5. Integration på arbejdsmarkedet

Der ser ud til, at ledelsen har taget budskaberne fra kampagnen om virksomhedernes sociale
ansvar til sig, idet de ser det som et ledelsesansvar at få arbejdspladsen til at integrere personer
med nedsat arbejdsevne og samtidig ser fordelene ved at profilere sig med et socialt image.
Ud over regeringens kampagne kan også kommunernes særlige forventninger til de offentlige
arbejdspladser have påvirket denne virksomhed til at prioritere integrationsindsatsen.
Medarbejderne har derimod ikke fokus på mulighederne for social profilering og de vægter i
højere grad, at nye kollegaer lever op til arbejdspladsens funktionsduelighedsnorm frem for at
skabe en bedre normering. Medarbejderne har en stor social forståelse for at integrere ledige
med nedsat arbejdsevne, der i højere grad ser ud til at være betinget af den særlige indsigt i
sociale problemstillinger, som deres uddannelse og arbejde fordrer. Men nedskæringerne og
de øgede krav til arbejdet begrænser medarbejdernes mulighed for at tage et socialt ansvar for
kollegaer med nedsat arbejdsevne og dermed for integrationen.
”Det bliver sværere og sværere [at integrere], fordi grebet strammes om værksteder-
ne. Nu har vi lige fåret nye besparelser igen og der kan man sige, at hvis personalet
ikke fungerer 100 %, så er det svært at få tingene til at fungere.”
(tillidsrepræsentant)
Holdningen er snarere, at de offentlige virksomheder allerede har taget et stort ansvar i mange
år og kampagnen derfor i højere grad burde rette sig mod det private arbejdsmarked. Medarbejdernes
holdninger er i højere grad kendetegnet ved en overlevelsessolidaritet med kollegaerne
end den overskudsolidaritet til nyansatte med nedsat arbejdsevne, som kampagnen blandt
andet bygger på.
110
”Vi har ikke plads til at tage de hensyn, som der ligger i, at man skal taget det mere
roligt og sidde ned. I starten sad hun ned [en fleksjobansat]. Sådan er vores arbejds-
vilkår ikke mere. Så nu fiser og farer hun rundt, bærer og laver alt muligt og det er
jo ikke optimalt. Der bliver i hvert fald ikke taget hensyn til hende.”
(kollegarepræsentant)
Sammenfattende ser det ud til, at kampagnen har ansporet ledelsen til at øge integrationsindsatsen
og dermed solidariteten med de marginaliserede. Men integrationen og solidariteten
med de ledige med nedsat arbejdsevne fremmes også af et behov for ekstra hænder samt tradition
for at ansætte ledige i jobtræning. Virksomhedens vilkår fremmer således ledelsen incitamenter
for at integrere ledige med nedsat arbejdsevne, der har en faglig uddannelse. Det