5. Integration på arbejdsmarkedet

fået ekstra arbejdskraft. Det er derfor blevet en del af arbejdets organisering at tænke i økonomiske
tilskudsordninger. Det ser derfor ud til, at solidariteten med personer uden arbejde
falder i tråd med virksomhedens egne interesser, hvilket ledelsen giver udtryk for, når de stilles
over for spørgsmålet om, hvordan de ser deres arbejdsplads i forhold til virksomhedernes
sociale ansvar:
”Vi må sande, at vi ikke får alle de mennesker i jobtræning, fordi der ikke er helt så
mange som der har været tidligere. Alene af den grund kan vi have brug for at have
et mere nuanceret syn på dem, vi tager ind.”
(ledelsesrepræsentant)
Medarbejdernes holdninger udtrykker en refleksiv solidaritet. De er overordnet enige i, at
virksomheden skal være med til at tage et ansvar for mennesker med nedsat arbejdsevne. Deres
holdninger er dog, at opgaven skal løses på en for alle parter tilfredsstillende måde og at
det kræver de rigtige arbejdsbetingelser. Arbejdspresset betyder, at såvel de allerede ansatte
som de integrerede belastes i arbejdet. Medarbejderne har tilsyneladende en holdning til, at
brugerne ikke må belastes af nedskæringerne, hvilket øger belastningen af det samlede personale.
Medarbejderne har tilsvarende ledelsen er stor social forståelse, men ikke optimale rammer
for at føre den ud i livet. Det ses for eksempel ved de problemer, der opstår i en afdeling med
to på fleksjob med deltidsarbejde. Normeringsmæssigt udgør de til sammen en fuldtidsnorm,
men dækker hverken tidsmæssigt eller arbejdsevnemæssigt det, der svarer til en fuldtidsstilling.
Det betyder, at de øvrige kollegaer i den afdeling belastes og får vanskeligere ved at klare
arbejdsopgaverne. Medarbejderne giver derfor udtryk for, at der er en grænse for, hvor
mange arbejdspladsen kan integrere og at denne grænse er nået nu. I stedet viser der sig en
konventionel solidaritet med de kollegaer, der allerede er på arbejdspladsen.
”Der skal også være plads til, at en af os andre får en rygskade og skal have et
fleksjob.”
(tillidsrepræsentant)
Medarbejderne giver således udtryk for, at der skal være plads til, at de nuværende ansatte
senere kan have brug for en ansættelse på særlige vilkår, da arbejdspresset meget vel kan få en
helbredsmæssig pris, det vil sige et ønske om en fastholdelsespolitik.
89