Botfeldt Grinde 2012

Udfyldningsmaterialer og – metoder
De mest anvendte udfyldningsmaterialer til fossilrestaurering er:
Porøse fossiler: Gips, Polyfilla, Spartelmasse, Gips tilsat acryldispertion (f.eks. Jesmonite)
Uporøse fossiler: Epoxyharpiks.
Gips
Gips består af calciumsulfat-semihydrat (CaSO4 * 1/2H2O). Ved tilsætning af vand til gipspulveret
optages der krystalvand, så der dannes en hård masse bestående af calciumsulfat-dihydrat (CaSO4 *
2H2O). Omdannelsen sker under en lineær udvidelse på cirka 1 % og er forbundet med kraftig
varmeudvikling.
Gips er et billigt og let tilgængeligt afstøbningsmateriale, der er nemt og ufarligt at arbejde med.
Arbejder man omhyggeligt med gipsen, er det også muligt at opnå meget glatte overflader, hvis det
er ønsket.
Under arbejdet må man omhyggeligt undgå at få gips ind over de oprindelige fossiloverflader, da
tørret gips er svær at fjerne, da det er et tungtopløseligt salt. Oprensning må foretages med vand,
mens gipsen endnu er våd. Er det under udfyldningen nødvendigt at tilføre yderligere gips, må den
hærdede, stærkt sugende gips først isoleres. Man kan for eksempel mætte med shellak eller med
vand. Isoleres eller mættes den gamle gips ikke, binder den nye gips heller ikke på den gamle.
Gips kan indtones med tørpigment inden vandtilsætning, se senere under retouchering.
1.
Alt nødvendigt udstyr og materiale lægges frem: Fossil, gips, gummikop, skeer, sigter, morter.
pensler, modellerredskaber, støtteform, tørpigmenter, vand, m.m.
2.
Kanterne i udfyldningsområdet mættes med vand for at undgå, at vand trækkes ud af den uhærdede
gipsmasse og ind i fossilet. Dette vil give en dårlig binding. En sådan befugtning sikrer også, at gips
ikke trækker for langt ind i fossilets eventuelle porer, hvorfra den ikke vil kunne fjernes helt igen.
For øget reversibilitet kan man eventuelt konsolidere fossilets brudflader med en akryl for eksempel
Paraloid B 72 eller en PVB for eksempel Butvar B 76.
3.
Fyld vand i gummikoppen. Tilsæt gips (dentalgips) gennem en finmasket sigte, til der dannes en ø
midt i koppen. Bank forsigtigt på koppens sider og lad gipsen suge vand. Herefter omrøres der
forsigtigt, indtil konsistens er cirka som creme fraiche.
4.
Støtteformen sættes på plads, og man begynder udfyldningen med at pensle gips på brudflader.
Dette giver god kontakt. Herefter fyldes hele området op til et niveau lidt højere end det omgivende
originalmateriale.
5.
Når gipsen begynder at blive sej, giver man overfladen "finish" med modellerværktøj. Opstår der
huller, fyldes disse med våd gips. Nogle konservatorer foretrækker at arbejde tørt og således give
udfyldningen finish ved slibning og polering.
Det er dog en fordel, at man er nået så langt som muligt i den våde fase, da man herved nedsætter
behovet for slibning, der kan skade det omliggende originalmateriale.
Den våde og den tørre metode kan naturligvis kombineres efter temperament. Ved
overfladebehandlingen tages hensyn til, at der eventuelt skal være "plads" til en retouchering, så den
endelige restaurering er i plan med originaloverfladen. Niveauforskelle vil forstyrre, især ved
blanke overflader.
94