Dansk skovnatur. Vildsomme skovlandskaber i fremtidens ... - WWF

Dansk skovnatur Side 13
2) Megaherbivor-teorien, der siger, at mellemistidernes skove var åbne på grund af
Pleistocæn-tidens megaherbivorer (se afsnit 3.1.3.1), og at efteristidens store planteædere
muligvis ikke kunne løfte denne opgave fuldt. Menneskets kulturindgreb kan
ifølge dette syn betragtes som en efterligning af megaherbivorernes indflydelse, der i
økosystem-sprogbrug kaldes "intermediately catastrophic" - mellemkraftigt forstyrrende.
Teorien indebærer, at menneskets indflydelse kombineret med græssere kan
blive en moderne analog til tidligere strukturel og artsmæssig rigdom i skovnaturen.
Denne teori indebærer, at naturbevarelse delvist kan varetages af naturens egne processer,
hjulpet af lejlighedsvise plejeindgreb.
3) Den cykliske successionsteori. Denne teori er en modifikation af den eksisterende
cyklisk-successionsmodel for skove 11 , hvor de åbne bevoksningsfaser, der følger efter
gamle skovpartiers sammenbrud, omfatter stadier med nedbidte urter og tornede buske.
Den er en mere detaljeret version af megaherbivor-teorien. Teorien er også blevet
kaldt "urokse-teorien" 10 . Den siger, at efteristidens oprindelige planteædere herbivorer
alene er tilstrækkeligt til løbende at skabe lysåbne nicher i en skov i fri succession.
Denne teori indebærer, at hvis der er tilstrækkeligt med plads og økologiske nøglearter
tilstede, kan naturbevarelse ske ved, at naturen plejer sig selv.
Da vi ikke ved, hvordan vild skovnatur udvikler sig, kan man hævde, at vi står os
bedst med at forvalte naturen ud fra den klassiske teori 1, selvom det er meget ressourcekrævende
at fastholde landskaber i en bestemt tilstand. Men da der er betragtelige
mulige gevinster indebåret i de to nyere teorier, bør man prøve dem af for at se,
om vi kan få "mere natur for pengene".
1.4 Forvaltningsmæssige gevinster
Naturudvikling i den her beskrevne forstand, vild skovnatur, kan betyde forskellige
gevinster for naturforvaltning, af både filosofisk og praktisk art.
1.4.1 Naturudvikling er konstruktivt
Vi har mulighed for komme ud over det paradoks, der ligger i den klassiske naturforvaltning,
hvor indsatsen primært går på at fastholde levende landskaber i "steadystate",
i en fast tilstand.
Natur får let en smag af noget stakkels, der ikke kan klare sig i udviklingen, hvis vi
overalt er indstillede på nødvendigheden af at pleje den. Den klassiske tilgang kan beskrives
som museumsagtig, fyldt af en bevarende, konserverende samlermentalitet.
Skal vi forstå natur som noget levende, virker det næsten indlysende også i forvaltningen
af den at give plads til spontane og selvhjulpne processer.
At det konstruktive har bred appel, ses blandt andet på, at man politisk har kunnet
komme igennem med dyre, konstruktionsorienterede "naturprojekter" som Skjern Å
genopretningen og skovrejsningerne, mens mange kritiske redningsaktioner for truet
natur har yderst vanskeligt ved at få tilstrækkelig politisk bevågenhed og midler. Vild
skovnatur har muligheden for at bevare mange arter uden at være statisk.