Dansk skovnatur. Vildsomme skovlandskaber i fremtidens ... - WWF

Dansk skovnatur Side 23
ret væsentligt mindre. Senere kom endnu mindre og mere korthornede kvægformer
til 15 .
Den tidlige domesticering af kvæg og den sene uddøen af vildformen har betydet,
at uroksen også er blevet indblandet i tamkvæg på forskellige tidspunkter i forskellige
regioner op gennem tiderne. Fornyet domesticering af urokser kan endog have fundet
sted. De mange forskellige formål med tamkvæg - mælk, kød, trækkraft - har imidlertid
også betydet, at kvæg er avlet længere væk fra stamformen, end det for eksempel
er tilfældet med heste. Uroksens gener er formodentlig især at finde i gamle, langhornede
kvægracer 24 .
Ved domesticering ændres dyr (og også planter) over årtier og århundreder, enten
ved usystematisk at fravælge nogle individer, for eksempel aggressive eller store dyr,
eller ved målrettet at udvælge nogle dyr med for eksempel særligt stor formeringsevne,
tamhed eller kødfuldhed. Hyppige følger af domesticering er derfor tidligere
kønsmodning og passivt temperament 24 .
De tyske brødre Heinz og Lutz Heck mente i 1920, at levende skabninger var resultatet
af deres genetiske sammensætning, og at man derfor kunne genskabe forsvundne
arter, der havde levende efterkommere. De to var i mellemkrigsårene direktører
ved henholdsvis den zoologiske have i Berlin og Hellabrunn Dyrepark i
München. Her startede de et avlsprogram for at genskabe uroksen ved at sammenkrydse
omkring 15 gamle, hårdføre kvægracer, heriblandt Korsika- og Camarquekvæg,
skotsk højlandskvæg, ungarsk gråt steppekvæg, hvidt parkkvæg, montafoner,
svensk hornløst kvæg, fransk og spansk kamptyr samt tyske racer som angler (nært
beslægtet med rød dansk landrace), og flere andre. Der blev især langt vægt på korsikansk
kvæg og kamptyre. Resultatet blev af mange tyskere kaldt en "urokse" ("Auerochs"),
men en bedre betegnelse er "heck-kvæg" 24 .
Lutz Heck udsatte i slutningen af 1930erne sine dyr i Schorfheide-området ved
Berlin og Rominten i det daværende Østprøjsen. Dyrene i Rominten blev omkring
1942 flyttet til Bialowieza-skoven. Ingen af disse bestande overlevede krigen - de
blev spist af russere og polakker 24 .
Færre end 50 heck-okser overlevede krigen, alle i fangenskab. De fleste af vore
dages heck-kvæg er sandsynligvis nedstammende fra Heinz Hecks avlslinie. De to
brødre havde dog udvekslet dyr i avlsforløbet, så Lutz' arbejde har sikkert også efterladt
sig spor 24 .
Heck-kvæg har mange ligheder med uroksen, men afviger også fra den på en række
punkter:
Uroksen var stor og så højbenet, at den set var siden havde et næsten kvadratisk
omrids og en skulderhøjde hos tyrene på 1,75 meter i gennemsnit. Hovedet var stort,
men smalt. Hornene var fremadrettede med spidser, der pegede lige frem eller buede
ind mod hinanden 24 25 .
Heck-okser er mindre med en rektangulær form og en skulderhøjde på 1,42 meter i
gennemsnit hos tyre. Dyrene har tendens til alt for stor hudlap mellem forbenene og
op ad halsen. Hovedet er kort, og hornene er oftest slankere og bøjer opefter og mere
eller mindre udefter. Heck-køer har længere horn end uroksekøer.
Heck-okserne har ofte farver, der ligner uroksens med mørkebrune til sorte tyre
med lys rygstribe og rødbrune til mørkebrune køer. Imidlertid kan heck-kvæget variere
meget i farve hos begge køn, mens uroksen havde mere faste og udprægede kønsforskelle:
Tyren forholdsvis større og altid mørkere end koen. Dertil kommer, at heckkvæg
ligesom andet tamkvæg bliver drægtigt på alle tider af året og frugtbar i forholdsvis
tidlig alder. Urokser har fået kalve om foråret 24 25 .