Botfeldt Grinde 2012

Cellulosenitrat
Cellulosenitrat er også kendt som Glyptal og Celluloid og var udbredt brugt op til omkring 1940 og
findes stadigt i bestemte mærker af lim (blandt andet Duco cement, Duosan-rapid og Durofix).
Færdige produkter som Duosan-rapid vil bestå af en 16 % opløsning af cellulosenitrat i en blanding
af acetone, eddikesyreester og alkohol samt komponenter til justering af viskositet (Keiler 1991).
Cellulosenitrat vil have tendens til at gulne, nedbrydes over tid, skrumpe voldsomt med potentielle
skader på fossilet til følge, samt danne salpetersyre under nedbrydning (Elder et al. 1997).
Restsyren i cellulosenitraten kan ligeledes på få år uden nævneværdige mekaniske påvirkninger
nedbryde hæftepunkterne ved limning af karbonatrige fossiler (Keiler 1991).
Brud limet med cellulosenitrat vil blive skøre og overfladekonsolideringer vil kunne skalle af
uporøse overflader i store flager (Rixon 1976 p. 9).
R. Wilson (1965) beskriver Glyptal i mere rosende toner og fremhæver egenskaber i ikke at bliver
skørt eller flage af. Dette bør ses i forhold til at Glyptal på det tidspunkt kun havde været brugt i den
geologiske konservering siden 1958 (Wilson 1965), stærkt anbefalet af Brink (1957) og sikkert ikke
havde vist de store problemer inden for den korte årrække. Cellulosenitrats brandfarlige egenskaber
var blandt andet det der fik film industrien til at skifte til celluloseacetat i filmfremstillingen
(Whybrow 1985).
Glyptal vil være opløseligt i det opløsningsmiddel der oprindeligt blev brugt som bæremedie, typisk
ethanol eller acetone. Fremgangsmåden i fjerne en limning med Glyptal, vil alt efter fossil, være
den samme som nævnt for shellak, eventuelt tilsat ethylacetat.
Både Shellak og Glyptal blev varmt anbefalet til henholdsvist konsolidering og limning så sent som
midten af tresserne for shellakken (Colbert 1965) og slutningen af firserne for cellulosenitratet
(Wolberg 1989), og der vil således højst sandsynligt findes mængder med også forholdsvist
nypræparerede fossiler behandlet med disse produkter.
Det er for det meste ikke hensigtsmæssigt fuldstændigt at nedsænke fossiler i et opløsningsmiddel
for at opløse en gammel lim eller lignende. Først foretager man en test for at se om det
opløsningsmidlet i det hele taget virker. Gamle Shellak og Glyptal limninger/konsolideringer kan
være meget tidskrævende at behandle Det er noget vatpinde arbejde der tager tid og tålmodighed.
Man kan eventuelt pensle eller injicere sit opløsningsmiddel direkte i de led der ønskes adskilt eller
på de områder der ønskes renset for at minimere brugen.
Bakelit
Bakelit er handelsnavnet for en kunstigt fremstillet termohærdende kunstharpiks af
fenolformaldehyd. Bakelit er af de tidligst fremstillede syntetiske polymerer (figur nr. 16.3).
Bakelit havde en række egenskaber der var unikke for materialet, da det blev masseproduceret i
midt/slutningen af 1920’erne. Det var billigt, kunne formes til en bred vifte af holdbare produkter
og blev hurtigt udbredt brugt i den elektriske industri da det var modstandsdygtigt over for varme
og ikke var elektrisk ledende.
På grund af bakelittens termohærdende egenskaber blev den introduceret i konserveringen som et
konsolideringsmiddel til fossiler og træ, der havde brug for stabilisering (Ventikou 1999).
Den tidligste reference for brugen af bakelit i konsolideringen af skrøbelige fossile knogler sker i
1925 (Case 1925).
Brugen af bakelit skete ved at bakelitlakken blev fortyndet med en fortynder leveret af Bakelite Ltd.
Efter man havde opnået den ønskede viskositet blev lakken penslet på knoglerne eller de blev
122