Beretning om veterinærvæsenet i Norge for året 1891.

Fra Skedsmo anføres, at kalvningsfeber og kalvekastning
temmelig hyppig optræder.
I en liden svinebesætning på Fossum i østre Aker forekom i mai
1891 hos et par smågriser difteritiske og nekrotiske sår paa tungen og i
munden ; besætningen sattes under offentligt tilsyn som mistænkt for
svinepest.
I det hele synes hus dy r avl en og st ellet at være i fremgang inden
amtet; i Eidsvold distrikt siges dog kvægavlen at stå tilbage, idet der
a. efter dyrlægens kjendskab til forholdene ikke i hele Eidsvold fandtes
en eneste okse over 2 år gammel. Svineracen sammesteds er næsten
udelukkende blanding af den lille yorkshirerace.
Melkemængden pr. ko årlig opgives i Eidsvold til neppe 2 000 liter;
til fodring benyttes væsentlig stråfoder og som kraftfoder havremel, oljekagemel
og hvalkjødmel, samt undertiden afkog af potetgræs; fodringen
må siges at være knap, men sultefodring finder ikke sted. Husdyrpleien
star tilbage og fjosene bygges oftest for trange og mørke. Fjosarbeidere
er vanskelige at få, da fabrikerne optager den meste arbeidskraft.
Ved Eidsvold og Bohndalens fabriker drives slagteriforretning, men
nogen kontrol med disse finder ikke sted.
Dyrlægen i Enebak så et fo rgift n in gs t ilfæ i d e efter vaskning
med arsenik hos en okse ; han anvender i almindelighed 4 gr. arsenik til
vaskning af et Nroksent dyr.
Som kastrationsmethode anvendes af flere dyrlæger afdreining ;
denne operatien anbefales som meget hensigtsmæssig og praktisk.
Forøvrigt henvises til den specielle sygeliste på tabel V.
Smålenenes amt.
Sundhedstilstanden opgives som god fra de forskjellige distrikter.
tb rand optræder spredt hist og her, dog noget sjeldnere endMiltbrand.
•i forrige år ; den forekom hyppigst i omegnen af byer, hvor der findes
molledrift og hvor der derfor fodres meget med rugaffald; enkelte gårdbrugere
koger af den grund rugaftaldet til en grød, førend det gives
dyrene.
I Eidsberg smittedes en tjenestepige af miltbrand i hånden, sandsynligvis
på grund af at hun undersøgte en miltbrandsyg ko med hånden
inde i munden kort før den døde, fordi hun troede, den havde fået
noget i halsen. Ligeledes opgives en mand smittet ved åbningen af en
miltbrandsko. Begge de angrebne overstod sygdommen.