Dansk skovnatur. Vildsomme skovlandskaber i fremtidens ... - WWF

Dansk skovnatur Side 30
Det faktum, at så mange af de store vilde planteædere er forsvundet længe før kulturlandskabernes
opståen, underbygger indirekte den overbevisning, at vild skovnatur
ikke ville frembyde tilstrækkeligt levegrundlag til sådanne store dyreformer. Med andre
ord underbygger kæmpernes uddøen den forestilling, at græsning ikke er væsentlig
i naturlige systemer, men kun i menneskets halvnaturlandskaber. Imidlertid var fødemangel
ikke den sandsynligste årsag til storfaunaens uddøen.
2.3.2 Årsager til uddøen
Der er to hovedteorier om, hvad der forårsagede de store planteæderes forsvinden:
1) Klima-hypotesen, som peger på klimaskift og pludselige vegetationsændringer i
forbindelse med istiderne som årsager,
2) "Overkill"-hypotesen, som angiver menneskets jagt som årsag.
2.3.2.1 Klima-hypotesen
Den traditionelle forklaring på de vilde planteæderes forsvinden er, at vegetationen
ændrede sig dramatisk på grund af klimaændring, og dette forårsagede, at fortidsdyrene
forsvandt på grund af fødemangel. Især mange europæiske forskere har fastholdt
dette syn frem til i dag, i det mindste for europæiske forhold 15 41 ,42 .
Klimaargumentet lyder, at adskillige kraftige klimaskift i perioden ca. 15-10.000 år
siden var af så meget voldsommere natur end noget tidligere set siden kridttiden for
64 mio. år siden, at vegetationstyper og levesteder skiftede så pludseligt karakter, at
de fleste store planteædere mistede fødegrundlaget. Som følge deraf uddøde også
mange store rovdyrarter 39 43 .
Der er fire alvorlige mangler ved klimahypotesen.
For det første giver den ikke noget bud på, hvorfor kæmpefaunaen ikke uddør synkront
på de forskellige kontinenter: I Europa-Asien og Australien uddør dele af faunaen
for henholdsvis 50.000, 25.000 og 10.000 år siden og dele af storfaunaen overlever
i Europa, men hele Nord- og Sydamerikas kæmpefauna forsvinder inden for ca. 1.000
år, for omkring 11.000 år siden 39 44 .
For det andet er der ud over netop faunaens sammenbrud ingen indicier for, at klimaskiftet
ved sidste istids afslutning var alvorligere end under de forudgående istiders
afslutning. Der har været mindst fem istider i de sidste 0,75 mio. år 41 , men trods dette
forsvandt der i Vesteuropa ingen arter af megaherbivorer uden efterkommere før
midten af den seneste istid. Hererefter forvandt seks megaherbivorer for mellem
50.000 og 10.000 år siden uden økologiske erstatningsarter 39 . I Nordamerika var
kæmpefaunaen i det store og hele intakt gennem de forskellige istidsperioder indtil for
11.000 år siden 29 .
For det tredje ville man forvente, at pludselige klimaomslag ville have størst effekt
på bestande, der levede isoleret i begrænsede områder. Imidlertid viser stribevis af eksempler
det modsatte: de store planteæderarter overlevede typisk netop længere tid på
øer end på fastland. Eksempelvis klarede kæmpehjorte sig 1.000 år længere på de britiske
øer end i det øvrige Europa, den ligetandede elefant klarede sig ca. 10.000 år
længere i Japan end i det meste af Europa-Asien, mammutten klarede sig 6.000 år
længere på Wrangel-øen nord for Sibirien end på fastlandet, flodheste og elefanter
klarede sig på Middelhavsøer 39 osv. Fælles for disse ø-forekomster var ikke, at klimaet
dér var mere stabilt, men at mennesket nåede senere dertil.