Sociologisk Arbejdspapir Nr. 15, 2003 Annick Prieur & Lars Skov ...

havde forventet.” Mentoren omtaler det som en sejr, som giver ham ”gejst til at
tro på det jeg laver”. Også hos andre mentorer kan vi se betydningen af et langt
tidsperspektiv sammen med en god portion realisme, som gør, at man kan tage
nogle skuffelser og godt ved, at vejen frem ikke altid går lige ud. En anden
mentor siger: ”Belønningen det er, når dem jeg har hjulpet, når jeg ser dem gå
på arbejde. Når de møder mig ude på gaden og siger ’Hej’ (mentorens navn)!
Tak for sidst. Tak for alt! Det er min belønning. Det er mere værd end alverdens
penge, synes jeg.”
En tredje mentor fortæller: ”Når folk siger til mig ’hvor får du din energi
fra?’ Så siger jeg ’jamen det er fra ham, som har skabt mig’.” Det er også i
religionen – i troen på det gode i mennesket - at denne mentor finder begrun-
delser for sine arbejdsmetoder. Den unge, som har denne mentor, nævner ikke
religion en eneste gang under interviewet, så dette kan i hvert fald ikke betyde,
at tiden sammen anvendes til nogen form for missionering. Men mentoren selv
mener generelt, at de unge muslimer har større respekt for ham som kristen, end
de har for ikke-troende.
Om tillid, ansvarlighed og kontrol
Et mål for mentorordningen er at bidrage til, at den unge lærer at tage ansvar for
sit eget liv. Skal dette opnås, er det vigtigt at få den unge inddraget i at lægge
planer og træffe afgørelser for sit liv, og til selv at tage hånd om dagligdags
problemer. Begrebet ansvarlighed bruges af blandt andre KIFs sagsbehandlere
som temmelig synonymt med voksenhed og selvstændighed. For mentorerne ser
det ud til, at flere mener, at de unge kan blive voksne af at blive behandlet som
sådan. Et nøgleord i den sammenhæng er tillid.
Om en ung fortæller sagsbehandleren, at de nu træffer alle beslutninger
sammen med ham, mens de tidligere godt kunne have fundet på at bestemme
ting hen over hovedet på ham. Han havde tidligere nogle uddannelsesplaner, der
af mentor og sagsbehandler blev vurderet som urealistiske, da de ikke troede,
46