MAGNUM CRIMEN - temp – tidsskrift for historie

28
Bernard Eric Jensen skriver i bogen Hvad er historie fra 2010, at de hidtidige forsøg
på at opstille en typologi ikke har været rigtig vellykkede eller overbevisende,
hvilket må inkludere hans eget. Han argumenterer imidlertid ikke nærmere for på
hvilke måder og af hvilke grunde, typologierne ikke er brugbare, men fremlægger
fire begrebspar, der skal fungere som orienteringspunkter, når man beskæftiger
sig med menneskers fortidsbrug. 69 Begreberne skal ikke forstås som modbegreber
men som skalabegreber. 70 1) Aktørhistorie og observatørhistorie angår forskelle i
perspektiv eller ståsted i forhold til fortiden. Hvor aktørhistorie er en fremadrettet,
aktualiserende og indgribende historiebrug karakteriseret ved, at fortidige erfaringer
søges gjort nyttige i en nutidig sammenhæng, er observatørhistorie en tilbageskuende
og oplysende form for historiebrug. 2) Læghistorie og faghistorie angår
forskelle vedrørende, i hvilke sammenhænge historie bruges. Der kan iagttages en
række forskelle afhængigt af, om historie bruges i en professions- eller en livsverdenssammenhæng.
F.eks. sætter fagfolk ofte lighedstegn mellem fortid og historie,
mens lægfolk typisk forbinder fortiden med noget positivt og nyttigt, mens historie
opfattes som unyttigt og noget fjernt knyttet til skole og faghistorikeres historieskrivning.
3) Pragmatisk og lærd historiebrug angår forskelle i, hvad der kendetegner
menneskers interesse for historie. Pragmatisk historie er karakteriseret ved
at være rettet mod den historie, som kan bruges og være nyttig i en nutidig sammenhæng,
mens lærd historieinteresse handler om at erkende og forstå fortiden i
sig selv og på fortidens præmisser. Der vil ofte være sammenfald mellem pragmatisk
historiebrug og læghistorie samt mellem lærd historiebrug og faghistorie men
langt fra altid. 4) Identitetsnær og identitetsneutral historiebrug angår forskel i,
hvordan det historiebrugende subjekt er placeret i forhold til det erindringsfællesskab,
som historiebrugen udgår fra og er rettet mod. 71 Typologien bygger således
på en blanding af kriterier.
Det er bemærkelsesværdigt, at Karlsson, Aronsson og Jensen ikke forholder sig
til hinandens bud på en historiebrugstypologi og ej heller er særlig eksplicitte med
hensyn til, hvilke parametre, deres typologier hviler på, og hvad det rummer af fordele
og ulemper. Det er derfor ikke helt enkelt at klarlægge forskellene, vurdere de
analytiske konsekvenser eller at forstå forskellene som udtryk for forskellige erkendelsesinteresser
eller for divergenser i deres opfattelser af historie. 72 At det til
en vis grad kan være tilfældet, har jeg antydet ovenfor. De tre foreliggende bud dan-
69 Jensen klargør ikke, hvornår han taler om fortidsbrug og historiebrug, og det er dermed uvist,
hvorvidt han opfatter begreberne identiske eller forskellige.
70 Jensen 2010, 39-41.
71 Jensen 2010, 41-58. Se anmeldelsen Nielsen 2010.
72 Selvom forskerne ikke indgår i diskussion med hinanden, refererer de til hinandens arbejder.
Set på den baggrund er det øjenfaldende, at Niels Kayser Nielsen i sin omfangsrige bog fra
2010 ikke nævner et eneste af Bernard Eric Jensens vægtige bidrag til forskningsfeltet på
litteraturlisten. At Jensen og Nielsen ikke refererer til hinandens nyeste bøger er forståeligt,
da de begge er fra 2010.