill, Isaac Morley
og alle de hellige, som sagen vedrører:
Elskede Brødre!
I morges fik jeg breve fra biskop Partridge og ældsterne Corrill og Phelps, alle
afsendt fra Liberty den 19. november, med de sørgelige efterretninger om jeres flugt
fra jeres arveland, efter at jeres fjender havde fordrevet jer fra jeres hjemsted.
Af tidligere breve erfarede vi, at en del af vore brødre var blevet slået ihjel, men det
fremgik ikke af ovennævnte breve, at der var blevet slået mere end een ihjel, og at
denne ene var broder Barber, og at broder Dibble havde fået indvendige kvæstelser.
Vi var taknemmelige over at høre, at ikke flere havde mistet livet, og vi beder dagligt
om, at Herren ikke vil tillade, at hans hellige, som er draget op til hans land for at holde
hans bud, må lide mere, og at hans hellige bjerg ikke må plettes med deres blod.
Zion vil blive ramt af plager.
Jeg har ikke været i stand til at fastslå ved nogen tilskyndelse eller tilkendegivelse af
Ånden, at Zion skulle have forbrudt sit krav på en celestial krone, selv om Herren tillod,
at det blev hjemsøgt. Måske har enkelte været ulydige og har brudt den nye pagt; alle
sådanne vil blive afsløret ved deres gerninger, når tiden er inde. Jeg har altid regnet
med, at Zion ville blive noget hjemsøgt, ifølge de bud og befalinger, jeg har faet. Men
jeg vil gerne minde jer om en vis passus i en åbenbaring, som siger, at efter megen
sorg kommer velsignelsen. Heraf og også af andre tilkendegivelser, deraf en, som er
blevet modtaget fornylig, ved jeg, at Zion vil blive forløst i den af Herren bestemte tid.
Men hvor længe Zions renselse, trængsler og plager vil vare, har Herren skjult for mine
øjne, og når jeg spørger ham angående denne sag, lyder Herrens røst således: "Vær
stille og vid, at jeg er Gud! Alle de, der lider for mit navns skyld, skal regere med mig,
og den, der nedlægger sit liv for min skyld, skal finde det igen."
Der er to ting, som jeg ikke rigtig forstår, og Herren vil ikke vise mig dem, måske i
en klog hensigt - jeg mener på en vis måde - og det er disse: Hvorfor har Gud tilladt, at
så mange ulykker har ramt Zion? Og hvad er den store bevæggrund til denne svære
hjemsøgelse? Og videre: på hvilken måde vil han bringe sine hellige tilbage til deres
arvedel, med sange af evig glæde på deres hoveder? Begge disse ting, brødre, er til
dels blevet forholdt mig eller ikke tydeligt tilkendegivet. Men der er ting, der er blevet
tydeligt tilkendegivet, og som har fremkaldt Herrens mishag.
De retfærdige må lide sammen med de skyldige.
Når jeg tænker over alt, hvad der er blevet kundgjort mig, ved jeg, at jeg ikke skulle
knurre, og jeg knurrer heller ikke, kun beklager jeg, at de uskyldige må lide for de
skyldiges ugudeligheder. Jeg kan kun forklare det på denne måde, at Frelserens

Side 31
udtalelse ikke er blevet nøje overholdt: "Hvis dit højre øre forarger dig, så riv det ud og
kast det fra dig, eller hvis din højre hånd forarger dig, så hug den af og kast den fra dig."
Den kendsgerning står nu fast: hvis nogen af legemets lemmer ikke fungerer rigtigt,
da påvirkes resten af vort legeme deraf, og så lider alle derunder. Og dog: uagtet alt
dette er det svært for mig at undertrykke mine følelser, når jeg ved, at I, mine brødre,
med hvem jeg har oplevet så mange lykkelige timer, og som så at sige har siddet med
mig på hellige steder i Kristus Jesus, med brødre, om hvis rene bevæggrunde jeg altid
var overbevist og endnu er overbevist - jeg siger, når jeg tænker derpå, at I er blevet
udstødt og er som fremmede, pilgrimme på jorden, udsat for kulde, sult, nøgenhed,
fare, sværdet - når jeg tænker på alt dette, falder det mig svært at undertrykke klagen og
knurren imod denne slægt. Men jeg er mig bevidst, at det ikke er rigtigt, og Gud give, at
til trods for alle jeres hjemsøgelser og lidelser, at intet må skille os fra Kristi kærlighed.
Brødre, når vi hører om jeres lidelser, vækker det enhver medfølelse i vort hjerte;
det tynger os ned, og vi kan ikke holde tårerne tilbage. Og dog kan vi kun til dels fatte
jeres lidelser. Ofte hører jeg brødrene sige, at de ville ønske, de kunne være hos jer,
så de kunne bære en del af jeres byrder og lidelser. Jeg selv ville have været hos jer,
om ikke Gud ved sit forsyn havde forhindret det. Gud har nemlig forud advaret mig på
grund af disse ting for jeres skyld for at lette jeres lidelsers åg. Ældste Cowdery kunne
ikke have lettet jeres lidelser og hjemsøgelser, selv om han var blevet hos jer længere;
hans nærværelse ville tværtimod have ophidset jeres fjender. Derfor har Gud trods alt
været os nådig. O brødre, lad os være taknemmelige, at det står så godt til med os,
som tilfældet er, og at vi stadig er i live, og at Gud måske endnu har meget godt beredt
for os i denne slægt. Gud give, at vi endnu engang må forherlige hans navn.
Værdien af en arvedel.
Jeg føler mig taknemmelig over, at ikke flere har fornægtet troen. Jeg beder Gud i Jesu
navn, at I alle må bevare troen til enden, hvor store jeres lidelser end måtte være. I
Guds øjne er det bedre, at I dør, end at I opgiver Zions land, de arvelodder, I har købt
for jeres penge. Thi enhver, som ikke opgiver sin arvedel, selv ikke hvis han må dø,
vil, når Herren kommer, stå derpå og som job se Gud i kødet. Derfor er det mit råd, at
I beholder jeres jord, selv om det også skulle komme til det yderste, og anvend ethvert
lovligt middel til at søge skadeserstatning af jeres fjender. Bed dag og nat til Gud, at han
vil føre jer tilbage i fred og sikkerhed til jeres arveland. Lader dommeren jer i stikken,
da henvend jer til guvernøren, og hvis denne ikke hjælper jer, da forelæg jeres sag
for præsidenten, og dersom præsidenten ikke tager jeres henvendelse til følge, og alle
love, ja selv folkets menneskelighed lader jer i stikken, kun ikke Gud, og I bliver ved
med at gå til ham med jeres besværinger, som den fattige kone gjorde overfor den
uretfærdige dommer, så vil han ikke undlade at bringe dom over jeres fjender og hævne
sine egne udvalgte, som anråber ham dag og nat.
Se, han vil ikke svigte jer. Han vil komme med ti tusinde af sine hellige, og alle
hans modstandere vil blive udryddet med hans læbers ånde. Alle, der beholder deres
arvedele, selv om de skulle blive slået og jaget, skal lignes ved de kloge jomfruer, som
havde olie på lamperne. Men alle vantro og frygtsomme skal sammenlignes med de
ukloge jomfruer, som ikke havde olie på lamperne. Når de vender tilbage og vil sige
til de hellige: "Giv os noget af jeres jord og land" - se, da vil der ikke være plads til
dem. Angående udstedelse af skøder, vil jeg råde jer til at udstede skøder i det omfang,
brødrene har lovligt og berettiget krav derpå, og da må enhver føle sig ansvarlig overfor
Gud, hvad han gør med dem.

Side 32
Jeg vil give ældste Phelps nogle forslag og ideer, selv om jeg ikke bestemt ved,
om de vil være af praktisk nytte for ham. Jeg vil blot fremkomme med dem til hans
overvejelse. Det ville glæde mig, om han kunne være her, hvis det havde været muligt
for ham at komme, men jeg tør ikke tilråde det, da jeg ikke ved, hvad der endnu
vil komme over os alle, thi også vi står under svære og alvorlige trusler fra mange
mennesker her på stedet.
Men måske er folkene i Liberty beredt til - Gud har jo magt til at blødgøre alle
menneskers hjerter - at opstille en trykpresse der. Og hvis ikke der, så måske et
andet sted, et sted, hvor det passer bedst og er muligt. Gud er rede til at have det
et hvilket som helst sted, hvor det kan blive gjort i sikkerhed. Vi må være snilde som
slanger og enfoldige som duer. Endvidere er det mit ønske, at ældste Phelps samler
alle oplysninger og giver os et sandfærdigt billede af Zions begyndelse og trivsel og
dets hjemsøgelser.
En bøn for de bedrøvede hellige.
Hør nu den af jeres uværdige broder i den nye og evige pagt opsendte bøn: O min Gud!
Du, som har kaldet og udvalgt nogle få ved befaling gennem din svage tjener og sendt
dem til Missouri, til et sted, som du har kaldt Zion, og som du har befalet dine tjenere at
indvie til dig som et tilflugts- og sikkerhedssted for indsamlingen af dine hellige, hvor en
hellig by, indviet til dig, skal bygges; og da du har sagt, at intet andet sted skal udvælges
til en sådan by, beder jeg dig i Jesu Kristi navn at føre dit folk tilbage til deres hjem
og arvelodder, så de kan nyde frugten af deres arbejde, så alle øde steder igen kunne
bygges op. Må alle dit folks fjender, som ikke vil omvende sig og vende sig til dig, blive
udryddet fra jordens overflade. Må et hus blive bygget og oprettet til dit navn. Må alle
dit folks tab blive erstattet det, ja mere end fire fold, så at Zions grænser altid må kunne
udvides. Må Zion igen blive opbygget for aldrig mere at gå under. Lad alle dine hellige,
når de bliver spredt som får og bliver forfulgt, flygte til Zion og slå sig ned der og lad
den blive organiseret efter din lov. Og lad denne bøn blive optegnet for dit ansigt. Giv
mine brødre, som jeg skriver til, din hellige And. Send dine engle til at beskytte dem og
udfri dem fra alt ondt. Og når de vender deres ansigt mod Zion, og når de bøjer sig for
dig og beder til dig, må deres synder da aldrig mere komme op for dit ansigt og heller
aldrig findes opskrevet i din mindebog, og må de holde sig fjernt fra alt ondt. Giv dem
føde, som du giver ravnene; giv dem klæder til at dække deres nøgenhed og huse til
at bo i. Giv dem venner i stort tal og lad deres navne blive opskrevet i Lammets Livets
Bog, for evigt og altid for dit ansigt. Amen.
Til slut, brødre, må vor Herres Jesu Kristi nåde være med jer alle, til han vil komme
i sit rige. Amen.
JOSEPH SMITH, JUN.
- D. H. C. 1:453-456.

Velsignelser, udtalt over Oliver
Cowdery og profetens familie.
Den 18. december 1833 mødtes profeten og en del af kirkens ledende
brødre i det trykkeri, som netop var blevet bygget færdigt, og profeten
Joseph Smith indviede det. I tilslutning til denne hellige handling velsignede
profeten Oliver Cowdery og forskellige medlemmer af den Smith'ske
familie, efter han havde overdraget sin fader, Joseph Smith, sen., embedet
og præstedømmet som kirkens patriark. Således lyder velsignelserne:
Oliver Cowderys velsignelse.
Side 33
Broder Cowdery er velsignet af Herren, dog har han to fejl, som han må aflægge, ellers
kan han ikke helt undgå den ondes tugtelser. Hvis han aflægger disse fejl, vil han blive
tilgivet, og han vil blive som den bue, Herren har sat på himlen, og vil blive som et
tegn og et banner for folkene. Se, han er velsignet af Herren for sin standhaftighed
og trofasthed i Herrens værk. Derfor skal han blive velsignet i sin slægt og aldrig
blive afskåret, og han vil blive hjulpet ud af mange vanskeligheder, og hvis han holder
befalingerne og lytter til Herrens råd, vil hans hvile blive herlig.
Profetens velsignelse til sin fader og moder.
Således talte seeren, og det er de ord, der faldt fra hans læber, medens den
Almægtiges syner var åbne for hans øje:
Velsignet er min fader af Herren, thi han skal stå midt imellem sine efterkommere
og blive trøstet ved deres velsignelser, når han er gammel og nedbøjet af år, og
skal af dem blive kaldt fyrste over dem og skal regnes blandt dem, som har ret til
det patriarkalske præstedømme, ja dette embedes nøgler. Thi ligesom Adam vil han
samle sine efterkommere; og den forsamling, som Adam sammenkaldte, skal være et
eksempel for min fader, thi således står der skrevet om ham:
"Tre år før sin død kaldte Adam Seth, Enos, Kenan, Mahalaleel, Jared, Enok
og Metusalem, som alle var højpræster, til sig sammen med de øvrige af sine
efterkommere, der var retfærdige, i dalen Adam-ondi-Ahman og gav dem der sin sidste
velsignelse. Og Herren viste sig for dem, og de stod op og velsignede Adam og kaldte
ham Mikael, fyrsten, ærkeengelen. Og Herren trøstede Adam og sagde til ham: Jeg
har sat dig til at være hovedet - mange folk skal komme af dig, og du skal være en
fyrste over dem evindelig."
Således skal det gå med min fader: han vil blive kaldt fyrste over sine efterkommere
og have nøglerne til det patriarkalske præstedømme over Guds rige på jorden, ja, Jesu
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og han skal sidde i patriarkernes forsamling, ja i
råd med den Gamle af Dage og skal glæde sig ved sin ret og sin fuldmagt under ledelse
af den Gamle af Dage.
Og velsignet er også min moder, thi hun er moder i Israel og skal sammen med min
fader få del i alle hans velsignelser som patriark.
Mine brødre og søstre er også velsignede, thi de skal endnu finde forløsning i
Herrens hus, og deres efterkommere skal være dem til velsignelse, glæde og trøst.
Og velsignet er min moder, thi hendes sjæl er stedse fyldt med menneskekærlighed
og godhed, og til trods for sin alder, skal hun endnu modtage kraft og blive velsignet i
sit hjem, og således siger Herren: Hun skal få evigt liv.

Side 34
Og atter: Velsignet er min fader, thi Herrens hånd vil være over ham, og han vil blive
fyldt med den Helligånd. Han vil forudsige, hvad der vil ske med hans efterkommere
indtil sidste slægtled. Han vil se, hvorledes hjemsøgelsen går hans børn forbi, og deres
fjender komme under deres fødder. Og når han har opfyldt målet for sin skabelse,
skal han forekomme som et olietræ, hvis grene tynges ned af megen frugt. Se, Josefs
velsignelser gennem hans stamfader skal komme på min faders hoved og hans afkom
efter ham til det yderste; ja, han skal være som et yppigt og frodigt træ, ja som et
rigt bærende træ, plantet ved en vandkilde, og hvis grene breder sig ud over muren,
og hans efterkommere skal beholde deres kraft, og deres hænders arme skal gøres
stærke ved den mægtige Jakobs Guds styrke, og hans fædres Gud, nemlig Abrahams,
Isaks og Jakobs Gud, skal hjælpe ham og hans efterkommere efter ham, ja, den
Almægtige vil velsigne ham og hans sæd efter ham med himlens velsignelser fra oven,
og med dybets velsignelser, som ligger nedenunder, og hans efterkommere skal stå op
og kalde ham velsignet. Han vil blive som vinen af udvalgte druer, når klaserne er helt
modne, og han skal også have bolig i det høje, ja, i det celestiale rige. Tusinder vil søge
råd hos ham, og han vil have en plads i Herrens hus og være mægtig i ældsternes råd.
Hans dage vil blive forlænget, og når han går herfra, skal han gå i fred, og hans hvile
skal blive herlig, og hans navn vil man huske til enden. Amen.
OLIVER COWDERY, sekretær og protokolfører.
- MSS., 18. december 1833.
Profetens velsignelse til sin broder Hyrum.
Velsignet er min broder Hyrum af Herren for sit hjertes retskaffenhed. Med kraft vil
han blive omgjordet, og sandhed og trofasthed skal blive hans lænders styrke. Fra
slægt til slægt skal han blive et redskab i sin Guds hånd til at fælde dom over sine
fjender. Herrens hånd vil skjule ham, så at hans fjender intet skal opdage af hans
hemmeligheder til at skade ham. Hans navn vil blive kaldet en velsignelse blandt
mennesker. Hans omgangskreds vil være blandt konger, og man vil søge ham, for at
han kan sidde i råd hos nationer og konger i det fjerne, og han skal blive et redskab
i Guds hånd til at bringe tusinder af sjæle til frelse. Og når vanskelighederne tårner
sig op og der kommer store trængsler over ham, vil han ihukomme Jakobs Gud, og
han vil skærme ham imod Satans magt. I den Allerhøjestes hus vil han modtage råd,
så hans forhåbninger vil blive styrket. Han vil være som en kølig kilde, som springer
ud ved bjergets fod, overskygget af udvalgte træer, som bøjes til jorden under byrden
af moden frugt, som både stiller sulten og slukker tørsten, hvad der vil vederkvæge
den trætte vandrer. For hans fødder vil der stedse flyde strømme af levende vand.
Han vil ikke mangle kundskab, thi Herren, hans Gud, skal strække sin hånd ud og
løfte ham op og med sin røst bringe ham ind på den vej, som han vandrer på, så
han for stedse må blive befæstet. Han vil gå i sin faders spor og blive regnet blandt
dem, som har ret til det patriarkalske præstedømme, ja det evangeliske præstedømme.
Han skal have magt og kraft, så han i sin høje alder vil blive æret på jorden. Se,
han vil blive velsignet med overflod af jordens rigdomme - guld, sølv, kostbare sten,
diamanter og platin. Hans vogne skal være talrige, og hans kvæg skal formere sig
til overflod: Heste, muldyr, æsler, kameler, dromedarer og hurtige dyr, så han kan
herliggøre Herrens navn og hjælpe de fattige. Ja, dette vil være hans hjertes ønske: at
trøste de nødlidende og bringe lægedom til sønderknuste hjerter. Han skal få mange
børn, og hans efterkommere skal blive talrige, og de skal stå op og kalde ham velsignet.
Og han vil modtage evigt liv. Amen.

OLIVER COWDERY, sekretær og protokolfører.
Givet i Kirtland, den 18. december 1833.
Velsignelse til Samuel og William Smith.
Side 35
Min broder Samuel er velsignet af Herren, fordi Herren vil sige til ham: Samuel, Samuel!
Derfor vil han blive gjort til lærer i Herrens hus, og Herren vil skænke ham moden
dømmekraft, så han vil vinde sine brødres agtelse og venskab. Hans sjæl skal blive
befæstet, og han vil blive til velsignelse for Herrens hus, fordi hans trofaste bøn vil
blive hørt.
Broder William er som en rasende løve, der på grund af sin styrke ikke deler sit bytte
med andre. I sit hjertes stolthed vil han forsømme de vigtigere ting, til hans sjæl vil være
nedbøjet af sorg. Så vil han vende tilbage og påkalde sin Guds navn og vil få tilgivelse
og blive tapper; derfor vil han blive frelst til sidst. Og som skovens brølende løve ved sit
bytte, således skal også hans slægtled rejse sig imod dem, som føler sig hævet over
andre og kæmper mod Israels Gud. Frygtløse og uforfærdede skal de være i kamp
for at hævne de uskyldiges forurettelser og hjælpe de undertrykte. Derfor skal Jakobs
Guds velsignelser fylde hans hus, til trods for hans genstridige og oprørske hjerte.
Og nu, o Gud, ihukom de øvrige i min Faders hus til evig tid og red dem for
undertrykkerens hånd og stil deres fødder på Tidernes Klippe, så de må have en plads
i dit hus og blive frelst i dit rige. Og lad alle ting være, som jeg har sagt, for Kristi skyld.
Amen.
D. H. C. 1:466-467.

Råd og formaning.
Side 36
Kære Brødre i Kristus og lidelsesfæller! Vi synes, det er passende at sende jer nogle
få linier og give jer nogle belæringer og instruktioner angående ledelsen af Guds riges
forhold, det rige, som er blevet overdraget os i disse sidste dage ved vor Formidlers
vilje og testamente, hvis forbønner for vor skyld hviler i den evige Faders skød og snart
vil bryde ud i velsignelser over alle de trofaste.
Vi har alle været børn og er det endnu altfor meget. Men vi sætter vort håb til Herren,
at vi må kunne vokse i made og blive beredt for alt, som fremtiden endnu må bære i sit
skød for os. Tiden går, hurtigt, og profetierne må opfyldes. Trængslernes tid nærmer
sig hurtigt og tiden er kommet, da de hellige vil blive prøvet. Rygtet med dets ti tusinde
tunger gyder sine usikre lyde og påstande ind i næsten hvert øre. Men de hellige må
være tålmodige i disse vanskelige tider og se Guds frelse. De, der ikke kan udholde
forfølgelser og være standhaftige på hjemsøgelsens dag, vil heller ikke kunne bestå
på den dag, da Guds Søn vil sønderrive sløret og vise sig i al sin Faders herlighed
med alle de hellige engle.

Skyggesiderne ved overilede ordinationer.
Side 37
Der må siges nogle få ord om emnet ordination. I mange tilfælde har man udvist for
meget hastværk i dette forhold, og Paulus's formaning er blevet taget for let. Denne
formaning siger: "Lad ingen håndspålæggelse ske overilet." Nogle er blevet ordineret
til tjenestegerningen og har aldrig virket i den egenskab eller overhovedet herliggjort
deres kald. Sådanne må regne med, at de vil miste deres kald, hvis de ikke vågner op
og gør noget ud af deres embede. De ældster, der er ude, skulle være yderst forsigtige
i denne henseende, og når de ordinerer en mand til det hellige embede, skulle det være
en trofast mand, som også er i stand til at belære andre, så Kristi sag ikke lider derunder.
Det er ikke mængden af prædikanter, der skal indføre det herlige tusindårsrige, men
det er dem, "som er kaldet og udvalgt og er trofaste."

Undgå ordstrid.
Side 38
Ældsterne må passe nøje på, at de ikke unødvendigt generer og opriver folks følelser.
Husk på, at det er jeres pligt at prædike evangeliet i al ydmyghed og sagtmodighed og
advare syndere og opfordre dem til at omvende sig og til at komme til Kristus.
Undgå strid og ørkesløse diskussioner med mennesker af fordærvet sind, som ikke
ønsker at kende sandheden. Husk på, at "det er en advarselens dag og ikke en dag
af mange ord." Hvis de ikke antager jeres vidnesbyrd det ene sted, fly da til et andet,
men anklag ingen og lad intet bittert ord falde. Hvis I gør jeres pligt, vil det gå jer lige
så godt, som om alle mennesker havde antaget evangeliet.
Vær forsigtige med at sende unge mennesker ud for at forkynde evangeliet til
verden. Hvis de tager af sted, skulle nogen ledsage dem, som kan føre dem ind på
den rette vej, så de ikke bliver opblæste og kommer under fordømmelse og i djævelens
snare. Og atter igen: vær forsigtige i disse kritiske tider. Anråb Herren dag og nat; tag
jer i agt for stolthed og falske brødre, som vil snige sig ind blandt jer for at udspionere
jeres enemærker. Vågn op til retfærdighed og synd ikke! Lad jeres lys skinne og vis
jer som arbejdere, der ikke behøver at skamme sig, og som på rette måde uddeler
sandhedens ord. Læg jer flittigt efter at studere, at jeres sind kan tilegne sig alle
nødvendige kundskaber.
Vi forbliver jeres brødre i Kristus, idet vi ivrigt beder for, at forløsningens dag må
komme, da ugudelighed vil blive banlyst fra jorden og evig retfærdighed herske. Lev vel!
(December 1833). D.H.C. 1:467-469

Anden del
1834-1837
Side 39

Uddrag af en skrivelse til Kirkens
ældster i Kirtland og til deres brødre ude.
Kære brødre i Kristus, og lidelsesfæller!
Åndeligt mørke.
Side 40
Brødre, tænk et øjeblik over opfyldelsen af profetens ord: "Thi se, mørke skjuler
jorden og dunkelhed folkene". Forbrydelser af enhver art tager til blandt menneskene;
afskyelige laster praktiseres; den opvoksende slægt vokser op i stolthed og arrogance;
de ældre taber enhver skyldfølelse og synes at have opgivet enhver tanke om
gengældelse; overalt ser man umådeholdenhed, umoral, ødselhed, stolthed, hjertets
forhærdelse, afguderi, tabet af naturlig kærlighed. Kærlighed til denne verden og
ligegyldigheden overfor de evige værdier vokser blandt dem, der foregiver at tro på
himlens religion, hvorved vantroen kun griber yderligere om sig. Mennesker begår de
afskyeligste og mørkeste ugerninger, driver gudsbespottelse, bedrager, ødelægger
næstens gode navn og rygte, stjæler, røver, myrder, forsvarer fejl og usandhed og
sætter sig op imod sandheden, glemmer pagten med himlen og fornægter troen
på Jesus. Og midt i alt dette nærmer Herrens dag sig hurtigt, da kun de, der har
bryllupsklædningen på, vil få lov til at spise og drikke sammen med Brudgommen,
Fredsfyrsten.
Verdens beklagelsesværdige tilstand.
Når man tager sandheden af disse kendsgerninger i betragtning, hvad kan da deres
følelser være, som er blevet delagtige i den himmelske gave og har smagt Guds
gode ord og den kommende verdens kræfter? Hvem andre end de, der kan se den
skrækkelige afgrund, hvori menneskeslægten i denne generation befinder sig, kan
arbejde i Herrens vingård uden at have en følelse af verdens beklagelsesværdige
tilstand? Hvem andre end de, som rigtig har tænkt over vore ånders Faders nåde,
der har beredt et offer for sine børn, dertil en forløsningsplan, en forsoningskraft, en
frelsesplan med det store mål for øje at bringe menneskene tilbage til den himmelske
Konges nærværelse, hvor de bliver kronet med en celestial herlighed og bliver gjort
til medarvinger med Sønnen, en arv, som er uforgængelig, ubesmittet og som ikke
forgår - hvem andre end sådanne kan fatte, hvor vigtig en fuldkommen vandel er for
menneskene, og at vi med al flid må indbyde alle mennesker til at tage del i disse
velsignelser? Hvor ubeskriveligt herlige er ikke disse ting for menneskeheden! De kan
i sandhed betragtes som store glædesbudskaber for alle mennesker, et budskab, der
burde opfylde alle hjerter med glæde, når det lyder i deres øren. Den tanke, som
enhver vil få i henhold til den flid og udholdenhed, vedkommende har lagt for dagen i
Herrens vingård, burde inspirere alle, som er kaldet til at være tjenere og forkyndere af
dette glade budskab, at de bruger deres gaver og talenter således, at de kan udvikle
andre talenter, så når Mesteren aflægger redegørelse for sine tjeneres opførsel og
virksomhed, at han da kan sige: "Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt,
jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres glæde".
Nogle vil måske sige, at verden i denne tid og slægt hurtigt tager til i retfærdighed,
at overtroens og den åndelige blindheds mørke tidsalder er forbi, da kun nogle få
kendte og fulgte Kristi tro, da kirkelig og gejstlig magt og indflydelse næsten udøvede
et verdensomfattende herredømme over kristendommen og bandt menneskenes

Side 41
samvittighed med stærke kæder og lænker af præstelig magt. Men nu er de mørke
skyer spredt, og evangeliet stråler med en ny apostolsk tids herlighed, og Messias's
rige griber stærkt om sig, og vor Herres evangelium bringes til jordens folk, og Guds
ord bliver oversat til forskellige sprog. Sandhedens tjenere drager over det store
dyb for at forkynde de i mørke siddende mennesker den opstandne Frelser og for
at rejse Emanuels banner der, hvor lyset aldrig har skinnet. Nu er afgudsbilledet
ødelagt, billedtemplet glemt, og de, der blot kort tid i forvejen fulgte deres forældres
overleveringer og traditioner og ofrede deres eget afkom for at forsone en eller anden
indbildt guds vrede, løfter nu deres røst for at tilbede den Allerhøjeste og lader tankerne
gå til ham med den fulde forvisning og i den forventning, at de en skønne dag vil blive
modtaget med glæde i hans evige rige!
Handlefrihedens lov.
Men et øjebliks overvejelse af disse systemers grundsætninger, måden, hvorpå de
udføres, de dermed beskæftigede mennesker, det åbenbare mål, som de foregiver som
bevæggrund for deres handling, tror vi er tilstrækkeligt for ethvert oprigtigt menneske
til i sit eget sind at blive klar over, om dette er himlens orden eller ej. Vi betragter det
som et retfærdigt princip, et princip, hvis styrke efter vor mening burde overvejes af
ethvert menneske, at alle mennesker er skabt lige, og at de har ret til, i alle sager,
som står i forbindelse med samvittigheden, at have deres egen mening. Som følge
heraf er vi ikke - selv om vi havde magt dertil - tilbøjelige til at berøve nogen udøvelsen
af denne handlefrihed eller sindets uafhængighed, med hvilken himlen så nådigt har
udrustet menneskeheden, - en af dens mest udsøgte gaver. Men vi tager os den
frihed - og vi har ret dertil - til nogle øjeblikke at betragte den nuværende tingenes
tilstand og at sammenligne den med Guds orden, som vi finder den i den hellige skrift.
I denne oversigt vil vi imidlertid fremstille punkterne således, som vi tror, at den store
Skaber virkelig må have forstået dem, samt det lykkelige resultat, der fremkommer ved
opfyldelsen af de krav, som himlen stiller, således som de åbenbares for enhver, der
adlyder dem, ligesom også på den anden side følgerne af et misforstået begreb, en
forvrængning eller en påtvungen betydning, som Herren aldrig havde i sinde, da han
nedlod sig til at tale fra himlene til menneskene om deres frelse.
Lydighed mod regeringer nødvendig.
Alle lovligt dannede og forfatningsmæssigt indsatte regeringer har visse love, som
mer eller mindre beskytter de uskyldige og straffer de skyldige. Når vi anerkender
visse love som gode og retfærdige, bør de også efterleves samvittighedsfuldt. Den,
der overtræder eller bryder dem, kan med rette anses for dobbelt skyldig, hvad
forbrydelsens størrelse og omfang angår, for et sådant menneske ville på ingen måde
kunne fremføre nogen undskyldning for uvidenhed om loven, thi hans overtrædelse
blev begået mod bedre vidende. Men det menneske, der uvidende og uforsætligt
overtræder en lov, må desværre tage følgerne deraf, fordi landets røst forlanger det,
dog vil han aldrig føle det samvittighedsnag, som den anden vil, og der vil aldrig opstå
hine selvbebrejdelser i hans bryst, som det ville have været tilfældet, hvis han havde
begået forbrydelsen eller overtrædelsen i fuld bevidsthed om, at han havde overtrådt
landets lov, en lov, som han tidligere anerkendte som god og retfærdig. Det er slet ikke
vor mening med disse bemærkninger at ville ligestille menneskets lov med himlens
lov, thi vi er os bevidst, at den ikke et formet med samme visdom og fuldkommenhed.
Vi tror heller ikke, at menneskelige love i ringeste omfang formår at byde det, som
de himmelske gør, selv om de skulle love det. Samfundets love kan måske garantere

Side 42
et folk beskyttelse i dets hæderlige sysler her i livet og fremme den timelige lykke,
som opstår af en sådan beskyttelse mod uretfærdige angreb og krænkelser. Men
dermed er også alt sagt, hvad der i sandhed kan siges om de menneskelige loves
magt, omfang og indflydelse til forskel fra Guds love. Den himmelske lov bliver givet
menneskene, og den yder til dem alle en belønning, som følger den, en belønning,
som overgår al jordisk forstand, selv om den ikke lover, at den troende til alle tider
skal blive skånet for vanskeligheder og prøvelser, som kan opstå ved menneskers
ugudelige handlinger her på jorden. Dog har vi midt i alt dette en forjættelse, grundet
på den kendsgerning, at det drejer sig om en himmelsk lov, der hæver sig så langt over
menneskenes lov som det evige over det timelige, og som Guds velsignelser er mere
ophøjede end menneskenes. Hvis altså den af mennesket anerkendte menneskelige
lov er bindende for ham, hvor meget mere må så ikke himlens love være det! Og
eftersom den himmelske lov er fuldkomnere end den menneskelige, så må belønningen
for dens adlydelse også være så meget større. Menneskenes lov lover sikkerhed i
verdslige forhold, men Guds lov lover det liv, der er evigt, ja en arv på Guds højre side,
sikret mod alle den ondes kræfter.
Når mennesket nærmer sig Gud, bliver det oplyst.
Vi mener, at Gud har skabt mennesket med et sind, der er modtageligt for belæring
og med evner, som kan udvides i forhold til den flid og opmærksomhed, hvormed
han følger det ham fra himlen skænkede lys. Jo nærmere mennesket kommer
fuldkommenheden, desto klarere bliver hans synspunkter og så meget større bliver
hans glæde, indtil han til sidst har overvundet sit livs onder og mistet ethvert ønske
om at begå synd. Som de gamle når han til sidst hin grad af tro, da han, indhyllet i
sin Skabers magt og herlighed, bliver taget op for at bo hos ham. Imidlertid. tror vi,
at det er en tilstand, som intet menneske nogensinde har nået på et øjeblik. Han må
ydermere være blevet undervist i dette riges love og dets regeringsform på passende
måde fra skridt til skridt, indtil hans ånd i nogen måde er i stand til at fatte dets sandhed,
retfærdighed, lighed og følgerigtighed. Angående yderligere belæring henviser vi til 5.
Mosebog, 32. kapitel, hvor Herren siger, at Jakob er hans arvelod. Han fandt ham i et
ørkenland, i en ødemark, blandt ørkenens hyl; han førte ham ud, han belærte ham, han
vogtede ham som sin øjesten o.s.v. - alt dette bekræfter det netop sagte, at mennesket
må forstå det himmelske riges love, før han kan betræde det - vi mener den celestiale
herlighed.
Så forskellige er menneskenes love og så stærkt afviger de fra himlens love og
regeringsform, at nogen f. eks., der har erfaret, at der findes et land som Nordamerikas
forenede Stater, kan rejse derhen uden forud at kende dette lands regeringsform og
love. Guds riges betingelser er derimod af en sådan art, at alle, der får del i denne
herlighed, må lære noget derom, før de får lov til at indtræde deri. Men en udlænding
kan komme ind i vort land uden at kende en stavelse af dets love og uden endog at
skrive under på at ville overholde dem, efter at han er ankommet hertil. Hvorfor? Fordi
De forenede Staters regering ikke forlanger det; den forlanger kun lydighed mod sine
love, efter at vedkommende har betrådt dens magtområde.
Menneskets love ikke på samme niveau som himlens love.
Som allerede omtalt vil vi ikke ligestille menneskets lov med himlens lov, men vi kunne
anføre en anden omstændighed for at betone, hvor vigtigt det er, at himlens love bliver
fulgt, efter at vi har indrømmet, at menneskets love er bindende for mennesket. En

Side 43
konge kunne udstrække sit herredømme over den beboelige del af jorden og udstede
love, der var de mest fuldkomne i deres art, og befale, at alle undersåtterne skulle
adlyde dem. Som belønning derfor ville han ordne det således, at de lydige på et
bestemt tidspunkt ville blive indbudt til kongesønnens bryllup, han, som til sin tid ville
arve riget, og de skulle gøres lige med ham deri. Til straf for de ulydige ville han
bestemme, at enhver skyldig ville blive udelukket fra bryllupsfesten og ikke få del i
hans regering. Hvilket fornuftigt menneske kunne et eneste øjeblik anklage kongen for
uretfærdighed ved straftildelingen af sådanne genstridige undersåtter? For det første
var hans love retfærdige, lette at efterleve og fuldkomne. Intet af tyrannisk natur blev
afkrævet dem, thi lovene var opbygget på lighed og skønhed, og deres efterlevelse
ville for de lydige hidføre den lykkeligst tænkelige tilstand, foruden den sidste store
velsignelse, at sidde med en kongelig højtidsdragt i kongens nærværelse ved den store,
herlige bryllupsfest for sønnen og blive gjort lige med ham i alle rigets forhold.
"Således siger kongen".
Da disse kongelige love blev udstedt og kundgjort i hele det udstrakte rige, svarede
hver eneste undersåt, når vedkommende blev spurgt, om han troede, at de kom fra
kongen, med "Ja, jeg ved, at de kommer fra ham; jeg kender hans underskrift, den er
hans: Således siger Kongen! Efter at undersåtten har indrømmet dette, er han med sin
ære forpligtet over for sin konge, sit land og sin egen samvittighed til i bogstaveligste
forstand at efterkomme de kongelige forordninger. Skulle kongens sendebud ikke nå
en eller anden undersåt og denne aldrig høre noget om lovene, der giver undersåtterne
sådanne ophøjede privilegier, så kan der måske være en undskyldning for ham, og han
kan således undgå kongens straf og fordømmelse. Men den, der har hørt, anerkendt og
lovet at ville efterleve disse retfærdige love, for en sådan gives der ingen undskyldning,
og når han blev fremstillet for kongen, ville retfærdigheden forlange, at han måtte
tage sin straf. Kunne man kalde en konge retfærdig, der tillod, at de oprørske og
ulydige skulle kunne glæde sig ved samme velsignelser og rettigheder med hans søn
og sammen med dem, der havde været lydige mod hans bud? Afgjort ikke. Disse
genstridige gav ikke agt på deres retmæssige konges røst, havde intet tilovers for hans
retfærdige love, hans værdighed, hans navns og deres lands ære og heller ikke for
deres personlige dyd. De værdsatte ikke hans autoritet højt nok til at adlyde den, og
de tog heller ikke hensyn til de umiddelbare fordele og velsignelser, der var et resultat
af at adlyde disse love - så ganske blottede var de for al dyd og godhed. Men fremfor
alt værdsatte de glæden og tilfredsstillelsen over en retmæssig plads i kongens eneste
søns nærværelse, privilegiet til at blive gjort ham lig i alle hans riges velsignelser,
æresbevisninger og glæder så lidt, at de ikke ville vide af at deltage i dem, ja holdt
det under deres værdighed, selv om de ikke var i tvivl om den kongelige forordnings
sande oprindelse.
* * *
Hvorledes kunne en regering samarbejde i god forståelse, når dens ledende
embedsmænd havde så forskelligartede meninger og grundsætninger? Kunne den
have fremgang? Kunne den blomstre? Ville der herske enighed? Ville der skaffes
orden, og kunne der udøves retfærdighed i alle dens forvaltningsgrene? Nej! Der
fandtes i den to forskellige slags mennesker, så modsatte som lys og mørke, dyd og
last, retfærdighed og uretfærdighed, sandhed og løgn, hellighed og synd. Den ene
slags var fuldkommen uskadelig og dydig; de vidste, hvad dyd er, for de havde levet
og glædet sig over den i fuldeste mål, og deres trofasthed mod sandheden var blevet
prøvet i en årrække ved trofast lydighed mod alle dens himmelske forskrifter. De vidste,

Side 44
hvad god orden er, thi de havde været metodiske i deres lydighed mod de love, der
var udstedt af deres kloge statsoverhoved, og havde nydt de fordele, der kommer af
et liv, der er tilbragt i hans regering, til han har anset det for klogt at ligestille dem med
sin søn. Sådanne personer ville i sandhed pryde ethvert kongehof, hvor stræben efter
fuldkommenhed var den drivende kraft, og de ville stråle prægtigere end de kostbareste
ædelstene i fyrstens krone.
Gud taler fra himlen.
Vi tager de hellige skrifter i vor hånd og indrømmer, at de blev givet ved direkte
inspiration og til menneskets bedste. Vi tror, at det har behaget Gud at tale fra himlen
og forkynde sin vilje angående den menneskelige familie, at give dem retfærdige og
hellige love, at regulere deres vandel og lede dem på en direkte måde for til sin
tid at tage dem til sig og gøre dem til medarvinger med Sønnen. Men når vi har
indrømmet den kendsgerning, at den hellige skrift indeholder Guds vilje, er vi da ikke
som fornuftsvæsener forpligtet til at leve i overensstemmelse med dens forskrifter? Men
vil den blotte anerkendelse af, at dette er Herrens vilje, nogensinde gavne os, om vi
ikke retter os efter hans belæringer? Øver vi ikke vold mod himlens højeste intelligens,
når vi indrømmer sandheden i dens lærdomme, men ikke efterlever dem? Fornedrer vi
os ikke ved et sådant forhold under vor egen kundskab og den større visdom, hvormed
himlen har udrustet os? Hvis vi af disse grunde får direkte åbenbaringer fra himlen,
så har disse åbenbaringer sandelig aldrig været givet, for at vi skulle tage dem let, for
så vil spotteren udsætte sig for mishag og hævn, hvis der er nogen retfærdighed til i
himlen. Men at der findes en sådan, må enhver indrømme, der anerkender sandheden
og kraften i Guds lære, hans velsignelser og forbandelser, som de indeholdes i den
hellige skrift.
De trofaste vil indgå til den himmelske hvile.
Her har vi altså denne del af vort emne umiddelbart foran os til overvejelse: Gud
har afsat en tid eller fastsat et tidspunkt, da han vil bringe alle sine undersåtter,
som har adlydt hans røst og holdt hans bud og befalinger, ind til sin himmelske eller
celestiale hvile. Denne hvile er så fuldkommen og herlig, at mennesket behøver en
forberedelsestid, førend det - ifølge dette riges love - kan komme ind og nyde dens
velsignelser. Derfor har Gud givet menneskene love, hvis efterlevelse bereder dem til
denne hvile. Dette var altså, ræsonnerer vi, Guds hensigt med at give os sine love.
I hvilket andet øjemed kunne de ellers være blevet givet? Hvis hele menneskeheden
havde klaret sig lige så godt uden dem som med dem, i hvilken hensigt er de da blevet
givet? Ville Gud blot vise dermed, at han kunne tale? Ville det ikke være meningsløst at
antage, at Gud ville nedlade sig til at tale forgæves, thi det ville være forgæves og ikke
tjene noget som helst formål (hvis hans lov ikke havde nogen værdi for menneskene),
fordi alle de befalinger, der indeholdes i Herrens lov, giver sikkert løfte om belønning
til alle de lydige, løfter og forjættelser, der stammer fra et væsen, som ikke kan lyve,
men som meget vel er i stand til at opfylde hver tøddel af sit ord? Hvis nu mennesket
uden dem kunne komme til Gud, hvorfor blev de så overhovedet givet? Thi i et sådant
tilfælde kunne de afgjort ikke gøre ham noget godt nu.
Alle regeringer har love.
Som allerede sagt har alle indsatte og rigtigt organiserede regeringer bestemte
grundlæggende love til regulering af deres embedsførelse. Når nu mennesket er blevet

Side 45
forstandigt nok til at indse nødvendigheden af love til at lede og styre nationer - kan man
så vente mindre af universets Hersker og Regent? Kan vi tænke os, at han har et rige
uden love? Eller tror vi, at hans rige består af utallige væsener, som står over alle love
og som følge deraf ikke behøver nogen til deres vejledning? Ville en sådan tankegang
ikke være en bebrejdelse mod vor ophøjede Fader i himlen og i strid med hans herlige
visdom? Ville det ikke være ensbetydende med den påstand, at mennesket havde
opdaget en hemmelighed, som Gud ikke kender? Mennesket havde lært, at det var
godt at have love, men Gud, der dog har eksisteret siden evigheden og havde magt
til at skabe menneskene, har endnu ikke fundet ud af dette? Vi indrømmer, at Gud er
den store kilde, hvorfra alt godt strømmer. Vi er overbevist om, at han personificerer
den fuldkomne visdom og intelligens, som alene, formår at ordne og styre de mægtige
skabelser og verdener, som stråler med sådan herlighed og pragt over vore hoveder,
som om hans finger havde berørt dem og hans almægtige ord sat dem i bevægelse. Og
hvis det er tilfældet, så sker det ved love, thi uden sådanne ville alt falde fra hinanden.
Anerkender vi nu Gud som visdommens og forståelsens kilde, så må vi også indrømme,
at han gennem sin direkte inspiration har lært mennesket, at love er nødvendige til at
styre og regulere Skaberens egne umiddelbare interesser og til menneskenes velfærd,
at de altså tjener til at fremme menneskenes fred og lykke. Og som før bemærket, er
Gud kilden til alt godt; og hvis mennesket har gavn af loven, så er loven visselig god,
og hvis loven er god, så kommer loven, eller den grundsætning, hvorpå den hviler, fra
Gud; thi Gud er kilden til alt godt. Følgelig er han det første ophav til loven, d. v. s.
denne grundsætning for menneskene.
Hvad er hensigten med tilværelsen?
Tænk et øjeblik på, hvor ophøjet og stort det væsen er, der skabte universet! Og spørg
så: Kunne denne Skaber være så inkonsekvent i sit væsen, at han lader mennesket
være uden lov eller rettesnor til at regulere dets tilværelse, efter at han dog nu engang
har sat ham her på jorden? Mennesket må jo her på jorden ifølge sin natur hurtigt igen
blive til støv. Findes der ikke noget andet, ingen tilværelse på den anden side af dødens
slør, der så hurtigt skal kastes over os alle? Men hvis der findes en sådan tilværelse,
hvorfor skulle så ikke hint væsen, som havde magt til at bringe os her, meddele os
noget om det hinsidige? Hvis vi allerede havde magt til at indtræde i den nuværende
tilværelse, hvorfor så ikke have magt til at vide, hvad der vil komme herefter, når dette
mørke slør kastes over vore legemer? Hvis vi her i livet modtager alt; hvis vi, når vi går
tilbage til støvet, ikke er mere, fra hvilken kilde er vi da kommet, og hvad var hensigten
med vor tilværelse? Hvis dette liv var alt, ville vi være tilbøjelige til at spørge, om der
overhovedet var nogen mening med tilværelsen, og så kunne vi med rette sige: "Lad
os spise, drikke og være glade, for i morgen skal vi dø". Men hvis dette liv virkelig er
alt, hvorfor da dette stadige besvær, hvorfor denne evindelige kamp og strid og hvorfor
disse uophørlige bekymringer?
Men dette liv er ikke alt. Fornuftens stemme, inspirationens sprog og den levende
Guds And, vor Skaber, lærer os - og vi holder jo den hellige beretning om
sandheden i vore hænder - at jordelivet ikke er alt. "Thi himlen forkynder Guds ære,
hvælvingen kundgør hans hænders værk". En lille smule eftertanke er tilstrækkelig
til at belære ethvert normalt begavet menneske om, at alt dette ikke blot er opstået
ved tilfældigheder og ikke kan nås uden en almægtig Guds hånd. Og den, der kan
erkende den på himlen beskrevne Almagtens kraft, kan også se Guds håndskrift i de
hellige skrifter, og den, der læser dem oftest, vil elske dem mest, og den, der er fortrolig
med dem, vil erkende Herrens hånd, når som helst han ser den; og når de engang er

Side 46
blevet opdaget, vil de ikke blot blive anerkendt, men også adlydt i alle deres himmelske
forskrifter.
Tænk et øjeblik: hvad kunne have været vor himmelske Faders hensigt med at give
os en lov? Var det fordi den skulle adlydes eller ikke adlydes? Og tænk så videre, ikke
blot på hensigtsmæssigheden, men også på betydningen af at holde hans love i alle
forhold. Hvis dette altså er af så stor betydning, hviler der da ikke et stort ansvar på
dem, der er kaldet til at forkynde menneskene disse sandheder? Ville vi være i stand
til at forelægge jer noget som en retfærdig sammenligning, ville vi med glæde gøre
det. Men her svigter vor kunnen os, og vi er tilbøjelige til at tænke, at mennesket ikke
formår at skildre i ord det ophøjede ved dette vigtige emne, uden at der bliver givet
ham en hjælp, som går udover det, der allerede er blevet givet. Vi kan kun sige, at
hvis en forsmag på den celestiale herligheds glæder, som de af hjertet ydmyge har
oplevet dem, ikke er tilstrækkelig, så vil vi overlade resultatet af jeres egen flid til jer
selv; thi Gud vil inden længe kalde alle sine tjenere til sig, og der vil de af hans egen
hånd modtage en retfærdig løn for alt deres arbejde.
Mennesket er afveget fra Herrens regeringsform.
Det er fornuftigt at antage, at mennesket afveg fra de første lærdomme, d. v. s. fra de
belæringer, som det modtog fra himlen i allertidligste tid, og at det ved sin ulydighed
viste, at det vægrede sig ved at lade sig lede af dem. Derfor gav mennesket sig selv
love, som bedst passede det, eller som det antog, egnede sig bedst for dets stilling.
Men at Gud siden da mere eller mindre har øvet indflydelse over mennesket ved
udarbejdelse af love til dets nytte, antager vi uden videre. Da Gud, som allerede omtalt,
er kilden til alt godt, så var enhver på ret og retfærdighed grundet lov til en vis grad
under hans indflydelse. Og selv om mennesket i sin egen indbildte visdom ikke ville
indrømme en ham overlegen magt, så har Gud alligevel i en viis og stor hensigt, til sine
børns velfærd og lykke, belært menneskene om at lave gode og nyttige love, efter at
mennesket var afveget fra ham og vægrede sig ved at efterleve de love, som Gud fra
begyndelsen med egen røst havde givet fra det høje. Men til trods for den overtrædelse,
ved hvilken mennesket havde afskåret sig selv fra umiddelbart samkvem med sin
Skaber - uden at have en Mellemmand - synes dog den store herlige forløsningsplan
at være blevet udarbejdet i forvejen. Offeret var beredt, forsoningen udarbejdet efter
Guds plan og ånd, et sonoffer gennem Sønnen, som mennesket i fremtiden skulle
betragte som Mellemmanden eller Midleren, gennem hvis fortjeneste han (mennesket)
alene kunne finde forløsning, eftersom ordet var blevet udtalt: " ... til støv skal du vende
tilbage".
Offerloven.
Af sig selv formåede mennesket imidlertid ikke at opstille et system eller en plan, der
ville have været stærk nok til at redde det fra den truende tilintetgørelse. Dette fremgår
af den kendsgerning, at Gud, som allerede bemærket, allerede havde beredt et offer,
idet han gav sin Søn, der til sin tid ville blive sendt for at bane en vej eller åbne en
dør, hvorigennem mennesket igen kunne komme ind i Herrens nærværelse, hvorfra
det var blevet forstødt på grund af ulydighed. Dette glædesbudskab blev fra tid til
anden forkyndt menneskene i forskellige tidsaldre indtil Messias's komme. I tro på dette
sonoffer eller på denne forløsningsplan bragte Abel Gud et offer af sin floks førstefødte,
hvilket offer blev antaget. Kain ofrede af jordens frugter og blev forkastet, fordi han ikke
gjorde det i tro; han kunne ingen tro have, eller han kunne ikke udøve en tro, som var
imod himlens plan. Den Enbårnes blod måtte udgydes for at sone for menneskets fald,

Side 47
thi dette var forløsningsplanen, og uden blodsudgydelse var der ingen forladelse. Da
nu ofring blev indstiftet som et forbillede eller sindbillede, for at mennesket bedre kunne
lære at forstå det store offer, som Gud havde bragt, så kunne en tro i modsætning
til denne plan ikke udøves, fordi forløsningen ikke kan tilvejebringes på anden måde;
forsoningens kraft kan heller ikke gøres virksom efter nogen anden orden. Følgelig
kunne Kain ikke have nogen tro, og alt, hvad der ikke kommer af tro, er synd.
Men Abel bragte et antageligt offer, hvorved han fik bevis for, at han var retfærdig,
idet Gud selv gav ham vidnesbyrd om hans gaver. Det er ganske afgjort, at udgydelsen
af et dyrs blod ikke ville nytte noget menneske, hvis det ikke blev gjort som et
sindbillede eller som forklaring på, hvad der skulle ofres gennem selve Guds gave,
og at det blev udført i tro på hint store offers magt til syndernes forladelse. Men
hvor forskellige end folks meninger kan have været eller endnu er angående Abels
forhold og den kundskab, han sad inde med om forsoningen, står det os klart, at han
modtog flere belæringer og fyldigere instruktioner, end der findes i Bibelen. Hvorledes
kunne han have frembragt et offer i tro, idet han ventede syndsforladelse af Gud i den
store forsonings kraft, hvis han ikke i forvejen var blevet undervist i denne plan? Og
endvidere: dersom han var blevet antaget af Gud, hvilke forordninger har han da udført
ud over ofringen af de førstefødte af hjorden?
Herren talte til Abel.
I sit brev til de hebræiske brødre siger Paulus: "I tro bragte Abel Gud et bedre offer end
Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv kendtes
ved hans offergaver." Til hvem gav Gud vidnesbyrd om Abels gaver? Til Paulus? I den
første del af Bibelen har vi kun meget lidt om dette vigtige emne. Men der bliver sagt,
at Abel modtog vidnesbyrd om, at han var retfærdig. Gud talte altså afgjort til ham; ja,
det siges, at Gud talte med ham. Og hvis han har gjort det, ville han så ikke, da han
så, hvor retfærdig en mand Abel var, åbenbare ham hele evangelieplanen? Hvorledes
kunne Abel frembære et offer og i tro se hen til Guds Søn for syndernes forladelse, hvis
han ikke havde forstået evangeliet? Den blotte udgydelse af blod eller ofringen af noget
som helst andet, kunne ikke have tilvejebragt nogen syndernes forladelse, eller kun
når det ville være blevet gjort i tro og med henblik på det kommende offer. Ellers ville
Kains offer have været lige så godt som Abels. Og hvis Abel blev belært om Guds Søns
komme, hvorfor da ikke også om hans forordninger? Vi indrømmer alle, at evangeliet
har forordninger, og hvis det er tilfældet, havde det så ikke altid forordninger, og var
dets forordninger ikke altid de samme?
Evangeliets forordninger fra begyndelsen.
Måske vil vore venner indvende, at evangeliet og dets forordninger ikke kendtes før
Johannes, Sakarias's søn, da Herodes var konge i Judæa. Men vi vil kun her undersøge
et punkt nærmere: Vi for vor del kan ikke tro, at de gamle i alle tidsaldre var så uvidende
om himlens orden, som mange antager, thi alle, som nogensinde blev frelst, er blevet
frelst ved denne store forløsningsplans magt og kraft, og det såvel før som efter Kristi
komme. Havde det ikke været således, så havde Gud gennemført forskellige planer
(hvis vi må udtrykke os således) til at bringe menneskene tilbage til sin nærværelse.
Det kan vi ikke tro, thi mennesket har ikke ændret sig siden faldet, og blodofferets
forordning eller indretning var kun bestemt til at blive udført, indtil Kristus selv ville
komme og udgyde sit blod som offer - som tidligere sagt, - således at mennesket i tro
kunne se frem til det tidspunkt.

Side 48
Vi vil her erindre om, at ifølge apostlen Paulus (Gal. 3:8) blev evangeliet prædiket
for Abraham. Vi kunne lide at vide, i hvilket navn evangeliet blev forkyndt for ham? I
Jesu Kristi navn eller i noget andet navn? Hvis det skete i noget andet navn - var det
så evangeliet? Og hvis det var evangeliet, forkyndt i Jesu Kristi navn, havde det så
forordninger? Om ikke, var det så evangeliet? Og hvis det havde forordninger, hvori
bestod da disse? Vore venner vil måske sige, at der før Kristi komme ikke var andre
forordninger end det at bringe ofringer, og at evangeliet umuligt kunne være blevet
forkyndt eller forrettet, så længe loven om blodofringen havde været i kraft. Men vi må
huske på, at Abraham bragte ofre, og at evangeliet alligevel var blevet forkyndt for
ham. At det at bringe ofre kun var at henlede opmærksomheden på Kristus, slutter vi
af Jesu bemærkelsesværdige ord til jøderne: "Abraham, jeres fader, frydede sig over
at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig". (Joh. 8:56). Fordi de gamle
altså bragte ofre, hindrede det dem dog ikke i at høre evangeliet, men tjente, som vi
allerede har sagt, til at åbne deres øjne, så de kunne se hen til tiden for Kristi komme
og glæde sig over hans forløsning.
Da israeliterne drog ud af Ægypten, blev evangeliet også forkyndt for dem, som
Paulus skriver i sit brev til hebræerne: "Thi vi fik det glædelige) budskab forkyndt
ligeså vel som de; men det ord, der lød, hjalp dem ikke, fordi det ikke ved tro blev
tilegnet af dem, der hørte det". (Hebr. 4:2). I Brevet til Galaterne (3:19) siges der, at
loven (Moseloven eller den levitiske lov) blev "føjet til" på grund af overtrædelse. Hvad,
spørger vi, var denne lov føjet til, hvis den ikke var føjet til evangeliet? Det er klart, at
den blev føjet til evangeliet, eftersom vi lærer, at evangeliet blev prædiket for dem. Af
disse få kendsgerninger drager vi den slutning, at når som helst Herren åbenbarede
sig for menneskene i fordums tid og gav dem befaling om at frembære ofre, blev det
gjort, for at de i tro kunne se hen til tiden for hans komme og stole på forsoningens kraft
til deres synders forladelse. Og det har de gjort, tusinder, der er gået forud for os, og
hvis klæder er uplettede, og, ligesom job, venter med samme forvisning som han, at
de vil se ham i de sidste dage på jorden, ja i kødet.
Vi tør vel drage den slutning, at selv om der var forskellige uddelinger, var dog alt,
hvad Gud gav sit folk, beregnet på at få deres sind henvendt på det store værk og at
lære dem ene og alene at forlade sig på Gud som ophavet til deres frelse, som den
findes i hans lov.
1) 1 den engelske Bibel står der "gospel" i stedet for glædeligt budskab.
Gospel oversættes i almindelighed ved evangelium. O. A.
Bibelen indeholder ikke alle åbenbaringer.
Af det, vi kan tage ud af skriften med henblik på himlens lære, forledes vi til at tro, at
menneskene har modtaget mange belæringer siden tidernes begyndelse, som vi ikke
er i besiddelse af i dag. Denne udtalelse vil måske ikke stemme overens med nogle
af vore venners meninger, som dristigt hævder, at Bibelen indeholder alt, hvad Gud
nogensinde har talt til mennesket siden verdens begyndelse, og at hvis han nogensinde
havde sagt mere, ville vi afgjort have fået det.
Men vi spørger: Tilkommer det et folk, som aldrig havde tro nok til at nedkalde den
mindste åbenbaring fra himlen, og som skylder et andet folk alt, hvad det nu har, et
folk, som levede hundreder eller tusinder af år før det - tilkommer det overhovedet
et sådant folk at sige, hvor meget Gud har talt eller ikke talt? Vi har, hvad vi har, og
Bibelen indeholder alt, hvad den virkelig indeholder; men at sige, at Gud aldrig har sagt
mere til mennesket, end hvad der står .deri, ville være det samme som at sige, at vi

Side 49
endelig har modtaget en åbenbaring, thi kun gennem en åbenbaring kunne vi komme
til en sådan slutning. I Bibelen hedder det intetsteds, at Gud aldrig vil tale mere, efter at
han har givet, hvad der findes deri. Hvis noget menneske med sikkerhed har fundet ud
af, at Bibelen indeholder alt, hvad Gud har talt, må vedkommende have modtaget det
gennem en åbenbaring og det ovenikøbet i modsætning til det, som de fordums apostle
og profeter skrev. Men som følge af vor himmelske Faders venlige styrelse er en del
af hans ord, som han gav sine fordums hellige, faldet i vore hænder og bliver tilbudt os
med forjættelsen om en velsignelse eller også med truslen om en straf, alt eftersom vi
adlyder den eller ej. At enhver af os er dybt interesseret i disse love eller lærdomme,
må alle indrømme, som anerkender deres guddommelige ægthed og oprindelse.
Velsignelser for de trofaste - Opstandelsen.
Det vil være passende for os her at omtale nogle få af de mange velsignelser, som efter
himlens lov venter dem, som adlyder dens lære. Gud har fastsat en dag, på hvilken
han vil dømme verden. Han har givet os vished derom, idet han oprejste sin Søn Jesus
Kristus fra de døde - en kendsgerning, på hvilken forhåbningen beror for alle, som
grunder deres fremtidige lyksalighed og glæde på deres tro på den hellige skrift. "Men
er Kristus ikke opstået", siger Paulus til korinterne, "så er vort budskab jo tomt, og jeres
tro også tom. Så er I endnu stadig i jeres synder; så er altså også de, der er hensovet i
Kristus, gået fortabt". (Se 1. Kor. 15:14-18). Er opstandelsen fra de døde ikke en vigtig
kendsgerning, en betydelig bestanddel af vor tro, så må vi indrømme, at vi intet ved
derom. Thi hvis der ikke er nogen opstandelse fra de døde, så er Kristus heller ikke
opstået; og hvis Kristus ikke er opstået, var han ikke Guds Søn; og hvis han ikke var
Guds Søn, så er der ikke eller kan der ikke være en Guds Søn, dersom den bog, vi
kalder Bibelen, er sand. Thi ifølge den bog er tiden, da han skulle vise sig på jorden,
for længst forbi. I denne sammenhæng bliver vi mindet om Peters ord for den jødiske
sanhedrin, hvor han talte om Kristus og sagde: "Vore fædres Gud har opvakt Jesus . .
og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham".
(Ap. Gern. 5:30-32). Således står det fast efter den hellige skrifts vidnesbyrd - gennem
den Helligånd, "som Gud har givet dem, der adlyder ham", - at Kristus er opstået fra de
døde; og dersom han er oprejst fra de døde, da vil han ved sin magt også bringe alle
mennesker for sig. Er han opstået fra de døde, da er den timelige døds bånd brudt og
graven har ingen sejr, men da har de, som lyder Kristi ord og følger hans lære, ikke blot
visheden om deres egen opstandelse, men også visheden om at blive indladt i hans
rige, thi han siger selv: "Hvor jeg er, der skal også min tjener være". (Joh. 12:26).
Bryllupsfesten.
I det 22. kapitel af Mattæus-Evangeliet finder vi himmeriges rige sammenlignet med
en konge, der gjorde sin søns bryllup. At denne søn var Messias, kan ikke bestrides,
eftersom det var himmeriges rige, der var repræsenteret i lignelsen, og at de hellige
eller de, som er trofaste mod Herren, er de personer, som vil blive fundet værdige til
at arve en plads ved bryllupsfesten, fremgår tydeligt af Johannes's ord i åbenbaringen:
"Derefter hørte jeg ligesom et mægtigt kor fra en stor skare i himmelen ... Og jeg hørte
som et kor af en stor skare og som en brusen af mange vande og som en buldren af
stærke tordener; de sagde: Halleluja! thi Herren, vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit
kongedømme. Lad os glæde og fryde os og give ham æren; thi Lammets bryllupsdag
er kommet, og hans brud har gjort sig rede. Og der blev givet hende en skinnende ren
linnedklædning at iføre sig; thi linnedklædningen er de helliges retfærdige gerninger".
(Åb. 19:1, 6-8).

De, der holder ud indtil enden.
Side 50
At kun de, der holder Herrens bud og befalinger og vandrer efter hans forordninger og
holder ud til enden, vil sidde ved bryllupsfesten, fremgår tydeligt af følgende sted i et
brev, som apostlen Paulus skrev kort før sin død til Timoteus: "Den gode strid har jeg
stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens
sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give på hin dag og ikke blot mig,
men også alle dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst". (2. Tim. 4:7, 8). Ingen,
som tror på Bibelen, vil et øjeblik tvivle på Paulus's påstand, som blev fremsat lige før
han skulle tage afsked med denne verden. Selv om han engang, efter sit eget ord,
forfulgte Guds Kirke og hærgede den, så arbejdede han dog efter sin omvendelse til
den sande tro uophørligt og utrætteligt på at forkynde og udbrede det glade budskab;
og som en tro og pligtopfyldende soldat nedlagde han sit liv, da han blev kaldet til at
give det for den sag, han havde kæmpet for, og i bevidstheden om, at han ville få en
evig krone.
Lad os følge denne apostels arbejde fra tiden for hans omvendelse til tiden for
hans død, og så- vil vi have et smukt eksempel på flid, tålmodighed og udholdenhed
i forkyndelsen af Jesu Kristi evangelium. Spottet, slået og stenet, men næppe
undsluppet sine forfølgeres og plageånders hænder - forkyndte han igen med lige stor
iver Frelserens lære. Og alle og enhver vil vide, at han ikke antog troen for at opnå ære
og anseelse her i livet eller for verdslig vindings skyld. Hvad kunne da have forledet ham
til at gennemgå alle disse besværligheder? Hans bevæggrund var - som han selv sagde
- håbet om en retfærdighedens krone af Gud. Ingen vil bestride Paulus's trofasthed til
enden. Ingen vil kunne sige, at han ikke bevarede troen, at han ikke havde stridt den
gode strid, at han ikke prædikede og virkede til det sidste. Og hvad skulle han modtage
derfor? En retfærdighedens krone! Men hvad vil de andre modtage, som ikke arbejder
trofast og holder ud indtil enden? Vi overlader det til sådanne at søge efter deres egne
forjættelser, om de har nogle. Og hvis de har nogle, da under vi dem dette af hjertet, thi
Herren siger, at ethvert menneske vil få efter sine gerninger. Tænk et øjeblik, brødre,
over dette og spørg jer selv, om I ville være værdige til at sidde med Paulus og andre
trofaste ved bryllupsfesten, hvis I ikke havde været trofaste? Hvorledes kunne I vente
at modtage en krone, hvis I ikke havde stridt den gode strid og ikke havde bevaret
troen? Har I løfte om at modtage en retfærdighedens krone af Herrens hånd med den
Førstefødtes menighed? Her kan vi altså forstå, at Paulus satte sit håb til Kristus, fordi
han havde bevaret troen og elsket hans åbenbarelse; derfor havde han fået løfte om
at modtage en retfærdighedens krone.
En krone for de retfærdige.
Hvis de hellige ikke skal regere, til hvilket formål bliver de da kronet? I en formaning
fra Herren til en vis menighed af kirken i Lilleasien, der var blevet oprettet i apostlenes
dage, sagde Herren gennem sin tjener Johannes: "Jeg kommer snart! Hold fast ved
det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans". Og videre: "Den, der sejrer, ham vil
jeg lade sidde sammen med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget
sæde hos min Fader på hans trone". (Åb. 3). Igen står der skrevet: "I elskede, nu er vi
Guds børn, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at
når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er. Og enhver,
der har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom Han er ren". (1. Joh. 3:2, 3). Hvordan
kan det være, at disse fordums apostle sagde, så meget om Kristi komme? Han var
jo kommet engang; men Paulus siger, at alle, som elsker hans tilsynekomst, skal få

Side 51
kronen. Og Johannes siger, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal
se ham, som han er. Kan vi misforstå sådan tale? Øver vi ikke vold mod vor egen
dømmekraft, når vi fornægter Messias's andet komme? Hvornår har han påny drukket
af vintræets frugt med sine fordums apostle i sin Faders rige, som han lovede, han
ville, lige før sin korsfæstelse? I Paulus's brev til filipperne (3:20,21) siger han: "Det
borgersamfund, vi tilhører, er jo i himlene, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus
som Frelser; han skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse
som hans herligheds-legeme ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt". Vi
finder en anden forjættelse til nogle personer i Sardes, som ikke har besmittet deres
klæder: "De skal vandre med mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil. Den, der sejrer,
skal således iføres hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog, og jeg
vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle". (Åb. 3:4, 5). Johannes
forestiller røsten, som han hørte fra himlen, som gav Gud tak og ære, idet den sagde,
at Lammet var værdigt til at tage bogen og bryde dens segl, fordi han blev slagtet og
havde gjort dem til konger og præster for Gud, og de skal herske på jorden. (Se Åb.
5). I det 20. kapitel finder vi opregnet en tid, i hvilken Satan skal begrænses til sit eget
område og de hellige herske i fred; alle disse forjættelser og velsignelser finder vi i
Herrens lov, som de retfærdige skal nyde og glæde sig ved; vi kan finde mange flere
steder, hvor de samme eller lignende forjættelser gives de trofaste, men vi mener ikke,
det er af betydning at gentage dem her, da dette brev er langt nok, og vore brødre er
utvivlsomt kendt med dem allesammen.
De fordums hellige fik forjættelser.
Det er imidlertid ganske afgjort, at de gamle, selv om de blev forfulgt og blev pint og
plaget af mennesker, fik forjættelser af Gud af en sådan vægt og herlighed, at vore
hjerter ofte fyldes med taknemmelighed over, at vi blot har fået lov til at se på dem,
medens vi har for øje, at der ikke hos ham findes personsanseelse, og at i hver nation
er det menneske, der frygter Gud og arbejder for retfærdighed, antagelig for ham. Men
af de få steder, der tidligere er citeret, kan vi drage den slutning, at der vil komme en
dag, da alle vil blive dømt efter deres gerninger og blive belønnet i overensstemmelse
dermed; at de, der har bevaret troen, vil blive kronet med retfærdighedens krone, iføres
hvide klæder, få adgang til bryllupsfesten, blive fri for alle lidelser og regere med Kristus
på jorden, hvor de, ifølge den gamle forjættelse, vil drikke af vintræets frugt i det herlige
rige sammen med ham. I det mindste finder vi, at sådanne løfter blev givet de fordums
hellige. Og selv om vi ikke kan gøre krav på disse løfter og forjættelser, som blev givet
de gamle, thi de er ikke vor ejendom, blot fordi de blev givet de fordums hellige, så kan
vi dog, hvis vi er den Allerhelligstes børn og kaldes med samme kaldelse, hvormed
de blev kaldt, og antager den samme pagt, som de antog, og er tro mod vor Herres
vidnesbyrd, som de var, nærme os Faderen i Kristi navn, som de nærmede sig ham, og
opnå de samme forjættelser for os selv. Hvis vi nogensinde opnår disse forjættelser, vil
det ikke være, fordi Peter, Johannes og de øvrige apostle hos menighederne i Sardes,
Pergamos, Filadelfia eller andetsteds vandrede i frygt tor Gud og havde magt og tro
til at gøre sig gældende og få dem; men det vil være, fordi vi selv har tro og nærmer
os Gud i hans Søns Jesu Kristi navn, som de gjorde. Og når vi får disse forjættelser
og velsignelser, vil det være forjættelser og velsignelser direkte til os, ellers vil de ikke
gøre os noget godt. De vil blive givet til vort gavn, idet de er vor egen ejendom (ved
Guds gave), som vi har gjort os fortjent til ved vor egen flid i at holde hans bud og
befalinger og ved at vandre retskaffent for ham. Hvis ikke, til hvad formål tjener da vor
Herres Jesu Kristi evangelium, og hvorfor blev det nogensinde givet os?

Apostater udelukket fra fællesskab.
Side 52
Messias's rige på jorden er en regering, hvor der altid har været talrige apostater
simpelthen af den grund, at den ikke tillader syndens vedvarende beståen. Den
enkelte synder må derfor omvende sig, hvis han ikke vil risikere at blive udelukket
fra fællesskabet. Herren sagde: "Kæmp I for at komme igennem den snævre port; thi
mange, siger jeg jer, skal søge at komme ind og ikke formå det". (Luk. 13:24). Og atter,
mange er kaldet, men få er udvalgt. Paulus sagde til ældsterne i menigheden i Efesus,
efter at han i tre år havde arbejdet med dem, at han vidste, at nogle af deres egne
ville vende sig bort fra troen og søge at få disciple til at følge sig. Vi formoder, at der
ikke findes nogen i dette slægtled, der foregiver at have samme erfaring som Paulus,
når det gælder om at opbygge Kristi Kirke, og alligevel gik mange, selv ældster, bort
fra sandheden efter hans afrejse fra menigheden i Efesus, og hvad der næsten altid
er tilfældet, søgte de at få disciple og folk til at følge sig. Det kan synes mærkeligt
ved første tanke, men det er dog ikke mindre mærkeligt end sandt, at til trods for al
påstået beslutning om at leve gudfrygtigt, falder apostater, efter at de har vendt sig
bort fra Kristi tro, medmindre de hurtigt omvender sig, før eller senere i den ondes
snarer og mister Guds And og lægger deres ugudelighed for dagen i massernes øjne.
Fra apostat-side har de hellige været udsat for de alvorligste forfølgelser. Judas blev
irettesat og forrådte øjeblikkeligt sin Herre i fjendens hånd, fordi Satan fik overhånd
over ham. De mennesker, der med oprigtigt hjerte adlyder evangeliet, forlenes med en
højere intelligens, der, hvis der syndes imod dem, lader apostaten nøgen og ganske
blottet for Guds And, og han er i sandhed forbandelsen nær, og hans endeligt vil
være at brændes. Når engang det lys, som var i dem, tages fra dem, bliver de lige
så formørkede, som de tidligere var oplyste, og så er det intet under, om alle deres
kræfter anvendes imod sandheden, og de søger, ligesom Judas, at udrydde dem,
der var deres største velgørere. Hvilken nærmere ven på jorden eller i himlen havde
Judas end Frelseren? Og hans første tanke var at udrydde ham. Hvem iblandt alle de
hellige i disse sidste dage kan betragte sig lige så god som vor Herre? Hvem er lige
så fuldkommen? Hvem er lige så ren? Hvem er så hellig som han var? Kan sådanne
findes? Han overtrådte eller brød aldrig en himmelsk befaling eller lov - der var ikke
svig i hans mund eller løgn i hans hjerte. Og dog var en, der havde spist med ham
og ofte drukket af samme bæger, den første til at løfte hælen imod ham. Hvor findes
der en som Kristus? En sådan kan ikke findes på jorden. Hvorfor skulle hans disciple
så klage, om de skulle blive forfulgt af dem, som de engang kaldte brødre, og som de
havde nær tilknytning til i den evige pagt? Fra hvilken kilde udspringer det princip, som
altid får apostater fra den sande kirke til at forfølge med dobbelt flid og med dobbelt
ihærdighed søge at udrydde dem, som de engang åbent erklærede at elske, som de
engang kom sammen med, og som de engang gjorde pagt med om at stræbe af al magt
i retfærdighed for at opnå hvile hos Gud? Måske vore brødre vil sige det samme, som
fik Satan til at søge at omstyrte Guds rige, fordi han selv var ond, og Guds rige er helligt.
Frelsens gave.
Den store frelsesplan er et emne, som burde optage hele vor opmærksomhed og
betragtes som en af himlens bedste gaver til menneskeheden. Dog burde ingen
overvejelse afskrække os fra at vise os, at vi er anerkendt i Guds øjne, ifølge
hans guddommelige krav. Folk glemmer ofte, at de er afhængige af himlen for hver
velsignelse, som de får lov til at nyde, og at de må aflægge regnskab for hver mulighed,
der gives dem. I ved, brødre, at da manden i Frelserens lignelse om de betroede

Side 53
talenter kaldte på sine tjenere, gav han dem flere talenter, som de skulle arbejde videre
med og formere, medens han drog udenlands et stykke tid, og da han kom tilbage,
forlangte han regnskab af hver enkelt. Sådan er det også nu. Vor Herre og Mester er
kun borte en liden tid, og ved slutningen af den vil han fordre regnskab af enhver. Hvor
der blev givet fem talenter, vil der blive krævet ti; men den, som ikke har gjort noget
ud af sit talent, vil blive kastet ud som en unyttig tjener, medens de trofaste vil blive
belønnet med evig hæder. Derfor beder vi indtrængende, at vor Faders nåde må hvile
på jer gennem Jesus Kristus, hans Søn, at I ikke må falde i afmagt i fristelsens time
eller blive overvundet, når forfølgelser sætter ind. (22. januar 1834). D. H. C. 2:4-24.
De Halvfjerds' pligter.
De halvfjerds skal danne omrejsende kvorums og skal gå ud i al verden, hvor de Tolv
vil kalde dem. (28. februar 1835). D. H. C. 2:202.
Orden i rådsmøder.
Ved et rådsmøde af højpræster og ældster (Orson Hyde sekretær) i mit hjem i Kirtland
om aftenen den 12. februar 1834 bemærkede jeg, at jeg ville bestræbe mig på at vise
rådet det embedes værdighed, som var blevet givet mig ved en Guds engel, ved hans
egen røst og ved denne kirkes røst, og at jeg aldrig havde forelagt for noget råd den
orden, hvorefter det burde ledes, hvad der muligvis har berøvet rådsmøderne nogle
eller mange velsignelser.
Og jeg fortsatte og sagde, at intet menneske er i stand til at dømme en sag i et
rådsmøde, medmindre vedkommendes hjerte er rent; og at vi er så fyldt af fordomme
eller har en bjælke i vort eget øje, så vi ikke er i stand til at træffe de rette afgørelser.
Men lad os vende tilbage til vort emne: orden. I fordums tid blev rådsforsamlingerne
gennemført med en sådan strenghed, at det ikke var tilladt nogen at hviske eller at være
trætte, at forlade mødeværelset eller i ringeste måde at være urolige, før man fik høre
Herrens røst gennem åbenbaring eller rådsforsamlingens røst gennem Ånden. Denne
orden er ikke blevet fulgt i vor kirke indtil nu. Det blev i gamle dage antaget som noget
selvfølgeligt, at når det ene menneske kunne holde ud at være i rådsforsamlingen,
kunne det andet også, og at, når præsidenten kunne holde det ud, så var det også
muligt for medlemmerne. Men i vore rådsforsamlinger - i almindelighed - bliver den ene
urolig, den anden søvnig; den ene beder, den anden gør det ikke; den ene har sine
tanker på sagen, den anden tænker på noget ganske andet.
Vore gerninger bliver opskrevet.
Vore gerninger bliver opskrevet, og en kommende dag vil de blive forelagt os, og hvis
vi ikke dømmer ret og rimeligt og derved skader vore medmennesker, så vil de måske
fordømme os dér; dér er de af betydning, og for mig er denne betydning stærk, ja,
stærkere end jeg er i stand til at give udtryk for. Spørg jer selv, brødre, hvor meget I
har bedt, siden I hørte om denne rådsforsamling, og om I nu er parate til at sidde til
doms over jeres broders sjæl.
Jeg gav så en beskrivelse af min situation, da jeg fik optegnelsen (Mormons Bog),
forfølgelserne, som jeg blev udsat for, og profeterede at jeg ville stå og skinne som
solen på himmelhvælvingen, når mine fjender og modstandere af mit vidnesbyrd vil
blive undertrykt og afskåret og deres navne blive udslettet blandt folk. - D. H. C. 2:25-26.

Pagt om tiende.
Side 54
Om aftenen den 29. november forenede jeg mig i bøn med broder Oliver for at bede om
en fortsættelse af velsignelserne. Efter at vi havde takket for den hjælp, som Herren
fornylig havde sendt os ved at åbne brødrenes hjerter i den østlige del af landet til at
låne os $ 430, og efter at vi var begyndt at fryde os for Herren i den anledning, blev vi
enige om at indgå følgende pagt med Herren, nemlig:
At hvis Herren vil give os fremgang i vore forretningsanliggender og åbne vejen for
os, så vi kan skaffe midler til at betale vor gæld, så vi ikke bliver besværet eller bringes i
vanry for verden, og hans folk heller ikke, da vil vi af alt det, som han vil give os, give en
tiendedel til de fattige i hans kirke, eller som han vil, og at vi vil være tro over det, som
han giver os at tage vare på, så vi kan få meget, og for at vore børn efter os vil huske
at overholde denne hellige pagt, og for at vore børn og vore børnebørn må kende til
denne, har vi egenhændigt sat vort navn under. (29. nov. 1834). D. H. C. 2:174-175.
(Signeret) JOSEPH SMITH, JUN.
OLIVER COWDERY

Betydningen af åbenbaring.
Ved en konference af kirkens ældster, som blev afholdt i Jared
Carters hjem den 21. april 1834, læste profeten det andet
kapitel af Joel og fremkom så med følgende bemærkninger:
Side 55
Det er meget vanskeligt for os at meddele menighederne alt det, som Gud har
åbenbaret os, på grund af tradition og overlevering, thi vi er i en hel anden stilling
end andre mennesker, som nogensinde har levet på jorden; følgelig kan de tidligere
åbenbaringer ikke anvendes på vore forhold; de blev givet andre mennesker, som
levede før os. Men i de sidste dage vil Gud kalde en rest, der skulle reddes og frelses,
både i Jerusalem og Zion. Hvis Gud nu ikke ville give flere åbenbaringer, hvor vil vi da
finde Zion og denne rest? Tiden er nær, da ødelæggelse skal komme over jorden, og
så vil Gud have et befrielsessted for sin rest, og det ovenikøbet i Zion.
Tag Mormons Bog og åbenbaringerne væk, og hvor er vor religion da? Så har vi ikke
nogen! Thi uden Zion og et forløsningssted må vi falde, fordi tiden er nær, da solen vil
blive formørket og månen forvandles til blod, stjernerne falde fra himlen og jorden rave
frem og tilbage. Så, hvis det er tilfældet, og vi ikke er helliget på de af Gud bestemte
pladser og indsamlet, vil vi falde til trods for vore tidligere trosbekendelser og hele, vor
kærlighed til Bibelen; vi kan ikke bestå, vi kan ikke frelses, thi Gud vil indsamle sine
hellige fra jordens nationer, og så kommer ødelæggelse og tilintetgørelse, og ingen
kan undslippe, undtagen de rene af hjertet, som er indsamlet. D. H. C. 2:52.

Mennesker må vise godhed overfor dyr.
Følgende begivenheder fandt sted, medens
Zions Lejr var på march fra Kirtland til Missouri.
Side 56
Da vi var ved at rejse mit telt, fandt vi tre klapperslanger, som brødrene ville til at
slå ihjel, men jeg sagde: "Lad dem være - gør dem ikke noget! Hvordan kan slangen
nogensinde komme af med sin gift, så længe Guds tjenere har den samme tilbøjelighed
og fortsætter med at bekrige den? Først må menneskene blive uskadelige og ufarlige,
og så dyreverdenen. Når menneskene afkaster deres onde tilbøjeligheder og hører
op med at udrydde dyreverdenen, kan løven og lammet ligge sammen og den spæde
lege med slangen, uden at der sker barnet noget". Brødrene tog slangerne og bar dem
forsigtigt på kæppe over bækken. Jeg formanede brødrene til ikke at slå nogen slange
eller fugl eller noget andet dyr ihjel på vor rejse, undtagen det blev nødvendigt for at
redde os for sult og hunger. (26. maj 1834). D. H. C. 2:71.

Driv aldrig spot med Guds forjættelser.
Side 57
Martin Harris, der havde pralet overfor brødrene, at han kunne tage på slanger med
fuldkommen sikkerhed, blev bidt i venstre fod, mens han med bare fødder legede med
en sort slange. Det passerede blev fortalt mig, og jeg benyttede lejligheden til at revse
ham og formane brødrene til aldrig at drive spot med Guds forjættelser. Jeg sagde
til dem, at det var en anmasselse for en hvilken som helst at få en slange til at bide
sig, men hvis en Guds mand ved et tilfælde blev bidt af en giftslange, kunne han selv
udøve tro, eller hans brødre kunne gøre det for ham, så Herren ville høre hans bøn
og helbrede ham. Men dersom et menneske med vilje udæsker en slange til at bide
sig, bliver forholdet det samme, som når et menneske drikker dødelig gift, vel vidende
at det er gift. I det tilfælde har intet menneske krav på Guds forjættelser om at blive
helbredet. (16. juni 1834). D. H. C. 2:95-96.

Kirtland, 27. februar 1835.
Vigtige belæringer til de Tolv.
Side 58
I aften samledes ni af de Tolv, nemlig Lyman Johnson, Brigham Young, Heber
C. Kimball, Orson Hyde, David W. Patten, Luke Johnson, William E. M'Lellin, John
F. Boynton og William Smith, i præsident Joseph Smiths hjem. Denne var til stede
sammen med Frederick G. Williams, Sidney Rigdon, Biskop Whitney og tre ældster.
Parley P. Pratt var taget til New Portage, og Orson Pratt og Thomas B. Marsh var endnu
ikke kommet for at blive ordineret.

Vigtigheden af skriftlige optegnelser.
Side 59
Efter bøn af præsident Joseph Smith, jun., sagde denne, om vi tålmodigt ville høre
efter, at han kunne forelægge rådet en sag af stor vigtighed. Han havde af erfaring lært
noget, som altid beredte ham stor sorg, når han tænkte derpå. Hvis jeg i dag havde
haft skriftligt i min besiddelse enhver beslutning, som vi har taget angående vigtige
lærepunkter og pligter fra dette værks begyndelse, ville jeg afgjort ikke skille mig af
med dem for penge. Men vi har forsømt at gøre optegnelser over disse ting, måske
fordi vi troede, at de sidenhen ikke ville være af nogen værdi for os. Men havde vi i dag
haft sådanne optegnelser, så kunne vi dermed klare næsten ethvert spørgsmål, som
ville blive opkastet. Men dette er blevet forsømt, og nu kan vi ikke bære vidnesbyrd
overfor kirken eller for verden om de store og herlige kundgørelser og tilkendegivelser,
der er blevet skænket os, med samme grad af magt og myndighed som vi ellers ville
have kunnet, hvis vi nu havde haft disse ting og havde kunnet offentliggøre dem.
Da de Tolv nu er valgt, kunne jeg lide at udpege en vej for dem, som vil være
dem til nytte på en måde, som de nu ikke er klar over. Hvis de ved hver af deres
sammenkomster udpeger en mand til at lede mødet og en eller flere til at føre
protokol over forhandlingerne og over afgørelserne af ethvert spørgsmål, så vil disse
beslutninger for stedse ligge ved sagens akter og gælde som en slags pagt eller
læresætning. Et spørgsmål, der er afgjort på denne måde, vil måske for nærværende
synes af liden eller ingen værdi; men skulle det blive offentliggjort og en af jer bruge det
sidenhen, så vil I opdage, at det er af uendelig stor værdi, ikke alene for jeres brødre,
men også for jeres egen sjæl.

Skriftlige optegnelser en beskyttelse mod det onde.
Side 60
Her er et andet vigtigt punkt. Når I forsamles fra tid til anden og går i lag med at diskutere
vigtige spørgsmål og træffe afgørelser angående dem, og I undlader at nedskrive dem,
så vil I med tiden blive drevet ind i en blindgade, hvorfra I ikke kan finde nogen udvej,
fordi I vil befinde jer i en situation, hvori jeres tro ikke er i stand til med tilstrækkelig
nøjagtighed eller kraft at give de ønskede oplysninger. Måske vil Ånden trække sig
tilbage og Guds vrede blive optændt, fordi I har forsømt at nedskrive disse ting, da Gud
åbenbarede dem, og I ikke har skattet nok på dem. Uden tvivl er der gået oplysninger af
umådelig værdi tabt, og hvorfor? Det var et resultat af ladhed og forsømmelse ved ikke
at udpege en mand til at bruge et par minutter til at nedskrive alle disse beslutninger.
Lad mig profetere her: Hvis I forsømmer at gøre disse ting, så vil tiden komme, da
I vil falde i hænderne på uretfærdige mennesker. Når I så bliver slæbt for dommeren
og bliver beskyldt for alle mulige forbrydelser, og ikke kan bevise, at I har været andre
steder, så vil jeres fjender triumfere over jer, selv om I er lige så uskyldige som Guds
engle. Men hvis I kan få tolv mand til at bevidne, at I på et vist tidspunkt har været
et bestemt sted, så vil I undslippe jeres fjender. Hvis I nu, som jeg har sagt, vil føre
protokol over disse ting, så vil det blive en af de vigtigste beretninger, som verden
endnu har set; thi alle sådanne beslutninger vil for stedse forblive som oplysningskilder
til lære og pagter. (Fra referat af Belæringer til de Tolvs Råd, 27. februar 1835). D. H.
C. 2:198 -199.

Apostlenes kaldelse.
Side 61
Præsident Smith stillede følgende spørgsmål: Hvilken særlig betydning er der knyttet
til de tolv apostles kaldelse, der er forskellig fra andre kaldelser eller embeder i kirken?
Efter at spørgsmålet var diskuteret af rådgiverne Patten, Young, Smith og M'Lellin,
afgjorde præsident Joseph Smith, jun., sagen således:
Det er de tolv apostle, som er kaldet til embedet som omrejsende højråd, der skal
præsidere over de helliges menigheder ude blandt nationerne, hvor der ikke er oprettet
noget præsidentskab. De skal rejse omkring og prædike til ikke-jøderne, indtil Herren
befaler dem at gå til jøderne. De skal have nøglerne til dette embede og åbne døren
til himmeriges rige for alle nationer og prædike evangeliet til hver skabning. Dette er
deres apostelembedes magt, myndighed og kraft.
OLIVER COWDERY, sekretær. (27. februar 1835. D. H. C. 2:200).

Instruktioner til de Tolv og de Halvfjerds.
Rådsforsamlingernes orden.
Side 62
Præsident Joseph Smith erklærede, at de Tolv ikke har nogen ret til at gå til Zion eller
nogen af stavene og der påtage sig at ordne disses forhold, hvor der er et stående
højråd; men det er deres pligt at rejse udenlands og tage sig af alle sager med hensyn
til kirkens forskellige grene. Når de Tolv er sammen, eller et kvorum af dem, i nogen
gren af kirken, har de myndighed til at handle på egen hånd og træffe afgørelser, og
disse afgørelser vil have gyldighed. Men hvor der ikke er nok apostle til at danne et
kvorum, må de udføre deres opgaver ved afstemning i kirken. Intet fast højråd har
fuldmagt til at rejse til menighederne ude omkring og til at ordne disses anliggender,
thi dette tilkommer de Tolv. Intet fast højråd vil nogensinde blive oprettet andetsteds
end i Zion eller i en af dens stave. Når de Tolv træffer en afgørelse, sker det i kirkens
navn, og derfor er den gyldig.
Ingen embedsmand i kirken har nogen ret eller myndighed til at gå til nogen
gren og der ordinere nogen til et embede, medmindre det sker med vedkommende
grens samtykke. Ingen ældste har myndighed til at gå ind i nogen gren af kirken og
fastsætte møder eller prøve på at ordne grenens anliggender uden at have indhentet
vedkommende grens præsiderende ældstes råd og tilladelse.
Kaldelse af Halvfjerds.
Hvis de første "halvfjerds" alle er optaget, og der er behov for flere arbejdere, så er
det en pligt for de syv præsidenter for de første halvfjerds at kalde og ordinere andre
halvfjerds og sende dem ud at arbejde i vingården, indtil de, om det bliver nødvendigt,
beskikker syv gange halvfjerds, ja, endog indtil der er 144.000 således beskikket.
De halvfjerds skal ikke overvære de Tolvs konferencer, medmindre de bliver
opfordret dertil af de Tolv. De Tolv og de Halvfjerds må i særdeleshed forlade sig på
deres embedsvirksomhed til deres eget underhold og til deres familiers; og de har ret
til, i kraft af deres embede, at anmode kirken om hjælp og understøttelse.
* * *
Forholdene for præsidenterne for de Halvfjerds blev særskilt taget i betragtning og
under overvejelse med hensyn til deres rejser til vingården, og det blev enstemmigt
vedtaget, at de skulle holde sig rede til at tage ud på de Tolvs opfordring, når Herren
bereder en udvej. Syv og tyve af de halvfjerds blev også taget under overvejelse, og
det blev bestemt, at de skulle holde sig rede til at rejse om på embeds vegne, når
præsidenten for de Halvfjerds kalder dem, efterhånden som Herren åbner vejen.
* * *
Det blev afgjort ved afstemning, at alle kirkens ældster har pligt til at drage ud i
verden og forkynde evangeliet med hele deres kraft, sjæl og styrke, når forholdene
tillader det, og at døren nu er åben.
Det blev afgjort ved afstemning, at ældsterne Brigham Young, John P. Greene og
Amos Orton skulle udsendes for at prædike evangeliet til Josefs efterkommere, og
døren åbnes af ældste Brigham Young; og dette vil åbne døren til hele Josefs hus.
Det blev bestemt, at når endnu en halvfjerds er tiltrængt, skal præsidentskabet for de
første Halvfjerds vælge, ordinere og beskikke dem blandt de mest erfarne ældster i

Side 63
kirken. - Fra et referat af et alment præstedømsmøde, afholdt den 2. maj 1835. -D. H.
C. 2:220-222.

Kærlighed til hinanden.
Brev til de hellige ude omkring.
Side 64
Kære brødre! Det er en pligt, som hver eneste hellig burde yde sine brødre villigt - altid
at elske dem og stedse stå dem bi. For at kunne stå retfærdiggjorte for Gud, må vi elske
hverandre. Vi må overvinde det onde, vi må besøge de faderløse og enkerne i deres
trængsler, og vi må holde os selv uplettet af verden; thi sådanne dyder flyder fra den
rene og ubesmittede religions store kilde og styrker vor tro ved at ruste os med enhver
god egenskab, som pryder børnene af den velsignede Jesus. Vi kan bede, når det er
bønnetid; vi kan elske vor næste som os selv og være tro i trængsler, vel vidende at et
sådant menneskes belønning vil blive større i himmeriges rige. Hvilken trøst! Lad mig
leve den retfærdiges liv, og lad min løn blive som hans!
Højrådets og ældsternes pligt.
I henhold til det riges orden, som er påbegyndt i de sidste dage for at berede
menneskene til Herrens hvile, har ældsterne i Zion eller i dens umiddelbare nærhed
ingen myndighed til at blande sig i dens åndelige forhold, ordne dens sager eller holde
råd angående udelukkelse af medlemmer i dens uorganiserede tilstand. Højrådet er
udtrykkeligt blevet organiseret for at forvalte i alle dens åndelige sager; og biskoppen
og hans rådgivere er sat over dens timelige sager, så sådanne ældsters handlinger
er ugyldige. Nu ønsker Herren, at ukrudt og græs skal, vokse sammen; thi Zion må
forløses med straffedomme og dens omvendte med retfærdighed. Hver eneste ældste,
som, efter at han har sørget for sin familie (om han har nogen) og betalt sin gæld, kan
gøre det, må rense sine hænder for denne slægts blod. Medens de er i den egn, lad
da enhver, i stedet for at holde forhør over medlemmer for overtrædelser, arbejde for
at berede sig til vingården og bruge lidt tid til at trøste de sørgende, bringe lægedom til
sønderknuste hjerter, få den frafaldne tilbage og ligeledes vandreren og atter indbyde
dem, som har været udstødt, til riget, ved at opmuntre dem til at arbejde, medens
det er dag, for retfærdighed og med eet hjerte og øen sjæl træffe forberedelser til at
hjælpe dem til at forløse Zion, dette gode forjættede land, hvor de villige og lydige
skal blive velsignet. Sjæle er lige så værdifulde i Guds øjne, som de nogensinde har
været, og derfor blev det aldrig påbudt ældsterne at drive nogen til helvede; de skulle
tværtimod overtale og indbyde alle mennesker alle vegne til at omvende sig, så de
kan blive arvinger til frelse. Det er Herrens nådeår: befri fangerne, så de kan synge
hosianna. Præsterne skulle heller ikke være lade; deres pligter er tydelige, og dersom
de ikke udfører dem flittigt, kan de ikke vente at blive antaget. Retfærdighed må være
de helliges mål i alle forhold, og når pagterne bekendtgøres, vil de erfare, at der ventes
store ting af dem. Gør godt og øv retfærdighed med øjet alene henvendt på Guds ære,
så skal I få jeres løn, når Herren gengælder enhver efter hans gerninger. Lærerne
og diakonerne er kirkens faste tjenere, og når andre embedsmænd ikke er til stede,
kræves der store ting og et helligt levned af dem. De må styrke medlemmerne i deres
tro, overtale dem, som ikke vil omvende sig, og vende sig til Gud og leve; de må ydmygt
overtale og tilskynde enhver til at tilgive hverandre alle overtrædelser og synder, så de
kan udarbejde deres egen frelse med frygt og bæven.
Søg at frelse sjæle.
Brødre, I må bære over med hinanden og tilgive hinanden, thi således gør Herren
det med os. Bed for jeres fjender i kirken og forband ikke jeres fjender uden for: thi

Side 65
hævnen hører mig til, siger Herren, og jeg vil gengælde. Vi siger til hvert medlem og
iøvrigt til. alle: Vær barmhjertige, så skal I finde barmhjertighed. Søg at være med til
at frelse sjæle, tilintetgør dem ikke; thi I ved, at "der bliver mere glæde i himmelen
over een synder, som omvender sig, end over ni og halvfems retfærdige, som ikke
trænger til omvendelse." Spekuler ikke på rigets hemmeligheder; kast ikke jeres perler
for svin, giv ikke børnenes brød til hunde, for at ikke I eller børnene skal lide, så I derved
forsynder jer imod retfærdige dommere. Jeres brødre, som forlader deres familier, i
hvis selskab de har nydt fred og lykke, for at forkynde det glade budskab rundt omkring
i verden, venter store ting af jer, medens I har privilegiet at glæde jer over de helliges
velsignelser. De beder vor himmelske Fader om, at I må være meget bedende, meget
ydmyge og meget godgørende. Arbejd flittigt, både i åndelig og timelig henseende for
Zions forløsning, så de rene af hjertet kan vende tilbage med evige glædessange og
bygge de øde steder op og møde Herren, når han kommer i sin herlighed. Brødre, vi
beder jer indtrængende, i Jesu Kristi navn, om, at leve således, at I er værdige til de
velsignelser, som vil komme, efter mange trængsler, for at mætte dem, som holder
trofast ud til enden. - M. og A. 1:137-138.
Hovedindholdet af den foregående artikel fra "Messenger and Advocate" findes
også, i henhold til John Whitmers historie (manuskript, side 52), i et brev til Hezekiah
Peck, underskrevet af Joseph Smith, jun., Oliver Cowdery, Sidney Rigdon, Frederick
G. Williams. W. W. Phelps og John Whitmer,. hvoraf begyndelsen lyder således:
Embedsmænd i overtrædelse.
"Præsidentskabet i Kirtland og Zion siger, at Herren har tilkendegivet ved sin Ands
åbenbaring, at højpræsterne, lærerne, præsterne og diakonerne, eller med andre ord,
alle embedsmændene i Clay County, Missouri, der tilhører kirken, er mere eller mindre
i overtrædelse, fordi de ikke har haft Guds And i tilstrækkelig grad, til at de har kunnet
fatte deres pligter angående sig selv og Zions ve og vel, hvorved de er blevet tvunget
til at handle på en måde, der skader Zions interesser og også er en hindring for Zions
forløsning. Hvis de nu vil være kloge, vil de ydmyge sig på en sådan måde, at Gud vil
åbne deres forstands øjne. Det vil blive tydeligt tilkendegivet, hvilke mål og hensigter
den Almægtige har med hensyn til dem og Zions børn, at de skulle lade højrådet, som er
udpeget af Gud og ordineret til dette formål, ordne og regulere alle Zions anliggender,
og at det er Guds vilje, at dets børn skulle forholde sig roligt og se forløsningens frelse".
Så følger i hovedsagen artiklen i "Messenger and Advocate". Dette brev har følgende
efterskrift, skrevet personligt af profeten, til broder Peck; det er en perle, som viser
profetens dybe sympati for og forståelse af de trofaste i Israel:
P. S. Broder Hezekiah Peck! Vi husker Deres familie sammen med alle de første
familier i kirken, som i begyndelsen antog sandheden. Vi husker Deres tab og sorger;
vore første bånd er ikke brudt, men vi tager sammen med Dem del i det onde såvel som
det gode, i sorgerne såvel som glæderne. Vor samhørighed er, antager vi, stærkere end
døden og vil aldrig blive brudt. Hils alle, som tror på vor Herres og Frelsers evangeliums
fylde. Vi bemyndiger hermed Dem, Hezekiah Peck, vor elskede broder, til at læse dette
brev og meddele indholdet deraf til alle brødrene i den del af landet.
Dikteret af mig, Deres uværdige broder og medarbejder i vidnesbyrdet om Mormons
Bog. Signeret af mig selv til tegn på den evige pagt. JOSEPH SMITH, JUN. - M. and
A., juni 1835; ligeledes D. H. C. 2:229-231.

Uddrag af et brev til ældsterne i Jesu
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Side 66
Efter så lang tids forløb og efter at så mange ting er blevet sagt, føler jeg det som
min pligt at fremsætte nogle få bemærkninger, så at måske ældsterne, der rejser ud
i verden for at advare jordens indbyggere om at flygte for den kommende vrede og
redde sig for denne fordærvede slægt - i nogen grad kan blive hjulpet med hensyn til
læren og med hensyn til deres pligter. Jeg har arbejdet for denne sag i otte år, og jeg
har rejst meget i denne tid og har oplevet meget og haft mange erfaringer. Jeg flyttede
fra Seneca County, New York, til Geauga County, Ohio, i februar 1831.
Profetens befaling om at drage til Missouri.
Jeg fik gennem et himmelsk syn en befaling i den påfølgende juni om at drage til
de vestlige grænseegne af staten Missouri og der bestemme selve det sted, som
skulle være centret for påbegyndelsen af indsamlingen af dem, som antager det evige
evangeliums fylde. Følgelig påbegyndte jeg rejsen sammen med visse af mine brødre,
og efter en lang og trættende rejse, hvorunder vi led savn og havde mange prøver,
kom vi til Jackson County, Missouri, og efter at jeg havde set på landet og flittigt søgt
Gud, tilkendegav han selv for os og udpegede for mig og andre selve stedet, hvor han
havde i sinde at begynde arbejdet med indsamlingen og opførelsen af en "hellig by",
som skulle kaldes Zion - Zion, fordi det er et retfærdighedens sted, og alle, som bygger
der, må dyrke den sande og levende Gud og alle have samme tro, nemlig vor Herres
og Frelsers Jesu Kristi lære. "Hør, dine vægtere råber, de jubler til hobe, thi de ser for
deres øjne Herren vende hjem til Zion". (Es. 52:8).
Zions beliggenhed.
Efter at jeg havde forvisset mig om selve stedet og efter at jeg havde haft den lykke
at se en hel del af brødrenes familier komfortabelt indrettet på arealet, tog jeg afsked
med dem og rejste tilbage til Ohio og brugte al den indflydelse og alle de argumenter,
som jeg rådede over, til at få dem, som troede på den evige pagt og hvis forhold tillod
det, og hvis familier var villige, til at flytte til det sted, som jeg havde udpeget som Zions
land. På denne måde forplantede lyden og klangen om indsamlingen og læren sig ude
omkring i verden, og mange, hvis nidkærhed ikke står i forhold til deres kundskab, og
som ikke forstår kirkens rene principper, har utvivlsomt i begejstringens rus lært og
sagt mangt og meget, som underkender kirkens ægte karakter og principper. For disse
ting føler vi os af hjertet bedrøvede og gør undskyldninger, hvis undskyldninger ville
gøre noget godt.
Evangeliets grundsætninger.
Men lad os gøre en lille pause her og indskyde en bemærkning om det, der siges om os
ude omkring, og som er blevet behandlet på en måde, der ikke er i overensstemmelse
med sandhedens sag, idet det hævdes, "at vi ved at forkynde læren om indsamlingen
bringer familier i opløsning og giver fri bane for mænd til at forlade deres familier,
kvinder deres mænd, børn deres forældre og slaver deres herrer, hvorved vi bringer
forstyrrelse i samfundets orden, fred og harmoni". Vi vil her vise vor tro og derved,
som vi håber, gøre ende på disse falske og ondskabsfulde forvrængninger, der, som
vi har al grund til at tro, har fået tusinder til at mene, at de gjorde Guds vilje, når de

Side 67
forfulgte Guds børn; hvis de derimod kunne have glædet sig over det sande lys og
havde haft en rigtig forståelse af vore grundsætninger, ville de have antaget dem af
deres ganske hjerte og nu have glædet sig i deres kærlighed til sandheden. Og for
nu at vise, hvad vor lære angående dette emne er, vil vi begynde med evangeliets
første grundsætninger, nemlig tro, omvendelse og dåb til syndernes forladelse og
håndspålæggelse for den Helligånds gave. Vi tror, at det er vor pligt at belære hele
menneskeheden om omvendelse, hvad vi vil bestræbe os på at bevise fra følgende
citater:
"Da åbnede han deres sind, så de forstod skrifterne. Og han sagde til dem: Således
står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredie dag, og at der i
hans navn skal prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslagene og
begyndes fra Jerusalem". (Luk. 24:45, 46, 47).
Vi ser heraf, at Kristus skulle lide og korsfæstes og opstå på den tredie dag i den
udtrykkelige hensigt, at omvendelse og syndernes forladelse skulle prædikes for alle
folkeslag.
Omvendelse.
"Peter sagde til dem: Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres
synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. Thi jer gælder forjættelsen, jer
og jeres børn og alle dem, som er langt borte, så mange som Herren vor Gud vil kalde".
(Ap. Gern. 2:38,39).
Vi ser heraf, at forjættelsen om den Helligånd gives til lige så mange, som til dem, for
hvem læren om omvendelse skulle prædikes, og det var til alle folkeslag. Og vi opdager
også, at forjættelsen skulle udstrækkes ned gennem slægten; thi Peter siger, at den
ikke blot gælder jer, men "jer og jeres børn og alle dem, som er langt borte". Af dette ser
vi, at forjættelsen skulle fortsættes på deres børnebørn og på så mange, som Herren
deres Gud vil kalde. Vi opdager nu, at vi blander to grundsætninger sammen i disse
citater. Den første er læren om omvendelse, og den anden er læren om syndernes
forladelse; og vi lærer af Peter, at syndernes forladelse opnås ved dåb i den Herre
Jesu Kristi navn; og den Helligånds gave følger da uundgåeligt, thi, siger Peter: " I skal
få den Helligånd".
Derfor tror vi på at forkynde læren om omvendelse i hele verden, både til gamle og
unge, rige og fattige, trælle og fri, således som vi siden skal prøve at vise hvorledes, på
hvad måde og hvor langt det er bindende for menneskehedens samvittighed, idet vi på
rette måde skelner mellem gammel og ung, mellem mænd og kvinder, børn og tjenere.
Men vi opdager, at vi må tro på, at vi modtager syndernes forladelse, for at kunne drage
fordel af læren om omvendelse. Og for at få syndernes forladelse, må vi tro på læren
om dåb i Herren Jesu Kristi navn. Og dersom vi tror på dåb til syndernes forladelse,
kan vi vente, at forjættelsen om den Helligånd vil blive opfyldt, thi forjættelsen gælder
alle dem, som Herren vor Gud vil kalde. Har han forøvrigt ikke sagt, som der står
skrevet i sidste kapitel af Johannes's Åbenbaring: "Og Ånden og bruden siger: Kom!
Og den, som hører, skal sige: Kom! Og den, som tørster, skal komme; den, som vil,
skal modtage livets vand uforskyldt". (Åb. 22:17).
Frelseren siger: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg
vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af
hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let".
(Matt. 11:28, 29, 30).

Side 68
Og Esajas siger: "Vend dig til mig og bliv frelst, du vide jord, thi Gud er jeg, ellers
ingen; jeg svor ved mig selv, fra min mund kom sandhed, mit ord vender ikke tilbage:
Hvert knæ skal bøjes for mig, hver tunge sværge mig til. Kun hos Herren, skal man
sige, er retfærd og styrke; til ham skal alle hans avindsmænd komme med skam". (Es.
45:22-24).
Lad os ledes frem til de voksnes stade.
"Lad os derfor ikke her gå ind på børnelærdommen om Kristus, men ledes frem til de
voksnes stade og ikke på ny lægge grundvold med omvendelse fra døde gerninger og
tro på Gud, med lære om tvætninger og håndspålæggelse, de dødes opstandelse og
evig dom. Ja, det vil vi gøre, om ellers Gud vil tillade det. Thi når mennesker een gang
er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden og har
smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter - og så falder fra, da er det
umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny; thi de korsfæster for deres del Guds
Søn igen og gør ham til spot". (Hebr. 6:1-6).
JOSEPH SMITH, JUN.
M. and A., 1. september 1835, ligeledes D. H. C. 2:253-259.

Side 69
Til ældsteene i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
I slutningen af mit brev i september-nummeret af "Messenger and Advocate" lovede jeg
at fortsætte med emnet, som det var blevet påbegyndt deri. Jeg gør det i håb om, at det
må hjælpe ældsterne i deres arbejde, medens de kæmper mod en vanartet og forvendt
slægts fordomme, da de kender kendsgerningerne om mine religiøse grundsætninger,
som fremstilles fejlagtigt af næsten alle dem, hvis levebrød er i fare ved samme; og
også for at hjælpe dem, som ivrigt undersøger og er blevet ansporet til at gøre det
på grund af rygter, for at få et korrekt billede af, hvad mine grundsætninger er. Jeg er
blevet tvunget til denne fremgangsmåde på grund af forfølgelser, som er blevet bragt
over os på grund af falske rygter og fejlagtige fremstillinger angående mine følelser.
Retfærdighed skal feje hen over jorden.
Men lad os gå videre.#det brev, der er hentydet til, fremsattes ikke alene principperne
om omvendelse og dåb til syndernes forladelse, men der er mange skriftsteder
citeret, som klart belyser emnet; lad mig tilføje, at jeg afgjort stoler på sandheden af
de principper og grundsætninger, der indskærpes i Det nye Testamente, og så gå
videre fra ovennævnte emner til emnet angående indsamlingen og fremlægge mine
synspunkter og meninger om dette punkt. Det er et princip, som jeg anser for at være
af største betydning for dem, som ser hen til frelse i dette slægtled eller i disse, som
kan kaldes "de sidste tider". Alt hvad profeterne har skrevet fra den retfærdige Abels
dage ned til det sidste menneske, som har efterladt noget skriftligt vidnesbyrd, som
vi kunne tage under overvejelse, når vi taler om Israels frelse i de sidste dage, viser
tydeligt og direkte, at det består i arbejdet med indsamlingen.
Jeg vil først begynde med at citere fra Enoks profeti, hvori han taler om de sidste
dage: "Retfærdighed vil jeg sende ned fra himlen, og sandhed vil jeg bringe frem af
jorden for at bære vidnesbyrd om min Enbårne, om hans opstandelse fra de døde
(denne opstandelse forstår jeg skal være det fysiske legeme), ja, om alle menneskers
opstandelse. Og jeg vil lade retfærdighed og sandhed fare hen over jorden som en
oversvømmelse for at indsamle mine egne udvalgte fra jordens fire hjørner til et sted,
som jeg skal berede, en hellig stad, så at mit folk kan omgjorde sine lænder og se frem
til min tilkommelses tid; thi der skal mit tabernakel være, og det skal kaldes Zion, et nyt
Jerusalem". (D. k. P., Moses 7:62).
Den herlige opstandelse.
Nu forstår jeg ved dette citat, at Gud klart og tydeligt overfor Enok tilkendegav
forløsningen, som han beredte, ved at tilbyde Messias som et Lam, der blev slagtet
fra før verdens begyndelse; og i kraft af samme tilvejebringes Frelserens herlige
opstandelse og hele den menneskelige families opstandelse, endog en opstandelse af
deres fysiske legemer. Retfærdighed og sandhed skal også feje hen over jorden som
en stormflod. Og nu spørger jeg, hvordan skal retfærdighed og sandhed feje hen over
jorden som en stormflod? Jeg vil besvare det. Mennesker og engle skal samarbejde
i udførelsen af dette store værk, og Zion skal beredes, ja et nyt Jerusalem for de
udvalgte, som skal samles fra de fire verdenshjørner, og blive grundfæstet som en
hellig by, thi Herrens tabernakel skal være med dem.
De udvalgte må indsamles.

Side 70
Enok var i godt selskab i sine synspunkter angående dette emne: "Og jeg hørte en høj
røst fra tronen sige: Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem,
og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem." (Åb. 21)
Jeg ser i dette skriftsted, at Johannes på øen Patmos så de samme ting angående
de sidste dage, som Enok så. Men før tabernaklet kan være hos menneskene, må de
udvalgte indsamles fra jordens fire hjørner. Og for yderligere at kaste lys over dette
emne om indsamlingen siger Moses, efter at han har udtalt velsignelser og forbandelser
over Israels børn for deres lydighed eller ulydighed, følgende:
"Men når alt dette kommer over dig, både velsignelsen og forbandelsen, som jeg
har forelagt dig, og du lægger dig det på sinde ude blandt alle de folkeslag, Herren din
Gud forstøder dig hen iblandt, og tillige med dine børn af hele dit hjerte og hele din
sjæl omvender dig til Herren din Gud og adlyder hans røst i alt, hvad jeg i dag byder
dig, så vil Herren din Gud vende din skæbne og forbarme sig over dig og samle dig
fra alle de folk, Herren din Gud spreder dig iblandt. Om så dine forstødte befinder sig
ved himmelens ende, vil Herren din Gud samle dig sammen og hente dig derfra". (5.
Moseb. 30:1-4).
Det nye Jerusalem.
Det er blevet sagt af mange af de lærde og vise mænd eller historikere, at indianerne
eller de indfødte på det amerikanske fastland er af Israels spredte stammer. Mange
andre har formodet, at de indfødte på dette fastland ikke er af Israels stammer, men de
ti stammer er blevet ført ind i visse ukendte regioner i nord. Lad det være som det være
vil, profetien, som jeg netop har citeret, "vil hente dem" i de sidste dage og anbringe
dem i det land, som deres forfædre besad. Og De vil finde i det 7. vers af det 30. kapitel,
som vi citerede ovenfor: "Og Herren din Gud vil bringe alle hine forbandelser over dine
fjender og avindsmænd, der har forfulgt dig".
Mange vil måske sige, at dette skriftsted er gået i opfyldelse, men lad dem nøje
lægge mærke til, hvad profeten siger: "Om så dine forstødte befinder sig ved himmelens
ende", (hvad der må betyde jordens vidde og bredde). Denne forjættelse gælder nu
alle, dersom der findes sådanne, der er blevet forstødt, selv i de sidste dage, hvorfor
fædrenes børn har krav på denne dag. Og dersom disse forbandelser skal lægges
over på deres fjenders hoveder, ve da ikke-jøderne. (Se Mormons Bog, III Nephi, kap.
16). "Ve de vantro blandt ikke-jøderne, siger Faderen". Og atter (se Mormons Bog, III
Nephi 20:22, hvor der står skrevet): "Og se, dette folk vil jeg grundfæste i dette land
til at opfylde den pagt, som jeg indgik med jeres fader Jakob, og det skal blive et nyt
Jerusalem". Nu lærer vi fra Mormons Bog, hvor selve det fastland og det sted skal
være, hvorpå Det nye Jerusalem skal være, og det må tages op ifølge det syn, som
Johannes havde på øen Patmos.
Nu vil mange være tilbøjelige til at sige, at dette nye Jerusalem, der tales om, er
det Jerusalem, som blev bygget af jøderne på det østlige fastland. Men De vil se fra
Åb. 21:2, at der var et nyt Jerusalem, der kom ned fra Gud ud af himlen, smykket som
en brud for sin brudgom; at efter dette blev Åbenbareren bortført i Ånden til et stort og
højt bjerg og så den store og hellige by stige ned fra himlen fra Gud. Nu omtales der
altså to byer her. Da alt ikke kan siges indenfor et brevs snævre grænser, skal jeg i
al korthed sige, at der skal oprettes et nyt Jerusalem på dette (amerikanske) fastland,
og Jerusalem skal også genopbygges på det østlige fastland (se Mormons Bog, Ether
13:1-12). "Se, Ether så Kristi dage, og han talte om et nyt Jerusalem i dette land. Og
han talte også om Israels hus og om det Jerusalem, hvorfra Lehi skulle komme - at

Side 71
det herefter skulle ødelægges og genopbygges og blive en hellig by for Herren; derfor
kunne det ikke blive et nyt Jerusalem, thi det havde været til i gamle dage." Det er
sikkert nok angående indsamlingen indtil mit næste brev.
Ældsternes pligter.
Jeg vil nu i slutningen af mit brev fremsætte nogle få bemærkninger angående
ældsternes pligter med henblik på deres undervisning af forældre og børn, mænd og
hustruer, herrer og slaver eller tjenere, som jeg sagde jeg ville i mit forrige brev.
For det første: Når en ældste rejser ud i verden for at advare menneskene og
formane de retfærdige til at indsamle sig for at opbygge en hellig stad til Herren, så er
det denne ældstes pligt at begynde sit arbejde med forældrene eller med dem, under
hvem opdragelsen. sorterer, og ikke med børnene eller sådanne, som er afhængige af
en formynder, for at han ikke skal øve indflydelse over dem og derved drage dem bort
fra deres pligter, som de rettelig skylder deres forældre. Hans lære skulle være af en
sådan art, at den skulle kunne vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes hjerte
til fædrene; og der skulle ikke øves nogen indflydelse på børn, som er i modstrid med
forældrenes eller formyndernes ønske. Men alle sådanne, som kan overtales på lovlig
og retfærdig måde og med fælles samtykke, skulle det være vor pligt at påvirke til at
samles med Guds folk. Men lad ellers ansvaret hvile på forældres eller formynderes
hoveder, og al fordømmelse eller følger være på deres hoveder ifølge den uddeling,
han har overdraget os; thi Gud har ordnet det sådant, at hans værk skal forkortes i
retfærdighed i de sidste dage. Lær og undervis derfor først forældrene og overtal så
med deres samtykke børnene til også at antage evangeliet. Og dersom børn antager
evangeliet, og deres forældre eller formyndere er vantro, lær dem da at blive hjemme
og være lydige mod deres forældre eller formyndere, dersom de forlanger det. Men
dersom de giver dem lov til at samle sig med Guds folk, lad dem da gøre det, og så vil
der ikke gøres noget forkert, men lad alt blive gjort omhyggeligt, og i retfærdighed, og
da vil Gud udstrække sin beskyttende omsorg til alle sådanne.
For det andet: Det er ældsternes pligt, når de kommer ind i et hus, at rette deres
anstrengelser og bestræbelser og advarselsrøst til manden i vedkommende hus, og
dersom han antager evangeliet, så kan han bruge sin indflydelse overfor sin hustru
- med hendes samtykke - så hun måske også vil antage evangeliet. Men dersom
en mand ikke modtager evangeliet, men giver sin tilladelse til, at hans hustru kan
antage det, og hun tror derpå, lad hende da antage det. Men dersom en mand forbyder
sin hustru eller sine børn, før disse bliver myndige, at modtage evangeliet, så er det
vedkommende ældstes pligt at gå sin vej og ikke bruge nogen indflydelse imod ham, og
lade ansvaret hvile på hans hoved. Ryst derfor støvet af dine fødder som et vidnesbyrd
imod ham, og da vil dine klæder være rene for deres sjæle. Deres synder skal ikke
hjemsøge sådanne, som Gud har sendt ud for at advare dem om at flygte for den
kommende vrede og redde sig for denne genstridige generation. Guds tjenere vil
knap være draget ud til de ikke-jødiske nationer med en advarselsrøst, førend den
ødelæggende engel vil begynde at udrydde jordens indbyggere, og som profeten har
sagt: "Idel angst skal det blive at få syner udtydet." Jeg taler således, fordi jeg føler
for mine medmennesker; jeg gør det i Herrens navn, idet jeg bliver påvirket af den
Helligånd. O, gid jeg kunne rive dem ud af elendighedens malstrøm, hvori jeg ser dem
kaste sig på grund af deres synder; gid jeg ved advarselsrøsten kunne blive et redskab
til at bringe dem til uskrømtet omvendelse, så de må have tro til at bestå på den onde
dag!

Side 72
For det tredie burde det være en ældstes pligt, når han kommer ind i et hus, at hilse
herren i vedkommende hus, og dersom han får hans tilladelse, så kan han prædike til
alle, som befinder sig i det hus; men dersom han ikke opnår hans tilladelse, skal han
ikke gå til hans slaver eller tjenere, men lade ansvaret og følgerne hvile på husherren.
Ældsten er da fri for skyld og ansvar for et sådant hus, han kan derfor ryste støvet af
sine fødder og gå sin vej. Men hvis herren i huset giver sit samtykke, da kan ældsten
prædike for hans familie, hans hustru, hans børn og hans tjenere, hans karle eller hans
piger eller hans slaver; da skal det være ældstens pligt dristigt og frimodigt at stå op og
forsvare Kristi sag og advare folk og formane dem til at omvende sig og lade sig døbe
til syndernes forladelse og til den Helligånd, idet han altid befaler dem i Herrens navn,
i ydmyghedens ånd, at være venligt hengivne overfor hverandre, at fædrene skulle
være gode mod deres børn, mænd mod deres hustruer, herrer mod deres slaver eller
tjenere, børn lydige mod deres forældre, hustruer mod deres mænd og slaver eller
tjenere mod deres herrer.
Mænds og hustruers kærlighed.
"I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er
sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes Frelser.
Ja, ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig
under deres mænd i alt. I mænd! Elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og
gav sig selv hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet
ved ordet, og for at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden
plet eller rynke eller andet sådant, nej, den skulle være hellig og dadelfri. På samme
måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker
sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogensinde hadet sit eget kød, men han giver
det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken, fordi vi er lemmer på hans
legeme. Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og
de to skal være eet kød." (Efes. 5:22-31).
I hustruer! skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren. I
mænd! elsk jeres hustruer, og vær ikke bitre imod dem. I børn! adlyd jeres forældre
i alt, thi det er Herren velbehageligt. I fædre! lad være at opirre jeres børn, for at de
ikke skal blive forskræmte. I trælle! vær i alle forhold lydige mod jeres jordiske herrer,
ikke med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker, men af et oprigtigt hjerte i
ærefrygt for Herren. (Kol. 3:18-22).
Jeg må slutte dette brev og genoptage emnet en anden gang. I den nye og evige
pagts bånd.
JOSEPH SMITH, JUN.
M. and A., november 1835; ligeledes D. H. C. 2:259-264.

Betragtninger.
Side 73
Fredag, den 6. november. - Hjemme. Overværede skolen i skoletiden, vendte hjem og
tilbragte aftenen hjemme. Jeg blev i morges præsenteret for en mand fra de østlige
stater. Efter at han havde hørt mit navn, bemærkede han, at jeg ikke var andet end
et menneske, idet han med denne udtalelse antydede, at han havde formodet, at et
menneske, hvem Herren havde set det passende at åbenbare sin vilje, må være noget
mere end et menneske. Han syntes at have glemt den udtalelse, der faldt fra Jakobs
læber, at Elias var et menneske, der var underkastet lignende sindsbevægelser som vi
er, og alligevel havde han sådan magt hos Gud, at Herren, som svar på hans bønner,
lukkede himlene til, så der ikke faldt nogen regn i tre år og seks måneder; og igen, som
svar på hans bøn, gav himlen regn, og jorden frembragte frugt og afgrøde. Sådan er
i virkeligheden det mørke og den uvidenhed, der råder i dette slægtled, at de ser på
det som noget utroligt, at et menneske står i forbindelse med sin Skaber. (6. november
1835). D. H. C., bind 2:302.

Bemærkninger
Profetens bemærkninger til de Tolv.
Den 12. november 1835 kl. 6 mødtes apostlene med
Det første Præsidentskab til rådslagning, og ved denne
lejlighed fremsatte profeten følgende bemærkninger:
Side 74
Jeg er lykkelig over den lejlighed, jeg har til at mødes med dette råd. Jeg er sikker
på, at Herrens ånd er her, og jeg er tilfreds med alle de tilstedeværende brødre. Jeg
behøver vel ikke at sige, at jeg nærer den største tillid til jer, og at jeg har i sinde at
støtte jer til det yderste, thi jeg er fuldt ud klar over, at I må forsvare min karakter overfor
denne ugudelige generations skammelige bagtalelser og bebrejdelser, og at I gør det
med glæde.
Der hersker mørke nu, som der gjorde på det tidspunkt, da Jesus Kristus skulle
korsfæstes. Mørkets magter forsøger at fordunkle retfærdighedens herlige sol, som
begynder at stå op over verden og snart vil store og herlige velsignelser blive udøst over
de trofastes hoveder. Lad mig fortælle jer, brødre, at store velsignelser venter os nu og
vil snart blive udøst over os, dersom vi blot er trofaste i alt, thi vi er endog berettiget til
større åndelige velsignelser, end de var, fordi de havde Kristus i egen person hos sig
til at belære dem om den store frelsesplan. Vi har ham ikke personligt hos os, hvorfor
vi behøver større tro på grund af vore særlige omstændigheder og forhold, og jeg er
besluttet på at gøre alt, hvad jeg kan, for at støtte og hjælpe jer, selv om jeg af vanvare
måske vil gøre mangt og meget, som ikke er rigtigt i Guds øjne.
Særlige forordninger.
I vil gerne vide mangt og meget, som I bliver stillet overfor, så I kan vide, hvorledes I
skal berede jer på de store ting, som Gud vil bringe til udførelse. Men der findes en fejl,
en hindring ligger i vejen, som berøver os de større velsignelser, og for at gøre denne
kirkes grundvold fuldstændig og blivende, må vi fjerne denne hindring, hvad der igen
vil sige, at vi må udføre visse pligter, som vi endnu ikke har udført. Jeg formodede,
at jeg havde oprettet denne kirke på en blivende grundvold, da jeg tog til Missouri,
og jeg gjorde det i virkeligheden også, thi hvis jeg var blevet taget bort, ville det have
været nok, men jeg lever, og derfor forlanger Gud mere af mig. Den sag, som jeg i
aften i særdeleshed ønsker at henlede jeres opmærksomhed på, er fodtvætningens
forordning. Det har vi endnu ikke gjort, men denne forordning er lige så nødvendig nu,
som den var på Frelserens tid, og vi må have et sted beredt, så vi kan udføre denne
forordning borte fra verden.
Vi har ikke ønsket så meget af Herren gennem tro og lydighed, som vi burde have
gjort, men alligevel har vi kunnet glæde os ved store velsignelser, og vi har ikke
indset det så meget, som vi skulle. Når og hvor har Gud ladet et af vidnerne eller
første ældster i denne kirke falde? Aldrig og intet steds. Midt under alle de ulykker og
straffedomme, som har ramt jordens indbyggere, har hans almægtige arm opretholdt
os, og mennesker og djævle har raset og brugt deres ondskab forgæves. Vi må have
alt forberedt og sammenkalde vor højtidelige forsamling, som Herren har påbudt os, så
vi må være i stand til at fuldføre hans store værk, og det må gøres på Guds egen måde.
Herrens hus må bygges og den højtidelige forsamling sammenkaldes og organiseres
i overensstemmelse med Herrens hus' orden; og deri må vi udføre fodtvætningens

Side 75
forordning. Den var aldrig bestemt for andre end præsiderende autoriteter. Den er
beregnet på at forene vore hjerter, så vi må være eet i følelse og bevidsthed og vor tro
være stærk, så Satan ikke kan overvinde os eller have nogen magt over os her.
Ordenen i Guds hus altid den samme.
Begavelsen, som I er så ivrige efter, kan I ikke fatte nu, og Gabriel kunne heller ikke
forklare det, så jeres mørke sind kan forstå det; men stræb efter at være forberedt i
jeres hjerter, vær trofaste i alt, så vi, når vi mødes i højtidelig forsamling, d. v. s. når
sådanne, som Gud vil udtage af alle de præsiderende autoriteter, skal mødes, må være
rene i enhver henseende. Lad os være trofaste og tavse, brødre, og dersom Gud giver
jer en tilkendegivelse, hold den da for jer selv; vær årvågne og bedende, så vil I få en
forsmag på de glæder, som Gud vil udøse på den dag. Søg ikke efter ugudelighed i
hverandre; hvis I gør det, vil I ikke få en begavelse, thi Gud vil ikke skænke sådanne
den. Men hvis vi er trofaste og lever af hvert ord, der udgår af Guds mund, vil jeg vove
at profetere, at vi vil få en velsignelse, som vil blive værd at huske, dersom vi lever
lige så længe som Johannes Åbenbareren; vore velsignelser vil være af en sådan art,
som vi ikke før har kunnet forestille os og som heller ikke er blevet modtaget i denne
generation. Ordenen i Guds hus har været og vil altid være den samme, selv efter at
Kristus kommer, og efter de tusinde år vil den være den samme, og vi vil til slut indtræde
i Guds celestiale rige og glæde os over det til evig tid.
Begavelse nødvendig.
I behøver en begavelse, brødre, for at I kan være beredt og i stand til at overvinde alt, og
de, der forkaster jeres vidnesbyrd, vil blive fordømt. De syge vil blive raske, de lamme
vil komme til at gå, de døve til at høre og de blinde til at se ved jeres medvirkning. Men
lad mig fortælle jer, at I ikke vil have magt, efter begavelsen, til at helbrede dem, der
ikke har tro, og I vil heller ikke kunne hjælpe dem, thi I kunne lige så meget vente at
hjælpe en djævel i helvede, da sådanne er i besiddelse af hans ånd og er villige til at
holde fast ved den: thi det er boliger for djævle og kun passende for hans samfund.
Men når I har fået jeres begavelse og er rede til at prædike evangeliet til alle nationer,
stammer, tungemål og folk på deres eget sprog, må I i al trofasthed advare alle og binde
vidnesbyrdet til og forsegle loven, og den ødelæggende engel vil følge tæt i hælene på
jer og udøve sin uhyre indflydelse og mission overfor ulydighedens børn og udrydde
ugudelighedens arbejdere, medens de hellige vil blive indsamlet blandt dem og stå på
hellige steder, rede til at møde Brudgommen, når han kommer.
Jeg føler trang til at sige lidt mere til jer, mine brødre, angående begavelsen: Alle,
som er beredte og er tilstrækkeligt rene til at udholde Frelserens nærværelse, vil se
ham i hin højtidelige forsamling.
Brødrene gav udtryk for deres taknemmelighed for de belæringer og instruktioner,
jeg havde givet dem. Vi sluttede så med bøn, og jeg tog hjem og gik i seng for at hvile
mig. - D. H. C. 2:308-310.
Højråd og de Tolv.
Jeg afgjorde, at Højrådet ikke havde noget at gøre med de Tolv eller de Tolvs
afgørelser. Men dersom de Tolv begik fejl, var de kun ansvarlige overfor hele kirkens
myndigheders almindelige råd, i henhold til åbenbaringerne. (26. september 1835). D.
H. C., bind 2:285.

Side 76

Israels indsamling.
Indianere er af Israel.
Bemærkninger af profeten ved et møde af højrådet i Kirtland.
Side 77
Der er i den senere tid blevet sagt og gjort meget af regeringen med henblik på
indianerne (lamaniterne) indenfor De forenede Staters territoriale grænser. Et af de
betydningsfuldeste punkter i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges tro - gennem det
evige evangeliums fylde - er læren om Israels indsamling (af hvem lamaniterne udgør
en del), den lykkelige tid, da Jakob skal drage op til Herrens hus for at tilbede ham i
ånd og i sandhed og for at leve i hellighed; når Herren igen vil indsætte sine dommere
som i førstningen og hans rådgivere som i begyndelsen; når hvert menneske kan sidde
under sin egen vinranke og sit eget figentræ, og der vil ikke være nogen til at forulempe
eller gøre bange; når han vil overdrage dem et rent sprog og jorden blive fyldt med
hellig kundskab, som vandene dækker det store dyb; når det ikke længere skal siges,
at Herren, som bragte Israels børn ud af Ægyptens land, lever, men at Herren, som
bragte Israels børn fra nordenland og fra alle lande, hvortil han har drevet dem, lever.
Den dag er en dag, der er mer end betydningsfuld for alle mennesker.
I betragtning af dens betydning tilligemed alt, hvad profeterne har sagt om den før
os, føler vi trang til at fremsætte nogle få tanker og ideer i forbindelse med de officielle
udtalelser af regeringen angående indianerne. Når vi taler om indsamlingen, ønsker
vi, at det skal forstås, at vi taler derom i henhold til skriften, indsamlingen af Herrens
udvalgte fra hver nation på jorden og indbringningen af dem til Hærskarernes Herres
sted, når retfærdighedens by skal bygges, og hvor folket skal være af et hjerte og et
sind, når Frelseren kommer, ja, hvor folk skal vandre med Gud ligesom Enok og være
fri for synd. Herrens ord er dyrebart, og når vi læser, at sløret, der bredtes ud over alle
nationer, skal ødelægges og de rene af hjertet se Gud og regere med ham i tusind år
på jorden, ønsker vi, at alle ærlige og oprigtige mennesker får lejlighed til at indsamles
og opbygge en retfærdighedens by, hvor der endog på hestenes klokker og bjælder
skal skrives Hellighed til Herren".
Mormons Bog har kundgjort os, hvem Israel er på dette fastland. Og når vi ser De
forenede Staters regering indsamle indianere og anbringe dem på deres eget land,
hvor dejligt er det så ikke at tænke på, at de en skønne dag måske vil blive indsamlet
af evangeliet! (6. januar 1836). D. H. C. 2:357.

Orden i rådsmøder.
Fra referatet af et præstedømsmøde i Kirtland tempel.
Side 78
Ved undersøgelsen af emnet (Forvaltningen af Herrens hus) opdagede man, at
mange, der havde overvejet det, blev formørket i sindet, hvad der fremkaldte visse
bemærkninger fra præsident Smith om kirkeautoriteternes privilegier, at hver enkelt
skulle tale efter tur og fra sin plads og i sin egen bestemte tid, så der kan herske
fuldkommen orden i alt, og at hvert menneske skulle være sikker på, før han fremsætter
en indsigelse mod noget emne, som bringes for et råd til overvejelse, at han kan kaste
lys over emnet i stedet for at sprede mørke, og at hans indsigelse må bygges på
retfærdighed, som det kan gøres af mennesker, der nøje hengiver sig til at studere
Herrens sind og vilje, han, hvis ånd altid tilkendegiver og fremsætter sandheden, så
alle, som er i besiddelse af Ånden, kan forstå. (15. januar 1836). D. H. C., bind 2:370.

Side 79
Til ældsterne i Jesu Kristi Birke af Sidste Dages Hellige.
Lignelsen om Sædemanden.
Jeg påviste i mit sidste brev, at der er to Jerusalem, som omtales i den hellige skrift,
og på en efter min mening overbevisende måde. Ihvertfald har jeg fremsat mine
synspunkter angående sagen. Jeg vil gå i gang med at fremsætte nogle bemærkninger
fra Frelserens udtalelser, som de findes nedskrevet i det 13. kapitel af Mattæus, som
efter min mening giver os en klar forståelse af indsamlingens betydning, så klart som
noget, der findes nedskrevet i Bibelen. Da Frelseren fremsatte disse smukke udtalelser
og lignelser, som de findes i det ovenfor citerede kapitel, finder vi ham siddende i en
båd på grund af folkeskaren, som pressede sig ind på ham for at høre hans ord. Han
begyndte at belære dem og sagde:
"Se, en sædemand gik ud for at så. Og som han såede, faldt noget på vejen; og
fuglene kom og ad det op. Noget faldt på stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og
det kom straks op, fordi det ikke havde dyb jord; men da solen steg, blev det svedet, og
det visnede, fordi det manglede rod. Noget faldt iblandt tidsler, og tidslerne voksede op
og kvalte det. Og noget faldt i god jord og bar frugt, noget hundrede, noget tresindstyve
og noget tredive fold. Den, som har øren, han høre!
Den, der ikke vil modtage lyset, skal miste lyset.
Da kom disciplene hen og spurgte ham: Hvorfor taler du til dem i lignelser? (Jeg vil
bemærke her, at det 'dem', der anvendes i spørgsmålet, er et personligt stedord og
henviser til folkeskaren). Han svarede og sagde til dem (d. v. s. til disciplene): Jer er
det givet at kende himmerigets hemmeligheder; men dem (de vantro) er det ikke givet.
Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få overflod; men den, som ikke har,
fra ham skal endog det tages, som han har".
Vi forstår af denne udtalelse, at de, der tidligere havde set hen til, at der skulle
komme en Messias i henhold til profeternes vidnesbyrd og på det tidspunkt så hen til
en Messias, men ikke havde tilstrækkeligt lys, på grund af deres vantro, til at erkende
ham som deres Frelser, og da han er den sande Messias, at de da ganske naturligt
må blive skuffede og endog miste al den kundskab og blive berøvet alt det lys og den
forståelse og tro, som de havde om dette emne. Derfor må den, som ikke vil modtage
det større lys, blive berøvet alt det lys, som han har; og dersom det lys, som er i jer,
bliver mørke, hvor stort er da ikke dette mørke! "Derfor", siger Frelseren, "taler jeg til
dem i lignelser, fordi de ser og dog ingenting ser, og hører og dog ingenting hører eller
forstår. På dem går Esajas' profeti i opfyldelse, når han siger: I skal høre og dog intet
fatte, I skal se og dog intet øjne".
Nu opdager vi, at selve grunden, som denne profet fremsætter til at de ikke ville
modtage Messias, var, at de ikke forstod eller ikke ville forstå og se og dog intet øjne.
"Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørene hører de tungt, og deres øjne har
de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørene og fatte med hjertet
og omvende sig, så jeg kan læge dem". Men hvad sagde han til sine disciple? "Men
salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres øren, fordi de hører. Thi sandelig siger jeg
eder, mange profeter og retfærdige ønskede inderligt at se, hvad I ser, men fik det ikke
at se, og at høre, hvad I hører, men fik det ikke at høre".
Mørke verdens forbandelse.

Side 80
Vi fremsætter igen en bemærkning her - thi vi finder, at selve det princip, hvorpå eller
hvorefter disciplene blev regnet for velsignede, var, at de fik lov til at se med deres
øjne og høre med deres øren - at den fordømmelse, der hvilede på folkeskaren, som
ikke modtog hans udtalelse, bestod deri, at de ikke var villige til at se med deres øjne
og høre med deres øren; ikke fordi de ikke kunne og ikke var privilegerede til at se og
høre, men fordi deres hjerter var fulde af ugudelighed og vederstyggelighed; "som jeres
fædre, således I". Profeten, der forudså, at de således ville forhærde deres hjerter,
forkyndte dette højt og tydeligt; og heri ligger verdens fordømmelse, at lyset er kommet
ind i verden, og folk vælger mørke hellere end lys, fordi deres gerninger er onde. Dette
forklarer Frelseren så tydeligt, at selv en dåre ikke behøver at fare vild.
Og igen - hør lignelsen om sædemanden: Folk har den vane at sige, når sandheden
fremsættes af Guds tjenere, at alt er et mysterium; de har talt i lignelser og skal derfor
ikke forstås. Det er sandt, at de har øjne til at se, men ser ikke, men ingen er så
blinde som de, der ikke vil se, og selv om Frelseren sagde dette til sådanne personer,
forklarede han det dog tydeligt til sine disciple, og vi har grund til at være oprigtigt
ydmyge for vore fædres Gud, at han har ladet dette nedskrive for os på en så tydelig
måde, at til trods for Baals præsters anstrengelser og forenede indflydelse, har de ikke
magt til at blænde vore øjne og formørke vor forstand, dersom vi blot vil åbne vore øjne
og læse et øjeblik med oprigtighed.
Forklaring på lignelsen om sædemanden.
Men lyt nu til forklaringen på lignelsen om sædemanden: "Når nogen hører ordet om
riget og ikke forstår det, så kommer den onde og river det bort, der er sået i hans hjerte".
Læg nu mærke til udtrykket - det, der er sået i hans hjerte. Det er den, der modtager
sæden ved vejsiden. Mennesker, som ikke har noget retfærdighedens princip i sig, og
hvis hjerter er fulde af ugudelighed og ikke længes efter sandhedens principper, forstår
ikke sandhedens ord, når de hører det. Djævelen tager sandhedens ord ud af deres
hjerter, fordi de ikke har noget begær efter retfærdighed. "Sæden, som blev sået på
stengrund, det er ham, der hører ordet og straks tager imod det med glæde. Men han
lader det ikke slå rod i sig og holder kun ud til en tid, og når der kommer trængsel eller
forfølgelse for ordets skyld, tager han straks anstød. Sæden, som blev sået iblandt
tidsler, det er ham, der hører ordet, men timelig bekymring og rigdommens bedrag
kvæler ordet, og det bliver uden frugt. Men sæden, som blev sået i god jord, det er
ham, der hører ordet og forstår det, og som så bærer frugt hundrede, tresindstyve eller
tredive fold". Således forklarer Frelseren selv sine disciple den af ham fortalte lignelse
og efterlod ikke nogen hemmelighedsfuldhed eller noget mørke i sindet hos dem, som
fuldt og fast tror på hans ord.
Vi drager da den slutning, at selve grunden til, at folkeskaren eller verden, som de
blev betegnet af Frelseren, ikke modtog en forklaring på hans lignelser, var en følge af
vantro. Til jer, siger han (idet han taler til sine disciple), er det givet at kende himmerigets
hemmeligheder. Og hvorfor? På grund af den tro de havde på ham og den tillid de
havde til ham. Denne lignelse blev fortalt for at påvise de virkninger, der frembringes
ved forkyndelsen af ordet; og vi tror, at den direkte hentyder til begyndelsen eller
oprettelsen af riget i den tidsalder; derfor vil vi blive ved med at følge hans udtalelser
angående dette rige fra den tid og lige til verdens ende.
Lignelsen om rajgræsset.
"En anden lignelse fremsatte han for dem og sagde: (Denne lignelse hentyder også til
rigets oprettelse i hin tidsalder af verden). Med himmeriget er det som med en mand,

Side 81
der såede god sæd i sin mark. Og mens folkene sov, kom hans fjende og såede giftigt
rajgræs iblandt hveden og gik bort. Og da kornet voksede op og satte kærne, kunne
også rajgræsset ses. Så kom husbondens tjenere til ham og sagde: Herre, du såede
jo god sæd i din mark, hvorfra er da rajgræsset kommet? Han sagde til dem: Det har
et fjendsk menneske gjort. Så spørger tjenerne ham: Vil du da have, at vi skal gå hen
og samle det fra? Men han siger: Nej, for at I ikke, når I samler rajgræsset fra, skal
rykke hveden op tillige med det. Lad kun begge dele gro side om side indtil høsten;
og i høstens tid vil jeg da sige til høstfolkene: Saml først rajgræsset fra og bind det i
knipper for at brænde det, men bring hveden hjem i min lade!"
Nu lærer vi af denne lignelse, ikke blot om oprettelsen af riget på Frelserens
tid, som repræsenteres ved den gode sæd, der frembragte frugt, men også om
fordærvelsen i kirken, som repræsenteres ved rajgræsset, der blev sået af fjenden,
og som hans disciple gerne ville have rykket op eller renset kirken for, hvis Frelseren
havde understøttet deres synspunkter. Men han, der kender alt, siger: Gør ikke det. Det
er så meget som at sige, at jeres synspunkter ikke er korrekte, kirken er i sin vorden, og
dersom I tager dette overilede skridt, vil I ødelægge hveden eller kirken med rajgræsset;
derfor er det bedre at lade dem vokse side om side til høsten eller verdens ende, der
betyder de ugudeliges udryddelse, som endnu ikke er blevet opfyldt, som vi vil vise
senere i Frelserens forklaring af lignelsen, der er så tydelig, at der ikke er plads for
tvivl i sindet til trods for præsternes råb - "Lignelser, lignelser! billeder! billeder! gåder!
gåder! alt er gådefuldt og hemmelighedsfuldt!" Men vi finder ikke plads for tvivl her, da
lignelserne alle blev tydeligt forklaret.
Lignelsen om Kirken i de sidste dage.
Og igen fremsatte han en anden lignelse for dem, som hentydede til det rige, der skulle
oprettes, lige før eller på høstens tid, og den lyder således: "Med himmeriget er det
ligesom med et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark. Det er mindre end
alt andet frø, men når det vokser til, bliver det større end de andre urter, ja bliver til et
træ, så himmelens fugle kommer og bygger rede i dets grene". Vi kan tydeligt se, at
dette billede er fremsat for at give en billedlig fremstilling af kirken, som den skal komme
frem i de sidste dage. Se, himmeriges rige lignes ved den. Hvad er nu som den?
Lad os tage Mormons Bog, som en mand tog og skjulte i jorden, idet han ved sin
tro sikrede sig, at den skulle komme frem i de sidste dage eller når tiden var inde; lad
os se den komme op af jorden, hvorledes den i virkeligheden regnes for det mindste af
alle sædekorn, men se, hvor den breder sig, ja hæver sig og knejser med høje grene
og gudlignende majestæt, indtil den, ligesom sennepsfrøet, bliver større end alle urter.
Og den er sandheden, og den er spiret og kommer frem af jorden, og retfærdighed
begynder at se ned fra himlen, og Gud sender sine kræfter, gaver og engle ned for at
bygge rede i dens grene.
Himmeriges rige er ligesom et sennepsfrø. Se, er det da ikke himmeriges rige, som
rejser sit hoved i de sidste dage i guddommelig majestæt og storhed, ja Jesu Kristi Kirke
af Sidste Dages Hellige som en uigennemtrængelig, ubevægelig klippe i det mægtige
dyb, udsat for Satans storme og fristelser, men har stået fast indtil nu og trodser
stadig modstandens vældige bølger, som kastes og drives af de stormfulde vinde af
synkende snuhed og listighed, som har (slået imod) og stadig farer med fantastisk
fråde tværs over dens triumferende takker og bryn, ansporet med fordoblet raseri af
retfærdighedens fjende med hans fork af løgne, som I passende vil se fremstillet i
en afbildning, der findes i mr. Howe's "Mormonism Unveiled?" Og vi håber, at denne

Side 82
sandhedens modstander vil fortsætte med at opvække og røre op i ugudelighedens
pøl, så folk hurtigere kan skelne mellem de retfærdige og de ugudelige.
Nymodens sønner af Skeuas.
Vi vil også mærke os en af de nymodens sønner af Skeuas, som gerne vil have folk
til at tro, at han kan kaste onde tinder ud, ifølge en vis pjece, Millennial Harbinger, der
cirkulerede over hele landet, og som i den grad følte sig bemyndiget til at brændemærke
og stemple "Jo" Smith med benævnelsen Elimas, troldmanden, og til at udbryde med
Paulus: "Åh, du djævelens barn, fuld af alskens svig og underfundighed, du fjende af
alt, hvad der er ret! vil du da ikke holde op med at gøre Herrens lige veje krogede?" Vi
ville svare denne herre: Paulus kender vi og Kristus kender vi, men du, hvem er du? Og
med de bedste følelser ville vi sige til ham, som Paulus sagde til dem, der hævdede, at
de var Johannes's disciple, men som slet ikke havde hørt, at der var en Helligånd - at
han burde omvende sig og lade sig døbe til syndernes forladelse af dem, der havde den
nødvendige myndighed, og under deres hænder modtage den Helligånd, som skriften
siger:
"Så lagde de hænderne på dem, og de fik Helligånden". (Ap. Gern. 8:17). "Og da
Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og
profeterede". (Ap. Gern. 19:6). "Med lære om tvætninger og håndspålæggelse, de
dødes opstandelse og evig dom". (Hebr. 6:2). "Hvorledes skulle de nu kunne påkalde
ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som
de ikke har hørt om? og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som
prædiker? og hvorledes skulle nogen kunne prædike, hvis ingen sendes ud? som der
står skrevet: Hvor liflige er fodtrin af dem, som bringer glædesbud?" (Rom. 10:14, 15).
Men dersom denne mand ikke vil tage imod vor formaning, men vil blive ved med sin
ugudelighed, håber vi, at han vil blive ved med at prøve at drive onde ånder ud, så vi
må få yderligere og bedre bevis for, at Satans rige er kommet i splid med sig selv og
ikke kan bestå som følge deraf; thi et rige, der er kommet i splid med sig selv, lægges
hurtigt øde.
Lignelsen om Surdejgen.
"Endnu en lignelse fortalte han dem: Med himmeriget er det ligesom med en surdejg,
som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, indtil det blev gennemsyret altsammen".
Det må forstås, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har taget sit udgangspunkt
fra en lille surdejg, som blev lagt i tre vidner. Se, hvor meget dette er ligt lignelsen! Den
gennemsyrer hurtigt dejgen og vil snart gennemsyre alt. Men lad os gå videre.
"Alt dette talte Jesus til folkeskarerne i lignelser, og uden lignelse talte han intet
til dem, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten, som siger: Jeg vil
åbne min mund med lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult fra verdens
grundlæggelse. Derefter forlod han folkeskarerne og gik hjem. Så kom hans disciple
til ham og sagde: Forklar os lignelsen om det giftige rajgræs på marken! Han svarede
og sagde: Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og
den gode sæd er rigets børn, men rajgræsset er den ondes børn". Lad nu vore læsere
lægge mærke til udtrykket - "marken er verden, rajgræsset er den ondes børn, og
fjenden, som såede det, er djævelen; og høsten er verdens ende, (lad dem omhyggeligt
lægge mærke til dette udtryk - verdens ende); og høstfolkene er engle".
De ugudeliges udryddelse verdens ende.

Side 83
Folk har ikke nogen som helst grund til at sige, at dette er billedligt, eller at det ikke
betyder, hvad det siger: thi han forklarer nu, hvad han tidligere havde talt om i lignelser;
og i henhold til denne sprogbrug er verdens ende de ugudeliges udryddelse, høsten og
verdens ende hentyder direkte til den menneskelige familie i de sidste dage, i stedet for
jorden, som mange har forestillet sig; og det, der skal gå forud for Menneskesønnens
komme og alle tings genoprettelse, som alle de hellige profeter har talt om siden
verdens begyndelse. Englene vil have noget at gøre i dette store værk, thi de er
høstfolkene. Som derfor rajgræsset eller klinten bliver samlet sammen og kastet i ilden,
på samme måde skal det ske i de sidste dage, d. v. s. når Guds tjenere går ud og
advarer nationerne, både præster og folk, og når de forhærder deres hjerte og forkaster
sandhedens lys, mens disse første bliver overgivet til Satans tugtelser, og loven og
vidnesbyrdet tillukkes, som det var tilfældet med jøderne, så er de overladt til mørke og
er overgivet til dagen, der brænder. De bliver således bundet af deres trosbekendelser,
og deres bånd bliver gjort stærke ved deres præster, og de vil blive beredt til opfyldelsen
af Frelserens ord: "Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og
fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal
kaste dem i ildovnen; der skal der være gråd og tænderskæren". Vi forstår, at arbejdet
med indsamlingen af hveden i lade eller på kornloft skal finde sted, mens rajgræsset
eller klinten bindes i knipper og bliver beredt for dagen, der brænder. Efter dagen, der
brænder, vil de retfærdige skinne som solen i deres Faders rige. Den, der har øren til
at høre, lad ham høre.
Skatten, der var skjult i en mark.
Men for endnu tydeligere at illustrere og belyse denne indsamling, har vi endnu en
lignelse: "Med himmeriget er det ligesom med en skat, der var skjult i en mark, og en
mand finder den og holder det hemmeligt, og af glæde over den går han hen og sælger
alt, hvad han har, og køber den mark". De hellige arbejder efter dette mønster. Se Jesu
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og dens medlemmer. De sælger alt, hvad de har
og indsamles til et sted, så de kan købe en arvelod, så de kan være sammen og bære
hverandres byrder på ulykkens dag.
"Fremdeles er det med himmeriget ligesom med en købmand, der søgte efter
skønne perler; og da han havde fundet een meget kostbar perle, gik han hen og solgte
alt, hvad han havde, og købte den". De hellige arbejder også efter dette mønster. Se
mennesker, der rejser for at finde et sted for Zion og dens stave eller levninger, som,
når. de finder stedet for Zion eller den kostbare perle, straks går hen og sælger, hvad
de har, og køber den.
Voddet, der blev kastet i havet.
"Fremdeles er det med himmeriget ligesom med et vod, der blev kastet i havet og
indfangede fisk af alle slags. Da det blev fuldt, trak man det op på strandbredden og
satte sig og samlede de gode sammen i kar, men kastede de ubrugelige ud". Angående
arbejdet efter dette mønster, se på Josefs sæd, der spreder evangeliets garn ud over
jorden og indsamler alle slags, så de gode må blive reddet i skibe, der er beredt for
dette formål, og englene vil tage sig af de ubrugelige og dårlige. Således skal det være.
ved verdens ende, englene vil gå ud og skille de ugudelige fra de retfærdige, og kaste
dem ind i ildovnen, og der skal være gråd og tænderskæren.
"Jesus sagde til dem: Har I forstået alt dette? Ja, svarede de ham". Og vi siger ja,
Herre; og de kunne meget vel sige ja, Herre; for disse ting er så tydelige og så herlige,
at hver eneste hellig i de sidste dage vil give sit ja dertil med et hjerteligt amen.

Side 84
"Så er da enhver skriftklog, som er oplært for himmeriget, ligesom en husbond, der
tager nyt og gammelt frem af sit forråd".
Som et eksempel på den art, se på Mormons Bog, der er kommet frem af hjertets
skat. Ligeledes på de pagter, der er blevet givet de sidste dages hellige, også
oversættelsen af Bibelen - der således bringer frem af hjertet nyt og gammelt, der svarer
til tre mål hvedemel, som har undergået den rensende indflydelse af en åbenbaring fra
Jesus Kristus, og betjening af engle, som allerede har påbegyndt dette arbejde i de
sidste dage, hvad der svarer til surdejgen, som gennemsyrede det hele. Amen.
Jeg slutter nu, men vil fortsætte emnet en anden gang. I den nye og evige pagts
bånd.
JOSEPH SMITH, JUN. Messenger and Advocate, december 1835, og ligeledes D.
H. C. 2:264-272.

Josva, den jødiske præsts falske læresætninger.
Josva, den jødiske præsts falske læresætninger.
Side 85
Mens jeg sad i mit hjem, mellem ti og elleve i morges, kom der en mand ind og
præsenterede sig for mig under dette navn: "Josva, den jødiske præst". Hans udseende
var noget besynderligt; han havde skæg, der var tre tommer langt og helt gråt; hans
hår var også langt og sølvhvidt af alder. Jeg anså ham for at være mellem 50 og
55 år gammel; han var høj, rank og slank af skikkelse med et smalt ansigt, blå øjne
og lys i huden. Han havde en søgrøn diplomatfrakke på og lange benklæder, de
såkaldte pantalon, sort skindhat med en smal skygge. Når han talte, lukkede han
hyppigt øjnene med et skulende blik. Jeg spurgte, hvad han hed, men fik ikke noget
bestemt svar. Vi begyndte ret hurtigt at tale om religion, og efter at jeg havde fremsat
nogle bemærkninger om Bibelen, begyndte jeg at fortælle ham om de forhold og
omstændigheder, der var forbundet med Mormons Bogs fremkomst, som den findes
nedskrevet i den første del af denne historie. Medens jeg gav en kort beskrivelse af
oprettelsen af Kristi Kirke i de sidste dage, syntes Josva at more sig kosteligt. Da
jeg havde sluttet min beretning, lagde jeg mærke til, at tiden var kommet til at holde
bøn og spise til middag, og jeg inviterede ham til at blive, og han tog imod denne
indbydelse. Efter middagen genoptog vi samtalen, og Josva gav sig til at fremsætte
nogle bemærkninger om profetierne, som følger - han bemærkede, at han var klar over,
at jeg kunne tåle stærkere mad end mange andre, hvorfor han ville åbne sit sind mere
frit:
Daniel har fortalt os, at han skal stå på sin rette plads i de sidste dage; ifølge
det ham givne syn havde han ret til at lukke det til og ligeledes til at åbne det igen
efter mange dage eller i de sidste tider. Daniels billede, hvis hoved var. af guld, mens
kroppen, armene, benene og fødderne var sammensat af forskellige materialer, som
blev beskrevet i hans syn, repræsenterer forskellige regeringer. Guldhovedet skulle
repræsentere Nebudkanezar, kongen af Babylon; de andre dele andre konger og
regeringsformer, som jeg ikke nu skal omtale i enkeltheder, men indskrænke mine
bemærkninger specielt til billedets fødder. Den onde ånds politik går ud på at adskille
det, som Gud har føjet sammen, og forene det, han har adskilt, hvad det er lykkedes
djævelen at gøre med beundringsværdig færdighed i den nuværende samfundstilstand,
som kan sammenlignes med jern og ler.
Der hersker forvirring i alt, både politisk og religiøst; og til trods for alle de
bestræbelser, der er blevet gjort for at tilvejebringe enhed, er samfundet stadig ikke
forenet, og alle forsøg på at forene det er lige så frugtesløse som det er at prøve på at
forene jern og ler. Billedstøttens fødder er De forenede Staters regering. Andre nationer
og riger ser hen til De forenede Stater som et eksempel på sammenhold, frihed og lige
rettigheder, og tilbeder derfor Amerika, som Daniel
Vi skulle forlade Babylon. 24 timers forbedring og fremskridt nu er lige så meget
værd som et år for hundrede år siden. De fædres ånder, der blev hugget om eller de,
som var under alteret, er nu ved at opstå; det er den første opstandelse. Den ældste,
som falder først, vil opstå sidst. Vi skulle ikke blot danne os nogen mening om det
nærværende og overlade resultatet af fremtiden til Gud. Jeg er kommet frem af ringe
kår, men man så op til mig i timelige forhold, da jeg endnu blot var en ung mand. Det
er ikke nødvendigt, at Gud giver os alle ting i sin første opgave til os, men i sin anden.
Johannes så engelen komme med evangeliet i de sidste dage. De små lys, som Gud
har givet os, er nok til at føre os ud af Babylon; når vi kommer ud, vil vi få det større lys.

Sjælevandring en lære fra djævelen.
Side 86
Jeg fortalte Josva, at jeg ikke forstod hans bemærkning om opstandelsen, og ønskede,
at han ville forklare den nærmere. Han svarede, at han ikke for nærværende følte sig
tilskyndet af Ånden til at forklare den mere indgående, men måske ville han gøre det
på et senere tidspunkt.
Jeg trak mig så tilbage for at forhandle med en mand, som var kommet for at tale med
mig, da Josva fortalte min skriver, at han var født i Cambridge, Washington County,
New York. Han siger, at alle jernbaner, kanaler og andre forbedringer er projekteret
af opstandelsens ånder. Den tavshed, som Johannes Åbenbareren taler om, og som
skal herske i himlen i en halv time, er mellem 1830 og 1851, i hvilket tidsrum Guds
straffedomme vil blive udøst, og efter den tid vil der blive fred. *
Vi fik mistanke om, at omtalte Josva var den berygtede Mathias fra New York, som
har været så meget omtalt i aviserne på grund af de processer og forhør, som han blev
underkastet der i retten, anklaget for mord, manddrab, krænkelse af rettens værdighed,
piskning af sin datter etc.; for de to sidstnævnte forbrydelser blev han fængslet og kom
ud for omkring fire måneder siden. Efter at han var fremkommet med en del udflugter,
tilstod han, at han i virkeligheden var Mathias.
Efter aftensmaden foreslog jeg, at han skulle holde en forelæsning for os. Det gjorde
han, mens han sad i sin stol. Han begyndte med at sige, at Gud sagde, lad der blive
lys, og der blev lys, som han dvælede ved i sin tale. Han fremkom med nogle aldeles
udmærkede bemærkninger, men hans sind var tilsyneladende fyldt med mørke.
Jeg genoptog konversationen med Mathias og bad ham oplyse mit sind mere om
hans synspunkter angående opstandelsen.
Han sagde, at han var i besiddelse af sine fædres ånd, at han var en bogstavelig
efterkommer af apostlen Mathias, som blev valgt i stedet for Judas, der faldt; at hans
ånd var opstået i ham, og at dette var det evige livs vej eller plan - denne sjælevandring
eller åndevandring fra fader til søn.
Jeg fortalte ham, at hans lære var af djævelen, at han i virkeligheden var i besiddelse
af en ugudelig og fordærvet ånd, selv om han gav sig ud for at være selve sandhedens
Ånd; han sagde også, at han var i besiddelse af Kristi sjæl.
Han blev indtil onsdag den 11., da jeg, efter morgenmaden, fortalte ham, at min Gud
sagde til mig, at hans gud var djævelen, og at jeg ikke kunne have ham længere, og at
han måtte tage afsted. Således kastede jeg for engangs skyld djævelen i egen person
ud, og jeg tror også en morder. (11. november 1835). D. H. C. 2:304-307.

De Tolvs myndighed.
Fra et referat af et specielt møde med de Tolv Apostle.
Side 87
Præsident Smith gik derefter i gang med at forklare De Tolvs pligt og deres myndighed,
som kommer lige efter det nuværende præsidentskab, og at grunden til arrangementet
med forsamlingen på dette sted, den 15. ds., ved at placere Kirtlands højråd efter
præsidentskabet, var, at de sager, der skulle tages stilling til, var forhold, der i
særdeleshed vedrørte den forsamling, som skulle udfylde de forskellige kvorum i
Kirtland, ikke fordi de var først i embedet, og at arrangementerne var de bedste,
som kunne laves ved den lejlighed. De Tolv er ikke underkastet andre end Det første
Præsidentskab, nemlig "mig selv", sagde profeten, "Sidney Rigdon og Frederick G.
Williams, som nu er mine rådgivere, og hvor jeg ikke er, der er der intet Første
Præsidentskab over De Tolv",
Profeten sagde også til De Tolv, at han ikke billigede præsident Cowderys hårde ord
til dem, og han ville heller ikke billige det hos sig selv eller hos noget andet menneske,
"selv om", sagde han, "jeg undertiden har talt altfor hårdt, hvad der i øjeblikket faldt
mig ind, og eftersom jeg har såret jeres følelser, brødre, beder jeg om tilgivelse, thi jeg
elsker jer af hele mit hjerte i al retfærdighed for Herren og for alle mennesker; thi vær
overbevist om, brødre, at jeg er villig til at dæmme op for hele modstandsstrømmen, i
storm og i uvejr, i torden og lynild, på hav og på land, i ørkenen eller blandt falske brødre
eller pøbelhobe, eller hvor som helst Gud i sin forudseenhed vil kalde os. Og jeg er
fast bestemt på, at hverken højder eller dybder, magter eller kræfter, nærværende eller
tilkommende ting eller noget andet skal skille mig fra jer. Og jeg vil nu indgå en pagt
med jer for Gud, at jeg ikke vil lytte til eller fæste lid til noget som helst nedsættende
udsagn om nogen af jer og heller ikke fordømme jer på noget som helst vidnesbyrd
under himlen med undtagelse af det vidnesbyrd, som er ufejlbarligt, indtil jeg kan se jer
ansigt til ansigt og vide med sikkerhed; jeg har ubetinget tillid til jeres ord, for jeg tror,
at I er sandfærdige mænd. Og jeg beder jer om det samme, når jeg fortæller jer noget,
at I har lige så stor tillid til mit ord, thi jeg vil ikke fortælle, at jeg ved noget, som jeg ikke
ved. Men jeg har allerede taget mere tid, end det var min agt, da jeg begyndte, og jeg
vil nu give ordet til mine brødre". (16. januar 1836). D. H. C. 2:373-374.

Et syn af det celestiale rige.
Den 21. januar 1836 samledes Det første Præsidentskab og en del af kirkens
præsiderende brødre i Kirtland tempel, hvor de var optaget med begavelsens
forordninger, så vidt som denne var blevet åbenbaret indtil da. Efter at dette
var gjort, erklærer profeten, at "alle i præsidentskabet lagde hænderne på
mig og udtalte mange profetier og velsignelser over mig, af hvilke jeg ikke
skal omtale mange på dette tidspunkt". "Alle i præsidentskabet" omfattede
Oliver Cowdery og fader Joseph Smith så vel som de to rådgivere Sidney
Rigdon og Frederick G. Williams. Efter denne forordning blev følgende
syn og åbenbaring givet profeten, og åbenbarede ham og gennem ham
kirken et af de betydeligste principper, der vedrører menneskenes frelse.
Et syn af det celestiale rige.
Side 88
Himlene åbnedes for os, og jeg så Guds celestiale rige og dets herlighed, om jeg var
i legemet eller ude af legemet kan jeg ikke sige. Jeg så den ports ophøjede skønhed,
hvorigennem arvingerne til det rige vil gå, og den var som kredsende ildflammer. Jeg så
også Guds strålende trone, hvorpå Faderen og Sønnen sad. Jeg så dette riges smukke
gader, som så ud til at være brolagt med guld. Jeg så fader Adam og Abraham og min
fader og min moder, min broder Alvin, som længe har været død, og undrede mig over,
hvordan det kunne være, at han havde opnået en arvelod i det rige, da jeg vidste, at
han havde forladt dette liv, før Herren havde udstrakt sin hånd for at indsamle Israel
anden gang, og ikke var blevet døbt til syndernes forladelse.
Således kom Herrens røst til mig og sagde -
Åbenbaring.
Alle, som er døde uden kundskab om dette evangelium, og som ville have modtaget
det, dersom de havde fået lov til at leve, vil blive arvinger til Guds celestiale rige;
ligeledes at alle, der fra nu af vil dø uden kundskab derom, og som ville have modtaget
det af hele deres hjerte, skal blive arvinger til det rige, thi jeg, Herren, vil dømme alle
mennesker efter deres gerninger, efter deres hjertes ønske. Jeg så også, at alle børn,
der dør, før de når ansvarlighedens alder, vil blive frelst i himlens celestiale rige. - D.
H. C. 2:380-381.
Ser Apostlene i et syn.
Jeg så Lammets Tolv Apostle, som nu er på jorden, som har nøglerne til denne sidste
uddeling, i fremmede lande, stående sammen i en rundkreds, meget trætte, med
klæderne i laser og med opsvulmede fødder, med nedslagne øjne og Jesus stående
midt iblandt dem, og de så ham ikke. Frelseren så på dem og græd. (21. januar 1836).
D. H. C. 2:381.
Profeten ser De Tolv i et syn.
Jeg så også ældste M'Lellin i syd, stående på en høj, omgivet af en uhyre folkeskare,
og han prædikede til dem, og en lam mand stod foran ham støttet til sine krykker; den
lamme kastede krykkerne fra sig på hans ord og sprang af sted som en hjort ved Guds

Side 89
mægtige kraft. Jeg så også ældste Brigham Young stå i et fremmed land i det fjerne
syd og vest, på et øde sted, på en klippe midt iblandt en snes rødhuder, som forekom
fjendtlige. Han prædikede til dem på deres eget sprog, og Guds engel stod ovenover
hans hoved med et dragent sværd i hånden, hvormed han beskyttede ham, men han
så det ikke. Til sidst så jeg De Tolv i Guds celestiale rige. Jeg så også Zions forløsning,
og mange ting, som mennesket ikke er i stand til at beskrive fuldt ud. (21. januar 1836).
D. H. C. 2:3 81.

Profetens udkast til resolutioner.
Side 90
For det første. Besluttet - ingen kan blive ordineret til noget embede i kirken i denne
Zions stav i Kirtland uden enstemmig beslutning af de forskellige afdelinger, der udgør
dette kvorum, som er beskikket til at udføre kirkelige forretninger og forordninger i
nævnte kirkes navn, nemlig: Kirkens præsidentskab, Lammets Tolv Apostle, de tolv
højrådsmedlemmer i Kirtland, biskoppen i Kirtland og hans rådgivere, Zions biskop og
hans rådgivere og de syv præsidenter for de halvfjerds, indtil andet er blevet beordret
af nævnte kvorum.
For det andet. Det er endvidere besluttet - ingen kan blive ordineret i nævnte kirkes
grene ude omkring, medmindre de er anbefalet ved afstemning i de respektive grene
i kirken, som de tilhører, til en generalkonference, udpeget af kirkens ledere og af den
konference modtager deres ordination. De foregående resolutioner blev enstemmigt
antaget af præsidenterne for de halvfjerds. (12. februar 1836). D. H. C. 2:394.

Umådeholdenhedens onder.
Side 91
Jeg fik at vide i dag, at en mand ved navn Clark, som var under indflydelse af stærke
drikke, frøs ihjel i aftes i nærheden af dette sted. Hvor længe, o Herre, vil denne uhyre
umadeholdenhed finde sine ofre på jorden! Jeg er bange for, lige til jorden fejes med
Guds vrede og harme og Kristi rige bliver altomfattende. O, kom, Herre Jesus, og forkort
dit værk i retfærdighed. (12. marts 1836). D. H. C. 2:406.

De Tolv som åbenbarere.
Side 92
Jeg opfordrede så de forskellige kvorum og de forsamlede hellige til at anerkende de
tilstedeværende tolv apostle som profeter, seere, åbenbarere og særlige vidner for alle
jordens nationer, mænd, som har rigets nøgler til at åbne det eller forårsage, at det
bliver gjort, og opfordrede dem til at understøtte dem i deres bønner, hvad de alle
erklærede sig beredt til ved at rejse sig. (27. marts 1836). D. H. C. 2:417.

Præstedømmet og kirkens organisation.
Side 93
Mens jeg ventede, (d. v. s. på forberedelserne til nadverens helligholdelse) fremkom
jeg med følgende bemærkning: at den tid, der krævedes af os for at blive i Kirtland
for at modtage vor begavelse, ville blive fuldbyrdet i løbet af nogle få dage, og så ville
ældsterne drage ud, og hver enkelt måtte stå på egne ben, da det ikke var nødvendigt,
at de blev sendt ud to og to som tidligere, men de skulle drage ud i al ydmyghed, i
mådeholdenhed og prædike Jesus Kristus og ham korsfæstet; afstå fra stridigheder
med andre på grund af deres tro eller religionssystemer, men følge en fast kurs. Jeg
afgav denne erklæring som en befaling, og alle de, der ikke følger den, vil nedkalde
forfølgelse over deres hoveder, mens de, der retter sig derefter, altid vil blive fyldt med
den Helligånd. Jeg udtalte dette som en profeti og beseglede det med hosianna og
amen. Ligeledes at de halvfjerds ikke er kaldt til at "gøre tjeneste ved bordene" eller
præsidere over menigheder, at bringe orden i vanskeligheder, men de skal prædike
evangeliet, stifte menigheder og indsætte andre brødre, der ikke hører til disse kvorum,
og som er højpræster; til at præsidere over dem. De Tolv skal heller ikke "gøre tjeneste
ved bordene", men skal bære rigets nøgler til alle nationer og åbne evangeliets dør for
dem og ordinere de halvfjerds til at følge efter dem og hjælpe dem. De Tolv kan gå,
hvorhen de vil, og dersom en af dem ville sige: Jeg vil gerne gå til dette eller hint sted,
lad da de øvrige sige amen.

Åbenbaring om nødvendige ceremonier.
Side 94
De halvfjerds har ret til at drage til Zion, dersom de ønsker det, eller gå, hvorhen de vil
og prædike evangeliet; og lad Zions forløsning blive vor opgave og lad os prøve på at
virkeliggøre den ved at sende hele Herrens hus' styrke op, hvorend vi finder dem. Jeg
ønsker at indgå følgende pagt: Dersom nogen af vore brødre bliver slået ihjel eller bliver
fordrevet fra deres jord i Missouri af pøbelen, vil vi ikke unde os selv nogen ro, førend
vi til det yderste har hævnet os på vore fjender. Denne pagt blev beseglet enstemmigt
med et hosianna og amen.
Jeg fremsatte derefter en bemærkning til de forskellige kvorum, at jeg nu havde
fuldendt kirkens organisation, og at vi havde gennemgået alle de nødvendige
ceremonier 2), at jeg havde givet dem alle de belæringer og instruktioner, de behøvede,
og at det nu stod dem frit for, efter at de havde modtaget deres beskikkelse, at drage
ud og opbygge Guds rige, og at det var tjenligt for mig og præsidentskabet at trække
os tilbage, efter at vi havde tilbragt den foregående nat med at bie på Herren i hans
tempel, og vi skulle overvære endnu en indvielse i morgen eller afslutte den, der var
blevet påbegyndt sidste sabbat til fordel for de af mine brødre og søstre, som ikke
kunne komme ind ved den første lejlighed, men at det var tjenligt for brødrene at blive
hele natten og tilbede Herren i hans hus. (29. marts 1836). D. H. C. 2:431-432.
2) Da profeten her talte om fuldendelsen af kirkens organisation, hentydede
han til organiseringen af præstedømmets kvorum; og henvisningen til
overdragelsen af "alle de nødvendige ceremonier", og at han havde givet
brødrene "alle de belæringer og instruktioner, de behøvede" stod i forbindelse
med deres beskikkelse og modtagelsen af alle de nødvendige velsignelser til
at sætte dem i stand til at gå ud og forkynde evangeliet i hele verden. De var
nu blevet tilstrækkeligt forberedt ved instruktion og begavelse til på antagelig
måde at bringe udskabet ud til verden. Denne bemærkning af profeten havde
intet at gøre med andre ceremonier, som senere blev åbenbaret, og som de
findes i Lære og Pagter, afsnit 124, 127, 128 og 132.
I 1834 (se L. & P. 105:33) var de ældster, som havde været ude at prædike
evangeliet, blevet instrueret om at samle sig i Kirtland, og dér ville de modtage deres
begavelse. Således lød befalingen: "Sandelig siger jeg jer: Jeg vil, at min kirkes første
ældster skal modtage deres begavelser fra det høje i mit hus, som jeg har befalet dem
at bygge til mit navn i Kirtland". I marts måned 1836 blev disse begavelsesceremonier
givet. Disse ceremonier var ikke så fuldstændige som begavelses-ceremonierne, der
gives i kirken i dag, men de var tilstrækkelige for den tids behov og i harmoni med den
heri givne befaling fra Herren.

Højpræster skal ikke være halvfjerds.
Side 95
Tidligt om morgenen torsdag den 6. april forsamlede de præsiderende autoriteter sig
i Herrens hus, og de forskellige kvorum havde tilbragt to-tre timer med fodtvætning,
sang, bøn og forberedelser til at modtage instruktioner fra præsidentskabet.
Præsidenterne forføjede sig sammen med de halvfjerds og deres præsidenter til det
vestlige værelse i den øverste etage, hvor det blev nødvendigt - af mangel på tid den
foregående aften - at besegle salvelsen af dem, der fornylig var blevet salvet og ikke
beseglet.
Et andet emne af største betydning for kirken var oprettelsen af graderne i de
forskellige kvorum. Det blev konstateret, at alle præsidenterne for de halvfjerds på en
eller to undtagelser nær var højpræster, og når de havde ordineret og beskikket nogen
fra ældsternes kvorum til de halvfjerds's kvorum, havde de også givet dem det høje
præstedømme. Det blev erklæret for at være forkert og ikke i overensstemmelse med
himlens orden. Følgelig blev der ordineret nye præsidenter for de halvfjerds til at udfylde
pladsen for dem, som var højpræster, og de i embeds medfør fungerende præsidenter
og sådanne af de halvfjerds, som på lovlig måde var blevet ordineret til højpræster, blev
anmodet om at slutte sig til højpræsternes kvorum. (6. april 1837). D. H. C. 2:475-476.

Instruktion om præstedømmet.
En højtidelig forsamling af kirkens præsiderende brødre afholdtes i Kirtland
tempel, begyndende mandag den 3. februar, og der blev fortsat hver dag
til torsdag den 6. Sidstnævnte dag - efter at disse brødre havde modtaget
deres begavelse, så vidt som den var åbenbaret, i Kirtland tempel -
talte profeten til dem om mange emner, hvoraf han indførte en oversigt
eller et resumé med henblik på præstedømmet i sin dagbog som følger:
Hvorledes og ved hvem åbenbaring kommer.
Side 96
Præsident Joseph Smith, jun. talte til forsamlingen og sagde, at det melkisedeske
høje præstedømme ikke var noget andet end Guds Søns præstedømme, at der er
visse forordninger, som tilhører præstedømmet, hvorfra der flyder visse velsignelser;
og præsidenterne eller præsidentskabet er sat over kirken, og åbenbaringer om Guds
sind og vilje til kirken skal komme gennem præsidentskabet. Det er himlens orden
og dette præstedømmes magt og privilegium. I denne kirke er det også en hvilken
som helst embedsmands privilegium at modtage åbenbaringer, hvad hans særlige
kald og pligt i kirken angår. Alle er bundet til dydens og lykkens principper, men et
bestemt stort og herligt privilegium for præstedømmet er at modtage åbenbaringer
om Guds sind og vilje. Det er også det melkisedekske præstedømmes privilegium at
irettesætte, formane, korrigere så vel som at modtage åbenbaringer. Hvis kirken kendte
alle budene og befalingerne, ville de fordømme halvdelen af dem på grund af fordomme
og uvidenhed.
Embeder i præstedømmet.
En højpræst er medlem af samme melkisedekske præstedømme som
præsidentskabet, men har ikke samme magt eller myndighed i kirken. De halvfjerds er
også medlemmer af det samme præstedømme (nemlig det høje præstedømme), de er
en slags omrejsende råd eller præstedømme og kan præsidere over en menighed eller
menigheder, indtil man kan få fat i en højpræst. De halvfjerds skal tages fra ældsternes
kvorum og må ikke være højpræster. De er underkastet De Tolvs ledelse og påbud; De
Tolv har nøglerne til embedsgerningen og forkyndelsen. Alle skal prædike evangeliet
ved den Helligånds magt og indflydelse, og intet menneske kan prædike evangeliet
uden den Helligånd.
Biskoppen er højpræst, og det må han nødvendigvis være, fordi han skal præsidere
over den særlige afdeling af kirkens affærer og forhold, som kaldes det mindre
præstedømme, og fordi vi ikke har nogen direkte efterkommere af Aron, hvem det med
rette ville tilhøre. Det er det samme eller en gren af det samme præstedømme, som
kan illustreres og forklares ved det menneskelige legeme, som har forskellige lemmer,
som har forskellige funktioner at udføre; alle er nødvendige på deres plads, og legemet
er ikke fuldstændigt uden alle lemmerne.
Ved et tilbageblik på de krav, der stilles til Guds tjenere ved forkyndelsen af
evangeliet, finder vi, at der endog kun er få, der er kvalificerede til at være præster, og
dersom en præst forstår sin pligt, sit kald og sit embede og prædiker ved den Helligånd,
vil hans glæde være lige så stor, som om han var en af præsidentskabet, og hans
tjeneste er nødvendig for legemet eller helheden, hvilket også er tilfældet med lærere
og diakoner. Når vi derfor ser på kirken som et hele, kan vi med rette kalde den eet
præstedømme. Præsident Smith sagde også:

Værdien af en retfærdig bebrejdelse.
Side 97
"Jeg bebrejder og formaner hyppigt mine brødre, og det fordi jeg holder af dem,
ikke fordi jeg ønsker at udsætte mig for deres mishag eller spolere deres lykke. En
sådan opførsel er ikke beregnet på at vinde alle menneskers gode vilje, men snarere
manges uvilje. Derfor er den stilling, jeg befinder mig i, betydningsfuld; I ser derfor,
brødre, jo højere autoritet, jo større vanskeligheder i stillingen. Men disse bebrejdelser
og formaninger bliver nødvendige på grund af brødrenes forstokkethed, for deres
timelige så vel som åndelige velfærd. De udgør i virkeligheden en del af min stillings
og mit kalds pligter. Andre har andre pligter at udføre, som er vigtige, og langt mere
misundelsesværdige, og kan være lige så gode, som hænder og fødder, i deres forhold
til det menneskelige legeme - ingen af dem kan hævde, at den ene er bedre end den
anden, eller sige til den anden: Jeg har ikke brug for dig. Efter alt, hvad der er blevet
sagt, er den største og betydningsfuldeste pligt at prædike evangeliet.
Der er mange vanskeligheder af økonomisk natur, der vælder ind over kirkens
ledere. De begyndte som fattige; var trængende, nødlidende og blev i sandhed
hjemsøgt af deres fjender, men alligevel befalede Herren dem at gå ud og prædike
evangeliet, at give af deres tid, deres talenter, deres gode navn og rygte og bringe deres
liv i fare. Foruden alt dette skulle de bygge et hus til Herren og træffe forberedelser
til de helliges indsamling. Således er det let at se, at dette må (have) indviklet dem (i
økonomiske vanskeligheder). De havde i begyndelsen ingen midler, der stod i forhold
til et sådant foretagende; men dette arbejde måtte udføres; dette sted (Kirtland) måtte
bygges op. Vi har underskrevet store kontrakter om jordkøb til alle sider, hvor vore
fjender har fraskrevet sig deres rettigheder. Vi er i gæld til dem, men vore brødre ude
omkring behøver blot at komme med deres penge, tage disse kontrakter, lette deres
brødre for de økonomiske vanskeligheder, som de nu arbejder under, og skaffe sig
selv et fredeligt sted blandt os. Dette sted må og vil blive opbygget, og hver eneste
broder, der vil tage fat og hjælpe med til at sikre og betale de kontrakter, der er blevet
underskrevet, skal blive rig." (6. april 1837). D. H. C. 2:477-479.

Tredie del
1838-1839
Side 98

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages
Helliges politiske valgsprog.1)
Side 99
Vort lands forfatning, som den udarbejdedes af frihedens fædre, betyder: Fred og god
orden i samfundet. Kærlighed til Gud og god vilje overfor alle mennesker. Må alle
gode og sunde love, dyd og sandhed fremfor alt, og sund og stærk kritik leve evigt!
Men ve tyranner, pøbelhobe, aristokrati, anarki og fremskridtsfjender og alle dem, der
opfinder eller udformer uretfærdige og fortrædelige retssager under påskud af loven
eller embedet, enten det så er religiøst eller politisk. Hæv demokratiets fane! Ned med
præstelist, og må alle mennesker sige amen dertil! så at ikke vore fædres blod må råbe
fra jorden imod os. Helligt er mindet om det blod, der skænkede os vor frihed.
JOSEPH SMITH, JUN.
THOMAS B. MARSH
DAVID W. PATTEN
BRIGHAM YOUNG
SAMUEL H. SMITH
GEORGE M. HINKLE
JOHN CORRILL
GEORGE W. ROBINSON
(Marts 1838).
D. H. C. 3:9.
1) På grund af de alvorlige forfølgelser, som de hellige måtte udstå omkring
dette tidspunkt i Missouri, antog kirken denne erklæring, eftersom profeten og
kirkens medlemmer bl. a. blev anklaget for forræderi imod staten Missouri og
selve forbundsregeringen. Følgende udtalelse fremsætter derfor de helliges
følelser og meninger, som amerikanske borgere, med henblik på deres
troskab mod De forenede Stater og dets institutioner.

Visdomsordet.
Side 100
Præsident Joseph Smith, jun. fremsatte derefter nogle få bemærkninger om
Visdomsordet, idet han forklarede grundene til, at det var blevet givet, og sagde, at det
måtte overholdes og efterleves. 2) (7. april 1838). F. W. R., side 111.
2) Denne profetens udtalelse er i overensstemmelse med kirkens højråds
beslutning, kort efter dets organisering i februar 1834. I et af de første møder
i dette råd, som kirkens præsidentskab ledede, blev der fattet følgende
beslutning. Der blev stillet dette spørgsmål:
"Er ulydighed mod Visdomsordet en tilstrækkelig stor overtrædelse til at
fjerne en præsiderende broder fra et embede i kirken, efter at han er blevet
tilstrækkeligt belært?" Efter en fri og indgående diskussion traf profeten
Joseph Smith følgende afgørelse, som rådet enstemmigt vedtog: "Ingen
præsiderende broder i kirken, som overtræder Visdomsordet, efter at det er
blevet belært ham på rette måde, er værdig til at beklæde et embede i kirken."

Åbenbaring givet til Brigham Young i Far West.
Side 101
Sandelig, så siger Herren, lad min tjener Brigham Young drage til det sted, som han har
købt, i Mill Creek, og der tage sig af sin familie, indtil døren åbnes på vid gab, så han
kan underholde sin familie, indtil jeg skal befale ham at drage herfra, og ikke forlade
sin familie, før der er sørget rigeligt for dem. Amen (17. april 1838). D. H. C. 3:23.

Skyggesiderne ved en forhastet dom.
Side 102
Søndag, den 6. maj 1838. - Jeg prædikede til de hellige og forklarede skyggesiderne,
som eksisterede, og som ville eksistere i kraft af forhastet dom eller forhastede
afgørelser angående et hvilket som helst forhold, der træffes af et hvilket som helst folk,
eller at dømme, før de havde hørt begge sider af en sag. Jeg advarede også de hellige
imod folk, der kom til dem klynkende og knurrende over deres penge, fordi de havde
underholdt de hellige og sammen med andre båret noget af byrden og derfor troede, at
andre, som er endnu fattigere og har båret større byrder end de selv har, burde erstatte
dem deres tab. Jeg rådede de hellige til at tage sig i agt for sådanne, thi de slyngede
fornærmelser ud hid og did og affyrede pile mod kirkens livsinteresser for om muligt
at underminere præsidentskabets gode navn og rygte. Jeg gav også nogle belæringer
om Guds riges hemmeligheder, som f. eks. Historien om planeterne, Abrahams skrifter
om planet-systemerne o. s. v.3)
Om eftermiddagen talte jeg igen om forskellige emner: visdommens grundsætning
og Visdomsordet.
(6. maj 1838). D. H. C. 3:27.
3) Det er den almindeligt herskende mening blandt folk i dag, at alle fordums
folk før Kolumbus, Galilei og Kopernikus troede, at jorden var flad og
universets centrum. Ifølge skriften og især ifølge det, der er kommet os i
hænde i denne uddeling, ved vi, at de fordums folk havde en sand opfattelse
af universet, så længe som de lededes af Herrens ånd. Herren åbenbarede
Abraham store sandheder om himmellegemerne, deres omdrejninger, tider
og årstider, og alt dette blev offentliggjort af profeten Joseph Smith, før
vor tids astronomer var bekendt med disse kendsgerninger. Fra Abrahams
skrifter lærer vi, at ægypterne forstod planeternes natur og væsen. Moses
nedskrev også meget om denne og andre verdener, men på grund af vantro
og frafaldet fra sandheden blev disse skrifter taget ud af hans samlede skrifter.
I Abrahams Bog finder vi følgende:
"Men fædrenes, nemlig patriarkernes optegnelser angående præstedømmets
rettigheder bevarede Herren min Gud i mine egne hænder; derfor har jeg indtil denne
dag været i besiddelse af kundskab om skabelsens begyndelse og tillige om planeterne
og stjernerne, således som disse ting var blevet åbenbaret til fædrene. Og jeg skal
bestræbe mig på at skrive nogle af disse ting i denne optegnelse til bedste for mine
efterkommere." (Abrahams Bog 1:31).
Vi lærer også af Mormons Bog (Helaman 12:13-15), at nephiterne forstod
planeternes natur og væsen. Det var ikke førend frafald og oprør imod det, der hører
Gud til, at den sande kundskab om universet så vel som kundskaben om andre
sandheder, gik tabt blandt folk.

Profetens svar på diverse spørgsmål.
Side 103
Jeg besvarede de spørgsmål, som hyppigt stilledes mig, medens jeg var undervejs på
min næstsidste rejse fra Kirtland til Missouri, som de findes trykt i "Elders' Journal",
bind I, nummer II, side 28 og 29, som følger:
* "Tror De på Bibelen?"
Hvis vi gør det, er vi det eneste folk under himlen, der gør det, thi der er ingen af
nutidens sekter, der gør det.
* "Hvori adskiller De Dem fra andre sekter?"
I det, at vi tror på Bibelen, hvorimod alle andre sekter foregiver at tro på deres
fortolkninger af Bibelen, og på deres trosbekendelser.
* "Vil alle blive fordømt med undtagelse af mormonerne?"
Ja, og en stor del af dem, dersom de ikke omvender sig og udfører
retfærdighedens gerninger.
* "Hvorledes og hvor fik De fat i Mormons Bog?"
Moroni, der gemte pladerne i en høj i Manchester, Ontario County, New York, og
som var død og opstanden fra de døde, viste sig for mig og fortalte mig, hvor de
var, og gav mig anvisninger på, hvorledes jeg skulle få fat i dem. Jeg fik dem og
sammen med dem urim og tummim, ved hvis hjælp jeg oversatte pladerne; på
denne måde fremkom Mormons Bog.
* "Tror De, at Joseph Smith, jr., er en profet?"
Ja, og for den sags skyld ethvert eneste menneske, som har et vidnesbyrd om
Jesus. Thi Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd. (Åb. 19:10).
* "Tror mormonerne på at have alle ting fælles?" Nej.
* "Tror mormonerne på at have mere end een kone?" Nej, ikke på samme tid.
Men de tror, at dersom deres ægtefælle dør, har de ret til at gifte sig igen. Men
vi misbilliger den skik, som har vundet indpas i verden, og som ligeledes til
vor store skuffelse har været praktiseret blandt os, at man gifter sig i løbet af
fem-seks uger eller to-tre måneder efter den ene ægtefælles død. Vi tror, at man
bør vise passende ærbødighed overfor de dødes minde og ligeledes overfor
venner og børn.4)
* "Kan de (mormonerne) opvække døde?"
Nej, og det kan heller ikke noget andet folk, der nu lever eller som nogensinde
har levet. Men Gud kan opvække døde med mennesket som redskab.
* "Hvilke tegn giver Joseph Smith på sin guddommelige mission?"
De tegn, som Gud i sin nåde vil give ham, eftersom han i sin visdom mener, det
er bedst, for at han kan dømme verden i overensstemmelse med sin egen plan.
* "Var Joseph Smith ikke guldgraver?"
Jo, men det gav ham aldrig nogen rigtig fortjeneste, da han kun fik fjorten dollars
om måneden derfor.
* "Stjal Joseph Smith ikke sin hustru?"
Spørg hende, hun var myndig, hun kan svare for sig selv.
* "Må folk give afkald på deres penge, når de slutter sig til kirken?"
Der stilles ikke andre krav til dem, end at de bærer deres del af kirkens udgifter
og støtter og hjælper de fattige.
* "Er mormonerne modstandere af negerslaveriet?"5)

Side 104
Nej, medmindre det at frigøre folk fra præstelist og præsterne fra Satans magt
kan betragtes som afskaffelse af slaveri. Men vi tror ikke på at frigøre negrene.
* "Ophidser de ikke indianerne til krig og til at begå plyndringstog?"
Nej, og de, der satte denne historie i omløb, vidste, at den var falsk, da de
satte den i omløb. Disse og lignende beretninger er folk blevet prakket på af
præsterne, og det er den eneste grund til, at vi nogensinde tænkte på at besvare
dem.
* "Døber mormonerne i 'Joe' Smiths navn?"
Nej, men dersom de gjorde det, ville en sådan dåb være lige så gyldig som den
dåb, der udføres af de sekteriske præster.
* "Dersom mormon-læren er sand, hvad er der så blevet af alle dem, der er døde
siden apostlenes dage?"
Alle, der ikke har haft lejlighed til at høre evangeliet og blive betjent af en
inspireret mand i kødet, vil få en sådan lejlighed på den anden side, førend de
kan blive endeligt dømt.
* "Giver 'Joe' Smith sig ikke ud for at være Jesus Kristus?"
Nej, men han hævder, at han er Jesu broder, som alle andre hellige har gjort og
nu gør: Mat. 12:49, 50: "Så rakte han sin hånd ud over sine disciple og sagde:
"Se, her er min moder og mine brødre! Thi enhver, der gør min himmelske
Faders vilje, han er min broder og søster og moder."
* "Findes der noget i Bibelen, der berettiger Dem til at tro på åbenbaring i vor tid?"
Er der noget, som ikke bemyndiger os til at tro således? Hvis det er tilfældet, så
har vi indtil nu ikke været i stand til at finde det.
* "Er skriftens kanon ikke fuldstændig?"
Hvis det er tilfældet, så er der en stor mangel ved den bog, ellers ville den have
sagt det.
* "Hvad er de fundamentale principper og grundsætninger i Deres religion?"
De fundamentale principper og grundsætninger i vor religion er apostlenes og
profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen
opstod den tredie dag og fo'r til himlen; og alt andet, som falder ind under vor
religion, er kun tillæg dertil. Men i forbindelse med disse tror vi på den Helligånds
gave, troens kraft, glæden over de åndelige gaver ifølge Guds vilje, Israels hus's
genoprettelse og sandhedens endelige sejr.
Jeg offentliggjorde de foregående svar for at undgå besværet med at gentage det
samme tusinde gange om og om igen. (8. maj 1838). D. H. C. 3:28-30.
4) Til trods for denne udtalelse om skyldig respekt for både de levende og de
døde afveg profeten fra dette synspunkt, da han rådede sin broder Hyrum.
Hyrum Smiths hustru Jerusha døde i oktober 1837 og efterlod et spædbarn
og en stor familie af små børn. Profeten fortalte sin broder Hyrum, at det var
Herrens vilje, at han uden tøven skulle gifte sig igen og tage en ung engelsk
pige, som hed Mary Fielding, til hustru. Denne havde sluttet sig til kirken, da
hun hørte ældste Parley P. Pratt prædike i Toronto, Canada. Hyrum tog imod
dette råd af sin broder, profeten, og Mary Fielding blev hans hustru og moder
til præsident Joseph F. Smith, som blev født den 13. november 1838.
5) På den tid, da dette svar blev givet, var det almindelig skik og brug, i
særdeleshed i de amerikanske sydstater, at holde slaver; og på daværende
tidspunkt fandtes der ingen lov, der forbød praktiseringen deraf. Jesu Kristi

Kirke af Sidste Dages Helliges stilling i denne sag fremsættes tydeligere i
"Redegørelse for vor tro angående regeringer og love i almindelighed", der
blev "antaget enstemmigt ved en afstemning" i en generalkonference i kirken
i Kirtland, Ohio, den 17. august 1835. I den læser vi: "Vi tror, det er rigtigt at
prædike evangeliet for jordens folk og formane de retfærdige til at lade sig
frelse fra verdens fordærv. Men vi tror ikke, det er rigtigt at befatte sig med
trælle eller prædike evangeliet for dem eller døbe dem mod deres herrers vilje
og ønske eller have noget at gøre med dem eller bruge vor indflydelse til at
gøre dem misfornøjede med deres stilling i livet og derved sætte menneskers
liv i fare. Sådan indblanding tror vi er ulovlig, urigtig og farlig for freden i enhver
regering, som giver sin tilladelse til at holde mennesker i trældom." (Lære og
Pagter 134:12).
Side 105

Profeten og hans selskab i Tower
Hill eller Adam-ondi-Ahman.
Side 106
Lørdag den 19. - I morges tog vi vore telte ned og begav os på vej og satte over
Grandfloden ved mundingen af Honey Creek og Nelson's Ferry. Grandfloden er en stor,
smuk, dyb og rivende strøm om foråret, når det er højvande. Man vil utvivlsomt kunne
sejle på den med dampbåd og andre skibe. Ved mundingen af Honey Creek findes
der et godt landgangssted. Vi fortsatte vor kurs op ad floden, for det meste gennem
skov, omkring 18 (engelske) mil, da vi ankom til oberst Lyman Wights hjem. Han bor
ved foden af Tower Hill (et navn, jeg gav dette sted på grund af resterne af et gammelt
nephitisk alter eller tårn, der stod der), hvor vi slog lejr for sabbaten.
Om eftermiddagen tog jeg op ad floden omkring en halv mil til Wights Ferry
(færgested), ledsaget af præsident Rigdon og min sekretær George W. Robinson,
i den hensigt at udvælge en plads til en by i nærheden af ovennævnte færgested
i Daviess County, som brødrene kaldte "Spring Hill", men af Herren blev det kaldt
Adam-ondi-Ahman, fordi, sagde han, det er stedet, hvor Adam skal komme og besøge
sit folk, eller hvor den Gamle af Dage skal sidde, som profeten Daniel har sagt. (19.
maj 1838). D. H. C. 3:34-35.

Profetens brev til Kirken, skrevet fra Liberty fængsel.
16. december 1838.
Side 107
Til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Caldwell County og alle de hellige, som
findes ude omkring, som er forfulgt og forladte og ensomme, og som på forskellige
måder er hjemsøgt for Kristi og evangeliets skyld af` n grusom pøbelhob og statens
myndigheders tyranniske dispositioner; og hvis farer og vanskeligheder i høj grad er
blevet forøget ved falske brødres ugudelighed og fordærv. Jeg hilser jer:
Må Guds nåde, barmhjertighed og fred være med jer og forblive hos jer. Til trods for
alle jeres lidelser, forsikrer vi jer om, at vi opsender vore bønner og brændende ønsker
for jeres ve og vel dag og nat. Vi tror, at den Gud, som ser os på dette ensomme sted,
vil høre vore bønner og belønne jer.
I lænker for Jesu vidnesbyrd.
Vid for sikkert, kære brødre, at det er for Jesu vidnesbyrd, at vi er i lænker og i fængsel.
Men vi siger jer, at vi mener, at vor stilling er bedre (til trods for vore lidelser) end
deres, som har forfulgt os og slået os på flugt og båret falsk vidnesbyrd imod os. Vi
er også ganske afgjort af den formening, at de, der bærer falsk vidnesbyrd imod os,
for nærværende synes at triumfere over os. Men vi vil gerne minde jer om Haman og
Mordokaj; I ved, at Haman ikke kunne være tilfreds, så længe han så Mordokaj ved
kongens port, og han stræbte Mordokaj efter livet og søgte at udrydde det jødiske folk.
Men Herren ordnede det således, at Haman blev hængt i sin egen galge.
Således vil det gå med stakkels Haman i de sidste dage og med dem, der ved vantro
og ugudelighed og ved pøbelvælde har søgt at udrydde os og Guds folk ved at slå os
ihjel og sprede os for alle vinde og forsætligt og ondskabsfuldt overgive os i morderes
hænder og ønske vor død og derfor får os slæbt omkring i lænker og kastet i fængsel.
Og af hvilken grund? Det er fordi vi var ærlige mennesker og var besluttede på at
forsvare de helliges liv på vort eget livs bekostning. Jeg siger jer, at de, der således har
behandlet os skammeligt, som Haman, vil blive hængt i deres egen galge, eller med
andre ord vil falde i deres egen snare, faldgrube, grøft og fælde, som de har beredt for
os, og vil gå baglæns og snuble og falde, og deres navn vil blive udslettet, og Gud vil
gengælde dem ifølge alle deres afskyeligheder.
Selv om vi er i fængsel, er vore hjerter ikke forsagte.
Kære brødre, tro ikke at vore hjerter er forsagte, som om noget mærkeligt var hændt
os, thi vi har set og har fået forsikring om alle disse ting forud og har fortrøstning om et
bedre håb end vore forfølgeres. Derfor har Gud gjort vore skuldre brede til byrden. Vi
er stolte af vore trængsler og prøvelser, fordi vi ved, at Gud er med os, at han er vor
ven, og at han vil frelse vor sjæl. Vi bekymrer os ikke om dem, der kan slå legemet ihjel,
thi de kan ikke skade vor sjæl. Vi beder ikke om nogen begunstigelse af pøbelskarer
eller af verden, eller af djævelen, eller af hans udsendinge, de frafaldne, og dem, der
elsker og fremsætter falske beskyldninger for at berøve os livet. Vi har aldrig skjult os
eller forstillet os, og vi vil heller ikke gøre det for at redde livet.
Thi eftersom vi ved, at vi har prøvet på af hele vort hjerte, sind og styrke at gøre Guds
vilje og alt, hvad han har befalet os, og selv om letfærdig tale måske er undsluppet
vore læber fra tid til anden, så har det intet at gøre med vore hjerters faste forsæt, og

Side 108
derfor er det tilstrækkeligt at sige, at vi plagedes sjæleligt fra dag til dag. Vi henviser
jer til Esajas, der tager dem under overvejelse, som med ord får et menneske gjort
skyldigt, lægger fælde for dommeren i porten. Vi mener, at den fordums profet afgjort
fortalte sandheden, og vi kalder ikke noget tilbage. Vi har irettesat i porten, og folk har
lagt fælder for os. Vi har talt, og folk har med ord fået os gjort skyldige. Og til trods for
alt dette, er vort sind endnu ikke formørket, men vi føler os stærke i Herren. Men læg
mærke til Frelserens ord: "Hvis nu det lys, der er i dig, er mørke, hvor stort bliver så ikke
mørket!" Se på de frafaldne. Igen: "Hvis I var af verden, ville verden elske sine egne."
Salige er de forfulgte.
Måske vil vore brødre sige, fordi vi skriver således, at vi retter beskyldninger mod disse
mennesker. Hvis vi gør det, er det ikke for et ord, ej heller fordi de lagde fælde for
os i porten - men fordi de har været midlet til at udgyde uskyldigt blod. Er de da ikke
mordere i hjertet? Er deres samvittighed ikke brændemærket som med et glødende
jærn? Vi tilstår, at vi er til forargelse, men Frelseren sagde: "Thi vel er det nødvendigt,
at forargelser kommer, dog, ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer!" Og
atter: "Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld.
Glæd jer og fryd jer: Jeres løn skal være stor i himlene; thi således har man forfulgt
profeterne, som var før jer."
Kære brødre, hvis mennesker nogensinde har haft grund til at gøre fordring på denne
forjættelse, er vi de mennesker; thi vi ved, at verden ikke alene hader os, men at folk
taler allehånde ondt om os urigtigt, og det af ingen anden grund, end at vi har forsøgt
at forkynde Jesu Kristi evangeliums fylde.
Efter at vi var blevet forrådt af Hinkle og var blevet ført til militsens lejr, fik vi alle
mulige beviser på, at verden hadede os. Hvis der fandtes præster mellem dem fra
alle de forskellige sekter, hadede de os, og det også af hjertens grund. Hvis der var
generaler, hadede de os; hvis der var oberster, hadede de os, og soldaterne og officerer
og befalingsmænd af alle grader hadede os; og de mest verdslige, blasfemiske, og
drukkenbolte og horkarle hadede os - de hadede os alle af hjertens grund. Hvad hadede
de os egentlig for? Simpelthen på grund af vidnesbyrdet om Jesus Kristus. Var det
fordi vi var løgnere? Vi ved, at nogle har udspredt rygter i så henseende, men det
har været falske rygter. Var det fordi vi har begået forræderi mod myndighederne i
Daviess County? Vi ved, at præster, visse sagførere og dommere har udspredt dette
rygte. Disse er anstifterne, hjælperne og håndlangerne for en bestemt bande mordere
og røvere, som har udøvet et pøbelherredømme for at opretholde deres præstepolitik
imod de hellige i de sidste dage. De har i en del år forsøgt - ved en vel gennemtænkt og
overlagt plan - med vold at udrydde et religionssystem, som hele verden ved forenede
kræfter og ved alle reelle midler ikke var i stand til at modstå.
Anklaget af falske vidner.
Derfor opmuntredes pøbelen af præster og leviter, af farisæerne, af saddukæerne og
essenerne og herodianerne og de mest værdiløse, lastefulde og fordærvede, lovløse
og umenneskelige elementer og de mest dyriske mennesker, som jorden kan prale
med - i virkeligheden kan deres lige ikke findes noget andet sted - til at samle sig for at
stjæle, plyndre, udsulte og udrydde "mormonerne" og brænde deres huse.
Det er mennesker, der ved deres forræderiske og åbenlyse handlinger har hærget
og plyndret Daviess County. Det er mennesker, der gerne ville have hele verden til at

Side 109
tro, at vi er skyldige i de ovennævnte handlinger. Men de fremstiller os i et falsk lys; vi
måtte forsvare os, og vi tror, at ingen af os handlede på anden end retfærdig, lovlig og
retskaffen måde som gengældelse mod sådanne marodører.
Vi siger til jer, at vi ikke har begået forræderi eller nogen anden ulovlig handling i
Daviess County. Var det for mord i Ray County, imod militsens pøbelvælde, der først
og fremmest var som en ulv med hud og hår, tænder, ben og hale, som sidenhen tog
militsens fåreskind med uld på sig, der om dagen kunne gøre udfald på flokken og
snærre og vise tænder og sprede og fortære flokken og mætte sig på byttet og så snige
sig tilbage til busken for at skjule sig i sit velprøvede skind med ulden på?
Vi er fuldt ud klare over, at der er en vis gruppe præster og deres håndgangne mænd
og voldsmænd, der gerne ville have hele verden til at tro, at vi var skyldige i denne
hylende ulvs gøren og laden, som forårsagede sådant blodbad blandt fårene, der, da
han trak sig tilbage, hylede og brølede med sådan desperation, at hvis man kunne have
været der, ville man have troet, at alle ulvene, enten de så var pakket ind i fåreskind eller
gedeskind eller i andre skind og endelig alle skovens dyr, var forfærdeligt foruroligede,
og da de opsnusede lugten af uskyldigt blod, gjorde de udfald med frygteligt hyl og skrål
af enhver art, og en sådan hylen og så frygteligt et blodbad har aldrig før været set;
sådan umenneskelighed og hård grusomhed og barbari, som øvedes mod de hellige
i Missouri, kan næppe findes i historiens annaler.
Nu ville disse mennesker, dersom de fik lov dertil, få verden til at tro, at vi havde
begået mord ved at angribe denne hylende ulv, mens den kendsgerning står fast, at vi
var hjemme og i seng og sov og ikke kendte mere til denne handling, end vi kender til,
hvad der går for sig i Kina, når vi befinder os indenfor disse mure. Derfor siger vi igen
til jer, vi er uskyldige i disse ting, og de har udspredt falske rygter om os.
Var det fordi vi har bedrevet hor, at vi blev angrebet? Vi er klare over, at denne
bagtalelse er blevet spredt ude omkring, thi den er blevet gentaget i vore øren. Det
er også usandheder. Frafaldne "mormoner" farer verden over og spreder forskellige
plumre og ærekrænkende rygter om os, hvorved de mener at kunne vinde verdens
venskab, fordi de ved, at vi ikke er af verden, og at verden hader os; derfor vil de
(verden) bruge disse fyre (overløbere) som deres redskab og gennem dem prøve at
gøre al den skade, de kan, og efter det hader de dem endnu mere, end de hader os,
fordi de ved, at de er foragtelige forrædere og spytslikkere.
Indvielse af liv.
Gud hader sådanne personer; vi kan ikke elske dem. Verden hader dem, og vi synes
undertiden, at djævelen burde skamme sig over dem.
Vi har hørt, at nogle mennesker har bragt det rygte i omløb, at nogle af os skulle
have sagt, at vi ikke alene indviede vor ejendom, men også vore familier til Herren;
og Satan, der benytter sig af dette, har forvrænget det til tøjlesløshed som f. eks.
hustrufællesskab, som er en vederstyggelighed i Guds øjne.
Når vi indvier og helliger vore ejendele til Herren, er det for at afhjælpe de fattiges
og trængendes savn, thi det er Guds lov; det er ikke til gavn for de rige, dem, der ikke
trænger. Når en mand derfor helliger og indvier sin hustru og sine børn, giver han dem
ikke til sin broder eller sin nabo, thi der er ikke en sådan lov; thi Guds lov lyder: Du må
ikke bedrive hor. Du må ikke begære din næstes hustru. Den, som ser på en kvinde for
at begære hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte. En mand behøver
ikke at gøre andet for at indvie og hellige sin ejendom, sin hustru og sine børn til Herren,

Side 110
end at give de sultne mad, klæde de nøgne, besøge enkerne og de faderløse, de syge
og sorgfulde, og gøre alt, hvad han kan, for at bringe dem hjælp og lindring i deres
hjemsøgelser og for ham og håns hus at tjene Herren. For at gøre dette, må han og
hele hans hus være dydige og må sky selve det ondes tilsynekomst.
Dersom nu noget menneske fremstiller noget anderledes, end hvad vi nu skriver, er
han eller hun en løgner og har udspredt falske rygter om os - og det er blot en anden
måde at tale alt muligt ondt om os.
Vi har også lært i den tid, vi har været fanger, at dr. Avard har lært folk mange
falske og skadelige ting, som var beregnet på at lede de hellige på afveje, og han
har udgivet det som stammende fra præsidentskabet, og vi har grund til at frygte, at
mange andre rænkefulde og fordærvede personer som han selv, har forkyndt og lært
mangt og meget, som præsidentskabet aldrig har haft kendskab til eller vidste, at noget
sådant blev lært i kirken, førend de blev fængslet. Havde de haft kendskab til noget
sådant, ville de have afvist det med foragt sammen med ophavsmændene dertil, som
de ville have gjort med helvedes porte. Således ser vi, at der har været bedragerier
og hemmelige vederstyggeligheder og mørkets onde gerninger, der har gået for sig,
og som har ledt de svage og ubesindige ud i forvirring og forstyrrelse, mens de hele
tiden har prakket det på præsidentskabet, medens præsidentskabet både var uvidende
og uskyldig angående det, som disse mennesker praktiserede i kirken i deres navn.
I mellemtiden tog præsidentskabet sig af deres egne timelige og familie-anliggender,
nedbøjet af sorg, i gæld, i fattigdom, i sult, idet de prøvede på at få mad, men fandt,
at de måtte forsørge sig selv. En gang imellem modtog de kærlighedsgerninger, det
er sandt; men disse var ikke tilstrækkelige til deres ophold og underhold, og fordi de
modtog disse kærlighedsgerninger, blev de misundt og hadet af dem, som gav sig ud
for at være deres venner.
Men til trods for, at vi taler således, hædrer og ærer vi kirken og dens medlemmer,
når vi taler om kirken som kirke, for deres gavmildhed, venlighed, tålmodighed og
langmodighed og deres fortsatte venlighed overfor os. * * *
Forsætlig synd utilgivelig.
Dersom mennesker synder forsætligt, efter at de har modtaget kundskab om
sandheden, findes der ikke mere noget offer for synd, men en vis frygtsom skuen
frem mod dommen og den frygtelige vrede, der skal komme, og som vil fortære
disse modstandere og fjender. Thi den, der foragtede Mose lov, døde uden nåde og
barmhjertighed under to eller tre vidner. Hvor meget alvorligere straf mener I ikke vil
blive ham idømt, der har solgt sin broder og fornægter den nye og evige pagt, hvorved
han var blevet helliggjort, og kaldt den noget uhelligt og gjort modsat Åndens nåde.
Og atter siger vi til jer, at eftersom der er dyd i os, og det hellige præstedømme er
blevet overdraget os - og rigets nøgler er ikke blevet frataget os, thi sandelig så siger
Herren: Vær ved godt mod, thi de nøgler, som jeg gav jer, er stadig med jer" - derfor
siger vi til jer, kære brødre, i Jesu Kristi navn, at vi overleverer disse mennesker til
Satans tugtelser til forløsningens dag, så de må blive behandlet i overensstemmelse
med deres gerninger; og fra nu af skal deres gerninger åbenbares.
Et formaningsord.
Og nu, kære og højt elskede brødre - og når vi siger brødre, mener vi dem, der er
forblevet trofaste i Kristus, mænd, kvinder og børn - føler vi trang til at formane jer i

Side 111
Herren Jesu navn til at være stærke i troen i den nye og evige pagt og ikke være bange
for jeres fjender. Thi hvad der er hændt os, er et tydeligt tegn på deres fordømmelse,
men for os på frelse og på Gud. Hold derfor fast selv til døden; thi "den, som vil frelse
sit liv, skal miste det; men. den, som mister sit liv for min skyld og evangeliets, skal
bjærge det", sagde Kristus.
Brødre, lad fra nu af sandhed og retfærdighed herske og tage overhånd hos jer;
vær mådeholdne i alt, afhold jer fra drukkenskab og fra banden og sværgen og fra
al bespottelig tale og fra alt, som er uretfærdigt eller uhelligt; afhold jer ligeledes fra
fjendskab og had og begærlighed og havesyge og fra ethvert uhelligt ønske. Vær ærlige
overfor hinanden, thi det synes som om nogle ikke når op til disse ting, og nogle har
ikke været godgørende og barmhjertige, og har lagt begærlighed for dagen på grund
af deres gæld til dem, som er blevet forfulgt og slæbt omkring i lænker uden grund og
kastet i fængsel. Gud hader sådanne personer - og de vil få deres sorger her i livets
brogede malstrøm, thi den hvirvler videre, og ingen kan hindre det. Zion skal dog leve,
selv om den synes at være død.
Husk på, at det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt. Vi siger til jer, brødre,
vær ikke bange for jeres modstandere; kæmp med alvor mod pøbelskarer og mod de
frafaldnes og mørkets ulovlige gerninger.
Og fredens Gud skal være med jer og åbne vejen for jeres flugt fra sjælefjenden.
Vi anbefaler jer til Gud og hans nådes ord, som er i stand til at gøre os kloge til frelse.
Amen.
JOSEPH SMITH, JUN.
D. H. C. 3:226-233.

Side 112
Profetens skrivelse til Kirken, skrevet i Liberty Fængsel,
Clay County, Missouri, den 25. marts 1839.
Til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Quincy, Illinois, og ude omkring og i
særdeleshed til biskop Partridge:6)
Jeres ringe og ydmyge tjener Joseph Smith, jun., fængslet for Herren Jesu Kristi
skyld og for de helliges, pågrebet og taget i forvaring ved pøbelvældets kraft og
magt under hans excellence, guvernør Lilburn W. Boggs' udryddelses-herredømme, i
selskab med sine medfanger og elskede brødre Caleb Baldwin, Lyman Wight, Hyrum
Smith og Alexander McRae, sender hilsener til jer alle. Må Gud Faderens og vor
Herres og Frelsers Jesu Kristi nåde være med jer alle og blive hos jer for stedse. Må I
vokse i kundskab ved Guds nåde og barmhjertighed. Og må tro og dyd, kundskab og
mådehold, tålmodighed og gudsfrygt og broderlig kærlighed og venlighed være hos jer
i rigeligt mål, at I ikke må være golde eller ufrugtbare.
6) Følgende vigtige skrivelse, forfattet af profeten og underskrevet af alle
hans medfanger, til kirken i det store og hele og til biskop Edward Partridge i
særdeleshed, blev skrevet mellem den 20. og 25. marts. I profetens historie,
som den blev offentliggjort for mange år siden i løbende udgaver af Deseret
News og Millennial Star, er skrivelsen delt henimod midten deraf ved at
gengive de få tildragelser, der skete mellem den 20. og 25. marts - idet
førstnævnte dato var den dato, da brevet blev påbegyndt, sidstnævnte den
dato, da det blev fuldendt; men i denne udgave har vi ment, at det ville
være tilrådeligt, at brevet blev gengivet uden denne inddeling, og derfor
forekommer det under den dato, da det blev skrevet færdigt, nemlig den 25.
marts 1839. De dele af skrivelsen, der er sat i parentes, blev anset for at være
af så speciel værdi, at de blev taget ud af denne skrivelse og indsat i Lære
og Pagter og omfatter afsnit 121, 122 og 123 af dette værk.
Guds afstivende kærlighed.
Vi ved, at de fleste af jer er vel bekendt med de forurettelser og den despotiske
uretfærdighed og grusomhed, som vi er udsat for; vi er blevet fængslet og anklaget for
enhver form for ondt og kastet i et fængsel, der er omgivet af stærke mure, omringet
af en stærk vagt, som bestandig holder vagt over os dag og nat med lige så utrættelig
iver, som djævelen lægger for dagen, når det gælder om at friste og lægge snarer for
Guds folk.
Af den grund, kære brødre, er vi mere end rede og villige til at gøre fordring på jeres
fællesskab og kærlighed. Thi vore omstændigheder er beregnet på at vække ånden
i os til hellig erindring om alt, og vi tror, at det samme også er tilfældet med jer, og
at intet derfor kan skille os fra Guds kærlighed og fællesskab med hverandre, og at
hver eneste form for ugudelighed og grusomhed, der er bragt i anvendelse overfor
os, kun vil pege i retning af at binde vore hjerter sammen og besegle dem sammen i
kærlighed. Vi behøver ikke at sige til jer, at vi holdes i lænker uden grund, og det er
heller ikke nødvendigt, at I siger til os: Vi er blevet fordrevet fra vore hjem og forfulgt
uden grund. Vi forstår gensidigt, at dersom staten Missouris indbyggere havde ladet
de hellige være i fred og havde næret lige så stærkt ønske om fred, som de havde,
ville der ikke have været andet end fred og ro i staten til denne stund; vi ville ikke have
været i dette helvede, omgivet af dæmoner og onde mennesker (om ikke dem, som

Side 113
er fordømt, så dem, der vil blive fordømt), og hvor vi er tvunget til ikke at høre andet
end gudsbespottelige eder og er vidne til blasfemiske scener og drukkenskab, hykleri
og svir og udsvævelser i enhver form.
Forfølgelsen af de hellige.
Forældreløses og enkers skrig ville ikke være steget op til Gud imod dem. Uskyldigt
blod ville heller ikke have vædet Missouris jord. Men ak! den ubøjelige og ubønhørlige
hånd! Dette folks umenneskelighed og morderiske sindelag! Det ryster og forarger
hele naturen; det overgår og trodser al beskrivelse; det er en beretning om sorg og
elendighed; en ynkelig historie, ja, en sørgelig historie; der er alt for meget at fortælle,
alt for meget at tænke over, alt for meget for mennesker; det kan ikke findes blandt
hedningerne; det kan ikke findes blandt de nationer, hvor konger og tyranner sidder på
tronen; det kan ikke findes blandt de vilde i ødemarken, og jeg tror heller ikke blandt
skovens vilde og grusomme dyr - at et menneske skulle sønderflænges for sportens
skyld! kvinder blive berøvet alt, hvad de har - deres sidste lille bid til deres eksistens,
og så blive skændet for at tilfredsstille pøbelens djævelske begær, og til sidst blive
overladt til at forgå og omkomme med deres hjælpeløse afkom, som klynger sig om
halsen på dem.
Men det er ikke alt. Efter at et menneske er død, graver de ham igen op af graven
og river ham i stykker til intet andet formål end at tilfredsstille deres vrede og galde
mod Guds religion.
De forøver dette mod de hellige, som ikke har gjort dem noget ondt, som er uskyldige
og dydige, som elskede Herren deres Gud og var villige til at forsage alt for Kristi skyld.
Det er forfærdeligt at fortælle alt dette, men det er virkelig sandt.. Vel er det nødvendigt,
at forargelser kommer, dog, ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer.
En retfærdig henvendelse til himlen.
(O Gud, hvor er du? Og hvor er paulunet, der dækker dit skjul? Hvor længe skal din
hånd holdes tilbage og dit øje, dit rene øje, skue ned fra de evige himle på den uret,
som vederfares dit folk og dine tjenere, og dine øren gennemtrænges af deres råb? Ja,
o Herre, hvor længe skal de lide disse forurettelser og denne ulovlige undertrykkelse,
førend dit hjerte forbarmes over dem, og dit indre røres af medlidenhed med dem?
O, Herre, almægtige Gud, du som har skabt himlen, jorden og havet og alle ting, der
er i dem, og som råder over og underkaster dig Satan og Sheols mørke, natomhyllede
regioner. Udræk din hånd, lad dit øje gennemskue alt, opløft dit paulun, tildæk ikke
længere dit skjul, bøj dit øre, lad dit hjerte forbarme sig og dit indre røres af medlidenhed
med dem. Lad din vrede blusse op imod vore fjender og hævn i dit hjertes nidkærhed
vore forurettelser med dit sværd. Kom dine lidende hellige ihu, o, vor Gud! Så skal dine
tjenere glæde sig ved dit navn evindelig.)
Farlige tider.
Kære, elskede brødre, vi ser, at farlige tider er indtruffet, som der er blevet vidnet om.
Vi kan da med fuldkommen forvisning se hen til opfyldelsen af alt det, der er blevet
skrevet, og med større fortrøstning end nogensinde før, løfte øjnene op mod dagens
lys, og vi vil sige i vore hjerter: Snart. vil du tilsløre dit rødmende ansigt. Den, der sagde
"lad der blive lys", og der blev lys, har talt dette ord. Og atter: Du måne, du svage lys,
du nattens lys, skal blive til blod.

Side 114
Vi ser, at alt er blevet opfyldt, og at tiden snart skal komme, da Menneskesønnen vil
stige ned i himlens skyer. Vore hjerter viger ikke tilbage, og vor ånd er ikke sønderknust
ved det tunge åg, der er lagt på os. Vi ved, at Gud vil have vore undertrykkere til spot og
spe, at han vil le af deres ulykke og jammer og latterliggøre dem, når frygten kommer
over dem.
O gid vi kunne være hos jer, brødre, og åbne vort hjerte for jer! Vi ville have fortalt
jer, at vi skulle have været løsladt, da ældste Rigdon blev sat på fri fod, dersom ikke
vore egne sagførere havde fortolket loven modsat af, hvad den lyder, imod os, hvad
der hindrede os i at fremlægge vore beviser for proforma-domstolen.
De har gjort os megen skade og fortræd fra begyndelsen. De har i den senere tid
erkendt, at loven blev mistydet og sårede vore følelser med den og har fuldstændig
svigtet os og har brudt deres forsikringer og løfter. Vi vil få hævn over dem, thi de
arbejder i forståelse med pøbelen.
Den offentlige mening har forandret sig.
Så vidt vi kan se og forstå, har den offentlige mening gennem længere tid svinget over til
gunst for os, og flertallet er nu venligt stemt. Sagførerne kan nu ikke længere behandle
os overmodigt eller skræmme os ved at sige, at dette eller hint er noget, der har med
den offentlige mening at gøre, thi den offentlige mening er ikke villig til at tåle det; thi
offentligheden er begyndt at se med vrede følelser på vore undertrykkere og at sige, at
"mormonerne" slet ikke havde fejlen. Vi tror, at sandhed, ære, dyd og uskyld vil sejre
til sidst. Vi burde have forlangt at blive fremstillet for den høje dommer og undsluppet
pøbelen på hurtig måde; men uheldigvis for os var murens tømmerværk meget solidt,
så vort bor gik i stykker og opholdt os længere, end vi havde ventet. Vi henvendte os
til en ven, og en ganske lille bitte uforsigtig handling gav stødet til visse mistanker,
og før vi med held kunne virkeliggøre vor plan, blev den opdaget; alt var parat med
undtagelse af det sidste skridt, og vi kunne have foretaget vor flugt på et øjeblik, og
ville have haft heldet med os i udstrakt grad, havde det ikke været for vor vens lille
uforsigtighed eller for stærke nidkærhed.
Sheriffen og arrestforvareren bebrejdede os ikke vort flugtforsøg; det var et
udmærket udbrudsforsøg og kostede amtet en hel del penge; men den offentlige
mening siger, at vi burde have fået lov til at undslippe; at vanæren så ville have været
vor, men nu vil den komme over staten; at der ikke kan opretholdes nogen anklage
imod os, og at pøbelens adfærd, mordene, der er blevet begået ved Haun's Mill og
guvernørens udryddelsesordre og lovgivningsmagtens skurkagtige forhandlinger, i al
evighed har fordømt staten Missouri. Jeg vil også blot nævne, at general Atchinson har
vist sig at være en lige så foragtelig type som alle de andre.
Vi har i lang tid prøvet på at få vore sagførere til at affatte nogle andragender til
statens højesteretsdommere, men de nægtede rent ud at gøre det. Vi har undersøgt
loven og selv affattet ansøgningerne og har fremskaffet i overflod af beviser til at
modvirke og neutralisere alle de mod os foreliggende vidneudsagn, så hvis højesteret
ikke giver os vor frihed, må den handle uden grund, stridende imod ære, bevis, lov eller
retfærdighed for blot at behage djævelen, men vi håber på noget bedre og sætter vor
lid til, at Gud inden mange dage vil tage sig af vor sag, så vi vil blive sat på fri fod og
bosætte os hos de hellige.
Venners sympati og medfølelse.

Side 115
Vi modtog nogle breve i aftes - et fra Emma, et fra Don C. Smith og et fra biskop
Partridge - alle gav udtryk for en venlig og trøstende ånd. Vi var meget tilfredse med
deres indhold. Vi havde længe været uden oplysninger, og da vi læste disse breve,
var de lige så forfriskende for vor sjæl som den milde luft, men vor glæde var blandet
med sorg på grund af de stakkels forfulgte hellige. Og vi behøver ikke at sige til jer,
at vore hjerters sluser åbnedes og vore øjne var en eneste kilde af tårer, men de, der
ikke har været indestængt bag et fængsels mure uden grund eller anledning, kan kun
svagt forestille sig, hvor velsignet sød en vens stemme er. Et venskabstegn fra en
hvilken som helst kilde opvækker og sætter enhver sympatisk følelse i bevægelse; det
får alt til at passere revy for os; det griber det nærværende med lynets begærlighed;
det rækker efter fremtiden med en tigers kamplyst og vildskab; det bevæger sindet
frem og tilbage, fra det ene til det andet, indtil til sidst alt fjendskab, ondskab og had
og tidligere uoverensstemmelser og uklog optræden ligger slagne og overvundet ved
håbets fødder, og når så hjertet er tilstrækkeligt sønderknust, kommer inspirationens
stemme og hvisker -
Betydningen af prøvelser.
(Min søn, fred være med din sjæl! Din modgang og dine lidelser skal blot vare et øjeblik,
og om du er standhaftig, skal Gud ophøje dig i det høje, og du skal triumfere over
alle dine fjender. Dine venner er trofaste, og de skal atter hilse dig med varmt hjerte
og vennehånd. Du er endnu ikke, som job var; dine venner trættes ikke med dig, og
de beskylder dig heller ikke for at være i overtrædelse, som de gjorde med job. Og
de, der beskylder dig for at være i overtrædelse, skal se deres håb briste og deres
forhåbninger smelte, som rimfrosten smelter for den opgående sols brændende stråler.
Og Gud har også sat sin hånd og sit segl på, at han skal forandre tider og årstider og
forblinde deres sind, så de ikke kan forstå hans vidunderlige værk, for at han kan prøve
og gribe dem i deres egen list. Og da deres hjerter er fordærvede, skal de ting, som
de ønsket at bringe over andre, de ting, de elsker at se andre lide, komme over dem i
fuldeste mål, så de også må blive skuffet, og deres håb tilintetgjort. Og om ikke mange
år herefter skal de og deres afkom fejes bort under himlen, siger Gud, at ikke en af
dem bliver tilovers til at stå mod væggen. Forbandede er alle de, der opløfter deres
hæl mod mine salvede, siger Herren, og som skriger, at de har syndet, når de ikke har
syndet for mit åsyn, siger Herren, men har gjort det, som jeg har befalet dem, og som
var ret for mine øjne. Men de, som råber på overtrædelse, gør dette, fordi de selv er
syndens tjenere og ulydighedens børn. Og de, som sværger falsk mod mine tjenere for
at bringe dem i trældom og til døden, ve dem; og fordi de har forarget mine små, skal
de afskæres fra mit hus's forordninger. Deres kurv skal ikke fyldes, deres huse og lader
skal ødelægges, og selv skal de foragtes af dem, som smigrede dem. De skal ikke
have ret til præstedømmet, ej heller deres efterkommere fra slægt til slægt. Dem var det
bedre, om der var hængt en møllesten om deres hals, og de var sænket i havets dyb.
Ve alle dem, der bedrøver mit folk og fordriver dem, myrder dem og vidner imod
dem, siger Hærskarernes Herre; øgleslægten skal ikke undgå helvedes fordømmelse.
Se, mine øjne skuer og kender alle deres gerninger, og når tiden kommer, har jeg en
hastig dom i beredskab for dem alle. Thi der er sat en tid for hvert menneske efter dets
gerninger.)
Et prøvet folk.
Og nu, elskede brødre, siger vi til jer, at eftersom Gud har sagt, at han vil have et
prøvet folk, at han vil lutre dem som guld, tror vi, at han denne gang har valgt sin egen

Side 116
smeltedigel, hvori vi er blevet prøvet; og vi tror, at dersom vi kommer igennem det med
nogenlunde sikkerhed og har bevaret troen, at det vil blive et tegn for denne generation,
ganske tilstrækkeligt til at lade den være uden undskyldning. Vi mener også, at det vil
blive en prøve på vor tro, svarende til Abrahams tro og den prøve, han blev underkastet,
og at de fordums mennesker ikke vil have noget at prale af overfor os på dommens
dag og sige, at de er blevet kaldet til at gennemgå tungere prøvelser og hjemsøgelser,
men at vægtskålen vil stå lige i forhold til dem. Men efter at vi nu har lidt så meget og
bragt så store ofre og har oplevet en tid med så megen sorg, sætter vi vor lid til, at der
hurtigt vil blive fanget en væder i de tætte grene til at lette Abrahams sønner og døtre
for deres store ængstelse og uro og til at tænde frelsens lampe på deres åsyn, så de
må holde fast nu, efter at de er kommet så langt på vejen til evigt liv.
Et bosted for de hellige.
Brødre, angående stederne for de helliges bosættelse kan vi ikke råde jer således
som vi kunne, dersom vi var hos jer; og med hensyn til det, som hidtil er blevet
skrevet, betragtede vi ikke det som noget særligt bindende, derfor siger vi engang
for alle, at vi anser det for mest passende, at kirkens almindelige sager og forhold,
som nødvendigvis må tages op til overvejelse, medens jeres ydmyge og ringe tjener
er i fængsel, skal udføres af en generalkonference af kirkens mest trofaste og mest
respekterede autoriteter, og der bør skrives et referat over disse transaktioner og dette
bør fra tid til anden sendes til jeres ydmyge tjener; og hvis der skulle være nogen
rettelser ved Herrens ord, skal de frit oversendes, og jeres ydmyge tjener vil bifalde
alt, hvad der er antageligt for Gud. Hvis noget skulle være blevet foreslået af os eller
noget navn omtalt, undtagen ved befaling eller således siger Herren, betragter vi det
ikke som bindende; vi vil derfor ikke føle os bedrøvede eller sørgmodige, hvis der er
blevet truffet andre arrangementer. Ikke desto mindre vil vi henlede opmærksomheden
på det hensigtsmæssige i at kende til en ærgerrig ånd, hvilken ånd ofte har drevet folk
til at holde plumpe taler og påvirke kirken til at forkaste mildere råd, og som med tiden
har været midlet til at bringe megen død og sorg over kirken.
Tag jer i agt for stolthed.
Vi vil også sige: tag jer i agt for stolthed. Vismanden har med rette sagt, at hovmod
går forud for fald, overmod forud for snublen. Og atter, man kan ikke altid dømme
vore medmennesker efter det ydre; men læberne forråder hjertets hovmodige og
anmassende og overlegne forestillinger; lad ham blive dømt efter sine ord og gerninger.
Smiger er også en dødelig gift. En åben og ærlig irettesættelse får en god mand til
at yde sit bedste, og i nødens stund vil han være din bedste ven; men på den anden
side vil åben og ærlig kritik fremkalde alt det korrupte i fordærvede hjerter, og løgn og
giftsnoges edder og galde er under deres tunge, og de får de rene af hjertet kastet i
fængsel, fordi de ikke ønsker dem til at stå i vejen for sig.
Vogt jer for en fantasifuld og blomstrende indbildningskraft, fordi det, der hører
til Gud, er af stor betydning, og kun tid og erfaring og omhyggelige og vægtige og
højtidelige tanker kan udpege og finde det. Dit sind, o menneske! må, dersom du ønsker
at lede en sjæl til frelse, strække sig lige så højt som til den højeste himmel og søge
ind til og gruble over den mørkeste afgrund og evighedens vide udstrækning - du må
stå i forbindelse med Gud. Hvor meget værdigere og ,ædlere er ikke Guds tanker end
menneskehjertets forfængelige indbildningskraft! Ingen andre end tåber vil drive spøg
med menneskesjælen.

Side 117
Hvor frugtesløse og ubetydelige har vor ånd, vore konferencer, vore rådsmøder;
vore møder i det hele taget ikke været, vore private så vel som offentlige samtaler
- altfor lave, altfor usle, altfor vulgære, altfor nedladende for Guds kaldede og udvalgtes
værdige karakter, i henhold til hans viljes hensigter fra før verdens grundvold! Vi er
kaldet til at have nøglerne til de tings hemmeligheder, som er blevet skjult fra verdens
begyndelse til nu. Nogle har smagt en lille smule af disse ting, hvoraf mange vil regne
ned fra himlen over spædbørns hoveder, ja over jordens svage, glemte og foragtede.
Derfor anmoder vi jer indtrængende, brødre, om at bære over med dem, der ikke føler
sig så værdige som I, mens vi formaner hverandre til at forbedre os, den ene som
den anden, både gamle og unge, lærere og elever, både høje og lave, rige og fattige,
trælle og frie, mand og kvinde; lad ærlighed, hæderlighed, nøgternhed, oprigtighed,
højtidelighed, dyd, renhed, ydmyghed og ligefremhed krone vore hoveder alle vegne;
og til sidst, bliv som små børn uden ondskab, svig eller hykleri.
Åbenbaring af evig sandhed.
Og nu, brødre, hvis I efter jeres prøvelser og trængsler gør dette og altid beder
brændende og udøver tro i Guds øjne, (vil han give jer kundskab gennem sin Helligånd,
ja, gennem den Helligånds uudsigelige gave, der ikke siden verdens begyndelse er
blevet åbenbaret førend nu, og som vore forfædre længselsfuldt forventede skulle
åbenbares i de sidste tider, mod hvilken tid, som var forbeholdt deres herligheds
fylde, englene vendte deres sind, en fremtid, hvori intet skal tilbageholdes, og hvor
det skal åbenbares, om der er een Gud eller flere guder. Alle troner, herredømmer,
fyrstendømmer og magter skal åbenbares og gives alle dem, som tappert har holdt ud
i Jesu Kristi evangelium. Ligeledes om himlene er begrænsede, havet eller det tørre
land eller solen, månen eller stjernerne; alle deres omdrejningstider, alle bestemte
dage, måneder eller år, al deres herlighed, love og bestemte tider skal åbenbares i den
uddelings dage, som udgør tidernes fylde, i overensstemmelse med det, der bestemtes
i den evige Guds råd, han, som et over alle guder, førend denne verden blev til, nemlig
at det skulle holdes tilbage indtil tidens ende og afslutning, hvor. hvert menneske skal
indtræde i sin evige tilværelse og udødelige hvile.)
Uvidenhed hemmer Kirken.
Men jeg siger indtrængende til jer, brødre, at uvidenhed, overtro og forblindelse, der
skyder skud, hvor det ikke burde finde sted, står ofte i vejen for denne kirkes fremgang;
det er ligesom regnskyl fra bjergene, der fylder den reneste og krystalklareste strøm
med mudder, dynd og skarn og forurener alt, hvad der tidligere var rent og klart, og alt
flyder ud i en eneste stor syndflod; men tiden stemmer tidevandet, og til trods for at
vi for nærværende finder os væltet omkring i oversvømmelsens snavs, vil den næste
bradsø, efterhånden som tiden går, måske bringe os kilden lige så klar som krystal og
så ren som sne, mens snavset, drivtømmer og affald bliver fjernet og udrenset på vejen.
Herrens hånd kan ikke standses.
(Hvor længe kan rindende vand forblive urent? Hvilken magt kan standse himlene?
Mennesket kunne lige så godt strække sin svage arm ud for at standse Missourifloden i
dens løb eller vende strømmen i modsat retning, som hindre den Almægtige i at udgyde
kundskab fra himlen over de sidste dages helliges hoveder).
Hvad er Boggs og hans morderbande andet end svajende piletræer på bredden
til at fange drivtømmeret? Vi kunne lige, så godt hævde, at vand ikke er vand, fordi

Side 118
bjergstrømmene sender snavs ned og gør krystalstrømmen grumset, selv om det
bagefter gør strømmen og vandet renere end før, eller at ild ikke er ild, fordi den lader
sig slukke, som at sige, at vor sag er fortabt, fordi frafaldne, løgnere, præster, tyve og
mordere, som alle i lige grad holder på deres kneb og trosbekendelser, har udøst af
deres åndelige ugudelighed på høje steder og fra deres djævelske arnesteder en strøm
af snavs og skarn og bræk på vore hoveder.
Nej! Gud forbyde det. Helvede kan udøse sit raseri som Vesuvs eller Ætnas
brændende og flydende lava, og dog vil "mormonismen" bestå. Vand, ild, sandhed og
Gud er alle realiteter. Sandhed er "mormonisme". Gud er dens ophavsmand. Han er
vort skjold. Det er ved ham, vi blev født. Det var ved hans røst, at vi blev kaldet til en
uddeling af hans evangelium i begyndelsen af tidernes fylde. Det var ved ham, at vi
modtog Mormons Bog, og det er ved ham, at vi forbliver til denne dag, og ved ham vil
vi forblive, hvis det er til vor herlighed, og i hans almægtige navn er vi bestemt til at
udholde trængsler og prøvelser som gode soldater til enden.
Men brødre, vi vil fortsætte med at fremkomme med yderligere overvejelser og
betænkninger i vor næste skrivelse. I vil erfare, når I har læst dette, og hvis I ikke
lærer det, vil I kunne lære det, at mure og lænker, døre og knirkende hængsler
og fangevogtere og arrestforvarere, der griner som visse fordømte ånder, for ikke
at en uskyldig mand skulle undslippe og bringe en morderisk bandes fordømmelige
gerninger frem i lyset, er beregnet på i selve deres natur at få et hæderligt menneskes
sjæl til at føle sig stærkere end helvedes magter.
Men vi må slutte vor skrivelse. Vi sender hilsener til fædre, mødre, hustruer og børn,
brødre og søstre; vi bevarer dem alle i kærligste erindring.
Vi vil gerne spørge efter ældste Rigdon; hvis han ikke har glemt os, fremgår det ikke
af hans skriveri. Broder George W. Robinson ligeledes, og vi hilser ældste Cahoon,
men vi kunne lide at stimulere hans hukommelse en lille smule angående fablen om
bjørnen og de to venner, som gensidigt gik ind på at stå hinanden bi. Og måske ville det
ikke være af vejen at omtale onkel John (Smith) og adskillige andre. Et trøstens ord og
en velsignelse ville være velkommen fra enhver, mens vi tilhviskes så tæt af bjørnen.
Men vi føler trang til at undskylde alle og alt, ja så meget villigere, når vi betænker, at
vi er i hænderne på personer, der er værre end en bjørn, thi bjørnen ville ikke snylte
på en død krop.
Vi sender vore hilsener og kærlighed og fællesskab til alle de retskafne hellige. Vi
er jeres brødre og lidelsesfæller og Jesu Kristi fanger for evangeliets skyld og for det
håb om herlighed, der findes i os. Amen.
Fortsatte betragtninger.
Vi fortsætter med at give biskop Partridge mere at tænke på og ligeledes medlemmerne
i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som vi elsker med en brændende kærlighed,
og , vi tænker altid på dem i alle vore bønner til Guds trone.
Det synes stadig at ligge os stærkt på sinde, at kirken ville gøre vel i at sikre sig
kontrakten til den jord, som mr. Isaac Galland har foreslået og at pleje og dyrke denne
herres venlige følelser, da han vil vise sig at være en hæderlig mand og en ven af
menneskeheden; det gælder også Isaac Van Allen, statsadvokaten i Iowa, og guvernør
Lucas, at sådanne mænd måske kan blive påvirket af Guds forsyn til at gøre godt mod
hans folk. Vi tror oprigtigt talt, at mr. Gallands brev røber den slags ånd, hvis vi dømmer
rigtigt. Det gælder også guvernør Lucas' brev. Vi foreslår, at I beder indtrængende for
alle mennesker, som tilkendegiver nogen form for medfølelse med Guds lidende børn.

Side 119
Vi tror, at De forenede Staters landmåler i territoriet Iowa kan være til stor gavn
for kirken, hvis det er Guds vilje i den henseende. Retfærdighed og retskaffenhed bør
være vore lænders rustning.
Forberedelse imod Guds vrede.
Den tanke synes at være stærkt fæstnet i vort sind, at de hellige burde gribe fat i hver
dør, som synes at blive åbnet for dem for at vinde fodfæste på jorden og at træffe
alle forberedelser, som ligger i deres magt, til at møde de storme, som nu samler sig i
himlene, "mulms og mørkes dag, skyers og tages dag," som profeterne har talt om, og
som ikke kan være langt ude i fremtiden, thi der synes at være en hvisken, at himlens
engle, der er blevet betroet hvervet med at give råd i disse sager i de sidste dage, har
rådført sig med hinanden; og blandt de øvrige af de almindelige forhold og sager, som
må udføres i deres ærværdige rådsforsamling, har de bemærket deres vidnesbyrd,
som blev myrdet ved Haun's Mills og ligeledes deres, som led martyrdøden sammen
med David W. Patten, og andre steder og har måske truffet visse afgørelser til gunst
for de hellige og for dem, som blev kaldet til at lide uden grund.
Disse afgørelser vil blive bekendtgjort med tiden, og rådet vil tage alle de ting i
betragtning, som forarger.
Vi nærer et brændende ønske om, at alt på jeres generalkonferencer skal diskuteres
med megen omhu og hensigtsmæssighed, så I ikke volder den Helligånd sorg, den
And, som til alle tider vil blive udøst over jeres hoveder, når I anfægtes af disse
retfærdighedens principper, som er i overensstemmelse med Guds sind og udøves
på rette måde i forholdet til hverandre, og for alt i verden nøje husker dem, som er i
trældom, i sorg og i dybe lidelser for jeres skyld. Og hvis der er nogen iblandt jer, som
søger deres egen ophøjelse og deres egen velstand, mens deres brødre sukker under
fattigdommens åg og kæmper med svære sorger og prøvelser, kan de ikke drage fordel
af den Helligånds mellemkomst, som dag og nat går i forbøn for os med sukke, som
ikke kan udtrykkes.
Vi burde til enhver tid passe nøje på, at sådan hovmodighed aldrig skal få plads i
vore hjerter; men vær velvillige overfor de fattige og ringe og bær med langmodighed
over med de svages skrøbeligheder.
Mange er kaldede, men få udvalgte.
(Se, mange er kaldede, men få er udvalgt. Og hvorfor er de ikke udvalgt? Fordi deres
hjerter er de verdslige ting hengivne, og de tragter efter menneskelig ære, så de ikke
kan lære denne ene lektie: At præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet
med himlens kræfter, og at himlens kræfter ikke kan kontrolleres eller bruges uden
ved retfærdighedens grundsætninger. At de kan overdrages os, er sandt; men om
vi forsøger at skjule vore synder eller tilfredsstille vort hovmod og vor forfængelige
ærgerrighed eller øve kontrol, herredømme eller tvang over menneskenes sjæle i
nogen som helst grad af uretfærdighed, se, da unddrager himlene sig os, Herrens ånd
bedrøves, og når den er veget bort, da er den mands præstedømme eller myndighed
borte. Se, førend han ved af det, er han overladt til sig selv, til at stampe imod brodden,
forfølge de hellige og stride mod Gud.
Ved sørgelig erfaring har vi lært, at det ligger i næsten alle menneskers natur og
tilbøjelighed, så snart de formoder, de har fået en smule myndighed, da straks begynde
at udøve uretfærdigt herredømme. Derfor er mange kaldede, men få udvalgt.

Præstedømmet mildt og langmodigt.
Side 120
Ingen magt eller indflydelse kan eller bør udøves i kraft af præstedømmet uden gennem
overbevisning, langmodighed, mildhed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed;
gennem venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig vil udvikle
sjælen meget. Irettesæt skarpt, når den Helligånd driver dertil, og udvis derefter større
kærlighed mod ham, som du har irettesat, at han ikke skal betragte dig som sin fjende;
men at han må erfare, din trofasthed er stærkere end dødens bånd. Lad dit hjerte være
fuldt af kærlighed til alle mennesker og til troens egne, og pryd altid dine tanker med
dyd, da skal du have større frimodighed for Guds åsyn og præstedømmets lære skal
falde på din sjæl som himlens dug. Den Helligånd skal være din stadige ledsager, og
dit scepter retfærdighedens og sandhedens uforanderlige scepter, og dit herredømme
skal være et evigt herredømme, og det skal uden tvang tilflyde dig fra evighed til
evighed.
Jordens ender skal spørge efter dit navn, dårer skal have dig til spot, og helvede
skal rase imod dig, medens de rene af hjertet, de vise, de ædle og dydige altid skal
søge råd, myndighed og velsignelse af din hånd. Og dit folk skal aldrig vende sig bort
fra dig på grund af forræderes vidnesbyrd. Og selv om deres indflydelse vil give dig
bekymring og sætte dig under lås og lukke, skal du dog holdes i ære, og om kort tid
skal din røst blive frygteligere end en grum løves i dine fjenders midte på grund af din
retfærdighed, og din Gud skal stå dig bi evindelig.
Erfaring gennem lidelse.
Om du bliver kaldet til at gennemgå trængsel, om du er i fare blandt falske brødre, om
du er i fare blandt røvere, om du er i fare til lands og til vands; om du anklages for
alle mulige falske beskyldninger, om dine fjender overfalder dig og river dig bort fra din
fader og moder og dine brødre og søstre; om dine fjender med draget sværd river dig
bort fra din hustrus barm og fra dine børn, og din ældste, skønt blot seks år gammel,
holder sig fast i dine klæder og siger: Min fader, min fader, hvorfor kan du ikke blive hos
os? O, min fader, hvad vil disse mennesker gøre ved dig? og han da stødes bort fra
dig med sværdet, og du slæbes i fængsel, og dine fjender kryber omkring dig som ulve
efter lammets blod; og om du bliver kastet ned i hulen eller falder i morderes hænder,
og der fældes dødsdom over dig; om du kastes i dybet, om de skummende bølger slår
op om dig; om heftige vinde bliver dine fjender; om himlen overdækkes med tæt mørke;
om alle elementerne forener sig for at spærre dig din vej; og fremfor alt, om helvedes
gab åbner sig vidt for at opsluge dig, da skal du vide, min søn, at alt dette skal give
dig erfaring og tjene dig til bedste.
Menneskesønnen steg ned under alt dette; er du større end han?
De helliges indsamling.
Fortsæt derfor på din vej, og præstedømmet skal forblive hos dig, thi grænserne er sat
og kan ikke overskrides. Dine dage er talte, og dine år skal ikke blive færre. Frygt derfor
ikke, hvad menneskene kan gøre, thi Gud vil være med dig evindelig.)
Nu, brødre, vil jeg foreslå til overvejelse for konferencen, så det forstås nøje og klogt
af rådet eller konferencerne, at vore brødre ude omkring, der forstår indsamlingens
ånd, at de bosætter sig på de steder, hvor der findes sikkerhed, og som Gud vil åbne for
dem mellem Kirtland og Far West. Lad dem fra øst og vest og fra fjerne lande bosætte

Side 121
sig et eller andet sted mellem disse to grænser, på de sikreste og roligste steder, som
de kan finde; og lad dette være den foreløbige forståelse, indtil Gud vil vise os en anden
vej for yderligere betragtninger.
Vi foreslår yderligere til rådets overvejelse, at der ikke organiseres større selskaber
ved aktieprincippet eller større firmaer, førend Herren vil tilkendegive det på rette måde,
da det åbner vejen for en sådan frygtelig valplads for de havesyge, de lade og de
fordærvede af hjertet til at mæske sig på de uskyldige og retskafne og oprigtige.
Vi har grund til at tro, at mangt og meget blev indført blandt de hellige, før Gud
havde sat tiden derfor; og selv om principperne og planerne måske har været gode, så
har ærgerrige mennesker eller med andre ord mennesker, som ikke var gudfrygtige,
måske påtaget sig at håndtere skarpe instrumenter og redskaber. Børn, ved I, er glade
for instrumenter og værktøj, medens de endnu ikke er i stand til at bruge dem.
Tid og erfaring er imidlertid de eneste sikre midler mod sådanne onder. Der er mange
lærere, men måske ikke mange fædre. Der vil komme tider, da Gud vil tilkendegive
mange ting, som er tjenlige og gavnlige for de helliges velbefindende; men tiden er
endnu ikke kommet, men vil komme, så snart der kan findes plads til dem, så man kan
tage imod dem.
Indsamlingen af falske beretninger.
(Og nu ønsker vi at råde jer til at overveje, om ikke det ville være godt for de hellige
at samle kundskab om alle kendsgerninger angående alle lidelser og forurettelser,
som er blevet dem tilføjet af denne stats befolkning. Ligeså angående al ejendom
og den skade, de har lidt både på rygte og person så vel som på fast ejendom.
Ligeledes navnene på alle, der har taget del i undertrykkelsen, dersom de kan få fat
på dem og finde dem. Der kunne måske nedsættes et udvalg med den opgave at finde
ud af disse ting og samle beretninger og beedigede vidneudsagn samt de i omløb
værende smædeskrifter, og alt sådant, som findes i tidsskrifter, konversationsleksika
og løgnagtige historier, som er blevet skrevet og stadig skrives mod os, samt af
hvem, de er skrevet, og fremlægge hele denne kæde af djævelsk skurkagtighed og
skændige og morderiske voldshandlinger, der er blevet forøvet mod dette folk, så
at vi ikke alene kan offentliggøre det for hele verden, men også forelægge det for
regeringsoverhovederne i hele dets mørke og helvedsagtige farve som et sidste forsøg,
vor himmelske Fader har pålagt os, førend vi med fuld ret kan gøre krav på den
forjættelse, som skal kalde ham frem fra hans skjulte sted, og også for at hele nationen
må stå uden nogen undskyldning, inden han kan åbenbare sin mægtige arms kraft.
Pligt overfor hustruer og børn.
Dette er en uafviselig pligt, som vi skylder Gud og englene, for hvem vi engang skal
stå, samt os selv, vore hustruer og børn, der er nedbøjet af sorg, kummer og bekymring
under det allerskændigste myrderi, tyranni og undertrykkelse, støttet og tilskyndet
gennem den ånds indflydelse, der så stærkt har fæstet fædrenes trosbekendelser på
børnenes hjerter, fædrene, som arvede løgn, og har opfyldt verden med forvirring og
vokset sig stærkere og stærkere, så den nu er selve drivfjederen til al fordærvelse, og
hele jorden sukker under uretfærdighedens byrde.
Det er et jernåg, et stærkt bånd; det er selve helvedes håndjern, kæder og lænker.
Det er derfor en uafviselig pligt, som vi ikke blot skylder vore egne hustruer og børn
at udføre, men også enkerne og de faderløse, hvis mænd og fædre blev myrdet under

Side 122
forfølgelsens jernhånd. Gerninger, der er så mørke og sorte, at de kan få selve helvede
til at gyse og blegne af skræk og selve djævelens hænder til at ryste og lammes.
Det er ligeledes en bydende pligt, som vi har overfor den opvoksende slægt og alle
rene af hjertet. Thi der findes endnu mange på jorden blandt alle sekter, partier og
religionssamfund, som er forblindede ved menneskenes listige anslag, så de ligger på
lur for at bedrage, og som holdes borte fra sandheden blot derved, at de ikke ved, hvor
de kan finde den. Derfor skulle vi benytte hele vort liv til at bringe frem i lyset alle de
mørkets skjulte ting, som vi kender til; og de er tydeligt åbenbarede fra himlen. Derfor
skal opmærksomheden for alvor rettes mod disse ting. Lad ingen agte disse ting for
ubetydelige. Thi meget af det, som i fremtiden angår de hellige, beror på dem. I ved,
brødre, at et meget stort skib i storm og uvejr drager nytte af et lille ror, når det holdes
på rette måde, alt efter som vind og bølger fordrer.
Lad os derfor, inderligt elskede brødre, gøre alt, hvad der står i vor magt; da kan vi
med største vished vente at se Guds frelse og hans arm åbenbaret.)
Advarsel imod hemmelige forbindelser.
Jeg vil også gerne henlede opmærksomheden på det upassende ved og usømmelige
i organiseringen af bander eller foreninger ved pagter eller edsaflæggelser, ved straffe
eller hemmelighedsfuldheder; men lad den forbigangne tid med vore oplevelser og
lidelser ved doktor Avards ugudelighed være nok og lad vor pagt være den evige
pagt, som den findes i den hellige skrift og det, som Gud har åbenbaret os. Rent og
sandt venskab svækkes altid i selve det øjeblik, man forsøger at gøre det stærkere ved
edsaflæggelser og hemmelighedsfuldhed, hvortil der er knyttet straffe.
Jeres ringe og ydmyge tjener eller tjenere har i sinde fra nu af at misbillige alt, hvad
der ikke er i overensstemmelse med Jesu Kristi evangeliums fylde, og som ikke er af
en uforfærdet, uforsagt og oprigtig natur. De vil ikke unde sig rist eller ro - som tidligere,
når de ser, at ugudelighed begynder at stikke hovedet frem - af frygt for forrædere eller
følgerne, der vil komme af at misbillige og irettesætte dem, som uforvarende kryber ind,
så de kan få noget, hvormed de kan udrydde flokken. Vi tror, at de helliges erfaringer
i den forbigangne tid har været tilstrækkelige, så de fra nu af altid vil være rede til at
adlyde sandheden uden at drive persontilbedelse, fordi de kunne drage fordel deraf.
Det er godt, at vi er os sådanne ting bevidst, og vi burde altid være klare over
disse fordomme, som undertiden frembyder sig på så mærkelig måde, og er så typiske
for den menneskelige natur, overfor vore venner, naboer og brødre i verden, som nu
engang adskiller sig fra os i mening og trosopfattelser. Vor religion er mellem os og vor
Gud. Deres religion er mellem dem og deres Gud.
Der eksisterer en kærlighed fra Gud, som skulle praktiseres overfor dem af vor tro,
som vandrer oprigtigt, og som i sig selv er mærkelig, men den kender ikke til fordomme;
den giver også sindet horisont og sætter os i stand til at opføre os med større frihed
overfor alle, der ikke er af vor tro, end de udviser overfor hverandre. Disse principper
bringer os nærmere til Guds sind, fordi de er ligesom Gud, eller gudlignende.
Religionsfrihedens princip.
Her er også et princip, som vi er nødt til at interessere os for, d. v. s. sammen med
alle mennesker, som f. eks. regeringer og love og reguleringer i livets borgerlige
anliggender. Dette princip garanterer alle partier, sekter og samfund og religiøse
kategorier lige, sammenfaldende og uafhændelige rettigheder; det er ting, som hører

Side 123
ind under dette liv, hvorfor alle er lige interesserede; de giver os ansvar overfor
hverandre i forkrænkelige sager, medens de førstnævnte principper ikke omstyrter de
sidstnævnte, men binder os stærkere, og giver os ikke alene ansvar overfor hverandre,
men også overfor Gud. Derfor siger vi, at De forenede Staters forfatning er et herligt
banner; den blev grundlagt i Guds visdom. Den er et himmelsk banner; den er for alle,
som er privilegerede med frihedens sødme, som en stor klippes skygge og forfriskende
vand i et tørt og vanskeligt tilgængeligt land. Den er som et stort træ, under hvis grene
mennesker fra ethvert himmelstrøg kan beskyttes mod solens brændende stråler.
Vi, brødre, er berøvet beskyttelsen af dens herlige principper ved de grusommes
grusomhed, ved dem, som kun ser hen til det nærværende, ligesom dyret, der græsser
på engen, kun tænker på at fylde sin bug, og de glemmer, at "mormonerne" så vel som
presbyterianerne og alle andre har lige stor ret til at spise af frugterne' af vor nationale
friheds store træ. Men til trods for, at vi ser, hvad vi ser, og føler, hvad vi føler, og ved,
hvad vi ved, så er den frugt dog ikke mindre dyrebar og herlig efter vor smag; vi kan
ikke vænnes fra mælken, og vi kan heller ikke drives fra brystet, og vi vil heller ikke
fornægte vor religion på grund af forfølgelse og undertrykkelse, men vi vil holde ved
den til vor dødsstund.
Vi siger, at Gud er sand, at De forenede Staters forfatning er sand, at Bibelen er
sand, at Pagternes Bog er sand, at Kristus er sand, at de tjenende engle, udsendt fra
Gud, er sande, og at vi ved, at vi i himlen har et evigt hus, der ikke er lavet af hænder,
men hvis bygherre og skaber er Gud, og det er en trøst, som vore undertrykkere ikke
kan føle, når skæbnen vil lægge sin jernhånd på dem, som den har gjort ved os. Nu
spørger vi, hvad er mennesket? Husk, brødre, at tid og tilfældigheder rammer alle
mennesker.
Vi skal fortsætte med vore betragtninger i vort næste brev. Vi undertegner os,
jeres oprigtige venner og brødre i det evige evangeliums bånd, Jesu Kristi fanger, for
evangeliets og de helliges skyld.
Vi nedbeder himlens velsignelser over de hellige, som søger at tjene Gud med udelt
hjerte i Jesu Kristi navn. Amen.
JOSEPH SMITH, JUN.
HYRUM SMITH
LYMAN WIGHT
CALEB BALDWIN
ALEXANDER McRAE
D. H. C. 3:289-305.

Profetens belæringer om forskellige læresætninger.
Grundsætninger
Side 124
Tro kommer ved at høre Guds ord gennem Guds tjeneres vidnesbyrd; det vidnesbyrd
ledsages altid af profetiens og åbenbaringens ånd.
Omvendelse er noget, man ikke kan drive spøg med hver dag. Daglig overtrædelse
og daglig omvendelse er ikke det, der behager Gud.
Dåb er en hellig forordning, der går forud for modtagelsen af den Helligånd; det er
den kanal og nøgle, med hvilken den Helligånd vil blive forvaltet og tildelt.
Den Helligånds gave ved håndspålæggelse kan ikke modtages ved noget andet
princip end retfærdighedens princip, thi dersom man ikke retter sig efter direktiverne,
er den til ingen nytte, men trækker sig tilbage.
Tungemålsgaven blev givet i den hensigt at prædike blandt dem, hvis sprog ikke
forstås som på pinsefestens dag etc., og det er ikke nødvendigt, at tungemålsgaven
specielt læres kirken, thi enhver mand, som har den Helligånd, kan tale om det, der
hører Gud til på sit eget sprog så vel som tale på et andet; thi tro kommer ikke ved
tegn, men ved at høre Guds ord.
Læren om opstandelse og udvælgelse.
Læren om opstandelse fra de døde og den evige dom er nødvendig at prædike blandt
Jesu Kristi evangeliums første principper.
Læren om udvælgelse. Paulus formaner os til at gøre vort kald og vor udvælgelse
sikker. Dette er beseglingsmagten, som Paulus taler om andre steder.
"13. I ham blev også 1, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse - ja, i
ham blev også I, da I kom til troen, beseglet med Helligånden, som var forjættet os,
14. og som er pant på vor arv, så hans ejendomsfolk kan blive forløst, hans herlighed
til lov og pris." - Efes, 1. kap.
Dette princip burde læres og forkyndes (på rette sted), thi Gud har ikke åbenbaret
noget til Joseph, som han ikke vil åbenbare for de tolv, og endog det mindste medlem
af kirken kan vide og kende alt så hurtigt, som han er i stand til at tage det, thi den dag
vil komme, da intet menneske behøver at sige til sin næste: Kend Herren, thi alle skal
kende ham (som forbliver tro) fra den mindste til den største. Hvordan skal dette gøres?
Det skal gøres ved denne beseglingsmagt og den anden Talsmand, der er blevet talt
om, og som vil blive tilkendegivet ved åbenbaring.
De to Talsmænd.
Der tales om to Talsmænd. Den ene er den Helligånd, den samme som blev givet
på pinsefestens dag, og som alle hellige modtager efter tro, omvendelse og dåb.
Denne første Talsmand eller Helligånd har ingen anden virkning end ren intelligens.
Den har større kraft, når det gælder om at udvide sindet, oplyse forstanden og
forsyne tænkeevnen med nuværende kundskab hos et menneske, som er Abrahams
bogstavelige afkom, end et menneske, der er ikke-jødisk, selv om den måske ikke har
halv så megen synlig virkning på legemet; thi når den Helligånd falder pa en bogstavelig
efterkommer af Abraham, er den rolig og stille og fattet, og hele vedkommendes
sjæl og legeme påvirkes kun af intelligensens rene ånd. Den Helligånds virkning på

Side 125
en ikke-jøde går derimod ud på at rense det gamle blod og i virkeligheden gøre
vedkommende menneske til en efterkommer af Abrahams sæd. Det menneske, som
(franaturens hånd) ikke er af Abrahams blod, må have en ny skabelse ved den
Helligånd. I et sådant tilfælde vil der måske finde en kraftigere virkning sted på legemet,
og synligt for øjet, end på en israelit, medens israeliten først måske er langt forud for
ikke-jøden i ren intelligens.
Den anden Talsmand.
Den anden Talsmand, der tales om, er et meget interessant emne, og måske forstås
det kun af nogle få i denne tid og slægt. Efter at et menneske har fået tro på Kristus,
omvender sig fra sine synder og modtager den Helligånd (ved håndspålæggelse); som
er den første Talsmand, lad ham da blive ved med at ydmyge sig for Gud og hungre
og tørste efter retfærdighed og at leve af hvert ord, der udgår af Guds mund, så vil
Herren snart sige til ham: Søn, du skal blive ophøjet. Når Herren fuldt ud har prøvet ham
og finder, at vedkommende er bestemt på at tjene ham i alle tilfælde, så vil manden
finde, at hans kald og udvælgelse er gjort sikker, og så vil det være hans privilegium
at modtage den anden Talsmand, som Herren har lovet de hellige, som det findes
nedskrevet i Johannes's vidnesbyrd i det 14. kapitel, fra det 12. til det 27. vers.
Læg mærke til vers 16, 17, 18, 21 og 23:
"16. Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden Talsmand til at være
hos jer til evig tid,
17. sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi', den ikke ser den og
ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer.
18. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. . 21. Den, som har mine
befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal
elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham.
23. Om nogen elsker mig, vil han holde fast ved mit ord; og min Fader skal elske
ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham."
Hvad er nu denne anden Talsmand. Det er hverken mere eller mindre end Herren
Jesus Kristus selv; og det er kærnen i hele sagen, at når noget menneske får denne
sidste Talsmand, vil han få Jesu Kristi person til at være hos sig eller vise sig for ham
fra tid til anden, og han vil endog åbenbare Faderen for ham, og de vil tage bolig hos
ham, og himlens syner vil blive åbnet for ham, og Herren vil undervise ham ansigt til
ansigt, og han kan få fuldkommen kundskab om Guds riges hemmeligheder; det var
dette stadium og niveau, de fordums hellige nåede, når de havde sådanne herlige syner
- Esajas, Ezekiel, Johannes på øen Patmos, Paulus i de tre himle og alle de hellige,
som havde fællesskab med den Førstefødtes almindelige forsamling og kirke.
Åbenbaringens ånd.
Åbenbaringens ånd står i forbindelse med disse velsignelser. Et menneske kan
profetere ved at lægge mærke til den første tilkendegivelse af åbenbaringens ånd; f.
eks. når du føler den rene intelligens flyde ind til dig, kan den give dig visse tanker og
ideer pludseligt, så at du - ved at lægge mærke dertil - kan finde den opfyldt samme
dag eller snart; d. v. s. at det, som blev fremlagt for jeres sind og forstand af Guds And,
vil gå i opfyldelse; og ved således at lære Guds And og forstå den, kan du vokse ind i
og med åbenbaringens princip, indtil du bliver fuldkommen i Kristus Jesus.

Evangelisten.
Side 126
En evangelist er en patriark, ja den ældste mand af Josefs blod eller af Abrahams sæd.
Hvor som helst Jesu Kristi Kirke oprettes på jorden, burde der være en patriark til gavn
for de helliges efterkommere, som tilfældet var med Jakob, da han gav sin patriarkalske
velsignelse til sine sønner etc. (27. juni 1839). D. H. C. 3:379-381.

Fjerde del
1839-1842
Side 127

Profetens tale til de Tolv.
Om eftermiddagen, mandag den 2. juli 1839, mødtes profeten med
apostlene og nogle af de halvfjerds, der var i begreb med at rejse på
mission til Storbritannien som opfyldelsen af Herrens åbenbaring, og
han belærte dem. Han nedskrev et resume af sine bemærkninger,
og det gengives her fuldstændigt, som det er givet i Kirkens Historie.
Vogt jer for stolthed.
Side 128
Anvend altid barmhjertighedens princip, og lad os være rede til at tilgive vor broder ved
de første tegn på omvendelse, og når han beder om forladelse. Skulle vi endda tilgive
vor broder eller endog vor fjende, før han omvender sig og beder om tilgivelse, så vil
vor himmelske Fader være lige så barmhjertig mod os.
Igen, lad de Tolv og alle hellige være villige til at bekende alle deres synder og ikke
tilbageholde en del deraf; lad de Tolv være ydmyge og ikke opblæste, og de skal vogte
sig for stolthed og ikke søge at overgå hverandre, men handle for hinandens bedste og
bede for hinanden og ære vor broder og omtale hans navn med hæder og ikke bagtale
og overvælde vor broder. Hvorfor vil mennesket ikke lære visdom ved forskrift på dette
sene alderstrin i verdenshistorien, når vi har så mange vidner og eksempler for os, og
ikke være tvunget til af sørgelig erfaring at lære alt, hvad vi ved. Vil de nye, som er
udvalgt til at udfylde pladserne for dem, som er faldet, i de Tolvs kvorum, begynde at
blive så opblæste og indbildske, indtil de ophøjer sig så meget og sætter sig på en
så høj piedestal, at de snart vil falde ned, og deres fald blive stort, og baske i sølen,
mudderet og mørket som Judas, og overgive sig til Satans tugtelser, som flere af deres
kvorum har gjort, eller vil de lære visdom og blive kloge? O Gud! giv dem visdom og
bevar dem ydmyge, beder jeg om.
Når de Tolv eller andre vidner står foran jordens forsamlinger, og de prædiker med
Guds ånds kraft og bevisførelse, og folk bliver forbavsede og forvirrede over læren og
siger: "Den mand har holdt en magtfuld tale, en stor prædiken," så lad den mand eller
de mænd vogte sig for, at de ikke tilskriver sig selv æren, men se til, at de er ydmyge
og tilskriver Gud og Lammet prisen og æren, thi det er ved det hellige præstedømmes
og den Helligånds magt og kraft, at de har magt og evne til at tale således. Hvad er du,
o menneske, andet end støv? Og af hvem modtager du din magt og dine velsignelser
andet end af Gud?
Ikke udsendt for at blive belært.
O, I Tolv! læg da mærke til denne nøgle og vær vise for Kristi skyld og for jeres egen
sjæls skyld. I er ikke blevet sendt ud for at blive belært, men for at lære. Lad hvert ord
blive krydret med nåde. Vær årvågne, vær besindige. Det er en advarselens dag og
ikke en dag af mange ord. Handl ærligt overfor Gud og mennesker. Vogt jer for verdens
bestikkende fejlslutninger og sofisteri, så som at bukke og skrabe for mennesker, som
I ikke har tillid til. Vær ærlige, åbne og oprigtige i al jeres samkvem med menneskene.
Forråd ikke brødrene.
O, I Tolv! og alle hellige! drag fordel af denne betydningsfulde nøgle - at I i alle jeres
prøvelser, besværligheder, fristelser, hjemsøgelser, lænker, fængslinger og død sørger

Side 129
for, at I ikke forråder himlen, at' I ikke forråder Jesus Kristus, at I ikke forråder brødrene,
at I ikke forråder Guds åbenbaringer, hvad enten de findes i Bibelen, Mormons Bog eller
Lære og Pagter, eller nogen anden åbenbaring, som nogensinde blev eller nogensinde
vil blive givet og åbenbaret til mennesket i denne verden eller den kommende. Ja,
sørg for i al jeres færd og i hele jeres tilværelse, at I ikke gør dette, så der ikke må
findes uskyldigt blod på jeres klæder, så I går til helvede. Alle andre synder kan ikke
sammenlignes med synden imod den Helligånd, og med forræderi mod brødrene.
En nøgle til hemmelighederne.
Jeg vil give en af nøglerne til Guds riges hemmeligheder. Det er et evigt princip, som
har eksisteret hos Gud i al evighed: Det menneske, som står op for at fordømme andre,
finder fejl ved kirken og siger, at den er helt ved siden af, mens han selv er retfærdig, vid
da for sikkert, at et sådant menneske er på vej til apostasi; og dersom vedkommende
ikke omvender sig, vil han apostasere, så sikkert som Gud lever. Dette princip er lige
så rigtigt som det Jesus fremsatte, da han sagde, at den, som søger et tegn, er en ond
og utro person, og det princip er evigt, usvigeligt og fast som himlens piller; thi når I
ser et menneske søge efter et tegn, så kan I være sikker på, at vedkommende er et
utro menneske.
Profeten om præstedømmet.
Præstedømmet blev først givet til Adam; han fik overdraget Det første Præsidentskab
og havde dets nøgler fra slægt til slægt. Han fik det i skabelsen, før verden blev dannet,
som det findes nedskrevet i 1. Mosebog 1:26, 27, 28. Der blev givet ham herredømme
over alle levende skabninger. Han er Mikael, ærkeengelen, hvorom der tales i skriften.
Så til Noa, som er Gabriel; han kommer næst efter Adam i myndighed; han blev af Gud
kaldet til dette embede og blev fader til alle levende på den tid, og han fik overdraget
herredømmet. Disse mænd havde først nøglerne på jorden og så i himlen,
Præstedømmet evigt.
Præstedømmet er et evigt princip og eksisterede hos Gud fra al evighed og vil gøre det
i al evighed uden dages begyndelse og års ende. Nøglerne må bringes fra himlen, når
som helst evangeliet bliver udsendt. Når de åbenbares fra himlen, er det ved Adams
magt og myndighed.
Adam det ældste menneske.
Daniel taler i det syvende kapitel om den Gamle af Dage; han mener det ældste
menneske, vor fader Adam, Mikael. Han vil kalde sine børn sammen og holde råd
med dem for at berede dem til Menneskesønnens komme. Han (Adam) er fader til den
menneskelige familie og præsiderer over alle menneskeånderne, og alle, som har haft
nøglerne, må stå til regnskab for ham i dette store råd. Dette vil måske finde sted, før
nogle af os forlader denne tilværelse. Menneskesønnen står foran ham, og der vil blive
givet ham herlighed og herredømme. Adam overleverer sin forvaltning til Kristus, det,
der blev overdraget ham som indehaver af universets nøgler, men bevarer sin rang
som overhoved for den menneskelige familie.
Menneskeånden.

Side 130
Menneskeånden er ikke et skabt væsen 5); den eksisterede fra evigheden af og vil
eksistere i al evighed. Noget, der er skabt, kan ikke være evigt; og jord, vand etc.
eksisterede i en oprindelig tilstand fra evigheden af. Vor Frelser taler om børn og
siger, at deres engle altid står for hans Fader. Faderen kaldte alle ånder til sig ved
menneskets skabelse og organiserede dem. Han (Adam) er hovedet og fik besked om
at mangfoldiggøre sig. Nøglerne blev først givet ham og gennem ham andre. Han må
give en beretning om sin forvaltning og andre ham.
5) Ved at sige, at menneskeånden ikke er skabt, tænkte profeten uden tvivl
på intelligensen, som det er forklaret i Lære og Pagter, 93:29: "Mennesket
var også i begyndelsen hos Gud. Intelligens eller sandhedens lys blev ikke
skabt eller dannet og kan ej blive det." Af dette forstår vi, at intelligensen i
mennesket ikke blev skabt; men profeten lærte klart og tydeligt, at mennesket
afgjort er Guds afkom, og at menneskenes ånder blev født i åndeverdenen
som Guds børn. Se Lære og Pagter 76:23.
Nøgler givet til Peter, Jakob og Johannes.
Præstedømmet er evigt. Frelseren, Moses og Elias gav nøglerne til Peter, Jakob og
Johannes på bjerget, da de blev forklaret for ham. Præstedømmet er evigt - uden dages
begyndelse eller års ende, uden fader, moder etc. Hvis der ikke er nogen forandring
i forordninger, er der ingen forandring i præstedømmet. Hvor som helst evangeliets
forordninger forrettes, der er præstedømmet.
Præstedømmets afstamning.
Hvorledes er vi kommet til præstedømmet i de sidste dage? Det kom ned til os i
rækkefølge. Peter, Jakob og Johannes fik det overdraget, og de overdrog det igen
til andre. Kristus er den store højpræst; Adam næst. Paulus taler om kirken med en
højtidsskare af engle i tusindtal - til en dommer, som er alles Gud - og til deres ånder,
som er retfærdige og er nået til fuldendelse, og til den nye pagts mellemmand Jesus.
(Hebr. 12:23).
Jeg så Adam i dalen Adam-ondi-Ahman. Han kaldte sine børn sammen og
velsignede dem med en patriarkalsk velsignelse. Herren viste sig for dem midt iblandt
dem, og han (Adam) velsignede dem alle og forudsagde, hvad der ville ske dem indtil
sidste slægtled.
Det er derfor Adam velsignede sine efterkommere; han ønskede at bringe dem ind
i Guds nærværelse. De ventede på en stad etc. "hvis bygmester og skaber er Gud".
(Hebr. 11:10).
Moses søgte at bringe Israels børn ind til Guds nærværelse ved præstedømmets
magt, men han kunne ikke. I verdens første tidsaldre prøvede de på at oprette det
samme; og der blev oprejst Elias'er, som prøvede at gengive selve disse herligheder,
men de opnåede dem ikke; men de profeterede om en dag, da denne herlighed ville
blive åbenbaret. Palus talte om tidernes fyldes uddeling, da Gud ville samle alt under
et etc.; og de mænd, til hvem disse nøgler er blevet givet, må være der; og de kan ikke
gøres fuldkomne uden os.
Disse mænd er i himlen, men deres børn er på jorden. Deres kærlighed til os blusser
op i dem. Gud sender mænd ned af denne grund. "Menneskesønnen skal sende sine
engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem,

Side 131
som øver lovløshed". (Matt. 13:41). Alle disse bemyndigede personer vil komme ned
og hånd i hånd slutte sig sammen for at bringe dette værk i stand.
Vi kan ikke blive fuldkomne uden vore døde.
Himmeriges rige er som et sennepsfrø. Sennepsfrøet er lille, men frembringer et stort
træ, og fuglene bygger rede i dets grene. Fuglene er englene. Således kommer engle
ned, slutter sig sammen for at samle deres børn, og indsamler dem. Vi kan ikke gøres
fuldkomne uden dem, og de heller ikke uden os. Når dette er gjort, vil Menneskesønnen
komme ned og den Gamle af Dage sidde; vi kan komme til en højtidsskare af engle
i tusindtal, have fællesskab med dem og modtage belæringer af dem. Paulus fortalte
om Moses's forhold, talte om Israels børn, der blev døbt. (1 Kor. 10:1-4). Han vidste
dette, og at alle forordningerne og velsignelserne var i kirken. Paulus havde dette, og
vi kan få himlens fugle til at bygge rede i grenene etc.
"Hornet" bekrigede de hellige og overvandt dem, indtil den Gamle af Dage kom; der
blev fældet dom over den Allerhøjestes hellige af den Gamle af Dage; tiden kom, da
de hellige kom i besiddelse af riget. Dette gør os ikke blot til Guds tjenere her, men
i al evighed.
Ingen frelse uden åbenbaring.
Frelse kan ikke komme uden åbenbaring; det vil være forgæves for en hvilken som helst
at være en Guds tjener uden den. Ingen mand er en Jesu Kristi tjener uden at være en
profet. Ingen kan være en Jesu Kristi tjener uden han har Jesu vidnesbyrd, og det er
profetiens ånd. Når som helst frelse er blevet forvaltet, har det været ved vidnesbyrd.
Mennesker i vor tid bærer vidnesbyrd om himmel og helvede og har aldrig set nogen af
dem; og jeg vil sige, at intet menneske kender disse ting uden ved åbenbaringens ånd.
Tegn på Herrens anden tilkommelse er begyndt.
Mennesker giver sig ud for at profetere. Jeg vil profetere, at tegnene på
Menneskesønnens tilkommelse allerede er påbegyndt. Den ene pest vil følge efter
den anden og virke hærgende. Vi vil snart have krig og blodsudgydelse. Månen vil
blive forvandlet til blod. Jeg bærer vidnesbyrd om disse ting, og at Menneskesønnens
komme er nær, ja står for døren. Hvis vor sjæl og vort legeme ikke ser hen til
Menneskesønnens komme, og hvis vi, efter at vi er døde, ikke skuer frem dertil, vil vi
blive blandt dem, der vil få klipperne til at falde ned over os.
Børns hjerter vender sig til fædrene.
Menneskebørnenes hjerter må vendes til fædrene og fædrenes til børnene, levende
eller døde, for at berede dem på Menneskesønnens komme. Hvis Elias ikke var
kommet, ville hele jorden blive slået med band.
Der vil her og der være en (Zions) stav for de helliges indsamling. Nogle har måske
råbt fred, men de hellige og verden vil fra nu af kun have lidt fred. Lad dette ikke hindre
os i at drage til stavene; thi Gud har bedt os om at fly uden at nøle, ellers vil vi blive
spredt, en her og en anden der. Der vil jeres børn blive velsignet, og I vil være midt
iblandt venner, hvor I kan blive velsignet. Evangeliets net samler folk af alle slags.
Jeg profeterer, at det menneske, der venter, efter at han har fået lejlighed til at drage
af sted, vil blive hjemsøgt af djævelen. Krige står for døren; vi må ikke nøle, men det

Side 132
kræves ikke af os, at vi skal bringe ofre. Zions opbygning burde være vort største mal.
Når der udbryder krige, må vi flygte til Zion. Råbet siger, at vi må drage af sted i hast.
Den sidste åbenbaring siger, at I ikke vil få tid til at være draget over jorden, førend dette
kommer. Det vil komme lige så sikkert som koleraen, krig, ildebrande og jordskælv,
den ene pest efter den anden, indtil den Gamle af Dage kommer, og så vil der blive
fældet dom over de hellige.
Ingen fred undtagen i Zion.
Hvad end I vil høre om mig eller Kirtland, tag ikke notits deraf; thi dersom det skal være
et tilflugtssted, vil djævelen gøre sig de største anstrengelser for at stille fælder for
de hellige. I må gøre jer bekendt med de mænd, der ligesom Daniel beder tre gange
om dagen i retning af Herrens hus. Se hen til præsidentskabet og modtag belæring.
Enhver, der er bange, havesyg, vil blive fanget i en snare. Tiden kommer hurtigt, da
intet menneske vil have fred undtagen i Zion og dens stave.
Jeg så mænd, der stræbte deres egne sønner efter livet og broder myrde broder,
kvinder dræbe deres egne døtre, og døtre stræbe deres mødre efter livet. Jeg så
hære opstillet mod hære. Jeg så blod, ødelæggelse, ild. Menneskesønnen har sagt, at
moderen skal være mod sin datter og datteren imod moderen. Alt dette står for døren.
Det vil følge Guds hellige fra by til by. Satan vil rase og grassere, og djævelens ånd vil
nu blive gjort rasende. Jeg ved ikke, hvor hurtigt disse ting vil finde sted, men når jeg ser
dem for mig, skal jeg da råbe fred? Nej; jeg vil opløfte min røst og bære vidnesbyrd om
dem. Hvor længe I vil have gode afgrøder og hungeren holdes borte, ved jeg ikke; når
figentræets grene først er blevet saftfulde og får blade, så ved I, at sommeren er nær.
Prøv ånderne.
Vi kan forvente engle og blive betjent af dem, men vi må prøve ånderne og bevise,
hvem de er, thi det er ofte tilfældet, at folk begår fejl med henblik på disse ting. Gud har
forordnet det således, at når han har givet en meddelelse, skal man ikke tage noget
syn for givet undtagen det, man ser med øjet, eller hvad man hører med øret. Når I får
et syn, bed da om at f å det fortolket og forklaret; hvis I ikke får det, da gør ikke noget
ved det, thi der må herske sikkerhed i denne sag. Et åbent og uforbeholdent syn vil
tilkendegive det, der er vigtigere. Løgnagtige ånder går ud over verden. Der vil blive
store tilkendegivelser af ånder, både falske og sande.
Engle har ikke vinger.
Det at blive født på ny kommer ved Guds And gennem forordninger. En Guds engel har
aldrig vinger. Nogle vil sige, at de har set en ånd, at denne tilbød dem sin hånd, men de
rørte ikke ved den. Det er løgn. For det første er det imod Guds plan: en ånd kan ikke
komme i andet end herlighed; en engel har kød og ben; vi ser ikke deres herlighed.
Djævelen kan vise sig som en lysets engel. Bed Gud om at åbenbare det; hvis det er
af djævelen, vil han flygte for dig; hvis det er af Gud, vil han tilkendegive sig eller have
det tilkendegivet. Vi kan komme til Jesus og spørge ham; han vil vide alt om det; hvis
han kommer til et lille barn, vil han tilpasse sig 'efter et lille barns sprog og evner.
Ikke enhver ånd eller ethvert syn eller al sang er af Gud. Djævelen er en oratorisk
begavelse; han er magtfuld; han tog Frelseren op på templets tinde og fristede ham i
ørkenen i fyrretyve dage. Evnen til at bedømme ånder vil blive givet den præsiderende

Side 133
ældste. Bed for ham, at han må have denne gave. Tal ikke i tunger uden at forstå det
eller uden at få det udlagt. Djævelen kan tale i tunger; djævelen vil komme med sit
værk; han kan friste alle klasser; han kan tale på engelsk eller hollandsk. Lad ingen tale
i tunger, medmindre han udlægger det og medmindre han indhenter den præsiderende
broders samtykke og tilladelse; så kan han erkende og udlægge, eller også kan en
anden. Lad os søge efter Abrahams, Noas, Adams og apostlenes herlighed, som står
i forbindelse med og (har kendskab til) disse ting, og så vil vi blive talt blandt dem, når
Kristus kommer. (2. juli 1839). D.H.C. 3:383-392.
De hellige vil ikke undgå straffedomme.
Jeg forklarede angående Menneskesønnens komme og ligeledes, at det er en falsk
ide og tanke, at de hellige vil undgå alle straffedomme, medens de ugudelige lider, thi
alt kød er underkastet lidelser, og "de retfærdige skal undkomme med nød og næppe;"
dog vil mange af de hellige undslippe, thi de retfærdige skal leve ved tro; dog skal
mange af de retfærdige blive et bytte for sygdom, for pest etc. på grund af kødets
skrøbelighed og dog blive frelst i Guds rige. Det er altså et vanhelligt princip at hævde,
at den og den har overtrådt, fordi de er blevet ramt af sygdom eller død, thi alt kød er
døden underkastet, og Frelseren sagde: "Døm ikke, for at I ikke skal blive dømt." (29.
september 1839). D. H. C. 4:11.

Profetens brev til ældsterne Hyde og Page -
Mission i Palæstina taget op til overvejelse.
Nauvoo, Hancock County, Illinois, 14. maj 1840.
Til Orson Hyde og John E. Page:
Side 134
Kære Brødre! Det glæder mig at se af jeres brev, at jeres mission "svulmer mere og
mere". Det er en stor og betydningsfuld mission og en, der er værdig at deltage i for
de intelligenser, som omgiver Jehovas trone. Selv om den synes stor for nærværende,
så er I dog blot begyndt at erkende dens storhed, udstrækning og herlighed. Hvis der
findes noget, der er beregnet på at interessere de helliges sind, at vække de smukkeste
følelser hos dem og få dem til at gøre noget og anstrenge sig, så er det afgjort de store
og dyrebare løfter og forjættelser, som vor himmelske Fader har givet Abrahams børn;
og de, der er beskæftiget med at finde Israels udstødte og Judas adspredte, kan ikke
andet end glæde sig over Herrens ånd og få himlens mest udsøgte velsignelser til at
hvile på sig i rigeligt mål.
En velsignelse for pagtens folk.
Brødre, I er på vej til evig berømmelse og udødelig herlighed, og eftersom I
nærer interesse for Herrens pagtsfolk, skal deres fædres Gud velsigne jer. Bliv ikke
mismodige på grund af værkets og arbejdets omfang; vær blot ydmyge og trofaste, og
så kan I sige: "Hvem er du, du store bjerg? For Zerubbabel skal du blive slette!" Han,
som spredte Israel, har lovet at indsamle dem; eftersom I derfor skal blive medarbejdere
i dette store værk, vil han udruste jer med magt, visdom, kraft og intelligens og enhver
nødvendig kvalifikation og egenskab, mens jeres forstand og sind bliver mere og mere
opladt, indtil I kan omfatte jorden og himlene, række frem til evigheden og tænke over
Jehovas mægtige handlinger i al deres mangfoldighed og herlighed.
Udgivelsen af bøger.
Som svar på jeres forespørgsler angående oversættelsen og udgivelsen af Mormons
Bog, sangbogen, kirkens historie o. s. v. vil jeg sige, at jeg fuldstændig bifalder samme
og giver mit samtykke med undtagelse af sangbogen, da en ny udgave med et større
udvalg af salmer og sange vil udkomme om kort tid eller blive trykt her på stedet, og
jeg tror, den vil blive et forbilledligt værk. Så snart den ligger færdigtrykt, vil I få nogle
tilsendt, som I kan få oversat og få trykt på et hvilket som helst sprog, I kunne ønske.
Skulle vi ikke kunne sende jer nogle, og der vil blive stor efterspørgsel efter
salmebøger, hvor I befinder jer, da vil jeg .ikke have noget imod, at I optrykker
den nuværende udgave. Hvis I skal udgive Mormons Bog, Lære og Pagter eller
salmebogen, er det mit ønske, at eneretten dertil skal sikres i mit navn.
Med hensyn til udgivelsen af andre værker, enten nye eller sådanne, som tidligere
er blevet udgivet, må I lade jer lede af forhold og omstændigheder; hvis I mener, at det
er nødvendigt at gøre det, vil jeg ikke have noget at indvende derimod. Det vil være
udmærket at studere enkelhed og tydelighed i, hvad I udgiver, "thi min sjæl glæder sig
ved at tale tydeligt."
De halvfjerds's pligt.

Side 135
Jeg føler mig glad over brevets ånd - og I kan være sikker på, kære brødre, at jeg fuldt
ud samarbejder med jer, og at jeg beder for jeres velfærd og held og lykke. Som svar på
jeres forespørgsel i et tidligere brev med henblik på de halvfjerds's pligter med at ordne
og regulere menigheder o. s. v. siger jeg, at de halvfjerds's pligter snarere består i at
prædike evangeliet og opbygge menigheder end i at regulere og ordne disses forhold,
så en højpræst kan tage sig af dem. Dersom en højpræst skulle være forsømmelig og
slap i sine pligter og skulle lede eller lade kirken blive ledt på afveje, afvige fra Herrens
forordninger, så er det en af de halvfjerds's pligter under de Tolvs specielle vejledning
og efter at være blevet behørigt bemyndiget af dem med deres overdragne myndighed
at drage hen til vedkommende menighed, og hvis et flertal af nævnte menighed er
indforstået dermed, da at gå i gang med at regulere og ordne sammes forhold; ellers
har han ikke nogen myndighed til at handle. D. H. C. 4:128-129.

Sager for højrådet.
Side 136
Lørdag, den 11. juli 1840. - Højrådet mødtes i mit kontor, hvor jeg belærte
højrådsmedlemmerne om deres pligter som rådsforsamling, og for at de kunne blive
ledet af samme i fremtiden, og jeg gav ordre til at følgende blev nedskrevet: "At rådet
ikke skulle indlade nogen sag til doms uden at begge parter var til stede eller havde
haft mulighed for at være til stede; de skulle heller ikke høre på et menneskes klage, før
vedkommendes sag er blevet indbragt for retten til pådømmelse; de skulle heller ikke
lade et menneskes karakter og rygte blive udsat for højrådet uden at vedkommende
person er til stede og rede til at forsvare sig, så rådsmedlemmerne ikke er forud indtaget
imod nogen, hvis sag de muligvis må tage stilling til." (11. juli 1840). D. H. C. 4:154.

Profetens brev til William W. Phelps, hvori
han byder ham velkommen tilbage i Kirken.
Nauvoo, Hancock County, Illinois, 22. juli 1840.
Side 137
Kære Broder Phelps! - Jeg må sige, at det er ikke med almindelige følelser, jeg
prøver på at skrive nogle få linier til dig som svar på dit brev af 29. f. m.; jeg fryder og
glæder mig dog samtidig over det privilegium, der således er givet mig.
Du kan måske i nogen grad forstå, hvordan jeg følte og ligeledes ældste Rigdon
og broder Hyrum, da vi læste dit brev - vore hjerter fyldtes i sandhed af ømhed
og kærlighed, da vi konstaterede dine beslutninger. Jeg kan forsikre dig for, at jeg
nærer tilbøjelighed til at handle i dit tilfælde på en måde, som vil vinde Jehovas
bifald, (hvis tjener jeg er) og i overensstemmelse med sandheden og retfærdighedens
principper, som er blevet åbenbaret; og eftersom langmodighed, tålmodighed og
barmhjertighed altid har karakteriseret vor himmelske Faders handlinger overfor de
ydmyge og bodfærdige, føler jeg trang til at tage eksemplet op til efterfølgelse, værne
om de samme principper, og ved at gøre det blive en frelser for mine medmennesker.
Det er sandt, at vi har lidt meget og har måttet gennemgå meget på grund af din
opførsel - et bæger af galde og malurt, der allerede er tilstrækkelig fuldt for dødelige
at drikke, og som blev fyldt til randen, da du vendte dig imod os. En, med hvem vi
ofte havde siddet i råd og nydt mange forfriskende tider fra Herren - "havde det været
en fjende, kunne vi have udholdt det. Fordi du så til, da fremmede raned hans gods
og udlændinge kom i hans porte; da de lodded Far West bort, var og du som en af
dem. At nyde din broders dag, hans vanhelds dag, og glæde dig over judæerne på
undergangens dag! At opspærre munden på trængselens dag."
Bægeret er imidlertid blevet drukket, vor himmelske Faders vilje sket, og vi er endnu
i live, hvad vi takker Herren for. Og efter at du er blevet udfriet af ugudelige mænds
hænder ved Guds nåde og barmhjertighed, siger vi, at det er dit privilegium at blive
udfriet af djævelens magt og komme til at nyde den frihed, som Guds kære børn har
og igen indtage din plads blandt den Allerhøjestes hellige og ved flid, ydmyghed og
uskrømtet kærlighed overgive dig til vor Gud og til din Gud og til Jesu Kristi Kirke.
Da jeg er af den opfattelse, at din bekendelse er virkelig og din omvendelse ægte, vil
det glæde mig endnu engang at række dig fællesskabets og kammeratskabets højre
hånd og glæde mig over den hjemvendende fortabte søn.
Dit brev blev læst op for de hellige i søndags, og vi loddede deres stemninger
og følelser, og det blev enstemmigt besluttet, at W. W. Phelps skulle optages i
fællesskabet.
"Kom, kære broder, striden er endt, Som venner før, du er tilbage vendt."
- D.H.C. 4:162-164.
Din altid hengivne
JOSEPH SMITH, JUN.

BEMÆRKNINGER OM PRÆSTEDØMMET
Ved konferencen, oktober 1840.
Det melkisedekske præstedømme har al myndighed.
Side 138
For at undersøge og kaste nærmere lys over præstedømmet, der er så vigtigt for denne
så vel som for enhver efterfølgende generation, skal jeg prøve på at spore emnet
så langt og så indgående, jeg på nogen mulig måde kan fra Det gamle og Det nye
Testamente.
Der omtales to præstedømmer i skriften, nemlig det melkisedekske og det aronske
eller levitiske. Endskønt der er to præstedømmer, omfatter det melkisedekske
præstedømme dog det aronske eller levitiske præstedømme og er det store overhoved
og har den højeste myndighed, som vedrører præstedømmet og nøglerne til Guds rige
i alle verdens tidsaldre til de sidste slægtled på jorden, og det er den kanal, gennem
hvilken al kundskab, lære, frelsesplanen og enhver betydningsfuld sag åbenbares fra
himlen.
Dets indstiftelse var før "denne jords grundvold eller morgenstjernerne sang til hobe
eller Guds sønner råbte af glæde," og det er det højeste og helligste præstedømme
og er efter Guds Søns orden, og alle andre præstedømmer er kun dele, forgreninger,
magter og velsignelser, der tilhører det samme og indtages, kontrolleres og ledes af det.
Det er den kanal, gennem hvilken den Almægtige begyndte at åbenbare sin herlighed
ved begyndelsen af denne jords skabelse, og gennem hvilken han er blevet ved med at
åbenbare sig til menneskenes børn til nuværende tid, og gennem hvilken han vil gøre
sine planer og hensigter kendt til tidernes ende.
Adam det første menneske.
Begyndende med Adam, som var det første menneske,1) der i Daniel omtales som
værende den "Gamle af Dage" eller med andre ord, den første og ældste af alle,
den store, herlige stam fader, om hvem det siges et andet sted, at han er Mikael,
fordi han var den første og fader til alle, ikke blot ved efterkommere, men den første
til at nyde de åndelige velsignelser, som blev gjort bekendt med forordningerne til
sine efterkommeres frelse til enden, og til hvem Kristus først blev åbenbaret, og
gennem hvem Kristus er blevet åbenbaret fra himlen og vil blive ved med at blive
åbenbaret fra nu af. Adam har nøglerne til tidernes fyldes uddeling, d. v. s., at alle tiders
uddeling er blevet og vil blive åbenbaret gennem ham fra begyndelsen til Kristus og fra
Kristus til slutningen af de uddelinger, som skal åbenbares. "Da han kundgjorde os sin
viljes hemmelighed ifølge den beslutning, som han havde fattet hos sig selv, om den
frelsesplan: i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i
Kristus." (Efes. 1:9-10).
1) Den her af profeten fremsatte lære, at Adam var det første menneske og
på grund deraf blev kaldt den "Gamle af Dage", den "ældste af alle", fordi
han er jordens herlige stamfader, bekræftes i adskillige skriftsteder. I Lære
og Pagter 84:16 siger Herren, idet han taler om præstedømmets magt og
myndighed: "Og fra Enok til Abel, der blev slået ihjel som følge af sin broders
ondskab; Abel modtog præstedømmet på Guds befaling af sin fader Adam,
der var det første menneske." Og atter i Moses's Bog 1:34 "Og den første
mand af alle mennesker har jeg kaldt Adam, hvilket er mange." (D. v. s. at

navnet betyder mange, fordi han er fader til alle.) I samme bog (Moses 3:7)
læser vi også: "Og jeg, Gud Herren, dannede mennesket af jordens støv og
blæste livets ånde i hans næse; og mennesket blev til en levende sjæl, det
første kød på jorden og ligeledes det første menneske." I profeten Joseph
Smiths revision af skriften, hvor vor Herres slægtslinie er givet i Lukas (vers
45) finder vi følgende: "Og af Enos og af Set og af Adam, som blev dannet
af Gud, og det første menneske på jorden."
Forordninger altid de samme.
Side 139
Nu er formålet og hensigten for ham ved den afsluttende scene i den sidste uddeling,
at alt, hvad der hører til den uddeling, skulle ledes nøjagtigt i overensstemmelse med
de foregående uddelinger.
Gud afgjorde med sig selv, at der ikke skulle være nogen evig fylde, førend hver
uddeling skulle opfyldes og samles til et, og at alt, hvad der blev samlet til et i disse
uddelinger til samme fylde og evige herlighed, skulle være i Kristus; derfor satte han
forordningerne til at være de samme til evig tid og satte Adam til at våge over dem, til
at åbenbare dem fra himlen til mennesket eller til at sende engle til at åbenbare dem.
"Er de ikke alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal
arve frelse?" (Hebr. 1:14).
Disse engle er under ledelse af Mikael eller Adam, som handler under Herrens
vejledning. Af ovennævnte skriftsted lærer vi, at Paulus til fulde forstod Guds hensigter
med henblik på hans forbindelse med mennesket og den herlige og fuldkomne orden,
som han oprettede hos sig selv, hvorved han sendte magt, åbenbaringer og herlighed
ud.
Adam modtog bud og befalinger fra Gud.
Gud vil ikke anerkende det, som han ikke har kaldet, ordineret og udvalgt. I
begyndelsen kaldte Gud Adam med sin egen røst. "Da kaldte Gud Herren på Adam
og råbte: Hvor er du? Han svarede: Jeg hørte dig i haven og blev angst, fordi jeg var
nøgen, og så skjulte jeg mig!" (Se 1. Mosebog 3:9-10). Adam modtog befalinger og
belæringer af Gud: det var ordenen fra begyndelsen.
At han modtog åbenbaringer, befalinger og forordninger i begyndelsen hersker der
ingen tvivl om; hvordan begyndte de ellers at ofre brændofre til Gud på en antagelig
måde? Og dersom de ofrede brændofre, måtte de være bemyndiget ved ordination.
Vi læser i 1. Mosebog 4:4, at Abel bragte en gave af sin hjords førstefødte og deres
fedme. Og Herren så til Abel og hans offergave. Og igen: "I tro bragte Abel Gud et
bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud
selv kendtes ved hans offergaver; og ved den taler han endnu efter sin død." (Hebr.
11:4). Hvorledes taler han endnu? Fordi han herliggjorde præstedømmet, som blev
ham tildelt, og døde som en retfærdig mand og derfor er blevet en Guds engel ved at
modtage sit legeme fra de døde og stadig have sin uddelings nøgler; og han blev sendt
ned fra himlen til Paulus for at bringe trøstende ord og overdrage ham kundskab om
gudelighedens hemmeligheder.
Og dersom det ikke var tilfældet, vil jeg gerne spørge: Hvordan vidste Paulus så
meget om Abel, og hvorfor skulle han oplade sin røst om, at han talte efter at han var
død? At han derfor talte, efter at han var død, må være ved at blive sendt ud fra himlen
for at forrette sin gerning.

Adam har præsidentskabets nøgler.
Side 140
Dette er altså præstedømmets væsen og natur; hver mand med præsidentskabet for
sin uddeling, og en enkelt mand med præsidentskabet for dem alle, nemlig Adam. Og
Adam modtog sit præsidentskab og sin myndighed fra Herren, men kan ikke modtage
en fylde, førend Kristus overdrager riget til Faderen, og det vil være ved slutningen af
den sidste uddeling.
Kain forbandet for sin uretfærdighed.
Præstedømmets magt, herlighed og velsignelser kunne ikke forblive hos dem, der kun
modtog ordinationen i det forhold, deres retfærdighed varede; thi Kain, der også var
bemyndiget til at opsende brændofre, men som ikke opsendte dem i retfærdighed, blev
forbandet. Det fremgår da, at forordningerne må bevares på selve den måde, Gud har
foreskrevet det; ellers vil deres præstedømme vise sig at være en forbandelse i stedet
for en velsignelse.
Enoks mission.
Dersom Kain havde opfyldt retfærdighedens lov, som Enok gjorde, kunne han have
vandret med Gud alle sit livs dage og aldrig have mistet en velsignelse. "Og Enok
vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 år og
avlede sønner og døtre; således blev Enoks fulde levetid 365 år; og Enok vandrede
med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham." (1. Moseb. 5:22-24). Denne
Enok forbeholdt Gud sig selv, så han ikke skulle dø engang og overdrog ham en
tjenestegerning for terrestriale legemer, om hvem der kun er blevet åbenbaret lidet. Han
er også blevet holdt tilbage til præsidentskabet for en uddeling, og der vil blive fortalt
mere om ham og terrestriale legemer i en anden afhandling. Han er en tjenende engel
for at betjene dem, som skal være arvinger til frelse, og viste sig for Judas, som Abel
viste sig for Paulus; derfor talte Judas om ham (vers 14, 15). Og Enok, den syvende
fra Adam, åbenbarede disse udtalelser: "Se, Herren kom med sine hellige titusinder".
Paulus var også bekendt med denne person og modtog belæringer af ham. "I tro
blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og man fandt ham ikke mere, fordi
Gud havde taget ham bort; thi før han blev taget bort, fik han det vidnesbyrd, at han
havde Guds velbehag; men uden tro er det umuligt at have hans velbehag; thi den, som
kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham." (Hebr. 11:5-6).
Læren om optagelse til himmels.
Læren om optagelse til himmels er en magt og en kraft, der tilhører præstedømmet.
Der er mangt og meget, der tilhører præstedømmets kræfter og magter og dets nøgler,
som er blevet skjult fra før verdens grundlæggelse; de er blevet skjult for de vise og
kloge for at blive åbenbaret i de sidste dage.
Mange har været af den formening, at læren om optagelse til himmels var en lære,
hvorved mennesker blev øjeblikkeligt taget ind til Guds nærværelse og ind til en evig
fylde, men det er en fejlagtig ide. Deres bolig er af den terrestriale orden, og han holdt
et sted i beredskab for sådanne personer, der var beredt til at være tjenende engle for
mange planeter, og som endnu ikke er indtrådt i så stor en fylde, som de, der er opstået

Side 141
fra de døde. "Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse, for således at
opnå en bedre opstandelse." (Se Hebr. 11:35).
Nu var det klart, at der var en bedre opstandelse, thi ellers ville Gud ikke have
åbenbaret det til Paulus. Hvori kan det da siges at være en bedre opstandelse. Denne
adskillelse gøres mellem læren om den virkelige opstandelse og optagelse: optagelse
opnår befrielse fra legemets pine og lidelser, men deres eksistens vil forlænges, hvad
tjenestegerningens arbejde og slid angår, før de kan indtræde i så stor en hvile og
herlighed.
På den anden side modtog de, der blev lagt på pinebænken, og som ikke tog imod
befrielse, øjeblikkelig hvile fra deres møje. "Og jeg hørte en røst fra himmelen sige:
Skriv: Salige er de døde, som dør i Herren fra nu af. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter
deres møje, thi deres gerninger følger dem." (Åb. 14:13).
De hviler fra deres møje i lang tid, og dog er deres arbejde holdt i beredskab til dem,
så de får lov til at gøre det samme arbejde, efter at de modtager en opstandelse for
deres legemer. Men vi vil forlade dette emne og emnet om de terrestriale legemer til
en anden gang for at kunne behandle dem fuldstændigere.
Præstedømmets nøgler.
Den næste, store patriark (efter Enok), som havde præstedømmets nøgler, var Lemek.
"Da Lemek havde levet 182 år, avlede han en søn, som han gav navnet Noa, idet han
sagde: Han skal skaffe os trøst i vort møjefulde arbejde med jorden, som Herren har
forbandet." (Se 1. Mosebog 5:28-29). Præstedømmet fortsatte fra Lemek til Noa: "Da
sagde Gud til Noa: Jeg har besluttet at gøre ende på alt kød, fordi jorden ved deres
skyld er fuld af uret; derfor vil jeg nu udrydde dem af jorden." (1. Mosebog 6:13).
Således ser vi, at dette præstedømmes nøgler bestod i at modtage Jehovas røst, at
han talte med ham (Noa) på fortrolig og venlig måde, at han overdrog ham nøglerne,
pagterne, magten og herligheden, hvormed han velsignede Adam i begyndelsen, og
offergaven, som også skal fortsættes til det sidste; thi alle forordninger og pligter,
som nogensinde er blevet krævet af præstedømmet under den Almægtiges ledelse
og befaling i nogen af uddelingerne, skal alle findes i den sidste uddeling; derfor skal
alt det, der har eksisteret under præstedømmets myndighed i nogen tidligere periode,
igen eksistere og kunne fås og derved bringe den gengivelse i stand, som der er talt
om ved alle de hellige profeters mund; så skal Levis sønner frembringe et antageligt
offer for Herren. "Han sidder og smelter og renser sølv; han renser Levis sønner, lutrer
dem som guld og sølv, så de kan frembære offergave for Herren i retfærdighed." (Se
Malakias 3:3).
Offergaver vil blive en del af gengivelsen.
Det vil være nødvendigt her at fremsætte nogle få tanker om og iagttagelser af den
lære, der er fremsat i ovennævnte skriftsted; det er en almindelig antagelse, at ofring
blev fuldstændigt afskaffet, da det store offer (d. v. s.) Herren Jesu offer blev bragt, og
at der ikke vil være nogen grund til ofringer i fremtiden; men de, der hævder dette, er
afgjort ikke bekendt med præstedømmets pligter, privilegier og myndighed, eller med
profeterne.
Offergaver har altid været forbundet med præstedømmet og danner en del af dets
pligter. De begyndte med præstedømmet og vil blive fortsat til efter Kristi komme, fra

Side 142
slægtled til slægtled. Offergaver' er hyppigt blevet omtalt af den Allerhøjestes tjenere
i fordums tid før Moseloven; og disse forordninger vil blive fortsat, når præstedømmet
bliver gengivet med al dets magt og myndighed og alle dets velsignelser.
Elias's mission.
Elias var den sidste profet, som havde præstedømmets nøgler, og som, før den sidste
uddeling, vil gengive myndigheden og aflevere præstedømmets nøgler, for at alle
forordninger kan efterleves i retfærdighed. Det er sandt, at Frelseren havde fuldmagt og
myndighed til at give denne velsignelse, men Levis sønner havde for mange fordomme.
"Se, jeg sender eder profeten Elias, før Herrens store og frygtelige dag kommer" o.
s. v. o. s. v. Hvorfor sende Elias? Fordi han har myndighedsnøglerne til at tjene i alle
præstedømmets forordninger; og dersom der ikke var givet magt og myndighed, kunne
forordningerne ikke forrettes og udføres i retfærdighed.
Det er en meget fremherskende mening, at ofrene, som blev opsendt, blev
fuldstændigt fortæret. Det var ikke tilfældet; hvis De læser 3. Mosebog 2:2-3, vil De
lægge mærke til, at præsterne tog en del som en slags minde og ofrede det til Herren,
medens det øvrige blev opbevaret til præsternes underhold; alle offergaverne blev ikke
helt fortæret på alteret - men blodet bliver stænket på, og det fede og visse andre dele
fortæres.
Alle forordninger gengivet.
Disse offergaver, så vel som enhver forordning, der hører ind under præstedømmet,
vil, når Herrens tempel skal bygges og Levis sønner blive renset, blive fuldt ud gengivet
og genoprettet og efterlevet i alle deres kræfter, forgreninger og velsignelser. Dette
eksisterede altid og vil altid eksistere, når det melkisedekske præstedømmes kræfter
og magter er tilstrækkeligt åbenbaret; hvordan kan ellers alle tings genoprettelse, om
hvilken de hellige profeter har talt, blive til virkelighed. Det. skal ikke forstås således, at
Moseloven vil blive oprettet igen med alle dens ritualer og forskelligartede ceremonier;
det har profeterne aldrig talt om, men de ting, der eksisterede før Moses's tid, nemlig
offergaver, vil blive fortsat.
Nogle vil måske spørge, hvorfor offergaver er nødvendige eftersom det store offer
blev bragt? Som svar på dette vil jeg sige: Dersom omvendelse, dåb og tro eksisterede
før Kristi tid, har de da været nødvendige siden da? Præstedømmet er gået i arv i en
lige linie fra fader til søn gennem de påfølgende generationer. (Se Lære og Pagter).
(5. oktober 1840). D. H. C. 4:207-212.

Et brev fra profeten til de Tolv.
Et brev fra profeten til de Tolv.
Side 143
Til det omrejsende højråd og jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges ældster i
Storbritannien:
Elskede Brødre! - Må nåde, barmhjertighed og fred hvile over jer fra Gud Faderen
og Herren Jesus Kristus. jeg har adskillige breve liggende fra mine brødre, de Tolv,
hvoraf nogle har fortjent at blive besvaret før dette. Men på grund af de mange sager,
som jeg nødvendigvis må have min opmærksomhed henledt på, har jeg opsat at skrive
til jer indtil nu.
Vær sikker på, elskede brødre, at jeg ikke er nogen uinteresseret iagttager af det,
der foregår på vor hele jord; og blandt de omfattende bevægelser, der er i gang, er
ingen af større vigtighed og betydning end det herlige værk, som I er beskæftiget i;
derfor føler jeg ganske naturligt en vis ængstelse for jer, at I ved jeres dyd, tro, flid og
kærlighed giver jer hinanden i vold og overgiver jer til Kristi Kirke og til jeres Fader,
som er i himlen og ved hvis nåde I er blevet kaldet til et så helligt kald og er blevet sat
i stand til at udføre de store og ansvarlige pligter, som hviler på jer. Og jeg kan forsikre
jer om, at ifølge de oplysninger, jeg har modtaget, føler jeg mig overbevist om, at I ikke
har været slappe og ligegyldige i jeres pligter, men at jeres flid og trofasthed har været
af en sådan art, at Gud har kunnet smile til jer, han, hvis tjenere I er, og ligeledes har
sikret jer de helliges gode vilje i hele verden.
Evangeliet i England.
Evangeliets udbredelse over hele England er i høj grad en glæde og en tilfredsstillelse;
og når vi tænker derpå, kan det kun frembringe usædvanlige følelser i deres bryst,
som har båret dagens hede og byrde, og som var dets stærke støtter og ihærdige
forsvarere og forkyndere i dets spæde barndom der, medens de samtidig var omgivet
af de ugunstigste forhold og truet med ødelæggelse og undergang fra alle sider. De
har været som den ukuelige bark, der uskadt har trodset storm og uvejr, og som spiler
sejlene ud for vinden og ædelmodigt pløjer sig vej gennem de eftergivende bølger, og
er sig mere end nogensinde før sine spanters styrke og holdbarhed og sin kaptajns og
sit mandskabs erfaring og dygtighed bevidst.
Det er ligeledes meget tilfredsstillende at vide, at der har hersket så god forståelse
mellem jer, og at de hellige så frejdigt og venligt har lyttet til råd og har kappedes med
hverandre i dette kærlighedsarbejde og for sandhedens og retfærdighedens fremme.
Det er som det burde være i jesu Kristi Kirke; i enighed er der styrke. "Hvor godt og lifligt
er det, når brødre bor tilsammen." Lad den Allerhøjestes hellige altid dyrke og pleje
dette princip, og de herligste velsignelser vil blive resultatet, ikke alene for den enkelte,
men for hele kirken - rigets orden vil blive iagttaget, dets embedsmænd respekteret og
dets krav hurtigt og villigt adlydt.
Kærlighed et kendetegn på Guddommen.
Kærlighed er et af de vigtigste kendetegn på Guddommen og burde lægges for dagen
af dem, der tragter efter at blive Guds sønner. Et menneske, der er fyldt med Guds
kærlighed, er ikke tilfreds med blot at velsigne sin familie, men bevæger sig gennem
hele verden, ivrig efter at velsigne den hele menneskehed. Den følelse har I haft, og

Side 144
den har fået jer til at give afkald på hjemmets glæder, så I kunne blive en velsignelse
for andre, som søger udødelighed, men er fremmede for sandheden; og fordi I har gjort
det, beder jeg om, at himlens mest udsøgte velsignelser må blive jer tildel.
Da jeg er blevet bedt om at give min mening og råd angående det betimelige i, at I
vender tilbage til foråret, vil jeg med glæde gøre det. Jeg har tænkt over dette i nogen tid
og er af den formening, at det ville være klogt af jer at træffe forberedelser til at forlade
jeres arbejdsmark til foråret. Da I nu har bragt vidnesbyrdet til det land, og mange har
modtaget det, kan surdejgen nu spredes, uden at det er nødvendigt, at I bliver.
Endnu en ting - Ånden har tilhvisket os, at der vil være en vis uro, ophidselse og
vanskeligheder i det land, som I nu virker i. Jeg vil derfor sige; vær i mellemtiden flittige:
organiser menighederne og lad enhver være i sin rette plads, så de, der ikke kan
komme med jer til foråret, ikke må blive efterladt som får uden hyrde.
Et indsamlingssted.
Jeg vil ligeledes sige, at eftersom dette sted er blevet udpeget som indsamlingssted
for de hellige, er det nødvendigt, at det udføres på den måde, Herren har i sinde, at
det skal gøres. Hertil vil jeg sige, at eftersom der findes mange hellige i England, som
er yderst fattige og ikke vant til landbrug, og som der må træffes visse forberedelser
for, før de kan ernære sig her i landet, må - for at undgå forvirring og skuffelse, når de
kommer her - de mennesker, som er vant til at lave værktøj, og de, som kan mønstre
nogen kapital, selv om den er lille, derfor komme her så hurtigt det kan lade sig gøre
og etablere værksteder og træffe sådanne andre forberedelser, som er nødvendige,
så når de fattige ankommer, at de da har beskæftigelse at komme til. Dette sted har
visse fordele for fabrikation og handel, som kun meget få kan prale af; og oprettelsen
af tekstilfabrikker, støberier, pottemagerværksteder etc. ville blive midlet til at skabe
rigdom og velstand og hæve byen op til at blive meget betydningsfuld.
Jeg behøver ikke at optage mere plads til dette emne, da det fornuftige deri må være
indlysende for alle.
Trykning af bøger.
I mit forrige brev fremsatte jeg min mening angående trykning af Mormons Bog,
salmebogen o. s. v. Det har glædet mig at modtage en salmebog fra jer, og så vidt
som jeg har gennemset den, godkender jeg den i høj grad og mener, at den er en
meget værdifuld samling. Jeg har fået at vide, at Mormons Bog ligeledes er trykt, og
det glæder mig at høre; og jeg ville have været glad ved at høre, at den var blevet trykt
på alle jordens forskellige sprog. I kan selv tage stilling til trykningen af Lære og Pagter.
Hvis der er stor efterspørgsel efter den, har jeg intet at indvende, men vil opmuntre jer
til at få den trykt.
Jeg kan sige, at så vidt som jeg er blevet kendt med jeres beslutninger og afgørelser,
er jeg fuldstændig overbevist om, at de er truffet i visdom, og jeg tvivler ikke på, at
Herrens ånd har vejledet jer, og det er et bevis for mig på, at I har været ydmyge, og at
jeres ønsker er gået ud på at frelse jeres medmennesker, og at I ikke har næret tanker
om jeres egen ophøjelse eller næret selviske interesser. Så længe de hellige lægger
en sådan tænkemåde og tilbøjelighed for dagen, vil deres rådslagninger blive taget til
efterfølgelse og deres anstrengelser kronet med held.
Der er mangt og meget af stor betydning og vigtighed, som I beder om råd for, men
som jeg tror, at I fuldstændig er i stand til selv at afgøre, da I er mere fortrolige med de

Side 145
særlige omstændigheder end jeg er; og jeg nærer stor tillid til jeres forenede visdom,
hvorfor jeg håber, at I vil undskylde mig, hvis jeg ikke går i enkeltheder. Hvis jeg ser
noget, der er forkert, vil jeg anvende min ret til at fortælle jer min mening og påpege
det dårlige.
Dersom ældste Parley P. Pratt ønsker at blive i England lidt længere end de øvrige af
de Tolv, står det ham frit for at gøre det, da hans familie er med ham, og hans forhold og
omstændigheder som følge deraf er noget anderledes end de øvriges. Det er ligeledes
nødvendigt, at nogen bliver der, som er fortrolige med kirkens regler og forvaltning, og
fortsætter med bladet, som er blevet udgivet. Når vi tager alle disse ting i betragtning,
ønsker jeg naturligvis ikke at lægge pres på broder Pratt om at vende hjem til foråret.
De hellige har fremgang.
Det glæder mig at kunne sige jer, at vi har fremgang her på stedet, og at de hellige
er sundere og raskere end tidligere; og når jeg tænker på nedgangen i sygdom i år i
sammenligning med sidste år, så kommer jeg til den slutning, at stedet her efterhånden
vil blive et sundt sted. Der er for øjeblikket omkring 3000 indbyggere i Nauvoo, og der
kommer folk hver dag. Adskillige stave er blevet oprettet i forskellige dele af landet, og
disse blomstrer alle.
Forråd og forsyninger er meget billigere, end da I tog af sted. Mel koster omkring
$ 4 pr. tønde. Majs og kartofler omkring 25 cents pr. skæppe og andet i forhold hertil.
Der har været en meget god høst overalt i landet.
Templet.
I vil have set i "Times and Seasons", at vi er ved at bygge et tempel for at dyrke
og tilbede Gud her på stedet. Der træffes nu forberedelser dertil; brødrene vier hver
tiende dag til at bryde sten o. s. v. Vi har sikret en af de yndigste beliggenheder for
det her på egnen. Det forventes at blive betydeligt større end templet i Kirtland og af
langt prægtigere dimensioner, og det vil uden tvivl tiltrække sig jordens store mænds
opmærksomhed.
Vi har et lovforslag i den lovgivende forsamling for at opnå købstadsrettigheder for
Nauvoo og for oprettelsen af en læreanstalt og andre formål, som jeg formoder vil blive
vedtaget i løbet af kort tid.
Patriark Joseph Smiths død.
I vil også modtage efterretning om min faders død, hvilken begivenhed, hvor smertelig
den end er for familien og for kirken i almindelighed, også var hans sidste vidnesbyrd om
sandheden af Herrens værk og var i høj grad tilfredsstillende. Broder Hyrum efterfølger
ham som kirkens patriark ifølge faders sidste direktiver og velsignelser.
Flere fremtrædende og ansete borgere har sluttet sig til kirken og er blevet lydige
mod troen, og det er mig en glæde at kunne fortælle jer, at værket vokser og trives
meget hurtigt på dette kontinent. Nogle af brødrene er nu i New Orleans, og vi venter
en stor indsamling sydfra. Jeg har haft den glæde at byde omkring et hundrede brødre
velkommen, som kom med broder Turley; resten, har jeg fået at vide, blev i Kirtland, da
de ikke havde midler til at komme videre. Jeg tror ikke, at de, der kom her i efteråret, tog
den bedst mulige rute eller den billigste. De fleste af brødrene har fået beskæftigelse af
en eller anden art og synes temmelig godt tilfredse og synes villige til at tage imod råd.

Evangeliets udbredelse.
Side 146
Brødrene Robinson og Smith har fornylig modtaget brev fra ældsterne Kimball, Smith
og Woodruff, hvori der blev givet os oplysninger om Herrens værks begyndelse i
London, hvad der glædede mig at høre. Jeg har ligeledes fået at vide, at missionærer er
taget til Australien og til Ostindien. Det er mit ønske, at enhver af Gud åbnet mulighed
skulle benyttes og udnyttes, og at I, før I forlader England, sender evangeliet til så
mange dele af landet, som I på nogen mulig måde kan.
Elskede brødre, I vil i nogen grad kunne forstå mine følelser, når jeg tænker
over det store værk, som nu ruller over jorden, og det forhold, som jeg står i dertil,
mens det udstrækker sig til fjerne lande og tusinder antager det. Jeg erkender i
nogen grad mit ansvar og nødvendigheden af støtte fra oven og visdom fra det høje,
så jeg må kunne lære dette folk, som nu er blevet et stort folk, retfærdighedens
principper og i overensstemmelse dermed lede dem efter himlens vilje, så de må blive
fuldkommengjort og beredt til at møde Herren Jesus Kristus, når han vil komme i stor
herlighed. Kan jeg stole på jeres bønner til vor himmelske Fader på mine vegne og
på alle mine brødres og søstres bønner i England, (som jeg elsker, skønt jeg ikke har
set dem), så jeg må blive i stand til at undgå ethvert af Satans kneb, overvinde enhver
vanskelighed og bibringe dette folk nydelsen ved de velsignelser, der er forbeholdt de
retfærdige? Jeg beder jer om dette i Herren Jesu Kristi navn.
Lad de hellige huske, at store ting afhænger af deres individuelle anstrengelser, og
at de er kaldet til at være medarbejdere med os og den Helligånd ved fuldførelsen af
de sidste dages store værk; og i betragtning af dettes udstrækning, velsignelser og
herligheder, lad os da ikke alene begrave enhver selvisk følelse, men udrydde den
fuldstændigt. Lad kærlighed til Gud og mennesket være det fremherskende og regere
og herske med triumf i hvert sind, så deres hjerter må blive som Enoks fordum og fatte
alt, det nuværende, det tidligere og det fremtidige, og ikke stå tilbage i nogen gave, og
vente på Herren Jesu Kristi komme.
De hellige må leve for Gud.
Det værk, som vi i forening arbejder med, er ikke helt almindeligt. De fjender, som vi
kæmper imod, er underfundige og dygtige til at intrigere; vi må være på tæerne for at
koncentrere vor energi og vore kræfter, og for at de bedste følelser skulle eksistere i
vor midte. Med den Almægtiges hjælp vil vi så gå fremad fra sejr til sejr og fra erobring
til erobring; vore onde tilbøjeligheder vil blive undertrykt; vi vil ikke finde plads i vort
hjerte for had; lasten vil skjule sit hæslige ansigt, og vi vil blive godkendt af himlen og
blive anerkendt som Guds sønner.
Lad os erkende, at vi ikke lever for os selv, men for Gud; ved at gøre det vil de
største velsignelser hvile på os både nu og i evigheden.
Dåb for de døde.
Jeg formoder, at læren om "dåb for de døde" er kommet jer for øre før dette, og den
har måske rejst visse spørgsmål i jeres sind vedrørende samme. Jeg kan ikke i dette
brev give jer alle de oplysninger, I måske kunne ønske jer om emnet; men bortset fra
kundskab uafhængig af Bibelen vil jeg sige, at det afgjort blev praktiseret af de fordums
menigheder, og Paulus prøver på at bevise læren om opstandelsen fra samme og

Side 147
siger: "Hvad vil ellers de opnå, der lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet
ikke opstår, hvorfor lader de sig så døbe for dem?"
Jeg omtalte først læren offentligt, da jeg holdt begravelsestalen over broder Seymor
Brunson og har siden da givet almindelige belæringer i kirken om emnet. De hellige har
privilegiet at blive døbt for dem af deres slægtninge, der er døde, og om hvem de tror,
at de ville have antaget evangeliet, hvis de havde haft privilegiet at høre det, og som
har antaget evangeliet i ånden gennem dem, som det er blevet overdraget at prædike
til dem, mens de var i forvaring.
Uden at udbrede mig over emnet vil I utvivlsomt indse dets konsekvens og
fornuftsmæssighed, og det fremsætter sandsynligvis Kristi evangelium i større omfang,
end nogle har forestillet sig. Men da udførelsen af dette ritual i særdeleshed er
begrænset til dette sted, vil det ikke være nødvendigt at gå i enkeltheder; samtidig føler
jeg mig altid glad ved at give alle de oplysninger, som jeg kan, men pladsen vil ikke
tillade det.
Vi fik et brev fra ældste Hyde for nogle få dage siden; han er i New jersey og venter
at sejle til England, så snart ældste Page når ham. Han bad om at f å at vide, om jødiske
omvendte skulle drage til Jerusalem eller komme til Zion. Jeg vil derfor gerne oplyse
jer om, at jødiske omvendte må komme hertil.
Hils på det venligste alle brødre og søstre og sig til dem, at det ville have glædet
mig at komme over til England for at besøge dem, men jeg er bange for, at jeg bliver
nødt til at blive her nogen tid; derfor indbyder jeg dem indtrængende til at komme og
besøge mig.
Jeg forbliver, kære brødre, jeres hengivne
JOSEPH SMITH.
(19. oktober 1840). D.H.C. 4:226-232.

Beskrivelse af Paulus.
Side 148
Givet af profeten Joseph den 5. januar 1841 ved oprettelsen af en skole eller
læreanstalt: "Han er omkring fem fod høj, har meget mørkt hår, mørk lød, mørk
hud, stor romersk næse, skarpe ansigtstræk, små sorte øjne, gennemtrængende som
evigheden, hængende skuldre, en pibende stemme, undtagen når den hævedes, og
så lignede den næsten en løves brølen. Han var en god taler, energisk og flittig og var
altid beskæftiget med at gøre godt mod sine medmennesker."

Side 149
Forskellige grader i det melkisedekske præstedømme.
Svar på spørgsmålet: Blev det melkisedekske præstedømme borttaget, da Moses
døde? Alt præstedømme er melkisedeksk, men der er forskellige grader deri. Den
del, som fik Moses til at tale med Gud ansigt til ansigt, blev taget bort, men den,
som førte englebetjening med sig, forblev. Alle profeterne havde det melkisedekske
præstedømme og blev ordineret af Gud selv.

Elementerne er evige.
Side 150
Elementerne er evige. Det, der har en begyndelse, vil afgjort også have en ende; tag en
ring, den er uden begyndelse eller ende - skær den over for at få et begyndelsessted,
så har man samtidig et endested.
En nøgle: Hvert eneste princip, der udgår fra Gud, er evigt, og et hvilket som helst
princip, der ikke er evigt, er af djævelen. Solen har ingen begyndelse eller ende;
strålerne, der udgår fra den, kender ingen grænser og er derfor evige.
Således er det også med Gud. Hvis menneskesjælen havde en begyndelse, vil den
afgjort også komme til en ende. I oversættelsen burde ordet "skabte" erstattes med
"dannede" eller "organiserede".

Betragtninger over den sekteriske Gud.
Side 151
"Det, der er uden legeme, dele eller lidenskaber, er intet. Der er ingen anden Gud i
himlen end den Gud, som består af kød og ben. Joh. 5:26. Thi ligesom Faderen har liv
i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Gud Faderen påtog
sig liv akkurat ligesom Jesus gjorde." -
"Det første skridt i menneskets frelse er de evige og af sig selv bestående princippers
love. Ånder er evige. Ved den første organisation i himlen var vi alle til stede og så
Frelseren blive udvalgt og udnævnt og frelsesplanen forelagt, og vi sanktionerede det.
Vi kom her til jorden, for at vi kunne få et legeme og fremlægge det rent for Gud i
det celestiale rige. Lykkens store princip består i at have et legeme. Djævelen har ikke
noget legeme, og heri ligger hans straf. Han er glad, når han kan få fat i menneskets
legeme, og da han blev kastet ud af Frelseren, bad han om at gå ind i svineflokken,
hvorved han viste, at han ville foretrække et svins legeme fremfor ikke at have noget.
Alle de væsener, som har legemer, har magt over dem, som ingen har. Djævelen
har kun magt over os, når vi tillader det. I samme øjeblik, vi gør oprør mod noget, der
kommer fra Gud, får djævelen magt. Jorden vil blive rullet tilbage til Guds nærhed og
blive kronet med celestial herlighed."

Nauvoo.
Uddrag af en proklamation fra Det første
Præsidentskab til de hellige i adspredelsen.
Side 152
Navnet på vor by (Nauvoo) er af hebraisk oprindelse og betyder en smuk beliggenhed
eller et smukt sted, idet det også indebærer tanken og ideen om hvile, og det er i
høj grad betegnende for byens herlige og vidunderlige beliggenhed. Den ligger ved
den østlige bred af Mississippi floden ved udspringet af Des Moines Rapids i Hancock
County, mod øst grænsende til en udstrakt prærie af uovertruffen skønhed, og mod
nord, vest og syd til Mississippi. Visse mennesker har haft noget imod dette sted på
grund af sygdomme, som har floreret i sommermånederne, men * * * alle de østlige og
sydlige dele af Nauvoo er for akklimatiserede borgere lige så sunde som nogen anden
del af vestlandet.
Byens befolkning vokser med en hurtighed uden sidestykke, og den tæller nu
mere end 3000 indbyggere. Der er adgang til alle hjælpemidler i byen og omegnen, i
Hancock County, så man med held kan drive mekanisk virksomhed og landbrug under
behagelige former. Mississippis vandkraft kan med held bruges til fabrikationsformål i
næsten ubegrænset udstrækning. - D. H. C. 4:268.
Templet.
Herrens tempel er i færd med at blive opført her, hvor de hellige vil komme for at
dyrke og tilbede deres fædres Gud i henhold til den i hans hus rådende orden og
det hellige præstedømmes magter og kræfter, og det vil blive bygget således, at alle
præstedømmets funktioner kan udføres på rette måde, og hvor belæringer fra den
Allerhøjeste vil blive modtaget og fra dette sted gå ud til fjerne lande. Lad os så
koncentrere alle vore kræfter under vort magna chartas bestemmelser, som er blevet
udstedt af den lovgivende forsamling i Illinois om "Byen Nauvoo" og det omliggende
land og bestræbe os på at kappes med de fordums pagtsfædres og patriarkers
handlinger i det, der er af så uhyre betydning for denne og hver efterfølgende
generation. - D. H. C. 4:269.
De helliges indsamling.
De største timelige og åndelige velsignelser, der altid er et resultat af trofasthed og
forenede anstrengelser og samlet optræden, ledsager aldrig individuelle anstrengelser
eller foretagender. Alle forrige tidsaldres historie bekræfter denne kendsgerning.
Foruden alle de timelige velsignelser findes der ikke nogen anden vej for de hellige
til at blive frelst i disse dage (end ved indsamlingen), hvad alle de hellige profeters
samstemmende vidnesbyrd klart viser, thi der står skrevet: "De skal komme fra østen
og blive indsamlet fra vesten; norden skal give hid og sønden skal ikke holde tilbage."
"Guds sønner skal samles fra det fjerne og hans døtre fra jordens ender".
Det er også alle profeternes samstemmende vidnesbyrd, at denne indsamling af alle
de hellige må finde sted, før Herren kommer for at "tage hævn over de ugudelige" og
"for at herliggøres og beundres af alle dem, som adlyder evangeliet." Den 50. Psalme
fra første til femte vers inkl. giver en beskrivelse af denne begivenheds herlighed og
majestæt. (8. januar 1841). D. H. C. 4:272.

Præstedømmets orden ved tempelbygning.
Følgende belæring blev givet ved nedlægningen af
hjørnestenene ved Nauvoo templet den 6. april 1841.
Side 153
Dersom den nøjagtige orden for præstedømmet blev fulgt ved opførelsen af templer,
ville den første sten blive lagt i det sydøstlige hjørne, af kirkens første præsidentskab.
Dernæst skulle det sydvestlige hjørne lægges. Derefter det tredie eller nordvestlige
hjørne og til sidst det fjerde eller nordøstlige hjørne. Det første Præsidentskab skulle
lægge den sydøstlige hjørnesten og afgøre, hvem der er de rette til at lægge de øvrige
hjørnesten.
Hvis der bygges et tempel langt borte, og Det første Præsidentskab ikke er til stede,
så er De tolv Apostles Kvorum de personer, der skal afgøre ordenen for det tempel,
og dersom de tolv apostle ikke er til stede, så vil præsidentskabet for staven lægge
den sydøstlige hjørnesten; det melkisedekske præstedømme dem på vestsiden. - D.
H. C. 4:331.

Det første Præsidentskabs beretning
Det første Præsidentskabs beretning
ved april konferencen 1841.
Side 154
Præsidentskabet for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige føler stor glæde ved
at samles med de hellige i endnu en generalkonference under så lykkevarslende og
opmuntrende omstændigheder, og med taknemmelige hjerter til den almægtige Gud
for hans forsyns tilskikkelse forener de sig på det hjerteligste med de hellige i dagens
anledning og tilskriver ham og hans hellige navn æren, herligheden og velsignelsen.
Det er med uskrømtet glæde, at de bekendtgør kirkens stadige og hurtige fremgang
her i staten, i De forenede Stater og i Europa. Iveren efter at blive bekendt med
evangeliets principper er mærkbar på alle hold, og råbet om at "komme over og hjælpe
os" når ældsterne på hver vinds vinger, og tusinder, som har hørt evangeliet, adlyder
det og glæder sig over dets gaver og velsignelser. Fordomme med deres medfølgende
onder er ved at give efter for sandhedens styrke, hvis milde stråler gennemtrænger
nationerne langt borte.
Missionærrapporterne tilfredsstillende.
Rapporterne fra de tolv apostle i Europa er meget tilfredsstillende, og det fremgår af
dem, at værket bliver ved med at skride fremad med uforlignelig hurtighed, og at høsten
i sandhed er stor. I vore østlige stater har de trofaste arbejdere fremgang, og mange
flokkes om sandhedens banner. De sydlige stater holder sig heller ikke tilbage. Der
er blevet oprettet menigheder i de sydlige og vestlige stater, og vi har modtaget en
indtrængende indbydelse fra New Orleans til at sende ældster til denne by, og denne
indbydelse er blevet efterkommet. I vor egen stat og umiddelbare nærhed erklærer
mange åbent deres hengivenhed for vor hellige religions principper og er blevet lydige
mod troen.
Vi har fred og fremgang, og vi finder nåde for Herrens øjne og ligeledes for retskafne
og kyske menneskers. Der var engang, da vi blev anset for at være bedragere, og
at "mormonismen" snart ville forsvinde, blive til intet og blive glemt. Men den tid er
gået, da den betragtes som noget forbigående eller en krusning på vandet, og den
er nu ved at slå rod i alle deres hjerter, som er tilstrækkeligt ædle af sind til at lægge
fordomme til side og undersøge sagen med oprigtighed og ærlighed. Sandheden har
stået uskadt, ligesom den kraftige og hårdføre eg, midt under stridende elementer,
som har slået ind på den med voldsom styrke. Flodbølgerne er rullet ind på den, i
bølge efter bølge og i hurtig rækkefølge og har ikke opslugt den. "De har ladet deres
stemme runge, Herre, strømme lod deres drøn runge, men Herren er fremfor vældige
vandes drøn;" forfølgelsens flammer har heller ikke været i stand til at udrydde den
til trods for pøbelvælde; men som Moses's tornebusk står den ufortæret, og i dette
øjeblik er den et betydningsfuldt skue og syn både for mennesker og engle. Hvorhen
kan vi vende vort blik og se noget tilsvarende? Vi ser et folk, som har antaget et
upopulært religionssystem, og deres tilslutning dertil har nedkaldt gentagne forfølgelser
over dem. Et folk, der på grund af deres kærlighed til Gud og hengivenhed for hans
sag har måttet lide sult, nøgenhed, farer og så godt som alle andre savn. Et folk, som
for deres religions skyld har måttet sørge over forældres, mænds, hustruers og børns
for tidlige død. Et folk, som har foretrukket døden for slaveri og hykleri og med hæder

Side 155
har hævdet deres karakter og stået fast og urokkeligt i tider, hvor menneskesjælene
er blevet underkastet svære prøver. Stå fast, I Guds hellige, hold ud endnu en liden
tid, og livets storm og uvejr vil være forbi, og så vil I blive belønnet af den Gud, hvis
tjenere I er, og som på tilbørlig vis vil påskønne alle jeres sorger og lidelser for Kristi
skyld og for evangeliets. Jeres navne vil gå i arv til efterslægten som Guds hellige og
retskafne og dydige mennesker.
En bøn om fortsat fred.
Men vi håber, at disse blodscener aldrig mere vil finde sted, men at mange, ja særdeles
mange sådanne scener som de nuværende vil blive bevidnet af de hellige, og at den
Allerhøjestes hellige i templet, hvis grundvold så heldigt er blevet lagt, vil fortsætte med
at samles fra år til år i fred og sikkerhed.
I henhold til de venlige og ædelmodige følelser, som indbyggerne i denne stat har
lagt for dagen, siden vi har opholdt os hos dem, kan vi sikkert vedblivende forvente
at kunne nyde alle den borgerlige friheds og religionsfrihedens velsignelser, som
de garanteres i forfatningen. Borgerne i Illinois har gjort sig selv ære ved at kaste
forfatningens kappe over et forfulgt og lidende folk og har dermed aflagt tydeligt og klart
bevis på, at de ikke alene selv nyder et frit folks privilegier, men at de også beredvilligt
og med glæde udstrækker denne uvurderlige velsignelse til andre, og at de frit yder
trofasthed og ærbarhed deres skyldighed.
Den lovgivende forsamlings forhandlinger med henblik på dette steds borgere
har været kendetegnet ved godgørenhed og velvilje; og vi står på denne måde i
taknemmelighedsgæld til dem på grund af de mange frisindede frihedsbreve, vi nu
kan glæde os ved, og ved hvilke vi håber at gå fremad, indtil vor by bliver den mest
storartede, vort universitet det lærdeste og vor legion den mest effektive i hele De
forenede Stater.
Udpinte og forarmede hellige.
Som følge af de forarmede forhold blandt de hellige går det ikke så hurtigt med
opførelsen af bygningerne, som vi kunne ønske det; men af den interesse, som
de hellige i almindelighed lægger for dagen, håber vi at opnå meget ved fælles
anstrengelser og forenet optræden og opføre templet og andre offentlige bygninger,
som vi trænger så meget til, til vor fælles belæring og vore børns uddannelse.
Ifølge de rapporter, vi har modtaget, kan vi forvente en stor emigration i år.
Proklamationen, som blev udsendt for nogen tid siden til menighederne ude omkring,
er blevet fulgt, og i stort tal gør folk sig rede til at komme og bosætte sig i denne by
og dens omegn.
Efter det, vi nu er vidne til, ser vi med stor forventning hen til fremtiden og forventer
snart at se Israels tusinder strømme til disse egne i lydighed mod det himmelske bud;
talrige indbyggere - hellige - der i tætte stimer bestrør de blomsterrige og udbredte
prærier i Illinois; templer for tilbedelse af Gud bliver opført i forskellige dele, mens der
hersker stor fred over Israel.
Vi vil i særdeleshed henlede de helliges opmærksomhed på opførelsen af templet,
thi på dets hurtige opførelse beror store velsignelser. Den iver, som de hellige har lagt
for dagen i denne by er i højeste grad prisværdig, og vi håber, at den vil blive efterlignet
af de hellige i de forskellige stave og grene af kirken, og at de, der ikke kan bidrage

Side 156
med deres arbejdskraft, vil bringe deres guld og deres sølv, deres messing og deres
jern sammen med fyrretræ og buksbom til at forskønne samme med.
Det glæder os at høre om organiseringen af de forskellige kvorum her i byen, og vi
håber, at en lignende organisering vil finde sted i hver eneste stav og gren af kirken,
thi den Almægtige elsker orden og god og sund forvaltning.
Vi føler os i høj grad opmuntrede over de helliges tro og foretagsomhed i al
almindelighed, og vi afvikler med glæde de pligter, der hviler på os, idet vi ved, at vi
ikke blot har himlens velsignelse og bifald, men at vore bestræbelser på at oprette Zion
og udbrede sandheden med glæde understøttes af Israels tusinder.
Til slut vil vi sige, brødre, vær trofaste, lad alle mennesker få jeres kærlighed og gode
sindelag at føle; vær tålmodige, glem ikke at efterleve alle jeres himmelske Faders bud
og befalinger, og så vil nådens Gud velsigne jer. Så ske det. Amen. -
D. H. C. 4:336-339.
JOSEPH SMITH, præsident.
ROBERT B. THOMPSON, sekretær.

Profetens afhandling over evangeliets principper.
Side 157
Klokken 10 (16. maj 1841) forsamledes en stor skare hellige på mødepladsen; de
tilstedeværende fik hørt en tale af præsident Joseph Smith, som talte udførligt og
længe.
Læren om handlefrihed.
Han begyndte sine bemærkninger med at sige, at vor himmelske Faders godhed
og kærlighed fortjente vor dybeste taknemmelighed. Han sagde derefter, at Satan i
almindelighed fik skyld for de onde gerninger, vi begik, men dersom han var grunden til
al vor ugudelighed, kunne menneskene ikke fordømmes. Djævelen kunne ikke tvinge
menneskeheden til at øve ondt; alt skete uden tvang. De, der modstod Guds ånd,
ville blive udsat for fristelser, og så ville samkvem med himlen blive unddraget dem,
der nægtede at blive gjort til deltagere i sådan stor herlighed. Gud ville ikke anvende
nogen som helst tvangsmidler, og djævelen kunne ikke; og sådanne forestillinger,
som mange mennesker nærede (angående disse emner), var absurde. Skabningen
blev underlagt forgængelighed, ikke frivilligt, men Kristus underkastede sig samme
med håb - alle er forgængeligheden underlagt, mens de gennemrejser de krogede
stier og vanskeligheder, som omgiver dem. Hvor er det menneske, der er fri for
forgængelighed? Ingen var fuldkommen med undtagelse af Jesus, og hvorfor var han
fuldkommen? Fordi han var Guds Søn og var i besiddelse af Åndens fylde og større
magt end noget menneske. Men til trods for deres forgængelighed ser menneskene
fremad med håb (fordi de er "underlagt med håb") til tiden for deres befrielse og frihed.
De første principper.
Taleren kom så ind på en omtale af de første principper i evangeliet og sagde, at mange
af de hellige, som var kommet fra forskellige stater og nationer, kun havde et meget
overfladisk kendskab til disse principper, da de ikke havde hørt dem forklaret fuldt ud.
Han fremsatte så i korthed principperne angående tro, omvendelse og dåb til
syndernes forladelse; disse principper troede nogle af tidens retfærdige sekter på, men
håndspålæggelse for den Helligånds gave var blevet kasseret af dem.
Taleren henviste så til 6. kapitel i Hebræerbrevet, 1. og 2. vers: "Ikke på ny lægge
grundvold med omvendelse fra døde gerninger" etc., men med lære om tvætninger
og håndspålæggelse, de dødes opstandelse og evig dom etc. At læren om evig
dom blev fuldkomment forstået af apostlene, fremgår tydeligt af adskillige skriftsteder.
Peter prædikede omvendelse og dåb til syndernes forladelse for jøderne, som havde
ladet sig påvirke til at begå voldshandlinger og blodsudgydelse af deres ledere;
men til rådsherrerne sagde han: "Nu ved jeg vel, mine brødre, at I har handlet i
uvidenhed, både I og jeres rådsherrer." "Fat derfor et andet sind og vend om, så
jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne (forløsning) må komme
fra Herrens åsyn, og han må sende den Kristus, som var bestemt for jer, nemlig
Jesus" etc. Husvalelsestiderne eller forløsningstiden her henviser til den tid, da Kristus
skal komme; da og ikke før da vil deres synder blive udslettede. Hvorfor? Fordi
de var mordere og ingen morder havde evigt liv. Selv David må vente på disse
husvalelsestider, før han kan komme frem og hans synder blive udslettede. Thi Peter
siger om ham: "Thi David er ikke faret op til himlene, og hans grav findes hos os den
dag i dag." Hans jordiske rester var da i graven. Vi læser, at mange af de helliges

Side 158
legemer opstod ved Kristi opstandelse, sandsynligvis alle de hellige, men det synes,
som om David ikke gjorde det. Hvorfor? Fordi han havde været morder. Hvis præsterne
havde den rette forståelse af læren om evig dom, ville man ikke se dem tage sig af det
menneske, der forspildte sit liv ved brud på sit lands love ved udgydelsen af uskyldigt
blod; thi sådanne mennesker kan ikke få tilgivelse, førend de har betalt til sidste hvid.
Alverdens præsters bønner kan aldrig lukke helvedes porte imod en morder.
Læren om udvælgelse.
Han talte så over emnet udvælgelse og læste det 9. kapitel i Romerbrevet, hvoraf
det tydeligt fremgik, at den der omtalte udvælgelse henhørte til kødet og henviste til
Abrahams sæd i henhold til Guds forjættelse, der blev givet Abraham, og hvori der blev
sagt: "I dig og din sæd skal alle jordens slægter velsignes!" Dem tilhørte adoptionen
og pagterne etc. Paulus sagde, da han så deres vantro: "Thi jeg kunne selv ønske
at være bandlyst" - ifølge kødet - ikke ifølge ånden. Hvorfor sagde Gud til Farao: "Af
denne grund har jeg ladet dig fremstå"? Fordi Farao var et passende redskab - en
ugudelig mand, der havde begået grusomheder af den værste natur. Udvælgelsen af
den forjættede sæd går stadig for sig, og i de sidste dage vil præstedømmet blive
gengivet til dem, og de skal blive "frelsere på Zions bjerg", vor Guds tjenere; hvis det
ikke havde været for de tiloversblevne, som var blevet efterladt, så ville menneskene
nu være som Sodoma og Gomorra. Hele kapitlet henviste til præstedømmet og
Israels hus; apostlene lærte og forkyndte ikke ubetinget udvælgelse af mennesker til
evigt liv. Gud udvalgte eller forudbestemte, at alle de, der ville blive frelst, ville blive
frelst i Kristus Jesus og ved lydighed mod evangeliet; men han går ikke over noget
menneskes synder, men hjemsøger dem med irettesættelser, og dersom hans børn
ikke vil omvende sig fra deres synder, vil han kassere dem.
Det er en ufuldkommen skitse af en meget interessant tale, som tog mere end to
timer at holde, og den store forsamling lyttede med udpræget opmærksomhed dertil.
(16. maj 1841). D. H. C. 4:358-360.

Tre uafhængige principper.
Side 159
16. maj 1841. Der er tre uafhængige principper: Guds ånd, menneskets ånd og
djævelens ånd. Alle mennesker har magt til at modstå djævelen.
De, der har legemer, har magt over dem, som ikke har. Læren om evig dom, Ap.
Ger. 2:41. Peter prædikede: Omvend jer og lad jer døbe i Jesu Kristi navn til syndernes
forladelse etc.; men i Ap. Ger. 3:19 siger han: Fat derfor et andet sind og vend om,
så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme, og han må
sende Jesus etc.

De tre personer.
Side 160
Der blev indgået en evig pagt mellem tre personer før denne jords organisering
eller dannelse, og den angår deres uddeling af ting til menneskene på jorden; disse
personer kaldes ifølge Abrahams optegnelse Gud den første, Skaberen; Gud den
anden, Forløseren og, Gud den tredie: vidnet eller Arveladeren. - MSS.

De Tolv næst efter Det første Præsidentskab.
Side 161
Præsident Joseph Smith, der nu kom, fremsatte overfor konferencen indgående og
længe formålet med det nuværende møde, og foruden det, som præsident Young
havde fremsat om morgenen, sagde han, at tiden var kommet, da de Tolv ville blive
kaldt til at stå på deres plads næst efter Det første Præsidentskab og tage sig af
emigranternes bosættelse og kirkens affærer i stavene og hjælpe med til at føre Guds
rige sejrrigt til nationerne, og eftersom de havde været trofaste og havde båret byrden i
dagens hede, at det var rigtigt, at de skulle have lejlighed til at skaffe noget til sig selv og
deres familier og samtidig lette ham, så han kunne tage sig af oversættelsesarbejdet.
Det blev foreslået og vedtaget, at konferencen godkendte præsident Smiths
belæringer med henblik på de Tolv, og at de i overensstemmelse dermed gik i gang
med at tage sig af deres embedes pligter. (16. august 1841). D. H. C. 4:403.

Sæt jeres lid til Gud, når I er syge.
Side 162
Søndag den 5. september 1841. Jeg prædikede for en stor forsamling ved tribunen om
lægevidenskaben og dens udøvelse, idet jeg ønskede at overtale de hellige til at sætte
deres lid til Gud, når de var syge og ikke til en arm af kød, og leve ved tro og ikke ved
medicin eller gift; og når de var syge og havde kaldt ældsterne ind til at bede for sig,
og de ikke blev raske, da at bruge urter og mild føde. - D. H. C. 4:414.

Dåb for de døde.
BELÆRINGER
Side 163
Efter anmodning af de tolv apostle fremsatte præsident Joseph Smith belæringer om
dåb for de døde, som den store forsamling lyttede til med største interesse. Han
fremlagde dåb for de døde som den eneste vej, hvorved mennesker kan blive frelsere
på Zions bjerg.
Forkyndelsen af evangeliets første principper var et middel til frelse for menneskene
individuelt; og det var sandheden, ikke mennesker, der frelste dem; men mennesker
blev, ved aktivt at beskæftige sig med frelsesritualerne som stedfortrædere, redskaber
til at bringe mængder af deres slægtninge ind i Guds rige.
Engle og tjenende ånder.
Han forklarede forskellen mellem en engel og en tjenende ånd; den ene et opstandent
eller forvandlet legeme, og dens ånd betjener ånder med legemer - den anden en
ånd uden legeme, der besøger og betjener ånder uden legeme. Jesus Kristus blev en
tjenende ånd (mens hans legeme lå i graven) for ånderne, der var i forvaring, for at
opfylde en vigtig del af sin mission, uden hvilken han ikke kunne have fuldkommengjort
sit værk eller indtrådt til hvilen. Efter sin opstandelse viste han sig som en engel for
sine disciple.
Forvandlede legemer kan ikke komme ind til hvilen, før de har undergået en
forandring, der svarer til døden. Forvandlede legemer er bestemt til fremtidige
missioner.
Den engel, der viste sig for Johannes på øen Patmos var et forvandlet eller
opstandent, legeme (d. v. s. person). Jesus Kristus gik legemligt efter sin opstandelse
for at betjene opstandne legemer. Der har været en kæde af magt og myndighed fra
Adam ned til nærværende tid.
Den bedste måde til at opnå sandhed og visdom på er ikke ved at bede om den ud
fra bøger, men at gå til Gud i bøn og få en guddommelig belæring. Det er ikke mere
utroligt, at Gud skulle frelse de døde, end at han skulle oprejse de døde.
Den tilgivende barmhjertighed og nåde et evigt princip.
Der er aldrig en tid, da ånden er for gammel til at nærme sig Gud. Alle, som ikke har
begået den utilgivelige synd, som der ikke er tilgivelse for, hverken i denne verden
eller den kommende, er indenfor den tilgivende barmhjertigheds og nådes rækkevidde.
Der findes en måde til at forløse de dødes ånder, det er ved præstedømmets magt og
myndighed - ved at binde og løse på jorden. Denne lære synes herlig, eftersom den
påviser storheden ved guddommelig medfølelse og velvilje i planen for menneskets
frelse.
Denne herlige sandhed er udmærket beregnet på at udvide forståelsen og at støtte
og hjælpe sjælen under besværligheder, vanskeligheder og lidelser. Lad os som
eksempel bruge tilfældet med to mænd, brødre, lige intelligente, lærde, retskafne og
fine, der vandrer i oprigtighed og med god samvittighed, så vidt som de har kunnet
erkende pligten fra traditionernes mudrede strøm eller fra naturens bogs plettede side.

Side 164
Den ene dør og bliver begravet, idet han aldrig har hørt om forsoningens evangelium;
til den anden bliver frelsens budskab sendt, han hører og antager det og bliver arving til
det evige liv. Skal den ene blive delagtig i herlighed og den anden overgives til håbløs
fortabelse? Er der ingen mulighed for ham? Den sekteriske verden siger nej. En sådan
ide og tankegang er værre end ateisme. Sandheden vil nedbryde og sønderslå sådan
forblindet farisæisme; sekterne vil blive sigtet, de ærlige af hjertet blive bragt frem og
deres præster overgivet til deres eget fordærv.
Sekterisk dåb.
Der fremsættes mange indvendinger og bebrejdelser mod de sidste dages hellige, fordi
de ikke indrømmer den sekteriske dåbs gyldighed og ikke udstrækker deres fællesskab
til sekteriske kirker. At gøre andet ville være som at komme ny vin på gamle flasker
og komme gammel vin på nye flasker. Hvad! nye åbenbaringer i de gamle kirker?
Nye åbenbaringer ville slå bunden ud af deres bundløse afgrund. Ny vin på gamle
flasker! Flaskerne går i stykker, og vinen løber ud! Hvad! Saddukæerne i den nye
kirke! Gammel vin på nye læderflasker vil sive ud gennem åbningerne og forsvinde.
Derfor spotter de saddukæiske hellige magt og myndighed, slår til skaglerne og løber
til fortabelsens bjerge, idet de lader det lange ekko af deres skryden bag sig.
Han henviste så til (mangelen på) kærlighed hos sekterne, når de fordømmer alle,
som ikke er enige med dem i deres opfattelse, og når de slutter sig sammen om at
forfølge de hellige, som tror, at endog sådanne kan blive frelst i denne verden og i den
kommende (mordere og apostater undtaget).
Frelse for de døde.
Denne lære fremsætter i et tydeligt lys Guds visdom og nåde, når han bereder
en forordning for de dødes frelse, som bliver døbt ved stedfortræder, deres navne
opskrevet i himlen og de dømt efter deres gerninger, mens de var i legemet. Denne
lære var en væsentlig del af skriften. De hellige, som forsømmer den for deres afdøde
slægtninge, gør det med fare for deres egen frelse. Tidernes fyldes uddeling vil bringe
ting frem i lyset, som er blevet åbenbaret i alle tidligere uddelinger og ligeledes andre
ting, som ikke tidligere er blevet åbenbaret. Han skal sende profeten Elias etc. og
genoprette alt i Kristus.
Præsident Joseph Smith sagde derefter: "Der skal ikke være flere dåbshandlinger
for de døde, førend forordningen kan udføres i Herrens hus; og kirken skal ikke holde
konference igen, førend medlemmerne kan mødes i ovennævnte hus. Thi således siger
Herren!"2) (3. oktober 1841). D. H. C. 4:424-426.
2) Grunden til befalingen fra Herren om at afbryde dåb for de døde
i Mississippi floden findes i den kendsgerning, at døbefonten i Nauvoo
tempel var blevet lavet og gjort rede for disse forordninger. Det var kun i
fattigdommens dage, og når der ikke fandtes nogen døbefont i et tempel, at
Herren tillod, at der blev udført dåb for de døde uden for hans hellige hus.
Den 8. november 1841 blev døbefonten i Nauvoo tempel indviet, og fra da af
og indtil udvandringen blev der udført dåb for de døde i templet i Nauvoo.
Anklag ikke brødrene.
Jeg pålagde de hellige ikke at følge djævelens eksempel og at anklage brødrene
og sagde: "Hvis I ikke anklager og beskylder hverandre, vil Gud ikke anklage eller

Side 165
beskylde jer. Hvis I ikke har nogen anklager, vil I komme ind i himlen, og hvis I
følger de åbenbaringer og belæringer, som Gud giver jer gennem mig, vil jeg føre
jer ind i himlen på min ryg. Hvis I ikke anklager mig, vil jeg ikke anklage jer. Hvis I
vil kaste en barmhjertighedens kappe over mine synder, vil jeg også gøre det over
jeres - thi kærlighed og barmhjertighed dækker over en mængde synder. Hvad mange
mennesker kalder synd, er ikke synd; jeg gør mange ting for at nedbryde overtro, og
jeg vil nedbryde den." Jeg henviste til forbandelsen over Kam, fordi han lo ad Noa, da
denne var beruset, men ikke gjorde noget ondt. Noa var en retfærdig mand, og dog
drak han vin og blev beruset; Herren svigtede ham ikke som følge deraf, thi han lod ham
beholde hele hans præstedømme, og da han blev anklaget af Kana'an, forbandede
han ham ved det præstedømme, han havde, og Herren respekterede hans ord og det
præstedømme, som han havde, til trods for, at han var fuld, og forbandelsen er stadig
på Kana'ans efterkommere til den dag i dag. (7. november 1841). D. H. C. 4:445-446.

Mormons Bogs fuldkommenhed.
Side 166
Søndag den 28. - Jeg tilbragte dagen i råd sammen med de tolv apostle i præsident
Brigham Youngs hus og talte med dem om en mængde emner. Broder Joseph Fielding
var til stede, efter at han havde været fraværende i fire år på mission i England. Jeg
fortalte brødrene, at Mormons Bog var den mest korrekte bog på jorden og vor religions
slutsten, og et menneske ville komme Gud nærmere ved at efterleve dens forskrifter
end ved nogen anden bog. (28. november 1841). D. H. C. 4:461.

Værdien af revselse og tugtelse.
Vigtige belæringer.
Side 167
Præsident Joseph stod op og sagde: "Broder Kimball har givet jer en sand forklaring
på lignelsen," og læste så lignelsen om vintræet og dets grene og forklarede den og
sagde: "Dersom vi holder Guds bud og befalinger, vil vi bære frugt og blive Guds venner
og vide, hvad vor Herre gjorde.
Nogle mennesker siger, at jeg er en falden profet, fordi jeg ikke kommer med mere
af Herrens ord. Hvorfor gør jeg ikke det? Er vi i stand til at modtage det? Nej! Ikke
en i dette værelse. Han revsede derefter de tilstedeværende for deres ugudelighed og
vantro, "thi Herren tugter den, han elsker, straffer hårdt hver søn, han har kær," og
dersom vi ikke bliver tugtet, da er vi uægte børn og ikke sønner."
Om åbenbaring sagde han, at en mand ville befale sin søn at grave kartofler og sadle
sin hest, men før han havde gjort nogen af delene, ville han bede ham om at gøre noget
andet. Det er altsammen rigtigt; men så snart Herren giver en befaling og tilbagekalder
dette dekret og befaler noget andet, så betragter man profeten som en falden profet.
Fordi vi ikke vil tage imod tugtelse af profeterne og apostlene, tugter Herren os med
sygdom og død. Lad ikke noget menneske forkynde sin egen retfærdighed, thi andre
kan se den for ham, men lad ham hellere bekende sine synder, og så vil han f å tilgivelse
og bære mere frugt. Når et fordærvet menneske bliver tugtet, bliver han vred og vil
ikke finde sig i det. Grunden til, at vi ikke har fået Herrens hemmeligheder åbenbaret
til os, er, at vi ikke holder dem for os selv, men afslører dem. Vi bevarer ikke vore
egne hemmeligheder, men åbenbarer vore vanskeligheder for verden, a selv for vore
fjender, hvordan kan vi så holde på Herrens hemmeligheder? Jeg kan holde på en
hemmelighed til dommedag. Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for
sine venner; hvorfor så ikke kæmpe for vor ven, til vi dør? (19. december 1841). D.
H. C. 4:478-479.

Tungemålsgaven.
Side 168
Søndag den 26. december 1841. - De helliges offentlige møde fandt sted i mit
hus i aften, og efter at patriark Hyrum Smith og ældste Brigham Young havde talt
om troens principper og Åndens gaver, læste jeg det 13. kapitel af Første Brev til
Korinterne og ligeledes en del af det 14. kapitel og fremkom med den bemærkning, at
tungemålsgaven var nødvendig i kirken, men at hvis Satan ikke kunne tale i tunger,
kunne han ikke friste en hollænder eller nogen anden nation, men englænderne, for han
kan friste en englænder, thi han har fristet mig, og jeg er engelsk; men tungemålsgaven
ved den Helligånds kraft i kirken er til at hjælpe Guds tjenere med at prædike til de
vantro som på pinsefestens dag. Når oprigtige mennesker fra enhver nation samles
for at høre det, der hører Gud til, lad da ældsterne prædike for dem på deres eget
modersmål, hvad enten det er tysk, fransk, spansk eller irsk eller noget andet, og lad
dem, som forstår det talte sprog, udlægge, på deres eget modersmål, og det er det,
apostlen mente i 1. Kor. 14:27. (26. december 1841). D. H. C. 4:485-486.

Bekendtgørelse om arbejdet på templet.
Side 169
Til brødrene i Nauvoo: Hilsen. - Det er i høj grad vigtigt for templets fuldendelse, at
der foretages en ligelig fordeling af arbejdskraften med hensyn til tiden. Da overflod
af arbejdskraft den ene uge og ingen den næste har tendens til at sinke arbejdets
fremskridt, anmodes derfor enhver broder om at indfinde sig på arbejdspladsen den
fastsatte dag og huske på, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt. Hvis
altså brødrene ønsker en rig høst, vil de gøre vel i at indfinde sig på arbejdsstedet i god
tid om morgenen og medbringe alle nødvendige redskaber og alt nødvendigt værktøj
i henhold til deres fag, og de, der har oksespand må også bringe dem, medmindre
tempelkomiteen siger noget andet. Hvis uforudsete hindringer skulle komme i vejen for
en til at komme den fastsatte dag, lad ham da arbejde den næste dag eller den første
dag, han kan.
N. B. - Formændene for de respektive afdelinger anmodes i særdeleshed om at
være på arbejdsstedet på deres respektive dage og aflægge nøjagtigt regnskab for
hver enkelt mands arbejde og være rede til at fremvise en liste over samme, når der
bliver bedt derom.
Forvalterens og tillidsmandens hjerte fryder sig dagligt over brødrenes gode følelser,
som lægges for dagen i deres bestræbelser på at udføre Herrens værk og opføre hans
tempel; og det er vort håb, at hverken plantning, såning eller høstning herefter vil gribe
forstyrrende ind i de ovenfor antydede vedtægter og forskrifter.
(21. februar 1842). D. H. C. 4:517.

Profetens prædiken.
Profetens prædiken om liv og
død; børns opstandelse og frelse.
Side 170
Præsident Smith læste det 14. kapitel af Åbenbaringen, og sagde: Advarselsrøsten
lyder atter i vor midte, og den viser det menneskelige livs usikkerhed, og i mine
ledige stunder har jeg tænkt over problemet og stillet spørgsmålet, hvordan det kan
være, at små børn, uskyldige børn tages bort fra os, især de, der synes at være de
mest intelligente og interessante. De stærkeste grunde, som løber mig i hu, er disse:
Denne verden er en meget ugudelig verden, og der findes et ordsprog, der siger, at
"verden bliver svagere og klogere"; hvis det er tilfældet, bliver verden mere ugudelig
og fordærvet. I verdens tidligere tidsaldre havde en retfærdig mand og en Guds mand
og intelligent mand større mulighed for at gøre godt, for at blive troet og antaget end i
dag; men i dag møder en sådan mand stærk modstand og bliver forfulgt af de fleste af
jordens indbyggere, og han må gennemgå megen sorg her. Herren tager mange bort,
selv i den spæde alder, så de må slippe for menneskers misundelse og den nuværende
verdens sorger og ulykker; de var for rene, for yndige til at leve på jorden. Hvis vi derfor
betragter sagen i dens rette lys, så har vi grund til at glæde os i stedet for at sørge, da
de er udfriet fra det onde, og vi skal snart se dem igen.
Udsæt ikke omvendelsen.
Hvilken mulighed er der for vantro, når vi næsten dagligt tager afsked med vore venner?
Slet ingen. Den vantro vil gribe efter hvert strå for at få hjælp, indtil døden stirrer ham
ind i øjnene, og så tager hans vantro flugten, thi den evige verdens realiteter hviler på
ham med stor kraft, og når hver jordisk støtte svigter ham, føler han mærkbart de evige
sandheder om sjælens udødelighed. Vi skulle tage os dette til efterretning og ikke vente
til dødslejet med at omvende os, thi vi som ser døden tage spædbarnet, således kan
også den unge og den midaldrende blive kaldt lige så pludseligt bort som den spæde
til den evige verden. Lad dette da tjene som en advarsel til alle om ikke at udsætte
eller opsætte omvendelsen eller vente til døden, thi det er Guds vilje, at mennesket
skulle omvende sig og tjene ham med sjælens hele sundhed, styrke og magt for at
opnå velsignelsen og ikke vente, til han nærmer sig døden.
Små børns forløsning.
Læren om at døbe børn eller bestænke dem, eller også må de vælte sig i helvede, er en
lære, der ikke er sand, ikke finder støtte i skriften og ikke er i overensstemmelse med
Guds karakter og væremåde. Alle børn er forløst ved Jesu Kristi blod, og det øjeblik,
børn forlader denne verden, føres de til Abrahams skød. Den eneste forskel mellem de
gamles og de unges død er den, at den ene lever længere i himlen og i det evige lys
og herlighed end den anden og udfries lidt hurtigere fra denne elendige og ugudelige
verden. Til trods for al denne herlighed mister vi den et øjeblik af syne og sørger over
tabet, men vi sørger ikke som dem uden håb.
Faste og urokkelige forordninger.
Det var min hensigt at have talt om dåb, men da vi havde et dødsfald for os, mente
jeg, at det var passende at henvise til dette emne. Nu vil jeg imidlertid sige nogle få
ord om dåb, som det var min hensigt.

Side 171
Gud har fastsat visse forordninger, der er faste og urokkelige; for eksempel satte
Gud solen, månen og stjernerne på himlene og gav dem deres love, betingelser og
grænser, som de ikke kan sætte sig ud over, undtagen på hans bud; de bevæger sig
allesammen i fuldkommen harmoni i deres sfære og orden og er som lys, undere og
tegn for os. Havet har også sine grænser, som det ikke kan sætte sig ud over. Gud
har sat mange tegn på jorden så vel som i himlene; f. eks. bærer skovens eg, træets
frugt og markens urt alle tydelige tegn på, at der er plantet frø der; thi det er en Herrens
forordning, at hvert træ, hver plante og urt, der bærer sæd, vil frembringe af sin art og
kan ikke komme frem efter nogen anden lov eller noget andet princip.3) Efter samme
princip hævder jeg, at dåb er et tegn, der er sat af Gud for den, der tror på Kristus, til at
tage på sig for at komme ind i Guds rige, "thi ingen kan komme ind i Guds rige, hvis hån
ikke bliver født af vand og ånd," sagde Frelseren. Det er et tegn og en befaling, som Gud
har sat for mennesket, for at det kan komme ind i hans rige. De, der søger at komme ind
på nogen anden måde, vil søge forgæves; thi Gud vil ikke tage imod dem, og englene
vil heller ikke anerkende deres gerninger, thi de har ikke adlydt forordningerne eller
rettet sig efter de tegn, som indstiftedes for menneskets frelse for at berede det til og
give det adkomst til en celestial herlighed; og Gud har fastsat, at alle der ikke vil adlyde
hans røst, ikke skal undgå helvedes fordømmelse. Hvad er helvedes fordømmelse? At
gå sammen med de mennesker, som ikke har adlydt hans bud og befalinger.
3) Denne særdeles positive udtalelse af profeten, at hvert træ, hver plante og
urt og sandsynligvis enhver anden skabning ikke kan frembringe og skabe
undtagen efter sin egen slags, er ikke alene i overensstemmelse med skriften,
men også med alle kendsgerninger, som kendes i verden.
Dåb og den Helligånds gave.
Dåb er et tegn for Gud, for engle og for himlen, at vi gør Guds vilje, og der findes ikke
nogen anden vej under himlen, hvorved Gud har fastsat, hvorledes mennesket kan
komme til ham for at blive frelst og komme ind i Guds rige undtagen ved tro på Jesus
Kristus, omvendelse og dåb til syndernes forladelse, og en hvilken som helst anden
vej eller retning er forgæves; derpå vil I få forjættelsen om den Helligånds gave.
Hvad er tegnet på de syges helbredelse? Håndspålæggelse er tegnet eller vejen,
som Jakob fremhæver det, og de fordums helliges skik og brug, som Herren befalede
det, og vi kan ikke opnå velsignelsen ved at forfølge nogen anden kurs end den af
Herren anviste vej. Hvad om vi skulle forsøge at få den Helligånds gave ved noget andet
middel end ved de tegn eller den vej, som Gud har anvist - ville vi da opnå den? Afgjort
ikke; alle andre midler ville svigte. Herren siger: gør det og det, så vil jeg velsigne jer.
Præstedømmets nøgleord.
Der er visse nøgleord og tegn, der tilhører præstedømmet, som må adlydes for at opnå
velsignelsen. Peters tegn var at omvende sig og blive døbt til syndernes forladelse
med forjættelsen om den Helligånds gave; og den Helligånds gave kan ikke opnås på
nogen anden måde.
Forskellen mellem den Helligånd og den Helligånds gave.
Der er en forskel mellem den Helligånd og den Helligånds gave. Kornelius modtog
den Helligånd, før han blev døbt, og det var Guds overbevisende kraft til ham om

Side 172
evangeliets sandhed, men han kunne ikke få den Helligånds gave, førend efter at han
var blevet døbt. Dersom han ikke havde påtaget sig dette tegn eller den forordning, ville
den Helligånd, som overbeviste ham om Guds sandhed, have forladt ham. Ikke førend
han adlød disse forordninger og modtog den Helligånds gave ved håndspålæggelse i
henhold til Guds orden, kunne han have helbredt de syge eller befalet en ond ånd at
komme ud af et menneske og få denne ånd til at adlyde sig; thi ånderne ville måske
sige til ham, som de sagde til Skeuas sønner: "Jesus kender vi, og om Paulus ved vi
besked, men I, hvem er I?" Det gør ikke noget, hvad enten vi lever længe eller kort
tid på jorden, efter at vi er kommet til kundskab om disse principper og adlyder dem til
enden. Jeg ved, at alle mennesker vil blive fordømt, hvis de ikke kommer ind ad den
vej, han har åbnet og beredt, og det er den vej, som er blevet udpeget af Herrens ord.
Den altomfattende opstandelse.
Med hensyn til opstandelsen vil jeg blot sige, at alle mennesker vil komme op af graven,
således som de blev nedlagt, hvad enten de er gamle eller unge; der vil ikke blive "lagt
en alen til deres livsvej," og der vil heller ikke blive taget fra den; alle vil blive oprejst
ved Guds kraft, idet de har ånd i deres legemer, og ikke blod. Børn vil blive sat på
tronen i Guds og Lammets nærværelse med legemer af samme statur,') som de havde
på jorden, og er blevet forløst ved Lammets blod; de vil der nyde fylden af det lys, den
herlighed og intelligens, som er forberedt i det celestiale rige. "Salige er de døde, som
dør i Herren, thi de skal hvile fra deres arbejde, og deres gerninger skal følge efter dem."
Taleren bad de forsamlede, før han sluttede, om at ydmyge sig i tro for Gud og med
kraftig bøn og faste at kalde på Herrens navn, indtil elementerne var rensede over vore
hoveder og jorden helliggjort under vore fødder, så denne bys indbyggere må undgå
sygdom og pests magt og ødelæggeren, som rider over jorden, og at Guds hellige And
må hvile over denne store skare.
4) I "Improvement Era" for juni 1904 sagde præsident Joseph F. Smith
følgende i en ledende artikel om opstandelsen:
"Legemet vil opstå, som det blev nedlagt, thi der er ikke =ringer eller udvikling i
graven. Som det er nedlagt, vil det opstå, og forandringer til fuldkommenhed vil komme
ved loven om genoprettelse. Men ånden vil blive ved med at udfolde sig og udvikle sig,
og legemet vil efter opstandelsen udvikle sig til et menneskes fulde statur.."
Dette kan antages som kirkens lære med henblik på børns opstandelse og
deres fremtidige udvikling til mænds og kvinders fulde statur; og det er samtidig i
overensstemmelse med det, der både kan betragtes som fornuftigt og ønskværdigt.
Dåbshandlinger udføres.
Ved mødets slutning sagde præsident Smith, at han skulle overvære en dåbshandling i
floden i nærheden af sit hjem klokken 2, og til den fastsatte tid var Mississippis bred fyldt
med en stor folkeskare, og præsident Joseph Smith gik ud i floden og døbte 80 personer
til deres synders forladelse, og det, der bragte yderligere glæde til hele sceneriet var,
at den første, der blev døbt, var M. L. D. Wasson, en nevø af fru Emma Smith - den
første af hendes slægtninge, som har antaget evangeliets fylde.
Ved slutningen af denne interessante scene løftede den forrettende person sine
hænder op mod himlen og bad indtrængende Guds velsignelser om at hvile på folket,
og Guds And var i sandhed over folkeskaren til vore hjerters glæde og trøst.

Side 173
Efter dåben gik forsamlingen igen tilbage til lunden i nærheden af templet for at
overvære håndspålæggelsen af de døbte, og til trods for at præsident Smith havde
talt i det frie til de forsamlede og stået i vandet og døbt omkring 80 mennesker, så fik
omkring 50 af de døbte håndspålæggelse under hans hænder i dagens løb. Medens
dette gik for sig, blev mange døbt i døbefonten for de døde. (20. marts 1842). D. H.
C. 4:553-557.

Resumé af profetens tale om dåb for de døde.
Side 174
Det var en interessant dag. En stor forsamling mødtes i lunden i nærheden af templet.
Broder Amasa Lyman talte til folket på en meget interessant måde. Han blev efterfulgt af
Joseph, seeren, som fremsatte nogle højst opbyggende og 'belærende bemærkninger
om dåb for de døde. Han sagde, at Bibelen støttede læren og citerede I Kor. 15:29:
"Hvad vil ellers de opnå, der lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet
ikke opstår, hvorfor lader de sig så døbe for dem?" Hvis der findes et eneste ord fra
Herren, der understøtter læren om dåb for de døde, er det nok til at fastslå den som en
sandfærdig lære. Atter: hvis vi med Guds Søns præstedømmes magt og myndighed
kan døbe et menneske i Faderens, i Sønnens og i den Helligånds navn til syndernes
forladelse, er det lige så meget vort privilegium at handle som stedfortræder og blive
døbt til syndernes forladelse for og på vore afdøde slægtninges vegne, de, som ikke
har hørt evangeliet eller dets fylde. (27. marts 1842). D. H. C. 4:568-569.

Resumé af profetens bemærkninger
til Den kvindelige Hjælpeforening.
Side 175
Præsident Joseph Smith rejste sig. Talte om organiseringen af Den kvindelige
Hjælpeforening; han sagde, at han var dybt interesseret i, at den blev opbygget til
den Allerhøjeste på en antagelig måde, at dens love måtte overholdes, at ingen, som
ikke var værdige, skulle blive optaget deri; han foreslog, at enhver ansøgning om
optagelse blev nøje undersøgt; sagde at foreningen voksede for hurtigt. Den skulle
vokse gradvis, skulle begynde med nogle få og således have en udvalgt forening
af de dydige og retskafne og af dem, der ville vandre varsomt; han roste dem for
deres iver og nidkærhed, men sagde, at deres iver og nidkærhed ikke altid var i
overensstemmelse med kundskab og indsigt. Et af institutionens væsentlige formål
var at afskaffe ugudelighed; sagde, at de måtte være yderst forsigtige i alle deres
undersøgelser, thi ellers ville følgerne blive alvorlige.
Alle vanskelighederne, der kunne og ville komme på vor vej, må overvindes. Selv
om sjælen bliver prøvet, hjertet bliver forsagt og hænderne bliver slappe, må vi ikke gå
tilbage; foruden sympati og medfølelse må der være karakterstyrke. 'Når vi modtager
belæringer, må vi adlyde den stemme, adlyde Guds riges love, så himlens velsignelser
kan komme over os. Alle må handle i forening, ellers kan der intet udrettes, og skulle
virke ifølge det fordums præstedømme; derfor skulle de hellige være et udvalgt folk,
adskilt fra alle verdens onder og ulykker - udvalgte, dydige og hellige. Herren ville af
Jesu Kristi Kirke skabe sig et rige af præster, et helligt folk, en udvalgt slægt som
på Enoks tid og i besiddelse af alle de gaver, som Paulus omtaler i sine breve og
belæringer til kirken og menighederne, mens han levede - at det er hvert medlems
privilegium at leve længe og nyde sundhed og helbred. Han velsignede derefter de
hellige. (30. marts 1842). D. H. C. 4:570.

"Prøv ånderne".
"Prøv ånderne".
Profetens ledende artikel i "Times and Seasons".
Side 176
Begivenheder og tildragelser, som i den senere tid har fundet sted iblandt os, gør det
til en bydende pligt for mig at sige noget med henblik på de ånder, som påvirker og
tilskynder menneskene.
Det fremgår tydeligt af apostlenes skrifter, at der på deres tid eksisterede mange
falske ånder, som "var draget ud i verden", og at der behøvedes intelligens, som Gud
alene kunne give, til at afsløre falske ånder og til at bevise, hvilke ånder der var af
Gud. Verden har i det store og hele været meget uvidende med henblik på dette ene,
og hvorfor skulle den være anderledes - thi "ingen kender, hvad der bor i Gud, uden
Guds Ånd."
Ægypterne var ikke i stand til at opdage forskellen mellem Moses's mirakler og
troldkarlenes, førend de blev prøvet sammen; og dersom Moses ikke var kommet i
deres midte, ville de utvivlsomt have troet, at troldkarlenes mirakler udførtes ved Guds
mægtige kraft, thi det var store mirakler, som udførtes af dem - der udvikledes en
overnaturlig virksomhed, og der blev lagt stor kraft for dagen.
* * *
Det ville have været lige så vanskeligt for os at sige, ved hvilken ånd apostlene
profeterede eller ved hvilken magt apostlene talte og udførte undergerninger. Hvem
kunne have sagt, at troldkarlen Simons magt var af Gud eller af djævelen?
I hver eneste tidsalder har der altid syntes at være mangel på forståelse
vedrørende dette emne. I hver eneste tidsalder er der blevet åbenbaret alle slags
ånder og næsten blandt alle folk. Hvis vi går til hedningerne, har de deres ånder;
muhamedanerne, jøderne, de kristne, indianerne - alle har deres tinder, alle har en
overnaturlig virksomhed, og alle hævder, at deres ånder er af Gud. Hvem skal løse
hemmeligheden? "Prøv ånderne," siger Johannes, men hvem skal gøre det? De lærde,
de veltalende, filosoffen, den vilde, den guddommelige - alle er uvidende. Hedningerne
vil prale af deres guder og af alt det store, som deres orakel har udfoldet for dem.
Muselmanden praler af Koranen og af de guddommelige tilkendegivelser, som hans
forfædre har modtaget. Jøderne har haft talrige tilfælde, både gamle og nye, blandt
sig om mennesker, som har hævdet at være inspirerede og udsendt for at tilvejebringe
store begivenheder, og den kristne verden har ikke været længe om at indhente det
forsømte.
Uvidenhed om åndernes natur.
"Prøv ånderne," men med hvad? Skal vi prøve dem med menneskenes
trosbekendelser? Hvilken fuldkommen absurd tåbelighed - hvilken ren og skær
uvidenhed - hvilken galskab? Prøv et evigt væsens bevægelser og handlinger (thi jeg
mener, at alle ånder er sådanne) med noget, der blev undfanget i uvidenhed og bragt
frem i tåbelighed - et spindelvæv fra igår! Engle ville skjule deres ansigt, og djævle
ville være skamfulde og føle sig fornærmede og ville sige: "Jesus kender vi, og om
Paulus ved vi besked, men I, hvem er I?" Lad hvert enkelt menneske i samfundet lave
en trosbekendelse og prøve onde ånder dermed, og så ville djævelen skoggerle; det

Side 177
er alt, hvad han ville bede om - alt, hvad han kunne ønske. Alligevel gør mange af dem
dette, og derfor "er der gået mange falske ånder ud i verden."
Det er en stor fejl og ulykke, at menneskene er uvidende om åndernes natur, deres
magt, love, regering, intelligens etc., og de forestiller sig, at når der eksisterer noget
som magt, åbenbaring eller syn, at det da må være af Gud. Derfor er metodisterne,
presbyterianerne og andre hyppigt i besiddelse af en ånd, der får dem til at lægge
sig ned, og så længe den virker, sker det hyppigt, at alt liv tilsyneladende er helt
standset; de anser det for at være Guds kraft og en herlig tilkendegivelse fra Gud - en
tilkendegivelse af hvad? Gives der nogen oplysninger? Er himlens gardiner trukket til
side eller Guds formål og hensigter udviklet? Har de set og talt med en engel - eller er
fremtidens herlige tilstande gået op for dem? Nej! men deres legeme har været livløst,
udfoldelsen af deres ånd ophævet, og alle de oplysninger og efterretninger, som man
kan få af dem, når de rejser sig, er et udråb som "Ære være" eller "halleluja" eller en
eller anden usammenhængende ytring; men de har haft "kraften".
Shakeren (egl. ryster, medlem af et religiøst samfund i Amerika. O. A.) snurrer rundt
på hælen, tvunget dertil af noget overnaturligt eller af en ånd, og tror, at han ledes af
Guds And. Jumperen (springer) vil springe op og frem og tilbage i forskellige ekstatiske
optrin. En oprindelig metodist råber op under denne ånds indflydelse, til han sønderriver
himlene med sine råb, medens kvækerne (eller vennerne) sidder stille og fintet siger,
påvirket som de tror af Guds And. Er Gud ophavsmanden til alt dette? Hvis ikke til det
altsammen, hvad anerkender han da? Det er ganske afgjort, at en sådan masse af
forvirring aldrig kan komme ind i himmeriges rige.
Evnen til at erkende ånder ved præstedømmets magt.
Hver eneste af disse hævder at være kompetent til at prøve sin næstes ånd, men
ingen kan prøve sin egen, og hvad er grunden? Fordi de ikke har nogen nøgle til at
lukke op med, ingen målestok, hvormed de kan måle, og intet kendetegn, hvormed de
kan prøve den. Kunne nogen sige os en bygnings længde, bredde eller højde uden
en målestok? Prøv metallernes kvalitet og egenskab uden en målestok eller påpeg
planeternes bevægelser og baner uden kendskab til astronomi? Det kan man afgjort
ikke; og dersom en sådan uvidenhed som den foreliggende udvises overfor en ånd af
denne art, hvem kan så beskrive en lysets engel? Hvis Satan skulle åbenbare sig i
herlighed, hvem kan da afgøre hans farve, hans tegn, hans udseende, hans herlighed,
eller hvad måde han har tilkendegivet sig på? Hvem kan opdage franske profeters
ånd med deres åbenbaringer og deres syner og magt og kraft til at tilkendegive sig?
Eller hvem kan påpege irvingianernes ånd med deres apostle og profeter, syner og
tunger og udlægninger etc. Eller hvem kan bringe frem i dagslyset og udvikle de skjulte
hemmeligheder hos de falske ånder, som så hyppigt tilkendegiver sig blandt de sidste
dages hellige? Vi svarer, at intet menneske kan gøre dette uden præstedømmet, og
uden at have kendskab til de love, hvorved ånder styres og ledes; thi eftersom intet
menneske kender det, der hører Gud til, uden ved Guds And, således kender intet
menneske djævelens, ånd og hans magt og indflydelse uden at være i besiddelse
af en intelligens, som er større end menneskets, og ved præstedømmets hjælp have
udfoldet hans påfunds og planers hemmelighedsfulde funktioner; uden at kende den
engleagtige form, det hellige og ophøjede blik og gestus og den iver og nidkærhed,
som han hyppigt lægger for dagen til Guds herlighed, sammen med den profetiske
ånd, den nådige indflydelse, det gudelige udseende og den hellige klædning, som er
så karakteristiske for hans fremgangsmåder og hans hemmelighedsfulde krumspring.

Side 178
Et menneske må have evnen til at kunne skelne ånder, før han kan trække den
helvedsagtige indflydelse frem i dagslyset og udfolde den for verden i alle dens
sjælsødelæggende, djævelske og frygtelige farver; thi intet skader menneskenes børn
mere end at være under indflydelse af en falsk ånd, når de tror, at de har Guds Ånd.
Tusinder har følt indflydelsen af dens frygtelige magt og skadelige virkninger. Der er
blevet foretaget lange pilgrimsrejser, gjort mange bodsøvelser, og i deres kølvand
er der fulgt smerter, elendighed og ødelæggelse; nationer er blevet rystet i deres
grundvold, riger omstyrtet, provinser lagt øde, og blod, nedsabling og ødelæggelse er
klædningsstykker, som den har været iklædt.
Guds Ånd kundskabens ånd.
Som vi har bemærket før, ligger den store vanskelighed i uvidenheden om åndernes
natur, om de love, hvorved de styres, og de tegn, hvorved de kan kendes. Hvis Guds
And udkræves for at kende det, der hører Gud til, og djævelens ånd kun kan afsløres
gennem det samme middel, så er det en selvfølge, at medmindre et menneske eller
mennesker har forbindelse med eller åbenbaring fra Gud, hvorved åndens virkning
udfoldes for dem, må de i evighed forblive uvidende om disse principper; thi jeg må
mene, at dersom et menneske ikke kan forstå disse ting uden ved Guds And, så
kan ti tusinde mennesker heller ikke; det er på samme måde uden for de lærdes
visdoms rækkevidde, de veltalendes tungefærdighed, de mægtiges kraft. Og vi er til
sidst kommet til den slutning, hvad vi end mener om åbenbaring, at uden den kan vi
hverken vide eller forstå noget om Gud eller djævelen, og hvor uvillig verden end er
til at anerkende dette princip, så fremgår det dog tydeligt og klart af de mangfoldige
trosbekendelser og opfattelser angående denne sag, at de intet forstår af dette princip,
og det er lige så tydeligt og klart, at uden guddommelig forbindelse og meddelelse
må de forblive i uvidenhed. Verden har altid forvekslet falske profeter med sande, og
de, der var sendt af Gud, antog de for falske profeter, og derfor slog de de sande
profeter ihjel, stenede, straffede og fængslede dem, så de måtte skjule sig i "klippehuler
og jordhuller", og selv om de blev anset for at være jordens hæderligste mennesker,
bandlyste de dem fra deres samfund som vagabonder, mens de opmuntrede, hædrede
og understøttede kæltringer, vagabonder, hyklere, bedragere og de allerlaveste af
menneskene.
Gaven til at skelne ånder.
Et menneske må have evnen til at kunne skelne ånder, som vi tidligere har sagt, for
at forstå disse ting, og hvordan skal han kunne opnå denne gave, hvis Åndens gaver
ikke findes? Og hvordan kan disse gaver opnås uden åbenbaring? "Kristus steg op
til himlen og gav menneskene gaver; og han gav os nogle som apostle, andre som
profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere." Og hvordan blev nu
apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere valgt? Ved profeti (åbenbaring) og
ved håndspålæggelse - ved et guddommeligt dekret og en guddommelig indstiftet
forordning - gennem præstedømmet; organiseret ifølge Guds orden, ved guddommelig
beskikkelse. Apostlene i fordums tid havde dette præstedømmes nøgler - til Guds riges
hemmeligheder, og var som følge deraf i stand til at udrede og opklare alt, hvad der
hørte under forvaltningen af Guds kirke, samfundets velfærd, menneskenes fremtidige
skæbne og åndernes virksomhed, magt og indflydelse; thi de kunne kontrollere
dem efter behag, byde dem forsvinde i Jesu navn og afsløre deres skalkagtige og
hemmelighedsfulde virksomhed, når de prøvede på at prakke sig selv på kirken i et

Side 179
religiøst gevandt og modarbejde kirkens interesser og sandhedens udbredelse. Vi
læser, at "de kastede djævle ud i Jesu navn", og når en kvinde, der var i besiddelse af
en spådoms ånd, råbte til Paulus og Silas: "Disse mænd er den højeste Guds tjenere,
og de forkynder jer frelsens vej," opdagede de ånden. Og skønt hun talte pænt om
dem, befalede Paulus dog ånden at fare ud af hende, og de reddede sig stiledes fra
vanære og skam, som måske ville være overdænget dem, hvis de havde stået i ledtog
med hende ved udviklingen af hendes ugudelige principper, hvad de ganske sikkert
ville være blevet beskyldt for, dersom de ikke havde truet den onde ånd.
Profeterne havde denne gave.
En lignende magt og kraft eksisterede gennem præstedømmet i forskellige tidsaldre.
Moses kunne afsløre troldkarlens magt og påvise, at han (Moses) var Guds tjener - han
vidste, da han var på bjerget (gennem åbenbaring), at Israel dyrkede afguder; han
kunne afsløre Koras, Dantas og Abirams synder, afsløre hekse og troldmænd i deres
taskenspillerkunster og udpege Herrens sande profeter. Josva vidste, hvorledes han
skulle afsløre den mand, der havde stjålet guldtungen og den babyloniske kappe. Mika
kunne udpege den falske ånd, ved hvilken de fire hundrede profeter lededes, og hvis
man havde fulgt hans råd, ville mange liv være blevet reddet. (II Krøn., 18). Elias, Elisa,
Esajas, Jeremias, Ezekiel og mange andre profeter var i besiddelse af denne magt.
Vor Frelser, apostlene og endog kirkens medlemmer var udrustet med denne gave, thi,
siger Paulus (I Kor. 12) "Til en er givet forskellig slags tungetale og en anden at udlægge
tungetale; en at udføre undergerninger, en anden at profetere, en at bedømme ånder."
Alle disse udgik fra den samme Guds And og var Guds gaver. Menigheden i Efesus
blev ved dette princip sat i stand til at "prøve dem, som kalder sig selv apostle, skønt
de ikke er det, og du har fundet, at 'de er løgnere." (Åb. 2:2).
Forskellen mellem ånd og legeme.
Når vi opsporer sagen fra grunden og ser filosofisk på det, vil vi opdage en meget
mærkbar forskel mellem legemet og ånden; legemet menes at være organiseret stof,
mens mange er af den opfattelse, at ånden er immateriel, uden stof. Vi vil ganske afgjort
tage afstand fra denne sidste udtalelse og sige, at ånden er stof, at den er materie,
men at den er renere, mere elastisk og forfinet materie end legemet, at den eksisterede
før legemet, kan eksistere i legemet og vil eksistere adskilt fra legemet, når legemet
hensmuldrer i støvet, og igen vil blive forenet med det i opstandelsen.
Ånder er evige.
Uden at forsøge på at beskrive denne hemmelighedsfulde forbindelse og de love, der
styrer menneskets legeme og ånd, deres indbyrdes forhold og Guds plan med det
menneskelige legeme og ånden, vil jeg blot bemærke, at menneskeånden er evig,
at den ledes og styres af det samme præstedømme, som Abraham, Melkisedek og
apostlene lededes af: at de organiseredes efter det præstedømme, som er evigt, "uden
dages begyndelse og års ende", - at de alle bevæger sig i deres respektive sfærer og
styres af Guds lov; at når de kommer på jorden, er de i en prøvestand og forbereder sig,
dersom de er retfærdige, til en fremtid og større herlighed, at gode menneskers ånder
ikke kan blande sig med de ugudelige ud over deres foreskrevne grænser, thi Mikael,
ærkeengelen, vovede ikke at fremføre en bespottende dom mod djævelen, men sagde:
"Herren true dig, Satan."

Ugudelige ånder begrænset i deres magt.
Side 180
Det ville også synes, at ugudelige ånder har deres begrænsning, indskrænkninger og
love, ved hvilke de styres eller kontrolleres, og kender deres fremtidige skæbne; derfor
sagde de, der var i de besatte, til vor Frelser: "Er du kommen her for at pine os før
tiden," og da Satan forestillede sig for Herren, blandt Guds sønner, sagde han, at han
"havde gennemvanket jorden på kryds og tværs;" og han kaldes udtrykkelig fyrste over
luftens magt; og det er meget sandsynligt, at de besidder en magt, som kun de, der
har præstedømmet, kan kontrollere, som vi tidligere har omtalt i tilfældet med Skeuas
sønner.
Efter at vi har sagt så meget om almindelige principper, vil vi, uden at henvise til den
særlige situation, magt og indflydelse hos Ægyptens troldmænd, de jødiske troldkarle
og hekse, hedningernes orakler og deres åndemanere, sandsigere og stjernetydere,
de afsindige og gale eller de, der var besat af onde ånder på apostlenes tid, lægge
mærke til og prøve på at finde (så vidt vi har skriften til vor hjælp) nogle fa tilfælde af
udvikling af falske ånder i nyere tid og i vor egen tid.
Falske profeter.
De "franske profeter" var besat af en ånd, der bedrog; de levede i Vivaris og Dauphany
i stort tal i året 1688; der var mange drenge og piger fra syv til fem og tyve; de havde
mærkelige anfald som f. eks. skælven og besvimelser, som fik dem til at strække arme
og ben ud som i afmagt; de forblev i trance et stykke tid, og når de kom ud deraf,
fremsagde de alt, hvad der kom dem i munden. (Se Buck's Theological Dictionary).
Gud har aldrig nogensinde haft profeter, der opførte sig på den måde; der var intet
usømmeligt og uanstændigt i Herrens profeters fremgangsmåde og virken i nogen som
helst tidsalder; hverken apostlene eller profeterne på apostlenes tid havde noget af
denne art. Paulus siger: "I kan jo alle komme til at profetere, den ene efter den anden; og
dersom noget åbenbares for en anden, lad da den første tie stille, thi profeternes ånd er
underkastet profeterne;" men her ser vi, at profeterne er ånden underlagt og falder ned,
har trækninger, fald og besvimelser gennem den ånds indflydelse, idet de fuldstændig
er under dens kontrol. Paulus siger: "Lad alt ske sømmeligt og med orden!" men her
ser vi den største uorden og usømmelighed i både mænds og kvinders opførsel som
ovenfor beskrevet. Det samme kan siges om vor tids vækkelsesprædikanter og deres
falden om, trækninger, besvimelser, rysten og trancer.
Johanna Southcott hævdede at være profetinde og skrev en bog om profetier i
1804 og blev grundlæggeren af en menighed, som stadig eksisterer. På et bestemt
sted skulle hun føde en søn, som skulle være Messias, men det er ikke sket. Men
bortset fra det, hvor kan vi i Guds ord læse om en kvinde, der var grundlæggeren
af en kirke? Paulus sagde til kvinderne, da han levede: "Kvinderne skal tie i jeres
menighedsforsamlinger. Er der noget, de ønsker oplyst, lad dem så spørge deres
mænd hjemme;" han ville ikke have en kvinde "til at byde over sin mand eller tilrane
sig myndighed i kirken"; men her finder vi en kvinde som grundlægger af en kirke,
åbenbarer og leder, Alfa og Omega, i modstrid med al anerkendt styre, princip og orden.
Jemimah Wilkinson var en anden profetinde, som spillede en stor rolle i Amerika
i forrige århundrede. Hun sagde, at hun blev syg og døde, og at hendes sjæl gik til
himlen, hvor den stadig er og fortsætter. Kort efter blev hendes legeme levendegjort
igen med Kristi ånd og magt, hvorefter hun nedsatte sig som offentlig lærer og

Side 181
erklærede, at hun havde en direkte åbenbaring. Nu siger skriften ganske tydeligt,
at "Kristus er førstegrøden, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til; derpå
kommer enden." Men ifølge Jemimahs vidnesbyrd døde hun og opstod før den i skriften
omtalte tid. Ideen med, at hendes sjæl var i himlen, medens hendes legeme (levede)
på jorden, er også meningsløs. Da Gud blæste i menneskets næsebor, blev han en
levende sjæl; før da levede han ikke, og da det blev taget bort, døde hans legeme; og
det gjorde vor Frelser også, da ånden forlod legemet, og hans legeme levede heller
ikke, førend hans ånd vendte tilbage i hans opstandelses kraft. Men mrs. Wilkinsons
sjæl (liv) var i himlen, og hendes legeme uden sjælen (liv) på jorden og levede (uden
sjælen eller) uden liv!
Irvingianerne.
Irvingianerne er et folk, der har forfalsket sandheden, maske har gjort det bedst af
nogen af vore moderne sekter. De begyndte for omkring 10 år siden i London i England;
de har dannet menigheder i forskellige dele af England og Skotland og nogle få i Øvre
Kanada. Mr. Irving, deres stifter, var en lærd og talentfuld præst i den skotske kirke,
han var en storartet logiker og en magtfuld taler, men også ubehersket og begejstret i
sine synspunkter. Da han bevægede sig i de højere kredse og var i besiddelse af talent
og nidkærhed og iver, satte det ham i en situation, hvor han blev en fremtrædende
person og stiftede et samfund, der lignede det, der er opkaldt efter ham.
Irvingianerne har apostle, profeter, hyrder, lærere, evangelister og engle. De hævder
at have tungemålsgaven og udlægning af tungetale og i nogle få tilfælde at have
helbredelsesgaven.
Den første profetiske ånd, som tilkendegaves, var hos nogle frøkener ved navn
Campbell, som mr. Irving traf sammen med på en rejse i Skotland; de havde, (hvad man
i deres sekt kalder) "ytringer", som tilsyneladende var af en overnaturlig virksomhed.
Mr. Irving, der begik den gængse fejl at betragte alle overnaturlige tilkendegivelser
som kommende fra Gud, bragte dem med sig til London og præsenterede dem for sin
menighed.
De blev der hædret og æret som Guds profetinder, og når de talte, måtte mr. Irving
og hans præster tie. Disse damer blev på mærkelig vis påvirket foran forsamlingen
og fremkom med mærkelige og besynderlige udtalelser, fremsat med en unaturlig,
skingrende stemme, og med underlige intoneringer gjorde de hyppigt brug af nogle få
afbrudte, usammensatte sætninger, som var dunkle, usammenhængende og ikke til
at forstå; til andre tider kunne man bedre forstå dem. De plejede ofte at råbe: "Der er
ugudelighed! Der er ugudelighed!" Og mr. Irving er under indflydelse af alt dette blevet
ledet til at falde på knæ for den offentlige forsamling og bekende sine synder, selv om
han ikke vidste, hvorvidt han havde syndet eller med hvad, eller om det havde henblik
på ham eller en anden. Under alt dette blev de talende personers legemer kraftigt
påvirket, deres ansigter blev forvredne, de havde hyppige trækninger i hænderne,
og hele deres system havde stærke krampetrækninger med visse mellemrum; de
havde imidlertid sommetider, (antager vi), korrekt tungetale og havde sandfærdige
udlægninger.
Under denne ånds indflydelse blev kirken organiseret af disse kvinder; apostle,
profeter etc. blev snart kaldet, og der indførtes en systematisk orden, som ovenfor
beskrevet. En vis mr. Baxter (senere hen en af deres vigtigste profeter) sagde, da han
gik til et af deres møder: "Jeg så en magt tilkendegivet og troede, at det var Guds kraft,
og bad om, at den måtte falde på mig, og det gjorde den, og derfor begyndte jeg at

Side 182
profetere." For omkring 8-9 år siden havde de omkring 60 prædikanter til at gå gennem
Londons gader, hvor de bar vidnesbyrd om, at London skulle være det sted, hvor de "to
vidner", som Johannes taler om, skulle profetere, at de (kirken) og ånden var vidnerne,
og at der i løbet af 3% år ville komme et jordskælv og en stor ødelæggelse, og så
ville vor Frelser komme. Deres apostle var samlet til den fastsatte tid for at iagttage
begivenheden, men Jesus kom ikke, og så blev profetien naturligvis bortforklaret. De fik
hyppigt tegn af ånden for at bevise for dem, at det, der blev tilkendegivet for dem, skulle
finde sted. Mr. Baxter fortalte om et indtryk, som han fik af et barn. Det blev tilkendegivet
ham, at han skulle aflægge barnet et besøg og lægge sine hænder på det, og at det så
skulle blive rask; og for at bevise for ham, at det var af Gud, skulle han møde sin broder
på et bestemt sted, og han (broderen) skulle tale bestemte ord til ham. Hans broder talte
nøjagtigt til ham på den måde, som tilkendegivelsen havde udpeget. Tegnet fandt sted,
men da han lagde hænderne på barnet, kom det sig ikke. Jeg kan ikke garantere for den
sidste beretnings gyldighed, da mr. Baxter på det tidspunkt havde forladt irvingianerne,
men den er i overensstemmelse med mange af deres handlinger og fremgangsmåder,
og man har aldrig prøvet på at benægte det.
Alt dette er forkert.
Man kan måske stille det spørgsmål: Hvor er der noget i alt dette, som er forkert?
For det første: Kirken blev organiseret af kvinder, og Gud satte i kirken (først apostle
og dernæst profeter) og ikke først kvinder; men mr. Irving satte i sin kirke først kvinder
(og derefter apostle), og hans kirke blev organiseret og grundlagt af dem. En kvinde
har ingen ret til at grundlægge eller organisere en kirke - Gud har aldrig nogensinde
sendt dem for at gøre det.
For det andet: Disse kvinder talte midt under mødet og truede og irettesatte mr.
Irving eller en hvilken som helst anden i kirken. Nu siger skriften ganske tydeligt: "En
gammel mand må du ikke fare hårdt frem imod; men tal ham til rette som en fader;"
ikke alene dette, men de anklagede hyppigt brødrene og gav sig således hen til Satan,
som udtrykkeligt kaldes "vore brødres anklager".
For det tredie: Mr. Baxter modtog ånden ved at bede om den uden at anvende
forordningerne, og begyndte at profetere, hvorimod skriftens vej til at opnå den
Helligånds gave er ved dåb og håndspålæggelse.
For det fjerde: Som vi har sagt i anden sammenhæng er profeternes ånd underkastet
profeterne; men disse profeter var ånderne underlagt, idet ånderne kontrollerede deres
legemer efter behag.
Men man kan indvende og spørge, hvorledes mr. Baxter kunne få et tegn fra et
andet menneske? Hertil kan vi sige, at mr. Baxters broder var under indflydelse af den
samme ånd som han selv, og da han var den ånd underlagt, kunne man let f å ham
til at tale til mr. Baxter, hvad end ånden ville diktere, men der var ingen magt i ånden
til at helbrede barnet.
Satan kan give tilkendegivelser i tunger.
Man kan atter spørge, hvordan det kunne være, at de kunne tale i tunger, dersom de
var af djævelen! Vi vil sige, at de kunne tvinges til at tale på et andet sprog end deres
eget, da de beherskedes af den ånd, og djævelen kan friste en hottentot, en tyrk, en
jøde eller en hvilken som helst anden; og hvis disse mennesker var under hans ånds

Side 183
indflydelse, kunne de naturligvis tale hebraisk, latin, græsk, italiensk, hollandsk eller et
hvilket som helst andet sprog, djævelen kendte.
Nogle vil sige "prøv ånderne" ved ordet. "Enhver ånd, der bekender, at Jesus er
Kristus kommen i kødet, er af Gud. Og enhver ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke
af Gud." (I Joh. 4:2, 3). En af irvingianerne citerede engang dette skriftsted, medens
han var under en ånds indflydelse og sagde så: "Jeg bekender, at Jesus Kristus er
kommet i kødet." Og dog slog disse profetier ikke til, deres Messias kom ikke, og de
store ting, som de udtalte, er faldet til jorden. Hvad er der i vejen her? Talte apostlen
ikke sandhed? Det gjorde han ganske sikkert - men han talte til et folk, som var
under dødsstraf, i samme øjeblik de antog kristendommen; og ingen, der ikke havde
kendskab til denne kendsgerning, ville bekende den og udsætte sig for døden, og
dette blev følgeligt givet som et kendetegn for menigheden eller menighederne, som
Johannes skrev til. Men djævelen råbte ved en vis lejlighed: "Jeg kender dig og ved,
hvem du er, Guds Hellige!" Her er en åbenlys anerkendelse under andre forhold, at
"Jesus var kommen i kødet." Ved en anden lejlighed sagde djævelen: "Paulus kender
vi, og om Jesus ved vi besked" - naturligvis "kommen i kødet". Ingen mand eller
gruppe af mænd uden den regulært indstiftede magt og myndighed, præstedømmet
og evnen til at bedømme ånder, kan skelne sande ånder fra falske. Denne magt var
de i besiddelse af på apostlenes tid, men den har i århundreder været forsvundet fra
verden.
Falske ånder i kirken.
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har også haft sine falske ånder, og da den er
dannet af alle de forskellige sekter, som bekender sig til alle mulige meninger, og har
været under indflydelse af så mange slags ånder, så er det ikke til at undre sig over,
om der skulle findes falske ånder blandt os.
Kort efter, at evangeliet var blevet grundfæstet i Kirtland og under kirkens
autoriteters fravær, blev der indført mange falske ånder, der blev set mange mærkelige
syner, og der fremsattes vilde og fantastiske meninger og ideer; folk løb ud af døre
under denne ånds indflydelse, og nogle af dem satte sig på træstubbe og råbte, og
de svælgede i alle slags urimeligheder og i alle former for overspændthed. En mand
forfulgte en bold, som han sagde, han så flyve i luften, indtil han kom til en afgrund,
hvor han hoppede op i et træ, hvad der reddede hans liv; og mange andre latterlige
ting blev udført, beregnet på at bringe Guds Kirke vanære, f å Guds Ånd til at vige og
udrydde og ødelægge de herlige principper, som var blevet til for menneskenes frelse.
Men da autoriteterne vendte tilbage, blev ånden lagt blot, og de medlemmer, der var
plaget af den, blev sat under anklage, og de, der ikke ville omvende sig og give afkald
på dette, blev udelukket.
På et senere tidspunkt var en shaker-ånd på nippet til at blive indført og en anden
gang metodisternes og presbyterianernes evne og lyst, til at falde om, men ånden blev
truet og besejret, og de, der ikke ville underkaste sig god orden, blev sat i karantæne. Vi
har også haft brødre og søstre, som på urigtig måde har haft tungemålsgaven; de talte
med en mumlende, unaturlig stemme, og deres krop blev forvredet som irvingianerne,
som vi tidligere har henvist til; men i Guds Ånd er der intet unaturligt. Et tilfælde af denne
slags fandt sted i Øvre Kanada, men blev irettesat af den præsiderende ældste; et
andet tilfælde var en kvinde i nærheden af samme sted, som påstod at kunne bedømme
ånder, og hun begyndte at anklage en anden søster for ting, som denne ikke var skyldig
i; hun sagde, at hun vidste det ved ånden, men senere blev det bevist, at det ikke var

Side 184
rigtigt. Hun optrådte altså i rollen som "brødrenes anklager". Intet menneske kan ved
hjælp af åndens skarpsindighed anklage et andet, thi det må bevises, at de er skyldige
ved vidneudsagn og andet bevismateriale, for ellers er de uskyldige.
Der har også været tjenende engle i kirken, som var af Satan, der kom som en
lysets engel. En søster i staten New York havde et syn og sagde, at det var blevet
hende fortalt, at hvis hun ville gå til et bestemt sted ude i skoven, ville en engel vise
sig for hende. Hun gik derud på det fastsatte tidspunkt og så en herlig person stige
ned, klædt i hvidt og med sandfarvet hår; han begyndte at tale og sagde til hende, at
hun skulle frygte Gud, og han sagde også, at hendes mand var kaldet til at udrette
noget meget stort, men at han ikke måtte fjerne sig mere end hundrede (engelske) mil
fra hjemmet, ellers ville han ikke komme tilbage; Gud havde derimod kaldet ham til at
drage til jordens ender, og han har siden været mere end tusind mil fra hjemmet, og
han er stadig i live. Denne person sagde mangt og meget, der var sandt, og meget, der
var forkert. Hvordan, kunne vi spørge, kunne vi vide, at det var en dårlig engel? Ved
hans hårfarve; det er et af de tegn, som han kan kendes på, og ved hans modsigelse
af en tidligere åbenbaring.
Vi har også haft brødre og søstre, som har skrevet åbenbaringer, og som er begyndt
at lede kirken. Sådan var det f. eks. tilfældet med en ung mand i Kirtland, Isaac Russell
fra Missouri og Gladden Bishop og Oliver Olney fra Nauvoo. Den unge mand bor
nu hos sine forældre, som har underkastet sig kirkens love. Mr. Russell opholdt sig
i Far West, hvorfra han skulle drage til Klippebjergene, anført af tre nephiter, men
nephiterne kom aldrig, og hans venner svigtede ham, alle med undtagelse af nogle
kødelige slægtninge, som siden da næsten er blevet fuldstændig udryddet af pøbelen.
Mr. Bishop blev anklaget for højrådet, hans papirer undersøgt, fordømt og brændt, og
han selv blev udelukket af kirken. Han anerkendte det retfærdige i denne afgørelse og
sagde, "at han nu indså sin fejltagelse, thi hvis han havde ladet sig lede af de tidligere
åbenbaringer, ville han have vidst, at ingen anden end Joseph Smith skulle skrive
åbenbaringer for kirken," og han bad indtrængende om, at brødrene ville bede for ham
og tilgive ham. Mr. Olney er også blevet stillet for højrådet og sat i karantæne, fordi han
ikke ønskede at få sine skriverier undersøgt og prøvet ved Guds ord, hvad der afgjort
beviser, at han elsker mørket mere end lyset, fordi hans gerninger er onde. (1. april
1842). D. H. C. 4:571-581.

Profetens bemærkninger ved
begravelsen af Ephraim Marks.
Side 185
De hellige i Nauvoo samledes i præsident Marks' hjem tidligt om morgenen for at vise
den nyligt afdøde Ephraim Marks den sidste ære; han var søn af præsident William
Marks og døde om aftenen den 7. Der dannedes en stor procession, som spadserede
ud til lunden, hvor allerede en talrig forsamling var til stede. Præsident Joseph Smith
talte ved denne lejlighed med megen følelse og interesse. Han sagde bl. a.: "Det er en
højtidelig og alvorlig stund. Jeg har aldrig følt mig mere højtidelig til mode; det minder
mig om min ældste broder Alvins død; han døde i New York, og det minder mig også
om min yngste broder Don Carlos Smith, som døde i Nauvoo. Det har været svært for
mig at leve på jorden og se disse unge mænd, som vi har støttet os til for at få hjælp
og trøst, blive taget fra os midt i deres ungdom. Ja, det har været svært at forsone sig
med dette. Jeg har undertiden haft den tanke, at jeg ville have følt mig mere forsonet
ved selv at blive kaldt bort, hvis det havde været Guds vilje, og dog ved jeg, at vi burde
tie stille og vide, at det er af Gud, og forsone os med hans vilje; alt er vel. Det vil kun
vare en kort tid, før vi alle vil blive kaldt på lignende måde: det kan blive tilfældet med
mig og med jer. Nogle har ment, at broder Joseph ikke kunne dø, men det er en fejl;
det er ganske vist sandt, at der har været tider, da jeg har fået forjættelse om livet for at
udføre de og de ting, men da jeg nu har udført dem, har jeg ikke for nærværende nogen
ret eller frist på mit liv. Jeg er akkurat lige så udsat for at dø som andre mennesker.
Jeg kan sige i mit hjerte, at jeg ikke har gjort Ephraim Marks noget, som jeg er ked af
eller fortryder, og dersom der er nogen af hans kammerater, som har gjort ham noget,
som de er kede af eller som de ikke kunne lide at blive stillet overfor og at besvare
for Guds domstol, lad det da være en advarsel for os alle om at handle i retfærdighed
overfor Gud og overfor hele menneskeheden, så vil vi stå skyldfri og med rene hænder
på dommens dag.
Når vi mister en nær og kær ven, til hvem vi har sat vor hu, skulle det tjene som
en advarsel for os om ikke at sætte vor lid og hu og vor hengivenhed for 'meget til
andre, vel vidende, at de på lignende måde kan blive taget fra os. Vor hengivenhed
og kærlighed burde sættes mere til Gud og hans værk end til vore medmennesker."
(9. april 1842). D.H.C. 4:587.

Resumé af profetens bemærkninger.
Tilrettevisning af al ugudelighed.
Side 186
Seeren Joseph stod op i Guds magt, og for folkets øjne irettesatte og dadlede han
ugudelighed i Gud Herrens navn. Han ønskede at sige nogle få ord, der passede til
forholdene i den store masse, og sagde så: Jeg skal tale med præstedømmets magt og
myndighed i Gud Herrens navn, hvad der skal vise sig at være en duft (kraft) af liv til liv
eller af død til død. Til trods for at denne forsamling hævder, at de er hellige, så står jeg
dog midt iblandt alle (slags) karakterer og mennesker. Hvis I ønsker at komme, hvor
Gud er, må I være ligesom Gud eller besidde de principper, som Gud er i besiddelse
af, thi hvis vi ikke nærmer os Gud i princippet, vil vi fjerne os fra ham og nærme os
djævelen. Ja, jeg står midt iblandt alle slags mennesker.
Ransag jeres hjerter og se, om I er som Gud. Jeg har gransket mit og føler trang til
at omvende mig fra alle mine synder.
Mennesker bliver frelst ved lydighed mod kundskab.
Vi har blandt os tyve, horkarle, løgnere, hyklere. Dersom Gud ville tale fra himlen, ville
han befale jer ikke at stjæle, ikke at bedrive hor, ikke at begære eller bedrage, men at
være trofaste over lidet. Så langt som vi fjerner os fra Gud, går vi ned til djævelen og
mister kundskab, og uden kundskab kan vi ikke blive frelst, og når vore hjerter er fyldt
med ondt, og vi studerer det onde, er der ikke plads i vore hjerter til det gode eller til
at studere det gode. Er ikke Gud god? Så må I også være gode; er han trofast, så må
I også være trofaste. Føj til jeres tro dyd, til dyd kundskab og søg efter alt, hvad der
er godt. Kirken må renses, og jeg hæver min røst mod al ugudelighed. Et menneske
bliver ikke frelst hurtigere, end det tilegner sig kundskab, thi hvis det ikke tilegner sig
kundskab, vil det blive ført i fangenskab af en eller anden ond magt i den anden verden,
da onde ånder vil have mere kundskab og følgelig mere magt end mange mennesker,
som er på jorden. Derfor behøver vi åbenbaring til at hjælpe os og give os kundskab
om det, der hører Gud til.
Hvad er grunden til, at vor tids præster ikke modtager åbenbaring? De beder kun
for at ødsle det bort i deres lyster. Deres hjerter er fordærvede, og de skjuler deres
ugudelighed ved at sige, at der ikke mere er åbenbaringer. Men hvis der gives nogen
åbenbaringer fra Gud, bliver de overalt bestridt og bekæmpet af præsterne og af
den såkaldte kristenhed i det store og hele; thi de åbenbarer deres ugudelighed og
vederstyggeligheder. (10. april 1842). D. H. C. 4:588.
Dåb for de døde.
Guds store planer og formål med hensyn til menneskehedens frelse forstås kun
meget lidt af den såkaldte kloge og intelligente generation, som vi lever i. Mange
og modstridende er menneskers meninger om frelsesplanen, den Almægtiges krav,
de nødvendige forberedelser til himlen, afdøde ånders tilstand og forhold og lykken
eller elendigheden, som er en følge af praktiseringen af retfærdighed og ugudelighed
i overensstemmelse med deres forskellige opfattelser af dyd og last.
Muselmanden fordømmer hedningen, jøden og den kristne og hele
menneskeheden, der forkaster hans Koran, som vantro, og overgiver dem alle til

Side 187
fortabelse. Jøden tror, at hele verden, som forkaster hans tro og ikke er omskåret, er
ikke-jødiske hunde, og vil blive fordømt. Hedningen er lige så hårdnakket med hensyn
til sine principper, og den kristne lader alle hjemfalde til fortabelse, som ikke kan bøje
sig for hans trosbekendelse og underkaste sig hans egne ord.
Den store Lovgivers retfærdighed.
Men medens den ene del af menneskeheden dømmer og fordømmer den anden uden
nåde og barmhjertighed, så ser universets store Alfader på hele den menneskelige
familie med faderlig omhu og hensyntagen. Han betragter dem som sine børn, og
uden nogen af disse trange og snæversynede følelser, som øver indflydelse på
menneskenes børn, får han "sin sol til at stå op over onde og gode og lader det regne
over retfærdige og uretfærdige." Han holder dommens tømmer i sine hænder, ikke
efter menneskenes trange og snævre meninger, men "i henhold til gerningerne udført i
legemet, hvad enten de er gode eller onde", eller hvad enten disse gerninger blev udført
i England, Amerika, Spanien, Tyrkiet eller Indien. Han vil dømme dem, "ikke ifølge det,
de ikke har, men ifølge det, de har;" de, der har levet uden loven, vil blive dømt uden
loven, og de, der har en lov, vil blive dømt ved den lov. Vi behøver ikke at betvivle
den store Jehovas visdom og intelligens; han vil dømme eller vise barmhjertighed mod
alle nationer ifølge deres mange fortjenester, deres muligheder for at opnå intelligens,
lovene, hvorved de styres, hjælpemidlerne, der er givet til at få korrekte oplysninger,
og hans uransagelige planer med henblik på den menneskelige familie; og når Guds
planer vil blive tilkendegivet, og fremtidens forhæng trækkes til side, så må vi alle med
tiden indrømme, at hele jordens Dommer har gjort det rette.
Kristus prædikede for ånderne i forvaring.
De kristne nationers forhold og situation efter døden er et emne, som har kaldt på
filosoffens og teologens hele visdom og talent, og det er en opfattelse; som næres i
al almindelighed, at menneskets skæbne uigenkaldeligt er fastsat ved hans død, og
at han enten gøres evigt lykkelig eller evigt elendig, at dersom et menneske dør uden
kundskab om Gud, må han blive evigt fordømt uden nogen formildelse af sin straf,
lindring af sine smerter eller det mindste håb om udfrielse, mens endeløse tider ruller
videre. Hvor ortodokst dette princip end kan være, vil vi opdage, at det er i strid med
den hellige skrifts vidnesbyrd, thi vor Frelser siger, at al slags synd og gudsbespottelse,
hvormed de vil spotte, skal blive tilgivet menneskene, men synd mod den Helligånd
skal ikke tilgives, hverken i denne verden eller i den kommende, hvorved det klart
tilkendegives, at der er synder, der kan tilgives i den kommende verden, selv om synd
mod den Helligånd ikke kan tilgives. Peter siger også, idet han taler om Frelseren,
at "han drog hen og prædikede for de ånder, der var i forvaring, de, som fordum var
ulydige, dengang Gud i sin langmodighed biede i Noas dage." (I Peter 3:19, 20). Her
har vi altså en beretning om vor Frelser, der prædikede for ånderne i forvaring, for
ånder, der havde været i forvaring fra Noas tid, og hvad prædikede han for dem? At
de skulle blive der? Bestemt ikke! Lad hans egen udtalelse vidne: "Han sendte mig for
at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at
sætte fortrykte i frihed." (Luk. 4:18). Esajas siger "for at føre de fangne fra fængslet, fra
fangehullet mørkets gæster." (Es. 42:7). Det fremgår klart af dette, at han ikke alene
gik for at prædike til dem, men for at udfri og føre dem ud af fængselet. Esajas siger,
da han vidnede om de ulykker, som vil ramme jordens indbyggere: "Jorden raver og
raver som drukken og svajer som vogterens hytte; tungt ligger dens brøde på den,

Side 188
den segner og rejser sig ikke. På hin dag hjemsøger Herren himlens hær i himlen og
jordens konger på jorden. De slæbes i fængsel som fanger, holdes under lås og lukke
og straffes lang tid efter." Således ser vi, at Herren vil behandle alle mennesker lige, og
at ligesom menneskene før syndfloden blev hjemsøgt, således vil de mennesker, som
Esajas her henviser til, få deres hjemsøgelsestid og befrielse, efter at de har tilbragt
lang tid i fængselet.
Frelsesplanen før verden blev til.
Den store Jehova overvejede alle de begivenheder, som stod i forbindelse med jorden,
der hørte ind under frelsesplanen, før den (jorden) blev til eller "før morgenstjernerne
sang til hobe" af glæde; fortiden, nutiden og fremtiden var og er for ham et evigt "nu".
Han kendte til Adams fald, fortidens menneskers ugudeligheder, til ugudelighedens
dybde, som ville stå i forbindelse med den menneskelige familie, deres svaghed og
styrke, deres magt og herlighed, frafald, deres forbrydelser, deres retfærdighed og
ugudelighed. Han forstod menneskets fald og forløsning; han kendte frelsesplanen og
påpegede den; han var bekendt med alle nationers forhold og med deres skæbne;
han ordnede alt ifølge sin egen viljes råd; han kender både de levendes og de dødes
forhold og hele situationen og har i høj grad sørget for deres forløsning i henhold til
deres forskellige forhold og Guds riges lov, hvad enten det er i denne verden eller i
den kommende.
Falske læresætninger i verden.
Den ide og de opfattelser, som visse mennesker danner sig af Guds retfærdighed, dom
og nåde, er altfor tåbelige for et intelligent menneske at tænke på: for eksempel er det
almindeligt for mange af vore ortodokse prædikanter at fremsætte den ide, at hvis et
menneske ikke er, hvad de kalder omvendt, og hvis han så dør i den tilstand, må han til
evig tid opholde sig i helvede uden håb af nogen art. Han må tilbringe ubegrænsede år i
pine, som aldrig, aldrig, aldrig får nogen ende; og alligevel kan denne evige elendighed
hyppigt ramme i flæng eller tilfældigt. Et snørebånd, der går i stykker, en jakke, der
revner på den, der forretter tjenesten, eller det særlige sted, hvor et menneske bor,
er måske den indirekte grund til hans fordømmelse eller grunden til, at han ikke bliver
frelst. Jeg vil forelægge et tilfælde, som ikke er ualmindeligt: To mennesker, der har
været lige ugudelige, som har forsømt religion, bliver begge syge på samme tid; den
ene af dem får den store lykke, at han får besøg af en from mand, og han bliver så
omvendt nogle få minutter, før han dør; den anden sender bud efter tre forskellige
fromme mænd, en skrædder, en skomager og en kobbersmed; kobbersmeden skal
lodde en hank på et krus, skrædderen må arbejde med et knaphul i en frakke, som han
må gøre færdig i en fart, og skomageren har en lap, som han må sy på en støvle; ingen
af dem kan komme ind til den syge, før denne dør, og han går så til helvede; den ene
ophøjes til Abrahams skød, han sidder i Guds nærhed og glæder sig ved evig, uafbrudt
lykke, medens den anden, der er lige så god som han, synker ned til evig fordømmelse,
uoprettelig elendighed og håbløs fortvivlelse, fordi en mand havde en støvle, han skulle
reparere, et knaphul i en frakke at sy eller en hank, der skulle loddes til et krus.
Jehovas planer retfærdige.
Jehovas planer er ikke så uretfærdige, den hellige skrifts udtalelser så fantastiske eller
frelsesplanen for den menneskelige familie så uforenelige med sund fornuft; i så tilfælde

Side 189
ville Gud tilrettevise med vrede, engle ville skjule ansigtet i skam, og hvert eneste
retskaffent, intelligent menneske ville vige tilbage.
Hvis de menneskelige love giver hvert menneske efter fortjeneste og straffer alle
forbrydere i henhold til deres forskellige forbrydelser, vil Herren afgjort ikke være
grusommere end mennesket, thi han er en klog lovgiver, og hans love er retfærdigere,
hans forordninger mere retskafne og hans afgørelser fuldkomnere end menneskets;
og som mennesket dømmer sine medmennesker ved loven og straffer dem efter loven,
således dømmer himlens Gud "ifølge deres gerninger i kødet." At sige at hedningerne
ville blive fordømt, fordi de ikke troede evangeliet, ville være meningsløst, og at sige,
at alle jøder, som ikke tror på Jesus, ville blive fordømt, ville være lige så absurd; thi
"hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om? og hvorledes skulle de
kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker? og hvorledes skulle nogen prædike,
hvis ingen sendes ud?" Det er da ganske naturligt, at hverken jøde eller hedning kan
være strafskyldige, fordi de forkaster sektvæsenets modstridende meninger, og heller
ikke fordi de forkaster noget vidnesbyrd undtagen det, som er sendt af Gud, thi ligesom
den, der skal prædike, ikke kan gøre det, dersom han ikke sendes ud, så kan den,
der hører, heller ikke tro, uden at han hører en "udsendt" forkynder, og kan ikke blive
fordømt for det, han ikke har hørt, og da han ikke har nogen lov, må han dømmes
uden loven.
Hvad med fædrene?
Når vi taler om de velsignelser, der hører til evangeliet, og følgerne af ulydighed mod de
forskellige krav, stilles vi ofte overfor spørgsmålet: Hvad er der blevet af vore fædre? Vil
de alle blive fordømt for ikke at adlyde evangeliet, når de aldrig har hørt derom? Afgjort
ikke. Men de vil være i besiddelse af det samme privilegium, som vi nyder her ved hjælp
af det evige præstedømme, som ikke alene virker på jorden, men også i himlen, og
ved den store Jehovas kloge uddelinger; derfor vil de personer, som Esajas henviser
til, blive besøgt af præstedømmet og komme ud af deres fængsel eller forvaring efter
samme princip som de, der var ulydige i Noas dage, blev besøgt af vor Frelser (som var
i besiddelse af det evige melkisedekske præstedømme), og hørte evangeliet prædiket
af ham i fængselet; og for at de kunne opfylde alle Guds krav, blev levende venner døbt
for deres afdøde venner og opfyldte på denne måde Guds krav, som siger: "Ingen kan
komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og ånd," de blev naturligvis
døbt, ikke for sig selv, men for deres døde.
Krysostomus siger, at marcioniterne praktiserede dåb for deres døde. "Efter at en
katekumen (navnet på et menneske, der forberedes til dåben) var død, havde de et
levende menneske under den afdødes seng; når de så kom hen til den afdøde, spurgte
de ham, om han ville modtage dåben, og da han ikke svarede, svarede den anden
for ham og sagde, at han ville lade sig døbe i hans sted; og således døbte de de
levende for de døde." Kirken var naturligvis på det tidspunkt udartet og degenereret, og
den særlige form kan være ukorrekt, men det hele fremgår tydeligt af skriften, hvorfor
Paulus, idet han taler om denne lære, siger: "Hvad vil ellers de opnå, der lader sig
døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor lader de sig så døbe
for dem?" (I Kor. 15:29).
Jødernes ansvar.
Derfor var det, at der hvilede et så stort ansvar på den slægt, i hvilken vor Frelser
levede, thi, siger han: "For alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden, skal komme

Side 190
over jer, lige fra den retfærdige Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som
I slog ihjel mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg eder: alt det skal komme over
denne slægt." (Matt. 23:35, 36). Da de derfor var i besiddelse af større privilegier end
noget andet slægtled, ikke alene for sig selv, men for deres døde, blev deres synd
større, da de ikke alene forsømte deres egen frelse, men deres forfædres, og derfor
krævedes deres blod af dem.
Frelsere på Zions Bjerg.
Og nu da Guds store hensigter og formål haster mod deres opfyldelse og det af
profeterne udtalte opfyldes, efterhånden som Guds rige oprettes på jorden, og den
fordums tingenes tilstand genoprettes, har Herren åbenbaret os denne pligt og dette
privilegium, og det befales os at lade os døbe og således opfylde Obadias's ord, når han
taler om de sidste dages herlighed: "Da drager redningsmænd fra Zions Bjerg op for at
holde dom over Esaus bjerge. Og så skal riget være Herrens." Når vi betragter disse
ting, forsoner det os med skriftens sandhed, retfærdiggør Guds veje for mennesket,
sætter den menneskelige familie på lige fod og er i overensstemmelse med hvert
eneste retfærdighedens og sandhedens princip. Vi vil slutte med Peters ord: "Thi det
er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje." "Thi derfor blev evangeliet forkyndt
også for døde, for at de vel skulle dømmes på legemet, som mennesker dømmes, men
leve i ånden, ligesom Gud lever." (15. april 1842). D. H. C. 4:595-599.

Alle embeder i Kirken hæderlige.
Profetens bemærkninger til
Den kvindelige Hjælpeforening.
Side 191
Præsident Smith rejste sig og henledte mødets opmærksomhed på det 12. kapitel
i Første Brev til Korinterne - "Med hensyn til de åndelige gaver, vil jeg ikke, at I
skal være uvidende." Han sagde, at skriftstedet i det tredie vers, som lyder stiledes:
"Ingen kan sige, at Jesus er Herre! uden ved Helligånden", burde oversættes således:
"Intet menneske kan vide, at Jesus er Herre uden ved Helligånden." Han fortsatte
med at læse kapitlet og give belæringer vedrørende de forskellige embeder og
nødvendigheden for hvert menneske til at handle i den sfære eller det område, der er
givet ham eller hende, og at udfylde de forskellige embeder, hvortil de er beskikket.
Han talte om den tilbøjelighed, som findes hos mange mennesker til at betragte de
lavere embeder i kirken som foragtelige og til med misundelige øjne at se på andres
stilling, som er kaldet til at præsidere over dem; at det var et menneskes tåbelighed og
uforstandighed at aspirere og hige efter andre stillinger end dem, hvortil de er beskikket
af Gud; at det var bedre for de enkelte at herliggøre deres respektive kald og vente
tålmodigt, til Gud vil sige til dem "om at komme højere op".
Han sagde, at grunden til, at disse bemærkninger blev fremsat, var den, at visse
små tåbelige ting cirkulerede rundt i foreningen, rettet imod nogle søstre, som ikke
gjorde det rigtige ved at lægge hænderne på de syge. Sagde, at dersom folk havde
medfølelse med hinanden, ville de fryde sig over, at de syge kunne helbredes; at tiden
ikke havde været inde til, at disse ting kunne være i deres rette orden; at kirken ikke er
fuldt organiseret i sin rette orden og ikke kan være det, førend templet er færdigt, hvor
der vil blive indrettet steder for udførelsen af præstedømmets forordninger.
Evangeliets gaver.
Præsident Smith fortsatte med emnet ved at citere det hverv, der var givet de fordums
apostle i Markus 16:15-18: "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen!
Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive
fordømt. Og disse tegn skal følge dem, der tror: i mit navn skal de uddrive onde ånder;
de skal tale med nye tunger; de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende
gift, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske."
Ligegyldigt hvem der tror, skulle disse tegn som f. eks. at helbrede de syge, kaste
onde ånder ud etc. følge alle, som tror, hvad enten det er kvinder eller mænd. Han
spurgte de tilstedeværende medlemmer af Kvindelig Hjælpeforening, om de ikke af
denne omfattende forjættelse kunne se, at forsåvidt de er ordineret, og hvis det er
deres privilegium at forrette tjeneste i den myndighed, som er overdraget dem, og hvis
søstrene har tro til at gøre de syge raske, lad da alle tie og alt gå sin gang.
Han sagde, hvis Gud har udpeget ham og udvalgt ham som et redskab til at lede
kirken, hvorfor så ikke lade ham lede den hele vejen? Hvorfor stå ham i vejen, når han
nu engang er udpeget til at gøre noget? Hvem kender Guds sind og vilje? Åbenbarer
han ikke ting på en anden måde end det, vi venter? Han bemærkede, at han stadig
hævede sig, endskønt han havde alt til at holde sig nede, til at stå sig i vejen og til at
bekæmpe sig; til trods for al denne modstand, klarer han sig dog altid til slut.
Angående kvinder, der salvede de syge til helbredelse, bemærkede han yderligere,
at der ikke kunne være noget ondt deri, dersom Gud gav sit samtykke ved at helbrede;

Side 192
at der ikke kunne være mere synd i, at en kvinde anvendte håndspålæggelse og bad
for de syge end at væde ansigtet med vand; det er ikke nogen synd for nogen at salve,
hvis de har tro, eller hvis de syge har tro til at blive helbredet ved deres medvirkning.
Han irettesatte dem, der var tilbøjelige til at finde fejl ved den måde, kirken blev ledet
på, og sagde, at Gud havde kaldt ham til at lede kirken, og han ville lede den på rette
måde; de, der prøver på at blande sig deri, vil blive gjort til skamme, når deres egen
tåbelighed bliver åbenbar; at han regner med at organisere kirken på rette måde, så
snart templet er færdigt.
Ærgerrige mennesker.
Præsident Smith fortsatte med at tale om de vanskeligheder, han måtte overvinde lige
siden værkets påbegyndelse som følge af ærgerrige og magtsyge mennesker. "Store
mægtige ældster", som han kaldte dem, der forårsagede ham meget besvær, hvem han
havde undervist i det, der hører riget til i private råd, og som så ville drage ud i verden og
forkynde det, han havde lært dem, som deres egne åbenbaringer; han sagde, anden
samme ærgerrige tilbøjelighed vil findes i denne forening, og at man måtte være på
vagt derimod; at hvert menneske skulle stå fast og virke på det sted, der var udpeget
vedkommende, og således helliggøre foreningen og rense den. Han sagde, at han
var blevet trampet under fode af ærgerrige ældster, thi alle var smittet af den ånd; for
eksempel havde John E. Page og andre været magtsyge; de kunne ikke ophøjes, men
måtte løbe bort, som om kirkens varetægt og myndighed var overdraget dem. Han
sagde, han havde en listig og snu djævel at handle med og kunne kun tæmme ham
ved at være ydmyg.
Profetens forudfølelse af sin død.
Da han havde denne lejlighed, ville han instruere og belære søstrene i denne
forening og udpege for dem, hvorledes de skulle opføre sig, så de kunne handle i
overensstemmelse med Guds vilje; at han ikke vidste, om der ville blive givet ham
mange muligheder til at undervise dem, da de snart ville blive overladt til sig selv; de ville
ikke længe have ham til at belære sig; at kirken ikke længe ville have hans belæringer,
og at verden ikke ville blive besværet med ham særlig længe og ikke ville have hans
belæringer (i egen person).
Han talte om at overlevere præstedømmets nøgler til kirken og sagde, at de trofaste
medlemmer af Den kvindelige Hjælpeforening ville modtage dem sammen med deres
mænd, så de hellige, hvis retskaffenhed er blevet prøvet og som har bestået prøven,
kan vide, hvorledes de skulle spørge Herren og modtage et svar; thi ifølge hans bønner
havde Gud beskikket ham til et andet sted.
Han opfordrede søstrene til altid at koncentrere deres tro og bønner om, og sætte
deres lid til, deres mænd, som Gud har udpeget for dem til at ære, og til de trofaste
mænd, som Gud har sat i spidsen for kirken til at lede sit folk; at vi skulle udruste og
forsyne dem og opretholde dem med vore bønner; thi rigets nøgler er ved at blive givet
dem, så de må kunne opdage alt, hvad der er falsk; så vel som til alle ældster, som
skal bevise deres retskaffenhed i rette tid.
Fordærv må ikke lades upåagtet.
Han sagde, at dersom et medlem bliver fordærvet, og I ved det, må I øjeblikkeligt skaffe
det af vejen, thi ellers vil det enten beskadige eller ødelægge hele legemet. Kirkens
lederes sympati og medfølelse har fået dem til at bære længe over med dem, som var

Side 193
fordærvede, indtil de er tvunget til at udelukke dem, for at ikke alle skal blive smittet;
I må afskaffe ugudelighed og ved jeres gode eksempel stimulere ældsterne til at gøre
gode gerninger; hvis I gør det rette, er der ingen fare for, at I går for hurtigt frem.
Han sagde, at han var lige glad, hvor hurtigt vi løber på dydens sti; modsæt jer det
onde, så vil der ingen fare være; Gud, mennesker og engle vil ikke fordømme dem,
som søger at modstå alt, hvad der er ondt, og djævle kan ikke. Djævelen kunne lige så
godt prøve på at støde Jehova fra tronen som nedstyrte en uskyldig sjæl, der modstår
alt, hvad der er ondt.
Den kvindelige Hjælpeforening er en godgørende institution, og derfor i
overensstemmelse med jeres natur og væsen; det er nemlig naturligt for kvinder at
nære godgørende følelser. I er nu sat i en situation, hvor I kan handle ifølge det
medfølende sind, som Gud har plantet i jeres bryst.
For at bo hos Gud må sjælen være ren.
Hvis I lever op til disse principper, hvor stor og herlig vil da ikke jeres belønning blive
i det celestiale rige! Hvis I lever op til jeres privilegier, kan man ikke forhindre englene
i at blive jeres omgangsfæller. Kvinder kan, dersom de er rene og uskyldige, komme
i Guds nærhed, thi hvad er Gud mere velbehageligt end uskyld; I må være uskyldige,
ellers kan I ikke komme til Gud; dersom vi ønsker at komme til Gud, må vi holde os
rene, ligesom han er ren.
Djævelens magt til at bedrage.
Djævelen har stor magt til at bedrage; han vil i den grad forvanske ting og forhold, at han
kan få os til at måbe over dem, som gør Guds vilje. I behøver ikke at drille jeres mænd
på grund af deres gerninger, men lad vægten af jeres uskyld, venlighed og hengivenhed
kunne føles, hvad der er mægtigere end en møllesten, der er blevet hængt om halsen;
ikke strid, ikke kævl, ikke modsigelse eller skænderi, men sagtmodighed, kærlighed,
renhed - det er det, der skulle herliggøre jer i alle gode mænds øjne. Akan (se Josva
VII) må bringes frem i lyset, ugudelighed må udrenses af de helliges midte; så vil
sløret trækkes til side, og himlens velsignelser vil strømme ned - de vil komme som
Mississippi-floden.
Hvis Den kvindelige Hjælpeforening lytter til den Almægtiges råd - gennem kirkens
ledere - vil de have magt til at råde over dronninger i deres midte.
Jeg fremsætter nu følgende som en profeti: Dersom denne stats indbyggere
sammen med folk fra de omliggende egne vil vende sig til Herren af hele deres hjerte,
vil der ikke gå ti år, førend jordens konger og dronninger vil komme til Zion og yde
dette folks ledere deres hyldest; de vil komme med deres millioner og bidrage af deres
overflod til at hjælpe de fattige og til at opbygge og forskønne Zion.
Efter denne belæring vil I være ansvarlige for jeres egne synder; det er en
ønskværdig ære, at I vandrer således for jeres himmelske Fader, at I kan frelse jer
selv; vi er alle ansvarlige overfor Gud for den måde, hvorpå vi udvikler det lys og den
visdom, som Herren har givet os til at frelse os.
Vogt jer for selvretfærdighed.
Præsident Smith fortsatte med at læse fra ovennævnte kapitel og med at give
belæringer angående Guds orden, som den findes i kirken, og sagde, at enhver blot
skulle prøve på at herliggøre sit eget embede og kald.

Side 194
Han begyndte derpå at læse det 13. kapitel - "Taler jeg end med menneskers
og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en
klingende bjælde." Han sagde så: Vær ikke snæversynede i jeres synspunkter med
hensyn til næstens dyder, men vogt jer for selvretfærdighed og overvurdér ikke jeres
egne dyder og tro ikke, at I er retfærdigere end andre; I må åbne jer for hverandre, hvis
I vil gøre som Jesus og føre jeres medmennesker til Abrahams skød. Han sagde, at
han havde lagt langmodighed, overbærenhed og tålmodighed for dagen overfor kirken
og også overfor sine fjender; og vi må bære over med hverandres svagheder, som
overbærende forældre bærer over med deres børns svagheder.
Præsident Smith læste så det andet vers - "Og havde jeg end profetisk gave og
kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg
kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet." Han sagde
derpå, at selv om et menneske ville blive mægtigt, udføre store ting, flytte bjerge, udføre
store gerninger og så vendte sig fra sit høje stade for at gøre ondt, for at æde og drikke
med drukkenboltene, ville hans tidligere gerninger ikke frelse ham, men han ville gå
fortabelsen imøde. Efterhånden som I vokser i uskyld og dyd, efterhånden som I vokser
i godhed, åbn da jeres hjerter og udøs af dem overfor andre; I må være langmodige
og bære over med menneskehedens fejl og svagheder.
Hvor dyrebare er ikke menneskesjælene! Den kvindelige del af samfundet er
tilbøjelige til at være snæversynede i deres opfattelser. I må ikke være snæversynede,
men I må være ædle og fine. Lad denne forening lære kvinderne, hvorledes de skal
opføre sig overfor deres mænd og behandle dem med mildhed og hengivenhed. Når en
mand føler sig tynget af vanskeligheder og besvær, når han føler sig rådvild på grund
af bekymringer og vanskeligheder, hvis han da kan få et smil i stedet for strid og kævl
og knurren - hvis han modtager mildhed, vil det berolige hans sjæl og formilde hans
følelsesliv. Når sindet er ved at fortvivle, trænger det til kærlighedens og venlighedens
husvalelse.
Belæring gennem præstedømmet.
I vil modtage belæringer og instruktioner gennem præstedømmets orden, som Gud har
oprettet og indstiftet, gennem dem, som er blevet beskikket til at lede og styre kirkens
forhold i denne sidste uddeling; og jeg drejer nu nøglen om for jer i Herrens navn, og
denne forening vil glæde og fryde sig, og kundskab og intelligens vil tilflyde jer fra nu
af; det er begyndelsen til bedre dage for de fattige og trængende, som skal komme til
at glæde og fryde sig og udøse velsignelser over jer.
Når I går hjem, kom da aldrig med et grimt eller uvenligt ord til jeres mænd, men lad
venlighed, barmhjertighed og kærlighed krone jeres gerninger fra nu af. Misund ikke
synderes pynt og stads og deres brilleren og ydre pragt, thi de befinder sig i en elendig
stilling; men hav, så vidt I kan, medlidenhed med dem, thi i løbet af kort tid vil Gud
udrydde dem, dersom de ikke omvender sig og vender sig til ham.
Lad jeres arbejde for det meste være begrænset til dem omkring jer, blandt jeres
egen bekendtskabskreds; så vidt som kundskab angår, kan det omfatte hele verden;
men jeres forvaltning burde begrænses til kredsen af jeres umiddelbare bekendskaber
og i særdeleshed til medlemmerne af Den kvindelige Hjælpeforening. De, der er
ordineret til at præsidere over jer og lede jer, er bemyndiget til at udpege de forskellige
embedsmænd, som omstændighederne og forholdene vil kræve det.
Tungemålsgaven.

Side 195
Hvis I har noget, I vil åbenbare, lad det da være i jeres eget mål; svælg ikke for meget
i udøvelsen af tungemålsgaven, thi ellers vil djævelen drage fordel af de uskyldige og
uforsigtige. I kan tale i tunger til jeres egen trøst, men jeg fastsætter det som en regel, at
dersom nogen underviser ved tungemålsgaven, skal det ikke antages for kirkens lære.
Præsident Smith fremsatte da instruktioner og belæringer angående betimeligheden
af kvinders salvelse af syge ved troens bøn, håndspålæggelse eller salvelse med olie;
han sagde, at det var i overensstemmelse med åbenbaring, at de syge skulle plejes
med urter og mild føde og ikke af en fjende. Hvem er bedre kvalificerede til at salve
end vore trofaste og nidkære søstre, hvis hjerter er fulde af tro, blidhed, medfølelse og
medlidenhed. Ingen. Sagde, at han aldrig havde været i lignende omstændigheder før
og aldrig havde givet denne belæring, og han sluttede sine bemærkninger med at give
udtryk for sin inderlige tilfredshed med, at han havde benyttet sig af denne lejlighed.
Herrens ånd var udgydt på meget kraftig vis, og det vil aldrig blive glemt af de
tilstedeværende ved denne interessante lejlighed. (28. april 1842). D. H. C. 4:602-607.

Templet.
De helliges flid ved opførelsen af templet.
Side 196
Dette herlige bygningsværk skrider frem med stor hurtighed; der gøres de største
anstrengelser på alle hold for at lette og fremskynde dets opførelse, og materialer af
alle slags fremsendes hurtigt, og til efteråret venter vi at se bygningen indhegnet, om
ikke topstenen sat på plads med "nåde, nåde være med den". Der har i vinterens løb
hyppigt været så mange som hundrede folk til at bryde sten, mens der samtidig har
været mængder af andre beskæftiget med transport og med anden slags arbejde.
I efteråret blev der dannet et selskab til at drage til landet med fyrreskove for at
opkøbe savmøller og berede og save tømmer til templet og Nauvoo-Huset, og de
indgåede rapporter er meget gunstige; sidste uge startede et andet selskab for at
indtage deres plads og lette dem, som allerede er der; når de vender tilbage, vil de
bringe en meget stor tømmerflåde med sig til brug for de ovennævnte bygninger.
Mens travle skarer således har været beskæftiget med deres forskellige erhverv og
udført deres daglige arbejde og givet en tiendedel af deres tid, har andre ikke været
mindre villige til at bringe deres tiende og ofringer til samme store formål. Aldrig siden
denne kirkes grundvold blev lagt, har vi set større beredvillighed lagt for dagen, når det
drejer sig om at rette sig efter Jehovas krav, et mere brændende ønske efter at gøre
Guds vilje, større anstrengelser og bestræbelser anvendt eller større ofre bragt, end
der har været, siden Herren sagde: "Lad templet blive bygget med mit folks tiende." Det
syntes, som om foretagsomhedens, filantropiens og lydighedens ånd hvilede samtidigt
på gammel og ung og brødre og søstre, drenge og piger og endog fremmede, som ikke
var i kirken, parret med en enestående gavmildhed, i udførelsen af dette store værk;
man kunne heller ikke forhindre enken - i mange tilfælde - i af sine sparsomme midler
at give sin skærv.
Vi føler på dette tidspunkt trang til at give alle, gamle og unge, både i og uden
for kirken, vor uskrømtede tak for deres enestående gavmildhed, venlighed, flid og
lydighed, som de så belejligt har lagt for dagen ved denne lejlighed. Ikke at vi personligt
eller individuelt er blevet beriget økonomisk, men når brødrene, som i dette tilfælde,
viser, at de er enige i formål og hensigt og alle lægger ryggen til, så mindskes vort
arbejde, vor møje, vort slid og vore bekymringer i høj grad, vort åg bliver let og vor
byrde ligeså.
Guds sag en fællessag.
Guds sag er en fællessag, i hvilken de hellige er lige interesserede; vi er alle lemmer på
det ene fælles legeme, og alle tager del i samme ånd og døbes til een dåb og besidder
i lige grad det samme herlige håb. Guds sags fremme og opbygningen af Zion er lige
så meget det ene menneskes opgave som det andets. Den eneste forskel er, at den
ene kaldes til at udfylde een pligt og en anden en anden pligt; "når eet lem lider, lider
alle lemmerne med; når eet lem bliver hædret, glæder alle lemmerne sig med. Øjet kan
ikke sige til øret: Dig har jeg ikke brug for, ej heller hovedet til foden, dig har jeg ikke
brug for." Partifølelser, særskilte interesser, særplaner skulle tabes af syne for den ene
fælles sag for helhedens skyld.
Alt skal samles i eet.

Side 197
Opbygningen af Zion er en sag, der har interesseret Guds folk i alle tidsaldre; det er et
tema, som profeter, præster og ' konger har dvælet ved med særlig glæde og fryd; de
har med glædefyldt forventning set hen til den dag, vi lever i; og opfyldt af himmelske
og glade forventninger har de sunget, skrevet og profeteret om denne vor dag, men de
døde uden at se og opleve dagen; vi er det begunstigede folk, som Gud har udvalgt
til at tilvejebringe de sidste dages herlighed; det er overladt til os at se, deltage i og
hjælpe med til at videreføre de sidste dages herlighed, "i tidernes fylde at sammenfatte
alt, både det himmelske og det jordiske", "i eet", når Guds hellige vil blive indsamlet
fra alle nationer, stammer, tungemål og folk, når jøderne vil blive samlet til eet, og de
ugudelige også vil blive samlet sammen for at blive udryddet, som profeterne har talt
om: Guds ånd vil også være hos hans folk og blive borttaget fra de øvrige nationer, og
alt, hvad enten det er i himlen eller på jorden, vil blive sammenfattet til eet, i Kristus. Det
himmelske præstedømme vil forenes med det jordiske for at tilvejebringe disse store
planer; og medens vi således er forenet i en fælles sag for at videreføre Guds rige, er
det himmelske præstedømme ikke ørkesløse tilskuere, men Guds ånd vil blive udløst
fra oven, og den vil tage bolig midt iblandt os. Den Allerhøjestes velsignelser vil hvile på
vore legemer, og vort navn vil blive overdraget og gå i arv til kommende slægter; vore
børn vil stå op og kalde os velsignede, og endnu ufødte generationer vil med særlig
fryd og glæde dvæle ved de scener, som vi har gennemgået, de savn, vi har måttet
udholde, den utrættelige iver, som vi har lagt for dagen, de næsten uoverkommelige
vanskeligheder, som vi har overvundet ved at lægge grundvolden til et værk, som
tilvejebragte den herlighed og velsignelse, som de vil realisere; et værk, som Gud
og engle med glæde har overvejet i de forbigangne generationer, som opildnede de
fordums patriarkers og profeters sjæl, et værk, der er bestemt til at tilvejebringe mørkets
magters udryddelse, jordens fornyelse, Guds herlighed og den menneskelige families
frelse. (2. maj 1842). D. H. C. 4:608-610.

En katakombe med mumier fundet i Kentucky.
Side 198
Dersom mr. Ash i sine forskninger havde undersøgt Mormons Bog, ville hans problem
have været løst, og han ville ikke have haft nogen vanskelighed med at forklare de
mumier, der var blevet fundet i ovennævnte tilfælde. Mormons Bog giver en beretning
om et antal af Israels efterkommere, der kom til det amerikanske fastland; og det er
en velkendt sag, at balsameringskunsten kendtes blandt hebræerne så vel som blandt
ægypterne, selv om den måske ikke var så almindeligt kendt blandt de førstnævnte
som blandt de sidstnævnte, og deres balsameringsmetode er måske anderledes end
ægypternes. Jakob og Josef var utvivlsomt balsameret efter ægypternes metode, da de
døde i det land. (1. Mos. 1, 2, 3, 26). Da vor Frelser blev korsfæstet, tvang hans hurtige
begravelse dem til blot at svøbe hans lig i linklæder med hundrede pund myrra, aloe
og lignende vellugtende salver, (en del af ingredienserne ved balsamering) skænket
af Nikodemus i dette øjemed; men Maria og de andre hellige kvinder havde tilberedt
salver og olier til balsameringen. (Luk. 23:56; Joh. 19:39, 40).
Denne kunst var utvivlsomt blevet overført fra Jerusalem til det amerikanske fastland
af de tidligere omtalte emigranter, hvad der forklarer fundet af mumierne, og det er
samtidig et stærkt bevis på Mormons Bogs ægthed. (2. maj 1842). T. & S. 3:781-782.

Femte del
1842-1843
Side 199

Præstedømmets højeste orden åbenbaret.
Side 200
Onsdag den 4. - Jeg tilbragte dagen ovenpå i forretningen, d. v. s. i mit privatkontor ***
i råd med general Adams fra Springfield, patriark Hyrum Smith, biskopperne Newel K.
Whitney og George Miller og præsident Brigham Young og ældsterne Heber C. Kimball
og Willard Richards og belærte dem om præstedømmets principper og orden og
deltog samtidig i tvætninger, salvelser, begavelser og i samtaler om de til det aronske
præstedømme hørende nøgler og fremdeles til det melkisedekske præstedømmes
højeste orden og forklarede den orden, der hørte ind under den Gamle af Dage og
alle de planer og principper, hvorved alle og enhver vil kunne sikre sig fylden af de
velsignelser, der er beredt for Den Førstefødtes Menighed, og derved komme op og
forblive i Gudernes nærhed i de evige verdener. I dette råd indstiftedes den gamle
tingenes tilstand for første gang i disse sidste dage. Og de belæringer, jeg gav dette råd,
var om åndelige ting, og kunne derfor kun modtages af dem, der er åndeligt indstillet.
Der blev ikke tilkendegivet disse mennesker noget eller andet end det, der vil blive
tilkendegivet alle de hellige i de sidste dage, så snart de er i stand til at modtage det og
et egnet sted indrettet til at meddele dem det - selv for de svageste blandt de hellige;
lad derfor de hellige være flittige ved opførelsen af templet og alle bygninger, som Gud
har befalet dem at bygge eller som han herefter vil befale dem at bygge; og lad dem
vente tålmodigt, til deres tid kommer, i al ydmyghed, tro og udholdenhed indtil enden
og vide med sikkerhed, at alt det, der er behandlet i dette rådsmøde, altid vil blive styret
og ledet ved åbenbaringens princip. (4. maj 1842). D.H.C. 5:1-2.

Profetens tale til Den Kvindelige Hjælpeforening.
Vogt jer for overdreven nidkærhed.
Side 201
Præsident Joseph Smith læste det 14. kapitel af Ezekiel og sagde, at Herren havde
erklæret gennem profeten, at folket hver især skulle stå på egne ben og ikke stole
på noget menneske eller mennesker i den fordærvede tilstand i den jødiske kirke, at
retskafne mennesker kun kunne udarbejde deres egen frelse - anvendte det på den
nuværende tilstand i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige - og sagde, at hvis folk
afveg fra Herren, ville de falde - at de var afhængige af profeten og var formørkede i
sindet som følge af deres forsømmelse af de pligter, der påhviler dem, misundelige på
de uskyldige, mens de hjemsøger de dydige og retskafne med deres misundelses pile.
Der er en anden fejl, som åbner døren, så djævelen kan komme ind. Da kvinder
er i besiddelse af forfinede følelser og følsomhed, er de også tilbøjelige til for megen
nidkærhed, som altid vil vise sig at være farlig og få dem til at være strenge, når det
gælder religion = de skulle være bevæbnet med barmhjertighed til trods for den blandt
os herskende ugudelighed.
Tilgivelsens ånd.
Han sagde, at han havde været et redskab til at bringe ugudeligheden frem i lyset
- det var en bedrøvelig tanke, ja, skrækkelig, at så mange skulle sætte sig under
djævelens fordømmelse og blive fortabt. Med dyb følelse sagde han, at det er vore
medmennesker, vi elskede dem engang, skal vi så ikke opmuntre dem til at forbedre
sig? Vi har endnu ikke tilgivet dem halvfjerdsindstyve gange syv, som vor Frelser
påbød; måske har vi ikke engang tilgivet dem een gang. Der er nu en frelsesdag
for sådanne, som omvender sig og forbedrer sig, og de, der omvender sig, skal ikke
udstødes af denne forening; men vi skal appellere til dem om at vende tilbage til
Gud, så de undgår helvedes fordømmelse! Hvor der findes en bjergtop, findes der
også en dal - vi bør i alle forhold handle på rette måde overfor hver dødelig ånd. Til
trods for, at de uværdige er blandt os, bør de dydige og retskafne ikke på grund af
selvovervurdering bedrøve og unyttigt undertrykke disse ulykkelige - selv disse skulle
opmuntres til herefter at leve, så de kan æres og hædres af denne forening, som
er den bedste del af samfundet. Han sagde, at han havde to ting, som han gerne
ville anbefale medlemmerne af denne forening, at passe dobbelt på tungen; intet
organiseret samfund kan eksistere uden dette. Alle organiserede samfund har deres
særlige onder, svagheder og vanskeligheder; formålet er at få dem, der ikke er så
gode, til at forbedre sig og vende tilbage til dydens sti, så de kan tælles blandt de gode
og endog have magtens nøgler, som vil påvirke til dyd og godhed - skulle revse og
irettesætte og bevare det altsammen som en hemmelighed, ikke engang omtale det
igen; så vil I blive befæstet i magt, dyd og hellighed, og Guds vrede vil blive afvendt.
Pas på tungen.
Jeg har et krav at stille præsidentinden og foreningens medlemmer, at I gransker jer
selv - tungen er et uregerligt lem - hold mund med ting, der er uden betydning - en
lille sladderhistorie vil sætte verden i brand. For nærværende bør sandheden om de
skyldige ikke fortælles åbenlyst, hvor mærkeligt det end kan synes, men det er en klog
foranstaltning. Vi må bruge forsigtighed, når det drejer sig om at bringe syndere til

Side 202
retfærdighed, for at vi ikke ved at lægge disse forfærdelige synder blot, påfører os en
hedensk verdens vrede (og efter dens mening også med rette). Det er nødvendigt at
øve indflydelse i verden og derved undgå udryddelse; derved opnår vi også vort mål
at udbrede evangeliet eller hellighed på jorden. Hvis vi bliver tvunget ind i en tilstand af
trøstesløshed, vil de ulydige ikke finde nogen hjælp. Der er nogle, som er ulydige, og
mennesker kan ikke afstive arken - min arm kan ikke gøre det - Gud må afstive den.
Vær barmhjertige og nådige overfor de syndige og lastefulde.
Nogle af kirkens ledere har pålagt mig at bede søstrene i Den kvindelige
hjælpeforening at være dydige og retskafne, så kirken kan reddes fra ødelæggelse og
sværdet. Pas på, vær stille, vær kloge, omvend jer, bliv bedre, men gør det på en måde,
så I ikke ødelægger alt omkring jer. Jeg ønsker ikke at skjule og tilsløre ugudelighed
- alt, hvad der er i modstrid med Guds vilje, skulle kastes ud fra os, men gør ikke mere
skade end gavn med tungen - vær rene af hjertet. Jesus prøver at frelse folk fra deres
synder. Jesus sagde: "I skal gøre det, som I ser mig gøre." Det er de herlige nøgleord
for Den kvindelige hjælpeforening at handle efter. Hvis jeg ikke var i jeres midte til at
hjælpe og råde jer, ville djævelen overvinde jer. Jeg ønsker, at de uskyldige skal gå
fri - skån hellere ti syndige og uretfærdige blandt jer end fordøm en enkelt uskyldig.
"Græm dig ikke over ugerningsmænd." Gud vil sørge for det. (26. maj 1842). D.H.C.
5:19-21.

Referat af Den Kvindelige Hjælpeforenings
mede i lunden ved Nauvoo 9. juni 1842.
Barmhjertighedens princip.
(Skrevet af frøken E. R. Snow.)
Side 203
Præsident Joseph Smith åbnede mødet med bøn og talte så til forsamlingen om
institutionens formål og hensigt. Han sagde, at det ikke betyder noget, hvor hurtigt
foreningen vokser, hvis alle medlemmerne er dydige og retskafne, at vi må være
lige så nøjeregnende med henblik på medlemmernes karakter nu, som da foreningen
først blev dannet; at det undertiden hænder, at mennesker ønsker at trænge sig ind
i en forening af denne slags, selv om de ikke har i sinde at vandre ad renhedens og
retfærdighedens baner, som om foreningen ville være et ly for dem i deres ugudelighed.
Han sagde, at fra nu af måtte en person kun optages ved at indsende en regulær
ansøgning, underskrevet af to-tre gode medlemmer, og hvem der end bliver optaget i
foreningen må have et godt ry på sig.
* * *
Han sagde, at han ville tale om barmhjertighed. Sæt at Jesus Kristus og hellige engle
ville have noget at indvende imod os på grund af betydningsløse ting, hvad ville der
så blive af os? Vi må være barmhjertige og skånsomme overfor hverandre og overse
småting.
* * *
Kristus sagde, at han var kommet for at kalde syndere til omvendelse, for at frelse
dem. Kristus blev fordømt af de selvretfærdige jøder, fordi han tog syndere ind i
sit samfund; han tog dem efter omvendelsens princip og i forvisning om, at de ville
omvende sig fra deres synder. Det er denne forenings formål at reformere og forbedre
folk, ikke at optage dem, der er fordærvede, og pleje og nære dem i deres ugudelighed;
men hvis de omvender sig, er vi nødt til at tage imod dem og ved venlighed helliggøre
og rense dem for al uretfærdighed ved vor indflydelse under vor overvågen af dem.
Intet vil have en sådan indflydelse over mennesker som frygten for at blive sat uden
for af en så god forening som denne. ***
Intet er i den grad i stand til at få folk til at forsage synden som det at tage dem ved
hånden og våge over dem med kærlighed og blidhed. Når folk viser mig den mindste
venlighed og kærlighed, o hvilken magt har det da ikke over mit sind, medens det
modsatte har tendens til at fremkalde hårde følelser og undertrykke og hæmme det
menneskelige sind.
Satan holder det menneskelige sind tilbage.
Beviset på, at menneskene ikke kender guddommelighedens principper ses i
tilbagegangen i kærligheden og dens beslægtede følelser og i mangelen på kærlighed
i verden. Gudelighedens magt og herlighed er spredt over et omfattende princip, så
den i stort mål kan anvende barmhjertighedens og kærlighedens kappe. Gud ser ikke
på synd med eftergivenhed, men når folk har syndet, så må der vises dem tolerance
og eftergivenhed.
Hele den religiøse verden praler af retfærdighed; det er djævelens lære at
holde det menneskelige sind tilbage og hindre vort fremskridt ved at fylde os med

Side 204
selvretfærdighed. Jo nærmere vi kommer vor himmelske Fader, jo mere er vi tilbøjelige
til at se med medlidenhed og kærlighed på sjæle, der er ved at gå deres undergang i
møde; vi føler, at vi gerne ville tage dem op på skulderen og kaste deres synder bag
ryggen af os. Min tale er beregnet på hele denne forening; hvis I ønsker, at Gud skal
have barmhjertighed med jer, så vær barmhjertige overfor hverandre.
Folk kan ikke tvinges ind i Guds rige.
Han fremsatte derefter en forjættelse i Herrens navn og sagde, at de sjæle, som er
i besiddelse af retfærdighed nok til i løndom at bede Gud om livet hver dag af deres
tilværelse, skal leve, til de når støvets år. Vi må vandre redeligt hele dagen lang. Hvor
herlige er ikke retfærdighedens principper! Vi er fulde af egenkærlighed; djævelen
smigrer os og tilhvisker os, at vi er meget retfærdige, når vi lever af andres fejl. Vi kan
kun leve ved at tilbede Gud; alle må gøre det for sig selv; ingen kan gøre det for andre.
Hvor mildt og blidt behandlede ikke Frelseren Peter, da han sagde: "Og når du engang
omvender dig, da styrk dine brødre." Ved en anden lejlighed sagde han til ham: "Elsker
du mig?", og da han havde fået Peters svar, sagde han: "Vær hyrde for mine får."
Dersom søstrene elskede Herren, lad dem da være hyrde for fårene og ikke udrydde
dem. Hvor ofte har kloge mænd og kvinder ikke søgt at diktere broder Joseph ved at
sige: "O, hvis jeg havde været broder Joseph, ville jeg have gjort dette eller hint;" men
hvis de havde været i broder Josephs sko, ville de have opdaget, at mænd og kvinder
ikke kan tvinges ind i Guds rige, men må behandles med langmodighed, så vil vi frelse
dem til sidst. Måden at holde alle de hellige sammen og holde værket i gang er at
vente med al langmodighed, til Gud vil holde dom over sådanne mennesker. Der skulle
ikke være nogen frihed for synd eller nogen autorisation derfor, men barmhjertighed
og nåde skulle gå hånd i hånd med irettesættelse.
Søstre i Den kvindelige Hjælpeforening, skal der være strid blandt jer? Jeg vil ikke
have det. I må omvende jer og tilegne jer Guds kærlighed. Bort med selvretfærdighed:
Den bedste måde eller det bedste princip, hvorved man kan bringe de fattige til
omvendelse, er at yde dem hjælp. Den kvindelige Hjælpeforenings formål er ikke blot
at hjælpe de fattige, men at frelse sjæle.
Præsident Smith sagde derefter, at han ville give foreningen en byggegrund ved
at tilskøde kasserersken den, så foreningen kan bygge huse til de fattige. Han sagde
også, at han ville skænke et hus, som dog ikke var færdigt, og at broder Cahoon vil
flytte det til omtalte grund, og foreningen kan betale ham ved at udstede rekvisitioner
til forretningen; at det var en god plan at sætte dem, som skylder enker, i arbejde, så
de på den måde kan overholde deres forpligtelser o. s. v. - D.H.C. 5: 23-25.

Den Helligånds gave.
Den Helligånds gave.
En ledende artikel af profeten i "Times and Seasons".
Side 205
Folks opfattelser af den Helligånds gave er meget forskellige og forvirrende. Nogle
mennesker har haft den vane at kalde hver eneste overnaturlig åbenbaring virkningerne
af Guds Ånd, mens der er andre, der mener, at der ikke er nogen tilkendegivelse
forbundet dermed overhovedet; og at det er intet andet end en blot og bar indskydelse
eller indre følelse, indtryk eller hemmeligt vidnesbyrd, som folk er i besiddelse af, og at
der ikke eksisterer sådan noget som en ydre tilkendegivelse.
Det er ikke til at undre sig over, at folk i vid udstrækning er uvidende om
frelsens principper og i særdeleshed om den Helligånds gaves natur, embede, magt,
indflydelse, gaver og velsignelser, når vi tænker på, at menneskeheden har været
indhyllet i stort mørke og uvidenhed i mange århundreder og været uden åbenbaring
eller noget andet tilbørligt kendemærke, hvorved menneskene kunne komme til
kundskab om det, der hører Gud til, som kun kan kendes ved Guds ånd. Derfor hænder
det ret ofte, når denne kirkes ældster prædiker til jordens indbyggere, at hvis de adlyder
evangeliet, vil de modtage den Helligånds gave, at folk netop venter at se en eller anden
vidunderlig tilkendegivelse, en eller anden stor udfoldelse af magt eller udførelsen af et
eller andet usædvanligt mirakel eller under; og det er ofte tilfældet, at unge medlemmer
af denne kirke af mangel på bedre oplysninger og viden bringer deres gamle opfattelser
af tingenes tilstand med sig og undertiden begår store fejl. Vi har fornylig fået visse
oplysninger om nogle få medlemmer, som er i dette dilemma, og for deres skyld vil vi
gerne fremsætte nogle få bemærkninger om emnet.
Åndens gaver.
Vi tror, at den Helligånds gave nydes lige så meget nu, som den blev på apostlenes
tid; vi tror, at den (den Helligånds gave) er nødvendig til at skabe og organisere
præstedømmet, at intet menneske kan blive kaldet til at udfylde noget embede i
tjenestegerningen uden den. Vi tror også på profeti, på tungemålsgaven, på syner og
på åbenbaringer, på gaver og helbredelser, og at disse ting ikke kan nydes uden den
Helligånds gave. Vi tror, at de hellige mænd i fordums tid talte, sone de blev drevet af
den Helligånd, og at hellige mænd i disse dage taler ved samme princip; vi tror, at den
er en talsmand og husvaler og et vidne, at den bringer os fortidens ting i hu, leder os ind
i al sandhed og viser os kommende ting; vi tror, at "intet menneske kan vide, at Jesus
er Kristus uden ved den Helligånd." Vi tror på den (denne den Helligånds gave) i al
dens fylde, magt, storhed og herlighed; men mens vi gør dette, tror vi på den rationelt,
konsekvent og i overensstemmelse med skriften og ikke efter de vilde griller, tåbelige
meninger og overleveringer, som mennesker nærer.
En mangfoldighed af gaver.
Vi tror, at den Helligånd gives ved håndspålæggelse af dem, der har myndighed,
og at tungemålsgaven og ligeledes profetiens gave er Åndens gaver og opnås
derigennem; men så at sige, at folk altid profeterede og talte i tunger, når de fik
håndspålæggelse, ville være at fremsætte noget, der ikke er sandt, i modstrid med

Side 206
apostlenes fremgangsmåde og i strid med den hellige skrift; thi Paulus siger: "Til en
gives forskellige slags tungetale, en anden profetiens gave og en anden nådegaver til
at helbrede;" og atter: "Profeterer alle? taler alle med tunger? udlægger alle?" hvad der
tydeligt viser, at ikke alle besad disse mange gaver, men at den ene modtog en gave,
den anden en anden gave - alle profeterede ikke, alle talte ikke i tunger, alle udførte
ikke mirakler, men de modtog alle den Helligånds gave; undertiden talte de i tunger
og profeterede på apostlenes tid, og sommetider ikke. Det samme er også tilfældet
med os i vore forhold, mens der hyppigere slet ikke er nogen tilkendegivelse, som er
synlig for de omkringstående; dette vil synes klart og tydeligt, når vi rådfører os med
apostlenes skrifter og lægger mærke til deres fremgangsmåde i forbindelse med denne
sag. Paulus siger i 1. Kor. 12: "Med hensyn til de åndelige gaver, brødre! vil jeg ikke,
at I skal være uvidende!" Det fremgår tydeligt af dette, at nogle af dem var uvidende
med henblik på disse sager, thi ellers ville de ikke behøve belæring.
Profetiens gave.
Han siger videre i kapitel 14: "Hig efter kærligheden, og stræb efter de åndelige gaver,
især efter at tale profetisk." Efter disse skriftsteder fremgår det med al tydelighed, at
mange af dem ikke havde åndelige gaver, thi hvis de havde åndelige gaver, hvorfor var
det så nødvendigt for Paulus at bede dem om at hige efter dem, og det fremgår lige så
tydeligt, at de ikke alle modtog disse gaver ved håndspålæggelse; thi de var som kirke
betragtet blevet døbt og havde fået håndspålæggelse - og alligevel var det nødvendigt
for Paulus at sige til en kirke eller menighed af denne art, der var under apostlenes
umiddelbare tilsyn og opsyn: "Hig efter kærligheden, og stræb efter de åndelige gaver,
især efter at tale profetisk", hvorved det viste, at disse gaver fandtes i kirken, men ikke
ejedes af alle i deres ydre tilkendegivelser.
Men sæt nu, at Åndens gaver, ved håndspålæggelse, øjeblikkeligt kom i alles
besiddelse i al deres fylde og magt, så ville skeptikeren stadig være lige så langt fra
at modtage noget vidnesbyrd som før, undtagen rent tilfældigt, thi alle Åndens gaver
er ikke synlige for det naturlige øje eller menneskets forstand, ja i virkeligheden er kun
meget få af dem. Vi læser, at "Kristus steg op højt over alle himlene, for at fylde alt.
Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre
som hyrder og lærere." (Efes. 4).
Kirken en sluttet enhed.
Kirken er en sluttet enhed, et samfund, der er sammensat af forskellige medlemmer
og svarer nøje til det menneskelige system, og Paulus siger, efter at han har talt om
de åndelige gaver: "Og I er nu Kristi legeme og hver for sig hans lemmer. Og Gud
har i kirken for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for det
tredie nogle til lærere; dernæst undergerninger, dernæst nådegaver til at helbrede, til
at hjælpe, til at styre, og forskellige slags tungetale. Er alle lærere? Mon alle kan gøre
undergerninger? Kan alle tale i tunger? Kan alle udlægge?" Det er klart, at de ikke
er eller kan, men alligevel er de lemmer på det samme legeme. Alle lemmer på det
fysiske legeme er ikke øjet, øret, hovedet eller banden - dog kan øjet ikke sige til øret:
Dig har jeg ikke brug for, ej heller hovedet til foden: Dig har jeg ikke brug for; de er
alle bestanddele i den fuldkomne maskine - legemet; og når eet lem lider, lider alle
lemmerne med; når eet lem bliver hædret, glæder alle lemmerne sig med.
Disse er da alle gaver; de kommer fra Gud, de er af Gud; de er alle den Helligånds
gaver; de er, hvad Kristus steg op til himlen for at give, og dog, hvor få af dem kendes

Side 207
af folk i almindelighed. Peter og Johannes var apostle, og dog lod den jødiske domstol
dem piske som bedragere. Paulus var både apostel og profet, og alligevel stenede de
ham og kastede ham i fængsel. Folk vidste intet om det, selv om han var i besiddelse
af den Helligånd. Vor Frelser blev "salvet med glædens olie fremfor sine fæller", og
endskønt folk slet ikke kendte ham, sagde de, at han var Beelzebul og korsfæstede
ham som bedrager. Hvem kunne udpege en hyrde, en lærer eller en evangelist efter
deres ydre, selvom de havde den Helligånds gave?
Verden kan ikke kende Åndens gaver.
Men lad os komme til de andre medlemmer af kirken og undersøge de af Paulus omtalte
gaver, så vil vi finde, at verden i almindelighed ikke kan vide noget om dem, og at der
kun er en eller to, som umiddelbart kan kendes, hvis de alle straks blev udløst ved
håndspålæggelse. I 1. Kor. 12 siger Paulus: "Der er forskellige nådegaver, men ånden
et den samme; der er forskellige tjenester, men Herren er den samme; der er forskellige
kraftige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Og åndsåbenbarelse
gives den enkelte til fælles gavn. En gives der nemlig ved Ånden at tale med visdom; en
anden at tale med kundskab ifølge den samme ånd; en gives der tro ved den samme
ånd; en anden nådegaver til at helbrede ved den ene ånd; en at udføre undergerninger;
en anden at profetere; en at bedømme ånder; en anden forskellige slags tungetale; og
atter en anden at udlægge tungetale. Men alt dette virker den ene og samme ånd, som
efter sin vilje tildeler enhver sin særlige gave."
Det, der hører Gud til, kendes kun ved Guds Ånd.
Der omtales adskillige gaver her, men hvilke af dem kunne kendes af en iagttager
ved håndspålæggelse? Visdoms tale og kundskabs ord er lige så meget gaver som
andre, men dersom et menneske var i besiddelse af begge disse gaver eller modtog
dem ved håndspålæggelse, hvem ville vide det? En anden modtager måske troens
gave og ville være lige så uvidende derom. Eller sæt at en mand havde helbredelsens
gave eller evnen og magten til at udføre undergerninger, som på det tidspunkt ikke ville
være kendt; det ville tage tid og kræve visse for hold at få disse gaver til at virke. Sæt
at et menneske havde evnen til at bedømme ånder, hvem ville være den klogeste af
den grund? Eller hvis vedkommende havde evnen til at udlægge tungetale, måtte han
naturligvis tie stille, dersom ikke en eller anden talte i et fremmed tungemål; der er kun
to gaver, som kan gøres synlige - tungemålsgaven og profetiens gave. Det er de ting,
der tales mest om, og dersom et menneske alligevel talte i et ukendt sprog, så ville
han - ifølge Paulus's vidnesbyrd - være en barbar (fremmed) for de tilstedeværende.
De ville sige, at det var uforståelig tale, og dersom han profeterede, ville de kalde det
nonsens og vrøvl. Tungemålsgaven er måske den mindste gave af dem alle, men ikke
desto mindre er den den mest eftertragtede.
Ifølge skriftens vidnesbyrd og Åndens tilkendegivelser i fordums tid kunne de
omkringstående folkeskarer og menneskene i det hele taget kun kende lidt dertil,
undtagen ved særlige lejligheder, som f. eks. på pinsefestens dag.
En iagttager ville intet kende til de største, de bedste og de nyttigste gaver. Det
er ganske vist rigtigt, at et menneske kan profetere, hvad der er en stor gave, og en
gave, som Paulus bad folk - kirken - hige efter, mere end at tale i tunger; men hvad
kender verden til at profetere? Paulus siger, at det "kun gavner dem, som tror." Men
siger skriften ikke, at de talte i tunger og profeterede? Jo; men hvem var det, som skrev
dette? Ikke verdens mennesker eller blot tilfældige iagttagere, men apostlene - mænd,

Side 208
der kendte den ene gave fra den anden og naturligvis var i stand til at skrive derom;
hvis vi havde de skriftkloges og farisæernes vidnesbyrd om udgydelsen af Ånden på
pinsefestens dag, ville de have fortalt os, at det ikke var nogen gave, men at folk "var
berusede af ny vin", og vi vil til slut komme til samme slutning, som Paulus gjorde
- "Ingen kender, hvad der bor i Gud, uden Guds Ånd;" thi med hensyn til Paulus's store
åbenbaringer, da han blev taget op til den tredie himmel og så ting, som han ikke havde
lov til at ytre, blev ingen underrettet derom, førend han selv omtalte det fjorten år senere;
og da Johannes fik himlens slør trukket til side og i et syn så gennem kommende tiders
mørke perspektiver og grublede over begivenheder, der skulle finde sted i hver eneste
efterfølgende tidsperiode til den endelige slutscene - mens han stirrede på den evige
verdens herligheder, og så en utallig engleskare og hørte Guds røst - var det i Ånden,
på Herrens dag, ubemærket og uænset af verden.
Bønnens nødvendighed.
Herren kan ikke altid kendes på sin røsts torden, ved udfoldelsen af sin herlighed eller
ved tilkendegivelsen af sin magt, og de, der er ivrigst efter at se disse ting, er de mindst
forberedte til at møde dem, og skulle Herren åbenbare sin magt, som han gjorde det
overfor Israels børn, ville sådanne være de første til at sige: "Lad ikke Gud tale med
os, at vi, hans folk, ikke skal dø."
Vi vil sige til brødrene: Søg at kende Gud i jeres kammer, påkald ham på marken.
Følg Mormons Bogs direktiver og bed over og for jeres familie, jeres kvæg, jeres flokke,
jeres hjorde, jeres korn og alt, hvad I ejer og har; nedbed Guds velsignelse over alt
jeres arbejde og alt, hvad I tager del i. Vær dydige og rene; vær retskafne og sanddru,
hold Guds bud og befalinger, og så vil I bedre kunne forstå forskellen mellem ret og
uret - mellem det, der hører Gud til, og det menneskelige; jeres sti og vej vil da blive
som de retfærdiges, der skinner klarere og klarere indtil den fuldkomne dag.
Den sande brug af tungetale.
Vær ikke så nysgerrige og ivrige efter tungetale, tal ikke i tunger, medmindre der er
en til stede, som kan udlægge det; den fornemste og vigtigste opgave for tungetale er
at tale til fremmede, og dersom folk er meget ivrige efter at udfolde deres intelligens,
lad dem da tale til sådanne på deres eget mål. Guds gaver er alle nyttige på deres
plads, men når de anvendes på det, som Gud ikke har i sinde, vil de vise sig at være
til skade, en snare og en forbandelse i stedet for en velsignelse. Vi vil måske engang
i fremtiden behandle dette emne nærmere og lade dette være godt for nærværende.
(15. juni 1842). D.H.C. 5:26-32.

Guds styrelse og forvaltning.
En ledende artikel af profeten om menneskelavede
regeringers fiasko og Guds ret til at styre og herske.
Side 209
Den Almægtiges regeringsform har altid været meget ulig menneskenes
regeringsformer, hvad enten vi henviser til hans religiøse regering eller til de forskellige
nationers. Guds regering har altid prøvet på at fremme fredens sag, enighed, harmoni,
styrke og lykke, medens menneskets regering har skabt forvirring, uorden, svaghed
og elendighed.
Menneskets regeringsform fører til elendighed og undergang.
Mægtige menneskers største handlinger har været at affolke nationer og omstyrte riger,
og medens de har ophøjet sig selv og er blevet berømte, har det været på bekostning
af de uskyldiges liv, de undertryktes blod, enkens stønnen og de forældreløses tårer.
Ægypten, Babylon, Grækenland, Persien, Karthago og Rom - hver enkelt af disse
nåede berømmelsens tinde under våbnenes sammenstød og krigens drøn og larm;
og medens deres triumferende ledere førte deres sejrrige hære til herlighed og triumf,
ringede det for deres øren med de døendes sukke og menneskehedens elendighed og
sorg; foran dem var jorden et paradis og bag dem en forladt ødemark; deres riger blev
grundlagt i myrderi og blodbad og opretholdtes ved undertrykkelse, tyranni og despoti.
Guds planer har derimod været at fremme den hele verdens held og lykke, at oprette
fred og god vilje blandt mennesker, at fremme den evige sandheds principper, at
tilvejebringe en tingenes tilstand, som vil forene mennesket med dets medmennesker,
få verden til at "smede deres sværd til plovjern, deres spyd til vingårdsknive", få jordens
nationer til at leve i fred og tilvejebringe den tusindårige herlighed, når "jorden skal give
sin afgrøde, igen få sin paradisiske herlighed og blive som Herrens have."
De menneskelige regeringers fiasko.
De fordums store og vise har ikke haft heldet med sig i alle deres forsøg på at fremme
evig magt, fred og lykke. Deres nationer er smuldret i stykker; deres troner er efter
tur blevet styrtet, og deres byer og deres mægtigste kunstværker er blevet ødelagt;
eller deres forfaldne tårne og deres af tiden medtagne monumenter har ikke efterladt
os andet end svage spor af deres tidligere storhed og fordums glans og herlighed.
De erklærer som med en tordenrøst disse uforgængelige sandheder - at menneskets
styrke er svaghed, hans visdom er tåbelighed og dårskab, hans herlighed hans skam.
Monarkiske, aristokratiske og republikanske regeringer af forskellig art og grad er
efter tur nået op til berømmelsens og værdighedens tinde, og er blevet strakt til jorden.
De største politikeres, de klogeste senatorers og de mest indsigtsfulde statsmænds
planer er forlængst blevet opgivet, og på samme måde er de største høvdinges, de
tapreste generalers og de klogeste kongers adfærd og handlemåde faldet til jorden.
Nation har efterfulgt nation, og vi har ikke arvet andet end deres tåbelighed. Historien
fortæller om deres barnagtige planer, deres kortvarige herlighed, deres svage forstand
og deres gemene gerninger.
Er menneskets intelligens blevet større?
Er vor kundskab eller intelligens blevet større? Hvor findes det menneske, der
kan træde frem og forandre nationernes skæbne og fremme verdens lykke? Eller

Side 210
hvor findes den nation eller det rige, der kan fremme sine egne undersåtters
lykke eller endog blot deres almindelige velbefindende? Vor nation, som besidder
større hjælpekilder end nogen anden, er sønderrevet fra centrum til periferi med
partistridigheder, politiske intriger og særinteresser; vore rådgivere er panikslagne,
vore lovgivere er forbavsede og vore senatorer er forvirrede, vore handlende er
lammede, vore næringsdrivende er modløse, vore håndværkere arbejdsløse, vore
landmænd i nød og vore fattige råber på brød, vore banker er fallit, vor kredit ødelagt
og. vore stater sukker under gældsbyrder, men alligevel har vi fred og har haft fred.
Mennesket er ikke i stand til at regere sig selv.
Hvad er der i vejen? Er vi alene i dette? Sandelig ikke. Med alle vore onder og ulemper
er vor situation bedre end nogen anden nations. Lad Ægypten, Tyrkiet, Spanien,
Frankrig, Italien, Portugal, Tyskland, England, Kina eller nogen anden nation udtale
sig og fortælle historien om deres vanskeligheder, deres forvirring og nød og kval, så
ville vi opdage, at deres bæger var fuldt, og at de var beredte til at drikke sorgens
bundfald. England, der praler af sin litteratur, sin videnskab, sin handel o. s. v., har
sine hænder vædet af de uskyldiges blod ude omkring, og landet tilråbes med de
undertryktes skrig hjemme. Chartisme, O'Connell-optræden og radikalisme gnaver på
Englands livsorganer, og Irland, Skotland, Kanada og Østen truer med at ødelægge
det ude. Frankrig er sønderrevet til hjerteroden, intriger, forræderi og bedrag lurer i
mørket, og mord og drab hører til dagens orden. Tyrkiet, der engang var de europæiske
nationers skræk, har mistet sin styrke og er sunket ned i alderdomssløvhed og er
blevet tvunget til at bede sine allierede om at foreslå det skatskyldige og afgiftsydende
fredsbetingelser, og Rusland og Ægypten åbner hver især gabet for at opsluge det.
Spanien har i årevis været blodsudgydelsens, elendighedens og ulykkens skueplads.
Syrien drager nu krampetrækninger af krig og blodsudgydelse. Det store og mægtige
kinesiske kejserdømme, som i århundreder har modstået angreb af barbarer, er blevet
skatskyldigt til en fremmed fjende, dets batterier gjort tavse, mange af dets byer
ødelagt og dets landsbyer rømmet. Vi kunne også omtale og nævne Østens rajaher,
undertrykkelsen af det irske folk og dets elendighed, Centralamerikas krampagtige
stilling, situationen i Texas og Mexico, stillingen og forholdene i Grækenland, Schweiz
og Polen; ja, selve verden frembyder en stor skueplads for elendighed, ulykker og
"folkene ængstes i rådvildhed." Alle, ja alt taler med en tordenrøst, at mennesket ikke
kan regere sig selv, lovgive for sig selv, beskytte sig selv, fremme sit eget velfærd og
heller ikke verdens.
Jehovas plan.
Det har været Jehovas plan fra verdens begyndelse og er hans hensigt nu at
regulere verdens forhold i sin egen belejlige tid, at stå i spidsen for universet og
tage regeringstømmerne i sin egen hånd. Når det er gjort, vil der blive tildelt straf i
retfærdighed; anarki og forvirring vil blive udryddet, og "folk ej øver sig i våbenfærd
mer." Det er af mangel på dette store, styrende princip, at al denne forvirring har
eksisteret; "det står ikke til en mand at vandre og styre sine fjed;" det har vi fuldt ud vist.
Når der har været noget godt eller stort i verden, da kom det fra Gud. Konstruktionen
og bygningen af det første fartøj blev givet Noa ved åbenbaring. Planen for arken
blev givet af Gud, "et afbillede af den himmelske helligdom." Ægypternes lærdom og
deres kendskab til astronomi havde de utvivlsomt lært af Abraham og Josef, som
deres optegnelser også vidner om, og de modtog det af Herren. Kunsten at arbejde

Side 211
med messing, sølv, guld og ædelsten blev lært ved åbenbaring i ørkenen. Jerusalems
tempels arkitektoniske planer blev sammen med dets prydelser og skønhed givet af
Gud. Visdom til at regere Israels folk blev givet Salomon og dommerne i Israel; og hvis
han altid havde været deres konge og de havde underkastet sig hans mandat og været
lydige mod hans love, ville de stadig have været et stort og mægtigt folk - universets
herskere og verdens vidunder.
Regering indstiftet af Gud.
Hvis Nebukadnezar eller Darius eller Kyros eller nogen anden konge var i besiddelse
af magt eller kundskab, var det fra samme kilde, som skriften i rigelig grad bærer
vidnesbyrd om. Dersom Gud da indsætter en og afsætter en anden efter sit
forgodtbefindende og gjorde, ukendt for dem selv, konger til redskaber for at opfylde
sine profetier, hvor meget ville han så ikke have været i stand til, dersom mennesket
havde underlagt sig hans mandat, at regulere verdens forhold og fremme fred og lykke
blandt menneskene!
Herren har til forskellige tider påbegyndt denne regeringsform og tilbudt
menneskeheden sin tjeneste. Han udvalgte Enok, som han ledede og gav sin lov til
og ligeledes til folket, som var med ham; og da verden i det store og hele ikke ville
adlyde Guds bud og befalinger, efter at have vandret med Gud, optog han Enok og
hans menighed, og præstedømmet eller himlens regering blev taget bort.
Herren vejledede Abraham i alle dennes familieforhold; han talte med engle og med
Herren, fik besked på, hvor han skulle drage hen og når han skulle standse, og han
havde i allerhøjeste grad heldet med sig i alt, hvad han foretog sig eller rørte ved; det
var fordi han og hans familie adlød Herrens råd.
Da Ægypten stod under Josefs overopsyn, havde det fremgang, fordi han blev
undervist af Gud; da de undertrykte israeliterne, kom ødelæggelsen over dem. Da
Israels børn blev udvalgt med Moses i spidsen, skulle de blive et særligt folk, blandt
hvem Gud ville sætte sit navn; deres motto var: "Herren er vor dommer, Herren er vor
hersker, Herren er vor Konge, og han regerer over os." Når de er i denne stilling, kan de
med sandhed sige: "Saligt det folk, hvis Gud er Herren!" Deres regering var et teokrati;
de havde Gud til at lave deres love og mænd, udvalgt af ham, til at forvalte dem; han
var deres Gud, og de var hans folk. Moses modtog Herrens ord fra Gud selv; han var
Guds talerør til Aron, og Aron underviste i både borgerlige og kirkelige sager; de var
begge et, der var ingen forskel, og sådan vil det blive, når Guds formål skal udføres:
når "Herren skal blive Konge over hele jorden" og Jerusalem hans trone." "Fra Zion
udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens ord."
Universel fred vil komme fra Herren.
Det er det eneste, der kan tilvejebringe "genoprettelsestiderne, da alt skal blive
genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra fordums tid"
- "tidernes fylde, da Gud vil sammenfatte alt i et." Andre forsøg på at fremme universel
fred og lykke i den menneskelige familie er mislykkedes; hver eneste bestræbelse er
slået fejl; hver plan og hvert udkast er faldet til jorden; der behøves Guds visdom, Guds
intelligens og Guds magt for at fuldføre dette. Verden har prøvet denne plan i seks
tusinde år; Herren vil selv prøve det syvende årtusind. "Han, hvis ret det er, vil besidde
riget, og regere, indtil han har lagt alle ting under sine fødder;" ugudelighed vil skjule
sit grånede hoved, Satan vil blive bundet og mørkets gerninger tilintetgjort, ret vil blive

Side 212
gjort til målesnor, retfærd til blylod, og "den, der frygter Herren, vil alene blive ophøjet
på den dag." For at tilvejebringe denne tingenes tilstand, må der nødvendigvis herske
stor forvirring blandt jordens nationer; "på jorden skal folkene ængstes i rådvildhed."
Bliver jeg spurgt, hvad grunden er til den nuværende rådvildhed, vil jeg svare: "Mon
ulykke sker i en by, uden Herren står bag?"
Jorden stønner nu under fordærvelse.
Jorden stønner under fordærvelse, undertrykkelse, tyranni og blodsudgydelse, og Gud
kommer frem fra sit skjulested, som han sagde, han ville gøre, for at volde jordens
nationer kvide. Daniel så i sit syn krampetrækning efter krampetrækning; han "så til
troner blev styrtet, og den Gamle af Dage tog sæde;" og en blev ført frem for ham,
der lignede Menneskesønnen, og alle nationer, tungemål og folk tjente og adlød ham.
Vi må være retfærdige, så vi kan være kloge og forstå, thi ingen af de ugudelige skal
forstå, men de kloge skal forstå, og de, der vender mange til retfærdighed, skal skinne
som stjernerne i al evighed.
Det sømmer sig os at være kloge.
Som kirke og folk betragtet sømmer det sig for os at være kloge og at søge at kende
Guds vilje og så være villige til at efterleve den, thi "salig er den, der hører Herrens
ord og gør derefter," siger skriften. "Våg og bed altid", siger Frelseren, "at I må blive
regnet for værdige til at undgå det, som skal komme på jorden, og til at stå for
Menneskesønnen." Dersom Enok, Abraham, Moses og Israels børn og alle Guds folk
blev frelst ved at holde Guds bud og befalinger, vil vi, hvis vi overhovedet bliver frelst,
blive frelst efter samme princip. Som Gud styrede Abraham, Isak og Jakob som familier
og Israels børn som nation, så må vi, som kirke betragtet, være under hans vejledning,
hvis vi vil have fremgang og blive bevaret og opretholdt. Vor eneste tillid må være til
Gud, vor eneste visdom fås af ham, og han alene må være vor beskytter og sikkerhed,
åndeligt og timeligt, thi ellers vil vi falde.
Vi er hidtil blevet tugtet af Gud for ikke at have adlydt hans bud og befalinger,
endskønt vi aldrig overtrådte nogen menneskelig lov eller brød nogen menneskelig
forskrift; dog har vi taget os hans bud og befalinger let og af veget fra hans forordninger,
og Herren har revset os strengt, og vi har følt hans arm og kysset riset; lad os være
vise og kloge i den kommende tid og altid huske på "at adlyde er mere værd end
slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end vædderfedt." Herren har påbudt os at
bygge templet og Nauvoo-Huset, og denne befaling er lige så bindende for os som
nogen anden, og det menneske, der ikke tager del i disse ting, er lige så meget en
overtræder, som hvis han brød nogen anden befaling; han er nemlig ikke en gører af
Guds vilje, ikke en opfylder af hans love.
De hellige underkastet guddommelig rådgivning.
Med hensyn til Zions opbygning må den udføres ved råd fra Jehova, ved himlens
åbenbaringer, og vi skulle føle trang til at sige: "Hvis Herren ikke vandrer med, så lad os
ikke drage herfra." Vi vil sige til de hellige, som kommer her, at vi har lagt grundvolden til
Guds folks indsamling til dette sted, og de forventer, at når de hellige virkelig kommer,
vil de være under Guds rådgivere, som han har udpeget. De tolv er blevet beskikket til
at råde de hellige i denne sag, og vi forventer, at de, der kommer her, vil sende deres
vismænd i forvejen i henhold til åbenbaring; eller hvis ikke det er praktisk, at de da

Side 213
underlægger sig det råd, som Gud har givet, ellers kan de ikke modtage en arv blandt
de hellige eller betragtes som Guds folk, og de vil da blive behandlet som overtrædere
af Guds love. Vi prøver her på at omgjorde vore lænder og udrense dem blandt os, der
øver ugudelighed; og vi håber, at når vore brødre ankommer udefra, at de vil hjælpe
os med at rulle dette gode værk fremad og at fuldføre denne store plan, så "Zion må
blive opbygget i retfærdighed og alle nationer flokkes til dets banner", at vi som Guds
folk under hans vejledning og i lydighed mod hans lov må vokse i retfærdighed og
sandhed, at når hans planer skal udføres, at vi da må modtage en arv blandt dem, der
er helliggjort. (15. juli 1842). D.H.C. 5:61-66.

Nauvoo, 30. juli 1842.
Profetens brev til guvernør Carlin. -
Tilfredshed med guvernørens holdning.
Side 214
Ærede herre! Deres ærede brev af 27. ds. er blevet modtaget gennem generalmajor
Wilson Law. Jeg kan ikke lade denne mulighed gå mig forbi uden at overbringe Dem
min varmeste tak for den venlige behandling, min frue og hendes ledsagere modtog
under det sidste besøg, og også for de venlige følelser, som De giver udtryk for i Deres
brev. Deres excellence kan være overbevist om, at jeg fuldt ud værdsætter dem, og
de skal blive gengældt.
Jeg er fuldkommen tilfreds med hensyn til det emne, der er under overvejelse,
og med Deres bemærkninger. Jeg betragter mig selv og vore borgere sikret mod
overlast under lovens brede baldakin under Deres administration. Vi ser hen til Dem for
beskyttelse i tilfælde af voldshandlinger, der skulle blive begået mod os, idet vi ved, at
vor uskyld med hensyn til alle de i omløb værende beskyldninger og sigtelser vil blive
tilbørligt fastslået overfor en oplyst offentlighed.
Enhver tjeneste, vi kan yde staten til enhver tid, vil blive gjort med glæde, thi det er
vort mål og vor stræben at være til tjeneste for vort land.
Med al agtelse og respekt er jeg Deres ringe tjener.
- D. H. C. 5:83.
JOSEPH SMITH.

Side 215
Profeti, at de hellige vil blive fordrevet til Klippebjergene.
Lørdag, den 6. august 1842. - Satte over floden til Montrose, Iowa, i selskab
med general Adams, oberst Brewer og andre og overværede indsættelsen af
embedsmændene i frimurerordenen "Rising Sun Lodge Ancient York Masons" i
Montrose ved general James Adams, Illinois' stedfortrædende stormester. Medens
stormesteren var optaget af at give den udkårne stormester de nødvendige
instruktioner, havde jeg en samtale med en del brødre i skyggen af bygningen
angående vore forfølgelser i Missouri og det bestandige besvær, der har fulgt os, siden
vi blev fordrevet fra den stat. Jeg profeterede, at de hellige fortsat ville lide megen sorg
og elendighed og ville blive fordrevet til Klippebjergene, mange ville falde fra, andre
ville blive dræbt af vore forfølgere eller miste livet som følge af deres udsatte stilling
eller sygdom, og nogle af jer vil leve for at drage derud og hjælpe med til at oprette
kolonier og bygge byer og se de hellige blive et mægtigt folk midt i Klippebjergene. (6.
august 1842). D. H. C. 5:85.

Lykke er formålet med livet.
Side 216
Lykke er formålet og hensigten med vort liv og vil blive det endelige resultat, dersom vi
vandrer ad den vej, der fører dertil, og denne vej eller sti er dyd, oprigtighed, trofasthed,
hellighed og efterlevelse af alle Guds bud og befalinger. Men vi kan ikke holde alle
budene uden først at kende dem, og vi kan ikke vente at kende alt eller mere, end vi
nu kender, dersom vi ikke retter os efter og holder de bud, vi allerede har modtaget.
Det, der er forkert under visse forhold, kan være og er ofte rigtigt under andre.
Gud sagde: "Du må ikke slå ihjel." Ved en anden lejlighed sagde han: "Du skal
fuldkomment udrydde." Det er det princip, hvorefter den himmelske regering ledes - ved
åbenbaring, indrettet og afpasset efter de forhold, i hvilke rigets børn sættes. Hvad
end Gud forlanger, er rigtigt, ligegyldigt hvad det er, endskønt vi måske ikke kan se
grunden dertil, førend længe efter at begivenhederne har fundet sted. Hvis vi først
søger Guds rige, vil alle gode ting blive tillagt. Således var det med Salomon: først
bad han om visdom, og Gud gav ham den og med den hvert af hans hjertes ønsker,
endog ting, som måske kunne betragtes som værende vederstyggelige for alle, som
kun delvis forstår himlens orden, men som i virkeligheden var rigtige, fordi Gud gav
dem og sanktionerede dem ved særlig åbenbaring.
En fader vil måske give et barn en omgang klø og også med rette, fordi det stjal et
æble; men dersom barnet havde bedt om æblet, og faderen havde givet ham det, ville
barnet have spist det med større appetit; der ville ingen slag være faldet; hele glæden
ved æblet ville have været sikret, al elendigheden ved at stjæle gået tabt.

Hver gave fra Gud er retfærdig.
Side 217
Dette princip vil med rette passe på hele Guds handlemåde med sine børn. Alt, hvad
Gud giver os, er lovligt og rigtigt, og det er rigtigt, at vi skulle glæde os over hans
gaver og velsignelser, når som helst og hvor som helst han er tilbøjelig til at give
dem; men hvis vi skulle bemægtige os de samme velsignelser og glæder uden lov,
uden åbenbaring, uden befaling, ville disse velsignelser og glæder vise sig at være
forbandelser og plager i det lange løb, og vi måtte da lægge os ned i sorg og jammer og
evig beklagelse. Men i lydighed er der glæde og ren glæde; og da Gud har planlagt vor
lykke og alle sine skabningers lykke, har han aldrig og vil aldrig indstifte en forordning
eller give sit folk en befaling, som ikke i sin natur er beregnet på at fremme den lykke,
som han har planlagt, og som ikke vil ende med det største gode og den største
herlighed for dem, som bliver modtagere af hans lov og forordninger. Velsignelser, der
tilbydes, men forkastes, er ikke længere velsignelser, men bliver ligesom talentet, der
blev skjult i jorden af den onde og utro tjener; det lovede gode vender tilbage til giveren;
velsignelsen gives den, som vil modtage og benytte den; thi ham, der har, skal der
gives; og han skal have i overflod, men ham, der ikke har eller ikke vil modtage, skal
det fratages, som han har eller kunne have haft.

Mennesker bliver dømt efter deres gerninger.
Side 218
Vor himmelske Fader er mere fordomsfri og overbærende i sine synspunkter og
uendelig i sin nåde og med sine velsignelser, end vi er rede til at tro eller, modtage,
men er samtidig frygteligere for de ugudelige, forfærdeligere i udførelsen af sine
straffedomme og mere parat til at opdage hvert falsk trin og hver falsk fremgangsmåde,
end vi er i stand til at formode, at han er. Han vil blive udspurgt af sine børn. Han siger:
"Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde;" men hvis I tager det, som ikke er jeres
eget, eller som jeg ikke har givet jer, vil I få jeres belønning ifølge jeres gerninger; men
jeg vil ikke tilbageholde noget, der er godt, fra dem, som vandrer oprigtigt for mig og
gør min vilje i alt - som vil lytte til min røst og til min tjeners røst, som jeg har udsendt;
thi jeg har behag i dem, som flittigt søger at kende mine forskrifter og retter sig efter
mit riges lov, thi alt skal blive åbenbaret dem i min egen belejlige tid, og i enden skal
de have glæde. (27. august 1842). D. H. C. 5:134-136.

REFERAT AF DEN KVINDELIGE
HJÆLPEFORENINGS MØDE -
BEMÆRKNINGER AF PROFETEN
Kirken skal få magt over alle onde magter.
Side 219
Præsident Joseph Smith stod op og sagde: "Jeg er lykkelig og taknemmelig, at jeg har
det privilegium at være til stede ved denne lejlighed. Vore fjender har gjort sig de største
anstrengelser for at føre mig til Missouri og slå mig ihjel; men Herren har spærret dem
vejen, og de har endnu ikke fuldført deres formål. Gud har sat mig i stand til at holde
mig fri af dem. Jeg har stridt en god strid; eftersom jeg har hudflettet hele Bennetts
fordærvede bande.
Mine følelser for øjeblikket er, at eftersom den Almægtige har bevaret mig indtil i
dag, vil han blive ved med at bevare mig ved de helliges forenede tro og bønner, indtil
jeg har fuldført min mission her i livet og grundfæstet præstedømmets fyldes uddeling
så fast i de sidste dage, at alle jordens og helvedes magter og kræfter ikke kan få
overhånd over den.
Denne bestandige forfølgelse minder mig om Frelserens ord, da han sagde til
farisæerne: "Gå hen og sig til denne ræv: Se, jeg uddriver onde ånder og helbreder
syge i dag og i morgen, og på den tredje dag er jeg ved målet." Jeg formoder, at min
himmelske Fader har bestemt, at missourianerne ikke skal få mig i deres magt; hvis de
gør det, vil det være fordi jeg ikke holder mig borte fra dem.
Jeg skal sejre over mine fjender; jeg er begyndt at sejre over dem hjemme, og jeg
skal også gøre det ude omkring. Alle de, der rejser sig imod mig, vil afgjort føle vægten
af deres ugudelighed på deres eget hoved. De, der taler ondt om mig og de hellige,
er uvidende eller vederstyggelige mennesker og fulde af ugudelighed. Al ståhej og alt
postyr og alle beskyldninger, der er blevet rettet mod mig, er som lygtemanden, der
ikke kan findes.
Intet menneske uden fejl.
Selv om jeg gør forkert og begår fejl, så begår jeg dog ikke de fejl, som man beskylder
mig for; det forkerte, jeg begår, er et resultat af den menneskelige karakters svaghed,
ganske ligesom andre mennesker. Intet menneske lever uden fejl. Tror 1 endog Jesus,
hvis han var her, ville være uden fejl i jeres øjne? Hans fjender sagde alt muligt ondt
om ham - de lå alle på lur for at finde fejl og ugudelighed hos ham. Hvor let var det ikke
for Jesus at påpege al ugudeligheden i hjertet hos dem, som han var iblandt!
Størst skade kommer fra små onder.
Det kræves af Herrens tjenere, at de er på vagt imod det, der er beregnet på at
gøre mest skade og størst ulykke. De små ræve ødelægger vinrankerne - små onder
og ulykker gør kirken størst skade. Hvis I nærer dårlige følelser og omtaler dem for
hverandre, har det tendens til at gøre skade og fortræd. Disse ting resulterer i de onder
og ulykker, som er beregnede på at skære halsen over på kirkens ledere.
Når jeg gør det bedste, jeg kan - når jeg udfører det allermest gode, kommer de
værste ting og ugudeligste forhold op imod mig. Jeg vil bede til Gud om, at I må være

Side 220
vise og kloge. Jeg giver jer nu det råd, at hvis I kender noget, der er beregnet på at
forstyrre freden eller såre jeres broders ellers søsters følelser, at I da tier stille, og så
vil der blive gjort mindst fortræd.
Den kvindelige Hjælpeforening har spillet en højst aktiv rolle for at hjælpe mig mod
mine fjender ved at sende bønskrifter til guvernøren for mig. Disse forholdsregler var
alle nødvendige. Kan I ikke se, at jeg forudså, hvad der ville komme, ved profetiens
ånd. Alle disse forholdsregler og de tagne skridt øvede indflydelse på min frigivelse
fra fjendehånd. Hvis disse forholdsregler ikke var blevet taget, ville det være resulteret
i alvorligere følger. Jeg er kommet her for at velsigne jer. Foreningen har gjort det
udmærket; deres grundsætninger er at praktisere hellighed. Gud elsker jer, og jeres
bønner for min skyld vil være til stor nytte; ophør ikke med at lade dem stige op til Gud
bestandigt for min skyld.
Ugudelige menneskers udholdenhed.
Dette folks fjender vil aldrig blive trætte af at forfølge kirken, førend de er blevet
overvundet. Jeg forventer, at de vil stille alt op imod mig, som det er i deres magt, og at vi
vil få en lang og frygtelig kamp. Den, der vil anvende den sande kristne krigerfærd imod
fordærv og misbrug i disse sidste dage, vil til stadighed have ugudelige mennesker og
djævelens engle og mørkets helvedsagtige magter opstillet imod sig. Når ugudelige
og fordærvede mennesker går til kamp, gives der os et kendemærke, hvorved vi kan
dømme, om et menneske benytter sig af den kristne krigerfærd. Når alle mennesker
taler ondt om jer med urette, er I velsignede. Skal man betragte et menneske for at
være dårligt, når folk taler ondt om ham? Nej. Hvis et menneske står op og bekæmper
verdens synd, kan han forvente, at alle ugudelige og fordærvede ånder bliver opstillet
imod ham. Men det vil blot vare en kort tid, så vil alle disse plager og ulykker vendes
bort fra os, hvis vi er trofaste og ikke overvindes af disse onder. Når vi ser begavelsens
velsignelser rulle frem og Guds rige blive større og blive udbredt fra hav til hav, vil vi
glæde os over, at vi ikke blev overvundet af disse tåbelige ting.
Dåb for de døde.
Nogle få meget betydningsfulde ting er blevet tilkendegivet mig under mit fravær
angående læren om dåb for de døde, som jeg vil meddele de hellige næste sabbat,
hvis der ikke sker noget, der vil forhindre mig deri".
* * *
Præsident Smith sagde: "Jeg ønsker at fremkomme med en enkelt bemærkning
angående dåb for de døde, og det vil være tilstrækkeligt for nærværende, indtil jeg
har lejlighed til at diskutere emnet mere indgående - alle personer, der bliver døbt
for de døde, må have en skriver til stede, som kan være øjenvidne til at nedskrive
og bevidne rigtigheden og gyldigheden af optegnelsen. I det store råd vil det være
nødvendigt, at disse ting bliver bevidnet af kompetente vidner. Lad derfor fra nu af
nedskrivningen og bevidnelsen af dåbshandlinger for de døde blive nøje overvåget.
Hvis der viser sig nogen mangel og forekommer nogen efterladenhed, vil det måske
blive på bekostning af vore venner; de vil måske ikke komme frem."1) (31. august
1842). D. H. C. 5:139-141.
1) Se L. & P., afsnit 127, 128.

Forfølgelse de retfærdiges arvelod.
Fra en ledende artikel af profeten i "Times and Seasons".
Forfølgelse de retfærdiges arvelod.
Side 221
Abel blev slået ihjel for sin retfærdigheds skyld, og hvor mange flere er ikke blevet
slået ihjel indtil syndfloden, og som ikke er af særlig betydning for os nu. Men hvis vi
tror på ny åbenbaring, som offentliggjort i "Times and Seasons" i foråret, blev Herrens
profet Abraham lagt på en jernseng for at blive slået ihjel; og forfatteren til de Oprigtiges
Bog, som ikke er blevet modbevist som værende en dårlig forfatter, siger, at han blev
kastet i kaldæernes ild. Moses, den Guds mand, som dræbte en ægyptisk plageånd af
Israels børn, blev fordrevet fra sit land og sin slægt. Elias måtte flygte fra sit land, thi de
stræbte ham efter livet - og ravnene bragte ham føde. Daniel blev kastet i løvekulen;
Mika blev sat på trængselsbrød, og Jeremias blev kastet ind i det snavsede hul under
templet; kom nu disse trængsler over disse Herrens profeter på grund af overtrædelse?
Nej! Det var forfølgelsens jernhånd - ligesom Missouris lænker! Og læg mærke til dette
- når disse gamle profeter led, fulgte Guds hævn i rette tid og overlod de ugudelige
modstandere af Herrens salvede til samme skæbne som Sodoma og Gomorra, som
ægypterne, som Jesabel, der blev ædt af hunde; og som hele Israel, der blev ført bort
i fangenskab, til Herren havde opbrugt sin vrede på dem - lige til vor tid.
Lad os komme til Det nye Testamentes tid - så mange priser stadig Herren og hans
apostle. Vi vil begynde med Johannes Døberen. Da Herodes's forordning blev udsendt
for at udrydde de små børn, var Johannes omkring 6 måneder ældre end Jesus, og
faldt ind under denne djævelske forordning, og Zakarias fik hans moder til at bringe
ham ud i bjergene, hvor han levede af græshopper og vilde biers honning. Da hans
fader nægtede at afsløre hans skjulested, og da han det år gjorde tjeneste i templet,
blev han slået ihjel mellem forhallen og alteret, som Jesus sagde. Johannes's hoved
blev bragt ind til Herodes, sønnen af denne barnemorder, på et fad - til trods for, at der
aldrig var født en større profet af en kvinde end ham!
Jesus, Guds Søn, blev kortfæstet med hænder og fødder naglet til korset!
De hellige hærdes gennem prøver og trængsler.
Det er en skam for de hellige at tale om revselser og overtrædelser, når alle de
hellige før dem, profeter og apostle, har måttet gennemgå store prøver; hvad enten
det er en Herodes, en Nero eller en guvernør Boggs, der forårsager trængselen eller
blodsudgydelsen, er det samme - disse mordere vil få deres belønning og de hellige
deres. Hvor mange har måttet gå med fåreskind og gedeskind og leve i huler og
klipperevner, fordi verden ikke var værdig til deres selskab! Og var overtrædelse eller
tugtelse forbundet med deres udelukkelse fra samfundets glæder? Nej! Men husk,
brødre, at den, der forarger en af de mindste af de hellige, ville være bedre faren med
en møllesten bundet til halsen og han og stenen styrtet i havets dyb! Husk, at den, der
giver en kop koldt vand i en discipels navn til en af de hellige i fængsel, eller som er
stængt ude fra venner på grund af fortrædelige processer med forfølgelse til mål, skal
på ingen måde miste sin løn.
Lad os aldrig, så længe frihedens ånd eller en helligs dyd er en del af mennesket
og findes på jorden, høre om sådanne, der bekender, at de ledes og styres af Guds
lov og gør deres klæder rene i Lammets blod og viger tilbage for at give dem hjælp,
der bærer Herrens ark - i farens stund!

Dåb.
Side 222
Når vi gennemgår Bibelens hellige blade og gransker profeternes og apostlenes
udtalelser, finder vi intet emne, der er så nøje forbundet med frelse som netop dåben.
Lad os imidlertid for det første forstå, at ordet døbe stammer fra det græske ord
"baptiso" og betyder at nedsænke, og at bestænke stammer fra det græske ord
"rantiso" og betyder at overdrysse med smådele; derefter kan vi behandle emnet som
et, der er uadskilleligt forbundet med vort evige velfærd og altid huske på, at det er den
eneste metode, hvorigennem vi kan opnå syndernes forladelse her i verden og blive
beredt til at gå ind til vor Herres glæde i den kommende verden,
Da det er en velkendt sag, at forskellige meninger og opfattelser leder og styrer en
stor del af den sekteriske verden med hensyn til denne betydningsfulde evangeliske
forordning, vil det måske ikke være af vejen at fremsætte de opgaver og befalinger,
som Jesus selv har desangående. - Han sagde til de tolv eller rettere sagt de elleve
dengang: Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i
Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som
jeg har befalet jer. Således findes det nedskrevet hos Mattæus. I Markus har vi disse
betydningsfulde ord: Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen! Den,
som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt. Og
for at vise, hvorledes de troende skal kunne kendes fra de vantro, fortsætter han og
siger: Og disse tegn skal følge dem, der tror: i mit navn skal de uddrive onde ånder; de
skal tale med nye tunger; de skal tage på slanger, og hvis de drikker dødbringende gift,
skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske. Og i
Lukas finder vi denne afsluttende passus - at det var nødvendigt, at Kristus skulle dø
og opstå den tredje dag - at der i hans navn skulle prædikes omvendelse til syndernes
forladelse for alle folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. Og I skal være vidner om
dette.
Vidner.
Vi vil nu undersøge vidnerne. Som det vil huskes, skulle de vente i Jerusalem, til de
blev udrustet med magt fra det høje og så gå ud og lære alle nationer, hvad Herren
havde befalet dem. Da Peter havde rigets nøgler, vil vi først undersøge ham.
Da der på pinsefestens dag ifølge Markus fandt en vidunderlig udfoldelse af
nådegaver sted, stak det mange i hjertet, og de sagde til Peter og til de øvrige apostle:
Brødre! hvad skal vi gøre? Peter sagde til dem: Omvend jer og lad jer døbe hver især
i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave, etc.
- Her siger et af vidnerne i så mange ord, omvend jer og lad jer døbe. Og vi er af den
mening, at Peter, som var blevet undervist af Herren og havde fået fuldmagt af Herren
og var udrustet af Herren, ville være en lige så korrekt rådgiver eller udsending, som vi
eller de kunne henvende sig til for at få den rette vej at vide til at indtræde i Guds rige.
Lukas siger atter i sin optegnelse af Apostlenes Gerninger: Medens Apollos var i
Korint, skete det, at Paulus, efter at være rejst gennem de højereliggende landsdele,
kom ned til Efesus. Der traf han nogle disciple og spurgte dem: Fik I Helligånden, da I
kom til troen? De svarede: Vi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd. Han spurgte
så: Hvilken dåb blev I da døbt med? De svarede: Med Johannes's dåb. Da sagde
Paulus: Johannes døbte med omvendelses-dåb, og han sagde til folket, at de skulle
tro på den, som kom efter ham, det vil sige: på Jesus. Da de hørte dette, lod de sig

Side 223
døbe i Herren Jesu navn. Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden
over dem, og de talte i tunger og profeterede.
Af ovennævnte vidner lærer vi, at dåb var det fundamentale grundlag, hvorpå de
kunne modtage den Helligånds gave. Det synes at fremgå af ovenstående, at en eller
anden sekterisk jøde havde døbt som Johannes, men havde glemt at fortælle dem, at
der skulle følge en efter ved navn Jesus Kristus, for at døbe med ild og den Helligånd,
hvad der viste disse nyomvendte, at deres første dåb var ugyldig, og da de hørte dette,
lod de sig døbe med glæde, og efter at de havde fået håndspålæggelse, modtog de
nådegaverne ifølge forjættelsen og talte i tunger og profeterede. *** Apostler. siger, at
evangeliet er en Guds kraft til frelse for dem, som tror; han fortæller os også, at liv
og udødelighed blev bragt frem i lyset gennem evangeliet; og da skriften, som Paulus
sagde til galaterne, forudså, at det er af tro, Gud ville retfærdiggøre hedningerne,
forkyndte den forud Abraham evangeliet: I dig skal alle folkeslagene velsignes.
Evangeliet altid det samme.
Hvis vi nu tager det for givet, at skriften siger, hvad den mener, og mener, hvad den
siger, har vi tilstrækkelig grund til at gå videre og bevise fra Bibelen, at evangeliet
altid har været det samme; forordningerne til at opfylde dets krav de samme, og
embedsmændene til at fungere deri de samme, og tegnene og frugterne, der er et
resultat af forjættelserne, de samme: da Noa var en retfærdighedens forkynder, må han
derfor være blevet døbt og ordineret til præstedømmet ved håndspålæggelse etc. Thi
ingen tiltager sig selv den værdighed, men må som Aron kaldes dertil af Gud, og Aron
blev døbt i skyen og i havet sammen med hele Israel, som det fortælles af apostlen i
brevet til korinterne. Denne kendsgerning vises på denne måde: omskærelsens pagt,
som blev indgået med Abraham og til stadighed blev praktiseret indtil Israels afrejse
fra Ægypten, blev afskaffet i ørkenen i fyrretyve år - og fornyet af Josua, efter at han
havde overskredet Jordan og slået lejr i Gilgal, hvor han forfærdigede skarpe knive og
omskar hele den mandlige del af kirken.
Mennesket må fødes påny.
Nikodemus kom til Jesus om natten og sagde til ham: Rabbi! vi ved, at du er en lærer,
som er kommen fra Gud; thi ingen kan gøre de tegn, som du gør, uden Gud er med
ham. Jesus svarede og sagde til ham: Sandelig siger jeg dig, ingen kan se Guds rige,
hvis han ikke bliver født påny. Nikodemus siger til ham: Hvorledes kan et menneske
fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders
liv og fødes? Jesus svarede: Sandelig, sandelig siger jeg dig, ingen kan komme ind i
Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og ånd. Dette Jesu stærke og positive svar
med hensyn til dåben afgør spørgsmålet: Hvis Gud er den samme i går, i dag og til evig
tid, er det intet under, at han er så afgjort og bestemt i den store erklæring: Den, som
tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt. Der
blev ikke givet noget andet navn under himlen, ej heller tilladt nogen anden forordning,
hvorved menneskene kunne blive frelst: Intet under, at apostlen sagde, at "når I bliver
begravet med ham ved dåben", skal I opstå fra de døde! Intet under at Paulus måtte
opstå og lade sig døbe og bortvaske sine synder: Intet under at engelen sagde til den
gode gamle Kornelius, at han måtte sende bud efter Peter for at erfare, hvorledes han
skulle blive frelst: Peter kunne døbe, og engle kunne ikke, så længe der var lovligt
indsatte embedsmænd i kødet, der havde rigets nøgler eller præstedømmets magt og
myndighed. Der findes endnu et bevis i denne sag, og det er, at Jesus ikke selv, da

Side 224
han viste sig for Paulus på vejen til Damaskus, fortalte ham, hvorledes han kunne blive
frelst. I kirken havde han først sat apostle og for det andet profeter for at gøre de hellige
fuldt beredt til deres tjenestegerning etc.; og da den store himmelske regel ifølge Amos
3:7 var, at intet nogensinde skulle gøres på jorden, uden at Herren ville have åbenbaret
sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne, så kunne Paulus ikke lære så meget af
Herren med hensyn til sin pligt i menneskets fælles frelse, som han kunne af et af Kristi
sendebud, kaldet med samme himmelske kald af Herren og udrustet med samme magt
fra det høje - så at det, som de løste på jorden, skulle være løst i himlen, og det, som
de bandt på jorden, skulle være bundet i himlen: Han, Herren, er præst for altid efter
Melkisedeks orden og Guds salvede Søn fra før verdens grundlæggelse, og de er Jesu
avlede sønner gennem evangeliet for at lære alle nationer - og se, jeg er med jer altid til
verdens ende - det vil sige - med den anden talsmand, som verden ikke kan modtage
- thi I er vidnerne - idet I har vidnesbyrdet om Jesus, hvad der er profetiens ånd.
Nødvendigheden af omvendelse.
Af det, der allerede er blevet fremsat som vidnesbyrd for at bevise, at intet menneske
kan frelses uden dåb, vil det ses og erkendes, at hvis der var synd blandt menneskene,
var omvendelse lige så nødvendig i den ene tidsalder som i den anden - og at intet
menneske kan lægge nogen anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus
Kristus. Hvis Abel da var en retfærdig mand, måtte han blive ved at holde budene;
hvis Enok var retfærdig nok til at komme ind i Guds nærværelse og vandre med ham,
må han være blevet det ved at holde hans bud og befalinger, og det gælder ethvert
retfærdigt menneske, hvad enten det var Noa, en forkynder af retfærdighed; Abraham,
de troendes fader; Jakob, den, der kæmpede med Gud; Moses, manden, som skrev om
Kristus og frembragte loven ved befaling som en tugtemester for at bringe menneskene
til Kristus, eller hvor vidt det var Jesus Kristus selv, som ikke havde omvendelse behov,
da der ikke fandtes synd hos ham; ifølge hans højtidelige erklæring til Johannes: Lad
det nu ske: thi intet menneske kan komme ind i Guds rige uden at adlyde denne
forordning; thi således sømmer det sig for os at fuldkomme AL RETFÆRDIGHED. Det
er altså ganske afgjort, at dersom det sømmede sig for Johannes og Jesus Kristus,
Frelseren, at fuldkomme al retfærdighed ved at blive døbt - så vil det også sømme sig
for enhver anden, som søger himmeriges rige, at gå og gøre det samme; thi han er
døren, og hvis nogen klatrer ind ad anden vej, så er han en tyv og en røver!
Dåb kræves i alle tidsaldre.
I verdens tidligere tidsaldre, før Frelseren kom her i kødet, blev "de hellige" døbt i
Jesu Kristi navn, han, der skulle komme, fordi der aldrig nogensinde har været noget
andet navn, hvorved folk kunne blive frelst; og efter at han var kommet i kødet og blev
korsfæstet, blev de hellige døbt i Jesu Kristi navn, han, som blev korsfæstet, opstod fra
de døde og opsteg til himlen, at de kunne blive begravet i dåben ligesom han og opstå
i herlighed ligesom han, at ligesom der kun var en Herre, en tro, en dåb og en Gud
og Fader til os alle, således skal der også kun være en dør til lyksalighedens boliger.
Amen. (1. september 1842). T. & S. 3:902-905.

"KENDSGERNINGER ER
IKKE LETTE AT MODBEVISE"
Jarediternes og nephiternes storhed.
Side 225
Af et uddrag af "Stephens' Incidents of Travel in Central America" (Stephens'
Rejseoplevelser i Centralamerika) vil man kunne se, at beviset på nephiternes
og lamaniternes bosættelse på det amerikanske fastland udvikler sig på en mere
tilfredsstillende måde, end den mest forhåbningsfulde troende på den åbenbaring
kunne have ventet. Det giver os afgjort en tilfredsstillelse, som menneskeheden ikke er
i besiddelse af, at reklamere for sådanne betydningsfulde udviklinger af dette mægtige
folks rester og ruiner.
Når vi læser i Mormons Bog, at Jared og hans broder kom til det amerikanske
fastland fra Babelstårnet og levede her mere end tusinde år og dækkede hele fastlandet
fra kyst til kyst med byer og landsbyer; og at Lehi drog ned til Det røde Hav til det store
sydlige ocean og krydsede havet til Amerika og landede lidt syd for landtungen ved
Darien og forbedrede og kultiverede landet ifølge Herrens ord som en gren af Israels
hus, og så lærer en så god traditionel beretning som nedenstående, kan vi ikke andet
end tro, at Herren har en hånd med i udførelsen af sine mærkelige handlemåder og
i at bevise, at Mormons Bog er sand i alle menneskers øjne. Nedenstående afsnit
kommer så nær den virkelige kendsgerning, som de fire evangelister gør med Jesu
korsfæstelse. Det er ganske afgjort, at "kendsgerninger er ikke lette at modbevise".
Sådan vil det være, som det altid har været; verden vil bevise, at Joseph Smith er en
sand profet ved beviser på anden hånd som det skete med Moses og Elias. Læs nu
Stephens' beretning:
"Ifølge Fuentes, Guatemalas krønikeskriver, nedstammede kongerne af Quiche og
Cachiquel fra toltekerne, som, da de kom her til landet, allerede fandt det beboet af folk
af forskellige nationaliteter. Ifølge Don Juan Tørres' manuskripter (et barnebarn af den
sidste konge over quiche-indianerne), som var i den generalløjtnants besiddelse, der
blev udnævnt af Pedro de Alvarado, og som Fuentes siger, han fik fat på ved hjælp
af fader Francis Vasques, franciskanerordenens historiker, nedstammede toltekerne
selv fra Israels hus, som Moses udfriede af Faraos tyranni, og som, efter at de havde
krydset Det røde Hav, henfaldt til afgudsdyrkelse. For at undgå Moses's irettesættelser
eller af frygt for hans tugtende og revsende hånd, skilte de sig ud fra ham og hans
brødre, og under ledelse af deres høvding Tanub drog de fra det ene fastland til det
andet, til et sted, som de kaldte de syv huler, en del af Mexico, hvor de grundlagde den
berømte by Tula." (15. september 1842). T. & S. 3:921-922.

Følgerne af ikke at tage imod råd.
Side 226
Omkring kl. 10 om formiddagen red jeg op og beskuede templet. Jeg gav udtryk for min
tilfredshed med de forskellige arrangementer og var glad over de fremskridt, der var
blevet gjort "med opførelsen af denne hellige bygning. Efter at jeg havde talt med flere
af brødrene og havde givet utallige banden, som var meget glade for igen at se deres
profet, vendte jeg hjem; men kort efter gik jeg over til forretningen, hvor der var samlet
en hel del brødre og søstre, som var kommet om morgenen fra New York, Long Island
o. s. v. Efter at ældsterne Taylor, Woodruff og Samuel Bennett havde talt til brødrene
og søstrene, talte jeg længe til dem og viste dem, ad hvilken vej de skulle vandre, og
hvorledes de skulle forholde sig ved opkøb af jord etc.
Jeg viste dem, at det var almindeligt, at når brødrene ikke tog imod råd og vejledning,
blev de utilfredse og knurrede; mange var, når de kom her, utilfredse med visse af de
helliges opførsel, fordi ikke alting blev gjort fuldkomment rigtigt, og så bliver de vrede,
og på denne måde får djævelen magt over dem til at udrydde dem. Jeg fortalte dem, at
jeg blot var et menneske, og at de ikke måtte forvente, at jeg er fuldkommen; hvis de
ventede fuldkommenhed af mig, ville jeg vente det af dem; men dersom de ville bære
over med mine svagheder og brødrenes svagheder, så ville jeg ligeledes bære over
med deres svagheder.
Jeg fortalte dem, at det var sandsynligt, at jeg igen måtte skjule mig i skovene, men
de måtte ikke blive modløse, men opbygge byen og templet etc. Når mine fjender tager
mine rettigheder bort fra mig, så vil jeg holde det ud og holde mig borte; men hvis de
tager jeres rettigheder bort, vil jeg kæmpe for jer. Jeg velsignede dem og tog af sted.
(29. oktober 1842). D. H. C. 5:181.

Kristi regering i tusindårsriget.
Side 227
Medens jeg talte med folk hos dommer Adams i aftenens løb, sagde jeg, at Kristus og
de opstandne hellige vil regere over jorden i de tusinde år. De vil sandsynligvis ikke bo
på jorden, men vil besøge den, når det passer dem, eller når det er nødvendigt at styre
den. Der vil være ugudelige') mennesker på jorden i de tusinde år. Hedningenationerne,
som ikke vil komme for at tilbede Herren, vil blive hjemsøgt med Guds straffedomme
og må med tiden blive udryddet af jorden (30. december 1842). D. H. C. 5:212.
1) Profetens udtalelse om, at der vil findes ugudelige mennesker på jorden
under tusindårsriget har forårsaget stor forvirring i mange menneskers sind,
som har læst i skriften mange steder, at når Kristus kommer, vil jorden
blive renset for sin ugudelighed, og at de ugudelige ikke skal bestå, men
skal blive fortæret. Se L. & P. 5:18-19, 29:8-10, 101:23-25; Esajas 24:1-3;
Malakias 4:1. De ildesindede indbyggere, de, der "elsker og øver løgn" og
gør sig skyldige i al slags fordærv, vil blive fortæret og forgå, når Kristus
kommer. Ved at anvende udtrykket "ugudelige mennesker" i denne belæring
i dommer Adams' hjem, gjorde profeten det på samme måde, som Herren
anvender i det 84. kapitel i Lære og Pagter, 49-53. Herren taler i disse
skriftsteder om dem, som ikke har antaget evangeliet, som værende under
syndens bånd og derfor "ugudelige". Mange af disse mennesker er ganske
vist hæderlige og mennesker, der lever et rent liv, men de har ikke antaget
evangeliet. Indbyggerne af den terrestriale orden vil forblive på jorden under
tusindårsriget, og disse mennesker er uden evangeliets forordninger. Se L.
& P. 76:73-76.

Hvad udgør en profet?
Side 228
Hvis noget menneske skulle spørge mig, om jeg var en profet, ville jeg ikke nægte det,
da det ville gøre mig til en løgner; thi ifølge Johannes er Jesu vidnesbyrd profetiens
ånd; hvis jeg derfor gør krav på at være et vidne eller en lærer og ikke har profetiens
ånd, som er Jesu vidnesbyrd, må jeg være et falskt vidne; og dersom jeg er en sand
lærer og et sandt vidne, må jeg være i besiddelse af profetiens ånd, og det udgør en
profet; og et hvilket som helst menneske, der siger, at han er en lærer eller forkynder
af retfærdighed og fornægter profetiens ånd, er en løgner, og sandheden er ikke i ham;
og ved hjælp af denne nøgle kan falske lærere og bedragere afsløres. (30. december
1842). D. H. C. 5:215-216.

Negrenes stilling.
Side 229
Klokken fem tog jeg hen til mr. Sollars sammen med ældsterne Hyde og Richards.
Ældste Hyde spurgte om negrenes stilling. Jeg svarede, at de kom ind i verden som
slaver, mentalt og fysisk. Lad os forandre deres stilling til de hvides, så vil de blive
som dem. De har en sjæl og er emner for frelse. Tag til Cincinnati eller en hvilken som
helst anden by og find en neger med en god uddannelse, som kører i sin vogn, og så
vil I se et menneske, der i kraft af sine egne evner har hævet sig til sin ophøjede og
respektable stilling. Slaverne i Washington er mere forfinede og dannede end mange
i høje stillinger, og de sorte vil overstråle mange af dem, som de børster og betjener.
Ældste Hyde bemærkede: "Sæt dem på lige fod med mig, så vil de hæve sig over
mig." Jeg svarede, hvis jeg løftede jer op til at være min ligemand, og så forsøgte at
undertrykke jer, ville I da ikke blive vrede og prøve på at hæve jer over mig, som Oliver
Cowdery, Peter Whitmer og mange andre, som sagde, jeg var en falden profet, og de
var i stand til at lede folket, endskønt jeg aldrig forsøgte at undertrykke dem, men havde
altid hævet dem op? Hvis jeg havde noget at gøre med negrene, ville jeg ved nøjagtig
lovgivning begrænse dem til deres egen art og race og give dem national ligestilling.

Troens nødvendighed.
Side 230
Da troen mangler, er frugterne udeblevet. Intet menneske havde, siden verden blev
til, tro uden at have noget, der fulgte med. De gamle slukkede ildens magt, undflyede
sværdets od, kvinder fik ved opstandelse deres døde igen o. s. v. Ved tro blev
verdenerne skabt. Et menneske, som ikke har nogen af gaverne, har ingen tro; og
han bedrager sig selv, hvis han mener, han har. Troen har manglet, ikke alene blandt
hedningerne, men også i den erklærede og udtalte kristenhed, så man ikke har haft
tungetale, helbredelser, profeti og profeter og apostle og alle gaver og velsignelser.
Nogle i selskabet mente, at jeg ikke vær en særlig ydmyg profet, så sagde jeg til
dem: "Jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet" og vil et øjeblik personificere Jesus for at
illustrere og belyse princippet og råbte med høj røst: "Ve jer, I læger, ve jer, I sagførere
og lovkyndige, ve jer, I farisæere og hyklere!" Men I kan ikke finde et sted, hvor jeg
nogensinde tog hen, hvor jeg fandt fejl ved maden eller det, de bød os at drikke, deres
hjem, deres værelser; nej aldrig; og det er det, der menes med Jesu sagtmodighed
og ydmyghed.

Falske rygter og beretninger.
Side 231
Mr. Sollars sagde, at James Mullone fra Springfield fortalte ham følgende: "Jeg har
været i Nauvoo og set profeten Joe Smith: han havde en grå hest, og jeg spurgte ham,
hvor han havde fået den, og Joe sagde: "Ser De den hvide sky der." "Ja." "Ser De, da
den kom, fik jeg hesten fra den sky." Det er et godt eksempel på de ti tusinde tåbelige
løgne, som dette slægtled bringer til torvs for at bringe sandheden og dens forkæmpere
i vanry.
Hvad er det, der i almindelighed inspirerer dem, der bekender sig til kristendommen
med et håb om frelse? Det er den glatte, raffinerede og blaserte indflydelse fra
djævelen, hvormed han bedrager hele verden. Men, sagde mr. Sollars: "Kan jeg ikke
omvende mig og lade mig døbe og ikke lægge mærke til drømme, syner og andre af
Åndens gaver?" Jeg svarede: "Sæt at jeg er ude at rejse og er sulten og træffer på
en mand, som jeg fortæller, at jeg er sulten, og han beder mig om at gå derover, hvor
der er et gæstgiveri, gå og bank på, og du må rette dig efter alle husets regler, ellers
kan du ikke få din sult stillet; bank på, bestil mad, sid ned og spis; - jeg går så hen
og banker på og beder om mad og sætter mig ved bordet, men spiser ikke, vil jeg da
stille min sult? Nej, jeg må spise. Gaverne er maden, og Åndens nådesbevisninger
er Åndens gaver. Da jeg først begyndte dette værk og havde fået to-tre mennesker
til at tro, tilbagelagde jeg sammen med Oliver Cowdery tredive (engelske) mil for at
besøge dem. Vi havde kun een hest tilsammen. Da vi kom, overfaldt en pøbelhob på
omkring hundrede mennesker os, før vi havde tid til at spise, og jagede os hele natten;
vi kom hjem igen lidt efter daggry, idet vi i alt havde tilbagelagt 60 mil, og uden mad.
Jeg har ofte rejst hele natten for at besøge brødrene, og når jeg har rejst for at prædike
evangeliet for fremmede, er jeg hyppigt blevet afvist uden at få vådt eller tørt." (2. januar
1843). D. H. C. 5:217-219.

Guds rige.
Side 232
Nogle mennesker siger, at Guds rige ikke blev oprettet på jorden førend pinsefestens
dag, og at Johannes ikke prædikede omvendelsens dåb til syndernes forladelse; men
jeg siger, i Herrens navn, at Guds rige blev oprettet på jorden lige fra Adams dage til
nærværende tid. Når som helst der har været en retfærdig mand på jorden, til hvem Gud
åbenbarede sit ord og gav magt og myndighed til at handle i sit navn, og hvor der findes
en Guds præst - en præst, som har magt og myndighed fra Gud til at gøre tjeneste i
evangeliets forordninger og fungere i Guds præstedømme, der er Guds rige; og som
følge af forkastelsen af Jesu Kristi evangelium og profeterne, som Gud har udsendt, har
Guds straffedomme hvilet over folk, byer og nationer i de forskellige tidsaldre i verden,
hvad der var tilfældet med byerne Sodoma og Gomorra, som blev ødelagt, fordi de
forkastede profeterne.

Hvor Guds rige ikke er, dér findes ikke nogen frelse.
Side 233
Nu vil jeg aflægge mit vidnesbyrd. Jeg bryder mig ikke om, hvad folk siger. Jeg taler
frimodigt og redeligt og med magt og myndighed. Hvordan er det med Guds rige? Hvor
begyndte Guds rige? Hvor Guds rige ikke er, der findes der ikke nogen frelse. Hvad
udgør Guds rige? Hvor der findes en profet en præst eller en retfærdig mand, til hvem
Gud giver sine svar, der findes Guds rige; og hvor Guds ord ikke findes, der er Guds
rige ikke.
Med disse bemærkninger hentyder jeg ikke til de jordiske riger. Vi vil holde landets
love; vi taler ikke imod dem; vi har aldrig gjort det, og vi kan knap nok nævne staten
Missouri, tale om vore forfølgelser der, førend råbet går ud, at vi er skyldige i tyveri,
indbrudstyveri, brandstiftelse, forræderi, mord o. s. v., o. s. v., hvad der er usandt. Vi
taler om Guds rige på jorden, ikke menneskenes riger.

Nødvendigheden af åbenbaring.
Side 234
Mange mennesker i vor tid er af den opfattelse, at vi ikke har nogen ret til at modtage
åbenbaringer; men dersom vi ikke får åbenbaringer, har vi ikke Guds ord; og dersom
de ikke har Guds ord, er de ikke Guds folk. Men sig mig, hvad vil der blive af verden
eller de forskellige religionsbekendere, som ikke tror på åbenbaring og Guds ord som
en vedvarende del af hans kirke i alle tidsaldre, når han har et folk på jorden? Jeg siger
jer i Jesu Kristi navn, at de vil blive fordømt, og når I kommer ind i den evige verden,
vil I opdage, at det forholder sig stiledes, de kan ikke undfly helvedes fordømmelse.

Side 235
Johannes havde det aronske præstedømmes nøgler.
Når vi taler om det evangelium og den dåb, som Johannes forkyndte, vil jeg sige, at
Johannes kom og prædikede evangeliet til syndernes forladelse; han havde sin magt
og myndighed fra Gud, og Guds ord var med ham, og Guds rige syntes for en stund at
være hos Johannes alene. Herren lovede Zakarias, at han skulle få en søn, som var en
efterkommer af Aron, idet Herren havde lovet, at præstedømmet skulle vedblive hos
Aron og hans sæd i deres slægtled. Lad intet menneske tiltage sig selv den værdighed,
medmindre han bliver kaldet af Gud, som Aron blev, og Aron modtog sit kald ved
åbenbaring. En Guds engel viste sig også for Zakarias, medens denne var i templet,
og fortalte ham, at han skulle få en søn, hvis navn skulle være Johannes, og han skulle
blive fyldt med den Helligånd. Zakarias var en Guds præst og gjorde tjeneste i templet,
og Johannes var præst efter sin fader og havde det aronske præstedømmes nøgler
og blev af Gud kaldet til at prædike Guds riges evangelium. Jøderne, der som nation
er afveget fra Guds lov og Herrens evangelium, beredte vejen for overdragelsen deraf
til ikke-jøderne.
Men, vil en sige, Guds rige kunne ikke oprettes i Johannes's dage, thi Johannes
sagde, at riget var nær forhånden. Men jeg vil spørge, om det kunne være nærmere
dem end at være i Johannes's hænder. Folk behøvede ikke at vente på pinsefestens
dag for at finde Guds rige, thi Johannes havde det med sig, og han kom ud fra ørkenen
og råbte: "Omvend jer, thi himmeriget er kommet nær." Det var det samme som at sige:
"Herude har jeg fået Guds rige, og I kan få det, og jeg kommer efter jer, og hvis I ikke
modtager det, vil I blive fordømt." Og skriften siger, at hele Jerusalem gik ud for at lade
sig døbe til Johannes's dåb. Der fandtes en lovligt indsat formynder, og de, der blev
døbt, var en konges undersåtter; Guds love og ord var der også, og derfor var Guds rige
der; thi intet menneske kunne have bedre myndighed til at forvalte end Johannes, og
vor Frelser underkastede sig selv denne myndighed ved at lade sig døbe af Johannes;
derfor blev Guds rige oprettet på jorden, ja selv i Johannes's dage.

Riget og dets frugter.
Side 236
Der er forskel mellem Guds rige og de frugter og velsignelser, som flyder fra dette rige;
fordi der var flere mirakler, nådegaver, syner, helbredelser, mere tungetale o. s. v. på
Jesu Kristi og hans apostles tid end under Johannes's administration, beviser det ikke
på nogen måde, at Johannes ikke havde Guds rige, slet ikke mere end det ville, at
en kvinde ikke havde en mælkespand, fordi hun ikke havde en spand med mælk, thi
mens spanden kan sammenlignes med riget, kan mælken sammenlignes med rigets
velsignelser.
Johannes var præst efter Arons orden og havde nøglerne til dette præstedømme
og stod frem og prædikede omvendelse og dåb til syndernes forladelse, men råber
samtidig: "Han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er end ikke værdig
til at tage hans sko af; han skal døbe jer med Helligånd og ild," og Kristus kom ifølge
Johannes's ord, og han var større end Johannes, fordi han havde nøglerne til det
melkisedekske præstedømme og Guds rige og havde før åbenbaret præstedømmet
til Moses, men alligevel lod Kristus sig døbe af Johannes for at fuldkomme al
retfærdighed; og Jesus siger i sine læresætninger: "På denne klippe vil jeg bygge min
kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den." Hvilken klippe? Åbenbaring.
Videre siger han: "Ingen kan komme ind i .Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand
og ånd;" og "himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå." Hvis et
menneske bliver født af vand og ånd, kan han komme ind i Guds rige. Det er afgjort,
at Guds rige var på jorden, og Johannes forberedte undersåtter til riget ved at prædike
evangeliet for dem og døbe dem, og han beredte vejen før Frelseren, eller kom som
en forløber og forberedte undersåtter til at forkynde Kristus; og Kristus prædikede over
hele Jerusalem på samme steder, hvor Johannes havde prædiket; og da apostlene
blev udvalgt, virkede de i Jerusalem, og Jesus befalede dem at blive der, til de blev
udrustet med magt fra det høje. Havde de ikke arbejde at udføre i Jerusalem? De
arbejdede også med al flid og beredte folket til pinsefesten. Guds rige var med dem før
pinsefestens dag så vel som efter; og det var også med Johannes, og han prædikede
det samme evangelium og den samme dåb, som Jesus og apostlene prædikede efter
ham. Den begavelse, de var blevet udrustet med, skulle berede disciplene til deres
mission i verden.

Guddommelig magt og myndighed
nødvendig for at gøre forordninger gyldige.
Side 237
Når som helst folk kan finde ud af Guds vilje og finde en husholder, der er lovligt
bemyndiget af Gud, der er Guds rige; men hvor disse ikke findes, er Guds rige ikke. Alle
forordninger, systemer og tjenester på jorden er ikke til nogen nytte for menneskenes
børn, medmindre de er ordineret og bemyndiget af Gud; thi kun en lovligt indsat
husholder vil frelse et menneske; thi ingen andre vil blive anerkendt af Gud eller engle.
Jeg ved, hvad jeg siger: Jeg forstår min mission og gerning. Gud den Almægtige er
mit skjold; og hvad kan mennesket gøre, når Gud er min ven? Jeg vil ikke blive ofret,
førend min tid kommer, og så vil jeg frit lade mig ofre. Alt kød er som græs, og en
guvernør er ikke bedre end andre mennesker; når han dør, er han ikke andet end en
sæk støv. Jeg takker Gud, fordi han har bevaret mig imod mine fjender; jeg har ingen
fjender, undtagen for sandhedens skyld. Jeg har intet andet ønske end at gøre alle
mennesker godt. Jeg føler trang til at bede for alle mennesker. Vi beder ikke noget som
helst folk at bortkaste noget som helst af det gode, de har; vi beder dem kun om at
komme og få mere. Hvad om hele verden ville antage dette evangelium? Så ville de
se øje til øje, og Guds velsignelser ville blive udøst over folket, hvad der er hele min
sjæls ønske. Amen. (22. januar 1843). D. H. C. 5:256-259.

Til redaktøren af "The Wasp":
Politik.
Side 238
Hr. redaktør! Jeg er i den senere tid gentagne gange blevet anmodet om at gøre
noget med henblik på den politiske farce, der er ved at splitte amtet; men da mine
følelser gør oprør imod tanken om at have noget at gøre med politik, har jeg i hvert
enkelt tilfælde nægtet at have noget at gøre med dette. Jeg mener, at politikere ville
gøre vel i at tage sig af deres egne affærer. Jeg ønsker at få lov til at være i fred, så
jeg nøje kan tage mig af kirkens åndelige velfærd.
Vær så venlig at indrykke ovennævnte.
Deres forbundne JOSEPH SMITH
Nauvoo, den 23. januar 1843. - The Wasp, 28. januar 1843, side 3.

Johannes Døberens storhed og mission.
Side 239
Spørgsmålet opstod af Jesu udtalelse: - "Iblandt dem, som er født af kvinder, er der ikke
fremstået nogen større profet end Johannes Døberen; men den mindste i himmeriges
rige er større end han." Hvordan kan det være, at Johannes blev betragtet som en af de
største profeter? Hans mirakler og undergerninger kunne ikke have skabt hans storhed.
1. Han havde fået overdraget den guddommelige mission at berede vejen for Herren.
Hvem har nogensinde fået betroet et sådant hverv før eller siden? Intet menneske.
2. Han havde fået overdraget den betydningsfulde mission at døbe
Menneskesønnen. Hvem anden havde den ære at gøre det? Hvem anden havde et så
stort privilegium og en så stor herlighed? Hvem anden førte Guds Søn ned i dåbens
vande og havde privilegiet at se den Helligånd dale ned som en due eller rettere sagt
i en dues tegn som bekræftelse på denne handling? Duens tegn blev indstiftet før
verdens skabelse, et vidne om den Helligånd, og djævelen kan ikke komme i en dues
tegn. Den Helligånd er en person og er i en persons skikkelse. Den begrænser sig ikke
til duens skikkelse, men i duens tegn. Den Helligånd kan ikke omformes til en due; men
der blev givet Johannes en dues tegn for at bekræfte handlingens sandhed, da duen
er et symbol eller tegn på sandhed og uskyld.
3. Johannes var på det tidspunkt den eneste lovlige husholder i rigets affærer,
som dengang var på jorden, og han sad inde med magtens nøgler. Jøderne måtte
adlyde hans instruktioner og belæringer eller blive fordømt af deres egen lov; og
Kristus selv fuldbyrdede al retfærdighed ved at være lydig mod denne lov, som han
havde givet Moses på bjerget og derved herliggjort den og gjort den hæderlig i stedet
for at ødelægge den. Zakarias's søn fravristede jøderne nøglerne, riget, magten og
herligheden, ved den hellige salvelse og himlens forordning, og disse tre grunde gør
ham til den største profet, født af en kvinde.

Jøderne anså Kristus for at
være den mindste i Guds rige.
Side 240
Det andet spørgsmål: - Hvordan var den mindste i himmeriges rige større end han?
Som svar stillede jeg følgende spørgsmål: Hvem tænkte Jesus på som værende
den mindste? Man betragtede Jesus som den, der havde mindst krav på Guds rige,
og (tilsyneladende) var mindst berettiget, efter deres lettroenhed, som profet; som om
han havde sagt: "Den, som anses for den mindste blandt jer, er større end Johannes
- det vil sige mig selv."

Jesu lignelser og skriftens udlæggelse.
Side 241
Med henblik på den fortabte søn sagde jeg, at det var et emne, som jeg aldrig havde
opholdt mig ved; at det af mange antoges for at være et af skriftens indviklede emner;
og selv denne kirkes ældster har prædiket meget derover uden at kunne udlægge det
efter nogen bestemt rettesnor. Hvad er rettesnoren for udlægning? Simpelthen slet ikke
nogen udlægning. Forstå det nøjagtigt, som det lyder. Jeg har en nøgle, hvormed jeg
forstår skriften. Jeg spørger, hvad var det spørgsmål, der bragte svaret frem, eller fik
Jesus til at fremsætte lignelsen. Det er ikke nationalt; det henviser ikke til Abraham,
Israel eller ikke-jøderne i egenskab af nation, som nogle mener. For at finde ud af dens
mening, må vi grave roden op og se, hvad det var, der fik Jesus til at fremkomme med
udtalelsen.
Når Jesus underviste folket, drog alle toldere og syndere nær til ham for at høre
ham; "og farisæerne og de skriftkloge knurrede og sagde: Denne mand spiser og
drikker sammen med syndere." Det er løseordet, som åbner døren til lignelsen om den
fortabte søn. Det blev givet for at besvare knurren og spørgsmål fra saddukæerne og
farisæerne, som nærede tvivl, fandt fejl og sagde: "Hvorfor spiser en så stor mand, som
han giver sig ud for at være, sammen med toldere og syndere?" Jesus behøvede det
ikke, men han kunne have fundet noget til at illustrere sit emne med, hvis han havde
haft til hensigt at anvende det på en nation eller nationer, men han gjorde det ikke.
Det var for den enkelte, og alt, hvad der går ud over dette, er en boble. "Denne mand
sidder og spiser sammen med syndere."
Og han fortalte dem denne lignelse: "Hvis et menneske har hundrede får, og et af
dem farer vild, vil han så ikke forlade de ni og halvfems i ørkenen og gå ud og lede efter
det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det på
sine skuldre med glæde. Og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer
sammen og siger til dem: Glæd jer med mig; thi jeg har fundet mit får, som jeg havde
mistet. Jeg siger jer: Således bliver der mere glæde i himmelen over een synder, som
omvender sig, end over ni og halvfems retfærdige, som ikke trænger til omvendelse."
De hundrede får repræsenterer hundrede saddukæere og farisæere, som om Jesus
havde sagt: "Hvis I saddukæere og farisæere er i fårefolden, har jeg ikke nogen mission
for jer; jeg er sendt ud for at eftersøge får, der er faret vild; og når jeg har fundet dem,
vil jeg støtte og hjælpe dem og skabe glæde i himlen." Dette forestiller jagten på nogle
få personer eller en stakkels tolder, som farisæerne og saddukæerne foragtede.
Han gav dem også lignelsen om den tabte sølvmønt eller om kvinden, der havde ti
drakmer, og hvorledes hun mistede den ene og ledte ivrigt og fandt den igen, hvad der
skabte større glæde mellem venner og naboer end de ni, som ikke var tabt; som jeg
siger jer, er der glæde i Guds engles nærværelse over en synder, der omvender sig,
mere end over ni og halvfems, der betragter sig som retfærdige; de vil alligevel blive
fordømt; I kan ikke frelse dem. (29. januar 1843). D. H. C. 5:260-262.

En rettelse i skriften.
Side 242
"Ånden går i forbøn for os med uudsigelige sukke." Det ville være bedre at sige: "Ånden
går i forbøn med uudsigelig kraft". (2. februar 1843). D. H. C. 5:264.

En profets kaldelse.
Side 243
Onsdag den 8. februar. - I morges læste jeg tysk og aflagde besøg hos en broder og
søster fra Michigan, som troede, at "en profet altid er en profet;" men jeg fortalte dem,
at en profet kun var profet, når han handlede som sådan. - D. H. C. 5:265.

Den, der søger efter tegn.
Side 244
Da jeg prædikede i Philadelphia, råbte en kvæker om et tegn. Jeg bad ham om at
være stille. Efter prædikenen bad han igen om et tegn. Jeg fortalte forsamlingen,
at vedkommende var ægteskabsbryder, at en ond og vantro slægt søger efter tegn,
og at Herren havde sagt til mig i en åbenbaring, at et hvilket som helst menneske,
der ønskede et tegn, var et menneske, der havde gjort sig skyldig i ægteskabsbrud.
"Det er sandt," råbte en, "for jeg tog ham på fersk gerning," hvad manden bagefter
indrømmede, da han blev døbt. (9. februar 1843). D. H. C. 5:268.

Profetens synspunkter angående
forfatningsmæssige beføjelser.
Side 245
Da vi til stadighed befinder os midt i en strøm af indvandring, mener jeg, at det ikke
alene er klogt, men absolut nødvendigt at beskytte denne bys indbyggere imod at blive
narret af en uægte valuta. Mange af vore venner fra de østlige stater og fra de gamle
lande er fuldstændig ubekendt med bankernes stilling i denne del af landet; og da de
i almindelighed bringer klingende mønt med sig, er de til stadighed i fare for at blive
taget ved næsen af spekulanter. Desuden er der så megen usikkerhed ved de bedste
bankers solvens og betalingsevne, at jeg mener, at det er meget sikrere at anvende et
effektivt møntsystem. Jeg har undersøgt grundloven i den henseende og finder mine
tvivl ubegrundede. Forfatningen eller grundloven er ikke en lov, men den bemyndiger
folket til at lave love. For eksempel styrer forfatningen Iowa, men den er ikke en lov for
folket. Forfatningen fortæller os, hvad der ikke skal være et lovligt betalingsmiddel. Det
10. afsnit erklærer, at intet andet end guld og sølv skal være lovligt betalingsmiddel,
det siger ikke, at guld og sølv skal være lovligt betalingsmiddel. Den foreskriver kun,
at staterne kan lave en lov, som vil gøre guld og sølv til lovligt betalingsmiddel. Jeg
kender ikke nogen stat i Unionen, der har vedtaget en sådan lov, og jeg er sikker på,
at Illinois ikke har gjort det. Den lovgivende forsamling har afstået det privilegium til os
at vedtage sådanne love, som ikke er uforenelige med De forenede Staters forfatning
eller staten Illinois; og vi står i samme forhold til staten, som staten gør det til Unionen.
Den paragraf, der henvises til i forfatningen, er for den lovgivende forsamling - det er
ikke en lov for folket. De forskellige stater, ja endog Kongressen selv, har vedtaget
mange love, der absolut er i modstrid med De forenede Staters forfatning.
Staten Illinois har vedtaget en lov, der gør fast ejendom til lovligt betalingsmiddel
for betaling af gældsbyrder; og hvis vi ikke har nogen lov desangående, må vi følge
denne. Er vi sådanne tåber, at vi lader os lede af dens love, som er forfatningsstridige?
Nej! Vi vil vedtage en lov for guld og sølv; og så hører den af staten vedtagne lov
op, og vi kan opkræve vor gæld. Beføjelser, der ikke er overdraget staterne eller
forbeholdt staterne, er forfatningsmæssige. Forfatningen erkender, at folket har al
magt, der ikke er forbeholdt den. Jeg er jurist; jeg er en stor jurist og gransker jord,
himmel og helvede for at frembringe kundskab, der skal opsluge alle jurister, læger og
andre betydningsfulde personer. Dette er forfatningens lære, så sandt hjælpe mig Gud.
Forfatningen er ikke nogen lov for os, men den skaber betingelser for os, hvorved vi kan
lave love. Hvor den siger, at ingen skal hindres i at tilbede Gud ifølge vedkommendes
egen samvittighed, er den en lov. Ingen lovgivende forsamling kan vedtage en lov,
der forbyder det. Forfatningen tager skridt til at regulere grupper af mennesker og ikke
enkeltpersoner. (25. februar 1843). D. H. C. 5:289-290:

Menneskesønnens "tegn".
Side 246
Min herre! - Blandt de mange tidernes tegn og andre mærkelige ting, som til stadighed
plager menneskenes sind, har jeg lagt mærke til en lille notits i "Chicago Express"
af en vis Hyrum Redding fra Ogle County, Illinois, som hævder, at han har set
Menneskesønnens tegn, som det er forudsagt i det 24. kapitel af Mattæus.
Den løgnagtige hentydning til et "serail" (harem) i sultanens palads, som redaktøren
anvender på mig, kan han anvende på sig selv, thi "hvad hjertet er fuldt af, løber
munden over med." Hvert ærligt menneske, som har besøgt Nauvoo siden dens
grundlæggelse, kan bære vidnesbyrd om bedre ting og sætte mig i forreste række
blandt dem, som kendes for at gøre godt for det godes skyld, og vise alle løgnere,
hyklere og afskyelige mennesker, at mens last og synd sænker dem ned til mørke og
elendighed, ophøjer dyd mig og de hellige til lys og udødelighed.
Redaktøren mener, som så mange andre, "at Joe Smith endelig har fundet sin
ligemand," fordi mr. Redding tror, at han har set Menneskesønnens tegn. Men jeg
vil bruge min ret og erklære, at selv om mr. Redding kan have set en vidunderlig
fremtoning på skyerne en morgenstund omkring solopgang (hvad der ikke er noget
usædvanligt om vinteren), har han dog ikke set Menneskesønnens tegn, som forudsagt
af Jesus; og det har hverken noget menneske eller vil noget menneske, førend efter
at solen er blevet formørket og månen badet i blod; thi Herren har ikke vist mig noget
sådant tegn; og som profeten siger, må det være - "Den Herre Herren gør intet uden
at have åbenbaret sin hemmelighed for sine tjenere, profeterne." (Se Amos 3:7). Hør
derfor dette, o jord: Herren vil ikke komme for at regere over de retfærdige i denne
verden i 1843 og heller ikke, førend alt er rede til Brudgommen.
Deres forbundne JOSEPH SMITH
(28. februar 1843). D. H. C. 5:290-291.

Sjette del
1843-1844
Side 247

En profeti.
Side 248
Jeg profeterede i Herren Jesu Kristi navn, at Orrin Porter Rockwell ville slippe bort fra
missourianerne med ære. (15. marts 1843). D. H. C. 5:305.

Til Borgerne i Nauvoo!
Proklamation.
Side 249
Eftersom det fremgår af offentliggørelsen af de foregående forhandlinger og den
tidligere erklæring, at jeg ikke har ændret mine synspunkter om spørgsmålet at stjæle,
og
Eftersom det forlyder, at der nu eksisterer en bande samvittighedsløse skurke, der
er bundet ved hemmelige edsaflæggelser under trussel om svære straffe i tilfælde af,
at noget medlem af banden røber deres planer om at stjæle og føre ejendele fra sted
til sted op og ned ad Mississippi og andre ruter, og
Eftersom det forlyder, at frygten for eksekveringen af straffen ved at røbe deres
ed forhindrer nogle medlemmer af omtalte hemmelige organisation (som ved løgn og
bedrageri er blevet indfanget i deres snarer) i at røbe samme for landets lovligt indsatte
myndigheder
Bringes det derfor til befolkningens kundskab, at jeg, Joseph Smith, Nauvoos
borgmester, vil tilstå og sikre beskyttelse imod al personligt voldsherredømme til hver
eneste indbygger i denne by, som af egen fri vilje henvender sig til mig og i sandhed
giver navnene på alle sådanne afskyelige personer, som i omtalte hemmelige forening
er beskæftiget med at stjæle eller er medskyldige deri på nogen som helst måde. Og
jeg anmoder høfligst alle lovens håndhævere om at være mig behjælpelige med dette
i denne og omliggende stater at opstøve en bande tyvagtige fredløse og udstøde dem
af vor midte. Givet under min hånd i Nauvoo, den 25. marts 1843.
JOSEPH SMITH, ovennævnte bys borgmester.
- D. H. C. 5:310.

Profeten om Kristi anden tilkommelse.
Bemærkninger ved Kirkens konference.
Side 250
Det spørgsmål er blevet stillet: Kan et menneske, der ikke tilhører kirken, bringe et
medlem for højrådet som anklaget? Mit svar er nej. Hvis jeg i virkeligheden ikke var
kommet ind i dette arbejde og var blevet kaldet af Gud, ville jeg trække mig ud af det.
Men jeg kan ikke trække mig ud af det; jeg nærer ingen tvivl om dets sandhed. Skulle
jeg profetere, ville jeg sige, at enden (verdens) ikke ville komme i 1844, 45 eller 46
eller om fyrre år. Der er dem i den opvoksende slægt, som ikke skal smage døden,
førend Kristus kommer.
Jeg bad engang oprigtigt angående dette emne, og en røst sagde til mig: "Min søn,
hvis du lever, til du er fem og firs år gammel, skal du se Menneskesønnens ansigt." Det
blev overladt til mig at drage mine egne slutninger om dette; og jeg tog mig den frihed
at drage den slutning, at hvis jeg levede til den tid, ville han komme. Men jeg siger
ikke, om han vil komme her eller jeg skal gå, hvor han er. Jeg profeterer i Gud Herrens
navn og lad det blive nedskrevet - Menneskesønnen vil ikke komme i himlens skyer,
før jeg er fem og firs år gammel. Læs så det 14. kapitel i Johannes' Åbenbaring, 6. og
7. vers: "Og derefter så jeg en engel flyve midt oppe under himmelen; han havde et
evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, for alle folkeslag og stammer
og tungemål og folk. Og han råbte med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære; thi nu
er hans doms time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og
havet og kildevældene." Og Hoseas, 6. kapitel: Om to dage etc. - 2520 år, hvad der
bringer os op til 1890. Menneskesønnens komme vil aldrig finde sted - kan aldrig, før
de straffedomme, der er talt om for denne time, er blevet udøst; og disse straffedomme
er blevet påbegyndt. Paulus siger: "I er lysets børn og hører ikke mørket til, så dagen
kan overraske jer som en tyv om natten." Det er ikke den Almægtiges plan at komme
til jorden og knuse den og male den til pulver, men han vil åbenbare det til sine tjenere,
profeterne.
Juda må vende hjem, Jerusalem og templet må blive genopbygget, og der må
komme vand ud under templet, og vandet i Det døde Hav må blive sundt. Det vil
tage nogen tid at genopbygge bymurene og templet etc.; og alt dette må gøres, før
Menneskesønnen vil komme. Der vil blive krige og rygter om krige, tegn på himlen
ovenfor og jorden nedenunder, solen blive forvandlet til mørke og månen til blod,
jordskælv forskellige steder og havene svulme op og gå over deres bredder; så vil der
komme et stort og herligt tegn på himlen af Menneskesønnen. Men hvad vil verden
gøre? De vil sige, at det er en planet, en komet o. s. v. Men Menneskesønnen vil komme
som tegnet på Menneskesønnens komme, der vil blive som morgenlyset, der kommer
fra øst. (6. april 1843). D. H. C. 5:336-337.

Om at forlade møderne henimod slutningen.
Side 251
Præsident Joseph Smith erklærede, at konferencens forretningsanliggender var sluttet,
og resten ville blive viet til belæring og instruktion. Det er en fornærmelse mod et møde,
når folk forlader det lige før det slutter. Hvis de endelig må gå, lad dem så gå en
halv time før. Ingen gentleman vil forlade et møde lige til slut. (7. april 1843). D. H. C.
5:338-339.

Dyrene i Johannes' Åbenbaring.
Profeten udlægger skriften.
Side 252
Det emne, som jeg har i sinde at tale om her til morgen, er et emne, som jeg sjældent
har berørt, siden jeg begyndte min tjenestegerning i kirken. Det er et emne, der har
voldt en hel del spekulation både blandt denne kirkes ældster og blandt tidens teologer:
det er med henblik på de af Johannes Åbenbareren omtalte dyr. Jeg har sjældent
brugt Åbenbaringen som min tekst; men da dette mit emne netop er en stadig kilde
til spekulation blandt ældsterne og forårsager splid blandt dem med hensyn til følelser
og meninger, gør jeg det nu, så at splid og meningsforskelle må blive udryddet, og
ikke så meget fordi korrekt kundskab angående dette emne er så meget tiltrængt for
nærværende.
Det er ikke af særlig stor eller væsentlig betydning for ældsterne at have kendskab
til betydningen af dyr, hoveder og horn og andre figurer, der anvendes i Åbenbaringen;
dog vil det måske være nødvendigt for at forhindre strid og splittelse og afskaffe
uvished. Hvis vi bliver opblæste og tror, at vi har megen kundskab, er vi tilbøjelige til at
få en stridbar ånd, og så er korrekt kundskab nødvendigt for at kaste den ånd ud.
Straffen for uvished.
Det grimme ved at være opblæst med korrekt (men unyttig) kundskab er ikke af så stort
et omfang som det ulyksalige ved strid. Kundskab afskaffer mørke, uvished og tvivl; thi
disse forhold kan ikke eksistere, hvor der findes kundskab.
Der er ingen smerte, der er så forfærdelig som den, der fremkaldes af uvished.
Det er de ugudeliges straf; deres tvivl, ængstelse og uvished forårsager tårer, gråd og
tænders gnidsel.
Kundskab er magt. Gud har mere magt end noget andet væsen, fordi han har større
kundskab, og derfor ved han, hvordan han kan underkaste sig alle ting. Han har magt
over alle. Jeg vil bestræbe mig på at belære jer med henblik på betydningen af de
omtalte dyr og figurer; jeg ville ikke have taget dette emne op til behandling, hvis det
ikke havde været af denne grund. Ældste Pelatiah Brown, en af de klogeste gamle
mænd, vi har blandt os, og som jeg nu ser her, har prædiket om dyret, der var fuldt af
øjne fortil og bagtil; og for dette blev han slæbt hen for at blive forhørt af højrådet.
Højrådet påtog sig at censurere og korrigere ældste Brown på grund af hans
lærdomme med hensyn til dyrene. Hvor vidt de virkeligt korrigerede ham eller ej, ved
jeg ikke med bestemthed, men bryd jer ikke om det. Fader Brown kom hen til mig for at
få at vide, hvad han skulle gøre ved det. Det emne, der særligt henvistes til, var de fire
dyr og fire og tyve ældster, der omtales i Åbenbaringen 5:8: "Og da det tog bogrullen,
kastede de fire væsener og de fire og tyve ældste sig ned for Lammet, og de havde
hver en harpe og guldskåle fyldt med røgelse, det er de helliges bønner."
Fader Brown har arbejdet og beskæmmet hele kristenheden ved at fremstille, at
de fire dyr eller væsener repræsenterede de forskellige Guds riger på jorden. Vor
tids vise kunne intet gøre med ham, og hvorfor skulle vi finde fejl? Alt kan bruges
til at hudflette sektvæsen, bekæmpe præstelist og bibringe den menneskelige familie
sandhedserkendelse. En kølle er bedre end slet intet våben for en fattig mand til at
slås med.
Fader Brown hudflettede virkelig sektvæsenet, og det er udmærket; men jeg kunne
ikke lade være med at le af ideen om Gud, der anvendte dyret til at repræsentere sit rige

Side 253
på jorden, der består af mennesker, når han lige så godt kunne have brugt en ædlere
og mere konsekvent figur. Hvad! Herren gjorde brug af typen på en skabning af den rå
skabelse til at repræsentere det, der er meget ædlere, herligere og vigtigere - nemlig
hans riges herligheder og majestæt? Ved at anvende en mindre figur til at repræsentere
en større, forfejlede du dit mål denne gang, min gamle ven; men sektererne vidste ikke
nok til at afsløre dig.
Når Gud anvendte et dyr i syner til profeterne, gjorde han det for at repræsentere
de riger, som havde udartet og var blevet degenererede, vilde og dyriske i deres
tilbøjeligheder, ja, endog den ugudelige verdens degenererede riger; men han
anvendte aldrig et dyr eller andre væsener fra dyreverdenen til at repræsentere sit rige.
Daniels syn, hvori han ser dyr.
Daniel siger (kap. 7, vers 16), da han så synet med de fire dyr: "Så trådte jeg hen til
en af de omstående og bad ham om sikker oplysning om alt dette." Engelen udlagde
og forklarede synet for Daniel; men vi finder ved fortolkning deraf, at dyrene ikke
hentydede til Guds rige. I vil deraf se, at dyrene eller .væsenerne omtales for at
repræsentere verdens riger, hvis indbyggere var dyriske og vederstyggelige personer;
de var mordere, fordærvede, kødædende og brutale i hele deres færd. Løven, bjørnen,
leoparden og dyret med de ti horn repræsenterede verdens riger, siger Daniel; thi jeg
henviser til profeterne for at dokumentere mine iagttagelser og bemærkninger, som jeg
fremsætter, så at de unge ældster, der ved så meget, ikke skal rejse sig som en sværm
hvepse og stikke mig. Jeg vil gerne holde mig uden for en sådan hvepserede.
Johannes' syn om fremtiden.
Der er stor forskel og afvigelse mellem de syner og figurer og skikkelser, som de
fordums profeter taler om, og dem, som Johannes omtaler i sine åbenbaringer.
Det, som Johannes så, havde ingen forbindelse med forholdene på Adams, Enoks,
Abrahams eller Jesu tid, kun for så vidt som det fremstilles tydeligt af Johannes.
Johannes så kun det, der lå ude i fremtiden, og som snart skulle ske. Se Åb. 1:1-3,
som er løsningen på hele emnet: " Jesu Kristi åbenbaring, som Gud gav ham for at vise
sine tjenere, hvad der skal ske i en hast. Og han sendte bud ved sin engel og gav det
til kende i billeder for sin tjener Johannes, som her vidner om Guds ord og Jesu Kristi
vidnesbyrd - alt, hvad han selv har set. Salig er den, som oplæser, og de, som hører
profetiens ord og holder fast ved det, der er skrevet i den; thi tiden er nær." Ligeledes
Åb. 4:1: "Derefter så jeg, og se, en dør var åben ind til himmelen, og den samme røst,
der lød som en basun, og som jeg før havde hørt tale til mig, sagde: Kom herop, så
skal jeg vise dig, hvad der skal ske herefter."
De fire dyr eller væsener og de fire og tyve ældster var fra hver nation; thi de sang
en ny sang og sagde: "Værdig er du til at tage bogrullen og bryde dens segl, thi slagtet
blev du, og med dit blod har du til Gud købt mennesker af alle stammer og tungemål og
folk og folkeslag." (se Åb. 5:9). Det ville blive en ordentlig sammenstuvning at trænge
alle nationer sammen i fire dyr og fire og tyve ældster.
Jeg fremsætter nu denne erklæring, at det, som Johannes så i himlen, ikke havde
forbindelse med noget, som havde været på jorden før den tid, fordi disse ting var et
billede på, "hvad der skal ske i en hast", og ikke på, hvad der allerede er sket. Johannes
så dyr, som havde at gøre med ting her på jorden, men ikke i forbigangne tider. Dyrene,
som Johannes så, måtte opsluge jordens indbyggere i kommende dage. "Og jeg så

Side 254
Lammet bryde det første af de syv segl, og jeg hørte et af de fire væsener råbe med
en tordenrøst: Kom! Og jeg så, og se, der var en hvid hest, og han, som red på den,
havde en bue; og en sejrskrans blev givet ham, og han drog ud fra sejr til sejr. Og da
det brød det andet segl, hørte jeg det andet væsen sige: Kom! Og en anden hest kom
frem, den var ildrød; og ham, som red på den, blev der givet magt til at tage freden
bort fra jorden, for at menneskene skulle myrde hverandre; og der blev givet ham et
stort sværd." (Åb. 6:1, 2, 3, 4). Åbenbaringens bog er en af de tydeligste bøger, Gud
nogensinde lod skrive.
Åbenbaringerne giver os ikke nogen forståelse af noget fra fortiden med henblik på
Guds rige. Hvad Johannes så og taler om var ting, som han så i himlen; det, som Daniel
så, var på jorden og tilhørte den.
Indsigelser mod bibeloversættelser.
Jeg vil nu gøre indsigelser mod den nuværende oversættelse af Bibelen med henblik
på disse sager og forhold. Vor breddegrad og længdegrad kan bestemmes med langt
større nøjagtighed i det oprindelige hebraiske end i den engelske udgave. Der er en
afgjort forskel mellem profeternes virkelige mening og den nuværende oversættelse.
Profeterne erklærer ikke, at de så et dyr eller flere dyr, men at de så billedet af et dyr.
Daniel så ikke en virkelig bjørn eller løve, men billederne eller fremstillingerne af disse
dyr. Oversættelsen skulle have været "billede" i stedet for "dyr" eller "væsen" i hvert
eneste tilfælde, hvor profeterne omtaler dyr. Men Johannes så det bogstavelige dyr i
himlen, hvad der beviste Johannes, at der virkelig levede dyr der, og ikke for at fremstille
billeder af ting på jorden. Når profeterne taler om at have set dyr i deres syner, mener
de, at de så afbilleder, som var typer, der forestillede visse ting. Samtidig modtog de
udlægningen med henblik på, hvad disse billeder eller typer skulle forestille.
Jeg fremsætter denne tydelige erklæring, at når som helst Gud i et syn giver et
billede eller dyr eller skikkelse af en hvilken som helst art, påtager han sig altid ansvaret
med at give en åbenbaring eller udlægning af betydningen deraf, ellers ville vi ikke
blive holdt ansvarlige for vor tro derpå. Vær ikke bange for at blive fordømt, fordi vi ikke
kender meningen med eller betydningen af et syn eller en billedlig fremstilling, dersom
Gud ikke har givet en åbenbaring eller udlægning af emnet.
Johannes så mærkeligt udseende dyr i himlen; han så hver eneste skabning, som
var i himlen - alle dyrene, fuglene og fiskene i himlen - som i virkeligheden var der og
gav Gud ære. Hvordan beviser vi det? (Se Åb. 5:13). "Og enhver skabning i himmelen
og på jorden og under jorden og på havet, ja alt, hvad i dem er, hørte jeg sige: Ham,
som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes
evigheder!"
Forskelligartede skabninger i himlen.
Jeg formoder, at Johannes så væsener der i tusinde forskellige former, som var blevet
reddet og bevaret fra titusinde gange titusinde jordkloder som denne - besynderlige
dyr, som vi ikke har nogen forestilling om: alle kan ses i himlen. Den store hemmelighed
var at vise Johannes, hvad der var i himlen. Johannes lærte, at Gud herliggjorde sig
ved at frelse alt, hvad hans hænder havde skabt, hvad enten det er dyr, fugle, fisk eller
mennesker, og han vil herliggøre sig med dem.
En siger: "Jeg kan ikke tro på dyrs frelse." Enhver, som ville fortælle jer, at noget
sådant ikke kunne finde sted, ville fortælle jer, at åbenbaringerne ikke er sande.

Side 255
Johannes hørte dyrenes ord, der gav Gud ære, og han forstod dem. Gud, der skabte
dyrene, kunne forstå hvert eneste sprog, der blev talt af dem. De fire dyr var fire af
de ædleste dyr, som havde opfyldt målet for deres skabelse, og var blevet reddet fra
andre verdener, fordi de var fuldkomne: de var som engle i deres sfære. Vi har ikke
fået at vide, hvor de kom fra, og jeg ved det ikke; men Johannes så og hørte dem
prise og lovprise Gud. Vor tids populære religionssværmere fortæller os, min tro, at de
i Åbenbaringen omtalte dyr forestiller riger. Efter samme princip kan vi meget vel sige,
at de fire og tyve ældster, der omtales, forestiller dyr; thi de omtales alle samtidigt og
fremstilles som om de alle forener sig om at udføre de samme handlinger, hvori de
giver udtryk for deres pris og hengivenhed.
Denne lærde udlæggelse er unyttig som en sæbeboble! "Hvorfor bruger du sådanne
vulgære udtryk, eftersom du er profet?" Fordi folk forstår det. Deacon Homespun
sagde, at jorden var flad som en pandekage, og latterliggjorde videnskaben, som
beviste det modsatte. Verden er fuld af særegenheder og fordrejelser, som jeg vil kaste
over bord, og tale om ting og forhold, som de virkeligt eksisterer.
Atter, der findes ikke nogen åbenbaring til at bevise, at der ikke eksisterer ting i
himlen, som jeg har fremstillet det, ej heller til at påvise, at dyr betød andet end dyr; og
vi kan kun fatte det, der hører Gud og himlen til, ved åbenbaring. Vi kan i al evighed
åndeliggøre og udtrykke meninger, men det er ikke nogen myndighed.
Ældsterne skal prædike omvendelse og lade hemmeligheder være.
O, I Israels ældster, lyt til min røst; når I er sendt ud i verden for at prædike, fremfør da
det, som I er sendt ud for at fortælle; prædik og råb højt: "Omvend jer, thi himmeriges
rige er nær; omvend jer og tro på evangeliet." Forkynd de første principper og lad
hemmelighederne være, så I ikke skal blive styrtet. Befat jer aldrig med syner af dyr
og med emner og ting, I ikke forstår. Ældste Brown, når du tager til Palmyra, sig da
ikke noget om de fire dyr, men forkynd de ting, som Herren har bedt dig om at forkynde
- omvendelse og dåb til syndernes forladelse.
Han læste derefter Åb. 13:1-8: "Og jeg så, at et af dets hoveder var som såret til
døden, men dets dødshug blev lægt. Og hele jorderig fulgte undrende efter dyret."
Nogle "åndeliggørere" siger, at dyret, som modtog såret, var Nebudkanezar, nogle
Konstantin, nogle Muhammed og andre den romerskkatolske kirke; men vi vil se
på, hvad Johannes så med hensyn til dette dyr. Nu med hensyn til hvepsereden.
Oversætterne har anvendt udtrykket "dragen" for djævelen. Det var et dyr, som
Johannes så i himlen, og han talte da om ting "der skal ske i en hast"; følgelig kunne
det dyr, som Johannes så, ikke være Nebudkanezar. Det dyr, som Johannes så, var
et virkeligt dyr, og et virkeligt intelligent væsen giver ham hans magt og hans plads og
store myndighed. Det var ikke for at forestille et dyr i himlen: det var en engel i himlen,
som i de sidste dage har magt til at gøre en gerning.
"Hele jorderig fulgte undrende efter dyret", Nebudkanezar og Konstantin den Store
ikke undtaget. Og hvis dyret var hele verden, hvordan kunne verden da følge undrende
efter dyret? Det må have været et vidunderligt dyr, der fik alle mennesker til at følge
undrende efter sig; og jeg tør vove at sige, at når Gud giver djævelen lov til at give
dyret magt for at udrydde jordens indbyggere, undrer alle sig. Det fjerde vers lyder
således: "Og de tilbad dragen, fordi den havde givet dyret magten; de tilbad også dyret
og sagde: Hvem er dyrets ligemand? og hvem formår at kæmpe mod det?"
Nogle siger, at det betyder verdens rige. En ting er sikkert, det betyder ikke de
helliges rige. Sæt at vi formoder, at det betyder verdens riger, hvad berettigelse er

Side 256
der da i at sige: Hvem formår at kæmpe mod mit store selv? Hvis disse åndeliggjorte
udlægninger er sande, modsiger bogen sig selv i næsten hvert eneste vers. Men de
er ikke rigtige.
Der er en forkert oversættelse af ordet dragen i andet vers. Det oprindelige ord
betyder djævelen og ikke dragen, sådan som det er oversat. I kapitel 12, vers 9 står
der: "Den gamle slange, som kaldes djævelen," og det burde oversættes med djævel
i dette tilfælde, og ikke drage. Det oversættes undertiden med Apollyn. Alt det, som vi
ikke har et løseord til, vil vi tage, som det star. De dyr, som Johannes så og taler om
som værende i himlen, levede i virkeligheden i himlen og fik virkelig overdraget magt
over jordens indbyggere, nøjagtigt i overensstemmelse med åbenbaringernes tydelige
ordlyd. Jeg giver dette som en nøgle til Israels ældster. Det uafhængige dyr er et dyr,
som bor i himlen, borte fra den menneskelige familie. Dyret, som steg op af havet,
skulle oversættes ved dyrets billede, som jeg har hentydet til i Daniels syn.
Jeg har sagt mere, end jeg nogensinde før har gjort, med undtagelse af engang ved
Ramus, og da begyndte den lille fyr (Charles Thompson) og overfyldte mig som en
kalkunsk hane med profetier af Daniel og proppede det ned i min hals med fingeren.
(8. april 1843). D. H. C. 5:339-345.

Side 257
Profetens bemærkninger ved Lorenzo B. Barnes' død.
Opstandelsen.
Næsten alle de, der er faldet i disse sidste dage i kirken, er faldet i fremmed jord. Dette
er fremmed jord eller et fremmed land for dem, som er kommet langvejs fra. Vi burde
udvikle medfølelse og sympati for de nedbøjede og hjemsøgte blandt os. Hvis der er
et sted på jorden, hvor menneskene skulle dyrke ånden og udgyde olie og vin i de
hjemsøgtes barm, er det på dette sted; og denne ånd er åbenbar her; og selv om et
menneske kommer hertil som en fremmed og en hjemsøgt, vil han finde en broder og
en ven, der er rede til at sørge for hans fornødenheder.
Jeg ville regne det for en af de største velsignelser, hvis jeg skal blive hjemsøgt og
plaget i denne verden, da at kunne slå mig ned, hvor jeg kan finde brødre og venner
alle vegne omkring mig. Men det er ikke det, jeg henviste til: det er at have privilegiet
til at få vore døde begravet i det land, som Gud har udpeget til indsamlingssted for
sine hellige, og hvor der ikke vil være andre end hellige, hvor de vil have privilegiet
at nedlægge deres legeme, hvor Menneskesønnen vil komme, og hvor de vil høre
trompetens lyd, som skal kalde dem frem for at skue ham, så at de i opstandelsens
morgen kan komme frem som en gruppe og komme frem af gravene og øjeblikkeligt
tage hverandre i hånden i evig herlighed og lykke hellere end at blive spredt over
tusinder af mil. For mig er der noget godt og helligt i dette. Det sted, hvor et menneske
ligger begravet, er helligt for mig. Dette emne omtales i Mormons Bog og andre hellige
skrifter. Selv for indfødte her i landet (Amerika) var deres fædres begravelsespladser
helligere end noget andet.
Da jeg hørte om vor elskede broder Barnes' død, ville det ikke have påvirket mig så
meget, hvis jeg havde haft lejlighed til at begrave ham i Zions land.
Jeg tror og mener, at de, der har begravet deres venner her, er til at misunde. Se
på Jakob og Josef i Ægypten, hvorledes de bad deres venner om at begrave sig i
deres fædres grav. Tænk over de udgifter, som ledsagede balsameringen og det store
selskabs rejseudgifter til begravelsen.
Det har altid været anset for en stor ulykke ikke at få en hæderlig begravelse; og en
af de største forbandelser, de gamle profeter kunne lægge på noget menneske, var,
at han ikke fik nogen begravelse.
Jeg har sagt, Fader, at jeg ønsker at dø her blandt de hellige. Men hvis ikke det
er din vilje, og jeg går herfra og dør, vil du da oprejse en eller anden kærlig ven til at
bringe mit lig tilbage og samle mine venner, som er faldet i fremmede lande og bringe
dem herop, så vi alle må ligge sammen.
Jeg vil fortælle jer, liv ,7
jeg har lyst til. Hvis jeg i morgen skulle blive kaldet til at ligge i hin grav, lad mig da
på opstandelsens morgen give min fader hånden og råbe "min fa der", og han vil sige:
"Min søn, min søn", så snart klippen revner, og før vi kommer frem af graven.
Må vi da således overveje disse ting? Ja, dersom vi lærer, hvorledes vi bør leve og
hvorledes vi bør dø. Når vi lægger os ned, tænker vi muligvis på, hvorledes vi kan stå
op om morgenen; og det er rart for venner at ligge sammen, indesluttet i kærlighedens
arme, for at sove og vågne i hverandres omfavnelse og forny deres samtale.
De retfærdige vil have glæde i opstandelsen.

Side 258
Ville I synes, det er mærkeligt, hvis jeg fortæller, hvad jeg har set i et syn med henblik
på dette interessante emne? De, der er døde i Jesus Kristus, kan, når de kommer frem,
forvente at indgå til den glædes virkeliggørelse, som de havde eller så hen til her.
Så tydeligt var synet, at jeg i virkeligheden så mennesker, før de var steget op
fra graven, som om de kom langsomt op. De tog hinanden ved hånden og sagde til
hverandre: "Min fader, min moder, min søn, min datter, min broder, min søster." Og
når røsten kalder på de døde for at opstå, sæt så, at jeg bliver lagt ved siden af min
fader, hvad ville da være mit hjertes første glæde? At møde min fader, min moder, min
broder, min søster; og når de er ved min side, tager jeg dem i favn og de mig.
Jeg er hele dagen lang optaget med at tænke over - og det er, endog vigtigere for
mig end mad og drikke - hvorledes jeg skal få Guds hellige til at forstå og fatte de syner,
der ruller som en kraftig bradsø for mit sind.
* * *
Alle jeres tab vil I få lov til at indhente i opstandelsen, forudsat at I bliver ved med at
være trofaste. Ved syn fra den Almægtige har jeg set det.
For mig er tanken om tilintetgørelse værre end døden. Hvis jeg ikke forventer at se
min fader, moder, brødre, søstre og venner igen, ville mit hjerte briste på et eneste
øjeblik, og så ville jeg gå ned i graven.
Forventningen om at se mine venner på opstandelsens morgen glæder og fryder
min sjæl og får mig til at bære livets onder. Det er som om de tager på en lang rejse,
og ved deres tilbagekomst møder vi dem med større glæde.
Gud har åbenbaret sin Søn fra himlene og ligeledes læren om opstandelsen; og vi
ved, at de mennesker, vi begraver her, vil Gud oprejse igen, iklædt og levendegjort af
vor store Guds And; og hvad betyder det da, om vi lægger dem ned eller vi lægges
ned med dem, når vi ikke kan holde dem længere? Lad disse sandheder synke ned
i vore hjerter, at vi endog her kan begynde at glæde os over det, som herefter skal
findes i dets fylde.
Hosianna, hosianna, hosianna til den almægtige Gud, at lysets stråler allerede nu
begynder at bryde frem på os. Jeg kan ikke finde ord, hvormed jeg kan udtrykke mig.
Jeg er ikke lærd, men jeg nærer lige så gode følelser som noget menneske.
O gid jeg havde eller beherskede ærkeengelens sprog, så jeg blot en gang kunne
udtrykke mine følelser overfor mine venner! Men det venter jeg aldrig at opnå her i livet.
Når andre glæder og fryder sig, glæder og fryder jeg mig; når de sørger, sørger jeg.
Lad mig trøste Marcellus Bates. Du skal snart have selskab af din livsledsagerinde
i en herlighedens verden, og broder Barnes' venner og alle de hellige, som sørger.
Det har været en advarselsrøst til os alle om at være besindige og flittige og aflægge
lystighed, forfængelighed og tåbelighed og være beredte til at dø i morgen.
* * *
Præsident Joseph Smith sagde: "Som præsident for dette hus forbyder jeg enhver
at forlade huset netop som vi er ved at slutte mødet. Den, der gør det, er ikke nogen
gentleman. Jeg er lige glad, hvem der gør det, selv om det var kongen af England. Jeg
forbyder det." (16. april 1843). D. H. C. 5:360-363. 23'
Frelse gennem kundskab.
Det er ikke klogt, at vi straks får al kundskab forelagt os; men vi skal have lidt ad gangen;
så kan vi forstå det. Præsident Smith læste derefter Peters andet Brev, 1. kapitel, 16.
til sidste vers, og opholdt sig ved 19. vers med nogle bemærkninger.

Side 259
Føj kundskab og indsigt til jeres tro etc. Kundskabens princip er frelsens princip.
Dette princip kan de trofaste og flittige forstå; og enhver, der ikke får tilstrækkelig
kundskab til at blive frelst, vil blive fordømt. Frelsens princip er givet os gennem
kundskaben om Jesus Kristus.
Frelse er at sejre over vore fjender.
Frelse er intet mere eller mindre end at sejre over alle vore fjender og lægge dem under
vore fødder. Og når vi har magt til at lægge alle fjender under vore fødder her i verden,
og kundskab til at sejre over alle onde ånder i den kommende verden, så er vi frelst,
som tilfældet var med Jesus, som skulle regere, indtil han havde lagt alle fjender under
sine fødder, og den sidste fjende var døden.
Ingen frelse uden et legeme.
Måske er der principper eller grundsætninger her, som kun få mennesker har tænkt
på. Intet menneske kan opnå denne frelse uden gennem et legeme.
Her i verden er menneskene af naturen selviske, ærgerrige og prøver på at overgå
hverandre; alligevel findes der visse mennesker, der er villige til at opbygge andre og
sig selv. Stiledes findes der også i den anden verden en mangfoldighed af ånder. Nogle
søger at overgå andre. Og det var tilfældet med Lucifer, da han faldt. Han søgte efter
det, der var ulovligt. Derfor blev han afvist, og det siges, at han drog mange med sig;
og hans virkelige straf ligger i, at han ikke får et legeme. Det er hans straf. Derfor vil
djævelen, idet han mener, at han kan forpurre Guds plan ved at drage om på jorden
og søge dem, som han kan udrydde - gribe en hvilken som helst person, som han
kan finde, og han vil da binde og tage legemet i besiddelse og herske der og sole sig
vældigt i det, idet han ikke bryder sig om, at han blot havde fået et stjålet legeme; og
lidt efter lidt vil der komme en eller anden med myndighed og kaste ham ud og gengive
legemet til dets retmæssige ejer. Djævelen stjæler et legeme, fordi han ikke selv har
et; men hvis han stjæler et, er han altid udsat for at blive kastet på porten.
Kaldelse og udvælgelse.
Der eksisterer en eller anden stor hemmelighed her og nøgler til at åbne for dette emne.
Til trods for at apostlen formaner dem til at sætte al iver ind på deres tro, dyd, kundskab,
afholdenhed etc., så formaner han dem dog til at gøre deres kaldelse og udvælgelse
sikker. Og skønt de havde hørt en lydelig røst fra himlen, der bar vidnesbyrd om, at
Jesus var Guds Søn, siger han dog, at vi har et sikrere profetiens ord, og det gør I vel
i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted. Hvori kunne de nu have et
sikrere profetiens ord end at høre Guds røst sige: Dette er min elskede Søn.
Med hensyn til hemmeligheden og den store nøgle. Selv om de kunne høre Herrens
røst og vide, at Jesus var Guds Søn, ville det dog ikke være noget bevis på, at
deres udvælgelse eller kaldelse var gjort sikker, at de havde del med Kristus og
var medarvinger med ham. De ville så ønske dette sikrere profetiens ord, at de var
beseglede i himlene og havde løfte om evigt liv i Guds rige. Når de så havde fået
denne forjættelse beseglet på sig, var den et anker for sjælen, sikkert og fast. Selv om
tordenvejr ville buldre og lyn glimte og jordskælv larme og krigsskyerne samle sig tæt,
så vil dette håb og denne kundskab støtte sjælen i hver eneste prøvens, besværets og
hjemsøgelsens stund. Så er altså kundskab gennem vor Herre og Frelser Jesus Kristus
den store nøgle, der åbner døren til himmeriges herligheder og hemmeligheder.

Side 260
Sammenlign engang dette princip med kristendommen i vore dage, og hvor er
de med al deres pralende religion, fromhed og hellighed, mens de samtidig råber
op imod profeter, apostle, engle, åbenbaringer, profetier og syner o. s. v. De er blot
ved at blive modne for helvedes fordømmelse. De vil blive fordømt, thi de forkaster
Jesu Kristi evangeliums herligste princip og behandler med ringeagt og tramper under
fode nøglen, der åbner for himlen og sætter os i besiddelse af den celestiale verdens
herligheder. Ja, jeg siger, at sådanne vil blive fordømt sammen med al deres foregivne
gudelighed. Dernæst vil jeg formane jer til at gå videre og fortsætte med at påkalde
Gud, indtil I gør jeres kaldelse og udvælgelse sikker for jer selv ved at få dette sikrere
profetiens ord og tålmodigt vente på forjættelsen, til I får den, etc.
Betydningen af at have aldrende mænd i råd.
Den bedste måde at klare sig på i en hvilken som helst betydningsfuld sag er at få
fat på vise og kloge mænd, erfarne og aldrende mænd, til at give råd i alle slags
vanskeligheder. Smukke mænd er ikke tilbøjelige til at være kloge og karakterfaste;
men et karakterfast menneskes styrke. vil i almindelighed skabe grove træk, ligesom
egetræets grove, stærke grene. Man vil altid kunne opdage, ved det første blik på et
menneske, i dets ansigtstræk noget af dets ånd og hele indstilling.
* * *
Et menneske kan bære en tung byrde ved at øve sig og blive ved med at gøre
den større. Indbyggerne på dette fastland var i fordums tid således indrettede og
var så bestemte på og udholdende i enten retfærdighed eller ugudelighed, at Gud
enten øjeblikkeligt hjemsøgte dem med store straffedomme eller skænkede dem store
velsignelser. Men dersom menneskene i den nuværende generation skulle slås eller
kæmpe, og de fik nogen hjælp af Gud, måtte de opnå den ved tro. (14. maj 1843). D.
H. C. 5:387-390.
Betydningen af ordet mormon.
Til redaktøren af "Times and Seasons"!
Hr. redaktør! - Gennem Deres tidsskrift vil jeg gerne have lov til at rette en fejl
blandt mennesker, der giver sig ud for at være lærde, frisindede og kloge; og jeg
gør det så meget desto frejdigere, fordi jeg håber, at besindige og sundt tænkende
mennesker snarere vil lytte til sandhedens røst end blive vildledt ved de selvkloges
forfængelige foregivender. Den fejl, jeg taler om, er definitionen af ordet "mormon".
Det er blevet sagt, at dette ord blev afledt af det græske ord "mormo". Det er ikke
tilfældet. Der fandtes ikke noget græsk eller latin på de plader, hvorfra jeg, ved Guds
nåde og barmhjertighed, oversatte Mormons Bog. Lad denne bogs sprog tale for sig
selv. På side 523 af den fjerde amerikanske udgave står der: "Og se, vi har skrevet
denne beretning efter vort kendskab til de skrifttegn, som hos os kaldes de "forbedrede
ægyptiske", og som er blevet overleveret os og ændret af os efter vor sprogbrug. Og
dersom vore plader havde været store nok, så havde vi skrevet på hebraisk; men det
hebraiske er også blevet forandret af os; og dersom vi kunne have skrevet på hebraisk,
se, da ville der ikke have været nogen. ufuldkommenhed i vor beretning. Men Herren
ved, hvad vi har skrevet, og at intet andet folk kender vort sprog; derfor har han sørget
for midler til oversættelsen."
Her lægges der da tavshed over emnet, thi "intet andet folk kender vort sprog,"
hvorfor Herren og ikke mennesket måtte udlægge og fortolke, efter at hele folket var

Side 261
afgået ved døden. Og som Paulus sagde: "Verden med al sin visdom kender ikke
Gud", og således er verden ved spekulation blottet for abenbaring; og da Gud i sin
store visdom altid har givet sine hellige, hvor som helst han havde nogle på jorden,
den samme ånd, og den ånd er, som Johannes siger, den sande profetiens ånd,
som er Jesu vidnesbyrd, kan man med sikkerhed sige, at ordet mormon står ganske
uafhængigt af denne generations lærdom og visdom. - Før jeg imidlertid giver en
definition af ordet, lad mig sige, at Bibelen i videste betydning betyder godt; thi Frelseren
siger ifølge Johannes-Evangeliet: "Jeg er den gode hyrde"; og det vil ikke være ud over
udtrykkenes almindelige brug at sige, at god eller godt er blandt de betydningsfuldeste
i brug, og skønt det kendes ved forskellige navne på forskellige sprog, er dets mening
den samme og står altid i modsætning til "dårligt". På angelsaksisk siger vi "good", på
dansk "god", på gotisk "goda", på tysk "gut", på hollandsk "goed", på latin "bonus", på
græsk "kalos", på hebraisk "tob" og på ægyptisk "mon". Med tilføjelsen af "more" (mere)
eller sammentrækningen "mor" har vi ordet "mormon", som bogstaveligt betyder "mere
godt" eller "meget godt".
Deres forbundne JOSEPH SMITH.
(15. maj 1843). T. & S. 4:194.
Profetens bemærkninger i Ramus
Vigtigheden af ægteskabspagtens evighed.
Med mindre en mand og hans hustru indtræder i en evig pagt og bliver gift for
evighed, medens de er i denne prøvestand, med det hellige præstedømmes magt og
myndighed, vil de høre op med at forøges, når de dør, d. v. s. at de ikke vil få børn efter
opstandelsen. Men de, der er viet med præstedømmets magt og myndighed her i livet
og fortsætter uden at begå synd mod den Helligånd, vil blive ved med at forøges og få
børn i den celestiale herlighed. Den utilgivelige synd er at udgyde uskyldigt blod eller
være delagtig deri. Alle andre synder vil blive hjemsøgt med straf i kødet, og ånden
bliver overgivet til Satans tugtelser indtil Herren Jesu dag.
Hvordan jeg ved, hvem jeg skal stole på: Gud fortæller mig, til hvem jeg kan have
tillid.
Den celestiale herlighed.
I den celestiale herlighed findes der tre himle eller grader. For at opnå den højeste må
et menneske indtræde i denne præstedømmets orden, hvormed der menes den nye
og evige ægteskabspagt. Den, som ikke gør det, kan ikke opnå den. Han kan indtræde
i den næste, men dermed ender hans rige. Han kan ikke have afkom. (16. maj 1843).
D. H. C. 5:391-2.
Frelse og profetiens faste ord.
Frelse betyder, at et menneske er sat udenfor alle dets fjenders magt.
Profetiens fastere ord betyder, at et menneske ved, at han er beseglet til evigt liv ved
åbenbaring og profetiens ånd gennem det hellige præstedømmes magt. Det er umuligt
for et menneske at blive frelst i uvidenhed.
Paulus så den tredie himmel, og jeg mere. Peter skrev og benyttede sig af det mest
ophøjede sprog af alle apostlene. (17. maj 1843). D. H. C. 5:392.

Gud indblæste i Adam hans ånd.
Side 262
Det syvende vers af 2. kapitel i 1. Mosebog burde lyde stiledes: Gud indblæste i Adam
hans ånd (d. v. s. Adams ånd) eller livsånde; men når ordet "rauch" anvendes på Eva,
burde det oversættes med liv.
Stoffets evige varighed.
Idet jeg talte om stoffets evige varighed, sagde jeg:
Der findes intet immaterielt stof. Al ånd er stof (materie), men er finere og renere og
kan kun skelnes med renere øjne. Vi kan ikke se det, men når vore legemer er lutrede,
vil vi se, at alt er stof. (17. maj 1843). D. H. C. 5:392-3.
Profeti angående Stephen A. Douglas.
Følgende korte beretning om profetens besøg hos dommer Douglas, medens
han (profeten) befandt sig i Carthage, er taget fra William Claytons dagbog.
Broder Clayton var til stede. For opfyldelsen af denne profeti henvises læseren til
kommentarerne i "Documentary History of the Church", 5:395-398.
Spiste til middag med dommer Stephen A. Douglas, som præsiderer i retten. Efter
middagen bad dommer Douglas præsident Joseph om at give en beretning om
forfølgelserne i Missouri, hvad han gjorde på meget nøjagtig måde, i omkring tre
timer. Han gav også en skildring af sin rejse til Washington og sin henvendelse på de
helliges vegne til mr. Van Buren, De forenede Staters præsident, for at få erstatning
og oprejsning og mr. Van Burens fejge svar: "Mine herrer, Deres sag er retfærdig, men
jeg kan ikke gøre noget for Dem;" og den kolde, ufølsomme måde, på hvilken han blev
behandlet af de fleste af senatorerne og repræsentanterne med henblik på denne sag.
Clay sagde: "De må hellere tage til Oregon", og Calhoun sagde, mens han højtideligt
rystede på hovedet: "Det er et vanskeligt spørgsmål - et kritisk spørgsmål, men det vil
ikke betale sig at bringe det på bane."
Dommeren lyttede med største opmærksomhed og udtalte varmt sin misbilligelse
af guvernør Boggs' og Missouri-myndighedernes adfærd, som havde taget del i
udryddelseskrigen, og han sagde, at et hvilket som helst folk, der ville gøre det, som
pøbelen i Missouri havde gjort, burde indbringes for en domstol: de burde straffes.
Præsident Smith sagde, da han sluttede sine bemærkninger, at hvis regeringen,
som skovlede borgernes penge i sin kasse for sin statsejendom og landstrækninger,
mens dens embedsmænd væltede sig i luksus på finanskassens bekostning, ikke kan
beskytte sådanne borgere i deres liv og ejendom, er det hele blot en spøg; og jeg
profeterer i Israels Guds navn, at dersom ikke De forenede Stater yder erstatning for de
mod de hellige i staten Missouri begåede forurettelser og straffer sine embedsmænd
for de af dem begåede forbrydelser og overtrædelser, vil regeringen i løbet af nogle
få år blive fuldstændigt omstyrtet og ødelagt, og der vil ikke være så meget som et
potteskår tilbage, thi deres ugudelighed ved at tillade mord på mænd, kvinder og børn
og masseplyndringen og udryddelsen af dens borgere og lade dette gå ustraffet og
derved sætte en grim, smudsig og nagende plet på den smukke ramme om denne store
og herlige republik, ville selve tanken på dette have fået de højsindede og patriotiske

Side 263
skabere og fædre til De forenede Staters forfatning til at skjule ansigtet i skam. Hr.
dommer, De vil tragte efter at blive De forenede Staters præsident; men hvis De
nogensinde vender Dem imod mig eller de sidste dages hellige, vil De komme til at føle
vægten af den Almægtiges hånd på Dem; og De vil leve og se og vide, at jeg har fortalt
Dem sandheden; thi vor samtale her i dag vil sidde Dem i blodet gennem Deres liv.
Han (dommer Douglas) syntes meget venlig og erkendte sandheden og
berettigelsen i præsident Smiths bemærkninger. (18. maj 1843). D. H. C. 5:393-394.
Profetens afhandling fra II Peter, første kapitel.
Irettesættelse af selvretfærdighed.
Jeg ved ikke, hvornår jeg får det privilegium at tale i et hus, der er stort nok til at
rumme tilhørerne. Jeg har opdaget, at mine lunger svigter mig på grund af den stadige
prædiken i fri luft til store forsamlinger.
Jeg tror ikke, at der har været mange gode mænd på jorden siden Adams tid; men
der var en god mand, og hans navn var Jesus. Mange mennesker er af den opfattelse,
at en profet må være en hel del bedre end alle andre. Sæt nu at jeg ville nedlade mig
til - ja, jeg vil kalde det nedlade mig til, at være meget bedre end nogen anden, og jeg
ville komme op i den højeste himmel; hvem skulle så ledsage mig?
Jeg holder mere af det menneske, som kommer med en ed, der er lige så lang
som min arm, men alligevel er retfærdig og retskaffen i sin omgang med sin næste og
barmhjertigt giver af sine midler til de fattige, end hykleren med det lange, glatte ansigt.
Jeg vil ikke have, at I skal tro, at jeg er særlig retfærdig og retskaffen, for det er jeg
ikke; Gud dømmer menneskene ifølge den brug, de gør af det lys, som han giver dem.
"Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på som
på et lys, der skinner på et mørkt sted. Vi var øjenvidner til hans Guddomsherlighed
og hørte denne røst fra den majestætiske herlighed." Og hvad kunne være fastere og
mere urokkeligt? Da han blev forklaret på bjerget, hvad kunne være sikrere og fastere
og mere urokkeligt for dem? Teologerne har i århundreder skændtes om betydningen
af dette.
Profetens karakteristik af sig selv.
Jeg er som en uhyre, utilhugget sten, der ruller ned fra et højt bjerg; og den eneste
afslibning, jeg får, er, når et eller andet hjørne bliver gnedet af ved at komme i berøring
med noget andet, og med forøget styrke slår imod religiøs forblindelse, præstelist,
sagførerkneb, lægefif, løgnagtige redaktører, bestikkelige dommere og nævninger og
mensvorne embedsmænds myndighed, der støttes af pøbelhobe, gudsbespottere,
tøjlesløse og fordærvede mænd og kvinder - hele helvede, der her og der slår et hjørne
af. Således vil jeg blive en glat og sleben pil i den Almægtiges kogger, som vil give mig
herredømme over alle og enhver af dem, når deres løgnes tilflugt afskæres og deres
skjulested ødelægges, medens disse glatslebne sten, som jeg kommer i berøring med,
bliver spoleret og vansiret.
Hemmelighederne ved Peters skrifter.
Der ligger tre store hemmeligheder i dette kapitel (II Peter 1), som intet menneske kan
grave frem uden ved hjælp af åbenbaringens lys, og som åbner døren til hele kapitlet,

Side 264
eftersom det, der er skrevet, kun er antydninger af ting, som eksisterede i profetens
sind, som ikke er skrevet angående evig herlighed.
Jeg vil tage dette emne op til behandling i kraft af den i mig værende kundskab om
Gud, som jeg har modtaget fra himlen. Hvad mig selv angår er menneskers meninger
for mig som tornes knitren under krukken eller vindens fløjten. Jeg bryder grunden;
jeg viser vej som Kolumbus, da han blev indbudt til en banket, hvor han fik anvist den
fornemste plads ved bordet og blev betjent med ceremonier, som man anvendte overfor
regenter og konger. En indskrænket hofmand, der var til stede, og som var tarveligt
skinsyg og jaloux på ham, spurgte bryskt, om han mente, at dersom han ikke havde
opdaget Indien, om der så ikke fandtes andre i Spanien, der ville have været i stand til
at udføre dette foretagende? Kolumbus fremkom ikke med noget svar, men tog et æg
og bad selskabet om at få det til at stå på enden. De forsøgte det allesammen, men
forgæves; derpå slog han det mod bordet, så der gik hul på den ene ende og lod det
blive stående på den ende, der var blevet slået i stykker og påviste derved, at når han
engang havde vist vejen til den nye verden, var intet lettere end at følge den.
Ting, som det ikke er tilladt at udtale.
Paulus blev bortrykket til den tredje himmel, og han kunne forstå de tre vigtigste trin
på Jakobs stige - den telestiale, den terrestriale og den celestiale herlighed eller rige,
hvor Paulus så og hørte ting, som det ikke var ham tilladt at udtale. Jeg kunne forklare
hundrede gange så meget og mere, end jeg nogensinde har, om rigernes herligheder,
tilkendegivet mig i synet, hvis jeg fik lov dertil, og hvis folket var rede til at modtage dem.
Herren behandler dette folk som en øm og kærlig fader behandler et barn, idet han
giver det lys og intelligens og kundskab om sine veje, efterhånden som det kan forstå
og tåle det. Jordens indbyggere sover; de kender ikke deres besøgelsestid. Herren
har sat buen på himlen som tegn på, at så længe den kan ses, vil såtid og høsttid,
sommer og vinter ikke høre op; men når den forsvinder, ve den generation, thi se,
enden kommer snart.
Kaldelse og udvælgelse skal gøres sikker og urokkelig.
Stræb oprigtigt efter samme dyrebare tro sammen med apostlen Peter, "og sæt al
iver ind på i jeres tro at vise dyd", kundskab, afholdenhed, tålmodighed, gudelighed,
broderlig kærlighed, barmhjertighed; "thi når dette findes hos jer og stadig tager til,
så tillader det jer ikke at være uvirksomme eller ufrugtbare i erkendelsen af vor Herre
Jesus Kristus." Og end videre, efter alle disse kvalifikationer, giver han folket dette
pålæg "for at gøre deres kaldelse og udvælgelse urokkelig." Han er eftertrykkelig i
denne sag - efter at han har tilføjet al denne dyd, kundskab etc.: "Gør jeres kaldelse
og udvælgelse urokkelig." Hvad er hemmeligheden - udgangspunktet? "Alt, hvad der
tjener til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige magt skænket os." Hvordan opnåede
han alt? Gennem kundskab om ham, som kaldte ham. Der kunne ikke gives noget, der
hørte til liv og gudsfrygt, uden kundskab. Ve! Ve! Ve kristenheden! - især teologerne
og præsterne, om dette bliver tilfældet.
Frelse betyder, at et menneske bliver frelst fra alle sine fjender; thi et menneske er
ikke frelst, førend det kan sejre over døden. Kundskab om præstedømmet vil alene
gøre dette.
Djævelens straf.

Side 265
Ånderne i den evige verden er ligesom ånderne her i verden. Når de er kommet til
verden og har fået et legeme, så dør og igen er opstået og har fået herliggjorte legemer,
vil de have overtag over de ånder, som ikke har fået noget legeme eller holdt deres
første prøvestand, som djævelen. Djævelens straf bestod deri, at han ikke skulle have
en bolig eller et legeme som menneskene. Djævelens hævn består deri, at han kommer
ind i denne verden, binder menneskenes legemer og bebor dem selv. Når de rette
myndigheder kommer til, fordriver de ham fra et stjålet legeme eller en tilranet bolig.
Den store Guds plan med at sende os ind i denne verden og organisere os for at
berede os til de evige verdener vil jeg for nærværende holde for mig selv.
Vi har intet krav i vor evige overenskomst med henblik på evige ting, hvis ikke
vore handlinger og kontrakter og alt peger derhen imod. Men efter alt dette må I gøre
jeres kaldelse og udvælgelse urokkelig og sikker. Hvis denne opfordring hovedsageligt
vil ligge på dem, til hvem den blev udtalt, hvor meget mere ville det så ikke gælde
menneskene i det nuværende slægtled!
Første nøgle: Kundskab er magt til frelse. Anden nøgle: Gør jeres kaldelse og
udvælgelse urokkelig og sikker. Tredie nøgle: Det er en ting at være på bjerget og høre
den majestætiske røst etc. og noget andet at høre røsten erklære til jer: I har lod og
del i dette rige. (21. maj 1843). D. H. C. 5:401-403.
Profeten om dannelse af afholdsforeninger.
Kære Broder! Som svar på dit brev af 4. maj angående de sidste dages helliges stiftelse
af en afholdsforening, vil vi sige, som Paulus sagde: "Træk ikke i ulige åg med de
vantro, men strid for troen, der engang blev overdraget de hellige;" og som Peter råder
til, siger vi også:
"Sæt derfor al iver ind på i indsigten at vise afholdenhed." Som Paulus sagde, han
måtte blive alt for alle mennesker, at han derved måske kunne frelse nogle, og sådan
måtte ældsterne i de sidste dage gøre; og eftersom vi er blevet sendt ud for at prædike
evangeliet og advare verden om de kommende straffedomme, føler vi os sikre, når de
lærer og forkynder som ledet af Ånden og i henhold til Jesu Kristi åbenbaringer, at de
vil forkynde sandheden og have fremgang uden klager. Således har vi ikke et nyt bud
at give, men formaner ældster og medlemmer til at leve af hvert ord, der udgår af Guds
mund, så at de ikke skal gå glip af den herlighed, som er forbeholdt de trofaste. (22.
maj 1843). D. H. C. 5:404.
Retfærdige domme.
Broder Joseph henvendte sig så til de tolv og sagde, at i alle vore råd, især når en sag
kommer for, skulle vi se og bemærke alt, hvad der henhører til sagen og bedømme den
ånd, hvormed begge parter ledes. Vi skulle være således stillede, at vi kunne forstå
enhver ånd og afsige retfærdige domme og ikke falde i søvn. Vi burde holde orden og
ikke lade rådet ledes af ustyrlighed. De hellige behøver ikke at tro, at jeg ikke ved, hvad
der går for sig, fordi jeg er familiær med dem og er oplagt til leg og morskab. Synd kan
ikke tolereres i kirken i nogen som helst form, og noget sådant vil ikke få nogen blid
medfart, hvor jeg er; thi jeg er besluttet på at lede kirken på rette måde, mens jeg står
i spidsen for den. (27. maj 1843). D. H. C. 5:411.
Vidnesbyrd angående Brigham Young og Heber C. Kimball.

Side 266
Af de tolv apostle, der blev udvalgt i Kirtland og ordineret under Oliver Cowderys, David
Whitmers og mine hænder, har der kun været to, som ikke har løftet deres hæl imod
mig, nemlig Brigham Young og Heber C. Kimball. (28. maj 1843). D. H. C. 5:412.
Formålet med Israels indsamling.
En stor forsamling af de hellige mødtes ved tempelforhøjningen. Sang af koret. Bøn af
ældste Parley P. Pratt, og derefter sang.
Præsident Joseph Smith bemærkede: "Jeg er en utilhugget sten. Hammer- og
mejselslag hørtes aldrig på mig, førend Herren tog mig ved hånden. Jeg ønsker
kun himlens lærdom og visdom. Jeg aner slet ikke, om Kristus vil komme til jorden
og prædike og forkynde sådanne uslebne og upolerede ting, som han prædikede til
jøderne, men så meget ved jeg, at denne slægt ville forkaste ham, fordi han er så
upoleret." samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville
ikke."
Dette emne blev forelagt mig, efter at jeg er kommet op på forhøjningen. Hvad
var hensigten med at indsamle jøderne eller Guds folk i nogen tidsalder? Jeg kan
aldrig finde meget at sige, når det gælder om at udlægge og forklare en tekst. Hvis et
menneske har en nøgle, har han ikke halvt så meget besvær med at åbne en dør, som
hvis han ikke havde en og måtte åbne den med en kniv.
Hovedformålet var at bygge et hus til Herren, hvorved han kunne åbenbare sit folk
sit hus's forordninger og sit riges herligheder og lære folket frelsens vej; thi der er visse
forordninger og principper, som, når de læres og praktiseres, må udføres på et sted
eller i et hus, der er bygget til dette formål.
Evangeliets principper forandrer sig aldrig.
Det var formålet med de himmelske råd, før verden blev til, at præstedømmets
principper og love skulle bygges på folks indsamling i hver tidsalder. Jesus gjorde
alt for at indsamle folket, og de ønskede ikke at blive samlet, og han udøste derfor
forbandelser på dem. Forordninger i præstedømmet, der er indstiftet i himlen før
verdens grundlæggelse, for menneskenes frelse, skal ikke ændres eller forandres. Alle
må frelses efter samme principper.
Frelse for de døde.
Det er i samme hensigt, at Gud samler sit folk sammen i de sidste dage for at bygge et
hus til Herren for at berede dem til forordninger og begavelser, tvætninger og salvelser
o. s. v. En af forordningerne i Herrens hus er dåb for de døde. Gud bestemte før verdens
grundlæggelse, at den forordning skulle ud føres i en døbefont, der var beredt til dette
formål i Herrens hus. "Det er kun Deres mening, hr.," siger sektereren * Hvis en mand
får en fylde af Guds præstedømme, må han få det på samme måde, som Jesus Kristus
fik det, og det var ved at holde alle budene og adlyde Herrens hus's forordninger.
Hvor der ikke er nogen ændring i præstedømmet, er der ingen ændring
i forordningerne, siger Paulus, hvis Gud ikke har ændret forordningerne og
præstedømmet. Hyl, I sekterere! Hvis han har, når og hvor har han åbenbaret det? Er
I blevet åbenbarere? Hvorfor så nægte åbenbaring?
Mange mennesker vil sige: "Jeg vil aldrig svigte dig, men vil stå ved din side til alle
tider." Men i samme øjeblik du lærer dem nogle af Guds riges hemmeligheder, som er

Side 267
blevet holdt tilbage i himlen og skal åbenbares menneskenes børn, når de er beredt til
dem, vil de være de første til at stene dig og slå dig ihjel. Det var dette samme princip,
som korsfæstede Herren Jesus Kristus og vil få folk til at slå profeterne ihjel i dette
slægtled.
Mange ting er uløselige for menneskenes børn i de sidste dage; for eksempel, at
Gud skulle oprejse de døde, men de glemmer, at ting er blevet skjult fra før verdens
grundlæggelse, som skal åbenbares til spædbørn i de sidste dage.
Nogle mennesker "for kloge til at blive belært".
Der er også mange kloge mænd og kvinder i vor midte, der er for kloge til at blive belært;
derfor må de dø i deres uvidenhed, og i opstandelsen vil de opdage og indse deres
fejltagelse. Mange forsegler himlens dør ved at sige: Så vidt som Gud kan åbenbare,
og jeg vil tro.
Alle mennesker, som bliver Guds arvinger og medarvinger med Jesus Kristus,
må modtage fylden af hans riges forordninger; og de, der ikke vil modtage alle
forordningerne, vil gå glip af den herligheds fylde, om ikke de mister det hele.
Paradis.
Jeg vil sige noget om ånderne i forvaring. Nutidens teologer har sagt meget om Jesu
ord (da han hang på korset) til røveren: I dag skal du være med mig i paradis. Men
hvad er paradis? Det er et moderne ord: det svarer slet ikke til det oprindelige ord,
som Jesus gjorde brug af. Find den oprindelige mening af ordet paradis. Så kan man
lige så let finde en nål i en høstak. Her er der mulighed for kamp, I lærde mænd. Der
findes intet i det oprindelige ord på græsk, hvorfra dette blev taget, der betyder paradis;
men det var således - I dag skal du være med mig i åndeverdenen, og så vil jeg lære
dig alt derom og besvare dine spørgsmål. Peter siger, at han gik hen og prædikede i
åndeverdenen (for de ånder, der var i forvaring, I Peter, 3:19), så at de, der ville antage
det, kunne få det besvaret ved stedfortræder af dem, som lever på jorden etc.
Dåb for de døde forkyndt i Det nye Testamente.
Læren om dåb for de døde vises tydeligt i Det nye Testamente; og dersom denne
lære ikke er god, så kast Det nye Testamente væk; men dersom det er Guds ord, lad
os da anerkende læren; og det var grunden til, at Jesus sagde til jøderne: "Hvor ofte
har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger!
og I ville ikke," - så de kunne udføre dåbsforordningerne for de døde så vel som
andre af præstedømmets forordninger og modtage åbenbaringer fra himlen og blive
fuldkommengjort i de ting, der hører Guds rige til - men de ville ikke. Det var tilfældet
på pinsefestens dag: disse velsignelser blev udøst over disciplene ved den lejlighed.
Gud bestemte, at han ville frelse de døde, og ville gøre det ved at samle sit folk.
Åndeverdenen.
Det har altid været sådan, at når en mand blev udsendt af Gud med præstedømmet, og
han begyndte at prædike evangeliets fylde, at han da blev kastet ud af sine venner, som
er rede til at slagte ham, hvis han lærer og forkynder noget, som de i egen indbildning
mener er forkert; og efter dette princip blev Jesus korsfæstet.

Side 268
Jeg vil nu agere sprogkyndig. Der er mangt og meget i Bibelen, der ikke, som det
står nu, er i overensstemmelse med den Helligånds åbenbaringer til mig.
Jeg vil kritisere en lille smule videre. Der er blevet sagt meget om ordet helvede, og
den sekteriske verden har prædiket meget derom, og beskrevet det som en brændende
sø af ild og svovl. Men hvad er helvede? Det er et andet moderne udtryk og er taget
fra Hades.
Hades, det græske, eller Sheol, det hebræiske, disse to ord betyder åndeverden.
Hades, Sheol, paradis, ånder i forvaring er alle et og det samme: det er en åndeverden.
De retfærdige og de ugudelige går alle til samme åndeverden indtil opstandelsen.
Der er måske en, der vil sige: "Det tror jeg ikke." Hvis I vil komme hjem til mig på et
hvilket som helst tidspunkt, vil jeg tage mit leksikon frem og bevise det for jer.
Den store elendighed for hedengangne ånder i åndeverdenen, hvortil de går efter
døden, er at vide, at de går glip af den herlighed, som andre glæder sig ved, og som de
selv kunne have glædet sig ved, og de er på den måde deres egne anklagere. "Men,"
siger en, "jeg tror på en universal himmel og et helvede, hvor alle går hen og alle er på
lige fod og lige elendige eller lige lykkelige."
Hvad! hvor alle hobes sammen - de hæderlige, dydige og mordere og horkarle,
når der står skrevet, at de skal blive dømt efter deres gerninger i kødet? Men Paulus
fortæller os om tre herligheder og tre himle. Hvis nu den sekteriske verdens lære om,
at der kun findes øen himmel er sand, hvorfor fortæller du da, Paulus, denne løgn og
siger, at der er tre? Jesus sagde til sine disciple: " I min Faders hus er der mange
boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for
jer. Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager
jer til mig, for at hvor jeg er, der skal I også være."
Guds mænd udrustet med visdom.
Et hvert som helst menneske kan tro, at Jesus Kristus er Guds Søn og være lykkelig
i den tro og alligevel ikke adlyde hans bud og befalinger og til sidst blive afskåret for
ulydighed mod Herrens retfærdige krav.
En Guds mand skulle udrustes med visdom og forståelse for at lære og lede Guds
folk. De sekteriske præster er blinde, og de leder de blinde, og de vil sammen falde i
grøften. De bygger med strå, træ og stubbe på de gamle åbenbaringer uden det sande
præstedømme eller åbenbaringens ånd. Hvis jeg havde tiden dertil, ville jeg behandle
helvede, Hades, Sheol mere indgående og fortælle, hvad der eksisterer der.
Læren om Guddommen.
Der er blevet sagt meget om Gud og Guddommen. Skriften siger, at der er mange
Guder og mange Herrer, men for os er der kun en levende og sand Gud, og himlenes
himmel kunne ikke rumme ham; thi han tog sig den frihed at gå ind i andre himle. Tidens
lærere siger, at Faderen er Gud, Sønnen er Gud og den Helligånd er Gud, og de er
allesammen i et legeme og en Gud. Jesus bad, at de, som Faderen havde givet ham
af verden, måtte blive til eet i dem, som de var eet: (eet i ånd, sind og hensigt). Hvis
jeg skulle bære vidnesbyrd om, at den kristne verden var forkert på dette punkt, ville
mit vidnesbyrd være sandt.
Peter og Stefanus bevidner, at de så Menneskesønnen stående ved Guds højre
hånd. Ethvert menneske, der har set himlene åbnet, ved, at der er tre personer i himlen,
som har magtens nøgler, og den ene præsiderer over alle.

Side 269
Hvis noget menneske forsøger på at gendrive og modbevise, hvad jeg vil sige, efter
at jeg har gjort det tydeligt, lad vedkommende passe på.
Sønnen gør, hvad Faderen gjorde.
Som Faderen har magt i sig, således har Sønnen magt i sig, til at nedlægge sit liv og
igen tage det, så han har altså selv et legeme. Sønnen gør, hvad han har set Faderen
gøre: så han har altså selv et legeme; hver enkelt vil være i sit eget legeme; og dog
tror den sekteriske verden, at Sønnens legeme er identisk med Fadere s.
Guder står ov r engle, som er tjenere. I opstandelsen oprejses nogle til at bl ve
engle, andre oprejses til at blive Guder. Disse ting åbenbares på det helligste sted i
et tempel, der er opført i denne hensigt. Mange af sekterne råber: "O, jeg har Jesu
vidnesbyrd; jeg har Guds ånd; men væk med Joe Smith; han siger, han er profet,
men der skal ikke være profeter eller åbenbarere i de sidste dage." Stands, min herre!
Åbenbareren siger, at Jesu vidnesbyrd er profetiens ånd; I bliver altså fordømt af jeres
egen mund. Men tilbage til teksten. Hvorfor indsamles folk til dette sted? Af samme
grund og i samme øjemed, som Jesus ønskede at samle jøderne - for at modtage de
forordninger, velsignelser og herligheder, som Gud har i sit skød for sine hellige. disse
velsignelser? Jeg gør en pause her for at få et svar. (11. juni 1843). D. H. C. 5:423-427.

Grunden til profetens sukces
Hans kærlighed til sine medmennesker.
Side 270
Joseph bemærkede, at alt var vel mellem ham og himlen; at han ikke nærede fjendskab
til noget menneske; og som Jesus bad og efter hans mønster, således bad Joseph
- Fader, tilgiv mig mine overtrædelser, som jeg tilgiver dem, der forsynder sig imod mig,
thi jeg tilgiver gerne alle mennesker. Dersom vi vil sikre os og dyrke andres kærlighed,
må vi elske andre, ja, både vore fjender og venner.
Sekteriske præster råber angående mig og spørger: "Hvordan kan det være, at dette
pjathoved vinder så mange tilhængere, og beholder dem?" Mit svar lyder således: Det
er fordi jeg er i besiddelse af kærlighedens princip. Alt, hvad jeg kan tilbyde verden, er
et godt hjerte og en oprigtig hånd.
De hellige kan bevidne, om jeg er villig til at nedlægge mit liv for mine brødre. Hvis det
er blevet vist, at jeg har været villig til at dø for en "mormon", så erklærer jeg frimodigt
for himlen, at jeg er lige så rede til at dø, når det gælder om at forsvare en baptists,
en presbyterianers eller en anden god kristens rettigheder; thi det samme princip, der
ville trampe på de sidste dages helliges rettigheder, ville også trampe på katolikernes
eller andre samfunds, som måske er upopulære og/for svage til at forsvare sig selv.
Kærlighed til friheden.
Det er kærlighed til friheden, der inspirerer min sjæl - borgerlig frihed og religionsfrihed
for hele menneskeheden. Kærlighed til friheden blev indpodet i min sjæl af mine bedste
fædre, mens de gyngede mig på deres knæ; skal jeg mangle venner? Nej!
Jeg bliver ofte stillet overfor dette spørgsmål: "Hvori adskiller De Dem fra andre
i Deres religiøse synspunkter?" I virkeligheden er vi ikke mere forskellige i vore
religiøse synspunkter, end at vi alle kunne drikke af det ene kærlighedens princip.
Et af "mormonismens" herlige og fundamentale principper er at modtage sandheden,
ligegyldigt hvor den kommer fra.
Vi tror på den store Elohim, der sidder på sin trone i hine himle. Det gør
presbyterianerne også. Dersom en dygtig hindværker, ved anvendelse af en
svejseflamme, bruger boraks, alun etc. og har held med sig til at svejse jern og stål
mere fuldkomment sammen end nogen anden håndværker, fortjener han da ikke ros?
Og dersom jeg ved sandhedens principper har held til at forene mennesker af alle
trosretninger i kærlighedens bånd, har jeg da ikke gjort noget godt?
Hvis jeg mener, at menneskeheden har begået fejl, skal jeg da kue og betvinge
dem? Nej. Jeg vil løfte dem op og det på deres egen måde, hvis jeg ikke kan overbevise
dem om, at min måde er bedre; og jeg vil ikke søge at tvinge noget menneske til at
tro, som jeg gør, jeg vil kun anvende fornuftslutninger og ræsonnementets styrke, thi
sandheden vil bane sin egen vej. Tror I på Jesus Kristus og frelsens evangelium, som
han åbenbarede? Det gør jeg. Kristne skulle høre op med at trættes og skændes med
hverandre og i stedet dyrke enighedens og venskabets principper i deres midte; og de
vil gøre det, før tusindårsriget kan blive indført og Kristus tager sit rige i besiddelse.
"Tror De på barnedåben?" spørger presbyterianeren. Nej. "Hvorfor ikke?" Fordi der
ikke står skrevet noget derom i Bibelen. Omskærelsen er ikke dåb, og dåben blev heller
ikke indstiftet i stedet for omskærelsen. Dåb er til syndernes forladelse. Børn har ingen
synder. Jesus velsignede dem og sagde: "Gør, hvad I har set mig gøre." Børn er alle
levendegjort i Kristus, og de i en modnere alder ved tro og omvendelse.

Side 271
Så vidt er vi enige med andre kristne samfund. De prædiker allesammen tro og
omvendelse. Evangeliet kræver dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse, hvad
der er betydningen af ordet på originalsproget - nemlig at begrave eller nedsænke.
Forordningernes nødvendighed.
Vi spørger sekterne: Tror I på dette? De svarer nej. Jeg tror på at blive omvendt.
Jeg tror stædigt og fast på dette. Det gjorde apostlen Peter og Jesu apostle også.
Men jeg tror endvidere på den Helligånds gave ved håndspålæggelse. Bevis det fra
Peters forkyndelse på pinsefestens dag, Ap. Ger. 2:38. Man kan lige så godt døbe en
sæk sand som et menneske, dersom det ikke bliver gjort med henblik på syndernes
forladelse og modtagelsen af den Helligånd. Dåb med vand er blot en halv dåb og duer
ikke uden den anden halvdel - d. v. s. dåben med den Helligånd.
Frelseren siger: "Ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand
og ånd." "Men om så vi selv eller en engel fra himmelen forkyndte jer evangeliet i strid
med det, vi har forkyndt jer - forbandet være han!" (Gal. 1:8). (9. juli 1843). D. H. C.
5:498-500.

Venskab.
Afhandling - Profetens byrde i embedsgerningen
Side 272
Jeg vil begynde mine bemærkninger med at læse følgende tekst fra Lukas 16:16:
"Loven og profeterne havde deres tid, til Johannes kom; fra den tid forkyndes evangeliet
om Guds rige, og alle og enhver søger at storme ind i det."
Jeg ved ikke, om jeg vil være i stand til at prædike meget; men med de helliges tro, vil
jeg måske kunne sige noget belærende. Det fortælles vidt og bredt, at jeg har forkyndt,
at jeg ikke længere er en profet. Jeg sagde det ironisk sidste sabbat; jeg formodede, at
I alle ville forstå det. Det var ikke det, at jeg ville forkaste ideen om at være profet, men
at jeg ikke nærede nogen særlig tilbøjelighed til at kalde mig sådan. Men jeg siger, at
jeg bærer Jesu vidnesbyrd, som er profetiens ånd.
Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner. Jeg har fundet
hundreder og tusinder af mine brødre, som er villige til at sætte livet til for mig.
De byrder, som jeg bærer på, er meget store. Mine forfølgere giver mig hverken rist
eller ro, og jeg finder, at midt i alle opgaver og bekymringer er ånden rede, men kødet
er svagt. Endskønt jeg blev kaldet af min himmelske Fader til at lægge grundvolden til
dette store værk og rige i denne uddeling og til at bære vidnesbyrd om hans åbenbarede
vilje til det adspredte Israel, er jeg underkastet samme mentalitet, sindsbevægelser og
svagheder som andre mennesker, akkurat som de fordums profeter.
Til trods for mine svagheder, må jeg nødvendigvis bære andres svagheder, som,
når, de kommer i vanskeligheder, stædigt og hårdnakket holder fast ved mig for at
komme ud af dem, og ønsker, at jeg skal dække over deres fejl. På den anden side vil
de samme mennesker, når de opdager en svaghed hos broder Joseph, gøre alt for at
ødelægge hans gode navn og rygte og udsprede det til hele verden og derved hjælpe
mine fjender til at udrydde de hellige. Endskønt loven er givet kirken gennem mig, så vil
sådanne mennesker ikke et eneste øjeblik bære over med mig. De er rede til at udrydde
mig for den mindste svaghed og udråbe mine indbildte skavanker fra Dan til Be'ersjeba,
skønt de er for uvidende om det, der hører Gud til, og som er blevet åbenbaret mig, til at
dømme om mine handlinger, motiver eller opførsel på nogen som helst korrekt måde.
Det eneste princip, efter hvilket de dømmer mig, er ved at sammenligne mine
handlinger med deres fædres tåbelige tradi- tioner og overleveringer og lejede præsters
meningsløse og pjankede lærdomme, hvis opgave og formål var at holde folket i
uvidenhed for ussel mammons skyld; eller som profeten siger, at give sig selv at
spise og ikke hjorden. Folk kommer tit til mig med deres bekymringer og søger mit
råd, idet de siger: O, broder Joseph! hjælp mig! hjælp mig! Men når jeg selv er i
vanskeligheder, sympatiserer kun få af dem med mig eller yder mig hjælp. Jeg tror
på en slags vekselvirkning, når vi lever i en djævelsk og ugudelig verden, hvor folk er
travlt beskæftigede med at ligge på lur efter ugudelighed og lægge snarer for dem, som
irettesætter i porten.
Loyalitet overfor venner.
Jeg ser ingen fejl i eller ved kirken, og lad mig derfor opstå sammen med de hellige,
hvad enten jeg stiger op til himlen eller stiger ned til helvede eller går noget andet sted.
Og dersom vi går til helvede, vil vi smide djævlene ud og gøre det til en himmel. Hvor
dette folk er, er der godt at være. Hvad bryder vi os om, hvor vi er, dersom omgivelserne

Side 273
og selskabet er gode? Jeg bryder mig ikke om, hvordan et menneske er; hvis han er
min ven - en sand ven, vil jeg være hans ven og prædike frelsens evangelium for ham
og give ham gode råd og hjælpe ham ud af hans vanskeligheder.
Venskabet er et af de store fundamentale principper i "mormonismen"; (det er
bestemt) til at revolutionere og kultivere verden og få krige og stridigheder til at ophøre
og få folk til at blive venner og brødre. Selv ulven og lammet skal ligge sammen;
panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, og en lille dreng skal
drive dem; kvien og bjørnen bliver venner; den spæde skal lege ved øglens hul, den
afvante række sin hånd til giftslangens rede, og der gøres ej ondt og voldes ej men i
hele mit hellige bjergland, siger Hærskarernes Herre. (Esajas).
Kærlighed avler kærlighed.
Der er et gammelt ordsprog, der siger, at kærlighed avler kærlighed. Lad os give
kærlighed - vise vor venlighed overfor alle mennesker, og så vil Herren belønne os
med evig tilgang og forøgelse; lad os kaste vort brød på vandet, og efter mange dage
vil vi modtage det, forøget med hundrede fold. Venskab er som broder Turley i hans
smedje, hvor han svejser jern til jern; det forener den menneskelige familie med sin
lykkelige indflydelse.
Jeg dvæler ikke ved vore fejl, og I bør ikke dvæle ved mine. Barmhjertighed, som
er kærlighed, dækker over en mangfoldighed af synder, og jeg har ofte dækket over
alle jeres fejl; men det skønneste og bedste er slet ikke at have nogen fejl. Vi burde
opelske en ydmyg, rolig og fredelig ånd.
Har presbyterianerne nogen sandhed? Ja. Har baptisterne, metodisterne o. s. v.
nogen sandhed? Ja. De har allesammen lidt sandhed, blandet med fejl og vildfarelser.
Vi burde samle alle de gode og sande principper i verden og bevare dem som en skat,
thi ellers vil vi ikke vise os at være sande "mormoner".
I mandags morges kom visse brødre til mig og sagde, at de ikke rigtig vidste, om de
kunne antage Hyrum som profet, og bad mig om at trække mig tilbage. Men jeg sagde
til dem: "Jeg sagde det kun for at prøve jeres tro; og det er mærkeligt, brødre, at I har
været i kirken så længe og endnu ikke forstår det melkisedekske præstedømme."
* * *
Det er i modstrid med guvernør Fords embedsed at sende en mand til Missouri, hvor
han er stillet udenfor loven i sine religiøse meninger og opfattelser; thi han har aflagt
ed på at ville understøtte og holde De forenede Staters forfatning og ligeledes denne
stats, og disse forfatninger garanterer både borgerlig frihed og religionsfrihed for alle
religionssamfund. (23. juli 1843). D. H. C. 5:516-518.

Profeten Joseph Smiths ordsprog - 1843.
Side 274
1. Kræv aldrig af en ven i modgang, hvad du ville kræve af ham, når han har fremgang.
2. Hvis et menneske viser sig at være ærlig i sin handlemåde, og en fjende falder
over ham af ondskab ved svig eller falske foregivender og fordi han er stærkere end
han, gør ham til sin fange og røver hans ejendele, sig da aldrig til det menneske i
hans modgangs dage: Betal mig, hvad du skylder, thi hvis du gør det, tilføjer du ham
blot et dybere sår, og der vil komme fordømmelse over dig, og dine rigdomme skal
retfærdiggøres i modgangens dage, dersom de vil spotte dig.
3. Du skal ikke bekymre dig om det, en fjende har hindret dig i at udføre, om blot
dine ønsker er retfærdige.
4. Lad ikke din hånd undlade at tilbagebetale det, som du skylder, mens det endnu
er indenfor din rækkevidde at gøre det, men når dine ejendele synker i værdi, sig da
til dit hjerte, vær stærk, og til dine bekymringer, hør op, thi hvad er mennesket; han er
ikke andet end gødning på jorden, og selv om han forlanger kvæget fra tusinde høje
af dig, kan han ikke sætte sig i besiddelse af sit eget liv. Gud skabte ham og dig og
gav alt til fælles nytte.
5. Der er en ting under solen, som jeg har lært, og det er, at menneskets retfærdighed
er synd, fordi den kræver så meget; men Guds retfærdighed er rimelig og retsindig, fordi
den slet ikke kræver noget, men lader regnen falde over retfærdige og uretfærdige, ved
såtid og høst, for hvilket mennesket er utaknemmeligt. (1843). MSS. Historian's Office.

Uddrag fra en prædiken af præsident Joseph Smith.
23. juli 1843.
Side 275
I mandags morges kom visse mænd til mig og sagde: "Broder Joseph, Hyrum er
ikke nogen profet - han kan ikke lede kirken; du må lede kirken. Hvis du trækker dig
tilbage, vil alt gå galt; du må ikke nedlægge dit embede; hvis du gør det, vil kirken blive
spredt for alle vinde." Jeg blev nysgerrig og sagde: "Har vi ikke lært præstedømmet
efter Melkisedeks orden, som omfatter både profeter, præster og konger: se Åb. 1:6,
så vil jeg gøre jeres profet til præst og så til konge - ikke for denne verdens riger, men
for den allerhøjeste Gud. Se Åb. 5:10 - "Du har gjort os til konger og til præster for vor
Gud, og de skal herske på jorden.""
Hvis jeg skulle blive ophøjet, ville så ikke mange af mine fjender i Missouri blive
skuffet, når de vågner og befinder sig i helvede og ser, hvad de kunne have opnået,
og erkender og indser, hvad de har mistet ved ikke at lytte til min røst og adlyde mine
belæringer?
Mattæus 5:17-18: "Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne;
jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. Thi sandelig siger jeg eder,
før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af
loven forgå - før det er sket altsammen."
Og atter Mattæus 11:12-13: "Og fra Johannes Døbers dage indtil nu tages
himmeriget med storm, og de, der stormer det, river det til sig. Thi alle profeterne og
loven har profeteret indtil Johannes." Johannes havde det aronske præstedømme og
var en lovligt indsat forvalter og forløber for Kristus og kom for at berede vejen for ham.
Kristus var kirkens overhoved, den store hjørnesten, den år idelige klippe, hvorpå
kirken blev bygget, og helvedes porte skal ikke få overhånd over den. Han opbyggede
riget, valgte apostle og ordinerede dem til det melkisedekske præstedømme og gav
dem magt og myndighed til at forvalte evangeliets forordninger. Johannes var præst
efter Arons orden før Kristus.
Se 2. Mosebog 30:30, 31: "Ligeledes skal du salve Aron og hans sønner og hellige
dem til at gøre præstetjeneste for mig. Men til israeliterne skal du sige således: Dette
skal være mig en hellig salveolie fra slægt til slægt." Ligeledes 2. Mosebog 40:15: "Og
salv dem, som du salver deres fader (Aron), til at gøre præstetjeneste for mig. Således
skal det ske, for at et evigt præstedømme kan blive dem til del fra slægt til slægt."
Her er en lille smule lov, der må opfyldes. Det levitiske præstedømme er for evigt
arveligt - overdraget Aron og hans sønner for evigt, og dette præstedømme var i aktiv
virksomhed ned til Zakarias, der var fader til Johannes. Zakarias ville ikke have haft
noget barn, dersom Gud ikke havde skænket ham en søn. Han sendte sin engel for at
forkynde Zakarias, at hans hustru Elisabeth skulle føde ham en søn, hvis navn skulle
være Johannes.
Det aronske præstedømmes nøgler blev overdraget ham, og han var som en røst,
der råber i ørkenen og siger: "Ban Herrens vej, gør hans stier jævne."
Himmeriges rige tages med storm etc.
Himmeriges rige fortsætter med myndighed indtil Johannes. Myndigheden tager det
med absolut magt.
Johannes, som havde magten, tog riget med myndighed.
Hvordan har du fået al den megen kundskab? Ved den Helligånds gave.

Vristede riget fra jøderne.
Af disse stenhårde ikke-jøder - disse hunde - at oprejse børn til Abraham.
Side 276
Frelseren sagde til Johannes: Jeg må døbes af dig. Hvorfor det? For at opfylde
al retfærdighed. Johannes afslår det til at begynde med, men adlød senere ved at
udføre dåbsforordningen, da Jesus ikke havde nogen anden lovligt indsat forvalter at
henvende sig til.
Der er ingen frelse mellem de to omslag i Bibelen uden en lovlig forvalter. Jesus var
dengang deq lovlige forvalter og ordinerede sine apostle. - MSS. Historian's Office.

Profetens bemærkninger
Profetens bemærkninger ved
dommer Higbees begravelse.
Side 277
Brødre og søstre! I vil finde disse ord i II Peter 3:10, 11: "Men Herrens dag skal komme
som en tyv; da skal himlene forgå med et brag, og elementerne skal komme i brand og
opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op. Da nu alt dette går
sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt."
Jeg er ikke som andre mennesker. Mit sind er til stadighed optaget af dagens gerning
og opgaver, og jeg er fuldstændig afhængig af den levende Gud for hver eneste ting,
jeg siger ved sådanne lejligheder som disse.
Det, der er betydningsfuldt for os, er at forstå og fatte, hvad Gud i virkeligheden
indstiftede før verdens grundlæggelse. Hvem ved det? Det er menneskehedens
medfødte tilbøjelighed at opstille pæle og sætte grænser for den Almægtiges arbejde
og veje.
* * *
Men jeg vil give jer endnu mere at tænke på. Sæt at I har en ide om en opstandelse
etc. og alligevel ikke ved noget som helst om evangeliet, eller forstår et eneste princip
af himlens orden, men finder, at I bliver skuffede - ja, til sidst opdager, at I er skuffede i
hver eneste forhåbning og forventning, når afgørelsen falder fra den Almægtiges læber.
Ville dette ikke være en større skuffelse - en pinligere tanke end tilintetgør se?
Hade jeg inspiration, åbenbaring og lunger til at give, hvad min sjæl har tænkt over i
forbigangne tider, ville der ikke være en' eneste sjæl i denne forsamling, uden at de ville
gå hjem og lukke munden i evig tavshed angående religiøse spørgsmål, til de havde
lært noget.
Hvorfor være så sikre på, at I fatter Guds ting, når alle ting hos jer er så usikre. Al
den kundskab og intelligens, som jeg kan give jer, står til jeres tjeneste. Jeg misunder
ikke verden al den religion, den har fået; for mig kan de have al den kundskab, de er
i besiddelse af.
Denne klang når mit øre: "Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds
stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal og en
menighed af førstefødte, som er indskrevne i himlene, og til en dommer, som er alles
Gud, og til deres ånder, som er retfærdige og er nået til fuldendelse, og til den nye pagts
Mellemmand, Jesus." (Hebr. 12:22, 23, 24). Hvad ville det gavne os at komme til deres
ånder, som er retfærdige, dersom vi ikke lærte og nåede til deres kundskabs stade?
Hvor er dommer Higbee gået hen?
Fædrenes pagter åbenbaret.
Hvem findes der, der ikke ville give alt sit gods til de fattige og sprede sit guld og sølv
for de fire vinde, for at komme derhen, hvor dommer Higbee er?
Det, der har været skjult fra før verdens grundlæggelse, er blevet åbenbaret til
spæde og diende i de sidste dage. Verden er forbeholdt ilden i de sidste dage. Han skal
sende profeten Elias, og han skal åbenbare fædrenes pagter med henblik på børnene
og børnenes pagter med henblik på fædrene. Fire ødelæggende engle har magten over

Side 278
jordens fire hjørner og dele, indtil Guds tjenere har fået et segl på panden, der betyder,
at velsignelsen bliver beseglet på deres hoved, nemlig den evige pagt, hvorved deres
kaldelse og udvælgelse gøres sikker og urokkelig. Når der sættes et segl på faderen
og moderen, sikrer det deres efterkommere, så at de ikke kan gå tabt, men vil blive
frelst i kraft af pagten med deres fader og moder.
Til de sørgende vil jeg gerne sige: Gør som jeres mand og fader ville have belært
jer, og så vil I blive genforenet.
Taleren blev ved med at forkynde læren om udvælgelse og de beseglende kræfter
og principper og talte om læren om udvælgelse med Abrahams sæd og beseglingen
af velsignelser på hans afkom og fædrenes og børnenes besegling i henhold til
profeternes erklæringer. Han talte derefter om dommer Higbee i åndeverdenen og de
velsignelser, som han ville opnå, og om dommer Higbees kærlige ånd og venlige sind,
mens han levede; intet af dette blev nedskrevet. (13. august 1843). D. H. C. 5:529-531.

Præstedømmet.
Præstedømmet.
Side 279
Præsident Smith læste det 7. kapitel af Hebræerbrevet og sagde: Salem er et hebraisk
udtryk. Det skulle være Siloam, som betyder retfærdighed og fred: som det er, er det
intet - hverken hebraisk, græsk, latin, fransk eller noget andet sprog.
Jeg siger til alle, der er tilbøjelige til at sætte grænser for den Almægtige, at de vil
gå glip af Guds herlighed.
For at blive medarving til Sønnens arveret, må man opgive alle falske traditioner og
overleveringer.
* * *
Hvis jeg har syndet, har jeg syndet i det udvortes; men jeg har afgjort tænkt over
det, der hører Gud til.
Angående det melkisedekske præstedømme gjorde sekterne aldrig krav på at have
det; de kunne så ganske naturligt ikke frelse nogen, og ville allesammen blive fordømt.
Der var en episkopalsk præst, der sagde, at han havde Arons præstedømme, men ikke
havde Melkisedeks præstedømme; og jeg bærer vidnesbyrd om, at jeg aldrig har truffet
den mand, som hævdede at have Melkisedeks præstedømme. Det melkisedekske
præstedømmes magt er at have magten til "uendeligt liv"; thi den evige pagt kan ikke
brydes.
Loven blev givet under Aron i den hensigt at udøse straffedomme og udryddelse.
Tre store ordener.
Der findes tre store ordener i præstedømmet, som der henvises til her.
1. Kongen af Siloam (Salem) havde større magt og myndighed end Abraham, da
han havde nøglen og magten og myndigheden til uendeligt liv. Gud forbandede Israels
børn, fordi de ikke ville modtage den sidste lov af Moses.
Det offer, der krævedes af Abraham ved ofringen af Isak, viser, at hvis et menneske
vil få rigets nøgler til et uendeligt liv, må han ofre alle ting. Når Gud tilbyder et menneske
en velsignelse eller en kundskab, og vedkommende afslår at tage imod den, vil han
blive fordømt. Israeliterne bad, at Gud ville tale til Moses og ikke til dem; som følge
heraf forbandede han dem med en kødelig lov.
Hvad var Melkisedeks magt? "Det var ikke Arons præstedømme, som forretter
tjenestegerning i ydre forordninger og offerslagtning. De, der har det melkisedekske
præstedømmes fylde, er den allerhøjeste Guds konger og præster, der har nøglerne til
magt og velsignelser. I virkeligheden er dette præstedømme en fuldkommen teokratisk
lov, og står som Gud for at give love til folket, idet det giver endeløst eller uendeligt liv
til Adams sønner og døtre.
Abraham siger til Melkisedek: Jeg tror alt det, du har lært mig angående
præstedømmet og Menneskesønnens komme; derfor ordinerede Melkisedek Abraham
og sendte ham bort. Abraham glædede og frydede sig og sagde: Nu har jeg
'præstedømmet.
Elias's mission.

Frelse kunne ikke komme til verden uden Jesu Kristi mellemkomst.
Side 280
Hvorledes skal Gud komme denne generation til hjælp? Han vil sende Elias,
profeten. Loven, der blev åbenbaret Moses på Horeb, blev aldrig åbenbaret Israels
børn som nation.
Elias skal åbenbare pagterne for at besegle fædrenes hjerter til børnene og
børnenes til fædrene.
Salvelsen og beseglingen skal kaldes, udvælges og gøres urokkelig og sikker.
"Uden fader, uden moder, uden stamtavle, uden begyndelse på sine dage og uden
afslutning på sit liv, ligestillet med Guds Søn - han bliver ved med at være præst
bestandig." Det melkisedekske præstedømme har retten fra den evige Gud og ikke ved
nedstamning fra fader og moder; og dette præstedømme er lige så evigt som Gud selv,
idet det hverken har begyndelse på sine dage eller afslutning på sit liv.
Det andet præstedømme er patriarkalsk myndighed. Gå hen og gør templet færdigt,
så vil Gud fylde det med magt og kraft, og så vil I modtage mere kundskab angående
dette præstedømme.
Det tredie er det, der kaldes det levitiske præstedømme, der består af præster, som
forretter de ydre forordninger, gjort uden edsaflæggelse og løfte; men Melkisedeks
præstedømme er med en edsaflæggelse og en pagt.
Den Helligånd er Guds sendebud til at forrette i alle disse præstedømmer.
Jesus Kristus er arving til dette rige - Faderens Enbårne i kødet, og han har nøglerne
til og over hele denne verden. Menneskene må lide, så de kan komme til Zions bjerg
og blive ophøjet over himlene.
Jeg ved om et menneske, som er blevet bortrykket indtil den tredie himmel, og kan
sige, som Paulus, at vi har set og hørt ting, som det ikke er os tilladt at udtale. (27.
august 1843). D. H. C. 5:554-556.

Belæringer om flerkoneri.
Side 281
Om eftermiddagen kørte jeg ud til prærien for at vise visse brødre noget land.
Hjemme om aftenen og gik op og ned ad gaderne med min skriver og sekretær. Gav
belæringer for at prøve de mennesker, som prædikede, lærte eller praktiserede læren
om flerkoneriet; thi i henhold til loven har jeg nøglerne til denne magt i de sidste dage;
thi der er aldrig mere end een på jorden ad gangen, til hvem magten og nøglerne er
overdraget; og jeg har til stadighed sagt, at ingen mand skal have mere end een kone
ad gangen, medmindre Herren befaler anderledes. (5. oktober 1843). D. H. C. 6:46.

Hvordan frelse opnås.
Profetens bemærkninger i
anledning af James Adams' død.
Side 282
Alle mennesker ved, at de må dø. Og det er vigtigt, at vi forstår grundene og årsagerne
til vor udsættelse for livets og dødens omskiftelser og Guds formål og hensigter med
vor komme til verden, vore lidelser her og vor bortgang herfra. Hvad er formålet med
vor eksistens og derefter døden og vor falden bort, så vi ikke er her mere? Er det ikke
fornuftigt at tro, at Gud ville åbenbare noget med henblik på sagen, og det er et emne,
vi burde studere og undersøge mere end noget andet. Vi burde studere det dag og
nat, thi verden er uvidende med henblik på menneskenes sande stilling og forhold.
Hvis vi overhovedet har noget krav på vor himmelske Fader for noget som helst, er
det for at få kundskab om dette betydningsfulde emne. Kunne vi læse og forstå alt,
hvad der er blevet skrevet fra Adams dage om menneskets forhold til Gud og, engle
i fremtiden, ville vi stadig vide meget lidt derom. At læse om andres oplevelser og
erfaringer eller de til dem givne åbenbaringer kan aldrig give os et omfattende indblik
i vor stilling og vort sande forhold til Gud. Kundskab om disse ting kan kun opnås ved
erfaring gennem Guds forordninger, der er fremsat i den hensigt. Hvis I kunne se ind i
himlen fem minutter, ville I vide mere, end I ville ved at læse alt, hvad der nogensinde
er skrevet om dette emne.
Vi er kun i stand til at fatte, at visse ting eksisterer, som vi kan tilegne os ved visse
fastsatte principper. Hvis folk vil opnå frelse, må de, før de forlader denne verden,
underkaste sig visse love og principper, der blev fastsat ved et uforanderligt dekret,
før verden blev til.
Skuffelsen med hensyn til håb og forventninger ved opstandelsen vil blive
ubeskrivelig frygtelig.
Engle og ånder.
Organiseringen af de åndelige og himmelske verdener og af åndelige og himmelske
væsener var i overensstemmelse med den mest fuldkomne orden og harmoni: deres
begrænsninger og grænser blev uigenkaldeligt fastsat og frivilligt tiltrådt af dem selv i
deres himmelske bolig og blev ligeledes tiltrådt af vore første forældre på jorden. Derfor
er det så vigtigt og betydningsfuldt, at alle mennesker på jorden, som forventer evigt
liv, antager og tiltræder den evige sandheds principper.
Jeg forsikrer de hellige om, at sandheden med henblik på disse sager og forhold kan
og må kendes gennem Guds åbenbaringer efter hans forordninger og som svar på bøn.
Den hebraiske kirke "kom til deres ånder, som er retfærdige og er nået til fuldendelse,
og til den nye pagts Mellemmand, Jesus." Hvad lærte de ved at komme til deres ånder,
som er retfærdige og er nået til fuldendelse? Er det nedskrevet? Nej. Hvad de lærte er
ikke blevet og kunne ikke være blevet skrevet. Hvad formål opnåedes der ved denne
forbindelse med de retfærdiges ånder? Det var Guds riges fastslåede orden: Magtens
og kundskabens nøgler var med dem, så de kunne stå i forbindelse med de hellige.
Derfor vigtigheden af at forstå forskellen mellem de retfærdiges ånder og englene.
Ånder kan kun åbenbares i flammende ild eller herlighed. Engle er kommet videre,
idet deres lys og herlighed har fået et legeme; og derfor viser de sig i legemlig form og

Side 283
skikkelse. Retfærdige menneskers ånder gøres til tjenere for dem, som er beseglet til
evigt liv, og det er gennem dem, at beseglingsmagten og myndigheden kommer.
Patriark Adams er nu en af deres ånder, som er retfærdige og er nået til fuldendelse;
og hvis det åbenbares nu, må det åbenbares i ild, ellers kunne herligheden ikke
udholdes. Jesus viste sig for sine disciple, og de troede, at det var hans ånd, og de var
bange for at nærme sig hans ånd. Engle er nået højere i kundskab og magt end ånder.
Angående broder James Adams ville det synes mærkeligt, at en så god og en så stor
mand blev hadet. Den afdøde burde aldrig have haft en fjende. Men det var alligevel
tilfældet. Hvor som helst lyset skinner, roder det op i mørket. Sandhed og vildfarelse,
godt og ondt kan ikke forliges. Dommer Adams havde nogle fjender, men en sådan
mand burde ikke have haft en eneste. Jeg traf ham først i Springfield, da jeg var på vej
fra Missouri til Washington. Han opsøgte mig, da jeg var fremmed, tog mig til sit hjem,
opmuntrede og trøstede mig og gav mig penge. Han har været en meget intim ven. Jeg
salvede ham til den patriarkalske magt og myndighed - til ved åbenbaring til ham selv
at modtage kundskabens og magtens nøgler. Han har haft åbenbaringer angående sin
bortgang og er gået til et langt vigtigere arbejde. Når folk er beredte, er de langt bedre
stillede, når de går bort herfra. Broder Adams er gået hinsides for at åbne døren på vid
gab for de afdøde. De retfærdiges ånder er ophøjede til et større og . herligere værk;
derfor er de velsignede i deres overgang til åndeverdenen. Indhyllet i luende ild er de
ikke langt fra os og kender og forstår vore tanker, følelser og bevægelser og lider ofte
derunder.
Kød og blod kan ikke komme der; men kød og ben, der er levendegjort af Guds
ånd, kan.
Dersom vi ville være rolige og besindige og våge i faste og bøn, ville Gud tage
sygdom bort af vor midte.
Fremskynd arbejdet i templet, forny jeres bestræbelser på at fremme hele de sidste
dages værk, og vandre i besindighed og retskaffenhed for Herren. Ældsterne og de
hellige burde aflægge letsindighed og være rolige og besindige. (9. oktober 1843). D.
H. C. 6:50-52.

Side 284
Profeten om De forenede Staters forfatning og Bibelen.
Timelig økonomi.
Det er et af de første principper i mit liv og et princip, som jeg har dyrket og plejet
fra min barndom, idet min fader lærte mig det, at skænke hvert eneste menneske
samvittighedsfrihed. Jeg er den største talsmand for De forenede Staters forfatning,
der er på jorden. I mine følelser er jeg altid rede til at dø for de svages og undertryktes
beskyttelse i deres berettigede krav. Den eneste fejl, jeg finder ved forfatningen, er, at
den ikke er stor eller omfattende nok til at dække alle forhold.
Endskønt den siger, at alle mennesker bør have religionsfrihed, så siger den
dog ikke på hvilken måde denne frihed kan bevares eller angiver straf for de
regeringsembedsmænd, der nægter at beskytte folket i deres religiøse rettigheder eller
straffer de pøbelhobe, stater eller kommuner, som blander sig i folkets rettigheder
på grund af deres religion. Forfatningens tanker og opfattelser er gode, men den
foreskriver ikke noget middel til at gennemføre dem. Den har kun denne ene fejl.
Under dens ordning og bestemmelser kan et menneske eller et folk, som er i stand
til at forsvare sig, klare sig udmærket; men de, der har det uheld at være svage eller
upopulære, er overladt til folkets ubarmhjertige og nådeløse raseri. Forfatningen burde
indeholde en bestemmelse om, at hver eneste regeringsembedsmand, der forsømmer
eller nægter at yde den beskyttelse, der er garanteret i forfatningen, skulle underkastes
dødsstraf; og så ville De forenede Staters præsident ikke sige: "Deres sag er retfærdig
og rimelig, men jeg kan intet gøre for Dem", en guvernør udstede udryddelsesordrer
eller dommere sige: "De anklagede burde falde ind under lovens beskyttelse, men
det vil ikke behage pøbelen; de anklagede må dø for at tilfredsstille bærmens råben
og skrigen; de må hænges, ellers vil Missouri blive fordømt i al evighed." Officielle
dokumenter kunne udstedes, når de burde udstedes, og ikke blive gjort til grusomme
instrumenter til at undertrykke de uskyldige og forfølge mennesker, hvis religion er
upopulær.
Menneskers trosbekendelser.
Jeg kan ikke tro på nogen af de forskellige samfunds trosbekendelser, fordi de
allesammen har noget i sig, jeg ikke kan skrive under på eller godtage, skønt de alle
indeholder nogen sandhed. jeg ønsker at komme i Guds nærværelse og lære alt;
men trosbekendelserne sætter grænsepæle og siger: "Hertil kan du komme og ikke
længere", hvad jeg ikke kan tiltræde.
Fejl i Bibelen.
Jeg tror på Bibelen, som den lød, da den kom fra de oprindelige forfatteres pen.
Uvidende oversættere, ligegyldige og skødesløse afskrivere eller rænkefulde og
fordærvede præster har begået mange fejl. Som der står skrevet i 1. Mosebog 6:6:
"Da angrede Herren, at han havde gjort menneskene på jorden;" ligeledes 4. Mosebog
23:19: "Gud er ikke et menneske, at han skulle lyve, et menneskebarn, at han skulle
angre", hvad jeg ikke tror. Men der burde stå: "Noa angrede, at Gud havde skabt
menneskene." Det tror jeg, og så bliver der mening i det andet citat. Hvis noget
menneske vil bevise for mig ved et enkelt skriftsted fra den hellige skrift en enkelt ting,
som jeg tror er forkert, vil jeg fornægte og afsværge det lige så meget, som jeg forkyndte
det.

Side 285
Evangeliets første principper, som jeg tror dem, er tro, omvendelse, dåb til
syndernes forladelse med forjættelsen om den Helligånd.
Se på Hebræerbrevet 6:1 og læg mærke til modsigelserne: "Lad os derfor ikke her
gå ind på børnelærdommen om Kristus, men ledes frem til de voksnes stade." Dersom
et menneske forlader børnelærdommen om Kristus, hvordan kan han da blive frelst i
principperne? Det er en modsigelse. Jeg tror ikke på det. jeg vil give det, som det skulle
lyde - "Lad os derfor her gå ind på børnelærdommen om Kristus og ledes frem til de
voksnes stade og ikke påny lægge grundvold med omvendelse fra døde gerninger og
tro på Gud, med lære om tvætninger og håndspålæggelse, de dødes opstandelse og
evig dom."
Guds rige.
En ting er at se Guds rige, en anden at komme ind i det. Der må ske en forandring med
os i hjertet for at se Guds ri, og vi må tiltræde adoptionsreglerne for at indtræde deri.
Intet menneske kan modtage den Helligånd uden at modtage åbenbaringer. Den
Helligånd er en åbenbarer.
Straffedomme venter denne generation.
Jeg profeterer i Herren Israels Guds navn, at kval og vrede og prøvelser og borttagelsen
af Guds ånd fra jorden venter denne generation, førend den vil blive hjemsøgt
med fuldstændig ødelæggelse. Denne generation er lige så fordærvet som jødernes
generation, der korsfæstede Kristus; og hvis han havde været her i dag og ville
have forkyndt den samme lære, som han gjorde dengang, ville de slå ham ihjel. Jeg
tør indestå for, at hele verden ikke kan ødelægge og omstyrte Guds værk; og jeg
profeterer, at de aldrig vil have magt til at slå mig ihjel, førend min gerning og mit værk
er fuldført, og jeg er rede til at dø.
Den timelige økonomi - Varetagelsen af de fattige.
Dette folks timelige økonomi skulle gå ud på at oprette industri og opmuntre til
fabrikation og ikke at tage ågerrenter for deres penge. Jeg ønsker ikke at binde de
fattige her til at sulte ihjel. Drag ud på landet og gå ind i de omliggende byer og skaf
fødevarer og omgjord jeres lænder og vær besindige og nøgterne. Når I får mad, vend
da tilbage, hvis I er til sinds til det.
Nogle siger, at det er bedre at give til de fattige end bygge templet. Opførelsen af
templet har hjulpet de fattige, som blev fordrevet fra Missouri, og bevaret dem mod at
sulte ihjel; og det har været det bedste middel til dette formål, som kunne udtænkes.
O, alle I rige sidste dages hellige ude omkring, jeg vil indbyde jer til at bringe nogle
af jeres penge - jeres guld, jeres sølv og jeres kostbarheder og give det til templet. Vi
trænger til jern, stål, spader og mekanisk værktøj og værktøj til stenbrud.
Det ville være en udmærket ide at bringe en esse eller smedje hertil til fabrikation af
jern og indføre råmaterialer af enhver art og oprette fabrikker af alle slags og omgive
strømfaldene med møller og maskineri.
Jeg har aldrig i mit liv stjålet så meget, der kan ligge på min lillefinger; og selv om I
er sultne, stjæl alligevel ikke. Kom til mig, så vil jeg give jer mad.

Side 286
Hemmeligheden ved frimureriet er at bevare en hemmelighed. Det er god økonomi
at underholde fremmede - at underholde sekterere. Kom til Nauvoo, I sekteriske
præster for det evige evangelium, som de kalder det, så skal I få lov til at benytte min
talerstol hele dagen.
Ve jer, I rige, som nægter at give de fattige, og så kommer og beder mig om brød.
Bort med al jeres gemenhed og vær gavmilde. Vi trænger til at blive udrensede, lutrede
og retfærdiggjorte. I, som kun har liden tro på ældsterne, når I er syge, få fat i et eller
andet enkelt hjælpemiddel på de første stadier. Hvis I overhovedet sender bud efter en
læge, send da bud efter ham i sygdommens første stadier.
Alle I læger, der er tåber, ikke belæste, og som ikke forstår den menneskelige fysik
og konstitution, hold op med at praktisere. Alle I sagførere og lovkyndige, som ikke har
nogen sager at føre eller noget klientel, dersom I ikke selv opstøver det, hvor ville jeg
ønske, at I ville give jer til at arbejde eller stikke af! (15. oktober 1843). D. H. C. 6:56-59.

Afhandling: Den beseglende magt i præstedømmet.
Den beseglende magt i præstedømmet
Side 287
Der er mange mennesker samlet her i dag og overalt i byen og fra forskellige dele
af verden, som siger, at de med vished har modtaget en del af kundskaben fra Gud
gennem åbenbaring på den måde, han har forordnet og indrettet det.
Jeg skal da gerne indtage det standpunkt, at vi har modtaget en del kundskab fra
Gud ved umiddelbar åbenbaring, og fra samme kilde kan vi modtage al kundskab.
Elias's sendelse.
Hvad skal jeg tale om i dag? Jeg ved, hvad broder Cahoon ønsker, at jeg skal tale om.
Han vil gerne have, at jeg taler om Elias's komme i de sidste dage. Jeg kan se det i
hans øjne. Jeg vil da tale om dette emne.
Bibelen siger: "Se, jeg sender eder profeten Elias, før Herrens store og frygtelige
dag kommer. Han skal vende fædrenes hjerte til sønnerne og sønnernes til fædrene,
at jeg ikke skal komme og slå jorden med band."
Ordet vende der burde oversættes med binde eller besegle. Men hvad er
formålet med denne vigtige mission? eller hvordan skal den opfyldes? Nøglerne skal
overleveres, Elias's ånd skal komme, evangeliet oprettes, Guds hellige indsamles, Zion
opbygges og de hellige komme som frelsere på Zions bjerg.
Men hvordan skal de blive frelsere på Zions bjerg? Ved at bygge deres templer,
opføre deres døbefonter og ved at gå frem og modtage alle forordningerne, dåb,
håndspålæggelse, tvætninger, salvelser, ordinationer og beseglende magter og
kræfter på deres hoveder for alle deres forfædre, som er døde, og forløse dem,
som kommer frem i den første opstandelse og sammen med dem blive ophøjet til
herlighedens troner; og heri er den kæde, der binder fædrenes hjerte til børnene og
børnenes til fædrene, hvad der opfylder og fuldbyrder Elias's mission. Hvor ville jeg
ønske, at dette tempel var færdigt, så vi kunne komme ind i det og begynde at arbejde
og benytte os af tiden og gøre brug af seglene, så længe de er på jorden.
De hellige har ikke megen tid.
De hellige har ikke altfor megen tid til at frelse og forløse deres døde og indsamle deres
levende slægtninge, så de også kan blive frelst, før jorden vil blive ramt og slagen og
den fastslåede ødelæggelse kommer over jorden.
Jeg vil råde alle de hellige til af al styrke og kraft at indsamle alle deres levende
slægtninge til dette sted, så de må blive beseglet og frelst, at de må blive beredt for
den dag, da den ødelæggende engel vil gå ud; og dersom hele kirken ville anvende
al magt og energi på at frelse deres døde, besegle deres efterkommere og indsamle
deres levende venner og ikke bruge noget af deres tid til verden, ville de knap nok blive
færdige, før natten kommer, når intet menneske kan arbejde; og min eneste bekymring
for nærværende er angående os selv, at de Dellige vil blive splittet, opløst og adspredt,
før vor frelse er sikret; thi der er så mange tåber i verden, på hvem djævelen kan virke,
at det ofte giver ham fordelen.
Alle forordninger nødvendige.

Side 288
Det spørgsmål stilles ofte: "Kan vi blive frelst uden at gå gennem alle disse
forordninger?" Mit svar er: nej, ikke frelsens fylde. Jesus sagde: "I min Faders hus er
der mange boliger; jeg går bort for at gøre en plads rede for jer." Hus burde have været
oversat med rige; og ethvert eneste menneske, som er ophøjet til den højeste bolig,
må adlyde en celestial lov og det hele loven.
Men der har været store vanskeligheder med at banke noget ind i hovederne på
denne generation. Det har været som at klippe et stykke tøj med en døv saks. Selv de
hellige er langsomme til at forstå.
De helliges uvillighed til at lære.
Jeg har i adskillige år prøvet på at berede de helliges sind på at modtage det, der hører
Gud til; men vi ser ret ofte, at nogle af dem, efter at de har lidt alt det, de har, for Guds
værk, vil blive knust som glas, så snart der kommer noget, som er i modstrid med deres
traditioner og overleveringer; de kan slet ikke tåle ilden. Hvor mange vil kunne efterleve
en celestial lov og blive ved og modtage en ophøjelse, kan jeg ikke sige, da mange er
kaldede, men få er udvalgt. (20. januar 1844). 1). H. C. 6:183-185.

Profetens opfattelser af sin kandidatur til
embedet som De forenede Staters præsident.
Side 289
Jeg ville ikke have tilladt, at mit navn skulle bruges af mine venner på nogen som
helst måde som De forenede Staters præsident eller som kandidat for dette embede,
dersom jeg og mine venner havde haft privilegiet at nyde vore religiøse og borgerlige
rettigheder som amerikanske borgere, ja de rettigheder, som forfatningen uden forskel
garanterer alle borgerne. Men det er blevet os nægtet som et folk lige fra begyndelsen.
Forfølgelse har rullet hen over vore hoveder fra tid til anden i forskellige dele af De
forenede Stater som tordenskrald på grund af vor religion; og indtil nu er ingen del af
regeringen trådt til vort forsvar eller for at hjælpe os. Og som følge af dette føler jeg, at
det er min ret og mit privilegium at opnå den indflydelse og magt, som jeg på lovlig vis
kan i De forenede Stater for at beskytte krænket uskyldighed; og dersom jeg mister livet
i en god sags tjeneste, er jeg villig til at lade mig ofre på dydens, retfærdighedens og
sandhedens alter ved at opretholde og forsvare De forenede Staters love og forfatning,
dersom det skulle blive nødvendigt, for menneskehedens almindelige velbefindende.
(8. februar 1844). D. H. C. 6:210-211.

Kirken tænker på at flytte vest på.
Side 290
Jeg beordrede de tolv apostle til at sende en gruppe ud og undersøge forholdene i
Californien og Oregon og udfinde en god beliggenhed, hvor vi kan drage til, efter at
templet er blevet færdigt, og hvor vi kan bygge en by på en dag og have vor egen
regering, tage op i bjergene, hvor djævelen ikke kan grave os ud, og leve i et sundt
klima, hvor vi kan leve og blive så gamle, som vi ønsker. (20. februar 1844). D. H. C.
6:222.

For at opnå frelse må man adlyde Guds love.
Side 291
Jeg *** talte til folket og viste dem, at vi, for at opnå frelse, ikke blot må gøre visse ting,
men alt, hvad Gud har befalet. Folk kan prædike og praktisere alt med undtagelse af
det, som Gud befaler os at gøre, og vil blive fordømt til sidst. Vi kan betale tiende af
mynte og rude og alle slags urter og dog ikke adlyde Guds bud og befalinger. Mit formål
er at adlyde og at lære andre at adlyde Gud i netop det, han beder os om at gøre. Det
gør intet til sagen, om princippet er populært eller upopulært, jeg vil hævde og forsvare
et sandt princip, selv om jeg står alene deri. (21. februar 1844). D. H. C. 6:223.

Den vestlige undersøgelsesekspeditions udrustning.
Side 292
Mødtes med de tolv i forsamlingssalen angående undersøgelsesekspeditionen til
Oregon og Californien; Hyrum og Sidney var til stede. Jeg fortalte dem, at jeg ønskede
at alt dette bjergland måtte blive undersøgt og udforsket. Måske ville det være bedst
at tage direkte til Santa Fe. "Send fem og tyve mænd: lad dem prædike evangeliet,
hvorend de går. Lad den mand tage af sted, der kan skaffe $ 500, en god hest og et
muldyr, en dobbeltløbet bøsse, et enkeltgevær og et glat løb, en sadel og et bidsel,
et par omdrejningspistoler, en tollekniv og en god sabel. Udpeg en leder, og lad dem
hverve og kapre frivillige. Jeg ønsker, at hver mand, der går, skal være konge og præst.
Når han kommer op i bjergene, vil han måske gerne tale med sin Gud; når han er
sammen med de vilde og uciviliserede nationer, vil han måske have magt til at styre
og regere etc. Dersom vi ikke får frivillige, lad os da vente til efter valget." (23. februar
1844). D. H. C. 6:224.

En profeti om de helliges udfrielse.
Side 293
Jeg gav nogle vigtige belæringer og profeterede, at vi i løbet af fem år ville være udenfor
vore gamle fjenders magt, hvad enten disse var apostater eller af verden; og jeg bad
brødrene om at nedskrive det, så at de, når det sker, ikke behøver at sige, at de havde
glemt udtalelsen. (25. februar 1844). D. H. C. 6:225.

De værdige skal modtage deres begavelse
Side 294
Med hensyn til dem, der giver ejendele til templet: Vi vil have, at de bringer det til
den rette kilde og er forsigtige med, i hvis hænder det kommer, så det kan indføres
i kirkebøgerne, så at de, hvis navne findes i kirkebøgerne, vil have første ret til at
modtage deres begavelse i templet. Jeg har selv i sinde at holde vagt ved døren ved
indvielsen, og ikke en skal få lov til at komme ind, som ikke har betalt sin andel.

Bemærkninger om politiske forhold.
Side 295
Med hensyn til politik bryder jeg mig kun lidt om præsidentposten. Jeg vil ikke give halvt
så meget for embedet som De forenede Staters præsident, som jeg vil for den stilling,
som jeg nu indtager som generalløjtnant for Nauvoo Legionen.
Vi har lige så megen ret til at danne et politisk parti for at vinde magt til at forsvare os,
som demagoger har til at gøre brug af vor religion for at få magt til at udrydde os. Med
andre ord, ligesom verden har brugt regeringsmagten til at undertrykke og forfølge os,
er det lige så rigtigt for os at bruge den til beskyttelse af vore rettigheder. Vi vil tage
pøbelen ved næsen ved at opstille en kandidat til præsidentembedet.
Når jeg får fat i aviserne fra de østlige stater og ser, hvor populær jeg er, er jeg selv
bange for, at jeg vil blive valgt; men hvis jeg ville blive det, ville jeg ikke sige: "Deres
sag er retfærdig, men jeg kan intet gøre for Dem."
Hvad jeg har sagt og givet udtryk for med henblik på indlemmelsen af Texas
er upopulært hos nogle; folk har sat sig imod det. Nogle af anti-mormonerne er
udmærkede mennesker. Jeg siger det imidlertid i forventning om, at de vil omvende sig.
De er imod Texas på grund af slaveriet. Det er jo netop grunden til, at dette territorium
burde indlemmes, så vi kan passe på dem; thi af to onder skulle man forkaste det
største.
Guvernør Houston i Texas siger: "Dersom I nægter at tage imod os i De forenede
Stater, må vi henvende os til den britiske regering for at blive beskyttet."
Det ville afgjort være dårlig politik for denne nation; englænderne er nu overalt i det
territorium og prøver på at bestikke alle, de kan, og det første, de ville gøre, dersom
de kom i besiddelse af Texas, ville være at opildne negrene og indianerne til kamp, og
så ville de overvinde os. Britiske officerer og embedsmænd farter nu over hele Texas
for at oprette britisk indflydelse i dette territorium.
Det vil være hæderligere for os at modtage Texas og sætte negrene fri og bruge
negrene og indianerne imod vore fjender. Lad ikke Texas gå, så at ikke vore mødre
eller landets døtre skulle le os op i ansigtet; og dersom dette ikke er tilfældet, har Gud
aldrig talt ved nogen profet siden verdens begyndelse.
Hvor meget bedre vil det ikke være for nationen at have nogle få udgifter end at have
indianere og englændere over os og udrydde os alle. Vi burde få fat i alt det territorium,
vi kan. Jeg ved meget, som jeg ikke siger. Der er blevet tilbudt mig bestikkelser, men
jeg har ikke taget imod dem.
Regeringen vil ikke tage imod råd af mig: den har nok i sig selv. Men de (regeringen)
må gå til helvede og udarbejde deres egen frelse med frygt og bæven.
Syden (de sydlige stater) danner tungen på vægtskålen. Ved at indlemme Texas
kan jeg afskaffe dette onde. Så snart Texas var indlemmet, ville jeg sætte slaverne fri
i to-tre stater, holde deres ejere skadesløse og sende negrene til Texas og fra Texas
til Mexico, hvor alle farver og racer er lige. Og dersom det ikke var tilstrækkeligt, ville
jeg kaste øjnene på Canada og indlemme det. (7. marts 1844). D. H. C. 6:243-244.

Elias, profeten Elias, Messias.
Afhandling af profeten
Side 296
Der er forskel på Elias's og profeten Elias's ånd og embede. Jeg vil først tale om Elias's
ånd; og for at komme til emnet, vil jeg tage noget af vidnesbyrdet fra skriften og give
mit eget.
Lad det for det første være nok at sige, at jeg gik ud i skoven for at adspørge
Herren gennem bøn om hans vilje angående mig, og jeg så en engel, og han lagde
hænderne på mit hoved og ordinerede mig til præst efter Arons orden og til at have
nøglerne til dette præstedømme, hvilket embede var at prædike omvendelse og dåb til
syndernes forladelse og også til at døbe. Men det blev mig kundgjort, at dette embede
ikke omfattede håndspålæggelse for den Helligånds gave; at det embede var en større
gerning og skulle gives bagefter; men at min ordination var en forberedende gerning
eller noget, der gik forud, hvilket var Elias's ånd; thi Elias's ånd var en forløber til at
berede vejen for det større, som tilfældet var med Johannes Døberen. Han kom fra
ørkenen og råbte: "Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!" Og de fik at vide, at dersom
de kunne modtage det, var det Elias's ånd; og Johannes var nøjeregnende med at
fortælle folk, at han ikke var det lys, men at han var sendt ud for at bære vidnesbyrd
om dette lys.
Han fortalte folk, at hans mission var at prædike omvendelse og døbe med vand;
men at det var ham, der skulle komme efter ham, som skulle døbe med ild og den
Helligånd.
Hvis han havde været bedrager, kunne han have arbejdet og virket uden for sine
grænser og have påtaget sig at udføre forordninger, som ikke faldt ind under dette
embede og denne kaldelse, under Elias's ånd.
Elias's mission er at berede vejen.
Elias's ånd er at berede vejen for en større Guds åbenbaring, som er Elias's
præstedømme eller det præstedømme, som Aron blev ordineret til. Og når Gud sender
en mand ind i verden for at træffe forberedelser til et større værk, i besiddelse af
nøglerne til Elias's magt, blev det kaldt Elias's lære lige fra verdens første tidsalder.
Johannes's mission indskrænkede sig til at prædike og døbe; men det, han gjorde,
var tilladt og lovformeligt; og da Jesus Kristus kom til nogle af Johannes's disciple,
døbte han dem med ild og den Helligånd.
Vi finder apostlene udrustet med større magt end Johannes: deres embede var mere
under profeten Elias's ånd og magt end Elias.
I tilfældet med Filip døbte han, da han drog til Samaria og var under Elias's ånd, både
mænd og kvinder. Da Peter og Johannes hørte dem, tog de ned og lagde hænderne
på dem, hvorefter de modtog den Helligånd. Dette viser forskellen mellem de to magter
og kræfter.
Da Paulus kom til visse disciple, spurgte han dem, om de havde modtaget den
Helligånd? De sagde nej. Hvem døbte jer da? Vi blev døbt til Johannes's dåb. Nej, I
blev ikke døbt til Johannes's dåb, ellers ville I være blevet døbt af Johannes. Og derfor
gik Paulus hen og døbte dem, thi han vidste, hvad den sande lære var, og han vidste,
at Johannes ikke havde døbt dem. Og det er mig en gåde, at mennesker, der har læst
skriften, er så langt derfra.

Side 297
Hvad jeg gerne vil indprente i jeres sind er forskellen i magt i de forskellige dele af
præstedømmet, så når nogen kommer blandt jer og siger: >"Jeg har Elias's ånd", kan
I vide, om han er sand eller falsk; thi en hvilken som helst mand, der kummer, og som
har Elias's ånd og magt, vil ikke overskride sine grænser.
Johannes overskred ikke sine grænser, men udførte trofast den del, der hørte ind
under hans embede; og hver eneste del af den store bygning skulle beredes rigtigt og
tildeles den rette plads; og det er nødvendigt at vide, hvem der har magtens nøgler, og
hvem, der ikke har dem, thi ellers vil vi sandsynligvis blive bedraget.
Den person, der har Elias's nøgler, har en forberedende gerning. Men hvis jeg bruger
ret meget mere tid til at tale om Elias's ånd, vil jeg ikke have tid til at lade profeten
Elias's ånd og magt vederfares retfærdighed.
Det er den Elias, der tales om i de sidste dage, og her er den klippe, hvorpå mange
slår sig i stykker, idet de mener, at tiden var forbigangen i Johannes's og Kristi dage
og ikke skulle komme mere. Men Elias's ånd blev åbenbaret mig, og jeg ved, at det er
sandt; derfor taler jeg med frimodighed, thi jeg ved meget vel, at min lære er sand.
Profeten Elias's mission.
Nu med hensyn til profeten Elias. Profeten Elias's ånd, magt og kaldelse går ud
på, at I har magt og myndighed til at have nøglen til fylden af det melkisedekske
præstedømmes og Guds jordiske riges åbenbaringer, forordninger, orakler, magter og
begavelser og til at modtage, opnå og udføre alle de forordninger, der hører til Guds
rige, ja selv til det, at fædrenes hjerte vendes til børnene og børnenes hjerte til fædrene,
selv de, der er i himlen.
Malakias siger: "Se, jeg sender eder profeten Elias, før Herrens store og frygtelige
dag kommer. Han skal vende fædrenes hjerte til sønnerne og sønnernes til fædrene,
at jeg ikke skal komme og slå landet med band."
Det, jeg er efter, er Guds kundskab, og jeg følger min egen kurs for at opnå denne
kundskab. Hvad skal vi forstå dermed i de sidste dage?
I Noas dage ødelagde Gud verden ved en syndflod, og han har lovet at udrydde
den med ild i de sidste dage; men før dette skulle finde sted, skulle først profeten Elias
komme og vende fædrenes hjerte til børnene etc.
Nu kommer vi til sagen. Hvad er nu profeten Elias's embede og gerning? Det er et
af de største og betydeligste emner, som Gud har åbenbaret. Han skulle sende Elias
for at besegle børnene til fædrene og fædrene til børnene.
For de levende og døde.
Var nu dette blot begrænset til de levende, at ordne familiestridigheder her på jorden?
På ingen måde. Det var noget langt større. Elias! hvad ville du gøre, dersom du
havde været her? Ville du blot begrænse din gerning til de levende? Nej: Jeg ville
henvise jer til skriften, hvor omtalte emne er kundgjort: d. v. s., uden os kunne de ikke
fuldkommengøres og vi heller ikke uden dem, og heller ikke fædrene uden børnene
eller børnene uden fædrene.
Jeg vil gerne have, at I skal forstå dette emne, thi det er vigtigt; og dersom I vil
tage imod det, er det Elias's ånd, at vi forløser vore døde og står i forbindelse med
vore fædre, som er i himlen og besegler vore døde til at komme frem i den første

Side 298
opstandelse; og her ønsker vi profeten Elias's magt til at besegle dem, som bor på
jorden, til dem, som bor i himlen. Det er Elias's magt og nøglerne til Jehovas rige.
Besegling på jorden og i himlen.
Lad os forestille os et eksempel. Sæt at Gud, som bor i himlen, skulle åbenbare sig
til fader Cutler her ved at åbne for himlen og fortælle ham følgende: Jeg udsender
denne bestemmelse, at hvad du besegler på jorden med din beslutning, vil jeg besegle
i himlen; du har da magten og myndigheden; kan den tages bort? Nej. Hvad du har
beseglet på jorden, ved profeten Elias's nøgler, er beseglet i himlen; og det er profeten
Elias's magt, og det er forskellen mellem Elias's og profeten Elias's ånd og magt; thi
mens Elias's ånd er en forløber, er profeten Elias's magt tilstrækkelig til at gøre vor
kaldelse og udvælgelse urokkelig; det er den samme lære, hvor vi formanes til at nå
frem til de voksnes stade og ikke på ny lægge grundvold med omvendelse fra døde
gerninger og håndspålæggelse, de dødes opstandelse etc.
Vi kan ikke være fuldkomne uden fædrene etc. Vi må have åbenbaring fra dem, og
vi kan se, at læren om åbenbaring langt overgår læren om ingen åbenbaring; thi en
eneste sandhed, åbenbaret fra himlen, er lige så meget værd som alle eksisterende
sekteriske meninger.
Denne profeten Elias's ånd kundgjordes på apostlenes tid ved at overgive visse
personer til Satans tugtelser, så de kan blive frelst på Herren jesu dag. De blev ved
Elias's ånd beseglet til helvedes fordømmelse indtil Herrens dag eller til jesu Kristi
åbenbaring.
Her er læren om udvælgelse, som verden har skændtes så meget om; men de
kender ikke noget til den.
At falde fra nåden.
Den lære, som presbyterianerne og metodisterne har ligget så drabeligt i klammeri om
- har man engang modtaget nåden, er man altid i nåden, eller at falde fra nåden, vil
jeg gerne sige et par ord om. Begges standpunkter er forkerte. Sandheden indtager en
stilling midtvejs mellem dem begge, thi mens presbyterianeren siger: "Når man engang
har modtaget nåden, kan man ikke falde", siger metodisten: "Man kan have nåden i
dag, falde fra den i morgen, igen have den næste dag og så fremdeles, idet man fortsat
skifter." Men skriftens lære og profeten Elias's ånd vil vise, at de begge er forkerte, og
indtager en stilling mellem dem begge; thi, hvis mennesker, ifølge skriften, har taget
imod Guds gode ord og smagt den kommende verdens kræfter, er det umuligt, hvis
de falder fra, at forny dem igen, da de på ny har korsfæstet Guds Søn og gør ham
til spot; der er altså en mulighed for at falde fra; man kan ikke blive fornyet igen og
profeten Elias's ånd kan ikke besegle imod denne synd, thi det er et forbehold, der
gøres i præstedømmets beseglende magt og myndighed.
jeg ønsker at gøre enhver lære, som jeg fremsætter, tydelig, og den skal stå på
et fast grundlag, og jeg byder verden trods, thi jeg vil finde ly under det værks brede
vinger, som jeg er beskæftiget med. Det betyder intet for mig, om hele helvede koger
over; jeg betragter det kun, som jeg ville betragte tjørnekvistens knitren under gryden.
Mordere kan ikke få tilgivelse.
En morder, for eksempel en, der udgyder uskyldigt blod, kan ikke få tilgivelse. David
søgte omhyggeligt omvendelse ved Guds hånd med tårer for mordet på Urias; men

Side 299
han kunne kun få den gennem helvede: han fik den forjættelse, at hans sjæl ikke skulle
efterlades i helvede.
Skønt David var konge, fik han aldrig profeten Elias's ånd og magt og
præstedømmets fylde; og det præstedømme, han modtog, og Davids trone og rige vil
blive frataget ham og givet en anden ved navn David i de sidste dage, der stammer
fra hans slægtslinie.
Peter henviste til samme emne på pinsefestens dag, men folkeskaren fik ikke
den begavelse, som han havde; men flere dage senere spurgte folket: "Hvad skal vi
gøre?" Peter siger, at han ønskede, at de havde gjort det uvidende, idet han taler om
korsfæstelsen af Herren etc. Han sagde ikke til dem: "Omvend jer og lad jer døbe til
syndernes forladelse;" men han sagde: "Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres
synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn."
(Ap. Ger. 3:19).
Det er tilfældet med mordere. De kunne ikke blive døbt til syndernes forladelse, thi
de har udgydt uskyldigt blod.
Atter: Profeten Elias's lære eller beseglingsmagt er som følger: - Hvis vi har magt
til at besegle på jorden og i himlen, burde vi være vise og kloge. Det første I gør, gå
hen her på jorden og besegl jeres sønner og døtre til jer og jer selv til jeres fædre i evig
herlighed og gå fremad og ikke tilbage, men brug en lille smule visdom og besegl alle,
I kan, og når I kommer i himlen, fortæl da jeres himmelske Fader, at hvad I besegler på
jorden, skulle besegles i himlen, i henhold til hans forjættelse. Jeg vil vandre gennem
himlens port og gøre krav på det, jeg besegler, og dem, der følger mig og mit råd.
Herren sagde engang til mig, at det, jeg bad om, skulle jeg få. Jeg har været bange
for at bede Herren om at dræbe mine fjender, dersom nogle af dem muligvis ville
omvende sig.
Jeg bad for nogen tid siden Herren om at udfri mig af Missouri-guvernørens hænder,
og hvis det er nødvendigt for at fuldbyrde det, at han da tages bort; og den næste
nyhed, der nåede mig derfra, var, at guvernør Reynolds havde skudt sig. Og nu vil jeg
sige: Pas på, o jord, hvordan du bekæmper Guds hellige og udgyder uskyldigt blod;
thi i profeten Elias's dage kom hans fjender over ham, men der kom ild ned fra himlen,
som fortærede dem.
Messias's mission.
Elias's ånd er først, profeten Elias anden og Messias sidst. Elias er en forløber, der
bereder vejen, og profeten Elias's ånd og magt skal komme efter med magtens nøgler
og bygge templet til slutstenen og sætte det melkisedekske præstedømmes segl på
Israels hus og gøre alt rede; så kommer Messias til sit tempel, hvilket er det sidste af alt.
Messias er over profeten Elias's ånd og magt, thi han skabte verden og var den
åndelige klippe for Moses i ørkenen. Profeten Elias skulle komme og berede vejen og
opbygge riget, før Herrens store dag kommer, selv om Elias's ånd kan påbegynde den.
Jeg har adspurgt Herren angående hans komme; og medens jeg adspurgte Herren,
gav han et tegn og sagde: "I Noas dage satte jeg en bue på himlen som tegn på, at i
hvilket som helst år buen ville blive set, ville Herren ikke komme; men der skulle være
såtid og høst i det år; men når du ser buen er fjernet, skal det være et tegn på, at der
skal være hungersnød, pest og stor nød blandt nationerne, og at Messias's komme
ikke er langt borte."

Side 300
Men jeg vil påtage mig ansvaret med selv at profetere i Herrens navn, at Kristus
ikke vil komme i år, som fader Miller har profeteret, thi vi har set buen; og jeg profeterer
også i Herrens navn, at Kristus ikke vil komme om fyrre år; og dersom Gud nogensinde
talte gennem min mund, vil han ikke komme i løbet af denne tid. Brødre, når I går hjem,
skriv dette ned, så det må huskes.
Jesus Kristus åbenbarede aldrig noget menneske det nøjagtige tidspunkt, da han
ville komme. Gå og læs skriften, og I vil ikke kunne finde noget som helst, der giver det
nøjagtige tidspunkt, da han vil komme; og alle, der siger det, er falske lærere.
Der er visse vigtige ting med henblik på Messias's embede og opgave i
organiseringen af verden, som jeg senere vil tale om. Må Gud den Almægtige velsigne
jer og udgyde sin ånd over jer er jeres uværdige tjeners bøn. Amen. (10. marts 1844).
D. H. C. 6:249-254.

Sandhedens magt.
Side 301
Præsident Joseph Smith stod igen op og sagde: Med hensyn til den magt, som jeg
har over menneskenes sind, vil jeg sige, at det er en følge af sandhedens magt i
de læresætninger, som jeg har været et redskab i Guds hænder til at give dem, og
ikke som følge af nogen som helst tvang fra min side. Jeg vil gerne spørge, om jeg
nogensinde har fået noget deraf på uhæderlig vis? Om jeg ikke har irettesat jer? Jeg
spørger: Øvede jeg nogensinde tvang over noget menneske? Gav jeg det ikke friheden
til ikke at tro på nogen som helst lære, som jeg har forkyndt, dersom han så, at det
passede ham? Hvorfor langer mine fjender ikke et slag ud efter læren? De kan ikke
gøre det: det er sandhed, og jeg tør indestå for, at ingen mennesker kan kuldkaste det.
Jeg er røsten af en, der råber i ørkenen: "Omvend jer fra jeres synder og ban vejen
for Menneskesønnens komme; thi Guds rige er kommet til jer, og øksen ligger allerede
ved roden af træerne, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, skal Gud den Almægtige
*** hugge om og kaste i ilden." (24. marts 1844). D. H. C. 6:273.

"King Follet Talen"
Præsident Joseph Smith holdt følgende tale for omkring tyve
tusinde hellige ved kirkens april-konference i 1844; det var
begravelsestalen for ældste King Follett. Refereret af Willard Richards,
Wilford Woodruff, Thomas Bullock og William Clayton. Denne
tale blev først trykt i "Times and Seasons" fra 15. august 1844:
Af profeten Joseph Smith.
Guds væsen og natur; menneskeintelligensens udødelighed.
Side 302
Elskede søskende! Jeg vil henlede denne forsamlings opmærksomhed, mens jeg taler
til jer, på emnet: de døde. Vor elskede broder, ældste King Follets død, (han blev, som
I ved, knust i en brønd af en nedfaldende sten), har mere end noget andet ført mig til
dette emne. Hans slægtninge og venner har bedt mig om at tale, men eftersom der
findes mange i denne forsamling, som bor her i byen så vel som andetsteds, der har
mistet venner, føler jeg trang til at tale om emnet i almindelighed og give jer mine tanker,
så vidt som det står i min magt og så vidt som jeg vil blive inspireret af den Helligånd
til at dvæle ved dette emne.
Jeg behøver jeres forbønner og jeres tro, så jeg kan have den almægtige Guds
belæring og den Helligånds gave, så jeg må kunne fremsætte ting, der er sande, og
som I let kan forstå, og også for at mit vidnesbyrd må overbevise jeres hjerter og jeres
sind om sandheden af det, jeg skal sige. Bed, at Herren må styrke mine lunger og stille
vinden. Lad de helliges bønner stige op til himlen, så de må stige op for den Herre
Zebaoths øren, thi de retfærdiges kraftige bønner betyder meget. Der ligger styrke heri,
og jeg tror afgjort, at jeres bønner vil blive hørt.
Før jeg går nærmere ind på undersøgelsen af dette emne, som ligger for mig, vil
jeg gerne bane vejen for at behandle emnet fra grunden, så I kan forstå det. Jeg vil
fremkomme med nogle få indledende bemærkninger, så at I kan forstå emnet, når jeg
kommer til det. Jeg har ikke i sinde at kildre jeres øren med en overflødighed af ord
eller veltalenhed eller med megen lærdom; men det er min agt at opbygge jer med de
enkle og ligefremme sandheder fra himlen.
Guds karakter.
For det første ønsker jeg at gå tilbage til begyndelsen - til skabelsens morgen. Der er
udgangspunktet, som vi skal se hen til for at forstå og blive fuldt ud bekendt med den
store Elohims sind, formål og hensigter, Elohim, som troner i himlene, som han gjorde
ved denne verdens skabelse. Det er nødvendigt, at vi fra begyndelsen af har en rigtig
forståelse af Gud. Dersom vi begynder rigtigt, er det let at gå den rette vej hele tiden;
men dersom vi begynder forkert, kan vi let blive galt afmarcheret, og så vil det blive en
vanskelig sag at komme på den rette vej igen.
Der findes kun meget få mennesker i verden, som med rette forstår Guds karakter.
Det store flertal af menneskeheden forstår ikke noget, hverken det, der hører fortiden
til, eller det, som skal komme, hvor det drejer sig om deres forhold til Gud. De ved
ikke og forstår heller ikke dette forholds natur; og følgelig ved de kun lidt mere end det
umælende dyr eller mere end at spise, drikke og sove. Det er alt, hvad mennesket ved
om Gud eller hans eksistens, medmindre det gives ved den Almægtiges inspiration.

Side 303
Hvis et menneske ikke lærer mere end at spise, drikke og sove og ikke fatter nogen
af Guds planer, forstår og fatter dyret lige så meget. Det spiser, drikker, sover og ved
intet mere om Gud, og alligevel ved det lige så meget som vi, medmindre vi er i stand
til at fatte det ved inspiration fra Gud den Almægtige. Dersom menneskene ikke fatter
Guds karakter, fatter de ikke sig selv. Jeg ønsker at gå tilbage til begyndelsen og på
denne måde løfte jeres sjæl ind i en højere sfære og til en mere ophøjet forståelse, end
hvad den menneskelige forstand i almindelighed higer efter.
Hvad slags væsen er Gud?
Jeg vil gerne bede denne forsamling, hver mand, kvinde og barn, at besvare
spørgsmålet i deres hjerte, hvad slags væsen' Gud er? Spørg jer selv; udforsk jeres
hjerters tanker og sig, om nogen af jer har set, hørt eller stået i forbindelse med ham.
Det er et spørgsmål, som sikkert vil lægge beslag på jeres opmærksomhed lang tid.
Jeg gentager atter spørgsmålet: Hvad slags væsen er Gud? Ved nogen mand eller
kvinde det? Har nogen af jer set ham, hørt ham eller stået i forbindelse med ham? Her
er spørgsmålet, der muligvis fra nu af vil beskæftige jeres tanker. Skriften fortæller os,
at "dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du
har sendt, Jesus Kristus."
Hvis et menneske ikke kender Gud og spørger, hvad slags væsen han er - dersom
han flittigt vil granske sit eget hjerte - om Jesu og apostlenes erklæring er sand, vil han
forestille sig, at han ikke har evigt liv; thi der kan ikke være evigt liv på noget andet
princip. '
Min første opgave er at finde ud af den eneste vise og sande Guds karakter, og
hvad slags væsen han er; og dersom jeg er så heldigt stillet, at jeg er et menneske, der
kan fatte Gud og forklare eller bringe principperne til jeres hjerte, så at Ånden besegler
dem på jer, lad da fra nu af hver mand og kvinde sidde i tavshed, sætte hånden for
munden og aldrig hæve deres hånd eller røst eller igen sige noget imod Guds mand
eller Guds tjenere. Men hvis det ikke lykkes mig, bliver det min pligt at give afkald på
alle yderligere fordringer på åbenbaring og inspiration eller at være profet, og jeg vil
da være som den øvrige verden - en falsk lærer og blive hilst som en ven, og. da ville
ingen stræbe mig efter livet. Men dersom alle religionslærere var ærlige nok til at give
afkald på deres krav på gudelighed og gudfrygtighed, når deres uvidenhed om Guds
kundskab bliver åbenbaret, vil de ihvertfald være lige så dårligt stillede som jeg er; og
I kan da lige så godt tage andre falske læreres liv som mit, dersom jeg er falsk. Hvis
noget menneske bemyndiges til at berøve mig livet, fordi han tror og siger, at jeg er en
falsk lærer, så ville vi, i henhold til samme princip, være retfærdiggjort ved at berøve
enhver eneste falsk lærer livet, og hvor ville enden på blodsudgydelsen da være? Og
hvem ville ikke komme til at lide derunder?1)
1) Disse bemærkninger vil man bedre kunne forstå, hvis man husker på, at
omkring dette tidspunkt brød fornyede forfølgelser ind over profeten, og hans
liv blev truet fra alle sider.
Retten til trosfrihed.
Men lad os ikke blande os i noget menneskes religion; alle regeringer og stater burde
give hvert eneste menneske lov til at leve sin religion uforstyrret. Intet menneske er
bemyndiget til at tage liv som følge af meningsforskel i religion, hvad alle regeringer
burde tolerere og beskytte, enten det så er rigtigt eller forkert. Hvert menneske har 'en
medfødt og i vort land en forfatningsmæssig ret til både at være en falsk og en sand

Side 304
profet. Hvis jeg faktisk påviser, at jeg har Guds sandhed og påviser, at ni og halvfems
af hvert hundrede præster er falske lærere, som ikke har nogen myndighed, selv om
de foregiver at have nøglerne til Guds rige her på jorden, og skulle til at slå dem ihjel,
fordi de er falske lærere, ville det oversvømme hele verden med blod.
Jeg vil bevise, at verden er forkert ved at vise, hvad Gud er. Jeg vil søge efter Gud
og adspørge ham; thi jeg vil gerne have, at I alle kender ham og bliver fortrolige med
ham; og dersom jeg bibringer jer kundskab om ham, burde alle forfølgelser imod mig
høre op. I vil da vide, at jeg er hans tjener, thi jeg taler som en, der har myndighed.
Gud et ophøjet menneske.
Jeg vil gå tilbage til begyndelsen, før verden blev til, for at vise, hvad slags væsen Gud
er. Hvad slags væsen var Gud i begyndelsen? Åbn jeres øren og hør, alle I jordens
ender, thi jeg vil bevise det med Bibelen i hånd og fortælle jer om Guds planer med
hensyn til menneskeheden, og hvorfor han griber ind i menneskers forhold.
Gud selv var engang som vi er nu og er et ophøjet menneske og sidder på sin trone
i hine himle! Det er den store hemmelighed. Dersom sløret blev revet i stykker i dag,
og den store Gud, som holder denne verden i dens bane, og som vedligeholder alle
verdener og alle ting ved sin magt og kraft, ville gøre sig selv synlig, - jeg siger, dersom
I skulle se ham i dag, ville I se ham som en mand i et menneskes skikkelse - som jer
selv i et menneskes hele person, billede og skikkelse; thi Adam blev skabt i selve Guds
form, billede og lignelse og fik instruktioner og belæringer af ham, vandrede og talte og
samtalte med ham som det ene menneske taler og meddeler sig til det andet.
For at kunne forstå emnet om de døde, til trøst for dem, som sørger over tabet
af deres venner, er det nødvendigt, at vi skulle forstå Guds karakter og væsen, og
hvorledes han er blevet det, han er; thi jeg vil fortælle jer, hvordan Gud blev Gud. Vi har
forestillet os og ment, at Gud var Gud fra al evighed. Jeg vil gendrive denne opfattelse
og tage sløret bort, så at I kan se.
Det er ting, som nogle ikke kan fatte og forstå, men det er enkelt og ligefremt. Det er
evangeliets første princip med bestemthed at erkende Guds karakter og at vide, at vi
kan samtale med ham, som det ene menneske taler med det andet, og at han engang
var et menneske som vi; ja, at Gud selv, Fader til os alle, boede på jorden, akkurat som
Jesus Kristus selv gjorde; jeg vil bevise det fra Bibelen.
Faderens og Sønnens magt.
Jeg ville ønske, at jeg befandt mig på et passende sted til at sige det, og at jeg havde en
ærkeengels trompet, så jeg kunne fortælle historien på en sådan måde, at forfølgelse
ville ophøre for stedse. Hvad sagde Jesus? (Læg mærke til dette, ældste Rigdon).
Skriften fortæller os, at Jesus sagde: "Som Faderen har liv i sig selv, sådan har han
også givet Sønnen at have liv i sig selv" - til at gøre hvad? Naturligvis hvad Faderen
gjorde. Svaret er indlysende - at nedlægge sit liv og tage det op igen. Jesus, hvad
vil du gøre? Nedlægge mit liv, som min Fader gjorde og tage det op igen. Tror I det?
Hvis I ikke tror det, tror I ikke på Bibelen.2) Skriften siger det, og jeg tør indestå for,
at al jordens og helvedes lærdom og visdom og alle deres forenede kræfter ikke kan
modbevise det.
Her er altså evigt liv - at kende den eneste alvise og sande Gud; og I må selv lære,
hvordan I kan blive guder og blive Guds konger og præster, det, som alle guder har gjort
før jer,3) nemlig ved at gå fra den ene lille grad til den anden og fra noget småt til noget
stort, fra nåde til nåde, fra ophøjelse til ophøjelse, indtil I når til de dødes opstandelse

Side 305
og er i stand til at bo ved evige bål og sidde i herlighed, som de gør, der sidder på en
trone i evig magt. Og jeg vil gerne have, at I skal vide, at Gud i de sidste dage ikke
driver spøg med jer eller mig, selv om visse mennesker forkynder hans navn.
2) Det her af profeten fremsatte argument understreges og befæstes meget af
følgende skriftsted: "Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han
ser Faderen gøre; thi hvad han (Faderen) gør, det samme gør også Sønnen."
(Joh. 5:19).
3) Måske har intet afsnit i profetens tale vakt mere anstød end det her
citerede, men alligevel synes folk at kunne indse og føle sandheden i det,
han sagde. Henry Drummond, f. eks. (der levede et halvt århundrede efter
profeten) påpeger i sit virkeligt store værk "Natural Law in the Spiritual World"
i kapitlet om "Vækst" forskellen mellem et blot og bart menneske og et, hvis liv
er blevet påvirket af Guds åndelige magt og kraft og på denne måde modtog
noget, som det almindelige menneske ikke har modtaget, og siger: "Frelsens
endemål er fuldkommenhed, det Kristus-lignende sind, karakter og liv. ***
Derfor er det menneske, som i sig selv har denne skabende kraft, liv (åndeligt
liv) nærmere endemålet end det menneske, som blot lever efter moralens
forskrifter. Sidstnævnte kan aldrig opnå fuldkommenhed, førstnævnte må og
skal. Thi livet må udvikle sig efter sin type, og da det er et kim af Kristus-livet,
må det udfolde sig og blive en Kristus." Joseph Smiths lære betyder hverken
mere eller mindre end det.
Sir Oliver Lodge siger meget, der går ud på det samme i følgende afsnit om
"Christianity and Science". (Hibbert's journal, april 1906): Det er derfor ortodokst
at hævde, at Kristi fødsel var noget mirakuløst og hans død skæbnesvanger og
vidtrækkende, at han fortsatte sin tilværelse på anden vis, end vi mennesker fortsætter
den, at selve hans legeme opstod og steg op til himlen - hvad nu end denne samling
af ord kan betyde. Men jeg hævder, at et sådant forsøg på usædvanlig herliggørelse
af hans legeme er fromt kætteri - et kætteri, som går glip af sandheden, der ligger
for vore øjne. Hans menneskelighed må anerkendes som virkelig og almindelig og
aldeles og fuldstændig; ikke blot i det midaldrende liv, men ved fødselen og ved døden
og efter døden. Hvad der end skete med ham, kan ske for en af os, forudsat at vi
når den rette højde; og en højde, der, om den er indenfor den enkeltes rækkevidde
eller ej, afgjort ligger indenfor menneskehedens rækkevidde. Det er det, han gang på
gang indtrængende formanede: "Bliv født på ny." "Vær fuldkomne." "I er Guds sønner."
"Min Fader og jeres Fader, min Gud og jeres Gud." Mangelen på det usædvanlige
ved Kristi almindelige menneskelighed er den første og tydelige sandhed, som kun er
maskeret ved velmenende og ærbødig overtro. Men den anden sandhed er større end
den - uden den ville den første være meningsløs og unyttig - om han blot havde været
et menneske, hvad har vi da vundet? Verden er fuld af mennesker. Hvad verden ønsker
er en Gud. Se Gud! - (D. v. s. Gud, Jesus Kristus).
Jesu guddommelighed er den sandhed, som man nu kræver igen skal føles og
fornemmes, skal belyses påny ved ny kundskab, skal renses og genoplives ved den
sunde strøm af skepsis, som er gået over den: den kan nu befries for ethvert spor af
krybende overtro og kan erkendes frit og med begejstring: Jesu guddommelighed og
alle andre ædle og hellige sjæles (guddommelighed), eftersom og så langt de også er
blevet opflammet af en gnist af Guddommen - så vidt som de også kan blive anerkendt
som tilkendegivelser af det guddommelige. - Bemærkninger af ældste 13. H. Roberts.
De retfærdige skal bo ved evige bål.

Side 306
Det er de første trøstens principper. Hvor trøstende og opmuntrende er det ikke for
de sørgende, når de må tage afsked med en mand, en hustru, en fader, en moder,
et barn eller en kær slægtning at vide, at skønt det jordiske hylster er lagt i graven og
opløst, skal de opstå igen for at bo ved evige bål i udødelig herlighed og ikke sørge,
lide eller dø mere; men de skal blive Guds arvinger og Kristi medarvinger. Hvad er det?
At arve samme magt, samme herlighed og samme ophøjelse, til man når at blive en
gud og stige op til den evige magts trone, som dem, der er gået forud. Hvad gjorde
Jesus? Ganske naturligt; jeg gør det, jeg så min Fader gøre, da verdenerne blev til.
Min Fader skabte sit rige med frygt og bæven, og jeg må gøre det samme; og når jeg
får mit rige, skal jeg give min Fader det, så han kan få rige efter rige, og det vil ophøje
ham i herlighed. Han vil da opnå en højere herlighed, og jeg vil indtage hans plads og
derved selv blive ophøjet. Således træder Jesus i sin Faders fodspor og arver, hvad
Gud gjorde før; og Gud bliver således herliggjort og ophøjet ved alle sine børns frelse
og ophøjelse. Det er så tydeligt, at det ikke kan diskuteres, og I lærer således om nogle
af de første principper i evangeliet, om hvilke der er blevet sagt så meget.
Når man kravler op ad en stige, må man begynde forneden og stige op skridt for
skridt, til man når op til det øverste; og sådan er det med evangeliets principper - man
må begynde med de første og gå videre, indtil man lærer alle ophøjelsens principper.
Men det vil tage lang tid, efter at vi er gået gennem sløret, før vi vil have lært dem. Det
kan ikke altsammen forstås her i verden; og det vil blive et stort arbejde at lære vor
frelse og ophøjelse selv på den anden side af graven. Jeg formoder, at jeg ikke har
lov til at foretage en undersøgelse af noget, som ikke findes i Bibelen. Hvis jeg gør,
tror jeg, at der er så mange overkloge mennesker her, at de ville råbe "forræderi" og
slå mig ihjel. Derfor vil jeg benytte mig af den gode, gamle Bibel og fremsætte visse
kommentarer i dag.
Betydningen af de hebraiske skrifter.
Jeg vil fremsætte anmærkninger angående det allerførste hebraiske ord i Bibelen; jeg
vil forklare den allerførste sætning i skabelsesberetningen i Bibelen - berosheit. Jeg vil
gerne analysere ordet. Baith - i, ved, gennem og alt andet. Rosh - hovedet. Sheit - en
grammatikalsk endelse. Da den inspirerede mand skrev den, satte han ikke baith der.
En gammel jøde uden nogen som helst myndighed tilføjede ordet; han mente, at det var
for dårligt at begynde at tale om hovedet! Det lød først: "Gudernes hoved (overhoved,
øverste) frembragte Guderne." Det er den sande betydning af ordene. Baurau betyder
at frembringe. Hvis I ikke tror det, tror I ikke på Guds lærde. Lærde mænd kan ikke lære
jer mere, end hvad jeg har fortalt jer. Således frembragte den øverste Gud Guderne
i det store råd.
Jeg vil omsætte og forenkle det på engelsk. O, I lovkyndige, doktorer og præster,
som har forfulgt mig, jeg vil gerne lade jer vide, at den Helligånd ved noget så vel som
I gør. Den øverste Gud sammenkaldte Guderne og sad i råd for at skabe verden. De
store rådgivere sad i spidsen i hine himle og gennemtænkte skabelsen af de verdener,
som da var skabt. Når jeg siger doktorer og lovkyndige, mener jeg skriftens lovkyndige.
Jeg har hidtil gjort det uden forklaring for at lade de lovkyndige bevæge sig uroligt frem
og tilbage og lade alle og enhver le af dem. Nogle lærde doktorer vil måske sige, at
skriften siger sådan og sådan, og vi må tro på skriften; den kan ikke ændres. Men jeg
vil vise jer en fejl deri.
Jeg har en gammel udgave af Det nye Testamente på latin, hebraisk, tysk og græsk.
Jeg har læst den tyske og finder, at den er den mest (nærmest) korrekte oversættelse

Side 307
og svarer nærmest til de åbenbaringer, som Gud har givet mig de sidste fjorten
år. Den fortæller om Jakobus, Zebedæus's søn. Det betyder Jakob. I den engelske
oversættelse af Det nye Testamente er det oversat med James. Hvis nu Jakob havde
nøglerne, kunne I tale om James i al evighed og aldrig få nøglerne. I det 21. vers af
fjerde kapitel af Mattæus giver min gamle tyske udgave ordet Jakob i stedet for James.
Doktorerne (jeg mener hermed de juridiske og ikke lægerne) siger: "Hvis du prædiker
noget, der ikke er i overensstemmelse med Bibelen, vil vi råbe forræderi." Hvordan
kan vi undgå helvedes fordømmelse, dersom Gud ikke er med os og åbenbarer sig for
os? Menneskene binder os med lænker. Den latinske udgave siger Jakobus, hvad der
betyder Jakob; den hebraiske siger Jakob, den græske siger Jakob og den tyske siger
Jakob; her har vi fire vidnesbyrd mod et. Jeg takker Gud for, at jeg har fået denne gamle
bog; men jeg takker ham endnu mere for den Helligånds gave. Jeg har den ældste
bog i verden; men jeg har (også) den ældste bog i mit hjerte, ja den Helligånds gave.
Jeg har alle de fire Testamenter. Kom her, I lærde mænd, og læs, om I kan. Jeg ville
ikke have indføjet dette vidnesbyrd, havde det ikke været for at yde støtte til ordet rosh
- hovedet, Fader til Guderne. Jeg har blot bragt det på bane for at vise, at jeg havde ret.
Et guderåd.
I begyndelsen indkaldte Gudernes overhoved til en rådsforsamling af Guderne; og
de kom sammen og udarbejdede en plan til at skabe verden og befolke den. Når vi
begynder at lære denne måde, begynder vi at lære at kende den eneste sande Gud
og hvad slags væsen, vi må dyrke og tilbede. Når vi har kundskab om Gud, begynder
vi at vide, hvordan vi skal nærme os ham, og hvorledes vi skal bede for at få svar.
Når vi forstår Guds karakter og ved, hvorledes vi skal komme til ham, begynder han
at udfolde himlene for os og fortælle os alt derom. Når vi er rede til at komme til ham,
er han rede til at komme til os.
Nu vil jeg gerne spørge jer alle, hvorfor de lærde, der prædiker frelse, siger, at
Gud skabte himlen og jorden af intet? Grunden er den, at de er ulærde i det, der
hører Gud til og ikke har den Helligånds gave; de kalder det gudsbespottelse, dersom
nogen modsiger deres opfattelse. Hvis I fortæller dem, at Gud skabte verden af noget,
vil de kalde jer en tåbe. Men jeg er blevet underrettet og ved mere end hele verden
sammenlagt. Den Helligånd gør i hvert fald, og han er i mig, og fatter mere end hele
verden; og jeg vil være i forbindelse med ham.
Meningen med ordet skabe.
Spørg I de lærde doktorer, hvorfor de siger, at verden blev skabt af intet, og de vil
så svare: "Siger Bibelen ikke, han skabte verden?" Og de udleder af ordet skabe,
at den må være skabt af intet. Ordet stammer fra ordet baurau, som ikke betyder at
skabe af intet; det betyder at organisere, akkurat som et menneske ville organisere
eller tilrettelægge materialer og bygge et skib.") Derfor udleder vi, at Gud havde
materialer og stoffer til at organisere og tilrettelægge verden af kaos - kaotisk stof, som
er grundstof, og hvori al herlighed dvæler. Grundstoffet eksisterede fra den tid, han
eksisterede. Grundstoffets rene principper er principper, som aldrig kan udryddes; de
kan tilrettelægges og tilrettelægges på ny, men ikke udryddes. De havde ikke nogen
begyndelse og kan ikke have nogen ende. 4)
4) Profetens synspunkt og indstilling til dette emne om skabelsen støttes til
overflod af lærde mænd, som er efter hans tid. Pastor Baden Powell ved
Oxford universitet si er f. eks. i Kitto's Cyclopædia of Biblical Literature:

"Meningen med dette ord (skabe) har man i almindelighed forbundet med
ideen om "at skabe af intet". Men når vi undersøger emnet nøjere, kan vi
naturligvis kun tilfredsstille os med hensyn til meningen ved en undersøgelse
af den oprindelige sætning." Den lærde professor går så videre med at sige,
at der anvendes tre forskellige hebraiske verber på forskellige steder med
henblik på samme guddommelige handling og kan henholdsvis oversættes
med "skabe", "lave", "danne" eller "forme". "Nu", fortsætter professoren, "selv
om hvert af disse verber har sin egen nuance, så anser de bedste kritikere
dem dog for så nært synonyme, at i det mindste med hensyn til ideen med at
skabe noget af intet, kan der kun opnås liden eller ingen grundvold for læren
af det første af disse ord." Og dersom der naturligvis ikke kan opnås noget
grundlag for denne lære af det første af disse ord, nemlig det verbum, som
oversættes med "skabe", så er mulighederne endnu mindre for, at der skal
være noget grundlag for læren om skabelsen af intet i det oversatte verbum
"lave", "danne" eller "forme."
Side 308
Professor Powell siger yderligere: "Ideen om "skabelsen" i betydningen af absolut
at "skabe af intet" eller få noget til at eksistere, som ikke eksisterede før, i ordets
nøjagtigste form, er ikke en lære fra . skriften; men mange har næret den opfattelse
på grund af den såkaldte naturlige teologi som noget, der forhøjer de ideer, vi danner
os om den guddommelige magt og især, eftersom det modsatte må indebære troen på
evigheden og stoffets eller materiens selvbeståen."
Dr. William Smiths store Bibel-leksikon (Hackett udgaven fra 1894) har ingen artikel
om udtrykket "skabe" eller "skabelse", men i artiklen "jorden" er der henvisninger til
emnet og i virkeligheden en indirekte forklaring på, hvorfor dette værk ikke indeholder
nogen afhandling om "skabe" eller "skabelse". "Selve skabelseshandlingen, som den
findes nedskrevet i første kapitel af 1. Mosebog, er et emne, der ligger ud over og over
menneskets erfaring; det menneskelige sprog, afledet, som det oprindeligt var, af den
følbare og stoflige verden, kan ikke finde et passende udtryk for at beskrive handlingen;
thi vort ord "skabe" og det hebraiske tiara er, skønt bedst egnet til at udtrykke ideen
om en oprindelig skabelse, dog anvendelige og må nødvendigvis være anvendelige
på andre skabelsesmetoder; ej heller bidrager tilføjelsen af sådanne udtryk som "ud af
ting, som ikke var" eller "ikke af ting, som forekommer", meget til udtalelsens styrke.
Mangelen på et udtryk, som udelukkende skal beskrive en oprindelig skabelse, er en
nødvendig svaghed ved et sprog; da begivenhederne kun skete en gang, må den
tilsvarende vending, for at være fyldestgørende, være blevet lavet for anledningen og
forbeholdt den alene, hvad der ville have været umuligt."
Filosofferne opretholder med lige stor vægt profetens påstand. Herbert Spencer
siger i sin "First Principles" (1860):
"Det var engang den almindelige og gængse opfattelse, at ting kunne forsvinde til
absolut intet eller opstå af absolut intet. **** Den i omløb værende teologi, der i sin
lære tager verdens begyndelse og ende for gode varer, er klart og tydeligt præget
deraf. ***** Den gradvise sammenhobning af erfaringer og oplevelser har langsomt
tjent til at omstyrte denne overbevisning, således at læren om, at stoffet og materien
er uforgængelige, er blevet almindelig. Alle de tilsyneladende beviser å, at der kan
komme noget ud af intet, har en større tilegnet kundskab kasseret. Kometen, som
pludseligt opdages på himlen og vokser sig større om natten, har man ført bevis for
ikke er et fornyligt skabt himmellegeme, men et himmellegeme, som indtil for kort
tid siden lå uden for menneskets synskreds. Skyen, som i løbet af nogle få minutter
dannes på himlen, består ikke af stof, som er begyndt at være til, men af et stof, som

Side 309
tidligere eksisterede i en mere udbredt og gennemsigtig form. Og på lignende måde
er det med et stykke krystal eller bundfald i forhold til den vædske, der afsætter det.
Omvendt viser de tilsyneladende tilintetgørelser af stoffet sig ved nærmere eftersyn
kun at være tilstandsforandringer. Man har fundet ud af, at fordampet vand, selv om
det er blevet usynligt, kan bringes tilbage til sin oprindelige form ved fortætning. Den
affyrede haglbøsse afgiver bevis for, at selv om krudtet er forsvundet, så er der i
dets sted kommet visse gasarter, der, da det antog et større omfang, har forårsaget
eksplosionen."
Fiske følger naturligvis Spencer og i sin "Cosmic Philosophy" opsummerer han
sagen med disse ord: "Det er nu ufatteligt, at en stofpartikel enten skulle komme til at
eksistere eller glide over i en ikke-eksistens."
Robert Kennedy Duncan (1905) siger i sin "New Knowledge": "Når der tales om at
lede og styre stoffet i alle dets forskellige former, findes der en stor fundamental lov,
som indtil nu har været jernhård i sin karakter. Denne lov, der kendes under navnet
loven om massens bevarelse, siger, at ingen stofpartikel, hvor lille den end er, kan
skabes eller udryddes. Alle kongens heste og alle kongens mænd kan ikke, ødelægge
et knappenålshoved. Vi kan mase dette knappenålshoved, opløse det i syre, brænde
det i kakkelovnen, ja, med andre ord bruge ethvert tænkeligt middel til at ødelægge
det, og alligevel bliver dette knappenålshoved ved med at eksistere. Det er altså lige så
umuligt at skabe, som det er uforgængeligt. Vi kan med andre ord ikke skabe noget af
intet. Materialet må skaffes til veje for hver eksisterende ting. Summen af stof i universet
er x pund, - og selv om det kan genne g& myriader af former, så er det dog, når alt er
sagt og gjort - blot x pund." Anmærkning af ældste B. H. Roberts.
Den udødelige ånd.
Jeg har et andet emne, jeg kan opholde mig ved, og som er beregnet på at ophøje
mennesket; men det er mig umuligt at sige meget om dette emne. Jeg vil derfor blot
berøre det, for tiden vil ikke tillade mig at sige alt. Det står i forbindelse med emnet
om de dødes opstandelse - nemlig sjælen - menneskets sind - den udødelige ånd. 5)
Hvor kom den fra? Alle lærde mænd og teologiske doktorer siger, at Gud skabte den
i begyndelsen; men det er ikke tilfældet; selve denne ide gør mennesket ringere efter
min mening. Jeg tror ikke på denne lære;
jeg ved bedre. Hør derom, alle I jordens ender; thi Gud har sagt mig det; og dersom
I ikke tror mig, vil det dog ikke gøre sandheden virkningsløs. Jeg vil få et menneske
til at forekomme som en tåbe, før jeg er færdig, hvis han ikke tror det. Jeg vil fortælle
om bedre ting.
Vi siger, at Gud selv er et selveksisterende væsen. Hvem sagde jer det? Det er
rigtigt nok, men hvordan kom det ind i hovedet på jer? Hvem fortalte jer, at mennesket
ikke eksisterede på lignende måder efter de samme principper? Mennesket eksisterer
i virkeligheden efter de samme principper. Gud skabte et hylster og satte en ånd ind
i det, og det blev en levende sjæl. (Henviser til den gamle Bibel). Hvordan lyder det i
Hebræerbrevet? Der står ikke i Hebræerbrevet, at Gud skabte menneskets ånd. Der
star: "Gud skabte mennesket af jorden og satte Adams ånd i det, og således blev han
en levende sjæl."
Den forstand eller den intelligens, som mennesket er i besiddelse af, er i lighed 7)
med Gud selv. Jeg ved, at mit vidnes byrd er sandt; når jeg derfor taler til de sørgende
her, hvad har de egentlig tabt? Deres slægt og venner er kun adskilt fra deres legemer
kort tid: deres ånder, som eksisterede hos Gud, har så at sige kun forladt dette jordiske

Side 310
hylster for en kort tid; og de eksisterer nu på et sted, hvor de taler sammen på samme
måde, som vi gør her på jorden.
Jeg taler nu om menneskeåndens udødelighed. Er det logisk at sige, at åndernes
intelligens er evig udødelig, og at den alligevel havde en begyndelse? Åndernes
intelligens havde ikke nogen begyndelse og vil heller ikke have nogen ende. Det er god
logik. Det, der har en begyndelse, må også have en ende. Der har aldrig været en tid,
hvor der ikke fandtes ånder; thi de er i og af samme evighed som vor himmelske Fader.
Jeg vil ikke anstille flere betragtninger over menneskeånden; thi jeg taler om
menneskets legeme og ånd - om emnet: de døde. Jeg tager nu denne ring af min finger
og sammenligner den med menneskeånden - den udødelige del, fordi den ikke har
nogen begyndelse. Sæt nu at vi skærer den i to; så har den en begyndelse og en ende,
men sæt den så sammen igen, så fortsætter den som et evigt kredsløb. Således er det
også med menneskets ånd. Dersom den havde en begyndelse, vil den også, så sikkert
som Herren lever, have en ende. Alle tåber og lærde og vise mænd fra skabelsens
begyndelse, som siger, at menneskeånden havde en begyndelse, beviser, at den må
have en ende; og dersom den lære er sand, så vil læren om tilintetgørelsen også være
sand. Men hvis jeg har ret, kunne jeg med frimodighed forkynde fra hustagene, at Gud
aldrig havde magt eller evne til overhovedet at skabe menneskeånden. Gud selv kunne
ikke skabe sig selv.
Intelligens er evig og består efter et selveksisterende princip. Det er en ånd 8) fra
evighed til evighed, og der er ikke nogen skabelse ved det. Alle de ånder, som Gud
nogensinde har sendt ind i verden, er modtagelige for udvidelse.
5) "Grundstofferne er evige, og ånd og grundstoffer, uadskilligt forbundet,
modtager en fylde af gyde. *** Grundstofferne er Guds bolig, ja, mennesket
er Guds tabernakel eller tempel." (L. & P. 93:35).
6) Det synes at fremgå meget klart, at profeten havde intelligens for øje, da
han sagde "sjælen - menneskets sind - den udødelige ånd" ikke blev skabt
eller gjort, og han tænkte ikke på ånden som et barn, Gud var Fader til. Det
var profetens lære og er kirkens, at menneskenes ånder er avlet som sønner
og døtre af Gud. Se Det første Præsidentskabs og De tolvs Råds officielle
erklæring, som den findes trykt i "Improvement Era" fra august 1916 under
overskriften "Faderen og Sønnen". Det skrift-sted i "Lære og Pagter", hvorpå
denne lære er baseret, findes i afsnit 93:29-30 og lyder således: "Mennesket
var også i begyndelsen hos Gud. Intelligens eller sandhedens lys blev ikke
skabt eller dannet og kan ej blive det." Se også udtalelserne i de efterfølgende
vers.
7) Det rette ord her ville utvivlsomt være "med-evigt", ikke "i lighed med".
Dette viser ufuldkommenheden i referatet af talen. Thi det er ganske afgjort,
at menneskets forstand ikke er på lige fod med Gud undtagen med hensyn til
dens evige beståen. Det er den direkte udtalelse i Abrahams Bog - antaget af
kirken som hellig skrift - at der er forskelle i de intelligenser, som eksisterer, at
nogle er mere intelligente end andre, og at "Gud er mere intelligent end dem
alle.. (Abrahams Bog, kap. 3). Jeg tror, at det betyder mere end, at Gud er
mere intelligent end nogen anden af intelligenserne eller fornuftvæsenerne.
Det betyder, at han er mere intelligent end alle de øvrige sammenlagt. Hans
intelligens er større end mængdens, og det har fået mig til at sige i bind 2
af "De Halvfjerds' Arbog": - "Det er utvivlsomt denne kendsgerning, der gør
denne Ene "mere intelligent end dem alle"," Gud. Han er den Alvise! Den

Almægtige! Hvad han beder de andre intelligenser om at gøre må nøjagtigt
være det klogeste og mest passende, som de kunne lære nogetsteds eller
på nogen måde - det, der altid vil sømme sig for dem, med den rette loyale
taknemmelighed og uden at tvivle, at gøre. Sammen med dette kommer den
tanke også, at denne Alvise vil være den Uselviske, den Alkærlige, den, som
ønsker det, der er højest og bedst, ikke blot for sig selv, men for alle: og
det vil også blive bedst for ham. Hans herlighed, hans magt, hans glæde vil
blive forøget ved at alle bliver hævet op, ved at de bliver større og bedre,
ved at forøge deres glæde, mat og herlighed. Og fordi denne Alvise er alt
dette og gør alt dette, tilbeder de andre intelligenser eller fornuftvæsener ham,
underkaster sig deres domme og deres vilje hans dom og hans vilje. Han ved
og kan gøre det, der er bedst; og denne sindets underkastelse under den
mest Intelligente, den Viseste - visere og klogere end alle - er tilbedelse. Det
er hele meningen med Kristi lære og liv, som det kommer til udtryk i "Fader,
ikke min vilje, men din vilje ske." - Anmærkning af ældste B. H. Roberts.
8) "En ånd fra evighed til evighed" - ikke "ånd fra evighed til evighed"; men
"en ånd", d. v. s. et væsen, en person, et individ. Denne paragraf i profetens
bemærkninger kan meget vel tages som en fortolkning af Lære og Pagter
93:29. - Anmærkning af ældste B. H. Roberts.
Evnen til at vokse i erkendelse.
Side 311
De første principper angående mennesket er selveksisterende med Gud. Gud selv,
der befandt sig midt mellem ånder og herlighed, fordi han var mere intelligent, indså
det passende i at indstifte love, hvorved de øvrige kunne få lov til at skride fremad
som han selv. Det forhold, vi har til Gud, sætter os i en stilling, der igen sætter os i
stand til at vokse i erkendelse. Han har magt til at indstifte love til at belære de svagere
intelligenser, så de kan blive ophøjet med ham selv, så at de kan opnå yderligere
herlighed og al den kundskab, magt, herlighed og intelligens, der er nødvendig for at
frelse dem i Åndeverdenen. 9)
Det er en sund lære. Den smager godt. Jeg kan smage det evige livs principper,
og det kan I også. De er givet mig ved jesu Kristi åbenbaring; og jeg ved, at når jeg
fortæller jer disse det evige livs ord, som de gives mig, smager I dem, og jeg ved, at I
tror dem. I siger, at honning er sød, og det gør jeg også. Jeg kan også smage det evige
livs ånd. jeg ved, den er god; og når jeg fortæller jer om disse ting, som blev givet mig
ved inspiration af den Helligånd, så er I simpelthen nødt til at modtage dem som noget
sødt og glæde jer mere og mere derover.
9) "Thi se, det er min gerning og ære at tilvejebringe udødelighed og evigt
liv for mennesket" - (Herren til Moses, Moses' Bog, 1:39 i Den kostelige
Perle) - d.v.s. "at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket" som
menneske. Skriftstedet henviser utvivlsomt til mennesket som sammensat
af ånd og legeme - en rigtig "sjæl" (se Lære og Pagter 88:15-16) - "Ånden
og legemet er menneskets sjæl. Og opstandelsen fra de døde er sjælens
forløsning." Med andre ord kan man sige, at Guds "gerning" og "herlighed"
opnås ved at tilvejebringe "udødelighed og evigt liv for mennesket", som
menneske, i den evige forening af menneskets ånd og legeme gennem
opstandelsen - ved sjælens forløsning. Dette tilvejebringer en evig forening
af "ånd og element", som Guds ord erklærer er af væsentlig betydning for en
fylde af glæde. - "Grundstofferne (elementerne) er evige, og ånd og grundstof,

uadskilleligt forbundet, modtager en fylde af glæde. Men om de adskilles,
kan mennesket ikke modtage en fylde af glæde." (Lære og Pagter, afsnit 93).
Ligeledes "Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til
for at kunne nyde glæde." (II Nephi 2:25). I virkeligheden er hele Guds hensigt
med at tilvejebringe menneskets jordeliv at bidrage til menneskets velfærd og
udvikling, som fremhævet i profetens lære i ovennævnte afsnit. Gud påvirker
kun mennesket til dets eget bedste. Se også "De Halvfjerds' Arbog", bind II,
lektie 11, anmærkning 6. - Anmærkning af ældste B. H. Roberts.
Menneskets forhold til Gud.
Side 312
jeg vil gerne sige mere om menneskets forhold til Gud. jeg vil åbne jeres øjne med
henblik på jeres døde. Alt, hvad Gud i sin uendelige visdom har set formålstjenligt og
passende at åbenbare os, mens vi bor her på jorden, med henblik på vore jordiske
legemer, bliver åbenbaret til os rent begrebsmæssigt og uafhængigt af dette jordiske
tabernakels slægtskab, men åbenbares vore ånder akkurat, som om vi slet ikke havde
noget legeme; og de åbenbaringer, der vil frelse vor ånd, vil også frelse vort legeme.
Gud åbenbarer dem til os uden at have tanke for nogen evig opløsning af legemet
eller tabernaklet. Heraf ansvaret, det frygtelige ansvar, der hviler på os med henblik
på vore døde; thi alle ånder, der ikke har adlydt evangeliet i kødet, må enten antage
det i ånden eller blive fordømt. En højtidelig tanke! - en frygtelig tanke! Er der intet, der
kan gøres? - ingen forberedelse - ingen frelse for vore fædre og venner, som er døde
uden at have haft lejlighed til at adlyde og efterleve Menneskesønnens forordninger?
Jeg ville inderligt ønske, at jeg havde fyrretyve dage og nætter, som jeg kunne benytte
til at fortælle jer alt! Jeg ville lade jer vide, at jeg ikke er nogen "falden profet". 10)
10) Omkring dette tidspunkt blev der gentagne gange slynget påstande ud om, at
præsident Smith var en falden profet. Men når vi tager de mægtige læresætninger,
som han fremsætter i denne afhandling, i betragtning og ligeledes den åndelige kraft,
med hvilken han fremsætter dem, kunne der ikke fremsættes nogen fuldstændigere
gendrivelse af, at han var en falden profet. Profeten levede sit liv i stigende kraft. Fra
en ringe begyndelse rejste det sig i bredde og magt, efterhånden som han nærmede
sig dets afslutning. Som lærer nåede han sin karrieres højdepunkt i denne afhandling
eller tale. Efter dette var der endnu kun en eneste ting, han kunne gøre - besegle sit
vidnesbyrd med sit blod. Det gjorde han knap tre måneder senere. Sådan er falske
profeters livsførelse ikke. - Anmærkning af ældste B. H. Roberts.
Vort største ansvar.
Hvilke forjættelser er der blevet givet med henblik på emnet: de dødes frelse? og
hvad slags mennesker er de, der kan frelses, selv om deres legemer hensmuldrer
og forfalder i graven? Når Gud forkynder og lærer os sine bud og befalinger, er det
med henblik på evigheden; thi Gud ser på os, som om vi var i evigheden. Gud bor i
evigheden og ser ikke på tingene, som vi gør.
Det største ansvar, som Gud har pålagt os her i verden, er at søge efter vore døde.
Apostlen siger: "De kan ikke nå til fuldendelsen, uden at vi var med." (Hebr. 11:40). Thi
det er nødvendigt, at beseglingsmagten er i vore hænder til at besegle vore børn og
vore døde til tidernes fyldes uddeling - en uddeling, hvor de forjættelser skal indfries,
som Jesus Kristus gav før verdens grundlæggelse til menneskets frelse.
Nu vil jeg tale om dem. Jeg vil møde Paulus på halvvejen. Jeg siger til dig, Paulus,
du kan ikke nå fuldendelsen eller blive fuldkommen uden os. Det er nødvendigt, at de,

Side 313
der går forud for os, og at de, der kommer efter os, har frelse fælles med os; Og således
har Gud gjort det obligatorisk for mennesket. Derfor sagde Gud: "Se, jeg sender eder
profeten Elias, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Han skal vende fædrenes
hjerte til sønnerne og sønnernes til fædrene, at jeg ikke skal komme og slå landet med
band." (Malakias 4:5).
Der er frelse for menneskene.
Jeg vil gerne fremsætte en erklæring med hensyn til de forholdsregler, som Gud
har forordnet til at indpasses efter menneskenes forhold - fremsat fra før verdens
grundlæggelse. Hvad har Jesus sagt? Alle synder, alle slags gudsbespottelser og
enhver overtrædelse med undtagelse af en, som mennesket kan gøre sig skyldig i,
kan tilgives; og der er en vis frelse for alle mennesker, enten i denne verden eller den
tilkommende, som ikke har begået den utilgivelige synd, idet der er truffet bestemte
foranstaltninger desangående enten i denne verden eller åndeverdenen. Derfor har
Gud lavet en bestemmelse, at hver ånd i den evige verden kan blive eftersporet og
frelst, medmindre vedkommende har begået den utilgivelige synd, som han hverken
kan få tilgivelse for i denne verden eller i åndeverdenen. Gud har udarbejdet en frelse
for alle mennesker, dersom de ikke har begået en vis synd; og hvert eneste menneske,
som har en ven i de evige boliger, kan frelse ham, dersom han ikke har begået den
utilgivelige synd. Og således kan man se, hvor langt man kan blive en frelser.
Den utilgivelige synd.
Et menneske kan ikke begå den utilgivelige synd efter legemets opløsning, og der
står en mulighed åben for at skabe vej ud deraf. Kundskab frelser et menneske; og
i åndeverdenen kan intet menneske blive ophøjet uden ved kundskab. Så længe et
menneske ikke vil give agt på budene, må han afvente frelse. Hvis et menneske har
kundskab, kan han blive frelst; men, hvis han har gjort sig skyldig i store synder, vil han
blive straffet for dem. Men når han er villig og rede til at adlyde evangeliet, hvad enten
det er her eller i åndeverdenen, vil han blive frelst.
Et menneske er sin egen plageånd og sin egen fordømmer. Derfra stammer
udtalelsen: De skal gå ind i ildsøen, der brænder med svovl. Skuffelsens kval og pinsel
i menneskets sind er lige så stærk som en ildsø, der brænder med svovl. Således er
altså menneskets pine og plage, siger jeg.
Jeg kender skriften og forstår den. Jeg sagde, at intet menneske kan begå den
utilgivelige synd efter legemets opløsning og heller ikke her i livet, førend han har
modtaget den Helligånd; men de må gøre det her i verden. Derfor blev Jesu Kristi frelse
udvirket for alle mennesker for at sejre over djævelen; thi hvis den ikke fik fat i ham
det ene sted, ville den på det andet, thi han stod op som Frelser. Alle vil lide, indtil de
adlyder Kristus selv.
Kampen i himlen var denne: Jesus sagde, at der fandtes visse sjæle, der ikke ville
blive frelst, og djævelen sagde, at han kunne frelse dem alle, og Jesus forelagde
sine planer for det store råd, som gav Jesus Kristus deres stemme. Og derfor gjorde
djævelen oprør imod Gud og blev forstødt sammen med alle, som gav ham deres støtte.
(Den kostelige Perle, Moses's Bog, 4:1-4; Abrahams Bog, 3:23-28).
Syndernes forladelse.
Der vil blive forladelse for alle synder med undtagelse af synden mod den Helligånd, thi
Jesus vil frelse alle med undtagelse af fortabelsens sønner. Hvad må et menneske gøre

Side 314
for at begå den utilgivelige synd? Han må have modtaget den Helligånd, fået himlene
åbnet for sig og kende Gud, og så synde imod ham. Efter at et menneske har syndet
imod den Helligånd, står der ingen omvendelse åben for ham.11) Han må sige, at solen
ikke skinner, selv om han virkelig ser den; han må fornægte Jesus Kristus, når himlene
har været åbnet for ham og må fornægte frelsesplanen, til trods for at hans sind har
været modtageligt for dens sandhed, og fra det øjeblik begynder han at blive en fjende.
Det er tilfældet med mange apostater fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Når et menneske begynder at blive en fjende af dette værk, jager han mig, han
søger at slå mig ihjel og hører aldrig op med at tørste efter mit blod. Han får djævelens
ånd - den samme ånd, som de havde, der korsfæstede Livets Herre - den samme ånd,
der synder imod den Helligånd. Man kan ikke frelse sådanne mennesker; man kan
ikke få dem til at omvende sig; de fører, ligesom djævelen, åben krig, og følgerne er
forfærdelige.
Jeg råder jer alle til at være forsigtige med, hvad I gør, ellers vil I måske lidt efter lidt
finde ud af, at I er blevet bedraget. Behersk jer; giv ikke efter; gør ikke noget overilet,
og så kan I blive frelst. Dersom' I er i besiddelse af en bitterhedens ånd, vær da ikke
forhastede. I vil måske sige, den mand er en synder. Hvis han nu omvender sig, vil
han få tilgivelse. Vær forsigtig: vent. Når I finder en ånd, der ønsker blodsudgydelse.
- mord, da er en sådan ikke af Gud, men er af djævelen. Hvad et menneskes hjerte
er fuldt af, løber munden over med.
11) "Thi når mennesker een gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave
og har fået del i Helligånden og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens
kræfter - og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny; thi
de korsfæster for deres del Guds Søn igen og gør ham til spot." (Hebr. 6:4-6) . De, der
synder imod Helligåndens lys og kundskab, kan siges at korsfæste mere end Herrens
legeme, de korsfæster Ånden.
"I min Faders hus".
De bedste mennesker frembringer de bedste gerninger. Den mand, der forkynder jer
livets ord, er den mand, der kan frelse jer. Jeg advarer jer imod alle onde mennesker,
som synder imod den Helligånd; thi der er ingen forløsning for dem i denne verden og
ej heller i den kommende.
Jeg kunne gå tilbage og behandle hvert eneste emne af interesse angående
menneskets forhold til Gud, hvis jeg havde tid. jeg kan dykke ned i hemmelighederne;
jeg kan i det store og hele betræde de evige verdener; thi Jesus sagde: "I min Faders
hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre
en plads rede for jer." (Joh. 14:2). Paulus siger: "Solen har sin glans, månen sin glans
og stjernerne igen deres glans: Stjerne er forskellig fra stjerne i glans. Således er det
også med de dødes opstandelse." (I Kor. 15:41-42). Hvad har vi til at trøste os med
henblik på de døde? Vi har grund til at nære det største håb og den bedste fortrøstning
for vore døde af alle folk på jorden; thi vi har set dem vandre værdigt midt iblandt os
og set dem falde i søvn i jesu arme, og de, der er døde i troen, befinder sig nu i Guds
celestiale rige. Og derfor er det solens glans.
Retfærdige sørgende fryder sig.
I sørgende efterladte har grund til at glæde og fryde jer, når vi taler om ældste
King Follets død; thi jeres mand og fader er gået hinsides for at vente til de dødes
opstandelse - til de øvriges fuldkommengørelse; thi ved opstandelsen vil jeres ven

Side 315
opstå til fuldkommen lykke og gå ind til celestial herlighed, mens mange må vente
myriader af år, før de kan modtage de samme velsignelser; og jeres forventninger og
forhåbninger er langt over, hvad mennesket kan fatte og forstå; thi hvorfor har Gud
åbenbaret det for os?
Jeg er bemyndiget til at sige, ved den Helligånds magt og myndighed, at I ikke har
grund til at frygte; thi han er gået til de retfærdiges hjem. Sørg ikke, græd ikke. jeg ved
det ved den Helligånds vidnesbyrd, som er i mig; og I kan vente på, at jeres venner
skal komme frem for at møde jer i den celestiale verdens morgengry.
Fryd dig, o Israel! jeres venner, som er blevet myrdet for sandhedens skyld under
forfølgelserne, skal stå som sejrherrer i glans og herlighed i den celestiale verden,
medens deres mordere skal vælte sig i pine og kval i umindelige tider, ja til de har betalt
til sidste hvid. jeg siger dette for de eventuelle fremmedes skyld.
Jeg har en fader, brødre, børn og venner, som er gået til åndeverdenen. De er
blot fraværende et øjeblik. De er i anden, og vi skal snart mødes igen. Tiden vil snart
komme, da trompeten skal lyde. Når vi går bort, vil vi hilse vore mødre, fædre, venner
og alle, som vi holder af, der er faldet i søvn i Jesus. Der vil der ikke være nogen frygt for
pøbelhobe, forfølgelser eller uberettigede retssager, processer og arrestationer; men
det vil blive evig lykke.12)
12) Det udeladte afsnit, som er angivet ved de tre stjerner, henviser til den ophøjelse
og magt, som børn vil udøve i opstandelsen, før de udvikler sig til mænds og kvinders
vækst; men denne udvikling vil afgjort komme til dem, der er døde som spædbørn. Det
er ganske indlysende, at der var nogen ufuldkommenhed i profetens bemærkninger
angående dette punkt, og derfor er stedet udeladt. De, der kunne ønske at undersøge
sagen nøjere, burde læse "Documentary History", bind 4, side 556-7 og fodnote. Se
også talen fra 16. juni 1844 i denne bog.
Dåb.
Jeg vil forlade dette emne her og fremsætte nogle få bemærkninger om dåben.
Vanddåben er til ingen nytte uden ilddåben og den Helligånd; de to står i absolut
nødvendig og uadskillelig forbindelse med hverandre. Et menneske må fødes af vand
og Ånden for at komme ind i Guds rige. I den tysk Bibel støtter teksten mig på samme
måde, som de åbenbaringer, jeg har givet og lært i de sidste fjorten år om dette emne.
Jeg har vidnesbyrdet til at kaste det lige i deres ansigt. Mit vidnesbyrd har været sandt
hele tiden. I vil finde det Johannes Døberens erklæring. (Læser i den tyske Bibel).
Johannes siger: "Jeg døber jer med vand, men når Jesus kommer; som har magten
(eller nøglerne), skal han døbe jer med il og den Helligånd." Hvor står nu hele den
sekteriske verden? Og hvis dette vidnesbyrd er sandt, så er de alle fordømt lige så
sikkert, som bandlysning kan gøre det. Jeg ved, at teksten er sandfærdig. Jeg vil bede
alle de tilstedeværende tyskere, som ved, at det er sandt, om at sige ja. (Høje jaråb).
Alexander Campbell, hvordan vil De frelse folk med vand alene? Thi Johannes
sagde, at hans dåb ikke duede uden Jesw Kristi dåb. "Lad os derfor ikke her gå ind på
børnelærdommen om Kristus, men ledes frem til de voksnes stade og ikke på ny lægge
grundvold med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, med lære om tvætninger
og håndspålæggelse, de dødes opstandelse og evig dom. Ja, det vil vi gøre, om ellers
Gud vil tillade det." (Hebr. 6:1-3).
Der er en Gud, en Fader, en Jesus, et håb for vor kaldelse, en dåb. *** Mange siger,
at dåb ikke er af nogen væsentlig betydning for frelse; men en sådan forkyndelse ville

Side 316
lægge grundvolden til deres fordømmelse. Jeg har sandheden, og jeg vover at påstå,
at verden ikke kan modsige mig.
Jeg har nu prædiket lidt latin, lidt hebræisk, græsk og tysk, og jeg har fuldbyrdet alt.
Jeg er ikke så stor en tåbe, som mange har antaget mig for at være. Tyskerne ved,
at jeg læste det tyske korrekt.
Et kald til omvendelse.
Hør, alle I jordens ender - alle I præster, alle I syndere og alle mennesker. Omvend jer!
Omvend jer! Adlyd evangeliet. Vend jer til Gud; thi jeres religion vil ikke frelse jer, og I
vil blive fordømt. Jeg siger ikke, hvor længe. Der er blevet fremsat bemærkninger om,
at alle mennesker er forløst fra helvede; men jeg siger, at de, som synder imod den
Helligånd, kan ikke få tilgivelse i denne verden eller i den kommende; de skal dø den
anden død. De, der begår den utilgivelige synd, er dømt til gnolom - til at bo i helvede i al
evighed. Akkurat som de har udspekuleret blodbadsscener her i verden, skal de opstå
til den opstandelse, der er som ildsøen af svovl. Nogle skal opstå til Guds evige bål; thi
Gud bor ved evige bål, og nogle vil opstå til fordømmelse i deres egen fordærvethed,
som er lige så stærk en pine og plage som ildsøen af svovl.
Jeg har rettet mine bemærkninger til alle, både rige og fattige, trælle og frie, store og
små. Jeg nærer ikke fjendtlige følelser mod noget menneske. Jeg elsker jer alle; men
jeg hader nogle af jeres gerninger. Jeg er jeres bedste ven, og dersom folk skyder over
målet, er det deres egen fejl. Dersom jeg irettesætter et menneske, og vedkommende
hader mig derfor, er han en tåbe; thi jeg elsker alle mennesker, især disse mine brødre
og søstre.
Jeg glæder mig ved at høre mine aldrende venners vidnesbyrd. I kender mig ikke; I
har aldrig kendt mit hjertes inderste følelser. Intet menneske kender min historie. Jeg
kan ikke røbe den; jeg vil aldrig prøve derpå. Jeg kan ikke fortænke nogen i, at de ikke
vil tro min historie. Dersom jeg ikke havde oplevet det, jeg har, kunne jeg ikke selv have
troet derpå. Jeg har aldrig gjort noget menneske fortræd, siden jeg blev født på denne
jord. Jeg har altid været for fred.
Jeg kan ikke nedlægge mit liv, førend jeg har fuldendt hele min gerning. Jeg tænker
aldrig ondt om nogen eller gør noget for at skade mine medmennesker. Når jeg kaldes
frem af ærkeengelens trompet og bliver vejet i vægtskålen, så vil I alle kende mig.
Amen. (6. april 1844). T. & S., 15. august 1844.

Præsident Joseph Smiths bemærkninger.
Aprilkonferencen 1844.
Både Nord- og Sydamerika er Zion.
Side 317
Præsident Joseph Smith sagde: Det er lige så umuligt for mig at fortsætte emnet fra
i går som at oprejse de døde. Mine lunger er opslidt. Der er en tid for alt, og jeg må
vente. Jeg vil opgive det og overlade tiden til dem, som kan lade deres røst høre, og
jeg vil da fortsætte med mit emne ved en anden lejlighed. Jeg vil gerne fremsætte
en proklamation til ældsterne. Jeg ønskede, at I skulle blive, så jeg kunne fremsætte
denne erklæring. I ved udmærket godt, at Herren har ledet denne kirke ved åbenbaring.
Jeg har endnu en åbenbaring i forbindelse med kirkens ve og vel - en stor og herlig
åbenbaring. Jeg vil ikke kunne opholde mig derved så længe og så indgaende som
ved en senere lejlighed, men jeg vil give jer de første principper. I ved, at der har
været megen diskussion med henblik på Zion - hvor det ligger og hvor uddelingens
indsamling er, hvad jeg nu vil fortælle jer. Profeterne har talt og skrevet derom, men jeg
vil fremsætte en erklæring, der vil dække et større område. Både Nord- og Sydamerika
er selve Zion fra nord til syd, og er blevet beskrevet a f profeterne, som erklærer, at
det er det Zion, hvor Herrens bjerg skal være, og at det skal være midt i landet. Når
ældsterne tager Bibelen frem og undersøger de gamle profetier deri, vil de se det.
Forordninger i templet.
Erklæringen eller udtalelsen her til morgen går ud på, at så snart templet og døbefonten
er færdige, er det vor hensigt at give Israels ældster deres tvætninger og salvelser, og
udføre disse sidste og mere virkningsfulde forordninger, uden hvilke vi ikke kan opnå
en celestial trone. Men der må være et helligt sted beredt for dette øjemed. På det
tidspunkt, da grundvolden til templet blev lagt, blev der udstedt en proklamation i den
retning, og der er truffet foranstaltninger, indtil værket er fuldendt, så folk kan få deres
begavelser og blive gjort til konger og præster for den allerhøjeste Gud og ikke have
noget at gøre med timelige ting, men hele deres tid vil blive optaget af de ting, der hører
ind under Guds hus. Der må imidlertid være et sted, der udtrykkeligt er bygget i dette
øjemed, og hvor folk kan blive døbt for deres døde. Det må bygges på dette centralt
beliggende sted; thi hvert eneste menneske, der ønsker at frelse sin fader, moder, sine
brødre, søstre og venner, må særskilt gå gennem alle forordninger for hver enkelt af
dem, akkurat som for sig selv, fra dåb til ordination, tvætninger og salvelser og modtage
alle præstedømmets nøgler, magter og kræfter, som for sig selv.
Zions stave.
Jeg har modtaget belæringer af Herren, at hvor Israels ældster fra nu af opretter
menigheder til Herren overalt i De forenede Stater, skal der være en Zions stav. I
de store byer som Boston, New York o. s. v. skal der være stave. Det er en herlig
bekendtgørelse, og jeg gemte den til sidst og gjorde det klart, at dette værk skal
begynde, efter at tvætningerne, salvelserne og begavelserne er blevet udført her.
Herren har en velbefæstet lov med henblik på sagen: der må være et særligt sted
for vore dødes frelse. Jeg tror afgjort, at der vil være et sted, og derfor kan folk, som
ønsker at frelse deres døde, komme og bringe deres familier, udføre deres arbejde

Side 318
ved at lade sig døbe og udføre de øvrige forordninger for deres døde, og så kan de gå
tilbage igen for at leve og vente, til de skal modtage deres belønning. Jeg vil overlade
det til mine brødre at gå nærmere ind på dette emne: det er min pligt at forkynde læren.
Jeg ville forkynde den mere indgående - ånden er redebon, men kødet er svagt. Gud
er ikke villig til at lade mig tilfredsstille jer; men jeg må belære ældsterne, og de skulle
belære jer. Gud gjorde Aron til talerør for Israels børn, og han vil gøre mig til leder for
jer i sit sted og ældsterne til talerør for mig; og dersom I ikke kan lide det, må I alligevel
finde jer i det. Jeg har givet ældste Adams belæringer i visse principper, så han kan
tale til jer, og hvis han begår en fejl, vil jeg rejse mig og rette ham. (8. april 1844). D.
H. C. 6:318 -320.

Præsident Joseph Smiths tale.
Han forsvarer sin profetiske kaldelse. - De dødes opstandelse.
- Forordningernes fylde nødvendig for levende og døde.
Præsident Joseph Smiths tale
Side 319
Frelseren har det evige livs ord. Intet andet kan gavne os. Der ligger ikke nogen frelse i
at fæste lid til en ondskabsfuld rapport imod vor næste. Jeg vil råde alle til at gå fremad
og granske dybere og dybere i gudfrygtighedens hemmeligheder. Et menneske kan
intet gøre for sig selv, medmindre Gud leder ham på den rette vej; og præstedømmet
har netop dette formål.
Sidste gang jeg talte fra denne forhøjning, var det om de dødes opstandelse, og jeg
lovede da at fortsætte mine bemærkninger om dette emne. Jeg føler stadig trang til
at sige noget mere om dette emne. Lad os nu fra i dag begynde på ny og sige til os
selv, at vi af hele vort hjerte vil forsage vore synder og være retfærdige. Jeg vil læse
det 24. kapitel i Mattæus og gengive det ordret; og når det forstås på rette måde, vil
det være opløftende.
Jeg var af den mening, at selve det besynderlige i at læse det alligevel ville være
opløftende - "Og det vil blive prædiket, rigets evangelium, til et vidnesbyrd for alle folk;
og så vil enden komme." Jeg vil nu læse det på tysk (hvad han gjorde, og mange
tyskere, som var til stede, sagde, at han oversatte det rigtigt).
Udlægning af skriften.
Frelseren sagde, at når disse trængsler finder sted, skal de overdrages et menneske,
som skulle være et vidne i hele verden: kundskabens, magtens og åbenbaringens
nøgler skulle åbenbares til et vidne, der skulle bære vidnesbyrdet til verden. Det har
altid været min opgave at grave skjulte hemmeligheder frem - nye ting - for mine
tilhørere. Netop på det tidspunkt, da visse mennesker mener, at jeg ikke har nogen
ret til præstedømmets nøgler - netop nu har jeg den største ret dertil. Tyskerne er et
stort folk. De gamle tyske oversættere er dem, der kommer det rigtige nærmest - de
ærligste af de forskellige oversættere; og derfor får jeg vidnesbyrd til at støtte mig i de
åbenbaringer, jeg har prædiket i de sidste fjorten år. De gamle tyske, latinske, græske
og hebraiske oversættelser siger alle, det er sandt: de kan ikke sættes under anklage
eller mistænkeliggøres, og derfor er jeg i godt selskab.
Hele vidnesbyrdet går ud på, at Herren i de sidste dage ville overdrage
præstedømmets nøgler som et vidne til alle mennesker. Er rigets evangelium blevet
påbegyndt i de sidste dage? Og vil Gud tage det fra mennesket, indtil Han selv tager
ham? Jeg har læst det akkurat, som ordene flød fra Jesu Kristi læber. Johannes
Åbenbareren så en engel flyve midt gennem himlen; han havde et evigt evangelium at
forkynde for dem, der bor på jorden.
Skriften er rede til at blive opfyldt, når store krige, hungersnød, pest, store ulykker,
straffedomme etc. vil blive udgydt over jordens indbyggere. Johannes så engelen, som
havde det hellige præstedømme, og som skulle forkynde det evige evangelium for alle
nationer. Gud havde en engel - et specielt sendebud - ordineret og beredt til dette
formål i de sidste dage. Ve, ve det menneske eller de mennesker, som løfter hånden
imod Gud og hans vidne i disse sidste dage: thi de skal næsten bedrage og forføre
selve de udvalgte!

Evig dom.
Side 320
Mine fjender siger, at jeg har været en sand profet. Jeg ville hellere være en falden
sand profet end en falsk profet.
Når en mand går omkring og profeterer og befaler folk at adlyde sine lærdomme, må
han enten være en sand eller falsk profet. Falske profeter opstår altid for at sætte sig
op imod de sande profeter, og de vil profetere så nær op ad sandheden, at de næsten
vil forføre selve de udvalgte.
Læren om evige straffedomme falder ind under evangeliets første principper i de
sidste dage. I forbindelse med Guds rige opretter djævelen altid sit rige på nøjagtig
samme tidspunkt i kamp mod Gud. Hver eneste mand, som har et kald til at betjene
verdens indbyggere, blev ordineret til selve denne opgave i det store råd i himlen, før
denne verden blev til. Jeg mener, at jeg blev ordineret til selve dette embede i hint store
råd. Det er det vidnesbyrd, jeg ønsker, at jeg er Guds tjener, og dette folk er hans folk.
De fordums profeter forkyndte, at himlens Gud i de sidste dage ville oprette et rige, som
aldrig skulle forgå eller overdrages noget andet folk; og omkring selve det tidspunkt,
det var beregnet på, kæmpede dette folk for at tilvejebringe det. Den, der bevæbner
sig med gevær, sværd eller pistol, undtagen til forsvar for sandheden, vil fortryde det
en skønne dag. Jeg har aldrig noget større våben på mig end min pennekniv. Da jeg
blev slæbt hen foran kanonen og geværerne i Missouri, var jeg ubevæbnet. Gud vil
altid beskytte mig, indtil min mission er fuldbyrdet.
Jeg regner mig selv for at være et af redskaberne til at oprette Daniels rige ved
Herrens ord, og jeg har i sinde at lægge en grundvold, som vil revolutionere hele verden.
Jeg tilbød Missouri-pøbelen mit liv som et offer for mit folk, og her er jeg. Det vil ikke
blive ved sværdet eller geværet, at dette rige vil rulle videre:
sandhedens magt er af en sådan art, at det vil være nødvendigt for alle nationer at
adlyde evangeliet. Jeg for udsiger, at hær vil stå overfor hær: det kan være, at de hellige
bliver nødt til at smede deres plovjern om til sværd, thi det er ikke passende, at fædre
sidder med hænderne i skødet og ser deres børn blive udryddet.
Opstandelsen.
Min tekst omfatter de dødes opstandelse, og I vil kunne læse derom i det 14. kapitel
af Johannes-Evangeliet: "I min Faders hus er der mange boliger." Det skulle lyde
således: "I min Faders rige er der mange riger," for at I kan blive Guds arvinger og
medarvinger med mig. Jeg tror ikke på metodisternes lære om at sende ærlige og
hæderlige mennesker til helvede sammen med mordere og horkarle. De kan slynge
hele deres helvede og gloende pile mod mig, men det vil prelle af på mig lige så hurtigt,
som det kommer. Men jeg har en bestemt måde til at redde de stakkels fyre for enhver
pris og få dem frelst; thi jeg vil sende mænd til at prædike for dem i forvaring og frelse
dem, hvis jeg kan.
Frelse for de døde.
Der er boliger for dem, som adlyder en celestial lov, og der er andre boliger for dem,
som ikke har kunnet holde loven, hvert menneske i sin egen orden. Der er dåb at udføre
for dem, som lever, og dåb for de døde, som dør uden kendskab til evangeliet.
Jeg fortsætter med at skride fremad for at opnå evigt liv. Det er ikke alene
nødvendigt, at I lader jer døbe for jeres døde, men I må udføre alle forordningerne for
dem, på samme måde som I har gjort det for at frelse jer selv. Der vil blive 144.000

Side 321
frelsere på Zions bjerg, og sammen med dem vil der være en så utallig skare, som
intet menneske kan tælle. O! jeg beder jer indtrængende om at gå fremad, gå fremad
og gør jeres udvælgelse urokkelig; og dersom noget menneske prædiker noget andet
evangelium, end det, jeg har prædiket, skal han være forbandet; og nogle af jer, som
nu hører mig, skal få det at se og vide, at jeg siger sandheden om dem.
Opstandelsen altomfattende.
Med henblik på loven om præstedømmet burde der være et sted, hvor alle nationer
skal komme til fra tid til anden for at modtage deres begavelser; og Herren har sagt,
at det skal være stedet, hvor der udføres dåb for de døde. Hvert eneste menneske,
som er blevet døbt og tilhører riget, har ret til at lade sig døbe for dem, som er gået
forud; og så snart evangeliets lov bliver adlydt her af deres venner, der optræder
som stedfortrædere for dem, har Herren repræsentanter dér til at sætte dem fri. Et
menneske kan optræde som stedfortræder for sine egne slægtninge; evangeliets
forordninger, som blev planlagt før verdens grundlæggelse, er således blevet opfyldt
ved dem, og vi kan lade os døbe for dem, som vi nærer så stort venskab for; men Gud
må først åbenbare det til mennesket, så vi ikke skulle løbe for langt. "Thi ligesom alle
dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus;" alle vil blive oprejst fra de
døde. Guds Lam har tilvejebragt opstandelsen, så alle vil opstå fra de døde.
Selve Gud den Almægtige bor i evig ild; kød og blod kan ikke gå der, thi al
fordærvelse vil blive fortæret af ilden. "Vor Gud er en fortærende ild." Når vort kød bliver
levendegjort af Ånden, vil der ikke blive noget blod i dette tabernakel. Nogle befinder
sig i en højere og større herlighed end andre.
De, der altid har gjort det forkerte, vil blive naget af deres overtrædelser.
Udødeligheden bor ved evige bål. jeg vil fra tid til anden åbenbare jer de ting, som
den Helligånd har åbenbaret mig. Alle de løgne, som nu bliver udspredt om_ mig, er
af djævelen, og djævelen og hans tjeneres indflydelse vil blive anvendt imod Guds
rige. Guds tjenere forkynder intet andet end det evige livs grundsætninger; af deres
gerninger skal I kende dem. Et godt menneske vil forkynde gode ting og hellige
principper, mens et dårligt menneske vil forkynde dårlige ting. Jeg føler trang til, i
Herrens navn, at tilrettevise alle sådanne dårlige principper, løgnere etc., og jeg advarer
jer alle om at se efter, hvem I søger. Jeg formaner jer til at give agt på al den dyd og
de lærdomme, som jeg har givet jer. Alle mennesker, som er udødelige, bor ved evige
bål. I kan ikke gå nogetsteds, uden at Gud kan finde jer. Alle mennesker er født til at
dø, og alle mennesker skal opstå; alle skal indtræde i evigheden.
For at I kan modtage jeres børn til jer, må I have en forjættelse - en eller anden
forordning; en eller anden velsignelse for at stige op over de åndemagter, eller også
kan det være en engel. De må opstå, akkurat som de døde; vi kan der hilse vore
yndige spædbørn med den samme herlighed - den samme yndighed i den celestiale
herlighed, hvor de alle glæder sig på samme måde. De afviger fra hinanden i vækst, i
størrelse, men den samme herlige ånd giver dem herlighedens og friskhedens lighed;
den gamle mand med det sølvgrå hår vil stråle af friskhed og skønhed. Intet menneske
kan beskrive det for jer - fintet menneske kan skrive derom.
Har jeg nogensinde forkyndt noget forkert fra denne forhøjning? Er jeg nogensinde
blevet til skam og skændsel? Jeg vil gerne stå som sejrherre i Israel, før jeg går på den
anden side og ikke ses mere. jeg har aldrig sagt til jer, at jeg var fuldkommen; men
der findes ingen fejl ved de åbenbaringer, jeg har forkyndt jer. Skal jeg da kastes bort,
som om jeg intet er værd?

Side 322
jeg beder jer tænke over dette - føj dyd og kærlighed til troen etc. jeg siger i Herrens
navn, at dersom disse ting er i jer, vil I blive frugtbare. jeg bærer vidnesbyrd om, at intet
menneske har magt til at åbenbare det uden jeg - ting i himlen, på jorden og i helvede;
og jeg beder jer alle tie stille for eftertiden. Jeg overgiver jer alle til Gud, så I kan arve
alle ting; og må Gud føje sin velsignelse til. Amen. (2. maj 1844). D. H. C. 6:363-367.

Side 323
Profetens drømme om apostaternes stilling i Nauvoo.
Om aftenen overværede jeg mødet i "De Halvfjerds's Sal". George J. Adams
prædikede, og jeg fremsatte visse bemærkninger bagefter og fortalte om en drøm, som
jeg havde for kort tid siden. Jeg syntes, jeg kørte i min vogn, og min skytsengel var
med mig. Vi kom forbi templet, og vi var ikke kommet ret meget længere, førend vi fik
øje på to store slanger, der i den grad var indfiltret i hinanden, at ingen af dem havde
nogen magt. Jeg spurgte min ledsager, hvad jeg skulle forstå derved. Han svarede:
"Disse to slanger forestiller dr. Foster og Chauncey L. Higbee. Det er dine fjender, og
de ønsker at udrydde dig; men du ser, at de i den grad er indfiltret i hinanden, at de
ikke selv har nogen magt til at skade dig." Jeg syntes derefter, at jeg. kørte ned ad
Mulhollandgaden, men min skytsengel var ikke med mig. Da jeg kom ud på engen, blev
jeg indhentet og pågrebet af William og Wilson Law og andre, som sagde: "O, vi fik
dig til sidst! Vi vil tage os af dig og anbringe dig på et sikkert sted!" og uden yderligere
formaliteter slæbte de mig ud af min vogn, bagbandt mig og kastede mig i en dyb, tør
afgrund, hvor jeg befandt mig i en fuldkommen hjælpeløs tilstand, og de gik bort. Mens
jeg kæmpede for at komme ud, hørte jeg Wilson Law skrige om hjælp nær ved. Det
lykkedes mig at løse mine bånd så meget, at jeg kunne foretage et spring, da jeg fik
fat på noget græs, der voksede ved kanten af afgrunden.
Jeg så ud over kanten af afgrunden og så Wilson Law lidt borte, angrebet af vilde
dyr og hørte ham skrige højt: "O, broder Joseph, kom og hjælp mig!" Jeg svarede ham:
"Jeg kan ikke, for du har kastet mig i denne dybe afgrund." Da jeg så i en anden retning,
så jeg William Law med tungen hængende ud af halsen, blå i ansigtet og med grøn
galde og gift kommende ud af munden, forårsaget ved at en stor slange havde rullet
sig sammen om kroppen på ham. Den havde også fået fat i hans arm, lidt oven for
albuen, parat til at sluge ham. Han skreg højt i sin fortvivlelse og dødsangst: "O, broder
Joseph, broder Joseph, kom og hjælp mig, ellers dør jeg!" Jeg svarede også ham: "Det
kan jeg ikke, William; jeg ville med glæde gøre det, men du har bundet mig og kastet
mig i denne afgrund, og jeg magter ikke at hjælpe dig eller befri mig." Kort tid efter
kom min ledsager og sagde højt: "Joseph, Joseph, hvad gør du der?" Jeg svarede:
"Mine fjender overfaldt mig, bandt mig og kastede mig herned." Han tog mig så ved
hånden, hjalp mig op af afgrunden, befriede mig, og vi gik glade bort. (13. juni 1844).
D. H. C. 6:461-462.

Prædiken af profeten. - Den kristne Guddom.
Flerhed af Guder.
Møde i Lunden, øst for templet, 16. juni 1844.
Side 324
Præsident Joseph Smith læste tredie kapitel af Åbenbaringen og benyttede som
tekst 1. kapitel, 6. vers: "Og har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader
- ham være æren og magten i evighedernes evigheder! Amen."
Det er altsammen rigtigt i oversættelsen. I ved, at der fornylig er fremstået visse
ondskabsfulde og fordærvede mænd, som har apostaseret fra Jesu Kristi Kirke af
Sidste Dages Hellige, og de siger, at profeten tror på en flerhed af Guder, og se! vi har
opdaget en meget stor hemmelighed, råber de: "Profeten siger, der er mange Guder,
og det beviser, at han er en falden prof et."
Jeg har længe haft i sinde at tage dette emne op til drøftelse og fremlægge det
tydeligt og klart for folket og vise, hvad min tro er med henblik på denne interessante
sag. Jeg har tænkt over Jesu udtalelse (Luk. 17:26): "Og som det gik til i Noas dage,
sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage." Og selv om det regner, vil jeg
prædike denne lære, thi sandheden skal forkyndes.
Flerhed af Guder.
Jeg vil prædike om dette emne: flerhed af Guder. Jeg har valgt denne tekst i denne
udtrykkelige hensigt. Jeg ønsker at sige, at jeg altid og i alle forsamlinger, når jeg
har. talt om emnet Guddommen, har prædiket om flerheden af Guder. Det har været
prædiket af ældsterne i femten år.
Jeg har altid forkyndt, at Gud er en tydelig adskilt person, at Jesus Kristus er en
tydelig adskilt person fra Gud Faderen, og at den Helligånd var en særskilt person
og en And: og disse tre udgør tre særskilte personer og tre Guder. Hvis dette er i
overensstemmelse med Det nye Testamente, så har vi da alligevel tre Guder, og det
er et flertal; hvem kan modsige det?
Vor tekst siger: "Og har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader."
Apostlene har opdaget, at der var andre Guder, thi Paulus siger, at Gud var Fader til
Herren Jesus Kristus. Det var min opgave at forkynde skriften og prædike den deri
indeholdte lære, at der er en Gud over de andre, Faderen til Herren Jesus Kristus. Jeg
erklærer frimodigt, at jeg har forkyndt alle de stærke lærdomme offentligt og stedse har
forkyndt stærkere lærepunkter offentligt end privat.
Johannes var en af mændene, og apostlene erklærer, at de blev gjort til konger
og præster for Gud, Faderen til Herren Jesus Kristus. Netop sådan står der i
Johannes' Åbenbaring. Derfor indtager læren om en flerhed af Guder altså en lige så
fremtrædende plads i Bibelen som en hvilken som helst anden lære. Den findes overalt
i Bibelen. Det er et spørgsmål, der ikke kan betvivles. Selv enfoldige behøver ikke at
fare vild deri.
Paulus siger, der er mange Guder og mange Herrer. Jeg vil gerne fremstille det så
tydeligt og enkelt som muligt; men for os er der kun een Gud - d. v. s. som vedrører os;
og han er i alt og gennem alt. Men dersom Joseph Smith siger, der er mange Guder
og mange Herrer, råber de: "Væk med ham! Korsfæst ham! Korsfæst ham!"
Menneskene siger sandelig, at skriften er med dem. Gransk skriften, thi den
bærer vidnesbyrd om ting, som disse apostater alvorligt ville erklære for at være

Side 325
gudsbespottelse. Paulus, dersom Joseph Smith er gudsbespotter, så er du det også.
Jeg siger, at der er mange Guder og mange Herrer, men for os kun en, og vi må være
lydige mod denne ene, og intet menneske kan indskrænke evighedens grænser eller
deres evige eksistens. Har han set den evige verden, og er han berettiget til at sige,
at der kun findes en Gud? Han gør sig selv til grin, dersom han mener det og siger
det, og hans løbebane eller fremskridt i kundskab får en ende. Han kan ikke opnå al
kundskab, thi han har forseglet døren dertil.
Udlæggelse af skriften.
Nogle siger, at jeg ikke udlægger skriften på samme måde, som de gør. De siger, at
det betyder hedningeguderne. Paulus siger, at der er mange Guder og mange Herrer,
og det udgør en flerhed af Guder til trods for alle menneskers griller og luner. Uden
åbenbaring vil jeg ikke give dem kundskaben om himlens Gud. I ved og jeg bevidner,
at Paulus hentydede ikke til de hedenske guder i teksten. Jeg har det fra Gud, og
bortforklar det, hvis I kan. Den Helligånd har båret vidnesbyrd til mig, og jeg selv har
et vidnesbyrd, at Paulus ikke hentydede til de hedenske guder i teksten. Jeg vil bevise
fra den hebraiske Bibel, at jeg har ret; det første ord viser en flerhed, af Guder; og jeg
vil gerne have, at apostaterne og de lærde skulle komme her og bevise det modsatte,
hvis de kan. En ulærd mand må give jer lidt hebraisk. Berosheit baurau Elobeim ait
aushamayeen vehau auraits, som i kong Jakobs engelske bibeloversættelse lyder
således: "I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden." Jeg vil gerne gå lidt nærmere
ind på ordet Berosheit. Rosh betyder hovedet, sheit er en grammatikalsk endelse;
baith var der ikke oprindeligt, da den inspirerede skrev det, men en gammel jøde
har senere tilføjet det. Baurau betyder frembringe; Eloheim stammer fra ordet Eloi,
Gud, i ental, og ved at føje ordet heim til, bliver det til Guder. Det lød først således:
"I begyndelsen skabte Gudernes hoved (overhoved) Guderne" eller som andre har
oversat det: "Gudernes overhoved kaldte Guderne sammen." Jeg vil gerne prale af lidt
lærdom som andre tåber.
* * *
Hovedguden organiserede himlene og jorden. Jeg tør indestå for, at hele verden
ikke kan modbevise mig. I begyndelsen organiserede Gudernes overhoveder himlene
og jorden. Nu raser de lærde præster og folk i almindelighed, og hedningerne fnyser.
Dersom vi gennemlæser den hebraiske tekst endnu engang, lyder den således:
"Hovedet, en af Guderne, sagde: Lad os gøre mennesker i vort billede." Jeg spurgte
engang en lærd jøde: "Dersom det hebraiske sprog tvinger os til at give alle ord, der
ender på heim, i flertal, hvorfor så ikke give det første Eloheim i flertal?" Han svarede:
"Det er regelen med ganske få undtagelser; men i dette tilfælde ville det omstyrte
Bibelen." Han erkendte, at jeg havde ret. Jeg kom her for at undersøge disse ting på
nøjagtig den måde, som jeg tror dem. Hør og døm selv; og dersom I tager bort tilfredse,
så er det udmærket.
I selve begyndelsen viser Bibelen, at der er en flerhed af Guder; det kan slet ikke
diskuteres. Det er et stort og vigtigt emne, jeg taler om. Ordet Eloheim burde hele vejen
igennem være flertal - Guder. Gudernes overhoveder udpegede en Gud for os; og når
man anlægger (dette) synspunkt på emnet, frigør det en, så man kan se Gudernes hele
skønhed, hellighed og fuldkommenhed. Alt, hvad jeg ønsker, er at få fat i den enkle,
nøgne sandhed og hele sandheden.
Mange siger, at der er en Gud; Faderen, Sønnen og den Helligånd er kun een Gud!
Jeg tør sige, at det er da en mærkelig Gud - tre i en og en i tre! Det er en besynderlig

Side 326
indretning. "Fader, jeg beder ikke for verden, men for dem, som du har givet mig."
"Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet mig), så de må være eet
ligesom vi." Alle skal proppes ind i een Gud ifølge sektvæsenet. Det ville skabe den
største Gud i hele verden. Han ville være en vidunderlig stor Gud - han ville være en
kæmpe eller et monstrum. Jeg vil gerne selv læse teksten for jer: "Jeg er enig med
Faderen og Faderen er enig med mig, og vi er enige som eet." Den græske tekst viser,
at det skulle være enige. "Fader, jeg beder for dem, som du har givet mig af verden, og
ikke for dem alene, men også for dem, der tror på mig gennem deres ord, at de alle kan
blive enige, som du, Fader, er det med mig, og jeg med dig, at de også må blive enige
med os" og alle bo i enighed og i al Gudernes herlighed og alle evige bål; og så skal
vi se, som vi ses, og blive som vor Gud og han som sin Fader. Jeg vil gerne anstille
nogle betragtninger om dette emne. Jeg lærte det ved at oversætte papyrusrullerne,
som nu er i mit hjem.
Abrahams fornuftslutninger.
Jeg fik et vidnesbyrd angående Abraham, og han drog fornuftslutninger angående
himlens Gud. "For at gøre det," sagde han, "sæt at vi hår to kendsgerninger: det
forudsætter, at en anden kendsgerning må eksistere - to mænd på jorden, den ene
klogere end den anden, ville logisk medføre eller vise, at en anden, som er klogere
end den klogeste, kan eksistere. Fornuftvæsener eksisterer, det ene over det andet,
så der ingen ende er på dem."
Hvis Abraham ræsonnerede således: Dersom Jesus Kristus var Guds Søn, og
Johannes opdagede, at Gud Faderen til Jesus Kristus havde en Fader, må man vel
antage, at han også havde en Fader. Hvor har der nogensinde eksisteret en søn uden
en fader? Og hvor har der nogensinde været en fader, uden at vedkommende først har
været en søn? Hvornår er et træ eller noget som helst andet kommet til at eksistere
uden en stamfader? Og alt kommer på denne måde. Paulus siger, at det jordiske er i
det himmelskes afbillede. Hvis Jesus derfor havde en Fader, kan vi da ikke også tro, at
han havde en Fader? Jeg foragter ideen at blive skræmt til døde over en sådan lære,
thi Bibelen er fyldt dermed.
Jeg vil gerne have, at I specielt lægger mærke til det, jeg siger. Jesus sagde, at hans
Fader virkede nøjagtig på samme måde, som hans Fader havde gjort før ham. Som
Faderen havde gjort før? Han nedlagde sit liv og tog det igen på samme måde som
Faderen havde gjort før. Han gjorde det, da han blev sendt, nedlagde sit liv og tog det
igen; og så blev nøglerne overdraget ham. Jeg ved, at det er et fornuftigt ræsonnement.
Udrensning i kirken.
Jeg har grund til at tro, at kirken vil blive underkastet en udrensning. Jeg så Satan falde
ned fra himlen, og det var et syn at se dem løbe. Alle disse ting er undere og mirakler
i vore øjne i de sidste dage. Så længe mennesker er under Guds lov, behøver de ikke
at frygte - de skræmmer ikke sig selv.
Jeg vil gerne holde mig til min tekst for at vise, at når folk åbner munden imod disse
sandheder, skader de ikke mig, men skader sig selv. Nu til loven og til vidnesbyrdet,
for disse principper er udøst over hele skriften. Når ting og forhold, der er af største
betydning, bliver forbigået af indskrænkede mennesker uden omtanke, vil jeg gerne se
sandheden i alle dens betydninger og trykke den ind til mit bryst. Jeg tror på alt det,
som Gud nogensinde har åbenbaret, og jeg har aldrig hørt om et menneske, der er
blevet fordømt for at tro for meget; men de bliver fordømt for vantro.

Side 327
De fandt fejl ved Jesus Kristus, fordi han sagde, han vår Guds Søn og gjorde sig
selv lig med Gud. De siger om mig, som de sagde om de fordums apostle, at der burde
gøres en ende på mig. Hvad sagde Jesus? "Når nu loven har kaldt dem Guder, som
Guds ord kom til (og skriften kan ikke omstødes), hvordan kan I så sige til den, som
Faderen har helliget og sendt til verden: Du taler gudsbespotteligt, fordi jeg sagde: Jeg
er Guds Søn?" Det var gennem ham, at de drak af den åndelige klippe. Naturligvis ville
han selv tage æren. Jesus, hvis de blev kaldt Guder, til hvem Guds ord kom, hvorfor
skulle det så anses for gudsbespotteligt, at jeg skulle sige, at jeg er Guds søn?
Evige herligheder.
Gå og læs om synet i Pagternes Bog. Dér belyses tydeligt herlighed efter herlighed
- en herlighed som solen, en anden som månen og en herlighed som stjernerne; og
som den ene stjerne er forskellig fra den anden i glans og herlighed, således er de af
den telestiale herlighed forskellige i herlighed, og hvert eneste menneske, der regerer
i celestial herlighed, er en Gud for sit område. Når apostaterne indrømmer Lære og
Pagters vidnesbyrd, fordømmer de sig selv. Paulus, hvad siger du? De stillede Paulus
under anklage, og alle gik og forlod ham. Paulus havde syv menigheder, og de drev
ham ud fra sig; men de kan ikke gøre det med mig. Jeg glæder mig over det. Mit
vidnesbyrd er stærkt.
Paulus siger: "Solen har sin glans, månen sin og stjernerne igen deres glans; stjerne
er forskellig fra stjerne i glans. Således er det også med de dødes opstandelse." De,
der opnår en herlig opstandelse fra de døde, er ophøjet langt over magter, kræfter,
troner, herredømmer og engle og erklæres udtrykkeligt for at være Guds arvinger og
medarvinger med Jesus Kristus, idet alle har evig magt.
Disse skriftsteder er en blanding af meget besynderlige lærdomme for den kristne
verden, som blindt ledes af de blinde. Jeg vil henvise til et andet skriftsted. Da Gud
besøgte Moses i tornebusken, sagde han til ham: "Du skal være som Gud for Israels
børn." Gud sagde: "Du skal være som Gud for Aron; han skal være din mund." Jeg
tror, at de Guder, som Gud åbenbarer som Guder, er Guds sønner, og alle kan sige:
"Abba, Fader!" Guds sønner, der ophøjer sig til at blive Guder, endog fra før verdens
grundlæggelse, er de eneste Guder, jeg nærer ærbødighed for.
Johannes sagde, han var en konge. "Og fra Jesus Kristus, det troværdige vidne,
den førstefødte af de døde og den, der hersker over jordens konger. Ham, som elsker
os og har løst os af vore synder med sit blod og har gjort os til præster og konger for
sin Gud og Fader - ham være æren og magten i evighedernes evigheder! Amen." O,
Gud, som er kongernes Konge og herrernes Herre, den sekteriske verden forkynder
med sine handlinger: "Vi kan ikke tro dig".
De gamle katolske kirke-overleveringer er mere værd, end alt, hvad I har sagt. Her
er et logisk princip, som de fleste mennesker ikke har forstand på, men som de alligevel
antager. Jeg vil belyse det ved hjælp af et gammelt æbletræ. Her falder en gren af,
som siger: Jeg er det sande træ, og I er fordærvede. Hvis hele træet er fordærvet, er
så ikke også dets grene fordærvede? Dersom den katolske religion er en falsk religion,
hvordan kan der da så komme sand religion deraf? Dersom den katolske kirke er dårlig,
hvordan kan der så komme noget godt ud af den? De gamle kirkers karakter og gode
navn og rygte er altid blevet bagtalt af alle apostater, siden verden begyndte.
Herren vil ikke anerkende forrædere.

Side 328
Jeg bærer atter vidnesbyrd, så sandt som Herren lever, at Gud aldrig vil anerkende
nogen forræder eller apostat. En hvilken som helst mand, der vil forråde katolikkerne,
vil forråde jer; og dersom han vil forråde mig, vil han forråde jer. Alle mennesker er
løgnere, som siger, at de tilhører den sande kirke, dersom denne ikke har åbenbaringer
fra Jesus Kristus eller er i besiddelse af Melkisedeks præstedømme, som er efter Guds
Søns orden.
Det er i overensstemmelse med den himmelske orden, at Gud altid vil sende
en ny uddeling til verden, når menneskene er faldet fra sandheden og har mistet
præstedømmet; men når folk kommer og bygger på andre menneskers grundvold, gør
de det på eget ansvar, uden myndighed fra Gud; og når vandstrømmene kommer og
vindene blæser, vil man opdage, at deres grundvold er bygget på, sand, og hele deres
struktur smuldrer til støv.
Har jeg bygget på noget andet menneskes grundvold? Jeg har al den sandhed, som
den kristne verden er i besiddelse af og desforuden en uafhængig åbenbaring, og Gud
vil gøre mig til sejrherre. Nu vil jeg ikke tale mere om dette emne. Jeg ville ønske, at
jeg kunne tale i tre-fire timer, men det er ikke rigtigt eller passende på grund af regnen.
Jeg kunne dog blive ved og give jer bevis efter bevis; hele Bibelen understøtter i lige
grad denne lære, både den ene og den anden del. (16. juni 1844). D. H. C. 6:473-479.

Profeten forudsiger sin død.
Følgende historiske kendsgerninger i forbindelse med profetens
og patriarkens overgivelse og deres brutale martyrdød er af så stor
interesse, at de er medtaget i denne beretning. Disse brødre mødtes
sammen med en del ledende ældster i skumringen lørdag den 22.
juni 1844 i profetens værelse ovenpå. Da de var forsamlet, overgav
profeten dem en skrivelse fra guvernør Ford, som han læste for
at få råd og vejledning af sine brødre. Her begynder beretningen.
Side 329
Joseph bemærkede: "Der findes ingen nåde eller barmhjertighed her - ingen nåde eller
barmhjertighed her." Hyrum sagde: "Nej, det er både sikkert og vist, at dersom vi falder
i hænderne på dem, er vi dødsens." Joseph svarede: "Ja, hvad skal vi gøre, broder
Hyrum?" Han svarede: "Jeg ved det ikke." På eengang lyste Josephs ansigt op, og han
sagde: "Vejen står åben. Det står klart for mig, hvad vi skal gøre. Alt, hvad de ønsker,
er Hyrum og mig; bed alle og enhver om at passe deres daglige dont og ikke at samle
sig i grupper, men at spredes. Der er ingen tvivl om, at de vil komme her og søge efter
os. Lad dem søge; de vil ikke gøre jer personlig fortræd eller ødelægge jeres ejendele
eller krumme et hår på jeres hoved. Vi vil sætte over floden i aften og drage vestpå."
Han gjorde en bevægelse for at forlade huset for at sætte over floden. Da han var uden
for døren, bad han Butler og Hodge om at gøre "Maid of Iowa" sejlklar, sejle dette fartøj
op til den øvre landingsplads og indskibe hans og Hyrums familier og ejendele derpå
og så sejle ned ad Mississippi og op ad Ohio floden til Portsmouth, hvor de skulle høre
fra dem. Han tog så Hodge i hånden og sagde: "Broder Hodge, lige meget hvad der
sker, fornægt ikke troen, så vil alt blive vel."
"Jeg fortalte Stephen Markham, at dersom jeg og Hyrum nogensinde ville blive
pågrebet igen, ville vi blive myrdet, eller så var jeg ikke en Guds profet. Jeg ønsker,
at Hyrum skal få lov til at leve, så han kan hævne mit blod, men han er fast besluttet
på ikke at forlade mig."
* * *
Lørdag den 22. juni 1844 omkring klokken 9 om aftenen. Hyrum kom ud af
Nauvoo-Huset og gav Reynolds Cahoon hånden, idet han samtidig sagde: "En gruppe
mænd søger at slå min broder ihjel, og Herren har advaret ham og formanet ham til at
flygte til Klippebjergene for at redde livet. Farvel, broder Cahoon, vi vil ses igen." Nogle
få minutter senere kom Joseph fra sin familie. Tårerne løb ned ad hans kinder. Han
holdt et lommetørklæde for ansigtet og fulgte efter broder Hyrum uden at sige et ord.
Sent den aften blev profeten og patriarken ført over floden af Orrin P. Rockwell som
forberedelse til deres afrejse til Klippebjergene. Tidligt næste morgen sluttede andre
brødre sig til dem. Samme morgen kom en væbnet styrke til Nauvoo for at arrestere
Joseph Smith, men de fandt ham ikke, men det lykkedes dem at skabe frygt i nogle
af de frygtsommes hjerter. Klokken 1 om eftermiddagen kom Orrin P. Rockwell, som
var vendt tilbage til Nauvoo, med et brev fra Emma Smith, hvori hun bad profeten om
at vende tilbage til Nauvoo. Profeten og patriarken befandt sig sammen med Willard
Richards i et værelse, hvor de havde samlet forråd som forberedelse til deres rejse.
Reynolds Cahoon meddelte profeten, hvad tropperne havde i sinde at gøre og bad ham
indtrængende om at overgive sig, eftersom guvernøren havde afgivet sit og statens
æresord på, at han ville blive beskyttet, så længe retsforhandlingerne stod på. Profeten
vidste imidlertid, at man ikke kunne stole på guvernørens ord. På dette punkt fortsætter
vor beretning.

Side 330

Falske beskyldninger.
Side 331
Reynolds Cahoon, Lorenzo D. Wasson og Hiram Kimball beskyldte Joseph Smith for
fejghed, fordi han ønskede at forlade folket, idet de yderligere sagde, at deres ejendele
ville blive ødelagt, og de således blive ladt uden hus og hjem. De hævdede, at det var
som i æventyret; når ulven kom, forlod hyrden flokken eller hjorden, så fårene ville blive
sønderrevet og ædt. Hertil svarede Joseph: "Hvis mit liv ikke har nogen betydning for
mine venner, har det heller ingen for mig."
Joseph sagde til Rockwell: "Hvad skal jeg gøre?" Rockwell svarede: "Du er den
ældste og burde selv bedst vide; hvad du end gør, så er jeg med dig." Joseph vendte
sig derefter om til Hyrum, som talte med Cahoon, og sagde: "Broder Hyrum, du er den
ældste, hvad skal vi gøre?" Hyrum sagde: "Lad os vende tilbage og overgive os og
se, hvad der sker." Efter at Joseph havde overvejet sagen nogle få øjeblikke, sagde
han: "Hvis du går tilbage, vil jeg gå med dig, men vi vil blive slagtet." Hyrum sagde:
"Nej, nej; lad os vende tilbage og sætte vor lid til Gud, og så vil vi ikke blive udsat for
fortræd eller på anden måde lide overlast. Herren er i det. Hvis vi får lov at leve eller
skal dø, vil vi blive forsonet med vor skæbne." Efter en kort pause bad Joseph Cahoon
om at anmode kaptajn Daniel C. Davies om at have båden parat klokken halvseks, så
de kunne blive ført over floden. (23. juni 1844). D. H. C. 6:545-551.

Skrivelse: Joseph og Hyrum Smith til guvernør
Ford. De indvilliger i at tage til Carthage.
Ved Mississippiflodens bred
Søndag den 23. juni 1844, kl. 2 eftermiddag.
Hans ekscellence guvernør Ford!
Side 332
Hr. guvernør! Jeg skrev en lang skrivelse til Dem i går aftes klokken 12, hvori jeg
fremsatte mine synspunkter med hensyn til Deres Ekscellences skrivelse af i går. Jeg
var af den formening, at Deres skrivelse var temmelig streng, men en af mine venner
er lige kommet til mig med en forklaring fra kaptajnen for Deres væbnede styrke, som
kastede et forsonende skær over indholdet af Deres skrivelse og giver os større vished
om beskyttelse, og at det er lykkedes Deres Ekscellence til en vis grad at bringe de
mænd, der omgiver Deres Ekscellence, under kontrol. Og jeg erklærer igen, at den
eneste indvending, jeg nogen sinde har haft eller fremsat, når jeg har været underkastet
forhør og rettergang af mit land, var, som jeg fremhævede i mit sidste brev - på grund
af snigmordere og den grund, at jeg må frygte følger fra deres hånd, som kan medføre
døden.
Men ifølge ovenstående forklaring tilbyder jeg nu at komme til Dem i Carthage
i morgen, så tidligt som det vil passe Deres væbnede styrke at eskortere os til
hovedkvarteret, forudsat at der bliver givet os reel og retfærdig rettergang, at vi ikke
bliver udsat for skældsord og grovheder eller at mine vidner bliver fejet til side, og at
alt bliver gjort i overensstemmelse med loven uden partiskhed, og De kan stole på mit
æresord uden tilstedeværelsen af en stor væbnet styrke til at frembringe ophidselse
og uro i de frygtsommes sind.
Vi vil møde Deres væbnede styrke, hvis dette brev er tilfredsstillende (om ikke, lad
mig det da vide) ved eller i nærheden af Mound klokken to i morgen eftermiddag,
hvad der vil være det tidligste vi kan fremskaffe vore vidner og træffe forberedelser
til retssagen. Vi forventer at bringe vore vidner med os og ikke behøve at vente en
stævning eller en del i det mindste, så vi ikke opholder retsforhandlingerne, selv om vi
måske ønsker at få tid til at sikre os juridisk bistand.
Vi forbliver med ærbødighed Deres Ekscellences ringe tjenere.
JOSEPH SMITH
HYRUM SMITH
(23. juni 1844). D. H. C. 6:550.

Opbruddet til Carthage.
Opbruddet til Carthage.
Side 333
Joseph gjorde en pavse, da de kom til templet og så først med beundring på dette og
derefter på byen, og han sagde så: "Det er det yndigste sted og det bedste folk under
himlen; kun lidet kender de til de prøver og trængsler, som venter dem." Da han var
ved at overskride bygrænsen, henvendte han sig til Daniel H. Wells, som ikke var godt
tilpas, og til afsked sagde han: "Hr. Wells, jeg ville ønske, at De vil værne om mit minde
og heller ikke tro, at jeg er det værste menneske i verden."
Klokken ti minutter i 10 om formiddagen kom de til Albert G. Fellows' gård, fire
(engelske) mil vest for Carthage, hvor de traf kaptajn Dunn med et kompagni på
omkring 60 beredne militssoldater, og ved synet af hvilke Joseph sagde: "Bliv ikke
forskrækkede, brødre, for de kan ikke gøre jer mere, end sandhedens fjender gjorde
ved de fordums hellige - de kan kun slå legemet ihjel." Kompagniet gjorde holdt, da
Joseph, Hyrum og andre gik ind i Fellows' hus med kaptajn Dunn, som foreviste en
ordre fra guvernør Ford, der gik ud på, at alle statens våben, som Nauvoo-legionen var
i besiddelse af, skulle udleveres, og denne ordre kontrasignerede Joseph straks.
Som et lam til slagtebænken.
Henry G. Sherwood gik hen til Joseph og sagde: "Broder Joseph, skal jeg vende tilbage
til Nauvoo og træffe foranstaltninger til våbnenes udlevering og få kvitteringer for dem?"
Joseph spurgte, om han var under arrest eller ventede at blive arresteret. "Nej", svarede
Sherwood. Joseph instruerede ham om at vende tilbage forud for kompagniet, indsamle
våbnene og gøre alt så godt som han kunne. Joseph sagde så til dem, der var med
ham: "Jeg går som et lam til slagtebænken, men jeg er rolig som en sommermorgen;
min samvittighed er ren overfor Gud og alle mennesker. Hvis de tager mit liv, dør jeg
uskyldig, og mit blod skal råbe fra jorden om hævn, og det skal siges om mig: Han
blev myrdet med koldt blod." Han sagde derefter til fader Sherwood: "Gå, og Gud
velsigne dig." Sherwood red da så hurtigt, han kunne, til Nauvoo. (24. juni 1844). D.
H. C. 6:554-555.

Joseph Smith til guvernør Ford. Med
forklaring på hans tilbagevenden til Nauvoo.
Fire mil vest for Carthage Mound,
Hancock County, Illinois,
Mandag, klokken 10.
Hans ekscellence guvernør Ford!
Side 334
Hr. guvernør! På vejen til Carthage i morges for at efterkomme Deres anmodning
traf jeg kaptajn Dunn her, som gjorde mig bekendt med Deres ordre til at aflevere
de i Nauvoolegionens besiddelse værende statsvåben, og denne ordre skal jeg rette
mig efter; og for at dette kan blive gjort på rette måde og uden besvær for staten, vil
jeg vende tilbage til Nauvoo sammen med kaptajn Dunn, sørge for at våbnene bliver
afleveret til ham, og sammen med ham skal jeg da vende tilbage til hovedkvarteret, hvor
jeg da med glæde skal underkaste mig et hvilket som helst forlangende af guvernøren
af vor stat.
Med al skyldig ærbødighed for Deres ekscellence, er jeg Deres forbundne.
JOSEPH SMITH.
(24. juni 1844). D.H. C. 6:556.

På vej til Carthage.
Side 335
Selskabet, der bestod af omkring 15 personer, begav sig så atter på vejen til Carthage,
og da de nåede til den modsatte side af Frimurerlogen, sagde Joseph: "Venner, dersom
jeg ikke kommer tilbage, pas da på jer selv; jeg går som et lam til slagtebænken." Da
de kom forbi hans gård eller farm, så han længe på den, og efter at de havde passeret
den, vendte han sig flere gange omkring for at se igen, hvorover nogle af selskabet
fremkom med nogle bemærkninger, og Joseph sagde: "Dersom nogle af jer havde en
sådan farm og vidste, at I aldrig ville se den mere, ville I da ikke også kaste et sidste
langt blik på den." Da de kom til udkanten af skovene omkring Nauvoo, traf de A. C.
Hodge, der vendte tilbage fra Carthage. Han aflagde beretning til Hyrum om, hvad han
havde hørt i Carthage, fortalte ham sine følelser og sagde: "Broder Hyrum, du er endnu
på fri fod, og hvis det var min pligt at råde dig, ville jeg sige, gå ikke et skridt til, thi de
siger, de vil slå dig ihjel, hvis du kommer til Carthage," men da andre samledes om
dem, blev der ikke sagt mere. (24. juni 1844). D. H. C. 6:558.

Profetens samtale med militsens officerer.
Side 336
Flere af officererne for tropperne i Carthage og andre, der var nysgerrige efter at se
profeten, aflagde besøg hos Joseph i dennes stue. General Smith spurgte dem, om der
var noget ved hans udseende, som tydede på, at han var det forfærdelige menneske og
den meget farlige person, som hans fjender fremstillede ham som; og han bad dem om
at give sig deres ærlige mening om dette emne. Svaret var: "Nej, Deres udseende ville
tyde på det modsatte, general Smith; men vi kan ikke se, hvad der er i Deres hjerte, og
vi kan heller ikke sige, hvad De har i sinde." Hertil svarede Joseph: "Det er fuldstændig
rigtigt, mine herrer, at De ikke kan se, hvad der rører sig i mit hjerte, og De er derfor
ikke i stand til at dømme mig eller mine hensigter; men jeg kan se, hvad der rører sig i
Deres hjerter, og jeg vil fortælle Dem, hvad jeg ser. Jeg kan se, at De tørster efter blod,
og intet andet end mit blod vil tilfredsstille Dem. Det er ikke for nogen forbrydelse, at
jeg og mine brødre således bliver forfulgt og pint og plaget til stadighed af vore fjender,
men der er andre motiver og bevæggrunde, og nogle af dem har jeg givet udtryk for, for
så vidt som de står i forbindelse med mig selv; og eftersom De og folk tørster efter blod,
profeterer jeg i Herrens navn, at De skal blive vidne til blodscener og sorg, til De har
fået mere end nok deraf. Deres sjæle vil blive fuldkommen mættet med blod, og mange
af Dem, som nu er til stede, vil få lejlighed til at blive stillet overfor kanonmundinger fra
kilder, De ikke tænker på; og de mennesker, der ønsker denne store ulykke over mig
og mine brødre, vil blive fyldt med anger og sorg på grund af den nød og elendighed,
der venter dem. De skal søge efter fred, men vil ikke kunne finde den. Mine herrer, De
vil finde ud af, at det, jeg har fortalt Dem, er sandt." (25. juni 1844). D. H. C. 6:566.

Skrivelse. - Joseph Smith til guvernør Ford.
Anmodning om en samtale.
Carthage fængsel, 26. juni 1844. Ti minutter over 8.
Hans ekscellence guvernør Ford!
Side 337
Hr. guvernør! Jeg vil atter bede Deres ekscellence om en samtale, da jeg blev meget
skuffet i går aftes. Jeg håber ikke, at De vil nægte mig dette privilegium længere, end
Deres offentlige pligter absolut kræver.
Vi er blevet arresteret under falske forudsætninger, og som følge heraf er hele
rettergangen ulovlig, og vi ønsker, at tiden må fremskyndes sådan, at alt vil blive sat
på rette plads, så vi bliver sat på fri fod efter denne fængsling.
Deres
JOSEPH SMITH.
P.S. Vær så venlig at sende svar med overbringeren heraf. (26. juni 1844). D. H.
C. 6:575.

Profetens forudanelse.
Ved middagstid den 26. juni 1844 lavede Willard
Richards, nedskriveren heraf, kopier af ordrer fra
profeten til brødrene i Nauvoo; mens han gjorde det -
Side 338
- bemærkede Joseph: "Jeg har været en hel del bekymret for min sikkerhed, siden jeg
forlod Nauvoo, hvad jeg aldrig har været før, når jeg har været under arrest. Jeg kunne
ikke gøre for disse følelser, og de har nedstemt mig". Det meste af formiddagen brugte
Dan Jones og oberst Stephen Markham til at prøve på at få en dør, der havde slået sig,
til at passe til låsen, hvortil de benyttede en pennekniv. De traf således forberedelser
til at befæste stedet imod et muligt angreb.
Profeten, patriarken og deres venner skiftedes til at prædike for vagterne, hvoraf
flere blev afløst før tiden, fordi de indrømmede, at de var overbevist om fangernes
uskyld. De indrømmede hyppigt, at de havde ladet sig bedrage, og mere end een gang
hørte man dem sige: "Lad os tage hjem, for jeg vil ikke længere kæmpe mod disse
mænd."
I dagens løb opmuntrede Hyrum Joseph for at få ham til at tro, at Herren, for sin
kirkes skyld, ville forårsage hans løsladelse fra fængselet. Joseph svarede: "Kunne
blot min broder Hyrum blive sat på fri fod, ville det ikke betyde så meget med mig;
Stakkels Rigdon, jeg er glad for, at han er taget til Pittsburg og er af vejen; hvis han
skulle præsidere, ville han føre kirken til undergang på mindre end fem år." (26. juni
1844). D. H. C. 6:592-593.

Side 339
Mishandlingen af John Smith - 5:30 om eftermiddagen.
Patriark John Smith kom fra Macedonia i Iowa til fængselet for at besøge sine nevøer,
Joseph og Hyrum. Vejen var fyldt med voldsmænd. Tre af disse rettede deres geværer
imod ham, og han blev truet af mange andre, som genkendte ham. Vagtposten ved
fængselet nægtede ham adgang.
Joseph så ham gennem fængselsvinduet og sagde til vagten: "Lad den gamle mand
komme ind, det er min onkel." Vagten svarede, at de var revnende lige glade med,
hvem der var hans onkel, og vedkommende skulle ikke få lov til at komme ind.
Joseph svarede: "De vil vel da ikke hindre en så gammel og svagelig mand i at
komme ind," hvorpå han sagde: "Kom ind, onkel." Efter at vagten havde undersøgt ham
nøje, fik han lov til at komme ind i fængselet, hvor han blev en timestid. Han spurgte
Joseph, om denne troede, at han skulle slippe ud af hænderne på sine fjender, hvortil
Joseph svarede: "Min broder Hyrum synes at mene det. Jeg ville ønske, at I ville sige
til brødrene i Macedonia, at de heraf kan se, at det ikke ville have været sikkert for mig
at besøge dem; sig også til Almon W. Babbitt, at jeg gerne vil have, at han skal komme
og bistå mig som sagfører og forsvarer ved mit forventede forhør i morgen for kaptajn
R. F. Smith." (26. juni 1844). D. H. C 6:597-598.

Den sidste aften i fængselet.
Side 340
26. juni 1844, klokken 9:15 om aftenen. - Ældste John Taylor bad. Willard Richards,
John Taylor, John S. Fullmer, Stephen Markham og Dan Jones blev hos Joseph og
Hyrum i forstuen.
I aftenens løb læste patriark Hyrum Smith og udtalte sig om visse uddrag fra
Mormons Bog, om Guds tjeneres fængsling og udfrielse for evangeliets skyld. Joseph
bar et kraftigt vidnesbyrd til vagtposterne om Mormons Bogs ægthed, evangeliets
gengivelse, englebetjening, og at Guds rige igen var oprettet på jorden, af hvilken grund
han da var fængslet og indespærret, og ikke fordi han havde overtrådt nogen af Guds
eller menneskets love.
De gik sent til ro. Joseph og Hyrum lå i den eneste seng, der fandtes i cellen, mens
deres venner lå side om side på madrasser på gulvet: Dr. Richards sad oppe og skrev,
til hans lys gik ud, og mørket sænkede sig over ham. Affyringen af et bøsseskud tæt
ved fik Joseph til at stå op, forlade sengen og lægge sig på gulvet med Dan Jones på
sin venstre side og John S. Fullmer på sin højre. Joseph strakte sin højre arm ud og
sagde til John S. Fullmer: "Læg dit hoved på min arm som hovedpude, broder John;" og
da alt var stille og roligt, talte de lavmælt om udsigterne for deres udfrielse. Joseph gav
udtryk for en del forudfølelser om, at han måtte dø, og sagde: "Jeg ville gerne se min
familie endnu engang," og "o, hvor ville jeg ønske, at Gud ville give mig lov til til endnu
engang at prædike til de hellige i Nauvoo." Fullmer prøvede på at trøste og opmuntre
ham ved at sige, at han troede, han ofte ville få dette privilegium, og Joseph takkede
ham for hans venlige ord og de gode følelser, han havde givet udtryk for.
Kort efter gik dr. Richards i den seng, som Joseph var stået op af, og da alle
tilsyneladende sov trygt og godt, hviskede Joseph til Dan Jones: "Er du bange for at
dø?" Dan sagde: "Er den tid kommet, tror du? Optaget af og indviklet i en sådan sag,
som vi er, tror jeg ikke, døden vil virke særlig afskrækkende." Joseph svarede: "Du vil
endnu få lov til at se Wales og udfylde den mission, som du er blevet kaldet til, før du
dør." (26. juni 1844 - midnat). D. H. C. 6:600-601.

Ældste John Taylors beretning om samtalen
mellem guvernør Ford og præsident Smith.
Side 341
Denne beretning blev skrevet af John
Taylor efter de her skildrede begivenheder.
Guvernøren: General Smith, jeg tror, De har givet mig en generel oversigt over de
vanskeligheder, der har eksisteret her på egnen, i de dokumenter, der er blevet
overgivet mig af dr. Bernhisel og mr. Taylor; men der synes desværre at være visse
uoverensstemmelser mellem Deres udtalelser og Deres fjenders: Det er sandt, at
der er blevet ført dokumentation for Deres udtalelser og erklæringer gennem beviser
og beedigede erklæringer, men der må ligge noget til grund for den usædvanlige
ophidselse og uro, der nu hersker her på egnen, og jeg tilskriver det sidste udbrud
ødelæggelsen af "Expositor" og Deres vægring ved at efterkomme den arrestordre,
der blev udsendt af mr. Morrison. Man betragter pressen i De forenede Stater som
det store bolværk for amerikansk frihed, og dens udryddelse i Nauvoo blev anset
for og betragtet som en egenmægtig foranstaltning og får folk til at mene, at De for
Deres del er tilbøjelig til at undertrykke tale- og pressefrihed; dette, parret med Deres
vægring ved at efterkomme en arrestordre, mener jeg er den væsentligste årsag til
denne vanskelighed, og desuden har man overfor mig beskrevet Dem som et uregerligt
menneske og et menneske, der trodser Deres lands love og institutioner.
General Smith: Guvernør Ford! De er som denne stats guvernør klar over de
sagsanlæg og forfølgelser, jeg har måttet udstå. De ved udmærket, at hele vor
fremgangsmåde har været fredelig og lovlydig, thi jeg har givet denne stat lige
fra vor første bosættelse her tilstrækkeligt bevis på mine fredelige hensigter og de
menneskers, som jeg er knyttet til, ved at udholde enhver tænkelig uværdighed og
ulovlig voldshandling, der er blevet forøvet overfor mig og overfor dette folk siden vor
bosættelse her, og De ved selv, at jeg har holdt Dem vel underrettet med henblik på
alle forhold og sager, der står i forbindelse med de seneste vanskeligheder. Hvis De
ikke har modtaget nogle af mine skrivelser, er det ikke min fejl.
I overensstemmelse med Deres ordrer indkaldte jeg Nauvoolegionen for at beskytte
Nauvoo og omegn imod en bevæbnet bande af marodører, og lige siden deres
indkaldelse har jeg næsten dagligt stået i forbindelse med Dem med hensyn til alle de
vigtigste begivenheder, der har fundet sted. Hvad enten det har været i min egenskab af
byens borgmester eller som generalløjtnant for Nauvoo-legionen, har jeg bestræbt mig
på at bevare freden og håndhæve retsplejen på lige vis for alle; men mine motiver er
blevet angrebet og bestridt, mine handlinger er blevet misforstået og mistydet, og jeg er
blevet bagtalt og stillet i et falsk lys på urimelig og ondskabsfuld måde. Jeg formoder, at
jeg skylder min indespærring her et uværdigt og værdiløst menneskes edsaflæggelse,
et menneske, der blev anklaget før mig og idømt en bøde for at misbruge og mishandle
sin lamme, hjælpeløse broder.
At jeg skulle blive anklaget af Dem, hr. guvernør, som ved bedre, for at handle i
modstrid med loven, er en overraskelse for mig. Var det mormonerne eller vore fjender,
som først begyndte disse vanskeligheder? De ved meget vel, at det ikke var os; og
da disse uregerlige, skændige og oprørende mennesker begyndte deres oprørske
forehavender, gjorde jeg Dem officielt bekendt dermed, bad om råd og vejledning og
har nøje fulgt Deres råd i enhver henseende.
Hvem beordrede Nauvoo-legionen ud? Det gjorde jeg, på opfordring af Dem. I hvilket
øjemed? For at standse disse oprørske "bevægelser. Det var på Deres foranledning,

Side 342
at jeg udstedte en proklamation til Nauvoo-legionen om at være rede med et øjebliks
varsel, for at gardere sig imod pøbelhobes fjendtlige indfald og strejftog, og udstedte
en ordre i dette øjemed til den fungerende generalmajor Jonathan Dunham. Skal jeg
da anklages for andres handlinger; og fordi lovløshed og pøbelvælde findes i stor
mængde, skal jeg da, når jeg udfører Deres ordrer, anklages for ikke at overholde
loven? Hvordan kan det være, at jeg bliver holdt ansvarlig for andre menneskers
handlinger? Hvis der er vanskeligheder eller uro her, så foranstaltede hverken jeg eller
mit folk disse, og alt, hvad vi nogensinde har gjort, efter at vi har måttet gennemgå og
udholde meget, er at hævde og understøtte vort lands forfatning og dets institutioner og
at beskytte et forurettet, uskyldigt og forfulgt folk imod uorden, slet styre og pøbelvælde.
Med henblik på ødelæggelsen af trykkeriet, som De henviser til, har folk forskellige
meninger derom; men kan det,tænkes, at dette folk efter den skammelige behandling
og de forskellige skændigheder, som vi er blevet udsat for ude fra, giver en flok
uværdige omstrejfende og forløbne landstrygere lov til at komme ind i vor by og lige
for øjnene af os bagtale og tale nedsættende om vore hustruer og døtre, som det blev
gjort så uforskammet og frækt i dette berygtede og smudsige blad? Der findes ikke
en eneste by i De forenede Stater, som ville have tålt en sådan uforskammethed i fire
og tyve timer.
Hele vort folk var oprørt og henvendte sig højlydt til byens myndigheder for at få
oprejsning for deres klagepunkter, der, hvis myndighederne ikke havde taget sig af
dem, ville være resulteret i, at de selv havde taget sagen i deres hænder og uden
omsvøb havde straffet disse frække uslinge, som de havde fortjent.
Principperne og grundsætningerne om lige rettigheder, som vi som amerikanske
borgere har fået indprentet i vort sind fra vuggen af, forbyder os at give efter for
hver nederdrægtig uforskammethed og bukke under for og blive et villigt redskab for
sådanne uslinge. Men bortset fra dette betragtede vi den kurs, som vi slog ind på, som
fuldstændig lovlig; thi til trods for fornærmelserne, var vi ivrige efter at blive styret ved
lov, af hvilken grund byrådet blev sammenkaldt; og da vi i vore forhandlinger ønskede
at rette os efter loven, sikrede vi os juridisk bistand ved den lejlighed.
Under undersøgelsen af sagen opdagede vi, at vort byprivilegium (rettighedsbrev)
gav os magt til at fjerne alle ulemper og alt uvæsen, og da vi desuden rådførte os
med Blackstone om, hvad der kunne kaldes en ulempe eller uvæsen i det hele taget,
erklærede denne fremragende sagfører og jurist, som, tror jeg, anses for en autoritet
n alle vore retssale, bl. a., at en ærekrænkende og smudsig presse kan betragtes som
en offentlig ulempe og som sådan ophæves.
Her erklærer altså en af de berømteste engelske jurister, hvis værker af os anses for
at være mønstergyldige, at en ærekrænkende presse kan betragtes som en ulempe;
og vort eget rettighedsbrev, som er givet os af statens lovgivende forsamling, giver
os ret til at fjerne sådanne ulemper og sådant uvæsen; og da vi gav ordre til at rive
trykkeriet ned, var vi af den formening, at vi handlede nøje i overensstemmelse med
loven. Vi udstedte denne ordre i vor egenskab af kommunalbestyrelse, og byfogeden
udførte den. Det er muligt, at der havde været en bedre udvej, men jeg må tilstå, at
jeg ikke kunne se den.
Med hensyn til den mod os udtagne stævning var vi villige til at afvente følgerne af
vore handlinger, men vi var uvillige til, når det gjaldt om at rette os efter en arrestordre
af den art, at bøje os for ulovlige krav, som man under foregivende af loven søgte at
påtvinge os, når vi vidste, at de var et åbent brud derpå.

Side 343
Da dette dokument blev overleveret mig af mr. Bettisworth, tilbød jeg, i nærværelse
af over 20 mennesker, at gå til en hvilken som helst anden dommer, enten i vor egen
by eller Appanoose eller et hvilket som helst andet sted, hvor vi ville føle os sikre, men
vi vægrede os alle ved at overgive os til en pøbelskares forgodtbefindende.
Hvad ret havde den politibetjent til at nægte vor anmodning? Ifølge loven havde han
ingen; thi De ved, guvernør Ford, at den af staten Illinois' lovgivende forsamling skrevne
lov siger, at sådanne personer, mod hvem der er udtaget stævning, skal fremstilles for
den, der udstedte den eller en eller anden fredsdommer. Hvorfor skulle vi da slæbes til
Carthage, hvor loven ikke tvinger os til at gå? Ligner det ikke lidt for meget de mange
andre forfølgelser, som De er bekendt med? Og havde vi ikke ret til at vente uærligt
spil?
Selve denne handling var et lovbrud for hans vedkommende - en magtbeføjelse,
som ikke tilhørte ham, og i det mindste et forsøg på at berøve os vore juridiske og
forfatningsmæssige forrettigheder. Hvad andet kunne vi under disse forhold have gjort,
end det, vi gjorde? Vi bad om og fik en stævning fra byretten, hvorved vi blev udfriet af
politibetjent Bettisworths hænder og fremstillet i byretten og frikendt af denne.
Efter vor frifindelse rådede dommer Thomas os under en samtale til, selv om han
betragtede modpartens handlinger for ulovlige, for at tilfredsstille befolkningen, at lade
os fremstille for en anden dommer, som ikke var medlem af kirken.
I overensstemmelse med hans råd fremstillede vi os for mr. Wells, som De er
udmærket bekendt med; begge parter var til stede, og hver især havde vidner med;
sagen blev nøje undersøgt og gennemgået, og vi blev igen frikendt.
Og til hvilket andet formål er dette påtænkte ønske om at håndhæve og indskærpe
loven og disse løgnagtige, tarvelige rygter sat i omløb end at søge, under pøbelens
indflydelse, under foregivende af loven, at få os til at bøje os for forlangender der er i
modstrid med loven, og nedbrydende for hvert eneste retfærdighedsprincip?
Og da De, hr. guvernør, bad os om at komme herud, kom vi, ikke fordi det var juridisk
lovligt, men fordi De krævede det af os, og vi nærede ønske om at vise Dem og alle
mennesker, at vi ikke veg tilbage for den strengeste undersøgelse af vore handlinger.
Vi ventede afgjort en anden behandling end at blive indemuret i et fængsel på
foranledning af disse mænd, og jeg mener, at vi, efter Deres givne ord, havde ret til
en ordentlig behandling, efter at vi havde hjemsendt vore egne styrker og fuldstændig
overgivet os i Deres hænder; og efter at jeg nu har opfyldt min del, hr. guvernør, som
menneske og amerikansk borger, opfordrer jeg Dem, guvernør Ford, og jeg mener,
jeg har ret til at gøre det, til at løslade os fra dette sted og komme os til hjælp i denne
krænkelse og voldshandling, som en flok infame slyngler søger at udsætte os for.
Guvernør Ford: Men De har sat folk under arrest, tilbageholdt mennesker som fanger
og givet andre passersedler, hvoraf jeg har set nogle.
John P. Green, byfogeden: Måske jeg kan forklare det. Siden disse vanskeligheder
begyndte, er De klar over, at vi har levet under meget mærkelige forhold, vor by har
været under streng politibevogtning; desuden er der blevet sat hyppige vagtposter uden
for byen for at hindre enhver pludselig overraskelse, og disse vagtposter har udspurgt
mistænkte eller mistænkelige personer, hvad de havde at gøre der.
Der er i visse tilfælde givet passersedler til fremmede for at forhindre vanskeligheder
ved passeringen af disse vagtposter. Det er nogle af disse passersedler, som De har
set. Intet menneske, hr. guvernør, er blevet fængslet i vor by uden gyldig grund.

Side 344
Guvernøren: Hvorfor afgav De ikke et hurtigere svar til den væbnede styrke, jeg
sendte ud?
General Smith: Vi havde vigtige sager at tage os af. Deres brev lagde alt andet end
en venlig ånd for dagen. Vi har lidt uendeligt meget i Missouri under pøbelvælde, ved
tab af ejendele, ved fængsling og på anden vis.
Det tog nogen tid for os at overveje disse sager og forhold på rette måde. Vi kunne
ikke træffe afgørelser om sager af sådan betydning så hurtigt, og Deres væbnede
styrke var for hurtig til at vende tilbage. Vi rådslog om mange menneskers skæbne, og
uhyre interesser stod på spil.
Vi var skændigt blevet ført bag lyset og vidste ikke, hvor langt vi kunne stole på
nogen; desuden opstod dette spørgsmål nødvendigvis, hvordan skal vi komme? Deres
anmodning gik ud på, at vi skulle komme ubevæbnet. Det blev en sag af allerstørste
betydning at afgøre, hvor meget vi kunne stole på løfter, og i hvor høj grad vi var sikret
mod pøbeloverfald. Geddes: Det så ganske afgjort ud til efter alt det, jeg har hørt, efter
den almindeligt forekommende voldsmentalitet, der hersker der, at det ikke var klogt
eller sikkert for Dem at komme ubeskyttet.
Guvernøren: Jeg tror ikke, at der blev givet Dem nok tid af den bevæbnede styrke til
at rådslå og blive færdige. De havde for stort hastværk, men jeg formoder, at de følte
sig bundet af deres ordrer. Jeg mener også, at der er en hel del sandhed i det, De
siger, og Deres ræsonnementer er bestikkende; men De må undskylde mig, at jeg har
en anden opfattelse af byrådets handlemåde. Det havde efter min mening ingen ret til
at virke i nogen lovgivende egenskab eller som en dømmende myndighed.
De (byrådet) skulle have vedtaget en lov med henblik på sagen, og så kunne
byretten, efter at den havde modtaget klager og besværinger, have tilsidesat den;
men det var efter min mening forkert af byrådet at påtage sig lovgivningsmyndigheden
og lovens fuldbyrdelse; desuden burde vedkommende mænd have haft deres
sag til behandling, før deres ejendom blev ødelagt; at ødelægge uden en sådan
domsforhandling var et indgreb i deres rettigheder; desuden er det i afgjort modstrid
med det amerikanske folks følelser at gribe ind i pressens forhold.
Og endvidere kan jeg ikke tro andet end at det ville have været klogere for Dem
at være taget med mr. Bettisworth til Carthage, endskønt loven ikke krævede det.
Angående Deres fængsling er jeg ked af det, jeg ville ønske, at det havde været
anderledes. Jeg håber, at De snart vil blive sat på fri fod, men jeg kan ikke blande mig
deri.
Joseph Smith: Guvernør Ford, må jeg henlede Deres opmærksomhed på en enkelt
ting, som De synes at have overset. De siger, at det ville have været bedre for os,
dersom vi havde rettet os efter politibetjent Bettisworths forlangende, og var taget til
Carthage.
Ved De ikke, hr. guvernør, at den arrestordre blev forkyndt på foranledning af en
anti-mormon pøbelhob, som havde vedtaget resolutioner og offentliggjort dem og deri
meddelt, at de ville udrydde mormonlederne; og har De ikke fået underretning om,
at kaptajn Anderson ikke alene blev truet, da han kom til Nauvoo, men at der også
affyredes geværskud mod hans båd af denne pøbelhob i Warsaw, da han kom op til
Nauvoo, og at selve dette blev anvendt som et middel til at få os i deres hænder, og vi
kunne ikke, uden at bringe en væbnet styrke med os, tage derhen, uden at vi, i henhold
til deres offentliggjorte erklæringer, ville være gået i løvens gab?

Side 345
At have bragt en væbnet styrke med os ville kun have gjort ophidselsen større, da
de så ville have hævdet, at vi ønskede at indjage dem skræk, hvorfor vi mente, at det
var klogest, at vi benyttede os af den beskyttelse, som loven yder.
Guvernøren: Jeg forstår, jeg forstår.
Joseph Smith: De siger endvidere med hensyn til pressen, at De har en anden
opfattelse end jeg; hvis det er tilfældet, så er sagen, når alt kommer til alt, et juridisk
spørgsmål, og jeg mener, at domstolene er kompetente til at afgøre denne sag.
Hvis vor handling og fremgangsmåde var ulovlig, så er vi villige til at tage
ansvaret derfor; jeg kan ganske vist ikke se eller forstå den sondring, De drager med
hensyn til byrådets handlinger, og hvad forskel det ville have gjort med henblik på
kendsgerninger, lov eller retfærdighed, hvad enten byrådet handlede i fællesskab eller
adskilt, eller hvor meget lovligere det ville have været for byretten, som var en del af
byrådet, at handle særskilt i stedet for sammen med byrådsmedlemmerne.
Men hvis man mener, at vi gjorde noget forkert i at ødelægge trykkeriet, vil vi ikke
nægte at betale derfor. Vi ønsker at opfylde loven i alle enkeltheder og står inde for
vore handlinger.
De siger, at parterne burde være underkastet forhør. Havde det været et civilt
søgsmål, ville det naturligvis have været det rette; men hvert eneste retsprincip blev
åbenlyst krænket, det var en offentlig ulempe, og det blev slået ned efter samme princip,
som enhver ulempe og stank eller et hvilket som helst råddent ådsel ville være blevet
fjernet efter.
Vort første skridt var derfor at standse det stinkende, modbydelige, smudsige blad,
og det næste skridt ville da, efter vor mening, have været at anlægge sag mod disse
mænd for brud på og overtrædelse af offentlig velanstændighed.
Og lad mig igen sige, guvernør Ford, at vi venter beskyttelse af Dem. Jeg mener, at
De taler om at tage til Nauvoo; hvis De tager af sted, hr. guvernør, er det mit ønske at
tage med. Jeg nægter ikke at opfylde nogen lov, men jeg er af den opfattelse, at mit
liv ikke er i sikkerhed her.
Guvernøren: Jeg håber, at De vil blive frikendt; men hvis jeg tager af sted, vil jeg
bestemt tage Dem med. Jeg frygter imidlertid ikke for nogen fare. Jeg tror, at De kan
føle Dem fuldkommen sikker, både her og et hvilket som helst andet sted. Men jeg kan
ikke blande mig i loven. Jeg befinder mig på en udsat post og synes at blive bebrejdet
af alle parter.
Joseph Smith: Guvernør Ford, jeg beder om intet andet end det, der er lovligt
og juridisk forsvarligt. Jeg har i det mindste ret til at vente beskyttelse af Dem; thi
uafhængig af loven har De givet Deres og statens æresord på, at De vil beskytte mig,
og jeg ønsker at tage til Nauvoo.
Guvernøren: Og De vil blive stillet under beskyttelse, general Smith. Jeg fremsatte
ikke dette løfte uden at rådføre mig med mine embedsmænd, som alle på æresord
lovede at medvirke til opfyldelsen deraf. Jeg ved endnu ikke, om jeg tager til Nauvoo i
morgen, men hvis jeg gør, vil jeg tage Dem med. (26. juni 1844). D. H. C. 6:579-585.

Brev: Joseph Smith til Emma Smith. - Profetens
Side 346
instruktioner med hensyn til guvernørens modtagelse.
Carthage fængsel, 27. juni 1844.
20 minutter over otte om morgenen.
Kære Emma! Guvernøren fortsætter sine gunstbevisninger og giver os lov til at se
vore venner. Vi erfarer nu til morgen, at guvernøren ikke vil tage til Nauvoo med sine
tropper i dag, som vi i går aftes mente han ville; men hvis han alligevel skulle komme
sammen med sine tropper, vil du blive taget under beskyttelse. Vil du bede broder
Dunham om at instruere folk om at blive hjemme og passe deres daglige dont; folk
bør ikke stimle sammen i grupper, medmindre de med guvernørens tilladelse er blevet
kaldt sammen for at modtage meddelelser og instruktioner af ham, hvad der ville glæde
vort folk, men lad guvernøren dirigere.
Broder Dunham vil naturligvis efterkomme regeringsembedsmændenes ordrer og
yde dem den hjælp, de kræver. Der er ingen fare for nogen udryddelsesordre. Skulle
der opstå mytteri blandt tropperne (hvad vi ikke venter, da ophidselsen er ved at lægge
sig), vil en del forblive loyale og være parate til at forsvare staten og vore rettigheder.
Der eksisterer et princip, som er evigt; det er alle menneskers pligt at beskytte deres
liv og deres husstande, når som helst nødvendigheden kræver det, og ingen magt har
ret til at forbyde det, dersom sagen skulle nå den yderste konsekvens, men jeg venter
ikke nogen sådan yderlighed, men forsigtighed er en dyd og vejen til sikkerhed.
JOSEPH SMITH.
P.S. - Kære Emma! Jeg har for en stor del affundet mig med min skæbne, idet jeg
ved, at jeg står retfærdiggjort og har gjort det bedste, som kunne gøres. Jeg sender
hilsen til børnene og alle mine venner, mr. Brewer og alle, som spørger efter mig.
Hvad anklagen for forræderi angår ved jeg, at jeg ikke har begået noget sådant, og
de kan intet bevise i den retning, så du behøver ikke at nære frygt for, at der kan ske
os noget af den grund. Må Gud velsigne os alle. Amen. (27. juni 1844). D. H. C. 6:605.

Ikke altid klogt at afsløre det onde.
Torsdag formiddag. - 27. juni 1844.
Side 347
Joseph sagde: "Vort liv er allerede kommet i fare ved at afsløre de ugudelige og
blodtørstige planer, som vore fjender nærer; i fremtiden må vi holde op med at gøre
det. Alt, hvad vi har sagt om dem, er sandhed, men det er ikke altid klogt at fortælle hele
sandheden. Selv Jesus, Guds Søn, måtte afstå fra at gøre det og måtte mange gange
beherske sine følelser for sin og sine tilhængeres sikkerheds skyld og måtte skjule sit
hjertes oprigtige hensigter med henblik på mangt og meget, der hørte ind under hans
Faders rige. Da han endnu var dreng, var han i besiddelse af al den intelligens og
klogskab, der var nødvendig for at sætte ham i stand til at regere og styre jødernes
rige, og han kunne samtale med de klogeste og lærdeste lovkyndige og teologer og
få deres teorier og fremgangsmåder til at se ud som tåbeligheder i sammenligning
med den visdom, han var i besiddelse af; men han var blot en dreng og manglede
legemlig styrke til at forsvare sig og var underkastet kulde, sult og død. Sådan er det
også med Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige; vi har Jesu åbenbaring, og den
hos os beroende kundskab er tilstrækkelig til at oprette en retfærdig regeringsform her
på jorden og skænke hele menneskeheden universel fred, dersom menneskene blot
ville tage imod den, men vi mangler den legemlige og fysiske styrke, ligesom Frelseren
gjorde, da han var barn, til at forsvare vore principper, og vi må nødvendigvis gennemgå
pinsler, trængsler og forfølgelser og gøre det med tålmod, indtil Jakob bliver myndig,
så vil han tage vare på sig selv."
Wheelock tog en liste over vidners navne, der ønskedes til forhør, som man ventede
ville blive holdt om lørdagen. Da listen blev gennemgået, blev en del navne strøget
deraf, og blandt disse var Alpheus Cutler og Reynolds Cahoon, da broder Hyrum
mente, at det var unødvendigt for dem at være til stede. Broder Joseph spurgte, hvorfor
de ikke skulle komme: Hyrum svarede: "De kan være udmærkede mennesker, men de
ved ikke nok til at besvare et spørgsmål på rette måde." Broder Joseph bemærkede:
"Det er tilstrækkelig grund."
Fangerne sendte også mange mundtlige budskaber til deres familier. Der var så
mange budskaber og hilsener, at dr. Richards foreslog, at man skrev dem alle ned, idet
han var bange for, at Wheelock ville glemme, men broder Hyrum fæstnede blikket på
ham, og med et gennemborende blik sagde han: "Broder Wheelock vil huske alt, hvad
vi fortæller ham, og han vil aldrig glemme denne dags hændelser."
Profetens drøm.
Joseph fortalte følgende drøm, som han havde i aftes: "Jeg var igen i Kirtland, Ohio,
og syntes, at jeg ville gå en tur alene og se min gamle farm, som jeg fandt overgroet
med ukrudt og torne og i det hele taget bar vidnesbyrd om forsømmelse og mangel på
opdyrkning. Jeg gik ind i laden, som ikke havde noget gulv eller døre, og hvor tagspånet
var borte, og den var i det hele taget af samme elendighed som selve farmen. Mens jeg
betragtede trøstesløsheden rundt omkring og tænkte over, hvorledes den forbandelse,
der hvilede over det hele, kunne fjernes, kom der styrtende ind i laden en gruppe mænd,
som var aldeles rasende, og som begyndte at skændes med mig. Anføreren for denne
bande beordrede mig til at forlade laden og farmen, idet han sagde, at intet af det
tilhørte mig, og at jeg måtte opgive alt håb om nogensinde at komme i besiddelse deraf.
Jeg fortalte ham, at kirken havde givet mig farmen, og skønt jeg ikke i nogen tid har
haft nogen brug for den, så havde jeg dog ikke solgt den, og i overensstemmelse med
retfærdige principper tilhørte den mig eller kirken.

Side 348
Han blev da aldeles rasende og begyndte at tage på veje imod mig og true mig og
sagde, at den aldrig havde tilhørt mig eller kirken.
Jeg fortalte ham så, at jeg ikke mente, det var umagen værd at strides derom, at jeg
alligevel ikke nærede noget ønske om at bo der i dens nuværende tilstand, og dersom
han troede, han havde mere ret end jeg, ville jeg ikke skændes med ham derom, men
forsvinde; men min forsikring om, at jeg ikke ville besvære ham for nærværende, syntes
ikke at tilfredsstille ham, da han syntes bestemt på at ville strides og skændes med
mig, og han truede mig med, at han ville tilintetgøre mig legemligt.
Medens han således var beskæftiget med at udgyde sine bitre ord over mig,
stormede en pøbelhob ind og næsten fyldte laden, trak deres knive frem og begyndte
at strides indbyrdes om ejendommen og glemte mig et øjeblik, og jeg benyttede da
lejligheden til at spadsere ud af laden i mudder og dynd til op omkring anklerne.
Da jeg befandt mig lidt borte fra laden, hørte jeg dem skrige og skråle på en meget
pinlig måde, så det syntes, som om de var ved at udkæmpe en omfattende kamp med
knive. Mens de gjorde det, holdt drømmen eller synet op."
Både Joseph og Hyrum bar et brændende vidnesbyrd om de sidste dages værk
og Mormons Bogs fremkomst, og de profeterede om evangeliets sejrsgang over hele
jorden, idet de formanede de tilstedeværende brødre til trofasthed og vedvarende flid
i forkyndelsen af evangeliet, opførelsen af templet og udførelsen af alle de pligter, der
er forbundet med vor hellige religion.
Joseph dikterede følgende efterskrift til Emma:
P.S. 20 minutter i 10. - Jeg har netop erfaret, at guvernøren er ved at hjemsende
sine tropper med undtagelse af nogle vagtposter til at beskytte os og opretholde fred
og ro, og at han selv ønsker at komme til Nauvoo og holde en tale til folket. Det er
rigtigt formoder jeg.
Han skrev bagefter nogle få linier med sin egen håndskrift, som ikke blev afskrevet.
(27. juni 1844). D. H. C. 6:608-611.

Brev: Joseph Smith til O. H. Browning.
Engagerer Browning som juridisk konsulent.
Carthage fængsel, 27. juni 1844.
Sagfører Browning!
Side 349
Hr. sagfører! Jeg og min broder Hyrum er fængslet, anklaget for forræderi, og der
vil blive afholdt forhør lørdag morgen, den 29. ds., og vi anmoder Dem herved om til
den tid at bistå os juridisk og venter ganske bestemt, at De vil varetage vort forsvar.
Deres forbundne JOSEPH SMITH.
P.S. - Der er intet grundlag for et søgsmål, for vi har ikke gjort os skyldige i nogen
forbrydelse, og der er heller ikke nogen virkelig grund til mistanke imod os; men visse
omstændigheder gør Deres nærværelse meget ønskværdig.
J.S.
- D. H. C. 6:613.
Denne beretning bringer os op til eftermiddagen på martyrdagen. Klokken halvto den
dag blev nogle af de besøgende i fængselet tvunget til at forlade det, og Joseph Smith,
Hyrum Smith, John Taylor og Willard Richards blev overladt til sig selv. Klokken 3:15,
efter vagtposternes udskiftning, blev de, vagterne, mere og mere truende. Omkring
dette tidspunkt sang ældste Taylor "En stakkels sorgbetynget mand". Da han var færdig
med sangen, bad profeten ham om at synge den igen, hvad han gjorde modstræbende,
da han ikke følte trang til at synge. Klokken fire læste Hyrum en del for sine medfanger.
Vagten blev igen udskiftet, og der var kun otte mand stationeret ved fængslet, idet
hovedstyrken af de såkaldte "Carthage Greys" lå i lejr en kvart mil borte, på byens torv.
Klokken 5 foreslog mr. Stigall, arrestforvareren, at brødrene vendte tilbage til cellen,
hvor de ville være i større sikkerhed. Profeten vendte sig om til dr. Richards og sagde:
"Hvis vi går ind i cellen, vil du da gå med os?" Doktoren svarede: "Broder Joseph, du
bad mig ikke om at drage over floden sammen med dig - du bad mig ikke om at komme
i fængsel med dig - og tror du, at jeg ville svigte dig nu? Men jeg vil sige dig, hvad
jeg vil gøre; hvis du bliver dømt til at blive hængt for forræderi, vil jeg lade mig hænge
i dit sted, så du kan blive sat på fri fod." Joseph sagde: "Det kan du ikke." Doktoren
sagde: "Det vil jeg."
Det var kun kort tid derefter, at der hørtes raslen ved døren til fængselet, pøbelen
var kommet og var opsat på at berøve fangerne livet, hvad de, som vi alle ved, havde
held med sig til at gøre på ugudelig og hæslig vis. Beretningen om denne tragedie skal
ikke fortælles her. Læseren henvises til den fulde beretning om denne forfærdelige og
blodige ugerning, som den findes nedskrevet i "Kirkens dokumentariske Historie."