5. Integration på arbejdsmarkedet

Når ledelsen og medarbejderne bliver spurgt til integrationsmulighederne på deres egen virksomhed
frem for på det generelle arbejdsmarked, er der en tendens til, at de integrerede i højere
grad skal være i besiddelse af arbejdsevne og kvalifikationer. ”Arbejdsvillighed” er fortsat
en forudsætning men ikke tilstrækkelig i sig selv. Når de vurderer mulighederne på deres egen
virksomhed, skal de ledige også leve op til den funktionsduelighedsnorm, der gælder på deres
virksomhed. Det vil sige, at den ledige skal have de basale faglige kvalifikationer og kompetencer,
der kræves på arbejdspladsen. På alle virksomheder er der klare holdninger til, hvilke
grupper de ikke kan rumme, herunder fremhæves personer med misbrugsproblemer, psykiske
problemer samt belastende sociale problemer. De integrerede må derudover kun i begrænset
omfang belaste de øvrige ansatte. Hvis de fysiske eller sociale problemer bliver for omfattende,
er der ikke ressourcer til at yde den nødvendige omsorg eller støtte. Vi ser således en diskrepans
mellem de holdninger, som ledelsen og medarbejderne giver udtryk for, og de handlinger,
som de er parate til at foretage. Samtidig ser vi et mismatch mellem forventninger til
de ledige, som virksomheden vil integrere, og de begrænsninger i arbejdsevnen og kompetencerne,
som de marginaliserede har. Derfor vil en del af de marginaliserede ikke have reelle
muligheder for at få beskæftigelse.
Styrkelsen af arbejdsmarkedets sociale forpligtelse har tydeligvis i større eller mindre grad
slået an i alle fire virksomheder. Så godt som alle informanter mener, at virksomhederne må
være med til at tage et socialt ansvar, da staten ikke kan magte opgaven alene. De betragter
virksomhederne som en del af det velfærdssamfund, der skal sikre velfærd for borgerne, og
arbejdet som en vigtig faktor for et godt liv. Arbejdsmarkedsintegrationens primære formål er
således ikke selvforsørgelse, men derimod den samfundsintegrerende funktion samt den personlige
tilfredsstillelse ved at være en del af arbejdsmarkedet.
Der er således en udbredt holdning til, at virksomhederne ikke kan eller skal være moralsk
forpligtet til at integrere ledige, der ikke er motiveret eller umiddelbart magter at deltage i
arbejdslivet. Det empiriske materiale viser ikke ledelsens eller medarbejdernes holdninger til,
hvem der skal påtage sig forsørgelsen af de personer, der ikke kan integreres på arbejdsmarkedet
eller om velfærdstatens ydelser til denne målgruppe skal beskæres. Tværtimod giver de
udtryk for, at kommunerne er alt for ivrige efter at få folk i arbejde, selv om de ikke er arbejdsparate.
Kommunerne tænker for meget i økonomiske baner, hvilket medfører, at det enkelte
menneske presses ud i situationer, som de ikke kan håndtere.
126