5. Integration på arbejdsmarkedet

som det tredje omsætte retningslinierne til regionale og nationale politikker, som til sidst
overvåges og evalueres. Konkret udarbejder hvert medlemsland en national handlingsrapport,
National Action Plan (NAP), som danner grundlag for politikudviklingen. Hvis det enkelte
medlemsland ikke efterlever sine nationale målsætninger, kan EU-kommissionen give henstillinger,
hvilket foreløbig kun gælder for det beskæftigelsespolitiske og ikke det socialpolitiske
område. Til forskel fra det socialpolitiske område har EU en større tradition for at fastsætte
fælles regler for de nationale beskæftigelsespolitikker, for eksempel gennem direktiver.
Erfaringsudveksling og konsensus om målsætninger om virksomhedernes sociale ansvar tilstræbes
desuden gennem det sociale partnerskab og den sociale dialog. Det er betegnelsen for
det samarbejde og den dialog, der på EU-niveau skal sikre fælles fodslag mellem EUkommissionen
og arbejdsmarkedets parter. På EU niveau betragtes forhandlinger mellem arbejdsmarkedets
parter som den bedste vej i forhold til at gennemføre økonomiske og sociale
reformer, for eksempel når det drejer sig om modernisering og styring af en omstillingsproces,
der skal forbedre arbejdsstyrkens færdigheder og kvalifikationer, modernisere arbejdets tilrettelæggelse
og fremme lige muligheder for alle.
Som udgangspunkt for dialogen har EU-kommissionen fremlagt flere forslag til fælles politik,
der diskuteres i medlemslandene og efter høring munder ud i fælles politikpapir. Senest har
medlemslandene i 2002 vedtaget en Grønbog om virksomhedernes sociale ansvar. Formålet
med Grønbogen var først og fremmest at skabe en bred debat og indhente synspunkter om at
fremme virksomhedernes sociale ansvar. Ifølge Grønbogen defineres virksomhedernes sociale
ansvar som, at virksomhederne frivilligt beslutter sig til at bidrage til et bredere samfund og et
renere miljø. Grønbogen deler det sociale ansvar op i to dimensioner; den interne dimension,
som er ansvaret for medarbejderne og produktionen og den eksterne dimension, som er ansvaret
for omverdenen.
De ”bløde” politikinstrumenter er således af en helt anden karakter end de ”hårde”, men værdistyringen
gennem Den åbne Koordinationsmetode, Den sociale Dialog og Det sociale Partnerskab
er omsiggribende og har stor indflydelse på de enkelte medlemslande. Spørgsmålet
er, om det danske folketing forstår at gribe den nye udfordring, der ligger i at skulle påvirke
målsætningerne og ”benchmarks” snarere end forordninger og direktiver og dermed påvirke
EU-politikken ud fra de nationale målsætninger.
68