5. Integration på arbejdsmarkedet
5. Integration på arbejdsmarkedet
5. Integration på arbejdsmarkedet
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
i hvem der betaler og hvem der modtager, som det fremgår af tabel 2. Således placerer præstationsmodellen<br />
sig mod markeds-spidsen i forsørgelsestrekanten, den residuale model mod<br />
både civilsamfundet og markedet og den universelle model mod staten.<br />
Tabel 2: Velfærdsudgifternes andel af BRP 1997 i procenter<br />
Danmark Sverige Tyskland Frankrig Storbritannien<br />
31,4 33,7 29,9 30,8 28,2<br />
Kilde: socialpolitisk redegørelse 2000<br />
Selv om den danske velfærdsstat er en udpræget universelmodel, har den alligevel karakteristika<br />
fra de andre modeller for eksempel i kraft af de stadig mere udbyggede arbejdsmarkedspensioner.<br />
Derudover er den kendetegnet ved, at <strong>arbejdsmarkedet</strong> i vidt omfang reguleres<br />
gennem et aftalesystem mellem <strong>arbejdsmarkedet</strong>s parter.<br />
6.2.2. EU´s politikinstrumenter<br />
I EU betragtes socialpolitik som et nationalt anliggende ud fra den forståelse, at sociale problemer<br />
bedst løses nationalt eller regionalt. Der har derfor også været respekt for, at medlemslandenes<br />
velfærdsmodeller bygger <strong>på</strong> forskellige principper. Peter Abrahamsen peger dog <strong>på</strong>,<br />
at den faktiske økonomiske udvikling nødvendiggør en stadig stærkere koordinering og konvergens<br />
(Elm Larsen og Hornemann Møller:2000:279). Ud fra en erkendelse af, at forordninger,<br />
direktiver og traktatfæstede rettigheder <strong>på</strong> det sociale område vil møde for stor modstand,<br />
har EU hovedsagelig anvendt ”bløde” politikinstrumenter, som for eksempel Den åbne Koordinationsmetode,<br />
Den sociale Dialog og Det sociale Partnerskab. EU´s prioritering af virksomhedernes<br />
sociale ansvar er ligeledes styret af de ”bløde” politikinstrumenter.<br />
Den åbne koordinationsmetode blev indført som en ny arbejdsform i EU først <strong>på</strong> den europæiske<br />
beskæftigelsespolitik i 1997 og siden Lissabon-topmødet i 2000 <strong>på</strong> andre områder (Europaudvalget:2002:info-note<br />
I 73). Metoden giver i højere grad end den traditionelle regelharmonisering<br />
og integration plads til nationale forskelle. Metoden består af 4 stadier. Først fastsættes<br />
mål og retningslinier <strong>på</strong> udvalgte områder inden for EU. Dernæst opstilles indikatorer<br />
eller ”benchmarks” til brug for kvalitativ og kvantitativ sammenligning. Medlemslandene skal<br />
67