Sociologisk Arbejdspapir Nr. 15, 2003 Annick Prieur & Lars Skov ...

Eksempler: Intervieweren spørger en ung, om der er ting, han ikke vil
fortælle sin mentor, og til dette svarer han, at det er der. Derefter spørger
intervieweren, om den unge anser mentorens indberetningskrav overfor
Kriminalforsorgen for at være et problem, og den unge svarer: ”Ja, jeg synes da,
at de skal have tavshedspligt, hvis det virkelig skal være fortrolighed med men-
torordningen. Hvis man skal være venner, så skal de have tavshedspligt. Så
synes jeg da ikke, at hvis jeg fortæller (mentoren) noget, så skal han da ikke
fortælle det videre. På den måde kommer man aldrig helt tæt på hinanden, hvis
det skulle være sådan.” Vi opfatter det, han siger, som at han faktisk tror,
mentoren har fuld tavshedspligt. En anden ung svarer på spørgsmålet om,
hvorvidt han kan være bange for, at mentoren fortæller ting videre, at det gør
mentoren ikke: ”Hvis han fortalte det til min sagsbehandler, så havde jeg ikke
fortalt det til ham.” Denne unge ser heller ikke ud til at være klar over, at
mentoren faktisk er forpligtet til at fortælle en del ting videre.
Vores vurdering er, at i forholdet mellem mentor og KIF er det nok meget
godt, at der er et rum for skøn, som det er bedst ikke at søge at regulere gennem
alt for faste regler om rapportering. Men fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt
er det problematisk, hvis den unge tror, hans mentor har en mere omfattende
tavshedspligt end han faktisk har. Vi vil derfor opfordre til, at der sikres en
tydeligere information i dette led.
50