5. Integration på arbejdsmarkedet

værk, der hverken knytter sig til forbrugerstatus eller jobstatus (Ejrnæs:2000:222). Socialpolitikken
forholder sig til alle tre former for integration; men ved at skelne mellem de forskellige
integrationsformer, får man et billede af hvilke mål, der prioriteres inden for en given politisk
diskurs som vejen til den samfundsmæssige integration.
Skiftet fra den mere passive forsørgerdiskurs til aktiveringsdiskursen har medført, at arbejdsmarkedsintegrationen
har fået en helt central placering. Under forsørgerdiskursen blev forbrugerintegrationen
prioriteret højst. Nu er arbejdsmarkedsintegration højst på dagsordenen og
den lægger vægt på, at en integration på arbejdsmarkedet i vidt omfang baner vejen for den
samfundsmæssige integration og dermed til det fulde medborgerskab. Derimod er forbrugerintegrationen
blevet svækket for eksempel ved sænkning af ydelserne og indførelse af brugerbetaling
(Ejrnæs:2000:229). Morten Ejrnæs argumenterer for, at der er sammenhæng mellem
de tre former for integration, ”der som regel viser sig i den form, at hvis man er godt integreret
på arbejdsmarkedet, er man også integreret på de to andre områder” (Ejrnæs:2000:228).
Flere undersøgelser (blandt andet af Jørgen Goul Andersen og Sanne Lund Clement) viser
dog, at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem at være politisk, socialt eller økonomisk
marginaliseret og at stå uden for arbejdsmarkedet (Goul Andersen:1996); (Clement:2001).
Når integrationen på arbejdsmarkedet prioriteres, er det mere et udtryk for, at integration skal
forstås ud fra den politiske diskurs og de beskæftigelsespolitiske målsætninger. Asmund W.
Born og Per H. Jensen har diskuteret begrebskonstruktionerne inklusion/eksklusion og integrering/marginalisering
ud fra en afsøgning af begrebernes erkendelsesmæssige begrænsning.
De konkluderer, at ”begrebsparrene er tomme formelle begreber, som kan betydningslades ret
vilkårligt, men som under alle omstændigheder vil have en tendens til at fiksere iagttageren til
det herskende politiske paradigme, samtidig med at dennes kærlighed til de herskende forhold
skjules i selve konstruktionen” (Born og Jensen:1998).
Aktiveringsdiskursen har fremmet synspunktet, om at velfærd i højere grad handler om at
have et arbejde end at modtage passive overførselsindkomster. Argumentet er, at et arbejdsforhold
- ud over de økonomiske incitamenter - giver mulighed for sociale kontakter, mulighed
for at udvikle sine personlige og faglige kompetencer og en følelse af værdi for samfundet.
Samtidig eksisterer der generelt stærke normer for at arbejde, hvorfor arbejde er lig med
47