Dansk skovnatur. Vildsomme skovlandskaber i fremtidens ... - WWF

Dansk skovnatur Side 38
Han påpeger, at i en naturlig skov etablerer eg og hassel sig stort set kun uden for de
mørke skovpartier, i lysåben vegetation. Under de store planteæderes tilbagebidning
af træer og buske i urskovens lysninger har skovtræer måttet etablere sig under tornede
buske som slåen og tjørn, som værner de følsomme småtræer.
Teorien indebærer, at den anerkendte model for gammel urørt skovs mosaik-struktur
skal modificeres til også at indeholde bevoksningsfaser med lavt græs og især med
tornede krat, når der findes store græssende dyr.
Veras portræt af urskove er ikke en "afrikansk savanne", men skov, hvor store træer
står i bredkronede grupper eller enkeltvis pakket ind i tætte krat af tornede buske og
med nedbidte græspartier ind imellem. I sin enkelhed går Veras teori ud på, at et naturligt
græsningstryk vil favorisere trævækst i åbent land ved at hæmme urtedækket
(dette kan iagttages under både svage og de stærkeste græsningstryk), mens samme
græsning vil hæmme træernes foryngelse under skyggefulde bevoksninger, således at
de aldrenes træers sammenbrud vil føre tilbage til en situation med åben vegetation i
en årrække 61 .
Modsat mener mange vegetationsforskere, at klima og jordbund er de altafgørende
faktorer for fremtoningen af klimaksskove (og anden klimaksvegetation), og at dyr på
langt sigt spiller en ganske underordnet rolle i dette. Således mener klassiske botanikere
ikke, at vilde dyr har haft nogen nævneværdig betydning for naturlig skovudvikling
i forhistorisk tid, fordi skovene jo netop formodedes at være mørke og dermed
ikke frembyde tilstrækkeligt med planteføde til storvildt. Forskningspolitisk har denne
indstilling bidt sig i halen, idet man har fokuseret på at spore menneskets udnyttelsesmæssige
indflydelse på naturlandskaberne i fortidens agerbrugskulturer, men
ikke vilde dyrs effekt før agerbruget. Derfor findes der endnu uforholdsmæssigt få
detaljerede undersøgelser fra urskovstiden.
Derimod har botanikerne ikke haft problemer med at få øje på husdyrenes store
betydning for skovvegetationen - en påvirkning, som begyndte for næsten 6.000 år
siden og fra middelalderen og frem steg til et ekstremt niveau i 1700-tallet og bidrog
til overudnyttelse og udpining af landskaberne.
3.1.3.2 Pollen giver mangelfulde svar om urskovsstruktur
Tendensen blandt pollenbotanikere er at tolke den store dominans af træpollen i fundne
pollenprøver som udtryk for, at urskoven var tæt, skyggefuld skov, undtagen på
meget "træfjendtlig" jordbund. Men man kan ikke udelukke, at der også har været
artsrig overdrevsvegetation i urskoven generelt, selvom tørbundsurter kun udgør få
procent af både regionale og lokale pollenprøver fra skovlandskaber. Grundene hertil
er mange.
Dels vil de urtepollen, der bliver repræsenteret, stort set altid være fundet i gamle
søbunde eller moser og derfor oftest være fra planter tæt ved vandhullet, og det er typisk
sumpplanter. Dels vil der opfanges uforholdsmæssigt lidt urtepollen i forhold til
træpollen i de moser, man undersøger. Det skyldes især, at
1) træer alene ved deres størrelse og blomstermængde producerer langt mere pollen
end urter;
2) i en vegetation, der er domineret af træer og store buske, vil tørbundsurternes pollen
have meget svært ved at sprede sig hen over trækronerne, da pollenet afgives i
knæhøjde, hvor vindhastigheden vil være meget lav;
3) eventuelle lysåbninger i urskoven med græsdække ville antageligt blive græsset
koncentreret af både større og mindre planteædere. Afbidte urter sætter færre