Dansk skovnatur. Vildsomme skovlandskaber i fremtidens ... - WWF

Dansk skovnatur Side 24
Den dag i dag findes der sammenslutninger af heck-kvægavlere, der konkurrerer
om at have de mest urokselignende dyr. Men sammenstilningerne ovenfor viser, at der
er nogen vej endnu, før uroksen blot i ydre form er genskabt.
Heck-okser har vist sig at være velegnede til afgræsning af naturbeskyttelsesområder,
der skal holdes åbne, idet de
1) ikke kræver megen pasning og ingen stald om vinteren,
2) har god robusthed og sygdomsresistens,
3) ikke har så høj anskaffelsespris - halvt så meget som galloway-kvæg, en anden robust
frilandsrace.
I dag er heck-okser kommet i anvendelse som naturplejere, især i Holland og
Tyskland. I Oostvaardersplassen er den selvregulerende bestand nu på 550 dyr.
Imidlertid er der blandt tyske naturforvaltere nogle, der mener, at det dels i sig selv
vil være interessant at forsøge at få mere urokselignende dyr i naturen, dels at sådanne
på langt sigt vil have større levedygtighed end heck-kvæg som fritlevende. Således vil
større krop og mere krumme horn muligvis være en hjælp til at skaffe sig føde ved at
brække grene ned under strenge vintre. Derfor er der kommet gang i fornyede forsøg
på at fremavle endnu mere urokseagtigt kvæg end Heck-brødrenes krydsninger. Fokus
er på nogle spanske racer - Lidia (kamptyr), sayaguesa og endnu en nærtstående race -
samt de italienske racer maremmana og chianina, den sidste en kødrace, der nogenlunde
har uroksens krops- og hovedform, men mindre horn 24 .
Uroksens farvetegning er som nævnt ovenfor i store træk fremavlet hos heck-kvæg
- dvs. sorte tyre, brune køer og røde kalve – men endnu er der ikke fundet nogen
kvægrace, der har samme klare og konstante farveudskillelse som stamformen. Avl
med chianina-kvæg tyder indtil nu imidlertid på, at denne race muligvis genetisk bærer
på den kønsbundne farveforskel. Det kan forbavse, da alt chianina-kvæg er renhvidt,
men krydsninger med andre racer kan fint opnå farvetegning, og her ses kønsforskellen
23 .
Den hidtidige heck-okse bliver også brugt i avlen, idet den har nogle egenskaber,
såsom tyk vinterpels, som savnes i de sydligere racer 23 .
Man har forsøgt at udvide genpuljen med et myteomspundet albansk kvægrace,
Divjaka, men indtil videre er forsøget slået fejl. I Albanien på grænsen til Kosovo findes
en nationalpark, hvor det siges, at uroksen har overlevet glemt af omverdenen.
Om det passer, vides ikke, men at der findes (eller måske fandtes) en meget gammel
bestand af vildkvæg synes rigtigt nok. I området findes af og til skudte dyr uden hoved.
Rygter siger, at italienske trofæjægere står bag. Der skal eksistere en kort, men
fascinerende filmoptagelse af en tyr, en ko og en kalv taget af en tysk naturfotograf.
Ud fra filmstumpen er det svært at sige, om det er urokser eller ej, men den viser en
vildkvægrace lige så årvågent, hurtig og elegant i skoven som en vild hjort. Desværre
er disse lidet kendte dyr altså muligvis udryddet 24 .
Endelig er der en svag mulighed for, at uroksen stadig findes lyslevende, af alle
steder i de tropiske skove! I Sydøstasien findes en vildokse, der kaldes banteng. Den
betragtes normalt som en særskilt art med det videnskabelige navn Bos javanicus,
men den kan angiveligt krydse med Bos (primigenius) taurus, tamkvæg, og selv om
krydsningen kaldes en hybrid, siges afkom af begge køn at være fuldt yngledygtige.
På øen Madura findes en kvægrace kaldet madura-kvæg, der er en krydsning mellem
zebu-kvæg og banteng. Madura-kvæg anvendes blandt andet som væddeløbsdyr, og
de angives at være de hurtigstløbende okser i verden 28 .
Bantengen var tidligere udbredt fra Manipur i Indien gennem Burma, Sydkina,
Sydøstasien til øerne Borneo, Java og Bali. En bestand på 700-1000 dyr findes i 8-9