5. Integration på arbejdsmarkedet

liserede solidaritet har undermineret den mellemmenneskelige solidaritet og svækket civilsamfundet.
Selv om han er enig i, at solidariteten forandrer sig, er hans opfattelse således
mindre optimistisk end Jodi Dean og Søren Juul.
4.1.4. Den institutionaliserede solidaritet
Gennem den institutionaliserede solidaritet har velfærdstaten et ansvar for de svage grupper.
Den institutionaliserede solidaritet skal dog også forstås historisk og vil i sin form være præget
af den til enhver tid givne diskurs og af det perspektiv, som aktiveringsstrategien ses i.
Idet beskæftigelsespolitikken har bevæget sig fra en welfare-diskurs til en workfare-diskurs,
har det påvirket den institutionaliserede solidaritet, så borgeren først og fremmest skal hjælpes
i arbejde frem for at tilbydes passiv forsørgelse. Med strategien om virksomhedernes sociale
ansvar udlægges en større del af ansvaret til markedet. På den ene side kræver det, at civilsamfundet
tager et større ansvar og på den anden side at den enkelte borger tager et større
ansvar for sin egen situation. Når udviklingen går mod en øget vareliggørelse af arbejdskraften,
fordrer det samtidig en større selvhjulpenhed.
Der er dog ikke enighed, om aktiveringsstrategien skal forstås som en empowermentstrategi,
som giver den enkelte bedre forudsætninger for at sælge sin arbejdskraft på arbejdsmarkedet
og dermed få del i ”det gode liv”, som arbejdsmarkedsintegrationen medfører, eller som en
disciplinerende magtstrategi vendt mod en ny underklasse uden lønarbejde. Aktiveringsdiskursen
har således både støtter og kritikere. Erik Christiansen viser i sin artikel om ”Rettigheder
og pligter i et velfærdshistorisk perspektiv” (Christensen:2002), at det forskellige syn
på aktiveringspolitikken i forskellige samfundsvidenskabelige analyser er bestemt af forskellige
videnskabelige forståelsesrammer.
Jørn Loftager ser skiftet i beskæftigelsespolitikken ud fra Durkheims skelnen mellem mekanisk
og organisk solidaritet som et forsøg fra den politiske elite på at skabe en gammel mekanisk
solidaritet. Udførelsen af lønnet arbejde ses som en fælles og ufravigelige værdi, hvorfor
dem, der ikke har lønnet arbejde, ikke er rigtige medlemmer af samfundet. Aktivering skaber
en ny magtstruktur, som går imod princippet om individets autonomi og integritet og som
skaber en ny gruppe mennesker uden normale lønarbejderrettigheder og med specielle forpligtelser
til at acceptere aktivering (Christensen:2002:227). I modsætning hertil fremhæver Jakob
31