Dansk skovnatur. Vildsomme skovlandskaber i fremtidens ... - WWF

Dansk skovnatur Side 21
genetiske materiale var blevet for snævert i den europæiske bison. Krydsningerne blev
udsat i Kaukasus-området, og i dag lever der en bestand på 250 dyr. Hvordan deres
sundhed og indavlstilstand er sammenlignet med andre avlslinier, er ikke undersøgt 23 .
Skulle bisoner overvejes i Danmark, var det formodentlig bedst at skaffe de mindst
indavlede dyr, som blandt de rent europæiske bestande antagelig er at finde i den avlslinie,
der er baseret på 12 stamdyr. Man kunne også forsøge at skaffe dyr fra Kaukasus,
hvor der er indblandet amerikansk bison, eller man kunne overveje selv at avle
nogle linier, hvor der indgik enkelte amerikanske bisoner. Dette kunne ventes at give
dyr med både større genetisk variation og sundhed i bestandene og større økologisk
tilpasningsevne. Især det sidste vil være væsentligt, hvis man ønsker at anvende bison
som fritlevende økologisk nøgleart i naturområder.
2.2.2 Kvæg
Uroksen (Bos primigenius) er stamformen til alle nutidens mange europæiske kvægracer
24 , ligesom ulven er det i forhold til hunden.
Biologisk set er uroksen og tamkvæget samme art, men tamkvæget er ved udvælgelse
ændret i skikkelse, fysiologi og adfærd. Tamkvæget har således generelt en større
formeringsevne og et mere passivt temperament. En race som spansk kamptyr ligner i
udseende uroksen en del, men den er mindre, og så angriber den uden varsel og er mere
aggressiv end sin stamform 24 .
Uroksen regnes i dag for uddød. Arten er kendt fra Europa gennem mere end
500.000 år, og den har været udbredt på det meste af den nordlige halvkugle med
undtagelse af Nordamerika. Oprindeligt levede de med forskellige underarter i Afrika,
Asien, og Europa. Indiske urokser har formodentlig givet ophav til zebukvæg, som
dermed i forhold til europæisk kvæg repræsenterer en særskilt underart 25 . Der er da
også forskelle i blodtyperne i de to kvægformer, skønt de uden problemer kan krydses.
De nordafrikanske urokser regnes af nogle også for at have været en underart, og
deres gener er i dag muligvis delvist bevaret i afrikanske kvægracer 24 .
I den tidlige del af de europæiske skoves genindvandring efter istiden var uroksen
det talrigste store pattedyr i Vest- og Nordeuropa, efter knoglefund at dømme. Imidlertid
blev arten til alle tider intensivt jaget af mennesket, og i 1627 døde det sidste
dyr i Polen 24 .
I Danmark var uroksen også engang talrig. Fra Sjælland og Sydsverige regnes arten
for forsvundet i jægerstenalderen for 6.500-7.000 år siden (se Figur 2.3). Knoglefund
viser, at den har været intensivt jaget. I Jylland holdt uroksen stand gennem hele
urskovstiden og agerbrugstiderne op til jernalderen. De yngste knoglefund fra Jylland
er 2.500 år gamle 15 , mod 2.400 år i Holland 25 .
I år 1300 overlevede uroksen kun i Østprøjsen, Lithauen og Polen. Fra 1400-tallet
og frem var den ukendt uden for Polen, ligesom bisonen stort set var det. Dette bidrog
til en del forvirring om de to arter i historiske beretninger, hvor navne og beskrivelser
ofte er blandet sammen 25 .
I Polen beskyttede et kongeligt dekret uroksen med trussel om dødsstraf. Den levede
længst i de kongelige Jaktorowski og Wislicki-skove i Mazowsze (Masovia) -
området. Her fungerede lokale beboere som vildtforvaltere mod, at de slap for at betale
skat. Selv denne ordning var dog ikke nok til at redde uroksen. I 1564 var der måske
ikke flere end 30 voksne dyr tilbage samt 3 ungdyr og 5 kalve. I 1602 var der tre