Dansk skovnatur. Vildsomme skovlandskaber i fremtidens ... - WWF

Dansk skovnatur Side 54
Grundidé 1 - "Genskab tidligere tilstand" (Før landskabet tilbage til en tidligere tilstand,
genindfør eventuelt oprindelige arter),
Grundidé 2 - "Fri udvikling" (Lad økosystemet udvikle sig på helt egen hånd, og lad
os nyde samspillene mellem arter i aldrig tidligere sete kombinationer), og
Grundidé 3 - "Artspleje" (Driv området med aktiv indgriben for at bidrage til bestemte
arters overlevelse og trivsel).
Den almindelige naturfredningspraksis i Danmark kan tolkes som en Sisyfos-udgave
af Grundidé 1. Aspektet autenticitet (se 3.2.4.1) har nemlig været tungtvejende i
naturbevarelse, men især i den forstand, at man har ønsket at bevare landskaber uforandrede,
eller tilbageføre dem til deres "originale" tilstand. Da der i de fleste tilfælde
er tale om at vælge en bestemt form for kulturlandskab, skal der løbende indgreb til
for at hindre det konkrete område i at ændre skikkelse. I nogle tilfælde går naturpleje
ud på at pleje et område for at opretholde livsvilkårene for bestemte arter, for eksempel
Sydfyns hasselmus, som kræver bestemte unge typer busk- og kratopvækst, og
bombardérbillen på Bornholm, som er afhængig af lav urtevegetation.
Ideen om vild skovnatur opfatter mange også umiddelbart som et spørgsmål om at
genskabe en type urskov, som den eksisterende for mange tusind år siden, altså også
Grundidé 1. Tilsvarende opfattes genindførsel af økologiske nøglearter af mange som
noget kunstigt og vilkårligt. Dagbladet Ekstrabladet kommenterede således den danske
bæverudsætning i 1999 med et sarkastisk indlæg om, at hvis man genindførte bæveren,
der var forsvundet for flere tusind år siden, så skulle vi vel også have "tyrannosaurusser
i Grib Skov" - for Danmark ligger jo oven på kridt fra disse dyrs tidsalder
for over 65 mio. år siden!
Faktisk kan man skabe vild skovnatur inden for alle tre af Botkins skitserede grundideer.
Dog dækker Grundidé 2, fri udvikling, tankegangen bedst, mens nr. 1 og 3
dækker dårligst, da de begge har definerede endemål. Vild skovnatur handler ikke om
at genskabe den oprindelige urskov. Dels kender vi ikke tilstrækkeligt til, hvordan de
oprindelige urskove så ud strukturelt (se afsnit 3.1.3.2), dels har det kun museumsmæssig
interesse at se en skov sammensat alene af Ældre Lindetids træarter. Det er da
også kun i forbindelse med fortidsmuseer, man ser forsøg på at skabe sådanne skovbilleder
fra fortiden.
De ovenfor nævnte tre punkter af Botkin handler om enten helt at lade stå til eller
at gribe ind for skabe noget ganske bestemt.
Ideen i de store vilde skovlandskaber er imidlertid først og fremmest at skabe en
situation, hvor økosystemet på én gang er mest muligt selvbærende, dynamisk og rigt
på arter og variation af levesteder. De nærmere detaljer afhænger af de forudsætninger
og komponenter, der indgår i systemet. På sandjord vil vi ikke forvente, at bøgen får
nogen stor rolle, på lerjord vil skovfyrren sikkert ikke klare sig, osv. Men detaljerne kan
vi ikke vide. Hovedprincippet er altså ikke-indgriben, men et områdes størrelse og
karakter kan give behov for indgriben. Skulle man for eksempel ønske effekten af et
større rovdyr som lossen i et område, ville man sandsynligvis få en temmeligt lille samlet
bestand, da dyret kræver megen plads for at finde nok bytte. Man skulle så enten
acceptere, at der i længden blev indavl, eller også vælge at tilføre enkeltindivider en
gang imellem, for at bevare genetisk variation i bestanden. Det sidstnævnte princip
kunne også være relevant for store planteædere, medmindre et område er meget stort.
Tilførsel af enkeltindivider ville ikke bryde med princippet om, at området var selvbærende,
for det ville ikke kunstigt kunne opretholde tilstedeværelsen af en art, der ikke
i systemet havde tilstrækkelig stor fødeniche - men det kunne muliggøre stor grad af
selvforvaltning i systemet uden indavlsproblemer.