Dansk skovnatur. Vildsomme skovlandskaber i fremtidens ... - WWF

3.1.3 Urskov på god og veldrænet jord
Dansk skovnatur Side 37
Det generelle billede af urskoven på bedre jord er blandt flertallet af fagfolk stadig
relativt uændret. Men de vidnesbyrd, man har brugt til at underbygge det klassiske
billede, er ikke så faste og uomtvistelige, som man tidligere har antaget.
Dette forhold har gjort, at der nu findes indbyrdes endog meget forskellige opfattelser
af, hvordan den tørbundede urskov har været opbygget. Noget er der dog relativ
enighed om: Det er i dag almindeligt anerkendt, at urskoven har været et dynamisk
system, hvor forskellige bevoksningsfaser i en cyklisk mosaik afløste hinanden, efterhånden
som træer voksede sig gamle og brød sammen 58 . Den almindeligt accepterede
model for urskoves mosaik-struktur med større og mindre partier af skov i alle aldre,
fra blotlagte træfaldsområder til gammel, mørk og faldefærdig skov. Dette indebærer,
at urskovens struktur må have været mere varieret, end før antaget, og at der løbende
er opstået større og mindre træfald, hvor der var lysåbent. Der er også enighed om, at
der har været mørkt og skyggefuldt i de skovpartier, hvor større træer har stået tæt.
Men så hører enigheden op.
Hvor stor en del af en gammel mosaikskov, der vil være lysåben, er der ikke enighed
om. Måske 2, måske 5, måske 15 eller sågar 30 pct. af det veldrænede terræn. Og
hvorvidt disse lysåbninger er groet til for hurtigt til at kunne sikre lyselskende urters
overlevelse, er der absolut ikke enighed om. Specielt er der modstridende opfattelser
af, hvad dyrenes rolle i skovnaturens dynamik og succession kan have været.
3.1.3.1 Dyrenes rolle i urskovens struktur og sammensætning
En del biologer tilslutter sig den formodning, at store planteædende dyr har spillet en
central rolle i urskovens fremtoning og åbenhed, i modsætning til den klassiske lære,
hvor klimaksskoven er et produkt af klima og jordbundsforhold alene. Specielt tilstedeværelsen
af megaherbivorer som næsehorn, flodheste og især skovelefanter med op
til 4 meter skulderhøjde har fået flere til at pege på, at sådanne tykhuder i dag har stor
betydning for strukturen af skovsavanner i Afrika, idet elefanter vælter selv større
træer 59 . Argumentet lyder, at de ikke kan have undgået at øve indflydelse på urskovenes
struktur i Europa. Enkelte forskere mener ligefrem, at dele af Europa, især Sydeuropa,
har haft savanneagtig vegetation under tykhudernes regime 60 . Dette har endnu
ikke kunnet underbygges med pollenundersøgelser.
Løvskovenes megaherbivorer forsvandt i store træk før toppen af sidste istid - det
vil sige for mere end 25.000 år siden - og fandtes ikke i efteristidens urskove. Derfor
antager mange, at efteristidens skove blev mørkere end tidligere tiders urskove, idet
de mindre urokser, bisoner og vildheste ikke kunne holde skovene åbne. Pollenstudier
har ikke hidtil fundet forskelle i lysåbenhed mellem Eem-tidens urskove og vor tids
urskove (se 3.1.3.2 og Figur 3.1).
Biologen Frans Vera rejser i en ny bog 61 det spørgsmål, hvordan de store mængder
af pollen fra hassel og eg kan forklares, hvis urskovene i Eem-mellemistiden og i efteristiden
var tætte og mørke. Der er enighed om, at eg og hassel var overordentligt almindelige
i Mellemeuropas urskove. I dag ser man overalt i Europa, at begge langsomt
må vige for store skyggetræarter som lind, bøg, avnbøg, rødgran, ahorn og elm i
skovreservater, hvor der ikke er hugst eller græsning, for eksempel i den berømte Bialowieza"urskov"
i Polen, og også i den urørte Suserup Skov ved Sorø.
Vera forklarer kontrasten mellem eg og hassels oprindelige talrighed og vanskeligheder
i fritvoksende, urørte nutidsskove med forskellen i planteæderes indflydelse.