5. Integration på arbejdsmarkedet

og dermed ekskluderende i sin form. Fagbevægelsen solidariserer sig desuden med de svage
grupper uden for arbejdsmarkedet, men ikke ud fra en horisontal solidaritet, hvor de marginaliserede
betragtes som ligestillede eller som en del af fællesskabet, men derimod gennem
kampen for at få velfærdsstaten til at tage ansvar for dem, der ikke kan leve op til kravene på
arbejdsmarkedet og dermed ikke kan sælge deres arbejdskraft. Fagbevægelsens solidaritet
med de svage grupper har derfor snarere karakter af en vertikal solidaritet.
Selv om fagbevægelsen på det overordnede organisationsplan primært prioriterer indsatsen
for kernearbejdskraften og egne medlemmer, har den arbejdet meget aktivt for at skabe et
rummeligt arbejdsmarked gennem forebyggelse, arbejdsfastholdelse og integration - både
gennem trepartsdrøftelserne mellem regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen
af Danmark og ved selv at igangsætte en lang række initiativer. Konkret burde det
afspejle den horisontale solidaritet suppleret med en mere refleksiv solidaritet.
Mange sociologer vurderer, at den prototypiske arbejdersolidaritet er på retur. Søren Juul ser
også ud fra sin undersøgelse, at der i dag findes en mere refleksiv orientering til de moralske
forpligtelser på arbejdspladserne men viser samtidig, at solidariteten ikke er helt uden klassemæssigt
grundlag (Juul:2002:374). Fagbevægelsen er samtidig præget af den nuværende diskurs
om, at den enkelte borger må tage et større ansvar for sit eget liv og at retten til arbejde
er lige så vigtig som de sociale og økonomiske rettigheder for de svage grupper. Erik Christiansen
argumenterer for, at arbejderbevægelsens dagsorden gennem sin historie har ændret sig
fra en strategi for rettigheder i og omkring arbejdet, til en ret til lønarbejde og med den nye
aktiveringsstrategi til en pligt til arbejde (Christensen:2002). Den udvikling viser sig blandt
andet ved, at LO i februar 2003 har vedtaget et nyt værdigrundlag, hvor hovedbudskabet umiskendeligt
følger den nuværende diskurs, der lægger vægt på, at den enkelte skal tage et større
ansvar for sin egen situation og medansvar for helheden. Arbejdsmarkedet skal være åbent og
rummeligt med plads til alle, ligesom den enkelte efter evne skal deltage i arbejdslivet og bidrage
til samfundets velfærd. Spørgsmålet er dog, om den enkelte tillidsrepræsentants horisontale
solidaritet rækker ud over fagbevægelsens ”kernetropper” og hvordan solidariteten er
mellem dem indenfor, udenfor og på kanten af arbejdsmarkedet.
Tillidsrepræsentanternes centrale rolle er at varetage kollegaernes interesser på virksomheden
ud fra fagbevægelsens strategi og i princippet også interesserne for nyansatte med nedsat ar-
40