Dansk skovnatur. Vildsomme skovlandskaber i fremtidens ... - WWF

2.3 De store planteæderes uddøden
Dansk skovnatur Side 29
Den tempererede zone i Europa havde indtil for ca. 45.000 år siden en planteæderfauna,
der leder tankerne hen på vore dages Afrika. Den omfattede en række slægter og
arter, der i dag er enten uddøde eller er fortrængt til fjerne subtropiske og tropiske egne.
Figur 2.4 viser en række af disse arter. De omfattede ligetandet elefant, Mercks
næsehorn, steppenæsehorn, flodhest, europæisk vandbøffel (de to sidstnævnte i Rhinområdet),
bison, urokse, europæisk vildhest, europæisk vildæsel, kulan, kæmpehjort,
elg, kronhjort, dådyr og vildsvin, foruden store rovdyr som løve, leopard og plettet
hyæne. På tundrastepperne var især uldhåret mammut og uldhåret næsehorn karakterarter,
sammen med moskusokser og rensdyr 37 .
Forekomsten af kæmpedyr i Europa var ikke nogen enestående situation. Tværtimod
var alle kontinenter nord for Antarktis fyldt med talrige meget store pattedyrarter,
hvoraf de fleste nu er uddøde. Kun tropisk Asien og Afrika er sluppet med mange
store arter i behold. Også de arktiske og subarktiske egnes kæmpefauna er nu næsten
helt forsvundet. Kun rensdyr og moskusokser findes endnu 38 39 .
At disse mange arter af kæmper er forsvundet, er indiskutabelt. Men såvel deres
eksistens som årsagen til deres forsvinden har teoretisk betydning for moderne naturforvaltning
- en betydning, som stadig kun møder gryende opmærksomhed. Denne
betydning vil der blive redegjort for i det følgende.
Desuden skal kort redegøres for en af dette århundredes mest bemærkelsesværdige
naturhistoriske erkendelser, nemlig at mennesket er den sandsynligste hovedårsag til,
at det meste af Jordens landflade har mistet sin megafauna allerede i forhistorisk tid.
2.3.1 Betydning for naturforvaltning
Der eksisterede i Europa en mangfoldig fauna af store planteædere gennem hele den
vældige istidsæra, Pleistocæn-tiden, som varede mere end 1.600.000 år og sluttede
med sidste istid for ca. 11.000 år siden. Denne fauna er bemærkelsesværdig, fordi den
indirekte viser, at græsning og afbidning af vegetationen må have været en væsentlig
faktor i vegetationshistorien og i den naturlige udvælgelse af planter og plantearter.
I efteristiden var de største planteædere forsvundet fra Vesteuropa, men bisoner,
urokser, vildheste og elge eksisterede i det meste af Europa helt op i historisk tid (afsnit
2.2). Samtidig fik græssende husdyr - specielt kvæg, får, geder og heste - voksende
betydning fra yngre stenalder og fremefter. Græsning forblev efter alt at dømme en
betydningsfuld faktor i de vilde landskaber gennem hele vores forhistorie frem til den
moderne skovdrifts udelukkelse af store dyr i skovene 4 30 . Vi må således forvente, at
meget af Europas naturlige plantedække er tilpasset græsning og afbidning.
I afsnit 1.3.3 blev det gennemgået, hvordan forskelligt syn på de vilde planteæderes
rolle i fortiden har affødt forskelligt syn på, hvordan naturområder skal forvaltes i
dag. Alle er ganske vist enige om, at græsning har stor betydning, men det klassiske
og stadig fremherskende syn er, at græsningens store betydning har tilknytning til
menneskets husdyrhold, mens den vilde fauna ikke har haft væsentlig indflydelse.
Modsat er de nyere teorier, at en vild og fritlevende planteæderfauna kan spille samme
rolle, og at de artsrige græsningslandskaber derfor har en meget længere forhistorie
end kulturlandskaberne 4 40 .
De meget kontrasterende syn betyder, at der i dag er et stort behov for at efterprøve
store fritlevende planteæderes indflydelse på fritvoksende vegetation.