Beretning om veterinærvæsenet i Norge for året 1891.

11
såråbningen». Dyrene korn sig efter et par ugers behandling, og ingen
flere angrebes. Et par måneder i forveien var på samme fjøs død en
kvige under samme symptomer. Skjønt disse to tilfælde anmeldtes og
behandledes som «mund- og klovesyge» fremgår det dog klart, at sygdommen
har været «klovbrandbyld» (carbunculus unguis) og intet har
havt med stomatitis aphthosa at gjøre.
Den 3die september s. å. tilkaldtes den samme dyrlæge til en ca.
10 km. derfra liggende gård (Hellerud i Skedsmo), der eiedes af søn af
besidderen af gården As i Hakedalen ; her fandtes en ko syg. Besætningen
bestod af 54 dyr. Det oplystes at 5 dyr i løbet af sommeren
havde været syge, den ene efter den anden, idet de havde havt
på et forben imellem klovvigen fortil» ; sygdommen varede 1-1 112 uge
hos hvert dyr., 4 andre dyr blev senere syge på samme vis; sygdommen
stod på fra juli til udi september ; af bylden korn der værk ud, og haltheden
gik da forholdsvis hurtig over ; ingen dyr siklede af munden, der
var heller ikke sår på munden, tungen, yveret eller andetsteds på kroppen.
Dyrene ophørte ikke at æde, de vedbleve at jorte (tygge drøv), de syntes
ikke at have nogen feber, og det med stor nøiagtighed forte fjøsregnskab
viste, at de kun i meget liden målestok minkede af på melken ; dyrene
syntes ikke at have almensymptomer, men kun at lide i benet; de magredes
kun ubetydeligt af. Nogen streng isolation fandt ikke sted ; trods
dette angrebes ikke den øvrige besætning, ligesom der heller ikke optrådte
lignende sygdomstilfælde i nabolaget. Tilfældene betragtedes
imidlertid officielt som «mund- og klovsyge», skjønt det, som det
fremgår af sygdommens karakter, utvivlsomt ikke har været denne sygdom,
som forelå.
Disse antagne tilfælde gav i 1886 anledning til at der udstedtes
endel indførselsforbud mod Norge; disse stod dog ikke længe ved magt.
Fra Slidre i Valders anmeldtes den 20de oktober s. a. et enkelt
tilfælde af ondartet «mund- og klovsyge» ; ifølge den indgivne beretning
synes tilfældet at have været ondartet katarrhalfeber.
I 1889 i juni indberettedes om et tilfælde af «meget ondartet mundog
klovsyge» i Frosten i Nordre Trondhjems amt, tilfældet forekom
en besætning, hvor intet andet dyr angrebes; nogen grund til frygt for
smitte forelå ikke ifølge dyrlægens indberetning. Sygdommen har ikke
havt noget med ægte mund- og klovsyge at gjøre, men har sandsynligvis
været en klovbrandbyld.
Endelig anmeldtes i august 1890, at der hos en besætning i Hurum
i Buskeruds amt var optrådt et koppelignende udslet omkring munden
med halthed på enkelte ben hos 7 af 12 kjør; ved den af overlægen
personlig foretagne undersøgelse viste sygdommen sig ikke at være
specifik mund- og klovesyge.
Det er imidlertid let at forstå, at forskjellige grunde har samvirket
til at der har været anmeldt tilfælde af denne sygdom uden at det dog