Beretning om veterinærvæsenet i Norge for året 1891.

47
Da miltbrand ifølge husdyrslovens § 2 er undergivet det offentliges
særlige forsorg, skal eieren af dyr, der antages angrebne af denne sygdom,
snarest muligt tilkalde dyrlæge.
«B raso t» hos fåret, slesy gen (miltbrandsemfysen, Rauschbrand)
hos kvæget, samt o n d ar tet v att ers ot (malignt odem) hos hesten
er miltbrandslignende sygdomme, som med hensyn til veterinærforanstaltningen
bliver at behandle som miltbrand
Miltbrand er en sygdom, der let overføres til mennesker og for
disse altid er livsfarlig og ofte dødbringende. Derfor bor alle, der har
med miltbrandssyge dyr eller smittebefamgte gjenstande at gjøre, iagttage
den yderste forsigtighed. Ingen, der har åbne sår eller hudløsheder,
bør komme i berorelse med dyr eller gjenstande, der antages smittebefængte.
Personer, som har været i berørelse med de syge dyr eller de fra
disse forurensede gjenstande eller som har foretaget rensningen af smittebefængte
rum og gjenstande, bor omhyggelig vaske alle blottede legemsdele
gjentagende og grundigt med sæbe og vand; klæderne bor udkoges
oo. vaskes.
Har nogen fact miltbrandssmitte i sar, bør han, hvis læge ikke
straks er forhanden, vaske såret omhyggelig med sæbe og lunkent vand,
derefter skylle det med rent koldt vand eller edikke og om muligt ætse
sårfladen med lidt skedevand eller saltsyre eller ren karbolsyre.