5. Integration på arbejdsmarkedet

markedspension. At bevægelsen fortsætter den vej ses ved, at stadig flere virksomheder i
kampen om den gode arbejdskraft tilbyder nye personalegoder som for eksempel børnepasning,
sygeforsikringer og ferieboliger. Det er en bevægelse væk fra den institutionaliserede
solidaritet, hvor sociale problemer anskues som uforskyldte og derfor som samfundsskabte
problemer, hvorfor det også er fællesskabets opgave at løse problemet. Det er samtidig en
bevægelse væk fra afvareliggørelsen af arbejdskraften, hvor den enkelte borgers velfærd i
højere grad afhænger af, at borgeren kan sælge sin arbejdskraft til den højst mulige pris. Det
kræver, at den enkelte tager et større ansvar for sin egen situation og er mere selvhjulpen. Når
velfærd knyttes tættere til markedet, er der en risiko for, at konkurrencen om jobbene og modsætninger
mellem lønarbejderne øges, hvilket risikerer at hæmme den konventionelle solidaritet.
Modsat argumenterer regeringen for, at integrationsindsatsen er afhængig af en meget
direkte inddragelse af arbejdsmarkedets parter og at indsatsen nødvendigvis må bygge på frivillighed
og selvregulering, da virksomheder først og fremmest skal sikre deres egne økonomiske
interesser og overlevelse. Det fremføres, at virksomhedernes sociale ansvar nok har en
længere vej til resultaterne gennem værdistyringen, men hvis det lykkes at fremme solidariteten
på arbejdsmarkedet, har det langt stærkere virkninger end nogen form for regelstyring.
Regeringen ser således muligheden for gennem værdistyringen at fremme den vertikale solidaritet
fra den ressourcestærke til de svage grupper. Erfaringerne viser, at første skridt indenfor
virksomhedernes sociale ansvar er arbejdsfastholdelse, der baserer sig på det nære og interessefællesskabet
og dermed den affektionelle og konventionelle solidaritet. Målet er også at
fremme den mere personlige refleksive solidaritet med de svage grupper, der står uden for
arbejdsmarkedet.
For det tredje kan en bevægelse mod, at civilsamfundet skal påtage sig mere socialt ansvar,
tilsvarende fremme den personlige solidaritet, men også skabe større uligheder (se skema 1,
rubrik 3). Inddragelse af civilsamfundet opfattes som en fornyelse af velfærdssamfundet og
sker på baggrund en kritik af, at den konstante vækst i den offentlige sektor har medført en
svækkelse i civilsamfundet. Det er et ønske om at genskabe eller genopdage den mellemmenneskelige
solidaritet i familien, netværket eller lokalsamfundet og barmhjertighedssolidaritet
fra de ressourcestærke til de svage medborgere. Med andre ord ønsker man at genskabe den
mekaniske solidaritet, der herskede i de traditionelle samfund. Problemet med at lægge mere
ansvar på familien er, at den familieløse ikke kan få hjælp og problemet med at lægge større
ansvar på lokalsamfundet og frivillige organisationer er, at den der står uden for og den som
71