Dansk skovnatur. Vildsomme skovlandskaber i fremtidens ... - WWF

Dansk skovnatur Side 31
Endelig burde et klimaomslag ramme små planteæderarter lige såvel som store.
Men den omfattende uddøen i slutningen af istidsæraen adskilte sig netop fra tidligere
geologiske perioder med massiv uddøen ved, at den specifikt ramte store arter. I
Nordamerika uddøde således kun to (2) pattedyrarter på under 10 kg, mens 50 større
arter uddøde 29 .
2.3.2.2 "Overkill"-hypotesen
Denne hypotese siger, at sammenbruddet af de store forhistoriske pattedyrsamfund
skyldes, at stenalderfolks intensive jagt oversteg de store pattedyrs reproduktion.
Skønt teorien blev fremsat for over 30 år siden 45 , er den endnu i dag forkætret af mange.
Således er der forskere, der i fuldt alvor mener, at den hovedsageligt er motiveret
af et ideologisk ønske om portrættere mennesket som en skadevolder 46 .
Styrken ved jagt-teorien er, at den giver meningsfulde svar på alle de fire hovedindvendinger
mod klimahypotesen (se ovenfor). Dette kan ikke siges om andre forklaringsmodeller,
heller ikke en nyligt fremsat teori om sygdomsepidemier 29 39 .
En økologisk indvending mod jagtteorien er, at et rovdyr som en regel ikke kan
udrydde sit byttedyr, da det forinden vil have mistet sit levegrundlag. Imidlertid gælder
denne regel kun specialiserede rovdyr, mens rovdyr, der problemfrit kan skifte
fødeemne, godt kan udrydde arter. Det moderne menneske (dvs. Homo sapiens gennem
mindst de sidste 50.000 år) har vist sig at være det mest effektive og samtidig
mindst specialiserede af alle rovdyr 16 21 .
Fire andre indvendinger mod "overkill" kan opregnes 29 :
1) Selvom mennesket dukkede meget tidligt op i Afrika og Europa, var der mindre
udryddelse her end andre steder.
2) Der skete i Nordamerika ikke yderligere udryddelse af store pattedyr efter sammenbruddet
for ca. 11.000 år siden, selvom der var jagtfolk tilstede.
3) Der er kun udryddet få store pattedyrarter i historisk tid, trods hårdt jagttryk.
4) Det er svært at tro, at fåtallige mennesker med primitive redskaber var i stand til at
hærge de store pattedyr næsten kloden rundt.
Modargumentet mod Punkt 1 lyder, at Afrikas og Europas megafauna har haft flere
hundretusind år til adfærdsmæssigt at tilpasse sig menneskets jagt og netop derved
modstod jagtpres bedre end i Amerika og Australien 29 .
Punkt 2 kan forklares med, at de få overlevende arter af store pattedyr i Nordamerika
havde langt mindre konkurrence og bedre fødegrundlag end tidligere og dermed
stærkt forbedrede overlevelseschancer 29 . Desuden er det slående, at de alle – moskusokse,
rensdyr, elg, bison - regnes for indvandrede fra Europa-Asien over landbroen
ved Alaska. De kan således have medbragt en tilpasning til menneskets jagt, som de
lokale arter ikke besad.
Punkt 3 er en fordrejning af fakta. Det væsentlige er ikke, at antallet af uddøde store
arter er lille, men at det er stort i forhold til det samlede antal uddøde pattedyrarter i
historisk tid. De sidste 500 år er seks store arter uddøde (vietnamesisk vortesvin, arabisk
gazelle, rød gazelle, bluebuck og to flodhestearter i Madagaskar). Dertil kommer,
at yderligere fem arter kun er overlevet i fangenskab (przewalski-hest, père-davidhjort,
saudi-gazelle, sort gnu og arabisk oryx). Dertil kan føjes, at en række arter kun
er overlevet i kraft af streng beskyttelse i naturreservater (bison, alle fem næsehornarter,
bjergzebra, flere arter af vildæsel, med flere), og uroksen er kun overlevet i tamform.
Regner vi med blot 11 uddøde arter, viser de store hovdyr sig at have haft dobbelt
så stor uddøen i historisk tid som andre pattedyrgrupper. Samme mønster tegner