Dansk skovnatur. Vildsomme skovlandskaber i fremtidens ... - WWF

Dansk skovnatur Side 39
blomster og danner mindre pollen;
4) træerne er typisk vindbestøvede, hvilket kræver stor pollenproduktion i den enkelte
blomst, mens mange lyselskende buske og overdrevsplanter er insektbestøvede og
derved praktisk taget umulige at spore i pollenprøver.
Er tørbundsurterne i sig selv vanskelige at detektere i pollenprøver, er deres artsrigdom
det endnu mere. Mange forskellige græs- og andre urtearters pollen kan slet
ikke skelnes fra hinanden. Således har 11 græsarter blandt de 30 mest almindelige
danske overdrevsplanter ganske ens pollen. De øvrige 19 arter har yderligere 15 forskellige
typer pollen. Finder man imidlertid disse ialt 16 typer pollen, kan de ud over
de 30 arter også repræsentere hele 220 andre, mere sjældne arter! 62
En lang række af vore lyskrævende, insektbestøvede småtræer og buske er tilsvarende
ikke med i det skovbillede, som pollenundersøgelser indtil videre har tegnet.
Tjørn, hæg, røn og kvalkved fandtes således vitterligt tidligt i urskovstiden, og antageligt
også slåen, vildæble og forskellige roser. I de klassiske forestillinger om urskoven
har sådanne planter nærmest klamret sig til danske havskrænter. End ikke alle de træer,
der, der producerer meget pollen, er lette at detektere. Bævreasp er et succesfuldt
pionertræ og må formodes at have været et meget vigtigt træ, især i de tidlige efteristidsskove,
men dens pollen har en ringe holdbarhed og får derfor en uforholdsmæssig
ringe repræsentation.
Det er en udbredt opfattelse blandt pollenbotanikere, at varmeperioden før sidste
istid, den såkaldte Eem-mellemistid, lignede nutidens varmeperiode (efteristiden)
ganske meget med hensyn til klima og vegetation. Ligesom i efteristidens fuldeste
urskovsperiode for 8.500 til 5.900 år siden var der i Eem-tiden frodige blandede lindeegeløvskove
i Mellemeuropa og Danmark. De fleste pollenbotanikere tolker fortsat
pollenprøverne fra Eem-tiden således, at skovene har været mørke og tætte, akkurat
som de gør med efteristidens urskove (Figur 3.1).
Figur 3.1. Tegning og tekst fra en nylig
artikel 48 , hvor pollen fra åbentlandsplanter
tages som direkte udtryk for
disse planters talrighed (angivet med
sort som funktion af tiden på den lodrette
akse). I fund fra både sidste mellemistid
Eem og i den tidlige del af efteristiden
("vores tid") er der få pollen
fra lyselskende urter i forhold til træpollen.
Figuren illustrerer, hvorfor de
fleste palæobotanikere opfatter urskovene
fra disse perioder som tætte og
mørke uden åbentlandsplanter.
Eem-mellemistiden Efteristiden
Talrighed af åbentlandsplanter
Paradokset er imidlertid, at faunaen i Eem-tiden var karakteriseret af enorme planteædere,
de såkaldte megaherbivorer, som kendetegnes ved kropsvægt over 1.000 kg.
Disse indbefattede to næsehornarter, en stor skovelefant og i Rhin-området og Sydengland
sågar flodhesten. Dertil kom en række "mindre kæmper" på op til omkring
1.000 kg kropsvægt: bison, urokse, og i visse områder vandbøffel og hulebjørn, samt
de mere moderate kæmpehjorte, elge, vildheste, kronhjorte og dådyr. Hvis disse dyr