5. Integration på arbejdsmarkedet

For det første er en afvikling af velfærdsstaten en bevægelse væk fra et retfærdighedsprincip,
der bygger på lige ret og lige status for alle statsborgere og dermed risikerer at medføre større
sociale skel (se skema 1, rubrik 1). Jens Erik Christensen argumenterer i sin model for at velfærdsstaten
bevæger sig mod den responsive stat. Den responsive stat bygger på forestillingen
om det enkelte individs erkendte behov for og efterspørgsel efter konkrete ydelser. ”Statens
overordnede rolle er grundlæggende at sikre, at de producerende organisationer er responsive
i forhold til denne efterspørgsel” (Bech Jørgensen og Melander:1999:74). Problemerne med
den responsive stat er risikoen for individualisering og nedbrydning af solidariteten. Argumentet
for at begrænse den institutionaliserede solidaritet er, at den udgør en trussel mod mere
personlige former for ansvar og solidaritet i det civile samfund og at velfærdsstaten ødelægger
de mellemmenneskelige fællesskaber. Samtidig fremføres det, at velfærdstaten har sine begrænsninger
i løsningen af sociale problemer. Staten skal derfor gennem decentralisering og
uddelegering af politisk ansvar inddrage andre parter i opgaveløsningen. Både civilsamfundet
og markedet er dog ikke på samme måde som staten forpligtet gennem regelstyring, hvorfor
flere sociale problemer skal løses via mål- og rammestyring. For eksempel baserer strategien
om virksomhedernes sociale ansvar sig på fælles målsætninger, der er fastlagt i trepartsdrøftelserne
mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Parterne er enige om, at staten er forpligtet
til at vedligeholde og udvikle arbejdsevnen for dem, der står uden for arbejdsmarkedet,
mens virksomhedernes integrationsindsats forsat bygger på frivillighed og aftaler. Dermed
afhænger arbejdsmarkedsintegrationen i høj grad af virksomhedernes egne interesser og deres
moralske forpligtelse. Risikoen er store regionale og lokale variationer i integrationsindsatsen
og at den sociale indsats bliver mere afhængig af markedskræfterne. Hvis staten samtidig
lægger flere opgaver fra sig eller sænker indkomstudligningen, risikerer det at bidrage til et
øget socialt skel mellem A- og B-hold. En afvikling af velfærdsstaten risikerer således at begrænse
den institutionaliserede solidaritet, der skal sikre alle borgere lige rettigheder.
For det andet risikerer flere markedsstyrede velfærdsydelser på den ene side at skabe ulighed,
men på den anden side at øge mulighederne for integration, hvis udbredelsen af virksomhedernes
sociale ansvar lykkedes (se skema 1, rubrik 2). Markedet bygger på liberalistiske værdier
og sociale ydelser opnås derfor gennem forsikringer, som man som ”kunde” har betalt til
og derfor har fortjent (Mandag Morgen:2000:19). Rettigheder og ydelsernes størrelse hænger
derfor i højere grad sammen med arbejdsmarkedstilknytningen og lønforholdene. For eksempel
har lønmodtagere med de længste arbejdskarrierer og den højeste løn den største arbejds-
70