5. Integration på arbejdsmarkedet

tilfældigvis bor langt væk fra det frivillige hjælpearbejde falder mellem stolene (Erik Christensen:2002:228).
Hvis det civile samfund påtager sig ansvaret, er der dog mulighed for at
udvikle den affektionelle og nære solidaritet, men også den vertikale solidaritet fra den ressourcestærke
til den svage. Til forskel fra statens ydelser er civilsamfundets ansvar dog baseret
på øget selvforvaltning og dermed de lokale værdier, hvilket skaber ulige betingelser mellem
borgerne. I forhold til integrationen af de marginaliserede, som i høj grad afhænger af den
moralske forpligtelse hos de lokale virksomheder, medfører det en differentieret retssikkerhed
og hjælp til borgerne.
For det fjerde ses en tendens til at sætte individet mere i centrum og at borgeren skal tage et
større ansvar for sin egen situation (se skema 1, rubrik 4). Samfundet har ikke længere det
samme ansvar for at sikre en økonomisk udligning mellem borgerne. Lighedsbegrebet er i
højere grad blevet et spørgsmål om lighed i chancer og om at sikre, at ingen for alvor udstødes
af samfundet. Denne udvikling bidrager til en øget individualisering, hvor velfærd følger
dem, der forstår at gribe chancen. De sociale ydelser betragtes i højere grad som servicetilbud,
der stilles til rådighed og som den enkelte bruger af tilbudet har øget personlig indflydelse på.
Den enkelte har dermed et større ansvar for sit eget liv, hvorved kravene om selvhjulpenhed
øges. Spørgsmålet er i hvilket omfang individualiseringen mindsker solidariteten på arbejdsmarkedet
eller om det skaber nye former for solidaritet. Når kravene om eget ansvar øges,
medfører det en risiko for, at der ikke ydes tilstrækkelig hjælp til de mennesker, der ikke selv
formår at tage ansvar for sin egen situation. For eksempel kan det føre til, at marginaliserede
betragtes som selvforskyldt ledige, når de ikke udnytter den gode beskæftigelsesmæssige situation.
Derved presses den vertikale solidaritet fra de ressourcestærke borgere til de svage og
grundlaget for den konventionelle solidaritet, der kunne omfatte lønarbejdere inden for og
uden for arbejdsmarkedet. Billedet er dog ikke entydigt. På den ene side har flere undersøgelser
for eksempel vist en ganske stor opbakning til mere individualiserede lønformer, men på
den anden side er den generelle holdning, at mennesker med nedsat arbejdsevne i skånejob
skal have overenskomstdækning. Umiddelbart er der heller intet, der tyder på, at danskerne
generelt er ved at blive mere kyniske og egoistiske. Individualiseringen kommer mere til udtryk
som ønsker om autonomi og selvbestemmelse (Mandag Morgen:2000:69). Mere fremherskende
værdier om eget ansvar og indflydelse kan dog vise sig at blive en trussel mod den
institutionelle og personlige solidaritet.
72