Autocamper-rejse til Skotland 2012 - Camper-Parkering

Foreløbig beskrivelse af eventuel
Autocamper-rejse
til Skotland
2012
Der satses på, at alle deltagere selv sørger for at komme til Ijmuiden i Holland, hvor der
sejles med DFDS til Newcastle.
Afsejling fra Ijmuiden kl. 17.30 - ankomst til Newcastle næste dag kl. 9.00
DFDS´s ruteret… Det go´e skib King Seaways…
Der vil sandsynligvis blandt deltagerne være aftalt flere former for "samkøring", og måske
vil nogle tage så tidligt fra DK, at de kan gøre stop undervejs til Holland.
På samme vis vil nogle sikkert benytte lejligheden og tage sig tid til at opleve lidt af
Amsterdam inden "hele flokken" mødes.
Det foreslås at "hele flokken" mødes senest kl. 14 på en stor parkeringsplads ved Parkweg
i Ijmuiden. Så vil de helt aktuelle meddelelser blive givet, hvorefter man kører de få km til
færgehavnen.
Om rejsedeltagerne vil spise fælles ombord på skibet er formentlig blevet afklaret på
"formødet" - både med hensyn til aftens- og morgenmad.
I det følgende beskrives rejserute og de seværdigheder, hver enkelt rejsedag yder på.
Det skal bemærkes, at der flere rejsedage vil være gode muligheder for at individualisere
efter de interesser, og at flere AC sikkert "finder sammen" efter interessefællesskab og
derfor nok også følges ad på dagsruten.
1. rejsedag: Newcastle > Edinburgh.
Skibet forventes at anløbe Newcastle kl. 9.00 - og det vil vare ca. ½ time inden de sidste
køretøjer har fast grund under dækkene.
Told- og paseftersyn kan erfaringsvis være meget grundigt, og vi vil næppe være klar til at
køre nordpå før klokken har passeret 10.00
De sidste praktiske forhold om kørsel ud af Newcastle er blevet afklaret ombord.
Køreruten mod Edinburgh lægges under skyldig hensyntagen til vejr og tidevand !
Er vejret godt (klart og med højtgående skyer) er det oplagt at køre gennem de øde
områder i Northumberland og krydse grænsen til Skotland ved Carter Bar, hvor der er
en betagende udsigt - og vi må hellere fra rejsens start vænne os til gode udsigter.
Fra Carter Bar kan vi fortsætte direkte mod Edinburgh; men vi kan også med fordel
"krydse" lidt frem gennem Border-regionen, der har smukke og stemningsfulde byer med
århun-dredlange historier. Det var nemlig i denne del af Skotland en stor del af landets
dramatiske og blodige historie udspandt sig. Det var jo her, man var tættest på den store
engelske nabo, til hvem skotterne kun yderst sjældent har haft ordentlige forhold.

2
Carter Bar: Grænsen mellem England og Skotland - her set mod Skotland…
Skulle tidevandet tillade det, så vil den historisk interesserede rejsedeltager næppe miste
muligheden for at besøge øen Lindisfarne, hvor Vikingetiden indledtes den 8. juli 793, da
danske vikinger (formentlig fra Ribe-området) angreb det lokale kloster og slog 8 klosterbrødre
ihjel. Måske ikke nogen særlig blodig affære set i sammenhæng med så mange andre,
men alligevel gik beretninger om begivenheden rundt i hele den kristne verden. Senere
har historikerne sat den som begyndelse for Vikingetiden. Evner man at fornemme
"Historiens Vingesus" - så er dette sted unikt - hvis man da kan skelne det fra den blæst,
der ofte svirper hen over den lave ø, der kun ved lavvande kan nås pr bil. Man skal sørge
for at komme væk fra øen inden tidevandet stiger, for ellers bliver man nødt til at forblive til
næste lavvande adskillige timer senere.
BEMÆRK at i skrivende stund foreligger tidevandstabel for 2012 endnu ikke, lige som
konkret dato for evt. crossing jo heller ikke er afklaret. Om Lindisfarne således kan
besøges, får ind til videre stå hen i det uvisse. Men om forholdene tillader, så prøver vi.
Lindisfarne: Borgen fra 1400-tallet… fra 793: "Fri os fra de vilde vikinger"…
De besøgende på Lindisfarne kommer efter ca. 20 minutters kørsel til grænsebyen
Berwich upon Tweed, som man SKAL besøge. Byen var centrum i skotternes og
englænderne bataljer gennem flere hundrede år, og det ses tydeligt på byens store
fæstningsænlæg, som man naturligvis skal vandre ud på.
I vor tid er byen blevet forsyningshavn (med skibe og helikoptere) for store dele af
Nordøens olieindustri, og den har således fået mere liv og aktivitet end for blot en generation
siden, hvor den reelt var et langsomt hendøende fisker-samfund, som udviklingen
kørte/sejlede uden om.
Undervejs mod Edinburgh kunne et par mindre "svinkeærinder" godt komme på tale. Vi
bør dog bestræbe os på at nå frem til overnatningsstedet i forholdsvis god tid. Ikke bare

3
fordi det er behageligt at nå tidlige frem, men især fordi nogle måske kunne tænke sig en
lille tur ind til byen hen på aftenen… Det er nemlig slet ikke ilde at opleve Edinburgh by
night - med eller uden pubbesøg !
2. rejsedag: Overliggerdag i Edinburgh.
Da vi har 2 overnatninger ved Edinburgh, har vi således også en hel dag til rådighed i
denne by, der med rette bliver kaldt en af verdens smukkest beliggende hovedstæder.
Byen har siden 1437 været Skotlands hovedstad, og den værdighed har sat sig utallige
spor overalt i byen: I bygninger, pladser, monumenter - og i små og store detaljer i
gadebilledet i det hele taget.
Alt dette - og MEGET mere - får vi mulighed for at opleve i løbet af dagen.
Nogle af de ting, man bør opleve:
Edinburgh Castle, borgen højt oppe, som vi kender fra tattoo i TV…
The Royal Mile, den 1,6 km lange pragtgade, hvor man kan iagttage mere end et
halvt årtusinds historie…
Shopping langs Princess Street - som sagtens kan få kreditkortene til at gløde…
Calton Hill, hvorfra man kan se det meste af byen…
Arthurs Seat, bakketoppen i byens udkant - sikken udsigt…
Udstillinger og museer - som byen har utroligt mange af, og hvor en stor del er
helt gratis at besøge… Der er faktisk "noget for en hver"…
Edinburgh Castle… Edinburgh: Udsigt fra Calton Hill…
Piper på Princess Street… Arthurs Seat: Her med blomstrende tornblad…

3. rejsedag: Edinburgh > Cairngorm Mountains.
4
Fra storbyen Edinburghs hektiske forhold går det nu mod roligere omgivelser. Højlandet
ligger forude, og det er vel nok det, de fleste danskere forbinder med Skotland: Bløde
bakker og vidtstrakte, lyngklædte hedestrækninger.
Sådan er Højlandet da også, men det er kun en begrænset del af denne store region, der
ligger sådan hen. Store dele er meget bjergrig og aldeles øde. Så øde, at end ikke lyngen
kan få rodfæste.
I løbet af de kommende dage kommer vi til at opleve stort set alle Højlandets
landskabstyper: Fra det grønne og frodige - til det, der er så barsk og øde at kun de
allermest hårdføre slår sig ned dér. Og det gælder både folk, fæ - og fugle !
Umiddelbart vest for Edinburgh domineres vort synsfelt af den ganske enestående bro:
Firth of Forth Railbridge, der ikke blot er stor, men enorm STOR - og egentlig mere
sjælden end køn...
At den er så ”anderledes” end broer er flest, er en l a n g historie, som ikke skal fortælles
her, men nok bliver vendt allerede under opholdet i Edinburgh, hvor man skimte de store,
rødlige brobuer, der nok ser rustfarvede ud, men bestemt ikke er det - tværtimod er de
særdeles velholdte.
Forth Rail Bridge: Stor og anderledes, men måske ikke just køn…
Ved at følge motorvejen nordpå når vi hurtigt frem til de smukke steder, og dér bliver
fremrykningshastigheden stærkt nedsat: Dels grundet smallere veje, men især fordi vi skal
nyde landskaberne.
Vi har tidligere været ud på ”svinkeærinder”, og nu bliver vi med sikkerhed ramt af dem
igen... Nok endda flere af slagsen inden vi når frem til næste overnatningssted.
Om vejr, vind og tid tillader det, så ligger følgende ”perler” på vor rute:

5
Pitlochry - er såmænd bare en lille by lidt til højre for hovedvejen. Vi skal lige
inden om denne grå by for at fornemme dens særlige stemning. Allerede tidligt på
sommeren er den meget farverig, og henter hvert år mange anerkendelser for sine
smukke have-/parkanlæg og flotte private udsmykninger
8 km snoede veje fører os frem til et af Højlandets mest kendte steder: Queens
View med udsigt over Loch Tummel. Dronning Victoria var her i 1866 og skulle
da have udtalt: ”Dette er dog et af de smukkeste steder i mine mange riger...” Lad
os afprøve om udsagnet stadig holder...
Udsigt over Loch Tummel set fra Queens View…
Cairngorm Mountains er det arealmæssigt største bjergområde i Skotland og den
højeste top er 1284 moh. Området er rigtig godt til vandreture, og ingen skal være i tvivl
om, at udsigten er fantastisk - hvis der vel at mærke er klart vejr med højtgående skyer.
Går man i sky, så er man helst fri for oplevelsen…
Vi foreslår en overnatning i Glenmore Forest Park, der har en rigtig god campsite ved
bredden af en stor kratersø med rent vand. Så hvis man absolut skal ha´ et frilufts-bad…
4. rejsedag: Cairngorm Mountains > Loch Ness.
…
Dagens program lader sig i høj grad individualisere efter interesser og aktivitetsmulighederne
i nabolaget er mange.
Det er derfor sandsynligt, at der sker et opsplitning allerede fra den tidlige formiddag, og at
man således først ser hverandre igen hen mod aften. Planlægger man dagen rigtigt, kan
man sagtens nå flere ting uden at blive stresset…
Dagens rute er ikke særlig lang, hvis man kører den direkte vej. Men hvorfor skulle man
dog det, når der er noget godt og spændende at hente på afstikkerne.
Nogen detaljeret beskrivelse skal ikke gives her, men følgende kan komme på tale:
Ta´ "Den lille tandhjulsbane" næsten til toppen - og derfra gå rundt i bjergene.
Vandreture ad afmærkede ruter, hvor man kommer gennem særegen natur.
Aflægge besøg på whiskey-distilleri(er) i Spey-området, hvor nogle af landets
kendteste whiskey´er bliver født….
Køre gennem nogle af de absolut smukkeste hedestrækninger i hele Skotland. Ikke
flade strækninger, men brede landskaber med bløde og afrundede bakker.

6
Aflægge besøg på Cawdor Castle, hvor samme generation har huseret gennem
mere end 600 år - nu på 29. generation. Slottet/borgen er absolut seværdig, og det
samme er den store have - med flere træer af arten Sequoia giganteum, der kan
blive mere end 120 meter høje (og nå en alder på over 2000 år). Her er træerne
dog ikke så høje/gamle, da de først blev plantet i 1815 (ét af den efter sigende af
Wellington, der bankede Napoleon ved Waterloo).
Besøge Culloden Battlefield, hvor skotter og englændere den 16. april 1746
havde deres sidste militære sammenstød, og hvor englænderne vandt en overvældende
sejr. I øvrigt var slaget her på den øde mose- og hedestrækning den sidste
militære træfning på hele den britiske ø. VIGTIGT ! Alle bør lægge ruten om ad
Culloden, som er et nærmest "helligt sted" for skotterne. Ganske vist led de et totalt
nederlag hin aprildag, men i løbet af de efterfølgende generationer fremstod et "nyt"
Skotland.
Shoppe og drive lidt rundt i Inverness, der er Højlandets u-officielle "hovedstad".
Sidst på eftermiddagen mødes vi på overnatningsstedet på vestsiden af Skotlands vel nok
berømteste sø: Loch Ness. Her ved søen er både smukt og stemningsfyldt, men den er
slet ikke landets smukkeste sø. Det er … nå ja, vent og se - og afgør selv…
Der skal nok on location blive fortalt lidt mere om søen og dens hemmelighed(er), hvoraf
Nessie selvfølgelig er den mest kendte. Uanset om man nu tror på Nessie eller ej, så bør
man betænke, at fortællingerne om hende har løbet gennem mere end 1300 år, så hun er i
hvert fald et sejlivet væsen…
Når man er færdig med aftensmaden vil vi nok have bemærket, at der er utroligt stille ved
søen. Det blæser næsten aldrig her - og i hvert fald ikke om aftenen.
Det bliver en mindeværdig aften ved en sø som millioner af mennesker har valfartet til
gennem tiderne…
Sydlige ende af Loch Ness: Pyntet med Tornblad…
5. rejsedag: Inverness > Gairloch.
På vor rejse har vi indtil nu kørt gennem mange forskellige landskabstyper, men endnu et
par stykker venter os i dag.

7
Det begynder med det grønne og frodige nord for Inverness, hvor især kornmarkerne
dominerer. Der er nemlig her en stor del af den byg, der bruges i whiskey-produktionen
dyrkes: Maltbyg - forstås ! Vårbyg med lavt proteinindhold.
Også kvægbruget er betydeligt - både kødkvæg og malkekvæget har det godt på de
frodige skrænter, hvor korndyrkningen ikke rigtigt lader sig praktisere.
Blot et halvt hundrede kilometer længere nordpå skifter landskabet. Det bliver mere bulet
og bakket - og mere skovklædt. Og mere øde…
Corrieshalloch Gorge - en meget smal og dyb kløft skabt af istidens vandmasser.
Vi må ned til hængebroen over kløften, men nok ikke alle vil ”krydse” den...
”Armodens Vej” - en godt 50 km lang vejstrækning, der i slutningen af 1800-tallet
blev anlagt som et beskæftigelsesprojekt. Fiskerbefolkningen havde mistet deres
udkomme, fordi havstrømmene havde ændret sig; og landbruget var spoleret, fordi
jordejerne (godsejerne) kunne tjene mere ved selv at drive fåreavl end ved at udleje
jorden til de lokale landbofamilier. Mange hundrede mænd og halvvoksne drenge
hentede gennem en årrække et beskedent udkomme ved at anlægge vejen...
Dundonnel - et utrolig smukt område, der må betegnes som bjergenes og vindenes
hjemsted...
Gruinard Island - en lille, ubeboet ø tæt ved kysten. Hvorfor den er ubeboet skal
fortælles on location. Det er faktisk en ret uhyggelig sag...
Second Coast - en kyststrækning hvor store dele af den britiske flåde var opankret
i 2. Verdenskrig - uden for rækkevidde af tyske bombefly. Senere blev strækningen
udbygget til at servicere NATO-skibe (både overfladefartøjer og undervandsbåde).
Inverewe Garden - der er et af Skotlands mest betagende have- og parkanlæg.
Her vokser blomster, buske og træer, som egentlig slet ikke hører hjemme under
disse himmelstrøg. At de alligevel gror så godt her, skyldes golfstrømmens lunende
virkning. Sikken farvepragt vi oplever her - det er netop højsæson for bl.a.
rododendron og azalea.
Inverewe Garden: Frodighed og farvepragt ud over alle grænser…

8
Sidst på eftermiddagen lægger vi an til landing tæt ved Gairloch. Og fik vi i løbet af dagen
ikke nok af smukke landskaber, så har vi et her, som nok er værd at dyrke i løbet af
aftenen.
Det skal bemærkes, at Gairloch er landingssted for meget store mængder af fisk og
skaldyr fra de dybe vande lige vesten for os. Måske kunne vi organisere nogle lokale
ingredienser til aftenens madlavning...
6. rejsedag: Gairloch > Balmacara.
Udsigt fra Gairloch…
I dag kommer vi til at opleve den måske mest storslåede og afvekslende natur på hele vor
rejse, og der bliver ganske mange stop undervejs.
Vi må også være indstillet på forholdsvis langsom fremrykning, for vejene er smalle og
mange steder skal vi benytte "mødesteder" for at kunne passere modkørende biler. At
benytte disse "Passing Places" på en hensigtsmæssig måde kræver både teknik og
forudseenhed - men begge dele har vi vel med hjemmefra, ikk´ ? Det skal dog
understreges, at der på ingen måde er tale om farlig kørsel, blot skal man være
opmærksom på de lidt specielle forhold.
På engelsk har man en formulering, der beskriver det at blive aldeles betaget af en udsigt:
Breathtaking View ! Sådanne får vi mange af i dag !
Allerede efter godt ½ times kørsel når vi den reneste i hele Skotland: Loch Maree.
Næsten ingen beboelse rundt om søen og dermed heller ingen produktionsvirksomhed
er årsagen til det rene vand. Her vil der med sikkerhed blive dekreteret
STOP - og fotopause !
Loch Maree: Skotlands reneste sø… Rododendron ved Loch Maree…
Når vi kører gennem Glen Torridon har vi Torridon Bjergene på højre side. Det
er nogle af verdens ældste bjerge (og med sikkerhed Europas ældste). Geologerne
fortæller de er ca. 730 millioner år gamle, og de var en gang lige så høje som
Alperne er nu, men Tidens Tand har bidt slemt i dem, så de kun "kun" er ca. 1100
meter høje. Selv om vi nok ikke skal på vandretur i disse bjerge, ka´ vi da godt
stoppe op og finde en "bette sten", som vi hjemme i DK kan prale a´… For den, der
er på vandretur her, er det en helt særlig oplevelse at gå deroppe på kanten og ha´
nogle af verdens ældste bjerge under støvlesålerne…

9
Da vor rejse (formentlig) ligger på det tidspunkt hvor både rododendron og tornblad
blomster, så kommer vi omkring Upper Loch Torridon til at se begge i fuldt flor.
Allersmukkest er det, når de står samlet. Tornblad på skrænterne langs søen/fjord
og rododendron længere op på de mere flade strækninger.
Applecross Halvøen er et meget øde sted - men utrolig smuk. Smalle og noget
snørklede vej med masser ad "Passing Places".
Applecross halvøen: Derfor er fremrykningshastigheden langsom…
Loch Carron er ikke en sø, men en fjordarm, og den skal vi køre langs med på en
ganske lang strækning, hvor især den sidste del er smuk. Her bliver der også
pause. Og tro os ! Det bliver vanskeligt at få jer ind i bilerne igen ! Her vil man
gerne blive…
Ind til for godt 25 år siden sejlede en lille færge over Loch Carron ved Stromeferry,
men den er altså for længst nedlagt. I de første år efter nedlæggelsen kørte mange
biler og busser ned til færgelejet for der at konstatere, at de altså ikke nåede den
sidste færge. Det gav ofte trafikbøwl nede i den lille landsby, og derfor satte man et
skilt op ved vejen, der fører ned til Stromeferry. Skiltet står der endnu, og det står
"Stromeferry - no ferry".
Upper Loch Torridon…

10
Inden vi når til Balmacara, hvor vi satser på at overnatte, skal endnu 2 perler samles op:
Plockton ! Om Paradis findes på jord, skal vi ikke i denne sammenhæng afgøre,
men er det tilfældet, så har vi et godt bud på hvor: I Plockton ! Yderligere begrundelse
får I ikke, men oplev den selv.
Sluttelig skal vi besøge Eilean Donan Castle ! Heller ikke det sted skal beskrives -
men opleves. Det skulle efter sigende være det bygningsværk i Skotland, der er
mest afbildet…
Eilean Donan Castle…
Efter en lang og indholdsrig dag er vi modne til at slappe lidt a´. Og den disciplin kan med
held praktiseres på Reraig Caravan Site - der tidligere hed Balmacara Campsite - og hvis
beliggenhed slet ikke er så ringe endda… Der er bl.a. udsigt til Isle of Skye, som vi satser
på at indtage i morgen…
7. rejsedag: Balmacara > Uig.
Af de mange øer ude mod vest kæmper 3 om at være den bedste at besøge:
Arran: I Clyde-fjorden vest for Glasgow er elsket af millionbyens befolkning. Den
er ikke særlig stor, men er meget smuk og har en særegen hygge og stemning.
Mull ligger ud for Oban længere nordpå. Den er større end Arran, og mange
opfatter den (med rette) som den naturmæssigt smukkeste af alle de skotske øer.
Et besøg på Mull vil huskes, men det er desværre lidt besværligt af komme til og fra
øen. Man skal sejle en lille times tid - og det er tillige en noget dyr fornøjelse.
Skye er nemmere at komme til og fra, for gennem godt en halv snes år har Skye-
Bridge bragt turister til øen. Og nu er det endda gratis, idet broen er betalt. Det
ka´ godt være nogle synes Mull er smukkere, men når spørgsmålet er, hvilken ø er
den mest spændende at besøge, så kommer Skye altid ind på førstepladsen.

11
Her er det nemlig ikke ”kun” naturen, som er betagende. Også øens historie er betagende:
Dramatisk, blodig og på mange måder grum og urimelig.
Derfor vælger vi Skye - eller som den hedder på det gælisk sprog: Eilean a' Cheò -
Skyernes Ø. Glæd jer !!!
Udsigt mod Old Man of Storr…
Langt de fleste af Skye´s mange turister gør øen på en dag, men så bliver det et ret
overfladisk bekendtskab. Vi foreslår derfor at lægge en overnatning på øen - på et godt
sted, naturligvis. Problemet er så at vælge ”et godt sted”, for der er mange af slagsen.
Vi foreslår at slå lejr på øens nord-vestlige side ved Uig. Her er udsigt i uanede mængder,
men står vinden ind fra vest, skal man holde fast på både hat og briller. For luften går frisk
herude...
Inden vi når så langt, har vi turet en del rundt på øen, og nok oplevet følgende:
Kørt over Skye Bridge, aldeles gratis !
Fulgt ”hovedvejen” mod øens Portree - øens ”hovedstad”.
Undervejs skifter landskaberne hurtigt: Flade, lyngklædte strækninger; kyststrækninger
med udsigt til de områder, vi kørte gennem i går: Torridon og Applecross.
Cuillin Mountains: Først de ”Sorte Cuillins” hårde og takkede, og senere de ”røde”
blødere og afslebne.
Og så når vi Portree ! Her må vi finde en P-plads, for nu skal vi på slentretur. Dels ad
byens hovedstrøg og dels langs havnen og deromkring. Mangefarvede, velholdte huse
præger hovedstaden, der har hele 2.200 indbyggere.
Portree - en hovedstad med charme…

12
Med lidt vemod forlader vi Portree, for at fortsætte ad ”kystvejen” på halvøen
Trotternish østlige side. Udsigt ? JA ! Og stop for at lade os betage !!!
Det ta´r l a n g tid at nå øens nordende ! Grundet alle de stop ! Og nok også med
”forklaringer” undervejs, for på Skye har næsten alle lokaliteter deres egen historie.
Besøg på Kilmuir Kirkegård, hvor Flora MacDonald ligger begravet. Hvem hun
var ? Det har vi for længst fået at vide, så besøget bliver nok ikke så langvarigt. At
ligge begravet på dette blæsende sted er dog ikke en hver forundt. Sikken udsigt !
Passeret ruinerne af Duntulm Castle, der en gang var et af Skotlands smukkeste
og mest veludstyrede slotte. Oprindeligt hovedsæde for klanen MacDonald,
senere overtaget af MacLeod´erne, for så i slutningen af 1800-tallet af blive
ødelagt - efter ordre af den britiske regering ! Hvorfor ? Vent bare, I skal nok få
sammenhængene...
… vi når frem til Uig ! Som egentlig hedder VIG - et af de mange navne vikingerne
efterlod på Skye for snart et årtusind siden... Det er her vi skal slå os ned for
natten. Forhåbentlig i nogenlunde stille vejr og med højtgående skyer... For at
forlange skyfrit er næsten for meget...
8. rejsedag: Skye > Ben Nevis.
Udsigt fra Uig…
Vi er bestemt ikke færdige med Skye endnu ! Hvis man da overhovedet nogensinde bliver
færdige med den Ø ?
Vi fortsætter ad kystvejen i sydgående retning, og gør ophold ved den nok mest berømte
bygning på Skye: Dunvegan Castle. Det har gennem snart 800 år været klanen
MacLeod´s hovedsæde - nu i 30. generation, og det er næppe overraskende, at det har
en dramatisk historie at berette. - Hvis man vil besøge stedet, skal der afsættes mindst 2
timer, ellers får man for lidt for sin indsats...
...og så er der (igen) en god whiskey-mulighed ! Det eneste distilleri på Skye hedder
Tallisker, og det er et godt sted at besøge - lige som produktet er godt at smage. Meget
karakteristisk og røget - peaty som man kalder det... Er man mest til en blid whiskey, så er
Tallisker ikke sagen. Men for rigtige mand- og quindfolk er den superb !
Som antydet kan en del af dagen individualiseres efter interesse. Derfor fastsættes et
tidspunkt for ”samling” i byen Kyle of Lochalsh - lige øst for Skye Bridge.
Derfra kan vi i nogenlunde samlet formation rulle forbi de 5 bjergtoppe ”The five sisters
of Kintail” og videre op gennem det næst-smukkeste dalstrøg i Skotland: Glen Shiel (det
smukkeste - Glen Coe - må vente et par dage endnu).

13
Det er nu på det tidspunkt, at vi må tage afsked med den storslåede natur, vi har været
midt i nogle dage. Efter Glen Shiel går det mod de lidt blidere strøg, men de er bestemt
ikke mindre smukke: Blot anderledes !
Five Sisters of Kintail…
Efter ca. 80 km kørsel, der har gået en del ”op-og-ned” og ”ud-og-ind”, kommer vi til
allerede kendte strøg. Vi kommer nemlig tilbage til ”The Great Glen” som også omfatter
Loch Ness.
Dalen er et meget specielt geologisk fænomen: En meget dyb sprække-dannelse, hvor
urfjeldet vest for sprækken har bevæget sig syd, medens det østliggende har bevæget sig
mod nord - i alt en bevægelse på mere end 3 kilometer, der tidsmæssigt har straks sig
over mange millioner år og har medført utallige jordskælv. Men heldigvis er det er meget
længe siden - ca. 45 millioner år.
The Great Glen… Ben Nevis: Storbritanniens højeste bjerg - 1344 moh
Vi fortsætter sydpå i ”Den store Dal” langs Loch Oich og Loch Lochy. Ved Fort
William når vi Loch Linne - der heller ikke er en rigtig ”loch”, men en lang fjordarm. Den
sidste del af køreruten har vi kunnet se ind på (og op til) Storbritanniens højeste bjerg:
Ben Nevis ! Hvis vi da ellers har kunnet se det, for det har en tendens til at gemme sig
bag skyerne...

14
Vi må også gøre ophold ved Commando Memorial - et stort monument, til minde om de
kommandosoldater fra mange lande, som her havde deres træningsområde i årene 1941-
44. Blandt dem var også en Anders Lassen, som nogle sikkert har hørt eller læst om…
Commando Memorial med Ben Nevis-massivet i baggrunden…
Syd for bjergmassivet Ben Nevis ligger dalen Glen Nevis, der er et af de bedste steder i
Skotland for de, der gerne vil have rigtigt bjerg under støvlesålerne... Glen Nevis Forest
Park byder tillige på gode forhold for autocampere og deres passagerer !
Ben Nevis…
9. rejsedag: Overliggerdag ved Ben Nevis.
At have en ekstra dag ved Ben Nevis / Fort William er et luksusfænomen !
Også i dag kan der individualiseres ganske meget, med bl.a. følgende muligheder:

15
For de benstærke vil en tur til tops på Ben Nevis være optimalt. Men kun i klart
vejr, for går skyerne lavt, er det både tids- og kraftspild ! Turen op-ned varer ca. 7
timer, og den er ikke særlig vanskelig. Godt fodtøj er selvsagt en forudsætning.
Køretur vestenud mod Mallaig. Undervejs passeres The Caledonian Canal, der
blev anlagt/gravet fra 1803 for at give bedre skibsforbindelse mellem Nordsø og
Atlanterhav. Tidligere måtte skibene sejle norden om Skotland, og det var både
langt og farligt for den tids sejlskibe. Medens kanalanlægget foregik blev en skottes
opfindelse lagt i skibene: James Watt´s dampmaskine gjorde det muligt for skibe
at sejle hurtigere og mere sikkert, og tillige blev skibene meget større. Således var
kanalens mange slusekamre reelt blevet for små allerede inden kanalen i 1822 blev
indviet, og den blev en såkaldt "Hvid Elefant": Meget smuk at se på, men ikke til
ret megen gavn… Lige vest for Fort William ligger sluseanlægget "Neptunes
Staircase" ("Neptuns Trapper"), hvor vi sagtens kan være heldige at se lystfartøjerne
passere gennem de 8 slusekamre på stedet.
Et af Skotlands mest betagende og dramatiske steder ligger godt en snes kilometer
længere mod vest. Stedet hedder Glenfinnan og spillede i 1745 en betydelig rolle i
Skotlands brogede historie. Men OGSÅ den historie skal vente, til man er på stedet
- eller måske kan den blive fortalt aftenen i forvejen… Det skal da allerede her
nævnes, at det var ved Glenfinnan, den sidste store "opstand" mod englænderne
indledtes i sensommeren 1745, og at det hele sluttede det følgende forår på
Culloden, som vi allerede har besøgt…
Glenfinnan: Et dramatisk sted - ikke mindst når lynene knitrer over Loch Shiel…
Besøge Fort William, der er et spændende sted. Byen blev anlagt i 1690 som et
militært anlæg (deraf navnet fort), men for længst er soldaterne trukket bort, og
turisterne har indtaget stedet. Gode forretninger og hyggelige pubber - plus meget
mere. JO - ikke at forglemme: Naturen er også stærk her !
Sæl-safari på Loch Linne ! Skipper på den lille turistbåd har et par spande fyldt
med sild, og lang tid for båden når frem til de små skær, hvor sælerne normalt
opholder sig, svømmer de båden i møde - og bliver da også belønnet for deres
indsats. Sjovt at opleve dem danse og optræde omkring båden ! Sild er godt !

16
Lidt slappen a´ på lejrpladsen og en lille slentretur i dens nærhed er også en
mulighed. Sikkert endda en, ganske mange vil benytte sig a´…
10. rejsedag: Ben Nevis > Loch Lomond.
Endnu en storslået dagsetape venter os !
Vi følger A82 sydpå langs Loch Linne, og ved Ballachulish er vi igen ved et af de steder,
der tager pusten fra én. Desværre er det lidt vanskeligt at finde et parkeringssted her,
men lad os alligevel prøve…
Loch Linne ved Ballachulish…
Hvis det ellers lykkes at komme videre ??? - så har vi Skotlands smukkeste dalstrøg
forude: GlenCoe. Undskyld gentagelsen: Dramatisk, storslået og betagende ! Ordene
har været anvendt før, men de gælder altså også her… Endnu en gentagelse: Stedets
historie bliver ikke fortalt her, men den er i allerhøjeste grad værd at kende. Først når man
kender den (historien, altså) forstår man stedets dramatik !
Efter at have kørt op gennem GlenCoe har vi 2 muligheder:
1. At fortsætte ad A82 mod Loch Lomond. Køre over den meget særprægede
højslette Rannoch Moor - og videre gennem smukke og hurtigt skiftende bjerg- og
sø-landskaber.
2. At køre nedad igen - og dreje mod Oban. En naturmæssigt betagende strækning. I
Oban gøres et kortere ophold, og her har vi har udsigt mod øen Mull. Fortsætter til
Inverary og derfra mod Loch Lomond.
Hvis nogen synes det er vanskeligt at "vælge", så er det helt rigtigt ! Dog kan vejret måske
hjælpe lidt med valget: Er vejret lidt tungt, så bør man fravælge ruten om ad Oban, for
derude mod vest er der ofte tendens til dis og tåge…
GlenCoe: Ingen kommentar !

17
Loch Lomond er arealmæssigt Skotlands største sø - og også en af de smukkeste. I
modsætning til mange andre søer er den forholdsvis lavvandet og desuden meget bugtet
og viget - og med en masse små øer og holme spredt med blid hånd. Alt sammen er med
til at gøre den så smuk…
Tre forhold er med til at gøre Loch Lomond så kendt og velbesøgt:
- Dens beliggenhed tæt ved millionbyen Glasgow,
- dens skønhed, og endelig
- en sang, der er berømt over hele verden.
Gennem generationer har skolebørn over hele verden sunget den i forbindelse med
engelskundervisningen, og melodien husker de helt sikkert. Derimod er det meget
tvivlsomt, om de nogensinde helt har forstået teksten - i hvert fald i henseende til det
egentlige indhold, for det er nemlig slet ikke så helt enkelt. Derfor må vi vel også sørge for
at afsynge sangen inden vi når så vidt, at vi har udsigt til "The bonnie, bonnie Banks
of Loch Lomond"…
Overnatningsstedet ligger i Luss - helt ned til søen.
Luss Camping Site…
Loch Lomond ved forårstide…
11. rejsedag: Loch Lomond > North Yorkshire Dales.
Siden Edinburgh har vi primært været omgivet af natur i mange forskellige former, så det
kan vel ikke spolere alverden, om vi lægger ruten inden om Glasgow. Ikke for at blive der
så længe, men det vil da være forkert, om vi aldeles undgik Skotlands største by.

18
Glasgow har måske ikke Edinburghs umiddelbare charme, men til gengæld har den så
meget andet. Ikke mindst et utroligt stort udbud af kulturelle aktiviteter af næsten en hver
slags. Alt det må vi nok lade ligge til en anden god gang, men vi skal altså lige snuse til
Storbritanniens næst-største by (kun London overgår Glasgow i befolkningstal).
Selv om det kan være svært at finde autocamperparkering, så satser vi på at kunne holde i
nærheden af St. Mungo Cathedral - byens gamle, store og sodsværtede domkirke, der er
byens ældste bygning. Den må vi se både ude- og indefra.
Glasgow: St. Mungo Cathedral… George Square…
Derefter bliver det pr. gå-ben den korte strækning ind mod centrum, og måske skal her
afsættes tid til lidt shopping og osen (det vil nok især quinderne værdsætte !)
Den fortsatte kørerute afhænger i nogen grad af vejret, idet vi i tilfælde af lavt skydække
skal undgå at komme for meget op i højderne. Men under alle omstændigheder ta´r vi
"hurtigvejen" sydpå, og drejer først fra den ved Gretna Green, der ligger ganske tæt på
grænsen til England. Tidligere lå Gretna umiddelbart ved grænsen, og det var derfor
landsbyen gennem århundreder var det sted, hvor unge, forelskede engelske par flygtede
til for at blive gift efter de lempeligere skotske regler. Her skulle man nemlig kun opfylde 3
krav: Være over 15 år; kunne skrive sit navn (så også andre kunne læse det) og så betale
giftefogeden 5 £ for hans medvirken.
Næsten utallige "runaways" har gennem tiderne hastet nordpå forfulgt af forældrene -
eller deres tjenestefolk - for at forhindre de unge i at gifte sig under deres stand med risiko
for at sætte familieformuen over styr. Nåede de unge først broen over grænsefloden Esk,
så skulle tolderen nok sørge for at opholde forfølgerne tilstrækkelig længe, at smeden i
Gretna havde klaret formaliteterne - og de unge var for rette ægtefolk at regne…
Det allersidste af denne århundredlange tradition forsvandt først i 1948; men naturligvis er
smedjen stadig åben for de nygifte, der gerne vil "gen-smedes" på gammeldags vis - og de
får selvfølgelig lov til at betale for sagen. Dette på trods af, at ritualet ikke længere har
nogen som helst gyldighed i forhold til hverken engelske eller skotske myndigheder.
Inden Skotland forlades, erindrer vi en gammel skotsk talemåde: Haste ye back !
Skynd dig tilbage !
Nu sættes kurs mod Hadrians Mur ! Dette fantastiske bygningsværk, romerne i årene
122-126 e.Kr. lod bygge tværs over hele den britiske, udgjorde Romerrigets nordlige
grænse gennem de efterfølgende næsten 300 år.
Bygningsværket var 124 kilometer langt og var på sine steder op til 6 meter højt. Et
virkelig effektivt forsvarsværk mod de "vilde folk", der boede mod nord…
Gennem især 1300-tallet blev store dele af muren brudt ned og stenene genbrugt i klostre,
kirker og herresæder, og der var faktisk ikke ret meget tilbage af den oprindelige mur, da
man i 1920´erne begyndte at rekonstruere og reparere den. Efter 2. Verdenskrig var den
blevet så intakt, at man kunne følge den i hele dens udstrækning fra Nordsø til Solway
Firth nord for Carlisle. Derefter kom de historisk- og arkæologisk interesserede. Efter
dem fulgte turisterne…

19
Hadrians Mur: Det eneste antikke bygningsværk i Europa, som kan ses fra Månen…
Ganske vist har denne rejse koncentreret sig om Skotland, men vær ikke i tvivl om, at de
kommende timer og dage vil åbenbare landskaber, der på mange måder er lige så
storslåede som de skotske.
Vi skal først aflægge besøg i Yorkshire Dales Nationalpark. Egentlig kender mange af
os den i forvejen: Vi husker den fra TV-serien "Folk og Fæ" - den med dyrlægerne.
Området er MEGET stort og selv om der kommer mange turister, er det på ingen måde
"overrendt". Alligevel skal vi være indstillet på modkørende færdsel, og af erfaring ved vi,
at især campingvogne kan være nogle slemme krabater at passere. De holder nemlig ofte
stille i sving, hvor de er vanskelige at komme forbi… Men det går nok alligevel, blot man
ta´r den fornødne tid…
Naturen her er fantastisk: Øde, barsk og vindomsust, og man fornemmer at især vinterhalvåret
må være en hård periode for både folk og fæ…
Piet Hein siger i et af sine gruk følgende: "Folk bli´r fler og fler; rigtige mennesker
skabes ikke mer." Udsagnet er såmænd ganske godt dækkende for Yorkshire dalene.
Her fødes ikke ret mange, som bliver boende gennem hele deres liv. Forholdene er ganske
enkelt for barske ! De yngre har fremtiden indbygget, så de flytter ! De ældre har ikke
så mange muligheder, så de bliver boende ! Og så kommer tilflytterne: Byfolkene søger
naturen, stilheden og det u-spolerede ! Men de skal jo ikke leve og fungere her, de er her
på overflods-besøg, og tager bort igen når forholdene strammer til hen på efteråret…

20
Yorkshire Dales: Glæd jer bare til at opleve dette særprægede område…
Kort sagt: Yorhshire dalene er utroligt smukke og spændende at besøge, men der er
enorme vanskeligheder med at få de små lokalsamfund til at fungere, hvor det
økonomiske grundlag er yderst skrøbeligt. Uden at anlægge pessimistiske ansigtsfolder
kan man godt betvivle, om der en om generation er helårs-fastboende i de små dalstrøg.
Det er ikke vanskeligt at finde overnatningssted i Yorkshire Dalene, men vi vil selvfølgelig
gerne finde ét, der både ligger smukt og er forholdsvis nemt at komme til og fra.
Vi mener at have et bud et sted, der opfylder kravene: Det ligger i Upper Nidderdale…
Fra Upper Nidderdale…
12. rejsedag: North Yorkshire Dales > York.
Hvis vi forlader Upper Nidderdale forholdsvis tidligt på formiddagen, så kan vi nå York
allerede ved 14-tiden. Afstanden er omkring 65 km, men bestemt ikke de hurtigste af
slagsen. For vi skal jo også gøre stop ved de smukke steder undervejs.
Når vi satser på at nå York ved 14-tiden, er det fordi der er bestilt besøg i Jorvik Viking
Center kl. 15.00
Hvis nogen spørger, hvorfor dette sted absolut skal bestemme vor tidsplan, så er svaret
både enkelt og nemt: Fordi dette sted er et must for den, der besøger York. Sådan !
Skal det forklares lidt bredere, så sker det på følgende vis:

21
Romerne var i området i godt 350 år, og de anlagde Eboracum som kaserne og
handelsstation. De kunne sejle helt ind til byen ad den flod, der nu hedder Ouse og
går gennem byen.
Romerne forlod England i årene efter 410, hvor hele romerriget brød sammen.
Ind i området trak nu de lokale, angliske stammer, som udbyggede byen og kaldte
den Eoforvic.
I året 866 erobredes byen af vikingerne - med sikkerhed danske, som især kom fra
Ribe-området. Selve erobringen medførte store ødelæggelser, men vikingerne
genopførte og udbyggede den under navnet Jorvik, som blev den største by i det
daværende England - større end London, der den gang kun var en beskeden
bosættelse langs Themsens bredder.
Jorvik blev hovedstad i det store område, som kaldtes Danelagen (betyder: der hvor
dansk lov råder).
Efter Vikingetiden (sluttede i 1066 med Slaget ved Hastings) udbyggede de nye, normanniske
magthavere byen, og gav den navnet York.
I Middelalderen "blomstrede" Yorks erhvervsliv, hvor især handel med uld, tekstiler
og læder gav megen velstand.
I 1220 begyndte opførelsen af Domkirken: "York Minster" på det sted, hvor der
allerede gennem flere hundrede år havde ligget mindre kirkebygninger.
I vor tid er byen især kendt for sit meget velbevarede middelalder-bymiljø, sit
universitet og … chokolade (After Eight produceres nemlig her)…
…og for sine mange turister !
Forhåbentlig står det nu klart, hvorfor vi skal besøge Jorvik Viking Center ! Det fortæller
især om Vikingetidens Jorvik, og vikingerne var jo OS - danskerne !
Selvfølgelig skal vi også besøge den enorme Domkirke, der er Englands største Middelalderkirke.
Den er absolut besøgsværdig !
Hvis tiden tillader det (hvis den ikke gør, så er det dårlig planlægning), så skal vi også slentre
gennem de stemningsfulde gyder og stræder, som næsten fører én tilbage til
Middelalderen. Bindingsværksbygningerne er både er vinde og skæve, og fortovene er
belagte med ujævne sten (som får turisterne til af falde, når de ser byen gennem deres kameraers
søgere).
Måske bliver der også tid til at stoppe op ved en hyggelig pub ! Hvorfor ikke vælge byens
ældste af slagsen…
York Minster - Domkirken…

22
The Shambles… Olde Starre Inn i Stonegate…
Det er altid hyggeligt at overnatte i York, men det er ikke muligt at finde plads til en gruppe
autocampere inden for de solide bymure. Men accepterer vi at bo uden for bymuren, så
kan vi vælge mellem flere pladser. Vi foreslår at bo på Naburn Lock Caravan Park, der
ligger 4 miles syd for York. Der går bybus direkte fra pladsen til York centrum.
Skulle nogen senere ønske at opleve York by night, kunne vi vel også finde ud af det…
13. rejsedag: York > Cambridge.
Selv om rejsens nærmer sig afslutningen, så venter endnu et par perler på at blive trukket
på vor "rød-hvide-oplevelsernes-snor"…
Den største er Cambridge, men inden vi når så langt, kommer vi omkring flere steder
danske turister sædvanligvis "kører uden om" - af den simple årsag, at de ligger noget
uden for de store turistveje.
Fra vort overnatningssted lidt syd for York kører vi mod sydøst, og ved Hull kører vi over
floden Humber. Derfra er der ikke langt til området Lincolnshire Wolds, der betegnes
som et område af enestående naturskønhed… I øvrigt en betegnelse, der er hæftet på
flere af de områder, vi allerede har besøgt. Men rigtigt er det nu alligevel: The Wolds er
et smukt område. Ikke så bulet og bakket som Yorkshire-dalene, men mindre kan vel
også gøre det.
Landskab i Lincolnshire Wolds…

23
Vi fortsætter gennem Lincolnshire, som er det største grevskab (shire) i England. Med et
samlet areal lidt mindre end Sjælland.
I grevskabets sydlige del ligger Lincolnshire Fens, et lavtliggende, marsklignende
område, hvor et utal af kanaler og grøfter præger landskabet. På mange måder minder
The Fens om Holland - både i udseende og i arealets anvendelse: Landbrug dominerer
aldeles det frugtbare landskab.
Landskaber i Lincolnshire Fens…
Sidste del af køreruten går hurtig mod Cambridge, hvor vi heller ikke har mulighed for at
overnatte inde i byen… - og derfor må slå os til tåls med Stanford Park, der ligger ca. 8
miles nordøst for Cambridge. Også her er der direkte busforbindelse til/fra byen…
Ved den østlige indfaldsvej til Cambridge (Newmarked Road) findes Park & Ride-anlæg,
hvor man kan parkere gratis og derefter tage bussen ind i byen. Nemt og billigt !
14. rejsedag: Cambridge > Harwich.
Vor sidste rejsedag skal udnyttes fuldt ud. Derfor relativt tidligt ud af fjerene og ind til
Cambridge, hvor vi kan tilbringe 3-4 timer - og så alligevel ha´ god tid til at når færgen i
Harwich.
3-4 timer går hurtigt Cambridge, for der er rigtig meget at se på.
Byen er jo mest kendt for sit universitet, der er Englands næst-ældste (kun Oxford er ældre).
Universitetet blev grundlagt i 1209, da en gruppe lærere på universitetet i Oxford havde
en strid med lokalbefolkningen, og derfor flyttede/flygtede til Cambridge. Det var dog først
i 1231 studierne begyndte, og den første egentlige universitetsafdeling - Peterhouse
College - oprettedes i 1284.
De primære studieretninger var i begyndelsen religion og det vi i dag kalder statskundskab.
Lidt senere kom lægevidenskaben med, og siden har der været en fantastisk
"knopskydning", så Universitetet i dag har ikke færre end 31 colleges, hvoraf de fleste har
deres eget fagområde. Dog underviser flere colleges i jura, statskundskab, matematik og
medicin.
De mange colleges var gennem århundreder hverandres konkurrenter, og først i
1990´erne blev de tvunget til at samarbejde, og i den forbindelse etableredes en "paraply"
over dem alle, så de nu fungerer samlet under betegnelsen "University of Cambridge".
En slentretur med diverse afstikkere er det, der venter de af os, der vil opleve byen i
samlet flok. Andre går sikkert egne veje, hvilket bestemt ikke er noget problem. Byen er
nem at finde rundt i - især hvis man kender den godt i forvejen…
Der skal selvfølgelig også være tid til at snuse rundt i de stemningsfulde sidegader, hvor
man kan finde mange "specialiteter".
Skulle der blandt jer - kjære rejsefæller - være nogle søstærke, så vil en sejltur på Cam
måske lige være sagen. Det foregår i fladbundede både, som minder gevaldigt om
gondolerne i Venedig, for de stages/skubbes også frem af unge mænd (vi har faktisk aldrig set
en pige udføre dette arbejde), som står på bådens bageste ende. Båden kaldes en punt, og
mange studerende tjener en pæn skilling på denne måde i løbet af sommerferien.
Det er selvfølgelig floden Cam, der har givet navn til Cambridge.

24
Kings College Chapel… Trinity College, hvor Margrethe II studerede…
Trinity College set fra oven… Bemærk græsplænens mønster - de ka´ bare det der med græs…
Afstanden fra Cambridge til Harwich er ca. 140 km ad hurtigste rute, men vælger vi i
stedet den smukkeste, ka´ vi nøjes med ca. 120 km. Men der skal alligevel afsættes
væsentlig længere tid til den…
Da det go´e skib Dana Anglia stævner ud kl. 17.45 - og vi skal være der senest en time
før, så skal vi forlade Cambridge senest kl. 13. Så har vi den fornødne tid, men der er
bestemt ikke mulighed for ret mange svinkeærinder.
Når vi er ombord på skibet, bliver der tid til at gøre regnskab over rejsen. Måske ikke så
meget i økonomisk henseende, men mere om vi fik indfriet de mange forventninger, vi
havde gjort os før rejsen…
Vi er imidlertid ret sikre på, at de fleste forventninger er blevet indfriet, for det er altid god
at gæste
Skotland -
vort smukke og gæstfrie naboland vesten for Nordsøen…

25
Afsejling fra Harwich kl. 17.30 - ankomst til Esbjerg næste dag kl. 13.00
Efter en forhåbentlig rolig færd over det store vand anløber vi Esbjerg kl. 13, og derfra må
vi hver især finde frem til det sted, vi nu engang har hjemme…
*** *** ***
Det er vort håb, at denne beskrivelse har givet nogle af jer lyst til at deltage i rejsen.
MEN … der er meget væsentligt at understrege, at denne beskrivelse er et OPLÆG til
rejsen. Om rejsen i givet fald skal følge den her skitserede rute, eller om den skal ændres,
er op til de, der beslutter at deltage.
I kan hvert fald være sikre på, at der kommer en del justeringer undervejs i den videre
planlægning. Der er jo lang tid til forsommeren 2012…
Med vor erfaring fra det skotske og engelske er det vor opfattelse, at ruten opfylder i hvert
fald 4 kriterier:
Den kan gennemføres autocampere. Nogle veje er bestemt ikke særlig store, men
de er store nok til os. Føreren skal være opmærksom, men kan til gengæld ha´
megen gavn af briternes store hensyntagen og hjælpsomhed i trafikken…
Dagstaperne er ikke længere, end at man også kan se og opleve andet og mere
end asfalt og medtrafikanter. På enkelte strækninger, skal man ikke skal ligge og
varme asfalten, men se at komme fremad… På disse strækninger er der ikke så
meget at se, og vejene er gode. Derfor fremad - så er der nemlig tid til oplevelser
på andre strækninger, hvor naturen indbyder til langsom fremrykning…
På de valgte ruter er der (rimelige) muligheder for at selv en ganske stor samling
autocampere kan finde holde- og parkeringsplads. Ikke alle steder er der lige
megen plads, og derfor kan vi risikere at blive splittet op over en strækning på nogle
få hundrede meter. Det er der ikke noget at gøre ved. Jo flere vi er, jo mere bøwlet
må det antages at blive. Men som bekendt er det bøwlet, der holder hjulene i
gang…
På de valgte ruter kan vi finde overnatningssteder. Også i denne sammenhæng er
det vanskeligere jo flere vi er. Og med en ganske stor gruppe kan vi ikke påregne
at finde "primitive pladser", der kan tage alle. Derfor må primært satses på lidt
større pladser med de fordele og ulemper, dette indebærer. Der er således ingen
grund til at skjule, at nogle af de overnatningssteder, vi forestiller os, ikke er helt
billige… Til gengæld er beliggenheden god og tingene fungerer…
Skerping i marts 2011
Elin og Poul-Erik Uttrup