5. Integration på arbejdsmarkedet

større ansvar for eget liv og så vidt muligt skal klare sig selv uden hjælp fra det offentlige,
haft indflydelse på solidariteten?
Skiftet fra welfare til workfare har medført en opstramning i lovgivningen om flere pligter for
den borger, der modtager hjælp. Pligter og rettigheder er blevet koblet tættere sammen, for
eksempel ved at borgere på overførselsindkomster hurtigere skal aktiveres, at de skal aktiveres
i længere tid og at borgerne i højere grad har et medansvar for at finde sig et arbejde. Regeringen
har således gennem beskæftigelsespolitikken tilstræbt at mobilisere den enkelte borger
til at tage et større ansvar for eget liv (empowerment). Man forsøger at neddrosle forventningerne
om, at velfærdsstaten skal sørge for store dele af borgerens liv ved at lægge et større
ansvar på borgeren. Men spørgsmålet er, om den udvikling har haft en afsmittende virkning
på den generelle holdning til de marginaliserede i retning af, at de selv er skyld i at stå uden
for arbejdsmarkedet og derfor må tage større ansvar for deres egen situation. Sørens Juuls
undersøgelse viser netop, at den principielle opbakning til velfærdsstaten ikke er betingelsesløs.
Derimod mener mange, at myndighederne skal stille større krav til de mennesker, der
modtager ydelser fra det offentlige. Vi mener derfor, at det er relevant at undersøge holdningerne
på arbejdspladserne til, i hvilket omfang de marginaliserede selv har et ansvar for deres
situation og om de dermed selv er skyld i, at de ikke er i arbejde. Målet er at undersøge, om
den traditionelle sondring mellem værdigt og uværdigt trængende har indflydelse på, hvem
arbejdspladserne føler sig forpligtet til at tage ansvar for.
Bag den tilsyneladende konsensus om aktiveringsideologien er der ”en hård” og ”en blød”
linie, hvor repræsentanter for den hårde linie generelt udtrykker mindre social forståelse og
går ind for strengere krav end repræsentanterne for den bløde linie. Desuden opererer de i
højere grad med begreberne værdigt eller uværdigt trængende. For eksempel er flygtninge,
der virkelig er forfulgt, værdigt trængende, mens bekvemmelighedsflygtninge eller grupper af
indvandrere er uværdigt trængende (Juul:2002:291). Derfor kan man for eksempel forestille
sig, at der er en større solidaritet på arbejdsmarkedet med de handicappede end alkoholikerne
samt en generel holdning til at arbejdsmarkedet ikke er for de svageste (Juul:2002:255).
Spørgsmålet om en virksomhed vælger at integrere personer med nedsat arbejdsevne, afhænger
derfor i et eller andet omfang af, om virksomhedslederen er påvirket af den hårde eller den
bløde linie. Det understøtter de erfaringer, der viser, at det sociale engagement på den enkelte
33