Botfeldt Grinde 2012

1993 p. 57). Linnés hierarkiske klassifikation og binomiale navngivningssystem er forløberen for al
moderne klassifikation.
At Linné ikke var helt uvidende om hvad han havde opnået med sit system, ses nok bedst i 1758
hvor han i Systema Naturae vælger at bruge et af sine egne citater (Gustafsson 1979).
”Gud skabte verden, Linné satte den i system”
Jean-Baptiste Lamarck (1744-1829)
Lamarck, der oprindeligt var udannet botaniker, blev efter den franske revolution udnævnt til
professor for invertebratområdet, der ikke var et særligt prestigefyldt område på den tid. Man
mente, at alle invertebrater kunne deles op i to grupper: Insekter og orme, noget Lamarck dog
hurtigt ændrede, med nye klassifikationer, opdelinger osv.
Lamarck’s teorier, der blev fremsat i hans værk Zoologisk filosofi fra 1809, gik ud på, at egenskaber
vil nedarves fra forældre til deres afkom, og at arter vil forandre sig over tid under tilpasningen til
nye miljøer. Noget mere direkte mente Lamarck også, at tillærte/tildannede karakteristika kunne
nedarves direkte. For eksempel ville evnen fra en fugl, der har brugt halsen meget, give dette træk
videre til sit afkom. Forandringer i arterne ville dog ske meget langsomt og vil ikke kunne måles
med en menneskelig målestok.
Denne meget direkte nedarvning på kun en generation har i stor udstrækning været afvist, indtil
man begyndte at arbejde med undersøgelser af individuelle genmutationer. Gener, der bliver ”tændt
og slukket” af specifikke miljømæssige faktorer, vil give forandringer i genmaterialet. Dette lader
til at være mest tydeligt i planter, hvor cellerne, der bruges til at producere næste generation dannes
sent i deres livscyklus.
Lamarck´s evolutionsteorier var under stor kritik, og mange angreb den under hans levetid, og de
blev først efter hans død anerkendt af blandt andre Charles Darwin.
Georges Cuvier (1769-1832)
Cuvier udvidede Linné’s klassifikationssystem, og anses af mange at være ”faderen” til Vertebrat
Palæontologien og ”opfinderen” af den sammenlignende anatomi. Ydermere var han den første, der
fastslog, at tidligere tiders livsformer kunne uddø, noget der indtil da kun havde været kontro-
versielle spekulationer (Bretsky 1979 p. 379, Gregory 1979 p. 843)
Cuvier troede ikke på arternes udvikling men i stedet på en uforanderlighed. Enhver ændring i en
organisme ville ødelægge den hårfine balance og gøre det umuligt for den at overleve. For at
understøtte denne teori sammenlignede han datidens katte og ibiser med de mumificerede
eksemplarer, Napoleon havde haft med hjem fra Egypten. Da disse arter ikke havde forandret sig på
5000 år, mente han med sikkerhed at kunne bevise sin teori om uforanderlighed (Gayrand-Valy
1993 p. 380). At der blev fundet så mange fossiler, der viste arter, der ikke længere fandtes,
forklarede Cuvier ved, at de forskellige dyreformer er dukket op i rækkefølge, og at hver af dem har
afløst en tidligere art, der er blevet udryddet ved en geologisk revolution/katastrofe (Bretsky 1979 p.
380).
Cuvier’s ideer fik ham til at gå imod mange andre videnskabsmænd på hans tid blandt andet
Lamarck.
Efter at have lavet undersøgelser, der viste, at den afrikanske og indiske elefant var to forskellige
arter, fortsatte Cuvier med sammenligninger holdt op imod fossiler af mammutter fra Europa og
Sibirien og kunne således påvise, at disse var forskellige fra begge nulevende arter (Gregory 1979
p. 843). Efter dette fortsatte Cuvier med undersøgelse på undersøgelse, der dokumenterede
eksistensen af store pattedyr, der ikke lignende nogen nulevende art: Kæmpedovendyr, irsk elg,
amerikansk mastodont og mange andre og startede derved den moderne palæontologi.
10