5. Integration på arbejdsmarkedet

hverken ledelsen eller medarbejderne at sætte en grænse for, hvilke grupper der kan integreres
på deres virksomhed. Samstemmende giver de udtryk for, at det er ledelsens og medarbejdernes
menneskesyn, der bestemmer, hvem der kan integreres.
”Det handler om, at man [integrerede] gider lave noget. Men få en medarbejder ind,
der ikke er engageret, så vil man hurtigt finde ud af, om man kan bruge ham. Men ellers
skal alle have en chance - og der ligger mange skjulte værdier rundt om i landet
som ikke bliver brugt - eller udnyttet.”
(kollegarepræsentant)
De forventer således, at de ledige er parate til at engagere sig i arbejdspladsen. De har dog
også en grænse, som går ved de grupper, som virksomheden har haft dårlige erfaringer med.
For eksempel er både ledelsen og medarbejderne enige om, at man ikke kan integrere personer
med alkoholproblemer, hvilket de har forsøgt uden et positivt resultat. Grænsen ser samtidig
ud til at være bestemt af fordomme, da ledelsen ikke ønsker at integrere personer med
psykiske problemer, selv om virksomheden ikke har erfaring hermed. De mener ikke, at de
kan håndtere de vanskeligheder, der vil kunne opstå.
Ledelsen betragter integrationsindsatsen som en del af personalepolitikken og de er indstillet
på at strække sig langt i en integrationsfase. Det er dog en forudsætning, at de integrerede kan
arbejde selvstændigt på et tidspunkt og at de kan optages i fællesskabet. Ledelsen er opmærksom
på, at der er en smertegrænse i forhold til hvem og hvor mange, de kan integrere. Det
afgørende for ledelsen er, at virksomheden har et ansvar for de personer, der ansættes. Således
ønsker de ikke en ”hyr og fyr-politik” og personer, der integreres, skal tilbydes varigt arbejde
og arbejdsopgaverne skal være meningsfulde. Ledelsen har et udpræget socialt ansvar, så
længe det foregår ud fra et frivillighedsprincip og er imod kvoter på området.
”Det skal være virksomheden selv, der siger, at det vil de gerne, fordi vi har et menneskesyn
med respekt for mennesker, uanset hvor på den sociale side de er…….jeg
synes ikke, det er samfundets ansvar alene. Jeg synes virksomhederne skal tage et
ansvar. … Jeg synes heller ikke, det er folks egen skyld. De der skyldsdiskussioner er
totalt nedgørende.”
(ledelsesrepræsentant)
Medarbejderne har tilsvarende ledelsen et meget positivt syn på virksomhedens mulighed for
at rumme personer med nedsat arbejdsevne. Da udmeldingerne fra medarbejderne og ledelsen
121