5. Integration på arbejdsmarkedet

tiltrække en kvalificeret og effektiv arbejdskraft. De moderne produktionsformer er mere afhængige
af de menneskelige ressourcer og de moderne virksomheder investerer derfor i højere
grad i de ansattes uddannelser og kompetencer. Det øger incitamenterne for at fastholde
arbejdskraft. Virksomheder med overvejende traditionel produktion ser derimod ud til at have
større incitamenter for at integrere. Produktionen kræver ikke store kompetencer men til gengæld
et større forbrug af arbejdskraft (Holt:1999). Da det danske arbejdsmarked generelt bevæger
sig mod en mere moderne produktion, fordi den traditionelle produktion flyttes til udlandet
eller automatiseres, kan det begrænse mulighederne for integrationen af mennesker
med nedsat arbejdsevne.
Derudover har fagforeningerne haft svært ved at finde sine ben i forhold til at varetage interesserne
for de nye og anderledes grupper. Mens flere faglige organisationer allerede fra midten
af 1990érne har prioriteret strategien om det rummelige arbejdsmarked, har det vist sig at
være vanskeligt at få tillidsrepræsentanterne på virksomhedsniveau til at prioritere opgaven.
Det kan have konsekvenser for, hvor godt integrationsindsatsen lykkes.
Det er regeringens mål, at flere skal i arbejde, at arbejdsstyrken øges og at de offentlige udgifter
til passive forsørgerydelser nedbringes (Beskæftigelsesministeriet:2002). De politiske målsætninger
lægger således mere vægt på arbejdsmarkedsintegrationen end økonomisk udligning
efter det politiske skifte fra en forsørgerstrategi (welfare) i 1980érne og til en aktiveringsstrategi
(workfare) i 1990érne. I Danmarks nationale handlingsplaner fra 2001/2003 (National
Action Plan – NAP) til bekæmpelse af fattigdom og udstødelse fremgår det, at aktiveringspolitik
handler om at bidrage til at flere kommer i beskæftigelse, at fremme selvforsørgelse
og hindre marginalisering og samtidig at bevare incitamenterne til at påtage sig et arbejde.
Et mere rummeligt arbejdsmarked er visionen om, at flere personer med svagere forudsætninger
eller nedsat arbejdsevne får mulighed for at bruge deres evner og deltage i arbejdslivet.
Den potentielle målgruppe omfatter en bred kreds af personer, som af den ene eller anden
grund har svært ved at opnå eller fastholde en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Der
kan for eksempel være tale om fysiske eller psykiske handicaps, mangel på grundlæggende
kulturelle eller sproglige kundskaber, meget lange perioder med ledighed, sygdom mv. Det
kan dog se ud til, at aktiveringsdiskursen understøtter individualiseringen og holdningerne
om, at den enkelte borger skal tage et større ansvar for sit eget liv, hvilket kan få betydning
for den arbejdende befolknings moralske forpligtelse for personer med nedsat arbejdsevne.
7