Sociologisk Arbejdspapir Nr. 15, 2003 Annick Prieur & Lars Skov ...

- En mentor synes han får for lidt hjælp fra KIF, og han taler om, at det er svært
for ham at komme ind i fængslet og besøge en af de unge, han er mentor for.
- En sagsbehandler siger, det var svært at finde ud af, hvorledes en mentor kunne
godkendes.
- Med kun en enkelt undtagelse kender den unge ikke til, at der skulle være lavet
en handleplan for ham, og i de fleste tilfælde bekræftes dette af mentor og sags-
behandler. Forudsætningen om, at mentorarbejdet skulle tage udgangspunkt i en
handleplan, der skulle være lavet i forbindelse med løsladelsen, holder altså ikke.
- Som nævnt tidligere havde alle de mentorer, vi mødte, en faglig baggrund fra
arbejde med børn og unge, og de gav ikke udtryk for noget stort behov for
kurser eller vejledning. To mentorer siger dog, at de godt kunne tænke sig et
kursus, og den ene siger, det burde være psykologisk orienteret. Denne tilbage-
melding betyder dog ikke, at det ikke alligevel kunne være en god ide at samle
mentorer, for eksempel til fælles erfaringsudveksling. Et par sagsbehandlere
ønsker også en oplæring af mentorer. Den ene ønsker, at mentorerne skal vide
mere om det strafferetslige system, og den anden at mentorerne skal kende KIFs
forventninger bedre.
- I et tilfælde er præmissen om frivillighed ikke helt sikret, da den unge fik at
vide, at en mentor var en forudsætning for hans prøveløsladelse, hvilket er imod
gældende retningslinier. Han siger derfor, at han kun sagde ja for at komme ud
af fængslet. Denne mentor havde han ikke så meget kontakt med, og han undlod
også en gang, hvor han havde tømmermænd, at åbne sin dør for ham. Mentoren
gav formodentligt op, og den unge fik en ny mentor. Denne kontakt fungerer
godt.
57