Sociologisk Arbejdspapir Nr. 15, 2003 Annick Prieur & Lars Skov ...

han havde den nødvendige boglige begavelse. Et alternativt uddannelsesforløb
blev vurderet som noget risikabelt, grundet udviklingen på arbejdsmarkedet.
Mentor og sagsbehandler har så orienteret ham mod et andet forløb, fået ham ind
på en skole og sørget for den nødvendige økonomiske støtte til at gennemføre
dette. Mentor holder kontakt med hans lærere og med hans familie. Han er med
til at planlægge den unges hjemmeophold, ud fra en vurdering af at de indebærer
risiko for tilbagefald gennem kontakt med det tidligere vennemiljø. Her ser vi en
meget stærk styring af den unges liv. Men den unge vokser, og siger selv om
kontakten med sin mentor: ”Nogen gange når jeg er sammen med ham, så føler
jeg mig også som et ældre menneske, fordi vi diskuterer på ældre menneskers
niveau (…) Det snakker (mentoren) også om, at jeg er begyndt at bruge nye
udtryk og anderledes ord, det siger han ’hold da op mand, du er blevet voksen’
(ler), det er rigtig godt. Men jeg gider bare ikke voksenliv nu, det er for tidligt.”
Den unges mentor giver udtryk for samme holdning; han synes, det er meget
positivt, at den unge beder ham om råd, men vurderer ikke, at den unge kan
klare sig selv endnu.
To sagsbehandlere fremhæver i den forbindelse, at det er vigtigt ikke at
hjælpe for meget. Om en mentor siges det: ”han har overfor mig givet udtryk
for, at han ikke vil tage ansvaret fra (den unge), men altså skubbe, hive og
trække det han kunne.” Den anden sagsbehandler mener generelt, at en alt for
hjælpende pædagogik gør skade overfor disse unge, fordi de foragter den. Dette
gælder også for hendes eget arbejde, hvorfra hun fortæller, at hun havde sagt til
en ung, at hun måske kunne hjælpe til, så han kunne få en alternativ afsoning af
sin næste dom. Han svarede, at han var ligeglad med det, og hellere vil ind og
afsone, hvorefter hun sagde, at det var da fint nok for hende. Hun tror, han
forventede, at hun ville sige ”hør nu her…”, men det ville hun ikke: ”Det er
bare det eneste du ikke skal gøre, og de foragter det – svaghed. Altså
hjælpesyndromet i virkeligheden. Så du hjælper bedst, ved ikke at vise alt for
meget, at du hjælper.”
47