5. Integration på arbejdsmarkedet

en billigere arbejdskraft. Det giver dog kun de bedst fungerende en mulighed for at blive integreret
på de arbejdspladser. Selv om vi forudsætter, at integrationsindsatsen overvejende afhænger
af solidariteten på arbejdsmarkedet, er vi nødt til at forholde os til den problemstilling
i vores empiriske undersøgelse.
Virksomhedens vægtning af sine egne interesser betyder også, at der generelt er større incitamenter
for at fastholde kollegaer, der bliver syge og ikke længere kan leve op til kravene, end
for at integrere personer med nedsat arbejdsevne. Godt 80 % af lønmodtagerne er positivt
indstillede over for fastholdelse, mens godt 60 % er positivt indstillede overfor ansættelser af
personer med nedsat arbejdsevne udefra (Boll og Kruhøffer:2002:11). For ledelsen handler
det om at tage et moralsk og socialt ansvar for sine ansatte, hvilket baserer sig på en overskudssolidaritet.
For kollegaerne handler fastholdelse om den horisontale relation mellem
ligestillede. Den kan enten basere sig på en affektionel solidaritet med de kollegaer, vi kender
og føler os knyttede til og/eller på en mere konventionel solidaritet ud fra kollegaerne fælles
interesser. Den konventionelle solidaritet kan udspringe af, at medarbejderne kan have en
fælles interesse i, at der tages hånd om den syge kollega, da alle principielt kan havne i en
tilsvarende situation med behov for hjælp. Dette har i højere grad karakter af en overlevelsessolidaritet.
Integrationsstrategien har således vanskeligere kår end fastholdelsesstrategien, selv om lønmodtagerne
er blevet mere positive gennem de senere år (Boll og Kruhøffer:2002:11). Årsagen
kan blandt andet være, at der ikke er grobund for affektionel solidaritet med ukendte andre
- hverken fra ledelsen eller kollegaernes side. For ledelsen er det derfor et spørgsmål om,
de mener, at virksomheden har en moralsk forpligtelse overfor den samfundsmæssige opgave
– altså en vertikal og også personlige refleksiv solidaritet. For kollegaerne er det et spørgsmål,
om den horisontale og konventionelle solidaritet omfatter dem, der står uden for arbejdsmarkedet.
Idet den konventionelle solidaritet bygger på den interne ansvarlighed og fælles interesser
i en homogen gruppe, vil den med stor sandsynlighed begrænse sig til kollegaer på
egen og/eller andre arbejdspladser. Forventninger om, at mennesker med nedsat arbejdsevne
har svært ved at leve op til de normer, værdier, der hersker på arbejdsmarkedet, kan betyde, at
kollegaerne ikke ser dem som en del af interessefællesskabet. Integrationen forudsætter således
en mere personlig refleksiv solidaritet.
35