5. Integration på arbejdsmarkedet

Der er fortsat et klart skel mellem ledelsen og de ansatte og den konventionelle solidaritet
mellem kollegaerne kommer til udtryk som et ønske om at beskytte hinanden i forhold til den
pressede hverdag. Kollegaernes konventionelle solidaritet sætter derfor også en grænse for,
hvor mange mennesker med nedsat arbejdsevne medarbejderne accepterer, at virksomheden
integrerer. Langt hen ad vejen bakker medarbejderne op om virksomhedens prioriteringer af
integrationsindsatsen. Medarbejderne sætter dog en anden grænse end ledelsen for, hvor mange
der kan integreres, således at medarbejderne handlingsmæssigt ikke ønsker at gå så langt
som ledelsen.
”Vi [de ansatte] er ved at være nået, hvad vi kan, for personalet løber vanvittigt
stærkt.”
(tillidsrepræsentant)
For medarbejderne er modsætningen mellem integrationsindsatsen og hensynet til brugerne
større end for ledelsen, der i højere grad ser de to opgaver som forenelige. Medarbejderne
sætter grænsen der, hvor integrationen af personer med nedsat arbejdsevne får arbejdsmiljømæssige
konsekvenser for sig selv og kollegaerne. Holdningsmæssigt har medarbejderne lige
som ledelsen en udpræget overskudssolidaritet med de marginaliserede grupper. Overlevelsessolidaritet
med kollegaerne sætter dog grænsen for denne solidaritet.
Når man først er blevet integreret på virksomheden, omfatter solidariteten også de kollegaer,
der har en nedsat arbejdsevne. Fællesskabet skal derfor ikke kun betragtes som et tilbud. Fællesskabet
er også forpligtende. Fordelen er, at de integrerede ligestilles. Men ulempen er, at
ligestillingen medfører, at de udsættes for det samme arbejdspres som kollegaerne. Medarbejderne
giver udtryk for, at de får dårlig samvittighed, når de ikke kan tage de fornødne hensyn
til kollegaer med nedsat arbejdsevne. Det viser et dilemma mellem at udføre et tilfredsstillende
arbejde over for brugerne og tage hensyn til kollegaer med nedsat arbejdsevne. Det ser dog
ud til, at solidariteten især begrænser sig til de nærmeste kollegaer - dem man kender - og
ikke i så udpræget grad til kollegaer i andre afdelinger, som man ikke har det samme nære
forhold til. Derved fremstår hensynet mellem kollegaerne som en konventionel solidaritet,
præget af affektionelle træk.
Medarbejderne har i mindre omfang indflydelse på integrationspolitikken. Ledelsen har en
forventning om, at de ansatte i kraft af arbejdets karakter også er parat til at tage et socialt
ansvar for marginaliserede. Integrationsindsatsen har været diskuteret i samarbejdsudvalget
101