Botfeldt Grinde 2012

Figur nr. 8.3: Figuren viser krystaldannelsens afhængighed af saltkoncentration og temperatur.
Bevægelsen A til B illustrerer et temperaturfald, bevægelsen A til C illustrerer en
koncentrationsforøgelse (for eksempel ved fordampning) og bevægelsen A til D illustrerer en
kombination af temperaturfald og stigende koncentration (Eshøj 1989, p. 48).
På fossiloverfalden vil man ofte finde udblomstringer af saltkrystaller. Dette skyldes, at vand under
dets fordampning, trækker salte med ud til overfladen. Ved fordampning stiger saltkoncentrationen,
og man får en udkrystallisering.
De salte der udkrystallisering på selve fossilets overflade giver ikke umiddelbart anledning til nogen
egentlig nedbrydning af fossilet. Der er snarere som ved tungtopløselige salte tale om æstetiske
forstyrrelser. Dog vil de overfladiske udblomstringer være et udtryk for, at der også inden i fossilet
befinder sig letopløselige salte med den deraf følgende fare for sprængninger.
Endvidere vil de overfladiske salte ved fortætning på fossilet (saltopløsninger nedsætter
damptrykket) kunne opløses og atter trænge ind i fossilet, hvor de i de lukkede porer kan forårsage
trykskader.
De værste trykskader, som følge af krystaldannelse, får man ved bratte ændringer i temperaturen og
saltkoncentrationen (udtørring). Her vil krystallerne vokse ”ukontrollabelt” og udøve kraftigt tryk,
hvor de støder på modstand. Ved langsomme ændringer i de to forhold vil de dannede krystaller i
vid udstrækning vokse efter de hulrum, de har til rådighed og ikke udøve så store ”lokale” tryk.
Fossilet er specielt følsomt for saltsprængning nær overfladen, da materialet hér ikke kan yde det
nødvendige modtryk (figur nr. 8.4).
57